Spm. nr. US 57

Nu ved jeg ikke, om jeg misforstod hr. Uffe Elbæk, men jeg vil da finde anledning til at rose kollegerne. Jeg synes faktisk, det har været nogle interessante ting, der har været drøftet indtil videre. Det er jo fordelen ved at sidde lidt i baghånd her i spørgetimen. Både kontanthjælpsloftet, EU's flygtningekrise og Danmarks økonomiske udfordringer er afgørende temaer, som alle sammen fortjener også længere drøftelser, end vi måske har tid til i dag.

Men det afgørende tema, som ligger mig på sinde her nu, er jo, om vi ikke i fællesskab kunne få ambitionen om at få en landbrugspolitik, hvor vi havde et landbrug, der på en og samme tid var økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt, så man ikke, som vi ser med det, der er lagt frem fra regeringens side, skal først den ene vej og så den anden vej, altså hvor man prøver at få tingene til at spille sammen.

Det har jo været en turbulent uge i dansk politik, hvor statsministeren har vist, at han er villig til at spille højt spil. Og det er jo helt statsministerens eget anliggende, når det handler om, hvordan man driver regering. Men det, der interesserer mange, tror jeg, er, at der tilsyneladende også fra regeringens side er en villighed til at spille højt spil med det danske vandmiljø.

Jeg sidder som sagt i baghånd her i debatten. Og jeg må forstå på det første svar, der blev givet til fru Mette Frederiksen, at ifølge statsministeren er der ikke nogen grøn regning, der hænger. Da det så var fru Johanne Schmidt-Nielsen, der stillede spørgsmål, erkendte statsministeren, at det jo er helt klart, at landbrugspakken øger kvælstofudledningen. Og det kan jo for et utrænet øre lyde, som om det ikke hænger sammen, men vi kender statsministeren godt nok til at vide, at ordene nok er valgt med omhu.

Det, der var den store diskussion og er den store diskussion, er, om summen af de initiativer, der er taget, medfører, at der er et grønt plus eller ikke er det – og at det ikke er en gang »Skæg med matematik« på DR Ramasjang, men rent faktisk helt konkret handler om, hvad effekten er af den samlede politik for det danske vandmiljø i de kommende år.

Derfor spørger jeg bare statsministeren: Er der eller er der ikke et grønt plus på bundlinjen af den politik, der nu føres i de kommende 3 år?

Statsministeren.

Jeg er sådan lidt optaget af, hvad den samlede effekt er ude i landet med hensyn til det, der sker, det, der gøres, og det, der besluttes. Det er jo sådan set det.

Jeg agter ikke at begive mig ud i en meget, meget teknisk diskussion her, men det er jo åbenlyst, at de ting, der knytter sig snævert til nogle politiske slutninger omkring den her landbrugspakke, medfører mere kvælstof i en 3-årig periode og på lang sigt en positiv effekt ved at følge op på hele det her paradigmeskifte med målrettet regulering.

Så er spørgsmålet: Er der plads til det, til det skvulp i kvælstof? Og det kan man læse ud af det materiale, der er lagt frem, og den aftale, der er indgået, at man vurderer der er – givet en række andre ting, som jeg skal afstå fra at gå i detaljen om. Det er det, der hedder baseline, strukturudvikling og andet.

Derfor er det jo regeringens vurdering, som vi så i øvrigt deler med et flertal i Folketinget, der har vedtaget det her – som har vedtaget det her, der er under stadfæstelse i øjeblikket, hvis ikke det er stadfæstet – at det er miljømæssigt forsvarligt at gennemføre den her landbrugspolitik, som så i øvrigt, og det er bare sagt i en parentes, fra ord til andet matcher det, som vi gik til valg på.

Hr. Morten Østergaard.

Jeg synes jo, at ordene her er vigtige. Det, der blev sagt af den tidligere miljø- og fødevareminister, var, at der var et grønt plus. Det går statsministeren behændigt udenom at svare på i de mange ord, der ellers kom retur i besvarelsen. For det er jo det, der er det centrale – også når det handler om, hvorvidt man ikke bare gambler med vandmiljøet på sigt, men egentlig også med det danske landdistriktsprogram, som rigtig mange er dybt afhængige af. For det er jo det, der er på spil, hvis ikke man overholder EU-direktiverne.

I hvert fald er det jo sådan, at i de svar, man har givet til Folketinget, erkender man, at lige præcis det her spørgsmål er kildent. For man siger:

»Særligt i forhold til forpligtelsen til at sikre mod forringelse af vandmiljøet i perioden fra 2016-18 er der imidlertid EU-risici forbundet med tilgangen, hvor lempelserne gennemføres med det samme, mens den strukturelle udvikling kommer over årene.«

Derfor er det helt afgørende, om det er statsministerens opfattelse – vi ved jo, at den her landbrugspakke er strikket sammen på Marienborg – at der er et grønt plus i årene 2016, 2017 og 2018 på bundlinjen, eller om det er på forventet efterbevilling.

Statsministeren.

Må jeg ikke sige mange tak, fordi der blev læst op, for det viser jo sådan set bare, hvad man har kunnet være lidt i tvivl om, tror jeg, hvis man havde fulgt det her udefra: at der sådan set ikke er nogen ting, der har været skjult eller fordækt. Altså, tingene har været foldet ud. Man kan altid diskutere, om ting kunne foldes mere ud, men det der billede, der har været skabt, af, at der skulle være afgivet urigtige oplysninger, og at nogle skulle have løjet, kan jeg i hvert fald ikke genkende – det synes jeg også bliver bekræftet af den der oplæsning.

Det er uomtvisteligt sådan, at det paradigmeskifte, der nu gennemføres i dansk landbrug, hvor vi fremadrettet laver målrettet regulering, sådan at man på de robuste jorde kan noget mere og på andre jorde skal gøre noget mindre, på sigt er et rent plus. Det er uomtvisteligt sådan.

Så kan man jo se af materialet – en mere teknisk diskussion må man tage med miljø- og fødevareministeren – at der isoleret set som følge af de her beslutninger, altså snævert, er noget mere kvælstof i 2016, 2017 og 2018. Og det vurderer man der er plads til af de grunde, som også indgår i den aftale, der er indgået, og det talmateriale, der ligger bag.

Tak. Hr. Morten Østergaard.

Jamen undskyld, statsminister, men pointen her er jo, at det lige præcis er det spørgsmål, som statsministeren her ikke vil svare på, nemlig om der er plus eller ej, som har været diskussionens omdrejningspunkt. For de tal, der blev lagt frem, førte, da de blev dissekeret af forskere, til en konklusion hos en bred kreds af partier om, at det ikke var rigtigt, at der var et grønt plus.

Det er jo i sagens natur helt centralt for vandmiljøet, om man bare giver los med lempelser nu i forventning om at kunne indføre en målrettet regulering på et senere tidspunkt. Det minder til forveksling om diskussionen, dengang Venstre opfandt randzonerne, som man så løb fra, da de skulle blive til konkret virkelighed.

Derfor er det store spørgsmål her jo, om det er regeringens opfattelse, at man har styr på bundlinjen. Vi fik at vide af den daværende miljø- og fødevareminister, at der var et grønt plus. Forskere, der betragtede det, sagde: Det er der ikke, man har lagt tal sammen for at få det til at se sådan ud. Det var også konklusionen for et af aftalepartierne – det var det, der er grunden til hele miseren. Og så kan man ikke i tre forsøg i dag – på trods af at statsministeren hævder at have sat sig grundigt ind i det – få et klart svar på, hvad regeringens samlede opfattelse er: Er der eller er der ikke et grønt plus i hvert af årene 2016, 2017 og 2018? Hvis ikke man kan svare på det, kan man da ikke hævde at have sat sig grundigt ind i sagen.

Statsministeren, værsgo.

Jeg ved ikke, om jeg specielt hævder at have sat mig grundigt ind i sagen. Jeg tror, jeg sagde, at jeg havde orienteret mig i tallene og ikke kunne bekræfte indtrykket af, at der skulle være afgivet, hvad der meget, meget hurtigt blev til løgnagtige informationer. Og det er måske bare lige en lille streg i forhold til hr. Uffe Elbæk før, når vi taler om tonen og sådan noget. At noget, der starter med at være en diskussion om, om ting er foldet ordentligt nok ud, en-to-tre bliver til, at nogle har vildledt nogle, og tre-fire-fem til, at man har løjet. Der tror jeg vi skal passe rigtig meget på det danske sprog.

Det er sådan, og det har jeg sagt flere gange, at på kort sigt, hvor vi skal have landbruget i gang, og hvor den målrettede regulering endnu ikke er implementeret, kan vi, når vi ser på effekten af pakkens initiativer, isoleret set – isoleret set! – komme til at opleve en merudledning af kvælstof. Det har jeg sagt her, og det er ikke nogen nyhed. Men efter nogle år har initiativerne i pakken en positiv virkning på miljøet. Sådan er det.

Så kan man samtidig glæde sig over, at der er en underliggende forbedring som følge af andre forhold, og det er det, der gør, at vi vurderer, og at et flertal i Folketinget vurderer, at den her pakke hænger sammen. Den hænger sammen, vurderer man, med de risici, der er i forhold til EU-retten, i forhold til økonomien, i forhold til miljøet. Og hvis ikke det var sådan, ville et flertal i Folketinget vel heller ikke have vedtaget pakken.

Tak for det.

Så er det fru Pia Olsen Dyhr. Værsgo.