S 1196 - 2015-16 - Endeligt svar på S 1196: Finder ministeren det rimeligt, at en 6-årig pige med nedsat førlighed i venstre arm på grund af fejl begået ved hendes fødsel risikerer at skulle tilbagebetale et sekscifret beløb, hele 4 år efter at hun fik tilkendt erstatningen, som det er beskrevet i Nordjyske den 20. maj 2016?

Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
S 1196
Offentligt

Holbergsgade 6

DK-1057 København K

T +45 7226 9000

F +45 7226 9001

M [email protected]

W sum.dk

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg

Dato: 30. oktober 2015

Enhed: Primær Sundhed, Ældrepo-

litik og Jura

Sagsbeh.: DEPELO

Sagsnr.: 1506275

Dok. nr.: 1805253

Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg har den 8. oktober 2015 stillet følgende

spørgsmål nr. 8 (Alm. del) til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra DF (Karina Adsbøl).

Spørgsmål nr. 8:

”Vil ministeren kommentere henvendelse af 28. september 2015, jf. SUU alm. del –

bilag 5, og vil ministeren herunder:

bekræfte, at Patienterstatningen typisk træffer flere afgørelser i samme sag,

og at alle tidligere afgørelser i sagen i realiteten kan ankes ved enhver ny af-

gørelse? Er ministeren enig i, at det betyder, at ankefristen for enhver afgø-

relse først udløber f.eks. 3 måneder efter sagen bliver endeligt lukket (hvis

ankefristen er 3 måneder), og at en tidligere tilkendt erstatning dermed er

meget svær at disponere over, da man kan risikere at skulle betale pengene

tilbage?

redegøre for reglerne omkring forældelse af ankefrister fra Patienterstatnin-

gen? Kan ministeren bekræfte, at man som borger ikke kan anke en afgørel-

se fra Patienterstatningen, hvis ankefristen på f.eks. 3 måneder er overskre-

det, men at myndighederne kan anke en afgørelse flere år efter, at erstat-

ningen er tilkendt på trods af en ankefrist på f.eks. 3 måneder? Vil ministe-

ren i bekræftende fald oplyse, hvordan ministeren mener, at man som bor-

ger er stillet retssikkerhedsmæssigt i en situation, hvor der kan skabes usik-

kerhed om en tilkendt erstatning flere år efter, at beslutningen om erstat-

ning er blevet truffet? Finder ministeren, at det er rimeligt, og hvilke overve-

jelser giver det ministeren anledning til?”

Svar:

Henvendelsen af 28. september 2015, jf. SUU alm. del – bilag 5, vedrører en verse-

rende sag i Ankenævnet for Patienterstatningen, som jeg ikke har mulighed for at

kommentere på.

Til brug for besvarelsen af de øvrige spørgsmål, har jeg indhentet en udtalelse fra An-

kenævnet for Patienterstatningen, som jeg henholder mig til:

”Patienterstatningen træffer efter reglerne i lov om klage- og erstatningsad-

gang inden for sundhedsvæsenet afgørelse om anerkendelse af ansvars-

grundlag og udmåling af erstatning som 1. instans.

Sagerne forløber ofte sådan, at Patienterstatningen i sin første afgørelse an-

erkender, at patienten er påført en erstatningsberettigende skade (ansvars-

grundlag). I nogle tilfælde kan der i samme afgørelse tages stilling til en eller

flere erstatningsposter. I andre tilfælde omhandler den første afgørelse kun

selve ansvarsgrundlaget og ikke nogen erstatningsposter. Efterfølgende

træffes der nye afgørelser om de resterende erstatningsposter, efterhånden

S 1196 - 2015-16 - Endeligt svar på S 1196: Finder ministeren det rimeligt, at en 6-årig pige med nedsat førlighed i venstre arm på grund af fejl begået ved hendes fødsel risikerer at skulle tilbagebetale et sekscifret beløb, hele 4 år efter at hun fik tilkendt erstatningen, som det er beskrevet i Nordjyske den 20. maj 2016?

Side 2

som disse kan gøres op. Der kan i en anerkendt erstatningssag ofte være ta-

le om en række afgørelser truffet over en periode, som alt efter sagens kon-

krete omstændigheder kan strække sig over flere år. Det gælder for eksem-

pel, hvis afgørelse om en eller flere erstatningsposter må afvente afklaring

af skadens omfang i medicinsk og erhvervsmæssig henseende.

Afgørelser truffet af Patienterstatningen kan påklages til Ankenævnet for

Patienterstatningen inden for en frist på 3 måneder. Det følger af klage- og

erstatningslovens § 35, stk. 2.

I patienterstatningssager er der flere parter. Patienten selv og ofte den

driftsansvarlige region. I disse partstvister er det regionen, der skal betale

erstatningen, hvis patienten påføres en erstatningsberettigende skade.

Begge parter har ret til at anke en afgørelse til Ankenævnet for Patienter-

statningen, og klagefristen gælder ens for begge parter. Det vil sige, at såvel

patienten som regionen kun kan påklage en afgørelse inden for 3 måneders

fristen. Klager indgivet efter udløbet af klagefristen, afvises af ankenævnet.

Bestemmelsen i § 35, stk. 2, er fortolket og anvendt således, at klagefristen

på 3 måneder gælder for hver afgørelse for sig. Patienterstatningen anfører

ved hver afgørelse en klagevejledning, hvoraf denne klagefrist angår. Når

Patienterstatningen træffer en ny afgørelse om en erstatningspost i en sag,

hvor der tidligere er anerkendt en behandlingsskade, indebærer det ikke

som sådan, at klagefristen for tidligere afgørelser i sagen forlænges, sådan

at der ”lukkes op for” en ny klageadgang for tidligere trufne afgørelser. Det-

te gælder for alle sagens parter, også for eksempel en region.

Det forhold, at en erstatningssag ofte omfatter flere afgørelser fra Patient-

erstatningen, indebærer heller ikke som sådan, at der løber en ny klagefrist

for de erstatningsposter, der er opgjort ved tidligere afgørelser. Man kan

med andre ord ikke vente med at klage over tidligere afgørelser, til den sid-

ste afgørelse i sagen er truffet.

Der kan dog være tilfælde, hvor Patienterstatningen har opgjort en bestemt

erstatningspost over flere afgørelser, således at der for eksempel i en afgø-

relse er tilkendt en foreløbig fastsat godtgørelse for varigt mén, hvorefter

der senere træffes afgørelse om den endelige størrelse af det varige mén og

det beløb, godtgørelsen udgør.

Det kan for eksempel ske i sager, hvor Patienterstatningen allerede tidligt i

sagens forløb har vurderet, at det varige mén mindst har et vist omfang,

men hvor der er behov for at indhente yderligere oplysninger eller afvente

en udvikling, før ménets omfang kan opgøres endeligt.

Hvis der i sådanne sager klages over méngodtgørelsens størrelse i forbindel-

se med den sidste og endelige afgørelse om denne post, vil Ankenævnet for

Patienterstatningen kunne tage stilling til omfanget af det varige mén i sin

helhed, idet ankenævnet ikke vil være bundet af den første afgørelse fra Pa-

tienterstatningen om en foreløbig méngodtgørelse.

Det ovenfor anførte indebærer ikke, at Ankenævnet for Patienterstatningen

er forhindret i at tage stilling til ansvarsgrundlaget, selvom der ikke er indgi-

vet klage over dette inden for klagefristen. Det følger af Højesterets dom af

10. februar 2005 (U2005.1520H).

Side 3

Heri blev det fastslået, at ankenævnet er berettiget til at omgøre såvel den

påankede afgørelse, om en eller flere erstatningsposter, som den tidligere,

ikke påankede afgørelse om fastlæggelse af erstatningspligten, til skade for

klager, såfremt nævnet ved sin vurdering af sagen måtte komme frem til, at

afgørelsen er urigtig.

I sager, hvor der alene er klaget rettidigt over en senere afgørelse om er-

statningsudmåling, påser ankenævnet af egen drift, at også den grundlæg-

gende vurdering af ansvarsgrundlaget er materielt rigtig.

Hvor ankenævnet i særlige tilfælde på grundlag af grundige lægelige og/eller

juridiske overvejelser er overbevist om, at patienten ikke er påført en er-

statningsberettigende skade, ændrer ankenævnet den første ansvarsafgø-

relse til skade for patienten, selv om denne afgørelse ikke er påklaget af no-

gen af parterne. Dette følger reglen om reformatio in pejus.

I disse tilfælde fører ankenævnets afgørelse til, at patienten ikke er beretti-

get til den erstatning, Patienterstatningen har opgjort.

I klagevejledningen fra Patienterstatningen er der gjort udtrykkelig opmærk-

som på, at ankenævnet kan ændre afgørelsen til skade for patienten, så

denne i mindre omfang eller slet ikke er berettiget til erstatning, og at pati-

enten derfor helt eller delvist skal betale erstatningen tilbage. Tilbagebeta-

ling kommer på tale, hvis regionen beslutter at kræve det.

Det forhold, at Ankenævnet for Patienterstatningen er berettiget til at træf-

fe afgørelser efter reglen om reformatio in pejus, indebærer efter ankenæv-

nets vurdering ikke, at en part, f.eks. en region, har adgang til at påklage en

afgørelse efter klagefristens udløb.

Det forhold, at ankenævnet påser, at der træffes materielt rigtige afgørelser,

medfører efter ankenævnets vurdering endvidere ikke, at en part, der - i

forbindelse med en anke over en senere erstatningsafgørelse - fremkommer

med påstande om ændring af ikke tidligere påklagede afgørelser, har krav på

realitetsbehandling af de anførte klagepunkter.

Ankenævnet for Patienterstatningen har de senere år oplevet, at flere regi-

oner er begyndt at følge en praksis, hvor de ikke anker Patienterstatningens

første ansvarsafgørelse, men først anker, når der efterfølgende træffes afgø-

relse om tilkendelse af større erstatningsbeløb.

I disse sager er det ofte set, at regionen i anken over erstatningsbeløbet især

fokuserer sin argumentation på, at patienten efter regionens opfattelse slet

ikke er påført en erstatningsberettigende skade. Regionen har i den forbin-

delse ofte direkte opfordret til, at ankenævnet ændrer den første ansvarsaf-

gørelse til skade for patienten efter reglen om reformatio in pejus.

Ankenævnet har i disse sager anlagt den vurdering, at regionen ikke har et

retskrav på at få prøvet sine klagepunkter vedrørende spørgsmålet om an-

svarsgrundlaget. Ankenævnet påser dog af egen drift også i disse sager –

som i alle andre sager - at afgørelsen er materielt rigtig.”

Som det fremgår af ovennævnte, er ankefristen ens for alle, uagtet hvem af sagens

parter, der indgiver anken af Patienterstatningens afgørelse til nævnet.

Side 4

Det fremgår ligeledes, at Ankenævnet for Patienterstatningen af egen drift påser, at

de afgørelser, der ankes til nævnet, er materielt korrekte.

Det indebærer en vurdering af ansvarsgrundlaget, der i nogle tilfælde fører til en af-

gørelse, der falder ud til eksempelvis regionens fordel.

Ankenævnet for Patienterstatning har herudover oplyst mig om, at spørgsmålet om

regionernes adgang til at påklage ansvarsafgørelser, i forbindelse med senere anke

over en erstatningsafgørelse, for tiden er til prøvelse ved domstolene. Der er endnu

ikke fastsat tidspunkt for sagernes afgørelse ved retten.

Med venlig hilsen

Sophie Løhde

Elisabeth Ørtz