Beskæftigelsesudvalget
Beskæftigelsesministeren
Ved Stranden 8
1061 København K
T +45 72 20 50 01
www.bm.dk
CVR 10172748
Orientering om udviklingen i sagsbehandlingstiderne på boligstøtteområdet
7. november 2016
Jeg sender som lovet i mit svar på S 1344 d. 26. august 2016 en status fra Udbeta-
ling Danmarks bestyrelse om udviklingen i sagsbehandlingstiderne på boligstøtte-
området til udvalgets orientering.
Det fremgår af den vedlagte status, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på
boligstøtteområdet er steget fra 13 uger i april til 15 uger i august. Jeg kan oplyse,
at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ikke er steget i september måned.
Udbetaling Danmark oplyser, at hovedårsagen til de forlængede sagsbehandlingsti-
der, er de nye regler for beregning af boligstøtte, som blev enstemmigt vedtaget af
Folketinget i 2014 under den tidligere SR-regering, og som trådte i kraft 1. januar
2016.
Det er min opfattelse, at alle sager i den offentlige forvaltning naturligvis skal be-
handles så enkelt, hurtigt og effektivt som muligt, uden at det går ud over borge-
rens retssikkerhed. Det gælder også administration af boligstøtte.
Det er derfor positivt, at Udbetaling Danmarks bestyrelse oplyser, at de har tiltrådt
en handlingsplan og tilført ekstra ressourcer til området, der skal imødegå de admi-
nistrative udfordringer og bringe sagsbehandlingsfrister tilbage på normalt niveau
inden udgangen af marts 2017.
Jeg kan yderligere oplyse, at Udbetaling Danmark udnytter muligheden for at an-
vende aconto udbetaling af boligstøtte i sager, hvor der er en vis sandsynlighed for,
at borgeren har ret til boligstøtte, men hvor sagen ikke endeligt kan afgøres, fordi
der fx mangler dokumentation i sagen. Det skal bidrage til at sikre, at flest mulige
borgere hurtigst muligt får udbetalt den ydelse, som de er berettigede til, selvom
sagen ikke er endeligt behandlet.
Jeg har taget bestyrelsens status til efterretning. Jeg har samtidig bedt tilsynet i Sty-
relsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om at følge udviklingen tæt med henblik
på at understøtte arbejdet med at nedbringe sagsbehandlingstiderne hurtigst muligt.
J.nr. 16/14832
Venlig hilsen
Jørn Neergaard Larsen