Sundheds- og Ældreudvalget 2015-16
S 1076
Offentligt
1631407_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Lovsekretariat
Dato: 11-05-2016
Enhed: Psykiatri og Lægemiddel-
politik
Sagsbeh.: DEPPESK
Sagsnr.: 1605432
Dok. nr.: 88459
Medlem af Folketinget Trine Torp (SF) har den 3. maj 2016 stillet følgende spørgsmål
nr. S 1076 til sundheds- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål S 1076:
”Hvad mener ministeren om udviklingen i behandlingspsykiatrien, hvor borgere ud-
skrives meget tidligt efter at være sat i behandling?”
Svar:
For mig som sundheds- og ældreminister er det selvfølgelig væsentligt, at alle patien-
ter får tilbudt den rette behandling. Det er den behandlingsansvarlige læge, som ud
fra en lægefaglig vurdering skal tage stilling til, hvilken behandling der bør iværksæt-
tes, herunder om patienten er klar til at blive udskrevet.
Udviklingen i sygehusvæsenet går generelt mod kortere indlæggelser, herunder også
i psykiatrien, så borgere med psykiske lidelser kan behandles tæt på eget hjem for –
så vidt muligt – at kunne opretholde et hverdagsliv. Nogle borgere med psykiske
lidelser kan dog have behov for en længerevarende indlæggelse. Det skal de naturlig-
vis sikres.
Udviklingen betyder, at der blandt andet er behov for at styrke det nære sundheds-
væsen, så kapaciteten og kompetencerne i det nære sundhedsvæsen kan tage hånd
om de borgere, der efter udskrivelse, fortsat har komplekse behandlingsbehov.
Regeringen har derfor nedsat et udvalg om det nære og sammenhængende sund-
hedsvæsen, som i slutningen af 2016 skal komme med forslag, der kan indgå i en
samlet plan for udbygning af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Der er
også igangsat en række initiativer i regi af satspuljen, såsom forsøg med ambulante
akutteams og regionale tværfaglige teams vedr. medicin, som bidrager til at styrke
det nære sundhedsvæsen for denne gruppe borgere.
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
/
Pernille Skafte