Folketingets Lovsekretariat
Sagsnr.
2016 - 1244
Doknr.
320781
Dato
12-02-2016
Medlem af Folketinget Pernille Schnoor (S) har d. 5. februar 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. S 612 til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. S 612:
”Hvordan forholder ministeren sig til, at stigningen i antallet af børn, der anbringes i
pleje i forbindelse med Barnets Reform, betyder, at langt flere børn anbringes med
meget komplekse problemer, og er ministeren tilfreds med, at kun få børn (310 børn
ud af 6.000 børn) kommer i pleje hos en kommunal plejefamilie, der er sikret en rele-
vant specialisering og en uddannelse, og hvad ønsker ministeren at gøre for at sikre,
at alle børn, inklusive dem med komplekse problemer, får det fagligt korrekte tilbud?”
Svar:
Jeg er af den overbevisning, at et trygt omsorgsmiljø med nære relationer til omsorgs-
fulde voksne er en vigtig forudsætning for en god opvækst. Det er også derfor vi med
Barnets Reform var med til at bakke op om, at flere børn og unge anbringes i plejefa-
milier. Det, mener jeg, er den rigtige vej at gå for at sikre stabilitet og en opvækst så
tæt som muligt på andre børns.
Jeg mener ikke, at vi skal professionalisere plejefamilierne yderligere. I så fald risike-
rer vi at udvande det, der gør plejefamilierne til noget særligt, og vi mister den store
styrke, der ligger i plejefamilierne.
Plejefamiliens vigtigste og fornemste opgave er at være en familie og ikke behandlere.
I stedet for skal kommunerne tænke langt videre i at give barnet den behandling, som
barnet eventuelt har behov for sideløbende med anbringelse i plejefamilien.
Derfor bekymrer det mig heller ikke hverken, at der er børn med behandlingsbehov,
som vokser op i plejefamilier, eller at de såkaldte kommunale plejefamilier ikke benyt-
tes i vidt omfang.
Kommunerne har allerede klare incitamenter til at sikre stabile anbringelsesforløb.
Hvis en kommune anbringer et barn hos en plejefamilie, som ikke er rustet til opgaven
og ikke giver barnet den nødvendige støtte, så er der en stor risiko for, at anbringelsen
bryder sammen. Det kan blive dyrt for kommunen på den lange bane, hvis barnet for
eksempel efterfølgende skal anbringes på en døgninstitution. Kommunerne har såle-
des et incitament til at sikre, at også børn med komplekse behov får det fagligt korrek-
te tilbud.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann