Spm. nr. S 1044 (omtrykt)

9) Til social- og indenrigsministeren af:

Yildiz Akdogan (S) :

Hvordan vil ministeren sikre, at der ikke igen sker drab på medarbejdere på socialpsykiatriske bosteder, når kommunerne ikke har mulighed for at flytte farlige beboere mod deres vilje og ikke har indflydelse på, om de skal indlægges på psykiatrisk afdeling eller anbringes i retspsykiatrien?

Spm. nr. S 1044 (omtrykt)

9) Til social- og indenrigsministeren af:

Yildiz Akdogan (S) :

Hvordan vil ministeren sikre, at der ikke igen sker drab på medarbejdere på socialpsykiatriske bosteder, når kommunerne ikke har mulighed for at flytte farlige beboere mod deres vilje og ikke har indflydelse på, om de skal indlægges på psykiatrisk afdeling eller anbringes i retspsykiatrien?

Værsgo.

Tak, formand. Spørgsmålet lyder: Hvordan vil ministeren sikre, at der ikke igen sker drab på medarbejdere på socialpsykiatriske bosteder, når kommunerne ikke har mulighed for at flytte farlige beboere mod deres vilje og ikke har indflydelse på, om de skal indlægges på psykiatrisk afdeling eller anbringes i retspsykiatrien?

Så er det ministeren, værsgo.

Lad mig starte med at sige det klart: Medarbejdere skal altså ikke sætte livet på spil eller opleve vold og trusler, når de går på arbejde på et botilbud. Det er ganske enkelt ikke acceptable forhold.

Det er rigtigt, at det ikke er botilbuddenes personale, men derimod lægerne i psykiatrien, som har det overordnede ansvar for indlæggelser. Jeg mener, at de i endnu højere grad og i samarbejde med personalet på botilbuddene skal have fokus på løbende at foretage vurderinger. Altså, borgere, hvis tilstand mærkbart forværres, sådan at man må konkludere, at de simpelt hen er til fare både for medarbejdere, for sig selv og selvfølgelig også for de øvrige beboere på botilbuddene, skal kunne få plads på en psykiatrisk afdeling.

Når det så er sagt, er vi også nødt til at se på, om de medarbejdere, der er på botilbuddene, har de rette redskaber, om de har de rette beføjelser til at kunne agere i forskellige situationer. Det er i den henseende et fælles ansvar at skabe trygge bosteder, og det var også baggrunden for, at sundheds- og ældreministeren og jeg i går netop havde det her møde med de faglige organisationer, og det er faktisk baggrunden for, at vi også har sendt en invitation til både KL og Danske Regioner, for vi er nødt til i fællesskab med de parter, der har arbejdsgiveransvaret og har den daglige opgave på landets bosteder, at tale os frem til, hvad de rette løsninger er på den her meget alvorlige problemstilling.

Fru Yildiz Akdogan.

Tak til ministeren for svaret. Det er jo sådan, at der på 4 år er sket 5 drab på ansatte på bosteder. Det er 5 menneskeliv for meget.

Nu har flere faglige organisationer været på besøg hos ministeren og ikke mindst sundhedsministeren. Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Socialpædagogerne og FOA er som sagt kommet med sådan en meget fin, fornuftig handlingsplan om, hvad der kunne gøres af andre forskellige tiltag. Et af ønskerne har været en mellemstation mellem behandlingspsykiatrien og bostederne. Det er et tilbud, der måske kunne afværge flere drab på sigt. Danske Regioner og KL har faktisk været positive over for den her nye type tilbud, så netop psykisk sårbare borgere ikke falder ned mellem to stole eller mellem regionerne og kommunerne.

Det er sådan, at ministeren havde det her møde, og så siger ministeren, at ministeren ser frem til endnu et møde med KL og regionerne, og det undrer mig lidt. For hvorfor er det egentlig nødvendigt med endnu et møde? Altså, der er gået knap en måned, siden en person mistede livet på et bosted. Der har været en fordobling af volden mod de ansatte på bostederne. Der er et kæmpestort nødråb fra de forskellige organisationer – SIND og andre – som siger, at der skal gøres et tiltag, for ganske almindelige psykisk sårbare personer bliver klemt mellem to forskellige systemer.

Så jeg tænker: Har ministeren egentlig ikke en mere konkret plan end bare endnu et møde? Er det det, der er svaret? For hvad skal egentlig til – måske endnu et drab – før ministeren så reagerer på det?

Ministeren.

Man skal nogle gange passe på med at falde for fristelsen for at blive lidt sådan polemisk, og alligevel falder jeg for den her og siger: Helt ærligt, hvis det var så let at lave den her lette løsning med en eller anden mellemstation, hvordan i alverden kan det så være, at den tidligere regering ikke har gjort det? Spørgeren er jo selv inde på, at vi har set fem forfærdelige tilfælde, som har haft døden til følge, inden for de sidste 4 år. Men der har jo netop også været en stigning i antallet af voldsepisoder.

Derfor er den her opgave alvorlig. Det er en opgave, der skal løses. Og det er ikke en opgave, en socialminister løser ved at knipse med fingrene og sige: Så, nu laver vi lige en mellemstation, og så er alting godt. For spørgeren kender også den her pjece, som jeg modtog i går. Den har jeg læst grundigt. De sidste mange sider stiller masser af spørgsmål, for der er masser af spørgsmål til lige præcis det, som er meget, meget essentielt: Hvilke beføjelser skal personalet have sådan et sted? Skal der f.eks. kunne bruges tvang?

Fru Yildiz Akdogan.

Tak for svaret. Ministeren behøver ikke være polemisk, for det er et relevant område, og vi vil jo alle sammen gerne løfte. Jeg kan så understrege og sige, at den tidligere regering om nogen har prioriteret hele psykiatrien med 2,2 mia. kr., så der var da en del fokus på området om at løfte og vise et ønske om at prioritere psykiatrien. Nu har ministeren selv udtalt til Politiken den 14. april, at det var et interessant forslag om en form for mellemstation eller en form for nyt tilbud, som bl.a. socialborgmesteren, Jesper Christensen, fra Københavns Kommune også kom med. Der er det jo så, jeg spørger: Hvornår har ministeren tænkt sig at rykke på det her interessante forslag? For hvis ministeren finder forslaget interessant, antager jeg også, at det er, fordi ministeren har tænkt sig at komme med nogle handlingsplaner om, hvad der kan gøres, så vi undgår, at borgerne bliver klemt mellem regionerne og kommunerne.

Tak. Ministeren.

Nu var det ikke den tidligere regering, der afsatte 2,2 mia. kr. til en psykiatrihandlingsplan. Det var netop satspuljepartierne bredt set, og det var inden for satspuljen, som jo i øvrigt er bredt politisk forankret. Så det der med kun lige at sige, at det var os, der løste det sidste gang, køber jeg ikke. Jeg er helt enig i, at det her er en opgave, der skal løses. Der er kommet et forslag nu fra regionen, Københavns Kommune har også foreslået det her. Lige nu og her er det Københavns Kommune, der er arbejdsgiver for de mange medarbejdere, der er på Lindegården. Lindegården ligger i Roskilde, og det vil sige, at det er en del af Region Sjælland. Her er der ret tydeligt nogle, der har et ansvar for en daglig drift af en institution, af et botilbud med meget, meget sårbare mennesker, en region, som også har psykiatrien i forhold til behandlingspsykiatrien, og det nytter ikke noget at tro, at det her bare løses ved, at to ministre siger, at nu laver vi en ny institutionstype. Det er vigtigt at have præcis den dialog, vi har både med de faglige organisationer og også med kommuner og regioner, som er arbejdsgiverne i den her sammenhæng.

Værsgo. Fru Yildiz Akdogan.

Tak. Det er sådan, at ministeren nu skyder lidt på Lindegården og dem, der arbejder der, og det er regionerne, og det er kommunen. Jeg synes også, at det er relevant at sige: Hvor skal man prøve at kigge i forhold til et ansvar for, at der netop skal ske en eller anden form for løsning af den kløft, der er mellem behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien. Så er det sådan, at jeg bare synes, at det er lidt interessant, når der har været så mange drab og volden er stigende på stederne, og sådan en organisation som SIND råber om, at nu skal der gøres noget, at det eneste, jeg hører ministeren sige, er, at hun har holdt nogle møder, og så vil hun holde nogle flere møder, og så må man se, hvad der sker. Har ministeren overhovedet en tidsramme for, hvornår der kan ske nogle konkrete tiltag på området?

Ministeren.

Fru Yildiz Akdogan får det til at lyde, som om at ved møder sidder man bare og drikker kaffe. Der er sådan set indhold på de her møder. Møder er til for at få svar på spørgsmål, og jeg skal love for, at både sundheds- og ældreministeren og jeg var meget, meget aktive, både aktivt lyttende, men også meget aktivt spørgende til lige præcis nogle af de forslag, som de mennesker, der ved allermest om det, netop medarbejderne ude på landets bosteder, kunne komme med. De gik også derfra med spørgsmål, der skal besvares, og har selv masser af ubesvarede spørgsmål. Det er ikke simpelt bare at sige, at nu laver vi en mellemstation, og så er alting løst.

Det, det handler om her, er, at de psykisk sårbare mennesker skal have de rette tilbud, den rette beskyttelse. Det skal både medarbejderne og de øvrige beboere selvfølgelig også. Derfor skal man kende deres situation, og derfor skal udskrivningsplanerne være i orden, og derfor skal medarbejderne på det pågældende sted vide, hvad deres historik er, så de også kan agere både ansvarligt og rettidigt.

Tak. Når jeg rejser mig op, er det ikke, fordi jeg har uro i benene. Det er simpelt hen, fordi man hele tiden overskrider taletiden.

Værsgo med spørgsmål til social- og indenrigsministeren af fru Julie Skovsby.