Folketingets Lovsekretariat
19. november 2015
Sagsnr.: 2015-10583
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 251 stillet den
11. november 2015 af Pia Olsen Dyhr (SF)
Spørgsmål S 251:
”Er ministeren enig i, at der sandsynligvis vil være betydelige samfundsøkonomiske
fordele i form af mindre udslip af drivhusgasser, færre oversvømmelser (dvs. bedre
klimasikring), mindre kvælstofudvaskning til åer, søer og fjorde, mindre brug for
pesticider, mere natur og færre udgifter til vedligeholdelse af åer og tilstødende
vandløb ved at tage Danmarks ådale ud af omdrift og i stedet f.eks. lade dem overgå
til græsning”
Svar:
Nej, jeg er ikke enig i spørgerens generelle præmis om det hensigtsmæssige i at tage
Danmarks ådale ud af omdrift, og i stedet for eksempel lade dem overgå til græsning.
På linje med den øvrige dyrkningsjord i Danmark, er arealerne i ådalene af meget
varierende bonitet og jordtype. Det betyder selvfølgelig, at der er arealer i ådalene,
hvor dyrkningsinteressen er lav, enten fordi disse for eksempel er vandlidende, eller
fordi adgangsforholdene er for vanskelige. Sådanne arealer er typisk allerede taget ud
af omdrift, eller kan være aktuelle at anvende i forbindelse med ekstensiverings- og
miljøprojekter som for eksempel vådområder, fosforvådområder og lavbundsprojekter.
Netop disse udtag af arealer understøtter Miljø- og Fødevareministeriet som bekendt
økonomisk, hvis de har en miljøeffekt.
Men andre af ådalens arealer er særdeles produktive, og er med til at sikre
råvaregrundlaget for den danske fødevareklynge, og det finder jeg fortsat, at de skal
kunne.
Departementet
Slotsholmsgade 12
DK-1216 København K
Tel +45 33 92 33 01
Fax +45 33 14 50 42
www.mfvm.dk