Indledningsvis vil jeg gerne takke transportministeren for at stille sig til rådighed her i spørgetiden i det her vigtige spørgsmål.
Jeg kommer selv lige fra en debat i Danmarks Radio om trængsel på vejene og den megen tid, man spilder derude.
Det er sådan, at Dansk Industri anslår, at vi, som det er i dag, spilder, hvad der svarer til 15 mia.
kr.
om året på at sidde og vente i kø, og hr.
Michael Svane fra Dansk Industri anslår, at det kan stige til op mod 25 mia.
kr.
Et af de steder, hvor vi spilder rigtig meget tid, er i Nordjylland.
Det er ved Limfjordsforbindelsen, hvor det sker rigtig tit, at trafikken sander fuldstændig til og folk kan sidde i halve og hele timer og vente på, at der skal komme gang i trafikken igen.
Der ved vi jo at det er sådan, at der er mange gode kræfter, der har kæmpet for at trække investeringer til Nordjylland.
Også da jeg selv var transportordfører for Socialdemokratiet før valget, var jeg ude at sige, at vi kæmper for det her, at vi prøver at finde en løsning, men at det er svært at finde pengene.
Der var det sådan, at transportministerens gode kollegaer fra Venstre, både gruppeformand Søren Gade, men også og ikke mindst Preben Bang Henriksen, var ude at sige, at det bare var et spørgsmål om at stemme på de rigtige, for hvis man stemte på dem, ville man få en tredje Limfjordsforbindelse med det samme.
Nu har vi lige fået et svar fra finansministeren, der siger, at der ingen aktuelle planer er, at det har lange udsigter osv.
osv.
Vi kunne godt få en hel masse morskab ud af at stå og kritisere Venstre for at love noget i valgkampen og så løbe fra det med det samme.
Det tror jeg ikke at vælgerne får ret meget ud af.
Jeg tror ikke, at nordjyderne får ret meget ud af det.
Men det, det handler om, er så at prøve at arbejde konstruktivt i retning af at finde en løsning, og da vi nu ved, hvor svært det er at finde penge, kunne det så ikke være en løsning at dele det op i nogle lidt mere overskuelige bidder?
Det løser jo ikke hele problemet på samme tid, og nej, det løser ikke problemet med at krydse Limfjorden, men det giver mening, fordi man så får aflastet Skalborg Bakke og får sikret en bedre tilgang til City Syd, og så er man et skridt i den rigtige retning mod at få en tredje Limfjordsforbindelse.
Kunne vi ikke mødes der og arbejde konstruktivt sammen om det i f.eks.
den grønne forligskreds?