§71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 126: Oversendelse af SFI-rapporten 'Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge med handicap', offentliggjort den 31. maj 2017, og Socialstyrelsens håndbog om forebyggelse, opsporing og håndtering af vold og overgreb mod børn med handicap, offentliggjort den 1. juni 2017, fra børne- og socialministeren

Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2016-17
§71 Alm.del Bilag 126
Offentligt

Vold og seksuelle

overgreb mod børn

med handicap

Håndbog om forebyggelse,

opsporing og håndtering

§71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 126: Oversendelse af SFI-rapporten 'Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge med handicap', offentliggjort den 31. maj 2017, og Socialstyrelsens håndbog om forebyggelse, opsporing og håndtering af vold og overgreb mod børn med handicap, offentliggjort den 1. juni 2017, fra børne- og socialministeren

Indhold

Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

KAPITEL 1 – Introduktion og formål med håndbogen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Formål . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Modtagere af håndbogen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Børn og unge med handicap . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Ny viden om omfanget af overgreb fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Ord og begreber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Forebyggelse, opsporing og håndtering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Vold og seksuelle overgreb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Læsevejledning. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

KAPITEL 2 – Den faglige opgave . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 15

Omsorg og beskyttelse af børn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18

KAPITEL 3 – Hvad er den gode forebyggelse? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Hvordan kan man arbejde forebyggende? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Børn og unges udvikling af seksualitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Seksuelle overgreb . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Opmærksomhed på børn og unge med seksuelt grænseoverskridende adfærd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Vold mod børn med handicap . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Skadevirkninger ved vold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

KAPITEL 4 – Opsporing . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Den professionelle opgave. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Tegn og reaktioner hos børn og unge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Den professionelle tvivl . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Barrierer og tvivl hos barnet eller den unge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Grooming . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

KAPITEL 5 – Håndtering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Bekymring, mistanke og viden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Den skærpede underretningspligt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Må man tale med barnet? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Hvem retter mistanken sig imod? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kommunens forpligtelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Inddragelse af Børnehusene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

KAPITEL 6 – Politik, implementering og løbende evaluering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Faglig viden og kompetenceudvikling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Forebyggelsespolitikkens implementering og opfølgning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Forældreinddragelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Kolofon

Udgivelse: Socialstyrelsen

Udgivelsesår: 2017

Materialet er samlet og redigeret af Socialstyrelsen

Layout/design: Mouret.dk

Illustrationer: BennyBox

Der kan frit citeres fra rapporten med

angivelse af kilde.

Tryk ISBN: 978-87-93407-64-0

Digital ISBN: 978-87-93407-63-3

Download eller se sti til rapporten på

socialstyrelsen.dk/born/overgreb

KAPITEL 7 – Skabelon til den lokale politik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 59

Litteratur og øvrige kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63

Forord

Børn og unge med handicap er i større grad end børn uden handicap i risiko for at

blive udsat for vold og seksuelle overgreb, og har i højere grad end jævnaldrende

oplevet overgreb. Dette gælder både for børn og unge med handicap, som bor

hjemme og for dem, som bor på institutioner rundt om i landet (SFI 2017).

Håndbogen henvender sig til fagpersoner, der arbejder med børn og unge med

handicap. Den sætter fokus på, hvordan forebyggelse, opsporing og håndtering går

hånd i hånd med den pædagogiske praksis for at sikre, at børn og unge er beskyttet

og trygge i deres hverdag. Socialstyrelsen præsenterer med denne håndbog faglig

viden og direkte guidning til pædagogisk praksis.

I tillæg til håndbogen har Socialstyrelsen produceret tre animerede ilm, der er med

til at sætte fokus på emnet overgreb mod børn med handicap. Filmene kan du se her:

www.socialstyrelsen.dk/born/overgreb

I udviklingen af håndbogen har Socialstyrelsen inddraget en række fagpersoner og

videnshavere med viden om børn, unge, seksualitet, overgreb og handicap. De har

bidraget med uundværlig viden og hjulpet med at målrette, afgrænse og skabe bedst

mulig indsigt i området. En stor tak går til videnshaverne

Derudover vil vi sige en stor tak til Camillehusene for at bidrage med indsigtsfulde

bidrag fra ledelse og pædagoger.

Socialstyrelsen arbejder målrettet på at udbrede viden til gavn om målgrupper og

indsatser på socialområdet. På vidensportal.dk indes mere viden om metoder,

indsatser og lovende praksis på handicap- og socialområdet.

1) Liste over videnshavere indes efter litteraturlisten

Kapitel 1

Introduktion og formål

med håndbogen

Introduktion og formål med håndbogen

Viden om overgreb i Danmark viser blandt andet, at børn

med handicap er i større risiko for at blive udsat for vold

og seksuelle overgreb, både når man beregner risiko-

faktorer, og når man undersøger oplevede overgreb

hos børn

I Danmark er der et generelt fokus på overgreb mod børn,

både i kommunerne, blandt organisationer og i staten.

I 2013 blev

Overgrebspakken

og tilhørende lovkompleks

vedtaget som en landsdækkende indsats til styrket

opsporing, forebyggelse og sagsbehandling. Ombuds-

manden er også opmærksom på området og gennem-

førte i 2015 elleve tilsynsbesøg på handicapinstitutioner

for børn og unge i samarbejde med Institut for

Menneskerettigheder og Dansk Institut Mod Tortur.

På baggrund af tilsynsbesøgene anbefalede ombuds-

manden:

”at institutioner, hvor børn og unge på grund af

vidtgående og varigt nedsat funktionsevne opholder sig

eller bor, udarbejder skriftlige retningslinjer for, hvordan

institutionen forebygger seksuelle overgreb, og hvilken

fremgangsmåde institutionen følger ved mistanke om

overgreb”

. De institutioner, ombudsmanden besøgte, var

generelt opmærksomme på at lære børnene og de unge

en hensigtsmæssig seksuel adfærd, men på grund af

funktionsnedsættelsen og det mangelfulde eller mang-

lende sprog hos hovedparten af børnene og de unge,

fandt personalet det ofte svært at lære dem at sige fra

over for andre personer

Socialstyrelsen har udarbejdet denne håndbog til fag-

personer, som arbejder med børn og unge med handicap.

Håndbogen vil således bidrage med viden om opsporing,

håndtering og forebyggelse af vold og seksuelle overgreb

mod børn med handicap ved at komme ind på relevante

emner - indenfor forebyggelse, opsporing, faglig håndte-

ring og lovgivning omkring overgreb på børn og unge med

handicap.

Håndbogen afsluttes med en vejledning til, hvordan man

kan udvikle en lokal politik til forebyggelse, opsporing og

håndtering af overgreb. En politik kan være med til at

sikre, at forebyggelse og tidlig opsporing af vold og sek-

suelle overgreb i højere grad bliver en del af den daglige,

pædagogiske praksis.

KAPITEL 1 - Introduktion og formål med håndbogen

Børn og unge med handicap

Når der i håndbogen henvises til børn med handicap,

så menes der børn og unge under 18 år, der beinder sig

indenfor en forholdsvis bred og uhomogen gruppe, som

spænder fra børn med mindre handicap til børn, der har

indgribende handicap. Hertil kommer forskelligheder ift.

livsvilkår og socioøkonomiske faktorer, om de går i

special- eller almene institution, er hjemmeboende eller

anbragte.

For at øge læsevenligheden vil børn og unge med handicap

derfor omtales som ’børn med handicap’, medmindre der

speciikt er tale om unge.

På trods af, at der i håndbogen ikke som sådan skelnes

mellem forskellige handicap, er det vigtigt at forstå, at de

forskellige typer handicap kan påvirke måden, hvorpå

man fagligt kan og skal forebygge, opspore og håndtere

vold og seksuelle overgreb.

I udviklingen af denne håndbog har det været vigtigt at

inddrage relevante fagpersoner og videnshavere til at

supplere den eksisterende viden om overgreb på børn til

at være målrettet børn med handicap. De deltagende

fag- og videnspersoner har konkluderet, at børns

oplevelser af at have været udsat for overgreb og fag-

personers håndtering af overgrebet, ikke er anderledes

for børn og unge med handicap end for børn og unge

uden handicap. Forskellen ligger i, at det i forhold til børn

og unge med handicap kan være vanskeligere at opspore,

da det kan være vanskeligt at skelne mellem, hvorvidt de

udviste tegn og reaktioner er forårsaget af barnets eller

den unges handicap, eller er et udtryk for, at barnet eller

den unge kan have været udsat for overgreb.

I mødet med børn med handicap er det således vigtigt at

have fokus på deres særlige sårbarhed. Nogle af de risiko-

faktorer, der kan gøre sig gældende for gruppen som

helhed, er følgende:

Formål

Håndbogen har tre hovedformål:

1. At tilføre viden til de fagpersoner, som arbejder med

børn med handicap, om, hvordan man skærper sin

opmærksomhed på børns naturlige udvikling, seksualitet

og grænsesætning for at forebygge overgreb.

2. At tilføre viden om hvordan man forebygger, opsporer

og håndterer seksuelle overgreb og vold mod børn

med handicap.

3. At udvikle materialer i form af viden, cases, skabe-

loner, modeller og ilm, som kan inspirere fagpersoner

på handicapinstitutioner til at udvikle og formulere en

lokal politik til forebyggelse, opsporing og håndtering

af mistanke om vold eller seksuelle overgreb.

Modtagere af håndbogen

Denne håndbog er primært skrevet til voksne –

professionelle eller frivillige – som arbejder direkte

med børn med handicap i det daglige.

Sekundært henvender håndbogen sig til personer, som

også kan have behov for yderligere viden om fore-

byggelse, opsporing og håndtering af vold og seksuelle

overgreb på børn og unge med handicap.

Derudover kan håndbogen læses af personer, som har

en mere personlig relation til børn og unge med handicap,

herunder familien og andre nære relationer.

2) SFI 2017, Det Kriminalpræventive Råd 2012, SISO og SUS 2007 · 3) Folketingets Ombudsmand 2016, s. 2

4) Folketingets Ombudsmand 2016, s. 6 · 5) socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/socialtilsyn

KAPITEL 1 - Introduktion og formål med håndbogen

Øget social isolation

Øget afhængighed af andre

Øget behov for voksenkontakt

Vanskeligheder ved at sætte og opfatte grænser

– vanskeligheder ved at sige fra

•

En kropsfornemmelse, der er udfordret

– barnet eller den unge kan være meget sanse-

søgende (rører ved folk, krammer for tæt etc.),

eller har en manglende fornemmelse for graderne

af berøring (sociale normer)

•

Vanskeligt ved at alæse situationer

•

Vanskeligt ved at begå sig og forstå sociale

relationer og relationer på de sociale medier.

Ikke alle børn med handicap er i risiko, og der ses ikke en

direkte årsagsvirkningssammenhæng mellem det at have et

handicap og have større risiko for at blive udsat for over-

greb, men der er en række forudsætninger, som øger risiko-

en for, at et barn med handicap kan blive offer for vold eller

seksuelle overgreb. Børn med handicap kan have en øget

afhængighed af omsorgspersoner, evt. behov for pleje-

omsorg samt have kommunikative handicap, bevægelses-

handicap eller kognitive handicap, som øger risikoen for at

blive udsat for overgreb. Formålet med håndbogen er

derfor at fremhæve nogle opmærksomhedspunkter for,

hvordan barnet med handicap reagerer og er i trivsel med

sig selv og sine omgivelser.

At være afhængig af andre

Det særlige for børn med handicap er, at de har en række

relationer, der er væsentligt anderledes, end dem andre

børn har. De skal ofte behandles, undersøges og være

genstand for udredninger. De møder ofte autoriteter så

som speciallæger, talepædagoger, neurologer, fysiotera-

peuter, pædagoger og speciallærere, personlige hjælpere

etc., der er eksperter på en del af barnets liv, og som har

stor indlydelse på, hvad der kan gøres for at afhjælpe

konsekvenserne af handicappet.

Samtidig kan disse børn være afhængige af hjælp til

personlig omsorg og støtte. Det kan have betydning for

deres adfærd og for at kunne mærke egne grænser og

sige fra. Nogle kan være vant til, at kroppen berøres i for-

bindelse med hygiejne og behandling, hvilket kan påvirke

følelsen af ejerskab over egen krop og gøre det svært at

sætte grænser for kontakt både af seksuel og af voldelig

•

karakter. Dertil kommer, at det eksempelvis kan blive

svært at sige fra eller kræve sin ret til et privatliv, når man

er afhængig af andres hjælp.

Børn med handicap kan være uvidende om, at vold eller

seksuelle overgreb ikke er normalt, især hvis udøveren er en

omsorgsperson, pårørende, pædagog e.l. Barnet kan have

vanskeligt ved at sige fra og sige nej til en andens opfordring

eller trussel om seksuelt samvær eller værge sig mod vold.

På den anden side kan nogle grupper af børn med handicap,

for eksempel kognitive handicap, have vanskeligheder ved at

alæse og have indlevelse i andres grænser og kan derfor

selv have en selvgrænseoverskridende adfærd. Det kan få

konsekvenser for den sunde udvikling.

Kommunikationshandicap

Hvis barnet har begrænsede muligheder for at kommuni-

kere, er det vanskeligt at sætte verbale grænser og at

fortælle omverden, hvis han eller hun har været udsat for

krænkelser. Et barn med kommunikationshandicap kan

derfor være i større risiko for at blive set som et

let offer

af mennesker med de forkerte intentioner, da barnet ikke

har muligheder for at afværge med verbale afvisninger og

efterfølgende har sværere ved at fortælle om hændelsen

til forældre, venner eller medarbejdere. Dertil kommer

udfordringen med at anmelde overgrebet, hvor beret-

ninger om, hvad der skete, måske skal igennem en tredje

person, som kan formidle hændelsen.

Desuden forekommer det, at børn med kommunikations-

handicap kan reagere enten voldsomt/voldeligt i afmagt/

frustration eller med en indadvendt reaktion, hvis andre har

vanskeligt ved at forstå det, der kommunikeres. Dette kan

gøre sig gældende i lere situationer, og volden mod andre

kan derfor være en del af barnets hverdag.

Fysisk funktionsnedsættelse

Børn med fysiske funktionsnedsættelser er en meget

bredt deineret gruppe. Alt efter graden og/eller omfan-

get af det fysiske handicap stiger eller falder graden af

den hjælp, som barnet har brug for. For en del af denne

gruppe børn vil der være en afhængighed af andres hjælp

i forhold til hygiejne, på- og afklædning, spisning, trans-

port etc. Det er et vilkår, som kan gøre barnet mere udsat

i forhold til seksuelle krænkelser eller vold.

Kognitiv funktionsnedsættelse

En opmærksomhed, man som fagperson bør have på børn

med kognitive og/eller intellektuelle funktionsnedsættelser,

er, at de kan have meget lavt selvværd eller have vanskeligt

ved at etablere og bevare relationer til andre. I ønsket om at

blive set og imødekommet kan de søge anerkendelse og

bekræftelse hos ulige eller usunde bekendtskaber. Det kan

være vanskeligt for barnet at skelne mellem kærlighed og

sex eller at afkode og forstå den situation, han eller hun

beinder sig i, hvilket kan øge risikoen for, at grænsen mellem

omsorg og overgreb bliver udvisket. Det kan både ske i

sociale situationer eller ved interaktioner og venskaber på

internettet, hvor man begge steder har mulighed for komme

i kontakt med mennesker. Hvis man er et barn med et kogni-

tivt handicap, kan det være vanskeligt at forstå de sociale

koder både på internettet og i mødet med andre mennesker,

hvilket gør barnet mere udsat for overgreb.

Samtidig skal man være opmærksom på, at nogle børn

med kognitive funktionsnedsættelser kan have seksuelt

grænseoverskridende eller voldelige adfærd i deres

manglende forståelse af andres grænser eller på grund af

frustration over ikke at blive forstået.

tæller, at de på et eller lere tidspunkter i deres opvæksthar

været udsat for vold, mens 7 pct. har været udsat for

seksuelle overgreb, og 6 pct. har været udsat for begge

typer overgreb. Til sammenligning er tilsvarende tal for børn

uden handicap, at 25 pct. har oplevet vold, 3 pct. har oplevet

et seksuelt overgreb, og 1 pct. har oplevet begge dele.

I gruppen af anbragte børn med handicap fortæller 35 pct.,

at de på et eller lere tidspunkter har været udsat for vold.

23 pct. har været udsat for seksuelle overgreb, og 10 pct.

har været udsat for begge dele. Ifølge registeranalyserne af

domsfældelser over overgreb mod børn og unge med

handicap har omkring 10 pct. af 7-18-årige børn og unge

med handicap været udsat for vold, hvilket er dobbelt så

mange som børn og unge uden handicap.

Registeranalyserne viser også, at børn med ADHD, autisme

eller udviklingshæmning har mere end tre gange større risiko

for at blive udsat for et seksuelt overgreb end deres jævn-

aldrende (Holt m.l., 2017). Disse resultater fra Danmark

stemmer overens med erfaringer fra udlandet (Jones m.l.,

2012). I registeranalysens resultater for de 0-7-årige er det

de samme grupper af børn med handicap, som hyppigst er

udsat for vold og seksuelle overgreb. Det gælder, at børn

med ADHD og autisme har tre gange større risiko for at blive

udsat for personfarlig vold end deres jævnaldrende (Holt

m.l., 2017).

SFI-undersøgelsen er udarbejdet sideløbende med denne

håndbog bl.a. med intentionen om at styrke viden om

omfanget af overgreb mod børn med handicap. Viden om

omfang på dette område er komplekst at undersøge og

beskrive, og data skal læses med de forbehold, der altid vil

være gældende for de valgte kvalitative og kvantitative

metoder.

Ny viden om omfanget af overgreb fra SFI

– Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

SFI har på foranledning af Socialstyrelsen lavet en under-

søgelse af omfanget af overgreb mod børn og unge med

handicap. Ud over at se på omfang, beskriver undersøgelsen,

hvilke forhold i børnenes liv der gør dem særligt udsatte for

overgreb samt hvilke dilemmaer og udfordringer fagfolk, der

er tæt på børnene, oplever når det gælder mistanke, opspo-

ring og handling omkring overgreb.

Undersøgelsen er baseret på analyser af registre over sager

om overgreb, hvor der er sket domsfældelse, spørgeskema-

data, SFI’s børneforløbsundersøgelse (BFU) og forløbs-

undersøgelsen for anbragte børn (AFU) med børn og unges

egne oplevelser med overgreb. Endelig er der lavet en

spørgeskemaundersøgelse blandt fagpersoner på special-

området, suppleret med enkelte interviews med fagper-

soner (Holt m.l., 2017).

Fra børneforløbsundersøgelsen ses det, at væsentligt Flere

børn med handicap har været udsat for overgreb end børn

uden handicap. 31 pct. af de børn, der har et handicap, for-

Læs undersøgelsen her: www.si.dk/publikationer/

vold-og-seksuelle-overgreb-mod-boern-og

-unge-med-handicap-13265

KAPITEL 1 - Introduktion og formål med håndbogen

Ord og begreber

Håndbogen anvender en række kernebegreber, som er

væsentlige at deinere. De overordnede temaer er vold og

seksuelle overgreb mod børn og unge med handicap.

I denne håndbog bruges ’overgreb’ som en samlet

betegnelse, med mindre det speciikt drejer sig om enten

vold eller seksuelle overgreb. Betegnelsen (pædagogiske)

’fagpersoner’ og fagprofessionelle forstås bredt som de

personer, der er i professionel relation til børn og unge

med handicap.

Håndtering

går ud på at handle, uanset om man har en

diffus mistanke eller konkret viden om overgreb mod et

barn eller en ung. Relevante handlinger kan være forskel-

lige alt efter, hvilken type eller grad af viden man har. Det

er derfor vigtigt at have viden om, hvilke handlinger der er

relevante i hvilke situationer. Herudover er det vigtigt at

være bekendt med, at ved mistanke om overgreb er det

ofte vanskeligt at få be- eller afkræftet mistanken,

hvorfor man ofte står med en tvivl, usikkerhed og uvished

om, hvorvidt ovegrebet har fundet sted. Imidlertid kan

man aldrig vente med at handle, til man er sikker.

Læsevejledning

Håndbogens formål er dels at bidrage til viden og dels at

guide til handling. Indholdet består derfor både af nogle

relativt dybdegående afsnit om eksempelvis målgrupper

og viden om overgreb og dels af mere direkte anven-

delsesorienteret viden til fagpersoner – eksempelvis

releksionsøvelser og cases. Disse to overordnede typer

af viden er begge vigtige at orientere sig i – den ene type

viden supplerer den anden, og indholdet giver bedst

mening i sin helhed.

Det vil imidlertid give god mening at dele læsningen af

håndbogen op og eventuelt udvælge et emne ad gangen

som fokuspunkt. For eksempel kan man starte med

emnet vold og senere læse mere om børn, der udsættes

for seksuelle overgreb.

Håndbogen er bygget op efter farvekoder, der kan guide

læseren i orientering i håndbogen og afgrænsning af

emner. Derudover indeholder håndbogen symboler, der

markerer hvilken type viden, læseren præsenteres for.

Således kan læseren hurtigt genkende, at der er tale om

en øvelse eller en henvisning til yderligere viden om et

speciikt emne.

Om symbolerne i håndbogen:

Viden til praksis

Symbolet markerer, at her præsenteres

viden, som er direkte anvendelig for

pædagogisk praksis.

Dialog

Symbolet markerer, at dette er en

øvelse I kan bruge på jeres institution.

Øvelserne kan være med til at igang-

sætte dialog om håndbogens emner.

Case

Symbolet markerer, at dette er en case.

De udvalgte cases i håndbogen byg-

ger på erfaringer og hændelser fra

praksis. De præsenterede cases indes

også i dialogkortene, som indes på

www.socialstyrelsen.dk/born/overgreb

og kan bruges til fælles releksion på

institutioner.

Lovgivning

Symbolet markerer, at her henvises til

relevant lovgivning.

Mere viden

Symbolet markerer, at her henvises til

steder, hvor du kan inde mere viden.

Forebyggelse, opsporing og håndtering

Håndbogen handler om den særlige, faglige opgave, fag-

professionelle har, i forhold til overgreb mod børn og unge.

Den faglige opgave er opdelt i tre dele –

forebyggelse

overgreb,

opsporing

af overgreb og

håndtering

af over-

greb.

Vold og seksuelle overgreb

Der indes mange forskellige begreber for voldelige og

seksuelle overgreb. Det kan være

seksuelle overgreb,

seksuelt misbrug, seksuelle krænkelser, incest, vold,

mishandling, vanrøgt

eller

opdragelsesvold.

De ord, man

bruger og den måde, man forstår dem på, har betydning

for, hvad man får øje på, bekymrer sig om og handler i

forhold til.

I håndbogen anvendes ordene vold og seksuelle overgreb.

Alle former for vold og seksuelle overgreb har vidtræk-

kende konsekvenser for børn og unge. Vi skelner derfor

ikke mellem forskellige typer af vold eller seksuelle over-

greb. Vi skelner heller ikke mellem, hvor indgribende eller

omfattende overgrebene har været.

Forebyggelse

handler om at forhindre, at børn og unge

med handicap udsættes for overgreb, blandt andet ved at

hjælpe barnet til at blive i stand til at sætte grænser og

passe på sig selv. Forebyggelsen retter sig mod de ydre

rammer og den kontekst, barnet beinder sig i, herunder

at støtte barnet i udviklingen af en sund seksualitet og

gode sociale kompetencer.

Opsporing

handler om at opdage, hvis barnet eller den

unge med handicap har været udsat for overgreb.

Begrebet opsporing anvendes for at signalere, at fag-

personer skal påtage sig en aktiv rolle og være nysgerrig

og undersøgende, hvis barnet eller den unge med handi-

cap viser tegn på mistrivsel. For at kunne opspore over-

greb skal man have viden om, hvilke tegn og reaktioner

man skal være opmærksom på, samt hvordan man kan

tale eller kommunikere med børn og unge om overgreb.

Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at man

som fagperson kan blive følelsesmæssigt påvirket, når

man får mistanke eller viden om, at et barn eller en ung er

udsat for overgreb. Denne opmærksomhed er vigtig, så

man ikke mister blikket for barnets behov, undlader at

handle eller kommer til at handle på en uhensigtsmæssig

måde på baggrund af egne ’blinde pletter’.

Kapitel 2

Den faglige

opgave

Den faglige opgave

Fagpersoner, som arbejder med børn med handicap, har

en særlig opgave, når det gælder forebyggelse og opspo-

ring af overgreb. Denne opgave består i at beskytte

barnet samt understøtte retten til en sund seksualitet og

til at leve trygt.

Den faglige opgave hviler på ire faglige hjørnesten:

Viden, åbenhed, dialog og handling.

er i spil, når man skal vurdere et barns mistrivsel. En

væsentlig pointe er derfor, at man ikke for tidligt enten

afviser eller entydigt fastholder, at et barns mistrivsel

skyldes vold eller seksuelle overgreb, eller at man

entydigt vurderer en adfærd som del af barnets handi-

cap. I stedet må man praktisere en åben tilgang til

årsagen til den manglende trivsel. Den faglige åbenhed

omhandler derfor også vigtigheden af, at fagpersoner

observerer og registrerer, når de oplever ændringer i

barnets adfærd.

Det har stor betydning, at fagpersonerne kender

barnets udfordringer og de tegn og reaktionsmønstre,

som barnet normalt bruger. Den faglige åbenhed inde-

holder også opmærksomhed på at være åben for og

understøtte barnets personlige og naturlige seksuelle

udvikling ved at vejlede i og tale om rammer og græn-

ser, konliktløsning, gode og dårlige hemmeligheder og

rettigheder.

3. Som fagperson skal man indgå i

faglig dialog

med andre

fagpersoner om observationer, overvejelser eller

mistanker om vold og seksuelle overgreb. Betydningen

af at indgå i professionel dialog med både kollegaer,

samarbejdspartnere og med børnene selv er central i

en tidlig og kvaliiceret opsporing. Dertil kommer, at

dialog også er forebyggende, da dialog og åbenhed er

med til at aftabuisere og afstigmatisere (det at tale om

og beskæftige sig med) overgreb mod børn.

Udfordringerne kan opstå, hvis fagpersonerne på en

institution eller specialskole ikke har en politik for,

hvordan de kan gribe spørgsmål vedrørende seksualitet

eller overgreb an. Hvis fagligheden ikke er understøt-

tet, kan vejledning, beslutninger og bekymringer kom-

me til at bero på den enkelte fagpersons kompetencer,

moral og erfaringer og ikke på en fælles faglighed om

forebyggelse, opsporing og handling.

Som en del af den faglige dialog bør man også drøfte,

hvordan der fastholdes et tæt samarbejde med foræl-

drene, når det drejer sig om seksualitet, seksuelle over-

greb og vold. Forældre til børn med handicap kan have

svært ved at håndtere problematikken og enten blive

passive, afvisende eller overbeskyttende. I situationer,

hvor et overgreb har fundet sted, er der også behov

for, at fagpersoner og ledelse ved og er enige om,

hvordan man rådgiver og vejleder både forældre, børn

eller unge.

4. Fagpersoner skal kende til mulighederne for og pligten

til at

iværksætte de rette handlinger,

når der er

bekymring, mistanke eller viden om overgreb. Det har

stor betydning for håndteringen af disse sager, at man

handler på den rette måde og på det rette tidspunkt,

selvom det er en svær balance. Gennemsigtighed i

rollefordeling, ansvar og proces er med til at skabe en

større sikkerhed for fagpersoner til at handle. Det kan

være en klarhed over, hvornår der skal underrettes, om

der skal iværksættes krisehjælp, hvem der kan henvi-

ses til, hvem man som fagperson må dele sin viden med

mv. Dette kan en lokal politik være med til at afklare.

Fælles for den faglige opgave er, at barnets trivsel er

afhængig af en tydelig, pædagogisk praksis om,

hvordan der arbejdes med viden om overgreb,

tegn og reaktioner og om håndteringen af

bekymringer, mistanke eller viden om

overgreb. Den pædagogiske praksis

Ansvar for

er afhængig af institutionens kul-

at skabe en

åben kultur

tur og ledelseskultur, hvilket er

illustreret i iguren nedenfor:

Med Overgrebspakken fra 2013 blev det lovpligtigt

for kommunerne at udvikle et kommunalt bered-

skab, hvori underretnings- og sagsbehandlings-

proces beskrives sammen med overordnede hand-

leveje, muligheder for råd og vejledning samt de

lovgivningsmæssige bestemmelser.

Det anbefales, at den enkelte fagperson orienterer

sig i sin kommunes beredskab, og at den lokale

politik spiller sammen med det kommunale bered-

skab.

KAPITEL 2 - Den faglige opgave

(LEDELSES)

KULTUR

Retnings-

linier og

procedurer

1. Fagpersonen skal besidde en grundlæggende

faglig

viden

om både barnets og den unges udvikling men

også om de mulige tegn og reaktioner, man skal være

opmærksom på, når det drejer sig om vold og seksuelle

overgreb mod børn med handicap. Den faglige viden

skal samtidig indeholde et fokus på barnet og en viden

om, hvordan både barnet og den unge forstår verden

for at sikre, at tegn og reaktioner på mistrivsel og over-

greb ses og forstås i relation til den konkrete kontekst

og livsvilkår.

Som fagperson er det vigtigt at have en faglig viden om

både barnets og den unges seksualitet. Faglig viden om

seksualitet skal også understøtte, at seksualitet hand-

ler om venskaber, relationer, intimitet, berøring og at

kunne mærke sine egne og andres grænser. Den viden

er nødvendig for, at fagpersoner både kan understøtte

den seksuelle udvikling og kan se tegn på mistrivsel og

ændret adfærd.

Faglig åbenhed

er et vigtigt element både i en tidlig

opsporing og i den forebyggende indsats. En faglig

åben tilgang tager afsæt i, at vold eller seksuelle over-

greb kan være én blandt lere mulige forklaringer, der

PÆDAGOGISK

PRAKSIS

Viden om

barnet.

Viden om

sig selv

Ansvar for

dialog blandt

fagpersoner

Viden om

overgreb

BARNETS

TRIVSEL

Fysiske

rammer

Tegn og

reaktioner på

overgreb, som

altid skal ses i

en kontekst

Arbejdsmiljø

Viden om

håndtering

Rolle-

afklaring

Viden om

håndtering

KAPITEL 2 - Den faglige opgave

Omsorg og beskyttelse af børn

Omsorg og beskyttelse af børn sker med afsæt i den

faglige viden, man som fagperson bærer med sig, og rela-

terer dermed til viden om barnets udvikling og eksisten-

tielle behov for at modtage omsorg fra voksne.

I servicelovens formålsparagraf (§46) tydeliggøres for-

pligtigelsen til at beskytte børn. Et sådant børnesyn

betyder, at voksne altid skal bestræbe sig på at forstå det,

som barnet forstår og med fokus på barnets præmisser.

Derudover skal de voksne bidrage til, at barnet oplever sig

set, hørt og forstået og hermed hjælpe barnet til at skabe

mening og sammenhæng i livet.

Omsorgsperspektivet relaterer sig også til fagpersoners

skærpede underretningspligt, herunder en faglig dialog

og releksion over graden af en bekymring for et barns

udvikling og trivsel. Derfor er det væsentligt at skabe

tydelighed om handleveje og sikre, at tvivl ikke medvirker

til handlingslammelse hos den enkelte, men at der i stedet

skabes tydelige muligheder for faglig sparring både

internt og eksternt.

Viden til alle

Mange børn og unge kender ikke deres rettigheder og

ved eksempelvis ikke, at det i Danmark er forbudt for for-

ældre at slå deres børn

I relation til fagpersoners omsorg og beskyttelse af børn

er det ligeledes væsentligt, at den viden, der opbygges

om det enkelte barns særlige reaktionsmønstre, færdig-

heder, kompetencer, rutiner, behov, udviklingsniveau

m.m., er en viden, som alle fagpersoner på den enkelte

institution besidder. Viden, der er begrænset til de få

(f.eks. kontaktpædagoger) betyder i praksis, at færre

fagpersoner har mulighed for at få øje på de adfærds-

ændringer, der kan være tegn på mistrivsel, og at færre

bliver i stand til at opspore børns tegn og reaktioner efter

mulige overgreb.

Hvis børn skal opleve sig set, hørt og forstået og derfor

også på en meningsfuld og aldersvarende måde skal ind-

drages i de indsatser og aktiviteter, der iværksættes i

forhold til forebyggelse og tidlig opsporing af vold og

seksuelle overgreb, forudsætter det en velovervejet

balancering af, hvad der er relevant at informere dem om

og hvorfor. At indsatser eller aktiviteter overordnet set

handler om beskyttelse mod overgreb, er ikke en dags-

orden, som børn nødvendigvis kan forstå relevansen af

eller kan bruge til andet end at blive frygtsomme. I stedet

kunne man åbne op for en debat om samværskulturen på

stedet med børnene eller de unge og herved drøfte:

•

Hvordan kan man sikre, at alle trives og har det

rart sammen?

•

Hvordan er vores måde at tale til og opføre os

over for hinanden på?

•

Hvordan har vores væremåde betydning for

vores velbeindende?

•

Er det er okay at sige nej til andre, og hvordan kan

man gøre det på en god og konstruktiv måde?

SEL§ 153.

Den skærpede underretningspligt

Personer, der udøver offentlig tjeneste eller offent-

ligt hverv, skal underrette kommunalbestyrelsen,

hvis de under udøvelsen af tjenesten eller hvervet

får kendskab til eller grund til at antage,

1) at et barn eller en ung under 18 år kan have

behov for særlig støtte,

2) at et barn umiddelbart efter fødslen kan få

behov for særlig støtte på grund af de vordende

forældres forhold,

3) at et barn eller en ung under 18 år kan have

behov for særlig støtte på grund af barnets eller

den unges ulovlige skolefravær eller undladelse

af at opfylde undervisningspligten, eller

4) at et barn eller en ung under 18 år har været

udsat for overgreb.

6) Børnerådet 2016

Kapitel 3

Hvad er den gode

forebyggelse?

Hvad er den gode forebyggelse?

Den gode forebyggelse starter med, at ledelse og perso

nalegruppe sammen taler om, hvordan man understøtter

den sunde udvikling hos barnet, både i forhold til at

understøtte udviklingen af børnenes personlighed, ruste

barnet/lære barnet at kunne begå sig i samfundet, her

under den seksuelle udvikling.

Den gode forebyggelse handler om, hvordan man på

den enkelte institution arbejder med at gøre forebyg

gende indsatser til en integreret del af den pædagogiske

praksis. Fagpersonerne skal være klædt på til at vide,

hvornår børn skal beskyttes, men også hvilke faktorer der

er med til at styrke barnets egne kompetencer i forhold til

at beskytte sig selv.

Forebyggelse af overgreb handler derfor om

de ydre rammer

barnets indre liv.

Ydre forebyggelse

Den ydre forebyggelse handler om de rammer, som institu

tionen eller skolen sætter op for at beskytte barnet eller den

unge mod mennesker med ’dårlige’ hensigter. Et eksempel

kan være rammerne for transport til og fra skole, institution,

fysioterapi etc., og hvordan institutionen bedst kan forebyg

ge vold eller seksuelle overgreb i disse situationer. Det kan

også være rammerne for brugen af sociale medier, eller

hvilke ilm man ser, så de tilpasses udviklingsalderen og ikke

levealderen.

Fokuspunkter i den ydre forebyggelse kan være følgende:

•

Fokus på adfærd og samværsformer, herunder sprog,

kropslighed, normer omkring nøgenhed.

•

Afstemning mellem frihed og modenhed, så barnet beskyttes

men også får lov til at afprøve sig selv og øve sig i at

være sammen med andre mennesker på egen hånd.

•

Opmærksomhed på brugen af drillerier, ironi og

kærlige klap. Det kan have en anden betydning for

barnet, end det har for jer. Støt barnet til at forstå,

hvad de handlinger og udsagn betyder.

•

Opmærksomhed på, hvordan institutionen er

indrettet.

•

Bevidsthed om, hvilke udfordringer der kan være

på institutionen:

•

Hvem er alene med barnet eller den unge?

•

Foregår godnatlæsning og godnatknus i stuen

eller på sengekanten?

•

Hvem hjælper med personlig hygiejne?

•

Må man være kærester med hinanden?

•

Må man sove sammen?

•

Oplyse barnet om mulighederne for at søge oplysning

og rådgivning hos f.eks. Red Barnet, Børnetelefonen,

Sex og Samfund m.l. (se liste bagerst i håndbogen

med relevante links).

Indre forebyggelse

Den indre forebyggelse handler om, hvordan institutionen

kan være med til at styrke barnets evne til at passe på sig

selv ved at styrke evnerne til at udvikle, forstå og give

udtryk for egne grænser, men også at kunne se og

respektere andres grænser. For at kunne det skal barnet

lære at skelne mellem lyst og ulyst, mellem at være aktiv

og passiv og mellem omsorg og overgreb. Den indre fore

byggelse handler med andre ord om at støtte barnets

personlige udvikling.

Fokuspunkter i den indre forebyggelse kan være følgende:

•

Vær opmærksom, når barnet eller den unge udtrykker

grænser og støt dem i at udtrykke lyst og ulyst,

uanset om ønsket kan imødekommes.

•

Tal om, hvordan man passer på sig selv, herunder

at gå sin vej ved konliktoptrapning, sige nej ved

grænseoverskridelser etc.

•

Støt grænser og lær barnet eller den unge at forstå, at

I godt kan have forskellige grænser for kropskontakt.

•

Lær barnet om retten til egen krop.

•

Forhold jer til og tal om retten til privatliv og

grænserne for privatliv.

•

Tal om, hvad det vil sige at være venner, kærester,

hvordan man får en kæreste, hvordan man løser

konlikter etc.

•

Vær opmærksom på, hvordan man som fagperson selv

giver udtryk for, hvad man har lyst eller ikke lyst til.

•

Understøt barnet i, at dets følelser er okay.

•

Lær barnet om gode og dårlige hemmeligheder. Det er

sjovt at have gode hemmeligheder om eksempelvis

julegaver, overraskelser m.m. De dårlige hemmeligheder,

som man får ondt i maven af, skal fortælles til en voksen.

Hvordan kan man arbejde forebyggende

Den indre og den ydre forebyggelse vil altid være

tæt forbundet, da de i den daglige, pædagogiske

praksis vil understøtte hinanden. Fagpersoner kan

oftere genkende og anerkende dele af den indre

forebyggelse, men skal i det faglige fællesskab lære

at balancere den indre med den ydre forebyggelse.

Herved undgås også, at der skabes rigide eller

usunde rammer for barnet.

Når fagpersoner skal arbejde med forebyggelse

af vold og seksuelle overgreb mod børn med

handicap, er det derfor vigtigt, at:

• have opdateret viden til metoder, f.eks.

ikke-konfronterende pædagogik og konlikt

håndtering

• have opdateret viden om vold og seksuelle

overgreb mod børn og unge med handicap

• have opdateret viden om børns og unges

naturlige seksuelle udvikling

• have opdateret viden om børne eller ungdomsliv

herunder livet på de sociale medier

• have viden om, hvordan man styrker og lærer

børn og unge om kropslig integritet, grænse

sætning og rettigheder, særligt når de grundet

deres handicap har behov for fysisk pleje

Den gode forebyggelse skal ikke bero på den enkelte fag-

persons personlige tilgang, etik og moral, men på fælles

drøftelser, rammer og udførelse i institutionen og med de

samarbejdspartnere, som er omkring barnet. Det betyder

også, at det er vigtigt at have klare procedurer ved

ansættelser og personaleopfølgning med fokus på den

ansattes tilgang til forebyggelse af vold og seksuelle

overgreb samt viden om børn og unges seksuelle udvik-

ling. Den gode forebyggelse med både de indre og ydre

forhold kan således ikke ske vellykket, uden at der er

taget et ledelsesmæssigt ansvar for udvikling og kontinu-

erligt fokus på at understøtte barnets sunde udvikling

som en del af den almene pædagogiske praksis. Derfor er

denne håndbog også rettet mod at vejlede den enkelte

institution eller skole i at få formuleret en politik til:

1. at forebygge overgreb,

2. at understøtte barnets personlighed, sunde

seksualitet og evne til at sætte grænser, og

3. at turde se og håndtere mistanker om mulige

voldelige eller seksuelle overgreb mod børn.

Fundamentet for den professionelle praksis omkring

barnet med handicap, og for forebyggelsen samt opspo-

ringen af overgreb, udgøres således af:

den faglige viden,

en ledelsesmæssig opbakning og det gode forældre-

samarbejde.

KAPITEL 3 Hvad er den gode forebyggelse?

KAPITEL 3 Hvad er den gode forebyggelse?

Dette fundament kan illustreres gennem

barnet på tabu-

retten,

hvor benene udgøres af hhv. pædagogerne, ledel-

sen og forældrene, mens ballonerne viser alle de personer

og systemer, som udgør konteksten for barnet. Pointen

er, at barnets liv og hverdag ikke kan være i balance, hvis

nogle af enten ben eller balloner forsvinder, hvorfor den

sunde udvikling og det gode liv omkring barnet kun er

bæredygtigt gennem det gode samarbejde mellem alle

parter.

Børn og unges udvikling af seksualitet

I det følgende afsnit gives indblik i barnets og den unges

seksuelle udvikling, hvilket skal give fagpersoner en viden

om, hvorfor det er vigtigt at tale om og understøtte

denne udvikling.

Den seksuelle udvikling er en del af den faglige opgave om

forebyggelse,

hvor det handler om at bidrage til at

forhindre, at børn og unge udsættes for overgreb eller

forhindre, at de bliver udsat for overgreb igen. Det at

have en grundlæggende viden om barnets og den unges

seksuelle udvikling er vigtigt i forhold til at kunne under-

støtte og guide den sunde seksualitet og for at kunne

opdage, om barnets eller den unge begynder at vise tegn

på mistrivsel.

I Socialstyrelsen anvendes WHO’s deinition

af seksua-

litet, fordi den viser, hvordan det at være et seksuelt

menneske er en rettighed og en naturlighed i det, der kan

forstås som det gode liv:

Kommune

Skole

Tandpleje

Chauffør

transport

Personer

uden

pædagogisk

uddannelse

”Seksualitet er en integreret del af ethvert menneskes per-

sonlighed. Den er et basalt behov, og et aspekt af det at

være menneske, som ikke kan adskilles fra andre aspekter i

livet. Seksualitet er ikke synonymt med samleje. Det handler

ikke om, hvorvidt vi har orgasme eller ej, og endelig er det

ikke summen af vort erotiske liv. Dette kan være en del af vor

seksualitet, men behøver ikke at være det. Seksualitet er så

meget mere. Det er, hvad der driver os til at søge kærlighed,

varme, og intimitet. Den bliver udtrykt i den måde, vi føler,

bevæger os på, rører ved og bliver rørt ved. Det er lige-

så meget dette at være sensuel, som at være seksuel. Sek-

sualitet har indlydelse på vore tanker, følelser, handlinger og

samhandlinger og derved på vor mentale og fysiske helse.

Og da helse er en fundamental menneskeret, så må også

seksuel helse være en basal menneskeret”

Hos børn udvikles seksualiteten i relation til de nærmeste

omsorgspersoner. Barnet er afhængig af at vokse op i

trygge og kærlige omgivelser, der giver plads til at opdage

og udvikle betydningen af, hvad det vil sige at mærke sig

selv i verden i relation til andre.

Som en del af sin udvikling og i samspillet med sine rela

tioner lærer barnet at forstå betydningen af de kropslige

oplevelser og fornemmelser. Den voksne har et vigtigt

ansvar for at støtte barnet til at udvikle en sund og almin

delig accepteret viden og adfærd i forhold til den seksuelle

udvikling. For barnet er seksualitet ustruktureret, og

barnet tillægger ikke seksualiteten samme betydning som

den voksne.

Den voksne lærer gradvist barnet sociale spilleregler,

selvregulering og omgangsformer i forhold til jævn

aldrende, andre børn og voksne. Når barnet begynder i

skole, er det efterhånden bevidst om og mærker måske

en blufærdighedsfølelse i forhold til eksempelvis at vise

sine kønsdele frem, og barnet ved, at det at berøre sine

kønsdele foregår under mere private forhold og ikke i det

offentlige rum. For nogle børn og unge med handicap er

dette først en erkendelse, de får, når de begynder i skole

og indgår i relationer med andre børn. Her får de udviklet

deres releksionsniveau og deres viden om seksualitet og

krop. Når barnet kommer i puberteten, bliver seksuali

teten i højere grad til det, voksne forstår som seksualitet,

og er ikke længere så diffus.

Folkeskoleloven:

Ilg. §§ 7, stk. 1, nr. 2 og 9, stk. 1 i Folkeskoleloven

er det obligatorisk for alle skoler, herunder også

specialskoler, at undervise i faget

”Sundheds og

seksualundervisning og familiekundskab”.

Specialskoler:

§ 2, nr. 3 i bekendtgørelse nr. 702 af 23. juni 2014

om specialundervisning og anden specialpædago

gisk bistand efter Folkeskoleloven i dagbehand

lingstilbud og anbringelsessteder.

Lærerigt materiale om seksualitet:

Undervisningsministeriets læringsportal EMU:

• www.emu.dk/modul/sundhedsog

seksualundervisningogfamiliekundskab

fællesmållæseplanogvejledning

Led

else

Pæda

ldre

Foræ

Sex og Samfund:

• www.bedreseksualundervisning.dk/

bedreseksualundervisning/

elevermedsaerligebehov.aspx

• www.bedreseksualundervisning.dk/

bedreseksualundervisning/grundskole/

godseksualundervisning/

normkritiskundervisning.aspx

gog

7) T. Langfeldt & M. Porter, 1986

KAPITEL 3 Hvad er den gode forebyggelse?

For et barn med handicap er det dog ikke altid sådan, at

alder, biologi og psyke følges ad. Kroppen kan udvikle sig i

overensstemmelse med jævnaldrende, men hos børn med

udviklingshæmning vil den psykiske og kognitive udvikling

på et tidspunkt ikke længere følge med kroppen. Det

medfører et ansvar hos fagpersonen om at kunne balan-

cere mellem at tale ind i og understøtte den biologiske

udvikling, for eksempel omkring puberteten, og samtidig

forholde sig til at barnet mentalt måske er på et tidligere

udviklingstrin.

Det er således vigtigt, at man som fagperson, på trods af

barnets eller den unges handicap, taler med dem om den

seksuelle udvikling. Fagpersonen kan i snakken tage

udgangspunkt i f.eks. grænser, sex, seksualitet, følelser,

gode og dårlige berøringer, konlikt og vold, og der kan

inddrages mangfoldige læringsformer såsom billeder,

tegninger, sociale historier, rollespil, quizzer osv.

Det kan være givtigt at have disse snakke i mindre grup-

per af børn eller unge, fordi det også handler om at skabe

relationer eller ændre en kultur af usund/uhensigtsmæssig

adfærd. Det er dog ikke altid sådan, at barnet eller de

unge er i stand til at indgå i sådanne samtaler, hvorfor det

i stedet kan være relevant med klare regler og omsorgs-

fulde anvisninger.

For andre børn eller unge kan det være gavnligt at

have disse snakke 1:1, fordi der er behov for mange

gentagelser eller særlig guidning til, at de kan lære

regler og grænser.

Hvis det er af forskellige årsager kan være uvant og van-

skeligt for fagpersonerne at tale om seksualitet, er det

vigtigt at være opmærksom på, hvordan man løser

opgaven. Hvis kompetencerne ikke er til stede i institu-

tionen, må det drøftes, hvordan institutionen kan opnå og

oparbejde de fornødne kompetencer.

Seksuelle

overgreb

At kunne deinere,

hvad et seksuelt overgreb er, og hvilke

konsekvenser det kan have for barnet, sætter rammen

for et fælles sprog om, hvordan fagpersoner arbejder

med forebyggelse, opsporing og håndtering heraf. For at

kunne observere og reagere på bekymring, mistanke eller

viden om overgreb mod børn med handicap, er det nød-

vendigt, at fagpersoner er bekendt med, hvilke deini-

tioner af seksuelle overgreb, der kan anvendes i det pæ-

dagogiske arbejde. I Socialstyrelsen anvendes følgende

deinition:

Barnet vil desuden forsøge at forstå og inde mening med

det, der foregår, og derved give overgrebet en betydning

i forhold til den person, der begår overgrebet og i forhold

til relationen mellem barnet selv og denne person. Det

seksuelle overgreb er således i høj grad et relationelt

traume, som skaber risiko for, at barnet skades på sin

evne til at indgå i en følelsesmæssig kontakt med andre

mennesker. Børn møder omverdenen på baggrund af tid-

ligt tillærte tilknytnings- og relationsmønstre, som det

har med sig fra samspillet med de voksne omsorgsgivere.

Det er i den kontekst, at betydningen af seksuelle over-

grebs vidtrækkende konsekvenser skal ses.

Der er særligt ire faktorer, som er traumeskabende ved

seksuelle overgreb:

1. Seksualiteten traumatiseres

Når seksuelle overgreb mod børn inder sted i en nær

relation, hvor omsorg og overgreb er blandet sammen,

bliver det svært for barnet at skelne mellem kærlighed/

omsorg og seksualitet. Omsorg og overgreb kan også

blive blandet sammen, hvis barnet oplever at blive aner-

kendt og få gaver for at have en seksualiserende adfærd

eller deltage i seksuelle aktiviteter med voksne. Seksuelle

aktiviteter kan desuden kædes sammen med erindringer,

som hæmmer eller ødelægger seksualiteten i fremtiden,

f.eks. fysisk ubehag ved seksuel kontakt med en partner.

2. Tilliden svigtes

I det seksuelle overgreb ligger en krænkelse ikke kun af

kroppen men også af de forventninger, barnet med rette

kan have om omsorg og beskyttelse fra voksne. Det kan

føre til vanskeligheder ved at stole på andre, når en, man

havde tillid til, kan inde på at misbruge denne tillid for at

tilfredsstille sine egne behov. Hvem kan man så stole på?

Hvis krænkeren er en forælder, kan oplevelsen af svigt

også være rettet mod den ikke-krænkende forælder, der

måske ikke har været i stand til at beskytte barnet mod

overgreb og måske ikke tror på barnet eller ikke tager bar-

nets parti efter afsløringen. Det kan medføre vanskelig-

heder ved at knytte sig til andre mennesker senere i livet.

3. Følelsen af at være stigmatiseret

Børn, der udsættes for seksuelle overgreb, kan føle sig

anderledes og udvikle et negativt selvbillede, føle skyld

og skam. Det at bære på overgrebet som en hemmelig-

hed kan i sig selv bidrage til følelsen af at være anderledes.

Barnet kan også opfange andre menneskers holdninger til

seksuelle overgreb, fornemme at det, der foregår, er

tabuiseret og afvigende. Stigmatiseringen kan forstær-

kes, hvis det menneske, som barnet betror sig til, eller

omgivelserne generelt reagerer ved at gå i chok eller

bebrejder barnet, og på den måde gør barnet til en aktiv

deltager i, at overgrebet har fundet sted.

4. Følelsen af magtesløshed

Børn, der udsættes for seksuelle overgreb, kan opleve, at

deres følelser, ønsker og evner til at mestre en situation

bliver sat ud af kraft. Det udløser angst at opleve, at man

er ude af stand til at beskytte sig selv, når eventuelle

forsøg på at afværge overgrebet bliver underkendt. Det

er desuden angstprovokerende at få overskredet sine

fysiske og psykiske grænser, få invaderet sin krop og

miste kontrol.

I kapitlet om opsporing vil der være en uddybende beskri-

velse af, hvilke tegn og reaktioner fagpersoner bør være

opmærksomme på hos et barn i mistrivsel, og hvor det

kan skyldes seksuelle overgreb.

”Der er tale om seksuelt overgreb, når et barn inddrages i

seksuelle aktiviteter, som det ikke kan forstå rækkevidden

af, udviklingsmæssigt ikke er parat til og derfor ikke kan

give tilladelse til, og/eller aktiviteter af denne karakter,

der overskrider samfundets sociale eller retslige normer.”

Henry C. Kempe (1978).

Ovenstående deinition af seksuelle overgreb er særlig

værd at lægge mærke til, når der er tale om børn og unge

med et handicap, som gør, at de ikke kognitivt udviklings-

mæssigt er på samme niveau som deres jævnaldrende.

Udviklingsmæssigt kommer unge med handicap, som

andre unge, i puberteten. Dog kan de f.eks. have kognitive

eller fysiske begrænsninger, som påvirker udfoldelsen

eller udlevelsen af det seksuelle liv.

For at kunne forstå det seksuelle overgreb og de skade-

virkninger, som kan opstå, er det vigtigt, at fagpersonen

er opmærksom på, at børn er forskellige, og at de reage-

rer og rammes i forskellig grad, når de udsættes for

seksuelle overgreb. Reaktionen afhænger af forskellige

faktorer: Overgrebets karakter, omfanget, alder på over-

grebstidspunktet, relationen til krænkeren samt med-

fødte ressourcer og netværk. De samme faktorer har

indlydelse på, hvordan barnet oplever overgrebene og

mestrer at komme videre i livet.

Når et barn med eller uden handicap udsættes for seksu-

elle overgreb, påvirker det den samlede udvikling. Seksu-

elle overgreb kan medføre, at man ikke udvikler eller bliver

forstyrret i sin evne til at skelne mellem lyst og ulyst,

frivillighed og tvang samt virkelighed og fantasi. Barnet

kan derfor have svært ved at mærke egne grænser og

skelne mellem egne og krænkerens behov.

KAPITEL 3 Hvad er den gode forebyggelse?

Opmærksomhed

på børn og unge med

seksuelt grænseoverskridende adfærd

Fra fagpersoners side skal der også være en opmærk

somhed på, at børn kan have en bekymrende seksuel

adfærd eller være seksuelt grænseoverskridende over for

hinanden. I forhold til børn med handicap er der behov for

en opmærksomhed på, at de både kan blive ofre for sek

suelle krænkelser fra andre børn, men at de også kan

komme til at krænke andre børn. Derfor er det vigtigt

som fagperson at kunne balancere mellem børns naturlige

nysgerrighed i forhold til seksualiteten, samt hvornår man

som fagperson bør være opmærksom på eller bekymret

for, om der er tale om seksuelt grænseoverskridende

adfærd.

Systematiske opgørelser fra tre specialiserede behand

lingssteder til børn og unge med seksuelle adfærdspro

blemer viser, at størstedelen af klientgruppen er drenge,

og at de har mange forskellige udfordringer. 85 % har

været ofre for passivt omsorgssvigt, 67 % har andre

sociale problemer såsom skolefravær eller misbrug, og

60 % har en psykiatrisk diagnose. Når det kommer til

gruppen af børn med handicap, da viser erfaringerne fra

behandlingsstederne blandt andet, at 46 % af børnene/de

unge har en IQ, som er gennemsnitlig for deres alder,

mens resten af børnene ligger noget eller langt under

gennemsnittet. 24 % af børnene/de unge udviser ifølge

registreringerne tegn på autismespektrumforstyrrelse og

19 % tegn på psykose

Opmærksomhedspunkter i leg og relationer

mellem børn og unge

Følgende opmærksomhedspunkter beskriver, hvad der

kan være kendetegnende for børn med seksuelt bekym

rende eller grænseoverskridende adfærd, og hvad man

som fagperson bør være særligt opmærksom på:

•

Overdreven interesse eller optagethed af seksuelle

aktiviteter

•

Tydelig aldersmæssig, modenhedsmæssig eller

intellektuel ulighed

•

Seksuelle lege, der har en negativ effekt på andre børn

•

Seksuelle lege eller adfærd forbundet med angst,

skam, trusler eller tvang

Lasse på 11 år har Tourettes syndrom. Han har et

meget seksualiseret sprog, bruger meget ofte ord

som pik, kusse, patter etc. Hans adfærd er også

meget seksualiseret, og klassekammeraterne er

begyndt at tage afstand fra ham. Han er kontakt

søgende over for voksne og går fysisk meget

tæt på.

Hvilke tanker gør du dig om Lasses adfærd? Hvad vil

du gøre?

Se lere cases i dialogkortene, som

indes her:

www.socialstyrelsen.dk/born/overgreb

Vold mod børn med handicap

Som en del af den forebyggende indsats er det ligeledes

vigtigt at have viden om den vold, som børn kan udsættes

for, og hvilke skadevirkninger det kan have. Formålet med

denne viden er at forstå, hvorfor vold kan være en adfærd

og en måde at udtrykke sig på både som voksen over for

et barn, men også mellem børn. Vold mod børn deineres

af Socialstyrelsen på følgende måde:

”Vold er en handling eller trussel, der uanset formålet kan

krænke en anden persons integritet, eller som skræmmer,

smerter eller skader personen – uanset om personen er

barn eller voksen. Volden kan have samme effekt på

andre personer, der overværer eller overhører handlin-

gen. Volden kan både være en bevidst handling eller en

handling, der sker i affekt. Uanset typen af vold, der begås

mod et barn, så er der tale om en adfærd fra forældrene

eller andre omsorgsgivere, som er ødelæggende for eller

forhindrer udviklingen af et positivt selvbillede hos

barnet. Enhver form for vold bringer barnets udvikling og

sundhed i fare.”

Den vold, som børn med handicap kan udsættes for, adskiller

sig ikke fra den vold, andre børn udsættes for. Volden kan

således forekomme i familier samt på institutioner, på spe-

cialskoler osv. Det er dog vigtigt som fagperson at være op-

mærksom på, at deinitionen af vold, som den anvendes i

Socialstyrelsen, både rummer fysisk vold, psykiske vold og

børn, som er vidner til vold i hjemmet.

Fysisk vold kan være at blive skubbet, rusket, revet i håret,

slået med lad eller knyttet hånd, slået med ting eller

sparket, mens der ved den psykiske vold forstås, at barnet

får at vide eller oplever at være uønsket, uelsket, værdi-

løst, blive ydmyget og nedværdiget samt er blevet råbt af

eller udelukket med tavshed etc. i et gentagende mønster.

Psykisk vold skal være en vigtig del i forståelsen af over-

greb mod børn, samt hvad man skal være opmærksom på

i forhold til at opspore og forebygge.

Der er i deinitionen af vold ikke tale om magtanvendelse,

såsom hvis man i plejesituationen er nødsaget til at tage

fat i eller fastholde barnet, selvom det af barnet kan

opfattes voldsomt. Hertil er der særskilte regler for (ind-

beretning af) magtanvendelse og fastholdelse

Generelt er det lige så vigtigt at forebygge vold, som det

er at understøtte den sunde seksuelle udvikling hos

barnet og den unge med handicap. Når barnet udvikler sin

personlighed, sker dette i relationen til andre mennesker,

som opdrager, anviser, sætter rammer for og vejleder i,

hvordan man indgår i relationer til andre mennesker. I

dette samspil lærer barnet at bruge sin krop, sit sprog, sin

gestik og mimik til at kommunikere, og vil i den modtagne

respons blive spejlet i, hvem det er, og hvordan det er del

af verden.

At understøtte en ikkevoldelig adfærd handler om, at fag-

personer understøtter en personlig udvikling hos barnet,

alt efter hvordan det har lært at begå sig af sine nærmeste

omsorgspersoner tidligere i livet. Forebyggelse handler

derfor om at lære barnet at løse konlikter og komme i

kontakt med andre uden at anvende vold, men også om at

kunne sige fra eller kommunikere over for andre, at noget

gør ondt eller skræmmer. Det bliver uden tvivl vanskeli-

gere, hvis barnet med handicap er vokset op med, at ens

tætte relationer anvender vold til at løse konlikter, eller

har oplevet, at ens omsorgspersoner slår eller afstraffer i

afmagt.

Voksnes vold mod børn med handicap

Siden den endelige afskaffelse af revselsesretten i 1997

har det været ulovligt for forældre at anvende slag og

vold som led i opdragelsen. På trods af dette kan nogle

forældre stadig opfatte og anvende vold som et legitimt

opdragelsesmiddel og kan have en forvrænget overbe-

visning om, at brug af vold er en acceptabel måde at

opdrage, tilrettevise og straffe børn på. Det kan resultere

i langvarig systematisk vold, eller at volden bliver en

opdragelsesform, fordi forældre overfører en opdragelse

fra egen barndom, som de selv kender til og har erfarin-

ger med.

Den fysiske eller psykiske vold kan også opstå i situationer

som i livskrise, ved magtesløshed eller frustrationer hos

forældre, hvor grænsen for god adfærd og omsorg over

for barnet overskrides.

Andre årsager til, at et barn udsættes for vold, kan være

mere permanente psykosociale vanskeligheder, som

medvirker til, at forældrene ikke kan overskue situationen

Mere viden om børn med seksuelt grænseover-

skridende adfærd kan indes her:

JUNO, Aarhus Kommune,

Tlf.: 89 40 11 00, [email protected]

www.aarhus.dk/juno

SEBA, Aalborg Kommune

Tlf. 31 99 04 94, [email protected]

seba.aalborg.dk

JanusCentret, København

Tlf. 33 69 03 69, [email protected]

www.januscentret.dk

Disse landsdækkende og specialiserede behand-

lingssteder tilbyder rådgivning til fagpersoner samt

udredning og behandling til børn og unge med en

seksuelt bekymrende eller krænkendeadfærd.

8) KORA 2017

9) Socialstyrelsen · 10) For mere viden om magtanvendelse, se: socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/magtanvendelse

KAPITEL 3 Hvad er den gode forebyggelse?

eller forstå barnets behov. Dette kan eksempelvis være

psykisk sygdom, misbrug, kognitivt handicap eller belast

ning fra traumer.

Som fagperson er opgaven at være opmærksom på de

relationer, som barnet er en del af. Det enkelte barn

oplever og reagerer forskelligt på at blive udsat for vold,

og derfor er opmærksomhed på adfærd, humør og sociale

relationer vigtig. Særligt hvis barnet/den unge har levet

med volden i så lang tid, at det er blevet hverdag. Barnet

har måske en opfattelse af, at det er normalt, at forældre

slår deres børn. Fagpersoner bør derfor tale med og

forklare børn med handicap om deres rettigheder, og om

hvordan man skal forstå og respektere hinandens grænser.

Udover det pædagogiske personale og øvrige fagper

soner, er børn med handicap ofte i kontakt med mange

voksne i løbet af en hverdag. Disse mennesker kommer

fra sundhedsvæsnet, er tilknyttede fritidsaktiviteter eller

er dem, som kører barnet til og fra dagtilbud/skole. Det

skaber en vigtighed i at få introduceret og skabt viden om

børnene og deres handicap blandt disse personer, og på

den måde undgå uhensigtsmæssige reaktioner og med

grundig information støtte dem i at håndtere mødet med

børnene bedst muligt.

Vold mellem børn

Der kan også forekomme vold mellem børn med og uden

handicap. Fagpersoner, der arbejder med børn, som har et

handicap, kan opleve frustrationer fra barnet i forhold til

ikke

at være som andre. Det kan være frustrationer over

manglende evner eller over ikke at kunne udtrykke sig,

eller at dem der er omkring en ikke forstår det, de forsø

ger at udtrykke. Der kan også være tale om frustrationer

over manglende forståelse af egen seksualitet. Frustra

tion og vrede kan desuden komme voldeligt til udtryk hos

børn, som mangler en forståelse af egne og andres græn

ser, eller som verbalt kan have vanskeligt ved at håndtere

konlikter.

I arbejdet med at forebygge vold mellem børn vil det

være nødvendigt med faglige drøftelser om, hvordan man

støtter stress og/eller konlikthåndtering. Det kan

forbedre trivslen hos både det barn, som har en udadrea

gerende adfærd, og for den der er offer. For at hjælpe

med at børnenes frustrationer og afmagtsfølelser ikke får

et voldeligt udtryk, kan man benytte sig af de redskaber,

som

indes og anvendes i arbejdet med børn med handi-

cap. Dette kan eksempelvis være redskabet ATLASS, som

er udviklet til stressreduktion for mennesker med autisme

og ADHD, eller STUDIO III, som handler om konlikt-

reduktion.

Det er vigtigt at anvende den metode, der giver bedst

mening ud fra kendskab til de børn og unge, som bor eller

kommer på institutionen. De to nævnte er derfor blot

nogle af de eksisterende redskaber, som kan tilbyde den

nødvendige systematik for, at forebyggelsen af vold bliver

en automatisk del af den faglige opgave.

Dertil kommer, at en del børn med handicap kan have

brug for pædagogisk støtte til primært at lære at hånd-

tere situationer og automatisere deres adfærd frem for at

skulle lære at forstå,

hvorfor

man eksempelvis ikke må slå.

Ofte er det dog en kombination af begge dele, fordi der

både er et

her og nu

og et fremadrettet perspektiv i det

pædagogiske arbejde.

Skadevirkninger ved vold

Børn, der udsættes for vold fra deres nære relationer, får

meget ofte psykiske skader, som bringer deres udvikling

og sundhed i fare. Det er især skadeligt, når volden sker i

hjemmet, som er den base, der skal være et trygt og

sikkert sted at vokse op.

Alt efter hvilken vold, der er begået, kan barnet få

forskellige fysiske skader som følge af volden. Det kan

både være blå mærker, blødninger, bidemærker, bræk-

kede knogler, stiksår, forbrændinger samt skader i mave-

regionen eller hovedet og i videste konsekvens hjerne-

skade eller død

Vold kan også have følelsesmæssige, adfærdsmæssige og

sociale følger. Grov vold kan medføre en adfærd, som

barnet vender indad, eksempelvis overkontrolleret

adfærd, ængstelighed, tristhed, tilbagetrukkethed og

angst. Det kan også føre til udadreagerende adfærd,

såsom problemer med impulskontrol, aggressiv og

antisocial adfærd. Volden kan påvirke børns evne til

udvikling af sociale færdigheder og give problemer med

tilknytning og følelsesregulering. Der kan være påvirkning

af koncentrationsevne, indlæringsproblemer og mang-

lende nysgerrighed, f.eks. i skolen

I forskningen af skadevirkninger ved vold viser nogle af de

tydeligste traumer hos børn og unge, som enten selv har

været udsat for vold eller været vidne til vold, sig som

posttraumatiske stressreaktioner (PTSD)

I det følgende kapitel om opsporing vil der være en

beskrivelse af, hvilke tegn og reaktioner du som fagper-

son bør være opmærksom på hos et barn eller en ung

med handicap, der er i mistrivsel, og hvor det kan skyldes

overgreb.

Mere om Atlass:

www.atlass.dk

Mere om STUDIO III:

www.behandlingsskolerne.dk/

2016/04/06/nytsamarbejdemed

studioiiitilkonliktnedtrapning

11) Sundhed.dk 2013 · 12) Heltne 2011; Oldrup 2011, Lyk-Jensen m.l. 2017

13) Østergaard Hagelquist 2012, Lyk-Jensen m.l. 2017

Kapitel 4

Opsporing

Opsporing

Overgreb, der har fundet sted på et tidspunkt, hvor bar-

net udviklingsmæssigt og modenhedsmæssigt ikke har

forudsætninger for at forstå betydningen heraf, kan være

vanskelige at opspore. Hvis der er tale om et barn, der har

været udsat for overgreb, før det har tilegnet sig sproget,

eller et barn hvis handicap betyder, at det ikke har forstå-

et, hvad det er blevet udsat for, vil det have vanskeligt

ved at fortælle om overgrebene. Barnet kender ofte ikke

ordene for det, det har oplevet og ved måske ikke, at det

har oplevet noget, som andre børn ikke oplever. Store

børn kan have større bevidsthed om, at de har oplevet

noget, der er forkert og kan derfor opleve skam, være

ramt af skyldfølelse og ensomhed. Dertil kommer, at både

børn og unge kan være ambivalente og loyale over for

den, der har begået overgrebet, og de kan derfor have

udviklet en generel mistillid i forhold til, om voksne vil og

kan hjælpe.

Opsporing betyder, at fagpersoner må have viden om det

enkelte barns forudsætninger og evne til at formulere sig.

Fagpersonen skal derfor have evnen til at forstå det, som

barnet måske ikke selv forstår eller kan inde mening med.

Som fagperson må man derfor altid bestræbe sig på at

imødekomme det, barnet er i stand til at udtrykke, og

bidrage til, at barnet oplever sig set, hørt og forstået,

både ud fra de forudsætninger, som barnet/den unge har

i forbindelse med sit handicap, herunder mentale og/eller

kommunikative udfordringer, og i forhold til viden om

grænser og relation(er). Det stiller krav til kendskabet til

det enkelte barn og dermed ønske om kontinuitet hos

fagpersonerne omkring barnet.

KAPITEL 4 Opsporing

Den professionelle opgave

Opsporing af vold og seksuelle overgreb mod børn sker

typisk gradvist og gennem lere faser. Grundlæggende

handler det om, at fagpersonen stiller sig til rådighed for

børnene, og med troværdighed og nærvær signalerer, at

her er en voksen, man kan stole på vil hjælpe, som man

kan betro sig til, og som kan rumme at høre en hemmelig-

hed.

Derfor må fagpersoner udvikle en særlig opmærk-

somhed og lydhørhed over for børn, som enten med ord

eller adfærd forsøger at invitere til en samtale om over-

grebene og samtidig afprøver, om den voksne kan holde

til at høre hemmeligheden.

Kendskabet og tilliden mellem barn og fagperson bliver

her afgørende for, om eventuelle tegn på mistrivsel og

endda overgreb bliver opsporet og handlet på.

At arbejde med opsporing i relation til den pædagogiske

praksis handler derfor om at sætte fokus på de faglige

kompetencer, der er til stede eller skal styrkes og udvikles

i institutionen, således at fagpersoner bedst muligt kan

medvirke til at opspore børn, der har været eller er udsat

for vold eller seksuelle overgreb. Dernæst er det vigtigt,

at fagpersoner får diskuteret og relekterer over, hvordan

de på institutionen vil arbejde med at styrke barnets

muligheder for til at fortælle om eventuelle overgreb og

ligeledes styrker personalets kompetencer ved hjælp af

strukturelle og metodiske tilgange.

Når der arbejdes med opsporing, skal personalet desuden

være opmærksomme på deres handlepligt i form af

underretning ved bekymring, mistanke eller viden om

vold eller seksuelle overgreb mod et barn eller en ung.

Disse handleforpligtelser beskrives i kapitel 4.

Tegn

og reaktioner hos børn og unge

Børns tegn og reaktioner på vold og seksuelle overgreb er

ofte komplekse og lertydige. Der kan indgå både somati

ske, psykologiske og sociale aspekter i et barns bekym

rende adfærd eller mistrivsel. Det er derfor vigtigt at

være opmærksom på, at tegn på mistrivsel kan vise sig

ved en række belastende oplevelser i barnets tilværelse

som f.eks. skilsmisse, et nært familiemedlems sygdom

eller død, eller skoleproblemer. Manglende trivsel kan

også være tegn på andre former for overgreb, ligesom

det kan være udtryk for, at barnet ikke får dækket sine

fundamentale udviklingsbehov. Endelig kan det skyldes

dele af barnets handicap, hvilket er vigtigt at tage i

betragtning, når der arbejdes med denne gruppe.

Det er hverken muligt eller hensigtsmæssigt at udarbejde

en facitliste, der rummer tegn og reaktioner, som kan

bruges som tjekliste, når man har en mistanke og er i tvivl.

Beskrivelsen af mulige tegn og reaktioner i dette kapitel

skal derfor læses som opmærksomhedspunkter og som

afsæt for faglige drøftelser. Den faglige viden om tegn og

reaktioner skal altid sættes i forhold til den baggrunds

viden, der er/indes

om det konkrete barn og dets familie.

Skal man forstå et barns adfærd eller tegn på mistrivsel,

er det således vigtigt at inddrage viden om barnets

tillærte relations- og tilknytningsmønstre i sammenhæng

med hans eller hendes handicap, herunder:

•

Hvor gammelt er barnet?

Hvor modent er barnet?

Hvordan er barnets livsvilkår?

Hvordan kommer barnets mistrivsel eller

bekymrende adfærd til udtryk?

Hvad er konkret observeret?

Hvad har barnet eventuelt selv konkret

givet udtryk for?

Hvilken betydning har barnets handicap for barnet,

dets mulighed for at udtrykke sig, dets forståelse

og mulighed for releksion?

Hvilke muligheder har barnet haft for tilknytning?

Hvilke udviklingsmuligheder har barnet haft?

•

Hvilke relationsmønstre kender barnet til?

•

Hvilke hændelser og oplevelser har det med sig

i sit møde med omverdenen?

•

Hvordan præger hændelser og oplevelser barnets

forventninger til, hvordan det indgår i relationer

til andre?

Med viden om barnets baggrund, handicap, udviklings-

stadie og de observationer, der er gjort i forhold til den

bekymrende adfærd, kan fagpersoner således styrke den

helhedsanalyse, der skal understøtte nysgerrigheden og

opsporingen i forhold til barnets mistrivsel.

Katja på 14 år er lige lyttet ind på en døgninstitution.

Katja skriger meget som en af sine eneste udtryks-

former. Det er højt og kan være svært at høre på.

Når far er på besøg eller henter Katja, og hun skriger,

har pædagogerne lagt mærke til, at faren somme

tider tager fat på Katjas arm på en måde, som virker

voldsom.

Hvordan vil du handle på det? Hvad gør du? Kan du

inddrage nogen?

Se lere cases i dialogkortene, som indes her:

www.socialstyrelsen.dk/born/overgreb

Det følgende skema viser en række mulige tegn og reak-

tioner hos børn med og uden handicap på, at de kan have

været udsat for vold eller seksuelle overgreb

For mere praksisrettet inspiration, brug eksempelvis

Aarhus Kommunes vejledning til medarbejdere og

ledere i forebyggelse og håndtering af mistanke om

overgreb mod børn og unge Respekt for grænser:

www.aarhus.dk/da/omkommunen/organisation/

Boern-og-Unge/PA/Respekt-for-graenser.aspx

•

14) Denne oversigt er udviklet af Socialstyrelsen videnscenter SISO og er baseret på

eksisterende viden om tegn og reaktioner ved vold og seksuelle overgreb.

Mulige tegn og reaktioner

ved vold

Fysiske

tegn

•

Mærker efter slag

Brandmærker

Mærker efter kvælningsforsøg

Knoglebrud

Shaken babysyndrom

Hyppige skadestuebesøg

Psykosomatiske smerter

Søvnvanskeligheder

Overreaktion på pludselige

bevægelser og lyde

Mulige tegn og reaktioner

ved seksuelle overgreb

•

Rødme, kløe, rifter ved kønsdele

Sår/revner i mund og mundvige og sår/skader i mundhulen

Underlivslidelser

Manglende kontrol over afføring og vandladning

Mave og fordøjelsesproblemer

Søvnvanskeligheder

Vanskeligheder med kropslig kontakt, berøring, manglende

blufærdighed

Psykosomatiske smerter

Mangelfuld eller overdreven personlig hygiejne

Påfaldende kropslugt af eks. sæd

Tidlig seksuel aktivitet

Tidlig graviditet og abort

Forsøg på at tilbageholde fysisk udvikling

Vanskeligheder med at synke, og bestemte fødevarer

kan vække ubehag

Tristhed/tavshed

Indadvendthed/isolation

Utryg tilknytning

Mistillid til andre

Dissociation, og barnet kan være virkelighedsfjernt

Lav selvfølelse

Hjælpeløshed, magtesløshed

Depression

Angst

Uforklarlig gråd

Mareridt

PTSDsymptomer

Skyldfølelse

Skamfølelse

Begyndende depression

Manglende identitetsfølelse

Barnet kan være forvirret omkring kønsidentitet

Barnet kan være hemmelighedsfuldt og/eller skamfuldt

Oplevet mangel på sammenhæng

Identitetsvanskeligheder

KAPITEL 4 Opsporing

Når Socialstyrelsen fremhæver ovenstående tegn og

reaktioner, skal det helt overordnet siges, at det altid er

vigtigt at være opmærksom på og reagere, når et barn

ændrer sin adfærd forhold til, hvordan det sædvanligvis

agerer. Det kan f.eks. være et ellers udadvendt barn, der

pludselig bliver påfaldende indadvendt, eller at humøret

kan svinge fra den ene yderlighed til den anden på kort

tid. Derfor er det vigtigt, at der foregår en kontinuerlig

drøftelse mellem fagpersoner i forhold til, hvad man ser

og oplever hos det enkelte barn, både om den sunde

udvikling, men også om bekymringer.

Overgreb mod børn er ofte tavse hændelser. Det betyder,

at den, der udsætter barnet for overgrebet, typisk ikke vil

forklare eller sætte følelser og ord på, hvad der sker, og

hvorfor det sker. Uanset alder, og hvorvidt barnet har et

handicap, er barnet derfor ofte overladt til sin egen for

tolkning og meningsdannelse af det, de udsættes for,

hvad enten det er vold eller et seksuelt overgreb. De

leste børn føler sig derfor alene og vil i høj grad være

præget af følelser af tristhed, ensomhed, skyld og skam

– følelser som kan lede til isolation.

Samtidig kan barnet frygte for konsekvenserne, hvis over

grebene bliver kendt af omverdenen. Denne frygt kan fore

gå på mange niveauer, fra at barnet trues til tavshed, og til

at barnet frygter at miste kontakten til den person, som

man holder af, men som også gør barnet ondt. For børn og

unge med kognitive eller intellektuelle handicap kan skylden

og frygten ofte vise sig i form af stort ubehag, og barnet

kan reagere med psykosomatiske reaktioner samt indad

reagerende eller udadreagerende adfærd.

kendt for omverdenen, sker det oftest som følge af initia

tiv fra en tredjepart. Det kan være en ven, et familiemedlem,

en fagperson etc., som aktivt og engageret reagerer på de

udsagn, tegn og reaktioner, som barnet udviser.

De leste er enige om at tage skarpt afstand fra både vold og

seksuelle overgreb. Men grænsen mellem, hvad der er

accepteret opdragelse og (seksuel) adfærd, og hvad der

betragtes som krænkende eller som overgreb, er ikke enty

dig eller indiskutabel.

Også i en personalegruppe kan der være forskellige hold

ninger til, hvor grænserne går mellem accepteret adfærd

og grænseoverskridende adfærd. Opfattelsen af norma

litet kan bero mere på personlige erfaringer og holdninger

end faktuel faglig viden. Ikke mindst kan voksne føle sig

usikre, når det gælder spørgsmålet om, hvad normal

seksuel adfærd er, eller hvad viden om seksualitet er for

børn og unge på forskellige alders og udviklingstrin og

med forskellige former for handicap.

Tvivl er en drivkraft

Det er derfor vigtigt, at man deler sin tvivl med sine kolleger.

Selvom den faglige vurdering af en given situation også er

forbundet med personlige normer og grænser, er det vigtigt,

at tvivlen ikke forbliver privat. Tvivl er en vigtig drivkraft i

arbejdet med mistanke om seksuelle overgreb, og den kan

være både konstruktiv og professionel.

Tvivl er med til at igangsætte nogle vigtige, fælles drøftelser

om de børn, som bor på eller kommer på institution. Dialog og

åbenhed er som tidligere omtalt to hjørnesten, der kan være

med til at sætte en professionel ramme om spørgsmål og tvivl.

Det er vigtigt, at fagpersoner er opmærksomme på og får

mulighed for at registrere de forskellige følelser og reaktioner,

som en mistanke eller afsløring kan føre med sig. Det er end

videre afgørende at have adgang til den fornødne faglige støt

te og derigennem være klædt bedst muligt på til at yde støtte.

Psykiske

tegn

Tristhed/tavshed

Indadvendthed/isolation

Utryg tilknytning

Mistillid til andre

Dissociation, og barnet kan være

virkelighedsfjernt

•

Lav selvfølelse

•

Hjælpeløshed, magtesløshed

•

Depression

•

Angst

•

Vanskeligheder ved at løsrive sig

fra forældre/eller barnet løsriver sig

for hurtigt

•

PTSD – symptomer

•

Adfærds-

mæssige

tegn

•

Ændring i adfærd

•

Vanskeligheder med at håndtere

konlikter

•

Udadreagerende og/eller aggressiv

adfærd

•

Indadreagerende adfærd, isolation

•

Påklædning – skjuler blå mærker

•

Overtilpassethed – ”små voksne”

•

Koncentrationsvanskeligheder

•

Indlæringsvanskeligheder

•

Tab af kompetencer

•

Hyperaktivitet, hypersensitivitet

•

Selvdestruktiv adfærd,

spiseforstyrrelser, misbrug

•

Selvforskyldt smerte, barnet kan

banke hovedet ind i ting, trække

hår/vipper af

•

Ændring i adfærd

•

Barnet kan være udadreagerende og/eller aggressiv, kan mobbe andre

•

Seksualiseret adfærd, herunder usædvanlig optagethed eller

interesse og viden om seksualitet

•

Vanskeligheder ved at skelne mellem almindelig kontakt og

seksualiserende adfærd

•

Overdreven/tvangspræget onani

•

Koncentrations/indlæringsvanskeligheder

•

Lege, som viser seksuel aktivitet, der ligger ud over det forven

telige af et barn på det givne alderstrin eller mentale stadie

•

Regredierende adfærd og tab af kompetencer

•

Hyperaktivitet

•

Følelse af frustration og vrede

•

Frygt/modvilje mod bestemte personer/steder

•

Selvdestruktiv adfærd, spiseforstyrrelser, misbrug

•

Selvforskyldt smerte, barnet kan banke hovedet ind i ting,

trække hår/vipper af

•

Udvikling af specielt kropssprog, kropsholdning, gangart,

påklædning

•

Umotiveret gråd

•

Selvmordstanker

•

Pseudomodenhed

Den

professionelle tvivl

Som fagperson kan man sjældent af eller bekræfte en

mistanke om vold eller seksuelle overgreb, og det er sjæl

dent, at man får vished for, om, hvorvidt, og i hvilket

omfang barnet har været udsat for overgreb. Det kan

afstedkomme en usikkerhed og tvivl hos fag

personen. Det er derfor vigtigt, at man som

fagperson i sin kontakt med barnet har fokus på,

hvordan man på trods af denne uvished og tvivl

kan bidrage til og støtte barnet i at fortælle om

overgrebene, uden at det opleves grænseover

skridende for barnet. Dette er vigtigt, fordi når

vold og seksuelle overgreb mod et barn bliver

KAPITEL 4 Opsporing

Egne barrierer for at handle

Mistanke om overgreb mod et barn i den institution, hvor

man arbejder, vækker følelser hos fagpersoner. Hvis man

ikke er opmærksom på disse følelsesmæssige reaktioner,

på egne handlemåder, normer og grænser, risikerer man

at miste blikket for barnets behov. Man kan sige, at ens

egne behov og følelser kommer til at overskygge barnets

behov. Risikoen er, at man foretager handlinger – eller

undlader at handle – på en måde, der ikke i tilstrækkelig

grad varetager barnets behov.

Følgende fem dynamikker er en del af de barrierer,

man som fagperson kan blive mødt af, hvis man bliver

opmærksom på et barns udsagn, tegn og reaktioner og

bliver bekymret for eller får mistanke om, at et barn er

eller har været udsat for overgreb.

Normalisering:

Når man arbejder med børn og unge med

handicap, bliver man udfordret i forhold til egne normer

for, hvad der er normale, acceptable og passende

omgangsformer. Ens egne normer kan blive påvirket, så

man kommer til at normalisere uhensigtsmæssig adfærd,

”drillende dask” og vold.

Bagatellisering:

Andre kan være tilbøjelige til at sammen-

ligne den uhensigtsmæssige adfærd, de ser, med tidligere

erfaringer, der var meget værre. De kan derfor komme til

at bagatellisere deres mistanke om vold eller seksuelle

overgreb, f.eks. ved at sige:

Det kunne jo have været

meget værre – og det skete jo kun én gang.

Hjælpeløshed:

Nogle fagpersoner kan føle sig magtesløse

og have ringe tro på, at de selv eller det kommunale

system kan bidrage til at ændre barnets eller den unges

situation. De har måske negative erfaringer med at

underrette kommunen om deres bekymringer. Derfor kan

man være tilbøjelige til at tro, at det ikke nytter at handle.

Man kan således komme til at føle sig hjælpeløs.

Handle for hurtigt:

Det kan være ubærligt at blive be-

kendt med – eller få en mistanke om – at et barn er udsat

for overgreb, og derfor kan det være fristende omgående

at skride til handling. Selvfølgelig kan der være situa-

tioner, som kræver øjeblikkelig handling, men disse

handlinger vil altid skulle afstemmes med barnets myn-

dighedsrådgiver. I langt de leste tilfælde, hvor der opstår

mistanke om overgreb, vil det være hensigtsmæssigt at

skynde sig langsomt og drøfte sin mistanke med sin

ledelse og myndighedsrådgiveren.

Når der opstår en mistanke om vold eller seksuelle over-

greb mod et barn, som ikke umiddelbart kan bekræftes,

er det vigtigt at fastholde en åben tilgang, og at man ikke

på forhånd enten udelukker eller fastholder, at barnet har

været udsat for overgreb. Det er således afgørende, at

man arbejder med tvivlen som et vilkår, så den ikke bliver

en barriere for at handle, og så man undgår, at det bliver

fagpersonens egne grænser og normer, der bliver afgø-

rende for handling. Det er i den forstand vigtigt at se

tvivlen som en drivkraft, der kan være konstruktiv og

professionel.

heder, samt at fagpersoner gør brug af forskellige pæda

gogiske redskaber, der kan understøtte fagpersonen i den

daglige pædagogiske praksis. Hertil kan man blandt andet

bruge

ilm, bøger og pædagogiske/didaktiske redskaber.

Det skal selvfølgelig afstemmes i forhold til den børne-

gruppe, som er på institutionen og efter deres forskellige

handicap.

Ud over at man som fagperson skal være opmærksom på

barrierer hos sig selv og hos barnet, er det også vigtigt at

være opmærksom på de processer, der kan føre til, at et

barn udsættes for især seksuelle overgreb. I langt de leste

tilfælde begås overgrebene af en person, som barnet har

en relation til eller har oparbejdet en relation til. I det

følgende beskrives begrebet grooming, som fremstiller de

forudgående processer, der gør det muligt for krænkeren

at udsætte barnet for et seksuelt overgreb.

Benægtelse:

For nogle kan det være smertefuldt at for-

holde sig til, at nogen måske udsættes for overgreb. Det

er derfor nærliggende at tænke, at

det ikke kan passe –

nu skal man jo heller ikke se spøgelser.

På den måde

kommer man til at benægte over for sig selv, at man har

set nogle tegn eller reaktioner, der gav anledning til

mistanke om overgreb mod barnet eller den unge.

Barrierer og tvivl hos barnet

eller den unge

Reﬂeksionsøvelse

om opsporing

enten alene eller sammen med kolleger

•

Er du/I opmærksomme på udsagn, tegn og

reaktioner, der kan give anledning til mistanke om

overgreb?

•

Er du/I opmærksomme på at skabe trygge

rammer, så barnet eller den unge har mulighed for

og motiveres til at fortælle om eller kommunikere

til jer om evt. overgreb?

•

Har I som faggruppe talt med hinanden eller med

kommunen om, hvordan I forholder jer til, at børn

og unge med handicap er en særligt udsat gruppe,

når det handler om at blive udsat for overgreb?

•

Har du/I overvejet, hvordan jeres personlige

handlemåder, normer og grænser påvirker jeres

måde at se, forstå og møde jeres børn og unge

på, også i forhold til en eventuel mistanke om

overgreb?

Vold og seksuelle overgreb er omgærdet af en række

tabuer, der gør det vanskeligt for børn at fortælle om det,

de er eller har været udsat for. Dertil kommer, at det

enkelte barns handicap kan gøre det vanskeligt enten ver-

balt eller nonverbalt at udtrykke sig om det oplevede. Det

er derfor vigtigt, at fagpersoner har viden om både den

tabuisering, der eksisterer og samtidig er bevidst om,

hvilke barrierer dette tabu udgør, ikke kun hos børn men

også for fagpersoner.

Hverken børn eller unge med eller uden handicap skal

bære ansvaret for de voldelige eller seksuelle overgreb,

de udsættes for, eller for at gøre opmærksom på det.

I det pædagogisk arbejde er det nødvendigt som fagper-

son at relektere og vurdere, hvordan man kan arbejde

med at nedbryde tabuer og de (ubevidste) personlige

barrierer, der kan være i spil hos en selv og hos de børn,

som bor eller kommer i institutionen.

Som led i at arbejde med tabuet kan dette gøres ved at

italesætte, at det er o.k. at tale om de svære hemmelig-

Reﬂeksionsøvelse om den faglige

tilgang til børns barrierer

Tabuiseringen betyder, at børn og unge kan være

præget af skyldfølelse og skam, eller de kan have

oplevet krav eller trusler om hemmeligholdelse,

som gør det vanskeligt at turde fortælle om det, de

har oplevet.

• Hvordan vil I arbejde med at almengøre samtaler

om mulig vold mod børn og unge, eller det at

man kan blive udsat for grænseoverskridende og

intimiderende handlinger?

• Hvordan vil I arbejde med børnene og de unge

om italesættelsen og forståelsen af forskellen på

gode og dårlige hemmeligheder?

Noah på fem år har autismespektrumforstyrrelser.

Noahs sproglige udvikling er forsinket, og han har

derfor svært ved at udtrykke sig. Den seneste tid er

Noah blevet tiltagende aggressiv over for de andre

børn. Han virker trist og er begyndt at gøre skade på

sig selv f.eks. ved at banke hovedet ind i væggen og

rive sit hår af.

Hvilke tanker gør du dig i forhold til Noahs adfærd?

Hvad vil du gøre?

Se lere cases i dialogkortene, som indes her:

www.socialstyrelsen.dk/born/overgreb

I slutningen af denne håndbog indes en række links

og henvisninger til relevante ilm og bøger, som kan

bruges i det pædagogiske arbejde.

KAPITEL 4 Opsporing

Grooming

er betegnelsen for en proces, hvor den, der

begår eller ønsker at begå det seksuelle overgreb, anven-

der manipulation, løgne, smiger og ros til at opbygge en

relation til barnet gennem forførelse og gradvis nedbryd-

ning af dets grænser. Dette skal få barnet eller den unge

til at medvirke i seksuelle aktiviteter, der skal tilfredsstille

krænkeren, og samtidig påføre ansvar og skyldfølelse for

overgreb til barnet

. Det er vigtigt, at I som fagpersoner

kender til grooming, så I har mulighed for at få øje på

eventuelle groomingprocesser og reagere på dem, og at I

samtidig har viden om, hvorfor det kan have så vidtræk-

kende konsekvenser for et barn samt vanskeliggøre det

for børn at fortælle om eventuelle krænkelser.

Groomingprocessen

begynder allerede første gang,

krænkeren får kontakt med barnet. Krænkeren vil typisk

have kontakt med lere børn på en gang for på den måde

at udvælge de svageste og dem, der er lettest at manipu-

lere ind i et væv af løgne, tjenester og falsk omsorg.

Kontakten fører til, at det senere vil være muligt, uden

fysisk vold eller tvang, at forgribe sig seksuelt på barnet.

Der er i de leste tilfælde ikke tale om en enkeltstående,

spontant opstået handling, men om en strategi med det

formål at gøre en seksuel relation mulig.

For at den krænkende person kan få adgang til barnet, må

lere barrierer overvindes af personen selv og i relationen

til barnet og omgivelserne.

1. Krænkeren skal overvinde eventuelle indre barrierer,

herunder skyldfølelser, påvirkning af samfundets

normer og moral.

2. Krænkeren må fremstå som en sød, rar og børnevenlig

voksen, både over for børn og deres omgivelser, eksem-

pelvis forældre eller de voksne, som passer på barnet.

3. Krænkeren skal i kontakt med børn og skabe alenetid

med dem, eksempelvis ved at skulle køre dem steder

hen, eller skulle hjælpe med bad eller i leg.

4. Krænkeren skal, i et tilpasset tempo, nedbryde

barnets grænser ved langsomt at introducere lege

og aktiviteter, der indebærer kropskontakt.

Groomingprocessen går derfor fra den indledende

opbygning af en kontakt til at blive en tillidsfuld relation,

som så gradvist bliver mere og mere symbiotisk eller som

kærester eller ”den eneste ene”. Dette tætte forhold gør

det vanskeligt for barnet at sige fra, og det skaber adgang

til at komme fysisk tættere på barnet og gradvist

nedbryde grænser, for så i sidste ende at få adgang til at

kunne begå det seksuelle overgreb. Den relation skal så

efterfølgende opretholdes, hvilket dels kan ses ved at

fastholde symbiosen eller ved at bruge trusler og tvang

Netop fordi groomingprocessen beror på tillid, tryghed og

oplevelsen af at have fundet en allieret/en beskytter, vil

relationen mellem barn og krænker blive baseret på en

tæt fortrolighed. Derfor er det som fagperson vigtigt at

være opmærksom på, at sårbare børn, herunder børn

med handicap, kan søge relationer, som kan tilbyde det,

de savner.

Grooming

på de sociale medier

Den virtuelle verden og de sociale medier udgør en vigtig

og positiv del af de leste børns verden. Det er en verden

af muligheder for at komme i kontakt med og have virtu-

elle mødesteder for mennesker med fælles interesser.

Der er mulighed for at dele tanker, ideer og oplevelser.

Samtidig er det et sted, hvor børn både uden og med

handicap kan have noget for sig selv, og hvor der er

begrænset voksentilstedeværelse.

Derfor er de sociale medier og det virtuelle rum også et

sted, hvor de mennesker færdes, som ønsker at komme i

kontakt med og groome børn med henblik på at begå

seksuelle overgreb. Det kan eksempelvis være ved at få

barnet til at sende billeder af sig selv i afklædt eller nøgen

positur, men også i de mere ekstreme tilfælde for at

mødes og der begå seksuelle overgreb.

Børn med handicap har derfor brug for voksne, som kan

lære dem, hvordan man bliver god til at vurdere og

sortere, være kritisk, kende og genkende og forstå de

sociale signaler og spilleregler både på internettet og i den

virkelige verden. Dette er en særlig udfordring for børn

med begrænsede sociale kompetencer, børn med handi

cap, eller børn, som er sårbare, hvis de i forvejen har

svært ved at læse egne eller andres udtryk, signaler, fare

signaler eller forstå egne eller andres grænser.

I den enkelte institution bør en del af forebyggelsen samt

opsporingen derfor handle om at skabe nogle rammer for,

hvordan børnene styrkes i at færdes på internettet, da

det uundgåeligt er en del af det at være barn. Snak derfor

gerne om adfærd på internettet – den såkaldte ”neti

kette”, hvordan man deler og ikke skal dele oplysninger

om sig selv, og hvordan man skal tænke sig om, før man

deler billeder af sig selv.

Blandt fagpersoner og ledelse bør man også tale om

regler og rammer for venskaber eller det at følge hinan-

den på de forskellige sociale medier:

•

Må barn og ansat være venner på Facebook?

•

Hvad er der af fordele, og hvad er der ulemper ved det?

•

Kan der opstå misforståelser med sådanne venskaber

– hvilke signaler sender det?

Stine er 14 år og har ADHD. Du har observeret,

at Stine ofte er online både på sin telefon og på

institutionens computere. To af Stines veninder

kommer og fortæller dig, at Stine chatter med

fremmede mænd og mødes med dem. Ifølge venin-

derne har Stine dyrket sex med lere mænd, hun har

mødt via nettet.

Hvad siger du til veninderne? Hvad vil du gøre

med de oplysninger, du har fået?

Se lere cases i dialogkortene, som indes her:

www.socialstyrelsen.dk/born/overgreb

Her

indes mere viden om at passe på sig selv i den

virkelige verden og på de sociale medier:

•

Red Barnets rådgivningsside med små cases

og gode råd: www.sikkerchat.dk

•

Red Barnets pjece om udsatte børn på nettet:

Sårbar og søgende

•

Bogen Klædt af på nettet af journalist Morten

Bang Larsen, Turbine Forlag 2011

•

Filmen Træneren, Zentropa Entertainment 2009

•

Bogen Det bliver sagt af Kristian Ditlev Jensen,

Gyldendal 2001

15) Finkelhor 1984 · 16) O’Connell 2003

Kapitel 5

Håndtering

Håndtering

Den tredje del af den faglige opgave –

håndtering

– går

ud på at handle, uanset om man har en diffus mistanke

eller konkret viden om overgreb mod et barn eller en ung

med handicap. De relevante handlinger kan være forskel

lige alt efter, hvilken form for viden man har. Det er derfor

vigtigt at sætte sig ind i, hvilke slags handlinger der er

relevante i hvilke situationer. Herudover er det vigtigt at

være bekendt med, at mistanke eller viden om overgreb

næsten altid er forbundet med tvivl. Man kan derfor ikke

vente med at handle, til man er sikker.

Brug Socialstyrelsens pjece

Den Professionelle Tvivl

og pjecen om

Kommunale Beredskaber som vej

ledningsmateriale:

socialstyrelsen.dk/born/overgreb/udgivelser

Bekymring

En bekymring er en diffus oplevelse af, at barnet eller den

unge ikke er i trivsel, hvilket i udgangspunktet kan skyldes

mange ting, herunder mistrivsel, omsorgssvigt, sygdom,

selve handicappet eller at barnet eller den unge er udsat

for vold eller seksuelle overgreb. Man handler på en

bekymring ved at italesætte og dele sin bekymring med

sine kolleger, sin leder, sin supervisor etc. Dertil bør man

foretage systematiske observationer af barnet eller den

unge over en periode og med fokus på bestemte situatio

ner og relationer – kravsituationer, legerelationer,

omsorgsrelationer, konlikter og situationer med forskel

lige mennesker. Formålet er at få skabt mere viden om,

hvad der bekymrer, så bekymringen enten afkræftes,

forstærkes eller bekræftes.

Kommunens myndighedssagsbehandler kan stå til rådig

hed for at drøfte bekymringer, hvad og hvordan man skal

observere eller ved tvivl om handleveje. Hvis observa

tionerne ikke afkræfter bekymringen, skal der sendes en

underretning om bekymringen til barnets kommune.

Underretningspligten beskrives senere i kapitlet.

Mistanke

En mistanke forstås som mere end blot en bekymring.

Barnet kommer med udsagn eller udviser tegn og reak

tioner, som giver mistanke om, at barnet har været udsat

for vold eller seksuelle overgreb. Mistanken kan opstå på

baggrund af udsagn fra andre. Graden af og indholdet i

mistanken skal formuleres, og der skal udarbejdes en

skriftlig underretning til kommunen.

Viden

En konkret viden handler om de situationer, hvor et barn

har været udsat for en konkret handling i form af vold

eller seksuelle overgreb, begået af en eller lere personer,

eller barnet kan have udsat et andet barn for en seksuelt

grænseoverskridende handling. En sådan viden kan være

fremkommet ved direkte udsagn fra barnet selv, kræn

keren kan have tilstået, eller der kan være vidner til over

grebene.

Fagpersoner skal underrette kommunen om den konkrete

viden om overgrebet, og der vil ofte være behov for, at

kommunen handler med det samme. I første omgang kan

man underrette kommunen telefonisk og umiddelbart

derefter sende en skriftlig underretning.

Den gode underretning består ofte af følgende:

Altid skriftlig underretning

Hvad jeg konkret ved

Hvorfra min viden stammer

Hvad jeg har observeret, hvornår og under

hvilke omstændigheder

•

Ajourførte data på barn og forældremyndighed

•

Generel beskrivelse af barnets fysiske, psykiske

og sociale forhold, ressourcer og vanskeligheder

•

Adskillelse af beskrivelse og vurdering.

•

KAPITEL 5 Håndtering

Bekymring, mistanke og viden

Der kan være mange spørgsmål og megen usikkerhed,

der kan melde sig, når man får en bekymring, mistanke

eller viden om, at et barn eller en ung med handicap har

været eller bliver udsat for overgreb. Det er derfor vig

tigt, at man som fagperson reagerer og handler, hvis man

er i denne situation. Graden af bekymring, mistanke og

viden vil have betydning for, hvordan man som fagperson

skal agere.

Konkret viden

Gå til leder

Mistanke

Gå til leder

Faglig sparring hos

leder/socialforvaltning

Bekymring

Observationer

Faglig sparring

Underretning

Underretning,

evt. akut

Koordinering ved

sagsbehandler

Systematisk observation

I bekymringsfasen er det vigtigt at observere

barnet og få mere viden om, hvad der skaber be

kymring. Observationerne skal derfor ændres fra at

være tilfældige til at være systematiske. Det bety

der, at man beslutter at observere barnet i forskel

lige situationer og sammenhænge. Det kan være,

hvordan barnet reagerer, når man stiller krav, eller

når man drager omsorg for barnet. Det kan være,

hvordan barnet reagerer i samspil med andre børn

eller i samspil med voksne.

•

I observationerne registrerer man, hvad det er

hos barnet, som giver anledning til bekymring.

•

Er det noget barnet har sagt, gjort, tegnet

eller på anden måde givet udtryk for?

•

Hvor ofte sker det, der bekymrer?

•

Er det altid i bestemte sammenhænge?

•

Er det en adfærd, der opstår i forhold til

bestemte personer?

Hvis barnet har en alder, et sprog og modenheds

mæssigt er udviklet, så det kan kommunikere, kan

man også vælge at tale med barnet om den adfærd,

der bekymrer.

KAPITEL 5 Håndtering

Den skærpede underretningspligt

Når man, som led i offentlig tjeneste eller hverv, arbejder

med børn og unge med handicap, har man en

skærpet

underretningspligt.

Underretningspligten forudsætter,

at enhver, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, er

ansvarlig for at reagere og handle, hvis man bliver bekym-

ret for eller bekendt med et barn eller en ung, der kan

have brug for hjælp.

Underretningspligten forudsætter at enhver, der udøver

offentlig tjeneste eller hverv, er ansvarlig for at reagere

og handle, hvis man bliver bekymret for eller bekendt

med et barn eller en ung, der kan have brug for hjælp.

Selvom man er underlagt regler om tavshedspligt, går

underretningspligten altid forud for tavshedspligten, hvis

man som fagperson får kendskab til eller har grund til at

antage at et barn har været udsat for overgreb eller har

behov for særlig støtte jf. SEL § 153

Må man tale med barnet?

Mange bliver i tvivl, når der opstår bekymring, mistanke

eller viden om overgreb mod et barn med handicap.

Hvor meget må man tale med barnet, og hvordan undgår

man at ødelægge den politimæssige efterforskning?

Man må gerne lytte til og stille forståelsesspørgsmål eller

afklarende spørgsmål til barnet. En huskeregel er at være

nysgerrig på, hvad barnet er optaget af – hvad det leger,

hvilke lege der optager barnet, om der er særlige emner,

det synes er mere vigtige end andre osv. Hvis der senere

skal udarbejdes en underretning eller foretages en politi-

anmeldelse, vil samtalen med barnet indgå som et af ele-

menterne i den beskrivelse, der skal videregives. Det er

dog vigtigt at huske, at afhøring af barnet er politiets

opgave. Detaljerede spørgsmål om hændelsen, omfang,

tidspunkt for hændelserne osv. er spørgsmål, som politiet

stiller i forbindelse med afhøringen.

Husk, at fagpersoner har et særligt kendskab til det

enkelte barn eller den unge. De faglige beskrivelser om,

hvilken adfærd der følger af barnets handicap, og hvad

der er ændret adfærd, er yderst vigtige at få beskrevet

i en underretning. Formålet skal dog altid være at videre-

bringe viden til barnets kommune. Kommunens opgave er

da efterfølgende at vurdere og træffe afgørelser på bag-

grund af fagpersonens observationer og beskrivelser.

Barnets behov for støtte

Et barn, der er udsat for overgreb, har brug for nære om-

sorgspersoners støtte, imens det gennemgår det forløb,

der er forbundet med at afdække, hvad der er sket, og

afklare, hvordan barnet støttes fremadrettet. Det er der-

for en vigtig del af fagpersonernes opgave at være

opmærksomme på, hvordan barnet oplever situationen,

hvilke behov barnet har og støtte barnet gennem hele

forløbet.

Barnet kan have brug for støtte til at sætte ord på måske

modsatrettede følelser som bekymring, vrede, loyalitet,

skam og usikkerhed, som afsløringen af overgreb kan

afstedkomme. Der er brug for, at barnets tætte fagper-

soner lytter og anerkender barnets følelser uden at tage

stilling til ansvar, skyld m.m. Derudover er det vigtigt at

støtte barnet til at fastholde en normal hverdag i det

omfang, det er muligt.

Hvem retter mistanken sig imod

Inden man beslutter sig for at handle på en bekymring, en

mistanke eller konkret viden, er det vigtigt at overveje,

hvem der mistænkes for at begå overgreb. Der er nemlig

forskellige opmærksomhedspunkter og handleveje alt

efter, hvem mistanken retter sig i mod.

Når mistanken retter sig mod forældrene

Som udgangspunkt skal forældrene orienteres om en

underretning om overgreb, medmindre at mistanke

eller en konkret viden retter sig mod, at en eller begge

forældre udsætter deres barn for vold eller seksuelle

overgreb. Hvis barnets eller den unges forældre mistæn-

kes for at have begået vold eller seksuelle overgreb,

må

forældrene ikke orienteres om hverken mistanken eller

om underretningen

. Det vil være kommunens myndig-

hedssagsbehandler, som har opgaven med at orientere

forældrene, hvilket er en særlig del ved underretninger

om overgreb, da man ellers i andre tilfælde bør inddrage

og understøtte forældre så godt som muligt i deres børns

udvikling og ved brug for hjælp til barnet eller familien

selv.

Når mistanken retter sig mod et barn

Når et barn udsætter et andet barn for grænseover-

skridende handlinger, er der som udgangspunkt to børn,

der har behov for særlig støtte – et barn, der har været

udsat for en grænseoverskridende handling, og et barn,

der har udsat det andet barn for grænseoverskridende

handlinger. Der bør derfor sendes to underretninger til

kommunen, én for hvert barn. Institutionen kan i sam-

arbejde med kommunen orientere forældrene til begge

børn om underretningerne. Alternativt kan kommunen

stå for at orientere forældrene.

Når mistanken retter sig mod en ansat

I nogle tilfælde mistænkes barnets pædagog, lærer eller

andre ansatte for at begå overgreb mod barnet. I disse

tilfælde vil myndighedsrådgiveren, som i andre situatio-

ner, have ansvar for at vurdere barnets behov for særlig

støtte og behandling. Det vil som hovedregel være den

mistænktes ledelse, der træffer beslutning om og foreta-

ger evt. politianmeldelse i forhold til den ansatte. Her vil

der ud over en evt. politisag også være tale om en

personalesag med de personaleretlige spilleregler, der er

for det pågældende område eller i den pågældende kom-

18) Vejledning til Serviceloven, punkt 77

mune. Institutionen kan i samarbejde med kommunen

orientere forældrene til barnet om underretningen, eller

man kan lade kommunen have den primære kontakt.

Når mistanken retter sig mod en andre personer

Enkelte børn udsættes for overgreb begået af en person, de

ikke kender på forhånd. Også i en sådan situation vil

myndighedsrådgiveren have ansvar for at vurdere barnets

særlige behov for støtte og behandling. I denne situation vil

det desuden være relevant, at institutionen sammen med

myndighedssagsbehandleren forholder sig til, om barnet

eller den unge er beskyttet tilstrækkeligt. Det vil sige, om

der er behov for at justere rammer og aftaler for barnet.

Institutionen kan i samarbejde med kommunen orientere

forældrene til barnet om underretningen, eller man kan

lade kommunen have den primære kontakt.

Underretningspligt,

SEL § 153.

Personer, der udøver offentlig tjeneste eller

offentligt hverv, skal underrette kommunalbesty

relsen, hvis de under udøvelsen af tjenesten eller

hvervet får kendskab til eller grund til at antage,

1. at et barn eller en ung under 18 år kan have

behov for særlig støtte

2. at et barn umiddelbart efter fødslen kan få

behov for særlig støtte på grund af de

vordende forældres forhold

3. at et barn eller en ung under 18 år kan have

behov for særlig støtte på grund af barnets eller

den unges ulovlige skolefravær eller undladelse

af at opfylde undervisningspligten

4. at et barn eller en ung under 18 år har været

udsat for overgreb.

Du bliver ringet op af Johannes lærer fra skolen,

som fortæller at Johanne i en stil skriver en historie

med meget konkrete beskrivelser af, hvordan histo

riens hovedperson skal sutte på sin fars tissemand,

hvordan den smager m.v. Johanne er 11 år, har

psykisk udviklingshæmning og er anbragt, men

kommer hjem i weekenderne.

Hvilke overvejelser gør du dig i forhold til det,

Johanne har skrevet i stilen?

Se lere cases i dialogkortene, som

indes her:

www.socialstyrelsen.dk/born/overgreb

17) Vejledning til Serviceloven, punkt 77

KAPITEL 5 Håndtering

Kommunens forpligtelser

Kommunen har til opgave at undersøge, organisere, koor

dinere og sagsbehandle, når der opstår mistanke eller

viden om vold eller seksuelle overgreb mod et barn. Det

samme gælder, hvis et barn har udvist seksuelt grænse

overskridende adfærd over for et andet barn.

Kommunen er derfor forpligtet til at vurdere en under

retning inden for 24 timer. Det vil sige, at myndigheds

sagsbehandleren skal tage stilling til, om der på baggrund

af underretningen er behov for en akut indsats eller for

anstaltning eksempelvis for at beskytte barnet mod

yderligere overgreb eller påvirkning og trusler fra den, der

har begået overgrebet. På baggrund af underretningen

vurderes også, om sagen skal anmeldes til politiet.

Hvis kommunen vurderer, at der ikke er behov for at

handle akut, overgår underretningen til almindelig sags

behandling.

Samtale med barnet

Når kommunen modtager en underretning, der drejer sig

om (mistanke om) vold eller seksuelle overgreb mod børn

og unge, skal myndighedsrådgiveren gennemføre en

samtale med barnet. Hvis mistanken retter sig mod

barnets forældre, skal samtalen gennemføres,

uden at

forældrene er orienteret eller til stede under samtalen.

Herefter afgør kommunen i samarbejde med politiet,

hvornår og hvordan forældrene orienteres og inddrages.

Orientering fra kommunen til underretter

Myndighedsrådgiveren

skal

orientere den, der har under

rettet, om underretningen har ført til iværksættelse af

foranstaltninger eller en undersøgelse efter Service

lovens § 50. Kommunen er dog ikke lovgivningsmæssigt

forpligtet til at orientere om,

hvilken

foranstaltning der

iværksættes, eller om sagen evt. politianmeldes.

Kommunen er således forpligtet til at vurdere, om den

bekymring eller mistanke, der er opstået, giver anledning

til at iværksætte indsatser eller undersøgelser. Myndig

hedsrådgiveren har derfor også den koordinerende rolle i

forhold til inddragelsen af børnehusene, den socialfaglige

indsats samt i forhold til at anmelde sagen til politiet.

SEL § 155 b

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal orientere den,

der har foretaget underretning efter § 153, om,

hvorvidt den har iværksat en undersøgelse eller

foranstaltninger vedrørende det barn eller den

unge, som underretningen vedrører. Dette gælder

dog ikke, hvis særlige forhold gør sig gældende.

Samtale med barnet, SEL § 155a

Stk. 2.

Til brug for vurderingen af en underretning

efter §§ 152154, jf. stk. 1, kan der

inde en sam-

tale sted med barnet eller den unge. Samtalen kan

inde sted uden samtykke fra forældremyndig-

hedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse,

når hensynet til barnets eller den unges bedste

taler herfor.

•

Ved underretning om

overgreb

mod et barn

eller en ung

skal

der inde en samtale sted med

barnet eller den unge. Ved underretning om

overgreb mod et barn eller en ung fra barnets

eller den unges forældres side skal samtalen

inde sted

uden samtykke fra forældre-

myndighedens indehaver og uden dennes

tilstedeværelse.

•

Stk. 3.

Samtale efter denne bestemmelse kan

undlades, i det omfang barnets eller den unges

modenhed eller sagens karakter taler imod

samtalens gennemførelse.

Vurdering og behandling af underretning,

SEL § 155

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der iværksæt-

tes en rettidig og systematisk vurdering af alle

underretninger efter §§ 152-154 med henblik på at

afklare, om barnet eller den unge har behov

for særlig støtte. Kommunalbestyrelsen skal fore-

tage central registrering af underretningerne med

henblik på at understøtte tilrettelæggelsen af

indsatsen.

•

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen skal senest 24

timer efter modtagelsen af en underretning

efter stk. 1 vurdere, om barnets eller den unges

sundhed eller udvikling er i fare, og om der

derfor er behov for at iværksætte akutte

foranstaltninger over for barnet eller den

unge.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen kan ved en under

retning efter § 153 orientere den, der foretog

underretningen, om, hvilken type foranstaltning

den har iværksat og om den planlagte varighed

heraf, hvis oplysningen herom vil kunne have

væsentlig betydning for den støtte, som den på

gældende under udøvelse af hvervet eller tjenesten

kan yde barnet eller den unge. Dette gælder dog

ikke, hvis særlige forhold gør sig gældende.

SEL § 155a

Stk. 1. Når kommunalbestyrelsen modtager en

underretning om et barn eller en ung, over for hvem

kommunalbestyrelsen allerede har iværksat foran

staltninger, skal kommunalbestyrelsen genvurdere

sagen. En eller lere personer i den myndighed, der

løser opgaver inden for området for udsatte børn

og unge, der ikke tidligere har deltaget i behand

lingen af sagen, skal deltage i genvurderingen.

KAPITEL 5 Håndtering

Inddragelse af Børnehusene

Kommunen skal ifølge SEL § 50b benytte et børnehus

under undersøgelsen af en sag om vold eller seksuelle

overgreb mod børn og unge. Børnehuset skal benyttes,

når sagen involverer mindst én anden myndighed end

kommunen f.eks. politi eller sygehusvæsen, samt hvis/når

kommunen har truffet afgørelse om, at der skal udarbej

des en børnefaglig undersøgelse. Børnehusene har til for

mål at yde en koordineret, tværsektoriel og tværfaglig

indsats. Indsatsen sker i et børnevenligt miljø med barnet/

den unge i centrum. Kommunen bevarer myndigheds

ansvaret i forhold til barnet eller den unge under hele for

løbet, men koordinerer løbende med børnehuset.

I børnehusene samles relevante myndigheder for at sikre

en koordineret og tværfaglig indsats af høj kvalitet. I

huset møder barnet eller den unge professionelle, der er

vant til at tale med børn og unge om overgreb. Det kan

være politi, socialrådgivere og psykologer. Formålet er, at

børn, der har været udsat for seksuelle eller voldelige

overgreb, får en kvaliiceret

og skånsom indsats samlet på

ét børnevenligt sted.

Politiets rolle i en børnehussag

Når politiet modtager en anmeldelse om vold eller seksu-

elle overgreb, skal de tage stilling til, om der er behov for

at rekvirere en retsmedicinsk undersøgelse, der kan

afdække eventuelle fysiske fund. Det er politiet, som

rekvirerer en sådan undersøgelse, som foretages af Rigs-

hospitalet, Skejby Sygehus og Odense Universitets-

hospital. Politiet vurderer også, om der er grundlag for en

efterforskning. Hvis det besluttes at afhøre barnet eller

den unge, er det politiets opgave. Afhøring af børn op til

det 15. år, foregår oftest ved videoafhøring, så barnet

undgår at skulle møde op i retten. Barnet eller den unge

afhøres af særligt uddannet personale fra politiet. I et til-

stødende lokale sidder barnets myndighedsrådgiver og

beskikkede advokater for alle parter m.l. og overværer

afhøringen. Afhøringen inder sted i børnehuset, der har

børnevenligt indrettede lokaler til formålet. For børn

mellem 15-18 år kan politiet vælge at benytte børne-

husets lokaler til afhøringen, men som regel foregår

afhøringen på politistationen eller andetsteds. Politiet

afgør, om der skal rejses sigtelse.

Sundhedsvæsenets rolle

I børnehuset inddrages endvidere sundhedsfagligt perso-

nale i en vurdering af barnet eller den unges behov for

lægelig undersøgelse og behov for viderevisitation til

videre lægeundersøgelse. Hvis politiet vurderer, at der

kan indes spor eller dokumentation efter overgreb, er en

retsmedicinsk undersøgelse relevant. Formålet er at

dokumentere eventuelle læsioner og skader samt at sikre

eventuelle biologiske spor som f.eks. sæd, spyt eller hår.

Af hensyn til kvaliteten af spor, er det vigtigt at være

opmærksom på, at der skal handles inden for 72 timer, da

børns rifter og sår heler hurtigt. Børn skal ikke gennem en

egentlig gynækologisk undersøgelse, men en udvendig

undersøgelse af kønsorganer og endetarm. Der kan dog

forekomme indvendig undersøgelse ved sikring af spor

som f.eks. sæd, der skal bruges som dokumentation for

eventuelle fund. Ud over undersøgelse af kønsorganer og

endetarm kan der også foretages en almen lægelig

børneundersøgelse.

Sideløbende med politiets og sundhedsvæsenets indsats

vurderer børnehusets personale, om det er relevant at

tilbyde barnet eller den unge og dets nære relationer,

herunder forældre og/eller plejeforældre, krisestøtte.

Personalet i børnehuset yder rådgivning og vejledning til

den kommunale myndighedssagsbehandler med fokus på

overgrebets betydning for barnet og barnets behov for

støtte fremadrettet til brug for den børnefaglige under

søgelse og håndtering af den samlede families situation,

herunder barnets og familiens evt. fremadrettede behov

for særlig støtte. Det er fortsat kommunen i barnets eller

den unges handlekommune, der har myndighedsansvaret

under hele forløbet i sagen, hvor børnehuset benyttes.

Henvendelse til Ankestyrelsen

Som fagperson har man mulighed for at underrette direk-

te til Ankestyrelsen. Hvis man har indgivet en underret-

ning om et barn eller en ung til kommunen, men har en

oplevelse af, at kommunen ikke iværksætter foranstalt-

ninger, eller at barnet eller den unge ikke får tilstrækkelig

hjælp, kan der underrettes direkte til Ankestyrelsen. Efter

SEL § 65 har Ankestyrelsen mulighed for at pålægge

kommunen at foretage de fornødne sagsbehandlings-

skridt eller at træffe de fornødne afgørelser

20) Vejledning til Serviceloven, punkt 78

Få mere viden om Børnehusene og det tværfaglige

samarbejde på Socialstyrelsens hjemmeside:

socialstyrelsen.dk/born/overgreb/bornehuse

SEL, Børnehuse

§ 50 b.

Når et barn eller en ung har været udsat for

overgreb, eller ved mistanke herom, skal kommu-

nalbestyrelsen til brug for den børnefaglige under-

søgelse efter § 50 benytte det børnehus, som

kommunen er tilknyttet, jf. § 50 a.

§ 50 c.

Under behandlingen af en sag, hvor et

børnehus benyttes, jf. § 50 a, kan personalet i

børnehuset, politiet og anklagemyndigheden og

sundhedsmyndigheder, autoriserede sundhedsper-

soner og kommunale myndigheder, der løser opga-

ver inden for området for udsatte børn og unge,

indbyrdes udveksle oplysninger om rent private

forhold vedrørende barnets eller den unges per-

sonlige og familiemæssige omstændigheder, hvis

udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til

barnets eller den unges sundhed og udvikling.

Kapitel 6

Politik, implementering

og løbende evaluering

Politik, implementering og løbende evaluering

Socialstyrelsen anbefaler, at alle institutioner for børn og

unge udarbejder en lokal politik til forebyggelse, opspo-

ring og håndtering af vold og seksuelle overgreb mod

børn og unge med handicap. Erfaringen er, at processen

med at udvikle og skrive en lokal politik, skaber en bedre

og mere tryg forståelse af overgreb mod børn, og hvor-

dan det kan forebygges i den enkelte institution.

I dette kapitel gennemgås, hvordan man kan udarbejde

politikken samt forslag til, hvilke emner politikken kan

indeholde. Nedenstående liste kan bruges som inspiration

til at tale om og nedskrive institutionens egen, lokale

politik:

•

Værdigrundlag og børnesyn som baggrund

for politikken

•

Formål med politikken

•

Målgruppe

•

Deinitioner af seksualitet, seksuelle overgreb og vold

•

Faglig viden om børn og unges seksualitet, og de

konsekvenser, vold og seksuelle overgreb har for børn

•

Forebyggelse af vold og seksuelle overgreb mod børn

og unge

•

Opsporing af vold og seksuelle overgreb mod børn

og unge

•

Strategi for implementering og opfølgning

•

Inddragelse af børn, unge og forældre

•

Henvisning til relevante links og litteratur.

I kapitel 7 er der indsat en skabelon, som indeholder de

ti punkter, som politikken kan skrives på baggrund af.

KAPITEL 6 Politik, implementering og løbende evaluering

Vedligeholdelse og opkvaliicering

af faglig viden

overgreb kan eksempelvis foregå ved jævnligt at sætte

emnet på dagsordenen til personalemøder. Derudover

bør den lokale politik til forebyggelse og opsporing af vold

og seksuelle overgreb gennemgås løbende for at imøde-

komme behov for revidering med ny viden på området

eller på baggrund af erfaringer. Dette kan eksempelvis

ske en gang om året.

Når der skal tages stilling til, hvordan institutionen vil sikre

og vedligeholde den eksisterende viden på området, bør

det tydeliggøres, hvem der har ansvaret for de forskellige

forhold. Det kan eksempelvis være introduktion af poli-

tikken til nye medarbejdere, aftale med oplægsholdere

om fagligt relevante tematikker samt at få emnet om

overgreb og den sunde udvikling på dagsordenen på per-

sonalemøder etc. Husk at få det indskrevet under pkt. 8 i

politikken, der handler om implementering og opfølgning.

Som faggruppe på en arbejdsplads bør man også tage

stilling til, hvordan et arbejde med så komplekse problem-

stillinger forudsætter

et trygt arbejdsmiljø.

Det faglige

arbejde med forebyggelse og opsporing af vold og seksu-

elle overgreb forudsætter et arbejdsmiljø, hvor man trygt

kan tale åbent med hinanden om sin tvivl, overvejelser,

bekymringer og mistanker. Det forudsætter en løbende,

fælles dialog og drøftelse i personalegruppen, hvor man

naturligt sætter erfaringer og viden i spil med hinanden,

og hvor man som faggruppe er opsøgende og nysgerrig

på ny viden, nye metoder til arbejdet med børnene og de

unge.

Til at sikre og udvikle et trygt arbejdsmiljø, der under-

støtter en faglig dialog og en faglig åbenhed, kan neden-

stående øvelse anvendes.

Øvelse

om faglighed, fælles sprog og den lokale politik

Øvelsens formål:

Opsporing af overgreb forudsætter kontinuerlig faglig dialog i personale

gruppen og dermed også plads til erfaringsudvekslinger og spørgsmål om

det, man undrer sig over, hvilket kan bidrage yderligere til et styrket fokus

på opsporingen.

•

Hvordan taler vi med børnene eller de unge om vold og seksuelle

overgreb?

•

Hvordan taler vi om seksualitet og seksuel identitet?

•

Hvordan taler vi om vold mod børn og unge?

•

Hvilke ord vælger vi, når vi taler om seksualitet med børn og unge?

•

Er vi enige om det ordvalg?

Brainstorm over og oplist, hvordan I arbejder med at opspore børn

og unge, der har oplevet eller bliver udsat for vold og seksuelle overgreb.

Det kunne for eksempel være:

•

Rammer for samvær

•

Acceptable/uacceptable samværsformer og kommunikation

•

En særlig opmærksomhed på grænser mellem mennesker

•

Et særligt fokus på barnets fortællinger og sindstilstand

•

Tema og undervisningsforløb om kærlighed, grænser og seksualitet

for både børn og unge

•

Fokus på rettigheder

•

Viden om børns/unges reaktioner og håndtering af følelser/negative

stemninger osv.

•

Ret til og grænser for privatliv.

•

Vurder om de nuværende indsatser og aktiviteter er meningsfulde i

relation til opsporing af børn og unge, der er eller har været udsat for vold

og seksuelle overgreb.

•

Vurder også, om de nuværende indsatser og aktiviteter er tilstrækkelige,

eller om der er andet eller mere, der skal udfoldes.

•

Har vi den nødvendige opmærksomhed på børn og unges tegn og

reaktioner?

•

Har vi de nødvendige dialogkompetencer til at initiere samtaler med

børn og unge om følelsesmæssigt vanskelige forhold som vold og

seksuelle overgreb?

•

Hvordan styrker I barnets eller den unges kompetencer til at fortælle

om svære forhold?

•

Hvordan arbejder I fagligt med opsporing af børn og unge, der har været

udsat for vold eller seksuelle overgreb?

•

Hvilke overvejelser I gør jer for arbejdet på kort sigt og på længere sigt?

•

Planlæg, hvordan I vil arbejde med opfølgning og implementering af

dette område.

Som første del af øvelsen

bør I tale om:

Anden del af øvelsen består i:

Tredje del af øvelsen tager

afsæt i brainstormen.

Se listen kritisk igennem

ved at tage udgangspunkt

i følgende spørgsmål:

Faglig viden og kompetenceudvikling

Når forebyggelse og opsporing skal styrkes som del af

den faglige opgave i en institution eller skole, er det

væsentligt at tage stilling til, hvordan man sikrer, at der

sker en vedligeholdelse og en løbende opkvaliicering af

den faglige viden om overgreb mod børn og unge med

handicap.

Afslut øvelsen med at

skrive ned:

KAPITEL 6 Politik, implementering og løbende evaluering

Forebyggelsespolitikkens

implementering og opfølgning

For at en implementeringsproces skal fungere optimalt, er

det vigtigt at have fokus på ledelse, organisering og med-

arbejdere. Ledelsen skal sikre fokus på og ressourcer til

arbejdet, så der udvikles en understøttende organisering

for medarbejderne. Ledelsen skal beslutte og godkende

kompetenceudvikling til medarbejdere, så de kan opkvali-

icere sig på området og anvende politik til forebyggelse

og tidlig opsporing i jeres praksis samt jeres lokale bered-

skab. Organiseringen skal endvidere sikre opfølgning, så

der kan træffes beslutning om evt. behov for justering og

tilpasning af politikken til forebyggelse og tidlig opsporing

af vold og seksuelle overgreb samt af jeres beredskab.

Hvordan sikres løbende fokus på at implementere og jus-

tere politikken?

•

Er der udarbejdet en implementeringsplan

– og hvem gør hvad?

•

Hvordan sikres det, at politikken bliver et aktivt

redskab i hverdagen?

•

Hvem introducerer nye medarbejdere til politikken?

•

Er det fastsat, hvor ofte og i hvilket regi politikken

skal drøftes?

•

Hvordan understøtter I en åben og dialogorienteret

tilgang i det daglige arbejde?

Beskriv i politikken, hvordan implementering og opfølg-

ning på politikken og det forebyggende arbejde sikres:

•

Hvad gør I så nu?

Hvordan holder I fast i den viden, I har nu?

Ressourcer og planlægning

Introduktion af nye medarbejdere

Ledelsesmæssig opgave

Hvor kan I inde gode råd og vejledning?

Ledelsens opgave:

Ledelsen har ansvaret for at afsætte ressourcer, så det er

muligt at planlægge faste aktiviteter omkring opfølgning

og evaluering af politikken samt at opdatere det lokale

beredskab for at sikre den en fremtidig relevans. Dertil

kommer, at politikken bør opdateres årligt, da I som insti-

tution og som faggruppe løbende får nye og gode erfa-

ringer, som kan bidrage til at gøre jeres viden, håndtering

og fokus endnu skarpere. Ledelsen skal derfor beskrive:

•

Hvad skal ledelsen gøre for at sikre, at forebyggelses-

politikken bliver en del af den daglige praksis?

•

Hvordan vil ledelsen sikre, at børn og unges sunde,

naturlige udvikling samt vold og seksuelle overgreb

mod børn og unge med handicap drøftes i relevante

faglige fora?

•

Hvordan vil man skabe rum til dialog, således at viden

og erfaringer kan udveksles til videre gavn for

pædagogisk praksis på institutionen?

•

Hvordan vil ledelsen sikre, at nye medarbejdere bliver

fortrolige med politikken?

•

Hvordan vil ledelsen sikre, at den opnåede viden og

den udviklede politik fastholdes i tilfælde af udskift-

ning af ledelse, skrivegruppe, nøglepersoner?

•

Hvordan vil ledelsen sikre inddragelse af forældrene/

forældremyndighedsindehaverne til børnene og de

unge med handicap?

Forældreinddragelse

Når man fagligt arbejder med at skulle forebygge og op

spore vold og seksuelle overgreb mod børn og unge med

handicap, som opholder sig i en institutionel ramme, er

det vigtigt at orientere forældrene om, hvad det konkret

indebærer i praksis. Inddragelsen skal ske i det omfang,

det er muligt og giver mening for begge parter.

Det er helt almindeligt for de leste forældre at opleve

forskellige grader af afmagt og frustration, når der som

led i den daglige omgang mellem børn og voksne kan op

stå pressede situationer, der kan resultere i, at barnet

i frustration og afmagt slår og måske slår den voksne.

Børn med handicap kan med baggrund i deres handicap

have vanskeligere ved at forstå meningen med det, der

foregår, at skulle tilsidesætte egne behov, overskue pres

sede situationer, brud på hverdagsrutiner eller skift af

voksne omkring dem. Mange forældre til børn med

handicap fortæller også åbent og ærligt om de negative

følelser, de har været ramt af, og som kan have ført til, at

de har slået, fastholdt eller skældt barnet ud på en måde,

hvor barnet kan have oplevet sig krænket eller ydmyget.

Episoder med varierende former af fysisk magt eller psy

kisk vold er altså ikke et ukendt fænomen hos forældre til

børn med handicap, og derfor vil det ofte være både

naturligt og hensigtsmæssigt at inddrage forældrene i

arbejdet omkring forebyggelse af vold og seksuelle over

greb. Inddragelse af forældrene kan dels hjælpe til at få

sat fokus på en eventuel problematik, men også under

støtte den fælles dialog om alternative måder at håndtere

situationerne på.

Den konstruktive dialog mellem forældre og institution

kan medvirke til at styrke arbejdet med et fælles forebyg

gende sigte, fordi det grundlæggende handler om at få

brudt tavsheden og tabuet omkring afmagt. Med dialo

gen får man skabt rum og mulighed for at kunne tale om

de følelser og utilstrækkelighedsoplevelser, som alle for

ældre kan genkende i større eller mindre grad.

Det forudsætter dog, at fagpersoner og institution er i

stand til at præsentere problematikken på en måde, der

kan invitere til dialog om alternative måder at løse

konlikter på. Det kan også være, at man skal gøre brug af

en ekstern underviser, der kan hjælpe til igangsættelse af

dialog eller et konkret forældrekursus. Her kan institutio

nen med fordel præsentere deres egen proces og arbejde

med at forebygge psykisk vold, fysisk vold og grænse

overskridelser mellem børn og voksne og mellem børn og

børn.

På samme måde må forældrene informeres om, at en

del af arbejdet med forebyggelse af vold og seksuelle

overgreb indebærer at arbejde pædagogisk med at

understøtte børns udvikling og personlighedsdannelse.

Herunder

indes også seksualiteten, som handler om bar-

nets evne til at mærke egne grænser, at kunne markere

grænser og at kende forskel på gode og dårlige berørin-

ger. I den forbindelse kan der være helt konkrete aspekter

eller opmærksomhedspunkter, som det er vigtigt at få

etableret et samarbejde med forældrene om. Det kan

eksempelvis være, i hvilken grad det er muligt at give eller

skabe privatliv for større børn. Dialogen med forældrene

om barnets seksualitet kan ske i relation til drøftelser om

barnets handleplan. Her bør man dog, under hensyntagen

til barnets alder og ret til privatliv, balancere mellem,

hvilken information der er relevant for forældrene, og

hvad der er forbeholdt barnets eget privatliv. Er det f. eks

relevant at fortælle om en 15-årig piges lirt med en

jævnaldrende dreng?

I det pædagogiske arbejde med at understøtte et barns

seksualitet er det vigtigt at sikre og systematisere en

kontinuerlig og nødvendig faglig releksion med fokus på

hele barnets udvikling, da udvikling af et barns seksualitet

ikke sker løsrevet fra andre udviklingsområder. På nogle

institutioner har man derfor valgt at formalisere dette

fokus og sikre den faglige releksion ved at indskrive sek-

sualitet og udvikling af en sund kropslig integritet som en

del af barnets handleplan.

Kapitel 7

Skabelon til den

lokale politik

Skabelon til den lokale politik

Forslag til indhold i politik til forebyggelse og opsporing af vold og seksuelle overgreb

mod børn og unge med handicap

Institutionens værdigrundlag som baggrund

for politikken

•

Beskriv

baggrunden

for, at institutionen har valgt at

have fokus på forebyggelse og tidlig opsporing af

vold og seksuelle overgreb mod børn/unge med

handicap.

•

Er det eksempelvis på grund af jeres børne-/

ungegruppe, særlige problematikker hos børnene/

de unge, tidligere erfaringer etc.?

Formål med politikken

•

Tydeliggør,

hvordan

I arbejder aktivt med at

forebygge og tidligt opspore overgreb mod børn/

unge med handicap.

•

Dette skal både være over for de børn/unge med

handicap, som har oplevet vold eller seksuelle

overgreb, før de kom til jer, og for de børn/unge

som bor hos jer nu.

•

Formålet kan også handle om at sætte nogle klare

rammer op ift. adfærd på institutionen, og om

hvordan

I fagligt håndterer børn og unge udsat for

vold eller seksuelle overgreb.

Målgruppe

•

Hvem

retter denne politik sig i mod?

De ansatte, ledelsen, børnene, forældrene,

samarbejdspartnere etc.

•

Beskriv,

hvorfor

politikken er målrettet den/de

udvalgte målgrupper.

Deﬁnitioner af seksualitet, seksuelle overgreb

og vold

•

Beskriv,

hvordan

I på institutionen deinerer og

arbejder ud fra denne forståelse af børnene og de

unges sunde seksuelle udvikling, seksuelle overgreb

og vold.

•

Deinitionen skal afspejle institutionens interne

drøftelser om overgreb.

Faglig

viden om tilgange til børn og unge om

seksualitet

•

Beskriv,

hvad

I ved om børns seksualitet.

•

Beskriv,

hvad

I oplever hos den speciikke

børnegruppe, som I arbejder med.

•

Hvordan

passer vi på børnene/de unge?

•

Hvordan

passer vi på de ansatte?

Faglig viden om forebyggelse og tidlig opsporing

af overgreb mod børn og unge

•

Som en del af den

tidlige opsporing,

bør I tydeliggøre,

hvilke

tegn og reaktioner, der er kendetegnende ved

hhv. vold og seksuelle overgreb og relatere det til den

børne- og ungegruppe, I arbejder med både ift. alder,

handicap, modenhed samt øvrige problematikker.

•

Beskriv jeres

faglige tilgang

til at tale med børn om

overgreb, og

hvordan

I er nysgerrige på den adfærd

hos børnene, som vækker bekymring.

•

Som en del af jeres

forebyggelse

kan I beskrive,

hvordan I vil skabe og vedligeholde følgende:

•

Hvad

er de pædagogiske mål med at forebygge?

Skal I lære børnene/de unge om rettigheder,

grænser, gode/dårlige hemmeligheder, lyst/

tvang etc.?

•

Beskriv

hvordan

jeres ledelse skal understøtte det

daglige forebyggende arbejde.

•

Beskriv,

hvordan

I vil sikre et fagligt miljø, hvor det

er naturligt at have løbende drøftelser om normer,

daglige rutiner og omgangsformer.

•

Beskriv,

hvordan

I vil sikre plads til faglige relek-

sioner om egen og andres adfærd og handlinger.

Strategi for implementering og opfølgning

•

Beskriv,

hvordan

I på institutionen vil sikre, at denne

politik bliver et aktivt, velkendt og anvendt redskab

i den daglige praksis.

•

Beskriv,

hvordan

I vil arbejde med politikken på

personalemøder/temamøder el.lign.

•

Beskriv,

hvordan

I vil introducere nye medarbejdere

til jeres politik om forebyggelse og tidlig opsporing.

KAPITEL 7 – Skabelon til den lokale politik

Skabelon til den lokale politik (fortsat)

Inddragelse

af børn/unge, forældre

•

Beskriv,

hvordan

(og om) I ønsker at inddrage

børnene/de unge i politikkens indhold.

•

Beskriv,

hvordan

(og om) forældre/værge/

samarbejdspartnere inddrages eller underrettes om

jeres arbejde med at forebygge og opspore vold og

seksuelle overgreb mod børn?

Henvisning til relevante links, litteratur m.v.

•

Oplist,

hvor

man som medarbejder/leder kan

inde

råd og vejledning: kommunens hovednummer,

den sociale døgnvagt etc.

•

Indsæt links til hjemmesider, hvor I kan inde relevant

litteratur om emnet overgreb.

•

Indsæt litteraturhenvisninger til god faglig eller

skønlitterær læsning for medarbejdere eller til

børnene/de unge.

Øvrige relevante emner:

•

Beskriv den

lovgivning,

som de ansatte skal

være orienteret i:

•

Skærpet underretningspligt

•

Hvad en underretning skal indeholde

•

Afværgepligten.

•

Handleveje

– beredskabsplan:

•

Hvad gør den enkelte, når mistanken opstår?

•

Beskriv,

hvem

I skal henvende jer til – navn og

telefonnummer på kontaktperson(er).

•

Beskriv de forskellige handleveje alt efter,

hvem mistanken retter sig imod (forældre,

ansat, barn/ung, andre).

•

Beskriv,

hvem

der skal foretage anmeldelsen.

•

Beskriv,

hvem

der taler med pressen.

Litteratur og øvrige kilder

•

Bremer, Mette, cand.psych., Specialpsykologkandidat i

børne- og ungepsykiatri, Region Hovedstaden og

Ole Jakob Storebø, seniorforsker ved Psykiatrisk

Forskningsenhed, Region Sjælland, og adjungeret

lektor, Psykologisk Institut, Syddansk Universitet

•

Børnerådet (2016):

Hver anden ung kender ikke sine rettigheder.

Analysenotat nr. 1/2016. 3. årgang.

www.boerneraadet.dk/nyheder/

nyheder-2016/hver-anden-ung-kender-ikke

-sine-rettigheder

•

Cannon, Walter (1932).

Wisdom of the Body.

United States: W.W. Norton & Company

•

Det Kriminalpræventive Råd (2012):

Seksuel vold

blandt unge: En systematisk tilgang til primær

forebyggelse:

bibliotek.dk/da/work/870970-basis:29400407

•

KORA (2017):

Børn, der krænker andre børn,

Erfaringsopsamling

•

SISO og SUS (2007):

Seksuelle overgreb mod børn og

unge med handicap:

socialstyrelsen.dk/udgivelser/

seksuelle-overgreb-mod-born-og-unge-med-handicap

•

Folketingets Ombudsmand, Dok.nr. 16/01412-3 IRL:

www.ombudsmanden.dk/om/

ombudsmandens_arbejde_/tilsyn/temaer/

temarapporter/handicapboern

•

Lovell (2002)

•

Karsberg, Sidsel et al (2013):

Childhood Trauma, PTSD,

and Physical Health

•

Kikuchi, J. (1995):

When the offender is a child:

identifying and responding to juvenile sexual abuse

offenders.

In M. Hunter (Ed.):

Child survivors and

perpetrators of sexual abuse: Treatment Innovations.

Thousand Oaks, California: sage Publications, Inc.

•

Langfeldt, T. & M. Porter (1986):

Sexuality and family

planning. Report of a consultation and research

indings.

WHO

•

Lyk-Jensen m.

l. (2017):

Børn, der oplever vold i

familien – omfang og konsekvenser.

SFI 17:02

•

O’Connell, Rachel (2003):

A typology of child cyber-

sexploitation and online grooming practices.

Cyber-

space Research Unit, University of Central Lancashire

•

Strange, Mimi (2008a)

•

Socialstyrelsen (2014):

Den professionelle tvivl. Tegn og

reaktioner på seksuelle overgreb mod børn og unge.

SISO, Socialstyrelsen: socialstyrelsen.dk/udgivelser/

den-professionelle-tvivl-tegn-og-reaktioner-pa

-seksuelle-overgreb-mod-born-og-unge)

•

Zeuthen, Katrine (2009):

Kærlighed og overlevelse.

Barneseksualitet og seksuelle traumer.

Akademisk forlag

•

Zeuthen, Katrine (2012):

Børn og seksualitet.

Artikel i

Månedsskrift for almen praksis. April 2012

•

Hagelquist, Janne Østergaard (2012):

Mentalisering i

mødet med udsatte børn.

Hans Reitzels Forlag

•

Helle Holt, Mogens Christoffersen, Maria Hedemark

Poulsen, Steen Bengtsson & Henning Bjerregård Bach:

Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge med

handicap.

SFI – Det Nationale Forskningscenter for

Velfærd, 17:18

Litteratur og øvrige kilder

Gode kilder til mere viden

•

socialstyrelsen.dk/born/overgreb

vidensportal.dk

forebygovergreb.dk

redbarnet.dk

bornetelefonen.dk

sexogsamfund.dk

mistanken.dk

brydtavsheden.dk

familievold.dk

sumh.dk

Udgivelser

•

www.si.dk/publikationer/vold-og-seksuelle-overgreb-

mod-boern-og-unge-med-handicap-13265

•

socialstyrelsen.dk/udgivelser/

den-professionelle-tvivl-tegn-og-reaktioner-

pa-seksuelle-overgreb-mod-born-og-unge

•

socialstyrelsen.dk/udgivelser/en-tryg-anbringelse-

forebyggelse-af-seksuelle-overgreb-mod-born-

og-unge-et-inspirationsmateriale

•

vidensportal.dk/temaer/boern-der-oplever-vold

•

vidensportal.dk/temaer/seksuelle-overgreb

•

ligelyst.dk

•

sumh.dk/politik-og-projekter/rapportbiblioteket

Tak til følgende videnshavere for faglige input:

Else Wisbech, John Nelander Kielstrup, Karin Riis Munch, Kim Steimle Rasmussen, Kuno Sørensen, Lane Lund, Malene Hein

Damgaard, Marianne Holst Nielsen, Marianne Lomholt, Marianne Rasmussen, Marlene Qvist Simoni, Mette Volsing,

Mette Brunberg, Mette Grostøl, Mimi Strange, Pernille Ane Egebæk, Rikke Kann, Thue Sommer, Tove Weis, Vibe

Neidhardt, Sigrid Netteberg, Karen Bøtkjær, Anne Grethe Mogensen, Hanne Schnoor, Louise Grønne, Gitte Møland,

Pernille Spitz, Carina Hausner Bang, Ida Haahr-Pedersen, Anette Baadsgaard, Pia Rathje, Bo Mollerup, Joan Birret

Bediako, Karna Mikkelsen, Rikke Kann, Maja Rongen Jensen og personalet på Camillehusene.

Socialstyrelsen

Edisonvej 1,

5000 Odense C

Tlf.: 72 42 37 00

www.socialstyrelsen.dk

Juni 2017