NOTAT
01-03-2017
Notat om dansk ratifikation af ILO-protokol om
tvangsarbejde
J.nr. 2016 - 6885
CAIJ
Torben Arnholt Lorentzen
Resume
I overensstemmelse med Danmarks internationale ILO-forpligtelser har Danmark
pligt til at overveje ratifikation af protokol til ILO’s konvention om at bekæmpe
tvangsarbejde. ILO’s protokol fra 2014 skal afhjælpe mangler i gennemførelsen af
konvention nr. 29 fra 1930 og særligt forebygge menneskehandel til tvangsarbejde.
Der er ikke identificeret mangler i den danske gennemførelse af konventionen, og
den danske retstilstand vurderes at leve op til protokollen. Dog vil ratifikation in-
debære mere koordinering med arbejdsmarkedets parter. Derudover er der ikke i
Danmark en selvstændig handlingsplan eller strategi mod tvangsarbejde. Det er
vurderingen i Det faste ILO-udvalg under Beskæftigelsesministeriet, at regeringens
løbende handlingsplaner til bekæmpelse af menneskehandel pt. er tilstrækkelige i
lyset af det begrænsede omfang af tvangsarbejde.
Arbejdsmarkedets parter (DA, LO, FTF, AC og KL) har indstillet til regeringen, at
Danmark bør ratificere protokollen, og at koordination/inddragelse kan ske ved at
udvide kommissoriet for Følgegruppen om international rekruttering og udenlandsk
arbejdskraft, så evt. opfølgning på protokollen kan drøftes dér.
På den baggrund har regeringen besluttet at ratificere ILO’s protokol om tvangsar-
bejde. Protokollen knytter sig til ILO-konvention nr. 29 fra 1930 angående tvun-
gent eller pligtmæssigt arbejde. Denne konvention er en af ILO's grundlæggende
internationale arbejdsstandarder, som i dag har status som et menneskerettighedsin-
strument. Dansk ratifikation vil ikke kræve lovændringer.
Baggrund
Protokollen til ILO’s konvention nr. 29
ILO anslog i 2012, at nær ved 21 mio. er ofre for tvangsarbejde, herunder via men-
neskehandel. Inden for EU skønner ILO, at der er 880.000 ofre for tvangsarbejde. I
Danmark er 37 personer mellem 2007-2015 vurderet som ofre for menneskehandel
til tvangsarbejde ifølge Center Mod Menneskehandels opgørelser. Der foreligger
dog ingen domfældelser for menneskehandel til tvangsarbejde.
På Den Internationale Arbejdskonference i 2014 vedtog ILO en styrket indsats mod
tvangsarbejde. ILO vedtog en protokol til ILO’s konvention nr. 29, ledsaget af en
henstilling med supplerende foranstaltninger. Begge instrumenter blev vedtaget
med overvældende flertal og med støtte fra den danske trepartsdelegation. Dan-
mark ratificerede ILO’s konvention nr. 29 i 1932 og har pligt til at overveje ratifi-
kation af protokollen (ILO’s statut art. 19). Spørgsmålet om ratifikation af et nyt