Beskæftigelsesudvalget 2016-17
BEU Alm.del Bilag 337
Offentligt
1787454_0001.png
Kære beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen
Det er et problem, når alvorligt syge borgere sidder fast i systemet for at leve op til
de stramme kriterier og de hårde krav om dokumentation, der skal til for at få en
førtidspension. Det kan tage årevis. Lovgivningen er simpelthen for stram.
Vi mener, at de gode politiske intentioner med reformen om førtidspension og
fleksjob fra 2013 var at få udsatte borgere til at blive en del af det arbejdende
fællesskab. Også dem vi før i tiden ikke troede, vi kunne hjælpe.
Det er vi også lykkedes med ved at gå nye veje, men der er fortsat nogen borgere,
der er for syge til at vende tilbage på arbejdsmarkedet. Her var den politiske
intention også klar. De borgere skal selvfølgelig stadig kunne få førtidspension
hurtigt.
Desværre er lovgivningen rent teknisk skruet sammen sådan, at kommunerne
oplever for mange sager, hvor lovgivningen giver yderst snævre muligheder for en
hurtig og effektiv sagsbehandling. Selv til borgere, hvor det er tydeligt, at de ikke
vender tilbage til arbejdsmarkedet.
De meget store forskelle på, hvor mange førtidspensioner der tilkendes i
kommunerne, er i sig selv et signal om, at der er behov for at se på lovgivningen.
Det blev umiddelbart opfattet som godt nyt for kommunerne, da du og dine
embedsfolk i foråret udsendte skrivelse nr. 9248 om ressourceforløb, for det var
ventet, at der ville ske en opblødning af lovgivningen. Men skrivelsen er kun en
præcisering af gældende regler.
Det har vi også påpeget flere gange, ligesom vi har opfordret ministeren til at
foretage en generel forenkling af den enorme beskæftigelseslovgivning. Senest den
28. juni 2017, da vi sendte et papir med ambitioner for, hvordan lovgivningen kan
forenkles.
Det er tid til handling. Kommunerne har brug for dig. Derfor er vi glade for, at du har
takket ja til et møde. Nu håber vi, at det kan føre til en opblødning og klargøring af
lovgivningen, så vi kan hjælpe syge borgere, med åbenlyst behov for en
førtidspension, hurtigere og bedre end i dag.
Med venlig hilsen
Henrik Vallø
Formand for Social- og
Arbejdsmarkedsudvalget
Esbjerg Kommune
Christian Boldsen
Formand for Beskæftigelsesudvalget
Randers Kommune
Mai-Britt Iversen
Rådmand for Familie- og
Beskæftigelsesforvaltningen
Aalborg Kommune
Steen Møller
Rådmand for Beskæftigelses- og
Socialforvaltningen
Odense Kommune
Anna Mee Allerslev
Beskæftigelses- og integrationsborgmester
Københavns Kommune
Thomas Medom
Rådmand for Sociale Forhold og
Beskæftigelse
Aarhus Kommune
6-byerne
Esbjerg Kommune
København Kommune
Odense Kommune
Randers Kommune
Aalborg Kommune
Aarhus Kommune