Beskæftigelsesudvalget 2016-17
BEU Alm.del Bilag 20
Offentligt
Kære Beskæftigelsesminister - kære beskæftigelsesudvalgsmedlemmer.
At blive kronisk syg i Danmark uden at have en solid kapital opsparet, er ikke noget nogen skal
ønske sig.
Godt nok har vi et sundhedssystem betalt over skatterne, og et sikkerhedsnet, ligeledes skattebetalt,
der burde gribe os, så ingen kommer til at stå uden forsørgelse, hvis, og når, vi bliver ramt af livet,
men lovgivningen, og forvaltningen af den, er ændret meget de seneste år.
Vi satte os for at undersøge, hvordan reformerne af sygedagpenge-, førtids- og fleksjob-reformerne
opleves indefra - af de der er tættest på:
De kronisk syge borgere.
Brugerundersøgelsen er lavet af kronisk syge, og er blevet besvaret af kronisk syge.
Da vi ved at I skal til at revidere reformerne, syntes vi det var vigtigt, at I fik virkeligheden med, for
den har tilsyneladende svært ved at trænge ind bag Christiansborgs tykke mure.
Brugerundersøgelsen ’Syg i Systemet 2016’ bygger på 1353 respondenters hudløst ærlige og meget
personlige svar. Den er IKKE tilrettet, og analysen er sket i dyb respekt for svarerne.
Den giver et meget klart billede, af en katastrofal lovgivning og en lige så katastrofal forvaltning,
det håber vi at I vil kunne se.
Med venlig hilsen
Birgit Holm-Petersen, talskvinde for ’Syge Siger Stop!’