Holstebro d. 14.08.2017
Kære Beskæftigelsesudvalg/ministerium
Efter Peter Nørgaard og Tommy Wølks fremlæggelse af Code of Cares tanker og handlinger på
beskæftigelsesudvalgsmødet den 24. maj 2017, og de positive tilbagemeldinger vi har modtaget, er vi
nu overbevist om at Code of Care skal skrive denne første ansøgning om ressourcer til at udvikle og
udvide ideen om at mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, finder fodfæste gennem et
virksomhedsnetværk, båret af virksomhedsledere, jobcentre og Code of Care.
De resultater Code of Care har opnået gennem oprettelse af virksomhedsinvolverende Task Forces,
hvor virksomhedsledere udvikler løsninger på konkrete udfordringer inden for beskæftigelse af
mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet, viser en vej frem mod et nødvendigt paradigmeskifte. En
vej, hvor erhvervslivet rækker hånden ud til samfundet og siger “Vi vil gerne bidrage med mere”. For
samfundets skyld, for virksomhedernes skyld og for den enkelte borgers skyld.
Code of Cares virksomhedsrettede metode sikrer at den næste bølge af virksomheder tager et socialt
ansvar. Det er et afprøvet og skalerbart projekt, der er levedygtigt ud over projektperioden.
Vi håber, at I vil bære nærværende ansøgning om SATSpuljemidler videre og sikre at Code of Care
bliver landsdækkende. Til gengæld lover vi at de ressourcer, der sættes af, giver valuta for alle
midlerne. Og at antallet af socialt engagerede virksomheder øges - således at mennesker med
psykiske, fysiske eller sociale udfordringer i livet får en plads i arbejdsfællesskabet.
Vi er naturligvis klar til uddybende spørgsmål og til en vurdering af de ansøgte midler og det tempo
Code of Cares aktiviteter skal udbredes i.
Med venlig - og meningsfyldt - hilsen
På vegne af bestyrelsen og direktionen
Lone Østergaard, formand
Code of Care
Fabersvej 15
7500 Holstebro
Tlf. 27 85 64 96
Mail: lone@codeofcare.dk
Web: www.codeofcare.dk
1