Til Minister for Børn, Undervisning og Ligestilling Ellen Trane Nørby, til medlemmer af Børne- og
Undervisningsudvalget, til medlemmer af folketinget valgt i Sydjyllands Storkreds og til
medlemmer af Esbjerg Byråd
På Ribe Katedralskole er vi meget bekymrede over de besparelser på uddannelsesområdet,
regeringen har planlagt. Besparelserne er af et sådant omfang, at de vil få en betydelig negativ
indvirkning på den ydelse, vi som institution leverer til samfundet. Vi beder jer derfor om at
overveje følgende:
Hvad er det for et gymnasium, vi ønsker? Skal vi uddanne de unge til en dybere forståelse af
kultur, videnskab og samfund, eller skal vi levere unge, der er blevet drevet igennem et fastlagt og
rutinepræget gymnasieforløb, der nok kaster færdigheder og kompetencer af sig, men som vil
fremme ensartet tænkning? Vil vi have substans, diversitet og kreativitet, eller vil vi have
intellektuel minimalisme, standardisering og gentagelsestvang?
Det er to forskellige ydelser, der er skitseret ovenfor. De koster ikke det samme.
Vi på Ribe Katedralskole kan levere begge dele – og vi er selvfølgelig klar med den vare, folkestyret
køber hos os. Vi gør blot opmærksom på, at der er stor forskel på de ydelser, der ligger på
hylderne! Og at det, der er billigt på den korte bane, kan vise sig at være meget, meget dyrt på den
lange. De langsigtede omkostninger skal måles i tabt innovation, tabt kritisk tænkning, tabt
demokratisk dannelse, svagere kulturel bevidsthed og svagere dømme- og sammenhængskraft hos
den enkelte og i samfundet. Det er stærke sager!
Hvordan forestiller vi os, at vi skal adskille os fra og dermed kunne konkurrere med større lande i
fremtiden? Skal vi uddanne flere ingeniører end dem? Det bliver svært. Skal vores ingeniører være
anderledes – kunne andet og mere, end andre landes ingeniører kan? Det lyder mere realistisk.
Vores uddannelsessystem er en væsentlig del af det, der gør os stærke, fremsynede og
succesfulde. Dette KAN selvfølgelig ødelægges – men er det virkelig i nogens interesse?
Vi vil rigtig gerne i dialog med jer og indbyder jer derfor til at besøge os i Ribe til en snak om
fremtiden.
På vegne af lærere og ledelse på Ribe Katedralskole
Tillidsrepræsentant Morten Høyrup
Rektor Kristian Bennike