9. december 2016
Til Børne- og undervisningsudvalget
30 % målsætningen og dimensionering af uddannelser
Hovedformålet med ”Aftale om bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser” er at få flere unge til at
vælge og fuldføre en erhvervsuddannelse. Målet er, at i 2025 skal 30 % af en ungdomsårgang vælge en
erhvervsuddannelse direkte efter 9. eller 10. klasse.
I august indgik arbejdsmarkedsparter og regeringen en trepartsaftale om tilstrækkelig og kvalificeret
arbejdskraft i hele Danmark, som har til formål at bakke op om ovenstående målsætning. Aftalen rummer
flere positive elementer, bl.a. tiltag, der skal anspore erhvervslivet til at etablere flere praktikpladser. Det
glæder Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne sig til at se udfoldet.
Et element i trepartsaftalen er indførelsen af fordelsuddannelser og dimensionerede uddannelser.
Fordelsuddannelser er en række uddannelser, hvor der vurderes at være brancher, der har særligt behov
for faglært arbejdskraft, og hvor der er en høj grad af vækst. På disse uddannelser skal der være frit optag.
Dimensionering indføres for at regulere en række uddannelser på baggrund af oplysninger om bl.a.
ledighed, skolepraktikandel og overgangsfrekvens til hovedforløbet. Beregningsmodellen ligger nu fast,
men de endelige lister foreligger først, når data ”låses”. Det vides ikke præcis, hvornår dette sker.
Med den fastlagte beregningsmodel vil følgende uddannelser i dag dimensioneres uden kvote (hvilket
betyder, at en elev kun kan starte på grundforløb 2, hvis eleven har en praktikplads inden):
Autolakerer
Beklædningshåndværker
Bygningsmaler
Ernæringsassistent
Laboratorietandtekniker
Mediegrafiker
Skiltetekniker
Skov- og naturtekniker
Med den fastlagte beregningsmodel vil følgende uddannelser i dag dimensioneres med kvote (så et vist
antal elever kan starte på grundforløb 2 uden at have en praktikplads først):
Anlægsgartner
Cykel- og motorcykelmekaniker
Dyrepasser
Eventkoordinator
Murer
Produktør
Tandklinikassistent
De dimensionerede uddannelser fastsættes et år af gangen fra 1. januar 2018.