Det næste punkt på dagsordenen er:

11) Forhandling om redegørelse nr. R 9:

Udenrigsministerens redegørelse om udviklingen i EU-samarbejdet i 2015.

(Anmeldelse 12.02.2016. Redegørelse givet 12.02.2016. Meddelelse om forhandling 12.02.2016).

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er Socialdemokraternes ordfører, hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Jeg beklager ventetiden. Jeg havde en idé om, at det var udenrigsministeren, der først skulle på. Ikke desto mindre tak for ordet, formand, og tak til udenrigsministeren for den skriftlige redegørelse.

Som det jo meget tydeligt fremgår af udenrigsministerens redegørelse, må man sige, at 2015 meget mildt sagt på rigtig mange afgørende punkter har været et af de mere udfordrende år i EU's historie. Vi har stået ansigt til ansigt med alle de dilemmaer, der er forbundet med krige og kriser, når millioner af mennesker vælger at flygte. Det har sat vores evne til at nå fælles løsninger under massivt pres, og i talende stund er Schengensamarbejdet også under et alvorligt pres.

Vi har i løbet af det sidste års tid set terroren i øjnene adskillige gange, vi er stadig væk tynget af alt for lav økonomisk vækst og tilsvarende af alt for høj arbejdsløshed, og kløfterne mellem nord og syd i Europa og ulighederne mellem rige og fattige vokser sig stadig større. Vi er fortsat udfordret af Ruslands bevidste provokationer mod vores grænser i øst og af de reelle trusler, som det udgør mod vores naboer uden for Unionen. Og problemerne med at få bugt med social dumping udgør stadig en stor udfordring, hvis de bærende principper om arbejdskraftens frie bevægelighed og retten til at etablere virksomhed i et andet land også i fremtiden skal kunne fungere.

Vigtigt er det at forstå, at mange af de enorme udfordringer, EU i dag står med, er internt forbundne. Tingene hænger sammen, og grundlæggende findes løsningerne også kun i fællesskabet og gennem stærkere fælles forpligtelser.

Flygtninge- og migrantkrisen, som er en af de kriser, der lige nu udfordrer EU's sammenhængskrafts bærende principper og på den lange bane også vores økonomi og stabilitet, kan også kun løses ved fælles løsninger. Der er brug for, at EU aktivt bidrager med mere og bedre hjælp i nærområderne. Der er brug for, at EU sikrer de ydre grænser gennem hjælp og støtte til lande, der tager store opgaver på sig, og der er brug for, at vi sammen med landene i syd finder fælles løsninger, der forhindrer, at hele lande og regioner bryder sammen og knækker under presset.

Det må være åbenlyst for enhver, at alle flygtninge fra de krigshærgede regioner ikke kan søge tilflugt i Europa, men at vi internt i fællesskabet og sammen med vore naboer må gøre alt, hvad vi kan, for at finde løsninger på den korte og på den lange bane, der kan forhindre denne massive flugt, vi ser lige nu.

Men midt i alle de her kriser, internt forbundne eller ej, er det altså også vigtigt at tage de positive ting med, som man i fællesskab trods alt i løbet af året er nået frem til, og hylde de fremskridt, som EU-landene også har nået. Jeg nævner bare et par stykker af dem.

Det lykkedes først og fremmest EU at spille en meget aktiv og meget, meget positiv rolle ved klimaforhandlingerne i Paris tilbage i efteråret 2015, og den almindelige betragtning er, at EU rent faktisk var en afgørende årsag til, at der overhovedet blev nået en aftale.

Udviklingen af nye værktøjer til at regulere finanssektoren i det hele taget fortsætter stadig i en positiv retning, så vi forhindrer, at en hel sektor igen kan hive vores økonomier og rigtig mange almindelige mennesker med sig i faldet. Også perspektiverne for at styrke samarbejdet om energiforsyning og energipolitik rummer store muligheder for fremtiden. Og det er vigtigt, i hvert fald for Socialdemokratiet, at man midt i kriserne hele tiden minder om, at vi rent faktisk også bevæger os i en stadig mere positiv retning på en lang række meget afgørende punkter.

Tilbage i efteråret havde vi jo, som alle er klar over, en afstemning om retsforbeholdet. I Socialdemokratiet er vi selvfølgelig stadig skuffede og ærgerlige over resultatet. Det er sådan set ikke ensbetydende med, at vi bebrejder danskerne, at de stemte, som de gjorde, og forløbet med og bestræbelserne på at nå en aftale om Danmarks tilslutning til Europol og de andre punkter var forudsigeligt nok meget, meget svære.

Men vi tager resultatet alvorligt, og vi forsøger også at evaluere resultatet. Alene i min egen valgkreds her i København er der mange forskellige typer nejer, har jeg ligesom måttet erfare, når jeg efterfølgende har været rundt og snakke med folk.

Man har på den ene side folk, som jo har stemt på Socialdemokratiet i årevis, og som betragter sig selv som progressive mennesker, men som alligevel har stemt nej, fordi de er skuffede over, at vi ikke havde medtaget forbeholdet om asyl- og indvandringspolitik. Og så har vi en anden type nej, også fra socialdemokratiske kernevælgere, som i årevis trofast har stemt på partiet, men som grundlæggende ikke mener, at EU varetager deres grundlæggende interesser, og som i det hele taget føler sig hægtet af globaliseringens vogn.

Det er begge dele ting, som vi er nødt til at tage ned og evaluere, og det er også ting, vi har brug for at diskutere i Folketinget.

Det hænger også nøje sammen med den aftale, som Storbritannien netop har indgået med EU-landene, og på lang sigt er det i hvert fald efter vores mening positivt.

Vi mener ligeledes, at det er positivt med det resultat, statsministeren er kommet hjem med – indeksering af børnecheck og en lang række andre punkter. Men især anerkendelsen fra de andre EU-landes side af, at vi ikke hele tiden og alle sammen i samme tempo skal arbejde os hen imod en stadig mere snæver union ser vi som udtryk for realitetssans, og det tror vi også vil komme til at styrke Unionen på den lange bane.

Det, der er brug for fremadrettet, er, at vi finder sammen og finder frem til fælles løsninger, både om flygtninge- og migrantkrisen, og at vi også anerkender de rigtig, rigtig mange mennesker på hele kontinentet, som jo føler sig hægtet af udviklingen i Europa, af globaliseringen og af den økonomiske udvikling.

Vi håber derfor, at regeringen i det kommende år også vil gå aktivt ind i diskussionerne omkring at begrænse brugen af skattely, som der er brug for fælles europæiske løsninger på. Det er et problem, som jo udfordrer hele vores evne til at finansiere vores velfærdsstater.

Vi håber rigtig meget, at regeringen vil gå aktivt ind i diskussionen om Kommissionens forslag til et revideret udstationeringsdirektiv, som jo, hvis det lander rigtigt, kan være med til at forhindre social dumping og andre former for lønpres på især danske overenskomster, men som jo sådan set vil gøre sig gældende i hele Unionen.

Vi håber også rigtig meget, at regeringen sammen med os andre vil se positivt på det forstærkede samarbejde, der bl.a. er omkring en skat på finansielle transaktioner i det kommende år.

Jeg tror, jeg vil lade det være ordene i første omgang. Tak.

Tak, og der kom lige en enkelt til en kort bemærkning. Hr. Søren Søndergaard, værsgo.

Jeg vil sige tak til ordføreren. Der er bare lige en ting, jeg godt vil have opklaret. For jeg forstod det på den måde, at ordføreren på Socialdemokratiets vegne roste den aftale, som den konservative, nogle vil måske sige reaktionære, britiske premierminister har indgået med EU. Og så vil jeg bare høre, hvordan ordføreren så stiller sig i forhold til det britiske Labour-parti og deres leder, som jo klart har kritiseret aftalen og mener, det er en rigtig dårlig aftale i forhold til mulighederne for at sikre sociale vilkår i Storbritannien.

Han opfordrer faktisk Europa-Parlamentet til at lave den om, men man vil stemme ja, fordi man ikke ønsker at forlade EU. Det er jo det valg, man har fået med pistolen for panden, men man synes faktisk, det er en dårlig aftale. Det kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens kommentar til.

Værsgo til ordføreren.

Jamen først og fremmest vil jeg sige, at vi jo er i Danmark og Labour er i Storbritannien. Det ændrer ikke ved, at det er vores søsterparti. Man kan have mange forskellige holdninger til Labours nye leder, men ikke desto mindre har jeg noteret mig, at han er gået aktivt ind i stay-kampagnen, og det synes jeg og resten af mit parti er meget, meget positivt.

Grunden til, at vi og jeg roser den aftale, handler jo mest af alt om, at vi for det første betragter det her som meget, meget kritisk. Hvis vi skal nå fælles løsninger på alle de problemstillinger, jeg tegnede op i min korte ordførertale her, så har vi brug for, at Storbritannien bliver ved med at være i fællesskabet.

For det andet kan vi jo se nogle perspektiver i, at der bl.a. i forhold til de diskussioner, der har været om velfærdsydelser og indeksering af børnecheck osv., også er ting, som vi kan bruge og tage med os i Danmark. Og det er sådan set det, som min ros bunder i.

Spørgeren for anden korte bemærkning. Vent lige, til den lyser. Det gør den nu.

Jeg synes ikke, hr. Peter Hummelgaard Thomsen lige præcis svarede på spørgsmålet. For det er jo fuldstændig rigtigt, at det engelske Labour-parti, eller i hvert fald et flertal i partiet, og den engelske Labour-leder er gået ind i en stay-kampagne. For alternativet til at stemme ja til David Camerons plan er, at Storbritannien melder sig ud, og det vil man så ikke.

Men de har jo samtidig kritiseret den plan, som premierminister Cameron har forhandlet frem, fordi den netop fører til dårligere sociale forhold for lønmodtagere med mere social dumping osv. Og derfor undrer det mig lidt, at den reaktionære premierministers plan for Storbritannien får så ubetinget ros fra Socialdemokratiets side.

Det er så okay, hvis hr. Peter Hummelgaard Thomsen ikke ønsker at gå nærmere ind i det. Det er i orden. Jeg synes bare, det er en interessant iagttagelse.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvordan hr. Søren Søndergaard analyserer mine udtalelser. Men de skal jo bestemt ikke ses som nogen som helst form for hyldest til hverken toryerne eller til David Cameron eller for den sags skyld til den skadelige sparepolitik, som George Osborne står for osv.

Ikke desto mindre glæder jeg mig over, at det i det hele taget er lykkedes at nå en aftale, som den britiske premierminister kan gå til valg med og forhåbentlig også vinde. For vi mener, at det er i vores alle sammens fælles interesse, at Storbritannien bliver i fællesskabet.

Hr. Christian Juhl, Enhedslisten, for en kort bemærkning.

Tak. Det er jo en meget spændende diskussion, som ordføreren lægger op til. Og hvis jeg var varm EU-tilhænger, ville jeg da gøre mig nogle selvkritiske tanker om, hvordan det kan være endt, som det er endt: at så mange mennesker, både på højre- og venstrefløjen i Europa, er meget kritiske over for EU-samarbejdet.

Er vi ikke enige om, at der er en form for krise i EU i de her år? Man kunne ikke finde en solidarisk løsning i Grækenland, men tævede dem med nyliberale kriseløsninger. Man kan ikke finde en ordentlig og demokratisk måde for, hvordan vi skal klare flygtningeproblemet. Man tæver hinanden ved at bygge grænser op over det hele. Jeg mener, det er jo lige det modsatte af, hvad i hvert fald Socialdemokraterne har fortalt os gennem årene burde være målet med EU – netop solidariske løsninger, fælles løsninger og den slags ting. Og nu er der England oveni.

Har ordføreren gjort sig nogle tanker om, hvad vej EU skal fremover? For det er vel egentlig også det, ministeren lægger op til, når han laver den årlige redegørelse om EU. Hvad er det, der skal til, for at der kan skabes noget begejstring og opbakning til det store projekt?

Ordføreren.

Jamen jeg er sådan set fuldstændig bevidst om alle de mange forskellige kriser, EU befinder sig i, og tager det sådan set også meget seriøst. Og der er ikke nogen tvivl om, at sidste år var – og det her år bliver det formentlig også – et meget, meget kritisk tidspunkt i hele fællesskabets historie.

Jeg tror, at den vej, man skal i fremtiden, jo er at forsøge at skabe endnu stærkere fælles løsninger på alle de spørgsmål, som i særdeleshed får mange almindelige lønmodtagere rundtomkring i Europa til at føle sig fuldstændig hægtet af lige nu. Danmark har jo desværre ikke nogen direkte indflydelse på, hvad det er for en politik, man fører i eurozonen, men jeg synes, der virker helt åbenbart – også efter at OECD kom med sin rapport her for 1½-2 uger siden, hvor de peger på det – at det ikke længere er nok, hvis vi vil skabe økonomisk vækst og flere arbejdspladser, at bruge pengepolitiske værktøjer.

Vi er simpelt hen nødt til i Europa at føre en mere lempelig finanspolitik – et værktøj, som jo i særdeleshed den tyske kansler ikke har ønsket at benytte sig af; hun er i stedet blevet sendt af sted med stadig hårdere krav over for det sydlige Europa. Det synes jeg er et interessant perspektiv, ligesom det er det – og der synes jeg jo, som jeg også nævnte i min ordførertale, at det går i den rigtige retning – at forsøge at regulere finanssektoren. Og jeg synes, det handler om at skabe ordentlige forhold for lønmodtagere, hvor en del af det jo bl.a. er udstationeringsdirektivet.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Jeg er enig i, at der er meget, meget store problemer – og problemer, som til dels er skabt af EU-systemet. Men er ordføreren ikke enig i, at hvis vi skal have befolkningerne til at synes om, at landene arbejder sammen, så skal der være en eller anden form for demokrati og i hvert fald ikke topstyring, hvor man bliver dikteret til det?

Jeg mener, at EU – via sine beslutningsprocesser og sin meget topstyrede og udemokratiske måde at arbejde på – er med til at styrke højrefløjen. For de kan hver gang sige: Der kan I bare se, de kommer og bestemmer hen over hovedet på os. Det er en meget, meget farlig udvikling, som arbejderbevægelsen til stadighed må arbejde med, hvis de vil have et internationalt samarbejde, som skal købes af befolkningen. Ellers sælger vi efter min mening politisk banen til højrefløjen og i Danmark til Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Jeg er ikke uenig med hr. Christian Juhl i, at der er udfordringer med beslutningsprocesserne, topstyring osv. i hele EU-systemet. Det, der omvendt er den virkelighed, vi står i, handler både om den økonomiske udvikling, men jo også, i særdeleshed nu her i flygtninge- og migrantkrisen, om det, at når man ikke er i stand til at skabe fælles løsninger, så begynder hvert enkelt land at handle for sig selv.

Så det vil sige, at alternativet til ikke at forsøge med de meget vanskelige beslutningsprocesser, der nu engang er, at finde fælles løsninger, er jo endnu mere statsegoisme rundtomkring i Europa. Det tror jeg ikke gør kriserne nemmere at håndtere, og jeg tror heller ikke nødvendigvis, at det gør befolkningernes frustration over kriserne mindre.

Den næste til korte bemærkninger og spørgsmål er hr. Kenneth Kristensen Berth, DF.

Tak for det. Jeg fæstede mig egentlig ved en enkelt ting i hr. Peter Hummelgaard Thomsens ordførerbemærkning, for det lød for mig, som om hr. Peter Hummelgaard Thomsen fik kædet den stigende EU-skepsis sammen med sådan mindrebemidlede menneskers frustration over deres økonomiske fremtid, og det vil jeg bare høre om han kan elaborere lidt på. For det ligger jo i givet fald i meget god tråd med den redegørelse, som udenrigsministeren har leveret, hvor jeg kan se – og jeg citerer – at fremgangen til EU-skeptiske partier risikerer at påvirke stabiliteten i Europa, altså intet mindre. Det synes jeg er en lidt underlig måde at anskue partier, der er EU-skeptiske, på, og derfor ville jeg lige høre hr. Peter Hummelgaard Thomsen om det der forhold.

Ordføreren.

Altså, mine bemærkninger handlede sådan set ikke om, hvad folk vælger at gå til folketingsvalg og stemme om, eller hvilke partier de vælger at give opbakning til, men det var jo en – hvad kan man sige – helt grundlæggende analyse af, hvad det er, der foregår. Jeg kommer selv fra et miljø, hvor utrolig mange mennesker tilhører grupper af kortuddannede og lavtlønnede, og hvor det er, man ganske enkelt føler sig hægtet af, både af globaliseringens vogn, og hvor man sådan set også føler, at Danmark har mistet selvbestemmelse, og hvad ved jeg. Jeg ved ikke, om det er indlysende, men det er jo i hvert fald noget, vi på mange måder, bl.a. også her i Folketingssalen og i de enkelte partier, må tage bestik af og diskutere, og som vi jo i særlig grad også, når det er, vi evaluerer de forskellige afstemninger, hvor det i mine øjne burde have været et klart ja til at blive en del af Europol, må tage med som en del af den evaluering. Og det var sådan set bare det, jeg gav udtryk for.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Ganske overraskende for mig bekræfter hr. Peter Hummelgaard Thomsen det, han sagde i sin tale, som jeg troede måtte være en fortalelse. Er hr. Peter Hummelgaard Thomsen selv klar over, hvor nedladende en attitude det er, han kommer med, i forhold til nogle befolkningsgrupper, som åbenbart ifølge hr. Peter Hummelgaard Thomsen er EU-skeptiske, fordi de er globaliseringsangste, fordi de er bange for fremtiden? Er hr. Peter Hummelgaard Thomsen overhovedet klar over, hvor nedladende den retorik er over for de mennesker?

Ordføreren.

Jeg betragter det bestemt ikke som nedladende, og jeg tror, hr. Kenneth Kristensen Berth i virkeligheden ønsker at lægge den fortolkning ned over det. Det handler jo om at se helt reelt på det, og jeg forstår jo de frustrationer. Hvis det er, at man i forhold til mange af de fælles beslutninger igennem mange år har kunnet se – ud over at vi jo gennem frihandel og markedsliberalisering også har været med til at skabe en masse arbejdspladser osv. – at der ganske enkelt har været en krise, hvor man godt kan sætte spørgsmålstegn ved den fælles EU-håndtering, så kan jeg da godt forstå, at mange mennesker føler sig frustreret over det. Det er man da nødt til at tage alvorligt, og i særlig grad som socialdemokrat, og det er det, jeg giver udtryk for.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til denne ordfører. Den næste ordfører er hr. Kenneth Kristensen Berth, Dansk Folkeparti.

Tak, fru formand. 2015 var i sandhed et annus horribilis for Europa – et år, hvor alle de advarsler, som Dansk Folkeparti og andre nationalt sindede partier i årevis har udstedt om en forestående katastrofe, hvis ikke der grundlæggende blev ændret på udlændingepolitikken, desværre gik i opfyldelse. Langt over 1 million mennesker satte i 2015 kursen mod Europa i håbet om en bedre tilværelse. Udviklingen tog i særdeleshed fart, efter at den tyske kansler, Angela Merkel, i det tidlige efterår havde udstedt noget, der lignede om en generel amnesti til alverdens forhutlede masser om at søge ly i Tyskland. Som en anden Moder Teresa beordrede kansler Merkel den ungarske regering til at afstå fra at forsvare landets grænser mod til gengæld at lade tusinder og atter tusinder af fremmede med ønske om at komme til Tyskland og Skandinavien rejse gennem Ungarn via hovedbanegården i Budapest og til Tyskland og videre derfra gennem Danmark og til verdens humanitære supermagt Sverige.

I Danmark afstod politiet, givetvis efter aftale med regeringen, fra at bevogte de danske grænser, hvis man ser bort fra et kort intermezzo, der medførte absurde scener, hvor asylsøgere stak af fra registreringscentre for efterfølgende at vandre op ad den sønderjyske motorvej, mens danskerne måbende så til. Situationen var uantagelig og skulle løses. Løsningen var at afstå fra kontrol og lade de pågældende rejse inkognito igennem Danmark for at nå til den humanitære supermagt på den anden side Øresund i et forsøg på at få den absurde situation til at få blot et skin af normalitet.

Men luften gik som bekendt snart ud af verdens humanitære supermagt, der stillet over for konsekvenserne af sin egen hovedløse selvmorderiske politik under gråd og tænders gnidsel måtte indføre grænsekontrol og transportøransvar og erkende, at selve folkhemmets eksistensberettigelse som helle for verdens fattige og forfulgte styrtede i grus.

Hvad gjorde EU under indtryk af den tsunamiagtige bølge af immigranter? Intet – eller rettere intet af værdi. I stedet for at forholde sig til det essentielle, nemlig at standse tilstrømningen, ønskede man i stedet at fordele sig ud af problemet. Under stort postyr og med protester fra flere østeuropæiske lande blev der vedtaget en midlertidig omfordelingsmekanisme til fordel for Grækenland og Italien omfattende 160.000 asylsøgere, der skulle spredes ud over de europæiske lande. Men østeuropæerne lod sig ikke knægte. Østeuropæerne havde i næsten 50 år stået op imod én totalitær stat, der vil knægte østeuropæernes frihedsånd. Nu ville man ikke 25 år efter murens fald lade sig diktere af en ny totalitarisme i skikkelse af en tysk kansler, der i sit hjertes godhed ville påtvinge de østeuropæiske lande at rydde op, efter at den grænseløse godheds politik var styrtet i grus. Så østeuropæerne sagde fra.

Der findes ikke moskeer i vort land, så vi vil alene tage imod kristne flygtninge, lød det fra Slovakiet. Den tjekkiske præsident, Milos Zeman, sagde det unævnelige, nemlig at muslimer i praksis ikke kan integreres Europa. Den ungarske premierminister Viktor Orbán havde på det tidspunkt opført den mur, der skulle beskytte Ungarns grænser mod en ny invasion fra sydøst. Polens regering har meddelt, at man ikke ønsker at tage imod flygtninge; man har nok at gøre med at tage sig af de flygtninge, der kommer fra Ukraine. Og Slovenien begyndte at opføre et grænsehegn ved grænsen til Kroatien.

Hvad var EU's svar? Skælden og smælden fra den europæiske elite. Jean Claude Juncker besteg moralens høje hest og skosede de østeuropæiske lande for at være usolidariske over for de øvrige EU-lande; Merkel krævede, at østeuropæerne bidrog; og Federica Mogherini plæderede for, at der skulle være en plads i Europa ikke alene til islam, men endog til politisk islam. EU's elite har slet ikke fattet, hvad der er på spil.

Integrationsminister Inger Støjberg bedyrede i sidste uge, der kun var én løsning på migrantkrisen, at den skulle komme fra EU. Hvis det er sandt, er vi i sandhed ilde stedt, for der kommer ingen løsning fra EU. Det har en række lande erkendt, og det kan Danmark lige så godt erkende først som sidst. Symptomatisk herfor er EU's ageren i Middelhavet. EU er i praksis blevet menneskesmuglernes højre hånd. Når faldefærdige fartøjer opbringes på åbent hav, ledes de sikkert i land i Europa. I et lønligt håb om at få Tyrkiet til at spille med på EU's violin har EU indgået en aftale med Tyrkiet om at betale 3 mia. euro for at få dem til at tilbageholde potentielle asylsøgerne i Tyrkiet.

Pengene er imidlertid ikke det centrale. Det centrale er, at Tyrkiet har fået løfter om, at der sættes turbo på optagelsesforhandlingerne med landet, at der skal ses på at lette adgangen for tyrkere til at komme til Europa eksempelvis for at arbejde. For Erdogan er det ikke et spørgsmål om at stoppe asylansøgere i deres forsøg på at komme til Europa, det er et spørgsmål om, at asylansøgerne skal erstattes af tyrkere. Europa kan vælge: enten en strøm af asylsøgere eller en strøm af tyrkere.

Og hvad har Tyrkiet leveret indtil nu stillet over for EU's tandløse sabelraslen? Intet – som i ingenting. Absolut ingenting. Tyrkiet tager EU ved næsen. Og det er paradoksalt nok, samtidig med at Tyrkiet tilsyneladende har indvilliget i, at såfremt det er NATO-fartøjer, der opsamler asylansøgere, der kommer fra Tyrkiet, så vil de pågældende at dømme efter forsvarsministerens svar til undertegnede stille og roligt kunne sejles tilbage til Tyrkiet. EU står ydmyget tilbage.

I erkendelse af, at EU ikke er leveringsdygtigt i løsninger har en stribe lande indført grænsekontrol. Østrig var således for nylig vært for et møde med en stribe Balkanlande i forsøget på at dæmme op for flygtningestrømmen – et møde, som Grækenland ikke var inviteret til. Det viser blot endnu en gang, at når EU ikke virker, arbejder landene bilateralt på at finde løsninger, der kan standse strømmen.

Lad det være helt klart, at opgaven set fra Dansk Folkepartis synspunkt er at standse strømmen af asylsøgere. Man kan ikke fordele sig ud af dette problem. Hvis man alligevel insisterer, knækker EU midt over, ganske enkelt.

Den 23. juni stemmer briterne om, hvorvidt de ønsker at forblive medlem af Den Europæiske Union. Fra dansk side bør vi ikke blande os i debatten. Det er den britiske befolkning, der skal træffe deres valg. Ikke desto mindre står vi i et vadested. Hvis briterne forbliver i EU, er der håb om et reformeret EU, et EU, der levner mere plads til nationalstaterne, et EU, der erkender, at der er visse ting, som EU skal blande sig udenom, ja, faktisk langt det meste, et EU, der eksempelvis erkender, at det ikke skal være en social union, et EU, der tager sporet op fra Laekenerklæringen og begynder at levere magt tilbage til nationalstaterne i stedet for at kræve magt afleveret i Strasbourg og Bruxelles. Se, det er et levedygtigt EU.

Et EU, der fortsætter ad den vej, der har været betrådt de sidste 20 år, er et EU, der ikke kan overleve. Det er et EU, der, hver gang befolkningerne bliver spurgt, vil møde modstand. Europas befolkninger er med få undtagelser ikke parate til at aflevere mere magt til EU. I virkeligheden befinder EU's varmeste tilhængere sig i dag i Europas udkant. På Balkan drømmer lande som Bosnien-Hercegovina, Albanien og Kosovo om en fremtid som medlemmer af EU. Men handler den drøm om at være medlem af en europæisk superstat? Nej, drømmen handler om noget anderledes håndgribeligt, noget ganske nærværende og i sin essens nationalt: ønsket om fremgang og økonomisk rigdom for disse lande. I den resterende del af Østeuropa er begejstringen for EU under kraftig nedkøling.

EU befinder sig i en skæbnetime, hvor man skal vælge. Vil man overleve i en slankere og mere veltrimmet udgave, der respekterer nationalstaternes særegenheder, eller vil man gå under som Det tysk-romerske rige?

EU har bragt Europa velstand og rigdom gennem etableringen af det indre marked. Nogle hævder, at EU har bragt fred til Europa. Man kan altid diskutere, om det er sandt. Atlantpagten og USA's dybere engagement i Europa kan vel ikke underkendes en vis rolle heri, men hvis EU indtil nu har bragt fred til Europa, vil EU's øjeblikkelige ageren i stedet bringe ufred til Europa. Et EU, der ikke kan sikre sine ydre grænser, hvor 5.000 militante islamister ifølge Europol har brugt migrantstrømmen til at komme til EU og nu angiveligt planlægger større terrorangreb i Europas metropoler, er et EU, der svigter befolkningerne.

I udenrigsministerens redegørelse står der, at 2015 var det år, der, og nu citerer jeg: »med al tydelighed viste, at vores europæiske værdier og samfundsmål kun kan forsvares og fremmes gennem et stærkt og resultatskabende EU-samarbejde«. Undskyld mig, men hvor har udenrigsministeren befundet sig? Det er i hvert fald ikke på den her planet. Hvor er det stærke og resultatskabende EU-samarbejde, som udenrigsministeren taler om? Hvor er forsvaret for vores europæiske værdier? Og repræsenterer EU overhovedet de værdier?

EU repræsenter snarere en slags politisk korrekthed på speed, hvilket på passende vis kan forklare, hvorfor Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti efterhånden er de eneste forbeholdsløse klakører, som projektet møder i denne sal. EU kan ikke redde Danmark fra konsekvenserne af masseindvandringen. Danmark kan kun redde sig selv. Vi kan lige så godt komme i gang.

Der er en enkelt til en kort bemærkning, hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Meget mod sædvane udtalte ordføreren sig jo meget moderat om folkeafstemningen i Storbritannien. Det var næsten ikke til at høre, hvad ordføreren egentlig mente at briterne skulle stemme. Jeg forstod godt, at man ikke ville komme med nogen opfordring. Men forstod jeg det rigtigt, når jeg forstod det sådan, at det, ordføreren egentlig – i lighed med Socialdemokraterne og muligvis hr. Holger K. Nielsen – ønskede at der skulle komme ud af det, var, at Storbritannien skulle forblive i EU? Var det det ønske, som ordføreren gav udtryk for?

Ordføreren.

Det var det ønske, som ordføreren gav udtryk for. Men jeg vil også gerne slå meget klart fast, at vi ikke vil blande os i en britisk afstemning fra Dansk Folkepartis side. Vi vil ikke sige til briterne, at de skal gøre det ene eller det andet. Så når jeg siger, som jeg gør, så er det ud fra en streng nationalegoistisk synsvinkel om, at vi tror, vi i Danmark er bedre stillet ved at have Storbritannien inden for EU end uden for EU.

Det handler simpelt hen om reformsporet. Jeg lægger meget vægt på, at David Cameron tilkendegav, at det her var første trin, og at reformkursen for Storbritannien ville fortsætte også efter et ja i Storbritannien. Det lægger jeg vægt på, for det er afgørende. Den her aftale er slet, slet ikke nok. Det er ikke den, der redder EU. Det, der kan redde EU, er en grundlæggende revision af EU, og den tror jeg faktisk også at Storbritannien, i hvert fald den britiske befolkning, dybest set ønsker.

Spørgeren til den anden korte bemærkning.

Jeg tror, der er mange, der føler sig stærkt beroliget af, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet og SF ikke ligesom i fællesskab sejler over til Storbritannien i en vikingebåd for at fremtvinge et ja til EU. Men vi kan altså forstå, at ønsket, det fælles fromme ønske, om at bevare EU deler man. Og det er jo, selv om enhver kan se, at den aftale, Storbritannien har fået, mest af alt er en pose varm luft. Bl.a. kan stort set alt underkendes af Europa-Parlamentet eller kommende regeringsledere. Det vil sige, at det, som man ønsker, er et ja i Storbritannien til EU, som det er.

Ordføreren.

Storbritannien og briterne må selv fortolke deres aftale. Det skal jeg ikke stå her og gøre. Det har jeg stor tillid til at man kan. Jeg er helt enig i, at det ville være meget uklogt at sejle over til Storbritannien i en vikingebåd for at bede dem om noget som helst. Jeg kom til at nævne, da jeg var på besøg i Irland her i januar, at jeg kom fra Danmark. Det var på et museum, der handlede om vikingetiden og middelalderen. De var ikke så glade for at høre det budskab. Man var lidt bange for danskere, sagde hun. Så jeg tror bare, vi skal holde os væk fra at blande os i den debat.

Hr. Christian Juhl, Enhedslisten, til en kort bemærkning.

Det er besynderligt, hvor forskelligt det kan være. Jeg har været på det samme museum, og der var de vildt begejstrede over at høre min store interesse for vikingetiden og var meget glade, da vi kom med den store flotte rekonstruktion af vikingeskibet fra Roskilde. Sådan er det så forskelligt.

Når vi ikke kan spørge sådan mere direkte til, hvad Dansk Folkeparti mener om, hvad der sker i Storbritannien, så vil jeg gerne høre: Hvis nu man derovre stemmer nej, er det så Dansk Folkepartis mening, at vi også skal have en afstemning i Danmark? Og i givet fald, hvad vil Dansk Folkeparti så anbefale til sådan en afstemning?

Ordføreren.

Der foruddiskonterer hr. Christian Juhl jo en del ting, må man sige. Der er en del men'er og hvis'er i det spørgsmål, og jeg tror, jeg ville stå mig dårligt ved at begive mig ud i at svare meget konkret på et spørgsmål, der indeholder så mange bisætninger. Men jeg vil da gerne sige så meget, at det er klart, at det stiller os i en ny situation, hvis det er sådan, at briterne stemmer sig ud af EU. Det må vi tage stilling til, hvis det sker. Men jeg synes – i respekt for, at briterne skal have lov til at have den her afstemning – at det ville være lidt utidigt, hvis vi kom med meget klare udmeldinger om det.

Så vil jeg i øvrigt sige, at det er dejligt, at vi, når vi nu ikke deler politisk observans, så trods alt deler en forkærlighed for Dublinia i Dublin.

Spørgeren til den anden korte bemærkning.

Jamen jeg opfordrede heller ikke til, at vi skulle diskutere det. Jeg respekterer, at Dansk Folkeparti synes, det er okay, at alting er, som det er, og at Storbritannien skal blive i EU. Mange har bare en meget anderledes opfattelse af Dansk Folkeparti. Det er derfor, jeg så spørger om vores egne forhold, som i hvert fald vedkommer os herinde: Hvad sker der, hvis englænderne stemmer nej? Jeg tror, at vi både har en udenrigsminister og en statsminister, som tænker meget over de ting, og som spekulerer på, hvad der mon så sker.

Jeg synes jo, det ville være helt naturligt, at vi fik sådan en afstemning. Jeg har glædet mig i 44 år til, at vi får den afstemning. Og derfor var det jo interessant at spørge dem på den anden fløj, der ofte fremstiller sig som kritikere og modstandere af EU, om de også ville være med til det. Men det kan jeg forstå at vi ikke får noget svar på i dag.

Ordføreren.

Hr. Christian Juhl får ikke helt det svar, som hr. Christian Juhl gerne vil have. Så meget vil jeg gerne indrømme. Men jeg må bare igen understrege, at Dansk Folkeparti jo ikke er et EU-modstanderparti. Vi er et EU-skeptisk parti, et EU-kritisk parti, som ønsker, at EU skal gå i en anden retning. Og der vil jeg sige, at jeg mener, der nu er en mulighed for en ændring. Men det er klart, at hvis den ændring så ikke bliver skabt, hvis muligheden ikke bliver grebet, så kan vi stå i en ny situation.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger lige nu. Næste ordfører er hr. Michael Aastrup Jensen for Venstre.

Tak for ordet. Også tak til udenrigsministeren for den skriftlige redegørelse om den europapolitiske situation. Som den jo klart beskriver, har 2015 været et år med kæmpe udfordringer for såvel Europa som for det europæiske samarbejde. Meget tyder på, at også 2016 ikke vil blive mindre begivenhedsrigt. Flygtninge- og migrationspresset mod Europa fortsætter, og dermed vil også presset på EU's håndtering af situationen fortsætte. Grænsepakken og aftalen med Tyrkiet vil forhåbentlig være elementer, der bærer frugt i indsatsen for at få styr på situationen. Men vi vil holde et vågent øje med, om tyrkerne lever op til deres del af aftalen og leverer resultater vedrørende de ting, som vi har aftalt med dem. For lykkes det, vil det uden tvivl bidrage til at bremse den enorme strøm af flygtninge og migranter, som har sat kursen mod Europa. Om få dage er der topmøde mellem EU og Tyrkiet, og herfra vil vi forhåbentlig også modtage positive meldinger om samarbejdet.

Også arbejdet med at skabe vækst og arbejdspladser i Europa er fortsat højt på dagsordenen. Den økonomiske situation i Europa er, som vi også kan læse i redegørelsen, så småt ved at lysne. Men især i Sydeuropa er arbejdsløshedstallene fortsat ekstremt høje. Europa som region og økonomi er fortsat udfordret af andre regioner i verden, og vi skal derfor arbejde hårdt for at sikre den velstand, vi har bygget op gennem generationer.

Tilliden til EU-samarbejdet er som følge af de mange kriser meget lav rundtomkring i Europa. Gældskrisen i Grækenland trak store overskrifter og satte EU-samarbejdet på en alvorlig prøve. EU har indtil videre ikke været i stand til at levere en effektiv løsning på flygtninge- og migrationspresset mod Europa.

Men midt i al krisesnakken er det værd at stoppe op og minde os selv, hinanden og andre om, hvor stor en succes det europæiske samarbejde er og har været hen over de seneste årtier. For vi har lidt en tendens til at fokusere på alt det negative og på det, som ikke virker. For der er jo i den grad også meget, som faktisk virker i EU-samarbejdet. Mange af de ting, som virker, opdager vi slet ikke, fordi vi er begyndt at tage dem for givet. Jo flere år der går med fred i Europa efter anden verdenskrigs afslutning, jo mere tager vi freden i Europa som en selvfølge. Helt unge mennesker i dag har slet ikke det historiske perspektiv med i deres verdensbillede og ser derfor ikke EU som det, EU i sit udgangspunkt blev skabt til at være, nemlig en fredsbevarende institution i Europa. Mere end 70 års fred blandt de europæiske lande må i høj grad tilskrives EU-samarbejdet. Jeg ved godt, det måske lyder lidt som en kliché, men det gør det jo ikke mindre sandt. I stedet for at slås med hinanden har vi jo løst vores uenigheder ved forhandlingsbordet, og vi er kommet tættere på hinanden gennem samhandel, hvilket i høj grad også har afholdt os fra at gribe til våben ved uenigheder. Det må da siges at være en kæmpe succes.

Netop samhandel har bragt velstand til os europæere. Udviklingen af det indre marked har haft en enorm betydning for den enkelte europæer. Det er over 20 år siden, at det indre marked blev en realitet. I 1992 omfattede det indre marked 345 millioner forbrugere, og i dag omfatter det 500 millioner forbrugere. Varehandelen imellem EU-landene er også steget fra i 1992 at udgøre 800 mia. euro til i 2013 at udgøre 2.800 mia. euro. I samme periode tredoblede de europæiske lande deres samhandel med resten af verden. Alene i Danmark er knap en halv million job relateret til det indre marked. Det er blot det indre marked, som vi kender i dag. EU's indre marked er nemlig i den grad ved at blive opgraderet, og bl.a. udviklingen af et digitalt indre marked rummer et kæmpe potentiale for den europæiske økonomi på 415 mia. euro. Og der er mere at hente, hvis vi udnytter det positive bidrag til økonomien, som samhandelen står for.

Som redegørelsen også klart viser, er der gode takter at spore ved de forhandlinger, EU og USA er i gang med om den transatlantiske frihandelsaftale, TTIP. Bliver der indgået en aftale, vil det for Danmarks vedkommende alene betyde et eksportløft til USA på 14 pct. Det svarer til 14 mia. kr. om året. Det er fordele, der er til at tage at føle på, og det er fordele, vi ikke selv kunne have skabt uden det europæiske samarbejde.

Når sankthansbålene den 23. juni er ved at brænde ud langs de danske kyster, vil mange nok være spændte på, hvordan den britiske folkeafstemning om EU-medlemskabet falder ud. Det har stor betydning for Danmark og resten af EU, om briterne vælger at blive i EU, eller om de melder sig ud. Danmark har et meget stort interessefællesskab med briterne, og vi ser ens på tingene i mange sager i EU-regi. Danmark har også megen samhandel med briterne, og det er endnu en grund til at håbe på et ja for briterne den 23. juni. Som afsæt for afstemningen har briterne fået en rigtig, rigtig god aftale i hus med EU. Det er en aftale, som imødekommer vigtige punkter for briterne i deres forhold til EU.

Et af punkterne har særlig stor bevågenhed i Danmark, nemlig punktet om at kunne indeksere børnepenge. Det står klart efter forhandlingerne i Bruxelles, at det ikke kun er briterne, som kan benytte den indeksering, men også Danmark. Det er vi i Venstre utrolig tilfredse med. Arbejdskraftens frie bevægelighed i Europa er en positiv del af det indre marked, men EU skal ikke være en social union, og derfor skal der være rimelighed og balance i forholdet mellem vandrende arbejdskraft og adgangen til sociale ydelser i de enkelte medlemsstater. Det er i vores øjne ikke rimeligt, at vandrende arbejdstagere kan sende en stor dansk børnecheck hjem til børn, som er bosiddende i et andet EU-land, hvor leveomkostningerne er på et helt andet niveau end her i Danmark. Derfor er indekseringen en sejr for den linje, som Venstre har stået for i EU-regi.

En af de store knaster for Danmark i 2016 bliver, om vi kan redde stumperne og fortsat sikre Danmarks tilknytning til Europol. Venstre tager selvfølgelig resultatet af folkeafstemningen den 3. december til efterretning. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at vi i Venstre ærgrer os meget over, at det blev et nej til den tilvalgsordning, som ville have været et luksus-tag selv-bord for Danmark. Vi ærgrer os endnu mere over, at Danmark ryger ud af Europol. Samtidig har vi spillet os alle beslutningskompetencer af hænde i spørgsmålet om, hvorvidt EU alligevel vil lade os få en eller anden form for tilknytning til Europol. Det er nu op til EU-institutionerne i Bruxelles at bestemme, ikke det danske Folketing.

Nejsiden garanterede under kampagnen, at danskerne roligt kunne stemme nej og stadig fortsætte i Europol. Det er dybt uansvarligt at stikke danskerne blår i øjnene, for det er jo ikke sandt, hvad nejsiden lovede, ja, sågar garanterede. Faktum er, at vi ryger ud af Europol, når Europol skifter status fra mellemstatsligt til overstatsligt samarbejde. Det sker meget snart, og så står dansk politi uden et af de allervigtigste redskaber til at opklare kriminalitet. Vi har ingen krav på at få en parallelaftale med EU om at være med i Europol. Det er faktisk langt fra sikkert, at vi kan få en aftale. Det paradoksale ved det hele er, at alle partier nu er enige om, at det er en god ting, at dansk politi er med i Europol, men situationen er jo, som den er. Vi er nødt til at se fremad. Derfor ved jeg, at regeringen vil kæmpe med næb og kløer for, at Danmark kan få så god en aftale som muligt med EU om Danmark i Europol.

Vi ser på mange måder tilbage på et 2015, som har været præget af kriser. 2016 ser ikke ud til at være uden udfordringer, men der er også mange grundlæggende ting i EU, som er velfungerende og med til at skabe en tryg og god ramme om det liv, som vi som europæere lever. Tilbage står, at EU er en del af løsningen på mange af de problemer, vi står over for i fællesskab, og derfor ser vi også frem til fremtiden. Tak.

Tak. Der er en enkelt til korte bemærkninger. Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

Jeg vil godt bede hr. Michael Aastrup Jensen, Venstres ordfører, om at bekræfte, at hvis et flertal i det danske Folketing ønsker det og et flertal i det den danske befolkning ønsker det, er det en fuldstændig suveræn dansk beslutning, om vi er med i Europol eller ej – fuldstændig suveræn dansk beslutning, hvis der er flertal i Folketinget og et flertal i befolkningen.

Ordføreren.

Det er jo sådan, at det stadig væk vil kræve en forhandling om, hvad det er for en tilgang, man vil have i forhold til Europol, og det er jo derfor, at den tidligere regering tilsluttet af det europapolitiske flertal inklusive Venstre havde forhandlet en aftale på plads i forhold til både Europol og de 22 retsakter, som vi mente var den rigtige balance mellem et fortsat medlemskab af Europol på ligeværdige vilkår med resten, og samtidig med at vi også fik løst en lang række fordele i forhold til de her pågældende retsakter. Så det vil stadig væk kræve en form for forhandling, sådan at vi sikrer, at der er det nødvendige medlemskab. Det er jo så præcis også det, jeg nævnte i min tale at regeringen aktivt gør i øjeblikket. Vil det så betyde, at det skal være en eller anden form for parallelaftale? Vil det så betyde, at det skal kræve en ny afstemning? Det er jo et stort spørgsmål, vi ikke kender svaret på endnu.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Jeg vil godt benytte lejligheden til allerede nu at bede udenrigsministeren om at klarlægge det her spørgsmål, men til hr. Michael Aastrup Jensen bliver jeg bare nødt til at sige, at kendsgerningerne er, at hvis der er et flertal i det danske Folketing og et flertal i den danske befolkning, kræves der ingen forhandlinger, for at Danmark kan tilslutte sig Europol. Det er en ren ensidig dansk beslutning, og derfor kunne vi også i valgkampen love, at hvis der var det ønske fra et flertal i Folketinget og et flertal i befolkningen, kunne man blive medlem af Europol, uden at EU kunne forhindre det. Vi foretrækker så en parallelaftale, men der indrømmer vi, at der er vi afhængige af, at regeringen rent faktisk kæmper for en parallelaftale og rent faktisk bruger de muligheder, der bliver givet til at få en parallelaftale i stedet for at sidde på hænderne.

Ordføreren.

Allerførst vil jeg i al det virvar sige, at jeg er glad for, at Enhedslisten jo nu går ind for et medlemskab af Europol. Det gjorde man jo ikke før i tiden, så det er dejligt, at man gør det nu. Derefter vil jeg sige det, som jeg også nævnte i min tale, at regeringen kæmper hårdt for at få så god en løsning som overhovedet muligt, men vi anerkender jo også, at vi altså lige har haft en folkeafstemning, og den folkeafstemning har givet det resultat, som den gjorde. Derfor synes jeg, at det virker lidt mærkeligt, at Enhedslisten nu prøver at bagatellisere det hele og siger, at det bare næsten kræver et telefonopkald, for det er altså ikke virkeligheden, som jeg ser den.

Hr. Christian Juhl, Enhedslisten, til en kort bemærkning.

Vi er jo inde ved kernen i noget af det, som regeringen må lægge på bordet på et tidspunkt, nemlig om de reelt ønsker en parallelaftale, eller om de vil have en fuld aftale, om de ønsker at skabe en situation, hvor de forhandler en dårlig parallelaftale. Indtil videre har vi jo ikke set meget aktivitet og energi. Enhedslisten har sagt, at hvis befolkningen ønsker det, skal den selvfølgelig have mulighed for at få det. Vi kommer ikke til at stå forrest i barrikaden, hverken for at få den ene eller den anden slags aftale med Europol, men vi kommer til at deltage i debatten, og vi kommer til at holde regeringen oppe på, at de handler på det grundlag, som de har givet udtryk for i kampagnen om retsforbeholdet i december. Så på den måde er det jo sådan set op til Venstre, hvad de vil, og det bliver spændende at se, om de overhovedet vil nogen ting.

Ordføreren.

Jeg nævnte klokkeklart i min tale, hvad vi vil. Vi vil gerne være medlem af Europol. Vi anerkender nejet, som det blev givet, men at begynde at bagatellisere det her til, at vi bare kan gøre, hvad vi har lyst til, er jo så langt væk fra virkeligheden, som man overhovedet kan komme. Altså, jeg må indrømme, at jeg er målløs. Nu er det bakket op af nr. to fra Enhedslisten – nu er det hr. Christian Juhl, der gør det. Så jeg er målløs, for det kan altså ikke bare løses, ved at man lige ringer og siger: Nu melder vi os ind i morgen. Og så er det bare på plads. Det kan man jo ikke, og det har statsministeren og udenrigsministeren også klart forklaret i løbet af processen siden nejet i flere regi, hvori jeg også ved at Enhedslisten indgår. Så jeg forstår ikke helt, at Enhedslisten bliver ved med de her absurditeter, undskyld at jeg siger det ligeud, nemlig at det bare er så nemt, som man prøver at tegne et billede af at det er.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Absurditeter er det jo ikke. Vi prøver bare at fortælle, hvordan tingene hænger sammen, når ordføreren for Venstre er ved at komme ud på sidespor. Det er jo nødvendigt at gøre det også over for befolkningen, for man kan fremstå, som om man vil så meget, og så skal EU have skylden for, at man ikke kan alligevel. Det passer jo ikke.

Egentlig ville jeg gerne have diskuteret noget mere grundlæggende om EU, men det får vi så ikke plads til den her gang. Det gør vi nok næste gang.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, hvad det er for et sidespor, jeg skulle være på vej ud ad ifølge Enhedslisten, men jeg har det sådan, at hver eneste gang Enhedslisten mener, jeg er på gal kurs, må jeg være på ret kurs.

I forhold til det konkrete emne er det bare sådan, som det blev klart skitseret i min tale, at regeringen tager det meget alvorligt. Vi ønsker fra Venstres side at være medlem af Europol. Vi ville også meget gerne have været med i de retsakter, og derfor argumenterede vi for et ja. Nu ved jeg, at regeringen arbejder et hundrede procent målrettet for at få en løsning, der er så nem som overhovedet muligt, men det er altså bare ikke så nemt, som Enhedslisten prøver at tegne et billede af at det er, desværre.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger til denne ordfører, som vi fortsætter i talerrækken. Næste ordfører er hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Tusind tak.

Det, der er udgangspunktet for diskussionen i dag, er jo den her redegørelse om udviklingen i EU-samarbejdet i 2015. Der skulle man jo så tro, at nogle af de reelle problemer kom på bordet, svesken på disken, men det er jo sådan et underligt skønmaleri af, hvor godt det går i EU. Det er nærmest sådan et propagandaskrift, der kunne udgives af Venstre op til næste EU-valgkamp om EU's lyksaligheder. Der har været nogle problemer, men vi er på vej ud af det. Det går godt. Arbejdsløsheden faldt til under 10 pct. i EU som helhed – og det er jo fuldstændig rigtigt. Arbejdsløsheden faldt til under 10 pct. i EU som helhed, hvis vi kigger på EU 28. 9,4 pct. i 2015, helt præcist.

Men kigger vi på eurozonen, så er det jo lidt interessant, når vi snakker EU, for vi ved jo godt, at EU's møntenhed er euroen, EU's møntenhed ikke kronen eller pundet, eller hvad det ellers kunne være, EU's møntenhed er euroen, og det er eurozonen, der er bundet af nogle ganske bestemte politiske retningslinjer, som andre lande, f.eks. Storbritannien, ikke er bundet af. Og hvordan går det så med de lande, der er bundet af de retningslinjer? Er arbejdsløsheden der også faldet til under 10 pct.? Nej, det er den ikke. Den ligger i 2015 på 10,9 pct., langt, langt over, hvad den burde ligge på, og langt, langt over, hvad den lå på, før krisen slog igennem.

I januar 2016 var der over 20 millioner arbejdsløse i EU 28. 4,5 millioner af de arbejdsløse var under 25 år. 4,5 millioner, nogenlunde Danmarks befolkning minus Aarhus og en smule mere, var uden arbejde i EU. I Italien var det 39,3 pct., i Kroatien var det 44,1 pct., i Spanien var det 45 pct., i Grækenland var det 48 pct. Forestil jer fire lande, hvoraf de tre eller i hvert fald de to er blandt de største i EU, hvor man har en ungdomsarbejdsløshed på mellem en tredjedel og halvdelen. Eurolandene – det er jo en katastrofe.

Redegørelsen gør meget ud af at udstille Grækenland som et helt særligt tilfælde. Det er dér, det går rigtig dårligt, om end de så nu har fået deres kriseplan, og de skal så være på vej ud af problemerne. Grækenland, der har en gæld, efter at kriseplanen nu er blevet iværksat, på 171 pct. af bruttonationalproduktet – en gæld på 171 pct. Det er selvfølgelig bare Grækenland. Det er jo anderledes i de andre lande. EU's andre lande beskrives som et sted, hvor, og jeg citerer, økonomierne generelt fremstod robuste – hvor økonomierne generelt fremstod robuste. Portugal: En gæld på 130,5 pct. af BNP, Italien: En gæld på 134,6 pct. af BNP, Italien, hov, hvad er det nu med Italien? Er det EU's tredje- eller fjerdestørste økonomi? Italien har en gæld på 134,6 pct. af BNP og med klare indikationer om, at mange af de lån, som eksisterer i italienske banker, ikke kan betales tilbage.

Det er jo derfor, at man, hvis man ikke bare læser regeringens redegørelse, men også læser aviser, f.eks. Børsen Investor, den 11. februar kunne læse, at eurokrisen igen banker på Europas dør. Man skriver: Eurokrisen banker igen på Europas dør, frygten for landekonkurs er tilbage i Europa med massive rentestigninger i Sydeuropa. Især Portugal er under pres med stigende renter, samtidig med at prisen på at forsikre sig mod en portugisisk landekonkurs stiger dramatisk. Den portugisiske tiårige rente stiger 18 pct. til en rente på 3,9 pct., hvilket er det højeste siden juli 2014. Ja. EU's økonomier er robuste, men med katastrofalt store gældsposter i nogle af de centrale EU-lande, og med risiko for, at den krise, man nu siger man er på vej ud af, kommer igen.

Et andet område, hvor EU har vist sin svaghed, er på flygtninge- og migrationsområdet. Vi får jo hele tiden at vide, at det skyldes, at der pludselig kom en masse mennesker over med nogle både og strømmede op igennem Europa. Men hvad er virkeligheden? Virkeligheden er, at det her har været den fuldstændig forudsigelige krise, som enhver har vidst ville komme. Hvorfor? Fordi man har destabiliseret landene, bl.a. Libyen med en invasion; man har lukket enhver form for legal indgang til EU; og så har man lavet nogle Schengenregler, der består af to ting. Den ene ting er, at man siger, at det er det land, flygtningene kommer ind i, der skal påtage sig asylbehandlingen, og den anden ting er, at hvis de rejser videre, kan man sende dem tilbage til det land.

Det er jo nogle regler, der betyder, at nogle ganske få lande var udset til at tage hele ansvaret. Og med den måde, som flygtningestrømmene udviklede sig på via Balkanruten, var det primært Grækenland, der stod til at tage hele flygtningestrømmen og til at bære den byrde. Samtidig kunne man ikke finde nogen løsning på at fordele de flygtninge, der kom til Grækenland. Det skulle de bare klare. Der er jo ikke noget menneske, der kan forestille sig, at det kunne holde. Det er noget, der har været diskuteret i årevis, altså at det system ikke ville kunne holde. Alligevel har der ikke været taget nogen initiativer, heller ikke fra skiftende danske regeringer, fordi man sådan set har været meget tilfreds med, at det var placeret nede i Sydeuropa – indtil det hele brød sammen.

Det, man så har fundet ud af, er: Okay, når vi ikke selv kan lave noget effektivt, kan vi da give Tyrkiet 3 mia. euro, i runde tal 21,5 mia. kr., til at holde flygtningene væk fra os. Ligesom man i sin tid kyssede og krammede Gaddafi, for at han skulle holde flygtningene væk, kysser og krammer man nu Erdogan med 3 mia. euro, som han så kan få mod til gengæld at sørge for, at der ikke kommer flygtninge til Europa.

Den diskussion havde vi i går her i Folketinget, og der opstod sådan set, synes jeg, en meget interessant ting, for finansministeren kunne jo redegøre for, at der skam var en masse krav til Tyrkiet, for at de kunne få de der 3 mia. euro. De ville blive udbetalt i rater, så de ville ikke få dem alle sammen på en gang, osv. Så var der et medlem af Folketinget, der spurgte, om der blandt de betingelser til Tyrkiet var, at Tyrkiet skulle overholde menneskerettighederne, selvfølgelig først og fremmest i forhold til de flygtninge, som f.eks. kommer fra Syrien, og hvor der allerede er talrige eksempler på, at de får bank af grænsevagter, bliver bestjålet og sendt tilbage. Altså: Er der et klart krav om, at Tyrkiet skal overholde menneskerettighederne?

Der svarede finansministeren, måske til nogen overraskelse – jeg kan se, at udenrigsministeren kender svaret, han er allerede på vej ned for at hente assistance – at det kunne han ikke svare på. Finansministeren kunne simpelt hen ikke svare på, om der var et krav til Tyrkiet om, at de skulle overholde menneskerettighederne på det her punkt. Og så fortsatte finansministeren med at sige, at det måtte vi spørge udenrigsministeren om. Det er det, vi gør nu, hr. udenrigsminister.

Det spørgsmål, som finansministeren ikke kunne svare på i går, og som han bad os om at spørge udenrigsministeren om, er det spørgsmål, som vi nu spørger udenrigsministeren om: Er der menneskerettighedskrav knyttet til den aftale, der er indgået med Tyrkiet, altså krav om, at man skal overholde menneskerettighederne i forhold til de flygtninge, som kommer fra f.eks. Syrien? Og hvad er konsekvenserne ved overtrædelser?

Er 10 sekunder endnu? Så vil jeg bare til sidst sige, at der jo er mange andre ting, der har været oppe: TTIP og hele den politiske udvikling og den voksende modstand. I Enhedslisten er vi ikke overraskede over, at modstanden mod EU vokser. Derfor er det også vores grundlæggende opfattelse, at vi bliver nødt til at begynde at diskutere et alternativ til EU, især hvis der kommer et nej i Storbritannien, for så vil det måske være en automatisk reaktion fra kredse i EU, at Storbritannien skal straffes. Vores svar vil være, at man må begynde at diskutere et alternativ til EU, fordi den situation, hvor EU ikke kan fortsætte, faktisk er overordentlig mulig. Tak.

De 10 sekunder fik så en til at bede om en kort bemærkning, nemlig hr. Holger K. Nielsen, SF. Værsgo.

Det er sådan set lidt i forlængelse af et spørgsmål, som Enhedslisten stillede til Dansk Folkeparti. Hvis det nu bliver et britisk ja til at træde ud af EU, altså hvis vi får et brexit, vil Enhedslisten så stille krav om en dansk folkeafstemning om medlemskab af EU og anbefale, at Danmark forlader EU?

Ordføreren.

Det kan jeg heldigvis svare meget klart på: Enhedslisten har jo i årevis krævet en undersøgelse af mulighederne for et andet samarbejde med EU og også af mulighederne for Danmarks placering i et sådant samarbejde. Og det er klart, at hvis Storbritannien træder ud af EU, er det en helt afgørende ting at få en sådan undersøgelse og på den baggrund får en folkeafstemning om Danmarks placering i forhold til EU. Det siger sig selv.

Derfor er det klart, at vi ønsker en folkeafstemning om EU i Danmark, i det omfang at Storbritannien beslutter at træde ud af EU.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Det var da ikke et særlig klart svar, at vi skal have en undersøgelse eller en hvidbog, eller hvad det nu er. Den der kender jeg alt for godt. Det har jeg set mange gange før.

Mit spørgsmål var meget konkret: Vil Enhedslisten forlange en folkeafstemning om dansk udtræden af EU, og vil Enhedslisten anbefale – og det er det vigtige – at Danmark træder ud af EU?

Ordføreren.

Vi skal i Danmark stemme om Danmarks forhold til EU, hvis Storbritannien stemmer nej. Hvis Storbritannien træder ud af EU, skal vi have en folkeafstemning i Danmark. Den afstemning vil Enhedslisten være med til at foreslå og arbejde for, og vi håber også, at SF vil være med.

Det vil jo være en fuldstændig grundlæggende ændring af forudsætningerne for dansk EU-medlemskab, hvis vi kommer i en situation, hvor Storbritannien træder ud, og selvfølgelig skal den danske befolkning så spørges påny.

Man kan have forskellige holdninger til, hvad man så vil opfordre til at stemme. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at det ikke fører til en opfordring til, at Danmark skal udmeldes af EU.

Der er endnu en for en kort bemærkning. Hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Tak. Det var faktisk den dialog, der lige var her, der gjorde, at jeg må spørge lidt ind til det her. Jeg kender nemlig godt Enhedslistens ønske om at finde på en ny form for samarbejde i Europa. Men det, der bliver spurgt til her, er jo netop, om Danmark, hvis Storbritannien vælger at træde ud og 27 andre lande vælger at fortsætte, så også skulle træde ud, eller om man skulle prøve at få omformet samarbejdet til noget andet.

Altså, ønsker Enhedslisten, at vi vender ryggen til de andre, hvis de ikke ønsker en anden form for samarbejde, men vil fortsætte med det, der er? Eller skal vi så blive i det samarbejde, vi har nu?

Ordføreren.

Nu vender man jo ikke ryggen til nogen, fordi man vælger sin egen måde at samarbejde på. Altså, hvis vi nu f.eks. tager et land som Norge, vil jeg sige, at jeg ikke synes, at Norge har vendt ryggen til nogen som helst. Tværtimod synes jeg, at Norge har været et af de mest aktive og dynamiske lande med hensyn til f.eks. at facilitere fredsforhandlinger, hvad enten det har været på Sri Lanka, i Palæstina eller andre steder, og har spillet en fantastisk aktiv udenrigspolitisk rolle.

Så man vender ikke ryggen til nogen, fordi man ikke vil være med i den politiske klub, der bygger på et ganske bestemt liberalistisk traktatmæssigt grundlag, der hedder EU. Så det gør Enhedslisten ikke.

Men det er klart, at hvis vi får en situation, hvor Storbritannien melder sig ud, så åbner der sig nogle nye muligheder. F.eks. kan det, der hedder EØS – som jo i dag består af nogle meget små lande, og som er meget præget af, at man bliver nødt til at overtage alt, hvad der kommer fra EU – få en ny vitalitet, fordi et stort land som Storbritannien og eventuelt Danmark kan komme med i det samarbejde, der hedder EØS-samarbejdet, på nogle nye betingelser, altså i en reformeret udgave.

Det vil give nogle muligheder for, at en lang række af de fordele, som siges at være ved EU, faktisk kan fortsætte.

Så jo, vi synes helt klart, at man skal have den diskussion om dansk medlemskab. Og det er ikke for at vende ryggen til nogen; det er for at finde nogle bedre måder at samarbejde på.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Jeg er ked af, hvis det var et udtryk, der faldt ordføreren for brystet. Det, jeg egentlig er nysgerrig efter at vide, er, at ét er at ville ændre et samarbejde – det er noget, man gør sammen. Noget andet er at melde sig ud af et samarbejde; det er noget, én partner gør.

Så det er egentlig det, jeg er nysgerrig efter at vide, nemlig hvad der er forskellen på at samarbejde om at finde ud af, hvordan vi forandrer det her, og så på at sige: Okay, I vil gerne køre videre.

Hvis Storbritannien da bliver, og vi så stadig væk står tilbage, så er det 27 lande. Hvis Storbritannien vælger at forlade EU, er der altså 26 lande ud over os.

Så hvis de andre ikke ønsker at forandre det samarbejde, skal vi så tage skridtet ud af det, altså ikke vende ryggen til det, men tage skridtet ud af det helt alene, uden at de andre er med på det?

Ordføreren.

Jamen jeg tror, man skal være klar over den særlige karakter, EU-samarbejdet har. EU-samarbejdet er traktatbaseret, og traktaterne handler ikke bare om spilleregler; traktaterne handler også om politik. Det er jo meget usædvanligt.

Altså, bortset fra måske spørgsmålet om ejendomsretten og et par enkelte andre ting, handler den danske grundlov om spilleregler og ikke om politik. Men EU-traktaterne handler om politik.

Der er det klart, at hvis man er uenig i den politik, ønsker man at få traktaten ændret. Problemet i EU er bare, at de kan kun ændres, hvis samtlige lande er enige. Det er ikke engang nok, at der er et flertal, der er enige om, at de skal ændres; det er ikke engang nok, at der er 18 ud af 28 lande, som ønsker, at det skal ændres. Samtlige 28 lande skal på samme dag være enige – ellers er der intet, der bliver ændret.

Derfor bliver jeg nødt til at sige: Vi skal selvfølgelig ikke affinde os med at blive bundet ind i et samarbejde og en situation, hvor vi ikke har nogen reelle muligheder for at ændre det.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere indtegnet til korte bemærkninger. Vi fortsætter med næste ordfører, som er fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, og tak til udenrigsministeren for den fremsendte skriftlige redegørelse for udviklingen i EU-samarbejdet 2015. Den tager vi i Liberal Alliance til efterretning.

Når jeg kigger tilbage på det europæiske år for udvikling, 2015, bestyrkes jeg i holdningen om, at vi skal have et smallere, men også et stærkere EU.

Vi har brug for et EU til at skabe vækst og frihandel. Derfor støtter vi de fortsatte anstrengelser, man gør sig i EU, for at skabe en frihandelsaftale med USA og Japan, som det lykkedes med Vietnam i 2015. Det vil give lettere adgang til nye markeder for vores virksomheder, hvilket betyder nye arbejdspladser og fører til øget tilgængelighed for flere produkter og lavere priser for forbrugerne.

Vi ser gerne, at EU og den danske regering styrker deres fokus på frihandel, for vi har i fællesskabet brug for at se ud over EU's grænser for at sikre vores velstand fremadrettet, ligesom frihandel også er et effektivt værktøj til at bekæmpe fattigdom i verdens fattigste lande.

Vi har brug for et EU, der arbejder for fred. Derfor støtter vi den aftale, der blev indgået om Irans atomprogram, hvor EU's høje repræsentant for udenrigsanliggender, Federica Mogherini, sad med for bordenden ved forhandlingerne.

Ligeså er der behov for et fælleseuropæisk pres på Rusland, både gennem sanktioner og på politisk niveau. Den europæiske naboskabspolitik med støtte til de lande, der har været igennem kriser eller omvæltninger, er væsentlig i forebyggelsen af ustabilitet. Samtidig er EU og EU's medlemslande store donorer af udviklingsbistand. Vi skal stå sammen for at kunne styrke en udvikling hen imod fred.

Vi har også brug for et EU til at skabe frihed. Igennem vores europæiske samarbejde har danske unge fået mulighed for at uddanne sig på tværs af landegrænser. Vi har kunnet flytte udenlands for at tage arbejde, og vi har ophævet de indre europæiske landegrænser. Det er en fordel, at vi fjerner så mange barrierer og moderne stavnsbånd som muligt for den mobile, internationale borger. Det skal dog ske, uden at det skaber et pres på vores velfærdsydelser.

Vi håber derfor, at regeringen vil følge op på den aftale, som de blå partier indgik inden valget sidste år. Vi har glæde af, at den enkelte får frihed og muligheder, også uden for sit eget lands grænser. Det europæiske samarbejde skaber på mange måder en større værdi for os danskere.

2015 var dog et år, der var præget af europæiske udfordringer og kriser. Med risiko for, at det lyder som en floskel, mener vi i Liberal Alliance fortsat, at der er brug for en fælles europæisk løsning på immigrations- og flygtningekrisen. Vi lægger op til, at EU i højere grad bærer sin del af omkostningerne for at skabe stabile ydre grænser. Selvfølgelig skal modtagerlande som Grækenland, Italien og Ungarn have støtte fra andre europæiske lande for at løfte denne fælles udfordring.

En anden helt grundlæggende udfordring er det store holdningsmæssige skel mellem den politiske konsensus her i Folketinget og så danskerne generelt.

Vi så det endnu en gang i forbindelse med folkeafstemningen i december sidste år, hvor det, på trods af at et stort flertal blandt de politiske partier anbefalede et ja til at afskaffe retsforbeholdet, blev til et nej tak fra borgerne.

Det er i sig selv et argument for, at man fra de gamle partiers side ikke bør fortsætte med det europapolitiske arbejde som business as usual. Det er ikke nogen ny eller ukendt udfordring, men vi har fortsat ikke ændret vores arbejdsgang.

Derimod synes udviklingen desværre at gå i retning af, at danskerne og os politikere bevæger os længere væk fra hinanden, når det kommer til det europapolitiske. Vi har et ansvar for at repræsentere danskernes holdninger og gøre dem gældende på det politiske niveau. Vi har et ansvar for at turde åbne debatten op og brede den ud, også imellem valg og folkeafstemninger. Gør vi ikke det, står det europæiske samarbejde over for en vanskelig fremtid og en flosset legitimitet.

Vi foreslår derfor, at Folketingets partier samles om en ny europapolitisk aftale, at mandatafgivelse til ministerrådsmøder flyttes herned i Folketingssalen, og at der kommer en åbenhed – nogle vil sikkert føle det som risikovillighed – over for flere folkeafstemninger, f.eks. en folkeafstemning om bankunionen.

Det danske europapolitiske arbejde har rod i en aftale fra 2008. Der er immer væk løbet en del vand under broen siden 2008. Både EU og Danmark har ændret sig. Ja, mit eget parti var endda et helt andet dengang. Lad os turde tage debatten om det europæiske samarbejde og skabe et tidssvarende grundlag for det danske udgangspunkt. Jeg opfordrer regeringen til at åbne for en genforhandling af den europapolitiske aftale.

Vi har brug for at få skabt større opmærksomhed om de europapolitiske debatter, både blandt os folketingsmedlemmer, i medierne og i den politiske samtale i de danske hjem.

Derfor opfordrer Liberal Alliance til at flytte partiernes afgivelse af forhandlingsmandater til ministerrådsmøder fra Europaudvalgets lokaler og ned i Folketingssalen. Vi hilser det ligesom sidste år velkommen med folkeafstemninger om alle forbehold og ønsker også en folkeafstemning om bankunionen.

Vi er glade for, at briterne har sat visionen om et smallere EU på dagsordenen. Vi håber, de bliver i samarbejdet, så vi sammen kan arbejde for et smallere, men stærkere EU, hvor det europæiske samarbejde ikke bliver bredere, men stærkere og mere handlekraftigt på de områder, som vil være i EU's fokus, nemlig fred, frihed og frihandel. Vi skal ikke blindt følge en given vej, hvor retningen er sat på autopilot mod stadig større integration på alle områder.

Vi skal være lige så detaljerede, nuancerede og skarpe i europapolitikken som i de debatter, vi har om de hjemlige forhold. Kun sådan får vi et europæisk samarbejde, der er stærkt og nærværende, og som skaber merværdi for danskerne og europæerne. For det kan EU, hvis vi fokuserer vores indsats.

Tak til ordføreren, som der ikke er nogen korte bemærkninger til, så vi fortsætter i ordførerrækken. Næste taler er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Som det fremgår af ministerens redegørelse, var 2015 mildest talt et turbulent år, ikke alene for Danmark, men så sandelig også for Europa. Der er mange ting, man kunne vælge at fremhæve. Det kunne f.eks. være den dalende opbakning til det europæiske projekt i mange medlemslande, de stærkt kritiserede TTIP-forhandlinger, den aktuelle flygtningesituation, som EU desværre ikke har adresseret i fællesskab i tilstrækkelig grad, og ikke mindst de globale klimaudfordringer, som vi allerede nu mærker konsekvenserne af, og som vi kun kommer til at mærke endnu mere til, fordi de tvinger os til at ændre den måde, vi indretter os på, transporterer os på, lever på og forbruger på. Nogle af de ting skal jeg nok vende tilbage til.

Men inden jeg når så langt, har jeg lyst til at tage fat på et emne, som jeg synes vi slet ikke er nok inde på, og det er: Hvad er Danmarks visioner for fremtidens europæiske samarbejde? For selv om ministeren var inde på mange ting i sin redegørelse, fik jeg ikke rigtig en fornemmelse af, hvordan regeringens overordnede vision og plan for EU-samarbejdet ser ud, og det savner jeg. Spørgsmålet er også, om det ikke netop er det, vi har brug for lige nu, altså en grundlæggende diskussion af, hvad det er, vi vil med det europæiske samarbejde – ikke bare, hvad vi kan få ud af samarbejdet, men faktisk også, hvilke ambitioner og visioner vi ønsker at bringe ind i samarbejdet.

Alternativets vision for EU-samarbejdet er krystalklart: Vi ønsker, at Danmark skal udnytte sin position i EU til at trække Europa i en mere bæredygtig retning. Det gælder både på det økonomiske, på det sociale og på det miljømæssige plan. Men det gælder også i forhold til udbredelsen af menneskerettigheder og ligestilling, hvor Danmark før har brugt sin stemme til at gå forrest. Den stemme er der i høj grad brug for, for EU er bestemt ikke ufejlbarligt. Så langt er vi faktisk enige med både Enhedslisten, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. EU både kan og skal forbedres, men hvis EU ikke fandtes, var vi efter vores mening nødt til at opfinde det, for vi lever i en global verden, og det er også derfor, at vi i Alternativet siger, at alternativet til EU er et bedre EU. Når vi siger sådan, skyldes det den simple ting, at EU formentlig er den eneste organisation i verden, der har potentialet til at føre an i globale reformer, som kan skabe en seriøs bæredygtig omstilling og en positiv forandring på globalt plan. Men den forandring sker ikke af sig selv. Det kræver politiske prioriteringer og investeringer, og det kræver lederskab fra progressive lande, som Danmark kunne være.

I 2015 var det dog til tider svært at få øje på den progressive tilgang til EU, som danske regeringer normalt har. Tag bare et presserende problem, som vi i dag står over for, nemlig flygtningekrisen. I disse dage er omkring 6.500 flygtninge strandet ved den græsk-makedonske grænse, fordi medlemslandene ikke kan blive enige om, hvordan vi skal fordele og tage imod dem. Paradoksalt nok har EU ellers fremlagt en fælles fordelingsnøgle, som netop er, ja, en nøgle til at skabe en mere fair fordeling. Ikke desto mindre var Danmark beklageligvis et af de første lande til at afvise at tage aktivt del i arbejdet med at udvikle denne fordelingsnøgle, og det viser meget fint, at det ikke er løsninger, vi mangler, men derimod politisk mod og vilje til at tage løsningerne i brug.

At EU ikke har formået at løse opgaven, skyldes derfor først og fremmest, at lande som Danmark ikke har vist sig villige til at tage imod de fælles løsninger, som Europa-Kommissionen bl.a. er kommet med. I Alternativet er vi bekymrede for, hvad konsekvenserne af mangel på politisk lederskab og mod vil blive på sigt. Vi ser allerede nu, at flere lande er begyndt at lukke sig om sig selv, og det er en forkert udvikling.

2015 var et stort klimaår med COP 21 i Paris som den helt store begivenhed. Desværre har klimaet ikke fået så meget omtale i regeringens redegørelse, som det burde, og det er en skam, for klimasituationen er alvorlig og kræver både europæiske ambitioner og ikke mindst lederskab. Den verden, vi overlader til vores børn og børnebørn, vil være et produkt af de valg, vi træffer i dag. Så i stedet for at skubbe regningen videre til de næste generationer, skal vi udnytte COP 21-momentet til at skubbe samfundet i en anden, meget mere ansvarlig og bæredygtig retning – også i EU. For vi har kun en planet A. Vi har ikke en planet B. Derfor er vi simpelthen nødt til at skrue op for ambitionerne i EU og i Danmark, hvis det skal lykkes at skrue ned for temperaturerne og CO 2 'en, ligesom vi er nødt til at arbejde proaktivt for at skabe de nødvendige internationale reformer, der tager seriøst hånd om klimaet, ressourcerne og miljøudfordringen.

Ifølge flere ngo'er svigter EU allerede nu klimaaftalen fra Paris, og jeg håber meget, at regeringen vil tage det emne op og presse på for en meget mere seriøs kurs ved de kommende EU-topmøder.

I år har vi også set, hvordan de europæiske befolkninger har reageret med voldsom frustration og utilfredshed over de igangværende TTIP-forhandlinger, og den frustration og utilfredshed må jeg sige jeg til fulde deler. Det skyldes ikke mindst den mangel på åbenhed, der formørker forhandlingerne. For på trods af at aftalen handler om stort set alt, hvad der kan reguleres, så er forhandlingerne så lukkede og uigennemsigtige, at vi ikke har kendskab til de miljømæssige, sundhedsmæssige og sociale konsekvenser, de kan få, ligesom det er betænkeligt, hvis aftalen betyder eksklusion af eksempelvis udviklingslandene, som netop har brug for adgang til de europæiske markeder.

Det er ikke mindst alvorligt, fordi vi ved, at amerikanerne og deres interesseorganisationer presser meget hårdt på for at få lempet de europæiske miljø- og fødevarestandarder. Det er standarder, som vi i Alternativet gerne vil værne om, for mere frihandel må ikke ske på bekostning af mennesker og miljø, og derfor vil vi gerne opfordre ministeren til at komme på banen og arbejde seriøst for at få langt mere gennemsigtighed i de her forhandlinger. Studierum, hvor vi skal sidde og læse med gaffatape for munden, er ikke nok.

Afslutningsvis vil jeg gerne vende tilbage til min pointe om, at det europæiske samarbejde ikke altid bør handle om, hvad det enkelte land, eksempelvis Danmark, kan få ud af det. Den diskussion handler alt for ofte om økonomi og snævre nationale interesser, og den skygger for, at EU er meget mere end det vækstprojekt, som regeringens redegørelse beskriver og betoner. EU var og er først og fremmest et solidarisk fællesskab og et fredsprojekt, som ovenikøbet har potentiale til at blive en løftestang for en global grøn omstilling, og derfor håber jeg også, at den danske linje med at arbejde for et stærkere EU, hvor man tør adressere de globale udfordringer, genopstår, så det europæiske samarbejde ikke forfalder til protektionistiske tiltag eller lette løsninger, sådan som man godt kan frygte lige nu.

Vi står lige nu ved en skillevej: Ønsker vi at investere i et stærkt, solidarisk og progressivt EU, i et samarbejde, der kan virke som et positivt modsvar på fælles globale udfordringer, eller ønsker vi at sætte vores lid til nationale løsninger, der kan risikere ikke at have den nødvendige gennemslagskraft og effekt, som vi ønsker? Jeg håber meget, at regeringen ønsker det første, for det gør Alternativet.

Der er en enkelt med en kort bemærkning. Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil godt sige tak til hr. Rasmus Nordqvist for hans tale. Der er et enkelt spørgsmål, som jeg synes er interessant at høre ordførerens holdning til, og det er, hvilke erfaringer man i Alternativet har draget af Grækenland, altså Grækenland, som jo valgte en regering, som ønskede en anden politik end den, EU dikterede. Så satte de en anden politik til folkeafstemning. Den fik et overvældende flertal, på trods af at der bliver lukket for kassen og al mulig pression, og derefter kom valget så for den regering, der var der. Enten bliver vi nødt til at acceptere EU's diktater, eller også bliver vi nødt til at bryde med EU.

Den regering, der var der, valgte så at acceptere EU's diktater, og siden har der været massive nedskæringer, endnu flere, end der var før, og der har været nød og elendighed, men selvfølgelig også store protester og demonstrationer, generalstrejker, de største, vi har haft i mange år. Det interessante er: Hvad ville Alternativet have gjort i den situation? Ville man også have gennemført nedskæringspolitikken over for den græske befolkning, eller ville man have sagt nej til EU, selv om EU's beslutninger jo formelt set var demokratiske og baseret på et flertal?

Ordføreren.

Jeg kender ikke alle detaljerne, der har været i de forhandlinger, og derfor kan jeg heller ikke svare på, hvad Alternativet havde gjort i den situation, men jeg kan sige, hvad erfaringerne med det, der skete, og den proces, der var, har fået mig til at tænke, og det er, at der er et seriøst problem med den måde, som institutionerne fungerer på.

Det er også derfor, at vi lige nu forsøger at gå ind i et aktivt europæisk samarbejde med andre kræfter ved at sige: Hvordan kan vi forandre EU, hvordan kan vi demokratisere og skabe større gennemsigtighed? For det er netop det, jeg synes hele den proces omkring Grækenland understregede der er et behov for, nemlig at der ikke kan tages beslutninger bag lukkede døre, hvor vi ikke ved, hvad der foregår, hvor regeringerne dårligt nok kan få lov til at kommunikere, men det foregår på embedsmænds præmisser. Så derfor er der behov for forandringer i allerhøjeste grad i den måde, institutionerne er på, og det er så også det, som vi prøver at tage fat i.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

De ting, ordføreren siger, er jeg fuldstændig overens med, det er også noget af det, jeg selv har arbejdet for i EU-Parlamentet, da jeg var der, så det er virkelig noget, vi kan stå sammen om og kæmpe for også herhjemme. Men det løser jo bare ikke problemet med, hvad grækerne skulle have gjort. Så kan man sige, at det er sådan en diskussion om Grækenland og det er lidt fortid. Problemet er, at nøjagtig det samme, der skete i Grækenland, nu sker i Portugal, hvor man har valgt en venstreorienteret regering, efter at EU forsøgte at presse præsidenten til ikke at acceptere, at man havde den regering, men man valgte altså en venstreorienteret regering, som endelig kom til magten, og den bliver nu stillet over for de samme EU-krav og dvs. det samme problem. Skal man gennemføre EU's politik over for sin egen befolkning og skabe mere nød og elendighed, end der er i forvejen, eller skal man sige nej til EU. Det svar kan jo ikke vente 10 år eller 20 år. Det er et svar her og nu, og der opfordrer jeg bare, hvis ikke man har diskuteret det i Alternativet, til, at man så diskuterer det, fordi jeg synes, at det er ret afgørende i forhold til, hvordan vi stiller os til EU-problematikken.

Ordføreren.

Jeg synes selvfølgelig, at det er helt afgørende, at de enkelte lande også kan komme med løsninger på deres problemer og komme ind til det samarbejde. Når man nu har valgt at have den samme møntfod, indgå i den monetære union, bliver man nødt til at kunne komme ind med sine egne løsninger til, hvordan det her skal løses, og det bliver nødt til at blive løst politisk. Jeg ser ikke, at svaret er, at Portugal skulle vende ryggen eller træde ud – nu skal jeg holde op med at bruge vendingen vende ryggen til, fordi det faldt spørgeren for brystet før.

Jeg tror ikke, at svaret er at træde ud af samarbejdet. Jeg tror, at svaret er at kæmpe politisk for at gøre noget ved det, og at Portugals regering måske netop sætter foden ned, hvad den græske regering åbenbart ikke gjorde nok, i forhold til at de vil have den dialog med deres partnere, at det ikke skal foregå gennem embedsmænd eller på lukkede møder. Nej, de vil have en dialog med de andre regeringer inden for eurogruppen og finde på løsninger sammen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger lige nu, så vi fortsætter i talerrækken. Den næste er hr. Emrah Tuncer fra Radikale Venstre. Værsgo til 10 minutter.

Tak. Tak til ministeren for redegørelsen om udviklingen i samarbejdet i 2015. 2015 blev, som der står i redegørelsen, et prøvelsernes år. En række ekstraordinære kriser og fortsatte konflikter udfordrede EU-landene og EU-samarbejdet. Hele Europas fremtid er på spil i de kommende uger. Skal flygtningekrisen løses, er der brug for en langt mere aktiv og målrettet dansk udenrigspolitik. Den danske regering burde derfor have én afgørende prioritet lige nu: at finde fælles løsninger på flygtningekrisen i EU, så vi kan holde fast i både vores humanitære ansvar og vores mulighed for at bevæge os frit over Europas grænser.

Vejret bliver varmere, og om få uger vil flygtningestrømmene op igennem Europa formentlig tage til igen. Det er nu, en fælles europæisk løsning skal landes, og Danmark har et medansvar for, at det sker. Vi kan ikke løse flygtningekrisen alene. Trods taler om behovet for en europæisk løsning på flygtningekrisen har svarene i Danmark og en række andre EU-lande indtil nu været nationale. I Danmark etablerer vi grænsekontrol, vi har gjort det muligt at tage flygtninges personlige ejendele, og vi indkvarterer dem i teltlejre og giver dem kummerligt lave ydelser at leve for – alt sammen i et forsøg på at skræmme så mange flygtninge væk som overhovedet muligt. Det synes vi er uværdigt.

Samtidig er det også utrolig dyrt, for den nationale grænsekontrol gør det markant sværere at rejse, arbejde og handle på tværs af de europæiske grænser. Genindførelse af national grænsekontrol i hele Europa vil alene i Frankrig koste 7-15 mia. kr. på kort sigt. På lang sigt vil det begrænse handelen mellem landene med et sted mellem 10 og 20 pct., hvilket koster alene den franske økonomi mere end 75 mia. kr.

Alle ved, at det hverken er let eller enkelt at finde fælles europæisk fodslag på dette område, men netop derfor bør den danske regering melde sig ind som en del af løsningen. Danmark bør gå forrest med at gøre ord til handling. Alternativet, altså ingen europæisk løsning, er jo ikke noget reelt alternativ, hvilket vi alle faktisk er enige om. I stedet for at ødelægge Danmarks omdømme med annoncer i libanesiske aviser og konfiskering af smykker burde regeringen løfte blikket og bidrage til at løse flygtningekrisen.

Danmark bør medvirke til at stoppe finansieringen af krigene i Mellemøsten. Kontrol over de store flygtningestrømme vinder vi først, når vi får stoppet de nuværende konflikter i Mellemøsten. Krigene er alle komplekse i deres historie, men de er i vidt omfang orkestreret, finansieret og styret af store regionale magter i Mellemøsten, der finansierer deres involvering med oliepenge, som vores import af olie og gas leverer.

Herudover er der brug for at styrke EU's ydre grænser, og det vigtigste redskab er fælles europæiske modtagecentre og samarbejde om ordentlige og effektive forhold ved de ydre grænser. Dette skal sikre en værdig behandling af alle, og at vi fra starten kan skelne mellem flygtninge og økonomiske migranter, så de førstnævnte kan hjælpes og de sidstnævnte sendes hjem. Modtagerlandene kan simpelt hen ikke håndtere det store antal flygtninge alene. Danmark burde derfor yde assistance til oprettelsen af en europæisk flygtningeudrykningsstyrke og europæisk grænse- og kystbevogtning, både i form af midler og personel. Det ville sende et stærkt signal om, at selv et lille land som Danmark tør tage ansvar for og kan gøre en forskel i forhold til at skabe en reel løsning.

Danmark burde også fortsætte arbejdet for en solidarisk fordeling af flygtninge mellem landene. Det sender et helt utrolig dårligt signal, når regeringen på den ene side erkender, at en fælles fordelingsordning er nødvendig, men på den anden side ikke mener, at Danmark skal deltage. Selvfølgelig kan og skal vi være med, og hvis en fælles fordelingsordning ender med at erstatte de forældede ordninger, vi har nu, vil det i det hele taget ikke være muligt for Danmark at stå uden for. Europa har brug for en fælles løsning på flygtningekrisen. Planen findes, og politisk vilje kan gøre den til virkelighed.

På energiområdet har det de seneste år været klart, at det ikke er ligegyldigt, hvordan verdens største importør af energi, EU, vælger at håndtere sin forsyning. Det er et kæmpe sikkerhedspolitisk redskab, som vi har benyttet alt for lidt. Så i lyset af den geopolitiske situation er EU's store projekt med energiunionen ikke bare afgørende for den grønne omstilling i Europa, det er også helt afgørende for vores sikkerhed og samarbejde.

For Radikale Venstre er adgangen til miljøvenlig og sikker energi en forudsætning for det moderne samfund og for det moderne Europa. Derfor er det så meget desto mere problematisk, at vi på energiområdet ikke har et liberalt og velfungerende indre marked. Situationen er den, at medlemsstaterne i Det Europæiske Fællesskab hvert eneste år bruger flere hundrede milliarder euro på import af olie og gas fra lande som Rusland og Saudi-Arabien. Det har store konsekvenser på flere planer. Prisniveauet er for højt, de fossile brændstoffer påvirker vores miljø og klima i den forkerte retning, og endelig udgør importen en reel og meget alvorlig sikkerhedspolitisk risiko.

Ganske små signaler om vores vilje til at reducere vores afhængighed kan få stor betydning for både energipriser og økonomi i de eksporterende lande. Hvorfor går Danmark ikke forrest i EU og foreslår at udvide det sikkerhedspolitiske perspektiv i energiunionen til også at dække Mellemøsten? Det ville være et tiltrængt og effektivt signal til de regionale stormagter. Det bagvedliggende formål med energiunionen er selvfølgelig at gøre Europa uafhængigt af energiimport, specifikt af Ruslands gas, fordi den er en langt stærkere og mere strategisk anvendeligt våben end krudt og kugler for den russiske leder. Vi kan ikke leve med, at han sidder med nøglerne til hanerne og kan skrue op og ned efter behov og luner.

Tilbage under 1970'ernes oliekrise tog vi i Danmark en beslutning om at gøre os uafhængige af ustabile energikilder. Med energiunionen skal vi nu igennem en tilsvarende proces i EU, hvor vi målrettet arbejder os frem imod at gøre vores fælles varme, strøm og produktion uafhængigt af scenarier, vi ikke selv kan kontrollere. Det kræver selvsagt solidaritet og et tættere energipolitisk samarbejde på europæisk plan i lighed med det, vi har haft i Norden i mange år.

Samlet set er det altså alt andet end ligegyldigt, hvordan Danmark lægger sin udenrigspolitiske linje i forhold til EU i almindelighed og vores nærmeste naboer i særdeleshed. Tak.

Vi siger tak til ordføreren. Jeg kan se, at SF og Det Konservative Folkeparti ikke har en ordfører til stede i salen, så vi går direkte til udenrigsministeren.

Tak for en god og spændende debat, som til en vis grad har båret præg af, at partierne i højere grad har fremført deres egen holdning til EU – synspunkter omkring samarbejdets situation og ønsker til fremtidens nye muligheder for samarbejde – end egentlig forholdt sig til selve redegørelsen. Der har dog været visse delvise henvisninger til selve redegørelsen, men jeg mener alligevel at måtte sige, at debatten har været mere præget af holdningstilkendegivelser end en egentlig forholden sig til redegørelsen.

Det er ikke noget problem, det er ikke noget problem. Det er ikke nogen kritik, det er sådan bare en konstatering. For hvis man nu måtte mene, at det, jeg siger her, måske ikke er svaret på alle de spørgsmål, der er blevet rejst, så er det mere, fordi det er, hvad jeg sådan havde forberedt mig på at sige.

Flygtninge- og migrationskrisen har stået meget højt på dagsordenen i EU siden bådulykkerne i Middelhavet i foråret 2015. Der er ikke umiddelbart tegn på, at presset på EU vil aftage foreløbig, og det har været et meget voldsomt pres. Over 1 million flygtninge kom ind i EU i løbet af 2015, og hvis ikke nye tiltag iværksættes, så forventes det samme antal i 2016. Derfor har der været brug for handling på højeste niveau det seneste år, og det vil der med stor sandsynlighed også fortsætte med at være i det kommende år.

Det siger lidt om situationen i EU, at der sidste år blev holdt 12 møder i Det Europæiske Råd; mange af dem om migration, men selvfølgelig også om situationen i Grækenland. På EU-plan er der igangsat en række tiltag for at håndtere flygtninge- og migrationskrisen: Der er vedtaget en handlingsplan med Tyrkiet og en med de afrikanske lande, og de humanitære midler til Syrien og nabolandene er øget. Det er bare for at nævne nogle stykker. Dertil kommer de mere akutte indsatser i forhold til styrkelse af EU's eksterne grænser og funktionen af hotspots.

Jeg tror, at vi alle sammen kan blive enige om, at tiltagene desværre ikke indtil videre har haft en afgørende effekt på flygtningestrømmen. Der er fortsat brug for handling og ikke mindst implementering. Derfor er der også indkaldt til topmøde med Tyrkiet den 7. marts 2016 med efterfølgende møde mellem stats- og regeringslederne. Migration vil derudover være hovedtemaet på det sædvanlige forårstopmøde senere i marts.

Der er ikke nogen nemme løsninger – det står helt klart – men der er behov for at finde europæiske løsninger på krisen, hvis der skal dæmmes op for presset. Der er også brug for at finde løsninger, der håndterer grundlaget for flygtningestrømmen, altså hvordan vi får afsluttet konflikten i Syrien, og hvordan vi effektivt får bekæmpet ISIL i Irak og får stoppet deres udbredelse i Nordafrika.

Et andet gennemgående tema i 2015 er vedrørende den kommende folkeafstemning i Storbritannien omkring tilhørsforholdet til EU. Den aftale, der blev indgået på mødet i Det Europæiske Råd i februar måned, er god og et godt afsæt for den britiske folkeafstemning. Aftalen indeholder løsninger på områder som forholdet mellem eurolande og ikkeeurolande, konkurrenceevne, bedre regulering og spørgsmålet vedrørende suverænitet, herunder ikke mindst den styrkede rolle for de nationale parlamenter, og en bekræftelse af fortolkningen af ordene en stadig snævrere union, der er at finde i traktaterne. Fortolkningen er, at en stadig snævrere union kun er det, som landene vil, og at ingen lande er tvunget eller forpligtet til hverken juridisk eller politisk at gå længere, end det land selv måtte ønske.

Aftalen indeholder også nogle løsninger på velfærdsområdet og på fri bevægelighed. Det er bl.a. blevet aftalt, at det er muligt at indeksere børnechecken til EU-borgere, hvis børnene ikke bor i samme land som de forældre, der har optjent krav på ydelsen. Det er også aftalt, at den meget omtalte Metockdom fra 2008 vil blive tilbagerullet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at regeringen har bakket kraftigt op omkring Storbritanniens bestræbelser i forhandlingerne. Der er mange grunde til det: Danmark og Storbritannien har haft et historisk tæt forhold; vi ser ofte ens på tingene, hvilket i øvrigt er blevet bekræftet ved et møde med den britiske EU-minister, David Lidington, tidligere i dag; og vi synes fra regeringens side, at et EU uden Storbritannien vil være et svækket EU – økonomisk, kulturelt og politisk.

Den britiske premierminister mener, at han med denne aftale kan vinde folkeafstemningen den 23. juni. Det tror jeg egentlig langt de fleste danskere og forhåbentlig også alle her i salen håber på han kan. Et EU uden Storbritannien er med danske øjne et EU, hvor vi kommer til at stå mere alene med vores synspunkter. Det ønsker jeg ikke, og derfor håber jeg selvfølgelig på et britisk ja.

Men selv om aftalen indeholder rigtig gode elementer, der leverer løsninger på spørgsmål, som vi fra dansk side har kæmpet for i mange år, så skal vi huske på, at de vil bortfalde, hvis det bliver et nej i Storbritannien. Et nej vil også kaste EU ud i en endnu sværere håndterbar situation med et medlemsland, der ønsker at forlade samarbejdet. Det er nyt territorium for alle, og ingen ved, hvad der præcist bliver aftalt bagefter.

På mødet i Det Europæiske Råd var der tale om svære forhandlinger, hvor flere af de punkter, som Storbritannien havde ønsket løsninger på, var under pres. Det gjaldt ikke mindst på velfærdsområdet, på spørgsmålet om en stadig snævrere union. Derfor var det vigtigt fra dansk side, at vi skulle agere som modvægt og arbejde på at holde fast i den tekst, der var lagt på bordet, og som på en række områder leverede løsninger for Danmark.

Det lykkedes at holde fast ved indekseringen af børnechecken; det lykkedes at holde fast i teksten om en stadig snævrere union, der er formuleret i runde vendinger, sådan at den er brugbar for bl.a. Danmark. Storbritannien havde brug for at blive nævnt eksplicit i teksten. Jeg ser ikke den samme grund til, at Danmark skulle være nævnt og få en særlig tekst på netop det område.

Danmarks forhold til EU er allerede reguleret. Det er det igennem vores protokoller, og der er det desuden sådan, at aftaleteksten ret tydeligt udtrykker, at der er forskellige veje til integration for forskellige medlemslande. Det gælder også for Danmark. Sådan har vi hele tiden fortolket traktaten, og det gør vi stadig væk.

I det hele taget kan de næste måneder blive ret afgørende for EU. Migrationproblemer, fortsat økonomisk genopretning i Grækenland og resten af EU, skabelsen af vækst og beskæftigelse, den britiske folkeafstemning samt indsatsen mod terror vil præge de kommende måneder. Heldigvis kan vi se, at EU har en god track record for at finde løsninger, når det brænder på. Jeg tror også, at det vil lykkes den her gang.

Vi står over for udfordringer i Europa, som intet land kan løse selv. Der er brug for europæiske løsninger på de udfordringer – ikke nationale tiltag, der hindrer virksomheder i at sende varer over grænserne, eller tiltag, der skaber konflikter mellem nabolande. Uanset de mange dommedagsprofetier, der er haglet ned over EU, så må vi ikke lade aktuelle og, ja, store udfordringer skygge for de resultater, EU har skabt, eller glemme den betydning, som EU fremadrettet vil have for danskernes velfærd og virksomhedernes vilkår på utallige områder.

EU er uden sammenligning det internationale forum, som vi kan bruge til at fremme danske udenrigspolitiske interesser bedst og til at sikre de bedst mulige betingelser for danskernes velfærd. Vi er en lille åben økonomi, og vores velstand skabes gennem samarbejde og samhandel. Derfor skal vi værne om et EU, der er i tråd med danske interesser, og hele tiden sørge for, at vi får det optimale ud af samarbejdet. Det er rettesnoren for vores tilgang til EU-politikken, både når vi er i medvind og i modvind. Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at et konstruktivt samarbejde er den bedste måde at sikre, at danske interesser bliver tilgodeset. Derfor går vi aktivt og resultatorienteret ind i det europæiske samarbejde.

Men det betyder ikke, at vi er naive eller ukritiske over for EU, og fordi et forslag er et EU-forslag, betyder det ikke, at det er et godt forslag, ligesom man kan sige, at et forslag fra Folketinget ikke nødvendigvis betyder, at det er et godt forslag. Det har vi jo som regel delte holdninger til. Det har vi også, når noget kommer fra EU. Fra regeringens side kigger vi på forslagets substans og ikke på dets afsender.

Vi tror dog, at det tjener Danmark bedst at være der, hvor beslutningerne tages. Derfor er det i vores interesse at stå centralt placeret i EU-samarbejdet. Geografien her er væsentlig. EU er og bliver vores nærområde. Vi ligger midt på det europæiske kontinent, hvis man tager strækningen hele vejen fra Svalbard ned til Sicilien. Det er det område, som vi handler mest med – det er det område, vi har mest kulturelt tilfælles med, og derfor skal vi også løse kriserne sammen, når det virkelig gælder.

EU's udvikling er et godt eksempel på, at vi bliver flere, samarbejdet bliver bredere, og de lande, der ligger op til EU's ydre grænser, har rent faktisk et ønske, en drøm om at komme med i Det Europæiske Fællesskab. Det er store ord, men lad os en gang imellem kigge helt konkret på, hvad det er, der kommer ud af samarbejdet i EU, nemlig EU's fire friheder: fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft.

Det indre marked er en af EU's allerstørste succeser, og et studie fra Bertelsmann Stiftung viser, at Danmark mere end noget andet land har haft glæde af det indre marked, hvis man måler det i indkomst pr. indbygger. Faktisk er Danmarks BNP pr. indbygger vokset med 500 euro om året de sidste 20 år som følge af europæisk integration. Og det anslås, at 500.000 danske job er direkte knyttet til det indre marked. Når det gælder ny viden, er EU-medlemskabet også særdeles vigtigt for Danmark. EU's forsknings- og innovationsmidler udgør en uvurderlig og uundværlig del af det danske forskningsbudget.

EU's forskningsprogrammer igangsætter en lang række aktiviteter, der ellers ikke ville finde sted. De tilbyder også forskere, universiteter, institutioner og myndigheder fra Danmark mulighed for at arbejde sammen på bedst mulig måde.

Jeg er særlig glad for, at en ny opgørelse fra Europa-Kommissionen viser, at Danmark er det medlemsland, der henter næstflest penge pr. indbygger til projekter gennem EU's nye forsknings- og innovationsprogram Horizon 2020. Det er et godt eksempel på, at EU-samarbejdet er et win-win-projekt, og at en resultatorienteret dansk tilgang giver os gode resultater. Der er over 10.000 danskere, der har benyttet det nye Erasmus+-program i 2014, der var programmets første år.

Det, at EU på det europæiske område stiller krav omkring energi og mærkning af produkter, medfører betydelige konsekvenser. Køb af mere energirigtige produkter i husholdninger, erhverv og virksomheder har betydet en samlet energibesparelse i EU på 100 mia. euro. Det svarer til omkring 3.500 kr. pr. europæisk husstand.

EU sætter standarden og leder på en lang række områder. Det gjorde vi også, da verden mødtes ved COP21 i Paris i december. Hvis ikke EU var gået forrest, vil jeg vove den påstand, at en global aftale var tvivlsom og helt sikkert mindre ambitiøs end det, vi nåede.

Samtidig er regeringen ikke blind for, at der er områder, hvor EU kan fungere bedre. Jeg har nævnt migration, der er et godt eksempel. Jeg tror, rigtig mange danskere kigger på EU og tænker: Hvorfor kan I ikke finde en løsning, der duer? Men man tager fejl, hvis man tror, at EU bare en maskine, der kører udad.

Junckerkommissionen har siden sin start i 2014 haft en ambition om at rydde op i de mange regelsæt, så det bliver lettere at gennemskue forskellige EU-regler og sikre, at EU fremadrettet kun tager sig af det, hvor der er en merværdi ved deres arbejde. Derfor kommer der ikke så meget ny lovgivning fra EU, som vi tidligere har set, og det, der kommer, er langt, langt mere velbegrundet end tidligere.

Men det er jo klart, at medlemslandene også har et medansvar for, hvordan de omsætter ny EU-lovgivning i deres egne lande. Det er en prioritet for regeringen at vise, at vi implementerer EU-lovgivning på den mest hensigtsmæssige og transparente måde, hvor vi inddrager erhvervslivet og organisationer i højere grad.

EU's indre marked er grundlæggende en kæmpe gevinst for danske virksomheder, fordi det sikrer lige konkurrencevilkår kombineret med et højt beskyttelsesniveau. Så vores nationale ansvar er at sørge for, at vi ikke i implementeringen herhjemme pålægger virksomhederne flere forpligtelser, end hvad der er nødvendigt. Det ansvar har regeringen påtaget sig, og det står vi ved.

Lige et par enkelte kommentarer til nogle af de ting, der blev taget op. Jeg deler ikke Socialdemokratiets ordførers ønske om, at man skal køre en mere lempelig finanspolitik, og jeg deler heller ikke hr. Søren Søndergaards vurdering af, at der er nogle lande, som er i problemer, f.eks. Italien, Spanien, Grækenland, fordi de er blevet presset ind i et EU-skema.

Jeg deler tværtimod den opfattelse, som mange andre har, at problemerne for lande som f.eks. Italien, Spanien, Grækenland, der ganske rigtigt har et højt gældsniveau, skyldes, at de ikke har gennemført de nødvendige reformer. De er rent faktisk stoppet halvvejs, har deltaget i nogle tiltag og så ikke gennemført nok til at få sat gang i økonomierne. Hvis man kigger på andre lande, der har gennemført reformer fuldt ud, f.eks. et land som Irland, vil man se, at det er lykkedes meget hurtigt at få sat gang i beskæftigelsen og gang i væksten.

Jeg tror ikke på, at der er et alternativ til EU, sådan som hr. Søren Søndergaard lagde det frem. Jeg tror meget mere som hr. Rasmus Nordqvist på, at alternativet til EU er et bedre EU, og det er det, vi skal stræbe efter. Vi skal stræbe efter at skabe et EU, som er relevant og nærværende, som er arbejdsduelig, og som tager sig af ting, der flytter noget i borgernes hverdag.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der bliver mere EU-positive af symboler, af hymner, af markeringer eller af skilte ved vejsiderne. Jeg tror, at man bliver mere EU-positiv, hvis man kan se, at EU gør en forskel. Måske skulle vi med nogle af de eksempler, jeg nævnte tidligere, på, hvor mange danske arbejdspladser der er afhængige af det indre marked, hvor meget EU har betydet i besparelse i forhold til energieffektiviseringer, hvor meget EU betyder i forhold til øget velstand i Danmark, blive bedre til at fortælle om de positive elementer, EU bidrager med.

Jeg skal ikke sige så meget til Dansk Folkepartis ordfører, da han ikke er til stede i øjeblikket – vi har alle sammen meget at rende til. Jeg vil bare sige helt stilfærdigt, at jeg tror, at de 200.000 ungarere, der for 60 år siden i år forlod Ungarn til Østrig og Jugoslavien, er dybt taknemmelige for, at de ikke fik en velkomst ved grænsen som de flygtninge, der er kommet til Ungarn i år, har fået af den ungarske regering.

Og jeg synes en gang imellem, at det er på sin plads at appellere til en lille smule historiebevidsthed, også hos den ungarske regering, og det handler ikke om, hvorvidt den skal beskytte sin grænse, og ikke om, hvorvidt den skal foretage registrering inden for Schengenreglerne, men om, at det en gang imellem bør påhvile en nation at betale den gæstfrihed, dens borgere tidligere har oplevet, tilbage til andre mennesker, der er i nød. Og jeg glæder mig over, at vi ikke i Danmark, på trods af de udfordringer, vi har fået, med flygtninge og migranter, giver flygtninge en modtagelse som den, den ungarske regering har givet dem, der er kommet til deres grænser i 2016.

EU er et projekt, som jeg er stolt over Danmark er en del af. EU er et samhandelsprojekt, et lige vilkår-projekt, men det er også borgerens, forbrugerens og arbejdstagerens projekt, og jeg tror, at hvis man, som jeg og regeringen gør, ønsker, at EU skal have en positiv klang i borgernes, forbrugernes og arbejdstagernes ører, skal vi tilstræbe også at pege på de steder, hvor EU gør en positiv forskel i hverdagen. Tak.

Tak til ministeren for svaret. Der er tre korte bemærkninger. Den første er fra Rasmus Nordqvist.

Tak, og tak til ministeren. Jeg vil gerne undskylde, hvis det skuffede ministeren, at vi ikke var mere håndgribelige med hensyn til redegørelsen. Den er skam blevet læst med stor interesse, og det er også den, der er blevet kommenteret, i hvert fald i den tale, som jeg holdt.

Sådan en redegørelse giver selvfølgelig muligheden for at se tilbage på, hvad der er sket, men det er selvfølgelig også et kig fremad på, hvad der kan ske her i 2016. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er en krise i EU i forhold til, hvordan samarbejdet er, og hvor mange der har lyst til at være en del af det. Vi ser i Danmark, at man stemte nej den 3. december, og der er stor debat i Storbritannien, så jeg frygter lidt, at den store debat for og imod måske lidt spænder ben for den debat, jeg gerne vil have, netop om, hvad det er, vi skal med EU, som ministeren selv var inde på.

Så har regeringen nogen planer for, hvordan man vil styrke den danske debat om EU her til lands, så vi kan komme videre i vores arbejde med, hvad det er, vi skal med et EU?

Ministeren.

Som det vil være en del af ordførerne bekendt, har vi efter folkeafstemningen og resultatet startet en møderække, hvor vi prøver at drøfte, hvordan vi kommer videre. Nogle af de forslag, som fru Christina Egelund nævnte, om, hvorvidt man skal have mandatgivning i salen eller andet, vil blive vurderet og drøftet i fællesskab, og vi har naturligvis også inviteret Enhedslisten med på studieturen til Bruxelles – det kan være, at hr. Søren Søndergaard skal have genopfrisket nogle ting – den 14. og 15. marts. Der er stadig væk ikke nogen tilmeldte fra Enhedslisten, så der er plads endnu til at komme med.

Så jo, vi prøver at tage en drøftelse af, hvad det er, vi skal gøre for at brede debatten ud, så debatten ikke bare er noget, der foregår, når vi har en afstemning, et parlamentsvalg, eller en eller anden tilfældig sag, der popper op a la lakridspiber eller andet, som med berettigelse, eller i det her tilfælde ikke med berettigelse, skaber et billede af, at EU blander sig i stort og småt. Så vi håber, at vi kan finde en model, hvor vi har en løbende, konstruktiv og kritisk diskussion omkring EU.

Ordføreren.

Så et nysgerrigt spørgsmål om forhandlingerne om Storbritannienaftalen. Jeg ved godt, at en del af den foregik på statsministerniveau, men er der sådan en grundlæggende diskussion blandt udenrigsministrene i EU omkring netop det her med, at vi oplever sådan lidt uro omkring projektet, udfordringer om, hvorvidt vi kan løse de ting, vi står over for? Er der en diskussion om, hvor det er, man ønsker at tage EU som samarbejdsprojekt hen?

Ministeren.

Der er drøftelser i udenrigsministerkredse, men da en række lande har det, som den tidligere regering også havde, nemlig dedikerede europaministre, så foregår drøftelsen også i det, der hedder Rådet for Almindelige Anliggender, General Affairs Council. Almindelige anliggender lyder så fladt, men det er der, hvor man tager EU's indre anliggender og visionen om EU op og drøfter, og dér foregår der også drøftelser af, hvor det er, vi bevæger os hen som forberedelse til Det Europæiske Råds møder. Hver eneste gang de har rådsmøder, har vi drøftelsen inden, så vi er også med i drøftelserne om, hvad fremtiden er for EU.

Så går vi over til den næste, og det er hr. Claus Kvist Hansen fra Dansk Folkeparti.

Tak for den fremsendte redegørelse, og tak for ministerens tale her. Nu må ministeren tilgive mig, at jeg muligvis har misforstået noget, men når jeg sidder og læser redegørelsens passager om EU's økonomi, finder jeg sådan hist og pist og flere steder udtryk for den tillid, som ministeren har til den måde, man har håndteret krisen på, til EU's økonomi, dens robusthed osv. osv. Så er det, at jeg sådan begynder at spørge mig selv, om ministeren ikke i dag egentlig er ganske godt tilfreds med, at Danmark ikke er en del af eurosamarbejdet. Det er mit første spørgsmål.

Det andet spørgsmål er om stabiliteten i EU, som står beskrevet her i redegørelsen på side 2 i andet afsnit. Mener ministeren, at det er regeringens støttepartier, altså Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, som risikerer at – og jeg citerer – »påvirke stabiliteten i Europa og i Danmark«? Tak.

Ministeren.

Nej, jeg mener ikke, at Liberal Alliance eller Dansk Folkeparti risikerer at påvirke stabiliteten i Europa. Men det, der står i sætningen, er jo, at der er en tendens til, at partier, som ønsker at træde ud af EU, f.eks. UKIP i Storbritannien, har fået større og større opbakning. Og det er klart, at hvis de får opbakning til at gennemføre det, de vil, nemlig en løsrivelse af Storbritannien fra EU, vil det påvirke stabiliteten. Det er et faktum. Det kan så set med nogles øjne være en positiv påvirkning, og det kan være en negativ påvirkning set med andres øjne, men det vil da påvirke stabiliteten, hvis partier, hvis mål er at tage lande ud af EU, får større og større opbakning.

Til den anden del må jeg konstatere, at sådan som euroen har fungeret i de senere år, har Danmark haft en fordel ved at være uden for euroen. Jeg tror på, at vi på lang sigt, også i forhold til at have politisk indflydelse, kan have en interesse i at være med. Men som det er i øjeblikket, har Danmark haft en økonomisk fordel ved at stå uden for euroen.

Så går vi videre til den næste korte bemærkning, og den kommer fra hr. Søren Søndergaard.

Tak. Jeg skal ikke forlænge debatten mere end højst nødvendigt, så jeg vil bare bede ministeren om at svare på de to udestående spørgsmål, som ligger efter den her debat.

For det første vil jeg godt bede ministeren bekræfte, at det er en rent ensidig dansk afgørelse, om vi vil være med i Europol eller ej. Hvis et flertal i det danske Folketing og et flertal i den danske befolkning ønsker det, er det en rent ensidig beslutning, om vi vil være med i Europol. Det er ikke noget, vi skal spørge nogen som helst om. Det kræver 22 kr., eller hvor meget det nu koster, til et frimærke til et brev, som vi skal sende ned til Bruxelles. Det vil jeg bare bede ministeren om at bekræfte.

For det andet vil jeg godt bede om et svar, for finansministeren kunne ikke svare på det i går og bad os så mindeligt om at spørge udenrigsministeren om det. Så jeg vil godt bede udenrigsministeren om at klargøre, om der er krav til den aftale med Tyrkiet om 3 mia. kr., om, at den også indeholder krav om, at de ikke overtræder menneskerettighederne, f.eks. i forhold til de flygtninge, der kommer, og hvad konsekvenserne er, hvis det ikke sker, altså hvis der ikke er en overholdelse af menneskerettighederne i forhold til flygtninge, der kommer.

Ministeren.

Det er sådan, at Danmark har fået en tilvalgsordning tilbudt i Lissabontraktaten. Vi kan selv vælge, i hvilket omfang vi vælger at udnytte tilvalgsordningen. Så hvis et flertal i Folketinget skulle vælge den model at sige, at vi vil udnytte tilvalgsordningen alene på det punkt, der hedder Europol, så vil det være muligt enten ved fem sjettedeles flertal i Folketinget eller ved en ny folkeafstemning, der bekræfter, at lige præcis på det punkt ønsker vi at deltage. Det er det rigtig, rigtig smukke ved den tilvalgsordning, som den daværende regering fik vedtaget, nemlig at Danmark har retten til at vælge til, hvad vi ønsker at deltage i, og retten til at vælge fra. Det er rigtig, rigtig godt set fra den daværende regerings side, at man valgte en sådan tilvalgsordning, så vi i modsætning til andre lande sådan set har fået en luksusudgave, hvor vi kan vælge til.

Jeg kunne egentlig godt have tænkt mig, hvis jeg havde mulighed for at stille spørgsmål den anden vej, at få et klart svar på, om Enhedslisten vil støtte det, hvis der kommer et sådant tidspunkt, hvor man skal bruge den tilvalgsordning, så vi er med og dermed bindende med i Europol – altså, om Enhedslisten vil støtte et sådant forslag.

Hr. Søren Søndergaard.

Altså, jeg synes, det er et problem, at udenrigsministeren ikke giver finansministeren en hjælpende hånd og svarer på spørgsmålet, når finansministeren i en debat om at give millioner, milliarder, trilliarder til Tyrkiet, ligger her på sine grædende knæ og anmoder os om at stille udenrigsministeren et bestemt spørgsmål – vi kender jo alle sammen finansministeren, når han ligger på sine grædende knæ. Det vil jeg opfordre udenrigsministeren til.

Hvis udenrigsministeren så vil have mig til at gå på talerstolen for anden gang og tage den diskussion, som udenrigsministeren lægger op til, så skal udenrigsministeren bare sige til. Jeg er klar.

Ministeren.

Hvis hr. Søren Søndergaard tog ordet i anden omgang, ville jeg sådan set være mere spændt på at høre, om man kunne komme tættere på et svar end det ikkesvar, som hr. Søren Søndergaard tidligere gav, på spørgsmålet om, hvorvidt Enhedslisten vil støtte Europol eller ej. For det er sådan set et spørgsmål, vi har efterlyst i meget længere tid end spørgsmålet fra i går om, hvorvidt der i aftalen med EU og Tyrkiet ligger garantier i forhold til menneskerettighederne.

Det tror jeg er et spørgsmål, som jeg gerne vil have lov til at vende tilbage til skriftligt, så ikke bare dem, der hører på det nu, men hele Folketinget f.eks. via Europaudvalget eller Udenrigsudvalget kan blive oplyst om det.

Der er ikke flere, der har ønsket ordet, og derfor er forhandlingen afsluttet.

(Talen er under udarbejdelse)