Tilsynet i henhold til grundlovens § 71
Sagsnr.
2016 - 8293
Doknr.
425571
Dato
26-11-2016
Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 har d. 7. november 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 1 (alm. del) til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra udvalget.
Spørgsmål nr. 1:
”Vil ministeren i forlængelse af sit svar på § 71 alm. del – spørgsmål 24 og 26 sikre, at
landets sikrede døgninstitutioner og afdelinger for børn og unge er bekendt med den
eksisterende lovgivning vedr. aflåsning af værelser om natten, og at institutionerne
gøres bekendt med de præciseringer vedr. aflåsning af værelser om natten, som mini-
steriet vil indarbejde i bekendtgørelse om voksenansvar for anbragte børn og unge og
i vejledningen til lov om voksenansvar for anbragte børn og unge?”
Svar:
I forlængelse af mine svar på spørgsmål 24 og 26 (§ 71, alm. del, 2015-16) kan jeg
oplyse, at de gældende regler om aflåsning af værelser på sikrede døgninstitutioner
for børn og unge bl.a. er fastsat i bekendtgørelse om magtanvendelse over for børn
og unge anbragt uden for hjemmet. Magtanvendelsesbekendtgørelsen ophæves, når
lov og bekendtgørelse om voksensvar over for anbragte børn træder i kraft 1. januar
2017.
Voksenansvarsloven og -bekendtgørelsen viderefører og præciserer i vid udstrækning
de eksisterende regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesret-
ten. For så vidt angår reglerne om aflåsning af værelser om natten præciseres det
således, at tilladelse hertil alene kan gives af ordens- og sikkerhedsmæssige årsager,
jf. mit svar på spørgsmål 26. Reglerne uddybes i udkast til vejledning til loven, der
netop nu er i ekstern høring. Vejledningen træder ligeledes i kraft 1. januar 2017.
Jeg kan oplyse, at Socialstyrelsen er ved at færdiggøre undervisningsmateriale og fra
udgangen af november og i løbet af december 2016 vil afholde kurser om voksenan-
svarsloven for medarbejdere fra de fem socialtilsyn. Socialtilsynene kan derefter af-
holde kurser for personale på anbringelsesstederne, herunder de sikrede døgninstitu-
tioner for børn og unge.
Jeg kan derudover oplyse, at organisationerne på området, herunder de faglige orga-
nisationer, har været tæt inddraget i processen og senest i forbindelse med høringen
om bekendtgørelsen og vejledningen. Organisationerne er således bekendt med reg-
lerne og kan også bidrage til at gøre deres medlemmer opmærksomme på disse, her-
under også bestemmelserne om aflåsning af værelser om natten på sikrede døgninsti-
tutioner.
Endelig vil socialtilsynene i forbindelse med deres tilsyn med anbringelsesstederne
følge op på, om der er kendskab til reglerne, og hvordan de anvendes.