§71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 126: Oversendelse af SFI-rapporten 'Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge med handicap', offentliggjort den 31. maj 2017, og Socialstyrelsens håndbog om forebyggelse, opsporing og håndtering af vold og overgreb mod børn med handicap, offentliggjort den 1. juni 2017, fra børne- og socialministeren

Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2016-17
§71 Alm.del Bilag 126
Offentligt

VOLD OG SEKSUELLE

OVERGREB MOD BØRN OG

UNGE MED HANDICAP

17:18

HELLE HOLT

MOGENS CHRISTOFFERSEN

MARIA HEDEMARK POULSEN

STEEN BENGTSSON

HENNING BJERREGAARD BACH

§71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 126: Oversendelse af SFI-rapporten 'Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge med handicap', offentliggjort den 31. maj 2017, og Socialstyrelsens håndbog om forebyggelse, opsporing og håndtering af vold og overgreb mod børn med handicap, offentliggjort den 1. juni 2017, fra børne- og socialministeren §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 126: Oversendelse af SFI-rapporten 'Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge med handicap', offentliggjort den 31. maj 2017, og Socialstyrelsens håndbog om forebyggelse, opsporing og håndtering af vold og overgreb mod børn med handicap, offentliggjort den 1. juni 2017, fra børne- og socialministeren

17:18

VOLD OG SEKSUELLE

OVERGREB MOD BØRN OG UNGE

MED HANDICAP

HELLE HOLT

MOGENS CHRISTOFFERSEN

MARIA HEDEMARK POULSEN

STEEN BENGTSSON

HENNING BJERREGAARD BACH

KØBENHAVN

2017

SFI – DET NATIONALE FORSKNINGSCENTER FOR VELFÆRD

VOLD OG SEKSUELLE OVERGREB MOD BØRN OG UNGE MED HANDICAP

Afdelingsleder: Kræn Blume Jensen

Afdelingen for socialpolitik og velfærd

ISSN: 1396-1810

e-ISBN: 978-87-7119-452-4

Layout: Hedda Bank

Forsidefoto: Hedda Bank

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

Herluf Trolles Gade 11

1052 København K

Tlf. 33 48 08 00

[email protected]

www.sfi.dk

SFI’s publikationer kan frit citeres med tydelig angivelse af kilden.

INDHOLD

FORORD

SAMMENFATNING

BAGGRUND, DATA OG METODER

Delanalyse 1: Analyser på baggrund af registerdata

Delanalyse 2: Analyser af eksisterende spørgeskemadata

Delanalyse 3: Analyser på baggrund af spørgeskema til

fagpersoner, suppleret med enkelte interview

Læsevejledning

OMFANGET AF VOLD OG SEKSUELLE OVERGREB -

DELANALYSE 1

Omfanget af vold og seksuelle overgreb

Karakteristika ved børn og unge, udsat for vold og seksuelle

overgreb, hvor der er faldet dom

Hvilke 7-18-årige børn udsættes for personfarlig vold?

Hvilke 0-7-årige børn udsættes for personfarlig vold?

Hvilke 7-18-årige børn udsættes for seksuelle overgreb?

Hvilke 0-7-årige børn udsættes for seksuelle overgreb?

Sammenfatning

BØRN OG UNGE MED HANDICAP OG DERES EGNE

ERFARINGER MED VOLD OG SEKSUELLE OVERGREB -

DELANALYSE 2

Data og metode

Børn og unge med handicap, som selv har oplevet fysisk vold

Karakteristik af familierne

Børn og unge med handicap, som selv har oplevet seksuelle

overgreb

Karakteristik af familierne

Andelen af børn og unge med handicap, som angiver selv at

have oplevet vold og/eller seksuelle overgreb

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Sammenfatning

ERFARINGER FRA DET DAGLIGE ARBEJDE MED BØRN

OG UNGE MED HANDICAP - DELANALYSE 3

Data og metode

Politik og handleplan på arbejdspladserne

Bekymring og mistanke

Kontekst for krænkelser

Underretning og håndtering af mistanke

Udsathed i forhold til typen af handicap

Sammenfatning

103

106

108

BILAG

Bilag 1 Registerundersøgelsen

Bilag 2 Bilagstabeller til kapitel 3

110

111

128

LITTERATUR

139

SFI-RAPPORTER SIDEN 2016

143

FORORD

I 2015 påpegede ombudsmanden, på baggrund af elleve tilsynsbesøg på

handicapinstitutioner for børn og unge med handicap, at der er behov

for at understøtte disse institutioner i forhold til forebyggelse og håndte-

ring af overgreb mod institutionernes målgruppe af børn og unge. Desu-

den anbefalede ombudsmanden en styrkelse af vidensgrundlaget i for-

hold til overgreb mod børn og unge med handicap.

I 2016 udgav SFI en rapport, der viste, at børn og unge med fy-

siske og psykiske handicap i højere grad er udsat for eller i risiko for at

være udsat for vold og seksuelle overgreb end børn og unge uden handi-

cap. Hovedfokus i den rapport var på vold og seksuelle overgreb, begået

mod børn og unge uden handicap.

Formålet med denne rapport er derfor at styrke vidensgrundla-

get om vold og seksuelle overgreb, begået mod børn og unge med han-

dicap.

Rapporten indeholder registeranalyser og analyser af data fra

henholdsvis SFI’s børneforløbsundersøgelse og en tilsvarende forløbs-

undersøgelse for anbragte børn, der begge består af data fra spørgeske-

maer og registre. Endvidere er der gennemført en mindre spørgeskema-

undersøgelse blandt fagpersoner på området samt foretaget enkelte in-

terview med fagpersoner. Fagpersonerne takkes for deres medvirken til

undersøgelsen.

Undersøgelsens følgegruppe har omfattet Tine Christensen, So-

cialstyrelsen, Aya Mortag Freund, Socialstyrelsen, Bo Mollerup, Socialt

Lederforum, Kuno Sørensen, Red Barnet, Marianne Rasmussen, Børns

Vilkår, Helene Oldrup, SFI og Mai Heide Ottesen, SFI, som takkes for

gode og konstruktive kommentarer. Psykolog Else Christensen har været

lektør på rapporten. Også hun takkes for gode kommentarer.

Undersøgelsen er gennemført af videnskabelig assistent Marie

Hedemark Poulsen samt seniorforskerne Henning Bjerregaard Bach,

Steen Bengtsson og Mogens Christoffersen. Seniorforsker Helle Holt har

været projektleder på undersøgelsen.

Socialstyrelsen har finansieret undersøgelsen.

København, maj 2017

AGI CSONKA

SAMMENFATNING

Børn og unge med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser – eller

med handicap, som vi betegner det her i rapporten – er en sårbar gruppe

i vores samfund. De lever med forskellige diagnoser som udviklings-

hæmning, ADHD, autisme, blindhed, døvhed mv., som giver forskellige

udfordringer. Langt de fleste modtager en eller anden form for støtte på

grund af deres handicap gående fra forskellige hjælpemidler til ophold på

døgninstitutioner. Gruppen af børn og unge med handicap er heterogen

med meget forskellige grader af udfordringer.

I de seneste år har en række danske undersøgelser skabt op-

mærksomhed om, at børn og unge med handicap i højere grad end børn

og unge uden handicap er udsat for eller i risiko for at være udsat for

overgreb. Senest har en SFI-undersøgelse (Oldrup m.fl., 2016) vist, at 7-

17-årige, der har en kronisk sygdom med fx handicap, har en forhøjet

risiko for at blive ofre for vold eller seksuelle overgreb.

I 2015 gennemførte ombudsmanden, Institut for Menneskeret-

tigheder og Dansk Institut Mod Tortur (DIGNITY) elleve tilsynsbesøg

på handicapinstitutioner for børn og unge med handicap (Ombudsman-

den, 2016). På baggrund af disse besøg anbefaler ombudsmanden, at in-

stitutioner med børn og unge, der har vidtgående og varigt nedsat funk-

tionsevne, udarbejder skriftlige retningslinjer for, hvordan de forebygger

vold og seksuelle overgreb, og hvilken fremgangsmåde de følger ved

mistanke om overgreb.

Ombudsmandens anbefalinger peger på, at der er behov for at

understøtte institutioner, der arbejder med børn og unge med handicap,

så de bliver bedre til at forebygge og håndtere overgreb. Desuden er der

behov for at styrke vidensgrundlaget på området, og Socialstyrelsen har

bedt SFI om at bidrage til dette. Denne undersøgelse skal således frem-

bringe mere viden, for på den måde at skabe det bedst mulige grundlag

for at forebygge og lave tidlig opsporing af overgreb mod børn og unge

med handicap.

Overgreb mod børn og unge med handicap er en kompleks

problemstilling, hvor der indgår mange forskellige temaer: Temaerne

spænder fra børns og de unges adfærd, til risikofaktorer i deres opvækst.

Fra de forskellige former for handicap, til de forskellige former for over-

greb. Fra forhold omkring krænkeren og konteksten for krænkelser til de

beskyttelsesfaktorer, som omgivelserne kan tilbyde børn og unge med

handicap. Denne rapport belyser imidlertid ikke alle temaerne, men fo-

kuserer konkret på:

•

Omfanget af overgreb

Karakteristik af ofre og overgreb

Risikofaktorer og beskyttelsesfaktorer

Mistanke, opsporing og handling.

Undersøgelsen er bygget op omkring tre delanalyser, der anskuer pro-

blemet fra en række forskellige vinkler.

•

Delanalyse 1 belyser sager om vold og seksuelle overgreb med dom-

fældelse, begået mod børn og unge med handicap.

Delanalyse 2 belyser børn og unges egne oplevelser med overgreb.

Delanalyse 3 belyser fagpersoners daglige arbejde på området om

opsporing og forebyggelse af ovegreb med børn og unge med han-

dicap.

RESULTATER

Helt overordnet dokumenterer de tre delanalyser, at børn og unge med

handicap har en højere risiko for at blive udsat for vold eller seksuelle

overgreb end børn og unge uden handicap. Da de tre delanalyser benyt-

ter sig af forskellige datakilder, er det vanskeligt derudover at lave én

samlet konklusion. Sammenfatningen er derfor opdelt efter de forskellige

resultater og konklusioner fra de tre delanalyser.

OVERGREB DER FØRER TIL DOM

Delanalyse 1 bygger på registeranalyser af domme, hvor vold eller seksu-

elle overgreb mod et barn eller en ung med handicap er anmeldt, og hvor

anmeldelsen har ført til en domfældelse. Denne analyse afdækker så at

sige toppen af isbjerget i forhold til overgreb, idet der her alene er tale

om anmeldelser, der har ført til en dom.

Registeranalyserne dokumenterer, at 10 pct. af børn og unge i

alderen 7-18 år med handicap har oplevet vold, hvor der er faldet dom i

sagen. Det er dobbelt så mange som børn og unge generelt. Børn med

ADHD, autisme eller udviklingshæmning har mere end dobbelt så stor

risiko for at blive udsat for vold som deres jævnaldrende uden handicap.

Registeranalyserne dokumenterer endvidere, at op til 4 pct. af de

7-18-årige har været udsat for mindst én form for seksuelt overgreb,

hvor der er faldet dom. Her er den tilsvarende andel for børn og unge

generelt 1 pct. Børn med ADHD, autisme eller udviklingshæmning har

mere end tre gange større risiko for at blive udsat for et seksuelt over-

greb end deres jævnaldrende.

For de 0-7-årige er det de samme grupper af børn med handicap,

som hyppigst er udsat for vold og seksuelle overgreb, selvom niveauet er

lavere end for de 7-18-årige. Børn med ADHD og autisme har en tre

gange større risiko for at blive udsat for personfarlig vold end deres

jævnaldrende. For disse grupper er hyppigheden af vold ca. 1 pct. og for

seksuelle overgreb ca. 0,5 pct. Den tilsvarende andel for børn generelt er

0,2 pct.

OPLEVELSER MED OVERGREB

Hvis man tager udgangspunkt i børnenes og de unges egne oplevelser, er

omfanget af overgreb imidlertid meget større, end når det bygger på regi-

steranalyser. Det er ikke overraskende, da børns og unges oplevelser også

indbefatter oplevelser af overgreb, som ikke har ført til anmeldelse og evt.

sidenhen en dom.

I delanalyse 2 bygger undersøgelsen på data fra SFI’s to forløbs-

undersøgelser: henholdsvis Børneforløbsundersøgelsen (BFU) og For-

løbsundersøgelsen af anbragte børn (AFU). Det er spørgeskemaunder-

søgelser, hvor der er stillet spørgsmål om og til de samme børn op igen-

nem deres opvækst.

Analysen viser, at 31 pct. af børn og unge med handicap angiver

på et eller flere tidspunkter at have været udsat for vold. 7 pct. har på et

eller flere tidspunkter været udsat for seksuelle overgreb. 6 pct. har været

udsat for både vold og seksuelle overgreb. Til sammenligning er de til-

svarende andele for børn og unge uden handicap: 25 pct. har oplevet

vold, 3 pct. har oplevet et seksuelt overgreb, og 1 pct. har oplevet både

vold og seksuelle overgreb.

I spørgeskemaundersøgelsen for anbragte børn (AFU) finder vi

også signifikant flere børn og unge med et handicap, som angiver at have

været udsat for et overgreb. Andelene er højere end i BFU-

undersøgelsen, men det er mindre overaskende, idet det ikke er usand-

synligt, at nogle børn og unge er blevet anbragt uden for hjemmet på

grund af netop overgreb.

I AFU-undersøgelsen rapporterer 35 pct. af børn og unge med

handicap, at de på et eller flere tidspunkter har været udsat for vold. 23

pct. har på et eller flere tidspunkter været udsat for seksuelle overgreb,

og 10 pct. har været udsat for begge dele. Til sammenligning er de tilsva-

rende andele for anbragte børn og unge uden handicap: 25 pct. har ople-

vet vold, 17 pct. seksuelle overgreb, mens 7 pct. har oplevet begge dele.

RISIKOFAKTORER I SAGER MED AFSAGT DOM

Som tidligere nævnt viser registeranalyserne kun toppen af isbjerget,

hvad angår omfanget af overgrebene. Til gengæld giver registrene mulig-

hed for at afdække risikofaktorer: Er det børns og unges forskellige han-

dicap, der i sig selv udsætter dem for risiko for vold og seksuelle over-

greb, eller er det en kombination mellem disse børn og unges opvækst-

forhold og omgivelser, der øger deres eksponering for at blive udsat for

vold og overgreb.

Analyserne viser overordnet, at børn og unge med handicap, der

vokser op med ringe opvækstvilkår, har en større risiko for at blive ofre

for personfarlige overgreb, mens børn, der kommer fra ressourcestærke

miljøer, har en signifikant mindre risiko. Belastende opvækstvilkår øger

således risikoen for overgreb, også for børn og unge med handicap, der

derudover har en øget risiko for overgreb på grund af deres handicap.

RISIKOFAKTORER SÆRLIGT FOR VOLD

Registeranalyserne for de 7-18-årige viser, at børn og unge med ADHD,

børn og unge med erhvervet hjerneskade samt børn og unge med udvik-

lingshæmning har en øget risiko for vold, når der er kontrolleret for an-

dre faktorer. Børn med ADHD har en 70 pct. større risiko for at blive

udsat for vold end deres jævnaldrende. Børn med autisme, høre- og

synshandicap, epilepsi, bevægelseshandicap og ordblindhed udsættes og-

så hyppigere for vold end andre børn, men det ses kun i forbindelse med

andre belastninger under opvæksten og i omgivelserne.

Analyserne for de 0-7-årige viser, at det først og fremmest er

manglende ressourcer i opvækstfamilien, der kendetegner situationen for

denne gruppe af børn, der udsættes for personfarlig vold, og ikke det

faktum, at der er tale om et barn med et handicap. Dog har børn med

autisme dobbelt så stor risiko for at blive udsat for vold end deres jævn-

aldrende.

RISIKOFAKTORER SÆRLIGT FOR SEKSUELLE OVERGREB

Blandt de 7-18-årige er risikoen for seksuelle overgreb 80 pct. større for

børn og unge med ADHD end for deres jævnaldrende. Børn med en

autismediagnose har en ca. 40 pct. større risiko end deres jævnaldrende,

og for børn med hørehandicap, epilepsi samt for børn med udviklings-

hæmning er den forøgede risiko for seksuelle overgreb i størrelsesorde-

nen 20-30 pct.

Sager om seksuelle overgreb mod førskolebørn i alderen 0-7 år,

som fører til dom, er meget sjældne. Men i de få tilfælde, hvor det fore-

kommer, synes børnene at have en række fælles karakteristika. Det er

primært opvækstforhold i barnets familie, der øger risikoen for overgreb

og ikke det, at barnet har et handicap. Dog har førskolebørn med

ADHD en næsten fire gange større risiko for at blive offer for et seksuelt

overgreb end deres jævnaldrende, også når man tager hensyn til de øvrige

kendte belastninger i familien.

RISIKOFAKTORER I FORHOLD TIL GRUPPEN, DER HAR OPLEVET OVERGREB

Spørgeskemaundersøgelserne belyser ligeledes, om der er en sammen-

hæng mellem oplevede overgreb, børn og unges handicap og andre risi-

kofaktorer, såsom fx mors alder ved fødsel, mors indkomst, mors ud-

dannelse, mors mentale helbred og mors civilstand.

Analyserne viser, at børn og unge med handicap har større risiko

for at have været udsat for vold eller seksuelle overgreb, uanset opvækst-

vilkår. Men analyserne viser også, at lav socioøkonomisk status øger

sandsynligheden for at have været udsat for vold og seksuelle overgreb

(herunder mors uddannelse, mors indkomst og mors mentale helbred

samt forældrenes tidligere domme, og hvorvidt forældrene er blevet

sammen).

Når det gælder børn og unge, der er eller har været anbragt uden

for hjemmet, viser analyserne, at anbringelsesforhold påvirker sandsyn-

ligheden for at have været udsat for vold og seksuelle overgreb. Længere

anbringelser, færre anbringelser samt anbringelser i en tidligere alder

mindsker sandsynligheden for vold og seksuelle overgreb.

FAGPERSONERS ROLLE I FOREBYGGELSEN

Flere af de børn og unge med handicap, der er behandlet i denne under-

søgelse, er til daglig i kontakt med fagpersoner. Derfor har fagpersonerne

en central rolle i forhold til at beskytte børn og unge mod overgreb og

opspore, hvis barnet eller den unge har været udsat for et overgreb.

I delanalyse 3 har 128 fagpersoner via et spørgeskema besvaret

spørgsmål om deres generelle viden om forebyggelse og opsporing af

vold og seksuelle overgreb, samt hvorvidt de oplever at være klædt på til

at varetage beskyttelsen af netop disse børn og unge. Selv om der ikke er

tale om en bredt dækkende repræsentativ spørgeskemaundersøgelse, så

kan resultaterne bruges som et pejlemærke i forhold til fagpersoners rolle.

Ifølge besvarelserne har godt og vel halvdelen af fagpersonernes

arbejdspladser en politik og en handleplan til forebyggelse og tidlig op-

sporing af vold og seksuelle overgreb. Omkring 70 pct. af medarbejderne

vurderer, at de på arbejdspladsen er opmærksomme på problematikken

vedrørende vold og seksuelle overgreb. Over halvdelen af fagpersonerne

vurderer, at deres uddannelse er tilstrækkelig til at håndtere sager af den-

ne karakter.

Det er desuden værd at bemærke, at omkring tre fjerdedele af de

adspurgte vurderer, at de finder det vanskeligt at skelne mellem alminde-

lig adfærd og adfærd, der kan være tegn på eller reaktion på vold og sek-

suelle overgreb.

KONTEKST FOR OVERGREB

Vold og seksuelle overgreb synes at foregå der, hvor børn og unge med

handicap opholder sig og færdes.

Ifølge fagpersonernes vurdering foregår vold helt overvejende i

hjemmet, og det er primært forældrene, der udøver volden. Vold mod

børn og unge med handicap foregår kun i meget begrænset omfang i

skoler, institutioner og døgninstitutioner.

Seksuelle overgreb foregår ifølge fagpersonernes vurderinger og-

så hyppigst i hjemmet og dernæst i (døgn)institutioner, skoler, plejefami-

lier og fritidsaktiviteter, hvor børn og unge opholder sig lejlighedsvis eller

dagligt. Seksuelle overgreb begås ifølge fagpersonerne ligeså hyppigt af

forældre og stedforældre som af et andet barn eller ungt menneske. Sø-

skende, venner og personale angives meget sjældnere.

Et interessant resultat er desuden, at 60 pct. af de fagpersoner,

der har besvaret spørgeskemaet, angiver, at de mangler viden om sociale

medier som kontekst for fx psykisk vold som mobning, og som kanal for

seksuelle overgreb, fx via datingsider. Samtidig vurderer omkring tre

fjerdedele, at de sociale medier kan være formidlingskanal mellem offer

og krænker.

TYPEN AF HANDICAP SOM RISIKOFAKTOR

Fagpersonerne vurderer, at børn og unge med udviklingshæmning er i

størst risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb. Herefter følger

børn og unge med autisme og børn og unge med ADHD. Børn og unge

med udviklingshæmning og børn og unge med ADHD vurderes også at

være i størst risiko for at blive udsat for vold. Herefter nævnes børn og

unge med autisme og øvrige kommunikationshandicap. Dette stemmer

godt overens med resultaterne fra registeranalyserne.

Når der har været foretaget underretninger til myndighederne

om vold eller seksuelle overgreb, har underretningen langt hyppigst været

baseret på udtalelser fra barnet eller den unge selv og sekundært baseret

på udtalelser fra andre. Fysiske og psykiske tegn og ændret adfærd næv-

nes i begrænset omfang som årsag til indberetninger.

PERSPEKTIVER

Denne undersøgelse giver klar dokumentation for, at børn og unge med

handicap har en større risiko for at blive udsat for vold og seksuelle

overgreb end børn og unge uden handicap. Dermed påviser undersøgel-

sen også, at der er en gruppe af børn og unge, som kræver en særlig op-

mærksomhed. Disse børn og unges handicap betyder i sig selv, at de i

højere grad er eksponerede for vold og seksuelle overgreb end børn og

unge uden handicap. Lægger man dertil ringe opvækstvilkår og kaotiske

familieforhold, så stiger risikoen for gruppen. En tidlig indsats over for

disse børn ser således ud til at være afgørende, hvis man vil mindske risi-

koen for overgreb.

Det er svært ud fra undersøgelsen at sige noget entydigt om de

forskellige handicapgrupper og deres eksponering. Dog ser det ud til, at

specielt børn og unge med ADHD og andre adfærdsforstyrrende handi-

cap er særligt udsatte. Det er grupper, der har et såkaldt ”usynligt” han-

dicap: De har ofte en normal intelligens, og de har et verbalt sprog. Der-

for kan det være vanskeligt for andre mennesker at forstå dette handicap

og dermed barnets eller den unges adfærd.

Børn og unge med ADHD og med udviklingshæmning har det

tilfælles, at de kan have en grænseoverskridende adfærd, fordi de mangler

visse sociale kompetencer. Den grænseoverskridende adfærd er et pro-

blem for de unge selv og for deres omgivelser, der vil kunne misforstå

hensigten med en adfærd. Fagpersonerne anfører, at dette fænomen er

en stor udfordring, som de mangler redskaber til at kunne håndtere.

Afslutningsvis skal det nævnes, at fagpersonerne udpeger de so-

ciale medier som en særlig udfordring, fordi børn og unge med et handi-

cap kan være særligt sårbare over for voksne, der fx har til hensigt at be-

gå en form for seksuelt overgreb mod børn og unge. Børn og unge med

handicap kan være ensomme og kan via nettet få de venner, som måske

er vanskelige at få i det virkelige liv. Nettet kan også være det eneste

ikke-voksenkontrollerede rum for disse børn og unge. Men netop dette

gør, at det er vanskeligt at spore og opdage eventuelle overgreb, der fo-

regår via nettet. Fagpersonerne efterlyser i den forbindelse mere viden

om, hvilke risici der er forbundet ved de sociale medier.

KAPITEL 1

BAGGRUND, DATA OG

METODER

En række danske undersøgelser har skabt opmærksomhed om, at børn

og unge med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser i højere grad ud-

sættes for, eller er i risiko for at blive udsat for, overgreb.

Socialt Udviklingscenter (SUS) og Videnscenteret for sociale

indsatser ved vold og seksuelle overgreb mod børn (SISO) udarbejdede

tilbage i 2007 en stor undersøgelse af seksuelle overgreb mod børn og

unge med handicap (SUS & SISO, 2007). De konkluderede dengang, at

det er meget vanskeligt at sige noget om omfanget af seksuelle overgreb,

da man må antage, at der findes et mørketal. De konkluderer også, at det

tilsyneladende er unge med betydelige funktionsnedsættelser, der oplever

de mere alvorlige overgreb. Endelig påpeger undersøgelsen, som kun har

haft fokus på seksuelle overgreb, at børn og unge uden verbalt sprog

samt børn og unge med fysiske og kognitive begrænsninger har en større

risiko for at opleve et overgreb.

SFI’s undersøgelse om vold og seksuelle overgreb mod børn og

unge i Danmark (Oldrup m.fl., 2016) afdækker en række risikofaktorer,

der er forbundet med at være udsat for særligt grov vold og seksuelle

overgreb i sager, hvor der er faldet dom. Målgruppen for denne under-

søgelse var børn og unge inden for normalområdet, men undersøgelsens

registeranalyse viser, at det i forhold til barnets individuelle ressourcer

særligt er de 7-17-årige, der har en kronisk sygdom med fx funktionspå-

virkning eller fysisk funktionsnedsættelse, der har en forhøjet risiko for at

blive ofre for vold eller seksuelle overgreb (Oldrup m.fl., 2016).

Undersøgelsen peger endvidere på, at børnene og de unge under

18 år, som er impulsive og har en risikobetonet adfærd, også ser ud til at

have en forhøjet risiko for at blive udsat for vold og seksuelle overgreb.

Det Kriminalpræventive Råds rapport fra 2012 viser, at børn og

unge med funktionsnedsættelser er i særlig risiko for at blive udsat for

seksuelle overgreb, da de er lettere ofre for krænkere. Børn og unge, an-

bragt uden for hjemmet, er ligeledes i særlig risiko for overgreb. Børn og

unge, anbragt uden for hjemmet, har typisk haft en opvækst præget af

omsorgssvigt, hvilket kan gøre det vanskeligt for dem dels at sætte græn-

ser for sig selv, dels at respektere andres grænser (Det Kriminalpræventi-

ve Råd, 2012).

Erfaringer fra JanusCentret viser desuden, at 20 pct. af de børn

og unge, der kommer i udredning og/eller behandling for at udvise sek-

suelt grænseoverskridende eller krænkende adfærd, viser tegn på autisme-

spektrum-forstyrrelser, og 59 pct. går i specialskole eller i specialklasse

(JanusCentret, Statusrapport XII 2003-2014).

I 2015 gennemførte ombudsmanden, Institut for Menneskeret-

tigheder og Dansk Institut Mod Tortur (DIGNITY) elleve tilsynsbesøg

på handicapinstitutioner til børn og unge (Ombudsmanden, 2015).

På baggrund af disse besøg anbefaler ombudsmanden, at institu-

tioner, hvor børn og unge på grund af vidtgående og varigt nedsat funk-

tionsevne opholder sig eller bor, udarbejder skriftlige retningslinjer for,

hvordan de forebygger vold og seksuelle overgreb, og hvilken frem-

gangsmåde de følger ved mistanke om overgreb.

Stiftelsen Allmänna Barnhuset og Barnafrid udarbejdede i 2016

en litteraturoversigt over den viden, der eksisterer i svenske og internati-

onale studier vedrørende børn og unge med funktionsnedsættelse og de-

res udsathed i forhold til vold og seksuelle krænkelser (Svedin, Jonsson

& Landberg, 2016). De konkluderer, at der generelt findes meget få un-

dersøgelser om denne specifikke gruppe af børn og unge. De undersø-

gelser, der trods alt findes, konkluderer, at børn med funktionsnedsættel-

ser har en oversandsynlighed for at blive udsat for vold, mobning og

seksuelle overgreb. De konkluderer endvidere, at der mangler forskning

på området. Årsagerne til denne oversandsynlighed kan være mange,

men forfatterne påpeger, at børn med funktionsnedsættelser er en meget

heterogen gruppe, hvilket gør det vanskeligt helt at komme til bunds i,

hvorfor disse børn har en højere risiko for overgreb, og forfatterne peger

ligeledes på, at det er nødvendigt at bryde med de tabuer, der er omkring

både funktionsnedsættelser, vold og seksualitet (Svedin, Jonsson &

Landberg, 2016).

De opridsede undersøgelser og ombudsmandens anbefalinger

peger på, at der er behov for at understøtte institutioner, der arbejder

med børn og unge med funktionsnedsættelse i forhold til forebyggelse og

håndtering af overgreb mod børn og unge. Desuden er der behov for at

styrke vidensgrundlaget i forthold til overgreb mod børn og unge med

funktionsnedsættelse. Socialstyrelsen har bedt SFI om at styrke dette vi-

densgrundlag.

Hovedformålet med undersøgelsen er:

•

At frembringe mere viden om emnet og målgruppen for at skabe

det bedst mulige grundlag for at forebygge og lave tidlig opsporing

af overgreb mod børn og unge med handicap.

Undersøgelsen belyser:

•

Omfanget af overgreb

Karakteristik af ofre og overgreb

Risikofaktorer og beskyttelsesfaktorer

Mistanke, opsporing og handling.

Til opfyldelse af formålet er der gennemført tre forskellige delanalyser,

baseret på forskellige datakilder:

•

Delanalyse 1: Analyser, baseret på registre

Delanalyse 2: Analyser på allerede eksisterende spørgeskemadata,

koblet til registre

Delanalyse 3: Analyser på baggrund af et mindre spørgeskema til

fagpersoner, suppleret med enkelte interview med fagpersoner på

området.

I de følgende afsnit vil de forskellige delanalyser og datakilder blive be-

skrevet, ligesom det kort vil blive beskrevet, på hvilken måde datakilder-

ne bidrager til formålet med undersøgelsen.

DELANALYSE 1: ANALYSER PÅ BAGGRUND AF REGISTERDATA

Registerundersøgelsen, hvis resultater fremlægges i kapitel 2, gør brug af

registre fra Danmarks Statistik, herunder de dele af politiets offerregister,

hvor offeret var under 18 år, og gerningsmanden fik en dom for person-

farlig vold eller seksuelt overgreb. Det er en begrænset del af voldssager-

ne og de seksuelle overgreb, som kommer så langt, at der sker domfæl-

delse.

Registerundersøgelsen benytter endnu flere oplysninger om ty-

per af handicap samt om volden og overgrebenes karakter fra de samme

registre, som blev anvendt i forbindelse med undersøgelsen

Vold og seksu-

elle overgreb mod børn og unge i Danmark 2016

(Oldrup m.fl., 2016). I regi-

stermaterialet afgrænses børn og unges handicap ud fra diagnoser, regi-

streret i Landspatientregisteret og Det psykiatriske Centralregister, som

børn og unge har fået i kontakter med hospitaler.

HANDICAPGRUPPER

Socialstyrelsen opererer på sin hjemmeside med 14 handicapgrupper.

har afgrænset de 14 grupper ud fra registrerede diagnoser i Landspatient-

registeret og Det psykiatriske Centralregister. De 14 handicapgrupper er

ikke gensidigt udelukkende, fordi der kan være knyttet flere diagnoser til

hver person.

1. Kilde: http://socialstyrelsen.dk/handicap.

TABEL 1.1

Handicap og deres definitioner.

ADHD

Barnet har fået stillet diagnosen ADHD på en psykiatrisk sygehusafdeling

eller i forbindelse med receptpligtig medicin specifikt til mennesker med

denne lidelse. ICD-10: F90., ADHD-medicin, dvs. ”N06BA04” eller

”N06BA09”

Autisme er en samlet betegnelse for en bred gruppe af beslægtede vanske-

ligheder. ICD-10: F84.0-3 samt F84.5-9

Denne variabel dækker over diagnoser som sinkestadium og åndssvaghed i

lettere grad, debilitet, imbecilitet i lettere grad, imbecilitet i sværere grad,

åndssvaghed i dyb grad, idioti og ikke specificeret åndssvaghed

. ICD-10:

F70-F79; dog ikke Downs syndrom.

Mennesker uden et talesprog vil ofte også have multible funktionsnedsæt-

telser, ofte med bevægelsesvanskeligheder og ofte sansefunktionsned-

sættelser. Fx spastisk lammelse. ICD-10: F80, R47, R62.0, Q00-Q07, G80

Høretab. ICD-10: H90-91, H93-H95

Blindhed og svagsyn. ICD-10: H54

Både høretab og svagsyn (indgår under hhv. høre- eller synshandicap)

Autisme

Udviklings-

hæmning

Downs syndrom Downs syndrom. ICD-10: Q90

Intet talesprog

Hørehandicap

Synshandicap

Døvblindhed

Sjældne geneti- Medfødte misdannelser og kromosomanomalier. En genetisk betinget og

ske lidelser

hyppig arvelig sygdom til grund, og den er konstateret hos færre end 1.000

personer i Danmark. (Medfødte misdannelser og kromosomanomalier.

ICD-10: DQ00-DQ99)

Ordblindhed

Dysleksi er en indlæringsvanskelighed, hvor problemer med at omsætte

bogstaver til sproglyde gør det vanskeligt at læse og skrive. Specifikke ud-

viklingsforstyrrelser af skolefærdigheder. ICD-10: F 81, R48

Erhvervet hjerneskade, opstået pga. sygdomme eller ulykker (ICD-10: S06),

samt psykiske lidelser som følge af hjerneskade, dysfunktion eller legem-

ligt syndrom (ICD-10: F06), posttraumatisk hjernesyndrom (ICD-10: F07.2)

kronisk posttraumatisk hovedpine. (ICD-10: G 44.3)

Epilepsi. Der kan være forskellige grader, og mange kan blive anfaldsfrie

med medicin. ICD-10: F80.3, G40

En samlebetegnelse for en lang række syndromer og diagnoser, symptomer

for nerve- og bevægelsessystem R25-29, samt følgetilstande efter læsion

af hals og krop, arm eller ben. ICD-10: T91-94

Adfærdsmæssige forstyrrelser og emotionelle forstyrrelser, opstået i barn-

dom eller opvækst, herunder stammen. ICD-10: F98

Hjerneskade

Epilepsi

Bevægelses-

handicap

Stammen

(Tabellen fortsættes)

TABEL 1.1 FORTSAT

Handicap og deres definitioner.

Øvrige psykiske Øvrige psykiske vanskeligheder omfatter alle diagnoser fra psykiatrisk sy-

vanskelighe-

gehusafdeling; dog ikke retardering, stammen, autisme, ADHD, ordblind-

der

hed mv.

Øvrige somati- Somatiske kroniske lidelser; dog ikke bevægelseshandicap, epilepsi, døv-

ske handicap

blindhed, hørehandicap, synshandicap, sjældne genetiske lidelser, hjerne-

skade eller manglende talesprog.

Anm.: De enkelte handicap afgrænses således som diagnoserne er indplaceret i den internationale inddeling og

gruppering af sygdomme og relaterede lidelser:ICD-10. Det enkelte barn kan have flere handicap.

I dag benyttes begreberne som fx idioti og sinke ikke, men de anvendes stadig i registrene.

Kilde: Sundhedsstyrelsen: Klassifikation af sygdomme – Systematisk del. 2. udgave. 2005;

samt http://socialstyrelsen.dk/handicap.

TYPER AF VOLD OG SEKSUELLE OVERGREB

Oplysningerne om domfældelser om vold og seksuelle overgreb mod

børn og unge stammer fra offerregisteret, som foreligger fra 2001. I un-

dersøgelsen bruger vi data fra offerregisteret i årene 2001-2012. Herved

bliver fremstillingen sammenlignelig med SFI’s fremstilling af vold og

seksuelle overgreb mod børn og unge, jf. Oldrup m.fl., 2016.

Den vold, som offerregisteret giver mulighed for at undersøge,

er den personfarlige vold, som vi har underopdelt i:

•

(Forsøg på) drab

Simpel og alvorlig vold

Anden vold.

Anden vold omfatter forbrydelser mod liv og legeme og den personlige

frihed, trusler, personfarlige tyverier, røveri, afpresning mv. De seksuelle

overgreb har vi valgt at inddele i følgende kategorier:

•

Blodskam

Voldtægt

Seksualforbrydelser mod børn under 12 år

Andre seksualforbrydelser

Homoseksuelle forbrydelser

Blufærdighedskrænkelser.

I offerregisteret indgår alene personfarlig vold eller seksuelle overgreb,

hvor gerningsmanden er dømt. Dette betyder, at flere af de former for

børnemishandling og vanrøgt, der indgår i FN’s og WHO’s definition af

vold og overgreb mod børn

, sjældent vil indgå i offerregisteret. For ek-

sempel vil ”forsømmelse

” og ”psykologisk mishandling”

sjældent blive

anmeldt og strafferetsligt forfulgt.

OMFANG AF VOLD OG OVERGREB OG AFDÆKNING AF

RISIKOFAKTORER

Med udgangspunkt i registermaterialet beskrives omfanget og typen af

vold og seksuelle overgreb mod børn og unge, som har ført til domfæl-

delse. Beskrivelsen foretages for hver gruppe af børn og unge med han-

dicap.

I resten af kapitlet analyserer vi, hvilken betydning forskellige ty-

per af handicap har for sandsynligheden for at blive udsat for vold eller

overgreb i forhold til ikke at have sådanne handicap. Fremgangsmåden i

analysen er den samme, som blev anvendt i registeranalysen for at finde

resultaterne vedrørende vold og seksuelle overgreb mod børn og unge i

Danmark generelt, jf. Oldrup m.fl. (2016). Den statistiske teknik går ud

på at undersøge, hvilke karakteristika der adskilte børn og unge, som blev

udsat for vold og seksuelle overgreb, fra børn og unge, som ikke blev

udsat for dette. Vi søger efter egenskaber og karakteristika hos børn og

unge, som fremkalder en risiko eller det modsatte – en beskyttende fak-

tor – for at blive udsat for vold og/eller seksuelle overgreb. I denne ana-

lyse har vi fokus på, om der er børn og unge med bestemte handicap,

som hyppigere end andre børn og unge udsættes for vold og overgreb.

Når vi undersøger forskelligheder i eksponeringen for vold og

overgreb blandt de forskellige grupper af børn og unge med handicap,

skal vi også justere for indflydelsen på eksponeringen af, at børn og unge

kan have forskellige opvækstforhold i familien, for så vidt angår foræl-

drenes mentale situation, forældrenes eventuelle misbrug, forældrenes

indbyrdes samliv og barnets eventuelle anbringelse uden for hjemmet.

Ligeledes justerer vi for betydningen af de ydre opvækstforhold i forskel-

lige boligområder og etnisk oprindelse. Især for de unge kan der justeres

for betydningen af egen adfærd i form af eget narkomisbrug og voldelig

aktivitet, som har medført domfældelse.

2. Jf. artikel 19 i Bekendtgørelse af FN-konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder.

3. Vanrøgt eller forsømmelse, dvs. manglende opfyldelse af barnets basale behov mht. sundhed, mad,

hygiejne, tøj, bolig, sikkerhed og opsyn (Christoffersen, 2010).

4. Forældres eller stedforældres psykologiske mishandling indebærer et gentagent mønster, hvor

barnet får at vide, at det er værdiløst, ikke elsket og uønsket (Christoffersen, 2010).

Denne justering foretages, fordi relativt mange af de unge med

handicap i forvejen lever i et miljø med mange belastninger, og vi ønsker

at vide, hvordan man bedst kan forebygge vold og overgreb. På denne

måde kommer vi nærmere en belysning af følgende spørgsmål: Vil den

registrerede forhøjede risiko for vold og overgreb, vi finder blandt børn

med handicap, kunne reduceres alene ved at mindske belastninger i deres

opvækstmiljø – eller er det nødvendigt med særlige indsatser, der retter

sig specifikt mod børn med handicap?

DELANALYSE 2: ANALYSER AF EKSISTERENDE

SPØRGESKEMADATA

Analyserne i kapitel 3 vil blive udført på SFI’s to store børneforløbsun-

dersøgelser, som begge følger årgang 1995. De to forløbsundersøgelser

er udvalgt, fordi de stiller spørgsmål om handicap samt om fysisk vold

og seksuelle overgreb. Ved hjælp af opdelingen i de to spørgeskemaer

kan vi desuden inddrage et anbringelsesperspektiv og undersøge, hvor-

dan børn og unge med handicap, som bor i hjemmet, adskiller sig fra

børn og unge med handicap, som er blevet anbragt. Vi supplerer spørge-

skema-datakilderne med baggrundsoplysninger fra Danmarks Statistiks

registre.

Styrken i denne del af undersøgelsen ligger i kombinationen af

disse tre datakilder, som giver mulighed for at:

•

sammenligne andelen af børn og unge med handicap, der rapporte-

rer at have været udsat for vold eller seksuelle overgreb, med ande-

len af børn og unge uden handicap, der rapporterer at have været

udsat for det samme

sammenligne andelen af børn og unge med handicap, som angiver at

have været udsat for vold og seksuelle overgreb og er anbragt uden

for hjemmet, med børn og unge med handicap, som rapporterer

vold og overgreb, men som ikke har været anbragt uden for hjem-

met

karakterisere de børn og unge med handicap, som angiver at have

været udsat for vold og seksuelle overgreb, i forhold til familie- og

opvækstforhold og sammenligne dem med unge med handicap, som

ikke har været udsat for overgreb

•

undersøge, hvilke baggrundsfaktorer som mindsker eller øger sand-

synligheden for, at børn og unge med handicap har været udsat for

vold og seksuelle overgreb.

Herunder følger en nærmere beskrivelse af de tre datakilder.

BØRNEFORLØBSUNDERSØGELSEN, ÅRGANG 1995 (BFU)

BFU-undersøgelsen er en forløbsundersøgelse, hvor SFI’s forskere føl-

ger de samme 6.000 børn og deres familier. Børnene er alle født i 1995 af

en dansk mor. Forskerne har sat fokus på deres liv og udvikling, da de

var et halvt år, 3 år, 7 år, 11 år, 15 år og 18 år gamle. Mødrene har be-

svaret spørgeskemaerne fra 1996 til 2011, og børnene er selv blevet ind-

draget i 2007, da de var 11 år gamle. Vi har dermed data fra 1999, 2003,

2007, 2011 og 2014. Børnene er tilfældigt udtrukket og kommer fra hele

landet samt fra alle sociale lag. Det eneste kriterium er, at børnene er

født af en mor, der i 1995 havde dansk statsborgerskab. Denne forløbs-

undersøgelse indeholder derfor både børn og unge med og børn og unge

uden handicap.

En bortfaldsanalyse ved 18-års-alderen peger i retning af, at der

er social skævhed i frafaldet, sådan at mindre ressourcestærke familier

deltager i mindre grad. Dette betyder, at unge med vanskeligheder af for-

skellig art er underrepræsenterede i Børneforløbsundersøgelsen, mens

mere privilegerede unge er overrepræsenterede (Andersen, 2016).

FORLØBSUNDERSØGELSEN AF ANBRAGTE BØRN, ÅRGANG 1995

(AFU)

AFU-undersøgelsen er en forløbsundersøgelse, hvor SFI’s forskere

følger de samme 2.900 børn og deres familier. Børnene er født i 1995 af

en dansk mor, og de har alle på et tidspunkt eller flere været anbragt

uden for hjemmet. Denne forløbsundersøgelse indeholder derfor børn

og unge både med og uden handicap. Ved hver dataindsamling udvides

undersøgelsesgruppen med de børn, der siden sidste dataindsamling er

blevet anbragt første gang uden for hjemmet. Forskerne har sat fokus på

børn og unges liv og udvikling, da de var 7 år, 11 år, 15 år og 18 år gam-

le. Vi har derfor data fra 2003, 2007, 2011 og 2014 i en kombination af

oplysninger fra børnene, mødrene og anbringelsesstederne.

Der foreligger ikke en egentlig bortfaldsanalyse af AFU-

under-

søgelsen

, men ligesom for BFU-undersøgelsen må man forvente, at det i

særlig grad er de unge med forskellige former for vanskeligheder, der er

underrepræsenterede, da dette gør sig gældende i de fleste spørgeskema-

undersøgelser.

REGISTERDATA KOBLET TIL BFU OG AFU

Vi anvender i spørgeskemaanalyserne også registerdata fra Danmarks

Statistik, som inddrager baggrundsoplysninger om børnene, de unge og

forældrene. Disse oplysninger kobles til AFU- og BFU-undersøgelsen,

hvor vi har oplysninger om handicap, vold og seksuelle overgreb. På den

måde er det muligt at undersøge, hvordan børn og unge med handicap,

som har været udsat for vold og seksuelle overgreb, adskiller sig fra de

børn og unge med handicap, som ikke har været udsat for vold, i forhold

til social baggrund og forældrekarakteristika. Vi får ligeledes mulighed for

at undersøge, hvilke faktorer der mindsker eller øger sandsynligheden for

at være blevet udsat for vold eller overgreb. De faktorer, vi specifikt vil

undersøge, samt hvilke registre de kommer fra, er oplistet nedenfor, men

også nærmere beskrevet i bilag 2:

•

Grundregistret: barnets køn, mors alder ved fødslen, mors indkomst

og mors uddannelsesniveau samt mors civilstatus

Landspatientregistret (LPR): barnets fødselsvægt

Kriminalstatistik-afgørelser (KRAF): forældres tidligere domme

Psykiatriske Centrale Forskningsregister: mors psykiatriske diagno-

ser

Børn og unge anbragte (BUA): anbringelsestype, alder ved første

anbringelse, anbringelsesvarighed samt antal anbringelser.

METODISKE OVERVEJELSER I FORBINDELSE MED ANALYSER AF

SPØRGESKEMADATA

At undersøge andelen af børn og unge, udsat for vold og seksuelle over-

greb, gennem spørgeskemabesvarelser har den fordel, at vi har mulighed

for at indfange de børn og unge, som ikke er i registrene, jf. analyserne i

kapitel 2 om registreret vold og seksuelle overgreb. Vi ved fra tidligere

undersøgelser (Christoffersen, 2010; Oldrup m.fl., 2016), at vold og sek-

suelle overgreb i høj grad er underregistreret i registrene, og registrene,

typisk Landspatient-, Kriminal- og Offerregistret, indfanger derfor kun

en delmængde af de faktiske hændelser. Resultater, udelukkende fra disse

datakilder, vil derfor underestimere det faktiske omfang. Dette skyldes

blandt andet, at det slet ikke er al vold og alle seksuelle overgreb, som

bliver meldt til politiet, samt at der i denne type sager også er et alvorlig-

hedselement, hvor registrene i højere grad indfanger vold og seksuelle

overgreb af mere alvorlig karakter, altså vold og seksuelle overgreb, som

beviseligt har fundet sted og med en defineret krænker. I et spørgeskema

har offeret derimod mulighed for at oplyse om overgreb, som personen

selv har oplevet som et overgreb, men som loven ikke nødvendigvis siger

er et overgreb.

Vi er generelt udfordret af et lavt antal respondenter i AFU-

undersøgelsen – særligt i forhold til børn og unge med handicap. Udfor-

dringen består i, at vi undersøger en særligt udsat gruppe: børn og unge

med handicap, som, ud over i sig selv at være en lille population, ikke alle

har lige mulighed for at deltage i en spørgeskemaundersøgelse grundet

deres forskellige typer af handicap. Her må vi derfor benytte mødrenes

besvarelser. Frafaldet i disse spørgeskemaer er, som for alle spørgeske-

maer, skævvredet, sådan at blandt andre de ressourcesvage og dem med

dårligere helbred falder fra, hvilket særligt gør sig gældende for undersø-

gelserne af de anbragte børn, hvor familierne alt andet lige er mindre res-

sourcestærke end i undersøgelsen af de øvrige familier fra årgang 1995.

Konklusionerne og resultaterne fra disse analyser skal derfor ses

i lyset af, hvilke respondenter der indgår som analysegrundlag. I dette

tilfælde vil datagrundlaget i højere grad bestå af børn og unge fra relativt

mere ressourcestærke hjem, da ressourcestærke familier og personer i

højere grad deltager i spørgeskemaundersøgelser. Med det relative ele-

ment menes, at de unge allerede er inddelt i ressourcesvage og -stærke

grupper i form af, hvilken undersøgelse de er udtrukket til. De anbragte

børn og unge (AFU-undersøgelsen) vil, alt andet lige, komme fra mindre

ressourcestærke hjem end de øvrige børn og unge (BFU-undersøgelsen),

og derfor er det altså internt i hver gruppe de relativt mere ressource-

stærke, som deltager. I AFU-undersøgelsen betyder det, at det i højere

grad er de ressourcestærke inden for gruppen af ressourcesvage, der del-

tager i undersøgelsen, og for BFU-undersøgelsen betyder det, at det er de

ressourcestærke inden for gruppen af relativt mere ressourcestærke, der

deltager.

Ved at bruge både BFU- og AFU-undersøgelsen inkluderes flere

sociale lag derfor i analyserne, og ved hjælp af mødrenes besvarelser sø-

ger vi at imødegå udfordringen med, at nogle børn og unge med svære

handicap ikke selv er i stand til at deltage i undersøgelserne.

DELANALYSE 3: ANALYSER PÅ BAGGRUND AF SPØRGESKEMA

TIL FAGPERSONER, SUPPLERET MED ENKELTE INTERVIEW

Den tredje datakilde i projektet er et mindre spørgeskema til grupper af

fagpersoner, der har viden fra deres praksis om vold og seksuelle over-

greb mod børn og unge med handicap. Vidensgrupperne er de fagperso-

ner, vi finder i kommunerne og i de forskellige tilbud, rettet mod denne

gruppe af børn og unge. Alle landets kommuner er blevet kontaktet gen-

nem et net af kontaktpersoner på børnehandicapområdet.

Disse personer er blevet bedt om – ud over selv at besvare ske-

maet – at udpege kollegaer i de tilbud, kommunen anvender til gruppen

af børn og unge med handicap, som de vurderer som relevante

Målet er fagpersoner på det specialiserede socialområde, som ar-

bejder med børn med handicap inden for kommunale rammer. Det er en

gruppe personer, som må antages at have at gøre med så mange børn

med handicap, at de har mulighed for at besvare spørgsmålene i skemaet.

Det vurderes derimod ikke som relevant at nå ud til personer, der kun

ser en lille andel børn med handicap.

Den udvalgte person i den enkelte kommune er blevet bedt om

at sende skemaet videre til relevante kollegaer. Metoden, der er anvendt,

kaldes også for en sneboldsmetode. Det særlige ved sneboldmetoden er,

at vi ikke kan sige noget om svarprocenten, da vi ikke kender det poten-

tielle antal respondenter. Det afhænger af, hvor mange kollegaer den ud-

valgte person i den enkelte kommune finder er relevante for undersøgel-

sen. Til gengæld er sneboldmetoden god til at få udpeget de relevante

fagpersoner på et område, der ellers kan være vanskeligt at afdække. Li-

geledes kan denne metode være med til at få de relevante personer til at

besvare spørgeskemaet, fordi det er en kollega, der har udpeget én som

en relevant informant.

Vi valgte at inddrage alle landets kommuner i spørgeskemaun-

dersøgelsen. 128 personer har besvaret spørgeskemaet, fordelt på 47

kommuner.

Spørgeskemaet indeholder spørgsmål om:

•

Viden om spor og tegn på overgreb – hvordan kan en mistanke

konkretiseres og overgreb dermed opspores?

5. Det kan dreje sig om personale i døgntilbud, specialskoler, specialdaginstitutioner, børnehuse mm.

•

Viden om krænkeren og relationen mellem barnet/den unge og

krænkeren – Er der særlige karakteristika for denne relation og der-

med ved krænkeren?

Viden om den typiske kontekst, hvori overgreb kan finde sted, her-

under de sociale mediers rolle

Viden om forebyggende indsatser – særlige redskaber eller værktøjer.

Registeranalyserne og analyserne af eksisterende spørgeskemadata har

fokus på børn og unge med handicap, der er blevet udsat for overgreb.

Disse analyser fortæller også om risikofaktorer og dermed også om fore-

byggelsesfaktorer i forhold til denne gruppe af børn. Spørgeskemaet til

fagpersoner sætter fokus på fagpersonernes rolle i opsporingen, risiko-

faktorerne samt eventuelle forebyggende foranstaltninger.

Som supplement til ovenstående er der udført enkelte interview

med fagpersoner, der arbejder med området i praksis og med de grupper

af børn, der er særligt udsatte. Der er interviewet en VISO-konsulent

fra

en specialskole for børn og unge med autisme og svær ADHD samt le-

delserne på to døgninstitutioner for børn og unge med svær udviklings-

hæmning og ofte uden verbalt sprog.

Disse interview er udelukkende anvendt som perspektiv på fag-

personernes spørgeskemabesvarelser.

LÆSEVEJLEDNING

Hvert af de tre efterfølgende kapitler indeholder analyser og resultater fra

en af de tre delanalyser. Hvert kapitel kan således læses uafhængigt af de

andre kapitler. Kapitel 2 præsenterer resultaterne af delanalyse 1, der ho-

vedsageligt er baseret på registeranalyser. Delanalyse 2 præsenteres i kapi-

tel 3. Her er analyserne baseret på eksisterende spørgeskemadata, koblet

med registerdata. Kapitel 4 præsenterer resultaterne af delanalyse 3, der

er baseret på et spørgeskema til fagpersoner, suppleret med viden fra

interview med en VISO-konsulent og med ledelserne fra to døgninstitu-

tioner.

6. VISO står for: Videns- og Specialrådgivningsorganisation på det sociale område og på specialun-

dervisningsområdet.

Bagerst i rapporten findes to bilag: Bilag 1 er tilknyttet kapitlet

om registeranalyserne (kapitel 2), og bilag 2 hører til kapitlet om analyser

på eksisterende spørgeskemadata (kapitel 3).

I rapporten vil børn og unge med fysiske og psykiske funktions-

nedsættelser blot blive kaldt ”børn og unge med handicap”.

KAPITEL 2

OMFANGET AF VOLD OG

SEKSUELLE OVERGREB -

DELANALYSE 1

I dette kapitel beskriver vi, med brug af registerdata, omfanget af forskel-

lige typer vold og seksuelle overgreb mod børn og unge med handicap,

som har givet anledning til domfældelse ved en dansk domstol. Herefter

undersøger vi, hvilke grupper af børn og unge med handicap som har

særligt høj eller lav risiko for at blive udsat for vold eller seksuelle over-

greb, når der samtidig tages hensyn til, hvilke andre forhold hos børnene

selv samt børnenes familiebaggrund og andre opvækstvilkår, som også

fremkalder højere eller lavere risiko for vold eller overgreb. Kapitlet viser:

•

10 pct. af børn og unge i alderen 7-18 år med handicap har oplevet

vold, hvor der er fældet dom i sagen. Den tilsvarende andel for alle

børn i alderen 7-18 år er 5 pct. Cirka 1 pct. af børn i alderen 0-7-år

med handicap har oplevet vold, og for alle er andelen 0,2 pct.

4 pct. af børn og unge i alderen 7-18 år med handicap har været ud-

sat for seksuelle overgreb, hvor der er faldet dom. Den tilsvarende

andel for alle børn i alderen 7-18 år er 1 pct. Cirka 0,5 pct. af de 0-7-

årige børn med handicap har oplevet seksuelle overgreb. For alle

børn er den tilsvarende andel 0,2 pct.

Blandt 7-18-årige børn og unge er det særligt børn og unge med

ADHD, med erhvervet hjerneskade og med udviklingshæmning,

som har en forøget risiko for vold, sammenlignet med deres jævn-

•

aldrende med ellers identiske karakteristika. Disse grupper har en

forøget risiko i størrelsesordenen 20-70 pct.

Risikoen for seksuelle overgreb for de 7-18-årige er 80 pct. større

for børn og unge med ADHD end for deres jævnaldrende. For børn

og unge med en autismediagnose, hørehandicap, epilepsi samt ud-

viklingshæmning er den forøgede risiko for seksuelle overgreb i

størrelsesordenen 20-40 pct.

Også førskolebørn med handicap er mere udsatte for personfarlig

vold og overgreb end deres jævnaldrende. For de 0-7-årige er det

dog primært opvækstforhold i barnets familie, der kendetegner situ-

ationen for dem, der udsættes for personfarlig vold, og ikke det fak-

tum, at der er tale om et barn med et handicap. Dog har førskole-

børn med autisme en forøget risiko for at blive udsat for vold, og

førskolebørn med ADHD har en forøget risiko for at blive ofre for

et seksuelt overgreb.

OMFANGET AF VOLD OG SEKSUELLE OVERGREB

Nedenfor, i tabel 2.1 og 2.2, viser vi den hyppighed, hvorved børn i alde-

ren 0-7 år med handicap og børn og unge i alderen 7-18 år med handicap

har været udsat for de forskellige typer af vold og seksuelle overgreb. For

de 0-7-årige børn med handicap har vi udvalgt fødselsårgangene 2001-

2005 og fulgt dem, til de blev 7 år. Hvis de har været udsat for vold eller

overgreb, hvor gerningsmanden også er blevet dømt, er alle domsafgø-

relser registreret i vores registre. For de 7-18-årige har vi udvalgt fødsels-

årgangene 1984-1994 og fulgt dem, til de fyldte 18 år. Børn og unge i

denne gruppe kan godt have været udsat for vold og overgreb, uden at

domfældelsen af deres gerningsmand er registreret i offerregisteret, der

som nævnt først blev oprettet fra 2001.

Det er tydeligt, at både børn og unge med visse typer af handi-

cap hyppigere oplever vold og seksuelle overgreb, som fører til domfæl-

delse af gerningsmanden, end børn og unge med andre handicap. Det

gælder børn og unge, som har autisme, er hjerneskadede, er ordblinde,

har syns-, tale- eller stammehandicap, har ADHD, har en udviklings-

hæmning eller har andre psykiske handicap, jf. tabel 2.1 og 2.2. Børn og

unge med et hørehandicap og epilepsi er i lidt mindre grad eksponerede

for vold og seksuelle overgreb.

For de 7-18-årige har op til omkring 10 pct. af disse grupper væ-

ret udsat for mindst én pådømt voldsepisode, mens op til 4 pct. af dem

har været udsat for mindst én form for seksuelle overgreb. Disse talangi-

velser må betragtes som et konservativt skøn, fordi nogle kan have været

udsat for vold og overgreb i dette aldersinterval på et tidspunkt før 2001,

hvor offerregisteret blev taget i brug. Og så kan der være uopdagede sa-

ger og sager, som aldrig fører til dom.

Der viser sig at være ret få børn og unge med Downs syndrom,

formentlig grundet abort. Disse børn og unge har så lille hyppighed af

vold og overgreb, at gruppen formentlig har den laveste hyppighed af

alle grupper.

For de 0-7-årige er det de samme grupper af børn med handicap,

som hyppigst er udsat for vold og seksuelle overgreb. Men for disse

grupper er hyppigheden af vold ca. 1 pct. og hyppigheden af seksuelle

overgreb ca. 0,5 pct., altså meget mindre end for de 7-18-årige. For begge

aldersgrupper fremgår den detaljerede fordeling på undergrupper af vold

og seksuelle overgreb af tabellerne.

TABEL 2.1

Andelen af 0-7-årige med handicap, der har oplevet specifikke typer af seksuelle overgreb og vold. Særskilt for typer af handicap. 2001-

2012. Procent.

Autisme

Bevægelseshandicap

0,20

0,32

0,41

0,10

0,51

5.871

Downs

syndrom Epilepsi Hjerneskade

254

0,33

0,45

0,53

0,16

0,70

2.440

0,04

0,20

0,19

0,44

0,67

0,23

0,87

14.103

Hørehandicap

0,26

0,34

0,38

0,45

2.655

Ordblind Sjældent handicap

0,10

0,23

0,21

0,52

0,99

0,31

1,32

4.840

0,46

0,40

1.507

Seksuelle overgreb:

Blodskam

Voldtægt

Seksualforbrydelse mod børn under 12 år

Andre seksualforbrydelser

Homoseksuelle forbrydelser

Blufærdighedskrænkelser

Seksuelle overgreb i alt

0,07

0,21

0,05

0,16

0,47

0,82

0,29

1,09

11.144

Vold:

(Forsøg på) drab

Simpel og alvorlig vold

Anden vold

Vold i alt

Beregningsgrundlag (N)

TABEL 2.1 FORTSAT

Andelen af 0-7-årige med handicap, der har oplevet specifikke typer af seksuelle overgreb og vold. Særskilt for typer af handicap. 2001-

2012. Procent.

Synshandicap Talehandicap Stammehandicap

ADHD

0,11

0,24

0,05

0,21

0,58

0,85

0,29

1,12

13.160

Udviklings-

hæmning

0,08

024

0,19

0,52

0,92

0,29

1,20

9.534

Andet somatisk

handicap

0,14

0,24

0,40

0,43

0,18

0,61

9.508

Andet psykisk

handicap

0,61

1,22

327

Seksuelle overgreb:

Blodskam

Voldtægt

Seksualforbrydelse mod børn under 12 år

Andre seksualforbrydelser

Homoseksuelle forbrydelser

Blufærdighedskrænkelser

Seksuelle overgreb i alt

150

0,02

0,11

0,02

0,13

0,28

0,32

0,19

0,51

33.958

0,10

0,25

0,06

0,12

0,49

0,83

0,27

1,09

10.168

Vold:

(Forsøg på) drab

Simpel og alvorlig vold

Anden vold

Vold i alt

Beregningsgrundlag (N)

Anm.:

Når det absolutte antal i en celle er mindre end 5, angives andelen ikke, men erstattes af symbolet”-”. De 62.735 0-7-årige med handicap er fødselskohorterne 2001-2005, som er født med eller

har erhvervet handicap.

Andelen, som har oplevet seksuelle overgreb i alt, angiver en lavere andel, end der fremkommer ved summering af ovenstående seks typer af seksuelle overgreb. Det skyldes, at nogle oplever

flere forskellige typer af overgreb inden for tidsrummet. Tilsvarende med ”Vold i alt”.

TABEL 2.2

Andelen af 7-18-årige med handicap, der har oplevet specifikke typer af seksuelle overgreb og vold. Særskilt for typer af handicap.

2001-2012. Procent.

Autisme

Bevægelseshandicap

0,08

0,52

0,18

0,39

0,05

1,06

1,80

0,03

4,10

4,54

7,56

31.774

Downs

syndrom Epilepsi Hjerneskade

0,61

489

0,21

0,69

0,23

0,63

0,08

1,39

2,51

3,49

4,03

6,72

11.150

0,21

0,73

0,33

0,65

0,08

1,57

2,96

0,04

5,90

5,93

10,20

84.422

Hørehandicap Ordblind Sjældent handicap

0,14

0,55

0,32

0,42

0,11

1,20

2,23

0,06

4,04

4,29

7,21

7.848

0,33

1,28

0,50

1,09

0,08

1,91

4,09

0,04

6,29

6,36

10,69

26.015

0,20

0,40

1,10

1,77

2,64

2,84

5,07

2.998

Seksuelle overgreb:

Blodskam

Voldtægt

Seksualforbrydelse mod børn under 12 år

Andre seksualforbrydelser

Homoseksuelle forbrydelser

Blufærdighedskrænkelser

Seksuelle overgreb i alt

0,32

1,10

0,47

1,05

0,13

1,97

4,08

0,04

6,37

6,15

10,61

63.924

Vold:

(Forsøg på) drab

Simpel og alvorlig vold

Anden vold

Vold i alt

Beregningsgrundlag (N)

TABEL 2.2 FORTSAT

Andelen af 7-18-årige med handicap, der har oplevet specifikke typer af seksuelle overgreb og vold. Særskilt for typer af handicap.

2001-2012. Procent.

Synshandicap

Talehandicap Stammehandicap

0,21

0,68

0,33

0,59

0,08

1,41

2,60

0,02

4,26

4,83

7,93

84.425

0,32

1,21

0,51

1,13

0,12

2,05

4,25

0,04

6,55

6,35

10,92

52.561

ADHD

0,30

1,02

0,42

0,99

0,12

1,92

3,83

0,04

6,36

6,18

10,67

77.282

Udviklings-

hæmning

0,36

1,18

0,50

1,07

0,12

2,01

4,15

0,05

6,46

6,22

10,74

58.117

Andet somatisk

handicap

0,13

0,45

0,15

0,34

0,06

0,82

1,64

0,02

2,78

3,70

5,82

47.513

Andet psykisk

handicap

0,26

1,01

0,36

0,90

0,06

1,62

3,53

0,04

5,34

5,55

9,29

23.262

Seksuelle overgreb:

Blodskam

Voldtægt

Seksualforbrydelse mod børn under 12 år

Andre seksualforbrydelser

Homoseksuelle forbrydelser

Blufærdighedskrænkelser

Seksuelle overgreb i alt

1,61

2,30

5,07

8,53

434

Vold:

(Forsøg på) drab

Simpel og alvorlig vold

Anden vold

Vold i alt

Beregningsgrundlag (N)

Anm.:

Når det absolutte antal i en celle er mindre end 5, angives andelen ikke, men erstattes af symbolet”-”. De 230.796 7-18-årige med handicap er fødselskohorterne 1984-1994, som er født med

eller har erhvervet handicap.

Andelen, som har oplevet seksuelle overgreb i alt, angiver en lavere andel end der fremkommer ved summering af ovenstående seks typer af seksuelle overgreb. Det skyldes, at nogle oplever

flere forskellige typer af overgreb inden for tidsrummet. Tilsvarende med ”Vold i alt”.

KARAKTERISTIKA VED BØRN OG UNGE, UDSAT FOR VOLD OG

SEKSUELLE OVERGREB, HVOR DER ER FALDET DOM

I resten af kapitlet analyserer vi, hvilken risiko børn med forskellige typer

af handicap har for at blive udsat for vold eller overgreb i forhold til

jævnaldrende, der ikke har sådanne handicap. Metoden er udførligt be-

skrevet i bilag 1. Den statistiske teknik går kort fortalt ud på at undersøge,

hvilke karakteristika der adskiller børn og unge, som har været udsat for

vold og seksuelle overgreb, fra børn og unge, som ikke har været udsat

for dette. For hele børnegruppen undersøger vi risikofaktorer i barnets

opvækstmiljø, barnets individuelle ressourcer og indikatorer på umiddel-

bare situationsforhold, som var til stede, inden barnet blev udsat for vold

eller seksuelle overgreb. I denne analyse har vi under de individuelle res-

sourcer fokus på, om det er børn og unge med bestemte handicap, der er

blevet ofre for vold og seksuelle overgreb, der er blevet dømt ved en

domstol, sammenlignet med andre børn og unge.

For at kunne isolere betydningen af de forskellige typer af han-

dicap er det nødvendigt også at inddrage en række risikovariable, som i

tidligere undersøgelser har vist sig at øge risikoen for, at børn bliver ofre

for personfarlig kriminalitet. Netop ved at inddrage de øvrige kendte ri-

sikofaktorer er det muligt at isolere betydningen af de enkelte handicap i

forhold til at blive udsat for vold eller seksuelle overgreb. I denne analy-

seproces vil det være vigtigt, at man så omhyggeligt, som det er muligt,

inddrager alle de relevante risikofaktorer. For at sikre, at dette sker, kan

man tage udgangspunkt i kendte teorier om kriminalitetsforebyggelse.

Tidligere forskning viser, at det at have været offer ofte øger ri-

sikoen for senere selv at blive en gerningsmand. Man finder, at ofre og

gerningsmænd ofte lever under samme betingelser med mange fælles

træk i deres opvækst og sociale miljø. Hvis man engagerer sig i vold, øger

man også risikoen for selv at blive offer for vold. Statistisk set er det der-

for ikke overraskende, at man kan finde mange lighedspunkter mellem

ofre og gerningsmænd. En af forklaringerne kan være, at offer og ger-

ningsmand har personlige relationer – de kender hinanden. Der kan også

være subkulturelle forklaringer på dette sammenfald. Undersøgelser viser,

at ofre og gerningsmænd ofte har kontakt i hjemmet, i nabolaget, i sko-

len eller på arbejdspladsen. Hvis man ser på udenlandske interviewun-

dersøgelser med ofre, så kan man se, at drenge og mænd har en større

risiko for at blive udsat for vold end piger og kvinder (Doerner & Lab,

2015).

I de følgende analyser inddrager vi derfor en række kendte risi-

kofaktorer om ofrene for personfarlig kriminalitet. Her bygger vi på fire

kendte paradigmer om kriminalitetsforebyggelse:

Her fokuseres på børns udviklingsmuligheder, opdragelsesmetoder,

og belastninger i børnenes barndom (Farrington & Welsh, 2007).

Der findes belæg for, at man i opvækstforholdene i familien kan

finde baggrunden for de unges eller voksnes afvigende adfærd. At

forældrene har et misbrug, er skilt, har lav indkomst, er arbejdsløse,

har lav forældreevne, og at moren fik børn i teenageårene, er ifølge

dette paradigme med til at øge risikoen for, at børn senere bliver of-

re for kriminel adfærd.

Andre paradigmer forklarer risikoen for kriminel adfærd med de

unges aktuelle individuelle ressourcer, som danner rammen for de-

res beslutninger. I dette paradigme fokuserer man på gerningsmæn-

denes

beslutningsprocesser

i højrisikogrupper inden for rammerne af de

øjeblikkelige og fremtidige ressourcer og betingelser (Becker, 1976;

Becker, 1974).

Nogle forskere mener, at risikoen for at blive kriminel eller offer for

kriminalitet primært afhænger af karakteristika ved lokalområdet, de

unges vennekreds, risikomiljøer, den lokale sammenhængskraft og

social kontrol snarere end personers individuelle familiemæssige

forhold (Sampson, Morenoff & Raudenbush, 2005). I undersøgelsen

vil vi se på belastede boligområder og etniske minoriteter for at vur-

dere, om flytning til og fra et belastet boligområde gør en forskel for

risikoen for at blive offer for personfarlig kriminalitet. Her støder

man også på subkulturelle forklaringer af volden, hvor vi med ”sub-

kulturel vold” mener subkulturer, hvor vold bruges til løsning af in-

teressekonflikter (Wolfgang, Ferracuti & Mannheim, 1967).

Endelig inddrager vi et forebyggelsesparadigme, der inddrager ”de

umiddelbare situationsforhold”. Dvs. forhold i situationen eller om-

givelserne, der kan fremprovokere til, presse til eller tillade, at et in-

divid indgår i risikable aktiviteter som fx kriminel adfærd (Cornish &

Clarke, 2003).

Data i nærværende undersøgelse er alene baseret på personfarlig krimina-

litet, hvor der er faldet en dom. Dette indebærer en risiko for, at under-

søgelsens konklusioner og resultater kan være påvirkede af, at en del af

den personfarlige kriminalitet ikke opklares og pådømmes.

DATA

For at sikre et tilstrækkeligt stort sammenligningsgrundlag medtages i

første omgang 11 fødselsårgange i denne delundersøgelse, uanset om de

har et handicap eller ej. For valget af fødselsårgange har det været afgø-

rende, at overgrebet har fundet sted inden for perioden 2001 til 2012,

fordi det kun er i denne periode, der findes registeroplysninger om ofre-

ne. De årgange, der i første omgang er valgt, er fødselsårgangene, der har

været mellem 7 og 18 år i perioden 2001-2012 (se figur 2.1).

Risikoen for at blive udsat for personfarlig vold kan variere gan-

ske betydeligt for de aldersgrupper, som vi belyser i denne rapport. Ek-

sempelvis kan teenagere have en mere risikobetonet adfærd og færdes

mere på egen hånd, hvilket i sig selv giver et andet udgangspunkt end fx

8-10-årige børn. Dette er der imidlertid taget højde for i den anvendte

model. Det har således været afgørende at have mulighed for at sammen-

ligne eksempelvis 7-årige børn, der har været ofre for vold, med de andre

7-årige, der ikke har været udsat for vold. Og tilsvarende de 8-årige,

sammenlignet med deres jævnaldrende osv. Det er altså den relative risi-

ko i forhold til barnets jævnaldrende, der samlet set for de undersøgte

aldersgrupper giver et billede af, om børn med et handicap har en forhø-

jet risiko for at blive ofre for personfarlig vold.

Oplysninger om de 11 fødselsårgange er indhentet fra fødslen og

frem til børnenes 18. år (den statistiske model er nærmere beskrevet i

bilag 1).

I undersøgelsen har vi alene set på de personfarlige kriminelle

handlinger, der er overgået børn og unge under 18 år, hvor handlingen er

blevet dømt i perioden 1. januar 2001 til 31. december 2012. I denne pe-

riode var der 36.573 børn, der var ofre for vold eller et seksuelt overgreb

blandt de i alt 624.805 børn, der var født 1984-1994. Samlet set undersø-

ges 3,9 mio. person-år for disse fødselsårgange. Nogle person-år er ude-

ladt, idet det kun er de person-år, der falder inden for de nævnte af-

grænsninger, der medtages.

I anden omgang foretages en tilsvarende analyse, men nu alene

med de 0-7-årige, der er født 2001-2005. Disse fem fødselsårgange kan

følges fra fødslen og til deres 7. år. I alt drejer det sig om 301.686 førsko-

lebørn, der kan følges i perioden 1. januar 2001 til 31. december 2012.

Samlet set bliver dette til 2,1 mio. person-år (se figur 2.1).

FIGUR 2.1

Lexis-diagram

for fødselsårgangene 1984-1994 samt 2001-2005, sammen-

holdt med start for dataoplysningerne om vold og seksuelle overgreb (2001).

Anm.: Offerstatistik er afgrænset til at omhandle personfarlig kriminalitet. Offerstatistikken omfatter ofre for per-

sonfarlige forbrydelser under straffeloven. Dvs. stort set alle seksual- og voldsforbrydelser samt enkelte

kategorier af ejendomsforbrydelser og andre straffelovsforbrydelser, hvor offeret er direkte konfronteret med

lovovertræderen (Times).

Lexis-skema er et diagram, hvor man afsætter kalenderårstal ud ad x-aksen (vandret akse) og personernes

alder afsættes opad y-aksen. Skemaet er opkaldt efter den tyske økonom og statistiker Wilhelm Lexis (Den

Store Danske, Gyldendal).

Kilde: TIMES, www.dst.dk/da/Statistik/dokumentation/Times/kriminalstatistik.

HVILKE 7-18-ÅRIGE BØRN UDSÆTTES FOR PERSONFARLIG

VOLD?

På baggrund af de administrative registeroplysninger vil vi i det følgende

give en beskrivelse af de baggrundsforhold, der optræder særligt hyppigt

blandt de børn og unge, der er blevet udsat for personfarlige, voldelige

handlinger.

OMFANG

Ud af de 624.805 børn, der i denne undersøgelse er fulgt i tidsrummet

2001-2012, har omkring 5 pct., dvs. 31.310 børn, været ofre for person-

farlig vold i aldersgruppen 7-18 år. Set i forhold til de gennemløbne per-

son-år, som udgør 3.922.036, er der for hvert person-år en risiko på 0,80

pct. for at blive offer for personfarlig vold for første gang, fra børnene er

7 år, til de er 18 år. Vi skelner ikke mellem vold, der er udført af forældre,

stedforældre eller søskende, og vold, der er udført af andre uden for fa-

milien.

Undersøgelsen viser, at børn og unge i alderen 7-18-år med et

handicap har en betydeligt forhøjet risiko for at blive offer for vold,

sammenlignet med deres jævnaldrende (se tabel 2.3). Børn med autisme,

ADHD eller en udviklingshæmning (ikke Downs syndrom) har cirka

dobbelt så stor risiko for at blive ofre for personfarlig vold som deres

jævnaldrende. Børn i skolealderen med erhvervet hjerneskade, børn, der

stammer, ordblinde børn eller børn, der har et synshandicap, har mellem

50 og 80 pct. højere risiko for at blive ofre for personfarlig vold end de-

res jævnaldrende. Men også børn i 7-18-års-alderen, der mangler tale-

sprog, børn, der har et hørehandicap, og børn, der har et bevægelseshan-

dicap, har en signifikant forhøjet risiko for at blive ofre for personfarlig

vold, sammenlignet med andre i samme alder. Resultaterne svarer til en

række udenlandske opgørelser (Jones m.fl., 2012).

TABEL 2.3

Sammenhængen mellem handicap og sandsynligheden for at have været offer

for personfarlige, voldelige straffelovsovertrædelser i 7-18-års alderen. Fød-

selsårgange 1984-1994.

Handicap:

Autisme (I)

Intet talesprog (III)

ADHD-diagnose/medicin (I)

Hørehandicap (I)

Døvblindhed (I)

Sjælden genetisk lidelse (I)

Epilepsi (I)

Evnesvag, mentalt retarderet (I)

Downs syndrom (I)

Erhvervet hjerneskade (III)

Stammen (III)

Bevægelseshandicap (III)

Ordblindhed (III)

Synshandicap (I)

Odds ratio

2,0

1,2

2,1

1,3

1,1

2,1

1,6

1,8

1,3

1,8

CI-95 pct.-sikkerhedsgrænser

2,0

1,1

2,0

1,1

1,0

2,0

1,5

1,7

1,2

1,7

1,3

2,1

1,2

2,2

1,4

1,2

2,1

1,7

1,9

1,4

2,0

2,5

Anm.: I tabellen er angivet de ujusterede signifikante sammenhænge mellem barnets handicap og risiko for volds-

handling. Ns betyder ikke signikant.

Risikofaktorer af typen I ses som værende et tegn på en tilstand i hele risikoperioden, også selvom den kun er

iagttaget et enkelt år. Risikofaktorer af typen II konstaterer tilstedeværelsen af risikofaktoren alene for det

pågældende år, hvor den iagttages, hvorimod risikofaktorer af type III er udslagsgivende for alle de efterføl-

gende år. Risikofaktor af type III anses således for at være udtryk for en tilstandsændring. I de undersøgte

fødselsårgange var der i alt 31.310 børn, der var ofre for en personfarlig kriminel handling inden for registre-

ringsperioden 2001-2012. Det samlede antal person-år for de 11 fødselsårgange var 3.922.036. Der var i alt

624.805 personer, der blev fulgt.

Døvblindhed indgår i gruppen af børn med hørehandicap og i gruppen af børn med synshandicap.

I teksten bliver denne kategori omtalt som børn og unge med udviklingshæmning. I dag benyttes begreberne

evnesvag og mentalt retarderet ikke mere, men de anvendes stadig i registrene.

Kilde: Registerdata, 2013.

RISIKOFAKTORER

De forskellige forholds betydning for risikoen for at blive udsat for vol-

delige straffelovsovertrædelser fremgår af tabel 2. i form af odds ratio’er.

Når odds ratio for et forhold er signifikant over 1, har børn og unge,

som er karakteriserede ved det pågældende forhold, en forhøjet risiko for

at blive udsat for straffelovsovertrædelser i sammenligning med børn og

unge, som ikke er karakteriserede ved det pågældende forhold. Hvis odds

ratio’en for et forhold er signifikant mindre end 1, formindsker det på-

gældende forhold udsatheden for vold.

De forskellige forhold, som karakteriserer et barn eller et ungt

menneskes risiko for at blive udsat for vold, har vi opdelt i nogle grupper,

jf. tabel 2.4, som indeholder analysens resultater. En gruppe af forhold

vedrører

opvækstforholdene i familien,

fx forældrenes mentale situation,

eventuelt misbrug, forældrenes indbyrdes samliv og barnets eventuelle

anbringelse uden for hjemmet. Den næste gruppe forhold sammenfattes

under betegnelsen

individuelle ressourcer.

I denne gruppe optræder 14 for-

mer for handicap, som er denne undersøgelses centrale emne.

Endvide-

re optræder den omstændighed, om barnet har et narkotikamisbrug. En

tredje gruppe af forhold har betegnelsen

umiddelbare situationsforhold,

som

vedrører, om barnet eller den unge har forsøgt selvmord eller selv har

fået dom for vold. En sidste gruppe forhold vedrører andre forhold: om

barnet bor i et udsat boligområde eller er udenlandsk statsborger.

Resultaterne i tabel 2.4 viser på en lang række punkter, at de

børn og unge, der er blevet ofre for personfarlig vold, har haft en væ-

sentlig anden opvækst end deres jævnaldrende. Opvækstforholdene i

hjemmet har i højere grad været præget af forældres alkoholmisbrug, en

af forældrenes ADHD, selvmordsforsøg og vold i hjemmet

. Relativt

flere af de børn, der er blevet anbragt uden for hjemmet, er efterfølgende

blevet ofre for personfarlige, voldelige handlinger. Både forældres tidlige

moderskab (som teenager) og familieopløsning er forhold, der hver for

sig kan kædes sammen med en øget risiko for, at barnet bliver offer for

vold. Men som det fremgår af tabel 2.4, så er det kun en relativt lille del

af tilfældene, der kan forklares ud fra betingelser i barnets opvæksthjem.

Det er ikke bare opvækstforholdene, men også barnets handicap,

der, enten i sig selv eller i kombination med belastninger i det hjemlige

miljø, øger risikoen for personfarlig vold. Her kan nævnes en række for-

skellige handicap: epilepsi, erhvervet hjerneskade, bevægelseshandicap,

udviklingshæmning (men ikke Downs syndrom), døvhed, synshandicap,

ordblindhed, autisme eller ADHD

-diagnose, der kan kædes sammen

med en øget risiko for personfarlig vold.

. Af statistiske metodiske årsager udelades de to grupper ”andre somatiske handicap” og ”andre

psykiske handicap”.

. Indikatoren for vold i hjemmet har i denne analyse været følgende: voldsramte i henhold til hospi-

talsindlæggelser eller forældre dømt for en voldsforbrydelse; forældre, der har været udsat for

skader, som er pådraget utilsigtet, ofre for vold, der har ført til indlæggelse og lægelig undersøgel-

se, der forsætligt er påført af andre; forældre dømt for vold i henhold til strafferegistret. Denne

kategori omfatter en bred vifte af kriminel adfærd varierende i grovhed, fx drab, grov legemsbe-

skadigelse, intenderet vold, håndgemæng, mishandling, tvang og trusler. Omfatter ikke uagtsomt

manddrab i forbindelse med trafikuheld eller voldtægt, som hører under sædelighedsforbrydelser.

(Landspatientregisteret og kriminalstatistikregisteret).

. ADHD er en diagnose, der er givet på en psykiatrisk sygehusafdeling (ICD-10: F90) eller i forbin-

delse med receptpligtig medicin specifikt til mennesker med denne lidelse.

En lang række kroniske lidelser ses sammen med en øget risiko

for at blive udsat for personfarlig vold. Det er imidlertid ikke alle disse,

der i sig selv kan forklare volden, når man i modellen har taget højde for

de øvrige risikoforhold. Det gælder autisme, manglende talesprog, ord-

blindhed, høre- og synshandicap, epilepsi og bevægelseshandicap. Umid-

delbart ser det ud, som om disse børn har en forøget risiko, men ved

nærmere analyse, hvor andre risikofaktorer inddrages, forsvinder sam-

menhængen med risiko for personfarlig vold.

Tilbage står imidlertid, at børn med ADHD, børn med en er-

hvervet hjerneskade og børn, der har en udviklingshæmning, har en for-

øget risiko for at blive ofre for personfarlig vold, uanset om de er opvok-

set under belastende familieforhold. Disse grupper har en øget risiko for,

at deres handicap forårsager misforståelser, drillerier, skam og lavt selv-

værd. Undersøgelsen viser således, at alle disse grupper har en øget risiko

for at blive udsat for personfarlig vold, også når man inddrager de øvrige

risikoforhold. Det viser sig ved, at odds ratio’en er signifikant større end

Hos børn med enkelte udvalgte handicap synes der at være en

mindre risiko for at blive offer for vold end blandt jævnaldrende. Det er

fx visse sjældne

lidelser, der er genetisk betingede, samt psykiske lidel-

ser taget som helhed

Et alkoholmisbrug samt barnets tidligere voldsdomme ser ud til

at øge risikoen for, at barnet udsættes for personfarlig vold. Ikke overra-

skende betyder det at bo i et belastet boligområde en øget risiko for per-

sonfarlig vold, men det er kun en mindre del af volden, der kan forklares

ud fra boligområdet.

I lighed med andre undersøgelser finder vi, at der er flere drenge

end piger, der udsættes for personfarlig vold.

Børn i alderen 7-18-år uden dansk statsborgerskab er ofre for

pådømte voldshandlinger i samme grad som andre. Vi havde forventet,

at ikke-danske havde en relativt højere risiko for at blive ofre for vold.

Det kan skyldes, at disse unge faktisk i mindre grad bliver udsat for per-

sonfarlig vold, end man skulle forvente, men det kan også skyldes, at dis-

se voldshandlinger sjældnere bliver dømt og dermed bliver synlige i stati-

stikken. Forklaringerne kan her være mange, fx kan det være, at vold

. Et handicap betegnes som ”sjældent”, når det er genetisk betinget, og der er færre end 1.000

personer i Danmark, der har dette handicap.

. Psykiatriske diagnoser omfatter i denne sammenhæng alle psykiatriske lidelser, som er registreret

på en psykiatrisk sygehusafdeling, dog her undtagen udviklingshæmning.

sjældnere anmeldes i disse grupper, at der ikke er vidner til overgrebene,

der tør stå frem, eller at disse grupper mangler den nødvendige sociale

støtte fra miljø og politi til at kunne gå rettens vej.

Det gennemgående billede er, at de ressourcestærke børn, der

kommer fra ressourcestærke miljøer, har en signifikant

mindre

risiko for at

blive ofre for personfarlige, voldelige handlinger, se tabel 2.4.

Imidlertid bør der tages en række forbehold i forbindelse med

undersøgelsen af vold. Undersøgelsen kan ikke belyse den del af volden

mod børn, der ikke meldes til politiet. Man kan frygte, at netop vold mod

svage minoritetsgrupper som fx de kognitivt svage grupper derfor ikke

vil blive opdaget og retsforfulgt.

I nogle tilfælde kan vold i barndommen eller allerede i forstertil-

standen have været årsag til handicap hos barnet. Der kan være tale om

skader på centralnervesystemet med alvorlige følelsesmæssige og ad-

færdsmæssige problemer som følgevirkninger (Marge, 2003). I vores un-

dersøgelse har vi utilstrækkelige oplysninger om den vold, der ligger for-

ud for den voldshandling, der første gang sker retsforfølgelse og dom-

fældelse for. Der er dog inddraget en risikoindikator på dette. Hvis en af

forældrene er blevet indlagt på en hospitalsafdeling som følge af vold,

eller en af forældrene er blevet dømt for vold, så kan vi efterfølgende se,

at risikoen for, at barnet udsættes for vold, øges de efterfølgende år.

Der er imidlertid andre metodiske udfordringer forbundet med

vores undersøgelse, som bør nævnes. De indikatorer på risikoforhold,

der indgår i analyserne, er utilstrækkelige til at tegne et fyldestgørende

billede af alle de mulige relevante risikofaktorer

. Dette kan blandt andet

ses af, at de ætiologiske fraktioner

gennemgående er relativt små.

I det efterfølgende afsnit vil vi desuden analysere gruppen af of-

re for seksuelle overgreb for at finde ud af, om sådanne overgreb ram-

mer særlige grupper af børn.

. Dette viser sig blandt andet ved, at Hosmer-Lemmeshow-testen viser, at de indgående risikofak-

torers prædiktionsevne inden for grupper med forskellige niveauer er dårligt kalibrerede (Hosmer

Jr. & Lemeshow, 1989).

. Vi anvender i analysen den såkaldte ætiologiske fraktion, forkortet EF, i tabel 1.4. Den ætiologiske

fraktion beregnes under forudsætning af, at der er tale om en kausal sammenhæng. Den ætiologi-

ske fraktion viser, hvor stor en procentvise nedgang i antallet af voldshandlinger mod børn man

må forvente, hvis man kan minimere antallet af unge, der blev eksponeret for den pågældende ri-

sikofaktor (se bilag 1).

TABEL 2.4

Sammenhængen mellem en række baggrundskarakteristika og sandsynlig-

heden for at have været offer for personfarlige, voldelige straffelovsovertræ-

delser i 7-18-års-alderen. Fødselsårgange 1984-1994.

Baggrundskarakteristika:

Pct.

person-år Odds ratio

4,5

9,5

10,1

2,5

10,7

0,5

1,5

33,5

1,7

69,9

8,0

7,9

9,7

1,1

0,0

0,4

1,5

7,1

0,1

5,4

2,5

1,3

0,1

0,6

51,1

1,7

0,8

0,3

1,2

1,4

1,5

1,3

0,9

1,7

1,2

1,3

0,7

1,4

1,5

CI-95 pct.-

sikkerhedsgrænser EF-pct.

1,2

1,4

1,5

1,2

0,8

1,6

1,2

0,7

1,4

1,3

1,5

1,6

1,3

0,9

1,8

1,3

0,8

2,6)

1,4

1,6

1,7

2,0

4,1

14,3

0,5

6,4

1,4

1,6

0,3

0,1

Opvækstforhold i familien

Forældre udvist suicidal adfærd (I)

Forældre har mentale lidelser (I)

Forældre har et alkoholmisbrug (I)

Forældre har ADHD (I)

Der er vold i hjemmet (III)

Forældre udsætter barn for vold (II)

Barnet anbragt uden for hjemmet (III)

Forældre er separerede (III)

Moren fik barnet som teenager (I)

Forældre var arbejdsløse (III)

Individuelle ressourcer

Autisme (I)

Intet talesprog (III)

ADHD-diagnose/medicin (I)

Hørehandicap (I)

Døvblindhed (I)

Sjælden genetisk lidelse (I)

Epilepsi (I)

Evnesvag, mentalt retarderet (I)

Downs syndrom(I)

Erhvervet hjerneskade (III)

Stammen (III)

Bevægelseshandicap (III)

Ordblindhed (III)

Synshandicap (I)

Barn har narkotikamisbrug (II)

Køn (dreng) (I)

Umiddelbare situationsforhold

Barnet forsøgt selvmord (III)

Barn har alkoholmisbrug (II)

Barn fået dom for vold (III)

(Tabellen fortsættes)

TABEL 2.4 FORTSAT

Sammenhængen mellem en række baggrundskarakteristika og sandsynlig-

heden for at have været offer for personfarlige, voldelige straffelovsovertræ-

delser i 7-18-års-alderen. Fødselsårgange 1984-1994.

Baggrundskarakteristika:

Pct.

person-år Odds ratio

CI-95 pct.-

sikkerhedsgrænser EF-pct.

Lokalområdet

Bor i udsat boligområde (II)

Er ikke dansk statsborger (II)

2,0

8,0

1,3

1,2

1,4

0,6

Anm.: Justeret odds ratio med ”stepwise regression”, dvs. kun de risikofaktorer, der kan bidrage med signifikant ny

information medtages i modellen. Ns betyder ikke signikant.

Hosmer og Lemeshow Test (Hosmer Jr, Lemeshow & Sturdivant, 2013) godkender ikke den justerede model

(P<0,001). EF kan kun estimeres for odds ratio > 1 (se bilag 1).

Risikofaktorer af typen I ses som værende et tegn på en tilstand i hele risikoperioden, også selvom den kun er

iagttaget et enkelt år. Risikofaktorer af typen II konstaterer tilstedeværelsen af risikofaktoren alene for det

pågældende år, hvor den iagttages, hvorimod risikofaktorer af type III er udslagsgivende for alle de efterføl-

gende år. Risikofaktor af type III anses således for at være udtryk for en tilstandsændring. I de undersøgte

fødselsårgange var der i alt 31.310 børn, der var ofre for en personfarlig kriminel handling inden for registre-

ringsperioden 2001-2012. Det samlede antal person-år for de 11 fødselsårgange var 3.922.036. Der var i alt

624.805 personer der blev fulgt.

Børn uden et talesprog har en forhøjet risiko for at blive udsat for personfarlig vold (odds ratio: 1,2 med 95

pct.-sikkerhedsgrænser CI: 1,1-1,2), men denne overhyppighed forsvinder, når de øvrige risikofaktorer inddra-

ges i den justerede model.

I teksten bliver denne kategori omtalt som børn og unge med udviklingshæmning. I dag benyttes begreberne

evnesvag og mentalt retarderet ikke mere, men de anvendes stadig i registrene

Børn, der stammer har en forhøjet risiko for at blive ofre for personfarlig vold (Ods ratio: 1,8 med 95 pct.

sikkerhedsgrænser CI: 1,7-1,9), men i den samlede model, hvor andre risikofaktorer inddrages, ændres dette.

Kilde: Registerdata, 2013.

HVILKE 0-7-ÅRIGE BØRN UDSÆTTES FOR PERSONFARLIG

VOLD?

Vi vil her undersøge, om de risikofaktorer, der kendetegnede de 7-18-

årige, der blev ofre for personfarlig vold, er de samme risikofaktorer, der

beskriver de 0-7-åriges situation.

OMFANG

Vi undersøger her alle de børn, der er født 2001-2005 (dvs. 301.686

børn), der følges, frem til de er fyldt 7 år. Dette bliver til 2.051.420 per-

son-år. I dette tidsrum er der 532 børn, der er ofre for personfarlig vold,

hvilket svarer til 0,18 pct. af børnene. Det betyder, at hvert person-år har

en risiko for at blive udsat for personfarlig vold på 0,026 pct., mens de er

i alderen 0-7 år. Dette er som forventeligt væsentligt færre, end det var

tilfældet for de 7-18-årige.

Mange af de handicap og funktionsbegrænsninger, som vi un-

dersøger, bliver først registreret, når børnene kommer op i skolealderen.

Man kan dog allerede nu konstatere, at børn med autisme, ADHD eller

udviklingshæmning (dog ikke Downs syndrom) har 2-3 gange større risi-

ko for at blive ofre for personfarlig vold, end det er tilfældet for deres

jævnaldrende (se tabel 2.5).

TABEL 2.5

Sammenhængen mellem handicap og sandsynligheden for at have været offer

for personfarlige, voldelige straffelovsovertrædelser i 0-7-års-alderen. Fød-

selsårgange 2001-2005.

Handicap:

Autisme (I)

Intet talesprog (III)

ADHD-diagnose/medicin (I)

Hørehandicap (I)

Døvblindhed (I)

Sjælden genetisk lidelse (I)

Epilepsi (I)

Evnesvag, mentalt retarderet (I)

Downs syndrom (I)

Erhvervet hjerneskade (III)

Stammen (III)

Bevægelseshandicap (III)

Ordblindhed (III)

Synshandicap (I)

Odds ratio

3,4

3,2

2,1

5,1

CI-95 pct.-sikkerhedsgrænser

2,5

2,0

3,0

4,5

4,2

2,1

8,6

Anm.: I tabellen er angivet de ujusterede signifikante sammenhænge mellem barnets handicap og risiko for volds-

handling. Ns betyder ikke signikant.

Risikofaktorer af typen I ses som værende et tegn på en tilstand i hele risikoperioden, også selvom den kun

er iagttaget et enkelt år. Risikofaktorer af typen II konstaterer tilstedeværelsen af risikofaktoren alene for

det pågældende år, hvor den iagttages, hvorimod risikofaktorer af type III er udslagsgivende for alle de

efterfølgende år. Risikofaktor af type III anses således for at være udtryk for en tilstandsændring.

Estimatet er præget af usikkerhed, fordi der kun er ganske få tilfælde.

I teksten bliver denne kategori omtalt som børn og unge med udviklingshæmning. I dag benyttes begreberne

evnesvag og mentalt retarderet ikke mere, men de anvendes stadig i registrene.

Kilde: Registerdata, 2013.

RISIKOFAKTORER

Resultaterne viser, at når førskolebørn udsættes for personfarlig vold,

som bliver retsforfulgt, og som der falder dom for, så har der forudgåen-

de været kaotiske forhold i hjemmet, forstået som vold i hjemmet, eller

en eller begge forældre har mentale lidelser, langvarig arbejdsløshed, og

barnet har ifølge Landspatientregisteret været indlagt som følge af vold

og mishandling (se tabel 2.6).

TABEL 2.6

Sammenhængen mellem en række baggrundskarakteristika og sandsynlig-

heden for at have været offer for personfarlig vold i 0-7-års-alderen. Fødsels-

årgange 2001-2005.

Baggrundskarakteristika:

Pct.

person-år Odds ratio

4,5

8,6

9,7

2,8

14,7

0,2

0,1

16,2

0,9

57,4

3,0

6,3

3,6

0,0

0,8

0,7

0,5

2,6

1,8

0,5

0,9

0,2

0,0

51,1

0,2

1,8

2,5

3,0

3,1

2,0

1,3

2,1

1,4

CI-95 pct.-

sikkerhedsgrænser EF-pct.

1,4

2,1

1,6

2,6

1,3

1,0

1,5

1,2

1,6

3,0

5,8

3,7

3,1

1,5

3,0

1,7

6,4

18,1

0,4

25,4

0,9

14,7

3,2

Opvækstforhold i familien

Forældre udvist suicidal adfærd (I)

Forældre har mentale lidelser (I)

Forældre har et alkoholmisbrug (I)

Forældre har ADHD (I)

Der er vold i hjemmet (III)

Forældre udsætter barn for vold (II)

Barnet anbragt uden for hjemmet (III)

Forældre er separerede (III)

Moren fik barnet som teenager (I)

Forældre var arbejdsløse (III)

Individuelle ressourcer

Autisme (I)

Intet talesprog (III)

ADHD-diagnose/medicin (I)

Døvblind (I)

Hørehandicap (I)

Epilepsi (I)

Sjældne handicap (I)

Evnesvag (I)

Erhvervet hjerneskade (III)

Stammen (III)

Bevægelse (III)

Ordblind (III)

Synshandicap (I)

Køn (dreng) (I)

Umiddelbare situationsforhold

Barnet forsøgt selvmord (III)

(Tabellen fortsættes)

TABEL 2.6 FORTSAT

Sammenhængen mellem en række baggrundskarakteristika og sandsynlig-

heden for at have været offer for personfarlig vold i 0-7-års-alderen. Fødsels-

årgange 2001-2005.

Baggrundskarakteristika:

Pct.

person-år Odds ratio

1,9

10,8

2,4

CI-95 pct.-

sikkerhedsgrænser EF-pct.

1,9

2,9

13,1

Lokalområdet

Bor i udsat boligområde (II)

Er ikke dansk statsborger (II)

Anm.: Justeret odds ratio med ”stepwise regression”, dvs. kun de risikofaktorer, der kan bidrage med signifikant ny

information medtages i modellen.

Hosmer og Lemeshow Test (Hosmer Jr, Lemeshow & Sturdivant, 2013) godkender ikke den justerede model

(P<0,002). EF kan kun estimeres for odds ratio> 1 (se bilag 1). Kun børn født 2001-2005 følges fra de er 0-7 år

og som var registreret i befolkningsregisteret i 2001.

Risikofaktorer af typen I ses som værende et tegn på en tilstand i hele risikoperioden, også selvom den kun er

iagttaget et enkelt år. Risikofaktorer af typen II konstaterer tilstedeværelsen af risikofaktoren alene for det

pågældende år, hvor den iagttages, hvorimod risikofaktorer af type III er udslagsgivende for alle de efterføl-

gende år. Risikofaktor af type III anses således for at være udtryk for en tilstandsændring

1. I de undersøgte fødselsårgange var der i alt 532 børn, der var ofre for en personfarlig voldelig kriminel hand-

ling inden for registreringsperioden 2001-2012. De fulgte fødselsårgange omfattede 301.686 børn. Det samle-

de antal person-år for de 5 fødselsårgange var 2.051.420.

2 Estimatet er præget af usikkerhed fordi der kun er ganske få tilfælde.

3. I teksten bliver denne kategori omtalt som børn og unge med udviklingshæmning. I dag benyttes begreberne

evnesvag og mentalt retarderet ikke mere, men de anvendes stadig i registrene.

Kilde: Registerdata, 2013.

Ligesom med de ældre børn (de 7-18-årige) er lidt flere drenge udsat for

disse personfarlige voldshandlinger, end det er tilfældet for pigerne. Flere

af de børn, der oplever personfarlig vold, er født af mødre, som er blevet

mødre i en meget tidlig alder. Og relativt flere af disse familier er blevet

opløst tidligt.

Relativt flere af børnene har på et tidspunkt fået stillet en

ADHD-diagnose eller autismediagnose i Landspatientregisteret. Imidler-

tid synes ADHD-diagnosen kun at spille en rolle i kombination med an-

dre belastninger i denne aldersgruppe. Førskolebørn, der mangler et tale-

sprog, har en udviklingshæmning eller stammer, har en forøget risiko for

at blive udsat for personfarlig vold, men disse sammenhænge forsvinder,

når man inddrager andre belastningsfaktorer.

I den gruppe af børn, der udsættes for personfarlig vold, er der

relativt flere børn fra etniske minoritetsgrupper. Derved adskiller den

pådømte vold mod de 0-7-årige sig fra den pådømte vold mod de 7-18-

årige.

Det er altså først og fremmest forældres manglende ressourcer i

opvækstfamilien, der kendetegner situationen for de førskolebørn, der

udsættes for personfarlig vold.

HVILKE 7-18-ÅRIGE BØRN UDSÆTTES FOR SEKSUELLE

OVERGREB?

I en tidligere undersøgelse undersøgte vi, om der er særlige kendetegn

ved børns opvækstmiljø, der udgør en forhøjet risiko for seksuelle over-

greb, se tabel 10.3-4 i Oldrup m.fl. (2016). Her så vi på opvækstforhol-

dene i familien og barnets individuelle ressourcer. Vi fandt, at belastnin-

ger i hjemmet såsom forældres alkoholmisbrug, forældres vold, familiens

opløsning eller langvarig arbejdsløshed for den ene eller begge forældre

var forbundet med en øget risiko for seksuelle overgreb mod barnet.

I nærværende undersøgelse inddrager vi også barnets individuel-

le ressourcer som mulige prædiktorer for seksuelle overgreb.

Skolebørn i alderen 7-18 år havde en forøget risiko for at blive

ofre for et seksuelt overgreb, hvis de klarede sig dårligt i skolen, således

at de ikke fik en ungdomsuddannelse. Deres skoleresultater kan imidler-

tid være en konsekvens af overgrebene. Den første foreløbige analyse

viste, at de børn, der havde et fysisk handicap

, havde en forøget risiko

for at blive udsat for et seksuelt overgreb. Disse resultater vil vi uddybe

nærmere i det følgende.

Undersøgelsen viser, at børn med autisme, ADHD eller børn

med udviklingshæmning har 3,5-3,7 gange højere risiko for at blive ofre

for et seksuelt overgreb, end det er tilfældet for deres jævnaldrende uden

handicap (tabel 2.7). Børn, der har et hørehandicap, mangler et talesprog,

har sjældne genetiske lidelser, epilepsi, erhvervet hjerneskade, eller ord-

blindhed har en risiko for at blive offer for et seksuelt overgreb, der er

30-100 pct. højere end for deres jævnaldrende.

I det følgende vil vi undersøge, hvor stor en del af disse markant

højere risici hos børn og unge med handicap, der kan henføres til, at de

ofte lever under forhold, der i øvrigt er knyttet til en forhøjet risiko for

seksuelle overgreb. Dette kan give en indsigt i, om man skal søge efter

mulige forebyggelsestiltag i børns opvækstmiljø generelt, eller om det er

. Indlagt mindst én gang som følge af et alvorligt handicap eller kronisk sygdom fra en eller flere

organsystemer, dog ikke mentale lidelser.

mere effektivt alene at se på børn og unge med handicap og deres op-

vækstforhold.

TABEL 2.7

Sammenhængen mellem handicap og sandsynligheden for at have været offer

for seksuelle overgreb i 7-18-års alderen. Fødselsårgange 1984-1994.

Handicap:

Autisme (I)

Intet talesprog (III)

ADHD-diagnose/medicin (I)

Hørehandicap (I)

Sjælden genetisk lidelse (I)

Epilepsi (I)

Evnesvag, mentalt retarderet (I)

Downs syndrom (I)

Erhvervet hjerneskade (III)

Stammen (III)

Bevægelseshandicap (III)

Ordblindhed (III)

Synshandicap (I)

Odds ratio

3,6

1,3

3,5

1,6

1,5

1,7

3,7

1,5

2,1

2,0

CI-95 pct.-sikkerhedsgrænser

3,5

1,2

3,3

1,3

1,1

1,5

3,5

1,3

1,9

1,7

3,9

1,4

3,7

1,9

2,0

3,9

1,6

2,3

Anm.: I tabellen er angivet de ujusterede signifikante sammenhænge mellem barnets handicap og risiko for volds-

handling. Ns betyder ikke signikant.

Risikofaktorer af typen I ses som værende et tegn på en tilstand i hele risikoperioden, også selvom den kun er

iagttaget et enkelt år. Risikofaktorer af typen II konstaterer tilstedeværelsen af risikofaktoren alene for det

pågældende år, hvor den iagttages, hvorimod risikofaktorer af type III er udslagsgivende for alle de efterføl-

gende år. Risikofaktor af type III anses således for at være udtryk for en tilstandsændring

I teksten bliver denne kategori omtalt som børn og unge med udviklingshæmning. I dag benyttes begreberne

evnesvag og mentalt retarderet ikke mere, men de anvendes stadig i registrene.

Estimatet er præget af usikkerhed, fordi der kun er ganske få tilfælde.

Kilde: Registerdata, 2013.

RISIKOFAKTORER

Lokalområdet og etnicitet synes ikke at spille den rolle, som man kunne

forvente. Vi så i den tidligere analyse, at skolebørn, der boede i et udsat

boligområde, havde en større risiko for at blive ofre for vold end andre

børn. Skolebørn, der bor i udsatte boligområder, er imidlertid ikke mere

udsatte for seksuelle overgreb end andre skolebørn, når man har inddra-

get de øvrige belastningsfaktorer i tabel 2.8.

Skolebørn med ikke-dansk baggrund har mindre risiko for at

blive udsat for seksuelle overgreb end andre børn. En del af dette kan

skyldes en større underrapportering i gruppen af familier med anden et-

nisk baggrund end dansk, end det er tilfældet i de øvrige familier, men

det er usikkert, hvor meget dette udgør.

Skolebørn med hørenedsættelse, epilepsi, udviklingshæmning

(dog ikke Downs syndrom) eller erhvervet hjerneskade har en relativt

forøget risiko for at blive udsat for et seksuelt overgreb, også når man i

analyserne har inddraget de øvrige belastningsforhold.

Skolebørn, der stammer, er ordblinde, samt børn, der mangler et

talesprog eller har et bevægelseshandicap, har umiddelbart en relativt

forøget risiko for at blive udsat for et seksuelt overgreb, men disse sam-

menhænge kan dog bedst forklares med andre belastningsforhold, der

også er til stede.

Hjemmets manglende ressourcer og dermed mulighed for at

skåne børnene for overgreb ser ud til at være den væsentligste forklaring

på, at overgrebene mod svage handicapgrupper kan finde sted.

TABEL 2.8

Sammenhængen mellem en række baggrundskarakteristika og sandsynlig-

heden for at have været offer for seksuelle overgreb i 7-18-års-alderen. Fød-

selsårgange 1984-1994.

Baggrundskarakteristika:

Pct.

person-år Odds ratio

4,6

9,6

10,2

2,5

10,9

0,5

1,5

33,8

1,7

70,0

8,1

7,9

9,8

1,1

0,0

0,4

1,5

7,2

0,1

5,5

2,5

1,3

0,1

0,6

48,3

1,8

0,8

0,4

1,4

2,1

1,8

1,7

1,3

1,4

1,8

1,3

0,8

1,3

1,2

1,1

0,8

8,8

1,6

CI-95 pct.-

sikkerhedsgrænser EF-pct.

1,3

1,9

1,7

1,5

1,2

1,6

1,1

0,6

1,1

1,0

0,7

9,5

1,3

1,5

2,3

1,9

2,0

1,4

1,6

2,1

1,6

0,9

1,5

1,4

1,3

0,9

8,2

1,8

3,9

4,2

1,6

21,3

1,2

17,4

3,1

7,3

0,3

0,4

1,4

0,5

Opvækstforhold i familien

Forældre udvist suicidal adfærd (I)

Forældre har mentale lidelser (I)

Forældre har et alkoholmisbrug (I)

Forældre har ADHD (I)

Der er vold i hjemmet (III)

Forældre udsætter barn for vold (II)

Barnet anbragt uden for hjemmet (III)

Forældre er separerede (III)

Moren fik barnet som teenager (I)

Forældre var arbejdsløse (III)

Individuelle ressourcer

Autisme (I)

Intet talesprog (III)

ADHD-diagnose/medicin (I)

Hørehandicap (I)

Døvblindhed (I)

Sjælden genetisk lidelse (I)

Epilepsi (I)

Evnesvag, mentalt retarderet (I)

Downs syndrom (I)

Erhvervet hjerneskade (III)

Stammen (III)

Bevægelseshandicap (III)

Ordblindhed (III)

Synshandicap (I)

Barn har narkotikamisbrug (II)

Køn (kvinde) (I)

Umiddelbare situationsforhold

Barnet forsøgt selvmord (III)

Barn har alkoholmisbrug (II)

Barn fået dom for vold (III)

(Tabellen fortsættes)

TABEL 2.8 FORTSAT

Sammenhængen mellem en række baggrundskarakteristika og sandsynlig-

heden for at have været offer for seksuelle overgreb i 7-18-års-alderen. Fød-

selsårgange 1984-1994.

Baggrundskarakteristika:

Pct.

person-år

2,0

8,0

Odds ratio

0,7

CI-95 pct.-

sikkerhedsgrænser EF-pct.

0,6

0,8

Lokalområdet

Bor i udsat boligområde (II)

Er ikke dansk statsborger (II)

Anm.: Justeret odds ratio med ”stepwise regression”, dvs. kun de risikofaktorer, der kan bidrage med signifikant ny

information, medtages i modellen.

Hosmer og Lemeshow Test (Hosmer Jr, Lemeshow & Sturdivant, 2013) godkender ikke den justerede model

(P<0,002). EF kan kun estimeres for odds ratio> 1 (se bilag 1). Risikofaktorer af typen I ses som værende et

tegn på en tilstand i hele risikoperioden, også selvom den kun er iagttaget et enkelt år. Risikofaktorer af typen

II konstaterer tilstedeværelsen af risikofaktoren alene for det pågældende år, hvor den iagttages, hvorimod

risikofaktorer af type III er udslagsgivende for alle de efterfølgende år. Risikofaktor af type III anses således for

at være udtryk for en tilstandsændring første gang den optræder. I de undersøgte fødselsårgange var der i alt

6.721 børn, der var ofre for et seksuelt overgreb inden for registreringsperioden 2001-2012. De fulgte fødsels-

årgange omfattede 624.805 børn. Det samlede antal person-år for de 11 fødselsårgange var 3.984.334.

Analysemetoden er usikker med hensyn til at vurdere om ADHD-medicin virker reducerende på risiko for

seksuelle overgreb, men de umiddelbare analyser tyder på dette.

I teksten bliver denne kategori omtalt som børn og unge med udviklingshæmning. I dag benyttes begreberne

evnesvag og mentalt retarderet ikke mere, men de anvendes stadig i registrene.

Når man tager hensyn til de øvrige belastninger, disse børn lever under, så øger ”stammen” ikke risikoen for

seksuelle overgreb i 7-18 års-alderen. Stammen indikerer således andre belastninger, som er udslagsgiven-

de.

Kilde: Registerdata, 2013.

HVILKE 0-7-ÅRIGE BØRN UDSÆTTES FOR SEKSUELLE

OVERGREB?

Undersøgelsen viser, at førskolebørn med autisme, ADHD og børn, der

har en udviklingshæmning, har omkring dobbelt så stor risiko for at blive

ofre for et seksuelt overgreb som deres jævnaldrende – dvs. 1,8 til 2,4

gange (se tabel 2.9). Imidlertid er der relativt mange af de familier, der

har et barn med et af de nævnte handicap, der også har andre problemer

at slås med. I den følgende analyse vil vi derfor se på, hvor mange over-

greb der kunne være undgået, hvis børn med handicap havde samme

risiko for seksuelle overgreb som deres jævnaldrende, der lever med til-

svarende belastningsforhold.

TABEL 2.9

Sammenhængen mellem handicap og sandsynligheden for at have været offer

for seksuelle overgreb i 0-7-års-alderen. Fødselsårgange 2001-2005.

Handicap:

Autisme (I)

Intet talesprog (III)

ADHD-diagnose/medicin (I)

Hørehandicap (I)

Sjælden genetisk lidelse (I)

Epilepsi (I)

Evnesvag, mentalt retarderet (I)

Downs syndrom (I)

Erhvervet hjerneskade (III)

Stammen (III)

Bevægelseshandicap (III)

Ordblindhed (III)

Synshandicap (I)

Odds ratio

1,8

2,4

2,8

2,2

3,3

5,6

CI-95 pct.-sikkerhedsgrænser

1,2

1,7

1,4

1,5

1,6

2,3

2,8

3,4

5,4

3,2

6,7

13,5

Anm. I tabellen er angivet de ujusterede signifikante sammenhænge mellem barnets handicap og risiko for volds-

handling. Ns betyder ikke signikant.

Risikofaktorer af typen I ses som værende et tegn på en tilstand i hele risikoperioden, også selvom den kun er

iagttaget et enkelt år. Risikofaktorer af typen II konstaterer tilstedeværelsen af risikofaktoren alene for det

pågældende år, hvor den iagttages, hvorimod risikofaktorer af type III er udslagsgivende for alle de efterføl-

gende år. Risikofaktor af type III anses således for at være udtryk for en tilstandsændring.

I teksten bliver denne kategori omtalt som børn og unge med udviklingshæmning. I dag benyttes begreberne

evnesvag og mentalt retarderet ikke mere, men de anvendes stadig i registrene.

Estimatet er præget af usikkerhed, fordi der kun er ganske få tilfælde.

Kilde: Registerdata, 2013.

RISIKOFAKTORER

Pådømte seksuelle overgreb mod førskolebørn i alderen 0-7 år er meget

sjældne, men når de forekommer, synes de at have en række fælles karak-

teristika. Det er primært opvækstforhold i barnets familie, der kan øge

risikoen for sådanne overgreb (se tabel 2.10).

Forældres mentale lidelser, suicidal adfærd, vold i hjemmet,

langvarig arbejdsløshed og familiens opløsning synes at udgøre nogle

signifikante kendetegn. Forældre med et alkoholmisbrug eller ADHD

optræder også relativt hyppigere i denne gruppe, men disse kendetegn ser

ikke ud til at betyde noget i sig selv, når de øvrige belastningsforhold

inddrages.

Børn med epilepsi eller ADHD har en relativt forøget risiko for

at blive udsat for et seksuelt overgreb i førskolealderen. Det gælder også

for børn med autisme, børn med udviklingshæmning eller børn, som

stammer, men når de øvrige belastninger tages i betragtning, så forsvin-

der sammenhængen med den øgede risiko for seksuelle overgreb tidligt i

barndommen. Tilbage står, at de seksuelle overgreb mod førskolebørn

synes at være knyttet til opvækstforholdene i barnets familie. Det er såle-

des først og fremmest kaotiske forhold i hjemmet, der ser ud til at udgø-

re de væsentligste risikofaktorer for førskolebørnene.

TABEL 2.10

Sammenhængen mellem en række baggrundskarakteristika og sandsynlig-

heden for at have været offer for seksuelle overgreb i 0-7-års-alderen. Fød-

selsårgange 2001-2005.

Baggrundskarakteristika:

Pct.

person-år Odds ratio

4,5

8,6

9,7

2,8

14,7

0,2

0,1

16,2

0,9

57,4

3,0

6,3

3,6

0,0

0,8

0,7

0,5

2,6

1,9

0,5

0,9

1,3

0,0

48,9

1,9

1,4

1,7

2,9

1,4

0,5

3,7

2,3

3,6

CI-95 pct.-

sikkerhedsgrænser EF-pct.

1,4

1,1

1,4

2,4

1,1

0,3

2,1

1,2

2,9

2,6

1,9

2,1

3,6

1,7

1,0

6,4

4,5

3,9

3,3

9,3

23,5

18,7

8,9

0,9

Opvækstforhold i familien

Forældre udvist suicidal adfærd (I)

Forældre har mentale lidelser (I)

Forældre har et alkoholmisbrug (I)

Forældre har ADHD (I)

Der er vold i hjemmet (III)

Forældre udsætter barn for vold (II)

Barnet anbragt uden for hjemmet (III)

Forældre er separerede (III)

Moren fik barnet som teenager (I)

Forældre var arbejdsløse (III)

Individuelle ressourcer

Autisme (I)

Intet talesprog (III)

ADHD-diagnose/medicin (I)

Døvblind (I)

Hørehandicap (I)

Epilepsi (I)

Sjældne handicap (I)

Evnesvag (I)

Erhvervet hjerneskade (III)

Stammen (III)

Bevægelse (III)

Ordblind (III)

Synshandicap (I)

Køn (piger) (I)

(Tabellen fortsættes)

TABEL 2.10 FORTSAT

Sammenhængen mellem en række baggrundskarakteristika og sandsynlig-

heden for at have været offer for seksuelle overgreb i 0-7-års-alderen. Fød-

selsårgange 2001-2005.

Baggrundskarakteristika:

Pct.

person-år Odds ratio

0,2

1,9

10,8

(4,7

CI-95 pct.-

sikkerhedsgrænser EF-pct.

1,9

11,3)

Umiddelbare situationsforhold

Barnet forsøgt selvmord (III)

Lokalområdet

Bor i udsat boligområde (II)

Er ikke dansk statsborger (II)

Anm.: Justeret odds ratio med ”stepwise regression”, dvs. kun de risikofaktorer, der kan bidrage med signifikant ny

information, medtages i modellen.

Hosmer og Lemeshow Test (Hosmer Jr, Lemeshow & Sturdivant, 2013) godkender ikke den justerede model

(P<0,002). EF kan kun estimeres for odds ratio> 1 (se bilag 1). Risikofaktorer af typen I ses som værende et

tegn på en tilstand i hele risikoperioden, også selvom den kun er iagttaget et enkelt år. Risikofaktorer af typen

II konstaterer tilstedeværelsen af risikofaktoren alene for det pågældende år, hvor den iagttages, hvorimod

risikofaktorer af type III er udslagsgivende for alle de efterfølgende år. Risikofaktor af type III anses således for

at være udtryk for en tilstandsændring. I de undersøgte fødselsårgange var der i alt 457 børn, der var ofre for

et seksuelt overgreb inden for registreringsperioden 2001-2012. De fulgte fødselsårgange omfattede 301.686

børn. Det samlede antal person-år for de 5 fødselsårgange var 2.051.766.

Antallet er for lille og dermed for usikkert, selvom det teknisk er signifikant.

Antallet er for lille og dermed for usikkert, selvom det teknisk er signifikant. Det er muligt at man på et udvidet

datagrundlag vil genfinde denne sammenhæng mellem selvmordsforsøg og seksuelle overgreb. Man genfin-

der i interview med voksne denne sammenhæng mellem seksuelle overgreb i familien og selvmordsovervejel-

ser (Christoffersen, 1993; Christoffersen, 2010; Christoffersen, 2001).

I teksten bliver denne kategori omtalt som børn og unge med udviklingshæmning. I dag benyttes begreberne

evnesvag og mentalt retarderet ikke mere, men de anvendes stadig i registrene.

Kilde: Registerdata, 2013.

SAMMENFATNING

I offerregisteret har vi undersøgt, om børn og unge med forskellige slags

handicap hyppigere oplever vold og seksuelle overgreb, som også har

ført til domfældelse af gerningsmanden.

For så vidt angår al personfarlig vold under ét og seksuelle over-

greb under ét gælder det, at børn og unge, som har autisme, er hjerne-

skadede, er ordblinde, har syns-, tale- eller stammehandicap, har ADHD,

har en udviklingshæmning, har bevægelseshandicap eller har andre psyki-

ske handicap, hyppigere oplever dette i sammenligning med jævnaldren-

de børn og unge, som ikke har disse handicap.

For de 7-18-årige har op til omkring 10 pct. af disse grupper væ-

ret udsat for vold. Op til 4 pct. af dem har været udsat for mindst én

form for seksuelt overgreb, hvor børn og unge med bevægelseshandicap

og andre psykiske lidelser imidlertid ligger på et lavere niveau.

For de 0-7-årige er det de samme grupper af børn med handicap,

som hyppigst er udsat for vold og seksuelle overgreb. Men for disse

grupper er hyppigheden af vold ca. 1 pct. og for seksuelle overgreb ca.

0,5 pct. – altså meget mindre end for de 7-18-årige.

Vi har også lavet en årsagsanalyse for at finde ud af, om det er

børn og unges forskellige handicap, der i sig selv udsætter dem for risiko

for vold og seksuelle overgreb, eller om det er deres opvækstforhold og

omgivelser, der er forklaringen på deres eksponering. Vi finder, at føl-

gende grupper af 7-18-årige har en øget risiko for vold: børn med

ADHD, høre- eller synshandicap eller erhvervet hjerneskade, børn, der

stammer, børn med udviklingshæmning og børn med bevægelseshandi-

cap. Autisme synes imidlertid kun at spille en rolle i kombination med

andre belastninger under opvæksten og i omgivelserne. Noget lignende

gælder åbenbart for ordblindhed og talehandicap.

For de 0-7-årige, som udsættes for meget mindre vold end de 7-

18-årige, skal årsagen findes i den eksponering for vold, som optræder på

grund af kaotiske opvækstvilkår i hjemmet. Det er kun børn med autisme,

der har en forøget risiko for vold, når man sammenligner med jævnald-

rende, der lever under samme opvækstbetingelser.

Årsagsanalysen af seksuelle overgreb viser, at 7-18-årige børn og

unge med ADHD, autisme, hørenedsættelse, epilepsi, erhvervet hjerne-

skade eller udviklingshæmning hver især i sig selv har en forøget risiko

for seksuelle overgreb.

Skolebørn, der stammer eller er ordblinde, samt børn, der mang-

ler et talesprog eller har et bevægelseshandicap, har umiddelbart en rela-

tivt forøget risiko for at blive udsat for et seksuelt overgreb, men disse

sammenhænge kan dog bedst forklares med andre belastningsforhold,

herunder opvækstvilkårene i familien, der også er til stede.

KAPITEL 3

BØRN OG UNGE MED

HANDICAP OG DERES EGNE

ERFARINGER MED VOLD OG

SEKSUELLE OVERGREB -

DELANALYSE 2

Der er i forbindelse med seksuelle overgreb og vold mod børn og unge,

og særligt i forhold til børn og unge med handicap, tale om et stort mør-

ketal. Der vil altid være hændelser, som forbliver en hemmelighed mel-

lem krænker og offer, blandt andet fordi hverken krænker eller offer øn-

sker at fortælle om hændelsen, eller fordi børn og unge med handicap

kan være særligt udfordrede i forhold til at kunne kommunikere, at de

har været udsat for overgreb. På denne måde er der overgreb, som aldrig

bliver registreret, og som ej heller bliver fortalt i en spørgeskemaunder-

søgelse. Disse hændelser vil derfor forblive hemmelige og uden for vores

analytiske rækkevidde (jf. Helweg-Larsen, 2009).

Ved at koble de registrerede hændelser med selvoplevede hæn-

delser kommer vi i denne rapport et spadestik dybere, og vi kommer tæt-

tere på mørketallet.

Formålet med dette kapitel er via spørgeskemadata at:

•

Afdække, hvor stor en andel af børn og unge med handicap der har

oplevet vold eller seksuelle overgreb

Beskrive den familiemæssige baggrund hos de børn og unge med

handicap, som har oplevet vold eller seksuelle overgreb

•

Undersøge, hvilke faktorer der virker som beskyttelses- og risikofak-

torer for børn og unge med handicap, der har været udsat for vold

eller seksuelle overgreb.

Kapitlet konkluderer følgende:

•

Signifikant flere børn og unge med handicap end børn og unge uden

handicap angiver at have været udsat for vold og/eller seksuelle

overgreb.

Omfanget af oplevet vold og seksuelle overgreb er større blandt an-

bragte børn og unge med handicap end blandt børn og unge med

handicap, som ikke har været anbragt.

31 pct. af børn og unge med handicap, der ikke har været anbragt

uden for hjemmet, har på et eller flere tidspunkter været udsat for

vold, mens det samme gælder for 25 pct. af børn og unge uden han-

dicap. 7 pct. har på et eller flere tidspunkter været udsat for seksuelle

overgreb, hvilket gælder for 3 pct. uden handicap, og 6 pct. har væ-

ret udsat for begge dele, hvilket gælder for 1 pct. af børn og unge

uden handicap.

35 pct. af børn og unge med handicap, der er anbragt uden for

hjemmet, har på et eller flere tidspunkter været udsat for vold, det

gælder for 25 pct. uden handicap. 23 pct. har på et eller flere tids-

punkter været udsat for seksuelle overgreb. Den tilsvarende andel

for børn og unge uden handicap er på 17 pct. Endelig har 10 pct. af

børn og unge med handicap været udsat for begge dele, mens det

gælder for 7 pct. for børn og unge uden handicap.

Børn og unge, der ikke har været anbragt uden for hjemmet, som

har et handicap og har været udsat for vold eller seksuelle overgreb,

har lavere socioøkonomisk status end børn og unge, som ikke har

været udsat for vold og seksuelle overgreb. Derudover har forældre-

ne ofte tidligere domme, og forældrene er ofte gået fra hinanden.

Børn og unge med handicap, der har været anbragt uden for hjem-

met, kommer generelt fra familier med lav socialøkonomisk status,

og derfor har den socialøkonomiske status ingen signifikant betyd-

ning for sandsynligheden for overgreb. I stedet er det anbringelses-

forholdene, der har betydning: Længere anbringelser, færre anbrin-

gelser samt anbringelser i en tidligere alder mindsker sandsynlighe-

den for vold og seksuelle overgreb.

DATA OG METODE

Dette kapitel undersøger, hvor stor en andel af børn og unge med handi-

cap der har oplevet at have været udsat for vold og seksuelle overgreb i

de to spørgeskemaundersøgelser: Forløbsundersøgelsen af anbragte børn

(AFU) og børneforløbsundersøgelsen (BFU)

. I begge forløbsundersø-

gelser er de samme børn blevet fulgt i en årrække. I de første dataind-

samlinger, som er gennemført, mens børnene var små, har mødrene og

eventuelt anbringelsessted besvaret skemaet. I de seneste dataindsamlin-

ger har den unge selv besvaret skemaet.

Børn og unge med handicap vil løbende blive sammenlignet

med børn og unge uden handicap, da det netop er i sammenligningen

med de øvrige børn og unge, at vi kan udtale os om gruppen med handi-

cap.

Kapitlet beskriver ligeledes familie- og opvækstfaktorer for børn

og unge med handicap, som har været udsat for overgreb. Vi sammen-

ligner gruppen af børn og unge med handicap, som har været udsat for

vold eller seksuelle overgreb, med børn og unge, der ligeledes har et

handicap, men som ikke har været udsat for overgreb.

De deskriptive analyser udføres ved hjælp af signifikanstests for

gennemsnit og andele (chi

- og t-tests), og analysen inddrager bag-

grundsoplysninger fra Danmarks Statistiks registre.

Slutteligt følger en analyse af, hvilke faktorer i børnenes opvækst

og familiemæssige baggrund der øger eller mindsker sandsynligheden for

at blive udsat for henholdsvis vold og seksuelle overgreb, også særskilt

for AFU- og BFU-undersøgelsen. Denne analyse udføres gennem lineæ-

re sandsynlighedsmodeller og ligeledes med inddragelse af registervariab-

le. Altså vil følgende fire modeller blive beregnet:

•

Sandsynligheden for at blive udsat for fysisk vold for henholdsvis

AFU- (model 1) og BFU-undersøgelsen (model 2)

Sandsynligheden for at blive udsat for seksuelle overgreb for hen-

holdsvis AFU- (model 3) og BFU-undersøgelsen (model 4).

Det er værd at bemærke, at disse resultater ikke kan sige noget om år-

sagssammenhænge. Det, som modellerne belyser, er, hvorvidt forskellige

baggrundsfaktorer optræder signifikant mere eller mindre sammen med

15. De to spørgeskemaundersøgelser er nærmere beskrevet i kapitel 1.

henholdsvis fysisk vold og seksuelle overgreb. Databeskrivelse og meto-

diske overvejelser er beskrevet i kapitel 1.

AFGRÆNSNING AF BØRN OG UNGE MED HANDICAP

BFU- og AFU-undersøgelsen har det til fælles, at de spørger ind til,

hvorvidt børn og unge har et handicap eller en længerevarende sygdom.

Derudover spørger begge undersøgelser også ind til forskellige former

for handicap, eksempelvis Downs syndrom eller bevægelseshandicap.

I BFU-undersøgelsen er mødrene blevet bedt om at besvare

spørgsmålet: ”Har barnet et handicap eller en langvarig sygdom?” i 1999,

2007 og 2011. I både 1999, 2003, 2007 og 2011 er mødrene endvidere

blevet bedt om at afkrydse forskellige former for handicap. I 2014 er

børnene selv blevet bedt om at tage stilling til de to spørgsmål.

I AFU-undersøgelsen har mødrene i 2003 besvaret samme

spørgsmål, mens det i 2007 er børnenes anbringelsesinstitution, som har

besvaret spørgsmålene. Derfor har vi altså kun oplysninger på de børn,

der i 2007 var anbragte. I 2014 har de unge selv angivet, om de har et

handicap eller en langvarig sygdom, samt hvilke former for handicap der

er tale om. I bilag 2 findes en oversigt over, hvornår hvilke spørgsmål

om handicap er stillet i de to undersøgelser.

Tabel 3.1 viser, hvor mange børn og unge i de to forløbsunder-

søgelser mødre, anbringelsesinstitutioner og de unge selv har angivet har

et handicap, samt hvordan disse angivelser fordeler sig på forskellige

former for handicap. Tabellen giver således et samlet billede af de børn

og unge, der i forbindelse med en af besvarelserne har fået angivet et

handicap. 44 pct. af de unge i AFU har på et tidspunkt fået angivet et

handicap, mens det gælder for en tredjedel af børn og unge i BFU.

TABEL 3.1

Andelen af børn og unge, der på et eller flere tidspunkter har fået angivet at

have et handicap samt den specifikke type handicap eller en længerevarende

sygdom. Særskilt for AFU

og BFU

. Procent.

AFU

Pct.

Handicap

Psykisk udviklingshæmning

Downs syndrom

ADHD

Hjerneskade

Børne- ungdomspsykiatrisk sygdom

Bevægelseshandicap

Blind eller nedsat syn

Døv eller nedsat hørelse

Talefejl

Ordblind

Andet

BFU

Pct.

32,5

1,9

0,2

3,7

0,1

5,6

1,5

3,0

1,9

2,6

2,2

4,7

Procentgrundlag

5.672

5.553

5.288

5.552

5.672

5.614

5.672

5.543

5.672

Procentgrundlag

1504

1473

1467

1477

328

1468

1470

573

1470

1469

1467

44,4

7,5

0,3

18,4

1,8

17,4

2,0

1,3

0,9

1,6

2,7

6,1

Forløbsundersøgelsen for anbragte børn (AFU).

Børneforløbsundersøgelsen (BFU).

Der er en relativt stor andel, der har svaret andet på spørgsmålet. Her ligger formentlig de børn og unge, der

på et af svartidspunkterne har haft en længerevarende sygdom.

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995.

I dette kapitel behandler vi børn og unge med et handicap under ét, da

nogle af grupperne af børn og unge med bestemte typer handicap, som

vist i tabellen, er for små til, at det er muligt at estimere gyldige resultater.

Derfor vil gruppen af børn og unge med handicap bestå af:

•

Alle børn og unge, der på et eller flere tidspunkter har svaret, at de

har et handicap.

BØRN OG UNGE MED HANDICAP, SOM SELV HAR OPLEVET

FYSISK VOLD

Dette afsnit indeholder følgende:

•

Beskrivelse af, hvordan fysisk vold operationaliseres i de kommende

analyser

•

Beskrivelse af, hvor stor en andel af børn og unge med handicap,

som har oplevet at have været udsat for vold

Karakteristik af disse børn og unges opvækstforhold.

Det er ikke muligt at finde konkrete indikatorer, der direkte kan måle

psykisk vold, hverken i AFU- eller BFU-undersøgelsen, og derfor ind-

drages dette aspekt ikke i denne undersøgelse.

OPERATIONALISERING AF FYSISK VOLD

I begge børneforløbsundersøgelser er mødrene blevet stillet spørgsmål

om deres opdragelsesmetoder, som kan bruges som indikatorer på, at de

har anvendt vold i opdragelsen af barnet eller den unge. Spørgsmålene

giver dog ikke mulighed for at kunne vurdere mødrenes holdning til brug

af vold i opdragelsen, eller hvorvidt volden er intentionel eller et udtryk

for affekt.

Mødrene blev spurgt om opdragelsen af deres børn i 3-års-

alderen (1999) (kun mødrene i BFU-undersøgelsen), i 7-års-alderen

(2003), i 11-års-alderen (2007) (kun BFU-mødrene) og i 15-års-alderen

(2011). De blev spurgt om, hvordan de lærer barnet, hvad der er rigtigt

og forkert. Over for mødrene i BFU-undersøgelsen er der spurgt ind til

brugen af ”endefuld” og ”lussing”, mens der over for mødrene i både

AFU- og BFU-undersøgelserne er spurgt ind til at ”tage hårdt fat/ruske”

og at ”slå/slåsse”.

Da børnene i BFU-undersøgelsen var henholdsvis 15 og 18 år,

blev de stillet følgende spørgsmål: ”Børn og unge kommer ud for mange

ting. Er noget af det følgende nogensinde sket for dig?”. Her kunne de

unge bekræfte/afkræfte udsagnet: ”Din far (stedfar) eller mor (stedmor)

har straffet dig med tæv eller slag”.

De unge i AFU-undersøgelsen blev stillet det samme spørgsmål

som 18-årige, men ikke som 15-årige. Spørgsmålet er formuleret retro-

spektivt, sådan at det dækker hele den unges liv, altså om den unge no-

gensinde har været udsat for denne afstraffelse. Spørgsmålet til de unge

er mere omfattende end de spørgsmål, der er blevet stillet mødrene, da

der således bliver spurgt ind til både mor, far og eventuelle stedforældre.

I bilag 2 kan den interesserede læser se en oversigt over, hvilke

indikationer mødrene og de unge selv er blevet bedt om at besvare, samt

hvornår dette er sket.

I denne undersøgelses operationalisering af fysisk vold i opdra-

gelsen indgår dels mødrenes besvarelser af, om de har anvendt vold i

opdragelsen, og dels de unges svar på, om de er blevet straffet med slag

eller tæv. På baggrund af mødrenes og børnenes besvarelser dannes et

samlet mål for vold, som dækker:

•

Alle børn og unge, der på et eller flere tidspunkter har været udsat

for en voldelig opdragelse af deres mor, eller

Alle børn og unge, der på et eller flere tidspunkter er blevet straffet

med slag eller tæv af (sted-) forældre.

ANDELEN AF BØRN OG UNGE MED HANDICAP, SOM SELV HAR

OPLEVET FYSISK VOLD

Figur 3.1 viser andelen af børn og unge i BFU-undersøgelsen, som angi-

ver at have været udsat for vold, særskilt for børn og unge med og uden

handicap. Figuren viser, at signifikant flere børn og unge med handicap

har været udsat for vold, sammenlignet med børn og unge uden handi-

cap. Omkring en ud af fire børn og unge uden handicap angiver, at de på

et eller flere tidspunkter i deres liv har været udsat for fysisk vold, mens

det er knap en ud af tre børn og unge med handicap, der angiver det

samme.

FIGUR 3.1

Børn og unge i BFU,

fordelt efter, om de angiver at have været udsat for fy-

sisk vold. Særskilt for børn og unge med og uden handicap. Procent.

Procent

100

Børn og unge uden handicap

Børn og unge med handicap

Ikke udsat for vold ***

Udsat for vold ***

Anm.: * p < 0,05, ** p < 0,01, *** p< 0,001. Chi

-test. Børn med handicap, N = 1.503. Børn uden handicap, N = 2.985.

Børneforløbsundersøgelsen (BFU).

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995.

Figur 3.2 viser andelen af børn og unge i AFU-undersøgelsen, som angi-

ver at have været udsat for fysisk vold, særskilt for børn og unge med og

uden handicap. Figuren viser, at signifikant flere børn og unge med han-

dicap har været udsat for vold end børn og unge uden handicap. Faktisk

har mere end hvert tredje barn og ung med et handicap oplevet vold,

mens det til sammenligning er hvert fjerde blandt børn og unge uden

handicap.

FIGUR 3.2

Børn og unge i AFU,

fordelt efter, om de angiver at have været udsat for vold.

Særskilt for børn og unge med og uden handicap. Procent.

Procent

100

Børn og unge uden handicap

Børn og unge med handicap

Ikke udsat for vold ***

Udsat for vold ***

Anm.: * p < 0,05, ** p < 0,01, *** p< 0,001. Chi

-test. Børn med handicap, N = 608. Børn uden handicap, N = 737.

Forløbsundersøgelsen for anbragte børn (AFU).

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995.

KARAKTERISTIK AF FAMILIERNE

Dette afsnit beskriver, hvordan børn og unge med handicap, som har

været udsat for vold, adskiller sig fra børn og unge med handicap, som

ikke har været udsat for overgreb, i forhold til baggrunds- og opvækst-

faktorer.

OPERATIONALISERING AF BAGGRUNDS- OG

OPVÆKSTFAKTORER

Oplysningerne om opvækstfaktorer er indhentet fra Danmarks Statistiks

registre og er beskrevet nedenfor i tabel 3.2, inklusive hvordan de opera-

tionaliseres. Den interesserede læser kan i bilag 2 finde en oversigt over

variabelnavne og de registre, som oplysningerne kommer fra.

TABEL 3.2

Risiko- og beskyttelsesfaktorer for at have været udsat for vold eller seksuel-

le overgreb.

Risiko- og beskyttelsesfaktorer

Operationalisering

Opvækstfaktorer:

Barnets køn

Mors alder ved fødsel

Barnets fødselsvægt

Mors indkomst

Dreng eller pige

Mor var 19 år eller yngre, da hun fødte barnet eller ældre

Barnet blev født med en vægt under 2500 g eller højere

Mor har i mindst ét år i perioden mellem 1995-2013 haft

en indkomst på under 50 pct. af medianindkomsten eller

mor har haft en højere indkomst i hele perioden

Mors højeste uddannelse er i mindst ét år af perioden

1995-2013 grundskoleniveau eller mor har i hele perio-

den haft en højere uddannelse

Mor eller far har fået mindst én dom i perioden 1995-2013

eller ingen har fået en dom i perioden

Mor har fået en psykiatrisk diagnose i perioden 1995-2013

eller mor har ikke fået en psykiatrisk diagnose i perioden

Mor og far har brudt med hinanden i perioden 1995-2013

eller de har ikke brudt med hinanden i perioden

Kontinuert variabel

Den unge har været i familiepleje eller anbragt i anden

type

Mors uddannelse

Forældres tidligere domme

Mors mentale helbred

Familietype

Anbringelseskarakteristika:

Alder ved første anbringelse

Anbringelsesvarighed

Antal anbringelser

Anbringelsesform

Dette mål er dannet ved at husstandsækvivalere familiens disponible indkomst for hvert år, omregnet til 2013-

priser, og er det tidligere danske fattigdomsmål (Ekspertudvalg om fattigdom, 2013). Definitionen er udviklet af

et ekspertudvalg til den tidligere SRSF-regering i 2013, men blev afskaffet ved regeringsskiftet i 2015. Bereg-

ningsmetoden bruges stadig af blandt andre OECD.

KARAKTERISTIK AF FAMILIERNE

Baggrunds- og opvækstfaktorer er som nævnt ovenfor målt mellem 1995

og 2013. Den interesserede læser kan i bilag 2 se en mere udførlig karak-

teristik af børnene og de unges socioøkonomiske status, hvor den be-

skrives i de forskellige perioder mellem survey-besvarelserne, altså i føl-

gende perioder: 1995-1998, 1999-2002, 2003-2006, 2007-2010, 2011-

2013.

Tabel 3.3 viser børn og unge med handicap, opdelt på forskellige

familie- og opvækstforhold for børn og unge, der henholdsvis har eller

ikke har været udsat for fysisk vold, særskilt for børn og unge i AFU- og

BFU-undersøgelsen.

TABEL 3.3

Børn og unge med handicap, fordelt på forskellige baggrundsfaktorer for børn

og unge, som har været udsat for vold, og børn og unge, som ikke har, sær-

skilt for AFU

og BFU

. Procent.

Børn og unge i BFU

Baggrundsfaktorer :

Børn og unge i AFU

Udsat for

vold

51,6

10,3

5,4

Sig.

Ikke udsat

for vold

53,0

5,6

3,8

Udsat for

vold

56,0

5,0

3,7

Ikke udsat

Sig.

for vold

55,6

14,5

5,2

Andel drenge

Andel med lav fødselsvægt

Andel, hvor mor var 19 år eller

yngre ved fødslen

Andel, hvor mors indkomst var

under fattigdomsgrænsen i pe-

rioden 1995-2013

Andel, hvor mors højeste ud-

dannelse er grundskole i peri-

oden 1995-2013

Andel, hvor forældre får dom i

perioden 1995-2013

Andel, hvor mor får psykiatrisk

diagnose i perioden 1995-2013

Andel, hvor forældre bliver skilt i

perioden 1995-2013

16,6

20,4

38,1

44,4

23,4

10,9

7,2

47,2

36,4 ***

19,7 ***

12,6 ***

58,9 ***

63,1

46,5

36,1

88,4

62,0

56,7

35,3

94,1

Anm.: * p < 0,05, ** p < 0,01, *** p< 0,001. Chi

-test. BFU: Børn udsat for vold, N =459-498, Børn ikke udsat for vold, N

= 1.035-1.041. AFU: Børn udsat for vold, N = 331-344, Børn ikke udsat for vold, N = 175-187.

Forløbsundersøgelsen for anbragte børn (AFU).

Børneforløbsundersøgelsen (BFU).

Se tabel 3.2 for gennemgang af baggrundsfaktorerne.

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995 og variablene: koen, dispon_ny, foed_dag, efalle og hfaudd fra

grundregistret, v_vagt fra Landspatientregistret, afg_ger7 fra kriminalregistret og adiag fra Psykiatriske

Centrale Forskningsregister.

I AFU-undersøgelsen af børn og unge med handicap er der ingen signi-

fikante forskelle i sammensætningen med hensyn til familie- og opvækst-

forhold mellem på den ene side gruppen af børn og unge, som har været

udsat for vold, og på den anden side den gruppe, som ikke har været ud-

sat for vold. Det vil sige, at de to grupper ikke adskiller sig signifikant fra

hinanden i forhold til socioøkonomisk status. Det må således betragtes

som en tilfældighed, at andelen, som har levet under fattigdomsgrænsen i

en længere periode, i den ene gruppe er 38 pct., mens den er 44 pct. i den

anden gruppe. Forskellen mellem de to andele er ikke tilstrækkelig stor til,

at forskellen er systematisk og afgørende. Tilsvarende gælder for andelen,

som har forældre, som har fået dom i samme periode.

For børn og unge med handicap i BFU-undersøgelsen er ande-

len af børn, som er drenge, er født med lav vægt eller er født af en teena-

gemor, stort set ens i gruppen, som har været er udsat for vold, og grup-

pen, som ikke er blevet udsat for vold. Videre ser vi, at andelen, som har

levet et år i fattigdom, ikke er signifikant forskellig i forhold til, om de

har været udsat for vold eller ej.

Derimod er der for børn og unge med handicap i BFU-under-

søgelsen signifikant flere børn og unge, der har været udsat for vold, som

har følgende baggrundskarakteristika: en mor, hvis højeste uddannelse

har været grundskole (13 procentpoint flere); en mor, der har fået en

psykiatrisk diagnose (5 procentpoint flere); har én eller to forældre, der

har fået en dom (9 procentpoint flere); har forældre, der er blevet skilt

(12 procentpoint flere) – dette set i forhold til børn og unge med handi-

cap i BFU-undersøgelsen, som ikke har været udsat for vold.

Børn og unge i BFU-undersøgelsen, som har været udsat for

vold, kommer, ifølge resultaterne, fra mindre ressourcestærke hjem end

børn og unge, der ikke har været udsat for vold, hvilket er i overens-

stemmelse med litteraturen på området. Overraskende findes den samme

fordeling ikke blandt de unge i AFU-undersøgelsen. For denne gruppe

kunne man ligeledes forvente, at vold ville finde sted i ressourcesvage

hjem, men blandt disse unge er der ingen signifikant forskel på deres so-

cioøkonomiske status. Selvom de unge i AFU-undersøgelsen er dårligere

stillede end de unge i BFU-undersøgelsen, så kan det her ikke påvises, at

andelen af unge, som er vokset op i mindre gunstige omgivelser, skulle

være højere blandt de unge i AFU-undersøgelsen, som er udsat for vold,

end blandt de unge, som ikke er udsat for vold. De to grupper er tilsyne-

ladende opvokset med samme familie- og opvækstforhold.

OPSAMLING

Afsnittet har vist, at børn og unge med handicap i højere grad end børn

og unge uden handicap har været udsat for fysisk vold i hjemmet. Dette

er gældende for både børn og unge med handicap, som har været anbragt

16. Selv om forskellen mellem 47 pct. og 57 pct. forekommer stor, er den alligevel ikke signifikant,

fordi beregningsgrundlaget er så lavt som 331 i den ene gruppe og 175 i den anden gruppe.

uden for hjemmet, og børn og unge med handicap, som altid har boet

hjemme hos deres forældre.

Den deskriptive gennemgang af de unges familie- og opvækst-

forhold har vist, at børn og unge med handicap i AFU-undersøgelsen

som udgangspunkt har lavere socioøkonomisk status end børn og unge

med handicap i BFU-undersøgelsen. De kommer således i højere grad

fra hjem med en lavere uddannelsesbaggrund, lavere indkomst samt flere

stigmatiserende karakteristika såsom forældre med tidligere domme og

mødre med psykiatriske diagnoser. Eksempelvis har over en tredjedel af

børn og unge med handicap, som ikke har været udsat for vold, i AFU-

undersøgelsen oplevet et år i fattigdom, og over en tredjedel har en mor

med en psykiatrisk diagnose.

Analysen viste herudover, at der er signifikant forskel på socio-

økonomisk status for børn og unge med handicap i BFU-undersøgelsen,

hvor de børn og unge med handicap, som havde angivet at have været

udsat for vold, i højere grad kommer fra hjem med lav socioøkonomisk

status end børn og unge med handicap, som ikke havde været udsat for

vold. Derimod gjorde dette sig ikke gældende for børn og unge med

handicap i AFU-undersøgelsen, hvor både børn og unge, udsat for vold,

og børn og unge, som ikke har været udsat for vold, i højere grad kom-

mer fra hjem med lav socioøkonomisk status.

BØRN OG UNGE MED HANDICAP, SOM SELV HAR OPLEVET

SEKSUELLE OVERGREB

Det følgende afsnit indeholder følgende:

•

Beskrivelse af, hvordan seksuelle overgreb operationaliseres i den

kommende analyse

Beskrivelse af, hvor stor en andel af børn og unge med handicap

som har oplevet at have været udsat for seksuelle overgreb

Karakteristik af disse børn og unges opvækstforhold.

OPERATIONALISERING AF SEKSUELLE OVERGREB

I begge forløbsundersøgelser er der stillet to spørgsmål til de unge, som

direkte afdækker, om de har været udsat for seksuelle overgreb. I mod-

sætning til spørgsmålene om vold er mødre og anbringelsessteder ikke

blevet spurgt om seksuelle overgreb. De unge er i begge undersøgelser

blevet stillet følgende overordnede spørgsmål: ”Børn og unge kommer

ud for mange ting. Er noget af det følgende nogensinde sket for dig?”

Herefter er de unge blevet spurgt, om de er: ”blevet voldtaget (eller for-

søgt voldtaget)”, samt om ”et familiemedlem har presset eller tvunget dig

til noget seksuelt”. For de unge i BFU-undersøgelsen er spørgsmålene

blevet stillet i 2011 og 2014, mens de for de unge i AFU-undersøgelsen

er blevet stillet i 2014. Bilag 2 indeholder en oversigt over, hvilke

spørgsmål der er stillet i de to undersøgelser samt hvornår.

I denne undersøgelse måler vi seksuelle overgreb ved at bruge de

unges besvarelser i 2011 eller 2014. Gruppen af børn og unge, der har

været udsat for seksuelle overgreb, består af:

•

Alle børn og unge, der på et eller flere tidspunkter har været udsat

for (forsøg på) voldtægt, eller

Alle børn og unge, der på et eller flere tidspunkter er blevet presset

til noget seksuelt af et familiemedlem.

Denne operationalisering dækker udelukkende offeret, og hvorvidt de

unge selv mener, at de har været udsat for et seksuelt overgreb. Denne

operationalisering siger derfor ikke noget om krænkeren eller dennes

motiver. Den siger heller ikke noget om alderen på hverken offer eller

krænker, eller hvorvidt handlingen er strafbar. Operationaliseringen går

udelukkende på, om den unge har oplevet at have været udsat for et sek-

suelt overgreb eller ej, og derfor indeholder denne operationalisering alt-

så seksuelle handlinger, hvor den unge har følt pres og tvang.

ANDELEN, SOM SELV HAR OPLEVET SEKSUELLE OVERGREB

Andelen af børn og unge med handicap, som angiver, at de har været

udsat for seksuelle overgreb, er vist nedenfor i figur 3.3 (BFU-

undersøgelsen) og figur 3.4 (AFU-undersøgelsen), hvor de sammenlignes

med børn og unge uden handicap.

Som vist i figur 3.3 har 3 pct. af børn og unge uden handicap i

BFU-undersøgelsen oplevet at blive udsat for seksuelle overgreb, mens

det samme er gældende for 7 pct. af børn og unge med handicap.

Figur 3.4 viser andelen af børn og unge, der har angivet at have

været udsat for seksuelle overgreb. Signifikant flere børn og unge med et

handicap har været udsat for et overgreb (23 pct.) i sammenligning med

børn og unge uden handicap (17 pct.).

FIGUR 3.3

Børn og unge i BFU,

fordelt efter, om de angiver at have været udsat for sek-

suelt overgreb. Særskilt for unge med og uden handicap. Procent.

Procent

100

Børn og unge uden handicap

Børn og unge med handicap

Ikke udsat for overgreb ***

Udsat for overgreb ***

Anm.: * p < 0,05, ** p < 0,01, *** p< 0,001. Chi

-test. Børn med handicap, N = 1.624. Børn uden handicap, N = 3.233

Børneforløbsundersøgelsen (BFU).

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995.

FIGUR 3.4

Børn og unge i AFU,

fordelt efter, om de angiver at have været udsat for sek-

suelle overgreb. Særskilt for unge med og uden handicap. Procent.

Børn og unge uden

handicap

Procent

100

Børn og unge med handicap

Ikke udsat for overgreb ***

Udsat for overgreb ***

Anm.: * p < 0,05, ** p < 0,01, *** p< 0,001. Chi

-test. Børn med handicap, N = 484. Børn uden handicap, N = 603.

Forløbsundersøgelsen for anbragte børn (AFU).

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995.

KARAKTERISTIK AF FAMILIERNE

Dette afsnit beskriver baggrundsfaktorer for børn og unge med handicap,

som har været udsat for seksuelle overgreb. Analysen benytter de samme

baggrunds- og opvækstfaktorer som beskrevet i afsnittet ”Operationali-

sering af baggrunds- og opvækstfaktorer”.

Baggrunds- og opvækstfaktorer er, som nævnt tidligere, målt

mellem 1995 og 2013. Den interesserede læser kan i bilag 2 se en mere

udførlig karakteristik af børnene og de unges socioøkonomiske status,

hvor den beskrives i de forskellige perioder mellem survey-besvarelserne,

altså i perioderne: 1995-1998, 1999-2002, 2003-2006, 2007-2010, 2011-

2013

Tabel 3.4 viser fordelingen af børn og unge med handicap på

forskellige familie- og opvækstforhold for børn og unge, der henholdsvis

har eller ikke har været udsat for seksuelle overgreb, særskilt for børn og

unge i AFU- og BFU-undersøgelsen.

Der er ingen signifikante forskelle mellem gruppen af børn og

unge med handicap i AFU-undersøgelsen, som har været udsat for sek-

suelle overgreb, og gruppen, som ikke har været udsat for overgreb i for-

hold til deres baggrundsfaktorer. Den eneste undtagelse er i forhold til

køn, hvor signifikant færre drenge har været udsat for overgreb.

Børn og unge med handicap i BFU-undersøgelsen, som har væ-

ret udsat for overgreb, adskiller sig til gengæld signifikant fra gruppen af

børn og unge med handicap, som ikke har været udsat for overgreb. Her

er ligeledes færre drenge, der har været udsat for overgreb, men der er

flere, som har levet under fattigdomsgrænsen (29 pct.), har en mor med

grundskole som højeste uddannelse (49 pct.) og en psykiatrisk diagnose

(24 pct.), ligesom flere har én eller to forældre, som har fået en dom (34

pct.), eller forældre, der er gået fra hinanden (74 pct.).

TABEL 3.4

Børn og unge med handicap, fordelt på forskellige baggrundsfaktorer for børn

og unge, som har været udsat for seksuelle overgreb, og børn og unge, som

ikke har, særskilt for AFU

og BFU

. Procent.

Børn og unge i BFU

Ikke udsat

for seksu-

elle over-

greb

57,1

6,0

3,9

Børn og unge i AFU

Udsat for

seksuelle

overgreb

Ikke udsat

Udsat for

for seksu-

seksuelle

elle over-

overgreb Sig.

greb

9,0 ***

6,2

Få obs.

64,3

12,4

5,6

Baggrundsfaktorer

Andel drenge

Andel med lav fødselsvægt

Andel, hvor mor var 19 år eller

yngre ved fødslen

Andel, hvor mors indkomst var

under fattigdomsgrænsen i

perioden 1995-2013

Andel, hvor mors højeste ud-

dannelse er grundskole i pe-

rioden 1995-2013

Andel, hvor forældre får dom i

perioden 1995-2013

Andel, hvor mor får psykiatrisk

diagnose i perioden 1995-

2013

Forældre bliver skilt i perioden

1995-2013

Sig.

7,3 ***

9,7

Få obs.

18,3

29,0 **

41,3

42,2

26,7

14,3

49,0 ***

34,0 ***

64,5

49,3

56,9

45,0

9,1

50,6

24,0 ***

74,0 ***

34,1

90,4

37,6

90,8

Anm.: * p < 0,05, ** p < 0,01, *** p< 0,001. Chi

-test. BFU: Børn udsat for vold, N = 112-113, Børn ikke udsat for vold, N

= 1.503-1.511. AFU: Børn udsat for vold, N = 103-109, Børn ikke udsat for vold, N = 354-375.

Forløbsundersøgelsen for anbragte børn (AFU).

Børneforløbsundersøgelsen (BFU).

Se tabel 3.2 for gennemgang af baggrundsfaktorerne.

Der er mindre end fem observationer, som både er født af en teenagemor og har været udsat for seksuelle

overgreb.

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995 og variablene: koen, dispon_ny, foed_dag, efalle og hfaudd fra

grundregistret, v_vagt fra Landspatientregistret, afg_ger7 fra kriminalregistret og adiag fra Psykiatriske

Centrale Forskningsregister.

OPSAMLING

Afsnittet har vist, at børn og unge med handicap i højere grad end børn

og unge uden handicap har været udsat for seksuelle overgreb. Dette er

gældende for både børn og unge med handicap, som har været anbragt

uden for hjemmet, og for børn og unge med handicap, som altid har bo-

et hjemme hos deres forældre.

Den deskriptive analyse af opvækstfaktorer har vist, at de unge i

AFU-undersøgelsen som udgangspunkt har lavere socioøkonomisk sta-

tus end de unge i BFU-undersøgelsen, uanset om de har været udsat for

overgreb eller ej. De unge, der er anbragt uden for hjemmet, kommer

således i højere grad fra hjem med en lavere uddannelsesbaggrund, lavere

indkomst, flere stigmatiserende karakteristika såsom forældre med tidli-

gere domme og mødre med psykiatriske diagnoser.

Den deskriptive analyse af de unges opvækst- og familieforhold

har understøttet resultaterne i den tidligere deskriptive analyse i forhold

til børn og unge, der har været udsat for fysisk vold.

Denne analyse viser også, at de unge i BFU-undersøgelsen, som

har været udsat for seksuelle overgreb, adskiller sig signifikant fra børn

og unge, som ikke har været udsat for seksuelle overgreb. Børn og unge,

som har angivet at have været udsat for seksuelle overgreb, kommer i

signifikant højere grad fra familier med lavere socioøkonomisk status end

børn og unge, som ikke har været udsat for seksuelle overgreb.

Som vi så det i forhold til fysisk vold, har denne analyse også vist,

at de unge i AFU-undersøgelsen, som har været udsat for seksuelle over-

greb, ikke adskiller sig signifikant fra de øvrige unge i AFU-undersøgel-

sen, hvilket også i denne sammenhæng er et overraskende fund, da man,

som i BFU-undersøgelsen, kunne forvente, at seksuelle overgreb i højere

grad ville finde sted i mindre ressourcestærke hjem. Her skal det dog til-

føjes, at de unge i AFU-undersøgelsen generelt kommer fra ressource-

svage familier.

ANDELEN AF BØRN OG UNGE MED HANDICAP, SOM ANGIVER

SELV AT HAVE OPLEVET VOLD OG/ELLER SEKSUELLE

OVERGREB

Dette afsnit giver et billede af omfanget af overgreb, som børn og unge

med handicap er ude for. Figur 3.5 og figur 3.6 viser andelen af børn og

unge med handicap, som har været udsat for

enten

fysisk vold eller seksu-

elle overgreb eller

både

fysisk vold og seksuelle overgreb, særskilt for

AFU- og BFU-undersøgelsen.

Figur 3.5 viser, at signifikant flere børn og unge med handicap i

BFU-undersøgelsen har været udsat for enten vold eller overgreb (29

pct.) eller både vold og overgreb (3 pct.), sammenlignet med børn og

unge uden handicap (22 pct. og 1 pct.).

FIGUR 3.5

Børn og unge i BFU,

fordelt efter, om de har været udsat for hhv. ingen over-

greb, vold eller seksuelle overgreb eller både vold og seksuelle overgreb.

Særskilt for børn og unge med og uden handicap. Procent.

Procent

100

Børn og unge uden handicap

Børn og unge med handicap

Hverken udsat for vold eller seksuelle overgreb ***

Udsat for enten vold eller seksuelle overgreb ***

Udsat for både vold og seksuelle overgreb ***

Anm.: * p < 0,05, ** p < 0,01, *** p< 0,001. Chi

-test. Børn med handicap, N = 1.679, for børn uden handicap, N = 3.356.

Børneforløbsundersøgelsen (BFU).

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995.

FIGUR 3.6

Børn og unge i AFU,

fordelt efter, om de har været udsat for hhv. ingen over-

greb, vold eller seksuelle overgreb eller både vold og seksuelle overgreb.

Særskilt for børn og unge med og uden handicap. Procent.

Procent

100

Børn og unge uden handicap

Børn og unge med handicap

Hverken udsat for vold eller seksuelle overgreb ***

Udsat for enten vold eller seksuelle overgreb ***

Udsat for både vold og seksuelle overgreb ***

Anm.: * p < 0,05, ** p < 0,01, *** p< 0,001. Chi

-test. Børn med handicap, N = 1.679, for børn uden handicap, N = 3.356.

Børneforløbsundersøgelsen (BFU).

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995.

Figur 3.6 viser, at signifikant flere børn og unge med handicap i AFU-

undersøgelsen har været udsat for enten vold eller overgreb (35 pct.) eller

både vold og overgreb (10 pct.), sammenlignet med børn og unge uden

handicap (26 pct. og 7 pct.).

OPSAMLING

Afsnittet har vist, at udsættelse for fysisk vold og seksuelle overgreb er et

omfangsrigt problem for børn og unge med handicap og særligt blandt

børn og unge med handicap, som er anbragt uden for hjemmet. Børn og

unge med handicap angiver nemlig i højere grad at have været udsat for

enten vold eller overgreb end deres jævnaldrende uden handicap, men de

har også i højere grad oplevet at blive udsat for både vold og overgreb,

sammenlignet med børn og unge uden handicap. Dette er gældende for

børn og unge med handicap, uanset om de har boet hjemme eller været

anbragt.

Hertil skal bemærkes, at målet for vold spiller ind på det estime-

rede omfang af børn og unge, der har været udsat for vold og overgreb,

da målet for vold til dels bygges på mødrenes besvarelser. Mødrene kan

have en interesse i ikke at oplyse det, hvis de har været voldelige over for

deres børn. Disse resultater vil derfor højst sandsynligt underestimere det

faktiske omfang af vold og overgreb, både for børn og unge uden handi-

cap og særligt for børn og unge med handicap. På baggrund af ovenstå-

ende resultater vurderes gruppen af børn og unge med handicap som en

sårbar og udsat gruppe.

Vi har ikke mulighed for at isolere årsagen til børn og unges an-

bringelse, og anbringelsen kan derfor både skyldes, at børn og unge har

et handicap, som kræver mere omsorg og faglig viden, end forældrene

kan give, eller at børn og unge har været udsat for overgreb og derfor

anbringes uden for hjemmet. Der er også den mulighed, at børn og unge

først oplever vold eller overgreb, efter at de er blevet anbragt.

RISIKO- OG BESKYTTELSESFAKTORER

Dette afsnit undersøger, hvordan de tidligere nævnte baggrunds- og op-

vækstfaktorer påvirker sandsynligheden for at have været udsat for vold

eller overgreb, og derigennem, hvilke faktorer i børn og unges liv der

virker som risikofaktorer eller beskyttende faktorer.

OPERATIONALISERING AF RISIKO- OG BESKYTTELSESFAKTORER

Vi fokuserer i denne undersøgelse på børn og unges opvækst- og familie-

forhold. Disse faktorer er dog næppe de eneste, som gør sig gældende i

forhold til at opspore og vurdere, hvilke unge der vil blive udsat for vold

eller overgreb. Andre faktorer kan være af betydning, blandt andet karak-

teristika ved lokalområdet og individuelle ressourcer (jf. kapitel 2; Lund,

2016).

Med risiko- og beskyttelsesfaktorer menes, at det er faktorer,

som mindsker eller øger sandsynligheden for et udfald, i dette tilfælde

mindsker eller øger sandsynligheden for, at unge med handicap udsættes

for vold eller seksuelt overgreb. Risiko- og beskyttelsesfaktorer er i dette

perspektiv to sider af samme sag, da fraværet af en risikofaktor netop er

en beskyttelsesfaktor og omvendt.

Vi vil i analyserne inkludere risiko- og beskyttelsesfaktorer fra de

unges opvækstforhold i familien. For de anbragte unge vil analysen også

undersøge anbringelsesforhold. Risiko- og beskyttelsesfaktorerne er opli-

stet nedenfor og beskrevet nærmere i afsnittet ”Operationalisering af

baggrunds- og opvækstfaktorer” tidligere i dette kapitel:

•

Køn og fødselsvægt

Mors alder ved fødslen (teenager)

Familiens indkomst (under 50 pct. af medianindkomsten)

Mors højeste uddannelsesniveau (grundskole)

Forældrenes tidligere kriminalitet (tidligere domme)

Mors mentale helbred og psykiatriske diagnoser

Familietype (skilte forældre).

METODE OG MODELLER

Sandsynligheden for at have været udsat for overgreb undersøges gen-

nem en lineær sandsynlighedsmodel for henholdsvis vold og seksuelle

overgreb. Lineære sandsynlighedsmodeller beregner sandsynligheden for,

at et givent udfald (i dette tilfælde udsættelse for henholdsvis vold og

seksuelle overgreb) på baggrund af en enhedsændring i en forklarende

variabel, når alle de andre variable holdes på deres gennemsnit. Eksem-

pelvis kan modellen udtrykke sandsynligheden for at være blevet udsat

for vold ved en ændring på et år i alder. Begge modeller og udfald under-

søges separat for børn og unge i AFU-undersøgelsen og børn og unge i

BFU-undersøgelsen.

Alle modeller estimeres med de ovennævnte risiko- og beskyttel-

sesfaktorer: køn, teenagemor, lav fødselsvægt, lav indkomst, grundskole

som højeste uddannelse, forældres tidligere domme, mors mentale hel-

bred, og om forældrene er gået fra hinanden. Herudover er handicap vo-

res primære uafhængige variabel.

For de unge med handicap i AFU-undersøgelsen vil modellerne

ligeledes undersøge anbringelsesforhold, nemlig: anbragt i familiepleje,

alder ved første anbringelse, antal anbringelser og den samlede varighed i

anbringelse. Derudover vil analysen af sandsynligheden for at blive udsat

for seksuelt overgreb kun blive udført for pigerne, da der er så få drenge,

der har været udsat for overgreb.

For overblikkets skyld vises kun de signifikante sammenhænge,

men den interesserede læser kan i bilag 2 læse koefficienter for alle fakto-

rer samt tilhørende konfidensintervaller.

SANDSYNLIGHEDEN FOR SELV AT HAVE OPLEVET FYSISK VOLD

Figur 3.7 viser sammenhængen mellem opvækst- og baggrundsforhold

og de unges udsathed for fysisk vold, særskilt for børn og unge i AFU-og

BFU-undersøgelsen.

Figuren viser, at det at have et handicap i sig selv er en risikofak-

tor for at blive udsat for fysisk vold for børn og unge i begge undersø-

gelser. I BFU-undersøgelsen har børn og unge med handicap 5 procent-

point højere sandsynlighed for at blive udsat for vold end børn uden

handicap, når de andre faktorer er holdt konstante. Børn og unge med

handicap i AFU-undersøgelsen har 10 procentpoint højere sandsynlighed

for at blive udsat for vold end børn og unge uden handicap, når de andre

faktorer holdes konstante.

Familiens indkomst i løbet af den unges liv er en risikofaktor for

børn og unge i AFU-undersøgelsen, hvor børn og unge, der har levet

mindst ét år i fattigdom, har 6 procentpoint højere sandsynlighed for at

blive udsat for vold i sammenligning med børn og unge, der ikke har le-

vet i fattigdom. Resultaterne viser yderligere, at morens uddannelsesni-

veau påvirker sandsynligheden for at have været udsat for vold for de

unge i BFU-undersøgelsen. Unge, hvis mor har grundskole som højeste

fuldførte uddannelse, har alt andet lige 11 procentpoint højere sandsyn-

lighed for at blive udsat for vold end de unge, hvis mor har højere ud-

dannelse end grundskole.

FIGUR 3.7

Sammenhængen mellem baggrunds- og opvækstfaktorer og børn og unges

udsathed for vold. Særskilt for AFU

og BFU

. Lineær sandsynlighedsmodel.

Sandsynligheder

-0,02 0,00 0,02 0,04 0,06 0,08 0,10 0,12

Handicap

Dreng

Teenagemor

Lav fødselsvægt

Lav indkomst

Grundskole

Tidligere dom

Psykiatrisk diagnose

Brudt familie

Anbragt i familiepleje

Alder ved første anbringelse

Anbringelses varighed i år

Antal anbringelser

AFU

BFU

Anm.: AFU: N.=.1.020, Konstant = 0,08 [-0,09;0,26], Justeret R

= 0,04. BFU: N = 4.447, Konstant = 0,17 [0,15;0,20].

Justeret R

= 0,03. Kun signifikante sammenhænge er vist.

Forløbsundersøgelsen for anbragte børn (AFU).

Børneforløbsundersøgelsen (BFU).

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995 og variablene: koen, dispon_ny, foed_dag, efalle og hfaudd fra

grundregistret, v_vagt fra Landspatientregistret, afg_ger7 fra kriminalregistret og adiag fra Psykiatriske

Centrale Forskningsregister.

Forældrenes tidligere domme har signifikant betydning for børn og un-

ges udsathed for vold i begge undersøgelser. Har en af de unges forældre

en tidligere fængselsdom, stiger sandsynligheden alt andet lige med 8

procentpoint i forhold til de øvrige unge i BFU-undersøgelsen, og med 7

procentpoint i AFU-undersøgelsen.

Sandsynligheden for at være udsat for vold stiger alt andet lige

med 7 procentpoint for de unge i BFU-undersøgelsen, der har en mor,

som har fået en psykiatrisk diagnose, og sandsynligheden for at være ud-

sat for vold stiger ligeledes med 6 procentpoint, hvis forældrene er blevet

skilt.

For børn og unge i AFU-undersøgelsen er en yderligere risiko-

faktor det antal anbringelser den unge har haft. For hver ekstra anbrin-

gelse stiger sandsynligheden for at have været udsat for vold med 4 pro-

centpoint. Til gengæld er det en beskyttelsesfaktor, at barnet er anbragt

lang tid, da sandsynligheden for at være udsat for vold falder for hvert

ekstra år, den unge er anbragt uden for hjemmet.

Resultaterne fra sandsynlighedsmodellerne indikerer, at børne-

nes opvækst- og familieforhold har en signifikant betydning i forhold til

at mindske eller øge sandsynligheden for, at børn og unge bliver udsat

for vold. Det, at børn og unge har et handicap, har i sig selv også en sig-

nifikant betydning i forhold til at øge sandsynligheden for at blive udsat

for fysisk vold. Anbringelsesforhold har i tillæg hertil vist sig at være be-

tydende for de anbragte børn og unge i forhold til deres udsathed for

vold, hvor lange og få anbringelser ser ud til at beskytte børn og unge fra

at opleve vold.

SANDSYNLIGHEDEN FOR SELV AT HAVE OPLEVET SEKSUELLE

OVERGREB

Figur 3.8 viser sammenhængen mellem baggrunds- og opvækstfaktorer

og pigers udsathed for seksuelle overgreb.

Resultaterne viser, at piger i BFU-undersøgelsen med et handi-

cap har 6 procentpoint højere sandsynlighed for at have været udsat for

seksuelle overgreb end piger uden handicap, når de andre faktorer holdes

konstante. På samme vis har piger i AFU-undersøgelsen 10 procentpoint

højere sandsynlighed for at have været udsat for seksuelle overgreb end

piger uden handicap.

Alt andet lige stiger også sandsynligheden for seksuelle overgreb

for piger i BFU-undersøgelsen, hvor moren har grundskole som højeste

uddannelse (6 procentpoint), og moren har fået en psykiatrisk diagnose

(7 procentpoint) i forhold til piger, hvis mor har højere uddannelse og

ingen diagnose. Sandsynligheden for at have været udsat for seksuelle

overgreb øges ligeledes, hvis forældrene tidligere har fået en dom (4 pro-

centpoint), eller forældrene er blevet skilt (4 procentpoint), sammenlignet

med piger, hvis forældre er sammen og ikke har fået en dom.

Sandsynligheden for at have været udsat for et seksuelt overgreb

stiger ligeledes for piger i AFU-undersøgelsen, jo ældre pigerne er ved

den første anbringelse. For hvert år ældre pigerne er ved første anbrin-

gelse, stiger sandsynligheden for seksuelle overgreb med 2 procentpoint,

når de andre faktorer holdes konstante.

FIGUR 3.8

Sammenhængen mellem baggrunds- og opvækstfaktorer og pigers udsathed

for seksuelle overgreb. Lineær sandsynlighedsmodel.

Sandsynligheder

0,00

Handicap

Dreng

Teenagemor

Lav fødselsvægt

Lav indkomst

Grundskole

Tidligere dom

Psykiatrisk diagnose

Brudt familie

Anbragt i familiepleje

Alder ved første anbringelse

Anbringelses varighed i år

Antal anbringelser

AFU

BFU

0,02

0,04

0,06

0,08

0,10

0,12

Anm.: AFU: N = 2.337, Konstant = 0,01 [-0,30;0,32], Justeret R

= 0,05. BFU: N.=.449, Konstant = 0,02 [0,00;0,04],

Justeret R

= 0,03. Kun signifikante sammenhænge er vist.

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995 og variablene: koen, dispon_ny, foed_dag, efalle og hfaudd fra

grundregistret, v_vagt fra Landspatientregistret, afg_ger7 fra kriminalregistret og adiag fra Psykiatriske

Centrale Forskningsregister.

Resultaterne fra sandsynlighedsmodellerne indikerer, at pigers handicap i

sig selv har en signifikant betydning i forhold til at øge sandsynligheden

for at have været udsat for seksuelle overgreb.

Yderligere viser resultaterne, at pigernes opvækst- og familiefor-

hold har en signifikant betydning i forhold til at mindske eller øge sand-

synligheden for, at piger bliver udsat for seksuelle overgreb for piger i

BFU-undersøgelsen, hvorimod socioøkonomiske faktorer ikke påvirker

sandsynligheden for at blive udsat for seksuelle overgreb signifikant for

piger i AFU-undersøgelsen. Dette er i tråd med de tidligere deskriptive

analyser, som viste, at gruppen af piger med handicap i AFU-

undersøgelsen, som havde været udsat for seksuelle overgreb, ikke var

signifikant forskellig fra de andre piger med handicap i forhold til op-

vækst- og baggrundsfaktorer.

Anbringelsesforhold har i tillæg hertil vist sig at være betydende

for de anbragte piger i forhold til deres udsathed for seksuelle overgreb,

hvor lange og få anbringelser ser ud til at beskytte piger fra at have ople-

vet seksuelle overgreb.

SAMMENFATNING

Det, at børn og unge har et handicap, er en risikofaktor for at blive udsat

for både fysisk vold og seksuelle overgreb, både for børn og unge i BFU-

undersøgelsen og for børn og unge i AFU-undersøgelsen.

Resultaterne fra BFU-undersøgelsen viser videre, at særligt de

socioøkonomiske faktorer har betydning for børn og unges udsathed for

vold og seksuelle overgreb, men ikke betydning for børn og unge i AFU-

undersøgelsen.

For de tidligere anbragte indikerer resultaterne derimod, at det er

deres anbringelsesforhold, som påvirker deres sandsynlighed for at være

blevet udsat for vold og seksuelle overgreb. Denne gruppe har, som vist i

det deskriptive afsnit, allerede en relativt lavere socioøkonomisk status

end børn og unge i BFU-undersøgelsen.

Det bør endvidere bemærkes, at de estimerede modeller har en

relativt lav forklaringskraft, hvilket indikerer, at der er faktorer, som ikke

er inkluderet i modellen, men som påvirker sandsynligheden for at blive

udsat for vold og seksuelle overgreb.

Kapitlet har vist, at omfanget af oplevet vold og seksuelle over-

greb er større blandt anbragte børn og unge med handicap end blandt

børn og unge med handicap, som ikke har været anbragt.

For børn og unge med handicap, som ikke har været anbragt

uden for hjemmet, ser det ud til, at vold og seksuelle overgreb i højere

grad finder sted i de ressourcesvage hjem end i de mere ressourcestærke

hjem.

Børn og unge med handicap i AFU-undersøgelsen har imidlertid

samme niveau af socioøkonomisk status, uanset om de har været udsat

for vold eller ej, hvilket indikerer, at der for denne gruppe af børn og

unge med handicap må være noget andet og mere, der påvirker sandsyn-

ligheden for, at de har været udsat for vold og seksuelle overgreb. Analy-

serne har også vist, at der er anbringelsesfaktorer, som spiller ind på ud-

satheden for overgreb, men man skal være varsom med at konkludere, at

anbragte børn og unge med handicap med længere og færre anbringelser

ikke vil blive udsat for vold og seksuelle overgreb.

Der er selektion i forhold til, hvem der bliver anbragt hvor,

hvornår og hvor mange gange. Unge, der anbringes på baggrund af in-

terne faktorer, fx et handicap i form af en ungdomspsykiatrisk diagnose

eller meget udadreagerende adfærd, vil typisk blive anbragt på en institu-

tion med fagpersonale og pædagoger, og ofte senere i livet, da disse han-

dicap ofte viser sig i teenageårene. Børn og unge, som anbringes på bag-

grund af eksterne faktorer i familien, vil typisk blive anbragt i en form for

familiepleje.

Man skal huske på, at børn og unge kan anbringes af mange år-

sager. Anbringes et barn eksempelvis, fordi moren udsætter barnet for

vold eller af frygt for, at moren vil gøre det, så kan anbringelsen i sig selv

være en beskyttende faktor for barnet. Hvis barnet i stedet anbringes på

en institution på grund af sit handicap, og barnet på institutionen oplever

et seksuelt overgreb, foretaget af en anden ung, vil anbringelsen have

været en risikofaktor for den unge.

Det er umiddelbart vanskeligt at konkludere på og isolere præcis,

hvilke faktorer der påvirker sandsynligheden for, at anbragte børn og

unge med handicap udsættes for vold og seksuelle overgreb, men der er

en sammenhæng, sådan at overgreb oftere finder sted blandt anbragte

børn og unge, der blev anbragt sent i ungdommen og derfor har været

anbragt kort tid samt har haft mange anbringelser.

KAPITEL 4

ERFARINGER FRA DET DAGLIGE

ARBEJDE MED BØRN OG UNGE

MED HANDICAP - DELANALYSE

Som led i den samlede undersøgelse er der gennemført en mindre spør-

geskemaundersøgelse til et udsnit af fagpersoner i landets kommuner,

der arbejder med børn og unge med handicap. Spørgeskemaet er besva-

ret af 128 fagpersoner. Derudover er der gennemført enkelte interview

med fagpersoner med særligt indblik i gruppen af børn og unge uden

verbalt sprog samt børn og unge med autisme og svær ADHD. Disse

interview vil i kapitlet blive anvendt til at perspektivere resultaterne fra

spørgeskemaundersøgelsen. Besvarelserne fra spørgeskemaundersøgel-

sen viser, at:

•

Godt halvdelen af spørgeskemaets besvarelser er foretaget af social-

rådgivere. Deres svarmønster divergerer dog sjældent markant fra

svarmønsteret hos medarbejdere, som til daglig arbejder med børn

og unge med handicap.

Godt og vel halvdelen af fagpersonerne angiver, at de på deres ar-

bejdsplads har en politik og handleplan til forebyggelse og tidlig op-

sporing af vold og seksuelle overgreb.

Halvdelen af fagpersonerne mener, at deres uddannelse er tilstræk-

kelig til at håndtere sager om overgreb.

Vold og seksuelle overgreb synes at foregå dér, hvor børn og unge

med handicap opholder sig og færdes.

•

Volden foregår, ifølge fagpersonerne, helt overvejende i hjemmet og

udøves primært af forældre.

Seksuelle overgreb foregår også hyppigst i hjemmet og dernæst i

(døgn)institutioner, på skoler, i plejefamilier og fritidsaktiviteter,

hvor børn og unge opholder sig. Seksuelle overgreb udøves lige

hyppigt af forældre og stedforældre som af et andet barn eller ungt

menneske.

Børn og unge med udviklingshæmning vurderes at være i størst risi-

ko for at blive udsat for seksuelle overgreb. Herefter følger børn og

unge med autisme og ADHD.

Børn og unge med udviklingshæmning og børn og unge med

ADHD vurderes at være i størst risiko for at blive udsat for vold.

Herefter nævnes børn og unge med autisme og kommunikations-

handicap.

Underretninger til myndighederne om vold eller seksuelt overgreb er

langt hyppigst baseret på udtalelser fra barnet eller den unge selv og

sekundært baseret på udtalelser fra andre.

DATA OG METODE

Der er udført en mindre spørgeskemaundersøgelse til fagpersoner, der til

daglig arbejder med børn og unge med handicap. Formålet med spørge-

skemaet har været at indhente viden om forhold, som ikke kommer frem

ved analyser af registerdata og ved spørgeskemaundersøgelserne til børn

og unge. Det drejer sig om følgende emner:

•

Politik og handleplaner for forebyggelse og opsporing af overgreb

Bekymring og mistanke, herunder tolkning af børn og unges adfærd

Viden om den typiske kontekst, hvor overgreb kan finde sted, her-

under de sociale mediers rolle

Viden om krænkeren og relationen mellem barnet/den unge og

krænkeren

Udsathed i forhold til typen af handicap.

Spørgeskemaet er rettet mod fagpersoner. Fagpersoner er i denne sam-

menhæng de personer i kommunalt regi, som arbejder med børn og unge

med handicap i forskellige tilbud og skoler. Det drejer sig om personale i

forvaltningen og i døgntilbud, lærere i specialskoler samt medarbejdere i

fritidsordninger, børnehuse, specialdaginstitutioner mv.

Fagpersoner, der dagligt arbejder med gruppen af børn og unge

med handicap, er vanskelige at opspore. Kommunerne blev derfor kon-

taktet gennem et net af kontaktpersoner på børnehandicapområdet, som

var bygget op i forbindelse med et tidligere projekt på området. Dette net

af kontaktpersoner blev suppleret med henvendelser til de 28 kommuner,

som ikke var repræsenteret i det tidligere projekt. Undersøgelsen er des-

uden formidlet gennem en 29 personer stor gruppe af videnspersoner,

som Socialstyrelsen har samlet i forbindelse med udarbejdelsen af en

håndbog til forebyggelse og opsporing af vold og seksuelle overgreb

mod børn og unge med handicap.

Metode og gennemførelse er bestemt af den snævre ramme, un-

dersøgelsen har haft. Sneboldmetoden har været anvendt: Det første net

af kontaktpersoner og videnspersoner er blevet bedt om at videresende

spørgeskemaet til alle de medarbejdere i kommunen, der har som hoved-

funktion at arbejde med gruppen af børn og unge med handicap. På den

måde blev det forsøgt sikret, at de fagpersoner, der modtog skemaet,

også var relevante svarpersoner. Ulempen ved en sådan sneboldmetode

er, at det er op til de første modtagere af spørgeskemaet at sikre den vi-

dere formidling.

Skemaet blev kvalificeret af Socialstyrelsens gruppe af vidensper-

soner samt medarbejdere i Socialstyrelsen. Undersøgelsen blev gennem-

ført i november-december 2016.

Derudover blev der foretaget interview med ledelsen på to

døgninstitutioner for børn og unge mellem 0 og 18 år med væsentlige og

varige funktionsnedsættelser, ofte uden et verbalt sprog. Særligt denne

gruppe har ombudsmandens bevågenhed. Derudover er en VISO-

konsulent

fra en specialskole for børn og unge med autisme og svær

ADHD blevet interviewet.

BESVARELSE OG RESPONDENTER

Spørgeskemaet er besvaret af 128 personer, deraf har de 30 modtaget

skemaet gennem gruppen af videnspersoner, nedsat af Socialstyrelsen, og

de 98 modtaget spørgeskemaet gennem kontaktpersoner i kommunerne.

Fra 51 kommuner har vi ikke fået nogen besvarelser, fra 25 kommuner

17. VISO står for: Videns- og Specialrådgivningsorganisation på det sociale område og på specialun-

dervisningsområdet.

har vi fået én besvarelse fra hver, og fra de sidste 22 kommuner har vi

fået mellem 3 og 8 besvarelser.

Spørgeskemaets første 15 punkter belyser baggrundsfaktorer, det

vil sige forhold ved respondenten og dennes arbejde, der kan tænkes at

have betydning for, hvad respondenten har erfaret, og dermed for svare-

ne. I de tilfælde, hvor baggrundsfaktorerne har betydning for svarene,

skal det fremhæves. Respondenternes fordeling i forhold til lederansvar

fremgår af tabel 4.1.

TABEL 4.1

Respondenterne, fordelt efter deres svar på spørgsmålet: ”Er du leder med

personaleansvar, leder uden personaleansvar eller medarbejder?” Procent

og antal.

Procent

Leder med personaleansvar

Leder uden personaleansvar

Medarbejder

Uoplyst

Total

100

Antal

128

Et spørgsmål belyser, om respondenten er leder, eventuelt med persona-

leansvar. Svarene fordeler sig med 37 pct. fra ledere, 27 pct. med perso-

naleansvar og 10 pct. uden, og 63 pct. fra ikke-ledere. En analyse viser, at

det spiller en signifikant rolle for besvarelsen af en ret stor del af under-

søgelsens spørgsmål (ca. 1/3), om respondenten er leder eller ikke. I ana-

lysen har vi brugt gruppen af ledere for at kontrollere, om det, at re-

spondenten er leder, har betydning for svaret.

Et andet spørgsmål belyser betydningen af medarbejderens stil-

ling. Fordelingen på dette spørgsmål viser, at 53 pct. af respondenterne

er socialrådgivere (svarende til 57 personer), 10 pct. er pædagoger og pæ-

dagogmedhjælpere (svarende til 13 personer), og 6 pct. er lærere (svaren-

de til 6 personer), mens de øvrige fordeler sig på et stort antal mindre

grupper, der ligesom de sidstnævnte indebærer ansigt-til-ansigt-kontakt.

Der er foretaget kontrol for betydningen af dette forhold for resultaterne,

idet vi har undersøgt forskellen mellem svar fra socialrådgivere og andre,

hvilket i høj grad dækker over om fagpersonerne primært er sagsbehand-

lere, eller om de dagligt arbejder med børn og unge. Denne faktor har

betydning i lidt færre tilfælde (ca. 1/5).

Der er ligeledes grund til at tro, at erfaringen med at arbejde på

børne- og ungeområdet kan have betydning. Erfaring på området stræk-

ker sig jævnt over intervallet 0-25 år, mens 9 pct. har arbejdet i endnu

længere tid på området. Halvdelen af respondenterne har mellem 0 og 9

års erfaring, den anden halvdel har 10 års erfaring eller mere. Ved kon-

trol for betydningen af erfaring har vi benyttet en opdeling i disse to

grupper. Denne faktor har også betydning i relativt få tilfælde (ca. 1/5).

Man kan endvidere forestille sig, at det betyder noget for svarene,

om respondenten har med mindre eller større børn at gøre. Det viser sig

imidlertid, at to tredjedele af respondenterne har at gøre med børn og

unge i et stort spænd af aldre. 64 pct. af undersøgelsens respondenter har

at gøre med både små og store børn og unge, 26 pct. har at gøre med

børn fra en vis alder og op, i de fleste tilfælde i skolealderen, mens en

mindre gruppe har at gøre med børn og unge fra teenagealderen. Cirka

10 pct. har kun med mindre børn at gøre. Her har det været muligt at

teste for, om det har betydning, om man kun har med børn fra en vis

alder og op at gøre. Det viser sig kun at betyde noget for spørgsmålet om,

hvor let det er at skelne mellem almindelig adfærd og adfærd, som kan

være tegn på, at barnet har oplevet vold eller et seksuelt overgreb.

Spørgsmålene om, hvilke typer af handicap de børn og unge,

som respondenterne har med at gøre, har, viser, at 62 pct. har med børn

og unge med alle typer handicap at gøre, mens resten kun har med nogle,

men ikke alle, at gøre. De fordeler sig på 21 pct., hvor børn og unge med

udviklingshæmning indgår i de typer handicap, de har med at gøre, og 17

pct., hvor dette ikke er tilfældet. Her er der testet for, om det har betyd-

ning, at man kun arbejder med fysiske handicap. Der er kun signifikans

ét sted, nemlig blandt besvarelser fra medarbejdere, der arbejder med

børn og unge med fysisk handicap, hvor der ikke er nogen, som har und-

ladt at underrette på en mistanke om vold eller seksuelle overgreb.

Alt i alt giver analysen af baggrundsfaktorers betydning et ind-

tryk af, at det billede, undersøgelsen tegner, kun i mindre grad er følsomt

over for sammensætningen af respondentgruppen.

POLITIK OG HANDLEPLAN PÅ ARBEJDSPLADSERNE

Undersøgelsen omfatter for det første spørgsmålet om, hvorvidt de

medarbejdere, der har med gruppen at gøre, føler sig klædt på til at hånd-

tere sager om vold og seksuelle overgreb på børn og unge med handicap,

herunder også arbejdspladsens opmærksomhed og politik på området.

Tabel 4.2 viser, at over halvdelen er vidende om, at deres ar-

bejdsplads har en udviklet politik og handleplan på området – for vold er

det 54 pct., og for seksuelle overgreb er det 53 pct. Men set fra den an-

den side viser tallene, at henholdsvis 46 pct. og 47 pct. enten ikke mener

eller ikke er vidende om, at deres arbejdsplads har en politik og handle-

plan på området. Her har det stor betydning, om respondenten er leder

eller ikke. Ledernes ja-procent er oppe over 70, mens medarbejdernes er

midt i 40’erne, og medarbejderne har ligeledes en høj ”ved ikke”- pro-

cent.

TABEL 4.2

Respondenterne, fordelt efter deres svar på spørgsmålet: ”Har arbejdsplad-

sen en politik og handleplan til forebyggelse og tidlig opsporing af vold og

seksuelle overgreb mod børn og unge med handicap”. Procent.

Har virksomheden en politik og handleplan:

Nej

Ved ikke

Total

Vold

100

Seksuelle overgreb

100

Over halvdelen af respondenterne oplever imidlertid, at deres arbejds-

plads er opmærksom på problematikken vedrørende overgreb – 78 pct.,

når det drejer sig om vold, og 67 pct., når det drejer sig om seksuelle

overgreb. Oplevelsen af, at arbejdspladsen er opmærksom på problema-

tikken, er ligeledes en del mere udbredt blandt ledere end blandt medar-

bejdere.

BOKS 4.1

Fra interview med ledelserne på to døgninstitutioner.

Udtalelser fra ledelserne fra to døgninstitutioner for børn og unge med udviklingshæmning

understreger, hvor vigtigt det er, at der på arbejdspladsen er både en politik og klare ret-

ningslinjer for forebyggelse af vold og seksuelle overgreb og håndtering af mistanke om

overgreb. Ifølge de interviewede giver en fælles politik og retningslinjer tilsammen de

fælles rammer for arbejdet med denne gruppe af børn og unge. Retningslinjerne skal angi-

ve, hvordan fagpersonerne skal reagere ved bekymringer eller mistanke om overgreb.

Retningslinjerne er derved med til at give medarbejderne en tryghed i situationen, og det

giver ligeledes vikarer og nye medarbejdere en køreplan for, hvad der skal gøres, hvis

noget unormalt observeres.

Over halvdelen af respondenterne vurderer, at deres uddannelse er til-

strækkelig i forhold til håndtering af sager i dette problemområde vedrø-

rende både vold (det anfører 57 pct.) og seksuelle overgreb (det anfører

60 pct.). Dette viser, at selv om der er en høj grad af opmærksomhed og

oplysning om såvel vold som seksuelle overgreb, er der en stor andel af

respondenterne, der vurderer, at de mangler tilstrækkelig uddannelse til

at håndtere eventuelle overgreb.

Der er en signifikant forskel på, hvad ledere (med og uden per-

sonaleansvar) og medarbejdere mener om denne tematik. Medarbejdere

mener, at der er mindre oplysning og mere mangel på uddannelse på det-

te område, mens lederne i højere grad er af den modsatte opfattelse.

Baggrunden for denne forskel kan muligvis være, at lederne er ansvarlige

for politik, handleplan og uddannelse og derfor er mere bevidste om,

hvad der findes og har været gjort.

Medarbejdernes erfaring har også signifikant betydning for sva-

rene. Medarbejdere med mere end 10 års erfaring inden for børne- og-

unge-området mener i højere grad end dem med ni års erfaring og min-

dre, at de har tilstrækkeligt med uddannelse i forhold til at håndtere pro-

blemerne på dette område, samt at arbejdspladsen er opmærksom på

problematikken, og at den har en handleplan og en politik for problem-

området.

Respondenternes stilling har betydning for deres vurdering af

arbejdspladsens beredskab samt deres egne kompetencer. Respondenter i

stillinger med direkte kontakt, som fx pædagoger eller sundhedsplejer-

sker, mener, at opmærksomheden på området fra arbejdspladsens side er

mangelfuld. De mener heller ikke, at deres uddannelse har givet dem til-

strækkelig viden på dette område. Socialrådgiverne, derimod, mener både,

at deres arbejdsplads har den rette opmærksomhed, og at deres uddan-

nelse er tilstrækkelig.

BEKYMRING OG MISTANKE

Et af de centrale formål med spørgeskemaet til fagpersoner har været at

få et billede af, hvor ofte fagpersoner har en bekymring eller mistanke

om, at børn og unge med handicap har været udsat for vold og seksuelle

overgreb, samt hvad der forårsager en sådan bekymring eller mistanke.

Derfor er der spurgt om, i hvor mange tilfælde inden for de seneste 12

måneder respondenten har haft bekymring eller mistanke om, at et barn

eller en ung med handicap har været udsat for vold eller seksuelle over-

greb.

TABEL 4.3

Respondenterne, fordelt efter, i hvor mange tilfælde de inden for de seneste

12 måneder har haft bekymringer og mistanker om, at et barn har været ud-

sat for vold eller seksuelt overgreb. Procent.

Antal tilfælde af bekymringer/mistanke:

4 eller flere

Total

Vold

100

Seksuelt overgreb

100

Tabel 4.3 viser, at henholdsvis 40 pct. og 56 pct. ikke i noget tilfælde in-

den for de sidste 12 måneder har haft mistanke om, at et barn eller en

ung med handicap har været udsat for vold eller seksuelle overgreb.

På et spørgsmål om, i hvilket omfang respondenten har følt sig

sikker på, at mistanken var korrekt, svarer 69 pct., at de ikke har været

sikre på mistanken om vold, og 78 pct., at de ikke har været sikre på mis-

tanken om seksuelle overgreb. Det betyder dog omvendt, at 31 pct. in-

den for de seneste 12 måneder

har

følt sig sikre på at have kontakt til et

barn med handicap, der havde været udsat for vold, mens 22 pct.

har

følt

sig sikre på at have kontakt til et barn med handicap, der havde været

udsat for seksuelle overgreb.

TABEL 4.4

Respondenterne, fordelt efter den mest almindelige årsag til bekymring eller

mistanke om henholdsvis vold og seksuelt overgreb på et barn eller ung. Pro-

cent.

Årsager til bekymring/mistanke:

Udtalelser fra barnet/ den unge

Udtalelser fra andre

Tegninger

Fysiske tegn

Psykiske tegn

Ændret adfærd

Misbrug

Andet

Årsag fra flere kategorier end én

Ikke afgivet svar

Total

Vold

101

Seksuelt overgreb

100

Den mest almindelige årsag til mistanken om, at der er foregået vold, er

udtalelser fra barnet eller den unge

selv. Det fremgår af tabel 4.4, hvor 43 pct.

af respondenterne anfører dette som årsag til bekymring eller mistanke.

For andre 26 pct. er den mest almindelige årsag udtalelser fra andre,

mens 14 pct. mener, at ændret adfærd er den meste almindelige årsag.

Disse forskelle hænger formentlig sammen med, at respondenterne har

med forskellige grupper af børn og unge at gøre. En inddragelse af sva-

rene på, hvad der er den næstmest og tredjemest almindelige årsag viser,

at psykiske tegn og i mindre grad fysiske tegn også spiller en rolle.

Den mest almindelige årsag til mistanken om, at der er foregået

et seksuelt overgreb, er ligeledes

udtalelser fra barnet eller den unge

selv, hvil-

ket ligeledes fremgår af tabel 4.4. Denne årsag anføres af 39 pct. af re-

spondenterne. For andre 22 pct. er den mest almindelige årsag udtalelser

fra andre, mens 18 pct. mener, at ændret adfærd er den meste almindeli-

ge årsag. Også disse forskelle kan hænge sammen med, at respondenter-

ne har med forskellige grupper af børn og unge at gøre. En inddragelse

af svarene på, hvad der er næstmest og tredjemest almindelige årsag, vi-

ser, at psykiske tegn spiller en stor rolle.

Der er ingen forskel på, hvad ledere og medarbejdere mener om

antallet af tilfælde, hvor de har været sikre på, at en krænkelse har fundet

sted, samt ingen forskel på, hvad de vurderer som de hyppigste årsager.

Dog tenderer medarbejdere mod at have færre mistanker om overgreb af

voldelig eller seksuel art end ledere, måske fordi lederne, gennem deres

medarbejdere, har kontakt med flere børn. Medarbejderes erfaring og

stilling viser ingen signifikant sammenhæng med fordelingen af deres

svar.

Ombudsmanden udtalte i forbindelse med sine tilsynsbesøg på

11 døgninstitutioner for børn og unge med handicap, at navnlig den

gruppe af børn og unge med handicap, der ikke har et verbalt sprog, er

en særligt udsat gruppe (Ombudsmanden, 2016).

Fagpersonernes vurdering af, at det primært er udtalelser, der

spiller en rolle som baggrund for bekymring eller mistanke om vold og

seksuelle overgreb over for et barn eller en ung med handicap, er på

denne baggrund tankevækkende. Hvis fagpersoner primært bruger udta-

lelser fra børn og unge som pejlemærke for mistanker, hvordan får fag-

personerne så mistanke, når der er tale om gruppen af børn og unge

uden sprog?

BOKS 4.2

Fra interview med ledelserne på to døgninstitutioner.

I forbindelse med denne undersøgelse blev ledelserne på to døgninstitutioner med børn og

unge med væsentlige og vedvarende funktionsnedsættelser (udviklingshæmning) inter-

viewet netop med henblik på at få indsigt i denne særlige gruppe af børn og unge, der ikke

har et verbalt sprog.

Interviewpersonerne fra disse to institutioner påpeger, at det er ændringer i adfærd, der er

afgørende for tolkningerne af barnet eller den unge, og at det er bevågenheden over for

ændringer i adfærd, der er afgørende for fagpersonernes mulighed for at opdage et even-

tuelt overgreb. Ændringer i adfærden kan fx være ændrede sovemønstre, ændrede spise-

mønstre, ændret kommunikation, fx ved skrig eller tegn, eller ændringer i omgangen med

andre mennesker. Derudover kan der være tale om egentlige fysiske tegn, fx blå mærker,

sår eller hævelser på kroppen.

Ifølge interviewpersonerne skal fagpersonerne være opmærksomme på, at ændringer i

adfærd kan skyldes mange forskellige forhold. En ændret adfærd kan fx skyldes ny medi-

cin, en ny medarbejder eller et uheld, men en ændret adfærd kan altså også være tegn på

et overgreb.

ADFÆRDEN HOS BØRN OG UNGE MED HANDICAP

Det er et vigtigt spørgsmål, hvor let en fagperson har ved at skelne mel-

lem almindelig adfærd og adfærd, der kan være tegn på vold og seksuelle

overgreb, samt hvor rustede medarbejderne føler sig til at fortolke de

tegn, som de observerer. Dette spørgsmål er derfor taget med i undersø-

gelsen.

Spørgsmålene lyder, når det gælder børn og unge med handicap:

Hvor let synes du, det er at skelne mellem almindelig adfærd og adfærd, der falder ind

under begrebet vold eller seksuelt overgreb?

Tabel 4.5 viser, at respondenterne

finder, at det er vanskeligt at skelne mellem almindelig adfærd og adfærd,

der kan være tegn på vold og seksuelle overgreb. 75 pct. mener, at det er

svært i forhold til vold, og endnu flere, 80 pct., mener, at det er vanske-

ligt i forhold til seksuelle overgreb.

TABEL 4.5

Respondenterne, fordelt efter deres svar på spørgsmålet: ”Hvor let synes du,

det er at skelne mellem almindelig adfærd og adfærd, der falder ind under

begrebet vold eller seksuelt overgreb?” Procent.

Hvor let er det at skelne:

Meget vanskeligt

Ret vanskeligt

Ret let

Meget let

Total

Vold

100

Seksuelle overgreb

100

Et supplerende spørgsmål lyder:

I hvilken grad føler du dig rustet til at forstå og

fortolke et barns udsagn eller tegn på et eventuelt voldeligt overgreb, henholdsvis på et

eventuelt seksuelt overgreb?

Tabel 4.6 viser, at fagpersonerne generelt i højere

grad føler sig rustede til at forstå og fortolke voldelige og seksuelle over-

greb, hhv. 64 pct. og 57 pct. De to spørgsmålspar giver tilsammen ind-

tryk af, at seksuelle overgreb generelt er mere vanskelige at fortolke og

forstå, end voldelige overgreb er.

Om man er leder eller medarbejder, har ingen betydning i for-

hold til, hvor vanskeligt man har ved at genkende adfærd, der falder in-

den for kategorierne vold eller seksuelle overgreb. Der viser sig dog at

være en signifikant sammenhæng med, i hvor høj grad man føler sig ru-

stet til at forstå og fortolke tegn herpå. Medarbejdere føler sig i mindre

grad rustede til opgaven end ledere.

TABEL 4.6

Respondenterne, fordelt efter deres svar på spørgsmålet: ”I hvilken grad føler

du dig rustet til at forstå og fortolke et barns udsagn eller tegn på voldeligt

eller seksuelt overgreb?” Procent.

Hvor rustet er respondenten:

I høj grad

I nogen grad

I mindre grad

Slet ikke

Total

Vold

100

Seksuelle overgreb

100

Socialrådgivere mener i højere grad end folk i stillinger med direkte kon-

takt at have vanskeligt ved at skelne mellem almindelig adfærd og adfærd,

der kan være tegn på vold og/eller seksuelle overgreb. I denne sammen-

hæng mener socialrådgivere i mindre grad, at de er rustede til at fortolke

og forstå disse tegn, end folk i stillinger med ansigt-til-ansigt-kontakt.

Erfaring viser sig, noget overraskende, ikke at have nogen betydning for

disse forhold.

BOKS 4.3

Fra interview med ledelserne på to døgninstitutioner og en VISO-konsulent.

Ifølge interviewene med ledelserne på de to døgninstitutioner og med en VISO-konsulent

på en specialskole er dokumentationen af et barns eller en ungs normal-adfærd nødvendig

for at kunne opdage og tolke på en ændret adfærd. På alle tre institutioner arbejdes der

med denne dokumentation. Alle børn og unge tildeles en kontaktperson, der følger bar-

net/den unge, som har kontakten til de andre voksne omkring barnet/den unge, og som er

med til at udarbejde planerne for barnet/den unge. Alle børn og unge, uanset hvilken type

handicap de har, er udstyret med en udviklingsplan, en aktivitetsplan og en dagbog/logbog.

Disse redskaber opfatter de interviewede som afgørende redskaber i forhold til at kunne

observere og dokumentere ændringer i adfærd eller fx mærker, sår eller hævelser. Disse

daglige optegnelser er dem, der gør det muligt at registrere eventuelle ændringer i et

barns eller en ungs adfærd.

KONTEKST FOR KRÆNKELSER

Det var endvidere et formål med undersøgelsen at belyse, hvem medar-

bejderne på området oplever som voldelige eller krænkere, og i hvilken

kontekst volden eller krænkelserne fandt sted. Der er derfor også stillet

spørgsmål om disse to forhold.

TABEL 4.7

Respondenterne, fordelt efter, i hvilken kontekst den voldelige eller seksuelle

krænkelse, ved mistanke, var foregået. Procent.

Kontekst ved mistanke:

Hjem

Institution

Skole

Plejefamilie

Under transport

Fritidsaktivitet

Læge, pleje og omsorgsinstitution

Døgninstitution

Sociale medier

Andet

Ikke afgivet svar

Total

Vold

100

Seksuelt overgreb

101

Tabel 4.7 viser, at det mest risikofyldte sted for et barn eller en ung med

handicap er hjemmet, når det bliver vurderet ud fra den bekymring, mis-

tanke eller viden, som respondenterne har haft. Når det drejer sig om

vold, retter mistanken sig i 75 pct. af tilfældene mod hjemmet, og deref-

ter følger institution med 7 pct., skole med 4 pct., døgninstitution med 3

pct. og plejefamilie med 2 pct.

Når det drejer sig om seksuelle overgreb, er det oftest nævnte

sted ligeledes hjemmet, her dog kun med 43 pct., mens institution kom-

mer ind med 10 pct., mens døgninstitution nævnes af 8 pct., fritidsaktivi-

tet af 6 pct. og skole og plejefamilie med hver 5 pct. Sociale medier teg-

ner sig for 6 pct. Baggrundsforhold som hvorvidt besvarelsen er fra en

leder eller en socialrådgiver, eller respondentens erfaring på området,

spiller ikke nogen rolle for udsagnet om, hvor det foregår.

TABEL 4.8

Respondenterne, fordelt efter deres svar på, hvem mistanken var rettet imod

som krænkeren, sidst de havde en bekymring om vold eller seksuelle kræn-

kelser, begået mod et barn eller en ung med handicap. Procent.

Krænkeren ved mistanke:

Forældre

Bedsteforældre

Søskende

Ven af familie

Omsorgs-/plejeperson

Et andet barn eller ung

Lærer, pædagog

Bekendt, som er mødt på internettet

Kæreste, ekskæreste

Andre

Ikke afgivet svar

Total

Vold

100

Seksuelt overgreb

100

Billedet af, hvem mistanken rettede sig imod ved mistanke om vold eller

seksuelle overgreb, er ligeledes relativt entydigt. Det er belyst ved flere

spørgsmål. Først spørges der om, hvem bekymringen eller mistanken var

rettet mod, sidste gang respondenten var bekymret for, om et barn eller

en ung var blevet udsat. Svaret på dette spørgsmål fremgår af tabel 4.8 og

viser, at forældre og stedforældre ses som krænkere i børnenes og de un-

ges liv, når det gælder vold. Forældre og stedforældre opleves sammen

med andre børn og unge som krænkerne, når det gælder seksuelle over-

greb.

Mistanken i forbindelse med vold har i 74 pct. af tilfældene rettet

sig mod forældre, i 10 pct. mod andre børn, i 4 pct. mod omsorgs- og

plejepersoner og i 2 pct. mod en lærer eller en pædagog. Mistanken i for-

bindelse med seksuelt overgreb har i 32 pct. af tilfældene rettet sig mod

forældre, i 29 pct. mod andre børn og unge, i 5 pct. mod en bekendt fra

internettet og i 3 pct. mod søskende, mens kategorierne ven af familien,

omsorgsperson og lærer hver tegner sig for 2 pct. af mistankerne. Bag-

grundsforhold som hvorvidt besvarelsen er fra en leder eller socialrådgi-

ver, spiller heller ikke her nogen rolle for udsagnet om, hvem mistanken

retter sig imod. Igen kan det overraske, at respondentens erfaring på om-

rådet heller ikke har nogen betydning for svarfordelingen.

100

TABEL 4.9

Respondenterne, fordelt efter, hvem de vurderer i de mest almindelige tilfæl-

de er mest voldeligt og seksuelt krænkende mod børn og unge med handicap.

Procent.

Vold

Familie

Personale

Andre voksne

Jævnaldrende

Ikke afgivet svar

Total

100

Seksuelt overgreb

100

Spørgeskemaet indeholdt imidlertid også et par mere generelle spørgsmål

om, hvem respondenten bedømte til at være den mest voldelige hen-

holdsvis krænkende persongruppe, set i almindelighed, uden at det var

knyttet til nogen konkret situation. Når man således spørger mere gene-

relt, kommer der naturligt nok et klarere billede frem. Tabel 4.9 viser, at

den mest voldelige persongruppe af 65 pct. af respondenterne vurderes

til at være familien, mens 29 pct. vurderer, at det er jævnaldrende. De

andre muligheder, personale og andre voksne, kommer ind med 1 pct.

hver.

Den generelle vurdering viser, ligesom den konkrete vurdering,

vi så på ovenfor, et lidt mere spredt billede, når det gælder, hvem der er

de mest seksuelt krænkende persongrupper over for børn og unge med

handicap. I den generelle vurdering kommer barnets eller den unges

jævnaldrende ind på førstepladsen med 51 pct., mens familie nævnes af

38 pct., og de to andre muligheder, personale og andre voksne, nævnes

af 3 pct. hver. Set i sammenhæng hænger det billede, de konkret formu-

lerede spørgsmål og de generelt formulerede spørgsmål giver, godt sam-

men. Når man beder om en generel vurdering, bliver jævnaldrende dog

nævnt mere, end det skulle forventes ud fra den konkrete vurdering.

Ved de generelle vurderinger af, hvem der foretager seksuelle

overgreb, ses en enkelt sammenhæng med baggrund, idet respondenter

med mere erfaring oftere end dem med mindre erfaring, nævner familie

som den mest seksuelt krænkende gruppe.

101

DE SOCIALE MEDIERS ROLLE

Spørgeskemaet kommer også ind på forhold, som har at gøre med de

sociale mediers betydning som kanal for psykisk vold og seksuelle over-

greb. Det er et relativt nyt felt, og dets betydning for de yngre generatio-

ner er formentlig ikke tydelig for forældregenerationen og medarbejdere,

der har med børn og unge at gøre.

Der er en volds- og overgrebsproblematik i forbindelse med so-

ciale medier, hvor de sociale medier mistænkes for at være kanal for psy-

kisk vold i form af fx mobning og direkte formidlingskanal mellem børn

og unge og så voksne med ondt i sinde. Området er vanskeligt at belyse,

netop fordi børn og unge færdes alene på de sociale medier. I spørge-

skemaet er fagpersonerne blevet spurgt om deres vurdering af de sociale

medier som arnested for psykisk vold og/eller seksuelle overgreb.

Respondenten bliver bedt om at tage stilling til udsagnet, om so-

ciale medier er vigtige formidlingskanaler i forhold til psykisk vold hen-

holdsvis seksuelle overgreb. Tabel 4.10 viser, at knap tre fjerdedele me-

ner, at de sociale medier er vigtige formidlingskanaler i forhold til psykisk

vold (73 pct.) og seksuelle overgreb (74 pct.).

Der er ikke nogen forskel på, hvad medarbejdere og ledere (med

og uden personaleansvar) mener om vigtigheden af sociale medier som

kanaler for psykisk vold og seksuelle overgreb, og medarbejdernes erfa-

ring og stilling er heller ikke af betydning på dette område.

TABEL 4.10

Respondenterne, fordelt efter graden af enighed i, at sociale medier er vigtige

formidlingskanaler for psykisk vold og seksuelle overgreb. Procent.

Grad af enighed:

Meget uenig

Ret uenig

Ret enig

Meget enig

Total

Psykisk vold

100

Seksuelle overgreb

Fagpersonerne er endvidere blevet spurgt om, hvorvidt de oplever at

have nok viden om de sociale mediers betydning for psykisk vold og sek-

suelle overgreb. Som det fremgår af tabel 4.11, så mener over halvdelen,

at de mangler viden om de social mediers betydning for både psykisk

vold (58 pct.) og seksuelle overgreb (56 pct.).

102

Der er heller ikke nogen forskel på lederes og de andre respon-

denters manglende viden på dette felt. Alt i alt må vi derfor konkludere,

at de angivne tal i tabellen er ret robuste i forhold til, hvad forskellige

respondentgrupper mener om emnet.

TABEL 4.11

Respondenterne, fordelt efter deres svar på spørgsmålet: ”Jeg mangler viden

om sociale mediers betydning for børns og unges risiko for psykisk vold og

seksuelle overgreb”. Procent.

Psykisk vold

Meget uenig

Ret uenig

Ret enig

Meget enig

Total

100

Seksuelle overgreb

100

Fagpersonerne vurderer således, at de sociale medier er vigtige kanaler i

forhold til overgreb, og at de som fagpersoner oplever at have for lidt

viden om de sociale medier.

BOKS 4.4

Fra interview med ledelserne på to døgninstitutioner og en VISO-konsulent.

I forbindelse med interviewene med ledelserne på to døgninstitutioner og en VISO-

konsulent på en specialskole dukkede bekymringerne for de sociale medier også op. De

interviewede ser de sociale medier som en stor udfordring, som de interviewede kunne

ønske sig bedre indsigt i og kontrol med. Samtidig medgiver interviewpersonerne, at de

sociale medier fx kan være den unges eneste private rum og et rum, hvor de kan have en

kontakt, som de ellers ikke har. De sociale medier er et område, som de interviewede øn-

sker sig mere viden om.

UNDERRETNING OG HÅNDTERING AF MISTANKE

Et vigtigt emne er underretning og håndtering af mistanker om, at børn

eller unge med handicap bliver udsat for vold eller seksuelle krænkelser.

Det er også belyst i undersøgelsen.

Fordelingen af antal underretninger om vold, som responden-

terne er stødt på inden for de seneste 12 måneder, fremgår af tabel 4.12.

103

Tabellen viser, at 62 pct. af respondenterne har oplevet underretninger

om vold inden for de seneste 12 måneder, mens 38 pct. ikke har. For 36

pct. har der været tale om 1-2 underretninger, mens 26 pct. har oplevet

tre eller flere underretninger om vold. Her er det vigtigt at påpege, at

over halvdelen af respondenterne er socialrådgivere, der formentlig er

modtagere af underretninger fra alle kommunens institutioner. Derfor

denne høje andel af oplevede underretninger.

TABEL 4.12

Respondenterne, fordelt efter antal oplevede underretninger grundet en mis-

tanke eller bekymring om vold og seksuelt overgreb mod et barn eller ung

med handicap de seneste 12 måneder Procent.

Antal underretninger:

4 eller flere

Total

Vold

100

Seksuelt overgreb

100

Fordelingen af antal underretninger om seksuelle overgreb, som respon-

denterne er stødt på inden for de seneste 12 måneder, viser, at 46 pct. af

respondenterne har oplevet underretninger om seksuelle overgreb inden

for de seneste 12 måneder, mens 54 pct. ikke har. For 37 pct. har der

været tale om 1-2 underretninger, mens 9 pct. har oplevet tre eller flere

underretninger om seksuelle overgreb.

Lederne kender til en del flere underretninger på begge områder,

hvilket formentlig hænger sammen med, at de gennem medarbejdere har

kendskab til flere børn. Ellers betyder baggrund ikke noget.

Årsagen til underretninger vedrørende vold fremgår af tabel 4.13.

Tabellen viser, at det hovedsageligt er udtalelser fra barnet eller den unge

(48 pct.) og udtalelser fra andre (18 pct.). Samme mønster gør sig gæl-

dende for de seksuelle overgreb, hvor de tilsvarende tal er henholdsvis

34 pct. og 18 pct.

104

TABEL 4.13

Respondenterne, fordelt efter årsager, der førte til oplevede underretninger

om vold og seksuelle overgreb. Procent.

Årsager:

Udtalelser fra barnet

Udtalelser fra andre

Tegninger

Fysiske tegn

Psykiske tegn

Ændret adfærd

Misbrug

Andet

Årsag fra flere kategorier end én

Ikke afgivet svar

Total

Vold

100

Seksuelt overgreb

100

TABEL 4.14

Respondenterne, fordelt efter antal gange, de har haft mistanker om vold og

seksuelt overgreb mod et barn eller en ung med handicap og ikke har under-

rettet inden for de seneste 12 måneder. Procent.

Antal ikke-underrettede mistanker:

Total

Vold

100

Seksuelt overgreb

100

Der er også spurgt til, om respondenterne har undladt at underrette, når

der ellers kunne være grund til det. Tabel 4.14 viser, at størstedelen af

fagpersonerne ikke har oplevet den situation inden for de seneste 12 må-

neder, at de har haft en bekymring, mistanke eller viden, som de ikke har

underrettet om. Det gælder for 90 pct., når det drejer sig om vold, og 95

pct., når det drejer sig om seksuelle overgreb. Det betyder dog omvendt,

at 10 pct. af respondenterne har haft en bekymring, mistanke eller viden

om vold, de ikke har underrettet om, og 5 pct. har haft tilsvarende om

seksuelt overgreb. De fordeler sig mellem 1 til 5 tilfælde for vold og 1 til

4 for seksuelle overgreb med flest i den lave ende. Årsagen til ikke at un-

derrette for disse medarbejdere er hovedsageligt manglende viden ved

105

sager om vold, hvilket anføres af 17 pct. Ved seksuelle overgreb er årsa-

gen hovedsageligt mangel på viden for 7 pct. og mangel på viden om,

hvordan man handler, for andre 7 pct.

TABEL 4.15

Respondenterne, fordelt efter muligheden for at drøfte håndteringen af en

sag om vold eller seksuelt overgreb undervejs og efter. Procent.

Muligheder for at drøfte håndteringen:

Drøftet med en kollega

Drøftet med en leder

Drøftet med en anden

Både drøftet med kollega og leder

Drøftet med leder og anden

Drøftet med kollega, leder og en anden

Ingen muligheder for at drøfte

Total

Vold

100

Seksuelt overgreb

101

Tabel 4.15 viser respondenternes fordeling efter muligheden for at drøfte

håndtering undervejs eller efter en sag omhandlende vold. De fleste re-

spondenter henvender sig til deres leder (52 pct.) eller til en kollega (18

pct.). Samme mønster gør sig gældende for sager om seksuelle overgreb,

hvor 53 pct. drøfter sagen med deres leder, og 18 pct. drøfter den med

en kollega. Det gælder for både vold og seksuelle overgreb, at 14 pct.

drøfter sagen med både en kollega og en leder, mens 13 pct. drøfter sa-

gen med kollega, leder og en anden (jf. tabel 4.15).

Der er i dette tema, specifikt i forhold til vold, en tendens til, at

det er ledere, der svarer på disse spørgsmål, mens de øvrige respondenter

har langt flere ubesvarede spørgsmål her. Det har ingen betydning for

besvarelsen, hvor meget erfaring man har, og hvilken stilling man har.

UDSATHED I FORHOLD TIL TYPEN AF HANDICAP

I undersøgelsen er der ikke spurgt om, hvor stor en del af børnene og de

unge, vores respondenter vil vurdere bliver udsat for vold henholdsvis

seksuelt overgreb i løbet af deres første 18 år. Vi har imidlertid bedt re-

spondenterne om at vurdere den relative risiko i forhold til barnets eller

den unges handicap, således at vi får et indtryk af, hvilke grupper der bli-

ver betragtet som mere eller mindre udsatte. Spørgsmålene om relativ

106

risiko set i forhold til type af handicap er formuleret generelt. Svarene på

disse spørgsmål, som fremgår af tabel 4.16, giver et ret entydigt billede.

TABEL 4.16

Respondenterne, fordelt efter deres vurdering af, hvilken gruppe af børn eller

unge med handicap der er mest udsat. Procent.

Mest udsatte gruppe:

Mobilitetshandicap

Sansehandicap

Kommunikationshandicap

Udviklingshæmning

Autismespektrum-forstyrrelse

ADHD

Andre adfærdsproblematikker

Ikke besvaret

Total

Vold

Seksuelt overgreb

100

Risikoen for at blive udsat for vold, vurderer respondenterne, er størst

for grupperne med udviklingshæmning (nævnt af 33 pct.) og ADHD

(nævnt af 28 pct.), mens 14 pct. nævner gruppen med andre adfærdspro-

blematikker. Autismespektrum-forstyrrelser, sansehandicap, kommunika-

tionshandicap og mobilitetshandicap nævnes af henholdsvis 5, 5, 4 og 4

pct. Når vi spørger om, for hvilke grupper risikoen er næststørst og tred-

jestørst, kommer især autismespektrum-forstyrrelser og i nogen grad og-

så kommunikationshandicap stærkere ind i billedet.

Risikoen for at blive udsat for seksuelle krænkelser, vurderer re-

spondenterne, er langt større for gruppen med udviklingshæmning

(nævnt af 61 pct.) end for nogen andre grupper, mens respondenterne i

anden række finder andre adfærdsproblematikker (nævnt af 11 pct.) og

kommunikationshandicap (nævnt af 8 pct.). Autismespektrum-

forstyrrelser nævnes af 5 pct., ADHD og mobilitetshandicap nævnes

hver af 4 pct., og sansehandicap nævnes af 2 pct. Når vi spørger om, for

hvilke grupper risikoen er næststørst og tredjestørst, kommer især autis-

mespektrum-forstyrrelser og ADHD stærkere ind i billedet, og det sam-

me gælder i nogen grad også mobilitetshandicap.

Baggrundsforhold som, hvorvidt besvarelsen er fra en leder eller

socialrådgiver, eller respondentens erfaring på området, spiller ikke no-

gen rolle for respondenternes vurdering af den relative risiko for, om

107

børn og unge med handicap bliver udsat for vold henholdsvis seksuelle

krænkelser, set i forhold til barnets eller den unges handicap.

BOKS 4.5

Fra interview med VISO-konsulent.

Den interviewede VISO-konsulent er ansat på en specialskole for børn og unge med svær

ADHD og/eller autisme. VISO-konsulenten forklarer, at gruppen af børn og unge med au-

tisme og svær ADHD kan have en øget risiko for at blive udsat for overgreb. Dette skyldes,

at disse børn og unge i udgangspunktet ofte har et såkaldt usynligt handicap. Disse børn og

unge har typisk udfordringer i forhold til kommunikationen med andre, sociale koder og

social adfærd og ofte en stor divergens mellem biologisk alder og psykisk alder.

Disse usynlige udfordringer forstår omverdenen ikke, og ofte er børnene og de unge heller

ikke selv klar over, at de har disse udfordringer. Denne gruppe af børn og unge kan derfor

ofte blive misforstået eller ikke forstået og kan ende i situationer, som ikke var intendere-

de. De forstår ikke altid egne og andres grænser, hvilket kan sætte dem i en situation, hvor

de selv bliver krænket, eller hvor de utilsigtet selv bliver krænkere.

SAMMENFATNING

Godt halvdelen af surveyens besvarelser er foretaget af socialrådgivere,

som givetvis er de personer i kommunen, som foretager sagsbehandling i

forbindelse med børn og unge med handicap. Selv om de ikke har daglig

omgang med børn og unge med handicap, afviger deres svarmønster

sjældent markant fra medarbejdere, som til daglig arbejder med børn og

unge med handicap.

Selvom det er godt og vel halvdelen af arbejdspladserne, hvor

medarbejdere tager sig af børn og unge med handicap, som også eksplicit

har en politik og handleplan til forebyggelse og tidlig opsporing af vold

og seksuelle overgreb, oplever omkring 70 pct. af medarbejderne alligevel,

at arbejdspladsen er opmærksom på problematikken. Over halvdelen af

medarbejderne vurderer, at deres uddannelse er tilstrækkelig til at håndte-

re sager af denne karakter. Men når det angår betydningen af de sociale

medier, mener knap 60 pct. af medarbejderne, at de mangler viden om

de sociale mediers betydning for psykisk vold og seksuelle overgreb.

Dette skal ses i sammenhæng med, at omkring tre fjerdedele af respon-

denterne mener, at sociale medier er vigtige formidlingskanaler for psy-

kisk vold og seksuelle overgreb.

108

I forbindelse med indsigt og parathed til at forebygge og opspo-

re vold og seksuelle krænkelser nævner omkring trefjerdedele, at de fin-

der det vanskeligt at skelne mellem almindelig adfærd og adfærd, der fal-

der ind under begrebet vold og seksuelle overgreb.

Vold og seksuelle overgreb synes at foregå dér, hvor børn og

unge med handicap opholder sig og færdes. Især volden foregår ifølge

respondenternes oplysninger helt overvejende i hjemmet og udøves pri-

mært af forældre, mens den i meget begrænset omfang foregår i skoler,

institutioner og døgninstitutioner. Seksuelle overgreb foregår også hyp-

pigst i hjemmet og dernæst i (døgn)institutioner, skoler, plejefamilier og

fritidsaktiviteter, hvor børn og unge opholder sig lejlighedsvist eller dag-

ligt. Seksuelle overgreb udøves, ifølge respondenterne, lige så hyppigt af

forældre og stedforældre som af et andet barn eller ungt menneske. Sø-

skende, venner og personale angives meget sjældnere.

Medarbejderne angiver, at børn og unge med udviklingshæm-

ning er i størst risiko for at blive udsat for seksuelle overgreb. Herefter

følger børn og unge med autisme og ADHD. Børn og unge med udvik-

lingshæmning og børn og unge med ADHD vurderes at være i størst

risiko for at blive udsat for vold. Herefter nævnes børn og unge med au-

tisme og med kommunikationshandicap.

Når der har været foretaget underretninger til myndighederne

om vold eller et seksuelt overgreb, har underretningen langt hyppigst

været baseret på udtalelser fra barnet eller den unge selv og sekundært

baseret på udtalelser fra andre. Fysiske og psykiske tegn eller ændret ad-

færd nævnes i begrænset omfang som årsag til indberetningen.

109

BILAG

110

BILAG 1

REGISTERUNDERSØGELSEN

I registerundersøgelserne belyser vi, hvor stor en andel af børn og unge

der er blevet udsat for vold eller krænkelser, belyst ud fra domstolsafgø-

relser. Formålet er at belyse gerningsmandens baggrund og offerets bag-

grund for derigennem at få belyst, hvilke børn og unge der har en større

risiko end andre børn og unge for at blive ofre for vold og overgreb. Det

er en viden, der kan vise sig at være nyttig i en forebyggelsessammen-

hæng. Først i de senere år er det blevet muligt at undersøge dette på regi-

sterbasis. Offerstatistikken giver mulighed for at undersøge såvel offer

som gerningsmand for personfarlige kriminelle handlinger, der er faldet

dom for efter 2001.

111

BILAGSTABEL B1.1

Afgrænsningskriterier for anvendte risikofaktorer.

Betegnelse

Forældres mis-

brug

Anvendte afgrænsningskriterier i registerdata

En eller begge forældre er indlagt med alkohol- eller narkotikarelateret

sygdom. For yderligere information om diagnoser, se under individuelle

faktorer. Her inddrages Lægemiddelregisteret.

Forældres baggrundsfaktorer (ofrenes forældre):

Forældres psykia- En eller begge forældre er indlagt på en psykiatrisk afdeling i henhold til

triske lidelser

Det psykiatriske Centralregister samt Lægemiddelregisteret.

Åndssvag

Dækker over diagnoser som sinkestadium og åndssvaghed i lettere grad,

debilitet, imbecilitet i lettere grad, imbecilitet i sværere grad, åndssvag-

hed i dyb grad, idioti og ikke specificeret åndssvaghed i henhold til

Landspatientregisteret og Det psykiatriske Centralregister. (Termerne

er fra diagnosesystemet ICD-8 og ICD-10)

Voldsramte i henhold til hospitalsindlæggelser eller forældre, dømt for

en voldsforbrydelse. Forældre, der har været udsat for skader, som er

pådraget utilsigtet. Ofre for vold, der har ført til indlæggelse og lægelig

undersøgelse, der forsætligt er påført af andre. Forældre, dømt for vold

i henhold til strafferegistret. Denne kategori omfatter en bred vifte af

kriminel adfærd, varierende i grovhed, fx drab, grov legemsbeskadigel-

se, intenderet vold, håndgemæng, mishandling, tvang og trusler. Om-

fatter ikke uagtsomt manddrab i forbindelse med trafikuheld eller vold-

tægt, som hører under sædelighedsforbrydelser. (Landspatientregiste-

ret og Kriminalstatistikregisteret).

Dømt for straffelovens personfarlige og andre personorienterede forbry-

delser. Dvs. stort set alle sædeligheds- og voldsforbrydelser samt en-

kelte kategorier af ejendomsforbrydelser og andre straffelovsforbrydel-

ser, hvor offeret er direkte konfronteret med lovovertræderen, samt fx

taske- og lommetyverier, røverier eller overtrædelser af politiudstedte

advarsler. (Kriminalstatistikregisteret).

Selvmordsforsøg i henhold til Patientregistret og Det psykiatriske Cen-

tralregister eller selvmord i henhold til dødsårsagsregisteret. Inklude-

rer også bevidst selvpåført skade i henhold til hospitalsindlæggelser,

diagnoser, der normalt forekommer i forbindelse med selvmord eller

selvmordsforsøg: åbent sår og vævssønderrivning på albue, underarm,

håndled, hoved, nakke (fx ved skud), brystvæg (forside) (fx ved skud),

læsion af arterie og vene i overekstremitet, af nerve i underarm, hånd-

led og finger, senelæsion i underarmen inkl. håndled, lægemiddelfor-

giftninger af forskellig slags (fx sovemiddel, overdosis af narkotika),

toksisk virkning af andre stoffer (fx alkoholforgiftning, gas, kulilte, op-

løsningsmidler, stryknin, pesticider, rengøringsmidler), kvælning.

(Dødsårsagsregisteret og Landspatientregisteret).

Vold i hjemmet

Udsat andre for

personfarlig

kriminalitet

Suicidal adfærd

(Tabellen fortsættes)

112

BILAGSTABEL B1.1 FORTSAT

Afgrænsningskriterier for anvendte risikofaktorer

Betegnelse

Børn, udsat for

overgreb

Anvendte afgrænsningskriterier i registerdata

Enten offer for vold (se vold i hjemmet) eller indlæggelse af sociale grun-

de (omsorgssvigt), fx social elendighed, ond cirkel i hjemmet, ”battered

child syndrome”. (Landspatientregisteret).

Forældres baggrundsfaktorer (potentielle ofres forældre):

Offer for person- Ofre for straffelovens personfarlige og andre personorienterede forbry-

farlig kriminali-

delser. Dvs. stort set alle sædeligheds- og voldsforbrydelser samt en-

tet

kelte kategorier af ejendomsforbrydelser og andre straffelovsforbrydel-

ser, hvor offeret er direkte konfronteret med lovovertræderen, samt fx

taske- og lommetyverier, røverier eller overtrædelser af politiudstedte

advarsler. (Offerstatistikken, fra 2001 og fremefter).

Ikke-personfarlig Dømt for en overtrædelse af straffeloven, der ikke er omfattet af ovenstå-

kriminalitet

ende. (Kriminalstatistikregisteret).

Anbragt uden for

hjemmet

Barnet anbragt i familiepleje, institution socialpædagogisk opholdssted

mv. (Børn og unge-registeret)

Forældre separe- Familieopløsning betyder, at barnet bor hos den ene forælder. Hvis bar-

rede

net og forældrene ved opgørelsen 1. januar havde fælles adresse, men

barnet og den ene forælder eksempelvis havde forskellige adresser ved

opgørelsen 1. januar 2 år efter, så er familien antagelig opløst i løbet af

den pågældende periode. Afgrænsningen er uafhængig af, om foræl-

drene er gift eller papirløst samlevende.

Moren fik barnet

som teenager

Arbejdsløse for-

ældre

Aldersforskellen mellem barnet og moren er mindre end 20 år.

Arbejdsløshed for en eller begge forældre, hvor antallet af dage uden

beskæftigelse er mere end 21 uger, ifølge Arbejdsløshedsstatistikregi-

stret og Sammenhængende Socialstatistikregistret.

Forældre har

For forældrenes vedkommende baserer uddannelsesoplysningerne sig

ingen erhvervs-

på folke- og boligtællingens oplysninger fra 1970, hvor man blev spurgt

uddannelse

om afsluttet erhvervsuddannelse. Uddannelsesspørgsmålene var i et

vist omfang mangelfuldt eller slet ikke besvaret – især for de ældre

(Danmarks Statistik, 1988).

For uddannelser, opnået efter 1973-74, anvendes uddannelsesinstitutio-

nernes opgørelser i det såkaldte ”Uddannelsesstatistikregister”. I nær-

værende undersøgelse kan dette finde anvendelse til belysning af bør-

nenes senere erhvervsuddannelser.

(Tabellen fortsættes)

113

BILAGSTABEL B1.1 FORTSAT

Afgrænsningskriterier for anvendte risikofaktorer.

Betegnelse

Dømte forældre

Anvendte afgrænsningskriterier i registerdata

Overtrædelser af den danske straffelov, som har ført til domsafsigelse.

(Kriminalstatistikregisteret).

Antallet af dage uden beskæftigelse, der overstiger 21 uger, ifølge Ar-

bejdsløshedsstatistikregistret og Sammenhængende Socialstatistikre-

gistret.

Man defineres som dansk, hvis man opfylder en af de følgende betingel-

ser:

- Hvis mindst en af forældrene har dansk statsborgerskab og er født i

Danmark.

- Hvis der ikke findes noget information om, hvorvidt forældre har dansk

statsborgerskab eller ej, og barnet har dansk statsborgerskab og er

født i Danmark.

Alle andre er defineret som ikke-danske.

Forældres baggrundsfaktorer (potentielle ofres forældre):

Individuelle faktorer for potentielle ofre selv:

Er arbejdsløs

Statsborger:

dansk

Adoptioner:

Alder ved adoption og adoptionstype inddrages (fremmedadoptioner,

familie slægtsadoptioner, stedbarnsadoption mv) dansk født. Fødeland

relation til foræl-

(dvs. land, hvor barnet er født, opdeles på verdensdele fx Asien, Afrika,

dre

mv.)

Aldersforskellen mellem de adopterede børn og adoptanterne.

Uafsluttet folke-

skole

Ungdomsuddan-

nelse

Har ikke gennemført ni års folkeskole. Uddannelsesklassifikationsmodu-

let.

Har ikke gennemført en studentereksamen, hf, hhx, htx, teknika-

adgangseksamen eller anden adgangsgivende eksamen. Uddannelses-

klassifikationsmodulet.

Bor i udsat bolig- Regeringen har udpeget de mest udsatte boligområder. Der findes 135

område

områder, som alle er socialt boligbyggeri. Der bor omkring 200.000 el-

ler 4 pct. af den samlede population i disse områder. Hvert område be-

står i gennemsnit af 1.500 beboere, men spænder fra 30 til 14.000 be-

boere (Boligministeriet, 1993; Graversen m.fl., 1997; Hummelgaard

m.fl., 1997). De udsatte boligområder blev inddelt i kvintiler, og de to

mest udsatte kvintiler figurerer her som den diktomiserede variabel:

udsat boligområde.

Psykiatrisk lidelse Indlagt på en psykiatrisk afdeling, ifølge Det psykiatriske Centralregister.

(Tabellen fortsættes)

114

BILAGSTABEL B1.1 FORTSAT

Afgrænsningskriterier for anvendte risikofaktorer.

Betegnelse

Anvendte afgrænsningskriterier i registerdata

For diagnoser, der normalt forekommer i forbindelse med selvmord eller

selvmordsforsøg, se ovenfor under suicidal adfærd. Selvmordsforsøg

defineres kun, hvis ovenstående diagnoser findes i kombination med

enten diagnoserne E950-E959 (dvs. selvmord og selvmordsforsøg) indtil

1987 eller efter 1/1 1987 i kombination med den eksterne årsagskode

kaldet selvtilføjet skade (dvs. selvtilføjet skade, villet egenskade, selv-

lemlæstelse eller selvmord og selvmordsforsøg) i henhold til Landspa-

tientregisteret.

Diagnoser i forbindelse med behandling på en psykiatrisk sygehusafde-

ling.

Diagnoser i forbindelse med indlæggelse på en sygehusafdeling eller

skadestuebehandling. Narkotikamisbrug omfatter her: afhængighed af

morfika

, afhængighed af syntetiske morfika, afhængighed af kokain,

afhængighed af hallucinogener, forgiftninger af opium eller synetiske

analoger, forgiftninger med LSD, forgiftninger med andre midler med

stimulerende virkning på centralnervesystemet (bl.a. amfetamin og be-

slægtede stoffer), forgiftninger med opiumsderivater i kombination med

andre lægemidler, forgiftninger med opiumsderivater i kombination

med alkohol. (Det Psykiatriske centralregister og Landspatientregiste-

ret).

Diagnoser i forbindelse med indlæggelse på en sygehusafdeling eller

behandling i en skadestue. Alkoholmisbrug omfatter her: alkoholpsyko-

se, alkoholisme (dog undtaget 303.90 ebrietas), åreknuder på spiserø-

ret, skrumpelever (alkoholisk), fedtlever (alkoholisk), pankreatitis: bug-

spytkirtlen defekt pga. alkohol, delirium, forgiftninger med alkohol tilli-

ge med antabus/dipsan (forgiftninger i forbindelse med narkotika med-

tages ikke), forgiftningsulykker med alkohol (før 1987), forgiftninger

med alkohol. Ambulant behandling, fx hos egen læge, er ikke medtaget.

(Det Psykiatriske centralregister og Landspatientregisteret samt læ-

gemiddelregisteret).

Forældres baggrundsfaktorer:

Selvmordsforsøg

ADHD

Narkotika-

misbrug

Alkoholmisbrug

Kilde: Registerdata, 2013 samt (Christoffersen & Hammen, 2011).

Note: Der er her anvendt termer fra det internationale diagnosesystem ICD-8 og ICD-10.

VALG AF ANALYSEMODEL

Den statistisk analysemodel vælges ud fra undersøgelsens problemstilling

og de spørgsmål, vi søger at besvare, kombineret med egenskaber ved de

data, vi har til rådighed.

I denne undersøgelse analyserer vi en række

afgørelser for kriminel adfærd blandt unge. Det drejer sig om en række

18. Baggrunden for analysemetoden er tidligere beskrevet i rapporten

Tidlig identifikation af kriminali-

tetstruede børn og unge

(Christoffersen m.fl., 2011).

115

straffelovsovertrædelser som fx butikstyveri, indbrud eller personfarlig

vold.

Hvorfor er der nogle af de unge, der året efter belastende begi-

venheder i deres opvækstfamilie efterfølgende bliver ofre for vold, og

andre, der ikke gør det? Er der relativt flere af de unge, der kommer godt

i gang med en uddannelse, der ikke bliver ofre for kriminelle handlinger,

når man tager højde for andre kendte belastningsfaktorer, der ofte kædes

sammen med en risiko for ungdomskriminalitet? Dette er eksempler på

spørgsmål, som register- og interviewmaterialet kan belyse, dog uden at

give nogen endelige svar på de stillede spørgsmål.

Målet er at kunne give nogle holdbare forklaringer på disse

spørgsmål og bl.a. belyse, hvorvidt ændringer i opvækstforholdene spiller

en rolle, når man også tager andre kendte, relevante baggrundsforhold i

betragtning.

Nogle af de oplysninger, der inddrages i analyserne for at forkla-

re dette, er konstante for det enkelte individ, fx køn, social status og fød-

selsårgang, mens andre kan variere i løbet af den undersøgte periode.

Man skelner her mellem konstante og dynamiske risikofaktorer.

DE SOCIALE BEGIVENHEDER KAN TIDSFÆSTES

I nogle undersøgelsesmaterialer kan tiden betragtes som en kontinuert

variabel, hvilket betyder, at et hvilket som helst tidspunkt kan forekom-

me i datamaterialet. Ved behandlingen af kontinuerlige tidsvariable kan

man derfor behandle så små tidsintervaller, at kun én person udsættes for

den sociale begivenhed i det pågældende tidsinterval.

I datamaterialet til denne analyse er tiden en diskret variabel, idet

begivenhederne kun kan tidsfæstes inden for et enkelt kalenderår. Der er

således tale om et relativt langt tidsinterval, hvor flere individer oplever

den pågældende sociale begivenhed i løbet af samme år. Dette har be-

tydning for valget af statistisk model.

DEN ANVENDTE STATISTISKE MODEL

Metoden er udviklet og detaljeret beskrevet af Paul D. Allison (1982).

Denne gennemgang bygger på hans analyser samt på Hosmers & Leme-

shows generelle gennemgang af modellen (Hosmer Jr. og Lemeshow,

1989; Allison, 1982). Den anvendte model, der kan håndtere disse data,

er den logistiske regressionsfunktion, en såkaldt diskret Cox-model:

116

P =

1- P

hvor t betegner tiden og kan udtrykkes ved personens alder. T kan anta-

ge værdierne: 1, 2, 3, ...,18

er sandsynligheden for, at person nr. i oplever den pågælden-

de sociale begivenhed i tidsintervallet t, givet at personen ikke har ople-

vet begivenheden tidligere.

��

�½

+�½

…

��(��

= 1) =

1 +

��

�½

+�½

…

)/(1-P

) er de såkaldte odds, der udgør forholdet mellem sandsynlig-

heden for, at begivenheden indtræffer for person nr. i på tidspunkt t i

forhold til sandsynligheden for, at begivenheden ikke indtræffer i dette

tidsinterval,

er en konstant, der er ens for alle individerne med samme

alder.

kan således være forskellig fra aldersgruppe til aldersgruppe.

βx

er en vektor, som indeholder de forklarende variable:

1 it

+β

2 it

+β

3 it

..., hvor β’erne

udgør estimerede parametre, mens

x’erne er de forklarende variable (risikofaktorerne).

β’erne

udtrykker lo-

garitmen af odds ratio: ln(odds ratio). Det antages, at disse variable kan

beskrive, hvorfor nogle personer har en relativt høj sandsynlighed for at

blive dømt for en kriminel handling, mens andre har en relativt lav sand-

synlighed.

Det særlige ved denne model er, at den giver mulighed for, at ri-

sikofaktorerne kan variere fra år til år for det enkelte individ. Hvis en

person flytter ind i et udsat boligområde, så registreres dette; og hvis per-

sonen flytter ud af et udsat boligområde, så ændres risikofaktorer tilsva-

rende for de pågældende år.

Parametrene (dvs. α’erne og β’erne)

estimeres ved hjælp af ma-

ximum-likelihood-metoden. Ved at maksimere likelihood-funktionen for

de pågældende data findes de parametre, der – inden for modellen – gi-

ver størst sandsynlighed for de pågældende data. Estimationerne foregår

på grundlag af et datamateriale, bestående af observationer for hvert per-

son-år. I vores datamateriale med register- og surveydata for årgangene

19. ln er den naturlige logaritme med grundtallet

��,

der er en konstant (ca. 2,718281828). En loga-

ritmefunktion er bl.a. kendetegnet ved, at logaritmen til tallet 1 er 0, og logaritmen til grundtallet

er 1.

117

1984-94 antager alderen t = 0, 1, 2, ..., 18, mens personerne i stikprøven

optræder med fx i = 1, 2, 3, ..., 624.805.

Personerne følges, så længe de er under risiko for en første-

gangshændelse. Vi er interesserede i at vide, hvad der gik forud for den

første gang, barnet blev udsat for vold eller seksuelt overgreb, fordi vi

ønsker indsigt i, hvordan det vil kunne forebygges i fremtiden.

Lad os antage, at en person i stikprøven oplever den pågældende

sociale begivenhed (offer for et overgreb) som 13-årig, altså ved t = 13,

så indgår der 13 observationer i et nyt datamateriale, én for hvert år. Det

sidste år er det 13. år, hvor personen overgår til case-gruppen.

En anden person fra stikprøven oplever ikke den pågældende

sociale begivenhed i observationsperioden og indgår således med 18 ob-

servationer i kontrolgruppen, mens en tredje person oplever den pågæl-

dende sociale begivenhed allerede som 1-årig, hvorfor personen kun ind-

går med én observation i case-gruppen.

Personen bidrager med en observation for hvert år, han/hun er

under risiko for en førstegangshændelse. Det vil sige, at personen bidra-

ger med observationer, så længe han/hun er i live, ikke er udvandret og

endnu ikke har oplevet den pågældende hændelse. For eksempel vil de

oprindelige 624.805 børn fra 1984-94-fødselskohorten på denne måde

blive til omkring 3.980.000 person-år, der er under risiko for den pågæl-

dende sociale begivenhed. Alle personer i de pågældende fødselskohorter,

der oplever den pågældende sociale begivenhed, indgår i case-gruppen

for det pågældende år.

FORSKELLIGE TYPER AF RISIKOFAKTORER

Bilagstabel B1.2 illustrerer forskelligheder mellem tre typer af risikofak-

torer (benævnt type I-III).

118

BILAGSTABEL B1.2

Illustration af forskellen på typer af variable (eksempel 1).

Type af variable og personernes alder

Er offer for voldskriminalitet (udfald)

Forældre har et alkohol/stofmisbrug (type I)

Bor i et belastet boligområde (type II)

Forældre er skilt (type III)

Anm.: Hvis en person bliver offer for vold eller seksuelle overgreb, udgår vedkommende af datamaterialet i de føl-

gende år, dette er illustreret ved punktummer.

Kilde: Christoffersen, Soothill & Francis, 2003.

BILAGSTABEL B1.3

Illustration af forskellen på typer af variable (eksempel 2).

Type af variable og personernes alder

Er offer for voldskriminalitet (udfald)

Forældre har et alkohol-/stofmisbrug (type I)

Bor i et belastet boligområde (type II)

Forældre er skilt (type III)

Anm.: Hvis en person bliver offer for et udfald, udgår vedkommende af datamaterialet i de følgende år, dette er

illustreret ved punktummer.

Kilde: Christoffersen, Soothill & Francis, 2003.

Risikofaktorer af type I ses som værende et tegn på en tilstand i hele risi-

koperioden. Derfor vil en mor, der på et tidspunkt er indlagt på et hospi-

tal med en alkoholrelateret sygdom, antages at være udtryk for forældre-

nes alkoholmisbrug eller stofmisbrug i hele personens barndom og ung-

dom og er dermed en risikofaktor for alle år i den undersøgte periode,

selvom alkoholmisbruget kun er observeret på et enkelt tidspunkt. Risi-

kofaktorer af type II konstaterer tilstedeværelsen af denne faktor i det

foregående år og så længe, personen er eksponeret for den pågældende

risikofaktor. Hvis en person fx bor i et belastet boligområde, når perso-

nen er 17 år, vil type II fungere som en risikofaktor, når personen er 18

år – det følgende kalenderår. Hvis personen flytter, vil denne type risiko-

faktor tilsvarende ændres for det efterfølgende år. Risikofaktorer for type

III er derimod udslagsgivende på både det følgende kalenderår og alle

efterfølgende år. Type III anses for at være tegn på en tilstandsændring

for personen. Hvis personens forældre blev separeret, da vedkommende

var 15 år, vil dette placere personen i skilsmisse-kategorien fra 15 år og

fremefter – også selvom forældrene flytter sammen igen.

119

BORTCENSURERING AF DATA

I en række tilfælde har vi valgt at censurere personer eller person-år bort

fra materialet. Da vi kun analyserer førstegangsbegivenheder, udelukkes

de personer, der har været ofre for personfarlig vold eller overgreb i ét år

fra de efterfølgende år. Personer, der dør de efterfølgende år, bortcensu-

reres, mens børnene bibeholdes i analyserne, selvom deres forældre dør

eller rejser til udlandet og derfor ikke har mulighed for at bidrage med

informationer i forhold til de inddragne belastningsfaktorer.

Derudover bortcensureres personer, der er rejst til udlandet eller

på anden måde er forsvundet fra befolkningsstatistikregisteret pr. 1. ja-

nuar 2001. De pågældende personer censureres bort fra datamaterialet –

uanset om personen eventuelt vender tilbage eller indvandrer nogle af de

efterfølgende år.

Endelig har vi valgt helt at se bort fra personer, hvis forældre

selv har en udviklingshæmning i forskellig grad i henhold til indlæggel-

sesdiagnoser. Baggrunden for denne beslutning var, at analyserne viste,

at disse familier dels udgjorde et meget lille antal, dels var vanskelige at

sammenligne med de øvrige familier. Vurderingen var, at denne pro-

blemstilling krævede udtag af en særskilt stikprøve, der var af en tilstræk-

kelig størrelse til at kunne beskrive disse familiers særlige situation.

DIKOTOMISERING AF DE FORKLARENDE VARIABLE

I vores analyser har vi valgt at lade de forklarende variable være konstru-

eret som dummy-variable, dvs. at de kan antage værdierne 0 eller 1. For

eksempel inddrages, hvorvidt faren har en erhvervsuddannelse eller ej.

Ved sådanne uafhængige dummy-variable gælder det, at ln(odds ratio),

dvs.

β'erne,

følger en normalfordeling selv ved et relativt lille antal obser-

vationer (Hosmer Jr. og Lemeshow, 1989), hvilket ikke er tilfældet for

lineære regressionsmodeller.

Nogle af de forklarende variable er konstante for den pågælden-

de person igennem hele den undersøgte periode, mens andre af de for-

klarende variable kan antage forskellige værdier igennem den observere-

de periode. Det er de aktuelle værdier, der indgår i det nykonstruerede

observationsmateriale.

Det er på grundlag af dette nye observationsmateriale, at man

kan estimere modellens parametre. Man kan vise matematisk, at man kan

estimere modellens parametre ved at behandle det enkelte individs per-

120

sonlige historie som en række uafhængige observationer for hvert enkelt

år (Allison, 1982; Clayton, 1993; Rothman, 1998).

For hvert enkelt af de undersøgte kalenderår tilføjes en aldersva-

riabel til modellen. Eksempelvis kan man betragte en pådømt kriminel

handling som den adfærd, man vil forklare. Det virker således som en

rimelig forudsætning at antage, at risikoen for at blive offer for kriminali-

tet ændres med personens alder. De estimerede parametre for kalender-

årene vil i dette tilfælde udtrykke en ændret risiko med personens alder.

Vi har derfor valgt at følge Allisons (1982) anbefaling, der går ud på, at

man indfører en dummy-variabel for hvert alders-år. Det betyder, at der

sker en aldersmæssig standardisering, hvilket har vist sig ganske nødven-

digt i mange tilfælde, hvor det fx drejer sig om helbredsforhold eller, som

her, kriminalitet.

Det betyder, at man sammenligner fx 10-årige med de andre 10-

årige, således at man undersøger, om den 10-årige har en højere eller la-

vere risiko sammenlignet med de øvrige 10-årige.

MODELLENS BEGRÆNSNINGER

Ligesom ved andre statistiske modelanalyser antages det, at de forklaren-

de variable på en udtømmende måde kan beskrive variationerne i sand-

synlighederne for det pågældende udfald, her at blive offer for personfar-

lig kriminalitet. Imidlertid er dette ikke en realistisk forudsætning. Det vil

ofte være sådan, at det kun er en del af variationen, som kan forklares

ved hjælp af de forhåndenværende informationer, fordi betydningsfulde

variable mangler i datamaterialet.

For den resterende del af variationerne, som ikke kan forklares,

kan der for eksempel være en individuel stabilitet i den undersøgte peri-

ode – og således sjældent en helt tilfældig variation. Der kan fx være visse

person-egenskaber, der ikke er beskrevet i datamaterialet, som imidlertid

kunne være med til at forklare den resterende variation for det undersøg-

te udfald. Problemet er vanskeligt at løse. Men problemets omfang kan

holdes nede ved at sikre sig, at tilstrækkeligt mange relevante baggrunds-

forhold inddrages i modellen for at opnå en acceptabel overensstemmel-

se mellem modellen og de observerede data. Vi har således søgt at løse

dette problem ved at tage udgangspunkt i eksisterende teoretiske para-

digmer for at finde en bred repræsentation af kendte risikofaktorer eller

indikatorer på risikoforhold, som kan udgøre potentielle årsager.

121

ANALYSERNES PRAKTISKE GENNEMFØRELSE

En lang række forklarende variable indgik i analysen af det enkelte fæno-

men. Ved hjælp af gennemgangen af tidligere forskning på det pågælden-

de område har vi udvalgt de relevante forklarende variable.

Ved estimationen i en multivariabel model bidrog en stor del af

de potentielt forklarende variable alligevel ikke med nogen selvstændig

ny information, der kunne forklare, hvordan det gik. Disse variable blev

så ekskluderet ved den endelige estimation af de tilbageblevne forklaren-

de variables indflydelse på det undersøgte fænomen.

Der er ikke på nuværende tidspunkt foretaget analyser af kom-

binationseffekter med vekselvirkning mellem faktorer, men kun af de

forklarende variables uafhængige effekter i den samlede model.

I præsentationen af den samlede, justerede model i tabellerne

indgår således kun de forklarende variable, der bidrager med signifikant

ny information, der kan være med til at forklare sandsynligheden for det

undersøgte fænomen. Men i afprøvningen af, hvilke variable der tilsam-

men giver den bedste forklaringsværdi, bør også indgå en vurdering af,

hvor meget de øvrige parametre ændrer sig som følge af, at en variabel

medtages eller udelades af modellen. Disse overvejelser er ikke tilende-

bragt i den nærværende analyse.

VURDERING AF VARIABLENES INDFLYDELSE

En vurdering af den talmæssige størrelse af den enkelte forklarende vari-

abels statistiske indflydelse sker ved estimation af variablens odds ratio.

Odds udtrykker sandsynligheden for en begivenhed (S) sat i forhold til

sandsynligheden for, at begivenheden ikke indtræffer (1-S). Odds er altså

brøken

1- S

Odds ratio udtrykker forholdet mellem to gruppers odds for en begiven-

hed. Hvis den ene gruppe er de personer, der har været udsat for en be-

stemt baggrundspåvirkning, mens den anden gruppe er de øvrige, som

ikke har været udsat for den pågældende baggrundspåvirkning, så vil

odds ratio udtrykke følgende forhold:

122

= 1- S

1- S

Odds ratio beregnes under en given model. Som det kan ses af odds ra-

tio-brøken, vil den for relativt sjældne begivenheder (altså når S1 og S2 er

små) nærme sig brøken:

Når der er tale om relativt sjældne hændelser, tilnærmer odds ratio (OR)

sig således den relative risiko (RR) for den undersøgte begivenhed for en

person, der har et bestemt fænomen, i forhold til den person, der ikke

har det pågældende fænomen, givet at de øvrige variable i modellen er

uforanderlige (Hosmer Jr. og Lemeshow, 1989).

Hvis fx odds ratio for at blive offer for en personfarlig kriminel

handling er 1,65 for de unge, der har været udsat for forældres alkohol-

misbrug, har disse unge en risiko for at blive ofre for personfarlig krimi-

nalitet, der er 1,65 gange større (eller 65 pct. større) end de unge, som

ikke var udsat for denne belastning, efter kontrol for de øvrige forhold.

Odds ratio i den multiple model udtrykker således den pågæld-

ende variabels effekt, når der er kontrolleret for de øvrige variable i mo-

dellen. Odds ratio gør det således muligt at sammenligne andre risikofor-

hold med forældres alkoholmisbrug, når man samtidig tager højde for de

øvrige faktorers indflydelse.

DIKOTOMISERING AF DE KONTINUERLIGE VARIABLE

En variabel, der principielt kan antage en hvilken som helst værdi inden

for det pågældende interval, fx alder og indkomst, betegnes som en kon-

tinuert variabel. Den grundlæggende forudsætning for anvendelse af

kontinuerte variable er, at log odds for det undersøgte fænomen varierer

lineært med den kontinuerte variabel (eller en anden kendt funktion, der

lader sig transformere til en lineær funktion). Denne forudsætning kan

ofte volde problemer. Hvis den pågældende variabel fx er ledighedens

20. Denne fortolkning af odds ratio gælder ved relativt sjældne begivenheder, som der her er tale om.

123

omfang, forudsættes det, at log odds for det pågældende fænomen øges

med samme faktor fra 10 til 15 år som for 15 til 20 år.

For at mindske disse problemer er alle de forklarende variable,

som nævnt, gjort dikotome, hvilket vil sige, at de kun kan antage værdier-

ne 0 eller 1. Vi har vilkårligt valgt at anvende 1 for dem, der udgør størst

risiko, og 0 for dem, der har den mindste risiko. Dette gør det lettere

umiddelbart at sammenligne risikofaktorernes betydning for et givent

udfald.

Man finder mange eksempler på, at kontinuerte variable kan di-

kotomiseres på en meningsfuld måde (Hosmer Jr. og Lemeshow, 1989).

Ved, som vi har valgt at gøre i vores analyser, kun at arbejde med diko-

tome forklarende variable fås en forholdsvis simpel måde at fortolke

modellens parametre (β) på, idet

odds ratio for de forklarende variable

(eksponeringsfaktorerne) er e

. Netop på grund af denne sammenhæng

giver odds ratio en nem måde at fortolke resultaterne fra logistiske re-

gressionsmodeller på.

Man må imidlertid regne med, at man i de tilfælde, hvor der er

foretaget en kunstig dikotomisering af en kontinuerlig variabel (fx om

forældrene var ledige i mindst 21 uger det foregående år eller ej), antage-

lig ville estimere en anden odds ratio for den pågældende variabel, hvis

dikotomiseringen var foretaget anderledes.

SIKKERHEDSGRÆNSER OG SIGNIFIKANSNIVEAU

Der vil være en usikkerhed forbundet med estimationen af odds ratio for

de forskellige forklarende variable. Derfor er der for hvert estimat angi-

vet et signifikansniveau P for nul-hypotesen: At den pågældende

β er lig

med 0, altså at den forklarende variabel ikke bidrager med nogen infor-

mation, der kan forklare den afhængige variabel, når man har taget infor-

mationen fra de øvrige variable i betragtning. Hvis P er tilstrækkeligt lille

(fx P < 0,05), vil man være tilbøjelig til at forkaste nul-hypotesen og altså

acceptere, at den pågældende forklarende variabel bidrager med en signi-

fikant information, når man i øvrigt har taget højde for de øvrige variable.

I praksis har vi valgt en maksimal værdi for P på 0,05. Hvis P be-

regnes til at have en højere værdi, udelukkes den pågældende variabel fra

modellen. Dette valg kan diskuteres, idet man på den ene side kan argu-

mentere for, at det med nogenlunde sikkerhed kan afvises, at den pågæl-

dende variabel har en forklaringsværdi, mens den pågældende faktor på

124

den anden side alligevel kan have en modificerende indflydelse på esti-

meringen af de øvrige variable i modellen.

Der kan i disse regressionsanalyser, hvor flere faktorer analyseres

i en model, optræde et problem med kollinearitet (eller multikollinearitet),

hvor to variable (eller flere) hænger så tæt sammen, at det er vanskeligt at

adskille dem. Dette viser sig i den logistiske regressionsanalyse ved eks-

traordinært stor spredning (dvs. usikkerhedskoefficienter eller standard-

fejl) ved estimation af parametrene til de pågældende variable (Hosmer Jr.

og Lemeshow, 1989). Den forhøjede usikkerhed kan i dette tilfælde re-

sultere i, at den ene af to variable, der er tæt sammenknyttet, smides ud

af modellen. Men det vil være tilfældigt, hvilken af de to variable der for-

bliver i den endelige model. Det vil således ikke nødvendigvis være den

bedste model.

Vi har i vores analyser valgt en mekanisk procedure

det ”stepwise”), hvilket betyder, at det er en algoritme, der automatisk

foretager disse valg. Der er en lang række indvendinger mod en sådan

mekanisk fremgangsmåde, idet stepwise-metoden ikke nødvendigvis gi-

ver den bedste model. Således gør Judd & McCleland (2011) gældende,

at modeller, frembragt på denne måde, sjældent kan bekræftes på et an-

det datamateriale. Og de bliver i øvrigt sjældent testet på denne måde. De

mener, at man bør foretage en ”fokuseret dataanalyse”, som er udsprun-

get af en solidt funderet teori (Judd & McClelland, 2011).

Andre numeriske problemer kan opstå ved relativt små datama-

terialer med et stort antal forklarende variable eller variable, der enten er

meget sjældne eller meget hyppige hændelser. Disse såkaldt tynde data-

materialer vil ligeledes resultere i relativt høj usikkerhed ved estimationen

af modellens parametre. Det er med andre ord tilstrækkeligt at undersøge

for de relativt store usikkerhedsmomenter, som fx kan iagttages ved for-

holdsvis brede sikkerhedsintervaller omkring de estimerede parametre.

Man kan således forvente, at en række af de sjældent forekommende be-

givenheder resulterer i relativt brede sikkerhedsintervaller. I sådanne si-

tuationer kan det være vanskeligt at estimere parametrene i modellen. Vi

har derfor valgt at medtage sikkerhedsintervaller for estimationer af odds

ratio for alle risikofaktorerne i de justerede modeller.

ÆTIOLOGISK FRAKTION

De præsenterede analyser kan anvendes til at foretage et tankeeksperi-

ment, hvor man forestiller sig, at man kan reducere eller fjerne en belast-

125

ningsfaktor. Under forudsætning af, at modellen holder, kan man bereg-

ne, hvor stor en reduktion der vil ske af de uønskede udfald som følge af

dette indgreb. Reduktionens andel af samtlige negative udfald kaldes

for ”Ætiologisk fraktion” (EF). Hvis man eksempelvis ønsker at reducere

antallet af unge mennesker, der dømmes for en lovovertrædelse i en ge-

neration, så er der to faktorer, der er afgørende. For det første må man

interessere sig for, hvilke faktorer der kan tænkes at ligge bag den pågæl-

dende adfærd, og her er

udbredelsen

af disse belastningsforhold en afgø-

rende parameter. For det andet må man interessere sig for, med hvilken

styrke

de må forventes at fremkalde en uønsket kriminel adfærd (odds

ratio, OR, eller den relative risiko, RR). Og endelig er det af interesse at

kende belastningsfaktorens udbredelse, altså hvor stor en del af popula-

tionen der eksponeres for den pågældende belastning. Belastningsfakto-

ren eller risikofaktorens udbredelse er angivet i tabellerne i pct. (P*100).

Når det drejer sig om relativt sjældne begivenheder, kan en til-

nærmet beregningsformel anvendes som udtryk for den ætiologiske frak-

tion (EF) ifølge Rothman & Greenland (1998):

EF =

P * (RR - 1)

P * (RR - 1) + 1

Beregningen kan kun foretages for RR>1 (Szklo, 2012). Denne forud-

sætning kan imidlertid nemt løses, idet risikofaktorerne er dikotomisere-

de, og vi har her valgt at anvende tallet 1 til dem, der har den højeste risi-

ko og tallet 0 til dem med den laveste risiko. Disse beregninger er imid-

lertid baseret på en række forudsætninger, som det ofte er vanskeligt at

opfylde. En af forudsætningerne er – som det fremgår af navnet – at der

er tale om årsagsforhold. Dette indebærer, at hvis belastningsfaktorers

udbredelse reduceres, så reduceres effekten i et tilsvarende omfang.

Da de belastende faktorer, der indgår i modellerne, ofte vil være

indbyrdes afhængige, er det ikke ualmindeligt, at de ætiologiske fraktioner

for belastningsfaktorerne samlet giver over 100 pct., selvom estimatio-

nerne af odds ratio er sket under hensyn til de øvrige forklarende forhold.

For at gøre det nemmere at sammenligne de enkelte belastnings-

faktorer er alle belastningsfaktorerne, som nævnt, angivet ved den værdi,

der forventes at være forbundet med et negativt udfald. For eksempel er

mors erhvervsuddannelse, som normalt ses som en beskyttende faktor,

vendt til: ”Moren har ingen erhvervsuddannelse”. I dette tilfælde må man

126

forvente, at odds ratio (og RR) vil være over 1. Man kunne selvfølgelig

lige så godt have valgt at angive det modsatte udfald. Den estimerede

odds ratio ville i så fald blive den reciprokke værdi (og dermed en brøk

mellem 0 og 1), og en sammenligning med de øvrige ville derfor blive

vanskeligere. I det ene eksempel vil odds ratio fx være 4,0 og i det andet

eksempel 0,25. I det sidste tilfælde ville man være afskåret fra at beregne

EF.

127

BILAG 2

BILAGSTABELLER TIL KAPITEL 3

BILAGSTABEL B2.1

Spørgsmål om typen af handicap, der er blevet stillet i forløbsundersøgelser-

ne AFU

og BFU

. Særskilt for interviewrunder.

3 år (1999)

Handicap eller længereva-

rende sygdom

Psykisk udviklingshæmmet

Downs syndrom

ADHD

Hjerneskade

Børne- ungdomspsykia-

trisk sygdom

Bevægelseshandicap

Blind eller nedsat syn

Døv eller nedsat hørelse

Talefejl

Ordblind

Misdannelser eller mang-

lende lemmer

Andet handicap

7 år (2003) 11 år (2007) 15 år (2011) 18 år (2014)

AFU, BFU

AFU

AFU, BFU

BFU

AFU, BFU

BFU

AFU, BFU

BFU

AFU, BFU

BFU

AFU, BFU

BFU

AFU, BFU

Forløbsundersøgelsen for anbragte børn (AFU).

Børneforløbsundersøgelsen (BFU).

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995.

BILAGSTABEL B2.2

Indikationer på fysisk vold på baggrund af mødrenes besvarelser i forløbsun-

dersøgelserne AFU

og BFU

. Særskilt for interviewrunder.

3 år (1999)

Endefuld

Lussing

Tage hårdt fat eller ruske

Slå eller slås

7 år (2003)

BFU

AFU

11 år (2007)

BFU

15 år (2011)

BFU

BFU, AFU

Forløbsundersøgelsen for anbragte børn (AFU).

Børneforløbsundersøgelsen (BFU).

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995.

128

BILAGSTABEL B2.3

Indikationer på fysisk vold på baggrund af de unges besvarelser i forløbsun-

dersøgelserne AFU

og BFU

. Særskilt for interviewrunder.

15-årig (2011)

Straffet med slag eller tæv af (sted)forældre

Forløbsundersøgelsen for anbragte børn (AFU).

Børneforløbsundersøgelsen (BFU.)

18-årig (2014)

BFU, AFU

BFU

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995.

BILAGSTABEL B2.4

Oversigt over benyttede baggrundsvariable og registre fra Danmarks Statistik.

Variabelnavn Register

Køn

Mors alder ved fødslen

Lav fødselsvægt

Mors indkomst

Mors uddannelsesniveau

Forældres tidligere domme

koen

foed_dag

v_vagt

dispon_ny

hfaudd

afg_ger7

Grundregistret

Landspatientregistret

Grundregistret

Kriminalstatistik-

afgørelser (KRAF)

Psykiatriske centrale

Forskningsregister

Grundregistret

Børn og unge anbragte

(BUA)

Børn og unge anbragte

(BUA))

Børn og unge anbragte

(BUA)

Børn og unge anbragte

(BUA)

År

1995

1995-2013

Mors psykiatriske diagnoser

adiag

Forældre har brudt med hinanden efalle

Familiepleje

Alder ved første anbringelse

Anbringelsesvarighed

Antal anbringelser

Kilde: Danmarks Statistik.

ststed

sag_vfra

sag_vfra og

sag_vtil

pgf

129

BILAGSTABEL B2.5

Børn og unge med handicap, fordelt på specifikke baggrundskarakteristika og

forældreoplysninger for hhv. børn og unge, udsat for vold, og børn og unge,

ikke udsat for vold. Særskilt for AFU

og BFU

. Procent.

BFU

Ikke udsat Udsat for

for vold

vold Sig.

Ikke udsat

for vold

45,5

54,6

14,5

5,2

AFU

Udsat for

vold Sig.

48,4

51,6

10,3

5,4

Køn

Pige

Dreng

47,0

53,0

5,6

3,8

44,0

56,0

5,0

3,7

Fødselsvægt

Lav fødselsvægt

Mors alder ved fødslen

19 år eller yngre

Familiens indkomst

Under 50 pct. af medianindkomsten

i perioden 1995-1998

Under 50 pct. af medianindkomsten

i perioden 1999-2002

Under 50 pct. af medianindkomsten

i perioden 2003-2006

Under 50 pct. af medianindkomsten

i perioden 2007-2010

Under 50 pct. af medianindkomsten

i perioden 2011-2013

Under 50 pct. af medianindkomsten

i perioden 1995-2013

6,7

7,1

5,2

4,6

1,4

16,6

7,4

8,7

5,4

6,0

2,8

20,4

19,0

13,7

11,3

8,4

38,1

21,4

18,2

11,2

9,1

6,4

44,4

Mors højeste uddannelse

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 1995-1998

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 1999-2002

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 2003-3006

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 2007-2010

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 2011-2013

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 1995-2013

23,4

21,3

17,0

15,3

13,7

23,4

36,4 ***

33,9 ***

27,7 ***

24,9 ***

23,2 ***

36,4 ***

62,8

61,6

57,6

54,1

49,1

63,1

62,0

59,9

55,1

49,7

45,5

62,0

(Tabellen fortsættes)

130

BILAGSTABEL B2.5 FORTSAT

Børn og unge med handicap, fordelt på specifikke baggrundskarakteristika og

forældreoplysninger for hhv. børn og unge, udsat for vold, og børn og unge,

ikke udsat for vold. Særskilt for AFU

og BFU

. Procent.

BFU

Ikke udsat Udsat for

for vold

vold Sig.

Ikke udsat

for vold

AFU

Udsat for

vold Sig.

Fars højeste uddannelse

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 1995-1998

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 1999-2002

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 2003-3006

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 2007-2010

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 2011-2013

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 1995-2013

23,4

21,1

20,3

19,7

18,7

23,4

4,9

4,0

3,5

2,7

1,9

10,9

31,2 **

28,8 ***

27,1 **

26,2 **

25,8 **

31,2 **

8,0 *

8,0 ***

7,6 ***

5,6 **

5,2 ***

19,7 ***

54,9

52,6

50,9

46,2

43,3

55,2

30,5

29,7

23,0

19,8

17,4

46,5

52,9

49,2

45,5

42,8

41,2

53,5

27,3

25,7

28,9

20,9

21,9

56,7

Forældres tidligere domme

Dom i perioden 1995-1998

Dom i perioden 1999-2002

Dom i perioden 2003-2006

Dom i perioden 2007-2010

Dom i perioden 2011-2013

Dom i perioden 1999-2013

Mors psykiatriske diagnoser

Psykiatriske diagnoser i perioden

1995-1998

Psykiatriske diagnoser i perioden

1999-2002

Psykiatriske diagnoser i perioden

2003-2006

Psykiatriske diagnoser i perioden

2007-2010

Psykiatriske diagnoser i perioden

2011-2013

Psykiatriske diagnoser i perioden

1995-2013

1,6

2,2

3,0

2,1

1,5

7,2

1,95

3,03

3,9

4,1 *

3,7 **

12,6 ***

13,08

14,83

15,7

16,3

14,2

36,0

9,63

12,3

15,0

18,7

12,8

35,3

(Tabellen fortsættes)

131

BILAGSTABEL B2.5 FORTSAT

Børn og unge med handicap, fordelt på specifikke baggrundskarakteristika og

forældreoplysninger for hhv. børn og unge, udsat for vold, og børn og unge,

ikke udsat for vold. Særskilt for AFU

og BFU

. Procent.

BFU

Ikke udsat Udsat for

for vold

vold Sig.

Ikke udsat

for vold

AFU

Udsat for

vold Sig.

Fars psykiatriske diagnoser

Psykiatriske diagnoser i perioden

1995-1998

Psykiatriske diagnoser i perioden

1999-2002

Psykiatriske diagnoser i perioden

2003-2006

Psykiatriske diagnoser i perioden

2007-2010

Psykiatriske diagnoser i perioden

2011-2013

Psykiatriske diagnoser i perioden

1995-2013

1,4

2,1

2,2

2,1

1,9

6,4

2,4

3,7

3,5

3,3

4,1 *

12,3 ***

8,1

9,3

10,2

7,0

5,5

25,0

7,5

9,6

8,0

10,2

25,1

Brudte familier

Mor og far bryder med hinanden i

perioden 1995-1998

Mor og far bryder med hinanden i

perioden 1995-2002

Mor og far bryder med hinanden i

perioden 2003-2006

Mor og far bryder med hinanden i

perioden 2007-2010

Mor og far bryder med hinanden i

perioden 2011-2013

Mor og far bryder med hinanden i

perioden 1995-2013

Forløbsundersøgelsen for anbragte børn (AFU).

Børneforløbsundersøgelsen (BFU.)

16,7

13,7

11,9

9,1

8,2

47,2

24,0 ***

20,2 **

13,9

13,7 *

8,7

58,9 ***

61,3

34,6

36,8

18,2

11,1

88,4

62,0

52,1

47,1 *

27,8

94,1

Anm. 95-pct.-konfidensintervaller. *p<0,05, **p<0,01, ***p<0,001.

132

BILAGSTABEL B2.6

Indikationer på seksuelle overgreb på baggrund af de unges besvarelser i

forløbsundersøgelserne AFU

og BFU

. Særskilt for interviewrunder.

15 år (2011)

Udsat for voldtægt eller forsøg på voldtægt

Presset til noget seksuelt af et familiemedlem

Forløbsundersøgelsen for anbragte børn (AFU).

Børneforløbsundersøgelsen (BFU).

18 år (2014)

BFU, AFU

BFU

Kilde: SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995.

BILAGSTABEL B2.7

Børn og unge med handicap, fordelt på baggrundskarakteristika og forældre-

oplysninger for hhv. børn og unge, udsat for seksuelle overgreb, og børn og

unge, ikke udsat for seksuelle overgreb. Særskilt for forløbsundersøgelserne

AFU

og BFU

. Procent.

BFU

Ikke udsat Udsat for

for vold

vold Sig.

AFU

Ikke udsat Udsat for

for vold

vold Sig.

35,8

64, 3

12,4

5,6

***

92,7 ***

7,3

9,7

Køn

Pige

Dreng

42,9

57,1

6,0

3,9

91,1

9,0

6,2

***

Fødselsvægt

Lav fødselsvægt

Mor teenager ved fødsel

19 år eller yngre

Familiens indkomst

Under 50 pct. af medianindkomsten

i perioden 1995-1998

Under 50 pct. af medianindkomsten

i perioden 1999-2002

Under 50 pct. af medianindkomsten

i perioden 2003-2006

Under 50 pct. af medianindkomsten

i perioden 2007-2010

Under 50 pct. af medianindkomsten

i perioden 2011-2013

Under 50 pct. af medianindkomsten

i perioden 1995-2013

7,5

7,8

5,7

5,0

1,9

18,3

29,0 **

12,0

9,7

11,0 *

8,9

20,8

14,4

11,2

10,1

6,9

41,3

20,2

11,9

9,2

42,2

(Tabellen fortsættes)

133

BILAGSTABEL B2.7 FORTSAT

Børn og unge med handicap, fordelt på baggrundskarakteristika og forældre-

oplysninger for hhv. børn og unge, udsat for seksuelle overgreb, og børn og

unge, ikke udsat for seksuelle overgreb. Særskilt for forløbsundersøgelserne

AFU

og BFU

. Procent.

BFU

Ikke udsat Udsat for

vold Sig.

for vold

AFU

Ikke udsat Udsat for

for vold

vold Sig.

Mors højeste uddannelse

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 1995-1998

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 1999-2002

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 2003-3006

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 2007-2010

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 2011-2013

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 1995-2013

26,7

24,6

20,2

18,2

16,6

26,7

49,0 ***

43,4 ***

37,0 ***

34,5 ***

29,0 ***

49,0 ***

64,3

62,1

58,1

53,3

48,8

64,5

56,9

56,0

48,6

45,0

37,6 *

56,9

Fars højeste uddannelse

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 1995-1998

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 1999-2002

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 2003-3006

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 2007-2010

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 2011-2013

Højeste uddannelse er grundskole i

perioden 1995-2013

25,4

23,4

22,4

21,8

20,8

25,4

6,2

6,0

4,9

3,8

3,3

14,3

38,0 **

34,0 *

31,0 *

30,0 *

29,0 *

38,0 **

14,0 ***

12,0 **

12,0 ***

10,0 **

11,0 ***

34,0 ***

53,6

50,7

48,0

44,3

41,9

53,9

30,7

28,5

25,1

19,2

16,5

49,3

48,6

46,8

44,0

40,4

38,5

49,5

23,9

19,3

20,2

17,4

20,2

45,0

Forældres tidligere domme

Dom i perioden 1995-1998

Dom i perioden 1999-2002

Dom i perioden 2003-2006

Dom i perioden 2007-2010

Dom i perioden 2011-2013

Dom i perioden 1999-2013

(Tabellen fortsættes)

134

BILAGSTABEL B2.7 FORTSAT

Børn og unge med handicap, fordelt på baggrundskarakteristika og forældre-

oplysninger for hhv. børn og unge, udsat for seksuelle overgreb, og børn og

unge, ikke udsat for seksuelle overgreb. Særskilt for forløbsundersøgelserne

AFU

og BFU

. Procent.

BFU

Ikke udsat Udsat for

vold Sig.

for vold

AFU

Ikke udsat Udsat for

for vold

vold Sig.

Mors psykiatriske diagnoser

Psykiatriske diagnoser i perioden

1995-1998

Psykiatriske diagnoser i perioden

1999-2002

Psykiatriske diagnoser i perioden

2003-2006

Psykiatriske diagnoser i perioden

2007-2010

Psykiatriske diagnoser i perioden

2011-2013

Psykiatriske diagnoser i perioden

1995-2013

1,7

2,4

3,4

3,0

2,5

9,1

7,0 ***

5,3

6,0

11,0 ***

8,0 ***

24,0 ***

11,2

12,0

14,7

16,3

12,3

34,1

9,2

16,5

14,7

15,6

12,8

37,6

Fars psykiatriske diagnoser

Psykiatriske diagnoser i perioden

1995-1998

Psykiatriske diagnoser i perioden

1999-2002

Psykiatriske diagnoser i perioden

2003-2006

Psykiatriske diagnoser i perioden

2007-2010

Psykiatriske diagnoser i perioden

2011-2013

Psykiatriske diagnoser i perioden

1995-2013

1,9

2,8

2,5

2,4

8,7

5,0 *

5,0

7,0 **

5,3

7,1 **

16,0 *

7,5

9,3

9,6

7,2

8,0

23,5

10,1

8,3

5,5

24,8

5,5

(Tabellen fortsættes)

135

BILAGSTABEL B2.7 FORTSAT

Børn og unge med handicap, fordelt på baggrundskarakteristika og forældre-

oplysninger for hhv. børn og unge, udsat for seksuelle overgreb, og børn og

unge, ikke udsat for seksuelle overgreb. Særskilt for forløbsundersøgelserne

AFU

og BFU

. Procent.

BFU

Ikke udsat Udsat for

vold Sig.

for vold

AFU

Ikke udsat Udsat for

for vold

vold Sig.

Brudte familier

Mor og far bryder med hinanden i

perioden 1995-1998

Mor og far bryder med hinanden i

perioden 1995-2002

Mor og far bryder med hinanden i

perioden 2003-2006

Mor og far bryder med hinanden i

perioden 2007-2010

Mor og far bryder med hinanden i

perioden 2011-2013

Mor og far bryder med hinanden i

perioden 1995-2013

18,5

15,1

13,5

10,6

7,8

50,6

36,0 ***

28,0 **

9,6

23,4 **

19,4 *

74,0 ***

63,5

38,7

36,9

22,6

12,2

90,4

90,8

52,3

42,3

53,3

Anm.: 95-pct.-konfidensintervaller]. * p < 0,05, ** p < 0,01, *** p < 0,001.

Forløbsundersøgelsen for anbragte børn (AFU).

Børneforløbsundersøgelsen (BFU).

136

SANDSYNLIGHEDSMODEL I FORHOLD TIL FYSISK VOLD

BILAGSTABEL B2.8

Sandsynligheden for at blive udsat for fysisk vold på baggrund af risiko- og

beskyttelsesfaktorer ved opvækstforholdene i familien. Særskilt for AFU

BFU

. Lineære sandsynlighedsmodeller.

BFU

Barnet har et handicap i perioden 1999-2014

Barnet er en dreng

Mor var 19 år eller yngre ved fødslen

Barnet blev født med lav fødselsvægt

Familiens indkomst er i min. et år under 50 pct. af

medianindkomsten i perioden 1995-2013

Mors højeste uddannelse er grundskole

Forældre har fået dom i perioden 1995-2013

Mor har fået en psykiatrisk diagnose i perioden 1995-

2013

Forældre har brudt med hinanden i perioden 1995-2013

Anbragt i familiepleje

Alder ved første anbringelse

Anbringelses varighed i år

Antal anbringelser

Konstant

Justeret R

Anm.: 95-pct.-konfidensintervaller]. * p < 0,05, ** p < 0,01, *** p < 0,001.

Forløbsundersøgelsen for anbragte børn (AFU).

Børneforløbsundersøgelsen (BFU).

AFU

0,10 ***

[0,04,0,16]

0,05 ***

[0,02,0,07]

0,06 *

[0,01,0,12]

0,11 ***

[0,08,0,15]

0,08 ***

[0,04,0,13]

0,07 **

[0,02,0,12]

0,06 ***

[0,03,0,08]

0,07 *

[0,01,0,13]

0,17 ***

[0,15,0,20]

4.447

0,03

-0,01 *

[-0,02,-0,00]

0,04 **

[0,02,0,07]

0,08

[-0,09,0,26]

1.020

0,04

137

SANDSYNLIGHEDSMODEL I FORHOLD TIL SEKSUELLE OVER-

GREB

BILAGSTABEL B2.9

Sandsynligheden for at blive udsat for seksuelle overgreb på baggrund af risi-

ko- og beskyttelsesfaktorer ved opvækstforholdene i familien. Særskilt for

AFU

og BFU

. Lineære sandsynlighedsmodeller.

BFU

Barnet har et handicap i perioden 1999-2014

Mor var 19 år eller yngre ved fødslen

Barnet blev født med lav fødselsvægt

Familiens indkomst er i min. et år under 50 pct. af medi-

anindkomsten i perioden 1995-2013

Mors højeste uddannelse er grundskole

Forældre har fået dom i perioden 1995-2013

Mor har fået en psykiatrisk diagnose i perioden 1995-

2013

Forældre har brudt med hinanden i perioden 1995-2013

Anbragt i familiepleje

Alder ved første anbringelse

Anbringelses varighed i år

Antal anbringelser

Konstant

Justeret R

Forløbsundersøgelsen for anbragte børn (AFU).

Børneforløbsundersøgelsen (BFU).

AFU

0,10 *

[0,01,0,19]

0,06 ***

[0,04,0,08]

0,06 ***

[0,04,0,09]

0,04 *

[0,01,0,08]

0,07 ***

[0,03,0,11]

0,04 ***

[0,02,0,07]

0,02 *

[0,00,0,03]

0,02 *

[0,00,0,04]

2.337

0,05

0,01

[-0,30,0,32]

449

0,03

Anm.: [95-pct.-konfidensintervaller]. * p < 0,05, ** p < 0,01, *** p < 0,001.

138

LITTERATUR

Allison, P.D. (1982): ”Discrete-time methods for the analysis of event

histories”. I: S. Leinhardt :

Sociological Methodology.

San Francisco:

Jossey-Bass, s. 61-98.

Andersen, D. (2016): Forløbsundersøgelsens data. I: J.P. Thomsen (red.):

Unge i Danmark – 18 år og på vej til voksenlivet.

København: SFI –

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 16:18.

Becker, G.S. (1976):

The economic approach to human behavior.

Chicago, Ill.:

The University of Chicago Press.

Becker, G.S. (1974):

Essays in the economics of crime and punishment.

New

York: National Bureau of Economic Research.

Christoffersen, M.N. (1993):

Anbragte børns livsforløb: en undersøgelse af tidli-

gere anbragte børn og unge født i 1967.

København: Socialforsknings-

instituttet.

Christoffersen, M.N. (2010):

Børnemishandling i hjemmet. Delrapport 1.

Kø-

benhavn: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd,

10:30.

Christoffersen, M.N. (2001):

Risikofaktorer for selvmordsforsøg blandt børn og

unge.

Socialforskningsinstituttet.

Christoffersen, M.N. & I. Hammen (2011):

ADHD-indsatser – en forsk-

ningsoversigt.

København: SFI – Det Nationale Forskningscenter

for Velfærd, 11.14

139

Christoffersen, M.N., P. Skov Olsen, K.S. Vammen, S. Sander Nielsen,

M. Lausten & J. Brauner (2011):

Tidlig identifikation af kriminalitets-

truede børn og unge: risiko og beskyttelsesfaktorer.

København: SFI –

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, 11:34.

Clayton, D. & M. Hills (1993):

Statistical models in epidemiology.

Oxford: Ox-

ford University Press.

Cornish, D.B. & R.V. Clarke (2003): ”Opportunities, precipitators and

criminal decisions: A reply to Wortley's critique of situational

crime prevention”.

Crime Prevention Studies,

16, s. 41-96.

Det Kriminalpræventive Råd (2012):

Seksuel vold blandt unge: En systematisk

tilgang til primær forebyggelse.

Doerner, W.G. & S.P. Lab (2015):

Victmology.

New York: Routledge.

Ekspertudvalg om fattigdom (2013):

En dansk fattigdomsgrænse – analyser og

forslag til opgørelsesmetoder.

Farrington, D.P. & B. Welsh (2007):

Saving children from a life of crime: early

risk factors and effective interventions.

New York: Oxford University

Press.

Helweg-Larsen, K. (2009):

Framework for Nordic youth surveys on child sexual

abuse and exposure to violence outside and in the family.

København:

Nordic Council of Ministers.

Hosmer Jr, D.W., S. Lemeshow & R.X. Sturdivant (2013):

Applied logistic

regression.

John Wiley & Sons.

Hosmer Jr., D.W. & S. Lemeshow (1989):

Applied logistic regression.

New

York: Wiley.

Januscenteret (2014):

Statusrapport XII 2003-2014.

København:

Januscenteret.

Jones, L., M.A. Bellis, S. Wood, K. Hughes, E. McCoy, L. Eckley, G.

Bates, C. Mikton, T. Shakespeare & A. Officer (2012): ”Preva-

lence and risk of violence against children with disabilities: a sys-

tematic review and meta-analysis of observational studies”.

The

Lancet,

380(9845), s. 899-907.

Judd, C.M., G.H. McClelland & C.S. Ryan (2011):

Data analysis; A model

comparison approach.

Routledge.

Lund, H.J. (2016):

Tværprofessionelt samarbejde om udsatte børn og unge – en

studiebog.

København: Turbine.

Marge, D.K. (2003):

A call to action: Ending crimes of violence against children

and adults with disabilities.

New York: SUNY Upstate Medical

University, State University of New York.

140

Oldrup, H., M.N. Christoffersen, I.L. Kristiansen & S.V. Østergaard

(2016):

Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark 2016.

København: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd,

16:16.

Ombudsmanden (2016):

Tema for tilsynsbesøg: Børn og unge på handicapinstitu-

tioner.

Folketingets ombudsmand: Dok.nr. 16/01412-3 IRL.

Rothman, K.J. & S. Greenland (1998):

Modern epidemiology.

Philadelphia:

PA: Lippincott-Raven.

Sampson, R.J., J.D. Morenoff & S. Raudenbush (2005): ”Social anatomy

of racial and ethnic disparities in violence”.

American Journal of

Public Health,

95(2), s. 224-232.

Socialstyrelsen

(2016): http://socialstyrelsen.dk/born/overgreb/voldelige-

overgreb/definition-og-lovgivning-om-vold. Besøgt oktober

2016.

SUS (Socialt Udviklingscenter) & SISO (Videncenter for sociale indsatser

ved seksuelle overgreb mod børn) (2007):

Seksuelle overgreb mod

børn og unge med handicap – En kvantitativ og kvalitativ undersøgelse af

omfang og karakter af seksuelle overgreb.

SISO & SUS.

Svedin, G. S., L. Jonsson & Å. Landberg (2016):

Om barn med funktions-

nedsättning i Sverige och deras utsatthet för våld och kränkningar.

Stochholm: Stiftelsen Allmänna Barnhuset.

Wolfgang, M.E., F. Ferracuti & H. Mannheim (1967):

The subculture of

violence: Towards an integrated theory in criminology.

London: Tavistock

Publications.

141

SFI-RAPPORTER SIDEN 2016

SFI-rapporter kan købes eller downloades gratis fra www.sfi.dk. Nogle

rapporter er kun udkommet som netpublikationer, hvilket vil fremgå af

listen nedenfor.

16:01

Skårhøj, A., A.-K. Højen-Sørensen, K. Karmsteen, H. Oldrup &

J.H. Pejtersen:

Anbragte unges overgang til voksenlivet. Evaluering af fire

efterværnsinitiativer under efterværnspakken.

160 sider. ISBN: 978-87-

7119-352-7. e-ISBN: 978-87-7119-

353-4.

Pris: 160,00 kr.

Andersen, D., M.B. Holtet, L. Weisbjerg & L.L. Eriksen:

Alko-

holbehandling til socialt udsatte borgere. Systemets tilbud i borgerperspektiv.

176 sider. ISBN: 978-87-7119-354-1. e-ISBN: 978-87-7119-355-

8. Pris: 170,00 kr.

Baviskar, S., M.N. Christoffersen, K. Karmsteen, H. Hansen, M.

Leth-Espensen, A. Christensen & J. Brauner:

Kontinuitet i anbrin-

gelser. Evaluering af lovændringer under Barnets reform, delrapport 1.

128

sider. e-ISBN: 978-87-7119-356-5. Netpublikation.

Niss, N.K., K.I. Dannesboe, C.P. Nielsen & C.P. Christensen:

Evaluering af inklusionsindsatsen i Billund Kommune.

132 sider. e-

ISBN: 978-87-7119-357-2. Netpublikation.

16:02

16:03

16:04

143

16:05 Benjaminsen, L., M.H. Holm & J.F. Birkelund:

Fattigdom og afsavn.

Om materielle og sociale afsavn blandt økonomisk fattige og ikke-fattige.

336 sider. ISBN: 978-87-7119-358-9. e-ISBN: 978-87-7119-359-

6. Pris: 320 kr.

16:06 Keilow; M., M. Friis-Hansen, S. Henze-Pedersen & S. Ravn:

In-

klusionsindsatser i folkeskolen. Resultater fra to lodtrækningsforsøg.

128

sider. ISBN: 978-87-7119-361-9. e-ISBN: 978-87-7119-362-6.

Pris: 130 kr.

16:07 Niss, N.K. & I.S. Rasmussen:

Evaluering af satspuljen ”Forebyggende

indsatser for overvægtige børn og unge”. Projekt ”Øget udbytte” på Jule-

mærkehjemmene.

130 sider. e-ISBN: 978-87-7119-363-3. Netpubli-

kation.

16:08 Andersen, D, K. Markwardt, L.B. Larsen & M.A. Svendsen:

Vel-

færdsteknologi i plejeboliger. Borger, medarbejder og økonomisk perspektiv.

200 sider. e-ISBN: 978-87-7119-364-0. Netpublikation.

16:09 Amilon, A & A.G. Jeppesen:

Økonomisk udsatte pensionister. Levevil-

kår blandt økonomisk dårligt stillede pensionister.

98 sider. ISBN: 978-

87-7119-365-7. e-ISBN: 978-87-7119-366-4. Pris: 100 kr.

16:10 Bille, R.:

Implementering af beskæftigelsespolitik i Danmark.

102 sider.

e-ISBN: 978-87-7119-369-5. Netpublikation.

16:11 Bach, H.B., L. Mehlsen & J. Høgelund.:

Evidens om effekten af ind-

satser for ledige seniorer.

62 sider. e-ISBN: 978-87-7119-370-1. Net-

publikation.

16:12 Mehlsen, L., R.C.H. Jørgensen, M.G. Kjer & V. Jakobsen:

Effekt-

fulde indsatser i boligområder til at forbedre børns skolegang og uddannelse

og voksnes arbejdsmarkedsparathed. En systematisk forskningsoversigt, nr.

2 og 3 af 4.

172 sider. ISBN: 978-87-7119-371-8. e-ISBN: 978-87-

7119-372-5. Pris 170 kr.

16:13 Mehlsen, L., R.C.H. Jørgensen, M.G. Kjer & V. Jakobsen:

Effekt-

fulde indsatser i boligområder til at øge børns trivsel og forbedre forældres

kompetencer. En systematisk forskningsoversigt, nr. 4 af 4.

134 sider.

ISBN: 978-87-7119-373-2. e-ISBN: 978-87-7119-374-9. Pris: 130

kr.

16:14 Højen-Sørensen, A.-K., L. J. Kristiansen, A.-M.K. Jørgensen &

R.E. Wendt:

Kortlægning, kvalitetsvurdering og analyse af udviklingen i

skandinavisk dagtilbudsforskning for 0-6-årige i året 2014.

107 sider. e-

ISBN: 978-87-7119-375-6. Netpublikation.

144

16:15

16:16

16:17

16:18

16:19

16:20

16:21

16:22

16:23

16:25

16:26

Larsen, M., H. Holt, M.R. Larsen:

Et kønsopdelt arbejdsmarked.

Udviklingstræk, konsekvenser og forklaringer.

170 sider. ISBN: 978-

87-7119-376-3. e-ISBN: 978-87-7119-377-0. Pris: 170 kr.

Oldrup, H., M.N. Christoffersen, I.L. Kristiansen, S.V. Øster-

gaard:

Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge i Danmark 2016.

256 sider. ISBN: 978-87-7119-378-7. e-ISBN: 978-87-7119-379-

4. Pris: 250,00 kr.

Oldrup, H., S. Frederiksen, S. Henze-Pedersen & R.F. Olsen:

Indsat far udsat barn. Hverdagsliv og trivsel blandt børn af fængslede.

140

sider. e-ISBN: 978-87-7119-380-0. Netpublikation.

Thomsen, J.-P. (red):

Unge i Danmark – 18 år og på vej til voksenlivet.

Årgang 95 – Forløbsundersøgelsen af børn født i 1995.

288 sider. ISBN:

978-87-7119-383-1. e-ISBN: 978-87-7119-384-8. Pris: 290,00 kr.

Hansen, H, C.P. Christensen & T. Termansen:

Evaluering af Feed-

back-Informed Treatment ved Silkeborg Kommunes Familiecenter.

77 si-

der. e-ISBN: 978-87-7119-385-5. Netpublikation.

Højen-Sørensen, A.-K., K.S. Kohl, K.M.V. Dahl, H. Oldrup &

J.H. Pejtersen:

Lige Muligheder – Udsatte børn og unge. Afsluttende eva-

luering.

176 sider. ISBN: 978-87-7119-386-2. e-ISBN: 978-87-

7119-387-9. Pris: 180,00 kr.

Bagger, S., K.S. Kohl, M.T. Strande & K. Karmsteen:

Anbragte

børns skolegang på intern skole.

89 sider. e-ISBN: 978-87-7119-388-6.

Netpublikation.

Rangvid, B.S.:

Skoleudvikling med fokus på sprog i al undervisning. Im-

plementering og elevresultater af udviklingsprogram til styrkelse af tosprogede

elevers faglighed – afsluttende rapport.

103 sider. e-ISBN: 978-87-

7119-389-3. Netpublikation.

Fridberg, T & J.F. Birkeund:

Pengespil og spilleproblemer i Danmark

2005-2016.

176 sider. ISBN: 978-87-7119-390-9. e-ISBN: 978-

87-7119-391-6. Pris: 180,00 kr.

Karmsteen, K., C.J.de Montegomery & J.H. Pejtersen:

Anbragte

unges overgang til voksenlivet II. Kvantitativ evaluering af to efterværnsiniti-

ativer under efterværnspakken.

80 sider. ISBN: 978-87-7119-393-0.

e-ISBN: 978-87-7119-394-7. Pris 80,00 kr.

Jensen, D.C., M.J. Pedersen, J.H. Pejtersen & A. Amilon:

Ind-

kredsning af lovende praksis på det specialiserede socialområde.

128 sider.

ISBN: 978-87-7119-395-4. e-ISBN: 978-87-7119-396-1. Pris:

130,00 kr.

145

16:27

16:28

16:29

16:30

16:31

16:32

16:33

16:34

16:35

17:01

17:02

Jakobsen, V. & M.R. Larsen:

Boligsociale indsatser og huslejestøtte. En

effektevaluering af Landsbyggefondens 2006-2010-pulje.

172 sider.

ISBN: 978-87-7119-397-8. e-ISBN: 978-87-7119-398-5. Pris:

170,00 kr.

Henze-Pedersen, S., C.B. Dyssegaard, N. Egelund & C.P. Niel-

sen: Inklusion – set i et elevperspektiv. En kvalitativ analyse. 144

sider. e-ISBN: 978-87-7119-403-6. Netpublikation.

Nielsen, C.P. & B.S. Rangvid:

Inklusion i folkeskolen. Sammenfatning

af resultaterne fra Inklusionspanelet.

128 sider. ISBN: 978-87-7119-

404-3. e-ISBN: 978-87-7119-405-0. Pris 130,00 kr.

Siren, A., M. Bjerre, H.B. Nørregård, N.K. Niss & H.H. Laurit-

zen:

Forebyggelse på ældrerådet. Evaluering af forebyggelse af fysisk, social

og psykisk mistrivsel blandt ældre borgere.

160 sider. ISBN: 978-87-

7119-406-7. e-ISBN: 978-87-7119-407-4. 160,00 kr.

Olsen, R.F., K.M.V. Dahl & M.H. Poulsen: På vej mod ung-

domskriminalitet. Hvilke faktorer gør en forskel i ungdommen?

116 sider. e-ISBN: 978-87-7119-408-1. Netpublikation.

Kohl, K.S., M.L. Kessing, L. Fynbo, D. Andersen, A. Schmidt,

M.N. Jensen & M.C. Munkholm:

Stofmisbrugsområdet i et brugerper-

spektiv.

210 sider. e-ISBN: 978-87-7119-411-1. Netpublikation.

Henze-Pedersen, S., K.S. Kohl, H. Oldrup & J.H. Pejtersen:

Im-

plementering af Multifunc. Et behandlingsprogram til unge med svære ad-

færdsvanskeligheder.

176 sider. ISBN: 978-87-7119-413-5. e-ISBN:

978-87-7119-414-2. Pris 180,00 kr.

Amilon, A., J.F. Birkelund, G. Christensen, A.G. Jeppesen & K.

Markwardt:

Kapaciteten i den sociale stofmisbrugsbehandling.

142 sider.

e-ISBN: 978-87-7119-415-9. Netpublikation.

Fridberg, T. & J.F. Birkelund:

Pengespil blandt unge i Danmark

2007-2016. En undersøgelse af 12-17-åriges spil om penge og risikable

spilleadfærd.

192 sider. ISBN: 978-87-7119-416-6. e-ISBN: 978-

87-7119-417-3. Pris 190,00 kr.

Lausten, M. & T. Jørgensen: Anbragte børn og unges trivsel

2016. 60 sider. ISBN: 978-87-7119-420-3. e-ISBN: 978-87-7119-

421-0. Pris 60,00 kr.

Lyk-Jensen, S.V., M. Bøg & M.R. Lindberg:

Børn, der oplever vold i

familien. Omfang og konsekvenser.

144 sider. ISBN: 978-87-7119-

409-8 e-ISBN: 978-87-7119-410-4. Pris 140,00 kr.

146

17:03

17:04

17:05

17:06

17:07

17:08

17:09

17:10

17:11

17:12

17:13

17:14

Benjaminsen L., T.M. Dyrby, M.H. Enemark, M. T. Thomsen,

H.S. Dalum & U.L. Vinther:

Housing first i Danmark. Evaluering af

implementerings- og forankringsprojektet i 24 kommuner.

200 sider. e-

ISBN: 978-87-7119-418-0. Netpublikation.

Liversage, A:

Voldsforebyggelse på botilbud og forsorgshjem.

185 sider.

e-ISBN: 978-87-7119-422-7. Netpublikation.

Fridberg, T & M. Larsen:

Frivillige i hjemmeværnet 2016.

160 sider.

ISBN: 978-87-7119-423-4. e-ISBN: 978-87-7119-424-1. Pris

160,00 kr.

Winter, S.C.:

Gør skoleledelse en forskel? Ledelse af implementering af

folkeskolereformen.

180 sider. e-ISBN: 978-87-7119-425-8. Netpub-

likation.

Hansen, A.T., V.M. Jensen & C.P. Nielsen:

Folkeskolereformen:

Elevernes faglige deltagelse og interesse. En kvantitativ analyse af elevernes

faglige deltagelse og interesse før og efter reformen.

79 sider. e-ISBN: 978-

87-7119-426-5. Netpublikation.

Liversage, A. & C.P. Christensen:

Etniske minoritetsunge i Danmark.

En undersøgelse af årgang 1995.

201 sider. e-ISBN: 978-87-7119-

431-9. Netpublikation.

Holt, H & L. Mehlsen:

Rummelighed i praksis. Forudsætninger for gode

inklusionsforløb på kommunale arbejdspladser.

133 sider. e-ISBN: 978-

87-7119-434-0. Netpublikation.

Fridberg, T & M. Larsen:

Volunteers in the Danish Homeguard 2016.

ISBN: 978-87-7119-436-4. e-ISBN: 978-87-7119-437-4. 161 si-

der. Pris 160,00 kr.

Thuesen, F., R. Bille & M.J. Pedersen:

Styring af den lokale beskæfti-

gelsesindsats. Instrumenter, motivation og præstationer.

ISBN: 978-87-

7119-438-8. e-ISBN: 978-87-7119-439-5. 208 sider. Pris 210,00

kr.

Thuesen, F. & R. Bille:

Politiske styringsinstrumenter på beskæftigelses-

område. Et litteraturstudie med fokus på statslig styring af forvaltningen.

137 sider. e-ISBN: 978-87-7119-440-1. Netpublikation.

Henriksen T.D., L. Mehlsen, A.A. Kjær & A. Amilon:

Exit prosti-

tution. Evaluering af CTI-forløb for borgere med prostitutionserfaring.

ISBN: 978-87-7119-441-8. e-ISBN: 978-87-7119-442-5. 272 si-

der. Pris 270,00 kr.

Siren, A. & H.B. Nørregård:

Demens og kørselsstop. De pårørendes

perspektiv.

e-ISBN: 978-87-7119-443-2. 104 sider. Netpublikation.

147

Larsen, M.R. & M. Larsen:

Handicap, beskæftigelse og uddannelse i

2016.

ISBN: 978-87-7119-444-9. e-ISBN: 978-87-7119-445-6.

304 sider. Pris 300,00 kr.

17:16 Larsen, M.R. & M. Larsen:

Handicap, beskæftigelse og uddannelse i

2016. Regionale forskelle.

ISBN: 978-87-7119-446-3. e-ISBN: 978-

87-7119-447-0. 144 sider. Pris 140,00 kr.

17:17 Lauritzen, H.H., M. Bjerre, L. Graff, T. Rostgaard, F. Casier & T.

Fridberg:

Rehabilitering på ældreområdet. Afprøvning af en model for re-

habiliteringsforløb i to kommuner.

e-ISBN: 978-87-7119-448-7. Net-

publikation.

17:18 Holt, H, M. Christofferesen, M.H. Poulsen, S. Bengtsson & H.B.

Bach:

Vold og seksuelle overgreb mod børn og unge med handicap.

ISBN: 978-87-7119-452-4. Netpublikation.

17:15

148

VOLD OG SEKSUELLE OVERGREB MOD

BØRN OG UNGE MED HANDICAP

Formålet med denne rapport er at styrke vidensgrundlaget om vold og seksuelle overgreb mod børn og unge med han-

dicap. Til det formål belyses omfanget af overgreb, ofrenes karakteristik, risiko- og beskyttelsesfaktorer samt fagfolks

arbejde med mistanke, opsporing og handling.

Undersøgelsens analyse består af tre dele:

Første del belyser sager ved domstolene om vold og seksuelle overgreb mod børn og unge med handicap, baseret på re-

gisteranalyse.

Anden del belyser børn og unges egne oplevelser med overgreb, baseret på eksisterende spørgeskemadata fra henholds-

vis Børneforløbsundersøgelsen og Forløbsundersøgelsen af anbragte børn.

Tredje del belyser fagpersoners daglige arbejde på området om opsporing og forebyggelse af ovegreb med børn og unge

med handicap, baseret på en mindre spørgeskemaundersøgelse til fagpersoner på specialområdet samt enkelte interview

med videnspersoner.

Rapporten er ﬁnansieret af Socialstyrelsen.

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd

17:18

ISSN: 1396-1810