Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2016-17
§71 Alm.del Bilag 102
Offentligt
1753986_0001.png
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0002.png
Indhold
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
11.
12.
13.
14.
15.
16.
17.
18.
19.
Forord.................................................................................................... 5
Afsnit I: Det Psykiatriske Patientklagenævn (PKN) ....................................... 7
1a. Det Psykiatriske Patientklagenævns sammensætning ultimo 2016. .......... 7
1b. Det Psykiatriske Patientklagenævns kompetenceområder og
opgaver ................................................................................................. 7
2. Antal sager og sagsfordeling ................................................................. 8
2a. Antal sager ....................................................................................... 9
2b. Sagernes fordeling på de enkelte PKN afdelinger ................................. 10
2c. Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center ................................ 11
2d. Antal afgørelser ............................................................................... 11
3. Sagsbehandlingstiden ........................................................................ 13
4. Antal mødedage, mødested m.v. ......................................................... 14
4a. Antal mødedage............................................................................... 14
4b. Mødedagenes fordeling mellem regionerne .......................................... 15
5. Mødedeltagelse ................................................................................. 16
5a. Mødedeltagelse for læger .................................................................. 16
5b. Mødedeltagelse for patienter ............................................................. 17
5c. Mødedeltagelse for patientrådgivere/bistandsværger ............................ 18
6. Afgørelsernes udfald og omgørelsesprocenten ....................................... 19
6a. Antal afgørelser, godkendelser, tilsidesættelser og
omgørelsesprocenter fordelt på regionerne ............................................... 20
20.
6b. Antal afgørelser og godkendelser fordelt på tvangsindgreb ................... 21
21.
6c. Antal tilsidesættelser og omgørelsesprocenten fordelt på
tvangsindgreb ....................................................................................... 21
22.
7. Klager over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser ..................... 22
23.
7a. Det samlede antal klager over Det Psykiatriske
Patientklagenævns afgørelser ................................................................. 23
24.
25.
26.
27.
28.
29.
30.
31.
7b. Indbringelse for domstolene .............................................................. 24
Afsnit II: Principielle problemstillinger ...................................................... 26
Afsnit III: Principielle afgørelser .............................................................. 42
A. Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser ...................................... 42
1. Tvangsindlæggelse ............................................................................ 42
1a) Krav til lægeerklæringen. ................................................................. 42
1b) Er der tale om en frivillig indlæggelse? ............................................... 43
1c) Det er en læge der skal tage beslutningen om tvangsindlæggelse
af en patient
–
en medicinstuderendes vurdering er ikke tilstrækkelig. ......... 43
32.
1d) Uenighed mellem den indlæggende og den modtagende læge. .............. 44
33.
1e) Der er et lovmæssigt krav om en selvstændig undersøgelse
foretaget af den modtagende læge .......................................................... 44
34.
35.
36.
37.
1f) De materielle betingelser for tvangsindlæggelse ................................... 46
2. Tvangstilbageholdelse ........................................................................ 46
2a) Beslutning om tvangstilbageholdelse skal træffes af en læge. ................ 46
2b.1) Fortsat tvangstilbageholdelse. Det var ikke tilstrækkeligt, at det
i journalen blev anført, at patientens tilstand var uændret. ......................... 47
38.
2b.2) Fortsat tvangstilbageholdelse, hvor det blev beskrevet, at
affekten var klinget af. ........................................................................... 48
39.
Manglende rettidig revurdering ............................................................... 48
40.
2c) Der forelå alene tvangsprotokol, men ingen journaloplysninger i
forbindelse med revurdering. .................................................................. 48
41.
Tvangsfiksering ..................................................................................... 49
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
42.
43.
44.
45.
46.
47.
48.
1. Iværksættelse:.................................................................................. 49
1.1 Tvangsfiksering var påbegyndt før patienten blev indlagt. ..................... 49
1.2 Var faren fra patienten stadigvæk aktuel? ........................................... 49
1.3 Truende patient. .............................................................................. 50
1.4 Retten forholder sig konkret til mindstemiddelprincippet. ...................... 51
2. Opretholdelse.................................................................................... 52
2.1 Hvis det af journalen fremgår, at patienten var rolig og ikke
længere var truende? ............................................................................ 52
49.
2.2.1 Ved overflytning fra et psykiatrisk center til et andet. ........................ 52
50.
2.2.2 Retten afprøver den del af tvangsfikseringen, som patienten
havde fået medhold i. ............................................................................ 54
51.
2.2.3 Udstrækning af rettens prøvelsesadgang bestemmes som
udgangspunkt af de nedlagte påstande. ................................................... 55
52.
3. Revurderingerne ................................................................................ 56
53.
3.1 Mindstemiddelprincippet ikke overholdt. Det var ikke
tilstrækkeligt at skrive patienten var truende, der skulle gøres
optegnelser om mindstemiddelprincippet.................................................. 56
54.
55.
56.
57.
3.2. Første revurdering gennemføres efter få timer.................................... 56
3.2.1 Hvis første bæltetilsyn ikke foretages efter 2-4 timer ......................... 56
3.2.2. Første tilsyn foretaget 9�½ time efter iværksættelsen. ....................... 57
3.2.3. Første tilsyn foretaget efter 11 timer efter iværksættelsen ad
tvangsfikseringen. ................................................................................. 58
58.
Anvendelse af remme: ........................................................................... 58
59.
4. Anvendelse af remme forudsætter overlæge godkendelse og
særskilt begrundelse. ............................................................................. 58
60.
61.
62.
63.
64.
65.
66.
67.
68.
69.
70.
71.
72.
73.
74.
75.
5. Tvangsbehandling .............................................................................. 59
5.a. Tvangsbehandling
–
dosis ................................................................ 59
5.b. Tvangsbehandling
–
motivation ........................................................ 63
5.c. Tvangsbehandling
–
depot................................................................ 66
5.d. Tvangsbehandling
–
alvorlige bivirkninger .......................................... 70
5.e. Tvangsbehandling
–
klagens opsættende virkning ............................... 71
5.f. Tvangsbehandling
–
ECT-behandling .................................................. 74
5.g. Somatisk tvangsbehandling .............................................................. 75
6. Beroligende medicin ........................................................................... 75
7. Anvendelse af fysisk magt .................................................................. 78
8. Personlig skærmning .......................................................................... 79
B. Afgørelser fra Det Psykiatriske Ankenævn ............................................. 80
1. Tvangsbehandling .............................................................................. 80
A. Med hensyn til det primære præparat: ................................................. 81
B. Med hensyn til det subsidiære præparat: .............................................. 82
Ad A 1: Der skal som hovedregel motiveres i maksimalt tre dage,
hvor første motivationsdag er dag nul, da der er tale om en
betænkningstidsregel. ............................................................................ 82
76.
Ad A 2: Der skal løbende være motiveret for et bestemt præparat og
en/et bestemt dosis/dosisinterval - herunder orienteret om formål,
virkninger og eventuelle bivirkninger. ...................................................... 85
77.
Ad A 4: Der må ikke være diskrepans mellem journal og
motivationsskema. ................................................................................ 86
3
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
78.
Ad A 5: Der skal i motivationsforløbet motiveres ensartet for hele
dosisintervallet, når den primære behandling involverer et
dosisinterval. ........................................................................................ 87
79.
Ad A 6: Frivillig indtagelse af medicin i motivationsperioden afbryder
motivationen, så tidligere motivering ikke medregnes, hvis patienten
på ny afviser at modtage medicin. ........................................................... 89
80.
Ad A 7: Den ordinerede dosis skal ligge inden for de doser, der i
pro.medicin.dk er anført for initialdoser og sædvanlige doser. ..................... 90
81.
Ad A 9: Og tvangsbeslutningen
–
og dermed også motiveringen
–
skal nøje følge pro.medicins retningslinjer for dosisindgivelse. .................... 93
82.
Ad 2 B 1 Dosis og dosisinterval skal ligge inden for de retningslinjer,
der er angivet i pro.medicin.dk, jf. ovenfor. ............................................ 112
83.
84.
85.
86.
87.
88.
89.
90.
Indgivelse af beroligende middel med magt ............................................ 114
Ad 2: Mindste middels princippet ........................................................... 118
Ad 4.: Identitet mellem det tilbudte og det givne præparat/dosis .............. 127
Anvendelse af fysisk magt .................................................................... 131
Personlig skærmning ........................................................................... 133
Bilag .................................................................................................. 137
Bilag 1 - Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center ....................... 137
Bilag 2 - Mødedeltagelse for patientrådgivere (ptr)/bistandsværger
(bv) ................................................................................................... 139
91.
Mødedeltagelse for patientrådgivere (ptr)/bistandsværger (bv) hver
for sig ................................................................................................ 140
92.
Bilag 3 - Oversigt over antallet af patientrådgivere ultimo december
2016.................................................................................................. 141
93.
Bilag 4 - Oversigt over nævnsmedlemmer/stedfortrædere ultimo
december 2016 ................................................................................... 142
94.
Bilag 5 - Oversigt over nævnsformænd ultimo december 2016.................. 144
95.
Bilag 6
–
Høringssvar fra Regionerne
..................................................... 146
4
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Forord
Det Psykiatriske Patientklagenævn afgiver hermed sin fjerde årsberetning i henhold til
§ 39 i Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (Psykiatriloven).
Det Psykiatriske Patientklagenævn var indtil 28. november 2016 ressortmæssigt place-
ret i Statsforvaltningen og blev ved kongelig resolution af 28. november 2016 overført
til Erhvervsministeriet, hvor Det Psykiatriske Patientklagenævn blev en del af Nævne-
nes Hus i Viborg.
Behandlingen af sager i Det Psykiatriske Patientklagenævn er i 2016 blevet varetaget
af følgende fem PKN afdelinger: København, Odense, Aabenraa, Aalborg og Aarhus.
Sekretariatsfunktionen vil i juni 2017 blive overført til Nævnenes Hus i Viborg, dog så-
ledes at der oprettes en afdeling i København.
Et af hovedformålene med årsberetningen er at give et samlet overblik. Hovedtallene
fra de fem regioner er angivet i afsnit I.
Ud over den generelle gennemgang af diskussion om praksis vedrørende tvang i psy-
kiatrien samt de statistiske oplysninger på landsplan, tjener beretningen til formidling
af viden om Det Psykiatriske Patientklagenævns arbejde både til en bredere offentlig-
hed og mere specifikt til de implicerede psykiatriske centre/hospitaler. Det er sekreta-
riatets indtryk, at årsberetningen indgår i arbejdet på de psykiatriske centre/hospitaler
og bliver anvendt i bestræbelserne på at leve op til lovens krav.
Beretningen er udarbejdet i overensstemmelse med det daværende Indenrigs- og
Sundhedsministeriums retningslinjer af 7. januar 2004 og omfatter tallene fra Nævnets
arbejde i de fem regioner. Det er muligt at sammenholde tallene for årene 2014, 2015
og 2016, ligesom det er muligt at få et helhedsindtryk af Nævnets samlede virksom-
hed i de fem regioner.
5
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0006.png
Årsberetningen er opdelt i tre hovedafsnit:
Afsnit I:
Afsnit II:
Afsnit III:
Det Psykiatriske Patientklagenævn: om Nævnets virksomhed
Principielle problemstillinger
Principielle afgørelser fra : - Det Psykiatriske Patientklagenævn
- Det Psykiatriske Ankenævn
Christian Lützen
Direktør
Henning Lund-Sørensen
Kommitteret
6
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Afsnit I: Det Psykiatriske Patientklagenævn
(PKN)
Denne årsberetning vedrører Det Psykiatriske Patientklagenævns virksomhed i 2016.
Efter § 34 i Lov om anvendelse af tvang i psykiatrien (Psykiatriloven) er der ved Stats-
forvaltningen oprettet et Psykiatrisk Patientklagenævn bestående af en direktør som
formand samt to medlemmer. De to medlemmer bliver beskikket af Sundheds- og Æl-
dreministeren efter indstilling fra henholdsvis Lægeforeningen og Danske Handicapor-
ganisationer. Lægeforeningen skal så vidt muligt indstille læger, der er speciallæger i
psykiatri. Sundheds- og Ældreministeren har beskikket et antal medlemmer samt et
antal ligestillede stedfortrædere for medlemmerne.
Direktøren kan bemyndige ansatte ved institutionen til at fungere som formænd for
Det Psykiatriske Patientklagenævn.
1a. Det Psykiatriske Patientklagenævns sammensætning ultimo 2016.
Det Psykiatriske Patientklagenævns formand var direktør Helle Haxgart ved Statsfor-
valtningen indtil sagsområdet ved kongelig resolution af 28. november 2016 overgik til
Nævnenes Hus i Viborg, hvorefter direktør Christian Lützen blev formand for Nævnet.
Nævnets øvrige sammensætning i Statsforvaltningens afdelinger i landet fremgår af
vedlagte bilag nr. 4. Det skal bemærkes, at der i bilaget ikke skelnes mellem med-
lemmer og stedfortrædere i Det Psykiatriske Patientklagenævn, idet disse er ligestille-
de.
Årsberetningen er udarbejdet af kommitteret Henning Lund-Sørensen, specialkonsu-
lent Charlotte Galbo, fuldmægtig Lars Orthmann, fuldmægtig Line Høgh, fuldmægtig
Rasmus Larsen og kontorassistent Charlotte Frandsen.
1b. Det Psykiatriske Patientklagenævns kompetenceområder og op-
gaver
Det Psykiatriske Patientklagenævn har i 2016 behandlet klager over beslutninger om
tvangsforanstaltninger i form af tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbagefør-
sel, tvangsfiksering, aflåsning af døre i afdelingen, tvangsbehandling, fysisk magtan-
vendelse, beroligende medicin, personlig skærmning, tvungen opfølgning efter ud-
skrivning og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afde-
ling, Region Sjælland, i forbindelse med indlæggelser på de psykiatriske hospita-
ler/centre i de fem regioner.
Det Psykiatriske Patientklagenævns sager er klager fra patienter, der under indlæggel-
se på psykiatriske afdelinger har været undergivet en af de ovenfor anførte former for
tvang. Klagerne sendes til Det Psykiatriske Patientklagenævn enten ved patientrådgi-
vers mellemkomst eller ved mundtligt fremsatte klager over for det psykiatriske hospi-
tals/centers personale, der så formidler klagen videre. I enkelte tilfælde er det patien-
ten selv, som retter henvendelse til Det Psykiatriske Patientklagenævn.
7
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Det Psykiatriske Patientklagenævns møder afholdes på det psykiatriske hospi-
tal/center, hvor patienten er indlagt. I mødet deltager sædvanligvis overlægen/den
behandlende læge på afdelingen, patienten og patientrådgiveren samt andre relevante
medarbejdere på den pågældende psykiatriske afdeling. Efter mødet træffer Det Psy-
kiatriske Patientklagenævn sin afgørelse, der tilstræbes udsendt samme dag eller
næstfølgende dag.
2. Antal sager og sagsfordeling
Indenrigs
– og Sundhedsministeriet udsendte den 7. januar 2004 ”Retningslinjer for
udarbejdelse af årsberetninger
for de psykiatriske patientklagenævn”. Retningslinjerne
indeholder en fastlæggelse af ”sagsbegrebet” og ”afgørelsesbegrebet”.
En ”sag” er defineret som en patients klage, der er optaget som et punkt på Det Psy-
kiatriske Patientklagenævns dagsorden på et bestemt møde. Det gælder, uanset om
klagen indeholder flere klagepunkter. Hvis en patient klager flere gange i løbet af året,
vil der være tale om flere sager
–
se nedenfor pkt. 2.a og b.
En ”afgørelse” er defineret som en godkendelse eller en
tilsidesættelse af et tvangs-
indgreb. Det Psykiatriske Patientklagenævns vurdering af ét tvangsindgreb kan dog i
nogle tilfælde føre til, at der træffes to afgørelser vedrørende dette ene tvangsindgreb
–
se nedenfor pkt. 2.c og pkt. 6.
Det typiske er, at en klage over ét indgreb medfører én afgørelse, men der kan være
tilfælde, hvor Det Psykiatriske Patientklagenævn eksempelvis vurderer, at iværksæt-
telse af tvangsindgrebet kan godkendes, men ikke tvangsindgrebets opretholdelse. I
så fald vil klagen over ét indgreb statistisk føre til to afgørelser. Herved undgås regi-
strering af delafgørelser i form af delvis godkendelse og delvis tilsidesættelse.
Træffer Nævnet afgørelse vedrørende flere ensartede tvangsindgreb, fx fem tvangsfik-
seringer, tæller nævnsafgørelsen statistisk som fem afgørelser.
Med hensyn til ”tilbagekaldte sager” bemærkes, at der her ofte er tale om sager, som
først trækkes tilbage umiddelbart inden nævnsmødet, og hvor Det Psykiatriske Pati-
entklagenævn således allerede har brugt tid på at udsende og forberede sagen. Det
har i 2016 drejet sig om 9% af samtlige indkomne sager.
8
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0009.png
2a. Antal sager
Skema 1
Antal sager
2014
Antal indkomne sager i
kalenderåret
- antal tilbagekaldte sa-
ger
- antal afviste sager
60
= antal sager med rea-
litetsafgørelse
1438
181
1679
%
100
2015
1611
%
100
2016
1649
%
100
11
147
9
143
9
6
30
2
50
3
86
1434
89
1456
88
Fra 2015 til 2016 er antallet af indkomne sager i kalenderåret steget med 38 sager fra
1611 sager i 2015 til 1649 sager i 2016, svarende til en stigning på 2,36%. Over en
tre årig periode fra 2014 til 2016 er antallet af indkomne sager i kalenderåret dog fal-
det med 30 sager fra 1679 sager i 2014 til 1649 sager i 2016, svarende til en nedgang
på 1,79%.
I 2015 og 2016 har antallet af tilbagekaldte sager udgjort 9% af det samlede antal
indkomne klager. Over en tre årig periode fra 2014 til 2016 er antallet af tilbagekaldte
klager faldet med 38 sager fra 181 sager i 2014 til 143 sager i 2016, svarende til en
nedgang på 20,99%.
Fra 2015 til 2016 er antallet afviste sager steget med 20 sager fra 30 sager i 2015 til
50 sager i 2016. Procentvis udgør antallet af afviste sager dog kun 2% i 2015 og 3% i
2016. Over en tre årig periode fra 2014 til 2016 er antallet af afviste sager faldet med
10 sager fra 60 sager i 2014 til 50 sager i 2016, mens den procentvise andel af afviste
sager er halveret fra 6% i 2014 til 3% i 2016.
I perioden fra 2014 til 2016 er antallet af sager med en realitetsafgørelse relativ kon-
stant, idet tallene alene svinger fra 86% til 89%. Det vil sige, at ca. 9 ud af 10 sager
ender med en realitetsafgørelse.
Over en tre årig periode fra 2014 til 2016 er antallet af realitetsbehandlede sager ste-
get med 18 sager fra 1438 sager til 1452 sager, svarende til en stigning på 1%.
9
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0010.png
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0011.png
Udvikling i antal realitetsbehandlede klager fra 2014 til 2016 opdelt på regio-
ner:
Procentvis æn-
dring fra 2014-
2016
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
I alt
-9
+5
+ 12
+ 24
+ 12
+1
Faktiske tal
Ændring fra
2014-2016
- 64
+ 13
+ 16
+ 30
+ 23
+ 18
Over en treårig periode fra 2014 til 2016 er der i hele landet sket en stigning på 1% i
antallet af realitetsbehandlede sager.
Fordelt på regioner er der sket en stigning i antallet af realitetsbehandlede sager i
Midtjylland, Nordjylland, Sjælland og Syddanmark, mens der er sket et fald i antallet
af realitetsbehandlede sager i Hovedstaden.
2c. Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center
Der henvises til bilag 1.
2d. Antal afgørelser
Med hensyn til definition af en
”afgørelse”
henvises til pkt. 2 ovenfor.
Skema 3
Antal afgørelser i Nævnet de seneste tre år
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
I alt
2014
1356
457
171
229
378
2591
2015
1606
508
184
118
444
2860 (2634)*
2016
1163
500
217
282
445
2607
*uden en ekstraordinær sag med 226 afgørelser
Fra 2015 til 2016 er antallet af afgørelser faldet med 253 afgørelser fra 2860 afgørel-
ser i 2015 til 2607 afgørelser i 2016, svarende til et fald på 9%.
11
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0012.png
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0013.png
Fordelt på regioner er der sket en stigning i antallet af afgørelser i Midtjylland, Nordjyl-
land, Sjælland og Syddanmark, mens der er sket et fald i antallet af afgørelser i Ho-
vedstaden.
Der henvises til bemærkningerne under punkt 2.b om den enkelte PKN afd. set i for-
hold til de fem regioner.
3. Sagsbehandlingstiden
Det Psykiatriske Patientklagenævn skal efter Psykiatrilovens § 36, stk. 3 træffe afgø-
relse snarest muligt. Er der ikke truffet afgørelse inden 14 dage efter klagens modta-
gelse, skal klageren underrettes om grunden hertil. Ved klager over tvangsbehandling,
hvor klagen er tillagt opsættende virkning og klager over iværksættelse af tvungen op-
følgning efter udskrivning, skal Det Psykiatriske Patientklagenævn træffe afgørelse in-
den syv hverdage efter klagens modtagelse. Ved udtrykket hverdage forstås mandage
til fredage, bortset fra helligdage. Nævnet lægger afgørende vægt på at efterleve den-
ne tidsfrist.
Skema 4
Patientklagenævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid
2014
Antal dage
9
2015
10 (17)*
2016
10
*med den ekstraordinære sag med 226 afgørelser
Det Psykiatriske Patientklagenævns gennemsnitlige sagsbehandlingstid for alle sagsty-
per har i 2016 været 10 dage. Nævnet holder sig dermed under resultatmålet på mak-
simalt 14 dages sagsbehandlingstid.
Det bemærkes, at sagsbehandlingstiden udregnes automatisk af institutionens sagsty-
ringsprogram, således at sagsbehandlingstiden beregnes fra det tidspunkt, hvor næv-
net modtager klagen, og indtil nævnet afsender afgørelsen til patienten. I den målte
sagsbehandlingstid indgår således også lørdage samt søn- og helligdage.
Der gives én afgørelseskode pr. indgreb.
Det betyder, at en sag med mange koder, som typisk tager længere tid at behandle,
kommer til at påvirke sagsbehandlingstiden i negativ retning. Dette var tilfældet i
2015, da nævnet i København behandlede en ekstraordinær sag med 226 afgørelser,
som betød, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid incl. denne sag blev 17 dage
som angivet i parentes. Hvorimod den gennemsnitlige sagsbehandlingstid uden denne
sag var 10 dage, hvilket isoleret set var under resultatmålet på maksimalt 14 dages
sagsbehandlingstid.
13
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0014.png
4. Antal mødedage, mødested m.v.
4a. Antal mødedage
Skema 5
2Samlet antal mødedage de seneste tre år
2014
Antal mødedage
524
2015
617
2016
581
Oversigt over Det Psykiatriske Patientklagenævns mødedage:
Det Psykiatriske Patientklagenævn
København:
mail adr.:
[email protected]
Mødedage
Mandage
Tirsdage
Psykiatrisk Center /
hospital
PC Nordsjælland og B&U,
PC Ballerup, Sct. Hans og
Roskilde Øst
PC Glostrup og B&U, PC
Amager, Vordingborg og
Slagelse
PC København, B&U og
PC Frederiksberg
Bornholm
Odense, Svendborg og
Middelfart
Esbjerg, Kolding, Vejle,
og Aabenraa
Risskov og B&U, Randers
og Horsens
Viborg, Herning og B&U
og Holstebro
Aalborg, Brønderslev,
Thy/Mors og Frederiks-
havn
Onsdage
Torsdage/(fredage)
Variabel mødedag
Onsdage
Tirsdage
Onsdage
Ålborg:
mail adr.:
[email protected]
Tirsdage
Odense:
mail adr.:
[email protected]
Aabenraa:
mail adr.:
[email protected]
Århus:
mail adr.:
[email protected]
Mødematerialet bliver sendt fra de psykiatriske hospitaler/centre til de lokale PKN af-
delinger, der udsender klagen med bilag og mødeindkaldelse til nævnsmedlemmerne,
patientrådgiverne samt til de relevante psykiatriske hospitaler/centre med henblik på,
at hospitalerne/centrene sørger for videregivelse til patienten og lægerne. Samtidig er
nævnsmedlemmerne og patientrådgiverne pr. mail eller telefon blevet orienteret om
mødetidspunktet. Dette skulle give både nævnsmedlemmer og patientrådgivere tid til
at sætte sig grundigt ind i sagen samtidig med, at der også tidsmæssigt er mulighed
for, at patientrådgiveren kan aflægge besøg hos patienten inden mødet i Det Psykiatri-
ske Patientklagenævn.
Møderne i 2016 er som alt overvejende hovedregel blevet afholdt på de psykiatriske
hospitaler/centre. Møderne finder sædvanligvis sted i et mødelokale på det pågælden-
de psykiatriske hospital/center. Det hænder dog, at patienter, især fra de lukkede af-
delinger, ikke kan/vil give møde i mødelokalet. I så fald flyttes mødet til selve afdelin-
gen. Der er afsat 30
–
45 minutter til hver sag. Møderne kan dog have en længere va-
righed, især som følge af, at patienterne kan have behov for mere indgående at rede-
gøre for deres situation og som følge af mange klagepunkter. Herved kan der, da der
14
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0015.png
ofte er flere møder på flere hospitaler/centre, undtagelsesvis opstå forsinkelser i mø-
deafviklingen, eller det kan indebære, at der på forhånd afsættes mere end 30 minut-
ter til mødet.
Det Psykiatriske Patientklagenævn har i 2016 afholdt 581 mødedage. Ved én mødedag
forstås afholdelse af møder i alle de sager, der er opført på én dagsorden
–
også selv-
om møderne afholdes på forskellige hospitaler/centre. Nedenfor er vist antallet af mø-
dedage i de seneste tre år.
4b. Mødedagenes fordeling mellem regionerne
Skema 6
Mødedagenes fordeling på regioner
Antal mødedage
2014
154
109
68
54
139
524
Antal mødedage
2015
250
137
48
41
141
617
Antal mødedage
2016
180
121
48
75
157
581
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
Møder i alt
Fordelt på regioner er der fra 2015 til 2016 sket et fald i antallet af mødedage i Region
Hovedstaden og Region Midtjylland, mens der er sket en stigning i antallet af mødeda-
ge i Region Sjælland og Region Syddanmark, og i Region Nordjylland har antallet af
mødedage været det samme.
Stedlig kompetence
Det Psykiatriske Patientklagenævns møder afholdes som hovedregel på det psykiatri-
ske hospital/center, som klagen relaterer sig til.
Der har udviklet sig følgende praksis med hensyn til patienter, der flytter til et andet
psykiatrisk hospital/center:
1. Hvis patienten flytter til et andet hospital/center inden for regionen og klager over
tvangsudøvelsen på det første indlæggelsessted, afholder den pågældende PKN-
afdeling nævnsmødet på det hospital/center, hvor patienten nu befinder sig.
2. Hvis patienten flytter til et andet psykiatrisk hospital/center uden for regionen og
klager over tvangsudøvelsen på det første hospital/center, hvor patienten var indlagt,
afholder PKN-afdeling i den nye region nævnsmødet på det hospital/center, hvor pati-
enten nu befinder sig.
Fremgangsmåden ligger i forlængelse af lovbestemmelsen om, at Patientklagenævnet
kommer til patienten på det psykiatriske hospital, hvor patienten er indlagt.
Ad. 1. Hvis patienten flytter til et andet hospital inden for regionen, kommer Patient-
klagenævnet til møde på det hospital/center, hvor patienten nu er indlagt. Hospitals-
personalet og patientrådgiveren fra det første hospital/center indkaldes til møde på det
hospital/center, hvor patienten nu er indlagt.
15
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0016.png
Ad. 2. Hvis patienten flytter til et andet psykiatrisk hospital/center uden for regionen,
kommer det stedlige Patientklagenævn til møde på det psykiatriske hospital/center,
hvor patienten nu er indlagt. Hospitalspersonalet fra det første hospital/center indkal-
des også til mødet.
Sekretariatet beder i denne situation den nye patientrådgiver om at varetage patien-
tens interesse i relation til tvangsanvendelsen på det første hospital/center.
Hvis patienten undtagelsesvis ikke har fået beskikket en patientrådgiver på det andet
hospital/center, vil sekretariatet anmode det andet hospital/center om at beskikke en
ad hoc patientrådgiver til patienten.
5. Mødedeltagelse
I Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser er anført, hvorvidt der har deltaget
læge, patient og patientrådgiver/bistandsværge i behandlingen af en sag på nævns-
mødet. Hvis en patientrådgiver/bistandsværge ikke har deltaget i mødet, er det i afgø-
relsen anført, hvorvidt der er meldt afbud, eller om der er tale om en udeblivelse uden
afbud.
5a. Mødedeltagelse for læger
Den læge, der har besluttet det tvangsindgreb, der klages over, skal i medfør af § 9 i
bekendtgørelse om forretningsorden for Det Psykiatriske Patientklagenævn så vidt mu-
ligt være til stede ved klagens behandling i Nævnet.
I 2016 har der, som i tidligere år, været lægelig deltagelse ved stort set alle nævns-
møder
–
som regel ved deltagelse af overlægen på afdelingen.
Skema 7
Mødedeltagelse for læger i regionerne
Deltaget
Region
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
2014
252
127
108
2015
787
248
118
81
191
1425
2016
658
265
145
146
215
1429
Ikke deltaget
2014
9
2
3
19
1
47
2015
15
7
2
5
7
36
2016
11
2
1
11
2
27
Deltagelsesprocent
2014
99
99
98
85
99
98
2015
98
97
98
94
96
98
2016
98
99
99
93
99
98
Hovedstaden 724
Syddanmark 193
I alt
1406
I 2016 har der været afholdt 1429 møder med lægedeltagelse og 27 møder uden læ-
gedeltagelse, svarende til en gennemsnitlig deltagelsesprocent på 98%. Fordelt på re-
gioner svinger deltagelsesprocenten i 2016 fra 93% til 98%. Alle regioner har således
haft en høj deltagelsesprocent for læger i 2016, dog skiller Region Sjælland sig ud.
16
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0017.png
5b. Mødedeltagelse for patienter
Patienten har i medfør af Psykiatrilovens § 36, stk. 2, ret til mundtligt at forelægge sa-
gen for Nævnet. I særlige tilfælde, hvor hensynet til patientens helbred eller til sagens
behandling i Nævnet afgørende taler herfor, kan Nævnet dog bestemme, at patienten
helt eller delvis skal være udelukket fra at deltage i mødet.
I 2016 er ingen patienter blevet udelukket
–
hverken helt eller delvist
–
i at deltage i
nævnsmødet. Det er nævnets praksis, at der skal tungtvejende grunde til for at ude-
lukke patienter fra nævnsmødet, idet nævnsmødet netop må anses for patientens mø-
de.
I 2016 har der været afholdt 1126 møder med patientdeltagelse og 330 møder uden
patientdeltagelse, svarende til en gennemsnitlig deltagelsesprocent på 77%. Fordelt på
regioner svinger deltagelsesprocenten i 2016 fra 73% til 79%. Alle regioner har såle-
des en forholdsvis høj deltagelsesprocent for patienter i 2016.
Set over en treårig periode fra 2014 til 2016 er den gennemsnitlige deltagelsesprocent
for patienter dog faldet fra 82% i 2014 til 77% i 2016 uden, at der kan gives en nær-
mere forklaring derpå.
Skema 8
Mødedeltagelse for patienter i regionerne
Deltaget
Region
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
2014
208
107
84
2015
660
179
91
60
161
1151
2016
530
201
106
122
167
1126
Ikke deltaget
2014
109
46
23
43
45
266
2015
142
76
29
26
37
310
2016
139
66
40
35
50
330
Deltagelsesprocent
2014
85
82
82
66
77
82
2015
82
70
76
70
81
79
2016
Hovedstaden 624
79
75
73
78
77
77
Syddanmark 149
I alt
1172
Alle patienter får en skriftlig indkaldelse til at deltage i mødet, og i alle sager har per-
sonalet opfordret patienten til at give møde.
Baggrunden for patienternes fravær i mødet kan typisk være manglende ønske om at
møde, eller at patienten vurderes at være for dårlig til at møde. Det hænder, at pati-
enter ikke møder, hvis den pågældende patient inden mødet er blevet udskrevet. Hvis
der er behov derfor
–
af hensyn til patienten
–
afholdes mødet på selve afdelingen i
stedet for i det mødelokale på hospitalet/centret, hvor mødet sædvanligvis afholdes.
Der gøres en indsats både fra patientrådgiverens, hospitalets og fra Nævnets side i
forhold til at motivere patienten til at møde op til nævnsmødet.
Nævnet tager den forholdsvis høje mødeprocent som et udtryk for, at patienterne er
interesseret i at komme til at tale deres sag for Det Psykiatriske Patientklagenævn.
17
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0018.png
Der skal ikke herske tvivl om, at sekretariatet anser den høje fremmødeprocent for pa-
tienter som positivt, idet det klart er patientens møde, når Patientklagenævnet afhol-
der møder på hospitalet/centret.
5c. Mødedeltagelse for patientrådgivere/bistandsværger
Patientrådgiveren har i medfør af Psykiatrilovens § 36, stk. 2 ret til mundtligt at fore-
lægge sagen for Nævnet og skal så vidt muligt give møde i nævnsmødet. Bistands-
værgen skal i medfør af bekendtgørelsen om bistandsværger § 8, stk. 2 ligeledes bistå
patienten med at udforme eventuelle klageskrivelser samt yde bistand ved behandlin-
gen af sagen. Der er således en klar forskel på mødepligten for patientrådgivere og bi-
standsværger.
I nedenstående tabel er anført antallet af sager i PKN afdelingerne, som henholdsvis
patientrådgiverne og bistandsværgerne har deltaget/ikke deltaget i.
Skema 9
Mødedeltagelse for patientrådgivere (Ptr.)/bistandsværger (Bv.) i regionerne
Deltaget
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
I alt
2014
Ptr.
686
227
115
106
169
1303
702
214
107
76
148
1247
2015
Bv.
36
10
2
4
23
75
Ptr.
602
234
126
127
171
1260
2016
Bv.
21
7
8
13
17
66
Ikke deltaget
2014
Ptr.
47
27
15
21
25
135
38
25
9
4
20
96
2015
Bv.
26
6
2
2
7
43
Ptr.
33
17
11
10
24
95
2016
Bv.
13
9
1
7
5
35
Deltagelsesprocent
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
I alt
2014
Ptr.
94
89
88
83
87
91
95
90
92
95
88
93
2015
Bv.
58
63
50
67
77
64
Ptr.
95
93
92
93
88
93
2016
Bv.
62
44
89
65
78
65
Tallene for 2014 er udtryk for den samlede mødedeltagelse for patientrådgivere og bi-
standsværger i 2014.
18
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
I 2015 begyndte Det Psykiatriske Patientklagenævn i stedet at opgøre mødedeltagel-
sen for henholdsvis patientrådgivere og bistandsværger separat, fordi der var stor for-
skel på mødeprocenten mellem de to grupper.
I 2016 har deltagelsesprocenten for patientrådgivere været 93% og for bistandsvær-
ger 65%. Deltagelsesprocenten har således været fortsat høj for patientrådgivere og
igen noget lavere for bistandsværger.
Resultatet viser forskellen mellem en lovbestemt mødepligt for patientrådgivere og
fraværet af en lovbestemt mødepligt for bistandsværgerne. Bistandsværgerne skal kun
aflægge besøg hos klienten, når der er behov herfor og har ingen mødepligt, når der
afholdes møde i Det Psykiatriske Patientklagenævn. Patientrådgiverne skal mindst af-
lægge
besøg hos patienten én gang om ugen og i øvrigt efter behov og ”skal så vidt
muligt deltage i møderne i Det Psykiatriske Patientklagenævn”.
Nævnet vil have fokus på patientrådgiveres/bistandsværgers fremmødeprocent, idet
det er af væsentlig betydning for patienten, at patientrådgiveren/bistandsværgen mø-
der sammen med patienten. Nævnet vil fortsat varsle patientrådgiveren/
bistandsværgen, så snart tidspunktet for sagens behandling i nævnet kendes i håb om,
at dette giver patientrådgiveren/bistandsværgen bedre mulighed for planlægning i for-
hold til eventuelt erhvervsarbejde.
Nævnet opfordrer til stadighed patientrådgivere til at prioritere deres hverv som pati-
entrådgiver, samt til at overveje om hvervet som patientrådgiver kan kombineres med
deres erhvervsarbejde/øvrige opgaver.
Sekretariatet er fortsat opmærksomt på, at lovgivningens krav om korte sagsbehand-
lingstider og indkaldelse til møder med kort varsel bevirker, at det kan være forbundet
med praktiske vanskeligheder for patientrådgiverne/bistandsværgerne at komme til
samtlige møder.
Det bemærkes, at hvervet som patientrådgiver bortfalder, når tvangsindgrebet bringes
til ophør, men at patientrådgiveren skal bistå i forbindelse med klager, som allerede er
iværksat, før beskikkelsen ophører, eller iværksættes samtidig jf. psykiatrilovens § 28.
6. Afgørelsernes udfald og omgørelsesprocenten
Ifølge § 14, stk. 1, i bekendtgørelse om forretningsorden for Det Psykiatriske Patient-
klagenævn kan Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser gå ud på, at tvangsind-
grebet godkendes, eller at indgrebet findes foretaget med urette. En klage over et
tvangsindgreb afgøres normalt ved enten en godkendelse eller en tilsidesættelse af
den besluttede tvangsforanstaltning (én afgørelse), men kan også indebære både en
godkendelse og en tilsidesættelse, f.eks. godkendelse af iværksættelsen af en tvangs-
indlæggelse, men tilsidesættelse af den fortsatte tvangsindlæggelse. I sidstnævnte til-
fælde tælles statistisk to afgørelser. Ligeledes kan der i en sag være klaget over gen-
tagne tvangsfikseringer. Hver enkelt tvangsfiksering er statistisk beregnet som én af-
gørelse, også selvom de indgår i samme sag. Der tælles således mindst én afgørelse
for hvert påklaget tvangsindgreb.
19
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0020.png
Nedenstående tabeller viser antallet af afgørelser, antallet af tilsidesættelser og omgø-
relsesprocenten fordelt på de tvangsforanstaltninger, der i perioden 2014 til 2016 har
været påklaget til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Omgørelsesprocenten er bereg-
net som antallet af tilsidesættelser i forhold til antallet af afgørelser med realitetsbe-
handling.
Med hensyn til tvangsfikseringer bemærkes særligt, at opgørelsen er foretaget samlet.
Afgørelserne indeholder derfor såvel tvangsfikseringer, hvor der alene er anvendt bæl-
te såvel som de tilfælde, hvor der både er anvendt bælte og en eller flere hånd-
og/eller fodremme.
6a. Antal afgørelser, godkendelser, tilsidesættelser og omgørelsesprocenter
fordelt på regionerne
Skema 10
Afgørelser og godkendelser
Antal afgørelser
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
I alt
2014
1356
457
171
229
378
2591*
2015
1606
508
184
118
444
2016
1163
500
217
282
445
Godkendelser
2014
1089
401
148
188
303
2015
1180
410
150
99
298
2137
2016
939
417
161
231
346
2094
2860** 2607*** 2129
* heraf 50 afgørelser = 2% med dissens
** heraf 109 afgørelser = 4% med dissens
*** heraf 113 afgørelser = 4% med dissens
Skema 11
Antal tilsidesættelser og omgørelsesprocenter
Tilsidesat
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
I alt
2014
267
56
23
41
75
462
2015
426
98
34
19
146
723
2016
223
83
57
51
99
513
Omgørelsesprocent
2014
20
12
13
18
20
18
2015
27
19
18
16
33
25
2016
19
17
26
18
22
20
Ovenstående tabel har altid påkaldt sig stor interesse. Omgørelsesprocenterne i 2016
varierer fra 17% til 26%. Variationen er således væsentlig mindre end i 2015, hvor
omgørelsesprocenten varierede fra 16% til 33%. Nævnet har med tilfredshed konsta-
20
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0021.png
teret, at den samlede omgørelsesprocent er faldet med 5% point og dermed nærmer
sig et normalt omgørelsesniveau for et nævn.
Fordelt på regioner er omgørelsesprocenten fra 2015 til 2016 faldet i Region Hoved-
staden, Region Midtjylland og Region Syddanmark, mens den er steget i Region Nord-
jylland og Region Sjælland, uden der kan gives en nærmere forklaring derpå.
6b. Antal afgørelser og godkendelser fordelt på tvangsindgreb
Skema 12
Afgørelser og godkendelser
Antal afgørelser
2014
Tvangsindlæggelse
Tvangstilbageholdelse
Tilbageførsel
Tvangsfiksering
Beskyttelsesfiksering
Aflåsning af døre i afdelingen
Tvangsbehandling, ECT
Tvangsbehandling, legemlig
Fysisk magtanvendelse
Beroligende medicin
Personlig skærmning
Tvungen opfølgning
Andet
I alt
458
650
2
342
1
4
1
38
49
435
14
17
0
2591
2015
426
668
4
373
1
12
636
0
2
130
577
7
18
6
2860
2016
Godkendelser
2014
437
618
2
259
0
3
415
1
38
40
293
13
14
0
2133
2015
405
633
4
240
1
10
482
0
2
77
261
2
16
4
2137
2016
436
621
2
246
0
10
668
2
15
65
508
6
26
2
2607
416
587
2
205
0
10
510
0
9
36
293
4
20
2
2094
Tvangsbehandling, medicinsk 580
6c. Antal tilsidesættelser og omgørelsesprocenten fordelt på tvangsindgreb
Skema 13
Antal tilsidesættelser og omgørelsesprocenten
Tilsidesat
2014
Tvangsindlæggelse
Tvangstilbageholdelse
Tilbageførsel
Tvangsfiksering
Beskyttelsesfiksering
21
32
0
83
1
2015
21
35
0
133
0
2016
Omgørelsesprocent
2014
5
5
0
24
0
2015
5
5
0
36
100
2016
20
34
0
41
0
5
5
0
17
0
21
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0022.png
Tilsidesat
2014
Aflåsning af døre i afdelingen
Tvangsbehandling, medicinsk
Tvangsbehandling, ECT
Tvangsbehandling, legemlig
Fysisk magtanvendelse
Beroligende medicin
Personlig skærmning
Tvungen opfølgning
Andet
I alt
1
165
0
0
9
142
1
3
0
2015
2
154
0
0
53
316
5
2
2
2016
Omgørelsesprocent
2014
33
22
0
19
21
16
11
6
20
2015
25
28
0
0
18
33
7
18
0
2016
0
158
2
6
29
215
2
6
0
513
0
24
100
40
45
42
33
23
0
20
458
723
15
18
Skema 13 viser antal tilsidesættelser og omgørelsesprocenter for alle typer tvangsind-
greb. I sagens natur vil områder med få afgørelser lettere kunne bevirke spring i om-
gørelsesprocenterne, uden at dette giver anledning til særskilte bemærkninger.
Omgørelsesprocenten for tvangsfiksering er faldet fra 36% i 2015 til 17% i 2016.
Samtidig er antallet af afgørelser vedr. tvangsfikseringer faldet fra 373 afgørelser 2015
til 246 afgørelser i 2016. Dette må tages som udtryk for, at de nye skærpede regler
for tvangsfiksering, som trådte i kraft pr. 1. juni 2015, er ved at vinde indpas, idet
omgørelsesprocenten nærmer sig et acceptabelt niveau.
Omgørelsesprocenten for tvangsbehandling er faldet fra 28% i 2015 til 24% i 2016.
Samtidig er antallet af afgørelser vedr. tvangsbehandling steget fra 636 afgørelser i
2015 til 668 afgørelser i 2016. Omgørelsesprocenten overstiger dog fortsat de 10-
15%, der sædvanligvis opfattes som et acceptabelt omgørelsesniveau for et nævn.
Omgørelsesprocenten for beroligende medicin er steget fra 33% i 2015 til 42% i 2016.
Samtidig er antallet af afgørelser vedr. beroligende medicin faldet fra 577 afgørelser i
2015 til 508 afgørelser i 2016. Set over en 3 årig periode er omgørelsesprocenten ste-
get støt fra 16% i 2014 til 42% i 2016. Nævnet finder, at dette hænger sammen med,
at nævnet har fulgt op på, at Det Psykiatriske Ankenævn løbende har skærpet praksis
på området.
Omgørelsesprocenten for fysisk magt er steget fra 18% i 2015 til 45% i 2016. Samti-
dig er antallet af afgørelser vedr. fysisk magt faldet fra 130 afgørelser i 2015 til 65 af-
gørelser i 2016. Set over en treårig periode er omgørelsesprocenten faldet fra 2014 til
2015 og mere end fordoblet fra 2014 til 2016. Nævnet finder, at dette hænger sam-
men med, at nævnet har fulgt op på, at Det Psykiatriske Ankenævn løbende har skær-
pet praksis på området.
7. Klager over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangs-
tilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, tvungen opfølg-
22
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0023.png
ning efter udskrivning, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Rets-
psykiatrisk afdeling, Region Sjælland og aflåsning af døre i afdelingen kan af patienten
indbringes for byretten, jf. psykiatrilovens § 37, stk. 1, sammenholdt med retspleje-
lovenes kapitel 43 a.
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsbehandling, anven-
delse af fysisk magt, indgivelse af beroligende middel med magt, personlig alarm- og
pejlesystemer, særlige dørlåse samt personlig skærmning, der varer uafbrudt mere
end 24 timer samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk
afdeling, Region Sjælland, kan af patienten og hospitalsmyndigheden påklages til Det
Psykiatriske Ankenævn, jf. psykiatrilovens § 38 sammenholdt med reglerne i kapitel 3
i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse.
I 2016 blev 308 ud af 1341 af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser indbragt
for domstolene, svarende til en ankeprocent på 23%, og 319 ud af 1266 nævnsafgø-
relser indbragt for Det Psykiatriske Ankenævn, svarende til en ankeprocent på 25%.
Den samlede ankeprocent i 2016 var 24% sammenlignet med 2015 og 2014, hvor den
var henholdsvis 17% og 15%. Afgørelser, der er påklaget til ankeinstansen, fremgår af
nedenstående tabel.
7a. Det samlede antal klager over Det Psykiatriske Patientklagenævns afgø-
relser
Skema 14
Antal klager
2014
Antal
afg.
Tvangsindlæggelse
Tvangstilbageholdelse
Tilbageførsel
Tvangsfiksering
Beskyttelsesfiksering
Aflåsning af døre i
afd.
Tvangsbehandling,
med.
Tvangsbehandling,
ECT
Tvangsbehandling, le-
geme
Fysisk magtanvendel-
se
49
2
4
130
38
0
0
2
1
0
0
0
580
114
20
636
4
2
50
12
458
650
2
342
1
Antal
Anker
98
124
1
38
0
anke
%
21
19
50
11
0
Antal
afg.
426
668
4
373
1
2015
Antal
anker
93
127
0
43
0
1
118
0
1
12
anke
%
22
19
0
12
0
8
19
0
50
9
Antal
afg.
436
621
2
246
0
10
668
2
15
65
2016
Antal
anker
96
147
0
55
0
2
161
1
3
14
anke
%
22
24
0
22
0
20
24
50
20
22
23
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0024.png
2014
Beroligende medicin
Personlig skærmning
Tvungen opfølgning
Andet
I alt
435
14
17
0
15
1
7
0
3
7
41
0
15
577
7
18
6
2015
85
0
4
0
15
0
22
0
17
508
6
26
2
2016
137
3
8
0
27
50
31
0
24
2591 401
2860 484
2607 627
Skemaet viser, at antallet af klager/anker over nævnets afgørelser er steget fra 401
klager/anker i 2014 til 627 klager/anker i 2016. Ankeprocenten er således over en tre-
årig periode steget fra 15% i 2014 til 24% i 2016 uden, at der kan gives nogen nær-
mere forklaring derpå, men det er bemærkelsesværdigt, at ankeprocenten for afgørel-
ser til retten stort set er identisk med ankeprocenten for afgørelser til Det Psykiatriske
Ankenævn.
7b. Indbringelse for domstolene
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangs-
tilbageholdelse, tvangstilbageførsel, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, tvungen
opfølgning efter udskrivning, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under
Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland samt aflåsning af døre i afdelingen kan af
patienten indbringes for domstolene.
I 2016 har byretterne stadfæstet 176 af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørel-
ser. I ét tilfælde blev Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse tilsidesat, og i 63
tilfælde blev sagen frafaldet af patienten.
Nedenfor er vist udfaldet af ankesagerne i de sidste tre år.
Skema 15
Afgørelser fra retten
2014
Stadfæstet
Tilsidesat *
Frafaldet af patient
I alt
118
0
73
191
2015
163
1
37
201
2016
176
1
63
240
* Angår kun retsafgørelser, hvor hele Nævnets afgørelse ændres af retten
Skemaet omfatter afgørelser fra retten modtaget i 2016 inklusiv afgørelser truffet af
nævnet før 2016.
7c. Klage til Det Psykiatriske Ankenævn
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser vedrørende tvangsbehandling, anven-
delse af fysisk magt, indgivelse af beroligende medicin med magt samt personlig
alarm, pejlesystem, særlige dørlåse og personlig skærmning, der varer uafbrudt mere
24
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0025.png
end 24 timer samt aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk
afdeling, Region Sjælland, kan af patienten eller de psykiatriske hospitaler/centre på-
klages til Det Psykiatriske Ankenævn.
I 2016 har Det Psykiatriske Ankenævn stadfæstet 118 af Det Psykiatriske Patientkla-
genævns afgørelser. 48 afgørelser er blevet ændret eller hjemvist, og ingen klager er
blevet frafaldet.
Skema 16
Klage til Det Psykiatriske Ankenævn
2014
Stadfæstet
Ændret/hjemvist *
Frafaldet
I alt
45
31
7
83
2015
51
26
1
78
2016
118
48
0
166
* Angår kun ankeafgørelser, hvor hele Nævnets afgørelse ændres af Ankenævnet
Skemaet omfatter afgørelser fra Det Psykiatriske Ankenævn modtaget i 2016 inklusiv
afgørelser truffet af nævnet før 2016.
Det bemærkes, at de forholdsvis mange ændrede afgørelser især relaterer sig til Det
Psykiatriske Ankenævns stadig skærpede praksis med hensyn til tvangsbehandling
med medicin og beroligende medicin. Se afsnit 6b.
200 Aabenraa
[email protected]
www.statsforvaltningen.dk
25
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Afsnit II: Principielle problemstillinger
1. Sekretariatet har i dette afsnit indsat et svar fra Sundheds- og Ældreministeri-
et på en række principielle spørgsmål. Ministeriets svar af 29. marts 2016 er
optrykt i dette afsnit af årsberetningen.
2. Sekretariatet fandt i 2016 anledning til at præcisere bistandsværgernes for-
pligtelser i forhold til deres klienter. Sekretariatets brev af 15. april 2016 er
optrykt i dette afsnit.
3. Sekretariatet afgav i 2016 høringssvar til Social- og Indenrigsministeriet om
udkast til lov om behandling af behandlingsafvisende inhabile somatiske pati-
enter.
Høringssvaret af 27. maj 2016 er optrykt i dette afsnit af årsberetningen.
26
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0027.png
27
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0028.png
28
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0029.png
29
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0030.png
30
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0031.png
31
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0032.png
32
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0033.png
33
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0034.png
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0035.png
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0036.png
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
2.
3.
4.
5.
6.
tientklagenævn præciseret, at der udpeges et antal ligestillede
stedfortrædere. Me ko struktio e
ed ”ege tlige” æv s ed-
lemmer og ligestillede stedfortrædere er i bedste fald overflødig
og giver i stedet anledning til almindelig forvirring, når nye med-
lemmer/stedfortrædere skal udpeges - er der nu tale om, at den
pågældende skal indtræde som nyt nævnsmedlem eller som ny
stedfortræder. Problemet er især relevant, når både et nævns-
medlem og en stedfortræder afgår fra nævnet på samme tid.
Hvis man i dag i psykiatrien skulle indføre en ordning for nævns-
medlemmernes benævnelse, ville man givetvis ikke indføre en
ordning med både nævnsmedlemmer og stedfortrædere.
Problemet kan løses, hvis § 13, stk. 1,
o for uleres til: ”Su
d-
heds- og ældreministeriet beskikker desuden et antal ligestillede
edle
er.”
Når klagen angår tandlægefaglige spørgsmål kan det måske over-
vejes:
- enten at erstatte det lægelige nævnsmedlem med
et tandlægefagligt nævnsmedlem, som forinden må
være udpeget af Sundheds- og Ældreministeren ef-
ter indstilling fra Tandlægeforeningen,
- eller at supplere nævnet med et tandlægefagligt
nævnsmedlem med tilføjelse om, at formandens
stemme er udslagsgivende i tilfælde af stemmelig-
hed.
Vedr. § 14: Orde e ”efter a od i g fra patie te ” ku e, hen-
set til at patienten netop ikke anses i stand til at fremsætte en
ege tlig a od i g, ed fordel erstattes af: ”hvis patie te i ord
eller ha dli g odsætter sig”.
Vedr. § 15, stk. 4 : hvor det er anført at ,, Sundheds- og ældremini-
steriet fastsætter en forretningsorden for Det Somatiske Patient-
klage æv .”
Statsforvalt i ge skal foreslå, at dette æ dres til at ”Su dheds-
og ældreministeriet bemyndiges til efter forhandling med Det So-
atiske Patie tklage æv at fastsætte forret i gsorde ”. Dette
vil svare til den fremgangsmåde, som forretningsorden for Det
Somatiske Ankenævn skal fastsættes på.
Vedr. § 17, stk. 2: I kapitel 6 om Det Somatiske Ankenævn er i §
17, stk. 2 nævnt,
at ”Det So atiske Patie tklage æv ka fore-
lægge en sag for Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikker-
hed og Retslægerådet.” Der å være tale o e lapsus
-også fordi
det ikke umiddelbart er gennemførligt inden for den tidsramme,
hvor Det Somatiske Patientklagenævn skal træffe afgørelse.
Vedr. § 19: Orde e ”skal efter a od i g fra patie te ” ku e i
stil med ovennævnte tilkendegivelser eventuelt erstattes med
37
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
”skal hvis patie te i ord eller ha dli g ø sker det eller hvis pati-
e te s pårøre de … a oder
om det, indbringe sine afgørelser
for rette …”
7. Vedr. § 20: Loven angiver at skulle træde i kraft den 1. juli 2017.
En ikrafttræden af et helt nyt lovkompleks lige op til sommerferi-
en skaber ikke umiddelbart de optimale betingelser for en god
start.
For det første er det vigtigt, at Statsforvaltningen efter lovens ved-
tagelse får god tid til at forberede implementeringen, der både
omfatter beskikkelse af nævnsmedlemmer efter indstilling fra
Danske Patienter og fra Lægeforeningen, hvor der erfaringsmæs-
sigt må påregnes god tid.
For det andet anser Statsforvaltningen det for vigtigt, at der forud
for lovens ikrafttræden iværksættes en oplysningskampagne om
indholdet i den nye lov.
Hvis ikrafttræden udskydes til eksempelvis søndag den 1. oktober
2017 tages der således højde for eventuelle problemer i vedtagel-
sesfasen, der kan udskyde vedtagelsestidspunktet. Man undgår
endvidere problemer med implementering i en sommerferieperi-
ode, og man lægger dermed op til, at årsberetninger fra Det So-
matiske Patientklagenævn kommer til at følge kalenderåret, idet
første årsberetning i givet fald vil omfatte perioden fra 1. oktober
2017 til 31. december 2018.
III.
Bemærkninger til lovbemærkningerne
1. Ad. side 8, 6. afsnit: I afsnittet er anført, at det kan dreje sig om
”diag osti eri g og eha dli g”, og se ere hedder det i lov
e-
mærkningerne
at ”de e te ed kraftigt
vægttab og kronisk diar-
ré, so
ør u dersøges for alvorlig sygdo …”.
Disse udsagn lægger op til, at der selvstændigt kan klages over
”diag osti eri g” og ”u dersøgelse”, der sker ed he lik på af-
klaring af behandlingsbehovets karakter og omfang.
Hvis denne tolkning er korrekt, ville det være hensigtsmæssigt
med en eksplicit oplysning herom i lovbemærkningerne.
2. Ad. side 9, afsnit 4,
hvor det er a ført, at ”forslaget
sikrer patien-
ten den fornødne retssikkerhed og giver myndighederne en mu-
lighed for at følge op på ad i istratio e af ord i ge i praksis.”
Hvis sæt i ge o at ”følge og følge op” a går Det So atiske Pa-
tientklagenævn, må det nærmere indhold gerne præciseres.
3. Ad. side 12: Sundhedslovens § 19 giver hjemmel til øjeblikkelig
behandling i akutte situationer, hvor behandlingsbehovet er ha-
stende.
38
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Statsforvaltningen går ud fra, at patienten ikke kan indbringe
spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for anvendelse af § 19 var
opfyldt for Det Somatiske Patientklagenævn.
4. Ad. side 15, 3 afsnit, hvor der henvises til norsk ret:
a. Efter den norske lovgivning gælder det jf. denne lovs § 4
A-5, at beslutning om helsehjælp kun træffes for indtil
ét år af gangen. Er en tilsvarende tidsgrænse overvejet
indført i Danmark? Eller kan den indirekte læses ud af
lovbemærkningerne?
b. Beslutning om undersøgelse og behandling omfatter ef-
ter den norske bestemmelse også den pleje og omsorg,
som er nødvendig for at gennemføre undersøgelsen og
behandlingen.
I forlængelse af ovennævnte pkt. III,1 går den norske
lovgivning således et skridt videre ved at udstrække om-
rådet til også at omfatte pleje og omsorg, som er en
nødvendig forudsætning for både undersøgelsen og be-
handlingen.
Det må anses som en relevant afgrænsning af det acces-
soriske princip. Medmindre andet anføres i lovbemærk-
ninger, må det imidlertid lægges til grund at pleje og
omsorgs aspektet ikke er genstand for prøvelse i Det
Somatiske Patientklagenævn - heller ikke, selvom der
kan siges at være tale om accessoriske ydelser til selve
behandlingen. Det kan med fordel præciseres i lovbe-
mærkningerne.
5. Ad. side 18, 2 afsnit,
ederst hvor det a føres, at ” tilslut i g fra
patienten opnås ved, at patienten ikke gør modstand i ord eller
ha dli g.”
Hvordan harmonerer dette udsagn med de almindelige regler for
passivitet, der normalt ikke kan konstituere, at indgrebet i denne
situation anses for frivilligt?
Skal problemstillingen ses i sammenhæng med sundhedslovens §
18, vil der være brug for en uddybende præcisering i lovbemærk-
ningerne.
Statsforvaltningen har desuden følgende opklarende spørgsmål:
a.
Hvis man lægger til grund, at patienterne i dag bliver be-
ha dlet, e ”ude rug af tva g”.
39
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
b.
c.
d.
e.
f.
g.
h.
i.
Hvordan og hvem sikrer, at man får differentieret denne
praksis, så den stemmer overens med tankegangen i lo-
ven? Eller med andre ord: Hvem orienterer lægerne og
tandlægerne om det nye nævn og dets praksis?
Kan der kun klages over en enkelt tvangsbehandling? Eller
kan der også klages over længere behandlingsforløb?
Kan der kun klages over forestående behandlinger og altså
ikke over behandlinger, der allerede er gennemført?
Kan man forestille sig en opfølgende klage for eksempel på
baggrund af bivirkninger? Eller er der kun klageadgang,
hvis der er tale om opfølgende behandling?
Anses en re-operation for et nyt tvangsindgreb? Eller anses
det som en opfølgning på den tidligere tvangsbeslutning?
Ved en operation efterfulgt af medicinsk behandling er der
her krav om, at tvangsbeslutningen skal opdeles? Eller kan
nævnet tage stilling til begge dele på én gang? Eller skal
det konkret vurderes, om medicineringen skal afvente ud-
faldet af operationen?
Det lægges til grund, at der kun kan klages over tvangsbe-
slutninger truffet af den behandlingsansvarlige læge eller
tandlæge, og at der således ikke kan klages over behand-
lingsbeslutninger truffet af andre fagkategorier, eksempel-
vis jordmødre.
Jo flere eksempler på tvangsmæssig behandling, der angi-
ves i lovbemærkninger jo bedre.
Skal den behandlingsansvarlige læge/tandlæge nærmere
dokumentere, at patienten er varigt inhabil? Eller er det
tilstrækkeligt, at det anføres i lægeerklæringen, hvorefter
nævnet kan lægge dette til grund? Der spørges således her
ind til dybden i nævnets prøvelsespligt.
IV.
Forslag og ønsker til bekendtgørelser, herunder en forretningsorden for
Det Somatiske Patientklagenævn
1. Det fremgår ikke hvilke retlige reaktionsmuligheder Det Somati-
ske Patientklagenævn har. Hvis dette ikke fastlås i lovteksten, bør
det eksplicit af lovbemærkningerne fremgår, at nævnets forret-
ningsorden fastlægger, hvilke retlig reaktionsmuligheder Det So-
matiske Ankenævn har, herunder muligheden for at udtale kritik.
2. Det bør præciseres, at afgørelser fra Det Somatiske Patientklage-
nævn træffes på skriftligt grundlag.
40
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0041.png
3. Det må afklares, om nævnsmøderne i særlige situationer kan af-
holdes som telefonmøder.
4. Det må i bekendtgørelsen være oplyst, at møderne i Det Somati-
ske Patientklagenævn afholdes i tilknytning til sekretariatsfunktio-
nen, der placeres i København.
5. Der skal ske en afklaring af nævnsmedlemmernes honorering:
- kun sagshonorar
–
ikke fremmødehonorar
- kørselsgodtgørelse til høj takst
- sagshonorar også når sagerne tilbagekaldes med
mindre end tre hverdags varsel
Det bemærkes, at dette høringssvar ikke forholder sig til lovforsla-
gets økonomiske og administrative konsekvenser, idet disse op-
lysninger afventer vurdering af finansieringsbehovet.
6. Skal Det Somatiske Patientklagenævn have mulighed for at udtale
kritik af behandlingsbeslutningen? af personalet?
7. Af hensyn til sikring af en hurtig og effektiv sagsbehandling bør det
præcist oplyses, hvilke dokumenter der skal indsendes med kla-
gen. Af samme grund bør det overvejes direkte i bekendtgørelsen
at oplyse om processuel skadevirkning, hvis mødematerialet ikke
fremsendes i tilknytning til fremsendelsen af klagen. Dette kan
dog være betænkeligt, idet en eventuel processuel skadevirkning
vil ramme patienten, der måske har brug for lægehjælp. Men fin-
des der andre sanktioner, der kan bringes i anvendelse til sikring af
det fornødne oplysningsgrundlag?
8. Det ville være hjælpsomt, hvis der i bekendtgørelsen blev præcise-
ret noget om motiveringens indhold og udstrækning jf. § 4, stk. 2
og om den løbende vurdering, der lægges op til i § 4, stk. 3.
Afslutningsvis kan Statsforvaltningen oplyse, at Statsforvaltningen ser frem til at
påtage sig denne nye opgave, og at Statsforvaltningen med tilførsel af de nød-
vendige ressourcer ser sig i stand til at løfte opgaven til gavn for patienterne.
Med venlig hilsen
Henning Lund-Sørensen
Kommitteret
41
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Afsnit III: Principielle afgørelser
A. Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser
1. Tvangsindlæggelse
1a) Krav til lægeerklæringen.
Efterfølgende opringning til patienten kan ikke forlænge 7 dages fristen.
Nævnet godkendte ikke en tvangsindlæggelse, da den indlæggende læge ikke havde
foretaget undersøgelsen af patienten med henblik på indlæggelse.
Ifølge psykiatrilovens § 7, stk. 2 må tvangsindlæggelse kun gennemføres på grundlag
af en lægeerklæring, der hviler på den indlæggende læges egen undersøgelse foreta-
get med henblik på indlæggelse.
Patienten havde været til konsultation den 20. juni 2016, men det fremgik ikke, om
patienten i den forbindelse var gjort opmærksom på, at konsultationen skete med
henblik på en mulig indlæggelse. Det Psykiatriske Patientklagenævn lagde til grund,
at der reelt ikke var gennemført nogen undersøgelse af patienten med henblik på ind-
læggelse. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der var gået mere end syv dage fra
konsultationen blev foretaget til patienten blev tvangsindlagt.
Nævnet henviste til, at fristen i psykiatrilovens § 7, stk. 3, skulle regnes fra undersø-
gelsens afslutning og ikke fra erklæringens udfærdigelse, jf. således Psykiatriret, af
Helle Bødker Madsen, DJØF 2013, s. 88.
Nævnet bemærkede endvidere, at den indlæggende læge den 22. juni 2016 havde un-
derskrevet en erklæring om, at have foretaget en undersøgelse af patienten med hen-
blik på indlæggelse, men nævnet fandt ikke, at en efterfølgende telefonisk henvendel-
se til patienten hverken kunne gøre det ud for en egentligt undersøgelse, eller kunne
forlænge syv dages fristen.
Nævnet henviste til, at undersøgelsen skulle være aktuel, og lægen ikke kunne støtte
sig til observationer og oplysninger, der vedrørte tidligere undersøgelser. Der var såle-
des krav om en aktuel undersøgelse som betingelse for en tvangsindlæggelse, jf. psy-
kiatrilovens § 7, stk. 2, hvorefter tvangsindlæggelsen kun må gennemføres på grund-
lag af lægens egen undersøgelse foretaget med henblik på indlæggelse og under over-
holdelse af fristerne i psykiatrilovens § 7, stk. 3, jf. UfR 2011.2121 V, samt Psykiatri-
ret, af Helle Bødker Madsen, DJØF 2013, s. 87.
Nævnet fandt derfor, at der i relation til tvangsindlæggelsen var tilsidesat en væsentlig
retssikkerhedsgaranti, der skulle sikre, at den indlæggende læge foretog en reel un-
dersøgelse med henblik på indlæggelse, ligesom patienten skulle orienteres om såvel
undersøgelsens formål som at undersøgelsen følges op af en tvangsindlæggelse inden
for den fastsatte frist på 7 dage.
42
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1b) Er der tale om en frivillig indlæggelse?
Nævnet afviste at behandle en klage over, at patienten var blevet tvangsindlagt den
14. december 2015, idet nævnet vurderede, at patienten var blevet frivilligt indlagt.
Nævnet lagde vægt på, at patienten ifølge journalen af 14. december 2015 blev over-
talt til indlæggelse af overlægen, som ledsagede patienten til den psykiatriske skade-
stue med henblik på indlæggelse, idet det i journalen var
anført: ”Det lykkedes til sidst
at overtale patienten til, at psykologen og lægen kunne ledsage patienten til psykia-
trisk indlæggelse”.
Nævnet lagde videre vægt på, at det fremgik af indlæggelsesnotatet den 14. december
2015, at patienten var informeret, og at patienten samtykkede, idet det var anført:
”Pt. er informeret om ovenstående og samtykker til dette”.
Nævnet vurderede derfor, at der forelå et informeret samtykke i forbindelse med ind-
læggelsen. Det blev derfor anset for godtgjort i journalen, at patienten blev frivilligt
indlagt, og derfor blev klagen afvist, men nævnet tilføjede, at det havde været ideelt,
hvis det i journalen havde været anført mere præcist, hvad patienten var blevet infor-
meret om.
Det var nævnets vurdering, at de oplysninger, som patienten fremkom med på mødet,
ikke i den foreliggende situation kunne føre til et andet resultat.
1c) Det er en læge der skal tage beslutningen om tvangsindlæggelse af en pa-
tient
–
en medicinstuderendes vurdering er ikke tilstrækkelig.
Nævnet anså det ikke for godtgjort, at betingelserne i psykiatrilovens § 9, stk. 2 og §
4 a for at tvangsindlægge patienten var opfyldt, idet beslutningen om at tvangsind-
lægge patienten var truffet af en medicinstuderende og ikke af en autoriseret læge.
Nævnet lagde vægt på, at det fremgik af journalen for den 6. september 2016 ført kl.
14.50, at indlæggelsessamtalen med patienten blev foretaget af en medicinstuderen-
de, og at beslutningen om indlæggelse blev truffet af den medicinstuderende uden at
blive fulgt op af overlægens egenhændige undersøgelse af patienten.
Nævnet oplyste, at det fremgår af psykiatrilovens § 9, stk. 2, at det er overlægen som
skal træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne for indlæggelse er opfyldt. Af Psykiat-
rilovens § 4 a fremgår, at bestemmelsen i bl.a. § 9. stk. 2 ikke er til hindring for, at en
beslutning i overlægens fravær kan træffes af en anden læge. I sådanne tilfælde skal
overlægen efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen.
Det var således nævnets vurdering, at beslutningen om at tvangsindlægge patienten
skulle have været foretaget enten af en autoriseret læge på afdelingen på grundlag af
en undersøgelse af patienten fulgt op af en overlæge godkendelse, eller af overlægens
egenhændige undersøgelse af patienten.
Selv om de materielle betingelser for tvangsindlæggelse var beskrevet som opfyldt,
blev selve beslutningen om tvangsindlæggelse ikke truffet af en autoriseret læge. Der
43
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
var hermed svigtet en væsentlig retsgaranti. Det var en skærpende omstændighed, at
patienten ikke tidligere var kendt i psykiatrien. Nævnet kunne på denne baggrund ikke
godkende tvangsindlæggelsen.
1d) Uenighed mellem den indlæggende og den modtagende læge.
Nævnet godkendte ikke overlægens beslutning om tvangsindlæggelse af patienten.
Nævnet noterede sig, at den indlæggende læge i de gule papirer gav udtryk for, at pa-
tientens tilstand ganske kunne sidestilles med sindssygdom. De gule papirer blev ifølge
journalnotatet efterfølgende godkendt af overlægen.
Nævnet lagde imidlertid lagt afgørende vægt på, at den modtagende læge, der afholdt
indlæggelsessamtalen vurderede, at patienten på dette tidspunkt ikke var psykotisk.
På trods af dette blev patienten alligevel tvangsindlagt.
Nævnet bemærkede, at det fremgår af bemærkningerne til lov nr. 331 af 24. maj
1989 om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien vedrørende fremgangsmåden i
forbindelse med den frihedsberøvelse, der består i tvangsindlæggelse, at det er over-
lægen på den modtagende afdeling, der skal træffe den endelig afgørelse om, hvorvidt
patienten skal modtages som tvangsindlagt. Overlægen er ikke bundet af det skøn,
som den attestudstedende læge (den indlæggende læge) og i et vist omfang politiet
har udøvet.
Det fremgår endvidere af lovbemærkningerne, at overlægen ved modtagelsen af pati-
enten på den psykiatriske afdeling træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne for
tvangsindlæggelse er opfyldt, og hvorvidt patienten bør modtages til behandling for sin
sygdom.
Nævnet bemærkede desuden, at det er Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at
en tvangsindlæggelse først er effektueret ved overlægens stillingtagen til afgørelsen
om tvangsindlæggelse i forbindelse med modtagelsen af patienten på den psykiatriske
afdeling.
Nævnet fandt det kritisabelt, at det alene fremgik, at overlægen havde godkendt de
gule papirer, og at det således ikke fremgik, om overlægen havde godkendt selve be-
slutningen om tvangsindlæggelsen foretaget af reservelægen.
1e) Der er et lovmæssigt krav om en selvstændig undersøgelse foretaget af
den modtagende læge
Patienten blev tvangsindlagt efter, at den modtagende læge havde undersøgt patien-
ten med henblik på indlæggelse.
Nævnet vurderede, at der ikke var oplysninger i journalen, der kunne begrunde, at det
ville have været uforsvarligt ikke at indlægge patienten med henblik på behandling,
fordi patienten var sindssyg eller i en tilstand, der kunne ligestilles med sindssyge, og
fordi patienten ville kunne få det betydeligt og afgørende bedre ved behandling.
44
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Nævnet lagde vægt på, at det af journalen fremgik, at der på tidspunktet for tvangs-
indlæggelsen var en god kontakt, at patientens psykomotoriske tempo var normalt, at
der var normal mimik og sprogbrug samt at patientens stemningsleje var neutralt.
Nævnet lagde også vægt på, at patienten ikke fremstod objektivt psykotisk
–
patien-
ten var dog indimellem lidt usammenhængende, når patienten prøvede at forklare for-
skellige ting, og patienten kom let til at gå ud af en tangent, der ikke umiddelbart
havde relevans for det stillede spørgsmål.
Nævnet bemærkede i den
forbindelse, at kriteriet ”tilstande, der ganske måtte ligestil-
les med sindssygdom” skulle undergives en restriktiv fortolkning, jf. Poul Dahl Jensen
og Jørgen Paulsen: Tvang i Psykiatrien, side 57-58:
”Betingelserne for at slutte analogt
fra den foreliggende tilstand til sindssygdom skal opfylde kravene til en fuldstændig til-
stands analogi
–
ofte kendetegnet ved, at den foreliggende tilstand ikke lader sig skel-
ne fra sindssygdom”.
Nævnet fandt på den baggrund, at det ikke var tilstrækkeligt, at overlægen
–
som det
fremgik af journalnotat af 6. juni 2015
– alene havde ”godkendt de røde papirer”, og
på den baggrund tog stilling til beslutningen om tvangsindlæggelse, jf. § 4 a.
”To-læge prøvelsen” måtte efter nævnets opfattelse indebære, at endnu en læge –
en-
ten den modtagende læge eller overlægen
–
foretog en konkret undersøgelse af pati-
enten. Denne undersøgelse kunne i sagens natur ikke være mindre grundig end den
undersøgelse, som den indlæggende læge foretog, idet det er den modtagende læge,
der har kompetencen til at foretage tvangsindlæggelsen, og idet den modtagende læ-
ge ikke er bundet af det skøn, som den indlæggende læge har foretaget.
Ud fra denne betragtning kunne det således ikke anses som tilstrækkeligt til opfyldelse
af ”to-læge-prøvelsen”,
at overlægen alene havde truffet beslutning om en tvangsind-
læggelse på baggrund af den indlæggende læges erklæring.
Overlægen skulle enten have haft både den indlæggende og den modtagende læges
vurderinger, eller den indlæggende læges og sin egenhændige undersøgelse som
grundlag for at træffe beslutning om tvangsindlæggelse.
To-læge-prøvelsen var således, efter nævnets opfattelse, ikke til hinder for, at overlæ-
gen på baggrund af dels den indlæggende læges erklæring og dels på baggrund af den
modtagende læges journalførte vurdering, tog stilling til tvangsindlæggelsen alene på
baggrund af disse skriftlige vurderinger, men uden selv at have foretaget en egen un-
dersøgelse af patienten.
Det blev bemærket, at tvangsindlæggelse fysisk finder sted på hospitalet efter, at den
modtagende læge har undersøgt patienten med henblik på indlæggelse.
Vedrørende det forhold, at det af
journalnotat af 5. juni 2016 fremgik: ”Pt. indlæg. i
modtagelsen og tilbageholdes på 24-timers
reglen” bemærkede nævnet, at der ikke i
psykiatrilovens § 10, stk. 3, 1. pkt. var hjemmel til at foretage tvangsindlæggelse med
henblik på observation.
45
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Reglen i § 10, stk. 3, 1. pkt. finder desuden ikke anvendelse på patienter, der er
tvangsindlagte
–
her finder reglen i § 10, stk. 3, 2. pkt. anvendelse, men kun inden for
det første døgn efter, at tvangsindlæggelse havde fundet sted.
1f) De materielle betingelser for tvangsindlæggelse
Nævnet lagde vægt på, patientens egen læge havde været på hjemmebesøg, og be-
skrevet, at patienten led af en paranoid psykose, og siden 14 års alderen havde udvist
adfærdsændringer i form af tiltagende social isolation samt udbrud af aggressiv adfærd
og paranoide forestillinger (dissensafgørelse).
Nævnets flertal vurderede, at det ikke med sikkerhed var beskrevet, at det ville have
været uforsvarligt ikke at indlægge patienten med henblik på behandling, fordi patien-
ten var sindssyg eller i en tilstand, der kan ligestilles med sindssyge, og fordi patienten
ville kunne få det betydeligt og afgørende bedre ved behandling. Nævnet godkendte
derfor ikke overlægens beslutning om at tvangsindlægge patienten.
Nævnets flertal vurderede, at der alene forelå vurderinger af, at patienten havde så-
kaldte negative symptomer på skizofreni, hvilket vil sige, der er tale om fraværet af en
række normale funktioner.
De negative symptomer omfattede f.eks. nedsat initiativ, manglende engagement, af-
fladning af følelseslivet, social tilbagetrækning, kontaktfattigdom og indsynken i sig
selv, hvilket kunne føre til ringe sociale færdigheder. Flertallet bemærkede, at når der
bliver beskrevet negative symptomer, bør der fremgå eksempler på hvordan dette
kommer til udtryk, som f.eks. at patienten er meget længe om at tage tøj på etc.
Nævnets flertal var på baggrund af oplysningerne i journalen i tvivl om, hvorvidt disse
vurderinger var baseret på oplysninger fra patientens familie eller baseret på baggrund
af observationer i afdelingen.
2. Tvangstilbageholdelse
2a) Beslutning om tvangstilbageholdelse skal træffes af en læge.
Ved overflytningen fra et psykiatrisk center til et andet, blev patienten tvangstilbage-
holdt på det sidst nævnte hospital. Ifølge journalen på det modtagende hospital blev
patienten vurderet af en medicinstuderende, der fandt, at patienten var svært psyko-
tisk med en fuldstændig manglende sygdomserkendelse, svært tankeforstyrret og i en
tilstand af anspændthed og gardering.
Overlægen godkendte i forbindelse med samtale og egenhændig undersøgelse af pati-
enten den efterfølgende dag, beslutningen om at tvangstilbageholde patienten og vur-
derede, at patienten var svært akut psykotisk med bl.a. meget kraftige forfølgelses-
mæssige samt selvhenførende vrangforestillinger, bl.a. mente patienten, at være ble-
vet kidnappet til at blive indlagt på afsnittet.
Nævnet fandt på denne baggrund, at de materielle betingelser i psykiatrilovens § 5 for
at tvangstilbageholde patienten på det modtagende hospital var opfyldt, men Nævnet
fandt imidlertid også, at tvangstilbageholdelsen var ulovlig i perioden fra iværksættel-
46
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
sen af tvangstilbageholdelsen og til det tidspunkt hvor overlægen selvstændigt havde
vurderet patienten den efterfølgende dag. Nævnet lagde vægt på, at journalnotatet
vedrørende tvangstilbageholdelsen ikke var udfærdiget af en autoriseret læge, men af
en medicinstuderende, og at overlægen først den efterfølgende dag godkendte tvangs-
tilbageholdelsen. Det var nævnets vurdering, at beslutningen om tvangstilbageholdelse
burde have været foretaget af en autoriseret læge på afdelingen, jf. ordlyden i psykiat-
rilovens 10, stk. 1 sammenholdt med § 4 a eller af overlægen efter en egenhændig
undersøgelse af patienten.
Det var vigtigt for nævnet at påpege, at fremgangsmåden i psykiatrilovens § 4 a ikke
kunne anvendes i denne sag, når det ikke var en autoriseret læge, der havde truffet
beslutningen om tvangstilbageholdelse. Overlægen skulle derfor selv efter en egen-
hændig undersøgelse træffe beslutning, hvilket ikke kunne udskydes, men skulle ske
straks, idet § 4 a ikke kunne anvendes, når den autoriserede læge var erstattet af en
medicinstuderende.
Imidlertid havde overlægen først truffet beslutning dagen efter den 3. august 2016
om, at patienten var tvangstilbageholdt på behandlingsindikation, og tvangstilbagehol-
delsen havde derfor været ulovlig fra den 2. august 2016 til den 3. august 2016.
2b.1) Fortsat tvangstilbageholdelse. Det var ikke tilstrækkeligt, at det i jour-
nalen blev anført, at patientens tilstand var uændret.
På nævnsmødet trak patienten sin klage over iværksættelsen af tvangstilbageholdel-
sen tilbage. Patienten ønskede alene at klage over den nugældende tvangstilbagehol-
delse.
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke overlægens beslutning om fortsat
at tvangstilbageholde patienten.
Nævnet vurderede, at betingelserne for fortsat at tvangstilbageholde patienten ikke
var opfyldt. Nævnet lagde vægt på, at det i journalen alene var anført at tvangstilba-
geholdelsen blev opretholdt, da patientens tilstand blev beskrevet som uændret. Pati-
enten var meget forvirret under samtalen. Det blev beskrevet, at patienten talte uaf-
brudt, men dog kunne afbrydes. Der var ingen talepres og talestrøm. Patientens stem-
ningsleje var præget af hurtige skift, hvor patienten pludselig talte meget højt, og
fremstod meget anspændt og rystede en del på hænderne. Der var et lille ”obs” for
abstinenser, da patienten havde taget både hash og kokain. Pludselig kløede patienten
sig på armen og på brystet. Patienten havde ingen sygdomsindsigt, da patienten be-
nægtede at have diagnosen paranoid skizofreni, men tog imod antipsykotika. Det blev
vurderet, at det ville være uforsvarligt ikke at tvangstilbageholde patienten.
Nævnet bemærkede, at ovennævnte udsagn og vurderinger ikke gav den fornødne
sikkerhed for at godtgøre, at patienten var psykotisk med et behandlingsbehov, der
ikke kunne håndteres ambulant eller ved frivillig indlæggelse.
Nævnet konklusion var, at tvangstilbageholdelsen straks skulle ophæves.
47
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
2b.2) Fortsat tvangstilbageholdelse, hvor det blev beskrevet, at affekten var
klinget af.
Nævnet godkendte selve iværksættelsen af tvangstilbageholdelsen, men ikke dens ud-
strækning.
Patienten blev indlagt den 29. april 2016. Tvangstilbageholdelsen blev bragt til ophør
den 2. maj 2016, da affekten var klinget fuldstændigt af, og patienten accepterede at
være frivilligt indlagt.
Nævnet fandt det ikke godtgjort, at der havde været grundlag for at opretholde
tvangstilbageholdelsen frem til den 2. maj 2016, idet der slet ikke forelå oplysninger i
journalen om patientens tilstand i perioden fra iværksættelsen og frem til ophævelsen.
Nævnet fandt ikke, at sygeplejenotaterne fra den 30. april 2016 og 1. maj 2016 kunne
føre til et andet resultat.
Manglende rettidig revurdering
2c) Der forelå alene tvangsprotokol, men ingen journaloplysninger i forbin-
delse med revurdering.
Nævnet godkendte den fortsatte tvangstilbageholdelse frem til den 28. juli 2016, hvor
tvangen blev ophævet. Nævnet fandt imidlertid, at frihedsberøvelsen ikke var lovlig i
perioden fra den 29. april 2016 til den 27. maj 2016.
Nævnet noterede sig, at det fremgik af tvangsprotokollen, at tvangen blev revurderet
den 29. april 2016 og at beslutningen tillige blev overlæge godkendt.
Nævnet noterede sig imidlertid, at der ikke forelå journalnotater herom.
Nævnet måtte derfor foretage en konkret bevisafvejning for at komme frem til, om pa-
tientens tilstand reelt blev revurderet den 29. april 2016, herunder om betingelserne
for fortsat tvangstilbageholdelse var opfyldte.
Nævnet fandt ud fra en konkret, skønsmæssig vurdering ikke, at det er godtgjort, at
patientens tilstand blev revurderet den 29. april, sådan som den rettelig skulle, jf.
psykiatrilovens §§ 4a og 21, stk. 2, idet der ikke forelå journalnotater herom. Det for-
hold, at det fremgik af tvangsprotokollen, at patientens tilstand blev revurderet, var
således ikke tilstrækkeligt, idet Nævnet ikke alene ud fra tvangsprotokollen havde mu-
lighed for at påse, om patienten opfyldte betingelserne for fortsat frihedsberøvelse, da
der ikke forelå beskrivelser af patientens psykiske tilstand.
Frihedsberøvelsen var derfor ikke lovlig i perioden fra den 29. april til den 27. maj.
Andre sager med manglende rettidige revurderinger:
Det er blevet kritiseret og tvangstilbageholdelsen var kendt ulovlig.
48
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Tvangsfiksering
Den 1. juni 2015 blev der indført nye bestemmelser om tvangsfiksering i psy-
kiatriloven. Nævnet skal henvise til sin årsberetning fra 2015, hvor der på
side 35-39 er et Notat om de nye regler om tvangsfiksering.
1. Iværksættelse:
1.1 Tvangsfiksering var påbegyndt før patienten blev indlagt.
Af journalnotat forud for iværksættelsen af tvangsfikseringen fremgik det af konklusio-
nen, at patienten blev vurderet psykotisk og til fare for sig selv (og andre), og derefter
blev indlagt på røde papirer. Det fremgik desuden, at patienten forud for de røde papi-
rer var blevet lagt i bælte, fodrem og håndrem i nødværge på grund af svær udadrea-
gerende adfærd. Dette var ifølge journaloplysningerne godkendt af bagvagten.
Nævnet bemærkede, at nævnet ikke kunne tage stilling til, om betingelserne for
iværksættelse af tvangsfiksering med bælte og remme havde været opfyldt, idet dette
tvangsindgreb var foretaget forud for patientens indlæggelse.
Nævnet bemærkede, at som udgangspunkt omfattede psykiatrilovens bestemmelser
alene personer, der er indlagt på psykiatrisk afdeling, jf. psykiatrilovens § 1.
Det betød, at lovens regler om tvang, ikke kunne anvendes på personer der opholdt
sig andre steder, end på et psykiatrisk hospital.
Nævnet bemærkede, at anvendelse af psykiatrilovens §§ 14, stk. 2 og 15, stk. 2 såle-
des forudsatte, at patienten var frihedsberøvet på det pågældende tidspunkt.
1.2 Var faren fra patienten stadigvæk aktuel?
Jævnfør Patientklagenævnets afgørelse samt dom afsagt den 30. september 2016
(Retten i Roskilde).
I en konkret sag, var patienten kl.11.45 kommet ud fra sit værelse, hvor det blev be-
skrevet som umuligt at tale med patienten, der samtidig meddelte, ikke længere at
ville rette sig efter Retspsykiatriens nazimetoder. Patienten kom med yderst forhå-
nende udtalelser over for personalet, også deciderede trusler, idet patienten truede
med at angribe, hvis personalet så meget som nærmede sig. Patienten blev med stort
besvær, overtalt til at gå ned på sin stue.
50 minutter senere (kl. 12. 35) kom politiet, og patienten blev beordret til at følge
med til bæltestuen. Patienten efterkom denne anmodning efter kort betænkningstid og
gik fredeligt på stuen.
Patienten kom på ny med forhånende udtalelser samtidig med, at patienten gav udtryk
for, ikke at kunne forstå, at når patienten var fredelig, hvorfor det var nødvendigt, at
patienten så skulle lægges i bælte.
49
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Et flertal af Det Psykiatriske Patientklagenævns medlemmer godkendte overlægens
beslutning om, at iværksætte tvangsfiksering.
Mindretallet (formanden) fandt, at selvom der i journalen ført kl. 11.45 den 2. decem-
ber 2015 var beskrevet en såvel konkret som aktuel fare, så var denne fare som den
var beskrevet i journalen kl. 12.35 den 2. december 2015 ikke længere aktuel på tids-
punktet for bæltefikseringen. Der blev lagt vægt på, at patienten frivilligt fulgte med
politiet, dels oplysningerne om, at patienten var fredelig, og det kunne derfor ikke
udelukkes, om mindre indgribende foranstaltninger kunne have haft samme effekt som
bæltefikseringen.
Dom afsagt den 30. september 2016 (Retten i Roskilde).
Overlægens beslutning om tvangsfiksering af patienten var lovlig.
Byrettens dom havde følgende ordlyd ”Selv om det ikke fremgik udtrykkeligt
af jour-
nalen af 2. december 2015, kl.11.45, hvorfor mindre indgribende foranstaltninger ikke
kunne anses som tilstrækkelige, findes der på denne baggrund og efter beskrivelsen i
journalnotatet, overlægens supplerende erklæring af 18. december 2015 og hans op-
lysninger under Det Psykiatriske Patientklagenævns behandling af sagen ikke grundlag
for at tilsidesætte overlægens vurdering af, at betingelserne i psykiatrilovens § 14,
stk. 2, nr. 1, for at tvangsfiksere patienten var opfyldte, og at tvangsfikseringen med
bælte og rem var det mindst indgribende middel, der i situationen kunne anvendes.
Der var herved også lagt vægt på, at patienten havde været udsat for skærmning i ti-
den op til episoden, og at patienten ved en efterfølgende samtale gav udtryk for, at
det kunne være gået rent galt, hvis personalet havde grebet fat i patienten forud for
bæltefikseringen og uden, at politiet var til stede.
1.3 Truende patient.
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse samt dom afsagt den 5. september
2016.
Patienten var indlagt på Sikringen efter at have begået drab. Det fremgår, at patienten
om morgenen var svært opkørt og scorede 5 på BVC (Brøset Violence Checklist). Iføl-
ge journalen var patienten højtråbende, truende og udskældende og slog på døren.
Lægen vurderede, at patienten tydeligvis foretog forberedelse til kamp. Det var endvi-
dere lægens vurdering, at patientens sindstilstand var farlig for andre.
Nævnet godkendte tvangsfikseringen, med den begrundelse at andre var i nærliggen-
de fare for at få skader på legeme eller helbred.
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse blev indbragt for retten, der afsagde
dom den 5. september 2016, hvoraf det fremgik, at betingelserne for at iværksætte
tvangsfiksering var opfyldt, jf. psykiatrilovens § 14, stk. 2, jf. § 4. Retten lagde herved
navnlig vægt på, at patienten scorede 5 på Brøset Violence Checklist (BVC), og at pa-
tienten op til tvangsfikseringen havde udvist tiltagende aggressiv og truende adfærd,
som igennem en til to uger var forsøgt behandlet, sammenholdt med, at der måtte an-
vendes fem plejepersonaler til at pacificere patienten, og at to af disse kom til skade i
forbindelse hermed som følge af patientens adfærd.
50
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1.4 Retten forholder sig konkret til mindstemiddelprincippet.
Jævnfør Patientklagenævnets samt dom afsagt den 30. september 2016 (Retten i Ros-
kilde):
Samme sag, som den der blev beskrevet under punkt 1.2.
For så vidt angår mindstemiddelprincippet i forbindelse med iværksættelsen, vurdere-
de nævnets flertal, at kravet om mindst indgribende foranstaltning i patientens tilfælde
havde været opfyldt.
Nævnets flertal lagde i den forbindelse vægt på, at patienten var forsøgt talt til ro, og
havde været udsat for en lavere observations grad end skærmning de forudgående
dage. Overlægen havde på nævnsmødet tilkendegivet, at patienten ikke kunne anses
som sindssyg, men anbragt på den Retspsykiatriske afdeling i henhold til aktivering af
dom, og patienten var derfor ikke i de optimale rammer. Medicin ville derfor ikke kun-
ne hjælpe patientens tilstand, og det ville derfor ikke have haft nogen effekt, at tilbyde
patienten akut beroligende medicin. Nævnets mindretal (formanden) fandt dog ikke, at
der i journalen eller overlægeerklæringen var anført særskilt begrundelse for, hvorfor
mindre indgribende foranstaltninger i det konkrete tilfælde, ikke kunne finde anvendel-
se.
Patientklagenævnets afgørelse blev indbragt for retten, der fandt, at overlægens be-
slutning om tvangsfiksering med bælte og fodrem af patienten var lovlig.
Fra rettens begrundelse i forbindelse med dommen fremgår det, at patienten ikke un-
der indlæggelsen havde vist tegn på sindssygdom, og derfor modtog patienten ikke
medicin eller anden specifik psykiatrisk behandling mod en sindslidelse. Patienten var
derimod præget af en svær personlighedsforstyrrelse af dyssocial type med meget højt
aggressionsniveau.
Efter bevisførelsen lagde retten endvidere til grund, at patienten frem mod iværksæt-
telsen af tvangsfiksering under udgang havde været misbrugende af hash og metam-
fetamin, og at beroligende stoffer som benzodiazepiner derfor ikke kunne anvendes,
da de ikke var hensigtsmæssige for en misbruger.
Retten lagde efter journaloplysningerne og overlægens supplerende erklæring til
grund, at der forud for iværksættelse af tvangsfiskeringen havde været flere episoder,
hvor patienten havde optrådt truende over for flere af afdelingens personale, hvor pa-
tienten verbalt og fysisk havde lavet udfald mod dem.
Selv om det ikke fremgår udtrykkeligt af journalen på tidspunktet for iværksættelsen,
hvorfor mindre indgribende foranstaltninger ikke kunne anses som tilstrækkelige, var
det på denne baggrund og efter beskrivelsen i journalnotatet, overlægens supplerende
erklæring af 18. december 2015, og overlægens oplysninger under Det Psykiatriske
Patientklagenævns behandling af sagen ikke grundlag for at tilsidesætte overlægens
vurdering af, at betingelserne i psykiatrilovens § 14, stk. 2, nr. 1, for at tvangsfiksere
patienten var opfyldte, og at tvangsfikseringen med bælte og rem 14, stk. 2, nr. 1, for
at tvangsfiksere patienten var opfyldte, og at tvangsfikseringen med bælte og rem var
det mindst indgribende middel, der i situationen kunne anvendes.
51
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Der er herved også lagt vægt på, at patienten havde været udsat for skærmning i ti-
den op til episoden, og at patienten ved en efterfølgende samtale gav udtryk for, at
det kunne være gået rent galt, hvis personalet havde grebet fat i patienten forud for
bæltefikseringen og uden, at politiet var til stede.
2. Opretholdelse
Det skal efter nogle få timer (2-4) i journalen godtgøres, hvorfor det anses
for væsentligt at opretholde tvangsfikseringen under henvisning til patien-
tens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed.
Da reglen i Psykiatrilovens § 14, stk. 3 er en undtagelsesbestemmelse, vil den
af Nævnet blive fortolket indskrænkende og restriktivt.
2.1 Hvis det af journalen fremgår, at patienten var rolig og ikke længere var
truende?
Patientklagenævnets afgørelse samt dom afsagt den 19. april 20l6 af Østre Landsrets
23. afdeling.
Patienten var ved tilsyn om morgenen dagen efter iværksættelsen af fikseringen be-
skrevet som rolig, og det var endvidere beskrevet, at patienten havde været rolig og
fattet hele natten, hvor patienten ikke havde sovet. Det blev endvidere beskrevet, at
patienten ikke længere var truende eller kværulerende. Patienten fandt det urimeligt
at være tvangsfikseret, da patienten ikke vidste hvorfor, patienten var lagt i bælte.
Nævnet godkendte, at patienten havde været tvangsfikseret med bælte, men i lyset af
ovennævnte udsagn godkendte Nævnet ikke den tidsmæssige udstrækning af fikserin-
gen, idet nævnet fandt, at fikseringen burde have været ophævet den efterfølgende
dag (dagen efter iværksættelsen) senest ved middagstid.
Byretten stadfæstede ved (byretten i Odense, ved domme af 2. juni dom af 2. juni
2014).
Sagen blev anket til landsretten, der navnlig henholdte sig til indholdet af retslægerå-
dets udtalelse, hvorefter den tidsmæssige udstrækning fra iværksættelsen af fikserin-
gen havde været nødvendig. Landsretten fandt endvidere, at betingelserne for den
fortsatte tvangsfiksering frem til to dage efter iværksættelsen havde været opfyldt.
Landsretten godkendte således udstrækning i en længere periode end Nævnet og by-
retten.
2.2.1 Ved overflytning fra et psykiatrisk center til et andet.
Denne sag drejer sig om en tvangsfiksering der varede uafbrudt på to forskellige psy-
kiatriske centre, da patienten i bæltefikseret tilstand blev overflyttet fra et psykiatrisk
center til et andet. Hvilke krav stilles der til opretholdelsen heraf, på et nyt psykiatrisk
center?
52
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
I denne sag godkendte Patientklagenævnet, at patienten havde været tvangsfikseret
med bælte i 6 dage, og at der foruden bælte havde været anvendt håndremme og fod-
remme på det første psykiatriske center.
Patienten havde angrebet en ansat, med knytnæveslag mod ansigtet, og da lægen for-
søgte at få fat i patientens arm, angreb patienten lægen.
Efter patienten havde været fikseret med bælte i 6 dage, blev patienten herefter i bæl-
tefikseret tilstand overflyttet til et andet psykiatrisk center.
Nævnet lagde i den forbindelse vægt på, at patienten var blevet overført fra et psykia-
trisk center til et andet i bælte og med 4 remme, da patienten havde været vedvaren-
de konkret truende med at ville slå personalet ihjel samt de betjente, der skulle over-
flytte patienten, og at risikoen for at patienten udsatte personalet for væsentlig og
nærliggende fare var overhængende i en grad, at det var nødvendigt at fortsætte fik-
seringen indtil den overhængende fare ikke længere var til stede.
Vedrørende den bæltefiksering der fandt sted på det psykiatriske center som patienten
ankom til, godkendte Nævnet, at patienten vedblev med at være tvangsfikseret med
bælte, håndremme og en fodrem, men Nævnet godkendte ikke udstrækningen af fik-
seringen. Nævnet kunne alene godkende, at fikseringen herefter varede nogle få ti-
mer.
Nævnet vurderede, at fikseringen med bælte havde varet i længere tid end nødven-
digt. Nævnet fandt, at der efter ankomsten til det nye psykiatriske center burde have
været foretaget en lægelig vurdering af behovet for opretholdelse af fikseringen efter
få timer, ligesom det var nævnets vurdering, at denne manglende vurdering havde
skabt en formodning om, at betingelserne for fortsat fiksering efter få timer ikke var
opfyldt.
Nævnet bemærkede, at det er en afgørende betingelse, at faren, der nødvendiggjorde
fikseringen, måtte anses for væsentlig under hele fikseringen. Faren skulle være kon-
kret, aktuel og påviselig. Samtidig skulle det første tilsyn på det andet psykiatriske
center foretages efter få timer, og det skulle i journalen godtgøres, hvorfor det blev
anset for væsentlig at opretholde tvangsfikseringen under henvisning til patientens el-
ler andres liv, førlighed eller sikkerhed. Se Psykiatrilovens § 14, stk. 3.
Nævnet bemærkede, at det ikke i journalen var tilstrækkeligt at anføre, at patienten
var udadreagerende, vredladen og truende eller anspændt, uden nærmere angivelse
af, på hvilken måde patienten var udadreagerende, vredladen og truende eller an-
spændt. På tilsvarende vis var det for at opretholde en fiksering ikke tilstrækkeligt, at
det alene fremgik, at patienten ikke kunne samarbejde eller indgå aftaler.
Første bæltetilsyn efter ankomsten til det nye psykiatriske center blev foretaget cirka
12 timer efter ankomsten i fikseret tilstand. Det fremgår videre af journalen, at patien-
ten ved tilsynet havde været venlig i kontakten, men at patienten var springende i sin
tankegang, og næsten sovende, og at lægen på grund af patientens tidligere person-
farlige adfærd samt psykotiske tilstand valgte at opretholde fikseringen til den følgen-
de morgen, hvor ny vurdering ville finde sted.
53
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Nævnet fandt på den baggrund, at fikseringen havde været opretholdt med urette fra
det tidspunkt hvor der var gået få timer efter iværksættelsen (læs opretholdelse af fik-
seringen på det psykiatriske center patienten ankom til) af fikseringen.
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse blev påklaget til byretten (Byretten i Es-
bjerg, dom afsagt den 29. juni 2016), der stadfæstede Det Psykiatriske Patientklage-
nævns afgørelse i det omfang, Patientklagenævnet havde godkendt tvangsfikseringen,
men ændrede nævnets afgørelse i det omfang, Patientklagenævnet ikke havde god-
kendt den fortsatte tvangsfiksering.
Vedrørende tvangsfikseringen foretaget på det første psykiatriske center fandt Retten
under alle omstændigheder efter en konkret vurdering ikke, at en eventuel formel
overtrædelse henset til de meget udførlige journaltilførsler kunne medføre, at tvangs-
fikseringen havde været ulovlig.
Vedrørende den opretholdte tvangsfiksering på det nye psykiatrisk center bemærkede
retten, at tilsynet ud over at være tilført tvangsprotokollen også burde have været til-
ført journalen. Retten bemærkede endvidere, at retten var enig med Patientklagenæv-
net i, at det i journaltilførslerne skulle konkretiseres hvilken opførsel, der dannede
grundlag for, at vurderingen af farligheden opretholdes. Disse forhold kunne dog efter
en samlet konkret vurdering, herunder den af overlægen afgivne forklaring, ikke med-
føre, at den formelle overtrædelse bevirkede, at fikseringen ikke havde været lovlig.
Retten lagde afgørende vægt på, at tilsynet var ført i tvangsprotokollen, og at der var
tale om et længerevarende forløb med løbende detaljerede beskrivelser i journalen,
herunder beskrivelsen af patientens tilstand umiddelbart inden overførslen til det nye
psykiatriske center og af patientens tilstand ved ankomsten hertil, samt at fikseringen
ifølge tvangsprotokollen på ny blev vurderet samme aften kl. 22.00.
Nævnet skal bemærke, at der er tale om en noget særegen afgørelse. Patienten anke-
de, da to tvangsfikseringer var godkendt af Patientklagenævnet, bortset fra det sidste
døgn. Regionen nedlagde påstand om at også det sidste døgn skulle godkendes - og
fik medhold.
2.2.2 Retten afprøver den del af tvangsfikseringen, som patienten havde fået
medhold i.
Dom afsagt den 14. april 2016.
Det Psykiatriske Patientklagenævn, godkendte overlægens beslutning om, at patienten
havde været tvangsfikseret med bælte og remme i fire timer, men ikke den efterføl-
gende udtrækning af 6 dages varighed.
Denne afgørelse blev indbragt for retten.
Nævnet fandt ikke, at der ved tilsynet var gjort optegnelser om mindste middels prin-
cippet, der i denne sammenhæng drejede sig om, hvorvidt andre mindre indgribende
indgreb kunne anvendes med samme effekt som en tvangsfiksering og bemærkede i
øvrigt, at dette ej heller var gjort ved revurderingerne. Det forhold, at der ved den
tredje revurdering var gjort optegnelser herom, kunne ikke føre til et andet resultat.
54
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Retten stadfæstede nævnets afgørelse med hensyn til såvel iværksættelse og ud-
strækning.
2.2.3 Udstrækning af rettens prøvelsesadgang bestemmes som udgangspunkt
af de nedlagte påstande.
Patientklagenævnets afgørelse
samt dom afsagt den 11. juli 2016.
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte overlægens beslutning om, at patienten
havde været tvangsfikseret med bælte og med remme i 10�½ time. Nævnet godkendte
dog ikke den fortsatte tvangsfiksering med bælte og med remme i yderligere 9 timer.
Nævnet vurderede, at fikseringen med bælte og remme havde varet i længere tid end
nødvendigt.
I begrundelsen for nævnets afgørelse fremgik det, at nævnet fandt, at betingelserne
for den fortsatte tvangsfiksering ikke havde været opfyldt efter 10�½ times fiksering.
Nævnet havde konstateret, at det fremgik af journalen, at patienten sov ved begge de
forsøgte tilsyn, herunder havde patienten sovet uafbrudt, efter patienten var blevet
lagt i bælte.
Det første lægelige tilsyn blev derfor først gennemført efter 10�½ time midt om natten.
Det var beskrevet i journalen i forbindelse med tilsynet, at patienten var uforstående
over for, at skulle ligge i bælte. Patienten havde haft urinafgang i sengen, og der blev
indgået aftale om, at patienten blev løsnet fra bælte og remme, så sengetøjet kunne
skiftes. Patienten ønskede at komme ud i rygegården imens, men dette blev ikke imø-
dekommet. Patienten blev vurderet fortsat latent aggressiv og bagatelliserende i for-
hold til de trusler, patienten var fremkommet med tidligere. Tvangsfiksering med bæl-
te og remme blev opretholdt.
Nævnet lagde ved afgørelsen om, at betingelserne for den fortsatte tvangsfiksering ik-
ke var opfyldt efter 10�½ time vægt på, at der ved ovenstående oplysninger i forbindel-
se med tilsynet ikke var beskrevet en sådan konkret, påviselig og aktuel fare, at det
kunne anses for godtgjort, at hensynet til andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsagde
en fortsat opretholdelse af tvangsfikseringen, jævnfør psykiatrilovens § 14, stk. 3.
Patienten indbragte nævnets afgørelse for retten. Regionen nedlagde påstand om
stadfæstelse af afgørelse om tvangsfiksering i det omfang sagen var påklaget af pati-
enten. Retten fulgte den nedlagte påstand.
Af byrettens dom fremgik det ”Efter indholdet af de afgivne lægeerklæringer samt be-
skrivelserne i patientens journal, tiltrædes af de af Det Psykiatriske Patientklagenævn
anførte grunde, at tvangsfiksering i den omhandlede periode var nødvendig for at af-
værge at patienten udsatte sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade
på legeme eller helbred.,,
55
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
3. Revurderingerne
Opretholdelse af en bæltefiksering forudsætter, at det udførligt beskrives,
hvori den konkrete og aktuelle fare består, samt hvorfor der ikke kan anven-
des mindre indgribende foranstaltninger såsom f.eks. personlig skærmning.
3.1 Mindstemiddelprincippet ikke overholdt. Det var ikke tilstrækkeligt at
skrive patienten var truende, der skulle gøres optegnelser om mindstemid-
delprincippet.
Patientklagenævnets afgørelse samt dom (Retten i Aalborg) afsagt den 14. april 2016:
Nævnet vurderede, at fikseringen med bælte og remme havde varet i længere tid end
nødvendigt. Nævnet havde lagt vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten ved
det lægelige tilsyn fortsat var udadreagerende og udskældende. Patienten ville slås og
råbte af reservelægen.
Det lægelige tilsyn havde dermed, efter nævnets opfattelse, forholdt sig tilstrækkeligt
til ordlyden i bestemmelsen i psykiatrilovens § 14, stk. 3 hvorefter "hensynet til pati-
entens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsiger det" er afgørende for, om bæl-
tefikseringen kan opretholdes. Nævnet fandt imidlertid ikke, at der ved tilsynet var
gjort optegnelser om mindste middels princippet, der i denne sammenhæng drejede
sig om, hvorvidt andre mindre indgribende indgreb kunne anvendes med samme ef-
fekt som en tvangsfiksering. Nævnet bemærkede i øvrigt, at dette ej heller var gjort
ved revurderingerne af de efterfølgende tilsyn. Det forhold, at der ved den fjerde re-
vurdering var gjort optegnelser herom, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet
kunne på denne baggrund ikke godkende tvangsfikseringens eller remmenes oprethol-
delse efter tilsynet ført 4 timer efter iværksættelsen af fikseringen.."
Patientklagenævnets afgørelse blev anket til byretten, der den 14. april 2016 afsagde
dom.
Det fremgår
af dommen: ”Beslutningen om, at patienten fra den i 4 timer havde været
tvangsfikseret med bælte og remme blev fundet lovlig. Beslutningen om at opretholde
tvangsfikseringen efter 4 timer blev fundet ulovlig”.
3.2. Første revurdering gennemføres efter få timer (som udgangspunkt 2-4).
Dog skal patienten aldrig vækkes for, at der kan gennemføres en revurdering.
I givet fald udskydes revurderingen til umiddelbart efter, at patienten er våg-
net. Det er vigtigt, at hospitalet fra og med første revurdering eksplicit for-
holder sig til det strengere bæltefikseringskrav i psykiatrilovens § 14, stk. 3,
hvorefter opretholdelse af en tvangsfiksering forudsætter at, hensynet til pa-
tientens eller andres liv, førlighed eller sikkerhed tilsigter dette. Gennemføres
vurderingen ikke indenfor den fastsatte tidsfrist kan tvangsfikseringen som
udgangspunkt ikke opretholdes.
3.2.1 Hvis første bæltetilsyn ikke foretages efter 2-4 timer
Patientklagenævnets afgørelse samt dom afsagt den 30. september 2016 (Retten i
Roskilde):
56
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte overlægens beslutning om, at patienten
havde været tvangsfikseret med bælte i lidt over 4 dage, og at der foruden bælte hav-
de været anvendt en fodrem i samme tidsrum. Afgørelsen var truffet af et flertal af
nævnets medlemmer.
Patientklagenævnets afgørelse blev anket til byretten, der den 30. september 2016 af-
sagde dom.
Byretten afsagde dom, hvorefter overlægens beslutning om tvangsfiksering med bælte
og fodrem var lovlig. Retten fandt, at opretholdelsen af denne tvangsfiksering efter
knapt 11 timer var ulovlig.
I byrettens dom blev det beskrevet, at det anførte i journalen, overlægens suppleren-
de erklæring og overlægens oplysninger under Det Psykiatriske Patientklagenævns be-
handling samt lægens forklaringer imidlertid ikke gav det nødvendige sikre grundlag
for at fastslå, at der til stadighed var en nærliggende og væsentlig risiko for, at patien-
ten uden denne tvangsfiksering ville udsætte andre for fare.
Retten lagde således vægt på, at det ikke fremgik klart af bevisførelsen, hvordan pati-
enten optrådte truende, hvad patienten konkret truede med, eller hvorfor der løbende
var et sikkert grundlag for at vurdere, at der fortsat var en væsentlig risiko for en mål-
rettet fysisk aggression mod andre.
Retten udtalte
videre at ”det fremgår heller ikke i nødvendigt omfang af journalnota-
terne, at det blev vurderet, om der var andre og mindre indgribende foranstaltninger,
som kunne være tilstrækkelige, og det fremgik hverken af disse notater eller af den
øvrige bevisførelse, hvorfor der var bestemte grunde til ikke på et tidligere tidspunkt
at forsøge at løsne patienten fra tvangsfikseringen”.
På baggrund af de skærpede krav, der efter reglerne måtte stilles, blev det herefter
ikke på tilstrækkelig sikker måde fundet godtgjort, at opretholdelsen af tvangsfikserin-
gen af patienten var nødvendig efter knapt 11 timers bæltefiksering.
3.2.2. Første tilsyn foretaget 9�½ time efter iværksættelsen.
Dom afsagt den 5. september 2016 betingelserne for at iværksætte tvangsfiksering
havde været opfyldt.
Patienten blev først tilset igen 9�½ time efter iværksættelsen af tvangsfikseringen. Det
fremgår af lægenotatet fra tilsynet, at patienten hverken havde spist eller drukket i
dagens løb og heller ikke havde sovet før iværksættelse af tvangsfiksering.
Patienten havde heller ikke samarbejdet om indtag af medicin. Det fremgik endvidere,
at patienten ikke ønskede at svare på lægens spørgsmål ved tilsynet, men gentog den
samme sætning igen og igen på andet sprog end dansk, og havde vigende og flakken-
de blikkontakt. Det var lægens vurdering, at patienten var særdeles ustabil og til akut
og nærliggende fare for andre, såfremt patienten blev løsnet, og at det derfor var nød-
vendigt, at patienten forblev fikseret.
57
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Nævnet kritiserede, at der ikke umiddelbart efter at patienten vågnede, blev gennem-
ført et fornyet første tilsyn efter § 14, stk. 3, således at lægens vurdering af spørgs-
målet om fortsat anvendelse af tvangsfikseringen i længere tid end nogle få timer,
kunne basere sig på en konkret og aktuel vurdering af patientens tilstand.
Nævnet vurderede dog ud fra en samlet og konkret betragtning af oplysningerne note-
ret ved iværksættelsen af tvangsfikseringen, overlægens notering kort efter iværksæt-
telsen og lægens notering ved det første reelle tilsyn kl. 18.15 vurderet, at betingel-
serne for fortsat fiksering med bælte og remme havde været tilstede, uanset at der
først blev gennemført et reelt første tilsyn efter psykiatrilovens § 14, stk. 3 ca. 9�½ ti-
mer efter fikseringen blev iværksat.
Nævnets afgørelse blev anket til byretten, der ved dom afsagt den 5. september 2016
stadfæstede nævnets afgørelse.
3.2.3. Første tilsyn foretaget efter 11 timer efter iværksættelsen ad tvangs-
fikseringen.
Nævnet vurderede, at fikseringen med bælte og remme havde varet i længere tid end
nødvendigt.
Nævnet havde noteret sig, at det første tilsyn først blev foretaget efter ca. 11 timer ef-
ter iværksættelsen af tvangsfikseringen.
Der var ikke i journalen oplysninger om, at patienten havde været sovende, hvorfor
det havde været nødvendigt at udsætte revurderingen.
Nævnet fandt på den baggrund ikke, at betingelserne for at opretholde tvangsfikserin-
gen var opfyldte.
Anvendelse af remme:
4. Anvendelse af remme forudsætter overlæge godkendelse og særskilt be-
grundelse.
Nævnet godkendte ikke, at der blev anvendt remme ved iværksættelsen og lagde her-
ved vægt på, at der ikke i journalen var anført en begrundelse for, hvorfor det var
nødvendigt at anvende remme, jf. § 22, stk. 5 i BEK nr. 1338 af 02/12/2010 som æn-
dret ved BEK nr. 1107 af 11/09/2015.
Nævnet noterede sig, at der ved ”tilføjelsen” foretaget i journalen dagen efter, heller
ikke var anført en begrundelse for anlæggelsen af remme.
Nævnet noterede sig, at der var anført en begrundelse ved det efterfølgende tilsyn,
men dette var efter nævnets opfattelse ikke tilstrækkeligt til at nævnet kunne godken-
de anlæggelse af remmene.
58
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0059.png
5. Tvangsbehandling
5.a. Tvangsbehandling
–
dosis
Konkret begrundelse i journal for behandling med Zyprexa i dosisinterval, der
oversteg sædvanlig vedligeholdelsesdosis.
Overlægen traf den 1. april 2016 beslutning om dosisøgning af tablet Zyprexa 5-10 mg
dagligt, således at patienten samlet skulle
”tvangsbehandles
med tablet Zyprexa 25-
30 mg dagligt.”
Patientklagenævnet lagde til grund, at patienten fra den 29. marts 2016 til og med
den 1. april 2016 var motiveret for medicinsk behandling med dosisøgning af tablet
Zyprexa 5-10 mg dagligt, således at patienten samlet skulle tvangsbehandles med
tablet Zyprexa 25-30 mg dagligt.
Patientklagenævnet fandt, at patienten havde haft en passende betænkningstid til at
overveje sit samtykke til behandlingen.
Patientklagenævnet lagde vægt på, at den medicin, som patienten skulle behandles
med var et afprøvet lægemiddel med færrest mulige bivirkninger, men at dosis over-
steg sædvanlig dosering. Det fremgår af
www.pro.medicin.dk,
at initial dosis ved be-
handling med tablet Zyprexa er 5-10 mg 1 gang dagligt, og at vedligeholdelsesdosis er
5-20 mg dagligt. Det kan dog, i særlige tilfælde, være nødvendigt - og forsvarligt - at
øge døgndosis op til højst 40 mg i døgnet.
Patientklagenævnet henviste til Ankenævnets praksis, hvorefter det i journalen kon-
kret skal begrundes, såfremt der ordineres en dosis, som går ud over sædvanlig dose-
ring som angivet i
www.promedicin.dk,
og at patienten er informeret om, at den ordi-
nerede dosis går ud over sædvanlig dosis.
Ved vurderingen af dosis lagde Patientklagenævnet vægt på, at patienten ifølge jour-
nal af 29. marts 2016 havde været i behandling med Zyprexa i dosis 20 mg i over to
uger, hvor der ikke var set yderligere bedring af tilstanden. Ifølge journalen blev pati-
enten
vurderet ”i klar bedring”, men virkningen var ”utilstrækkelig”. Patienten var
”stadig produktivt psykotisk med selvhenførende vrangforestillinger og vage perseku-
toriske vrangforestillinger med mindre udtalte formelle tankeforstyrrelser, vaghed og
omstændelighed.”
Patienten havde ”ingen sygdomsindsigt.” Der var ifølge journalen
”ingen uacceptable bivirkninger til nuværende dosis Olanzapin”, og med
henblik på at
opnå remission af symptomer var der ”indikation for dosisøgning til Olanzapin 30 mg.”
Patientklagenævnet lagde endvidere lagt vægt på, at patienten ifølge journal af 29.
marts 2016 blev tilbudt tablet 5 mg Olanzapin ud over 20 mg, hvilket patienten afvi-
ste. Patienten blev ifølge journalen informeret om dosisøgning 25 mg til maksimalt 30
mg, og at dette var ud over standard dosis på 20 mg. Patienten blev informeret om
formål for dosisøgning samt virkning og bivirkninger.
59
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0060.png
Patientklagenævnet lagde endelig lagt vægt på, at patienten ifølge journal af 1. april
2016 var orienteret om behovet for medicinering med Olanzapin i en dosis ud over de
sædvanlige 20 mg, nemlig i en dosis fra 25 mg til 30 mg.
Overlægens beslutning om tvangsbehandling med en dosis, der oversteg sædvanlig
dosis, opfyldte således kravet om
”konkret begrundelse”
og blev derfor godkendt.
Behandling med tablet Risperdal i dosisintervallet 2-10 mg dagligt var kon-
kret begrundet.
Overlægen traf den 16. juni 2016 beslutning om, at en patient skulle
”tvangsbehandles
med tablet Risperidon 2 mg dagligt med mulighed for øgning til 10 mg dagligt.”
Patientklagenævnet lagde vægt på, at det var noteret i journalen fra den 13. juni 2016
til og med den 16. juni 2016, at patienten dagligt var blevet motiveret for medicinsk
behandling med tablet Risperidon 2 mg dagligt med mulighed for øgning til 10 mg
dagligt.
Patientklagenævnet bemærkede, at initial dosis ved behandling med tablet Risperdal
ifølge
www.pro.medicin.dk
er 2 mg dagligt, stigende over dage til sædvanlig vedlige-
holdelsesdosis 4-6 mg dagligt, og at der vil sjældent være behov for doser over 10
mg. Maksimal dosis er 16 mg dagligt, fordelt på 1-2 doser.
Patientklagenævnet vurderede, at den medicin, patienten skulle behandles med, var et
afprøvet lægemiddel, men at den besluttede dosis oversteg sædvanlig vedligeholdel-
sesdosis.
Patientklagenævnet bemærkede, at såfremt der træffes beslutning om en dosis, der
ligger over sædvanlig vedligeholdelsesdosis, skal dette særskilt begrundes i forbindelse
med beslutningen, hvilket tillige skal journalføres i forbindelse med beslutningen. Det
skal desuden fremgå af journalen, at patienten er informeret om, at dosis ligger over
sædvanlig vedligeholdelsesdosis.
Patientklagenævnet lagde vægt på tvangsprotokolskema 2 af 16. juni 2016, hvoraf det
fremgik, at baggrunden for den højere dosis var, at patienten tidligere havde været i
behandling med Risperidon op til 10 mg med fortsat resterende psykotiske sympto-
mer. Det fremgik af journalen i forbindelse med motivation for medicinsk behandling,
at patienten var orienteret om dette.
Patientklagenævnet opfattende forholdet således, at da der ved den tidligere behand-
ling med tablet Risperdal op til 10 mg fortsat havde været psykotiske symptomer, ville
sædvanlig vedligeholdelsesdosis på 4-6 mg dagligt ikke være tilstrækkelig behandling
af patientens tilstand. Der var således givet en konkret begrundelse for den besluttede
dosis, og overlægens beslutning blev godkendt.
Fravigelse af sædvanlig dosering op til 6 mg for tablet Risperdal ved beslut-
ning om behandling med Risperdal i dosisintervallet 1-8 mg dagligt forudsæt-
ter en konkret begrundelse. Ingen særlig begrundelse.
60
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0061.png
Overlægen traf den 15. april 2016 beslutning om, at en patient skulle ”tvangsbehand-
les med tablet Risperdal med mulighed for øgning afhængig af effekt og bivirkninger til
maksimalt 8 mg dagligt, og hvis det ikke er muligt med injektion Serenase 5 mg med
mulighed for øgning afhængig af effekt og bivirkninger til maksimalt 5 mg 4 gange
dagligt.”
Ifølge
www.pro.medicin.dk,
som var gældende på beslutningstidspunktet, burde initial
dosis ved behandling med tablet Risperdal på grund af risiko for hypotension være 1
mg dagligt stigende over dage til sædvanlig vedligeholdelsesdosis 4-6 mg dagligt. Der
ville sjældent være brug for doser over 10 mg. Maksimal dosis var 16 mg dagligt for-
delt på 1-2 doser dagligt. Ved behandling med injektion Serenase gives højst 20 mg
dagligt. 5 mg kunne gives i.m. hver til symptomkontrol eller højst 20 mg dagligt.
Med henvisning til
www.pro.medicin.dk
fandt Patientklagenævnet, at der var truffet
beslutning om dosering med tablet Risperdal, som oversteg sædvanlig dosering.
Patientklagenævnet bemærkede, at der ved beslutning om tvangsbehandling som ud-
gangspunkt skal anvendes lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bi-
virkninger. En højere dosis end den sædvanlige forudsætter, at behovet herfor er kon-
kret velbegrundet. Overlægen havde slet ikke angivet nogen særlig begrundelse for, at
patienten skulle have behov for at bliver behandlet med tablet Risperdal op til 8 mg.
Dertil kom, at patienten ikke var kendt i psykiatrisk regi, herunder at det var beskre-
vet, at patienten tidligere havde været i antipsykotisk behandling. Overlægens beslut-
ning blev derfor ikke godkendt.
Behandling af patient med sukkersyge, som kræver iagttagelse af særlige for-
holdsregler, og hvor dosis oversteg sædvanlig dosering, som derfor ikke kun-
ne godkendes.
Overlægen traf den 20. september 2016 beslutning om, at en patient skulle ”tvangs-
behandles med tablet Olanzapin 25 mg stigende til maksimalt 30 mg dagligt, afhængig
af virkning og bivirkninger.”
Patienten var på tidspunktet for overlægens beslutning allerede i behandling med tab-
let Olanzapin 20 mg dagligt, idet Patientklagenævnet havde godkendt en tidligere be-
slutning om, at patienten kunne tvangsbehandles med tablet Olanzapin i dosisinterval-
let 5–20 mg dagligt. Henset til manglende effekt ved behandling med tablet Olanzapin
20 mg dagligt vurderede overlægen, at der var behov en dosisøgning.
Patientklagenævnet fandt at betingelserne for at tvangsbehandle var opfyldt. Kravet
om mindste middel var opfyldt i forhold til motivation og betænkningstid. Patientkla-
genævnet fandt ligeledes, at der var givet en konkret begrundelse for dosis ud over
sædvanlig vedligeholdelsesdosis, herunder at patienten måtte antages at være infor-
meret om dette forhold.
Det afgørende spørgsmål i sagen var imidlertid, at patienten var kendt med type 2 di-
abetes (ikke-insulinkrævende). Patientklagenævnet henviste til
www.pro.medicin.dk,
hvor det vedrørende Olanzapin/Zyprexa er anført, at der på grund af risiko for svær
hyperglykæmi (for højt blodsukker) bør ske en løbende vurdering af patienten, og at
61
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
det især gælder patienter med diabetes eller diabetesdisposition. Der var ifølge journa-
len slet ikke foretaget nogen blodprøver under patientens behandling med Olanzapin.
Patienten ønskede ikke at medvirke til blodprøver.
Uanset at lægerne ved nævnsmødet oplyste, at de havde været opmærksomme på pa-
tientens diabetes, fandt Patientklagenævnet ikke, at patienten kunne behandles med
Olanzapin i doser ud over sædvanlig vedligeholdelsesdosis, når behandling med det
pågældende præparat krævede iagttagelse af særlige forsigtighedsregler overfor pati-
enter med diabetes, og der ikke var taget nogen blodprøver, som et led i den løbende
vurdering af patienten.
Patientklagenævnet kunne således ikke på det foreliggende grundlag godkende over-
lægens beslutning om tvangsbehandling med tablet Olanzapin i dosisintervallet 25-30
mg.
Beslutning om tvangsbehandling med Leponex op til 600 mg blev ikke god-
kendt
Overlægen traf den 9. december 2016
beslutning om, at en patient skulle ”tvangsbe-
handles med tablet Leponox 12,5 mg stigende op til 600 mg.”
Patientklagenævnet lagde vægt på, at det var noteret i journalen, at patienten var mo-
tiveret for medicinsk behandling med tablet Leponox 12,5 mg stigende op til 600 mg.
Ved vurderingen af hvorvidt der var tale om afprøvede lægemidler i sædvanlig dose-
ring og med færrest mulige bivirkninger henviste Patientklagenævnet til Sundhedssty-
relsens nationale kliniske retningslinjer for behandling af patienter med skizofreni og
komplekse behandlingsforløb fra 2015. Det fremgår af disse retningslinjer, at Clozapin
(Leponex) er det eneste antipsykotiske lægemiddel, der har en markant bedre effekt
sammenlignet med de øvrige markedsførte lægemidler. Clozapin har imidlertid poten-
tielt alvorlige bivirkninger, hvorfor lægemidlet ikke anbefales som førstevalgsbehand-
ling. Behandling med Clozapin anbefales til patienter med skizofreni, der ikke har haft
tilstrækkelig effekt at behandling med mindst to anden generations antipsykotiske læ-
gemidler i tilstrækkelig dosering og af tilstrækkelig varighed. Patientklagenævnet hen-
viste endvidere til Dansk Psykiatrisk Selskabs vejledende retningslinjer i klaringsrap-
port nr. 5, 1998, vedrørende behandling med antipsykotisk medicin, hvor det fremgår,
at Leponex (Clozapin) som udgangspunkt ikke bør anvendes til tvangsbehandling, og
at Leponex i sjældne tilfælde kan have alvorlige bivirkninger i form at påvirkning af
antallet af hvide blodlegemer. Endelig henviste Patientklagenævnet til praksis fra Det
Psykiatriske Ankenævn, hvorefter det kun i særlige tilfælde kan være relevant at an-
vende Leponex som tvangsbehandling, eksempelvis hvor der er tale om en svært psy-
kotisk patient, og hvor mindst to andre antipsykotiske præparater har været forsøgt
uden tilstrækkelig effekt.
Patientklagenævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at beslutningen om behandlin-
gen med Leponex var i overensstemmelse med kravet om anvendelse af afprøvede
lægemidler.
62
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0063.png
Vedrørende Leponex lagde Patientklagenævnet vægt på, at det af journalen fremgik, at
patienten havde været velbehandlet med tablet Leponex, som patienten dog over en
længere periode havde været i nedtrappet dosis på, og at patienten under indlæggel-
sen havde været i behandling med Leponex, dog uden at patienten ville medvirke til
den dosisøgning, som lægerne vurderede nødvendig. Leponex var for patientens ved-
kommende et præparat, hvor virkning og bivirkninger var kendte, ligesom der ikke var
beskrevet væsentlige bivirkninger af behandlingen.
Patientklagenævnet henviste til medicinfortegnelsen
www.pro.medicin.dk,
hvorefter
der ved behandling af skizofreni med tablet Leponex initialt anvendes 12,5 mg 1-2
gange 1. dag, 25-50 mg eventuelt fordelt på 2 doser 2. dag. Hvis denne dosis tåles,
kan dosis øges langsomt med 25-50 mg ad gangen med 1-3 dages interval, indtil der i
løbet af 2-3 uger er nået en dosis på op til 300 mg dagligt. Om nødvendigt kan dosis
øges yderligere med 50-100 mg med 1 uges interval. Maksimal dosis er 900 mg dag-
ligt. Plasmakoncentrationsmålinger bør foretages. Døgndoser over 200 mg bør fordeles
på 2 doser.
Patientklagenævnet fandt finder imidlertid ikke, at der er truffet beslutning om tvangs-
behandling med et lægemiddel i sædvanlig dosering, idet Leponex blev ordineret med
en maksimal døgndosis, der gik ud over 300 mg, som i
www.pro.medicin.dk
er angivet
som højeste sædvanlige dosis.
Patientklagenævnet henvist i den forbindelse til Det Psykiatriske Ankenævns praksis,
hvorefter den højeste sædvanlige vedligeholdelsesdosis for tablet Leponex er 300 mg.
Såfremt det anses nødvendigt med en dosis ud over 300 mg, kræver det en konkret
begrundelse.
Patientklagenævnet bemærkede også, at det ikke fremgik af beslutningen om tvangs-
behandling, at døgndoser over 200 mg ville blive fordelt på to doser. Der var således
truffet beslutning om tvangsbehandling med Leponex i usædvanlig dosisadministrati-
on.
Patientklagenævnet lagde vægt på, at der ikke af journalen i relation til beslutningen
om tvangsbehandling fremgik oplysninger om, hvad baggrunden var for at ordinere en
dosis, der gik ud over den sædvanlige dosering som angivet på
www.pro.medicin.dk.
Det var således Patientklagenævnet opfattelse, at det ikke af journalen konkret frem-
gik, med hvilken begrundelse, der blev ordineret en dosis, der gik ud over den på
www.pro.medicin.dk
angivne sædvanlige dosis, ligesom det ikke fremgik, at patienten
konkret var informeret om, at den ordinerede dosis gik ud over sædvanlig dosis. Den
høje dosis kunne være velbegrundet, men en sådan eventuel konkret begrundelse
fremgik ikke af journalen i relation til beslutningen om tvangsbehandling den 9. de-
cember 2016. Overlægens beslutning blev derfor ikke godkendt.
5.b. Tvangsbehandling
–
motivation
Betænkningstid svarende til 2 døgn og 1 time blev godkendt henset til patien-
tens farlighed.
Overlægen traf den 7. september 2016 beslutning om, at en patient skulle ”tvangsbe-
handles med tablet Serenase 5 mg stigende til maksimalt 20 mg fordelt på 2 doser
63
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0064.png
afmålt efter effekt og bivirkninger, og hvis det ikke er muligt med injektion Serenase 5
mg dagligt stigende til maksimalt 20 mg dagligt fordelt på 2 doser målt efter effekt og
bivirkninger.”
Det fremgik af journalen, at patienten fra den 5. september 2016 til den 7. september
2016 blev motiveret for behandling med tablet Serenase 5 mg stigende til maksimalt
20 mg fordelt på 2 doser målt efter effekt og bivirkninger. Det svarede til en motivati-
onsfase på 2 døgn og 1 time.
Patientklagenævnet anførte med henvisning til psykiatrilovens § 12, stk. 5, at patien-
ten forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling skal have en passende be-
tænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke. Pati-
entklagenævnet henviste endvidere til § 3, stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. de-
cember 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske af-
delinger, at overlægen i sin vurdering af betænkningstidens varighed bl.a. skal lægge
vægt på sygdommens varighed, patientens ambivalens i forhold til behandlingstilbud-
det, om den manglende medicinering vil kunne medføre anvendelse af andre former
for tvang samt patientens forpinthed mv.
Patientklagenævnet fandt betænkningstiden på 2 døgn og 1 time for passende, idet
patienten siden indlæggelsen den 27. august 2016 flere gange havde været i voldsom
affekt og været personfarlig, og idet patienten i to situationer havde været så person-
farlig, at det havde været nødvendigt at tvangsfiksere patienten. Overlægens beslut-
ning om tvangsbehandling opfyldte således kravet om mindst indgribende foranstalt-
ning og blev derfor godkendt.
Ingen diskrepans mellem journal og motivationsskema, da journalen inde-
holdt oplysninger om det tilbudte præparat og oplysninger om motivation for
en evt. dosisstigning.
Overlægen traf den 29. marts 2016 beslutning om, at en patient skulle
”tvangsbe-
handles med tablet Abilify 10 evt. stigende til maksimalt 15 mg, og hvis det ikke er
muligt med injektion Serenase 5 mg.”
Patientklagenævnet lagde vægt på, at patienten fra den 24. marts 2016 til den 29.
marts 2016 var motiveret for medicinsk behandling med tablet Abilify 10 stigende til
maksimalt 15 mg, og at patienten mindst en gang i motivationsfasen var blevet infor-
meret om det subsidiære præparat injektion Serenase 5 mg.
Patientklagenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at journalen indeholdt oplysning
om, at patienten var tilbudt tablet Abilify 10 mg, og oplysning om, at patienten samti-
dig var motiveret for en evt. stigning fra 10 til 15 mg. Det var herefter ikke afgørende,
at motivationsskemaet efter sin ordlyd alene indeholdt oplysninger om det præparat
og den dosis, der var tilbudt. Der forelå dermed ikke nogen diskrepans mellem journal
og motivationsskema.
Patientklagenævnet fandt med henvisning til
www.pro.medicin.dk,
at der var truffet
beslutning om dosering svarende til de anbefalede doser, og ovelægens beslutning om
tvangsbehandling kunne derfor godkendes.
64
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Betænkningstid, hvor patient har taget den tilbudte medicin, medregnes ikke i
motivationsperioden. Patienten var således reelt motivet i 0 dage forud for
overlægens beslutning om tvangsbehandling.
Overlægen traf den 21. marts 2016 beslutning om at en patient skulle ”tvangsbehand-
les med tablet Risperidon 1 mg med mulighed for øgning til 4 mg dagligt, og hvis det
ikke er muligt med injektion Serenase 5 mg dagligt med mulighed for øgning til 10 mg
dagligt.”
Patientklagenævnet anførte med henvisning til psykiatrilovens § 12, stk. 5, at patien-
ten forud for overlægens beslutning om tvangsbehandling skal have en passende be-
tænkningstid, hvor patienten får lejlighed til at overveje sit eventuelle samtykke. Be-
tænkningstiden skal have en passende varighed, dog højst 3 dage. Af bemærkninger-
ne til loven fremgår det, at tvangsmedicinering forudsætter, at vedvarende forsøg er
gjort på at forklare patienten behandlingens nødvendighed, bortset fra akutte situatio-
ner, hvor udsættelse af behandlingstiden er til fare for patientens liv eller helbred. Pa-
tientklagenævnet henviste endvidere til § 3,stk. 3 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. de-
cember 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske af-
delinger, at overlægen i sin vurdering af betænkningstidens varighed bl.a. skal lægge
vægt på sygdommens varighed, patientens ambivalens i forhold til behandlingstilbud-
det, om den manglende medicinering vil kunne medføre anvendelse af andre former
for tvang samt patientens forpinthed mv. I betænkningstiden skal patienten dagligt til-
bydes medicin til frivillig indtagelse, og den forsøgte motivation skal journalføres.
I den konkrete sag blev patienten motiveret for behandling tablet Risperidon 1 mg
med mulighed for øgning til 4 mg dagligt den 18., 19., 20. og 21. marts 2016. Beslut-
ning om tvangsbehandling blev truffet den 21. marts 2016. Henset til at patienten tog
imod medicinen den 18., 19., 20. og 21. marts 2016 kunne denne betænkningstid ikke
medregnes i motivationsperioden. Overlægens beslutning blev således truffet efter 0
dages motivation. Overlægens beslutning om tvangsbehandling opfyldte således ikke
kravet om mindst indgribende foranstaltning og blev derfor ikke godkendt.
Betænkningstid svarende til 1 døgn kunne ikke godkendes.
Overlægen traf 13. april 2016 beslutning om, at en patient
skulle ”tvangsbehandles
med tablet Olanzapin 5 mg stigende i forhold til effekt og bivirkninger til maksimalt 30
mg dagligt, og hvis det ikke er muligt med injektion Olanzapin 10 mg dagligt i højst 3
dage, tertiært med injektion Serenase 5 mg 2 gange
dagligt.”
Det fremgik af journalen, at patienten fra den 12. april 2016 til den 13. april 2016 blev
motiveret for behandling tablet Olanzapin 5 mg stigende i forhold til effekt og bivirk-
ninger til maksimalt 23 mg dagligt, og hvis det ikke er muligt med injektion Olanzapin
10 mg dagligt i højst 3 dage, tertiært med injektion Serenase 5 mg 2 gange dagligt.
Det svarede til en motivationsfase på 1 døgn. Det fremgik tillige af journalen af 13.
april 2016, at overlægen besluttede at forkorte motivationsperioden, idet patienten
blev vurderet at være til fare for sig selv eller andre.
Patientklagenævnet henviste endvidere til § 3,stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2.
december 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske
65
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
afdelinger, at tvangsmedicinering forudsætter, at vedvarende forsøg er gjort på at for-
klare patienten behandlingens nødvendighed, bortset fra akutte situationer, hvor ud-
sættelse af behandlingstiden er til fare for patientens liv eller helbred.
Patientklagenævnet fandt, at patienten ikke fik en passende betænkningstid til at
overveje sit samtykke til behandlingen. Det var Patientklagenævnets vurdering, at pa-
tienten var syg og forpint, men at en udsættelse af behandlingen, således at patienten
kunne have fået en passende betænkningstid, ikke ville have medført fare for patien-
tens liv. Overlægens beslutning om tvangsbehandling opfyldte således ikke kravet om
mindst indgribende foranstaltning og kunne allerede af den grund ikke godkendes.
5.c. Tvangsbehandling
–
depot
Depotbehandling blev godkendt i tilfælde, hvor injektionspræparat ikke kun-
ne skaffes.
Overlægen traf den 10. marts 2016 beslutning om, at en patient, som var over 65 år,
skulle ”tvangsbehandles med Abilify Maintena 400 mg hver 4. uge.”
Patientklagenævne anførte med henvisning til § 5 i bekendtgørelse nr. 1838 af 2. de-
cember 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske af-
delinger, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås og ikke må være be-
gyndelsesmedicin ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen
man ikke kender. Mindste middels princippet indebærer endvidere, at tvangsbehand-
ling med injektion er mere indgribende end tvangsbehandling med tablet, og at be-
handling med depotmedicin er den mest indgribende behandlingsform. Der skal derfor
være særlige grund for at vælge depotbehandling.
Patientklagenævnet lagde vægt på, at det var væsentligt for patienten at komme i en
stabil antipsykotisk behandling med henblik på at undgå svingninger i sin tilstand, hvor
patienten på grund af medicinsvigt blev svært psykotisk og måtte genindlægges.
Patientklagenævnet, der i en afgørelse 3 uger før havde godkendt overlægens beslut-
ning af 15. februar 2016 om behandling med tablet Olanzapin, subsidiært med injekti-
on Abilify, lagde endvidere vægt på, at patienten ikke ville tage tablet Olanzapin og
derfor dagligt blev behandlet med injektion Abilify. Det blev i den forbindelse også til-
lagt betydning, at den daglige injektionsbehandling indebar ”en særdeles indgribende
magtanvendelse” overfor
patienten, idet det var beskrevet, at indgivelse af medicinen
skete under fysisk og verbal protest.
Endelig lagde Patientklagenævnet vægt på oplysning om, at det ikke var muligt at
skaffe præparatet Abilify i injektionsform, og at der havde været god effekt af behand-
ling med Abilify.
Patientklagenævnet fandt således, at overlægens beslutning om tvangsbehandling
med depotmedicin opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.
66
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0067.png
Med henvisning til
www.pro.medicin.dk
fandt Patientklagenævnet, at der var truffet
beslutning om dosering svarende til den anbefalede dosis Abilify Maintena. Overlægens
beslutning blev derfor godkendt.
Depotbehandling forudsætter en særlig begrundelse, hvor der blandt andet
kan være argumenteret med, at mulighederne for behandling med enten tab-
let eller injektion er udtømte.
Overlægen traf den 19. maj 2016 beslutning om, at en patient skulle ”tvangsbehand-
les med injektion Abilify Maintena 400 mg i.m. hver 4. uge.”
Patientklagenævnet anførte med henvisning til § 5 i bekendtgørelse nr. 1838 af 2. de-
cember 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske af-
delinger, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås og ikke må være be-
gyndelsesmedicin ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen
man ikke kender. Mindste middels princippet indebærer endvidere, at tvangsbehand-
ling med injektion er mere indgribende end tvangsbehandling med tablet, og at be-
handling med depotmedicin er den mest indgribende behandlingsform.
I den konkrete sag lagde Patientklagenævnet vægt på, at patienten ifølge lægeerklæ-
ringen i sagen havde haft talrige kontakter til psykiatrisk skadestue, og at patienten
havde været indlagt seks gange i løbet de sidste to år. Patienten havde senest være
indlagt i perioden februar
–
april 2016. Patientklagenævnet lagde endvidere vægt på,
at patienten under en tidligere indlæggelse havde været i behandling med injektion
Abilify Maintena 400 mg i.m. hver 4. uge, og at dette havde en god effekt på patien-
tens tilstand. Der blev også lagt vægt på, at patienten havde været indlagt mange
gange på samme afdeling, og at afdelingen havde stort kendskab til patienten. Pati-
entklagenævnet lagde tillige vægt på, at patienten blev genindlagt efter længere ind-
læggelse, hvor der var blevet behandlet med depot.
Patientklagenævnet kritiserede, at det ikke fremgik tydeligere af journalen, hvorvidt
det ikke havde været muligt at fastholde patienten i en tabletbehandling, eller hvorvidt
patienten havde giftfrygt, eller hvorvidt patienten havde angst for sprøjter, således at
daglige injektion derfor ville være forbundet med betydelig brug af fysisk magtanven-
delse og derfor ville kunne være angstprovokerende.
Uanset den utilstrækkelige journalføring om ovennævnte forhold tillagde Patientklage-
nævnet det dog en vis betydning, at det af såvel lægeerklæringen som af overlægens
oplysninger ved nævnsmødet fremgik, at patienten havde giftfrygt, ligesom overlægen
ved nævnsmødet oplyste, at der var en meget dårlig behandlingsalliance, at patienten
ved indlæggelse i september 2015 havde nægtet at tage tabletter, hvorfor det havde
været nødvendigt at give injektioner med deraf følgende fysisk magtanvendelse, og at
det ikke havde været muligt at fastholde patienten i tabletbehandling, hvorfor depot-
behandling var mest hensigtsmæssig.
Patientklagenævnet fandt således ud fra en samlet vurdering, at overlægens beslut-
ning om tvangsbehandling med depotmedicin opfyldte kravet om mindst indgribende
foranstaltning.
67
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0068.png
Med henvisning til
www.pro.medicin.dk
fandt Patientklagenævnet, at der var truffet
beslutning om anvendelse af den anbefalede dosis Abilify Maintena. Overlægens be-
slutning blev derfor godkendt.
Depotbehandling var ikke nærmere begrundet i journalen, og begrundelsen i
lægeerklæring var ikke tilstrækkelig.
Overlægen traf den 20. april 2016 beslutning om, at en patient skulle ”tvangsbehand-
les med Zypadhera depot 300 mg hver 2. uge.”
Med henvisning til
www.pro.medicin.dk
fandt Patientklagenævnet, at der var truffet
beslutning om dosering svarende til den anbefalede dosis Zypadhera depot.
Patientklagenævnet anførte med henvisning til § 5 i bekendtgørelse nr. 1838 af 2. de-
cember 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske af-
delinger, at depotpræparater i videst muligt omfang bør undgås og ikke må være be-
gyndelsesmedicin ved tvangsmedicinering af patienter, hvis reaktion på behandlingen
man ikke kender. Det følger også af mindste middels princippet, at tvangsbehandling
med injektion som udgangspunkt er et mere indgribende middel end tabletbehandling.
Det er nævnets praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt er den
mest indgribende behandlingsform. Der skal derfor være særlige grunde for at vælge
depotbehandling.
Patientklagenævnet lagde i den konkrete sag vægt på, at der ikke i journalen forud for
beslutning om behandling med Zypadhera depot var anført nogen nærmere begrun-
delse for, at patienten skulle behandles med depotpræparat.
Patientklagenævnet lagde endvidere vægt på, at det i lægeerklæringen som begrun-
delse for behandling med depot alene var anført, at patienten så kun behøvede at få
en injektion hver 2. uge. Det var imidlertid ikke oplyst, at patienten skulle være bange
for sprøjter, herunder at daglig indgivelse af injektion Zyprexa 10 mg var forbundet
med betydelig brug af fysisk magtanvendelse. Det blev tværtimod på nævnsmødet op-
lyst, at patienten hver gang afviste den tilbudte tablet, hvorefter patienten lagde sig
klar til at få en sprøjte. Det fremgik heller ikke af journalen i forbindelse med beslut-
ning om behandling med Zypadhera depot, at andre injektionspræparater havde været
overvejet, herunder hvorfor disse præparater ikke var formålstjenelige i den konkrete
sag.
Uanset der var truffet beslutning om dosering svarende til den anbefalede dosis Zy-
padhera, jf.
www.pro.medicin.dk,
fandt Patientklagenævnet det således ikke doku-
menteret, at der ikke var andre mindre indgribende behandlingsformer end behandling
med depotpræparat, ligesom der ikke forelå særlige konkrete grunde for at vælge de-
potbehandling. Overlægens beslutning om tvangsbehandling med depotmedicin kunne
således ikke godkendes.
Depotbehandling af patient med sukkersyge, hvor præparat kræver iagttagel-
se af særlige forholdsregler og hvor dosis oversteg sædvanlig dosering, kunne
ikke godkendes.
68
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0069.png
Overlægen traf den 19. september 2016 beslutning
om, at en patient skulle ”tvangs-
behandles med depot
Xeplion 150 mg hver 4. uge.”
Patienten var på tidspunktet for overlægens beslutning allerede i behandling med de-
pot Xeplion 75 mg hver 4. uge, idet Patientklagenævnet havde godkendt en tidligere
beslutning om, at patienten kunne tvangsbehandles med depot Xeplion 75 mg hver 4.
uge.
Henset til manglende effekt ved behandling med depot 75 mg hver 4. uge vurderede
overlægen, at der var behov for en dosisøgning. Patientklagenævnet fandt at betingel-
serne for at tvangsbehandle var opfyldt. Kravet om mindste middel var opfyldt i for-
hold til motivation og betænkningstid.
Patientklagenævnet fandt ligeledes ud fra en konkret vurdering, at overlægens beslut-
ning om at tvangsbehandle med depotmedicin opfyldte kravet om mindste middel. I
den forbindelse lagde Patientklagenævnet vægt på, at lægen på baggrund af tidligere
historik med gentagne tvangsindlæggelser, tvangsbehandlinger og efterfølgende af-
brudt ambulant behandling, medicinsvigt og forværring af psykisk tilstand havde vur-
deret det nødvendigt at starte behandling med tidligere afprøvet depotpræparat. Pati-
entklagenævnet lagde endvidere vægt på, at patienten tidligere havde været i behand-
ling med Xeplion depot, og at patienten havde tålt dette præparat. Der blev endelig
lagt vægt på, at det ikke havde været muligt at fastholde patienten i en tabletbehand-
ling.
Patientklagenævnet fandt dog ikke ud fra journaloplysningerne, at patienten var blevet
informeret om, at der med depot Xeplion 150 mg hver 4. uge blev ordineret en dosis,
som går ud over sædvanlig dosis, og Patientklagenævnet kunne heller ikke se, at pati-
enten havde fået en begrundelse for, hvorfor hospitalet mente, at patienten skulle ha-
ve en dosis, der overstiger sædvanlig dosis.
Et yderligere spørgsmål i sagen, som Patientklagenævnet forholdt sig til, var, at pati-
enten var kendt med insulinkrævende diabetes. Patientklagenævnet henviste i den an-
ledning til
www.pro.medicin.dk,
hvor det vedrørende behandling med Xeplion er an-
ført, at patienter med diabetes eller diabetesdisposition på grund af risiko for svær hy-
perglykæmi (for højt blodsukker) regelmæssigt bør have kontrolleret blodsukker.
Patientklagenævnet fandt på baggrund af journal og blodprøver, at patienten trods in-
tensiv behandling med insulin ikke havde en tilfredsstillende regulering af sin diabetes
(type 2-diabetes). I den forbindelse lagde Patientklagenævnet vægt på de stærkt for-
højede værdier af blodglukose (hyperglykæmi) under hele indlæggelsen. Patientklage-
nævnet bemærkede yderligere, at der til god kontrol af diabetes desuden hørte under-
søgelse af Hæmoglobin A1c, som er et udtryk for den gennemsnitlige koncentration af
glukose i blodet de seneste 3-8 uger før prøvetagning. Analysen bruges til behand-
lingskontrol af diabetikere. Den seneste kontrol af patientens Hæmoglobin A1c var
ifølge laboratoriesvar dateret den 18. december 2012, og den viste da stærk forøgelse
af værdien - 13,2 % mod normalt ca. 6,0 %. Patientklagenævnet lagde endvidere
vægt på, at nedsat nyrefunktion er en kendt komplikation til diabetes, men at der ikke
var foretaget nogen måling af kreatinin i blodet med henblik på kontrol af nyrefunkti-
on.
69
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Uanset der ifølge journal fremlagt ved nævnsmødet var sendt henvisning til endokrino-
logisk afdeling med henblik på tilsyn vedrørende regulering af insulin, fandt Patientkla-
genævnet ikke, at patienten kunne behandles med depot Xeplion i doser ud over sæd-
vanlig vedligeholdelsesdosis, når patientens diabetes var reguleret som ovenfor be-
skrevet.
Patientklagenævnet kunne således ikke på det foreliggende grundlag godkende over-
lægens beslutning om, at patienten skulle tvangsbehandles med depot Xeplion 150 mg
hver 4. uge.
Injektionsbehandling kan ikke være subsidiær i forhold til depotbehandling.
Overlægen traf den 29. september 2016 beslutning om, at en patient skulle
”tvangs-
behandles med injektion Cisordinol depot 200 mg hver 14. dag, subsidiært injektion
Abilify 9,75 mg dagligt med mulighed for øgning til 2 x 9,75 mg dagligt.”
Patientklagenævnet fandt ikke, at beslutningen opfylder kravet om mindst indgribende
foranstaltning, jf. psykiatrilovens § 4.
Patientklagenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at den trufne beslutning var
uklart formuleret i forhold til det subsidiære præparat. Det fremgik af beslutningen, at
den primære behandling var injektion depot Cisordinol depot 200 mg hver 14. dag, og
at den subsidiære behandling var injektion Abilify 9,75 mg dagligt med mulighed for
øgning til 2 x 9,75 mg dagligt. Patientklagenævnet måtte efter ordlyden forstå det på
den måde, at såfremt patienten ikke ville modtage behandling med depot Cisordinol,
agtede hospitalet at give patienten daglig injektion med Abilify 9,75 mg med mulighed
for øgning til 2 x 9,75 mg. Da injektion depot Cisordinol måtte anses at være en mere
indgribende behandling end daglig injektionsbehandling med Abilify, fandt Patientkla-
genævnet, at beslutningen ikke opfylder kravet om, at den primære behandling skulle
være den mindst indgribende foranstaltning. Hertil kom, at det under nævnsmødet
blev oplyst, at behandling med injektion Abilify ikke var aktuel på det pågældende
tidspunkt, og således ikke burde have været en del af beslutningen. Patientklagenæv-
net fandt derfor, at det var uklart, hvad patienten var blevet informeret om og motive-
ret for, herunder hvad der var truffet beslutning om.
Patientklagenævnet kunne på denne baggrund ikke godkende overlægens beslutning
om tvangsbehandling.
5.d. Tvangsbehandling
–
alvorlige bivirkninger
Beslutning om tvangsbehandling med Abilify kunne ikke godkendes, idet det
kort tid forud for beslutningen var konstateret, at der ikke havde været effekt
af Abilify, ligesom patienten ifølge de lægelige oplysninger havde bivirkninger
af Abilify.
Overlægen traf den 31. oktober 2016 beslutning om, at en patient, som var over 65
år, skulle ”tvangsbehandles med tablet Abilify 5 mg stigende til 15 mg, og hvis det ik-
ke var muligt med injektion Abilfy 9,75 mg.”
70
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0071.png
Patientklagenævnet fandt med henvisning til
www.pro.medicin.dk,
at der var truffet
beslutning om dosering svarende til de anbefalede doser, men at betingelsen om
tvangsbehandling med færrest mulige bivirkninger ikke var opfyldt.
Patientklagenævnet lagde i den forbindelse vægt på, det i et journalnotat af 14. okto-
ber 2016 fremgik, at patienten kun oplevede delvis forbedring ved behandling med
aripiprazol i form af, at patientens megalomane vrangforestillinger, paranoide symp-
tomer og eufori aftog. Det fremgik tillige af journalnotatet, at patienten havde bivirk-
ninger af behandlingen med Abilify, idet han blev mere og mere trist. Det var i jour-
nalnotatet vurderingen, at det var nødvendigt at starte behandling med anden anti-
psykotisk medicin. Af udskrivelsesnotat af 19. oktober 2016 fremgik det, at behandling
med Abilify blev seponeret på grund af manglende bedring, og af behandlingsplan af
20. oktober 2016 fremgik det, at Abilify blev seponeret på grund af utilstrækkelig ef-
fekt. Endelig fremgik det af journal af 24. oktober 2016, at der blev begyndt en moti-
vationsfase for behandling med Serenase, men det fremgik hverken af journal eller af
lægeerklæring, hvorfor denne motivationsfase ikke blev færdiggjort.
Patientklagenævnet lagde endvidere vægt på, at journalen ikke indeholdt oplysninger
om baggrunden for, at der var valgt Abilify, når det kort tid forinden var konstateret,
at der ikke var tilstrækkelig effekt heraf, ligesom patienten havde bivirkninger ved be-
handling med Abilify.
Patientklagenævnet kunne på denne baggrund ikke godkende overlægens beslutning
om tvangsbehandling med Abilify.
5.e. Tvangsbehandling
–
klagens opsættende virkning
Patientklagenævnet godkendte, at klage ikke var tillagt opsættende virkning,
idet det var nødvendigt at gennemføre behandlingen omgående for at forhin-
dre, at patienten udsatte andre for nærliggende fare.
Overlægen traf den 21. marts 2016 beslutning om, at en patient, som var over 65 år,
skulle ”tvangsbehandles med tablet Risperidon 1 mg evt. stigende til maksimal dosis 5
mg 1 gang dagligt, og hvis det ikke er muligt med injektion Serenase 1 mg i.m. evt.
stigende til maksimal dosis 5 mg i.m. dagligt.”
Patientklagenævnet lagde vægt på, at patienten fra den 16. marts 2016 til og med den
21. marts 2016 var motiveret for medicinsk behandling med tablet Risperidon 1 mg
evt. stigende til maksimal dosis 5 mg 1 gang dagligt, og patienten mindst en gang i
motivationsfasen var blevet informeret om det subsidiære præparat injektion Serenase
1 mg i.m. evt. stigende til maksimal dosis 5 mg i.m. dagligt.
Ifølge
www.pro.medicin.dk
på tidspunktet for overlægens beslutning var initial dosis
ved behandling med tablet Risperidon på grund af risiko for hypotension 1 mg dagligt
stigende over dage til sædvanlig vedligeholdelsesdosis 4-6 mg dagligt. Maksimal dosis
var 16 mg dagligt. Hos ældre (over 65 år) og ved nedsat nyre- og leverfunktion var
initialdosis 0,5 mg 2 gange dagligt. Ved behandling med injektion Serenase var dosis
højst 20 mg dagligt. 5 mg kan gives i.m. hver time til symptomkontrol eller højst 20
mg dagligt.
71
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0072.png
Patientklagenævnet fandt med henvisning
www.pro.medicin.dk,
at Risperidon startdo-
sis på 1 mg lå ud over den sædvanlige startdosis på 0,5 mg 2 gange dagligt for ældre
(over 65 år). I den konkrete sag var dog afgørende for Patientklagenævnet, at den
samlede daglige startdosis var uændret. Patientklagenævnet lagde i den forbindelse
særlig vægt på, at overlægen både i journalen i forbindelse med beslutning om
tvangsbehandling og på nævnsmødet begrundede startdosis på 1 mg med henvisning
til patientens kropsbygning og med henvisning til, at det havde vist sig, at patienten
havde størst effekt af at en startdosis på 1 mg frem for 0,5 mg 2 gange dagligt. Hen-
set til at begrundelsen eksplicit var angivet i journalen, kunne beslutningen godken-
des.
Patientklagenævnet godkendte, at tvangsbehandlingen var begyndt inden, Patientkla-
genævnet traf afgørelse. Patientklagenævnet vurderede, at det var nødvendigt at gen-
nemføre behandlingen omgående for at forhindre, at patienten udsatte andre for nær-
liggende fare. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at patienten ifølge journalen
den 24. marts 2016 havde jagtet personalet rundt om et bord. Patienten var forsøgt
skærmet på sin stue, men patienten barrikaderede i stedet for sin stue, hvor patienten
var bevæbnet med en stol. Det endte med, at politiet måtte tilkaldes, og at patienten
fik akut beroligende i form at injektion Stesolid. Patientklagenævnet lagde endvidere,
at patienten ifølge journalen den 25. marts 2016 stadigvæk fremstod noget anspændt
uden dog at have været direkte truende, og at lægen på grund af patientens uforudsi-
gelige udadreagerende adfærd vurderede, at det var nødvendigt at starte den medi-
cinske tvangsbehandling uden opsættende virkning.
Patientklagenævnet godkendte, at patientens klage over beslutning om
tvangsbehandling ikke var tillagt opsættende virkning.
Overlægen traf den
14. april 2016 beslutning om, at en patient skulle ”tvangsbehand-
les med Abilify smeltetablet 10 mg dagligt stigende til max 15 mg dagligt afhængig af
virkning og bivirkninger, og hvis det ikke er muligt injektion Zyprexa 5 mg x 1 i.m.
dagligt.”
Patientklagenævnet godkendte, at tvangsbehandlingen var begyndt, før at nævnet traf
afgørelse i sagen, idet Patientklagenævnet vurderede, at det var nødvendigt at gen-
nemføre behandlingen omgående for at forhindre, at patienten udsatte andre for nær-
liggende fare. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at patienten var svært parano-
idt tolkende, anspændt og forpint, ligesom patienten havde udtalt, at patienten ville
slå et personale ihjel med henblik på at komme i fængsel og dermed slippe for indlæg-
gelse og medicin. Det blev endvidere vurderet, at der var en øget risiko for vold, og at
patienten direkte var til fare for andre, bl.a. havde det været nødvendigt at bæltefikse-
re patienten, idet patienten efter det oplyste havde kæmpet mod personalet, sparket,
spyttet personalet i ansigtet og prøvet at kradse.
Patientklagenævnet kunne ikke godkende, at patientens klage over beslut-
ning om tvangsbehandling ikke blev tillagt opsættende virkning.
Overlægen traf den 6. maj 2016 afgørelse om, at en patient skulle ”tvangsbehandles
med tablet Abilify 10 mg grundet svært psykopatalogisk billede og farlighed stigende
til maksimalt 30 mg dagligt afhængig af effekt og eventuelle bivirkninger, sædvanlig
72
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0073.png
vedligeholdelsesdosis 15 mg, og hvis det ikke muligt injektion Serenase 5 mg stigende
til maksimalt 20 mg dagligt.”
Patientklagenævnet lagde vægt på, at patienten fra den 3. maj 2016 til og med den 6.
maj 2016 var motiveret for medicinsk behandling med tablet Abilify 10 mg stigende til
maksimalt 30 mg dagligt afhængig af effekt og eventuelle bivirkninger, sædvanlig ved-
ligeholdelsesdosis 15 mg, og at patienten mindst en gang i motivationsfase var infor-
meret om det subsidiære præparat i form af injektion Serenase 5 mg stigende til mak-
simalt 10 mg dagligt.
Med henvisning til
www.pro.medicin.dk,
hvorefter dosis ved behandling med tablet
Abilify sædvanligvis er 10-15 mg 1 gang dagligt og vedligeholdelsesdosis 15 mg 1
gang dagligt, maksimalt 30 mg dagligt, fandt Patientklagenævnet, at den medicin, pa-
tienten skulle behandles med, er et afprøvet lægemiddel, men at dosis var højere end
sædvanlig vedligeholdelsesdosis, der er 15 mg dagligt, men ikke gik over maksimaldo-
seringen på 30 mg dagligt.
Patientklagenævnet lagde konkret vægt på, at patienten siden den 27. april 2016 hav-
de modtaget tablet Abilify 10 mg, og at patienten ikke havde ønsket, at denne dosis
skulle øges. Patientklagenævnet lagde samtidig vægt på overlægens beskrivelse i
journalen, hvor det fremgik, at patienten ikke responderede tilstrækkeligt på Abilify 10
mg, men at patienten havde fået en tiltagende farlig adfærd og var meget forpint, li-
gesom patienten jævnligt havde modtaget beroligende medicin med tvang.
Patientklagenævnet lagde samtidig på, at patienten konkret var blevet informeret om,
at den ordinerede dosis gik ud over sædvanlig vedligeholdelsesdosis, og at overlægen
vurderede, at sædvanlig vedligeholdelsesdosis ikke ville være tilstrækkeligt til at be-
handle patienten. Patientklagenævnet godkendte overlægens beslutning om, at patien-
ten skulle tvangsbehandles med tablet Abilify op til 30 mg.
Vedrørende opsættende virkning henviste Patientklagenævnet til psykiatrilovens § 32,
stk. 3, hvorefter klage over beslutning om tvangsbehandling, jf. kapitel 4, har opsæt-
tende virkning, medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig
for ikke at udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge,
at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller hel-
bred.
Det var efter Patientklagenævnets vurdering ikke dokumenteret i journalen, at der på
klagetidspunktet forelå en nærliggende eller aktuel fare for patientens liv eller helbred,
ligesom Patientklagenævnet heller ikke fandt, at det var dokumenteret i journalen, at
patienten udsatte andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred.
Patientklagenævnet lagde endvidere vægt på, at overlægen i journal af 23. maj 2016
ikke havde udfærdiget notat om klagens modtagelse, men havde noteret, at patienten
i flere dage blev fulgt af personalet med henblik på, at patienten ikke blamerede sig,
forstyrrede medpatienter eller udsatte sig selv eller andre for farlig adfærd. Overlægen
henviste til, at patienten tidligere under indlæggelsen havde hældt vand i en stikkon-
takt.
73
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Patientklagenævnet lagde samtidig vægt på, at det den 26. maj 2016 var noteret i
journalen, at der var modtaget patientklage, at overlægen i notat af 26. maj 2016 i
forbindelse med revurdering af frihedsberøvelse ikke havde noteret noget om den
modtagne klage, samt at overlægen i notat af 27. maj 2016 havde noteret, at patien-
ten
havde klaget over ”den pågående tvangsbehandling og frihedsberøvelse, under-
tegnede vil udfærdige lægeerklæring i weekenden til brug for behandling i Patientkla-
genævnet”, men at der herudover ikke blev taget stilling til betydningen af
patientens
klage.
Patientklagenævnet henledte opmærksomheden på, at det først var når en patient
klagede over en beslutning om tvangsbehandling, at overlægen skulle tage stilling til,
om klagen skulle have opsættende virkning. Overlægen skulle således ikke på beslut-
ningstidspunktet for tvangsbehandlingen have meddelt patienten, at en klage ikke ville
få opsættende virkning, idet patienten endnu ikke havde klaget. Overlægen skulle
derfor straks efter modtagelsen af patientens klage have taget stilling til spørgsmålet
om opsættende virkning.
Patientklagenævnet var opmærksom på bemærkningen i overlægens erklæring af 31.
maj 2016:
”Grundet
hendes psykotiske tilstand og farlighed har patientens ønske om
at klage ikke haft opsættende virkning på iværksættelse af behandling, til behandlet i
patientklagenævnet. Patienten har først den 23.5. ønsket at klage over den pågående
tvangsbehandling, som på daværende tidspunkt heller ikke blev tillagt opsættende
virkning i forhold til den pågående behandling, grundet patientens svære produktive
psykotiske tilstand, farlighed og høje trusselsniveau.”
Patientklagenævnet fandt dog ikke, at dette kunne føre til en ændret afgørelse, idet
denne vurdering ikke var noteret på klagetidspunktet og begrundet i journalen. Pati-
entklagenævnet fandt samtidig anledning til at bemærke, at det heller ikke efter Pati-
entklagenævnets vurdering var godtgjort, at patienten var til nærliggende og aktuel
fare for sig selv.
Patientklagenævnet fandt, at overlægen burde have holdt en pause i tvangsbehandlin-
gen, straks da overlægen modtog patientens klage over beslutningen om tvangsbe-
handling. Pausen i tvangsbehandlingen burde være fortsat til, Patientklagenævnet
havde truffet afgørelse i sagen. Behandlingen kunne genoptages, hvis Patientklage-
nævnet godkendte beslutningen af 6. maj 2016 om tvangsbehandling.
5.f. Tvangsbehandling
–
ECT-behandling
ECT-behandling blev tilsidesat, idet det ikke var godtgjort, at patienten be-
fandt sig i en aktuel eller potentiel livstruende situation.
En patient klagede over, at han i en periode på 26 dage havde fået 14 behandlinger
med ECT.
Patientklagenævnet fandt, at betingelserne i psykiatrilovens § 12 for tvangsbehandling
med ECT ikke var opfyldt.
74
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Patientklagenævnet henviste i den forbindelse til psykiatrilovens § 12, stk. 3, hvorefter
behandling med elektrostimulation kun måtte iværksættes, hvis patienten opfyldte be-
tingelserne i stk. 1 og befinder sig i en aktuel eller potentiel livstruende tilstand. Hertil
kom, at psykiatrilovens § 4 om mindste middels princip skulle iagttages, således at
behandling med elektrostimulation ikke måtte anvendes, såfremt mindre indgribende
behandlingsmetoder var tilstrækkelige.
Patientklagenævnet henviste endvidere til bemærkningerne til psykiatriloven, hvoraf
det fremgår, at ECT givet med tvang kan overvejes ved tilstanden akut delir. Denne
tilstand kunne bl.a. opstå som komplikation i forbindelse med en psykisk lidelse. En
udtalt manitilstand kunne således udvikle sig til akut delir. Det akutte delir kunne være
præget af hallucinationer, søvnløshed og bevægelsesuro. I løbet af kort tid kunne der
komme høj feber, væskemangel og afmatning, og patienten kunne meget hurtigt dø,
hvis behandling ikke blev iværksat. Hvis et akut delir udviklede sig i livstruende ret-
ning, kunne der være indikation for ECT-behandling. I enkelte tilfælde kunne en svær
depression udvikle sig og blive livstruende. Patienten kunne være meget stærkt eller
akut selvmordstruet eller i en så apatisk tilstand, at der var risiko for livsvigtige funkti-
oner f.eks. på grund af manglende indtagelse af føde og væske. I sådanne situationer
kunne ECT givet under tvang overvejes.
Patientklagenævnet fandt det ud fra oplysningerne i sagen ikke godtgjort, at patienten
på tidspunktet for beslutning om behandling med ECT befandt dig i en aktuel eller po-
tentiel livstruende tilstand. Det fremgik af journalen, at patienten var svært psykotisk,
at patienten var verbalt og fysisk truende, at patienten var uden realitetssans, og at
patienten var fortvivlet. Det fremgik af journalen, at patienten spiste og drak suffici-
ent. Der forelå imidlertid ikke oplysninger om, at patienten var i en delirøs tilstand, el-
ler at der på anden måde var fare for patientens liv.
Patientklagenævnet kunne på dette grundlag ikke godkende den iværksatte ECT-
behandling, da patienten ikke befandt sig i en livstruende tilstand.
5.g. Somatisk tvangsbehandling
Ingen afgørelser til omtale i årsberetningen.
6. Beroligende medicin
Det fremgik ikke af journalen, i hvilken dosis der var tilbudt tablet Zyprexa,
og injektion Zyprexa 10 mg kunne derfor ikke godkendes.
Patienten var ifølge journalen hurtigkørende, vred og forpint af din tilstand. Ligeledes
var patienten grænseoverskridende overfor medpatienter, som patienten opsøgte på
stuerne.
Patientklagenævnet lagde vægt på, at personalet ifølge journalen havde forsøgt at be-
rolige patienten og at korrigere patientens adfærd, at patienten var blevet tilbudt be-
roligende medicin, hvilket patienten ikke ønskede at tage imod. I stedet blev patienten
ifølge journalen mere ophidset, låste sig inde på værelset, og smækkede døren i hove-
det på personalet, da personalet bad om at komme ind til patienten for at berolige pa-
tienten, ligesom patienten tilkendegav, at patienten ikke ville tale med personalet.
75
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0076.png
Patientklagenævnet vurderede, at den medicin, patienten blev behandlet med, var et
afprøvet lægemiddel, men Patientklagenævnet fandt imidlertid ikke, at mindste mid-
dels princippet var opfyldt for så vidt angår den medicin, som patienten blev tilbudt og
den medicin, som patienten blev givet med tvang.
Patientklagenævnet lagde vægt på, at det i journalen ikke var dokumenteret, at pati-
enten forud for indgivelsen af injektion Zyprexa 10 mg blev tilbudt frivilligt at tage
samme præparat og dosis som tablet. Patientklagenævnet lagde vægt på, at det i no-
tatet om indgivelsen af den beroligende medicin alene var angivet, at patienten blev
tilbudt ”medicin”, og at
det i et efterfølgende notat udarbejdet af anden læge samme
dag kl. 11.30 var angivet, at patienten forinden indgivelsen af injektion Zyprexa som
beroligende middel, var tilbudt smelttablet Zyprexa, som patienten ikke kunne samar-
bejde om. Det var ikke angivet, hvilken dosis patienten blev tilbudt. Som udgangs-
punkt skal der være overensstemmelse mellem den medicin, som en patient tilbydes
til frivillig indtagelse og den medicin, der efterfølgende gives som beroligende middels
med magt.
Patientklagenævnet henviste endelig til Det Psykiatriske Ankenævns praksis, hvorefter
injektion Zyprexa 10 mg svarer til en højere dosis end tablet Zyprexa 10 mg.
Patientklagenævnet godkendte således ikke beroligende medicin i form af injektion
Zyprexa 10 mg.
Samlet døgndosis beroligende medicin oversteg sædvanlig dosering.
Patienten havde ifølge journalen om aftenen udtalt sig nedladende om personalemed-
lemmer med anden hudfarve, og plejepersonalet havde bedt patienten om ikke at
komme med sådanne udtalelser i afdelingen, hvilket patienten opfattede som en trus-
sel og ikke ville finde sig i. Patientklagenævnet lagde vægt på, at patienten herefter
blev tiltagende diskussionslysten, vredladen og kommanderende og bad om en læge-
samtale, og at patienten ved lægesamtalen blev beskrevet svær at grænsesætte, tilta-
gende højttalende, vredladende, diskuterende og tiltagende urolig.
Patientklagenævnet lagde endvidere vægt på, at der fremgik af journalen, at det ikke
var muligt at tale patienten til ro, at patienten var forsøgt grænsesat, men herefter
blev endnu mere vredladen og diskuterende, at patienten blev forsøgt skærmet til sin
stue, hvilket patienten ikke accepterede, idet patienten stod i døråbningen og var dis-
kuterende og kommanderende. Ligeledes lagde Patientklagenævnet vægt på, at pati-
enten var tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse inden det blev givet med
tvang.
Patientklagenævnet fandt, at det var mindste middel i den konkrete situation at give
patienten beroligende medicin med tvang.
Patientklagenævnet vurderede dog, at kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler
i sædvanlig dosering ikke var opfyldt. Der blev herved lagt vægt på, at patienten tidli-
gere på dagen havde modtaget sin faste medicin i form af Olanzapin 10 mg.
Patientklagenævnet lagde endvidere vægt på, at initialdosis ved behandling med tablet
Olanzapin ifølge medicinfortegnelsen
www.pro.medicin.dk
er 5-10 mg 1 gang dagligt,
fortrinsvis ved sengetid. Vedligeholdelsesdosis er sædvanligvis 5-20 mg dagligt. Det
76
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0077.png
kan dog i særlige tilfælde være nødvendigt og forsvarligt at øge døgndosis op til højst
40 mg i døgnet.
Eftersom patienten kl. 17.15 havde fået sin sædvanlige medicin i form af 10 mg tablet
Olanzapin, fandt Patientklagenævnet, at indgivelsen af beroligende medicin med tvang
samme dag kl. 20.40 i form af tablet Olanzapin 20 mg sammenlagt oversteg sædvan-
lig dosering for tablet Olanzapin, som ifølge medicinfortegnelsen
www.pro.medicin.dk
er 20 mg i døgnet. Patientklagenævnet fandt således, at den samlede dosis tablet
Olanzapin oversteg den sædvanlige dosering på 20 mg, uden at der i journalen var
angivet en konkret begrundelse herfor.
Patientklagenævnet godkendte derfor ikke beroligende medicin i form af smeltetablet
Olanzapin 20 mg.
Patienten fik injektion Serenase 5 mg og injektion Stesolid 10 mg. Manglende
overensstemmelse mellem de tilbudte og de givne præparater.
Patienten var ifølge journalen urolig og højtråbende på gangen, ligesom patienten
havde forulempet medpatienter. Endelig havde patienten ikke sovet i tre dage.
Patientklagenævnet lagde med henvisning til journalen vægt på, at patienten var for-
søgt beroliget ved samtale, at patienten var forsøgt skærmet på sin stue, men at pati-
enten pressede sig forbi personalet og gik ud på gangen, hvor patienten var højtrå-
bende. Patienten var også tilbudt medicin til frivillig indtagelse.
Patientklagenævnet lagde imidlertid til grund, at der ikke var overensstemmelse mel-
lem den medicin, som patienten blev tilbudt, og den medicin, som patienten fik med
tvang. Ved afgørelsen lagde Patientklagenævnet vægt på, at det af journalen fremgik,
at patienten ikke ville tage tablet Oxapax samt 1 tablet Zolpidem, som det tidligere på
aftenen var aftalt med patienten. Det fremgik af journalen, at patienten nægtede at
tage medicinen og ”patienten opfordres til at tage medicinen flere gange, men nægter
at tage medicin flere gange. I henhold til mindste middels princip forsøges i først om-
gang at tilbyde pt. tabl. Oaxpax samt Zolpidem. Dette afviser patienten af flere om-
gange. Da patienten har været højtråbende og forulmpet medpatienter og ikke har
kunnet samarbejde til at tage sin medicin har det været nødvendigt at give tvangsme-
dicin, så patienten har kunnet falde til ro.”
Patientklagenævnet fandt det på den baggrund ikke dokumenteret, at patienten forud
for indgivelse af injektion Serenase 5 mg og injektion Stesolid 10 mg var tilbudt at ta-
ge disse præparater frivilligt. Da det samtidig fremgik af journalen, at patienten var
tilbudt to andre præparater, fandt Patientklagenævnet, at patienten ikke kunne for-
ventes at være bekendt med hvilke præparater, som patienten ville blive givet.
Patientklagenævnet godkendte således ikke beroligende medicin i form af injektion Se-
renase 5 mg og injektion Stesolid 10 mg.
Situation eskalerede efter at patienten blev tilbudt tablet Zyprexa 10 mg til
frivillig indtagelse. Injektionsdosis på Zyprexa 10 mg blev herefter godkendt.
77
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0078.png
Patientklagenævnet vurderede, at patienten, før patienten fik beroligende medicin, var
meget urolig, og at det
–
som situationen udviklede sig
–
var nødvendigt, at patienten
blev bragt til ro, for at patienten kunne få det bedre.
Patientklagenævnet lagde vægt på, at patienten i journalen blev vurderet opkørt og
truende. Patienten var forpint af sin tilstand, og patienten gik hen mod personalet og
fremstod samtidig truende i sit kropssprog, ligesom kontakten med patienten udeluk-
kende var på patientens præmisser.
Patientklagenævnet vurderede, at indgivelsen af beroligende medicin opfyldte kravet
om mindst indgribende foranstaltning. Patientklagenævnet lagde i den forbindelse
vægt på, at patienten ifølge journalen var forsøgt talt til ro og blev forsøgt skærmet,
og der blev givet injektion Zyprexa 10 mg efter at der var blevet tilbudt tablet Zyprexa
10 mg.
Patientklagenævnet lagde endvidere vægt på, at patienten i forbindelse med tilbud om
frivillig indtagelse blev latent truende, gik meget tæt på overlægen og stirrede overlæ-
gen i øjnene i så lang tid, at dette i kombination med kvaliteten af blikkontakten klart
blev opfattet som truende med det resultat, at personale blev tilkaldt fra andre afde-
linger. Lægen valgte herefter at give injektion Zyprexa 10 mg som mindre indgribende
foranstaltning, idet indtrykket herefter umiddelbart ellers tilsagde bæltefiksering.
Patientklagenævnet fandt det herved dokumenteret, at situationen var eskaleret efter
tilbud om tablet Zyprexa 10 mg, og Patientklagenævnet kunne derfor godkende, at
patienten fik injektion Zyprexa 10 mg, som svarer til en højere dosis end den tilbudte
tablet Zyprexa 10 mg. Patientklagenævnet fandt med henvisning til medicinfortegnel-
sen,
www.pro.medicin.dk,
at dosis ikke oversteg sædvanlig dosering.
7. Anvendelse af fysisk magt
Fem tilfælde hvor anvendelse af fysisk magt ikke blev godkendt med henvis-
ning til at kravet mindste middels princip ikke var opfyldt.
I det første tilfælde var patienten ifølge journalen svært opkørt og selvskadende, lige-
som patienten slog sig selv i hovedet med sine arme og råbte og skreg.
I det andet tilfælde var patienten ifølge journalen forpint og selvskadende, ligesom pa-
tienten havde skåret sig på underarmen med glasskår.
I det tredje tilfælde var patienten ifølge journalen svært opkørt og selvskadende, lige-
som patienten slog sig selv hårdt med knytnæver på benet og i ansigtet.
I det fjerde tilfælde var patienten ifølge journalen svært opkørt og selvskadende, lige-
som patienten slog sig selv hårdt over benene og sparkede sig selv. Patienten var tilli-
ge forpint af stemmehøring, der opfordrede patienten til selvskade.
I det femte tilfælde var patienten ifølge journalen svært opkørt og selvskadende, lige-
som patienten slog sig selv og var forpint af stemmehøring, der opfordrede patienten
til selvskade.
Patienten var i de fem tilfælde tilbudt beroligende medicin og/eller forsøgt talt til ro.
78
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Patientklagenævnet fastslog, at beroligende medicin i praksis anses for mindre indgri-
bende end fastholdelse og fiksering, og at fastholdelse anses for mindre indgribende
end fiksering. Hvis der imidlertid er tilkendegivelse fra patienten om, at patienten op-
lever fastholdelse som mere indgribende end fiksering, må der kræves tungtvejende
grund af lægelige karakter for ikke at følge patientens tilkendegivelse herom. Der blev
henvist til psykiatrilovens § 3, stk. 4, hvorefter patienten i forbindelse med indlæggel-
sessamtalen skal høres om evt. tilkendegivelser i forhold til behandlingen, herunder
hvis anvendelse af tvang kommer på tale.
Patientklagenævnet fandt efter en konkret vurdering, at anvendelse af fysisk magt i de
fem tilfælde ikke opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, og Patientkla-
genævnet lagde i den forbindelse vægt på, at det af journalen fremgik, at patienten
havde tilkendegivet over for personalet, at patienten oplevede fastholdelse som mere
indgribende end bæltefiksering. Selvom forhåndstilkendegivelsen ikke fremgik af be-
handlingsplanen, så fremgik det af oplysning fra plejepersonalet ved nævnsmødet, at
plejepersonalet var bekendt med, at patienten foretrak bæltefiksering frem for fasthol-
delse.
Patientklagenævnet fandt således, at det ikke var mindste middel i den fem tilfælde at
fastholde patienten, men at patienten burde havde været fikseret.
8. Personlig skærmning
Ingen afgørelser til omtale i årsberetningen.
79
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
B. Afgørelser fra Det Psykiatriske Ankenævn
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser om tvangsbehandling, anvendelse af fy-
sisk magt, personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærm-
ning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, samt aflåsning af patientstue på Sikrings-
afdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, kan påklages til Det Psyki-
atriske Ankenævn.
Ankenævnet har ændret flere af Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelser og har
herunder bl.a. vedrørende tvangsbehandling slået fast, at motivation skal foretages
forud for og dagligt op til beslutningen om tvangsbehandling, at frivillig indtagelse af
medicin i motivationsperioden afbryder motivationen, der starter forfra, når patienten
igen afviser behandling, at der skal motiveres for hele den primære behandling, der
senere træffes beslutning om, herunder eventuelt dosisinterval, at patienten mindst én
gang i motivationsperioden bliver orienteret om det subsidiære præparat, herunder
eventuelt dosisiinterval, at patienten skal informeres, hvis dosis går ud over sædvanlig
dosis, og at dette skal begrundes og journalføres. Ankenævnet har ved afgørelserne
taget stilling til, om patienten har haft mulighed for at drøfte tvangsbehandlingen med
sin patientrådgiver, og har i sager, hvor betænkningstiden har strakt sig over to døgn
fundet, at patienten havde haft mulighed for at drøfte spørgsmålet med patientrådgi-
veren. Ankenævnet har således godkendt en betænkningstid på to døgn og derover.
Ankenævnet har i flere afgørelser gjort en bemærkning om, at tvangsprotokollen skal
indeholde nøjagtig og korrekt dato for iværksættelse af tvangsbeslutningen, ligesom
der i journalen også bør henvises til tvangsprotokollen. Ligeledes har Ankenævnet be-
mærket, at hele tvangsbeslutningen inkluderende det subsidiære præparat skal frem-
gå af tvangsprotokollen, og der skal være henvisning i journalen til tvangsprotokollen.
Ankenævnet har også påpeget, at tvangsprotokollen for den påklagede tvangsbehand-
ling er nødvendig for vurderingen af, om den besluttede tvang opfylder psykiatrilovens
betingelser herfor, da det er ved udfyldelse af tvangsprotokollen, at der bliver taget
endelig stilling til den samlede beslutning om tvangsbehandling.
1. Tvangsbehandling
Det fremgår af § 3 i psykiatriloven, at behandling på en psykiatrisk afdeling så vidt
muligt skal finde sted med patientens samtykke.
I lovens § 1, stk. 3 er det præciseret, at der ved tvang i denne lov forstås anvendelse
af foranstaltninger, for hvilke der ikke foreligger et informeret samtykke, jf. kapitel 5 i
sundhedsloven.
Af sundhedslovens § 15, stk. 3, fremgår det, at informeret samtykke er et samtykke,
der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side.
Patienten skal, ifølge § 16, blandt andet informeres om sine behandlingsmuligheder,
herunder om risiko for komplikationer og bivirkninger. Informationen skal gives løben-
de og give en forståelig fremstilling af patientens sygdom og den påtænkte behand-
ling.
80
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Hvis det ikke er muligt at opnå patientens informerede samtykke, kan det blive nød-
vendigt at træffe beslutning om tvangsbehandling. I så fald er der en række betingel-
ser, der skal være opfyldt, jf. psykiatrilovens § 12.
Det fremgår af § 12, stk. 1, jf. § 10, at tvangsbehandling kun må anvendes, hvis pati-
enten er sindssyg eller befinder sig i en tilstand, der ganske må sidestilles hermed. I
de klagesager, som Ankenævnet har behandlet, har Ankenævnet fundet, at alle pati-
enterne har opfyldt denne betingelse, hvorfor der ikke vil blive redegjort nærmere her-
for.
Øvrige betingelser, der stilles for motivering og beslutning om at tvangsbehandle, er
følgende:
A. Med hensyn til det primære præparat:
1. Der skal som hovedregel motiveres i maksimalt tre dage, hvor første motivations-
dag er dag nul, da der er tale om en betænkningstidsregel.
2. Der skal løbende være motiveret for et bestemt præparat og en/et bestemt do-
sis/dosisinterval - herunder orienteret om formål, virkninger og eventuelle bivirknin-
ger.
3. Der skal være identitet mellem det præparat og den/det dosis/dosisinterval, der
motiveres for og det præparat og det dosis/dosisinterval, der træffes beslutning om.
4. Der må ikke være diskrepans mellem journal og motivationsskema.
5. Der skal i motivationsforløbet motiveres ensartet for hele dosisintervallet, når den
primære behandling involverer et dosisinterval.
6. Frivillig indtagelse af medicin i motivationsperioden afbryder motivationen, så tidli-
gere motivering ikke medregnes, hvis patienten på ny afviser at modtage medicin.
7. Den ordinerede dosis skal ligge inden for de doser, der i pro.medicin.dk er anført for
initialdoser og sædvanlige doser.
Ved doser, der overstiger sædvanlig dosering skal patienten oplyses herom, og der
skal gives en særskilt begrundelse, som skal journalføres i relation til beslutningen om
tvangsbehandling.
8. Der skal motiveres helt op til beslutningsdagen.
9. Og tvangsbeslutningen
–
og dermed også motiveringen
–
skal nøje følge
pro.medicins retningslinjer for dosisindgivelse.
81
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
B. Med hensyn til det subsidiære præparat:
1. Dosis og dosisinterval skal ligge inden for de retningslinjer, der er angivet i
pro.medicin.dk, jf. ovenfor.
2. Patienten skal mindst én gang i motivationsforløbet være orienteret om dosis, even-
tuelt dosisinterval samt formål, virkninger og eventuelle bivirkninger af det subsidiære
præparat.
Ad A 1: Der skal som hovedregel motiveres i maksimalt tre dage, hvor første
motivationsdag er dag nul, da der er tale om en betænkningstidsregel.
En betænkningstid på 1 døgn, 21 timer og 5 minutter var ikke passende
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling.
Det Psykiatriske Patientklagenævn gav følgende begrundelse for at godkende en be-
tænkningstid på under to døgn:
”Patienten
var dermed tilbudt medicin gennem 1 døgn, 21 timer og 5 minutter, før der
den 30. september 2016 blev truffet beslutning om tvangsbehandling med smeltetab-
let Zyprexa 5 mg stigende til 20 mg afhængig af effekt og bivirkninger og subsidiært
injektion Zyprexa 2,5 mg stigende til 10 mg.
Nævnet bemærker (ovennævnte bekendtgørelses § 3, stk. 3 (bekendtgørelse nr. 1338
af 2. december 2010 som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 1107 af 11. septem-
ber 2015 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelin-
ger)), at overlægen i sin vurdering af betænkningstidens varighed blandt andet skal
lægge vægt på sygdommens alvorlighed og varighed, din ambivalens i forhold til be-
handlingstilbuddet, om den manglende medicinering vil kunne medføre anvendelse af
andre former for tvang, samt din forpinthed m.v.
Nævnet har ud fra en konkret vurdering fundet, at en betænkningstid på 1 døgn, 21
timer og 5 minutter i dit tilfælde har været en passende betænkningstid for, at patien-
ten kunne overveje dit samtykke til behandlingen.
Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at overlægen har vurderet, at patienten
har en symptomtung akut skizofreni med et højt angst- og stressniveau, og at patien-
ten er forpint Overlægen skønner, at det er nødvendigt, at patienten snarest muligt får
iværksat behandling for at øge sandsynligheden for en væsentlig bedring i din tilstand,
ligesom overlægen vurderer, at såfremt behandling ikke påbegyndes snarest, vil det
kunne medføre væsentlig forværring også på længere sigt, og at det muligvis vil blive
vanskeligere at behandle dig jo længere tid der går, før der bliver iværksat en suffici-
ent antipsykotisk behandling. Hertil kommer, at patienten under hele indlæggelsen har
været afvisende over for at modtage behandling med antipsykotisk medicin og fast-
holdt, at patienten
ikke er psykisk syg.”
På Det Psykiatriske Patientklagenævns møde oplyste overlægen på forespørgsel om
grunden til den korte betænkning tid følgende:
82
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
”Overlægen tilføjede, at årsagen til den korte betænkningstid, der var under tre døgn
bl.a. var, at din tilstand var blevet dårligere, og der havde været overvejelser om ikke
at give din
klage opsættende virkning.”
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ankenævnet fandt, at patienten burde have haft en betænkningstid på over 2 døgn,
idet det ikke kunne afvises, at patienten ville have modtaget behandlingen frivilligt,
såfremt der var forsøgt motiveret i længere tid.
Ankenævnet var opmærksomt på, at patienten tidligere havde været motiveret for
præparatet i et andet dosisinterval, som var blevet underkendt af Det Psykiatriske Pa-
tientklagenævn.
Det var dog Ankenævnets opfattelse, at dette ikke var tilstrækkeligt til at medføre, at
motivation for et andet dosisinterval kunne forkortes unødigt, medmindre dette var
konkret begrundet i patientens tilstand og fremgik af journalen.
Ankenævnet ændrede på den baggrund Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
En betænkningstid på 1 døgn, 20 timer og 27 minutter var passende
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke overlægens beslutning om tvangs-
behandling.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af § 3, stk. 1, i bekendtgørelse om anvendelse af
anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, at tvangsmedicinering
forudsætter at vedvarende forsøg er gjort på at forklare patienten behandlingens nød-
vendighed, bortset fra akutte situationer, hvor udsættelse af behandlingen er til fare
for patientens liv eller helbred.
Af § 3, stk. 5, fremgår at patienten i betænkningstiden dagligt skal tilbydes medicin til
frivillig indtagelse, og at den forsøgte motivation skal journalføres. Af § 3, stk. 4,
fremgår hertil, at patienten så vidt muligt skal have haft mulighed for at drøfte
spørgsmålet med sin patientrådgiver.
Det fremgår af § 3, stk. 3, i bekendtgørelsen, at overlægen i sin vurdering af betænk-
ningstidens varighed blandt andet skal lægge vægt på sygdommens alvorlighed og va-
righed, patientens ambivalens i forhold til behandlingstilbuddet, om den manglende
medicinering vil kunne medføre anvendelse af andre former for tvang, samt patientens
forpinthed m.v.
Det var på denne baggrund ankenævnets opfattelse, at det var en konkret vurdering,
hvor lang betænkningstiden skulle være, og at bestemmelsen hverken forhindrede
overlægen i at give patienten en kortere eller længere betænkningstid end tre dage.
Ankenævnet havde ikke fundet grundlag for at tilsidesætte overlægens skøn om, at en
betænkningstid på 1 døgn, 20 timer og 27 minutter var passende for patienten, da det
83
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
fremgik af journalen, at patienten var uden sygdomsindsigt og afvisende overfor medi-
cinering.
Ankenævnet havde hertil lagt vægt på, at patientens aktuelle medicin ikke havde med-
ført en bedring i patientens tilstand, hvorfor det i flere tilfælde havde været nødven-
digt at fastholde og bæltefiksere patienten hvilket stressede og belastede patienten.
Patienten fik i betænkningstiden mulighed for at drøfte beslutningen om tvangsbe-
handling med sin patientrådgiver.
Ankenævnet fandt på denne baggrund, at bekendtgørelsens § 3, stk. 1, stk. 3, stk. 4
og stk. 5, var opfyldt.
Ankenævnet fandt herefter, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst
indgribende foranstaltning i relation til betænkningstiden.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
***
Det Psykiatriske Patientklagenævn vil drøfte indholdet af de to ovennævnte afgørelser
med Det Psykiatriske Ankenævn.
En betænkningstid på 4 døgn og 55 minutter var passende
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling, herunder havde Det Psykiatriske Patientklagenævn fundet, at betænk-
ningstiden var passende.
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte overlægens skøn om, at en be-
tænkningstid på 4 døgn og 55 min var passende for patienten.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten var ambivalent over for den medicinske be-
handling, og at patienten ifølge oplysningerne ikke fremstod så forpint, at det var ufor-
svarligt at give patienten en betænkningstid på 4 døgn og 55 min.
Ligeledes frembød patienten ikke fare for sig selv eller andre, og det var ikke nødven-
digt i betænkningstiden at anvende andre former for tvang.
Ankenævnet tiltrådte det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
En betænkningstid på 3 døgn og 23 timer var for lang
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling, herunder havde Det Psykiatriske Patientklagenævn fundet, at betænk-
ningstiden var passende.
Ankenævnet fandt grundlag for at tilsidesætte overlægens skøn om, at en betænk-
ningstid på 3 døgn og 23 timer var passende for patienten, da det fremgik af journa-
len, at patienten var vurderet farlig for sine omgivelser samt i fare for at udvikle deliri-
84
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
um. Patienten var således tvangsfikseret i hele motivationsfasen og fik desuden dagligt
indgivet beroligende middel med magt, hvorfor ankenævnet vurderede, at betænk-
ningstiden var unødig lang.
Ankenævnet fandt på den baggrund ikke, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om
mindst indgribende foranstaltning i relation til betænkningstiden.
Ankenævnet ændrede derfor Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Indtagelse af medicin under protest i motivationsfasen anses for tvangsbe-
handling
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke taget stilling til, at patienten ifølge mo-
tivationsarket den 25. oktober 2015 havde modtaget tablet Risperdal 1 mg i forbindel-
se med, at patienten var blevet motiveret herfor.
Ifølge journalen samme dag kl. 13.30 havde patienten forklaret, at denne ikke ønske-
de at være på afdelingen, og at patienten ville forlade den, hvis ikke patienten var ind-
lagt, ligesom patienten ikke ønskede den medicin, patienten havde taget for første
gang imod sin vilje samme dag.
Den 26. oktober 2015 fremgik det af journalen, at patienten dagen inden havde taget
1 mg Risperdal under protest, idet patienten havde forstået, at patienten ellers ville
modtage medicinen i form af injektion med tvang. Patienten oplyste, at patienten fort-
sat ikke ønskede at tage medicinen.
Ankenævnet oplyste, at såfremt en patient var af den opfattelse, at der var indledt
tvangsbehandling, var det ankenævnets opfattelse, at det skulle sikres, at patienten
blev bragt ud af sin vildfarelse, og hvis dette ikke bliver gjort, måtte medicineringen
betragtes som tvangsbehandling, uanset der reelt ikke var truffet beslutning om
tvangsbehandling.
Ankenævnet lagde på denne baggrund til grund, at patienten blev tvangsbehandlet
med Risperdal 1 mg den 25. oktober 2015.
Det var ankenævnets opfattelse, at der forud for tvangsbehandlingen den 25. oktober
2015 ikke blev taget stilling til, hvorvidt psykiatrilovens bestemmelser vedrørende akut
tvangsbehandling på daværende tidspunkt var opfyldte.
Ankenævnet fandt under de omstændigheder, at tvangsbehandlingen af patienten den
25. oktober 2016 var i strid med psykiatriloven.
Ad A 2: Der skal løbende være motiveret for et bestemt præparat og en/et
bestemt dosis/dosisinterval - herunder orienteret om formål, virkninger og
eventuelle bivirkninger.
Der skal motiveres konkret for det dosisinterval, der træffes beslutning om,
og det skal fremgå af journalen, at der er motiveret for hele dosisintervallet
–
motivation ikke tilstrækkelig konkret og entydig, hvis der motiveres for tablet
85
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Olanzapin 10 mg op til max. 20 mg, samtidig med at det oplyses, at dosisin-
tervallet går fra 5 til 20 mg
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med tablet Olanzapin 10 mg x 1 dagligt. Potentiel dosisinterval 5-20 mg
dagligt, afhængig af effekt og bivirkninger, subsidiært injektion Abilify 9,75 mg x 1
dagligt.
Ankenævnets oplyste, at der skulle motiveres konkret for det dosisinterval, der efter-
følgende blev truffet beslutning om. Det skulle fremgå af journalen, at der var motive-
ret for hele dosisintervallet.
Ankenævnet bemærkede, at patienten ifølge motivationsskemaet blev motiveret for
tablet Olanzapin 10 mg x 1 dagligt, potentielt i dosisintervallet 5-20 mg dagligt, af-
hængig af effekt og bivirkninger fra den 29. august 2016 til den 2. september 2016.
Ankenævnet bemærkede videre, at der er uoverensstemmelse imellem journalen for
så vidt angik den 31. august 2016, idet det fremgik af journalen, at patienten alene
blev motiveret for tablet Olanzapin 10 mg.
Det var herefter ankenævnets opfattelse, at det alene var perioden fra den 1. septem-
ber 2016 kl. 11.25 til den 2. september 2016 kl. 11, der kunne betragtes som reel be-
tænkningstid.
Ankenævnet oplyste, at patienten skulle tilbydes en konkret og entydig behandling.
Det var dog ankenævnets vurdering, at motivationen i perioden fra den 1. september
2016 kl. 11.25 til den 2. september 2016 kl. 11, ikke var tilstrækkelig konkret og en-
tydig, idet der blev motiveret for tablet Olanzapin 10 mg optil 20 mg, samtidig med at
patienten blev oplyst, at dosisintervallet gik fra 5 til 20 mg.
Det var på denne baggrund ankenævnets opfattelse, at det ikke var tilstrækkeligt klart
for patienten, hvilken dosis patienten ønskedes behandlet med.
Ankenævnet fandt derfor ikke, at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldte.
Ankenævnet ændrede på denne baggrund den afgørelse, der er truffet af Det Psykia-
triske Patientklagenævn.
Ad A 4: Der må ikke være diskrepans mellem journal og motivationsskema.
Diskrepans mellem motivationsark og journal
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning af 23. no-
vember 2015 om tvangsbehandling med tablet Risperdal 5 mg med eventuel stigning
til 9 mg, subsidiært injektion Zyprexa 10 mg i.m. dagligt.
Det fremgik af journalen, at patienten var blevet motiveret for tvangsbehandling dag-
ligt fra den 19. november 2015 kl. 10 til den 23. november 2015 kl. 15.15, hvor der
86
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
blev truffet beslutning om tvangsbehandling med tablet Risperdal 5 mg med eventuel
stigning til 9 mg, subsidiært injektion Zyprexa 10 mg i.m. dagligt.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af journalen den 19. november 2015, at pati-
enten var blevet motiveret for tablet Risperdal 5 mg med eventuel stigning til 9 mg,
subsidiært injektion Zyprexa 10 mg i.m. dagligt. Senere samme dag fremgik det af
journalen, at patienten blev tilbudt 5 mg Risperdal, hvilket patienten ikke ønskede. Pa-
tienten modtog herefter 4 mg som led i tvangsbehandling.
Den 20. november 2015 fremgik det af journalen, at patienten modtog 4 mg Risperdal
som led i tvangsbehandling, og at patienten blev tilbudt yderligere 1 mg, hvilket pati-
enten afviste.
Den 21. november 2015 fremgik det af journalen, at patienten modtog 4 mg Risperdal
som led i tvangsbehandling, og at patienten samtidig blev motiveret for hele den pri-
mære tvangsbehandling.
Den 22. november 2015 fremgik det af journalen, at patienten modtog 4 mg Risperdal
som led i tvangsbehandlingen, og at patienten blev tilbudt yderligere 1 mg, hvilket pa-
tienten afviste.
Ankenævnet fandt det herefter ikke godgjort, at patienten blev motiveret for hele
dosisintervallet i perioden fra den 19. til den 22. november 2015, på trods af, at det
fremgik af motivationsarket, at patienten blev motiveret for hele den primære tvangs-
behandling dagligt fra den 19. til den 22. november 2015.
Ankenævnet lagde vægt på, at der var diskrepans mellem motivationsarket og den øv-
rige journal, om hvad der blev motiveret for.
Det var på denne baggrund ankenævnets vurdering, at perioden fra den 19. til den 22.
november 2015 ikke kunne betragtes som betænkningstid i relation til den beslutning
om tvangsbehandling, der blev truffet den 23. november 2015.
Ankenævnet lagde herved lagt vægt på, at det ikke kunne antages at have været til-
strækkeligt klart for patienten, hvilken dosis der blev motiveret for.
Ankenævnet fandt heller ikke, at der forelå en akut situation, hvor udsættelse af be-
handlingen ville være til fare for patientens liv eller helbred.
Ankenævnet fandt således, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst ind-
gribende foranstaltning i relation til betænkningstiden.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad A 5: Der skal i motivationsforløbet motiveres ensartet for hele dosisinter-
vallet, når den primære behandling involverer et dosisinterval.
Der skal i motivationsperioden konsekvent være motiveret for hele behand-
lingen
87
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0088.png
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning af 16. juni
2016 om behandling med injektion Xeplion 150 mg dag 1 og 100 mg dag 2, herefter
75 mg hver 4. uge justeret efter effekt og bivirkninger i intervallet 75 mg hver 3.-5.
uge.
Motivationen den 13. juni 2016
Det fremgik af journalen, at patienten blev motiveret for behandling med Xeplion 150
mg dag 1 og 100 mg dag 2, herefter 75 mg hver 4. uge justeret efter effekt og bivirk-
ninger i intervallet 75 mg hver 3.-5. uge, og at patienten skulle motiveres herfor i 3
dage.
Motivationen den 14. juni 2016
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af journalen, at patienten blev motiveret for
behandling med Xeplion 150 mg dagligt.
Ankenævnet havde imidlertid videre bemærket, at det fremgik af afgørelsen fra Det
Psykiatriske Patientklagenævn, at overlægen på mødet oplyste, at der var tale om en
skrivefejl i journalen,idet behandling med Xeplion foregik ved, at der blev givet 150
mg dag 1. Endelig havde ankenævnet bemærket, at det fremgik af journalen, at pati-
enten var afvisende i kontakten, og at patienten ved ethvert forsøg på kontakt be-
stemt lukkede sin dør.
Motivationen den 15. juni 2016
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af journalen, at patienten blev motiveret for
behandling med Xeplion initialt 150 mg. Det fremgik videre, at der blev påført data på
motivationsskemaet.
Ankenævnet havde hertil bemærket, at det fremgik af motivationsskemaet, at patien-
ten blev motiveret for Xeplion 150 mg, på 8. dagen 100 mg, herefter 75 mg hver 4.
uge,justeret efter effekt og bivirkninger.
Motivationen den 16. juni 2016
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af motivationsskemaet, at patienten blev mo-
tiveret for Xeplion 150 mg.
Ankenævnet havde videre bemærket, at det fremgik af journalen, at patienten gen-
nem de sidste 4 dage var motiveret for tidligere afprøvet præparat i form af Xeplion,
og at patienten var informeret om, at det skulle gives initialt som injektion Xeplion 150
mg, på 8. dagen Xeplion 100 mg og herefter vedligeholdelsesdosis på 75 mg hver 4.
uge, justeret efter virkning og bivirkninger i intervallet 75 mg hver 3.-5. uge. Patien-
ten havde fået udleveret skriftligt materiale om præparatet, da patienten havde af-
brudt motivationen vedvarende under lægesamtalerne.
Samlet konklusion vedrørende motivationen
Det var ankenævnets vurdering, at det ikke havde fremstået tilstrækkeligt klart for pa-
tienten, hvilken behandling patienten blev motiveret for, idet patienten ikke konse-
kvent blev motiveret for hele behandlingen, herunder justeringen af vedligeholdelses-
dosis efter effekt og bivirkninger.
88
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet fandt på denne baggrund, at patienten reelt ikke blev givet betænknings-
tid i relation til den beslutning om tvangsbehandling, der blev truffet den 16. juni
2016.
Ankenævnet fandt ikke, at bekendtgørelsens § 3, stk. 1 (bekendtgørelse om anvendel-
se af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger), var opfyldt, da pa-
tienten reelt ikke blev givet betænkningstid i relation til den beslutning om tvangsbe-
handling, der blev truffet den 16. juni 2016.
Ankenævnet bemærkede, at klagen blev tillagt opsættende virkning, ligesom det ikke
fremgik af journalen, at der var tale om en akut situation.
Det var herefter ankenævnets vurdering, at der ikke forelå en akut situation, hvor ud-
sættelse af behandlingen ville være til fare for patientens liv eller helbred.
Ankenævnet fandt derfor ikke, at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldte.
Ankenævnet ændrede på denne baggrund Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørel-
se.
Ad A 6: Frivillig indtagelse af medicin i motivationsperioden afbryder motiva-
tionen, så tidligere motivering ikke medregnes, hvis patienten på ny afviser at
modtage medicin.
Frivillig indtagelse af medicin i motivationsperioden afbryder motivationen
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling.
Af journalen for den 23. juni 2016 fremgik, at patienten i forbindelse med motivatio-
nen
valgte at tage medicinen. Patienten sagde ”kom bare med den, jeg skal nok lade
være med at slå medicinen ud af din hånd.” Det fremgik videre, at patienten virkede
rolig og samarbejdsvillig, men at det var meget uvist, om patienten havde holdt medi-
cinen i sig, da patienten tidligere havde snydt med den akut beroligende medicin, pati-
enten havde fået.
Det var ankenævnets opfattelse, at patienten indtog den tilbudte medicin frivilligt den
23. juni 2016 på trods af, at det var uvist, om patienten holdt den i sig.
Det var videre ankenævnets opfattelse, at frivillig indtagelse af medicin i motivations-
perioden
afbryder motivationen, således at den tidligere motivation ikke medregnes, såfremt
patienten på ny afviser at modtage medicin.
Det var herefter ankenævnets opfattelse, at da patienten igen afviste behandlingen
den 24. juni 2016, blev motivationen startet på ny, hvorfor patienten alene blev moti-
veret den 24. juni 2016, om end patienten blev motiveret tre gange denne dag, inden
der kl. 18.15 blev truffet beslutning om tvangsbehandling.
89
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0090.png
Ankenævnet fandt, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende
foranstaltning.
Ankenævnet lagde vægt på, at det ovenfor var lagt til grund, at patienten alene blev
motiveret den 24. juni 2016, og at der ikke forelå en akut situation, hvor udsættelse af
behandlingen var til fare for patientens liv eller helbred.
Ankenævnet ændrede på denne baggrund den afgørelse, der var truffet af Det Psykia-
triske Patientklagenævn.
Ad A 7: Den ordinerede dosis skal ligge inden for de doser, der i
pro.medicin.dk er anført for initialdoser og sædvanlige doser.
Anbefalinger af dosis for de enkelte præparater fremgår af medicinfortegnelsen på
www.pro.medicin.dk.
Om den besluttede dosis er sædvanlig skal blandt andet vurde-
res ud fra patientens alder og ud fra administrationsmåde. Når en patient er over 65
år, betragtes denne som ældre. Endvidere skal baggrunden for at ordinere en enkelt-
dosis, der går ud over sædvanlig dosis, som angivet på pro.medicin.dk, oplyses i jour-
nalen i relation til beslutningen om tvangsbehandling, og patienten skal informeres
herom. Det er ikke tilstrækkeligt, at begrundelsen fremgår af tvangsprotokollen eller af
lægeerklæringen.
Ikke godkendt højere dosis end sædvanlig dosis
Eksempel 1:
Abilify op til 30 mg ikke godkendt
–
ikke tilstrækkeligt godtgjort, at sædvan-
lig vedligeholdelsesdosis ikke ville være tilstrækkelig
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke godkendt overlægens beslutning om
tvangsbehandling med smeltetablet Abilify 10 mg dagligt eventuelt stigende til 30 mg
dagligt, alternativt injektion Abilify 9,75 mg dagligt eventuelt stigende til 9,75 mg x 2
dagligt
Ankenævnet fandt, at den besluttede dosering på tablet Abilify op til 30 mg gik udover
det, der pro.medicin.dk var angivet som sædvanlig dosering ved tabletbehandling.
Ankenævnet havde bemærket, at det fremgik af journalen, at baggrunden for at gå ud
over sædvanlig dosering var, at patienten var paranoid, psykotisk og forpint.
Ankenævnet fandt imidlertid ikke, at det var tilstrækkelig godtgjort, at sædvanlig ved-
ligeholdelsesdosis ikke ville være tilstrækkelig til behandling af patientens psykiske til-
stand.
Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke fremgik oplysninger af journalen om, at pati-
enten havde behov for store doser antipsykotisk medicin, ligesom der ikke fremgik op-
lysninger om, at patienten tidligere havde været forsøgt behandlet med tablet Abilify i
sædvanlig dosis uden tilstrækkelig effekt.
90
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet tiltrådte derfor Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om ikke at
godkende overlægens beslutning om tvangsbehandling.
Eksempel 2:
Olanzapin op til 30 mg ikke godkendt
–
svær psykotisk tilstand ikke tilstræk-
kelig konkret begrundelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med tablet Olanzapin 10-30 mg, subsidiært injektion Serenase 5-10 mg.
Ankenævnet fandt, at den besluttede dosering med tablet Olanzapin op til 30 mg gik
ud over det, der på pro.medicin.dk var angivet som sædvanlig dosering.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af journalen, at der blev truffet beslutning om
en dosis ud over den sædvanlige på grund af patientens svære psykotiske tilstand.
Det var dog ankenævnets vurdering, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort og konkret
begrundet i journalen, at der var behov for at træffe en beslutning om tvangsbehand-
ling med tablet Olanzapin på op til 30 mg dagligt på baggrund af patientens tilstand,
og at sædvanlig vedligeholdelsesdosis ikke ville være tilstrækkelig.
Ankenævnet lagde vægt på, at det ikke fremgik af journalen, at patienten tidligere
havde modtaget behandling med tablet Olanzapin.
Ankenævnet godkendte derfor ikke beslutningen om tvangsbehandling og ændrede
Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Godkendelse af højere dosis end sædvanlig dosis end sædvanlig dosis
Eksempel 1:
Abilify op til 30 mg godkendt
Der Psykiatriske Patientklagenævn (flertal) havde godkendt overlægens beslutning om
tvangsbehandling med smeltetablet Abilify 10-30 mg.
Ankenævnet fandt, at den besluttede dosering på tablet Abilify 10-30 mg ikke var
sædvanlig, idet det fremgik af pro.medicin.dk, at sædvanlig dosis var 10-15 mg.
Det var Ankenævnets opfattelse, at det af journalen konkret fremgik med hvilken be-
grundelse, der blev ordineret en dosis, der gik udover den på pro.medicin.dk angivne
sædvanlig dosis.
Ankenævnet lagde vægt på, at overlægen begrundede den usædvanlige dosis med, at
patienten ikke havde haft tilstrækkelig effekt af den hidtidige behandling med injektion
Abilify i en dosering på 9,75 mg en gang dagligt.
Ankenævnet bemærkede videre, at patienten havde været forsøgt behandlet med
denne dosis igennem cirka to måneder uden tilstrækkelig effekt.
91
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Endelig lagde ankenævnet vægt på, at det fremgik, at patienten konkret var blevet in-
formeret om, at den ordinerede dosis gik udover sædvanlig dosis.
Ankenævnet fandt herefter ud fra en konkret vurdering, at den besluttede dosis var
sædvanlig for patienten, idet det var overlægens vurdering, at det ville blive nødven-
digt
–
og forsvarligt
–
at øge døgndosis af tablet Abilify op til højst 30 mg i døgnet,
idet der ikke havde været tilstrækkelig effekt af injektion Abilify 9,75 mg.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 2:
Olanzapin op til 40 mg godkendt
–
tidligere erfaring
–
patienten var ryger og i
en akut fase
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med smeltetablet Olanzapin 10-40 mg, subsidiært injektion Zyprexa 10-20
mg dagligt.
Ankenævnet bemærkede, at den besluttede dosering på op til 40 mg gik ud over det,
der på pro.medicin var angivet som sædvanlig dosis.
Ankenævnet bemærkede videre, at det af journalen fremgik med hvilken begrundelse,
der blev ordineret en dosis, der gik udover den på pro.medicin.dk angivne sædvanlig
dosis.
Ankenævnet fandt efter en konkret vurdering, at den besluttede dosis var sædvanlig
for patienten, idet det var nødvendigt
–
og forsvarligt
–
at øge døgndosis op til højst
40 mg i døgnet.
Ankenævnet lagde vægt på, at det af journalen i relation til beslutningen om tvangs-
behandling fremgik, at der blev ordineret en dosis op til 40 mg dagligt på grund af tid-
ligere erfaring med, at det var nødvendigt at anvende højere dosis end sædvanlig do-
sis på 20 mg. Dette skyldtes, at patienten var ryger og dermed omsatte medicinen
hurtigere, ligesom patienten var i en akut fase og var tiltagende aggressiv.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at patienten tidligere havde modtaget Olanzapin op
til 20 mg med god effekt på tilstanden, men med hurtigt tilbagefald efter ophør af me-
dicineringen.
Endelig lagde ankenævnet vægt på, at det var dokumenteret i journalen, at patienten
blev informeret om, der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med en dosis, der
gik ud over den dosering, der på pro.medicin.dk var angivet som sædvanlig.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 3:
Olanzapin op til 40 mg godkendt
–
tidligere erfaring
–
patienten var en meget
høj mand
92
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med tablet Zyprexa med startdosis 10 mg dagligt stigende til maksimal do-
sis 40 mg dagligt, subsidiært injektion Serenase startende med 2 mg i.m. stigende til
maksimalt 20 mg i.m. dagligt.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at ved
behandling af skizofreni med tablet Zyprexa, anvendtes initialt 5-10 mg 1 gang dag-
ligt, fortrinsvis ved sengetid. Vedligeholdelsesdosis var sædvanligvis 5-20 mg daglig.
Det kunne dog, i særlige tilfælde, være nødvendigt og forsvarligt at øge døgndosis op
til højst 40 mg i døgnet.
Ankenævnet oplyste videre, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at
ved behandling af psykoser med injektion Serenase, anvendtes højst 20 mg dagligt. 5
mg kunne gives i.m. hver time til symptomkontrol eller højst 20 mg dagligt.
Ankenævnet fandt herefter, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af
afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Nævnet lagde vægt på, at Zyprexa og Serenase var almindeligt anvendte og velafprø-
vede lægemidler, ligesom de besluttede doseringer var almindelige for patienten.
Ankenævnet lagde vægt på, at det af journalen i relation til beslutningen om tvangs-
behandling fremgik, at der blev ordineret op til 40 mg Zyprexa dagligt, idet patienten
tidligere havde modtaget tablet Zyprexa 40 mg dagligt uden bivirkninger og med en
delvis god virkning, ligesom patienten var en meget høj mand.
Endelig lagde ankenævnet vægt på, at der primært blev besluttet tvangsbehandling
med tablet og subsidiært med injektion.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad A 9: Og tvangsbeslutningen
–
og dermed også motiveringen
–
skal nøje
følge pro.medicins retningslinjer for dosisindgivelse.
Dosis ved mani (Olanzapin)
–
fordeling af dosis på flere doser (Abilify)
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med tablet Olanzapin 10 mg dagligt, stigende afhængigt af virkning samt
bivirkninger, med plan om 15 mg på andet døgn og til maksimal dosis på 20 mg på
tredje døgn. Alternativt injektion Olanzapin 5 mg i.m. første døgn, som øges til 10 mg
i.m. på andet og tredje døgn. Injektionerne skal stoppes efter 3 døgn, hvorefter der
skal anvendes injektion Abilify 7,5 mg i.m. med mulighed for øgning til 15 mg i.m.
Patienten befandt sig i en psykotisk tilstand præget af svær mani.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at ved
behandling af mani med tablet Olanzapin, anvendtes initialt som monoterapi 15 mg 1
gang dagligt. Det kunne dog være nødvendigt og forsvarligt at øge døgndosis op til
højst 40 mg i døgnet. Ved behandling med injektion Olanzapin, anvendtes initialdosis
93
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
5-10 mg 1 gang i.m. Dosis kunne gentages efter 2 timer, højst 20 mg dagligt. Senest
efter tre dage burde der skiftes til oral behandling.
Ankenævnet kunne videre oplyse, at det fremgik af medicinoversigten på
pro.medicin.dk, at ved behandling med injektion Abilify, anvendtes sædvanligvis initial
dosis 9,75 mg dagligt i.m. Dosis kunne gentages efter behov efter mindst 2 timer. Højt
tre injektioner dagligt og højt 30 mg aripiprazol dagligt.
Ankenævnet havde bemærket, at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling
med tablet Olanzapin 10 mg dagligt, stigende afhængigt af virkning samt bivirkninger,
men med plan om 15 mg på andet døgn og til maksimal dosis på 20 mg på tredje
døgn.
Ankenævnet havde endvidere bemærket, at der blev truffet beslutning om tertiær be-
handling med injektion Abilify 7,5 mg i.m. med mulighed for øgning til 15 mg i.m.
Ankenævnet fandt herefter, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af
afprøvede lægemidler med færrest mulige bivirkninger.
Nævnet lagde herved lagt vægt på, at Olanzapin og Abilify var almindeligt anvendte og
velafprøvede lægemidler.
Ankenævnet fandt imidlertid ikke, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om sædvan-
lig dosering.
Ankenævnet lagde herved lagt vægt på, at for så vidt angik tablet Zyprexa blev der
ordineret en dosis, der gik ud over den sædvanlige dosis, som i henhold til
pro.medicin.dk er op til 15 mg ved behandling af mani.
For så vidt angår injektion Abilify blev der ordineret op til 15 mg uden angivelse af, at
dosis i henhold til pro.medicin.dk skulle fordeles på flere doser.
Ankenævnet lagde endvidere lagt vægt på, at der af journalen i relation til beslutnin-
gen om tvangsbehandling ikke fremgik oplysninger om, hvad baggrunden var for at
ordinere en dosis og dosisadministration, der gik ud over den sædvanlige dosering
som angivet på pro.medicin.dk.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Dosis ved behandling af ældre
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte overlægens beslutning om tvangsbe-
handling af 75 årig patient med tablet Risperdal 0,5 - 3 mg dagligt afhængig af virk-
ninger og bivirkninger, subsidiært med injektion Zyprexa 2,5 - 5 mg i.m. dagligt, mere
subsidiært med injektion Serenase 2,5 - 5 mg i.m. dagligt.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at sæd-
vanlig dosering for tablet Risperdal for ældre er initialt 0,5 mg 2 gange dagligt. Dosis
kunne justeres med 0,5 mg 2 gange dagligt til normalt 1-2 mg 2 gange dagligt.
94
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet oplyste videre, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at
sædvanlig dosering ved injektion Zyprexa var initialt sædvanligvis 5-10 mg i.m. For
ældre 2,5-5 mg i.m.
Ankenævnet kunne endvidere oplyse, at det fremgik af medicinoversigten på
pro.medicin.dk, at ved injektionsvæske Serenase blev der givet højst 20 mg dagligt. 5
mg kunne gives i.m. hver time til symptomkontrol eller højst 20 mg dagligt. Desuden
forsigtighed til ældre - bl.a. pga. øget risiko for ortostatisk hypotension.
Ankenævnet fandt herefter, at tvangsbehandlingen ikke opfyldte kravet om anvendel-
se af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Nævnet lagde vægt på, at Risperdal, Zyprexa samt Serenase var almindeligt anvendte
og velafprøvede lægemidler, men at den besluttede dosisadministration, for så vidt
angik tablet Risperdal, gik ud over det, der på pro.medicin.dk er angivet som sædvan-
lig dosering.
Ankenævnet lagde vægt på, at der af journalen i relation til beslutningen om tvangs-
behandling ikke fremgik oplysninger om, hvad baggrunden var for at ordinere en do-
sisadministration, der gik ud over den sædvanlige dosering som angivet på
pro.medicin.dk.
Det var således ankenævnets opfattelse, at det ikke af journalen konkret fremgik med
hvilken begrundelse, der blev ordineret en dosisadministration, der gik ud over det på
pro.medicin.dk angivne sædvanlige dosis, ligeledes fremgik det ikke, at patienten blev
informeret om, at den ordinerede dosis gik ud over sædvanlig dosis.
Den højere dosisadministration kunne være velbegrundet, men en sådan eventuel be-
grundelse fremgik ikke af journalen i relation til beslutningen om tvangsbehandling.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Kombination af 2 forskellige antipsykotika
Det var nødvendigt at kombinere to forskellige antipsykotika for at opnå til-
strækkelig effekt
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med tablet Cisordinol 10-40 mg samt tablet Clozapin (Leponex) 12,5 mg-
500 mg, subsidiært injektion Serenase 5 mg-10 mg.
Ankenævnet fandt med henvisning til pro.medicin.dk, at Cisordinol og Serenase var
almindeligt anvendte og velafprøvede lægemidler, ligesom de besluttede doseringer
var almindelige.
For så vidt angik Clozapin (Leponex) oplyste ankenævnet, at det fremgår af Dansk
Psykiatrisk Selskabs vejledende retningslinjer (klaringsrapport nr. 5, 1998) for be-
handling med antipsykotisk medicin, at Leponex (Clozapin) som udgangspunkt ikke
95
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
bør anvendes til tvangsbehandling, samt at Leponex i sjældne tilfælde kan have alvor-
lige bivirkninger i form af påvirkning af antallet af hvide blodlegemer.
Det fremgik af journalen, at baggrunden for at ordinere en dosis Clozapin (Leponex),
der gik udover sædvanlig dosering på op til 300 mg var, at patienten havde haft nogen
virkning af stigning til Leponex 300 mg, hvorfor grænsen skulle sættes til 500 mg.
Det fremgik af lægeerklæringen, at patienten tidligere havde været i behandling med
Cisordinol 40 mg dagligt, hvilket havde sparsom effekt. Der blev herefter kombineret
med Leponex 300 mg dagligt, hvorefter der var en bedre effekt. Grundet den begræn-
sede effekt, blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med Leponex op til 500
mg med henblik på at mindske patientens forpinthed og psykotiske symptomer.
Det var på denne baggrund ankenævnets opfattelse, at det fremgik tilstrækkelig tyde-
ligt af journalen, med hvilken begrundelse, der blev ordineret en dosis, der gik udover
den på pro.medicin.dk angivne sædvanlige dosis.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af journalen, at patienten havde haft det ri-
meligt på 40 mg Cisordinol og 300 mg Leponex.
Ankenævnet oplyste, at det kunne være nødvendigt at kombinere to forskellige anti-
psykotika for at opnå tilstrækkelig effekt.
Ankenævnet fandt, at beslutningen om at behandle patienten med Clozapin (Leponex)
i kombination med Cisordinol konkret opfyldte kravet om sædvanlige lægemidler i
sædvanlig dosering.
Ankenævnet lagde vægt på, at det konkret fremgik af journalen, at patienten havde
været forsøgt behandlet med flere forskellige antipsykotiske præparater, men at pati-
enten ikke havde opnået at være velbehandlet på disse præparater.
Endvidere lagde ankenævnet vægt på, at patienten havde opnået nogen effekt ved
behandling med Cisordinol 40 mg og Clozapin (Leponex) 300 mg i kombination, lige-
som patienten var svært præget af sine psykotiske symptomer.
Ankenævnet fandt på den baggrund, at beslutningen om tvangsbehandling opfyldte
kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest
mulige bivirkninger.
Vedrørende information om dosis ud over sædvanlig dosis nævnte ankenævnet, at det
var dokumenteret i journalen, at patienten blev forsøgt mundtligt informeret om virk-
ning og bivirkninger ved behandling med Cisordinol, Clozapin (Leponex) samt Serena-
se, og fik udleveret skriftlig information.
Da patienten var motiveret for hele dosisintervallet af Clozapin (Leponex), og da det
fremgik af journalen, at patienten var forsøgt informeret om virkning og bivirkninger
ved præparatet, lagde ankenævnet herved til grund, at patienten var forsøgt informe-
ret om, at der var tale om en dosis, der gik ud over den dosering, der på
pro.medicin.dk var angivet som sædvanlig.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
96
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Afprøvede lægemidler - markedsføringstilladelse
Det fremgår af § 4 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1107 af 11. september 2015 vedrørende anvendelse af anden
tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, at der ved tvangsmedicinering
skal anvendes afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bi-
virkninger. Ifølge stk.2 forstås der ved afprøvede lægemidler præparter, som er god-
kendt ved en markedsføringstilladelse efter lægemiddellovens § 7, og som markedsfø-
res her i landet.
Peratsin er ikke godkendt ved en markedsføringstilladelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med Peratsin.
Ankenævnet oplyste, at Peratsin ikke var godkendt ved en markedsføringstilladelse ef-
ter lægemiddellovens § 7 og således ikke blev markedsført i Danmark.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af afgørelsen fra Det Psykiatriske Patientkla-
genævn, at Sundhedsstyrelsen havde udstedt en generel udleveringstilladelse vedrø-
rende Peratsin til Regionspsykiatrien xxx, hvoraf det fremgik, at ”tilladelsen bortfalder,
hvis præparatet eller et tilsvarende præparat markedsføres”.
Det fremgik videre, at tilladelsen var gyldig til den 18. februar 2018.
Endelig fremgik det, at Sundhedsstyrelsen hertil havde udtalt, at dette udsagn skulle
forstås således, at Peratsin kun kunne anvendes, hvis der ikke var alternative præpa-
rater på markedet.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af lægemiddellovens § 29, stk. 1, at Sundhedssty-
relsen, efter ansøgning, i særlige tilfælde kunne tillade salg eller udlevering i begræn-
set mængde af lægemidler, som ikke var omfattet af en markedsføringstilladelse eller
ikke blev markedsført i Danmark (udleveringstilladelse). Af stk. 2 fremgik det, at
Sundhedsstyrelsen kunne knytte vilkår til udleveringstilladelsen og kunne tilbagekalde
en tilladelse, hvis disse vilkår ikke blev overholdt eller der optrådte alvorlige problemer
med lægemidlets kvalitet, sikkerhed eller virkning, herunder alvorlige bivirkninger.
Ankenævnet fandt herefter ikke, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendel-
se af afprøvede lægemidler.
Nævnet lagde herved vægt på, at Peratsin ikke var godkendt ved en markedsføringstil-
ladelse efter lægemiddellovens § 7, og at præparatet ikke blev markedsført her i lan-
det.
Det var ankenævnets opfattelse, at det forhold, at Regionspsykiatrien xxx af Sund-
hedsstyrelsen havde fået en generel udleveringstilladelse vedrørende Peratsin i hen-
hold til § 29 i lægemiddelloven, ikke ændrede på, at præparatet ikke var godkendt ved
en markedsføringstilladelse efter lægemiddellovens § 7.
97
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Det var herefter videre ankenævnets opfattelse, at Peratsin ikke kunne anvendes til
tvangsbehandling, idet der ikke var tale om et afprøvet lægemiddel i psykiatrilovens
forstand.
Ankenævnet ændrede på denne baggrund Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørel-
se.
Særligt om behandling ved tvangsernæring
Det fremgår af § 7 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1107 af 11. september 2015 vedrørende anvendelse af anden
tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, at tvangsernæring kun må gen-
nemføres, hvis patienten opfylder betingelserne for tvangsbehandling, og tvangsernæ-
ringen er nødvendig for at redde patientens liv, eller hvor undladelse vil medføre en
alvorlig risiko for patientens liv eller helbred.
Eksempel 1:
Tvangsernæring godkendt 0 dages betænkningstid godkendt - klage ikke til-
lagt opsættende virkning godkendt
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
ernæring, og at klagen ikke var givet opsættende virkning.
Overlægens beslutning om tvangsernæring og væske efter skema vedrørte
–
fire mål-
tider dagligt med Nutrison Energy med initialt 125 ml pr. måltid, med øgning efter 2-3
dage til �½ A-kost (225 ml), atter øgning efter 2-3 dage til ¾ A-kost (325 ml), og der-
efter øgning til fuld A-kost udregnet efter vægt og højde.
Ankenævnet fandt efter en samlet vurdering, at patienten var sindssyg, og at det var
uforsvarligt ikke at behandle patienten, da udsigten til patientens helbredelse eller en
betydelig og afgørende bedring i tilstanden ellers ville blive væsentligt forringet.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten befandt sig i en tilstand, der kunne sidestilles
med psykose. Der var dårlig kontakt
–
både formelt og emotionelt. Patienten var gråd-
labil og fremstod forpint og havde tydeligvis ikke forståelse for sin alvorlige tilstand,
selvom patienten var svært undervægtig.
Ankenævnet fandt videre, at det var nødvendigt at tvangsernære patienten for at red-
de dennes liv eller undgå alvorlig risiko for dennes liv eller helbred, idet patienten hav-
de et BMI på under 13 og blev beskrevet som træt og afkræftet.
Det var Ankenævnets opfattelse, at en patient forud for en beslutning om tvangsernæ-
ring som udgangspunkt, i det omfang forholdene tillod det, burde have lagt en detalje-
ret kostplan med henblik på vægtøgning. Såfremt patienten ikke tog på i vægt, burde
patienten have tilbudt sondeernæring til frivillig indtagelse, når forholdene tillod det.
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte overlægens skøn om, at en be-
tænkningstid på 0 døgn var passende for patienten, da det fremgik af journalen, at pa-
98
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
tienten var i en livstruende tilstand på grund af undervægt. Patienten havde således et
BMI under 13 og kunne ikke tåle yderligere vægttab.
Ankenævnet fandt således, at der forelå en akut situation, hvor udsættelse af behand-
lingen ville være til fare for patientens liv eller helbred.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at Nutri-
son Energy anvendtes til patienter med nedsat appetit, utilstrækkelig næringsindtagel-
se ved underernæring eller til patienter med øget energibehov. Det kunne anvendes
som fuldgyldig ernæring samt som supplerende ernæring, og var egnet som eneste
ernæring. Nutrison Energy skulle doseres individuelt i henhold til beregnet behov.
1500 ml dækkede det daglige behov for vitaminer og mineraler.
Ankenævnet fandt på den baggrund, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om an-
vendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering med færrest mulige bivirknin-
ger. Ankenævnet lagde vægt på, at Nutrison Energy var et almindeligt anvendt og vel-
afprøvet lægemiddel til behandling af underernæring, herunder som fuldgyldig ernæ-
ring, ligesom den besluttede dosering var almindelig.
Ankenævnet fandt herefter, at betingelserne for tvangsernæring var opfyldte.
Ankenævnet godkendte, at patientens klage over tvangsernæring med sonde ikke blev
tillagt opsættende virkning.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten havde et BMI under 13, og at patientens til-
stand derved var udsat for væsentlig fare.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om tvangsernæ-
ring samt at klagen ikke var tillagt opsættende virkning.
Eksempel 2:
Tvangsernæring godkendt 0 dages betænkningstid godkendt - klage ikke til-
lagt opsættende virkning godkendt
–
kaliummangel kan være livstruende
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
ernæring, og at beslutningen ikke blev tillagt opsættende virkning
Patienten befandt sig i en psykotisk tilstand præget af anoreksia nervosa, og var svært
underernæret med et BMI på 15,7 og med kaliummangel. Patienten mente ikke selv,
at der var problemer eller vanskeligheder og ønskede ikke at tage på eller reducere
antal af opkastninger.
Ankenævnet oplyste, at opkastninger medførte tab af kalium.
Ankenævnet fandt ligeledes, at tvangsernæring var nødvendig, idet en undladelse her-
af ville medføre en alvorlig risiko for patientens liv og helbred, idet patienten havde
svært nedsat koncentration af kalium. Kaliumværdi var målt til 2,4.
99
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Det var ankenævnets opfattelse, at en patient forud for beslutning om tvangsernæring
som udgangspunkt, i det omfang forholdende tillod det, burde have lagt en detaljeret
kostplan med henblik på vægtøgning. Såfremt patienten ikke tog på i vægt, burde pa-
tienten have tilbudt sondeernæring til frivillig indtagelse, når forholdene tillod det.
Patienten havde fået lagt en kostplan, hvorefter patienten skulle indtage 1900 kcal i
døgnet, som man i perioden fra den 8. til den 26. oktober 2015 forsøgte at få patien-
ten til at følge.
Den 26. oktober 2015 kl. 14.00 blev patienten motiveret for at følge sin kostplan.
Patienten blev informeret om, at der alternativt ville blive truffet beslutning om sonde-
ernæring med tvang med 250 ml x 3, på grund af tilstanden, herunder den lave kali-
umværdi.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af journalen den 26. oktober 2015, at patien-
ten selv foreslog indtag af kaliumtabletter med henblik på at bringe kaliumværdien op.
Samme dag kl. 14.50 blev patienten orienteret om, at patienten skulle spise aftens-
mad efter sin kostplan og ellers ville patienten få sondeernæring oms nødvendigt med
tvang i form af 250 ml x 3 til en begyndelse.
Samme dag kl. 16.00 blev der truffet beslutning om tvangsbehandling med sondeer-
næring 250 ml x 3, med mulighed for øgning til 400 ml x 3.
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte overlægens skøn om, at en be-
tænkningstid på 2 timer var passende, da det fremgik af journalen, at patienten på
trods af, at patienten ikke var spisevægrende, spiste svingende og at patienten ikke
ønskede at tage på. Patienten fulgte således ikke sin kostplan og fortsatte med at ka-
ste op, og det havde ikke været muligt med mindre indgribende foranstaltninger at af-
værge opkastningerne. Patienten havde de sidste tre uger op til beslutningen om
tvangsbehandling tabt sig cirka 1 kg om ugen, og patientens BMI var således nede på
14,6.
Endelig lagde ankenævnet vægt på, at patientens indhold af kalium i blodet var så
lavt, at patienten var på grænsen til en indlæggelse i somatisk regi.
Ankenævnet fandt således, at der forelå en akut situation, hvor udsættelse af behand-
lingen ville være til fare for patientens liv eller helbred.
Ankenævnet fandt herefter, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgri-
bende foranstaltning i relation til betænkningstiden.
Ankenævnet bemærkede, at det ikke fremgik af journalen eller tvangsprotokollen,
hvilket ernæringspræparat, der var blevet ordineret.
Ankenævnet havde dog videre bemærket, at det fremgik af afgørelsen fra Det Psykia-
triske Patientklagenævn, at overlægen på mødet oplyste, at der var tale om Nutrison
Multi Fibre 250 ml x 3, med mulighed for øgning til 400 ml x 3.
100
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at Nutri-
son Multi Fibre var et ernæringspræparat til voksne til anvendelse i sonde. Præparatet
anvendtes blandt andet ved nedsat appetit, utilstrækkelig næringsindtagelse eller ved
underernæring. Det kunne anvendes som fuldgyldig ernæring samt supplerende ernæ-
ring. Præparatet doseredes i henhold til beregnet behov. 1500 ml dækkede det daglige
behov for vitaminer og mineraler.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af produktresumeet, at Nutrison Multi Fibre inde-
holdt 201 mg kalium per 100 ml.
Ankenævnet fandt herefter, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af
afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Ankenævnet lagde konkret lagt vægt på, at Nutrison Multi Fibre indeholder kalium.
Ankenævnet godkendte, at klagen over tvangsernæring med sonde ikke blev tillagt
opsættende virkning.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten havde et BMI på 14,6 og dertil led af svær
kaliummangel, og at patientens helbred derved var udsat for væsentlig fare.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Særligt om depotbehandling
Det fremgår af § 5 i bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 som ændret ved
bekendtgørelse nr. 1107 af 11. september 2015, at depotpræparater i videst muligt
omfang bør undgås og må ikke være begyndelsesbehandling ved tvangsmedicinering
af patienter, hvis reaktion på behandlingen, man ikke kender.
Det følger også af mindste middels princippet, at tvangsbehandling med injektion som
udgangspunkt er et mere indgribende middel end tabletbehandling. Det er Nævnets
praksis, at behandling med depotmedicin som udgangspunkt er den mest indgribende
behandlingsform. Der skal derfor være særlige grunde for at vælge depotbehandling.
Særlige grunde kan eksempelvis være, at patienten lider af giftfrygt/frygt for sprøjter,
eller at brugen af daglige injektioner vil være særligt angstvoldende eller forbundet
med vedvarende daglig fysisk magtanvendelse. De særlige grunde skal være konkrete
og journalføres.
Nedenstående eksempler viser, at tvangsbehandling med depotmedicin kræver en
konkret og relevant begrundelse, og at det ikke er tilstrækkeligt kun at henvise til, at
patienten tidligere har fået depotmedicin med god effekt.
Begrundelse for godkendelse af depot
Eksempel 1:
101
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Depotmedicin forudsætter en særlig begrundelse - Det er en forudsætning for
tvangsbehandling med depot, at det er godtgjort, at tvangsbehandling med
tablet eller injektion ikke er mulig
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning af 28. de-
cember 2015 om tvangsbehandling med injektion Serenase Dekanoat 50 mg evt. sti-
gende til 300 mg hver 3.-4. uge.
Ankenævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at Serenase Dekanoat i depotform op-
fyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslut-
ningen om tvangsbehandling blev truffet.
Ankenævnet lagde i den forbindelse vægt på, at patienten ifølge journalen allerede på-
gik en godkendt tvangsbehandling med tablet Serdolect, subsidiært Abilify injektion.
Denne behandling blev påbegyndt den 1. december 2015, hvorefter patienten dagligt
nægtede tabletindtagelse, hvorfor det havde været nødvendigt at give tvangsbehand-
lingen i form af daglige injektioner i en måned. Fra den 22. december 2015 havde det
desuden været nødvendigt at fastholde patienten i forbindelse med indgivelsen.
Ankenævnet fandt det således godtgjort, at tvangsbehandling med tablet ville være
umulig, ligesom brugen af daglige injektioner ville være forbundet med vedvarende
daglig fysisk magtanvendelse.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at patienten var velkendt i psykiatrien, havde væ-
ret forsøgt behandlet med diverse antipsykotika med manglende effekt eller uaccep-
table bivirkninger til følge, herunder var patienten begyndt at få bivirkninger af injekti-
on Abilify. Patienten havde desuden været indlagt flere gange på grund af medicins-
vigt.
Endelig lagde Ankenævnet vægt på, at patienten tidligere havde modtaget Serenase
injektion som beroligende middel, i hvilken forbindelse patienten havde tålt præpara-
tet.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 2:
Patienten var velkendt, havde ikke tilstrækkelig effekt af forudgående be-
handling peroralt med samme præparat og havde tidligere haft god effekt af
behandling med præparatet i depotform
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med injektion Cisordinol Depot (Dekanoat) 100 mg eventuelt stigende til
400 mg hver 2. til 4. uge.
Ankenævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at behandlingen med injektion Cisordi-
nol Depot opfyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt,
hvor beslutningen om tvangsbehandling blev truffet.
102
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten ifølge journalen var velkendt i psykiatrisk re-
gi og havde været indlagt flere gange grundet medicinsvigt.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at patienten igennem fire uger havde været be-
handlet med dråber Cisordinol uden tilstrækkelig effekt på patientens tilstand.
Endelig lagde nævnet vægt på, at patienten tidligere havde modtaget behandling med
Cisordinol Depot med god effekt på tilstanden, således at patienten i en årrække med
depotbehandling ikke havde haft nogen indlæggelser.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 3:
Patienten var velkendt, kunne ikke fastholdes i tabletbehandling, blev opkørt
i forbindelse med indtagelse af medicinen og havde tidligere med god effekt
været behandlet med Zyprexa
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med injektion Zypadhera 300 mg hver 14. dag.
Ankenævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at injektion Zypadhera i depotform op-
fyldte kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslut-
ningen om tvangsbehandling blev truffet.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten var velkendt i psykiatrisk regi. Patienten
kunne ifølge journalen ikke fastholdes i tabletbehandling, ligesom patienten blev op-
kørt i forbindelse med indtagelse af medicinen. Videre lagde ankenævnet vægt på, pa-
tienten tidligere havde modtaget behandling med Zyprexa med god effekt på tilstan-
den.
Endelig lagde nævnet vægt på, at patienten tidligere havde modtaget behandling med
Cisordinol Depot med god effekt på patientens tilstand, således at patienten i en år-
række med depotbehandling ikke havde haft nogen indlæggelser.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 4:
Patienten var velkendt, havde giftfrygt, og der var flere fejlslagne forsøg med
behandling i tabletform
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med injektion depot Xeplion 150 mg, efter otte dage 100 mg injektion og
derefter 75 mg injektion hver fjerde uge.
Ankenævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at injektion Xeplion i depotform opfyld-
te kravet om mindst indgribende behandlingsform på det tidspunkt, hvor beslutningen
om tvangsbehandling blev truffet.
103
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten ifølge journalen var velkendt på afdelingen
og havde haft talrige indlæggelser på grund af medicinsvigt. Der var endvidere be-
skrevet flere fejlslagne forsøg på behandling med antipsykotisk medicin i tabletform,
ligesom patienten led af giftfrygt.
Ankenævnet fandt det herefter godtgjort, at tvangsbehandling med tablet ville være
uden betydende effekt, og således kun til belastning for patienten.
Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at patienten tidligere havde modtaget behand-
ling med injektion Xeplion depot med god effekt på tilstanden, således at patienten
blev mindre forpint.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Særligt om Leponex
Tvangsbehandling med Leponex godkendt
–
der var kun god effekt ved be-
handling med Leponex
–
herunder godkendt, selv om det ikke fremgik af be-
slutningen om tvangsbehandling, at døgndoser over 200 mg burde fordeles
på 2 doser. Patienten var blevet informeret herom i motivationsperioden, li-
gesom overlægen på mødet med Det Psykiatriske Patientklagenævn præcise-
rede, at døgndoser over 200 mg ville blive fordelt på to doser.
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med mikstur Leponex 12,5 mg to gange dagligt stigende med 25 mg hver
anden dag til maksimalt 300 mg dagligt.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af Dansk Psykiatrisk Selskabs vejledende ret-
ningslinjer (klaringsrapport nr. 5, 1998) for behandling med antipsykotisk medicin, at
Leponex (Clozapin) som udgangspunkt ikke måtte anvendes til tvangsbehandling,
samt at Leponex i sjældne tilfælde kunne have alvorlige bivirkninger i form af påvirk-
ning af antallet af hvide blodlegemer.
Det var på denne baggrund ankenævnets opfattelse, at det kun i særlige tilfælde kun-
ne være relevant at anvende Leponex om tvangsbehandling, eksempelvis hvor der var
tale om en svært psykotisk patient, og hvor flere andre antipsykotiske præparater
havde været forsøgt uden tilstrækkelig effekt.
Ankenævnet fandt ud fra en konkret vurdering, at beslutningen om at behandle med
Leponex var i overensstemmelse med kravet om sædvanlige lægemidler.
Ankenævnet lagde vægt på, at det konkret fremgik af journalen, at patienten tidligere
havde været behandlet med flere forskellige antipsykotiske præparater, herunder Le-
ponex, og at der kun var god effekt ved behandlingen med Leponex.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at til be-
handling af skizofreni med Leponex anvendes 1. dag 12,5 mg 1-2 gange dagligt, 2.
dag 25-50 mg eventuelt fordelt på to doser. Hvis denne dosis tåles, kan dosis øges
langsomt med 25-50 mg ad gangen med 1-3 dages interval, indtil der i løbet af 2-3
104
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
uger er opnået en dosis på op til 300 mg dagligt. Om nødvendigt kan dosis øges yder-
ligere med 50-100 mg med 1 uges interval. Maksimal dosis er 900 mg dagligt. Plas-
makoncentrationsmålinger bør foretages. Døgndoser over 200 mg bør fordeles på to
doser.
Ankenævnet bemærkede, at det ikke fremgik af beslutningen om tvangsbehandling, at
døgndoser over 200 mg burde fordeles på 2 doser.
Ankenævnet bemærkede dog videre, at man på Det Psykiatriske Center var opmærk-
som på, at døgndoser over 200 mg burde fordeles på 2 doser, hvilket patienten også
var blevet informeret om i motivationsperioden, ligesom overlægen på mødet med Det
Psykiatriske Patientklagenævn præciserede, at døgndoser over 200 mg ville blive for-
delt på to doser.
Ankenævnet fandt på den baggrund ud fra en konkret vurdering, at tvangsbehandlin-
gen opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og
med færrest mulige bivirkninger. Ankenævnet lagde vægt på, at Leponex er et almin-
deligt anvendt og velafprøvet lægemiddel, ligesom den besluttede dosering var almin-
delig.
Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at patienten tidligere havde modtaget Leponex
med god effekt på tilstanden.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Særligt om ECT
Det fremgår af § 12, stk. 3, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at tvangsbe-
handling med elektrostimulation kun må iværksættes, hvis patienten befinder sig i en
aktuel eller potentiel livstruende tilstand.
Livstruende akut tilstand i form af delir
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte ikke overlægens beslutning om tvangs-
behandling med ”ECT først en bloc, herefter efter effekt og bivirkninger. Endvidere
nødvendige forundersøgelser, inklusiv blodprøver og EKG samt generel anæstesi ved
indgreb”.
Ankenævnet bemærkede, at patienten ikke blev motiveret for behandling med ECT,
inden der blev truffet beslutning om tvangsbehandling.
Ankenævnet lagde dog konkret vægt på, at patienten var svært psykotisk, og at det
fremgik af journalen, at patienten frembød en så svær psykotisk tilstand, at patienten
var uden evne til på nogen måde at føre en samtale, endsige indgå et informeret sam-
tykke. Endvidere befandt patienten sig i en akut tilstand i form af delir.
Det var videre Ankenævnets vurdering, at den valgte behandlingsform med ECT måtte
anses for at opfylde kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet det måtte anses
for umuligt at behandle
105
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
patientens psykotiske tilstand tilstrækkeligt, herunder udviklingen af en potentielt livs-
truende tilstand, uden anvendelse af ECT.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten var forsøgt behandlet med dels Clozapin,
som vurderedes til at være det mest potente antipsykotiske middel, i relevant dosis,
suppleret med Cisordinol Acutard samt haloperidol og benzodiazepin i form af Stesolid.
Til trods herfor var der ikke observeret nogen bedring i patientens tilstand, og der var
således ikke umiddelbart andre medikamentelle behandlingsmuligheder, som ville
kunne forventes at kunne bryde og behandle patientens tilstand.
Ankenævnet lagde hertil vægt på, at ECT var kendt som den eneste effektive behand-
ling ved risiko for udvikling af en potentiel livstruende delirøs tilstand.
Det fremgik af § 4, i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1338 af 2.
december 2010 om anvendelse af anden tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske
afdelinger, at der ved tvangsmedicinering skulle anvendes afprøvede lægemidler i
sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirkninger.
Det var ankenævnets opfattelse, at de samme krav gjaldt ved tvangsbehandling med
ECT.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af ECT-vejledningen fra Dansk Psykiatrisk Selskab
2011, at det ved behandling af delirøse tilstande kunne være nødvendigt i den hypera-
kutte fase at give ECT bilateralt dagligt i de første 2-3 dage (en bloc) for at afbryde
den potentielt livstruende tilstand hurtigst muligt.
Ankenævnet kunne videre oplyse, at der typisk ordineredes tre behandlinger ad gan-
gen, og oftest skulle der gives 10 behandlinger. Det var dog meget individuelt, og det
kunne eksempelvis variere fra 5-18 behandlinger. Efter en bloc behandlingen, som alt-
så var dagligt i 2-3 dage, overgik man til at give ECT tre gange om ugen, hvor der
sædvanligvis var planlagt faste behandlingsdage på de psykiatriske afdelinger. Det var
ikke muligt på forhånd at beslutte, hvor mange behandlinger, der skulle gives. Det var
noget, der løbende skulle evalueres.
Det var ankenævnets opfattelse, at beslutningen om ECT skulle forstås således, at der
efter de tre behandlinger (en bloc) fortsattes med sædvanligt behandlingsinterval, som
var tre gange ugentligt, dog med løbende vurdering af, hvorvidt den ønskede effekt
var opnået, og/eller om der var tilkommet bivirkninger, som eventuelt kunne være
uacceptable.
Ankenævnet fandt herefter, at beslutningen om tvangsbehandling af patienten med
ECT opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede behandlingsformer med færrest muli-
ge bivirkninger.
Nævnet lagde vægt på, at ECT en bloc anvendtes ved behandling i forbindelse med ri-
siko for udvikling af for eksempel akut delir, for at bryde tilstanden og opnå en hurtig
effekt. Ligeledes ville der være behov for derefter at fortsætte behandlingen tre gange
ugentligt, indtil den ønskede effekt var opnået.
106
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet fandt det desuden berettiget, at patientens klage ikke blev tillagt opsæt-
tende virkning.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten befandt sig i en potentiel livstruende tilstand.
Nævnet lagde herved vægt på, at patienten befandt sig i en svær psykotisk delirøs til-
stand, som det var af stor vigtighed at få brudt.
Ankenævnet ændrede på denne baggrund den afgørelse, der var truffet af Det Psykia-
triske Patientklagenævn.
Særligt om udstrækning af tvangsbehandling
Eksempel 1:
Patienten var fortsat behandlingskrævende
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde den 19. januar 2015 godkendt overlægens
beslutning om fortsat tvangsbehandling.
Den 20. oktober 2015 godkendte Det Psykiatriske Patientklagenævn overlægens be-
slutning om tvangsbehandling med tablet Clozapin 12,5 mg x 2 justeret efter effekt og
bivirkninger til max 100 mg x 1 dagligt og, hvis det ikke er muligt injektion Abilify 9,75
mg i.m. 1 gang dagligt.
Ankenævnet godkendte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om fortsat
tvangsbehandling.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af psykiatrilovens § 4, stk. 4, at tvang ikke måtte
anvendes i videre omfang, end hvad der var nødvendigt for at opnå det tilsigtede for-
mål. Dette indebar, at der skulle ske en begrænsning af den tidsmæssige udstrækning
af en tvangsforanstaltning til det absolut nødvendige.
Ifølge psykiatrilovens § 21 har overlægen til stadighed ansvaret for, at frihedsberøvel-
se, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke bliver
anvendt i videre omfang end nødvendigt.
Ankenævnet oplyste, at man normalt forventede, at behandling med antipsykotisk
medicin viste optimal effekt i løbet af 1,5 til cirka 3 mdr.
Ankenævnet henviste til, at det fremgik af den
kommenterede psykiatrilov, at ”det
næppe har noget formål at udstrække en tvangsbehandling ud over 2 måneder, jf. §
21, stk. 1”. Henvisningen til lovens § 21, stk. 1 betød, at det var overlægen, der i til-
fælde af en klage over fortsat tvangsbehandling skulle sandsynliggøre, at tvangsan-
vendelsen samt udstrækningen heraf havde været nødvendig og dermed i overens-
stemmelse med mindste middels princippet i § 4, stk. 4.
Af Dansk Psykiatrisk Selskabs vejledende retningslinjer fra 1998 om behandling med
antipsykotika
fremgik følgende om udstrækningen af en tvangsbehandling: ”Der er ik-
ke fastsat grænser for, hvor længe en tvangsbehandling må finde sted, men i henhold
107
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
til tidligere anførte principper for terapistyring vil det være relevant at gennemføre en
egentlig
”medikamentel antipsykotisk kur”. Det ville sige, at patienten burde behandles
i en periode efter remission af de positive psykotiske symptomer. Selvom langvarig
behandling ville være formålstjenlig, burde man dog ikke, når der var tale om tvang,
udstrække denne periode udover et par måneder efter remission af positive psykotiske
symptomer.”
Ankenævnet fandt ikke, at det var muligt at angive et præcist tidsrum for den lovlige
udstrækning af en tvangsbehandling. I Ankenævnets vurdering af udstrækningens lov-
lighed ville der bl.a. blive taget hensyn til, at der gik et tidsrum, i hvilken dosis af præ-
paratet blev justeret op til et niveau, hvor en behandlingseffekt måtte antages at ind-
finde sig.
Ankenævnet fandt, at den fortsatte tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst ind-
gribende foranstaltning for så vidt angik behandlingens udstrækning, idet patienten
fortsat var behandlingskrævende. Patienten havde således alene været behandlet i 1
måned og 3 uger, og den fulde virkning af behandlingen var endnu ikke opnået.
Ankenævnet tiltrådte derfor Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 2:
Fortsat tvangsbehandling godkendt, da der var en vis effekt af behandlingen.
Patienten havde alene været i behandling med en øget dosis i 12 dage
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling, men havde efterfølgende ikke godkendt beslutningen om fortsat tvangs-
behandling.
Ankenævnet oplyste, at man normalt forventede, at behandling med antipsykotisk
medicin viste optimal effekt i løbet af 1�½ til cirka 3 måneder.
Det fremgik således af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9276 af 6. maj 2014 om be-
handling med antipsykotiske lægemidler, at der ofte var begyndende effekt af antipsy-
kotisk medicin inden for en uge, men at den fulde effekt af behandlingen først kunne
vurderes efter flere uger til måneder.
Endvidere fremgik følgende af den kommenterede psykiatrilov til § 12, stk. 1 og 2, om
udstrækningen
af tvangsbehandling;”…det har næppe noget formål at udstrække en
tvangsbehandling ud over 2 måneder, jf. § 21, stk. 1”. Henvisningen til lovens § 21,
stk. 1, betød, at det var overlægen, der i tilfælde af en klage over fortsat tvangsmedi-
cinering skulle sandsynliggøre, at tvangsanvendelsen samt udstrækningen heraf havde
været nødvendig og dermed været i overensstemmelse med mindste middels princip.
Af Dansk Psykiatrisk Selskabs vejledende retningslinjer fra 1998 om behandling med
antipsykotika
fremgik følgende om udstrækningen af en tvangsbehandling: ”Der er ik-
ke fastsat grænser for, hvor længe en tvangsbehandling må finde sted, men i henhold
til tidligere anførte principper for terapistyring vil det være relevant at gennemføre en
egentlig ”medikamentel antipsykotisk kur”. Det vil sige, at patienten bør behandles i
108
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
en periode efter remission af de positive psykotiske symptomer. Selvom langvarig be-
handling ville være formålstjenlig, bør man dog ikke, når der er tale om tvang, ud-
strække denne periode ud over et par måneder efter remission af positive psykotiske
symptomer.”
Det var således ikke muligt at angive et præcist tidsrum for den lovlige udstrækning af
en tvangsbehandling. I ankenævnets vurdering af udstrækningens lovlighed ville der
blandt andet blive taget hensyn til, at der gik et tidsrum, i hvilken dosis af præparatet
blev justeret op til et niveau, hvor en behandlingseffekt måtte antages at indfinde sig.
Det fremgik af sagens oplysninger, at patienten havde været i behandling med tablet
Cisordinol igennem cirka 2,5 måneder. Patienten havde været behandlet med 8 mg
igennem cirka 2 måneder, og havde under behandlingen klaget over bivirkninger. Den
3. september 2015 blev det forsøgt med en dosisøgning til 10 mg, idet patienten fort-
sat frembød vrangforestillinger og ikke kunne tage afstand fra hverken tidligere eller
nuværende trusler på en overbevisende måde.
Ankenævnet var opmærksomt på, at patienten i sin udtalelse til sagen havde anført, at
patienten fik bivirkninger af Cisordinol i form af hovedpine, koncentrationsbesvær,
muskelømhed, ømhed i hoften og træthed samt manglende evne til at læse og skrive.
Ankenævnet oplyste, at de væsentligste bivirkninger ved behandling med Cisordinol
var ”øget appetit”, med overvægt til følge, parkinsonistiske bivirkninger, akatisi, som
var en stærk indre uro, der gør, at man havde svært ved at stå stille, tardive dyskine-
sier og dystonier, som især opstod efter mange års behandling med især de ældre an-
tipsykotiske midler og bestod i ændrede spændinger i bestemte muskelgrupper i krop-
pen og ansigtet. Derudover kunne der forekomme træthed og koncentrationsbesvær
ved de fleste antipsykotiske lægemidler i høj dosis. Hovedpine var ikke almindeligt,
men kunne hos nogle opstå sekundært til træthed på grund af for eksempel muskel-
spændinger.
Ankenævnet havde bemærket, at patientens bivirkninger var blevet vurderet og ob-
serveret løbende under behandlingen, og at der ikke var beskrevet væsentlige objekti-
ve bivirkninger i journalen.
Ankenævnet oplyste, at det ikke kunne undgås, at der kunne forekomme visse bivirk-
ninger ved behandling med antipsykotiske lægemidler.
Patienten havde endvidere i sin udtalelse til sagen anført, at tvangsbehandling ikke var
mindste middel, idet patienten flere gange havde lagt op til samtaler, hvorfor der bur-
de være forsøgt med samtaleterapi i stedet for tvangsbehandling.
Ankenævnet oplyste, at patienter, der led af kværulantforrykthed, typisk ikke kunne
behandles med samtaleterapi, fordi patienten konstant opfattede kontakt som verbale
angreb eller baghold. Samtaleterapi forudsatte, at patienten i en vis udstrækning kun-
ne forstå og indstille sig på terapeutens forståelse af i hvert fald dele af verdenen, og
sammenhængende og modsætningerne heri.
109
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0110.png
Ankenævnet fandt, at den fortsatte tvangsbehandling opfyldte kravet om mindst ind-
gribende foranstaltning for så vidt angik behandlingens udstrækning, idet patienten
var i en tilstand, hvor effekten af medicinsk behandling var langsomt indsættende, li-
gesom patienten fortsat led af vrangforestillinger og ikke kunne tage afstand fra sine
tidligere og nuværende trusler på en overbevisende måde.
Ankenævnet havde hertil lagt vægt på, at det var beskrevet i journalen, at patienten
havde en vis effekt af behandlingen, at patienten alene havde været i behandling med
en øget dosis igennem 12 dage, og at patienten formentlig kunne opnå en større fri-
hed under behandling.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Særligt om behandling af legemlig lidelse
En person, som opfylder betingelserne for frihedsberøvelse, og som modsætter sig be-
handling af en legemlig lidelse, kan tvangsbehandles, hvis lidelsen udsætter patientens
liv eller helbred for væsentlig fare. Det følger af psykiatrilovens § 13.
Kirurgisk intervention med ustabil bækkenfraktur i generel anæstesi inklude-
rede nødvendig opfølgning/perioperative tiltag i form af blodprøver, røntgen,
kateter, drop og om nødvendigt matrikelsonde
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte overlægens beslutning om tvangsbe-
handling af legemlig lidelse.
Ankenævnet fandt efter en samlet vurdering, at patienten på tidspunktet for beslut-
ningen om tvangsbehandling med kirurgisk intervention med ustabil bækkenfraktur i
generel anæstesi inkluderet nødvendig opfølgning/perioperative tiltag i form af blod-
prøver, røntgen, kateter, drop og om nødvendigt ventrikelsonde den 30. november
2015 var sindssyg, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle patienten,
da udsigten til patientens helbredelse eller en betydelig og afgørende bedring i tilstan-
den ellers ville blive væsentligt forringet.
Ankenævnet fandt videre, at patientens befandt sig i en tilstand, som udsatte patien-
tens liv og helbred for væsentlig fare.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten var sprunget ud fra en altan fra en 1. sals
lejlighed under et ferieophold i Spanien. Patienten vedkendte, at patienten så det som
en løsning for at tage sit eget liv for dermed at redde sin egen sjæl. Patienten beskrev,
at patienten blev påvirket af ”negative energier i kroppen”, som patienten mente kom
fra andre planeter. Da patienten fortsat var præget af de samme psykotiske forestillin-
ger, forelå der en overhængende risiko for, at patienten atter kunne opleve sig styret
til at foretage sig potentielt livstruende handlinger.
Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at det ustabile brud kun kunne behandles med
en operation i universel anæstesi.
110
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet fandt videre, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgri-
bende foranstaltning.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten flere gange blev forsøgt motiveret for at
modtage behandlingen med kirurgisk intervention for ustabil bækkenfraktur i generel
anæstesi frivilligt, før beslutning om tvangsbehandling blev truffet.
Ankenævnet fandt endvidere, at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om anvendelse af
afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering.
Nævnet lagde herved lagt vægt på, at kirurgisk intervention i generel anæstesi inklu-
derede nødvendig opfølgning/perioperative tiltag i form af blodprøver, røntgen, kate-
ter, drop og om nødvendigt ventrikelsonde er en almindeligt anvendt og velafprøvet
behandling til brug for en ustabil bækkenfraktur.
Ankenævnet oplyste, at det af § 32, stk. 3, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien
fremgik, at en klage over beslutning om tvangsbehandling havde opsættende virkning,
medmindre omgående gennemførelse af behandlingen var nødvendig for ikke at ud-
sætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge, at patienten
udsætter sig selv eller andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme eller
helbred.
Ankenævnet tiltrådte, at patientens klage ikke blev tillagt opsættende virkning, idet
omgående gennemførelse af behandlingen var nødvendig for ikke at udsætte patien-
tens liv og helbred for væsentlig fare.
Nævnet lagde herved vægt på, at manglende behandling ville medføre stor risiko for
patientens førlighed og medføre risiko for indre blødninger.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Genoptagelse
Om der er grundlag for at genoptage en sag afhænger af, om der i forhold til den op-
rindelige behandling af sagen er kommet væsentlige nye oplysninger, som må antages
at kunne medføre en ændret bedømmelse af sagen. Det skal forstås således, at der
skal være tale om nye oplysninger, som ikke allerede forelå i udtalelser, journalnotater
eller andre af sagens akter, da der blev truffet afgørelse i sagen. Disse nye oplysninger
skal tillige være så væsentlige, at de måske kan føre til et andet resultat.
Ny lægeerklæring gav 7 år efter afgørelsen ikke anledning til genoptagelse af
denne
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde afvist at genoptage en sag fra 2009, hvor
Det Psykiatriske Patientklagenævn blandt andet havde godkendt en beslutning om
tvangsbehandling samt indgivelse af beroligende middel med magt.
111
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt ikke, at der var fremkommet nye oplysninger,
der kunne give anledning til en anden vurdering af sagen, herunder partssagkyndig
erklæring af 7. juni 2016 fra specialist i psykiatri.
Det Psykiatriske Patientklagenævn fandt herefter ikke grundlag for at antage, at læ-
gerklæringen af 2. januar 2009 ikke kunne lægges til grund for afgørelsen af 9. januar
2009.
Patienten klage over afgørelsen til ankenævnet.
Ankenævnet oplyste, at patienten som begrundelse for sin anmodning om genoptagel-
se havde anført, at lægeerklæringen af 2. januar 2009 indeholdt falske og opdigtede
oplysninger, og havde samtidig vedlagt en ny erklæring af 7. juni 2016 fra specialist i
psykiatri.
Det var ankenævnets opfattelse, at det forhold, at en part var uenig i det faktum, som
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde lagt til grund eller den bevisafvejning, som
Det Psykiatriske Patientklagenævn foretog, ikke i sig selv kunne føre til genoptagelse
af en sag. Uenighed vedrørende faktuelle forhold eller vurderinger var ikke at betragte
som nye, faktuelle oplysninger, der kunne føre til en genoptagelse.
Det var på denne baggrund ankenævnets vurdering, at det forhold, at patienten var
uenig i vurderingen af lægeerklæringen af 2. januar 2009, ikke var at betragte som
nye, væsentlige oplysninger, der kunne begrunde en genoptagelse af sagen.
Videre var det ankenævnets vurdering, at det forhold, at en anden speciallæge i psyki-
atri havde vurderet patientens tilstand samt oplysningerne i journalen anderledes 7 år
senere, ikke var at betragte som nye væsentlige oplysninger, der kunne begrunde en
genoptagelse af sagen.
Ankenævnet tiltrådte på denne baggrund den afgørelse, der var truffet af Det Psykia-
triske Patientklagenævn.
Ad 2 B 1 Dosis og dosisinterval skal ligge inden for de retningslinjer, der er
angivet i pro.medicin.dk, jf. ovenfor.
Information om subsidiært præparat i motivationstiden skal være klar og ty-
delig
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling med subsidiært præparat i form af injektion Zyprexa 10 mg to gange dag-
ligt.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af journalen den 9. marts 2016, at der blev
truffet beslutning om tvangsbehandling med subsidiært præparat i form af injektion
Zyprexa 10 mg to gange dagligt. Det fremgik imidlertid af tvangsprotokollen, at der
blev truffet beslutning om tvangsbehandling med subsidiært præparat i form af injek-
tion Zyprexa 10 mg op til to gange dagligt. Det fremgik ikke af afgørelsen af 14. marts
2016, om der under sagsbehandlingen i Det Psykiatriske Patientklagenævn fremkom
112
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
opklarende oplysninger om, hvad der reelt blev truffet beslutning om i relation til det
subsidiære præparat.
Endelig bemærkede ankenævnet, at patienten ifølge journalen den 6. marts 2016 blev
orienteret om påtænkt tvangsbehandling med subsidiært præparat i form af injektion
Zyprexa 10 mg to gange dagligt.
Ifølge motivationsskemaet blev patienten imidlertid informeret om subsidiært præpa-
rat i form af injektion Zyprexa 10 mg op til to gange dagligt.
Ifølge journalen den 7. marts 2016 blev patienten informeret om subsidiært præparat i
form af injektion Zyprexa 10 mg to gange dagligt.
Ifølge journalen og motivationsskemaet blev patienten den 8. marts 2016 orienteret
om subsidiært præparat i form af injektion Zyprexa 10 mg op til to gange dagligt. En-
delig blev patienten ifølge journalen den 9. marts 2016 orienteret om subsidiært præ-
parat i form af injektion Zyprexa 10 mg to gange dagligt.
Ankenævnet lagde afgørende vægt på oplysningerne i tvangsprotokollen, og havde
derfor lagt til grund, at der blev truffet beslutning om tvangsbehandling med subsidi-
ært præparat i form af injektion Zyprexa 10 mg op til to gange dagligt.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af § 4, stk. 1, i psykiatriloven, at tvang ikke måtte
benyttes, før der var gjort, hvad der var muligt, for at opnå patientens frivillige med-
virken. I § 1, stk. 2, henvistes der til reglerne vedrørende informeret samtykke i sund-
hedslovens kapitel 5. Af sundhedslovens § 15, stk. 3, fremgik det, at der ved informe-
ret samtykke forstås et samtykke, der var givet på grundlag af fyldestgørende infor-
mation fra sundhedspersonens side. Patienten skulle, ifølge § 16, blandt andet infor-
meres om sine behandlingsmuligheder, herunder om risiko for komplikationer og bi-
virkninger. Informationen skulle gives løbende og give en forståelig fremstilling af pa-
tientens sygdom og den påtænkte behandling. Informationen skulle omfatte oplysnin-
ger om relevante behandlingsmuligheder, herunder oplysninger om andre, lægefagligt
forsvarlige behandlingsmuligheder, samt oplysninger om konsekvenserne af, at der in-
gen behandling blev iværksat. Informationen skulle være mere omfattende, når be-
handlingen medførte nærliggende risiko for alvorlige komplikationer og bivirkninger.
Det var ankenævnets opfattelse, at informationen skulle indeholde oplysninger om bå-
de det primære og det subsidiære præparat, idet der var en mulighed for, at tvangs-
behandlingen blev iværksat med det subsidiære præparat.
Ankenævnet fandt derfor ikke, at der var gjort, hvad der var muligt for at opnå patien-
tens frivillige medvirken i relation til den beslutning om tvangsbehandling, der blev
truffet den 9. marts 2016.
Ankenævnet lagde herved lagt vægt på, at informationen til patienten vedrørende det
subsidiære præparat i betænkningstiden varierede, hvorfor det ikke kunne have været
klart for patienten hvilken dosis patienten ville modtage, hvis tvangsbehandlingen blev
iværksat med det subsidiære præparat.
Ankenævnet fandt derfor ikke, at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldte.
113
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet ændrede på denne baggrund den afgørelse, der var truffet af Det Psykia-
triske Patientklagenævn.
AD 2 B 2 Patienten skal mindst én gang i motivationsforløbet være orienteret
om dosis, eventuelt dosisinterval samt formål, virkninger og eventuelle bi-
virkninger af det subsidiære præparat.
Der skal informeres om virkning og bivirkning af det subsidiære præparat
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt overlægens beslutning om tvangs-
behandling.
Det var ankenævnets opfattelse, at en patient, forud for overlægens beslutning om
tvangsbehandling, skulle informeres om behandlingens formål, virkninger og mulige
bivirkninger.
Det var videre ankenævnets opfattelse, at informationen skulle indeholde oplysninger
om både det primære og det subsidiære præparat, idet der var en mulighed for, at
tvangsbehandlingen iværksættes med det subsidiære præparat.
Det fremgik af journalen, at patienten i betænkningstiden blev motiveret for den pri-
mære tvangsbehandling. Patienten blev informeret om den påtænkte behandling og
bivirkningerne ved denne, og at der som alternativ ville blive givet injektion Serenase
2,5-5 mg dagligt, afhængig af virkning og bivirkninger.
Det var på denne baggrund ankenævnets opfattelse, at det ikke var dokumenteret i
journalen, at patienten blev informeret om virkning og bivirkninger ved det subsidiære
præparat, men alene ved det primære præparat.
Ankenævnet fandt derfor ikke, at betingelserne for tvangsbehandling var opfyldte.
Ankenævnet bemærkede, at den information, man i en situation som den aktuelle var
forpligtet til at give vedrørende behandlingen med det subsidiære præparat, kunne
være relativ enkel. Det var således tilstrækkeligt blot at nævne virkning og bivirknin-
ger ved præparatet.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Indgivelse af beroligende middel med magt
I følge psykiatrilovens § 17, stk. 2 kan lægen bestemme, at en patient om fornødent
med magt skal have et beroligende middel, såfremt det er af afgørende betydning for
bedring af patientens meget urolige tilstand.
Mindstemiddelsprincippet i psykiatrilovens § 4 fastslår, at tvang ikke må benyttes, før
der er gjort, hvad der er muligt for at opnå patientens frivillige medvirken. Brug af
tvang skal stå i rimeligt forhold til det, som man vil opnå med den. Er mindre indgri-
bende foranstaltninger tilstrækkelige, skal de anvendes.
114
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Hvis der skal gives beroligende medicin med magt, skal det ske med afprøvede læge-
midler i sædvanlig dosering, ligesom det er tilfældet for tvangsbehandling i henhold til
psykiatrilovens § 12.
Oversigten over de krav, der stilles til indgivelse af beroligende medicin med magt, er
følgende:
1. Betingelserne for indgivelse af beroligende medicin med magt skal være opfyldt:
- Det skal være nødvendigt, at bringe en meget urolig patients tilstand til ro med
henblik på bedring af dennes tilstand.
2. Forsøg på mindre indgribende foranstaltninger (mindste middels princippet)
- Begrænse, korrigere patientens adfærd
- Forsøge at talepatienten til ro
–
Tilbyde patienten beroligende medicin til frivillig indtagelse
3. Afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering.
4. Der skal være identitet mellem tilbudt præparat og dosis og indgivet præparat og
dosis.
Ad1: Betingelserne for beroligende medicin
Søvnmangel udgjorde ikke en urolig tilstand i forhold til beroligende medicin
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
Ankenævnet fandt ikke, at indgivelsen af et beroligende middel med magt opfyldte be-
tingelserne i psykiatrilovens § 17, stk. 2.
Ankenævnet oplyste indledningsvist, at det fremgik af psykiatrilovens § 17, stk. 2, at
hvis det er af afgørende betydning for bedring af en meget urolig patients tilstand, kan
lægen bestemme, at patienten om fornødent med magt skal have et beroligende mid-
del.
Ankenævnet oplyste videre, at det fremgik
af ”Tvang i psykiatrien
- Lov om frihedsbe-
røvelse og anden tvang i psykiatrien med kommentarer af Poul Dahl Jensen og Jørgen
Paulsen” (Jurist-
og Økonomforbundets Forlag 1991, 1. udgave), side 100, at indgivel-
se af beroligende middel med magt blandt andet kunne
være ”…
påkrævet af hel-
bredsgrunde, idet en bedring af patientens tilstand i visse tilfælde forudsætter, at han
falder i søvn.
Det fremgik videre, at tvangsmedicinering, hvor medicinen blev givet som led i be-
handlingsplanen, kun kunne
ske ”… i henhold til § 12 efter overlægens ordination,
hvorimod det, den vagthavende læge havde hjemmel til at gøre i henhold til § 17, stk.
2, alene var helt akut i enkeltstående tilfælde at benytte et beroligende middel som
den mindst indgribende foranstaltning, der var egnet til at løse det foreliggende pro-
blem.”
Ankenævnet anførte i afgørelsen, at det fremgik af journalen, at patienten var i en
manisk tilstand med massivt talepres og springende tankegang. Patienten havde ikke
115
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
sovet om natten og havde kun sovet nogle få timer i foregående døgn efter patienten
havde fået indgivet akut beroligende medicin.
Det blev, på grund af patientens manglende nattesøvn gennem flere døgn samt pati-
entens maniske og forpinte tilstand besluttet at indgive beroligende middel med magt,
idet patienten nægtede at indtage medicinen frivilligt.
Efterfølgende fremgik det af journalen, at patienten ikke faldt til ro af medicinen, og
således endnu ikke havde sovet kl. 14.40. Det blev besluttet, at patienten skulle tilby-
des p.n. medicin løbende i løbet af dagen, og såfremt patienten ikke tog imod medici-
nen, måtte det om aftenen vurderes, om der igen var behov for akut beroligende me-
dicin for at bryde tilstanden.
Ankenævnet fandt herefter ikke, at betingelserne for at indgive beroligende middel
med magt den 29. august 2016 kl. 11.40 var opfyldt.
Ankenævnet lagde vægt på, at indgivelsen af det beroligende middel alene var be-
grundet i patientens maniske og forpinte tilstand samt patientens manglende natte-
søvn.
Ankenævnet var opmærksomt på, at manglende søvn forværrede en manisk tilstand,
hvorfor det var af stor helbredsmæssig betydning at opnå søvn, og at det fremgik af
den kommenterede psykiatrilov, at indgivelse af beroligende middel med magt kunne
være påkrævet af helbredsgrunde.
Det var dog ankenævnets opfattelse, at indgivelse af beroligende middel med magt
alene kunne anvendes i akutte tilfælde, og ikke kunne anvendes som en mere syste-
matisk behandling af den maniske tilstand.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten
dagen inden havde fået indgivet beroligende middel med magt, hvorefter patienten
havde sovet, og at det blev angivet i journalen, at det senere samme dag måtte over-
vejes, om der igen skulle indgives beroligende medicin for at bryde tilstanden.
Det var på denne baggrund ankenævnets opfattelse, at der blev planlagt indgivelse af
beroligende middel for at bryde tilstanden, og ikke som følge af en akut urolig situati-
on.
Ankenævnet havde i øvrigt bemærket, at det fremgik af behandlingsplanen fra den 29.
august 2016, at det var planen at opstarte patienten i medicinsk behandling for den
maniske tilstand. Det fremgik under vurdering af effekt af behandlingen, at der var gi-
vet akut beroligende medicin to gange, og at opstart af tvangsbehandling derfor måtte
overvejes.
Det var herefter ankenævnets vurdering, at det ikke var godtgjort i journalen, at der
var tale om en akut urolig tilstand, der nødvendiggjorde indgivelse af beroligende mid-
del med magt, men snarere behandling af patientens maniske tilstand.
Nævnet har hertil lagt vægt på, at det ikke fremgik af journalen, at der var nærliggen-
de fare for, at patienten ville udvikle delirium.
Ankenævnet ændrede på denne baggrund den afgørelse, der var truffet af Det Psykia-
triske Patientklagenævn, således at nævnet ikke kunne godkende den beslutning om
indgivelse af beroligende middel med magt, der blev truffet den 29. august 2016 kl.
11.40.
116
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Psykotisk urotilstand
–
katatoni
–
betingelser for beroligende medicin og kra-
vet om mindst indgribende foranstaltning var opfyldt
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af et beroligende middel med magt opfyldte betin-
gelserne i psykiatrilovens § 17, stk. 2.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten ifølge journalen var beskrevet i
en psykotisk urotilstand med tankespærring og tegn på katatoni, idet patienten var til-
bagetrukket i kontakten og kun havde sovet sparsomt samt havde været spise- og
drikkevægrende de foregående døgn, ligesom denne sad stivnet i fosterstilling.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at det fremgik af bogen "Tvang i Psykiatrien, Lov
om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien", med kommentarer af Poul Dahl
Jensen og Jørgen Poulsen, udgivet af Jurist- og Økonomforbundets Forlag 1991, side
100, i en kommentar til Psykiatrilovens § 17, at adgangen til at anvende beroligende
middel, kunne ske med henblik på, at få en meget urolig patient bragt til ro. Dette
kunne dels være påkrævet af helbredsgrunde, idet en bedring af patientens tilstand
forudsatte, at patienter faldt i søvn, og det kunne efter omstændighederne være et
mindre vidtgående indgreb at give beroligende middel om fornødent med magt, end at
fastholde en patient igennem et ikke helt kort tidsrum eller at bæltefiksere patienten.
Ankenævnet kunne hertil oplyse, at katatoni var et produktivt psykotisk symptom,
hvor patienten enten kunne være stivnet og ikke kunne bevæge sig og tale eller kunne
have gentagne formålsløse bevægelser eller være ekstrem overaktiv. Tilstanden kunne
blive livstruende, idet patienterne ikke spiste og drak tiltrækkeligt, ligesom deres puls,
blodtryk og temperatur kunne stige. Tilstanden blev behandlet med antipsykotika eller
ECT.
I de lægelige oplysninger var det anført, at patienten ikke modsatte sig injektionen,
men at patienten heller ikke syntes at billige dette.
Ankenævnet lagde, på baggrund af de foreliggende oplysninger, til grund, at patienten
befandt sig i en psykotisk urotilstand, hvor patienten på grund af sin katatoni ikke var i
stand til at tage stilling til behandlingen.
Ankenævnet fandt efter en konkret vurdering, at indgivelse af beroligende middel med
magt opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet lagde herunder vægt på, at det fremgik af tvangsprotokollen, at patien-
ten havde været svært forpint, søvnløs samt spiste og drak vægrende det seneste
døgn op til indgivelsen, ligesom patienten havde siddet stivnet i fosterstilling i en stol,
og ikke kunne tage stilling til, hvorvidt patienten ønskede at modtage beroligende me-
dicin. Da der var tale om en psykotisk urotilstand, og ikke en motorisk urotilstand,
fandt ankenævnet ikke, at der burde være forsøgt yderligere mindre indgribende til-
tag, forinden indgivelsen af beroligende middel.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
117
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ad 2: Mindste middels princippet
En patient skal efter mindste middels princippet tilbydes at tage sin medicin frivilligt,
før det besluttes at give beroligende medicin med magt. Det skal journalføres, at be-
handlingen er tilbudt til frivillig indtagelse, ligesom det skal journalføres, at man for-
gæves har forsøgt at skærme patienten og at tale patienten til ro. Dette skal sikre, at
mindre indgribende foranstaltninger uden held har været forsøgt anvendt.
Mindste middels princippet var ikke opfyldt
Mindste middels princippet var ikke opfyldt, da patienten ikke var forsøgt be-
grænset og korrigeret
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt.
Ankenævnet fandt ikke, at indgivelsen af et beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af journalen, at man forinden havde forsøgt
at tale patienten til ro og tilbyde patienten beroligende medicin til frivilligt indtagelse.
Ankenævnet lagde dog vægt på, at det ikke fremgik af journalen, at patienten var for-
søgt begrænset og korrigeret.
Ankenævnet fandt derfor ikke, at mindste middels princippet var opfyldt og kunne der-
for ikke godkende indgivelsen af beroligende medicin.
Ankenævnet ændrede på denne baggrund den afgørelse, der var truffet af Det Psykia-
triske Patientklagenævn.
**
Mindste middels princippet var konkret opfyldt
Ankenævnet har i flere tilfælde vurderet, at mindste middels princippet konkret var
opfyldt.
Eksempel 1:
Mindste middels princippet for beroligende medicin var opfyldt efter en kon-
kret vurdering
–
ikke muligt at tale patienten til ro
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt.
Patienten var ifølge journalen opkørt og med truende adfærd over for både personale
og medpatienter.
118
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Forinden indgivelsen af det beroligende middel med magt var patientens aktiviteter
forsøgt begrænset og korrigeret, og patienten havde fået tilbudt beroligende medicin
til frivillig indtagelse.
Det var ankenævnets vurdering, at det ikke var muligt at tale patienten til ro, idet an-
kenævnet bemærkede, at det fremgik af journalen, at patienten ikke var korrigerbar,
og desuden havde talepres.
Ankenævnet tiltrådte på denne baggrund den afgørelse, der var truffet af Det Psykia-
triske Patientklagenævn.
Eksempel 2:
Mindste middels princippet for beroligende medicin var opfyldt efter en kon-
kret vurdering
–
psykotisk urotilstand
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt.
Patienten havde ifølge journalen fremført trusler mod personalet og havde herefter
lagt sig fladt på gulvet i fællesmiljøet, hvor patienten var kataton ag angav ikke at
kunne mærke sin krop. Indledningsvis var patienten med lukkede øjne og slap i begge
arme og ben. Patienten opfordrede personalet til at stikke sig med en kniv og sagde
”tramp mig i hovedet”, idet patienten angav, at det
var for, at patienten skulle mærke
sin krop. Patienten var grinende og samt udskældende på personalet, idet patienten
sagde, ”I må ikke grine af mig, det er en del af min sygdom”.
Forinden indgivelsen af det beroligende middel med magt var patientens aktiviteter
forsøgt begrænset og korrigeret, og patienten havde fået tilbudt beroligende medicin
til frivillig indtagelse.
Det fremgik ikke af journalen, at men forinden indgivelsen havde forsøgt at tale pati-
enten til ro.
Ankenævnet lagde dog til grund, at patienten befandt sig i en psykotisk urotilstand,
hvor patienten var forpint, og ikke en motorisk urotilstand, hvorfor ankenævnet ikke
fandt, at der burde have været forsøgt yderligere mindre indgribende tiltag, forinden
indgivelsen af beroligende middel.
Ankenævnet tiltrådte den afgørelse, der var truffet af Det Psykiatriske Patientklage-
nævn.
Eksempel 3:
Mindste middels princippet for beroligende medicin var opfyldt efter en kon-
kret vurdering
–
ikke muligt at tale patienten til ro
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
119
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Patienten var ifølge journalen opkørt og svært truende.
Forinden indgivelsen af det beroligende middel med magt var patientens aktiviteter
forsøgt begrænset og korrigeret ved, at patienten af politiet blev bragt til sin stue, og
patienten havde fået tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse.
Ankenævnet bemærkede, at personalet ikke forinden indgivelsen havde forsøgt at tale
patienten til ro.
Ankenævnet fandt dog ud fra en konkret vurdering, at indgivelsen af beroligende mid-
del med magt opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet lagde vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten ved forsøg på
samtale blev yderligere truende, hvorfor ankenævnet vurderede, at det ikke var muligt
at tale patienten til ro.
Ankenævnet tiltrådte den afgørelse, der var truffet af Det Psykiatriske Patientklage-
nævn.
Eksempel 4:
Mindste middels princippet for beroligende medicin var opfyldt efter en kon-
kret vurdering
–
ikke muligt at tale patienten til ro
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt.
Patienten var ifølge journalen voldsomt udadreagerende og svært opkørt. Patienten
var bæltefikseret, idet patienten havde slået og bidt personalet. Patienten vred sig så
meget rundt i sengen, så patienten på et tidspunkt risikerede at vælte sengen og få
den over sig.
Ankenævnet fandt, at det ikke var muligt at begrænse og korrigere patientens aktivi-
teter yderligere, da patienten var bæltefikseret.
Ankenævnet lagde vægt på, at det ikke var muligt at forsøge at tale patienten til ro,
da patienten ifølge journalen skreg uafbrudt af sine lungers fulde kraft, og da patien-
ten havde fået tilbudt beroligende medicin til frivillig indtagelse.
Ankenævnet tiltrådte den afgørelse, der var truffet af Det Psykiatriske Patientklage-
nævn.
Eksempel 5:
Mindste middels princippet for beroligende medicin var opfyldt efter en kon-
kret vurdering
–
ikke muligt at begrænse og korrigere
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
120
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Patienten havde umiddelbart efter en bæltefiksering fået indgivet 20 mg Zyprexa som
beroligende medicin med magt, idet patienten på dette tidspunkt lå opkørt i bæltet og
angav at ville skyde alle, så snart patienten fik fat i et skydevåben.
Det var Ankenævnets vurdering, at det ikke var muligt at begrænse patientens aktivi-
teter yderligere, da patienten var bæltefikseret.
Ankenævnet bemærkede, at det ikke fremgik af journalen, at personalet havde forsøgt
at tale patienten til ro eller at tilbyde denne beroligende medicin til frivillig indtagelse
efter bæltefikseringen.
Det var imidlertid Ankenævnets opfattelse, at der på baggrund af beskrivelsen af pati-
enten i journalen ikke var grundlag for yderligere forsøg på mindre indgribende foran-
staltninger.
Ankenævnet lagde vægt på, at patientens tilstand syntes at forværres, på trods af at
patienten var bæltefikseret. Patienten var således fortsat opkørt og truende, ligesom
det var lykkedes denne at få fat på en fjernbetjening til sengen og smadre den ind i
sengekanten.
Ankenævnet fandt herefter, at indgivelsen af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 6:
Mindste middels princippet for beroligende medicin var opfyldt efter en kon-
kret vurdering
–
ikke muligt at begrænse og korrigere
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
Patienten følte sig ifølge journalen overvåget i en grad, at patienten ikke kunne sove
tilstrækkeligt og fremstod urolig samt forpint og var i risiko for at udvikle delir.
Ankenævnet bemærkede, at det ikke fremgik af journalen, at det blev forsøgt at be-
grænse og korrigere patientens aktiviteter.
Ankenævnet lagde dog vægt på, at man forinden havde forsøgt at tale patienten til ro
og tilbyde denne beroligende medicin til frivillig indtagelse.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at det ikke var muligt at begrænse og korrigere
patientens aktiviteter yderligere, og at patienten var i risiko for at udvikle delir.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 7:
121
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Mindste middels princippet for beroligende medicin var opfyldt efter en kon-
kret vurdering
–
eskalerende situation, ikke tid til at tilbyde beroligende me-
dicin
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
Patienten var ifølge journalen urolig, truende og højtråbende og optrådte udadreage-
rende. Patienten var gået tættere og tættere på personalet, så de havde følt en nær-
liggende fare for at blive slået.
Forinden indgivelsen af det beroligende middel med magt var patientens forsøgt talt til
ro, og patientens aktiviteter var forsøgt begrænset og korrigeret ved at fastholde pati-
enten på sengen.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af journalen, at der ikke havde været tid til at
tilbyde patienten beroligende medicin på grund af den eskalerende situation, hvor pa-
tienten blev tiltagende urolig og truende og til fare for personalet.
Ankenævnet fandt det godtgjort, at det henset til den eskalerende situation, ikke var
muligt at tilbyde patienten medicin til frivillig indtagelse forinden indgivelsen.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Eksempel 8:
Mindste middels princippet for beroligende medicin var opfyldt efter en kon-
kret vurdering
–
ikke muligt at tilbyde beroligende medicin
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
Patienten var ifølge journalen urolig og opkørt. Patienten sparkede og slog ud mod
ting, havde ødelagt en dørkarm og var truende og devaluerende og var blevet lagt i
bælte, men var fortsat urolig.
Forinden indgivelsen af det beroligende middel med magt var patientens forsøgt talt til
ro, og patientens aktiviteter var forsøgt begrænset og korrigeret, og patienten var ble-
vet bæltefikseret, men fremtrådte fortsat urolig.
Ankenævnet bemærkede, at man forinden indgivelsen ikke havde tilbudt beroligende
medicin til frivillig indtagelse.
Ankenævnet bemærkede dog, at det fremgik af journalen, at patienten fik indgivet be-
roligende medicin, idet det blev vurderet, at der var akut behov for at få ro på patien-
ten.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
122
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Tilbudt tablet Olanzapin uden angivelse af dosis. Givet injektion Olanzapin 10
mg i.m.
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke godkendt beslutningen om indgivelse af
et beroligende middel med magt. Ankenævnet fandt, at indgivelsen af det beroligende
middel med magt opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.
Det fremgik af journalen, at patienten var blevet tilbudt smeltetablet Olanzapin uden
angivelse af dosis og, at der var blevet indgivet injektion Olanzapin 10 mg i.m.
Ankenævnet lagde vægt på, at indgivelsen af det beroligende middel med magt blev
iværksat med det samme præparat, som der forinden var tilbudt til frivillig indtagelse.
Ankenævnet godkendte indgivelsen af det beroligende middel og bemærkede, at ind-
givelse af beroligende middel med magt i en akut situation ikke kan sidestilles med
tvangsbehandling, hvorfor der efter ankenævnets opfattelse ikke forelå krav om, at
patienten forinden var blevet tilbudt en konkret dosis til frivillig indtagelse.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad. 3: Afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering
Tablet Olanzapin 20 mg godkendt
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af det beroligende middel opfyldte kravet om anven-
delse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirknin-
ger.
Ifølge journalen fremstod patienten anspændt, kontaktsøgende og tiltagende kaotisk
samt talte usammenhængende.
Ankenævnet lagde vægt på, at Olanzapin var et almindeligt anvendt og velafprøvet
lægemiddel, ligesom den besluttede dosering var almindelig.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Tablet Olanzapin 20 mg til manisk patient var udover sædvanlig dosis. Krav
om konkret begrundelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af det beroligende middel med magt ikke opfyldte
kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest
mulige bivirkninger.
123
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Patienten, der var manisk, fik indgivet tablet Olanzapin 20 mg som beroligende medi-
cin.
Ankenævnet fandt ikke, at den besluttede dosering var almindelig i forbindelse med en
manisk tilstand.
Ankenævnet lagde vægt på, at der af journalen i relation til beslutningen ikke fremgik
oplysninger om, hvad baggrunden var for at ordinere en dosis, der gik ud over den
sædvanlige dosering som angivet på pro.medicin.dk (15 mg en gang dagligt ved ma-
ni).
Ankenævnet var opmærksom på, at patienten var i en tilstand, der kunne beskrives
som manisk i meget voldsom grad, ligesom patienten var bæltefikseret.
Ankenævnet anførte, at den høje dosis kunne være velbegrundet, men en sådan even-
tuel begrundelse fremgik ikke af journalen i relation til indgivelsen af beroligende mid-
del med magt.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse om indgivelse af
et beroligende middel med magt.
***
Det Psykiatriske Patientklagenævn vil drøfte indholdet af de to ovenstående afgørelser
med ankenævnet.
I akutte situationer kan der anvendes et antipsykotisk lægemiddel i kombina-
tion med et benzodiazepin
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
Patienten var ifølge journalen forpint og urolig samt råbende og udskældende. Patien-
ten smed med kopper på gulvet, og der var risiko for udadreagerende adfærd.
Patienten fik indgivet beroligende medicin i form af smeltetablet Olanzapin 10 mg og
oraldråber Rivotril 32 mg, som patienten tog imod med tvang.
Ankenævnet oplyste om Rivotril bl.a., at Rivotril er et benzodiazepin med relativt lang
halveringstid, der på baggrund af dette kan bruges ved behandling af epilepsi. Rivotril
havde som andre benzodiazepiner en beroligende og angstdæmpende virkning, for-
uden det øgede krampetærsklen. Rivotril kunne derfor anvendes i en akut situation,
hvor der var behov for den dæmpende og sløvende effekt.
Ankenævnet oplyste videre, at det fremgik af Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 9276
af 6. maj 2014 om behandling med antipsykotiske lægemidler til personer over 18 år
med psykotiske lidelser, at der skulle undgås samtidig behandling med antipsykotiske
lægemidler og benzodiazepiner udover den akutte fase.
124
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet fandt herefter, at indgivelsen af beroligende middel med magt opfyldte
kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest
mulige bivirkninger.
Ankenævnet lagde vægt på, at Olanzapin og Rivotril var almindeligt anvendte og vel-
afprøvede lægemidler, ligesom de besluttede doseringer er almindelige.
Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at der var tale om en akut situation, hvorfor
det var relevant at anvende et antipsykotisk lægemiddel i kombination med et benzo-
diazepin.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ved mani med psykotisk dybde svarer sædvanlig dosering til den angivelse,
der er for skizofreni på pro.medicin.dk
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af det beroligende middel med magt opfyldte kravet
om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige
bivirkninger.
Det fremgik af journalen, at patienten var i en tilstand af mani. Patienten blev tilbudt
beroligende medicin i form af tablet Quetiapin 100 mg til frivillig indtagelse, som pati-
enten indtog.
Det var ankenævnets opfattelse, ud fra beskrivelsen i journalen, at der var tale om
mani med psykotisk dybde.
På den baggrund var det ankenævnets opfattelse, at sædvanlig dosering i dette tilfæl-
de svarede til den angivelse, der var for skizofreni på pro.medicin.dk, fremfor mani, da
den maniske tilstand var af psykotisk dybde.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ankenævnet oplyser, at tablet Abilify 15 mg svarer til omkring 9,75 mg ved
injektion
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at indgivelse af det beroligende middel med magt opfyldte kravet
om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet lagde vægt på, at man forinden havde forsøgt at begrænse og korrigere
patientens aktiviteter ved at forsøge at skærme patienten, samt havde forsøgt at tale
patienten til ro og tilbyde patienten beroligende medicin til frivillig indtagelse.
125
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af tvangsprotokollen, at patienten var blevet
tilbudt tablet Abilify 15 mg eller injektion Abilify 9,75 mg i.m. til frivillig indtagelse. Det
fremgik ikke, i hvilken administrationsform præparatet blev indgivet. Det fremgik imid-
lertid af lægeerklæringen til Det Psykiatriske Patientklagenævn, at der blev indgivet
tablet Abilify.
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af medicinoversigten på pro.medicin.dk, at sæd-
vanlig dosis ved behandling med tablet Abilify var 10-15 mg én gang dagligt. Ved be-
handling med injektion var sædvanlig dosis 9,75 mg i.m.
Ankenævnet oplyste videre, at tablet Abilify 15 mg svarede til omkring 9,75 mg ved
injektion.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Temesta 2 mg var for høj dosis, når der ikke forelå en særlig begrundelse
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
Patienten var ifølge journalen svært urolig, anspændt og hurtigkørende.
Ankenævnet fandt, at indgivelse af et beroligende middel med magt opfyldte kravet
om mindst indgribende foranstaltning.
Ankenævnet fandt ikke, at indgivelsen af beroligende middel med magt opfyldte kravet
om anvendelse af lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige bivirknin-
ger.
Patienten havde fået indgivet et beroligende middel med magt i form af tablet Temesta
2 mg.
Ankenævnet lagde vægt på, at Temesta er et almindeligt anvendt og velafprøvet læ-
gemiddel, men at den besluttede dosering gik ud over det, der på pro.medicin.dk var
angivet som sædvanlig dosering.
Ankenævnet oplyste, at sædvanlig dosis ved tabletbehandling er 1 mg 1-3 gange dag-
ligt. Ved svære tilfælde kunne der gives 2,5 mg 2-3 gange dagligt.
Ankenævnet lagde vægt på, at, at det af journalen i relation til beslutningen om indgi-
velse af beroligende middel med magt ikke fremgik oplysninger om, hvad baggrunden
var for at ordinere en dosis, der gik ud over den sædvanlige dosis, som angivet på
pro.medicin.dk.
Den høje dosis kunne være velbegrundet, men en sådan eventuel begrundelse fremgik
ikke af journalen i relation til indgivelsen af det beroligende middel med magt.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
126
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
To præparater inden for få timer godkendt
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af det beroligende middel med magt konkret opfyld-
te kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest
mulige bivirkninger.
Patienten havde fået indgivet injektion Stesolid 5 mg kl. 15.15 og injektion Olanzapin
5 mg kl. 18.40.
Ankenævnet oplyste, at der skulle udvises varsomhed ved administration af Olanzapin
som injektion i tæt tidsmæssigt tilknytning til tidligere behandling med Stesolid som
injektion.
Det var ankenævnets vurdering, at indgivelsen af injektion Olanzapin var forsvarlig,
idet der var gået 3 timer og 25 minutter imellem de to injektioner.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
30 mg Zyprexa som tablet inden for et døgn godkendt
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af det beroligende middel med magt konkret opfyld-
te kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest
mulige bivirkninger.
Patienten havde inden for et døgn modtaget 30 mg Zyprexa i tabletform.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen om, at indgivelsen af den beroligende medicin med
magt opfyldte kravet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og
med færrest mulige bivirkninger, vægt på, at Olanzapin var et almindeligt anvendt og
velafprøvet lægemiddel.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at det fremgik af journalen i relation til beslutnin-
gen om indgivelse af beroligende medicin, at patienten var svært affektpræget og ag-
gressiv, ligesom patienten var meget truende, herunder fremkom patienten med per-
sonrettede trusler. Dertil havde patienten ikke haft tilstrækkelig effekt af den beroli-
gende medicin i form af tablet Zyprexa 5 mg, som var blevet indgivet 5 timer tidligere.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ad 4.: Identitet mellem det tilbudte og det givne præparat/dosis
Mindste middels princippet var opfyldt, fordi situationen eskalerede efter, at
tilbuddet om beroligende medicin var givet. Der var tilbudt tablet Abilify 10
mg, men der blev indgivet injektion Serenase 10 mg
127
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte afgørelsen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
Ankenævnet fandt med en konkret begrundelse, at indgivelsen af et beroligende mid-
del med magt opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning med magt.
Patienten havde fået tilbudt beroligende medicin i form af tablet Abilify 10 mg til frivil-
lig indtagelse, men blev givet injektion Serenase 10 mg som akut beroligende medicin
med tvang.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af en udtalelse, at patienten blev indgivet in-
jektion Serenase, idet patienten ikke ønskede at indtage tablet Abilify, og idet injektion
Abilify ikke fandtes på afdelingen, da præparatet var i restordre.
Ankenævnet bemærkede, at den givne dosis var en højere dosis, end den dosis der
blev tilbudt til frivillig indtagelse.
Ankenævnet fandt dog ud fra en konkret vurdering, at der var tale om mindste middel,
idet det fremgik af journalen, at situationen eskalerede, hvorfor nævnet fandt det
godtgjort, at det var nødvendigt at indgive en højere dosis end den tilbudte for at få
patienten til at falde til ro.
Ankenævnet lagde vægt på, at patienten havde slået ud efter personalet, da patienten
fik tilbudt beroligende medicin i tabletform, ligesom patienten havde råbt og skreget af
personalet. Efter gentagne forsøg på at motivere patienten blev det nødvendigt at til-
kalde politiet, idet personalet flygtede for deres sikkerhed i forbindelse med indgivelse
af den akut beroligende medicin.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Tablet Quetiapin er sammenlignelig med injektion Zyprexa
–
dog ikke identi-
tet mellem tilbudt og givet dosis
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om indgivelse af et
beroligende middel med magt.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af det beroligende middel, med magt opfyldte kravet
om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med færrest mulige
bivirkninger.
Det fremgik af journalen, at patienten var vred og aggressiv og muligvis netop havde
brækket eller forstuvet en tommelfinger på et personalemedlem. Patienten hældte
endvidere vand på gulvet og forstyrrede hele afdelingen.
Ankenævnet bemærkede, at det fremgik af journalen, at patienten var blevet tilbudt
beroligende medicin i form af tablet Quetiapin, som ankenævnet fandt reelt måtte væ-
re 25 mg, da det fremgik af journalen, at p.n. medicin udgjorde 25 mg Quetiapin.
Patienten ville ikke indtage den tilbudte medicin, og patienten fik derefter indgivet in-
jektion Zyprexa 10 mg.
128
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet oplyste, at der som udgangspunkt skulle gives det samme præparat og
dosis, som blev tilbudt til frivillig indtagelse. Såfremt det fandtes nødvendigt at give et
andet præparat, skulle dosis som udgangspunkt være ækvivalent til det oprindeligt til-
budte.
Ankenævnet oplyste, at Quetiapin ikke fandtes i injektionsform.
Ankenævnet bemærkede, at patienten tidligere havde haft god effekt af Seroquel
(Quetiapin), hvorfor det var relevant først at tilbyde patienten dette til frivillig indta-
gelse.
Ankenævnet oplyste, at Quetiapin og Zyprexa var sammenlignelige præparater, der
begge anvendtes til behandling af mani, psykomotorisk uro og excitation.
Ankenævnet fandt herefter, at det var relevant at indgive injektion Zyprexa, selv om
det tilbudte præparat var tablet Quetiapin.
Ankenævnet fandt imidlertid ikke, at den tilbudte dosis svarede til den dosis, der blev
indgivet, idet der blev indgivet en højere dosis, end den der blev tilbudt.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Ikke identitet ved tilbud om to præparater og indgivelse af kun det ene præ-
parat
Det Psykiatriske Patientklagenævn godkendte beslutningen om indgivelse af et beroli-
gende middel med magt.
Patienten var ifølge journalen urolig og forpint af sin tilstand. Patienten var plaget af
hallucinationer og forfølgelsesmæssige vrangforestillinger.
Ankenævnet fandt, at indgivelsen af det beroligende middel
med magt opfyldte kra-
vet om anvendelse af afprøvede lægemidler i sædvanlig dosering og med fær-
rest mulige bivirkninger.
Ankenævnet bemærkede dog, at patienten blev tilbudt beroligende medicin til frivillig
indtagelse i form af tablet Zyprexa 10 mg samt tablet Stesolid 5 mg, men at patienten
ikke ønskede dette, hvorfor der blev givet injektion Zyprexa 5 mg. Det fremgik således
ikke, at de to præparater blev tilbudt alternativt.
Det var ankenævnets opfattelse, at indgivelse af beroligende middel med magt som
udgangspunkt skulle iværksættes med det samme præparat og samme dosis, som der
var tilbudt.
Det var ankenævnets opfattelse, at Zyprexa i injektionsform svarede til halv dosis af
Zyprexa i tabletform, hvorfor den tilbudte dosis Zyprexa svarede til den indgivne.
129
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet fandt dog ikke, at det blev forsøgt at tilbyde patienten beroligende medi-
cin til frivillig indtagelse med det samme præparat og samme dosis, som der blev ind-
givet, idet der blev tilbudt både Zyprexa og Stesolid.
Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke var identitet mellem de tilbudte præparater,
og det indgivne præparat, ligesom der samlet set blev tilbudt en højere dosis, end der
blev indgivet.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Andre forhold
En senere tilføjelse til journalen, vedrørende, hvad der er tilbudt, har ikke
samme bevisværdi
En måned efter, at den beroligende medicin var givet, blev der lavet en tilføjelse til
journalen om, at patienten var blevet tilbudt tablet Olanzapin 10 mg og tablet Oxapax
15 mg til frivillig indtagelse.
Ankenævnet fandt efter en konkret vurdering ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort,
at patienten fik tilbudt de præparater og doseringer beroligende medicin til frivillig ind-
tagelse, som det fremgik af tilføjelsen.
Ankenævnet lagde vægt på det forhold, at der var tale om et indgreb i selvbestemmel-
sesretten, og at tilføjelsen til journalen først var udfærdiget cirka en måned efter
tvangsindgrebet blev foretaget, hvorfor notatet ikke kunne tillægges samme bevis-
værdi, som hvis det var blevet udfærdiget umiddelbart efter tvangsindgrebet.
Ankenævnet lagde i stedet til grund, at patienten alene var tilbudt smeltetablet Olan-
zapin uden angivelse af dosis, idet det var det, der fremgik af journalen, da den bero-
ligende medicin blev givet.
Afvisning af genoptagelse af en sag om beroligende medicin, hvor ankenæv-
net havde udtalt, at tablet Olanzapin 10 mg svarede til en dosis på 5 mg som
injektion
Overlægen havde anmodet om genoptagelse af en sag om beroligende medicin, hvor
ankenævnet havde udtalt, at tablet Olanzapin 10 mg svarede til en dosis på 5 mg
Olanzapin ved injektion.
Overlægen anførte, at der ikke var belæg for at antage, at Olanzapin i intramuskulær
og peroral administrationsform ikke skulle være dosisækvivalente.
Hertil anførte overlægen, at biotilgængeligheden var den samme for de to administra-
tionsformer, altså at det var den samme mængde Olanzapin, der nåede det systemi-
ske kredsløb, hvad enten dosis blev indgivet peroralt eller intramuskulært.
Overlægen var derfor ikke enig i ankenævnets opfattelse, hvorefter dosis af tablet
Olanzapin svarede til halvdelen ved injektion.
130
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet afviste at genoptage sagen med følgende begrundelse:
”Om
der er grundlag for at genoptage en sag afhænger af, om der i forhold til den op-
rindelige behandling af sagen er kommet væsentlige nye oplysninger, som må antages
at kunne medføre en ændret bedømmelse af sagen. Det skal forstås således, at der
skal være tale om nye oplysninger, som ikke allerede forelå i udtalelser, journalnotater
eller andre af sagens akter, da der blev truffet afgørelse i sagen. Disse nye oplysninger
skal tillige være så væsentlige, at de måske kan føre til et andet resultat.”
Det var ankenævnets opfattelse, at det forhold, at overlægen var uenig i ankenævnets
fortolkning af forholdet mellem dosis Olanzapin ved henholdsvis tablet og injektion, ik-
ke kunne begrunde en genoptagelse af sagen.
Ankenævnet havde til brug for vurderingen af, om der forelå nye væsentlige oplysnin-
ger, anmodet Lægemiddelstyrelsen om en udtalelse om forholdet mellem dosis Olan-
zapin ved henholdsvis tablet og injektion.
Lægemiddelstyrelsen havde oplyst, at den terapeutiske effekt og bivirkningerne af
Olanzapin afhang både af den absorberede mængde og den dertil knyttede ekspone-
ring (AUC) samt af absorptionshastigheden (Cmax). Visse virkninger ville primært væ-
re AUC-afhængige, og andre kunne primært være relateret til Cmax.
Lægemiddelstyrelsen oplyste videre, at det fremgik af produktresumeet for intramu-
skulær Olanzapin, at i et farmakokinetisk studie med raske frivillige medførte en dosis
på 5 mg Olanapin en maksimal plasmakoncentration (Cmax), der var cirka fem gange
højere end den, som sås efter den samme dosis Olanzapin administreret oralt. Cmax
blev opnået tidligere efter intramuskulær administration direkte proportional med den
administrerede dosis. For samme dosis Olanzapin, administreret intramuskulært og
oralt, var arealet under kurven, halveringstiden, clearance og fordelingsvoluminet ens.
Den metaboliske profil efter intramuskulær og oral anvendelse var omtrent ens.
Endelig konkluderede Lægemiddelstyrelsen, at der med samme dosis Olanzapin efter
henholdsvis oral og muskulær indgift blev opnået en sammenlignelig eksponering ud-
trykt som AUC, men en helt forskellig eksponering, når den blev udtrykt som Cmax.
Begge farmakokinetiske parametre kunne have betydning, både med hensyn til tera-
peutisk effekt og bivirkninger.
På den baggrund fandt Ankenævnet, at der ikke var fremkommet nye og for sagens
afgørelse væsentlige oplysninger, der kunne begrunde en fornyet realitetsbehandling i
ankenævnet.
Anvendelse af fysisk magt
Det fremgår af § 17, stk. 1, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien, at en person,
der er indlagt på psykiatrisk afdeling, kan fastholdes og om fornødent med magt føres
til et andet opholdssted på sygehuset, såfremt betingelserne i § 14, stk. 2 vedrørende
tvangsfiksering er opfyldt. Der er ved formuleringen af betingelserne i § 14, stk. 2,
forudsat, at krænkelser af mindre grov eller umiddelbar karakter ville kunne afværges
ved anvendelse af mindre indgribende midler end tvangsfiksering. Spørgsmålet om,
131
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
hvilket middel der skal anvendes i det enkelte tilfælde, skal afgøres under iagttagelse
af mindste middels princip, jf. lovens § 4.
Ifølge psykiatrilovens § 14, stk. 2 må tvangsfiksering kun anvendes i det omfang, det
er nødvendigt for at afværge, at en patient udsætter sig selv eller andre for nærlig-
gende fare for at lide skade på legeme eller helbred, eller forfølger eller på anden lig-
nende måde groft forulemper medpatienter eller øver hærværk af ikke ubetydelig om-
fang.
Umiddelbar personfare
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt anvendelsen af fysisk magt.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at fastholde patienten var opfyldt, idet der var
nærliggende fare for, at patienten selv eller andre ville lide skade på legeme eller hel-
bred, fordi patienten ifølge journalen, uden varsel fór løs på et personalemedlem, som
patienten slog hårdt på armen.
Ankenævnet lagde vægt på, at der i den konkrete situation med umiddelbar personfa-
re ikke var mulighed for andre foranstaltninger end umiddelbar fastholden, og at fast-
holdelsen ikke varede længere end nødvendigt.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Akut situation
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde ikke godkendt anvendelse af fysisk magt.
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at fastholde patienten var opfyldt, idet der var
nærliggende fare for, at patienten selv eller andre ville lide skade på legeme eller hel-
bred, fordi at det fremgik af journalen, at patienten var meget vred og opkørt og hav-
de slået et personalemedlem med en knyttet næve i maven.
Ankenævnet lagde vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten var meget vred
og opkørt og havde slået et personalemedlem med en knyttet næve i maven.
Ankenævnet fandt endvidere, at fastholdelsen opfyldte kravet om mindst indgribende
foranstaltning, også i relation til udstrækning af fastholdelsen.
Ankenævnet lagde vægt på, at der var tale om en akut situation, og at det ikke var
muligt at anvende mindre indgribende midler.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten under
fastholdelsen på ingen måde var korrigerbar i sin aggressive adfærd.
Ankenævnet ændrede Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Patienten havde slået personalet
–
umiddelbar fare
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt anvendelsen af fysisk magt.
132
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet fandt, at betingelserne for at fastholde patienten var opfyldt, idet der var
nærliggende fare for, at patienten selv eller andre ville lide skade på legeme eller hel-
bred.
Ankenævnet lagde herved vægt på, at det fremgik af journalen, at patienten havde
slået personalet.
Det fremgik ikke af journalen, at patienten forinden fastholdelsen var forsøgt talt til ro
eller tilbudt frivilligt at gå til sin stue.
Ankenævnet fandt dog, at fastholdelsen opfyldte kravet om mindst indgribende foran-
staltning.
Ankenævnet lagde vægt på, at der var tale om en umiddelbar fare, der gjorde, at det
var nødvendigt at handle umiddelbart og føre patienten bort med magt.
Ankenævnet lagde videre vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om, at der
blev anvendt unødig magt over for patienten, eller at magtudøvelsen varede i længere
tid end nødvendigt.
Ankenævnet tiltrådte Det psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
Personlig skærmning
Det følger af psykiatrilovens § 18d, at der ved personlig skærmning forstås foranstalt-
ninger, hvor et eller flere personalemedlemmer konstant befinder sig i umiddelbar
nærhed af patienten.
Personlig skærmning, som patienten ikke samtykker til, må kun benyttes, i det omfang
det er nødvendigt for at afværge, at en patient begår selvmord eller på anden vis ud-
sætter sit eller andres helbred for betydelig skade eller forfølger eller på anden lignen-
de måde groft forulemper medpatienter eller andre.
Beslutningen om personlig skærmning træffes af en læge, efter at denne har tilset pa-
tienten.
Betingelserne for personlig skærmning var opfyldt
–
oplysninger i journalen
tillægges stor bevisværdi
Det Psykiatriske Patientklagenævn havde godkendt beslutningen om personlig skærm-
ning.
Den 10. december 2015 var der blevet ordineret personlig skærmning, og den 11. de-
cember 2015 blev der truffet beslutning om at forlænge den personlige skærmning ud
over 24 timer.
Det fremgik af journalen, at patienten natten til den 10. december 2015 havde opført
sig meget paranoidt, og patienten var kommet i besiddelse af nogle fortrolige oplys-
ninger omkring en kommende medarbejder, som patienten mente skulle plantes på
afdelingen for at komme medarbejderen til livs. Patienten opsøgte endvidere en med-
133
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
patient på dennes stue, idet patienten var af den opfattelse, at medpatienten ville slå
patienten ihjel. Det fremgik af journalen, at medpatienten i den forbindelse havde følt
sig truet. Patienten blev ført tilbage til sin stue, og døren blev låst. På grund af nattens
hændelser blev det besluttet at iværksætte personlig skærmning af patienten for at
afværge, at patienten forfulgte eller groft forulempede andre, da det blev vurderet, at
patienten var farlig for medpatienter og personale. Patienten blev herefter overflyttet
til ”skærmen”, som er et særligt rum, med fast vagt
uden for døren.
Den 11. december 2015 blev det besluttet at opretholde den personlige skærmning ud
over 24 timer, idet patientens opsøgende adfærd havde haft en intimiderende effekt
samt karakter af overfald i forhold til tidspunkt og karakter af fysisk berøring. Endvide-
re vurderedes der at være risiko for en gentagelse af episoden, idet patienten fast-
holdt, at det var berettiget, at patienten handlede som gjort.
Ankenævnet bemærkede, at patienten havde anført, at medpatienten havde taget i
patientens dør, hvorefter patienten havde opsøgt et personalemedlem, som ledsagede
patienten til medpatientens stue, hvor patienten afkrævede denne en forklaring. Da
medpatienten sov tungt måtte patienten ruske medpatienten. Patienten var ikke vol-
delig og gik efter anvisning fra personalemedlemmet tilbage på sin egen stue. Patien-
ten opsøgte efterfølgende medpatienten for at tilgive ham.
Patientens advokat havde i klagen anmodet om, at der blev indhentet en udtalelse fra
et bestemt personalemedlem, der ifølge patienten skulle have bekræftet patientens
opfattelse af forløbet.
Ankenævnet lagde ved afgørelsen af sagen vægt på oplysningerne i journalen, der ge-
nerelt blev tillagt stor bevisværdi. Dette skyldtes, at journalnotater blev skrevet i
umiddelbar tilknytning til behandlingen og således på et tidspunkt, hvor der endnu ik-
ke var klaget over behandlingen. Der kunne dog være tilfælde, hvor ankenævnet efter
en konkret bevisafvejning fandt, at det var overvejende sandsynligt, at oplysningerne i
journalen ikke kunne være korrekte. Dette havde dog ikke været tilfældet i denne sag.
Ankenævnet lagde endvidere lagt vægt på, at afdelingen var blevet forelagt klagen og
i den forbindelse havde anført, at skærmningen blev iværksat på baggrund af persona-
lets observationer natten til den 11. december 2015, som beskrevet i journalen, og
som tillige blev støttet af den forklaring, som medpatienten afgav lige efter episoden.
Endelig lagde ankenævnet vægt på, at sagen ikke kunne belyses yderligere, da anke-
nævnet traf afgørelse på skriftligt grundlag, og i modsætning til domstolene ikke hav-
de mulighed for at afhøre parter og vidner i forbindelse med behandlingen af sagen.
Ankenævnet lagde på denne baggrund til grund, at episoden var forløbet som beskre-
vet i journalen. Den 14. december 2015 blev den personlige skærmning ophævet, idet
patienten fremstod med god kontakt, affektstabil og uden tendens til diskussion eller
krænkbarhed, ligesom patienten ikke havde talepres eller udviste vrede. Det blev vur-
deret, at skærpet observation hvert 15. minut herefter var en tilstrækkelig sikkerheds-
foranstaltning.
134
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Ankenævnet oplyste, at det fremgik af psykiatrilovens § 18 d, at der ved personlig
skærmning i psykiatrilovens forstand blev forstået foranstaltninger, hvor et eller flere
personalemedlemmer konstant befandt sig i umiddelbar nærhed af patienten. Personlig
skærmning, som patienten ikke samtykkede til, måtte kun benyttes, i det omfang det
var nødvendigt for at afværge, at en patient enten begik selvmord eller på anden vis
udsatte sit eller andres helbred for betydelig skade, eller forfulgte eller på anden lig-
nende måde groft forulemper medpatienter eller andre.
Ankenævnet oplyste videre, at det fremgik af § 46, stk. 2, i Ministeriet for Sundhed og
Forebyggelsens bekendtgørelse nr. 1338 af 2. december 2010 om anvendelse af anden
tvang end frihedsberøvelse på psykiatriske afdelinger, at der ved
udtrykket ”umiddel-
bar nærhed” skulle
forstås,
at ”patienten til stadighed
var under opsyn, herunder ved
badning og toiletbesøg, og at der dermed var mulighed for hurtig indgriben fra perso-
nalets side.”
Ankenævnet bemærkede videre, at det fremgik af lovforslaget om ændring af lov om
frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien af 9. november 2005 til den tidligere §
18 c i psykiatriloven, at personlig skærmning som juridisk begreb ikke nødvendigvis
havde samme indhold, som når begrebet blev benyttet i andre sundhedsfaglige sam-
menhænge. Videre fremgik det, at lavere grader af observation/overvågning ikke var
omfattet af bestemmelsen og efter regeringens opfattelse ikke udgjorde så stort et
indgreb i den personlige integritet, at regulering i psykiatriloven var påkrævet.
Ankenævnet gjorde i den forbindelse opmærksom på, at den tidligere § 18c, om per-
sonlig skærmning, i psykiatriloven, i 2010 blev ændret til § 18d, uden der derved blev
foretaget ændringer i formuleringen af bestemmelsen.
Det var ankenævnets opfattelse, at der var tale om personlig skærmning af patienten i
perioden fra den 11. december 2015 kl. 10 til den 14. december 2015 kl. 9.30, idet
patienten var skærmet på en speciel skærmningsstue og personalet konstant var i
nærheden af patienten med mulighed for hurtig indgriben.
Ankenævnet fandt efter en samlet vurdering, at betingelserne for at iværksætte per-
sonlig skærmning af patienten i perioden fra den 11. december 2015 kl. 10.00 til den
14. december 2015 kl. 9.30 var opfyldt, idet det var nødvendigt at afværge, at patien-
ten forfulgte eller groft forulempede medpatienter eller andre.
Ankenævnet lagde herved lagt vægt på, at patienten natten til den 10. december 2015
fremtrådte tiltagende paranoid og mindre kontaktsøgende, ligesom han senere på nat-
ten opsøgte og groft forulempede en medpatient.
Ankenævnet lagde videre lagt vægt på, at det var beskrevet i journalen, at patienten
den 12. december 2015 gav udtryk for, at patienten følte sig uretfærdigt behandlet.
Patienten var endvidere usikker på, om personalet reelt havde følt sig truet, da de ikke
slog alarm, og patienten mente, at lægen var med i et komplot. Den 13. december
2015 var det beskrevet, at patienten kiggede gennem ruden på den forurettede med-
patient, som havde følt sig provokeret og truet.
Ankenævnet fandt det derfor velbegrundet at opretholde skærmningen indtil den 14.
december 2015, hvor patienten igen fremstod med god kontakt, affektstabil og uden
135
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
tendens til diskussion eller krænkbarhed, ligesom patienten havde talepres eller udvi-
ste vrede.
Ankenævnet fandt endvidere, at personlig skærmning opfyldte kravet om mindst ind-
gribende foranstaltning. Ankenævnet lagde vægt på, at man forinden havde forsøgt at
tale patienten til rette, men at dette ikke var muligt på grund af patientens psykotiske
tilstand.
Ankenævnet tiltrådte Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse.
136
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0137.png
Bilag
Bilag 1 - Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center
Skema 17
Sagernes fordeling på det enkelte hospital/center
Sager i alt
Tilbagekaldte/
afviste
Hospital
Amager
Andet sted
Augustenborg
Ballerup
Bispebjerg Ung
Bornholm
Brønderslev
Dianalund
Esbjerg
Frederiksberg
Frederikshavn
Glostrup Rets-
psyk.
Glostrup - Ung
Glostrup
–
Vok-
sen
Haderslev
Herning
Holbæk
Holstebro
Horsens
Hvidovre
Kolding
København
Køge
Middelfart
Nordsjælland
–
Ung
Nykøbing Sj.
Odense
Randers
Ribe
Risskov
0
9
82
13
0
181
0
104
17
81
17
0
143
56
21
11
6
16
17
99
26
221
0
44
56
10
18
3
14
37
117
28
203
0
42
8
5
8
3
2014
62
0
29
104
20
1
61
15
28
66
3
2015
91
1
9
123
12
5
56
2
13
64
1
2016
2014
8
0
7
16
1
1
14
1
9
4
0
0
1
3
6
1
1
4
1
14
1
28
0
11
0
15
0
23
2
0
26
2015
10
1
1
6
1
0
3
0
0
6
0
1
0
5
0
2
0
1
4
11
7
24
0
4
0
10
0
16
3
0
17
2016
10
0
0
12
0
1
14
0
6
6
0
1
2
19
0
6
0
1
4
0
2
18
0
6
0
6
0
8
2
0
18
Realitetsbehand-
lede
2014 2015
54
0
22
88
19
0
47
14
19
62
3
8
4
53
15
10
5
12
16
85
25
193
0
33
0
93
9
59
11
0
155
81
0
8
117
11
5
53
2
13
58
1
7
3
51
10
16
3
13
33
106
21
179
0
38
0
94
17
65
14
0
126
2016
90
0
0
96
2
5
81
0
22
67
0
13
1
118
0
23
0
17
26
3
12
160
0
43
1
99
0
83
17
0
123
100
0
0
108
2
6
95
0
28
73
0
14
3
137
0
29
0
18
30
3
14
178
0
49
1
105
0
91
19
0
141
Nordsjælland
–
V 108
137
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0138.png
Risskov B&U
Roskilde
Sct. Hans
Slagelse
Svendborg
Thisted
Vejle
Viborg
Vordingborg
Aabenraa
Aalborg
5
56
5
52
15
0
13
52
77
0
91
5
54
11
29
29
0
21
37
63
7
77
4
60
12
70
22
2
22
68
44
26
75
1
5
0
6
4
0
1
7
9
0
10
1
5
3
0
5
0
2
5
6
3
14
1
1
2
6
2
1
2
9
6
10
11
4
51
5
46
11
0
12
45
68
0
81
4
49
8
29
24
0
19
32
57
4
63
3
59
10
64
20
1
20
59
38
16
64
138
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0139.png
Bilag 2 - Mødedeltagelse for patientrådgivere (ptr)/bistandsværger
(bv)
Skema 18
Mødedeltagelse for patientrådgivere/bistandsværger
Deltaget
Ikke del-
taget
Deltagel-
sesprocent
Samlet
oversigt
Hospital
Amager
Augustenborg
Ballerup
Bispebjerg, Ung
Bornholm
Brønderslev
Dianalund
Esbjerg
Frederiksberg
Frederikshavn
Glostrup Rets-
psyk.
Glostrup Ung
Glostrup
–
Vok-
sen
Haderslev
Herning
Holbæk
Holstebro
Horsens
Hvidovre
Kolding
København
Køge
Middelfart
2014
52
16
84
17
0
42
13
15
59
1
6
5
55
12
14
3
10
15
83
17
173
0
28
2015
72
5
115
11
3
48
2
11
56
1
7
3
49
9
14
2
8
28
104
16
161
0
30
0
83
14
61
14
0
2014 2015
1
5
3
0
1
6
1
3
2
0
2
0
5
2
1
1
1
1
2
5
17
0
5
0
5
3
4
1
0
9
3
2
0
2
5
2
2
2
0
0
0
2
1
2
1
5
5
2
5
18
0
8
0
11
3
4
0
0
2014
98
76
97
100
0
88
93
83
97
100
75
100
92
86
93
75
91
94
98
77
91
-
85
-
95
67
93
95
-
2015
89
63
98
100
60
91
100
85
97
100
100
100
96
90
88
67
62
85
98
76
89
-
79
-
88
82
94
100
-
Nordsjælland - U 0
Nordsjælland
–
V 87
Nykøbing Sj.
Odense
Randers
Ribe
6
54
20
0
139
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0140.png
Risskov
Risskov B&U
Roskilde
Sct. Hans
Slagelse
Svendborg
Vejle
Viborg
Vordingborg
Aabenraa
Aalborg
139
4
45
1
33
11
10
41
62
-
75
117
4
44
4
26
23
18
26
53
2
57
16
0
5
1
13
0
2
4
6
-
6
9
0
5
4
3
1
1
6
4
2
6
90
100
90
50
72
100
83
91
91
-
93
93
100
90
50
90
96
95
81
93
50
90
Mødedeltagelse for patientrådgivere (ptr)/bistandsværger (bv) hver
for sig
Deltaget
2016
Ikke deltaget
2016
Deltagelsesprocent
2016
Hospital
Amager
Ballerup
Bispebjerg, Ung
Bornholm
Brønderslev
Esbjerg
Frederiksberg
Glostrup Rets-
psyk.
Glostrup Ung
Glostrup
–
Vok-
sen
Herning
Holstebro
Horsens
Hvidovre
Kolding
København
Middelfart
Ptr
80
87
2
3
70
15
64
6
1
106
20
12
24
2
5
144
24
Bv
1
1
0
0
6
0
0
7
0
2
0
0
0
0
0
2
14
0
Ptr
7
5
0
2
5
7
2
0
0
1
0
5
2
1
5
5
0
0
Bv
1
2
0
0
0
0
0
0
0
3
1
0
0
0
0
1
4
0
Ptr
Bv
92
95
100
60
93
68
97
100
100
99
100
71
92
67
50
97
100
100
50
33
-
-
100
-
-
100
-
40
0
-
-
-
-
67
78
-
Nordsjælland - U 1
140
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0141.png
Deltaget
2016
Ikke deltaget
2016
Deltagelsesprocent
2016
Hospital
Odense
Randers
Risskov
Risskov B&U
Roskilde
Sct. Hans
Slagelse
Svendborg
Thisted
Vejle
Viborg
Vordingborg
Aabenraa
Aalborg
Ptr
79
17
103
2
53
1
48
19
1
28
51
27
9
55
Bv
2
1
0
5
0
1
3
6
1
0
0
2
7
0
1
Ptr
2
2
0
7
1
5
1
5
0
0
3
3
0
6
6
Bv
1
0
0
7
0
0
5
4
0
0
0
1
3
1
1
Ptr
Bv
Nordsjælland
–
V 83
98
98
100
94
67
91
50
91
100
100
90
94
100
60
90
67
100
-
42
-
100
37
60
100
-
-
67
70
-
50
Bilag 3 - Oversigt over antallet af patientrådgivere ultimo december
2016
Region
Hovedstaden
Midtjylland
Nordjylland
Sjælland
Syddanmark
I alt
Antal
46
40
15
16
35
152
Hospital
Amager
Ballerup
Bornholm
Brønderslev
Esbjerg
Antal
3
8
4
6
6
141
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0142.png
Hospital
Frederiksberg
Glostrup
Haderslev
Herning
Holstebro
Horsens
Kolding
København
Middelfart
Nordsjælland
Odense
Randers
Risskov
Risskov B&U
Roskilde
Sct. Hans
Slagelse
Svendborg
Vejle
Viborg
Vordingborg
Aabenraa
Aalborg
Antal
3
8
4
7
3
2
2
7
7
11
4
2
15
3
7
5
5
4
2
8
4
6
9
Bilag 4 - Oversigt over nævnsmedlemmer/stedfortrædere ultimo december
2016
Fornavn
Birgit
Frode
Hedvig
Jan
Jan
Kirsten
Nanna (orlov)
Nils
Steffen
Torben Bækkel
Efternavn
Holm Petersson
Jensen
Pelle
Christensen
Petersen
Juul Martiny
Engelbrecht
Kierulff
Kjær
PKN-afdeling
København
København
København
København
København
København
København
København
København
Hverv
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Vestergaard Christiansen København
142
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0143.png
Fornavn
Arne
Arnnfinn
Birthe
Bjørn
Carl
Ditte
Elsebet
Ingelise
Johannes
Kirsten Hanne
Leni
Lisbeth
Mogens
Simon
Stephen
Vibeke
Zinaida
Lars
Marianne
Martin
Mogens
Peter Kaare
Steen
Anita
Bjarne
Kate
Christian
Claus
Conny
Marina
Andy
Anne
Else
Jeppe
Jørn
Thorbjørn
Frede
Jens
Lars Peter
Efternavn
Ramskov Hansen
Thorsteinsson
Bonde Bendixen
Helstrup
Krebs
Damsgaard
Balslev-Clausen
Svendsen
Nymark
Falster
Grundtvig Nielsen
Dilling
Nielsen
Abrahamsen
Mortensen
Boolsen
N. Baban
Tougaard
Schønemann
Markvardsen
Stubkjær Hüttel
Østergaard
Tinning
Fjerbæk
Søberg
Arndal
Ullum Reby
Toftgaard
Andersen
Loussoupowa Wind
Pedersen
Hvidberg Jørgensen
Nissen
Bruun-Pedersen
Jespersgaard
Halvorsen
Nørgaard
Holm-Pedersen
Gudbjerg
PKN-afdeling
København
København
København
København
København
København
København
København
København
København
København
København
København
København
København
København
København
Odense
Odense
Odense
Odense
Odense
Odense og
Aabenraa
Odense
Odense
Odense
Aabenraa
Aabenraa
Aabenraa
Aabenraa
Aabenraa
Aabenraa
Aabenraa
Aabenraa
Aabenraa
Aabenraa
Aalborg
Aalborg
Aalborg
Hverv
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Sind
Sind
Sind
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
143
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0144.png
Fornavn
Poul
Erik
Jane
Jens
Bendt Viggo
Dorit
Zinaida
Jacob
Jørn Leif
Mogens Kim
Oscar Bjørn
Tove
Andreas
Birgitte
Hanne
Jeanette
Kim
Marianne
Orla
Tove
Efternavn
Hvass Hansen
Christoffersen
Larsen
Ibsen
Kjeldsen
Obel
Axelgaard
Græsbøll Svaneborg
Sørensen
Skadborg
Jensen
Hansen
Kilden
Larsen
Madsen
Juul Quaade
Rattenborg
Van Den Pol
Annexgaard
Tolstrup
PKN-afdeling
Aalborg
Aalborg
Aalborg
Aalborg
Aarhus
Aarhus
Aarhus
Aarhus
Aarhus
Aarhus
Aarhus
Aarhus
Aarhus
Aarhus
Aarhus
Aarhus
Aarhus
Aarhus
Aarhus
Aarhus
Hverv
Lægeforeningen
Sind
Sind
Sind
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Lægeforeningen
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Sind
Bilag 5 - Oversigt over nævnsformænd ultimo december 2016
Fornavn
Henning
Charlotte
Lars
Line
Elsebeth
Helle
Martin
Henrik
Anne
Susanne
Blommegaard
Ditte Riber-
gaard
Lena
Efternavn
Lund-Sørensen
Galbo
Orthmann
Høgh
Brogaard
Gaardsvig Madsen
von Podewils
Simonsen
Enemark
Schmidt
Lütken
Lyhne
PKN-afdeling
København
København
København
København
København
København
Odense
Odense
Aabenraa
Aabenraa
Aabenraa
Aalborg
Aalborg
Hverv
Kommitteret
Specialkonsulent
AC
AC
AC
AC
Soc. rådgiver
AC
AC
AC
AC
AC
AC
Rasmus Hilding Larsen
144
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0145.png
Fornavn
Christian
Susanne
Lena
Efternavn
Hamborg
Storgaard Eldrup
Bodum Hansen
PKN-afdeling
Aalborg
Aarhus
Aarhus
Hverv
AC
Fuldmægtig
Fuldmægtig
145
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0146.png
Bilag 6
–
Høringssvar fra Regionerne
146
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0147.png
147
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0148.png
148
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0149.png
149
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0150.png
150
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
Det Psykiatriske Patientklagenævn
Bemærkninger fra Region Nordjylland til udkast til
årsberetning 2016 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn
Region Nordjylland har følgende bemærkninger til udkast til årsberet-
ning 2016 fra Det Psykiatriske Patientklagenævn:
Årsberetningen illustrerer nævnets praksis indenfor de forskellige typer af tvang,
som er hjemlet i psykiatriloven. Det er hensigtsmæssigt, at der med udvalgte af-
gørelser er eksempler på båder godkendelser og tilsidesættelser, hvorved årsbe-
retningen kan anvendes som vejledende for personale.
Dokumentation i patient journalen
De i årsberetningen optagne afgørelser illustrerer Anke– og Patientklagenævnets
praksis i forhold til dokumentation i journalen. Ankenævnets krav til dokumentati-
on af overvejelse vedrørende mindstemiddels princippet medfører, at læger, som
ikke har det som en regelmæssigt tilbagevendende opgave at skrive tvangsnota-
ter, med overvejende sandsynlighed ikke kan skrive et journalnotat, som imøde-
kommer Ankenævnets krav.
De fra Ankenævnet udstukne retningslinjer omkring journalføring håndhæves
som ufravigelige, således at supplerende belysning via den af overlægen udar-
bejdede erklæring til brug for klagesagen eller mundtligt under mødet i sagen ofte
kun tillægges begrænset betydning.
Det medfører, at Patientklagenævnet ikke foretager en selvstændig
vurdering af den enkelte sag, men underkender tvangsindgreb med
henvisning til Ankenævnets krav om journalføring
–
uanset nævnets
viden og overbevisning om den objektivt set sande/rigtige afgørelse i
den konkrete situation bedømt ud fra sagens samlede oplysninger,
herunder forløb af mødet.
Psykiatrilovens regler skal sikre patienter den rette og nødvendige
hjælp på et tidspunkt, hvor patienten midlertidigt er ude af stand til at
handle til eget bedste, jf. psykiatrilovens § 2. Ankenævnets aktuelle
praksis kan ikke i alle tilfælde siges af varetage patientens tarv og kan
desværre føre til forlænget indlæggelse og forsinket iværksættelse af
nødvendig behandling med tvang.
Dertil kommer, at en underkendelser af anvendt eller besluttet tvang
kan give et indtryk af, at der er anvendt unødvendig eller ulovlig
tvang. Således viser statistikken ikke den konkrete begrundelse for
underkendelsen.
Statistik i årsberetningen
Det er udenfor enhver rimelighed, når statistikken viser, at 42% af tilfælde af an-
vendt beroligende medicin med tvang underkendes og at 45% af tilfælde af an-
151
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
vendt fysisk magt underkendes. I årsberetningen anføres som forklaring, at pati-
entklagenævnet har fulgt op på, at Det Psykiatriske Ankenævn løbende har
skærpet praksis på området (jf. udkast til årsberetning side 22).
Statistikken viser en på landsplan samlet omgørelsesprocent vedrørende beslut-
ninger om tvangsmedicin på 24 %. Ved tvangsmedicinering er der tale om beslut-
tet, men som hovedregel ikke gennemført tvang, idet patientens klage tillægges
opsættende virkning. Gennemgang af afgørelser vedrørende beslutning om
tvangsmedicinering i Psykiatrien i Region Nordjylland viser gennemgående, at
nævnet er enig i overlægens vurdering af, at patienten havde behov for behand-
ling. Alligevel tilsidesættes overlægens beslutning med forskellige begrundelser.
Nævnets afgørelse forsinker dermed den nødvendige behandling og forlænger
indlæggelsen for patienten, ofte som frihedsberøvet. En længerevarende ube-
handlet akut psykose har desuden en skadelig virkning på patientens sygdom på
sigt.
I denne årsberetning er der refereret afgørelser om motivationstidens længde
–
hvor ankenævnet nu fastslår, at der både kan motiveres i for lang tid og i for kort
tid (se udkast til årsberetning side 84). Nævnets afgørelser illustrerer, at det er en
helt konkret afgørelse, som skal baseres på journalførte oplysninger. Der er afgø-
relse, hvor 4 døgn og 55 minutter findes ok, - og dernæst en afgørelse hvor 3
døgn og 23 timer var for lang tid.
Det er en absurditet at tilsidesætte en beslutning begrundet med at motivations-
perioden har været for lang. Nævnets beslutning har som konsekvens, at iværk-
sættelse af den nødvendig behandling udsættes yderligere. En for lang motivati-
onsperiode bør ikke medføre tilsidesættelse af overlægens beslutning, idet alle
betingelser i psykiatriloven er opfyldt uanset nævnets vurdering af, at optimal be-
handling havde været en hurtigere truffet beslutning om tvangsbehandling.
Ikke optimal behandling kan i nogle tilfælde føre til erstatning fra Patienterstatnin-
gen, men er ikke et argument for at ikke at godkende overlægens beslutning om
tvangsbehandling.
Vi vil opfordre Patientklagenævn og Ankenævn til at ændre praksis og fremadret-
tet i tilfælde af for lang motivationsperiode alene at anføre nævnets vurdering
som vejledning for læger og sygehusmyndighed.
Afgørelsernes udfald og omgørelsesprocenten
Nævnet anfører under afsnit 6 (side 19ff), at nævnet betragter en omgørelses-
procent på 10
–
15 % som et acceptabelt omgørelsesniveau for et nævn. Som
sygehusmyndighed er det vores vurdering, at det er yderst sjældent forekom-
mende, at de materielle betingelser for anvendelse af tvang ikke er tilstede i situ-
ationer, hvor der er anvendt tvang. En statistik på fx tvangsmedicinering, som går
i dybden med begrundelsen for underkendelse, vil bedre belyse området.
Vedrørende domstolsafgørelser
I årsberetningen refereres flere domstolsafgørelser fra byretter og landsretter.
Det fremstår noget uensartet i forhold til at oplyse, fra hvilken byret en afgørelse
stammer. Domstolsafgørelser er konkrete og en afgørelse vil være baseret på
den eventuelle supplerende bevisførelse, som fremlægges under retssagen. I det
omfang der via domstolsafgørelser kan uddrages generel praksis, opfordres Pa-
tientklagenævn og Ankenævn til at orientere sygehusmyndigheden herom, gerne
ved fremsendelse af anonymiseret kopi af relevant domstolspraksis til Regioner-
ne.
152
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0153.png
Det er uheldigt, hvis der via den overskrift, som en afgørelse anføres under, gives
et fejlagtigt indtryk af domstolenes prøvelse. Fx anføres under 2.2.3 (side 55) føl-
gende overskrift ”Retten
prøver kun den del af nævnets afgørelse, hvor patienten
ikke har fået medhold. Denne konklusion på afgørelsen kan ikke uddrages, i og
med det fremgår, at Regionen nedlagde påstand om stadfæstelse af Patientkla-
genævnets afgørelse om tvangsfiksering i det omfang sagen var påklaget af pati-
enten.
Disse retssager føres efter retsplejelovens kap. 43 a, hvor dommeren har en offi-
cialforpligtelse og dermed indflydelse og medansvar for at sagen er tilstrækkeligt
belyst. Domstolene tager udgangspunkt i påstande fra henholdsvis patientens
advokat og regionens repræsentant. I udkast til årsberetning er på side 52 refere-
ret landsretsdom, som viser domstolenes prøvelse.
Under afsnit 2.2.1 (side 52) beskrives om reformatio in pejus. Vedrørende dom-
stolsprøvelse og betragtninger om reformatio in pejus havde vi i Region Nordjyl-
land bemærkninger herom til 2015 årsberetningen (optaget i Patientklagenæv-
nets årsberetning 2015 side 124).
Patientklagenævnets brug af tegnsætning i årsberetning og afgørelser
Vi har bemærket, at Patientklagenævnet i årsberetningen og i konkrete afgørel-
ser anvender fx citationstegn og udråbstegn. Når der ikke er tale om relevant
tegnsætning i henhold til retskrivningsregler signalerer brug af sådan tegnsæt-
ning en holdning eller er følelsesmæssig ud over det direkte anførte. Patientkla-
genævnet anfører fx side 54 i afsnittet umiddelbart før 2.2.2, et udråbstegn på det
anførte, at regionen fik medhold i den for retten nedlagte påstand.
Ved indlæg på sociale medier er der en udstrakt grad i brug af tegnsætning, som
anvendes for at aktivere følelser. En årsberetning fra en klageinstans bør være
nøgtern og saglig i sin form. Brug af unødvendig tegnsætning i afgørelser stilet til
patienten/borgeren er ikke acceptabelt.
Konkrete bemærkninger til årsberetningen.
Der er behov for korrekturlæsning, særligt ifm referering af afgørelser, hvor der fx
ikke konsekvent rettes til patient i stedet for du formen.
(se fx side 51, side 52, side 73, 4. afsnit, side 74, 3. afsnit, side 105 vedrørende
ECT (anføres at patienten ikke blev motiveret for
tvangsbehandling
med ECT ),
side 132 (gentagelse)
Opmærksomheden henledes endvidere på følgende:
Side 23, første afsnit, første linje: der skal stå ”tvangsbehandling” i stedet for
”tvangsmedicinering” og der skal tilføjes beroligende
middel med magt til opreg-
ningen af tvangsindgreb, som kan påklages til Ankenævnet. I tilsvarende opreg-
ning i sidste afsnit side 24 er efter fysisk magt anført ”herunder beroligende me-
dicin”. Det anbefales, at anvende formuleringen i psykiatrilovens
§ 38.
Med venlig hilsen
Tina Gram Larsen
Lægefaglig direktør
/
Ingrid Schmidt Nielsen
Juridisk specialkonsulent
153
 §71, Alm.del - 2016-17 - Bilag 102: Det Psykiatriske Patientklagenævns årsberetning 2016
1753986_0154.png
Nævnenes Hus
Toldboden 2
8800 Viborg
[email protected]
www.naevneneshus.dk/