Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) Forhandling om redegørelse nr. R 1:

Statsministerens redegørelse i henhold til grundlovens § 38.

(Anmeldelse 06.10.2015. Redegørelse givet 06.10.2015. Meddelelse om forhandling 06.10.2015).

Forhandlingen er åbnet, og det er fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Statsministeren sagde i sin åbningstale, at der er grund til at være stolt af Danmark, at Danmark er et godt samfund. Det er jeg fuldstændig enig i. Men tillad mig at være lidt direkte her ved dagens start. Det Danmark, vi er stolte af, er ikke skabt på meget lave ydelser til børnefamilier. Det Danmark, vi er stolte af, er ikke skabt på en kriminel lavalder på 12 år. Det Danmark, vi er stolte af, er ikke skabt på topskattelettelser. Det Danmark, vi er stolte af, er skabt på det modsatte, på lige muligheder, på sociale fremskridt, på et progressivt skattesystem. Og vi skal fortsætte. Vi skal bygge videre på verdens bedste samfund, ikke det modsatte.

Vi står over for et folketingsår, der bliver afgørende for Danmark, og i mine øjne er der tre opgaver, der er vigtigere end alle andre. For det første skal vi have en finanslov på plads, der sikrer to ting: Styrket kernevelfærd, flere arbejdspladser. For det andet skal vi have et mere retfærdigt dagpengesystem, og for det tredje skal vi hjælpe mennesker, der er på flugt, samtidig med at vi sikrer, at den danske integration kan følge med.

Regeringen har et valg. I kan vælge en vej, hvor Dansk Folkepartis manglende ansvarlighed skal forenes med Liberal Alliances evige ideologiske angreb på vores velfærdssamfund, eller I kan vælge en vej, hvor udviklingen af vores velfærd styrkes, og hvor vi med økonomisk ansvarlighed fastholder et bredt samarbejde i Folketinget. Det valg skal statsministeren træffe.

Jeg er stolt af vores velfærdssamfund. Jeg er dybt imponeret over de mange jordemødre, skolelærere, SOSU'er og pædagoger, der med stor faglighed og menneskeligt overskud skaber små mirakler i hverdagen. Og som socialdemokrater vil vi altid forsvare vores fællesskab, når angrebene sættes ind, fra minusvækst i den offentlige sektor til ideologiske opgør med vores sundhedsvæsen. Samtidig vil vi være kritiske, når der er brug for det. Og som socialdemokrat tror jeg ikke på, at alting bare bliver bedre, hvis vi bruger flere penge, men i en tid, hvor der er et beskedent råderum, ja, så er der plads til mere kvalitet i velfærden. Det gælder ikke mindst for vores børn, for vores ældre og i sundhedsvæsenet, det gælder de brede velfærdsydelser, og det gælder i forhold til vores udsatte grupper.

Hvor vi som regering lagde en børnepakke frem på 2,5 mia. kr. til en styrket indsats for de mindste, så ruller Venstre børnepakken tilbage og uddeler rundhåndet 600 mio. kr. til landets rigeste i nedsat arveafgift. Det er ikke børnenes finanslov, det er arvingernes finanslov. Og hvor vi som regering insisterede på at skabe flere muligheder og fjernede de laveste ydelser, har Venstre i stedet afskaffet fattigdomsgrænsen, genindført kontanthjælpsloftet uden omtanke for børnene og droppet vores idé om billige boliger. Og hvor vi som regering afsatte en milliard til vores ældre til bedre omsorg og pleje, halverer Venstre beløbet og genindfører en boligjobordning med meget få arbejdspladser.

Dansk Folkeparti vil nu gerne være med til at forringe velfærden. Deres førsteprioritet er Lars Løkke Rasmussen som statsminister, ikke velfærdssamfundet. Og det minder mig om en historie hjemme fra Nordjylland: Vi skal på Hjallerup Marked. En mand opsøger en hestehandler. Han ser på en hest og spørger, om den vil springe og danse. Hestehandleren smiler på nordjysk facon, nikker og bekræfter, at det vil den gerne. Manden køber selvfølgelig hesten og tager den med. Men da han er gået ganske få meter hen ad Hjallerup Marked, falder hesten om. Den kan ikke engang stå på benene. Han går selvfølgelig straks tilbage, for han har jo betalt for hesten, og klager højlydt over situationen: Du sagde, at den både ville springe og danse, og se nu! Hestehandleren svarer på nordjysk: Jamen det ville den også gerne, den kan bare ikke.

Lidt på samme måde er det jo med Kristian Thulesen Dahl, for først var der helt ufravigelige krav om både grænsekontrol og en offentlig vækst på 0,8 pct. Nu er det ikke længere så vigtigt. Sådan er det jo sådan set også med regeringen. Hvis I låser jer fast på minusvækst, er der jo ikke penge til den velfærd, I lovede.

Danmark står – heldigvis – igen over for et opsving. Den her gang har vi muligheden for i fællesskab at sikre, at det kommer hele Danmark til gode, ikke kun dem med de højeste indtægter, ikke kun dem, der allerede er i job, ikke kun de store byer. Det skal gælde os alle sammen. Når regeringen vil indkalde til forhandlinger om en skattereform, stiller vi op, og selv om statsministeren var den første til at sænke blikket i forhandlingerne med Anders Samuelsen om regeringsgrundlaget, behøver han ikke sænke topskatten. Vores mandater er en anden vej. Vi vil gå til forhandlingerne med et klart udgangspunkt: Pengene skal bruges til velfærd. Og skulle der mod forventning blive etableret et økonomisk råderum, så let skatten for dem, der tjener mindst. Pengene skal bruges både retfærdigt og klogt, også når det handler om arbejdspladser.

I stedet for forslag uden effekt bør vi finde sammen om svar, der virker. Det handler om at sikre ansvarlig kapital til vores virksomheder, om sanering af afgifter til erhvervslivet, om bedre vilkår for forskning og udvikling og selvfølgelig om en fremsynet og nødvendig satsning på medarbejderne på voksen- og efteruddannelse. Og så er det altså – og tillad mit sprog – decideret dumt at hænge den danske grønne førertrøje på stumtjeneren, når danske virksomheder nu engang har så utrolig meget at bidrage med. Vi skal finde de løsninger, der er til gavn for hele Danmark, for dansk erhvervsliv, for danske arbejdspladser. Det gælder ikke mindst for de områder, der ligger uden for de store byer.

Statsministeren sagde også i tirsdags, at dagpengereformen fra 2010 grundlæggende er rigtig. Det er jeg grundlæggende uenig i, for om nogen har dagpengereformen skabt utryghed for vores arbejdsmarked i almindelighed og for tusinder af lønmodtagere i særdeleshed. Vi ønsker et nyt dagpengesystem med nye regler, der giver bedre mulighed for genoptjening; færre skal falde ud. Det kan aldrig være et selvstændigt mål at bruge flere penge, og ud fra hvad vi nu har kunnet erfare, er der muligheder for at finde løsninger inden for den nuværende ramme. Men det er afgørende, at vi får skabt et robust dagpengesystem, og på den baggrund er det vores opfattelse, at der vil være behov for at finde nye og flere penge. Hvordan og hvor meget må vi forhandle om, men en samlet løsning, der er robust, findes næppe inden for de nuværende rammer. Det her bør 90 mandater i Folketinget kunne finde sammen om, ellers er Socialdemokratiet ikke med.

Tiden er til bredt samarbejde, hvis vi vil det. Det gælder ikke mindst spørgsmålet om flygtninge og udlændinge. Efter en, må man nok sige, pinagtig valgkamp med hård retorik, straksopbremsninger og symbolpolitik har virkeligheden meldt sin ankomst. Selvfølgelig skal vi i Danmark påtage os vores del af ansvaret. Når mennesker er på flugt, skal de have beskyttelse. Det gælder i nærområderne – de miserable forhold i lejrene kan vi ikke være bekendt – og det gælder i Danmark, når vi tager imod asylansøgere.

Samtidig skal vi være ærlige om, at flere flygtninge til Danmark gør diskussionen om det samlede antal udlændinge endnu vigtigere. Derfor bliver vi også nødt til at se på reglerne for familiesammenføring. Og der er den sammenhæng. Alle i Folketingssalen ved det godt, også selv om man ikke vil indrømme det. Som socialdemokrater tror vi mere end noget andet på ret og pligt, og det er med den værdi i inderlommen, at vi møder op til forhandlinger om familiesammenføring. Der er tre krav: sprog, arbejde og bolig.

Vi er forskellige partier i Folketinget, vi møder med forskellige holdninger. Jeg har opridset de socialdemokratiske prioriteringer, og jeg er overbevist om, at vi kan finde hinanden, hvis vi vil det. Vores mandater er klar til samarbejde.

Tak for det. Og der er en lang række bemærkninger. Den første er fra hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak og hop og spring og det hele. Jeg synes, at Socialdemokratiet har gjort det nogle gange de seneste måneder. Det har været lidt svært at finde ud af, hvad partiet helt præcis mener om forskellige ting. Nu fik vi så en ny melding på dagpengeområdet: Nu må der gerne komme nye og flere penge til dagpengeområdet for at få en god løsning. Det synes jeg selvfølgelig er godt; det har vi talt for i meget lang tid. Socialdemokratiet har haft et andet synspunkt indtil i dag, men skønt, at man på den måde kan bevæge sig.

Socialdemokratiets formand har også talt om, at der skal komme en stor aftale på udlændingeområdet herinde. Det er det, jeg gerne vil spørge om, for det synes jeg selvfølgelig med mit udgangspunkt er meget interessant. Spørgsmålet går på indholdet.

Jeg vil gerne spørge helt konkret: Vil Socialdemokratiet f.eks. tilslutte sig det nye ydelsesniveau, som vi har lavet efter valget med det nye flertal? Det har jo været et af omdrejningspunkterne i debatten de seneste år. Da Socialdemokratiet kom til regeringsmagten i 2011, fordoblede man stort set de ydelser, folk kunne få, når de kom til Danmark. Vi er så gået tilbage til de ydelsesniveauer, der var før 2011. Vil Socialdemokratiet tilslutte sig det for at kunne lave en udlændingepolitisk aftale med os andre?

Tak for det. Fru Mette Frederiksen vil også gerne læse et forslag til vedtagelse op. Der bliver lige først svaret til hr. Kristian Thulesen Dahl, og så kan forslaget til vedtagelse komme. Værsgo.

Jeg er utrolig glad for spørgsmålet, og det er jeg især, fordi jeg jo sådan set ved flere lejligheder har opfordret regeringen til at indkalde til brede forhandlinger på udlændingeområdet, og der bliver ikke sådan rigtig taget imod den fremstrakte hånd og invitation. Derfor kan vi jo fint tage diskussionen i dag. Vi ønsker at diskutere området under et. Fra nærområdeindsatsen i Mellemøsten og Nordafrika til fælles modtagecentre i EU til, hvordan vi sikrer, at integrationen kommer til at virke i vores skoler og daginstitutioner og på arbejdsmarkedet.

Regeringen har sammen med de blå partier vedtaget og besluttet sig for at sætte ydelserne ned for mennesker, der er i Danmark og skal leve i Danmark. Det synes vi som udgangspunkt ikke er den rigtige vej at gå. Men det siger sig selv, at hvis vi skal ind i et forhandlingslokale, bliver vi jo nødt til alle sammen at gå ind til bordet og forholde os til alle de mange forskellige spørgsmål, der gælder på udlændingeområdet, men vores holdning til de alt for lave ydelser kender Dansk Folkeparti godt. Vi synes ikke, det er den rigtige vej at gå.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Men det, der bare er lidt spændende her, er at finde ud af, hvad det betyder, at man går ind i et lokale og man har et udgangspunkt, og det forstår jeg jo godt, altså, det er slet ikke det. Men det er jo bare, at hvis nu det står klart, at et flertal herinde altså siger, at sådan er det, er Socialdemokratiet så parat til at acceptere det som en præmis for en udlændingepolitisk aftale herinde, at der er det ydelsesniveau, der nu er vedtaget?

Det har været et omdrejningspunkt de seneste mange år. Socialdemokratiet ændrede jo reglerne, da man kom til magten i 2011, hvor man cirka fordoblede ydelserne. Nu er vi kommet tilbage igen. Det har selvfølgelig også betydning, i forhold til hvor mange der kommer hertil. Derfor er det jo vigtigt for nogle af os. Og så spørger jeg bare fru Mette Frederiksen: Er det en præmis, som man vil acceptere som værende grundlaget for forhandlinger om en udlændingepolitisk aftale?

Tak. Værsgo.

Jamen to ting: Altså, jeg tror, vi bliver nødt til at få fakta på plads, for lytter man bare til hr. Kristian Thulesen Dahls ord, lyder det, som om vi har sat ydelserne for flygtninge og indvandrere mere op end det, der gælder for alle andre. Det er jo ikke tilfældet.

Det, der er spørgsmålet, er, om vi skal have to sæt ydelser – ydelser for folk, der kommer hertil, og ydelser generelt – og der har det altså været vores vurdering, at når de nedsatte ydelser, der gjaldt op igennem 00'erne, ikke i tilstrækkelig grad har fået folk i beskæftigelse, så er der også et hensyn at tage, ikke mindst til de børn, der vokser op i familierne. Derfor afskaffede vi nogle af de allerlaveste ydelser, og det er fortsat vores udgangspunkt.

Jeg vil da egentlig gerne angribe den grundlæggende holdning, som Dansk Folkeparti lægger for dagen i diskussionen her, nemlig om det skal være sådan, når vi går ind i forhandlingslokalet, at der skal opstilles regler for, hvad det kræver at gå derind. Var det ikke mere demokratisk, var det ikke klogere, var det ikke mere fremsynet, at vi satte os ind til bordet og diskuterede, hvordan vi får en integration til at virke, og hvordan vi i øvrigt får styr på hele udlændingeområdet?

Ja tak, og det var besvarelsen. Så er der lige et forslag til vedtagelse, som skal bogføres. Værsgo.

Ja, og jeg skal på vegne af partierne Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringen på trods af løfter om det modsatte vil indføre minusvækst i kommunerne. Dette vil betyde nedskæringer i serviceniveauet og færre offentligt ansatte til skade for plejen og omsorgen for vores ældre og trygheden og uddannelsen af vores børn og unge.

Folketinget opfordrer regeringen til at samarbejde bredt i Folketinget, således:

- at velfærden udvikles for bl.a. børn, unge og ældre,

- at flere kommer i arbejde i alle egne af Danmark,

- at den grønne omstilling fortsættes til gavn for miljøet og klimaet,

- at Danmark spiller en aktiv og engageret rolle i den internationale udvikling.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 1).

Tak for det. Og forslaget til vedtagelse indgår i de videre forhandlinger.

Så er det hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Og tak til Socialdemokraternes formand for talen her; det er godt at se den nye formand for Socialdemokraterne på talerstolen allerede. Jeg vil fortsætte lidt der, hvor hr. Kristian Thulesen Dahl slap, for selvfølgelig skal man jo ikke lægge præmisserne fast for, hvad forhandlingsresultatet skal være, inden man går ind i lokalet, men man kan jo være enige om, hvad konsekvenserne er af de ting, man beslutter. Socialdemokraterne stemte jo imod integrationsydelsen, men anerkender Socialdemokraterne, at det vil føre til flere asylansøgere i Danmark, hvis man forhøjer ydelserne til de mennesker, der kommer hertil?

Tak. Værsgo, fru Mette Frederiksen.

Hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg ikke, man kan svare helt enkelt på det spørgsmål. Nu har jeg jo selv arbejdet ganske meget med asylområdet som tidligere justitsminister, og der er ganske mange ting, der spiller ind på, hvordan flygtningestrømmene fordeler sig, når de bevæger sig op igennem Europa. Det er jo tydeligt for alle os, der iagttager det, at menneskesmuglernes vej og ageren har en meget, meget stor betydning, kendskabet til landene har en betydning, familiære relationer har en betydning. Men jeg har svaret på det spørgsmål mange gange, og jeg vil svare det samme, som jeg har gjort alle de andre gange, nemlig at ja, også forhold i de lande, hvor folk flygter til, kan have en betydning, og det gælder også ydelserne. Men jeg vil samtidig gerne understrege, at når en børnefamilie sidder i et sønderbombet Syrien og gerne vil væk fra krigens rædsler, er det ikke først og fremmest niveauet for kontanthjælp i Danmark – det er ikke først og fremmest det – der afgør, om de flygter eller ej.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen, værsgo.

Jamen tak for anerkendelsen af, at man i første omgang flygter fra noget – det er vi helt enige om – men der er så anerkendelsen af, at man jo også flygter til noget, og det kan vi jo se på de mennesker, som er kommet hertil. Men når nu Socialdemokraternes formand anerkender, at det har en betydning, hvilke vilkår man tilbyder, bør vi så ikke i Danmark se bare en lille smule på de lande, der ligger omkring os, og sammenligne det ydelsesniveau, vi har her i landet, med de andre landes og måske lade være med at sætte baren alt for højt i forhold til de andre?

Fru Mette Frederiksen.

Jamen det er jo utrolig klædeligt for den videre debat, at nogle af de store partier kan blive enige om, at folk flygter fra noget, og det er jo ikke altid, man kan høre det i den politiske diskussion. Altså, der er jo ikke noget besynderligt, mærkeligt i, at vi med et Mellemøsten i brand og flere nordafrikanske stater, der de facto er brudt sammen, ser, at mange mennesker er sendt på flugt. Lige så tydeligt som flygtningestrømmene i øvrigt viser det, er Danmark og Europa ikke svaret for de mange mennesker, der har sat sig selv i bevægelse, for ud over de flygtninge, der banker på Europas dør, er der jo ganske mange immigranter, der kommer hertil.

Jeg tror, det er vigtigt at finde den rette balance mellem på den ene side at kunne yde beskyttelse til dem, der har behovet, og på den anden side samtidig have styr på, hvor mange der kommer hertil. Og der er rigtig mange ting, der bør indgå i den diskussion.

Så læser jeg lige listen op. Jeg kan se, at der er mange, der er interesseret i, hvornår de kommer på. Så jeg læser lige den liste op, der foreløbig er. Den næste taler er fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Så kommer Simon Emil Ammitzbøll, Søren Pape, Peter Skaarup, Jacob Jensen, Louise Schack Elholm, Rune Lund, Torsten Schack Pedersen, Mai Mercado, Anni Matthiesen og Joachim B. Olsen. Og så ser vi, hvor mange vi kan nå derudover. Jeg håber, at vi kan nå dem, der står på listen, hvis man altså overholder taletiden. Det er ret vigtigt.

Fru Pernille Skipper, værsgo.

Tusind, tusind tak for talen, og jeg tror næsten, fru Mette Frederiksen kan gætte, hvilken del af den som vi i Enhedslisten nok har ventet på at høre i årevis eller i hvert fald i meget, meget lang tid, altså at der er behov for at tilføre dagpengesystemet flere penge. Jeg vil rigtig gerne kvittere for den melding. Det er meget, meget vigtigt, at den er kommet med.

Er fru Mette Frederiksen ikke enig i, at hvis vi med et flertal f.eks. sammen med Dansk Folkeparti, som jo har givet nogle meget klare løfter om, hvad de mener der skal ske på dagpengeområdet, kan få tilført flere penge, få et mere sikkert dagpengesystem, end vi har i dag – for jeg er jo fuldstændig enig i, at utrygheden generelt er et problem og i særdeleshed for en stor gruppe mennesker – så er Socialdemokraterne med på at bruge det potentielle flertal, der kunne være med Dansk Folkeparti?

Tak. Så er det fru Mette Frederiksen.

Jamen hvis jeg forstår det rigtigt, har Enhedslisten – tilføjer jeg med stor sympati for en udmærket samarbejdspartner – med næsten vanlig præcision allerede nu meldt sig ud af forhandlingerne. Derfor er svaret jo, undskyld mig, lidt mærkeligt, for jeg har ikke behov for alt muligt politisk spilfægteri omkring dagpenge. Jeg har ikke behov for ord og paroler og store armbevægelser. Jeg har behov for, at vi finder nogle løsninger. Der er nogle mennesker, der er kommet i klemme, og de er oven i købet kommet dobbelt i klemme. Først mistede de deres arbejde på grund af en økonomisk krise, og så blev de ramt af en dagpengereform, og sagt i al respekt for jer, der vedtog den: Den var ikke god nok, og den var ikke gennemtænkt. Det har alle dem, der vedtog den dagpengereform, jo et ansvar for.

De blev ramt først af arbejdsløshed, så af en dagpengereform med en alt for hård indfasning. Nu vil jeg gerne skabe nogle resultater. Dem tror jeg vi skaber i et forhandlingsrum. Jeg tror og håber, at regeringen – jeg håber det, og jeg vil opfordre og appellere til det – påtager sig det ansvar for, at i øvrigt alle partier kommer ind til forhandlingsbordet. Men det, vi taler om her, er jo ikke for sjov. Det er ind til forhandlingsbordet, og det er at finde løsninger, og det tror jeg godt på vi kan.

Tak. Fru Pernille Skipper.

Jeg synes da også, det ville være en god idé, hvis vi kunne undgå spilfægteri og så finde en løsning. Hvis jeg på nogen måde har udtrykt, at Enhedslisten ikke ønsker en løsning for de tusindvis af mennesker, der er faldet ud af dagpengesystemet, så skal jeg da søreme beklage. Tværtimod er vores ærinde jo at bruge de potentielle flertal, der er. Måske har fru Mette Frederiksen hørt noget fra Venstre, som jeg ikke har, men som jeg forstår det, er der altså ikke nogen villighed til at bruge nogle af de mange penge, de lige nu har kradset ind på nedskæringer over for de arbejdsløse – tværtimod.

Så det, jeg spørger til, er: Hvis Venstre ikke vil være med til at putte flere penge i dagpengesystemet, vil Socialdemokraterne så være med til at bruge andre flertal end det med regeringen?

Tak for det. Fru Mette Frederiksen.

Jeg vil sige to ting til det. Det, der er det her Folketings måske største strukturelle problem, er fraværet af ansvarlighed. Nu siger jeg det så direkte, som man overhovedet kan. At så mange partier stiller op til det seneste folketingsvalg med ønsket om at repræsentere dele af Danmark uden at være villige til at påtage sig regeringsansvaret, synes jeg er en af vores allerallerstørste strukturelle udfordringer. Derfor bliver finanspolitikken og de deraf afledte finanspolitiske effekter og konsekvenser selvfølgelig nødsaget til at være forankret hos den til enhver tid siddende regering. Det gælder nu som efter et valg.

Tak for det. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance. Værsgo.

Vi glæder os da i hvert fald til at samarbejde med den nye regering og tage ansvar for en masse gode reformer, også hvis Socialdemokratiet ikke vil være med til at levere noget der, hvor det virkelig gør ondt. Det er sådan, at taleren jo faktisk kom med en nyhed, og det synes jeg egentlig at man skal rose folk for. Der blev sagt, at for Socialdemokratiet er svaret ikke altid flere penge. Det var jeg faktisk utrolig glad for at høre, for det er i hvert fald noget andet end det, vi har hørt de sidste mange år.

Så jeg kunne godt tænke mig at spørge meget præcist: Hvilke områder er det, Socialdemokratiet forestiller sig at der kunne bruges færre penge på? For vi er meget interesseret i forslag til, hvordan man bruger færre penge i den offentlige sektor, og når nu svaret ikke er flere penge alle steder, må det jo så være færre penge nogle steder.

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår den fysiologiske tilgang fra Liberal Alliances side, nemlig at tingene ligefrem skal gøre ondt. Jeg tillader mig hvert fald også en stille undren over det, vi vel næsten altid hører fra Liberal Alliances side, nemlig at når man skal motivere i toppen, skal det helst være med gulerod, positive incitamenter, og når man skal motivere i bunden, skal det vel primært være med pisken. Er Liberal Alliance egentlig overbevist om, at mennesker er så forskellige, alt afhængig af hvor de befinder sig i vores samfund? Jeg tror det ikke.

Der blev spurgt konkret til, hvor der skal bruges færre penge. Et utrolig konkret og godt eksempel er da boligjobordningen. Hvorfor meget direkte brænde næsten 1 mia. kr. af på en ordning, som ikke skaber eller giver ret mange arbejdspladser, når vi nu har et produktionsdanmark, der i øvrigt genererer flere arbejdspladser i alle dele af Danmark, og som kan understøtte meget af det, vi gerne vil? Det er da et eksempel på, synes jeg, at man brænder penge af, uden at der er mål og effekt.

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Nu deler vi jo sådan set modstanden mod boligjobordningen. Men når jeg taler om at bruge færre penge, taler jeg om deciderede udgifter, som skal være lavere. For det, jeg frygter, når en socialdemokrat vil afskaffe en boligjobordning, er, at så finder man på at bruge flere penge til offentlige udgifter i stedet for at lette skatten, som var det, Liberal Alliance ville have gjort.

Så vil jeg bare forklare i forhold til det med de dårligst stillede. Vi har en utrolig stor omsorg for at få langt, langt flere med i arbejdsfællesskabet, og vi er kede af, at den socialdemokratiske model lukker folk ude af arbejdsfællesskabet, ekskluderer dem fra det fællesskab, det er, og de værdier, der er i at kunne gå på arbejde og give det videre til sine børn.

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, er boligjobordningen jo en udgift, og de penge kunne bruges klogere. Det vil være min opfordring, at vi bruger dem til målrettet at understøtte, at der skabes flere private arbejdspladser i Danmark, i hele Danmark.

Så er jeg i øvrigt glad for den problemstilling, som hr. Simon Emil Ammitzbøll rejser, nemlig hvordan vi kan sikre, at færre er på overførselsindkomst, og at flere kommer ud på arbejdsmarkedet. Hvis der var noget, vi brugte tid og kræfter og ressourcer og energi på som regering, var det jo netop det. Det er ikke, fordi man på noget tidspunkt skal prale af noget i dansk politik – det gør jeg heller ikke her – men jeg vil komme med et lille reklamefremstød. Den kontanthjælpsreform, som rigtig mange af partierne her i Folketinget var med til at gennemføre, virker jo. Vi har i fællesskab evnet den svære øvelse at flytte unge fra en passiv tilværelse på kontanthjælp uden tilstrækkeligt perspektiv til et liv med uddannelse. Det er godt gået af alle dem, der var med.

Tak for det. Så er det hr. Søren Pape Poulsen. Værsgo.

Tak. Fru Mette Frederiksen taler varmt om børnefamilierne og om alt det gode, der skal gøres i vores samfund. Jeg har også forstået det sådan, at Socialdemokraterne definerer sig som et arbejderparti og som nogle, der også gerne vil tage sig af de ældre.

Men der var ikke noget i talen om de her menneskers mulighed for at bo i deres eget hus. Jeg vil bare gerne spørge, om Socialdemokraterne på noget tidspunkt har tænkt sig at adressere den stigende grundskyld, altså det, at folk bliver jaget fra hus og hjem, et hjem, som de har købt og betalt, men som de på grund af stigende skatter ikke længere kan bo i. Det er altså også et problem, ikke bare for folk, der bor i nogle områder, som jeg måske kan forestille mig at jeg lige om lidt vil høre er for de særlig rige, for det er mange steder i landet et bredt problem. Var det ikke en idé at tage fat dér, i stedet for at folk jages fra hus og hjem?

Fru Mette Frederiksen.

Jeg synes sådan set, at hr. Søren Pape Poulsen har ret i, at der kan være et problem med grundskylden for nogle af husejerne. Det er bare ikke vores største problem. Jeg forsøgte faktisk meget målrettet i min tale i dag at fokusere på, hvad jeg synes er Folketingets væsentligste opgaver i det efterår, der står foran os. Og der er det kernevelfærden, det er det at skabe flere private arbejdspladser, det er at sikre en ordentlig balance i udlændingepolitikken, og det er at skabe et mere retfærdigt dagpengesystem. Det er det, der er vores førsteprioritet. Jeg ved godt, at der er husejere, der er i klemme på grund af de her regler, men jeg mener, at der er opgaver, vi skal løse, inden vi kommer så langt.

Hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Jeg er selvfølgelig glad for at høre, at man vil gøre noget for at få private arbejdspladser. Det er jeg rigtig glad for. Det er væsentligt, hørte jeg at der blev sagt, men der er vel ikke noget, der er vigtigere for mennesker end at være trygge i deres eget hjem, at kunne bo i deres egen bolig. Men pensionister, der har købt og betalt deres hus, kan nu ikke længere blive boende. De sidder og regner på, hvornår de skal ud. En helt almindelig familie i et parcelhus i Rødovre skal betale 26.000 kr. i grundskyld. Det synes jeg da er vigtigt, og det handler også om børnenes tryghed og familiernes tryghed. Hvordan kan det ikke være væsentligt?

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Jeg kunne ikke drømme om at sige, at forholdene omkring vores boliger ikke er væsentlige. Derfor hører hr. Søren Pape Poulsen mig også sige, at vi godt ved, at der er nogle, der er kommet i klemme. Vi har sådan set også tidligere givet et tilsagn om, at vi, når vi ser på systemet – kan man sige – og reglerne for det her, selvfølgelig alle sammen skal være villige til at diskutere, om det kan gøres klogere. Men alle her i salen skal jo prioritere i de kommende år, og apropos boliger så synes jeg, det er fint med fokus på boligejerne, men der er også mange mennesker, der ikke ejer en bolig, og der er mange mennesker, der ikke har råd til at eje en bolig, men som til gengæld gerne vil bo i byen, fordi det er her, de arbejder. Hvorfor afskaffer en samlet blå blok vores plan, vores strategi og vores satsning på, at der skal være billige boliger overalt, så vi ikke får opsplittede byer?

Tak. Så er det hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig at følge op på det, som Venstres ordfører og hr. Kristian Thulesen Dahl spurgte lidt til, og det er jo spørgsmål om den nuværende situation med mange migranter og flygtninge til Danmark, som selvfølgelig er noget, der optager os alle sammen – hvad gør vi for løse op for den situation? Der har Socialdemokraterne jo i nogle situationer på det sidste udtalt sig, har jeg lagt mærke til, til fordel for grænsekontrol. Jeg har hørt fru Trine Bramsen, der er Socialdemokraternes retsordfører, sige, at vi skal gå til kanten af Schengenaftalen, med henblik på at vi kan lave grænsekontrol, og jeg synes, det er rigtig interessant, hvis det forholder sig sådan.

Jeg kunne godt tænke mig at høre her under debatten i dag, om det er rigtigt, at Socialdemokraterne, når vi nu skal have forhandlingerne om politiets situation, politiets bevillinger i de kommende år, vil bakke Dansk Folkeparti op i, at vi skal gå så langt, som vi kan, i forhold til Schengenaftalen – vi vil gerne gå længere, vi vil gerne indføre total grænsekontrol, men så langt vi kan – og om man i øvrigt vil sikre, at der kommer tilstrækkelig med betjente og toldere til at stå for den kontrol, som er helt nødvendig set med vores øjne.

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Jeg kan svare så utrolig klart på det spørgsmål: Jeg er for grænsekontrol. Det var jeg, da jeg var justitsminister, og det er jeg i dag. Selvfølgelig skal et land og et samfund vide og have styr på, hvad der sker ved dets grænse. Selvfølgelig. Og den kriminalitet, vi ser i dag, som er grænseoverskridende både i sin karakter, i sit sprog og i sin udformning, fordrer en grænsekontrol. Deri tror jeg ikke der er nogen uenighed.

Det, vi kan diskutere, er, hvordan vi klogest indretter den, og der tror jeg ikke, at fysisk udplacerede toldere eller politibetjente er den klogeste vej at gå, for vi kan meget mere end det i dag. Automatiske nummerpladescannere, opfølgning både i register og i den direkte indsats giver os samlet set et meget bedre overblik over, hvad der sker ved vores grænse på den dansk-tyske side, ligesom de passcannere, vi nu snart opstiller i Københavns Lufthavn, som jo er den største grænseovergang overhovedet for Danmark, kommer til at være et værdifuldt våben for dansk politi. Men det korte svar er: Jeg er tilhænger af grænsekontrol.

Tak. Hr. Peter Skaarup.

Jamen jeg bliver jo så lidt i tvivl alligevel, når jeg nu hører fru Mette Frederiksen her i dag. Det er super, at Socialdemokraterne er blevet tilhængere af grænsekontrol, vi er glade for at høre, at man tilslutter sig Dansk Folkepartis ønske om det, men så siger man bagefter, at det ikke gør det, og at vi ikke kan bruge placering af politi og toldere på grænsen til noget. Og så er vi lidt tilbage ved den her intelligente grænsekontrol, det mener man åbenbart, og så mener vi andre åbenbart, at der skal være en uintelligent grænsekontrol. Er vi ikke enige om, at skal vi reelt have en grænsekontrol, hvor man også laver den registrering, som jo i øjeblikket ikke finder sted, systematisk af de personer, der kommer til Danmark, så skal der langt flere betjente og toldere til? Er vi ikke enige om det?

Fru Mette Frederiksen, værsgo.

Men det er jo to forskellige diskussioner, for nu er vi ovre i udlændingekontrol og registrering af illegal immigration, som er taget til i styrke og i et omfang og også foregår på en måde – jeg håber også, regeringen er af den holdning – som ikke bare kan fortsætte i en uendelighed. Det er klart, at hvis det handler om at registrere ulovlig indvandring, skal man jo fysisk være til stede ved grænsen, men grænsekontrol er mange forskellige ting. Det, der er afgørende, når vi taler om grænsekontrol, er, at dansk politi og i øvrigt også vores efterretningstjeneste har et overblik over, hvem der bevæger sig over grænserne, hvilke mønstre de bevæger sig på, med hvem de bevæger sig ind over grænserne. Og der er den intelligente, automatiske grænsekontrol klart at foretrække, for det er den, der – tror jeg, og det mener jeg sådan set også vi allerede har set effekterne af – vil have størst betydning i forhold til at bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet, og det er vigtigt, hvis vi vil passe på danskerne.

Tak. Så er det hr. Jacob Jensen, Venstre. Værsgo.

Jeg vil gerne kvittere for talen. Jeg synes faktisk, at den indholdsmæssigt var formuleret flot. Det var klar tale. Den var også imødekommende, så det lover godt, men jeg vil så også sige, at der var nogle indholdsmæssige tidsler, som vi selvfølgelig skal have hevet ud. Bl.a. siger fru Mette Frederiksen, at hun ikke er stolt af et Danmark med meget lave ydelser. Til gengæld mente fru Mette Frederiksen, at hele det råderum, der måtte være, skal gå til velfærd og ikke til skattelettelser. Så lad mig bare spørge helt konkret:

Præcis hvornår blev fru Mette Frederiksen klar over, at hun er modstander af sit eget partis politik? For det er mig bekendt ikke længe siden, at fru Mette Frederiksen, da hun sad i regering, selv var med til at gennemføre skattelettelser til erhvervslivet, selskabsskattelettelser, topskattelettelser og samtidig var med til at sænke kontanthjælpsydelserne for udvalgte grupper.

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Nu tror jeg, vi skal lægge til grund for den videre diskussion, at jeg i al ydmyghed ved mere om Socialdemokratiets politik, end hr. Jacob Jensen gør. Det gælder nok både fortidigt, nutidigt og forhåbentlig også fremtidigt, selv om jeg takker for interessen.

Det, jeg siger klart i dag i min tale, er, at med det råderum, som er skabt igennem beslutninger, der i øvrigt er truffet igennem de senere år, skal vi hvile og tænke igennem, hvad vi vil med de penge. Når vi er det sted, at vi løsriver os fra en økonomisk krise, som har haft konsekvenser både på det private arbejdsmarked, men også for den offentlige sektor og for vores velfærd, så er vores holdning bare klar: Så vil vi gerne prioritere det, vi er fælles om, nemlig kernevelfærden.

Jeg tilhører altså ikke dem, vil jeg gerne sige, der synes, at alt i vores velfærdssamfund er perfekt i dag. Jeg synes, der er gamle, der bliver overladt for meget til sig selv. Jeg synes, der er børn, der oplever en hverdag i vuggestuen og børnehaven, hvor der ikke er nærhed og kontakt nok, og det er noget af det, jeg gerne vil forbedre. Derfor siger jeg bare klart: Lad os bruge pengene på det i de kommende år. Det er et valg; det er et politisk valg, man kan træffe.

Tak. Hr. Jacob Jensen.

Det er absolut rigtigt, at det er et politisk valg. Men jeg skal bare lige forstå det helt rigtigt: Det var altså ikke en fejl, da man godt hjulpet af Venstre, da fru Mette Frederiksen sad i regering indtil for få måneder siden, gennemførte adskillige skattelettelser for erhvervslivet, topskattelettelser m.v., og hvor man samtidig sænkede kontanthjælpsydelserne for uddannelsesparate unge. Altså, man sænkede ydelserne og skatterne. Det var så ikke en fejl for få måneder siden, men i dag er det altså noget andet, vi skal gøre fremadrettet. Er det sådan, jeg skal forstå svaret?

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Det var klogt, at vi lavede en skattereform. Det var også klogt, at vi lavede en kontanthjælpsreform. Man bør i øvrigt bide mærke i det, spørgeren selv siger, om, hvem det var, vi sænkede ydelserne for. Vi gjorde jo det modsatte af det, der lægges op til nu. Vi sænkede ikke bare ydelserne for alle. Vi foretog jo faktisk det meget, meget bevidste og i øvrigt svære valg, at de unge, der godt kan, og som har forudsætningerne for at gå i gang med en uddannelse, kan komme på SU-niveau, men de unge, der er hæmmede af psykisk sårbarhed, svære opvækstbetingelser, massive sociale problemer blev ikke sat ned i ydelse. Sådan en sondring, som selvfølgelig er mere besværlig at foretage end bare at hive alle ned, er nødvendig, hvis man også vil sikre de nødvendige sociale fremskridt.

Tak for det. Så er det fru Louise Schack Elholm, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg er lige ved at finde ud af, hvor vi står henne nu. Der var noget, jeg ikke blev helt klar over. Der var flere af de tidligere spørgere, der stillede spørgsmål om integrationsydelsen, og jeg blev af det, Socialdemokraternes ordfører sagde, ikke rigtig klar over, hvorvidt Socialdemokraterne anerkender, at det har en betydning, hvilke vilkår man byder folk, når de kommer til Danmark, i forhold til om det trækker folk herop.

Jeg hørte, at fru Mette Frederiksen nævnte det her med, at folk flygter fra noget. Nu har jeg lige været i USA, og derovre er det altså ganske almindeligt kendt og videnskab – det er jo et land, der har meget erfaring med migration – at der både findes push og pull factors. Det er rigtigt, at push factor er sådan noget som krig, men pull factor er sådan noget som de vilkår, man kommer op til, bl.a. økonomi.

Den tidligere røde regering lavede jo også om på vilkårene for dem, der kommer herop, for at undgå, at så mange kom herop, så jeg vil gerne bare lige høre, om Socialdemokraterne mener, at de vilkår, man byder folk, når de kommer til Danmark, rent faktisk har en betydning for, hvor mange der kommer.

Tak. Fru Mette Frederiksen.

I al respekt for spørgeren vil jeg sige, at man jo simpelt hen ikke i en sætning kan sige: push factor, det kan være sådan noget som krig. Prøv nu at høre her: Vi har et Syrien, der er brudt fuldstændig sammen, og vi har et enormt konfliktområde takket være Islamisk Stat og diktaturregimet i Syrien, som har sendt historisk mange mennesker på flugt, og som i øvrigt allerede nu har gjort, at mange mennesker også har mistet deres liv. Det er jo ikke »sådan noget som krig«, der er push factor. Krigen sender mennesker på flugt. Og jeg kommer ikke til at stå og anfægte, at der er en grund til, at folk flygter. Det bliver vi nødt til at have på plads med den alvor og den seriøsitet, som det kræver.

Så siger jeg samtidig, og det har jeg i øvrigt sagt igennem ganske lang tid, helt nøgternt, at en række andre faktorer spiller ind, i forhold til hvilket land man ender i. Jeg tror ikke, nogen kan tillade sig at være hverken blinde eller andet for, at de menneskesmuglere, som tilrettelægger flugtruterne, er ret bevidst og oplyst om rigtig mange forskellige forhold – selvfølgelig også ydelsernes niveau.

Tak. Fru Schack Elholm.

Jeg anerkender og sætter pris på, at Socialdemokraternes formand anerkender det her med, at det har en betydning, hvilke vilkår der er, når man kommer herop. Men når nu Socialdemokraterne anerkender, at ydelsernes niveau har en betydning for, hvor mange der kommer til Danmark, hvordan kan det så være, at Socialdemokraterne ikke vil bakke op om integrationsydelsen?

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Fordi der altid er mange ting, vi skal tage ind i vores overvejelser. Et er, hvad det er for vilkår, vi ønsker at tilbyde folk, der kommer hertil, men noget andet er, hvad det er for et sikkerhedsnet, vi ønsker at spænde ud under den samlede befolkning, der er i vores land. Ligegyldig om man kan lide det eller ej, vil vi altid have et øje også for børnene.

Jeg ville jo egentlig gerne have, hvad enten vi taler kontanthjælp eller integrationsydelse, at det blev en kortvarig, midlertidig ydelse, men vi ved bare, at sådan er det ikke for alle, for det er der, hvor børn for nogles vedkommende vokser op. Og der er jeg bare bekymret for, om de meget, meget lave ydelser kommer til at spænde ben, ikke alene for integrationen, men også – og det er vigtigst af alt – for et ordentligt børneliv.

Tak. Så er det hr. Rune Lund, Enhedslisten. Værsgo.

I det forslag til vedtagelse, som er blevet læst op, står der: Folketinget konstaterer, at regeringen på trods af løfter om det modsatte vil indføre minusvækst i kommunerne. Men kunne man ikke sige det samme om Socialdemokraterne? Kunne der have stået: Folketinget konstaterer, at Socialdemokraterne på trods af løfter om det modsatte har stemt for nulvækst i velfærden i kommunerne i 2016? Kunne man tilføje: S har derudover lovet regeringen, at S vil stemme for minusvækst i kommunerne fra 2017 og frem, hvis Venstreregeringen aftaler dette med kommunerne?

Hvordan hænger det sammen, at man før valget og under valget lovede, at man ville kæmpe for vækst i den offentlige sektor, når man så straks efter valget siger, at hvis Venstreregeringen aftaler minusvækst med kommunerne, vil man stemme for det? I min verden hænger det ikke sammen, at man siger et før valget og gør noget andet efter valget.

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Men altså, det korte svar på spørgsmålet er jo nej og nej. Og så kommer opfølgningen, nemlig at vi har en grundlæggende respekt for den aftalemodel, der er mellem KL på den ene side og den til enhver tid siddende regering på den anden side. Og det, vi har givet vores tilslutning til, er, at Folketinget selvfølgelig bør respektere den aftale, som regeringen indgår med KL. Betyder det, at vi er enige? Nej, det behøver det da ikke at betyde. Betyder det, at vi er for minusvækst? Det gør det definitivt ikke.

Tak. Hr. Rune Lund.

Så jeg skal forstå svaret sådan her: Socialdemokraterne går ikke ind for minusvækst. Socialdemokraterne lovede i valgkampen, at man ville kæmpe for vækst i den offentlige sektor, men Socialdemokraterne har stemt for minusvækst i 2016, og Socialdemokraterne har ikke noget imod at gøre det for 2017 og i al fremtid, hvis regeringen laver en aftale med kommunerne, der indeholder det her. Tror ordføreren ikke, at der er en masse vælgere, som vil synes, at det er lidt mærkeligt?

Nu fortalte ordføreren jo en vits om en hest, der gerne vil, men ikke kan. Er det i virkeligheden ikke den samme hest, som Socialdemokraterne har solgt til vælgerne?

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Nu vil jeg sige som nordjyde og som en, der har besøgt Hjallerup Marked en del gange i løbet af mit liv, at jeg ikke var hoppet på den der hestehandel. Det overlader jeg til nogle andre. Men svaret er jo det samme. Det, at vi respekterer og anerkender en aftale – og det er en aftale – indgået mellem KL og regeringen, betyder da ikke en blåstempling af indholdet. Og på spørgsmålet om, hvad det er for en vækst, vi skal have i vores offentlige økonomi: Der har vi jo finanslovsforhandlingerne foran os, og jeg har meget klart sagt, at det, vi ønsker at prioritere ud over en fortsat understøttelse og styrkelse af skabelsen af private arbejdspladser, er kernevelfærden. Og det betyder selvfølgelig også et fortsat tilsagn fra vores side om en positiv udvikling bl.a. i den kommunale velfærdsøkonomi.

Tak for det. Og den næste taler er hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre. Værsgo.

Det er selvfølgelig lidt mærkeligt som Venstremand at skulle gribe bolden fra en fra Enhedslisten, men det gør jeg. For jeg undrer mig også lidt over, at der bliver sagt nogle ting fra Socialdemokratiet i overskrifter, og når det så bliver lidt mere håndfast, får piben en anden lyd.

Jeg må indrømme, at jeg var meget glad for det interview, som fru Mette Frederiksen gav i august til Berlingske, hvori fru Mette Frederiksen sagde, at Socialdemokratiet skulle være ligeså erhvervsvenlige som de borgerlige. Det var ligesom centralt for at finansiere velfærden, at vi havde et stærkt erhvervsliv, der kunne producere nogle arbejdspladser, skabe nogle indtægter. Det var muligvis en erkendelse af, at forudsætningen for, at der er råd til velfærd, er, at pengene bliver tjent først. Det syntes jeg var positivt.

Men så har jeg det lidt som hr. Rune Lund, for når det så bliver konkret, kniber det lidt. Nu står Socialdemokraternes formand så og siger, at når det bliver konkret i forhold til at gøre noget for erhvervslivet, mente man det alligevel ikke. Altså, boligjobordningen duer ikke, bedre vilkår for generationsskifte for familieejede virksomheder er også dårligt.

Lad mig så bare teste en ting, som ordføreren ikke har svaret på: Hvad med afskaffelse af NOx-afgiften, som ligger i regeringens finanslovsudspil? Vil Socialdemokratiet da være lige så erhvervsvenlige som de borgerlige?

Tak. Fru Mette Frederiksen.

Ja, det vil vi gerne.

Torsten Schack Pedersen, værsgo.

Det glæder mig meget, at Socialdemokratiet allerede nu kan tilslutte sig det forslag. Det synes jeg var et befriende svar. Jeg skal så også bare være sikker på, at Socialdemokratiet selvfølgelig også er klar til at finde finansiering til de initiativer, som Socialdemokratiet vil støtte på skatteområdet. Og så skal jeg bare høre, om Socialdemokratiet kommer med et finanslovsudspil, inden vi skal have førstebehandlingen af finansloven her i Folketingssalen.

Tak for det. Fru Mette Frederiksen.

Når jeg melder, at vi er positive i forhold til NOx-afgiften, er det, fordi vi er helt bevidste om, at den for nogle virksomheder opleves som en voldsom begrænsning. Derfor er vi positivt indstillet over for at diskutere den. Jeg har det bare stadig væk sådan her med den der boligjobordning: Hvorfor brænde så mange penge af på noget, vi ikke tror skaber ret mange arbejdspladser?

Derfor er svaret på de to ting jo så forskellige: Til boligjobordningen siger vi nej; til NOx-afgiften siger vi som udgangspunkt ja. Forudsætter det finansiering? Ja, det vil det jo selvfølgelig gøre. Skal vi tilvejebringe den i fællesskab? Ja, selvfølgelig skal vi da det.

Tak for det. Så er det fru Mai Mercado.

Fru Mette Frederiksen sagde jo selv, at nu er valgkampen slut. Det betyder jo også, at Socialdemokraterne sådan kan ryste regeringsansvarets tunge åg af skuldrene. Men det betyder også, at der måske kommer lidt slør i det med hensyn til de udmeldinger, man har, for før valget lempede man jo udlændingepolitikken rigtig mange gange, nemlig 34 gange – jeg tror endda, at De Radikale var ude at korrekse det og sige, at det søreme var 45 gange – og nu begynder man så at lave aftaler med de borgerlige. Derfor vil jeg egentlig bare spørge: Hvordan vil Socialdemokraterne føre en stram og ansvarlig udlændingepolitik og asylpolitik, når resten af de røde partier ønsker at lempe reglerne? Hvordan vil man gøre det, når man på et givet tidspunkt vil genindtage regeringskontorerne?

Fru Mette Frederiksen.

Jeg vil først og fremmest gerne sige, at jeg ikke oplevede det som noget tungt åg at sidde i regering. Der er mange besværligheder forbundet derved – det tror jeg også at den nuværende statsminister kan bekræfte; han smiler utrolig venligt til mig – men jeg vil da til enhver tid foretrække, at Socialdemokratiet bærer, hvad der måtte være af åg på vores skuldre, end det modsatte. Så man kan sige, at præmissen for spørgerens spørgsmål genkender jeg faktisk ikke.

Til udlændingepolitikken: Hvem siger, at vi skal føre den i henholdsvis den ene og den anden blok? Det her er set med mine øjne et af de absolut vigtigste områder overhovedet for det danske Folketing. Det har vidtrækkende konsekvenser, hvordan vi fører vores flygtninge- og udlændingepolitik, og derfor bør vi da lave en bred politisk aftale. Kan jeg love, at alle partier i rød blok vil være enige i det eller vil tilslutte sig det, der er den socialdemokratiske linje? Nej, det kan jeg da ikke. Jeg repræsenterer jo altså også først og fremmest Socialdemokratiet, og vores holdning til det her område er, at der skal være en balance, og at der med en så mislykket integration som den, vi ser mange steder, er grænser for, hvor mange udlændinge der kan blive ved med at komme til vores land.

Fru Mai Mercado.

Man skal ikke lave blokpolitik, men alt andet lige så fortsætter den jo alligevel, når man skal i regering, for man har et flertal, der står bag en. Det, fru Mette Frederiksen lige præcis siger, er, at udlændingepolitikken kommer til at sejle. Altså, lige nu bliver der jo under en borgerlig regering strammet op, men den dag, hvor der måtte komme en rød regering, vil man igen begynde at lempe den, fordi det vil et flertal tvinge regeringen til. Så synes jeg da bare, at fru Mette Frederiksen skylder at fortælle danskerne, at det er sådan, man har tænkt sig at gøre det; at udlændingepolitikken kommer til at blafre i vinden, og at danskerne altså ikke rigtig kan vide, hvad de får, hvis de på et tidspunkt får en rød regering.

Fru Mette Frederiksen.

Jamen apropos det at blafre i vinden og sejle derudaf: Hvad var situationen i sommer? Situationen var den, at regeringen havde indgået en aftale med KL om kommunernes økonomi, og at den ikke kunne få et tilsagn fra det tidligere store regeringsbærende parti, Det Konservative Folkeparti, om, at de overhovedet ville understøtte en aftalemodel i Danmark. Så var man søreme nødsaget til at samarbejde med os andre. Altså, apropos det at sejle og blafre i vinden vil jeg da sådan set foreslå Det Konservative Folkeparti at komme tilbage dertil, hvor partiet engang på utrolig fornem facon var, nemlig at stå bag en ansvarlig økonomisk politik.

Tak for det. Den næste ordfører er fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg har egentlig bare et kort spørgsmål, som ordføreren måske bare kan besvare med enten ja eller nej. Kommer Socialdemokraterne med et finanslovsforslag?

Fru Mette Frederiksen.

Ja, det gør vi da selvfølgelig. Altså, vi er indbudt til forhandlinger med min udmærkede navnebror. Jeg hedder hverken Claus eller Hjort, men vi hedder begge to Frederiksen, så langt rækker det med os to. Derudover er der ikke så mange ligheder mellem os, vel, Claus? Jeg ved ikke, hvem det er mest til fordel for. Det finder vi ud af. Nå, i hvert fald er der sættemøde allerede i morgen, og der vil det selvfølgelig stå klart, hvad det er for prioriteringer, vi har i de kommende finanslovsforhandlinger.

Tak. Fru Anni Matthiesen.

Tak. Så svaret var: Ja, Socialdemokraterne kommer med et finanslovsforslag, og vi ser det, inden du mødes med din navnebror?

Altså, nu skal der ikke alt for meget direkte tiltale ind.

Men værsgo til fru Mette Frederiksen.

Vi skal respektere reglerne.

Forud for de forhandlinger, vi går i gang med, vil vi selvfølgelig lægge frem, hvad der er vores prioriteringer. De flugter af gode grunde med det, jeg allerede har sagt i dag, nemlig at vi ønsker en styrkelse af kernevelfærden og at understøtte, at der bliver skabt private arbejdspladser. Vi er optaget af et mere retfærdigt dagpengesystem, og så må vi jo i gang med forhandlingerne med finansministeren.

Tak for det. Og den næste er hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Fru Mette Frederiksen stod selv i spidsen for en kontanthjælpsreform, hvor man reducerede ydelserne. Og provenuet brugte fru Mette Frederiksens parti til at sænke selskabsskatten. Man gjorde også det under den tidligere regering, at man reducerede satserne for alle overførselsindkomstmodtagere, sådan at de ikke kommer til at stige så meget. Det gjorde fru Mette Frederiksen jo ikke, fordi hun er et ondt menneske, for det er hun ikke, men det gjorde man, fordi man godt ved, at det virker; det er et økonomisk incitament, der rent faktisk virker – det bringer folk i beskæftigelse.

Med hensyn til nogle af de rådighedsbeløb, folk har i kontanthjælpssystemet i dag, f.eks. et ægtepar med to børn, som efter at have betalt skat, husleje, varme, el og daginstitutioner har 15.300 kr. til rådighed, er der tale om beløb, som ligger få hundrede kroner fra det, som en tilsvarende familie har, hvis de tager et arbejde til mindstelønnen på f.eks. HK-området eller i industrien, altså mindstelønninger, som den danske fagbevægelse har sagt o.k. til. Er det ikke et problem for en socialdemokrat, at fagbevægelsen og arbejdsgiverne aftaler nogle lønninger, og at vi så bare laver nogle systemer, hvor vi ligesom siger, at det er vi da ligeglade med? Du kan også være i kontanthjælpssystemet, og så kan du få stort set lige så meget.

Tak! Værsgo, fru Mette Frederiksen.

Jo, men lad mig prøve at svare på den her måde: Når man som jeg er tilhænger af ret og pligt og rådighedsregler, både i forhold til kontanthjælp og dagpenge, så må det jo selvfølgelig være sådan, at det har en konsekvens, hvis ikke man lever op til reglerne. Det er jo også et økonomisk incitament, at man kan miste sine dagpenge, hvis ikke man står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det er vi som socialdemokrater stærke tilhængere af.

Det er ikke, fordi jeg skal gentage mig selv, men jeg vil sige, at på kontanthjælpsområdet satte vi ikke bare ydelserne ned; der gjorde vi jo det kloge, at vi satte ydelserne ned for den gruppe af unge, som vurderes at kunne gå i gang med en uddannelse og derfor skal kunne klare sig på en SU. Vi satte ikke ydelsen ned for de unge, der er hæmmet af psykisk sårbarhed, massive sociale problemer, og som måske har meget svære opvækstbetingelser bag sig. Og det er det, jeg så gerne vil sondre imellem.

Det skal kunne betale sig at arbejde, og det kan det også for 99 pct. af dem, der er en del af det danske arbejdsmarked. Men vi bliver bare nødt til i den her diskussion også at have fokus på, at de lave ydelser ikke får alle i arbejde, og at der derfor vil være børn, der vokser op i familier med meget, meget lave rådighedsbeløb, og det giver nogle andre problemer.

Tak. Hr. Joachim B. Olsen.

Jeg vil egentlig gerne have svar på, om man som socialdemokrat helt grundlæggende ikke synes det er et problem, at vi kortslutter de aftaler, som arbejdsmarkedets parter laver. De aftaler nogle lønninger, fagbevægelsen siger god for de lønninger, og så indfører vi nogle ydelser, som er stort set lige så høje som det, man kan tjene ved at tage et arbejde. Og så kan man snakke om rådighedsregler fra nu og til al evighed, men virkeligheden er den, at vi bare kan se, at for de grupper, som får meget lidt ud af at være på arbejde, er beskæftigelsesgraden meget, meget lavere end for alle andre.

Fru Mette Frederiksen.

Det er faktisk en vigtig debat, vi er ved at have gang i nu, men desværre slutter den, fordi hr. Joachim B. Olsen ikke må komme igen med spørgsmål. Det ville jeg ønske han fik lov til, for med det, hr. Joachim B. Olsen siger, får vi jo også klarlagt, at for langt de fleste i kontanthjælpssystemet er der ikke nogen incitamentsproblematik. For langt de fleste er enlige, i øvrigt mænd, og afstanden fra, hvad du kan modtage som enlig kontanthjælpsmodtager over 30 år, og mindstelønnen er stor. Der, hvor der er et krydspres, er for familier, og det krydspres opstår jo alene, fordi vi godt ved, at der er nogle børn i de familier. Og jeg beder bare om, at alle anerkender, at der er et dilemma i at sætte ydelserne meget ned, når vi godt ved, at alle mødre og fædre ikke kommer i arbejde af den grund. Der er stadig væk nogle børn, der skal have en opvækst, en hverdag, et liv til at hænge sammen, og det bliver svært med de lave ydelser, der er indført nu.

Tak til fru Mette Frederiksen. Der er desværre ikke tid til flere korte bemærkninger.

Jeg vil godt præcisere, at vi virkelig skal forsøge at overholde taletiden. Der er så mange, der meget gerne vil til, og det giver debatten lidt mere liv, jo flere korte bemærkninger der er. Det er sådan, at når formanden begynder at rejse sig, er taletiden meget tæt på at blive overskredet. Og når formanden står op, er taletiden overskredet.

Hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak til statsministeren for åbningstalen i tirsdags. Tirsdag var jo en festdag, det var demokratiets festdag, og det hele herinde var klædt i festdragt. Den kongelige familie kom som gæster, og det var alt sammen fornøjeligt. Og efter at vi havde hørt statsministerens åbningstale og fornøjet os med det, tog vi i Dansk Folkeparti ned og spiste fødselsdagslagkage. Det var en ekstra festlig dag for os, fordi vi jo samtidig havde 20-årsfødselsdag. Det var også glædeligt at se, at der var folk fra andre partier, der havde lagt vejen forbi for at smage lidt på den gode lagkage.

Nå, men det er jo ikke det, jeg skal dvæle for meget ved nu, for nu handler det om de vigtige emner, som også statsministeren var inde på i sin åbningstale. Jeg vil tage udgangspunkt i den flygtninge-/migrantsituation, som vi har stået med i Europa i de seneste uger og måneder, og som jo i den grad har sat dagsordenen.

Jeg synes i virkeligheden, det illustrerer, hvor alvorlig situationen er, og også at man for alvor skal kigge på, hvordan man så hjælper på en ny måde. I stedet for bare at gøre mere af det samme skal man omlægge den måde, vi hjælper på. I EU har man en diskussion om, hvorvidt man kan fordele sig ud af problemet: Hvad nu, hvis vi kan få fordelt 160.000 flygtninge og migranter, har vi så løst problemet? Nej, det har man selvfølgelig ikke, og det har danskerne også gennemskuet for længe siden. Det er symptombehandling; der skal andre ting til.

Det, der skal til, er jo, at folk bliver hjulpet i deres nærområde, at de ikke flytter sig, og at hvis de flytter sig, er det ikke sådan, at man ved at være illegalt i Europa så kan få en særbehandling, en særlig positiv behandling, men at man bliver hjulpet i sit nærområde. Hvis vi skal have det op at stå, have det til at fungere, kræver det mere hjælp i nærområderne, men det kræver jo også, at vi siger til dem, der kommer til Europa illegalt, at det ikke er på den måde, man får ekstra hjælp.

Det kræver, at der er noget kontrol ved grænserne. Da vi slap grænsekontrollen i 2001 for Danmarks vedkommende og gik ind i Schengensamarbejdet, blev vi lovet, at de ydre grænser så var på plads. Jeg tror, de fleste, der har observeret, hvad der er sket de seneste måneder, godt kan se, at de ydre grænser ikke er kontrolleret, ikke er på plads. Et land som Ungarn, der forsøger på det, bliver skoset. Det giver billeder, man ikke kan lide, og man siger, at det ikke er måden at gøre det på. Og jeg må bare spørge dem, der kritiserer Ungarn: Hvad er det så egentlig, man forestiller sig at de lande, der udgør den ydre grænse, skal gøre? Jeg synes ikke, der er mange bud på det.

Hvad angår vilkårene her i Danmark, er det jo oplagt, at færre skal hjælpes her i Danmark, og at flere skal hjælpes i deres nærområde. Antallet, har mange sagt – og det glæder mig, at stadig flere gør det – betyder noget. Derfor er vi også meget tilfredse med, at vi sammen med regeringen og andre partier har foretaget det her straksindgreb, som gør noget ved vilkårene for dem, der kommer hertil, så det bliver mindre attraktivt at søge asyl lige præcis i Danmark. Og vi ønsker selvfølgelig at gå videre ad den vej, også for at sikre, at det, som mange siger er en midlertidig beskyttelse, man får i Danmark, rent faktisk er en midlertidig beskyttelse og ikke en permanent beskyttelse.

Der er mange ting på indvandringsområdet, vi skal have taget fat i, så vi har sikkerhed for, at dem, der kommer til Danmark – for selvfølgelig kommer der indvandrere til Danmark, og der skal komme indvandrere til Danmark – er folk, der bidrager positivt til det danske samfund, og ikke folk, der i virkeligheden gør det sværere for os at udvikle det danske samfund, samtidig med at vi jo så i virkeligheden får midler til at hjælpe stadig flere i nød ved at hjælpe bedre i nærområderne.

Må jeg bare minde om, at i 2011 var vurderingen, at vores udgifter til asyl, familiesammenføring og integrationsproces var 2,9 mia. kr. I 2015, altså i år, var forventningen i foråret, at udgifterne ville blive på et niveau på 9,2 mia. kr., altså en stigning på 6,3 mia. kr. Man kan jo tænke sig til, hvor mange mennesker i nød man faktisk ville kunne hjælpe rundtom i verden for den slags penge.

Vi har været i gang med at stramme reglerne for statsborgerskab, altså hvem der kan få statsborgerskab her i landet. Vi har en helt aktuel sag kørende i retssystemet, som jeg tror viser mange danskere, at der er brug for at have fokus meget stærkt rettet på, hvem det er, der får permanent beskyttelse i Danmark, og som kan begå gedigen kriminalitet og være beskyttet af nogle regler og ikke kan udvises. Hvis man kommer til Danmark som udlænding, skal man selvfølgelig opføre sig ordentligt og ikke begå kriminalitet og ligge samfundet til last.

Vores mål med sådan en politik er jo at holde fast i vores samfundsstruktur, i de danske værdier. Det er at sikre sammenhængskraft og fællesskab i det danske samfund. Det er jo også at sikre et grundlag for, at vi kan have universelle velfærdsydelser, som sikrer danskerne en rigtig god behandling, også en ordentlig behandling, når man er i nød og man har brug for hjælp.

Det har også noget at gøre med vilkårene i forhold til vandrende arbejdstageres rettigheder i EU. Hvis man kan vandre til et andet land i EU og umiddelbart få gavn af de velfærdsydelser, der er i det pågældende land, så udfordrer det selvfølgelig landets mulighed for at have den type ydelser. Så skal vi sikre det danske velfærdssamfund, sikre den sammenhængskraft, vi har, og sikre de universelle velfærdsrettigheder, bliver vi nødt til at tage hånd om det. Det gør Storbritannien jo bl.a. med den kurs, de har lagt i EU. Dansk Folkeparti synes, at vi aktivt skal støtte Storbritanniens kurs, og vi skal også se, hvordan den kamp, de fører, i virkeligheden kan blive til gavn for os.

Jeg tror, de fleste kender sagerne om børnecheck og dagpenge osv., som kan tages med ud af landet, og kan se, at det ikke går. Vi skal have lavet de regler om. Det er også noget af det, der skal til for at modvirke social dumping. Vi vil nemlig mindre EU og ikke mere EU, og det er jo så et af de punkter, hvor statsministeren og jeg ser lidt forskelligt på tingene. Vi skal have folkeafstemning den 3. december om retsforbeholdet. Statsministeren anbefaler, at man stemmer ja. Jeg anbefaler, at man stemmer nej tak. Det pudsige er jo, at man aldrig spørger befolkningen, om befolkningen ønsker mindre EU. Man spørger altid kun befolkningen, om den ønsker mere EU, og det er jo også det, der er lagt op til den 3. december.

Der er én ting, jeg vil takke statsministeren for i forbindelse med åbningstalen og det her emne. Det er, at statsministeren fik gjort det krystalklart, at vi også den 3. december stemmer om EU's asyl- og udlændingepolitik. Det var en overraskelse. Det stod ikke i det manuskript, der var lavet. Men sagen er jo, at når der er behov for fra statsministerens side og andre partiers side at begynde at tale om garantier for, at man ikke vil bruge en bemyndigelse, man får af befolkningen den 3. december, hvis der bliver stemt ja, så er det jo netop, fordi det også er en del af det, vi stemmer om den 3. december. Ellers giver det jo slet ikke nogen mening. Så jeg synes i virkeligheden, det var meget positivt, at statsministeren gav os den oplysning.

Vi skal sikre vækst og velstand i Danmark. Vi skal have gode betingelser for produktion. Eksempelvis er landbruget og fiskeriet i problemer, og det gør jo også, at hvis vi for alvor skal have et Danmark i balance og sikre vækst og produktion i hele landet, er der noget bl.a. omkring landbrugserhvervet, som vi bliver nødt til at være opmærksom på.

Det er godt, at der er taget initiativ til at flytte knap 4.000 arbejdspladser ud af hovedstaden. Det er jo et element i det her med at skabe et Danmark i balance. Vi vil aktivt arbejde for, at planen bliver til virkelighed, og også se på, om det skal være en første etape, om vi skal gå videre. Vi synes i hvert fald, at det er gode takter – og nye takter, som jo også er en del af det, at der er et nyt politisk flertal efter valget – at det så sker.

Den velstand, som vi skal sikre gennem et produktivt erhvervsliv, skal sikre kernevelfærden. Vi skal have styrket sundhedssektoren. Vi er glade for, at det ser ud til, at der kan blive afsat 2,4 mia. kr. ekstra næste år til vores sundhedssektor. Overbelægning skal bekæmpes. Vi skal have sikret vores ældrepleje. Der er en overleveret arbejdsopgave til finanslovsforhandlingerne i forhold til kommuneaftalen om den her ældremilliard. Vi synes, der skal være en værdighedsmilliard. Kommunerne skal forpligtes på nogle værdighedsgarantier over for borgerne.

Vi skal sikre et politi, som kan skabe tryghed, og det er jo i virkeligheden en af de kæmpe opgaver, der er overleveret fra det tidligere flertal: at økonomien for politiet sejler. Fra januar er der ikke penge til det politi, vi kender i dag. Så alene det at sikre, at man overhovedet har et politi på det niveau, vi har i dag, kræver ekstra penge. Og dertil skal så lægges nogle ekstra midler, som sikrer et mere synligt politi, der kan skabe tryghed.

Bare for at det også bliver nævnt her, vil jeg sige, at det jo også er en diskussion om grænsekontrol. Det kan nemt blive en strid om ord, men jeg tror, de fleste danskere har det ligesom mig, nemlig at grænsekontrol er noget, der foregår ved grænsen, og at det kræver noget personel, der står ved grænsen, som kan være årvågne og skride ind, hvis der er behov for det. Grænsekontrol er ikke alene nogle elektroniske nummerpladescannere, som man kan have installeret, og så tror man, det er den intelligente form for grænsekontrol. Så vi kommer til at have et rigtig stærkt arbejde i forbindelse med politiforhandlingerne også om det. I det hele taget er der et travlt arbejdsår foran os, og vi glæder os til arbejdet.

Vi skal også have forhandlet en dagpengereform på plads. Vi håber, der er en villighed til at se konstruktivt på det i det lys, at en aftale om dagpengene skal ske på baggrund af det arbejde, der nu er blevet lavet i Dagpengekommissionen, men selvfølgelig med de krøller, som vi politisk kan sætte på det, og som kan sikre et dagpengesystem, som kan skabe ro og tryghed for rigtig mange danskere, også i de kommende, forhåbentlig mange, år.

Jeg vil på vegne af Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og De Konservative fremsætte følgende :

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringens kasseeftersyn desværre viser, at de offentlige finanser er i dårligere stand end anført af den tidligere regering før valget. Det har ikke været ansvarligt.

For mange står uden for arbejdsmarkedet. Derfor er det en målsætning, at flere er på arbejdsmarkedet – færre på offentlig forsørgelse.

Vækst og velstand er forudsætningen for velfærd. Derfor opfordrer Folketinget regeringen til at forbedre danske virksomheders rammevilkår, til at lette skatten på arbejdsindkomst, når der er mulighed for det, og til at styrke kernevelfærden.

Folketinget konstaterer, at der er behov for at sikre vækst og udvikling i alle dele af Danmark.

Folketinget konstaterer, at den tidligere regerings udlændingepolitik slog fejl, idet den bl.a. ikke i tilstrækkelig grad sikrede selvforsørgelse blandt herboende udlændinge. Derfor noterer Folketinget sig med tilfredshed, at straksindgrebet har haft en effekt, og at indfødsretsaftalen peger i samme retning. Der er dog behov for yderligere stramninger på udlændingeområdet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 2).

Tak for det. Der er en lang række spørgere, og jeg læser lige deres navne op: Nicolai Wammen, Jakob Ellemann-Jensen, Pernille Skipper, Rasmus Nordqvist, Morten Østergaard, Pia Olsen Dyhr, Søren Pape Poulsen, Magnus Heunicke, Pelle Dragsted, Louise Schack Elholm, Dan Jørgensen og Sofie Carsten Nielsen. Det er dem, vi tror vi når, hvis taletiden bliver overholdt. Så er der en række, der også gerne vil til, men nu ser vi, hvordan det går.

Den første spørger er hr. Nicolai Wammen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Thulesen Dahl for talen. Efter folketingsvalget sagde hr. Thulesen Dahl, at hvis vi skal have en ordentlig velfærd i Danmark, er der behov for en vækst på 0,8 pct. Men da regeringen fremlagde sit finanslovsforslag, viste det sig, at det var under det halve, der blev lagt op til, og derfor var det jo spændende at høre DF's reaktion. Og den kom, ved at man kvitterede på forhånd, inden forhandlingerne overhovedet var gået i gang, for en vækst, der var så lav.

Derfor er mit spørgsmål til hr. Kristian Thulesen Dahl: Hvorfor har Dansk Folkeparti smidt håndklædet i ringen, allerede inden forhandlingerne er gået i gang, og er det virkelig den måde, man får mest indflydelse på, altså ved at stå uden for regeringen?

Hr. Kristian Thulesen Dahl, værsgo.

Nu står vi jo foran finanslovsforhandlingerne, og der skal vi også forhandle økonomien. Er det rigtigt, at vi ikke når op på en realvækst på 0,8 pct. næste år? Ja, det tror jeg er rigtigt. Er det det samme, som at vi ikke kan løfte de kerneprioriteringer, vi har i forbindelse med finanslovsforslaget? Nej, det tror jeg ikke det er.

Vores kerneønsker, som de var i valgkampen, og som de er efter valgkampen, er, at vi får styrket vores sundhedsvæsen. Jeg mener, der er væsentlige områder inden for vores sundhedsområde, der halter efter den tidligere regering. Regionerne har været i gang med store spareplaner, medicinudgifterne er løbet løbsk, og der er virkelig et behov for at få sat ind med flere penge. Jeg mener, vi skal have styrket vores ældrepleje, og det nævnte jeg også i min tale, og det er noget af det, vi går til forhandlingerne med. Jeg mener, der efter kommuneaftalen klart er et behov for i finanslovsforhandlingerne at adressere lige præcis det.

Vi vil sikre et bedre politi, hvor den tidligere regering jo også har efterladt en kæmpe regning, som vi skal samle op.

Vi skal i gang med forhandlingerne om det, og det bliver hårdt, det bliver benhårdt, og det kommer til at kræve nogle penge, og dem skal vi selvfølgelig arbejde på at finde. Jeg tror, det kan lade sig gøre med den fornødne velvillige indstilling, også fra regeringens side, men jeg ved jo ikke noget om det endnu, så det må vi komme tilbage til, når vi ser, hvordan forhandlingerne falder ud.

Hr. Nicolai Wammen, værsgo.

Jeg hører en meget, meget lang ønskeseddel fra hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti om, hvad man gerne vil, men samtidig siger man også, at man er gået væk fra, hvor mange penge der skal bruges.

Derfor er spørgsmålet jo blot: Er man parat til at acceptere de 0,3 pct., som regeringen har lagt frem som ramme, og mener hr. Kristian Thulesen Dahl alvorligt, at han, efter at Dansk Folkeparti har været ude at kvittere for regeringens udspil, har mere indflydelse ved at stå uden for regeringen, end han ville have haft ved at være en del af en regering, hvor Dansk Folkeparti oven i købet ville have været det største parti?

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det, hr. Nicolai Wammen spørger om, er, om vi slipper nogle af vores prioriteringer på forhånd, om vi på forhånd opgiver kampen for et bedre sundhedsvæsen, om vi på forhånd opgiver kampen for en bedre ældrepleje, om vi på forhånd opgiver kampen for et bedre politi. Og der er svaret: Nej, det gør vi ikke. Kan det så lade sig gøre inden for den økonomiske ramme, der er? Det kommer da an på, om man er villig til at komme os i møde, det kommer da an på, om man er villig til at prioritere udgifterne, som vi synes det er fornuftigt.

Vi har et forslag fra finansloven, der jo handler om, at man omlægger en del af udviklingsbistanden til penge, der kan bruges herhjemme på eksempelvis bedre sundhed. Det er en prioritering, som vi støtter. Så på den måde kan man jo godt finde nogle penge et sted og bruge aktivt et andet sted. Går det op i sidste ende? Det ved vi jo først, når forhandlingerne er afsluttet.

Tak. Så er det hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Og tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for den fine tale. Der er jo mange ting og lange stræk, hvor vi er enige, og det er en god start.

Hr. Kristian Thulesen Dahl nævner en række ønsker til finanslovsforhandlingerne. Vi har jo også en række ønsker, og dem har vi lagt frem i regeringens finanslovsforslag. Det er sådan her i tilværelsen, at der er noget, der er vigtigere end andet, og jeg formoder, at der også for Dansk Folkeparti er noget, der er vigtigere end andet i de her forhandlinger. Hvordan ser Dansk Folkeparti på den prioritering, når nu kasseeftersynet lidt nedslående viser det, det gør?

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg synes, at det er brandærgerligt, at kasseeftersynet viser det, det gør. Det er jo rigtigt, som hr. Jakob Ellemann-Jensen er inde på, at de økonomiske konditioner, som vi blev stillet i udsigt af den tidligere regering i juni måned, da vi havde folketingsvalg, åbenbart ikke holder vand. Vi frygtede det lidt med de udgifter, den tidligere regering efterlod, altså de regninger, der var efterladt, og som var ubetalte. Men at omfanget er, som det er beskrevet i kasseeftersynet, kom noget bag på os. Det er klart, at det gør, at det er en vigtig prioriteringsøvelse.

Det gør også, at vi målrettet skal prioritere, hvad det er for nogle af vores ting, der er de vigtigste for 2016. Jeg har gjort det krystalklart, at når det f.eks. handler om sundhedsområdet med vores sygehuse, når det handler om ældreplejen, når det handler om politiets muligheder for at være et politi, der skaber tryghed for danskerne, så vil jeg sige, at det er nogle af vores allerhøjeste prioriteter i de forhandlinger, der kommer. Så er det selvfølgelig, ved at vi laver nogle ændringer på udlændingeområdet, omlægger nogle ting i udviklingsbistanden osv. Det synes vi er en fornuftig måde at gøre det på, og det ser vi frem til forhåbentlig at kunne få gode aftaler om i finanslovsforhandlingerne.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Mange tak for det. Jeg anerkender, at den økonomiske situation jo ikke er, som vi kunne ønske. Hvad betyder det i forhold til det lidt længere perspektiv, at der er nogle af de her prioriteter, som vil blive rykket til senere finanslovsaftaler? Eller er det her alt sammen noget, man ønsker at have med i finanslovsaftalen for i år?

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det bliver jo en spændende diskussion. For jeg kunne jo vende det om og stille det samme spørgsmål til regeringen og spørge, om det så betyder, at nogle af de ting, man har lagt ind i finanslovsforslaget som ønsker fra regeringens side, i virkeligheden også er nogle, der vil kunne skubbes lidt, og det er jo en diskussion, vi må have, for at finde ud af, hvordan enderne kan nå sammen. Men det er klart, at vi gik til valg på, at kernevelfærden skulle sikres. Når pengene efter kasseeftersynet så viser sig at være færre, mindsker det jo ikke vores lyst til, at kernevelfærden er sikret, men så er det et spørgsmål om, hvordan vi meget målrettet kan sikre netop det, og den diskussion tager vi selvfølgelig gerne. Men vi går ikke fra vores synspunkter, sådan som de også blev præsenteret i valgkampen, i forhold til at der er nogle hjørnesten i velfærdssamfundet, som danskerne med rette kan forvente fungerer optimalt. Og der er vi blevet efterladt med nogle udfordringer på bl.a. sundhedsområdet og politiets område, som vi skal have taget hånd om.

Tak for det. Så er det hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tillykke med fødselsdagen. Jeg vil gerne spørge lidt ind til spørgsmålet om nedskæringer ude i kommunerne. For vi hører jo også i dag hr. Kristian Thulesen Dahl sige, at vi skal forsvare kernevelfærden, ligesom vi under valgkampen hørte de her løfter om, at Dansk Folkeparti ikke medvirker til nulvækst eller minusvækst, og det synes jeg var rigtig positivt. For det betyder jo reelt, at der er et flertal af partier i det her Folketing, som før valget har meldt klart ud, at nulvækst eller minusvækst i den kommunale velfærd er helt utænkeligt. Det, der bliver spændende, er jo, at det flertal nu bliver sat på en prøve. For Venstre har jo fremsat et lovforslag, som sætter rammerne for den kommunale økonomi, altså det her famøse lovforslag om udgiftslofter – jeg har det her – og der fremgår det jo tydeligt, at man i de kommende år nu lægger op til at stjæle penge fra kommunerne, altså omkring 2,4 mia. kr. om året, opsummerende til omkring 7 mia. kr. i 2019.

7 mia. kr. svarer vel – det er sådan et slag på tasken – til omkring 21.000 ansatte i hjemmeplejen eller andre offentligt ansatte, som skal afskediges. Så mit spørgsmål er egentlig helt enkelt: Kan vi regne med, at vi selvfølgelig har Dansk Folkeparti med på det hold, der stemmer nej til det her lovforslag, sådan som det ligger her i dag?

Tak for det. Værsgo, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Altså, vores udgangspunkt er klart, det har jeg gjort rede for, og det bliver der jo også kvitteret positivt for, nemlig at vi ikke mener, at der skal tages penge fra kommunerne. Vi respekterer kommunernes ret til at forhandle med den siddende regering – det var også det, der var en debat om med den socialdemokratiske formand heroppe tidligere – og hvis man laver en frivillig aftale med regeringen, anerkender vi det. Men vi siger også, at hvis ikke man kan nå frem til en frivillig aftale, som man synes er tilfredsstillende fra kommunernes side, så kan man jo lade være med at lave den, og så er det os herinde, der skal fastlægge den kommunale økonomi. Så vil det være vores udgangspunkt, at det, der måtte blive fundet i form af et omprioriteringsbidrag over for kommunerne, skal tilbageføres til aktiviteter til kernevelfærd, der finder sted gennem kommunerne.

Tak. Hr. Pelle Dragsted.

Den udmelding har jeg godt set – du var ude med den i Politiken for noget tid siden – og den vil jeg gerne kvittere positivt for, men det, jeg spørger ind til nu, er jo det lovforslag, som skal vedtages nu her i forbindelse med finansloven, og som lægger rammerne. For det sætter jo rammerne for, hvad kommunerne kan regne med at de har næste år, og det vil jo også lægge rammerne for de forhandlinger til foråret, som du henviser til. Så jeg vil bare gentage mit spørgsmål: Kan Dansk Folkeparti stemme for et forslag, der betyder, at man år for år i de kommende 4 år vil stjæle 2,4 mia. kr. og dermed indføre ikke bare nulvækst, men minusvækst, i kommunerne? Jeg håber på, at jeg kan få sådan et rimeligt klart svar – ja eller nej – på det spørgsmål.

Tak for det, og man tiltaler ikke hinanden direkte.

Værsgo, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nej. Mit svar på, hvad der er vores politiske udgangspunkt, hvad der er vores politiske synspunkt, er, at det jo er det, der skal styre, hvad der sker i den virkelige verden. For det er jo sådan med budgetlovens lofter, at de selvfølgelig umiddelbart er styrende for det kommende år, og at de så er retningsgivende for de efterfølgende år. Men man kan jo sagtens, også i de efterfølgende år, møblere rundt inden for de samlede lofter, så man kan omfordele i forhold til hvor pengene bliver brugt i den offentlige sektor. Det er jo i virkeligheden de sidste beslutninger, som det her Folketing træffer, der er de gældende, og det er derfor, jeg lægger så meget vægt på det her med at sige, at hvis kommunerne vælger at lave en frivillig aftale med regeringen, respekterer vi det. Og hvis ikke de gør og vi så sidder med den kommunale økonomi herinde, har jeg også angivet, præcis hvad det er for nogle konditioner, vi så går efter skal være gældende.

Tak. Så er næste spørger hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak, og tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for talen. Det er jo altid spændende at høre om partiers prioriteringer.

Jeg vil gå tilbage til noget af det, som hr. Kristian Thulesen Dahl var inde på i starten af sin tale, netop om omlægningen af udviklingshjælp og flygtninge osv. Man vælger jo i år og til næste år og fremadrettet at skære ekstremt kraftigt på udviklingshjælpen fra dansk side, men samtidig taler man om hjælp i nærområderne, og nærområderne her er så Syrien. Men hvis vi ser lidt længere frem, hjælper vores udviklingsbistand jo netop til, at vi ikke oplever væbnede konflikter. Så de her nærområder kommer jo højst sandsynligt til at blive større og større, i kraft af at vi skærer på udviklingen, skærer på det arbejde, som vi laver igennem FN.

Så er hr. Kristian Thulesen Dahl ikke også bange for, at det kan blive lidt symptombehandling kun at hjælpe i nærområderne og ikke gå ud og hjælpe med udviklingsarbejdet?

Tak for det. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Med det, vi har foreslået om udviklingsbistanden, er Danmark stadig blandt de lande i verden, der giver absolut mest i udviklingsbistand i forhold til vores størrelse, og det synes jeg vi skal være. Så på den måde kan jeg godt give spørgeren ret i, at det er godt, at Danmark er derude og er aktive. Men jeg mener samtidig, at vi skal lægge en større vægt på det, vi så bruger i nærområderne. En stor del af det at få lande til at blive mere velfungerende, er jo også noget, der skal ske i landene selv.

Vi har jo en diskussion om, hvor få år der måske går, før vi bliver nødt til at stoppe med at snakke om lande som fattige lande, men hvor der i landene er meget stor fattigdom. Så det har også noget at gøre med et samfunds struktur, i forhold til om man har noget omfordeling inden for samfundet selv.

Det er bare for at sige, at jeg derfor synes, det er fornuftigt, at vi også på længere sigt bidrager mere i de katastrofeområder, der er, dér, hvor hjælpen skal komme akut, som jo netop kan aflaste folk i forhold til ellers at føle sig nødsaget til at måtte tage flugten eller være migranter til Europa osv.

Hr. Rasmus Nordqvist, værsgo.

Jamen netop når vi ser den her hjælp i nærområderne, i konfliktområder, så opstår de her konflikter jo tit, fordi der har været en forudgående fattigdom. Der kan være ressourcemangel, der kan være store katastrofer i forhold til klimaudvikling osv. Kan hr. Kristian Thulesen Dahl ikke give mig ret i, at det bliver symptombehandling at gå ud og hjælpe kun i nærområderne? Det er jo det, vi kommer til med de nedskæringer, vi ser. Vi skærer massivt i den udviklingshjælp, der faktisk skulle gøre vilkårene for mange lande i Afrika bedre, fordi vi jo skal bruge pengene i nærområderne. Så er hr. Kristian Thulesen Dahl ikke enig i, at det bliver til en symptombehandling?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nej, jeg vil ikke betegne det som symptombehandling. I forbindelse med folk, der sidder i flygtningelejre i Syriens nærområde, og som ikke kan få madkuponer nok, fordi FN skærer i det, tror jeg, det er helt afgørende, at vi sørger for at skabe bevillinger, der kan sikre, at man rent faktisk får de forsyninger, man har brug for i flygtningelejrene i nærområderne. Det ville jeg ikke på nogen måde betegne som noget sekundært eller som noget overfladisk. Det er da vigtigt, at vi gør det.

Betyder det så, at vi må prioritere en større del af hjælpen dertil? Ja, og det tror jeg også er fornuftigt, for det giver de her mennesker en større tro på, at de rent faktisk bliver hjulpet i det område, indtil de forhåbentlig kan vende tilbage til deres hjemland på et tidspunkt igen. Det er jo hele formålet med, at der også internationalt er stor aktivitet, i forbindelse med hvad man skal gøre i forhold til Syrien for at få de kæmpestore konflikter, der er i Syrien, bort igen.

Tak. Hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre, er den næste.

Jeg vil da også godt lykønske Dansk Folkeparti med jubilæet. Det spændende er jo så, om man kan omsætte de fine resultater og de mange år til politiske resultater. Og meget af diskussionen de seneste år har jo handlet sådan om løftebrud, og der vil jeg da på egne vegne sige, at jeg aldrig har haft noget imod løftebrud, bare folk skiftede holdning i min retning. Derfor har jeg også kun haft ros tilovers for den nuværende statsministers beslutning om at tage 1.000 flygtninge som en del af en fælles EU-løsning på flygtningeudfordringen.

Men på Dansk Folkepartis landsmøde kunne jeg se, at man måtte forstå på hr. Kristian Thulesen Dahl, der vel næsten har gjort sig til overdommer i den diskussion, at det mente man ikke var et løftebrud. Altså, den statsminister, der kom til magten på at ville stoppe asyltilstrømningen til Danmark, har ikke begået løftebrud ved at hente 1.000 flygtninge udefra. Der vil jeg bare spørge hr. Kristian Thulesen Dahl: Hvor mange flygtninge kan statsministeren sådan i det videre perspektiv hente udefra, før det bliver til et løftebrud efter Dansk Folkepartis opfattelse?

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Vi synes ikke, det var en god idé, at Danmark sagde ja til at tage imod en andel i forbindelse med den kvotediskussion, der er i EU, fordi vi mener, at det er at forsøge at adressere noget på en helt forkert måde. Det var jeg inde på i mit ordførerindlæg: Jeg mener, der skal hjælpes i nærområderne. Det skal ikke være sådan, at man ved hjælp af menneskesmuglere på den måde kommer illegalt ind i Europa og så får en fod indenfor og så får ekstra hjælp. Så jeg synes grundlæggende, det er forkert.

Det med løftebruddet, jeg skal forholde mig til, handlede jo om det her med at få færre til Danmark. Og kan man på nuværende tidspunkt sige, at vi ikke har mulighed for at sikre, at der bliver færre, der søger asyl i Danmark? Nej, det kan vi ikke sige, og derfor sagde jeg også, som jeg gjorde, og som hr. Morten Østergaard henviste til.

Hr. Morten Østergaard, værsgo.

Ja, nu skuler jeg lidt op til formanden, for jeg ved, det ligger formanden meget på sinde, at man svarer på de spørgsmål, der bliver stillet. Mit spørgsmål var jo, hvor mange flere flygtninge statsministeren kunne hente til Danmark som et led i en EU-fordeling, før Dansk Folkeparti ville kalde det et løftebrud. Jeg har forstået Dansk Folkeparti sådan – og vi har været en del af den her debat i fællesskab i mange år – at antallet faktisk betyder noget. Derfor kunne det jo være rart nok i dag at få et tal fra Dansk Folkepartis side for, hvornår det bliver til et løftebrud. Jeg vil bare opfordre statsministeren til at fortsætte konsekvent med at bryde sit håbløse løfte om udlændingepolitikken, så vi kan tage Danmarks del af det fælles ansvar i Europa.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Men det, jeg blev bedt om at forholde mig til, var et løfte om, at der skulle komme færre. Man skulle måles på, om der kom færre til Danmark. Og der siger jeg bare i al stilfærdighed, at det kan man jo ikke konkludere noget på endnu. Vi har nogle bestræbelser på, at der skal komme færre til Danmark, for det er jo rigtigt, som hr. Morten Østergaard siger, at antallet betyder noget.

Hvis det skal være vellykket med dem, der kommer til Danmark – hvis de skal blive integreret i det danske samfund og ikke leve i et parallelsamfund – og det har vi også kunnet se historisk, så betyder antallet jo virkelig noget. Det er en diskussion, hvor jeg har haft meget svært ved at overbevise hr. Morten Østergaard om rigtigheden i det, men jeg skal blive ved med at forsøge, for på et eller andet tidspunkt må også Radikale Venstre acceptere, at der er sådan en sammenhæng i den virkelige verden.

Tak for det. Den næste spørger er fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Hr. Kristian Thulesen Dahl understregede i sin tale, at Dansk Folkeparti gerne vil sikre velfærden. Derfor bliver jeg lige nødt til at spørge lidt ind til det, at Dansk Folkeparti i juli måned stemte for regeringens omprioriteringsbidrag – nogle har også kaldt det grønthøsteren – for det vil ifølge Finansministeriet betyde 11.000 fyringer ude i kommunerne frem til 2019. Det er et tal, som du kan finde i Berlingske fra den 26. september. Nu skal Dansk Folkeparti så i gang med at forhandle finanslov, og jeg vil spørge, om ordføreren her i dag vil afvise, at Dansk Folkeparti medvirker til en finanslov, som ikke retter op på de her besparelser, som jo har konsekvenser for bl.a. ældreplejen i kommunerne.

Tak for det. Og man bruger stadig væk ikke direkte tiltale.

Værsgo, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, vi går til finanslovsforhandlingerne med bl.a. det formål at styrke ældreplejen, som finder sted ude i kommunerne. Og det er klart, at det er en målrettet indsats, vi ønsker, der skal gøres, i erkendelse af at der jo også kommer flere plejekrævende ældre, der kommer flere demente ældre, og det kommer til at kræve flere ressourcer, og dem ønsker vi at sætte af og målrette til arbejdet med ældrepleje ude i kommunerne. Det gik vi til valg på, og det forsøger vi også at få gennemført i den virkelige verden.

Diskussionen om omprioriteringsbidraget, som fru Pia Olsen Dyhr henviser til, kan deles op i to: Den ene er en principiel debat om, om det er godt at have sådan noget, altså om det er godt at have den øvelse, at man prøver at se på, om pengene i den offentlige sektor kan bruges på en anden måde, og den anden diskussion handler om, hvad de penge, der måtte komme ud af det, så skal bruges til. For hvis de bliver brugt i den offentlige sektor, hvis de bliver brugt på kernevelfærd, så vil de jo gå i den anden retning, i forhold til at der så kan ansættes flere på de områder. Og det er jo i virkeligheden det, diskussionen skal handle om, altså ikke kun at se den ene side af sagen, men at se det samlede billede af, hvordan den offentlige sektor kommer til at udvikle sig.

Tak. Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg er ikke vant til, at »hr. Kristian Thulesen Dahl« er uformel tale, men jeg vil så sige »ordføreren« i stedet for, hvis det er bedre for formanden.

Jeg synes ikke, ordføreren svarer klart, og jeg vil derfor gerne lige prøve igen. Kan Dansk Folkeparti indgå en aftale om næste års finanslov, hvor kommunerne fortsat vil være nødt til at fyre hjemmehjælpere, hvilket vil sige, at de penge, der bliver omprioriteret, ikke kommer tilbage til ældreplejen ude i kommunerne?

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Hvis vi får vores krav igennem i forhold til finanslovsforhandlingerne, vil der jo samlet være flere penge til rådighed i kommunerne næste år, end der er i år. Er det så et spørgsmål om, at vi prøver at målrette nogle midler til nogle af de områder, som vi synes virkelig trænger? Ja, det er selvfølgelig et udtryk for det. Så på den måde forsøger vi også i højere grad at få ledet nogle af de her penge, der bruges i den offentlige sektor, over på de ting, som vi gik til valg på at ville opprioritere, og det er jo bl.a. ældreområdet. Så det er jo det, vi arbejder for i de finanslovsforhandlinger, der starter med det, der hedder sættemøder, i morgen, og så må vi efterfølgende vurdere, hvor langt vi kom, og også tage diskussionen her i salen om det.

Tak for det. Den næste spørger er hr. Søren Pape Poulsen, Konservative. Værsgo.

Tak for det. Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for talen. Vi er jo enige om mange ting, og jeg skal lige have bekræftet i dag, at det kan være, at vi er enige om endnu en ting. For jeg blev så glad efter De Konservatives sommergruppemøde, hvor vi var ude at melde ud, at vi ønskede en fastfrysning af grundskylden. Det blev modtaget af Dansk Folkepartis finansordfører, hr. René Christensen, ved at han sagde: En fastfrysning er ikke en idé, der er groet i vores baghave, men det kan være en løsning, indtil der kommer en permanent løsning.

Jeg vil blot høre, om det også er hr. Kristian Thulesen Dahls opfattelse, at det kunne være en løsning. Der sidder jo også mange børnefamilier, ældre, pensionister, der har købt og betalt deres eget hjem, og som nu må flytte fra det på grund af høje boligskatter.

Tak for det. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, jeg vil blankt erkende, at i vores økonomiske prioriteringer er der ikke plads til en fastfrysning af grundskylden. Når andre partier kommer med det som forslag, skal de selvfølgelig også pege på de økonomiske konsekvenser og på, hvordan man skal finde pengene til det. Det kan jeg ikke anvise. Det, jeg kan anvise, og som jeg synes der kan være god logik i, er, at man ser på, om man i højere grad skal sørge for at hjælpe eksempelvis en pensionist eller andre, der er i en økonomisk trængt situation, og som på grund af højere grundskyld simpelt hen må flytte fra hus og hjem. Kan man der finde en bedre måde og f.eks. give folk mulighed for indefrysning eller lignende. Det er et instrument, man kender. Er den type instrumenter noget, vi skal have bredt videre ud?

For jeg anerkender fuldt ud, at der er eksempler på folk, som virkelig føler sig tvunget fra hus og hjem på grund af de stigninger, der er i grundskylden. Men jeg bliver selvfølgelig også nødt til at være fuldstændig ærlig på det område og sige, at jeg i min økonomiske politik ikke har et råderum til at betale for en fastfrysning af grundskylden.

Hr. Søren Pape Poulsen, værsgo.

Jeg tager det som et halvt tilsagn om, at vi måske på et tidspunkt kan snakke om det. Men alligevel vil jeg gerne holde fast i, at det jo er alvorligt, og jeg er enig i, at selvfølgelig skal vi prioritere. Alt det, vi kommer med nu, og som vi skal diskutere med finansministeren, er selvfølgelig prioriteringer. Man kan få fastfrosset skatterne, men det er jo, indtil der ikke er mere værdi, og det må også ligge Dansk Folkeparti på sinde, at ældre mennesker, pensionister, uanset hvor de bor i landet, ikke skal jages fra hus og hjem på grund af skatter. Det er jeg sikker på at hr. Kristian Thulesen Dahl også vil give mig ret i.

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Der er pensionister, der er folk med en dårlig økonomi, der kan være i en livssituation efter en skilsmisse, eller hvad det kan være, altså som er i en særlig situation, og det er også derfor, jeg siger, at jeg anerkender, at der bestemt har været eksempler fremme på, at folk på grund af stigende grundskyld har de udfordringer, som hr. Søren Pape Poulsen er inde på. Dem ser vi selvfølgelig gerne på i de forhandlinger, der kommer i forskellige sammenhænge. Jeg siger bare også, at hvis man laver en fastfrysning af grundskylden, er det jo også noget, der har nogle økonomiske konsekvenser, som man bliver nødt til at tage med i forhandlingsbilledet, og der glæder jeg mig til at se hvad hr. Søren Pape Poulsen vil pege på.

Den næste er hr. Magnus Heunicke, Socialdemokraterne. Værsgo.

Jeg lytter meget nøje efter, når hr. Kristian Thulesen Dahl taler om vores velfærdssamfund og taler om de ældre, om sundhedspolitikken og om det løft, der skal til i politiet. Det gør jeg, fordi vi indtil valget hørte fra Dansk Folkeparti, at man mente, at der var behov for en vækst på 0,8 pct. Hvorfor det? Det er jo det, vi også har erkendt for længst og kan se, nemlig at vi heldigvis bliver flere ældre i Danmark. Det er godt, men det kræver også nogle flere penge til pleje, og der er man nødt til at investere. Der er også det, vi har en holdning om som Socialdemokrater. Vores vækstprocent mente vi var lidt lavere end den, I havde før valget.

Men nu kan jeg så forstå, at hr. Kristian Thulesen Dahl i sit svar til min kollega hr. Nicolai Wammen, men også her i debatten generelt siger, at det nu ikke er 0,8 pct., for nu er det pludselig 0,3 pct. Og det kan jeg ærligt talt ikke få til at passe. Jeg kigger her på Dansk Folkepartis hjemmeside – »Dit land, dit valg«, står der så fint – og det er et citat fra en artikel, og den er fra før valget, skal jeg måske lige pointere, for der er åbenbart forskel:

Dansk Folkeparti støtter en ny borgerlig statsminister, men har ikke givet afkald på sit krav om en offentlig vækst på 0,8 pct.

Det har man så nu, må vi forstå.

Tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Som jeg også redegjorde for før, har vi en række prioriteringer, som vi gik til valg på i forhold til vores sundhedssektor, bekæmpelse af overbelægning på sygehusene, i forhold til vores ældrepleje, i forhold til vores politi. Der er nogle udfordringer der, som vi synes er så alvorlige, at dem skal vi have løst. Det går vi til forhandlingerne med. Men når vi så vurderer, hvad der skal til for at løse alt det, vi godt kunne tænke os, har vi jo anvist en realvækst på de 0,8 pct. Kan det lade sig gøre at lave en aftale, hvor man ikke lander på det og så løser de udfordringer? Det kommer så an på, om man vil omprioritere på den rigtige måde, bl.a. fra udviklingsbistanden, hvor der jo kommer et bidrag, som bl.a. kan gå til at løse udfordringerne i sundhedsvæsenet osv.

Der er indvandringsområdet. Jeg nævnte jo, at vi i 2011 havde udgifter – det er jo offentlige udgifter – til asyl og indkvartering osv. på 2,9 mia. kr. Det var steget til 9,2 mia. kr. i år. Så hvis man går den anden vej igen, frigør man jo også nogle penge, man kan bruge på de ældre og sygehuse osv. Det er jo summen af det, der skal afgøre, om vi når et tilfredsstillende resultat. Så tager vi en debat om det, når vi forhåbentlig når i mål på en tilfredsstillende måde, og så står vi selvfølgelig til ansvar for, om det i tilstrækkeligt omfang løfter de prioriteringer, vi gik til valg på. Det er sådan set det, som vi jo udmærket godt ved vi også i et eller andet omfang bliver målt og vejet på. Den kamp og den diskussion tager vi selvfølgelig rigtig gerne.

Hr. Magnus Heunicke, værsgo.

Det var en meget, meget lang talestrøm, og tusind tak for den. Der må vi gå ned og se på, hvad der så står på bundlinjen efter den talestrøm, og det er, at man før valget sagde, at man ikke havde givet afkald på et krav om offentlig vækst på 0,8 pct., men at det har man så nu givet afkald på. Det må vi forstå. For man kan jo bare omprioritere inden for den offentlige sektor.

Så har jeg et spørgsmål, og det kunne være rart med et svar fra hr. Kristian Thulesen Dahl: Er det sådan, at Dansk Folkeparti kan se sig selv i en aftale, som er inden for den nye ramme på 0,3 pct., som regeringen nu har sat op? Er det sådan, at man kan se sig i det – dvs. fodre hunden med sin egen hale, som jeg tror DF selv har sagt? Er 0,3 pct. noget, man kan acceptere, eller er det ikke?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg må bare lige minde om, at i det forslag, vi så fra den tidligere regering, havde man lavet en teknisk fremskrivning fra 2015 til 2016, hvor man opererede med nulvækst. Og så siger man, at det kunne man altså ikke lige tage for pålydende, og at det skulle man lige ind at kigge lidt på. Jeg vil bare sige, at det, vi oplever her i dag fra socialdemokratisk side, er noget hokuspokus, det må jeg nok erkende.

Jeg bliver spurgt, om de prioriteringer, vi gik til valg på, står ved magt, i forhold til at vi får højnet kernevelfærden inden for de områder, som vi ønsker? Ja, fuldstændig. Kan det lade sig gøre med den økonomi, vi selv gerne vil have gennemført? Ja, det kan det. Kan det lade sig gøre med en økonomi, hvor der er påvirkning fra andre partier, som ikke vil bruge helt så meget, men som gerne vil omprioritere nogle ting? Vi ved jo, når forhandlingerne er overstået, om det vil kunne lade sig gøre. Men hvor det lander, ved jeg jo ikke i dag, for det ville jo være noget af en spåmandskunst, hvis jeg i dag kunne sige, hvordan finanslovsforhandlingerne, der starter i morgen, ender. Men skal vi så stå til ansvar for det resultat, der kommer ud af det? Ja, det skal vi, og det gør vi gerne, også her i Folketingssalen.

Tak. Fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Undskyld, jeg sad lige og blev lidt småforvirret hernede. Jeg kunne godt tænke mig at spørge om noget i samme retning, for i sommer blev hr. Kristian Thulesen Dahl nemlig konfronteret med, at nogle byrådsmedlemmer fra Dansk Folkeparti havde været med til at skære ned på ældreområdet i deres kommuner. Hr. Kristian Thulesen Dahl mente i den forbindelse ikke, at han havde et ansvar for det, fordi, og nu citerer jeg: Jeg tager jo ansvar for, om vi er med til at sikre kommunerne en økonomi, så man bl.a. kan prioritere de ældre. Der siges med andre ord altså, at ansvaret for kommunernes muligheder for at prioritere vores ældre medborgere er placeret her på Christiansborg, og det er jeg sådan set enig med hr. Kristian Thulesen Dahl i.

Det, jeg så bare ikke forstår, er, hvorfor Dansk Folkeparti så nu kan lægge stemmer til en kommuneaftale, der samlet set skærer, så vidt jeg har forstået, 500 mio. kr. fra kommunernes muligheder, også selv om der kommer flere ældre medborgere.

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Ja, det er jo, fordi man skal tage kommuneaftalen og en finanslovsaftale i sammenhæng. Altså, jeg har jo flere gange allerede nu her i formiddag redegjort for vores prioriteringer til finanslovsforhandlingerne, og der har jeg også gjort det klart, at vi prioriterer ældreområdet, vi prioriterer ældreplejen. Vi tager udgangspunkt i, at der kommer flere, bl.a. med demens, de kommende år, som kræver, at der er flere mennesker, også om natten, f.eks. på plejecentre, der kan hjælpe de ældre, der har hjælp behov. Det kommer vi med et forslag om at sætte nogle penge af til. Og så er det jo summen af kommuneaftalen og det, der afgør, om man ude i kommunerne faktisk har en økonomi, der så kan løfte ældreområdet på forsvarlig vis. Det går vi efter, det er vores målsætning, og på den måde løfter vi jo det, som vi også sagde i valgkampen at vi ville i forhold til ældreområdet. Det står vi fuldstændig ved, selvfølgelig også her efter valget, og det er det, vi går benhårdt efter i de forhandlinger, der kommer i de kommende uger og måneder.

Tak. Fru Pernille Skipper.

Det kan jeg godt forstå. Det, hr. Kristian Thulesen Dahl siger nu, er jo så, at hvis den finanslov, der skal laves, skal laves med Dansk Folkeparti, skal den føre så mange penge tilbage til kommunerne, at vi kan sikre et løft og en følgen med den demografiske udvikling, for så vidt angår vores ældre medborgere. Bare for at forstå det fuldstændig korrekt: Er konklusionen på det, hr. Kristian Thulesen Dahl siger lige nu, ikke, at Dansk Folkeparti lover, at en finanslov vil sørge for, at der er mulighed for at øge omsorgen for vores ældre medborgere, også en helt almindelig plejehjemsbeboer eller bruger af hjemmehjælp?

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jo, altså, hvis vi får vores ønsker gennemført, vil det være sådan, at der bliver bedre økonomi til at hjælpe vores ældre medborgere. Så spørger jeg så bare også fuldstændig åbent: Hvor er der et særligt behov i forhold til vores ældre medborgere? Det er der jo bl.a. de steder, hvor de allermest plejekrævende mennesker rent faktisk er. Og i nogle situationer er det selvfølgelig hjemme, men i mange situationer er det jo også på de plejecentre, vi har, hvor folk i nattetimerne er blevet skåret fra, så der er ganske lidt hjælp at få, hvis man har brug for hjælp i nogle af de timer på døgnet. Men for en dement er det jo ikke sådan, at man nødvendigvis helt har styr på dag og nat. Det er jo en af de ting, der kan ske, når man bliver ramt af demens. Så det kræver jo, at man har noget mere kraft på de her plejecentre til at kunne hjælpe de her mennesker.

Det går vi benhårdt efter i de forhandlinger, der nu skal være. Og så er vi selvfølgelig parate til en diskussion om, hvorvidt vi når i mål, når forhandlingerne er afsluttet, og hvor langt vi er kommet. Vi håber selvfølgelig, at vi når langt, for så løser vi den opgave, som vi taler om her.

Tak for det. Så er det fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg vil gerne lidt tilbage til det her med antal, for det er jo noget, som Dansk Folkeparti i hvert fald ofte går op i at andre partier svarer på. Jeg må forstå af hr. Kristian Thulesen Dahls tidligere svar, at det står statsministeren frit for at indgå frivillige aftaler om at tage et ubekendt antal flygtninge i EU, også fremadrettet, uden at blive beskyldt for løftebrud fra Dansk Folkepartis side. Jeg skal bare spørge helt enkelt: Er det rigtigt forstået – ja eller nej?

Hr. Kristian Thulesen Dahl, værsgo.

Nej.

Fru Sofie Carsten Nielsen, værsgo.

Tak for det. Det var et dejlig klart svar. Så skal jeg spørge hr. Kristian Thulesen Dahl: Hvor mange flygtninge kan statsministeren indgå aftale med EU om at tage frivilligt fremover uden at blive beskyldt for løftebrud af hr. Kristian Thulesen Dahl?

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Vi synes ikke, at Danmark skal gå ind i en kvotefordeling af flygtninge i EU. Det, som løftet, der henvises til, er bundet op på, er et løfte om, at man skal måles på, at der kommer færre til Danmark, og det agter vi selvfølgelig at holde statsministeren op på. Det er jo hans eget udsagn. Så kan man jo gå tilbage og se, hvad det vil betyde, at der skal være færre. Så giver det jo sådan set sig selv, hvad det er, man måles på. Det er jo i forhold til det løfte, der er givet. Opfylder det så samlet set vores ambitioner, i forhold til hvordan man skal hjælpe flygtninge i nød? Nej, det gør det ikke, for vi mener, at man kan hjælpe langt flere flygtninge i nød ved helt at omlægge den måde, vi hjælper på, så det ikke handler om, at den ved hjælp af menneskesmuglere lige kan få foden indenfor i Danmark, men at det handler om, at man hjælper langt bedre i de nærområder, hvor flygtningene jo i stort tal befinder sig.

Tak for det. Så er det hr. Jonas Dahl, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. ATP påviste for nylig, at boligydelsen er afgørende for at kunne forhindre fattigdom i alderdommen. Regeringens forslag til finanslov lægger jo bl.a. op til at udhule boligydelsen helt generelt, og fra 2020 vil det betyde, at mange ældre ikke længere har råd til at bo i noget så banalt som en ældrebolig.

Derfor vil jeg egentlig gerne høre, om Dansk Folkeparti i forbindelse med finanslovsaftalen vil være med til at forringe vilkårene for de ældre. For nu har vi jo lige hørt fra Dansk Folkepartis formand, at det vil man ikke, men gælder det også boligydelsen?

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Ja, det gør det altså. Vores udgangspunkt er, at det er en af tidslerne i finanslovsforslaget. Jeg har godt lagt mærke til diskussionen om, hvorvidt det sådan er teknikaliteter der afgør, om vi nu skal få reglerne mere konkretiseret, så man betaler det, der oprindelig var meningen, osv. Men det er jo selvfølgelig ligegyldigt for den person, som modtager en given ydelse, en boligydelse, i dag; der vil følelsen jo være, at man får det sværere, ved at den sættes ned.

Så det er selvfølgelig en af de ting, som vi har på vores dosmerseddel i forhold til de forhandlinger, der skal i gang. Det er en af de ting, der står på vores negativside, og som vi selvfølgelig har nogle ambitioner om at få kigget grundigt efter i sømmene.

Hr. Jonas Dahl, værsgo.

Det vil jeg egentlig gerne kvittere for, og det tager jeg også lidt som et løfte fra Dansk Folkeparti om, at man ikke vil være med til at udhule den.

Men lad os så vende tilbage til det her omprioriteringsbidrag, som også hr. Magnus Heunicke spurgte ind til lidt tidligere. Det synes jeg ikke rigtig at vi fik et klart svar på. Hvad mener Dansk Folkeparti med det? Nu udhuler man jo så kommunernes budgetter ad anden vej. Mener Dansk Folkeparti virkelig, at det er en anstændig måde at behandle kommunerne på og dermed også de ældre?

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nej, altså, jeg deler det jo op i to ting. Jeg siger, at man på den ene side kan have en diskussion om, om et middel som et omprioriteringsbidrag er fornuftigt eller ej – altså i forhold til at man hele tiden ryster træet for at finde ud af, hvor i den offentlige sektor man kan bruge pengene bedre – og på den anden side have en diskussion om, hvor de penge, der kommer ud af det, bruges. Altså, hvis de bruges på kernevelfærd og dermed jo stadig væk bruges i den offentlige sektor, ja, så kan det jo samlet set være en fornuftig øvelse, men de to ting er jo lidt hinandens forudsætninger.

Det er jo den diskussion, vi kommer til at få i forskellige sammenhænge, og som der også er blevet spurgt ind til tidligere her i dag. Og den diskussion tager vi jo med det udgangspunkt, at vi hverken er gået til valg på eller i dag har en holdning om, at vi skal indskrænke den offentlige sektors mulighed for at hjælpe de mennesker, der har hjælp behov, tværtimod.

Tak for det. Den næste spørger er fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Storbyerne skal have plads til studerende og enlige, står der på Dansk Folkepartis hjemmeside. Det er jo meget fint. Dansk Folkeparti siger også et andet sted – i BT – at man ønsker at prioritere indsatsen i forhold til hjemløshed højere. Okay, det lyder jo også meget fint. Så er det bare, jeg ikke helt forstår, hvordan det kan være, at Dansk Folkeparti tilslutter sig afskaffelse af billig bolig-ordningen. Det har jeg jo så forsøgt at grave lidt i, og der kan jeg så forstå at Dansk Folkepartis ordfører siger, at der ikke er noget andet bud på, hvordan forskellige grupper, som ikke har så høje indkomster, skal have mulighed for at bo i byen. Det vil sige, at man afskaffer ordningen, men ordføreren kan ikke komme med et eneste bud på, hvordan man så skal sørge for, at folk med almindelige og lave indkomster kommer til at kunne bo i byerne i fremtiden.

Overborgmester Frank Jensen vurderer, at det er 3.600 billige boliger, der bliver afskaffet på den her vis. Og jeg vil høre nu, hvor ordføreren ikke kan svare på spørgsmålet, om det så er sådan, at Kristian Thulesen Dahl som formand for partiet har et bud på, hvad vi gør, for at almindelige mennesker også kan bo i byen i fremtiden.

Hr. Thulesen Dahl, værsgo,

Der er lige et par ting. Den ene er jo, at det ikke er nogen ny holdning fra vores side. Altså, vi har jo hele tiden været skeptiske over for den del af lovgivningen, der handler om de her ekspropriationslignende vilkår, som man lægger ind over det. Vi har haft principielle betænkeligheder ved den måde, man har lavet det på fra den tidligere regerings side, og det er jo bare det, vi også giver udtryk for i dag. Så på den måde kan man sige, at der ikke er noget nyt under solen, og at der ikke kan være nogen overraskelse i det.

Betyder det så, at man skal stoppe enhver snak om, hvorvidt man så kan finde andre veje til at sikre billige boliger også i vore storbyer? Nej, selvfølgelig gør det ikke det, og den diskussion tager vi meget gerne.

Det er jo sådan lidt paradoksalt, for når vi taler om at flytte 4.000 arbejdspladser ud af hovedstaden, kunne det jo måske også godt medføre et mindre pres på boligområdet. Altså, der er jo en søgning ind til bl.a. hovedstaden, som jo bl.a. også aflejrer sig i de her højere boligpriser, som sætter sig i hele boligmarkedet, og selv om det jo ikke lige præcis er de boliger, man måske selv skal til, så sætter det sig jo ned igennem rækken af boliger.

Spørgsmålet er jo i virkeligheden, om sådan nogle initiativer også har en effekt; men vi tager gerne diskussionen. Men selve forslaget, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil henviser til, var vi jo skeptiske over for dengang, det blev indført, og det er vi selvfølgelig fortsat.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil, værsgo.

Nu kommer der så 1.000 nye indbyggere til København om måneden, så de der 4.000 arbejdspladser tror jeg måske rækker som en skrædder i helvede, hvad angår lige præcis det her problem.

Ja, det er så åbenbart ideologiske kvababbelser hos Dansk Folkeparti, der gør, at folk skal stå uden hjem. I forhold til den stigning, der har været i hjemløshed hen over de sidste 5 år, og som vi lige har fået de seneste nye tal om, skal vi bare huske på, at det jo ikke er folk, der er hjemløse, fordi de har alkoholproblemer eller psykiske problemer nødvendigvis. Det er også et problem, men det, der skaber den store stigning i hjemløsheden i omegnskommunerne, er, at der mangler billige boliger. Og her taler vi jo også om en tidsfaktor. Der er folk, der ikke kan finde et sted at bo – almindelige mennesker med almindelige jobs, med almindelige eller lave indtægter.

Det er da bare utroligt, at ideologiske kvababbelser skal stå i vejen for, at der bliver skabt løsninger. Jeg hørte ikke hr. Kristian Thulesen Dahl komme med et eneste bud på, hvad man så vil sætte i stedet. Det er jo så relevant, for hvis ikke man vil den her løsning, hvad vil Dansk Folkeparti så?

Tak. Værsgo, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jo, men jeg mener faktisk, at en del af svaret – og jeg anerkender, at det kun en del af svaret – jo er et Danmark i bedre balance. Det billede, der ligesom tegnes, er, at København skal være en by, hvor stadig flere søger til, og hvor måske – jeg ved ikke, om det er Socialdemokratiets holdning – en stadig større del af den danske befolkning skal bo. For så er det rigtigt, at vi jo så får gedigne boligudfordringer i København i årene, der kommer.

Hvis man derimod har et Danmark i balance, hvor flere af vores aktiviteter sker rundtomkring i landet, så får man også en meget mere jævn fordeling, der jo også har indvirkning på alle mulige af de udfordringer, der er, når mange mennesker vælger at bo på den samme plet, f.eks. stigende boligpriser. Så selvfølgelig er den diskussion også en del af det her. Det kan være, at det ikke er løst så hurtigt, så snuptagsløsningsagtigt, som fru Pernille Rosenkrantz-Theil kunne tænke sig, men det er jo også en del af det lange, seje træk, der skal gøre det.

I forhold til det konkrete forslag vil jeg sige – bare for at understrege det – at det er en skepsis, vi havde, da det kom til verden under den tidligere regering, og det er en skepsis, vi har i dag, og det er det, vi har ytret.

Tak for det. Så er det hr. Dan Jørgensen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Hr. Kristian Thulesen Dahl har jo ofte gjort det argument gældende, at der for Dansk Folkeparti er større indflydelse ved at sidde uden for regeringen end ved at være med i regeringen. Det er lidt underligt at høre hr. Kristian Thulesen Dahl kritisere, at regeringen har taget imod 1.000 ekstra flygtninge, kritisere den måde, regeringen har håndteret flygtningekrisen på, og kritisere regeringens finanslovsudspil, al den stund at hr. Kristian Thulesen Dahl jo selv kunne have været finansminister. Dansk Folkeparti kunne have haft justitsministerposten, og så kunne man jo have gjort det anderledes.

Men hr. Kristian Thulesen Dahl kan måske forklare det lidt bedre for mig og andre ved at fremhæve det bedste eksempel på noget, I har haft indflydelse på, som I ikke ville have haft indflydelse på, hvis I havde været med i regeringen.

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg synes, at både straksopstramningen og indfødsretsaftalen er ting, der kan gå i den rigtige retning. Jeg tror også, at finanslovsforhandlingerne vil vise det. Nu er hr. Dan Jørgensen jo fra et parti, der i hvert fald over tid har brugt nogle udsagn på at forklare, at man ikke kunne det ene, det andet og det tredje, fordi man sad i regering og var bundet op på et regeringssamarbejde med De Radikale. Man bruger anledningen her efter valget til at prøve at gøre sig lidt fri af De Radikale på udlændingeområdet, har jeg noteret mig med stor glæde. Altså, det viser jo lidt om, at man, når man sidder i sådan et regeringssamarbejde, åbenbart også er begrænset på nogle områder, mens man nu efter valget kan få en friere rolle.

Det er den afvejning, der selvfølgelig altid må være, i forhold til hvor stor indflydelse man får, hvis man sidder i regering sammen med nogle andre partier. Altså, hvor meget af regeringsgrundlaget er ens egen politik? For ellers kommer man til at sidde og skulle administrere andres politik. Det er den overvejelse, vi konkret har gjort os. Nu vil man jo også over de kommende år, hvis alting altså flasker sig, så regeringen sidder i flere år – men det antager vi at den gør – kunne finde ud af, om vi får indflydelse på tingene. Det har vi store ambitioner om at få. Så vil det jo vise sig, om min tese, som jeg lagde til grund her i sommer, holder.

Så er det hr. Dan Jørgensen. Værsgo.

Nu bad jeg sådan set hr. Kristian Thulesen Dahl om at nævne et eksempel på, at man har fået indflydelse på noget, som man ikke kunne have fået indflydelse på, hvis man var med i regeringen. Så nævner hr. Kristian Thulesen Dahl en aftale om indfødsret, som Socialdemokraterne i øvrigt også er med i, og han nævner straksopbremsningen, som jo ikke har fundet sted, al den stund regeringen har sagt ja til 1.000 ekstra flygtninge, som man ikke ville have sagt ja til, hvis hr. Kristian Thulesen Dahl havde siddet i regering. Så hvis hr. Kristian Thulesen Dahl ikke kan nævne en stor ting, kunne han så ikke bare nævne en lille ting eller bare en eneste ting, som Dansk Folkeparti har fået igennem, som man ikke ville have fået igennem, hvis man havde siddet i regering?

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg synes, det er en fuldstændig underkendelse af betydningen af den straksopstramning, der rent faktisk fandt sted. Hvis ydelsesniveauet ikke var blevet ændret meget hurtigt efter valget, så tror jeg, at vi havde haft en anden situation – det gælder også i forhold til den migrantvandring, der har været op igennem Europa. Danskerne har kunnet se, at folk, der er blevet interviewet på de danske motorveje, har sagt, at lige præcis de lavere ydelser, som vi meget hurtigt fik igennem efter valget, er en medvirkende årsag til, at de ikke vil søge asyl i Danmark. Så jeg vil bare sige, at jeg synes, at det der med at forestille sig, at det ikke har nogen betydning, og det at prøve at underkende betydningen af det er forkert.

Det er også derfor, at en af de ting, som vi har spurgt Socialdemokratiet om i dag, er, om man i bestræbelserne på at opnå en bred aftale om udlændingepolitikken vil tilslutte sig det ydelsesniveau, eller om man ikke vil. Det savner vi jo stadig væk svar på. Men det kan hr. Dan Jørgensen jo bidrage med senere på dagen.

Tak for det. Og den sidste, der bliver plads til i denne spørgerunde, er fru Maja Panduro, Socialdemokratiet. Værsgo.

Jeg vil godt dvæle lidt ved det her med indflydelsen og bare spørge hr. Kristian Thulesen Dahl: Har Dansk Folkeparti haft større indflydelse på væksten i det offentlige forbrug ved at stå uden for regeringen, når man gik til valg på en stigning på 0,8 pct. og vi nu ser regeringens plan med 0,3 pct.?

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, for det første ved vi ikke, hvad realvæksten ender med at blive. Der skal være forhandlinger. For det andet synes jeg jo også, det er modigt af en socialdemokrat, der havde sin egen tekniske fremskrivning fra 2015 til 2016 på 0 pct. i realvækst, at stille sig op og sige, at det så godt nok er for dårligt, at man ikke når 0,8 pct. næste år.

For det tredje konstaterer jeg også, i forhold til udgangspunktet fra regeringens side jo lagt, og at der så skal være forhandlinger, at det er et udgangspunkt, der i virkeligheden også har bevæget sig fra partier, der gik til valg på nulvækst, men som ikke lægger en politik for dagen nu, som handler om nulvækst, til også at favne et flertal med et parti, der gik til valg på minusvækst. Så man kan sige, at i forhold til det her udgangspunkt er vi da kommet et stykke ad vejen. Er vi så nået helt i mål? Nej, det er vi da ikke. Vi kommer til at arbejde med det her i de kommende år, selvfølgelig gør vi da det. Men jeg synes bare, at det vidner om, at der sker nogle ryk, som efter Dansk Folkepartis opfattelse er fornuftige ryk, i den retning, der gør det muligt at sikre den velfærd, som vi mener skal sikres bl.a. på sundhedsområdet og på ældreområdet. Det gælder også f.eks. politiets rammer, hvor vi jo fra den tidligere regering er blevet efterladt med et kæmpe efterslæb i økonomien hos politiet.

Fru Maja Panduro, værsgo.

Så den konklusion, der står tilbage i dag, er jo i virkeligheden, at når hr. Kristian Thulesen Dahl før valget om de 0,8 pct. sagde, at man stod ved det, så siger man i dag, at man står ved, at man vil blive ved med at sige, at disse prioriteringer er vigtige. Men det beløb, man lovede danskerne at kæmpe for, er altså åbenbart lige meget nu, for det er jo i virkeligheden en sejr, må man også forstå på Dansk Folkepartis finansordfører, at det i det mindste ikke er nulvækst.

Skal vi forstå det sådan, at væksten i det offentlige forbrug ville være blevet lavere end 0,3 pct., såfremt Dansk Folkeparti var gået med i regeringen, siden indflydelsen jo ifølge hr. Kristian Thulesen Dahl er større nu?

Tak for det. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Regeringen har fremsat sit finanslovsforslag, og så skal der være forhandlinger. Så må vi se, hvor de lander, og så tager vi ansvaret for det, vi går med til.

Jeg synes også stadig væk, man skal huske på, at en af de udfordringer, Socialdemokratiet har efterladt os til næste år, er, at man sænker selskabsskatten med en milliard kroner. Hvis man virkelig mente noget med den her bekymring om den offentlige velfærd, kunne man jo bekendtgøre her i dag, at man var indstillet på, at man godt ville renoncere på den del af skatteaftalen for 2012 og bruge den milliard kroner i vores velfærdssamfund.

Jamen det er bare for at sige det. For når vi også før valget kæmpede for det, vi gjorde, var det jo bl.a. med henvisning til, at sådan nogle penge ville vi gerne bruge på noget andet. I stedet for at sænke selskabsskatten vil vi gerne bruge de penge til offentlig velfærd, men det har Socialdemokratiet jo forhindret os i, desværre, og derfor synes jeg, det er lidt modigt af Socialdemokratiet at gå ind i den her debat, men jeg tager den meget gerne.

Tak for det, og tak til ordføreren.

Jeg skal hermed udsætte mødet til kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:04).

Mødet er genoptaget.

Jeg vil nu give ordet til Venstres ordfører, hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Tak for det. Der er mange, der er forsvundet i forbindelse med frokosten.

Vælgerne valgte et nyt Folketing den 18. juni, og Danmark har fået en ny regering. På de første 100 dage er vi på trods af lange mødefri perioder herinde nået langt. Regeringen har lavet aftaler med alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten. Regeringen har sammen med de øvrige blå partier gennemført et straksindgreb, der har dæmmet op for en helt uoverskuelig stor tilstrømning af asylansøgere. Regeringen har med et bredt flertal genindført boligjobordningen, der giver familierne en håndsrækning i hverdagen. Regeringen har fremlagt et finanslovsudspil, som både styrker kernevelfærden og investerer i danske arbejdspladser. Så har regeringen sammen med et bredt flertal såmænd også fundet tid til at stramme op på de lempelige krav til opnåelse af dansk statsborgerskab, som blev indført under den tidligere regering.

Vi er på kort tid nået langt, og jeg vil gerne udtrykke min glæde over at have oplevet et så konstruktivt Folketing og en så konstruktiv ånd. Tænk engang, hvad vi kan opnå i løbet af de næste 4 år. For der er nok at tage fat på i vores dejlige land, hvis vi skal fremtidssikre vores velfærdssamfund.

For det første står mange danskere uden for arbejdsmarkedet. Vi vil med et kontanthjælpsloft og med skattelettelser til dem med de små arbejdsindkomster sikre, at det bedre kan betale sig at arbejde.

For det andet koncentrerer væksten sig i dag primært om de store byer. Vi vil fordele statslige arbejdspladser mere ligeligt, give kommunerne mere frihed og skabe grundlag for, at virksomheder i hele landet kan skabe den vækst, vi har brug for.

For det tredje påvirker den kaotiske flygtninge- og migrantsituation i Europa også Danmark. Vi tager vores andel, vi bidrager til fælles løsninger, men vi skal kunne følge med. Derfor strammer vi udlændingepolitikken. Vi øger hjælpen i nærområderne, og vi bidrager til, at EU genvinder kontrollen med de ydre grænser og styrker integrationen.

For det fjerde halter sundhedsvæsenet visse steder bagefter. Der er stadig patienter, der venter unødig længe, og der er store geografiske forskelle. Derfor skal vi styrke sundhedsvæsenet og give patienterne flere rettigheder til at vælge et privat alternativ, hvis det offentlige ikke kan hjælpe patienterne inden for rimelig tid.

Det er Venstres hovedprioriteter, og som det meste andet her i verden koster det penge, men kassen er tom. Kasseeftersynet viste, at de offentlige finanser langtfra var i så god stand, som man fik indtryk af fra den tidligere regering. Råderummet frem til 2020 på 39 mia. kr. blev til 31 mia. kr., og alene næste år er råderummet reduceret med 3 mia. kr. Der er altså 3 mia. kr. mindre til at lave politik for, når vi skal leve op til budgetlovens krav. Den tidligere regering kørte økonomien til den yderste grænse. Næste år vil man køre den over grænsen, hvis der ikke strammes op.

Det her er ikke ment som en klagesang, og det handler ikke om at pege fingre. Man vedstår sig arv og gæld, når man overtager regeringsansvaret. Men det betyder, at vi skal have modet til at prioritere skarpere, for der er noget, der er vigtigere end andet. Og jeg vil gerne sige helt tydeligt: Et bedre sundhedsvæsen er vigtigere end at give flere penge i udviklingsbistand end FN's målsætning. Skattelettelser til dem med små arbejdsindkomster, så det bedre kan betale sig at arbejde, er vigtigere end flere penge til kontanthjælpsmodtagere. Investeringer i vækst og arbejdspladser i hele landet er vigtigere end at frede kulturområdet og uddannelserne fra helt rimelige effektiviseringskrav, som andre områder har været underlagt i årtier. At holde skatterne i ro er vigtigere end at give nytilkomne udlændinge fuld adgang til høj understøttelse og børnecheck fra første dag. Og jeg kunne blive ved.

Der er nogle politikere, som gerne vil give indtrykket af, at der er råd til det hele. Den luksus har vi ikke. Selv om jeg godt kunne forestille mig et scenarie, hvor jeg blev båret igennem gaderne af jublende masser af danskere, taknemlige for de milde gaver fra Christiansborg, er det desværre ikke sådan, verden fungerer. Politik uden prioritering er bare ord, og det er uansvarlige ord. Nu kan jeg se, at oppositionen sidder og er ved at være parate med spørgsmål til mig, og dem glæder jeg mig til at besvare. Men jeg vil gerne se, om ikke også Folketinget kan effektivisere, så vi kan komme lidt bredere ud, end vi plejer. Så lad mig tage det fra en ende af med de oftest stillede spørgsmål.

Socialdemokraterne vil spørge, hvorfor vi skærer på udgifterne til børn, uddannelse og forskning, når det er det, vi skal leve af i fremtiden, med et forurettet tonefald, som antyder, at Danmark fremover vil blive reduceret til et land af analfabeter, mens man i øvrigt behændigt undlader at nævne, at antallet af pædagoger faldt med over 3.000 under den tidligere regering, at man gennemførte en SU-reform, og at uddannelserne blev dimensioneret. Jeg vil svare, at det er forkert, at vi vil spare på børnene. Jeg vil svare, at der er masser af potentiale for at effektivisere på uddannelserne, uden at det går ud over kvaliteten. Det har vi også den tidligere regerings egen Produktivitetskommissions ord for. Og vores målsætning om, at 1 pct. af BNP skal gå til forskning, gør os til et af de lande i OECD, der fra offentlig side investerer mest i forskning.

SF vil i en indigneret tone spørge mig, om vi ikke skal tilføre flere penge til dagpengeområdet, efter at SF i øvrigt i 4 år som både regeringsparti og støtteparti ikke selv formåede at få det gjort. Jeg vil svare, at dagpengereformen grundlæggende var rigtig, og at Dagpengekommissionens bundne mandat, som SF og i øvrigt Socialdemokraternes formand var med til at fastsætte, jo havde som forudsætning, at ændringer af dagpengesystemet skulle holde sig inden for en uændret økonomisk ramme. Det støttede vi dengang, og det er fortsat Venstres udgangspunkt.

Enhedslisten vil enten spørge til, hvorfor vi insisterer på, at kontanthjælpsmodtagere skal være fattige, selv om man selv agerede villigt støtteparti for Socialdemokraterne, mens de skar i kontanthjælpen, eller også vil man spørge til, hvorfor vi vil spare på udviklingsbistanden til verdens fattigste, mens man selv ikke var i stand til at holde Socialdemokraterne fast på deres løfte om at hæve bistanden til 1 pct. af BNI. Jeg vil svare, at vi insisterer på, at det skal kunne betale sig at arbejde, også for en person med en løn i den lavere ende, og at vi fortsat vil være blandt kun en håndfuld lande, der opfylder FN's målsætning om en udviklingsbistand på 0,7 pct. af BNI.

De Radikale vil med en mærkelig tegnsætning spørge mig om, hvordan vi kan forsvare at sætte vores grønne klimaførerposition over styr, mens de selv i regeringen ikke formåede at finde finansiering til afgiftsfritagelse for elbiler. Jeg vil svare, at vi fortsat har en af verdens mest ambitiøse målsætninger for reduktion af CO 2 , men at vi ikke skal gå så langt foran, at vi farer vild.

Så er jeg til gengæld lidt usikker på, hvad Alternativet vil spørge til. Det er Alternativets første rigtige åbningsdebat, og jeg tror, vi er mange, som er spændt på, hvor vi har jer, og i øvrigt velkommen til.

Jeg glæder mig til den fortsatte debat, for vi står foran store udfordringer. Det kræver, at Folketingets partier tager ansvar. I Venstre har vi lagt frem, hvad vi vil. I Venstre har vi vist, hvor vi vil prioritere, for der er en ting, der er sikker: Man kan ikke få alt på en gang. Ethvert valg her i livet indebærer et fravalg. Det ansvar har vi taget på os, og jeg håber, at der er mange af partierne her, der vil være med. Tak for ordet.

Det er godt, at ordføreren glæder sig til debatten, for der er en del, der har skrevet sig på talerlisten. Den første, der har bedt om ordet, er hr. Nicolai Wammen.

Tak for det, og også tak til Venstres ordfører for én lang tilståelse, når det gælder de ting, hvor regeringen kan bebrejdes sin politik. Ordføreren fra Venstre mente, at jeg nok ville fokusere på de besparelser, man laver på børneområdet og på ældreområdet, og det havde også været helt på sin plads at bringe det frem, men nu har Venstres ordfører jo selv sagt, at det er sådan, det forholder sig, så det vil jeg ikke koncentrere mig om.

I stedet vil jeg spørge til den finanslov, man har præsenteret fra Venstres side. Vi er meget optaget af, at der bliver skabt arbejdspladser i Danmark – og også i hele Danmark – inden for det private, og derfor har jeg et meget, meget enkelt spørgsmål til Venstres ordfører: Hvor mange private arbejdspladser vil det finanslovsforslag, som Venstre har fremsat, give?

Ordføreren.

Jeg tror, at Socialdemokraternes i øvrigt i dag usædvanlig velklædte ordfører lidt misforstod den tale, jeg holdt. Jeg skal gerne komme ned med den bagefter og læse højt, hvis det er nødvendigt.

Regeringen skærer ikke på børneområdet. Det er også en vigtig prioritet for den nuværende regering at skabe arbejdspladser, for det er altså det, der trækker mennesker ud af fattigdom, nemlig at få et arbejde. Derfor har man fremsat et finanslovsforslag, som vil prioritere arbejdspladser i hele Danmark. Vi ser, at væksten er koncentreret omkring storbyerne, og det kan vi ikke være tjent med. Vi ønsker at give friere rammer til også at rykke arbejdspladser ud i vandkantskommunerne, at give friere rammer til kommunerne her og at sikre, at det ikke bare kan betale sig at arbejde, men også betale sig at skabe arbejdspladser i Danmark.

Hr. Nicolai Wammen.

Det var nogle fine ord, især om mit jakkesæt; jeg tror, at vi køber samme sted.

Men det ændrer ikke på, at jeg stillede et meget enkelt spørgsmål til Venstres ordfører, og det var: Hvor mange private arbejdspladser forventer Venstre at det finanslovsforslag, man har fremsat, vil give? Det må da være et enkelt svar at kunne komme med her i dag. Jeg må sige, at jeg har en forventning om, at det er meget, meget få, men jeg vil meget gerne høre tallet fra Venstres ordfører.

Ordføreren.

Jeg er glad for den bekymring, for man kan jo sige, at det med garanti vil give flere arbejdspladser, end hvis ikke regeringen tager det tiltag, som regeringen gør. Det er altså vigtigt at sikre, at arbejdspladser bliver i Danmark, og det vil den politik, som regeringen har præsenteret i sit finanslovsforslag, lægge op til. Der er det meget glædeligt, hvis Socialdemokraterne har det samme fokus, og det kan jeg forstå på ordføreren at man har. Så bliver det jo en smal sag i morgen, når finansministeren indkalder til forhandlinger, at få bundet en sløjfe om det fremragende forslag, som regeringen har fremsat.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Der er noget, jeg simpelt hen ikke forstår, og det er, at I kan tage så let på spørgsmålet om vores klodes fremtid, vores natur, vores miljø – kommende generationers mulighed for faktisk at have en klode at leve på. For uanset hvilket politisk ståsted man har, burde lige præcis det spørgsmål være noget, man tog dybt, dybt alvorligt. Men når jeg ser ned over regeringens finanslovsforslag og de meldinger, regeringen er kommet med, kan jeg på ingen måde se, at I tager det alvorligt. Tværtimod bliver man helt målløs, når man ser, hvad I vil på det her område.

I vil skære 150 mio. kr. på klimaindsatsen; Grøn Omstillingsfond, som har hjulpet virksomheder med grøn omstilling, vil I nedlægge; midler til økologi og natur vil I skære ned med næsten 100 mio. kr.; puljen til udvikling af kollektiv trafik vil I nedlægge, og I vil skære ned på området med 1,5 mia. kr.; støtten til klimaomstilling i udviklingslandene skæres ned med 0,5 mia. kr. Og ikke nok med det, I har også meddelt, at I vil opgive målsætningen om at reducere vores udledning af stoffer, der skaber klimaforandringer. Og så har I også sagt til landmændene, at de godt må gøde noget mere.

Jeg forstår det ikke. Hvordan kan I tænke så kortsigtet? Vi har en førerposition i Danmark, og den sætter I på spil; I lader den blive rundbarberet. Kan I ikke se, at den allerstørste trussel, vi som mennesker står over for, er klimaforandringerne?

Jeg skal indskærpe, at man har 1 minuts taletid til at spørge og 1 minut til at svare og ½ minut i næste runde.

Så er det ordføreren.

Tak for det. Hvis det her er fru Johanne Schmidt-Nielsen som målløs, er jeg spændt på at høre fru Johanne Schmidt-Nielsen, når hun ikke er det.

Det her handler jo altså om at have en grøn realisme og en realistisk tilgang til tingene. I Danmark er vi foran, og det skal vi være, og det er også den nuværende regerings ambition. Men man skal ikke være så langt foran, at man farer vild. Man skal ikke have så store armbevægelser, at man slår sig selv i ansigtet.

Vi ved, at hvis vi går for langt foran i forhold til de lande, som vi konkurrerer med, så risikerer vi, at både arbejdspladserne og den forurening, som fru Johanne Schmidt-Nielsen henviser til, flytter til udlandet. Men forurening er i sin natur grænseoverskridende, og det betyder altså, at hvis vi sætter barren for højt, rykker virksomhederne syd for grænsen, og så får vi tingene i hovedet alligevel. Det er der altså ikke nogen der er tjent med. Samtidig risikerer vi at underminere dansk erhvervsliv og særlig dansk landbrug, som vi altså i løbet af de senere år har givet nogle konkurrencevilkår, som ikke er rimelige.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Grøn realisme bliver der sagt. Det er da dybt urealistisk at slække på de grønne ambitioner; det er da dybt urealistisk over for vores klode, over for fremtidige generationer at sige vissevasse til klimaforandringerne. I snakker meget om, at I vil fastholde en ambitiøs linje, men I gør det modsatte. Og så henviser ordføreren til erhvervslivet. Flere store virksomheder er ude at undsige jer. Kim Skibsted fra Grundfos sagde forleden, og jeg citerer:

»Regeringen saver den grønne gren over, som Danmark sidder på. Vi lever godt af grøn eksport, men det kan vi kun fastholde og øge, hvis vi kan blive ved med at udvikle nye produkter. ... Det går ud over vores konkurrenceevne.«

Det er jo rigtigt. Vi mister førerpositionen på det grønne område med den politik, I fører. Det går ud over muligheden for at skabe nye arbejdspladser, og det er ærgerligt. Men uanset hvad og, som sagt, uanset hvad det koster i kroner og øre, er det vores klodes fremtid, det handler om. Hvordan kan I finde på at gå i den forkerte retning, når det handler om at behandle vores klode ordentligt, når det handler om at tage klimaforandringerne alvorligt? Det er da ikke realistisk, det er dybt urealistisk.

Tak. Jeg skal minde om, at når jeg rejser mig op, er det, fordi tiden er gået, og man bedes holde taletiden, for ellers er det ikke alle, der får ordet.

Så er det ordføreren for at svare.

Tak for det. Altså, i forhold til det her med, hvad der er realistisk, og hvad der ikke er realistisk, tror jeg, det er vigtigt, at man ikke fuldstændig ignorerer, at Danmark ikke er en isoleret ø i forhold til resten af verden. Vi bliver altså nødt til at tage højde for, at der er lande omkring os. Og det er derfor, jeg siger: Vi skal være ambitiøse på det grønne område, vi skal være ambitiøse på klimaområdet; det er vi også, og det er vi også stadig væk med det finanslovsforslag, som er fremsat. Vi er foran de andre.

Min bekymring går på, at hvis vi rykker for langt foran de andre, flytter arbejdspladser til udlandet, og så flytter forureningen ud til der, hvor der er lempeligere krav. Er det ikke helt oprigtigt vigtigere, at vi får de andre lande med på at forurene mindre og komme med på den bølge, vi er på, og være lige så grønne, som vi er?

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak for det, og tak for ordførertalen. Der var jo en systematik i, hvad det pågældende parti mon ville spørge mig om, og hvad jeg så ville svare. Men hr. Jakob Ellemann-Jensen nåede ikke til Dansk Folkeparti, så jeg bliver nødt til selv at tage ordet og stille spørgsmålet. For spørgsmålet er selvfølgelig, om hr. Jakob Ellemann-Jensen og partiet Venstre husker den glimrende aftale, vi lavede i valgkampen, og den hedder »Dansk velfærd i Europa«. I valgkampen gik vi jo ud i fællesskab og sagde, at der er noget omkring det her med vandrende arbejdstagere og sociale rettigheder og Storbritanniens vej i EU, som er overordentlig vigtigt for os i fællesskab. Vi har en fælles interesse i at holde Storbritannien inde i EU, samtidig med at vi har en fælles interesse i at få set på de regler, der gælder, bl.a. for sociale ydelser, man kan tage med hen over grænserne osv. Jeg var inde på det i mit eget ordførerindlæg, så jeg vil meget gerne bruge lejligheden her til at sikre mig, at det nu også er noget, der huskes på i partiet Venstre.

Ordføreren.

Jeg er meget ked af, at jeg ikke inkluderede hr. Kristian Thulesen Dahl i min række af forestillede spørgsmål. Vi er bestemt bevidst om den aftale, som vi lavede før valget, mellem de fire borgerlige partier. Det er vigtigt, at der er en balance imellem det, som vi mener er meget vigtigt, netop at vi kan tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Danmark, men også at vi tiltrækker den arbejdskraft af de rigtige årsager. Mennesker skal komme til Danmark for at arbejde og ikke for at modtage sociale ydelser. Der er vi nødt til sammen med de andre europæiske lande, og nu nævner ordføreren Storbritannien, at finde nogle modeller for, hvordan det kan lade sig gøre.

Jeg vil sige, at der er en del af Storbritanniens ideer om deres fortsatte medlemskab af EU, som jeg ikke er enig i, men i forhold til selve det her med, at man taler om balancen mellem sociale ydelser og vandrende arbejdstagere, skal vi læne os op ad Storbritannien for at sikre en fornuftig løsning.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak, formand. Noget af det, som den britiske premierminister, David Cameron, jo er meget målrettet i forhold til, er det her med, at der skal gælde et antal år, hvor man bidrager, før man kan hive ydelser den anden vej, altså lige præcis for at være sikker på, at de, der vælger at vandre, vandrer efter arbejde og ikke efter offentlige ydelser. Det, jeg synes er lidt interessant, er, at en ting jo er at arbejde for det, i forhold til at Storbritannien nu fremsætter nogle krav i EU-systemet og kæmper for dem, og at noget andet er, at vi skal se på og arbejde med, hvordan det i virkeligheden også kan blive til gavn for Danmark, så det ikke kun bliver et spørgsmål om nogle særlige vilkår for Storbritannien. Hvordan kan vi sikre, at de gode ting, som de i givet fald får kæmpet hjem, også kommer til at gælde i Danmark? For noget af det, vi i fællesskab skrev i det, vi jo lavede i valgkampen, var det her med at indføre optjeningsprincipper for de her ting.

Ordføreren.

Jeg er meget enig med hr. Kristian Thulesen Dahl i, at det her er et vigtigt område, og jeg bakker fuldstændig op om det, som vi skrev i fællesskab dengang. Når jeg siger, at vi skal læne os op ad Storbritannien, er det jo, fordi vi en gang imellem – og det er svært – må erkende, at man i Storbritannien er cirka ti gange så mange mennesker, som vi er i Danmark. Man er en lidt større økonomi, og derfor har man måske lidt større muskler at spille med. Det mener jeg altså kan bruges som en døråbner for os til at få taget den diskussion med de andre europæiske lande. Det er også derfor, det står i regeringsgrundlaget, at det her er noget, man ønsker at gøre noget ved.

Så er det hr. Rasmus Nordqvist.

Tak, og tak for velkomsten til ordføreren. Jeg glæder mig også meget til dialogen og debatten, både i dag og fremadrettet.

I Alternativet er vi enige i grøn realisme. Grøn realisme er rigtig vigtig, men grøn realisme er jo, at Europa-Kommissionen peger på, at der er 20 millioner jobs inden for grøn omstilling bare frem til 2020. Grøn realisme er, at over 99 pct. af forskerne inden for området siger, at vi skulle have handlet i går, vi skal handle i dag, og vi skal handle i morgen, for at vi ikke får rigtig store konsekvenser af den her klimaforandring. Så kunne ordføreren ikke lige uddybe lidt, hvordan han ser grøn realisme?

Ordføreren.

Jeg er meget enig med Alternativet i, at det jo er væsentligt, at Danmark ikke går enegang her – sådan opfattede jeg det i hvert fald. Det er væsentligt, at vi får de andre europæiske lande med, og at der er fælles EU-løsninger på det her område. Som jeg nævnte før over for fru Johanne Schmidt-Nielsen, er klimaforandringer og forurening osv. i sin natur grænseoverskridende på mange måder. Derfor er vi nødt til at have fælles løsninger.

Når jeg taler om grøn realisme, er det for at sikre balancen mellem hensynet til de erhverv, hvoraf der altså er nogle, der – og det må man jo sige – undskyld udtrykket, sviner mere end andre, og det gør sådanne erhverv, og det er erhverv, som vi alligevel er dybt afhængige af. Så skal vi finde en balance, som sikrer, at de bliver i Danmark og sviner mindre, end hvis de tog til udlandet og svinede mere. Det er grøn realisme i min optik.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Så vil jeg sige, at grøn realisme for os så er at hjælpe de her virksomheder til at gøre det rigtigt, til at gøre det godt, også for klimaet og miljøet. Men bekymrer det så ikke ordføreren, når f.eks. E.ON i går går ud og siger, at den her zigzagkurs, vi ser fra dansk side lige nu, gør, at de sætter spørgsmålstegn ved deres investeringer i Danmark, at det langsomt begynder at se ud, som om netop de her grønne job, som vi kunne tiltrække, hvis vi tog fat og gik forrest, kunne forsvinde fra os?

Ordføreren.

Jeg noterede mig også den her relativt hårde udmelding fra E.ON, som kom i går eller i forgårs, eller hvornår det var. Der er bare nødt til at være den her balance, for det spørgsmål, som jeg umiddelbart ville stille til E.ON, var: Jamen hvor søren vil I så gå hen? Altså, hvilket land ligger så langt foran som Danmark, hvor I så vil satse i stedet for? Det har jeg vanskeligt ved at få øje på.

Jeg synes, det er godt, at Danmark går forrest. Jeg er faktisk stolt af, at vi går forrest. Men igen, hvis armbevægelserne bliver så store, at vi slår os selv i ansigtet, så underminerer vi altså hele det grønne område, og vi underminerer dansk erhvervsliv. Det vil vi ikke være med til.

Hr. Martin Lidegaard.

Lad mig starte med at komplimentere hr. Jakob Ellemann-Jensen for hans profetiske evner, for vi er ganske rigtig fra radikal side virkelig, virkelig bekymrede over den lille massakre, som regeringen har foretaget på hele det grønne område. Det er vi selvfølgelig på grund af klimaudfordringen, som vi opfatter som måske vores generations allerstørste opgave at løse, men vi er det også, fordi vi kan se og høre, at det koster arbejdspladser, ikke mindst i landdistrikterne. Det er jo ikke bare E.ON, som flere var inde på, der er rystede over de nye toner. Det er Dansk Industri, som i dag på forsiden af et dagblad siger: Hvordan kan man finde på at skære i et så succesfuldt forskningsområde som energiforskningen, når alle erhvervsmålinger viser og når en ny evaluering viser, at den skaber arbejdspladser?

Vi ved jo, at når der bliver rystet på hånden her, er det noget, der koster investeringer i Danmark. Det ved vi fra sidste gang, Venstre kom til magten, hvor de også lagde det grønne område ned. Den eneste kommentar, vi har fået, og som vi har kunnet finde, på reaktionerne fra dansk erhvervsliv, er fra hr. Thomas Danielsen fra Venstre, som i går på forsiden af Information sagde, at Venstre synes, at kritikken er useriøs. Er hr. Jakob Ellemann-Jensen enig i, at det er useriøst, når Dansk Industri og danske virksomheder siger, at de er bekymrede over de beslutninger, regeringen har truffet?

Ordføreren.

Vi lytter i sagens natur til de her bekymringer, og vi er også bekymrede for de danske arbejdspladser. Det er sådan set derfor, vi lægger op til den her grønne realisme. En del af den grønne realisme henfører jo til det skilt, som finansministeren har stående på sit skrivebord. Der står: Hvor skal pengene komme fra? Det er jo det spørgsmål, jeg bliver nødt til at stille hr. Martin Lidegaard, for hvor skal pengene til det her komme fra? Vi kan ikke bare plukke dem på et pengetræ ude i haven. Hvis man ønsker at forringe en lang række danske virksomheders konkurrencevilkår ved at være for ambitiøs med den her dagsorden, hvad gør vi så?

Hr. Martin Lidegaard.

Grunden til, at Danmark her har et internationalt ry og er nummer et verden, er, at vi ikke bare har fået priser for at være det bedste klimaland, men samtidig af The World Economic Forum har fået førsteprisen for at have skabt en energisektor, der kan skabe økonomisk vækst. Det er bl.a. den energisektor, som skaber i titusindvis af arbejdspladser i landdistrikterne i Danmark, og det er den energisektor, som nu bliver rystet over, at regeringen sår tvivl om de grønne mål og om hele den underliggende politik og de underliggende rammevilkår, som har skabt en af verdens mest progressive og vækstdrivende energisektorer.

Spørgsmålet er, om det er useriøst, og om det er useriøst, når danske virksomheder og udenlandske virksomheder siger, at det påvirker deres lyst til at investere og skabe jobs i Danmark. Er det useriøst? Er Jakob Ellemann-Jensen enig med sin kollega i, at det er useriøst, når Dansk Industri og virksomheder er bekymrede over rammevilkårene?

Ordføreren.

Det tror jeg at jeg svarede relativt tydeligt på før. Jeg mener ikke, at det er useriøst, når erhvervslivet beklager sig over dansk politik i al almindelighed. Det skal vi altid tage seriøst, og det skal vi altid lytte til.

Vi tager hensyn til hele Danmarks erhvervsliv og ikke kun til de erhverv, som er beskæftiget i energisektoren. Det er derfor, at jeg siger, at der skal være en grøn realisme. Når man f.eks. taler om CO 2 -udledning, er vi blevet skudt i skoene, at det er frygteligt, at vi vil gå ned til at have en målsætning på 37 pct. i stedet for 40 pct. Da man lavede energiforliget, mente den daværende klima- og energiminister, hr. Martin Lidegaard, at de 35 pct., som man dér opnåede, var fantastisk. Hvordan kan det så være, at et mål på 37 pct. lige pludselig er frygteligt?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Hr. Martin Lidegaard kan jo ikke følge op på spørgsmålet, så nu bliver jeg nødt til at følge op på spørgsmålet. Ordføreren siger, at selvfølgelig tager man erhvervslivet seriøst – hele erhvervslivet og ikke kun dele af erhvervslivet og ikke kun energisektoren – men jeg vil gøre ordføreren opmærksom på, at Dansk Industri jo ikke kun er energisektoren. Jeg tror også, at ordføreren er klar over, at Dansk Industri dækker hele dansk erhvervsliv. Og derfor er det ganske alvorligt, når de er ude med en kritik af regeringens planer på klima- og energiområdet, fordi vi mister grønne arbejdspladser.

Er ordføreren klar over, at når store udenlandske virksomheder vælger at lægge sig i Danmark, f.eks. Apple i Viborg, så er det netop på grund af vores ambitioner på energiområdet? Og når vi nu f.eks. fjerner tilskuddet til varmepumper, som betyder, at man kan bruge ellen fra vind i vores fjernvarmeværker, er det et af de kritikpunkter, som netop den her industri kommer med. Vil I gøre noget ved det i forbindelse med finansloven, eller vil ordføreren fortsat fra talerstolen sige: Selvfølgelig tager vi dem seriøst, vi gør bare ikke noget ved det?

Ordføreren.

Min forudsigelse om indignationen i stemmeføringen viste sig at holde stik; det er jeg glad for. Jeg bliver bare nødt til, når nu ordføreren er så optaget af meldingerne fra erhvervslivet og Dansk Industri, at sige, at der også er en række meldinger derfra om at sætte skatten ned. Er det også noget, vi skal rette os efter?

Fru Pia Olsen Dyhr.

SF har faktisk generelt taget erhvervslivet ganske seriøst, også da vi sad i regering og kiggede på lettelser af skatter og afgifter, hvor det gav mening, og som hverken skadede miljøet eller for den sags skyld klimaet i Danmark. Man kan nemlig godt føre en offensiv klimapolitik, en offensiv energipolitik, samtidig med at man skaber arbejdspladser – selv om regeringen nu vælger at gå præcis den modsatte vej.

Jeg bliver bare nødt til at spørge: Når regeringen igen og igen siger internationalt – og det gør I jo – med engelsk stemmeføring, at I har nogle ambitiøse mål, men så samtidig fremsætter bl.a. et finanslovsforslag på dansk, hvor I skærer ned på ambitionerne, skal man så lytte til det, I siger i udlandet på engelsk, eller skal man lytte til det, I siger på dansk i forbindelse med finansloven?

Ordføreren.

Man skal lytte til alt det, regeringen siger, og man skal lytte til alt det, Venstre siger, for de her ting er jo altså ikke i modstrid med hinanden, og det er derfor, at jeg taler om grøn realisme. Danmark er foran, og Danmark skal være foran, men vi skal ikke være så langt foran, at vi farer vild.

Det er jo ikke sådan, at jeg har været nervøs for at fremlægge Venstres politik på det her punkt. Jeg svarer sådan set meget præcist på det. Vi ønsker at være ambitiøse, og SF ønsker at være mere ambitiøse, så der er vi bare uenige. Vi mener, at det hensyn til resten af erhvervslivet altså også skal være til stede. Der har vi bare en politisk uenighed, og sådan er det jo.

Så giver jeg ordet til hr. Søren Pape Poulsen.

Tak. Hvis hr. Jakob Ellemann-Jensen havde gættet på, hvad Det Konservative Folkeparti nu ville spørge om, tror jeg, at han havde sagt grundskyld – måske. Det vil jeg så ikke gøre; det vil jeg tale med finansministeren om i morgen. Jeg vil i stedet røre ved noget, som vel er vigtigt for os alle sammen, og som betyder noget, ved jeg, også for Venstre, nemlig vores fælles folkeskole. Vi har lavet en folkeskolereform, som vi er glade for langt hen ad vejen. Vi har dog de minusser, at nu er dagene blevet så lange, og man har fra Folketingets side bestemt, at nu s kal børnene, uanset om de har behov for det eller ej, sidde henne i nogle tvungne lektiecafeer med lange dage, og der er flere børnelæger, der siger, at børnene bliver syge, bliver kede af at gå i skole.

Jeg vil blot spørge: Er der en kant for fra Venstres side, hvornår nok er nok, så vi kan glemme stædigheden lidt og tage en drøftelse af, hvordan vores folkeskole skal hænge sammen, og rydde lidt op i det forlig, der har været?

Ordføreren.

Jeg er næsten ked af, at der ikke kom noget om grundskyld, men det må blive i morgen.

Det er rigtigt, at lektiecafeerne isoleret set gør skoledagen længere. Derfor har ministeren for børn, undervisning og ligestilling jo også sendt et brev til alle kommuner, hvori hun indskærper, at der er mulighed for at tilrettelægge skoledagen kortere, f.eks. ved at reducere den understøttende undervisning. Men jeg vil bare gerne anholde det her med, at man i den her debat fra tid til anden betragter det som en straf, at børn skal gå i skole. Vi har jo et fælles ønske om, at vores børn skal blive dygtigere i f.eks. fagene dansk og matematik, og det bliver man altså ved at gå længere tid i skole. Jeg betragter det ikke som en straf at gå i skole – det gjorde jeg, da jeg gik i skole. Men jeg betragter det ikke som en straf for mine egne børn, at de går i skole. Jeg betragter det som et kolossalt privilegium, og jeg synes altså lige, at vi bliver nødt til at fjerne den der insisteren på, at det er forfærdeligt, at børn skal gå i skole.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Jeg synes, at det er rigtig godt, at børn skal gå i skole. Jeg håber også, at de elever, jeg havde i sin tid, syntes, at det var nogenlunde fornuftigt at være der – det ved man jo ikke. Men det er vel ikke godt, hvis børn sidder henne i skolen og tænker: Hvad laver jeg egentlig her? Man har ikke brug for den hjælp, der bliver stillet til rådighed, man skal bare sidde der, fordi Folketinget har syntes, at dagen skal være så og så lang. Jeg synes jo, man burde respektere sygeplejersken, fabriksarbejderen, der skal i aftenarbejde, at man kan få lov til at se sine egne børn. Et eller andet sted der må det vel også være rimeligt på et tidspunkt at sige, hvis børnene bliver syge og får det skidt af lange skoledage, at så må vi vel drøfte det.

Ordføreren.

Børn skal ikke gerne blive syge af at gå i skole. Det kan vi jo være fuldstændig enige om. Skolen er et sted, hvor vi sender vores børn hen, for at de kan blive dygtige og kloge og forsørge os to, når vi engang skal på pension. Jeg mener bare, at der altså også er muligheder for, at man i kommunerne kan planlægge de her timer noget bedre. Der er meget store forskelle på, hvordan skemaerne ser ud. Det mener jeg ikke at vi skal diktere herindefra – bestemt ikke – men vi kan bare se eksempler på kommuner, hvor der er både to og tre mellemtimer i løbet af dagen. Der synes jeg godt at man kan gøre sig lidt mere umage, så skoledagen bliver mere sammenhængende.

Så er det hr. Benny Engelbrecht.

Spørgsmålet om arbejdspladser har været noget, man har cirklet rundt om i debatten indtil nu, men jeg vil godt vende tilbage til hr. Nicolai Wammens udmærkede spørgsmål til ordføreren, nemlig spørgsmålet om, hvor mange arbejdspladser der egentlig er i Venstres finanslovsforslag, regeringens finanslovsforslag. Jeg går ud fra, at det er noget, som man sådan har som paratviden som politisk ordfører for Venstre. Så det ville være fint at få svar på det her.

Ordføreren.

Altså, jeg kan ikke lade være med at tænke på det, som jeg også tænkte på før, da hr. Nicolai Wammen stillede det samme spørgsmål, nemlig på modspørgsmålet: Hvor mange arbejdspladser er der i Socialdemokraternes finanslovsforslag? Men så kommer jeg i tanke om: Nej, det er sandt, man har jo ikke fremlagt et finanslovsforslag. Så det kan vi jo ikke rigtig blive kloge på. Så lad mig svare muligvis upræcist, men dog alligevel fuldstændig korrekt: Der er flere, end der er i Socialdemokraternes.

Hr. Benny Engelbrecht.

Hvis den politiske ordfører havde lyttet med under den tidligere debat, ville han have lagt mærke til, at Socialdemokraternes formand jo svarede meget klart på, hvornår vi fremlægger vores finanslovsforslag, og at det nok også følger. Men det, jeg i hvert fald ved, er, at der ganske givet er nogle af de elementer, som der ligger fra Venstres side, som man kan få langt flere arbejdspladser ud af, eksempelvis boligjobordningen, som jo ingenting reelt giver.

Men helt alvorligt talt: Der må da være nogen, der har foretaget en beregning. Eller er det sådan, som hr. Jakob Ellemann-Jensen siger: Der er ingen, der har foretaget en beregning af, hvor mange arbejdspladser der er i finanslovsforslaget? Det kan da ikke passe.

Ordføreren.

For det første er jeg helt sikker på, at finansministeren i morgen, når ordførerne er indkaldt til møde – det er hr. Benny Engelbrecht også – kan give et mere fyldestgørende svar på det spørgsmål.

Så vil jeg godt lige anholde den her med boligjobordningen, for boligjobordningen handler altså om at give ganske almindelige danskere rum og plads i hverdagen. Den handler om at bekæmpe sort arbejde, og ja, den handler også om at skabe nogle arbejdspladser. Det gør den også.

Hr. Jesper Petersen.

Tak for det. Jeg ved ikke, om det var, fordi hr. Jakob Ellemann-Jensen – er der tændt for mikrofonen? O.k. – brugte taletiden på at kommentere hr. Nicolai Wammens påklædning, at han ikke fik svaret, så jeg synes, der skal være en lejlighed mere til at give svar på, hvor mange arbejdspladser der egentlig er i finansloven. Konkret vil regeringen jo bruge 600 mio. kr. på at genåbne et skattehul i forbindelse med formueskattekursen. Hvor mange arbejdspladser fører det til?

Ordføreren.

Undskyld, jeg havde meget vanskeligt ved at høre hr. Jesper Petersen, og det er ikke af ond vilje. Jeg tror, der er lidt meget støj i salen – (taleren rømmer sig kraftigt) tak.

Det er vigtigt for denne regering at skabe bedre rammer for at skabe arbejdspladser. Når nu man forfølger den her dagsorden med at få mig til at nævne et tal, er det vel klart for selv den mest tungnemme seer ude bag skærmen, at det tal kommer jeg jo ikke til at nævne. Altså, så må det da også efterhånden være ved at være klart selv for Socialdemokratiets ordfører.

Hr. Jesper Petersen.

Det, jeg spurgte til, var de 600 mio. kr., som det koster at genåbne skattehullet i forbindelse med formueskattekursen, og hvor mange arbejdspladser det element giver. Jeg ved ikke, om det var, fordi hr. Jakob Ellemann-Jensen ikke kunne høre det, men der kom i hvert fald ikke noget svar.

Så lad os prøve med boligjobordningen, som hr. Jakob Ellemann-Jensen selv var inde på før. Hvor mange arbejdspladser vil det betragtelige millionbeløb, der bliver brugt – mange hundrede millioner kroner bliver brugt næste år på den – give næste år? Jeg håber, hr. Jakob Ellemann-Jensen kunne høre det.

Ordføreren.

Jeg beklager min dårlige hørelse.

Angående det første, som ordføreren nævner, og jeg beklager at jeg ikke fangede det før – og det var muligvis, fordi betegnelsen skattehul blev brugt – vil jeg sige: Det er jo ikke et skattehul. Det er bedre vilkår for danske virksomheder, og det synes vi sådan set er en god idé.

Hvad angår boligjobordningen, viser tal fra Skatteministeriet, at det netto er omkring 600-700 arbejdspladser. Derudover giver det her altså danske familier, ganske almindelige danske familier, en hjælp i hverdagen. Der er hundredetusindvis af mennesker, som bruger den her boligjobordning, som får hverdagen til at hænge bedre sammen. Og så bekæmper den sort arbejde. Det kan vi vel ikke være helt uenige om er en god idé.

Så er det hr. Morten Bødskov.

Tak for det. Det er jo ikke noget helt urimeligt spørgsmål, der bliver stillet om, hvor mange private arbejdspladser der er i det finanslovsudspil, der ligger. Regeringsgrundlaget fra Venstreregeringen har bl.a. en overskrift, der hedder noget med vækst og flere job, og så kommer man med et finanslovsudspil, hvor man ikke er i stand til at forklare danskerne, hvor mange private arbejdspladser der er i det. Så man kan jo få tre muligheder for at svare: Er det 500, er det 1.000, eller er det 1.500 private arbejdspladser, der er i det finanslovsudspil, som er blevet fremlagt? Det synes jeg er rimeligt at få et svar på, og der er jo en livline lige foran ordføreren, hvis det nu endelig skulle være.

Men spørgsmålet er jo meget enkelt: Er det 500, er det 1.000, eller er det 1.500 private arbejdspladser, der er i det finanslovsudspil, som man er kommet med? Det må vi jo kunne få svar på, når det er en af de øverste overskrifter i regeringsgrundlaget og, forstår jeg også, et af formålene med det finanslovsudspil, som er blevet fremlagt.

Ordføreren.

En af de ting, der nogle gange ærgrer mig, når jeg ser folketingsdebatter og den slags, er, når man bliver ved med at vade rundt i et område, hvor man søger nogle svar, som tilsyneladende ikke kommer, og så i øvrigt ikke selv har antydning af svar på noget som helst. Altså, hvordan kan man angribe det her med skattelettelser ved at spørge, hvor mange arbejdspladser det vil give? Hvor mange skattelettelser vil Socialdemokraterne give?

Hr. Morten Bødskov.

Jeg tror helt ærligt, at der faktisk sidder rigtig mange mennesker og følger den her debat, som synes, det er lidt underligt, at en regering, som mente, at man skulle skabe, jeg ved ikke hvor mange tusinde arbejdspladser, og som skulle få Danmark på ret spor og skulle sikre, at der kom gang i hjulene igen, efter hvad man måtte forstå var 3 år med nærmest ingenting, ikke er i stand til at sige, hvor mange private arbejdspladser der er i det finanslovsudspil, som man har fremlagt. Altså, det er et meget enkelt spørgsmål. Beregningerne findes.

Nu kan jeg se, at selv finansministeren er kommet i salen. Det må finansministeren da kunne svare på. Jeg tror, at hvis ordføreren hvisker, kan finansministeren måske svare på det. Ellers har vi også beskæftigelsesministeren til stede i salen, så hele regeringen, som har med det her område at gøre, er jo i salen. Så ordføreren må jo kunne svare de mennesker, som gerne vil have et job, som gerne vil opleve den fremgang, som er blevet lovet, på, hvor mange private arbejdspladser der er i det finanslovsudspil, som regeringen har fremlagt. Det er et meget enkelt spørgsmål og ikke nogen fornærmelse, men bare en hjælp til, at vi måske kan få lidt klarhed over, hvad det er, regeringen går og foreslår.

Ordføreren.

Jeg er meget glad for hr. Morten Bødskovs omsorg for tv-seerne. Jeg tror ikke, at tv-seerne vil synes, det er fantastisk at få det samme spørgsmål gentaget de næste 30 minutters tid, mens jeg står heroppe og padler. Man kan jo vende det om og sige: Jamen når Socialdemokraterne fremlægger det finanslovsforslag, som jeg måtte forstå på hr. Benny Engelbrecht at man vil fremlægge i morgen, hvor mange arbejdspladser er der så i det? Hvor mange private arbejdspladser er der i Socialdemokraternes finanslovsforslag? Det må jo være mindst lige så ligetil at svare på.

Så er det fru Pernille Skipper.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage til den her diskussion om klimaindsatsen. Flere folketingsmedlemmer spurgte ind til de kæmpe, massive forringelser på indsatsen for den grønne omstilling, også i forhold til det danske erhvervsliv, og hvad det kommer til at betyde, og hr. Jakob Ellemann-Jensen siger mange gange, at det handler om konkurrencevilkår og det handler om rammevilkår, tror jeg også der bliver sagt. Jeg har simpelt hen så svært ved at forstå det, for hvis man lige sådan ruller hurtigt ned over nogle af de ting, der bliver fjernet, så er det f.eks. en pulje til Grønne Ildsjæle, Fonden For Entreprenørskab, Grøn Omstillingspulje, som hjælper virksomheder med at omstille sig til mere klimavenligt energiforbrug, det er de grønne iværksættere, og i det hele taget er der nedskæringer på grøn erhvervspolitik for 50 mio. kr.

Hvordan hulan – det håber jeg ikke er et bandeord – kan man på den ene side sige, at man gerne vil gøre det her for at hjælpe erhvervslivet, mens man på den anden side skærer i den indsats, som netop skal hjælpe erhvervslivet? Man ignorerer kritik fra Dansk Industri, Grundfos osv. Det må da gøre indtryk på Venstre.

Ordføreren.

Med risiko for at gentage mig selv på det her område vil jeg sige, at det her altså handler om at have en balance. Jeg er sådan set enig med fru Pernille Skipper i, at vi skal være foran, og der er en række af de projekter, som fru Pernille Skipper nævner, som sikkert er ganske udmærkede. Grønne Ildsjæle har f.eks. stået bag ti gadekær i Mejlgade i Aarhus. Det kan godt være, vi så mener, at der måske er en bedre måde at bruge de penge på, f.eks. til også at styrke konkurrenceevnen for andre erhverv end det ene, som Enhedslisten så er så forhippet på at støtte. Vi mener altså, at der skal være en balance.

Vi synes ikke, at det er uambitiøst, vi synes, der bruges mange ressourcer på det her område, og vi synes oven i købet, at det er en rigtig god idé. Vi er foran andre lande, vi skal bare ikke være for langt foran.

Fru Pernille Skipper.

Jamen eksporten af miljø-, energi- og klimateknologi er jo en af de største eksportvarer, vi har i Danmark. Det er ekstremt vigtigt for vores konkurrenceevne i forhold til andre lande; det er jo netop det, vi konkurrerer på. Det kan godt være, de der ti gadekær i Mejlgade ikke er lige så flotte, som hr. Jakob Ellemann-Jensen synes de skulle have været, men det er jo ikke der, man finder knap 2 mia. kr. samlet set på den grønne indsats.

Så hvad er det, de milliarder går til i stedet for? Er det de der skattelettelser for nogle få af de rigeste familier? Er det det, der er det vigtige?

Ordføreren.

Det går bl.a. til at sikre vores sundhedsvæsen. Regeringen har i finansloven prioriteret 2,4 mia. kr. ekstra til sundhedsvæsenet næste år. Vi har den luksus, at vi bliver ældre, og det betyder desværre, at vi får nogle flere sygdomme, og at vi skal behandles oftere. Det tager man højde for her, samtidig med at man altså stadig væk er i front på klimaområdet. Det er den balance, man er nødt til at have, for kassen er tom. Vi kan ikke bare gå ud og grave nogle penge op et eller andet sted. Tingene skal hænge sammen, økonomien skal hænge sammen, og der synes jeg man har fundet en god balance.

Hvis Enhedslisten vil ændre på den balance, så kom da glad med forbedringsforslag til finansministeren i morgen, når I mødes derovre.

Så er det fru Trine Bramsen.

Ordføreren konstaterede jo lige før, at han står og padler på spørgsmålet om, hvor mange arbejdspladser finanslovsforslaget giver. Jeg vil gerne være hjælpsom, for ordføreren kunne ikke svare på, om det var 500, 1.000 eller 1.500, men finansministeren har oplyst, at der er tale om 500 arbejdspladser. Det kan jo være nødvendigt med en hjælpende hånd til os alle sammen, hvis vi kommer ud, hvor vi ikke kan bunde, og nu har ordføreren så fået en fra Socialdemokraterne.

Men jeg vil gerne gå videre til næste spørgsmål. Vi letter niveauet lidt, og ordføreren kan sådan set bare svare ja eller nej. Finansministeriet vurderer, at finanslovsforslaget har en dæmpende effekt på dansk økonomi i 2016. Med andre ord: Det trækker dansk økonomi i den gale retning. Mener ordføreren, at det er ambitiøst – ja eller nej?

Ordføreren.

Jeg er meget glad for den omsorg, som fru Trine Bramsen udviser ved at gøre spørgsmålet nemmere. Jeg havde heller ikke forventet andet fra fru Trine Bramsens side.

Jeg må sige, at den finanslov, som regeringen lægger frem, har jo altså dels til sigte at sikre en ansvarlighed i dansk økonomi, dels til sigte at prioritere de områder i kernevelfærden, som vi i Venstre mener er de vigtigste. Og så sigter den på at forbedre vilkårene for erhvervslivet, sådan at vi fremtidssikrer vores velfærdssamfund. Altså, det er nogle relativt håndgribelige områder, synes jeg, at tage fat på. Og nej, ambitionen er ikke at svække dansk økonomi, eller hvad det var, fru Trine Bramsen fik rodet sig ud i.

Fru Trine Bramsen.

Jamen jeg tror faktisk ikke, at ordføreren forstod alvoren i mit spørgsmål. I 2016 vil effekten af Venstres finanslovsforslag være negativ på dansk økonomi. Det helt præcise tal for finanseffekten er minus 0,2 pct. af BNP, som jeg går ud fra ordføreren ved hvad er. Er det ambitiøst?

Ordføreren.

Altså, når jeg står og griner lidt i skægget, er det ikke kun på grund af den morsomme henvisning. Så er det altså også, fordi det jo næsten er absurd hyklerisk at høre en socialdemokrat anklage regeringen for uansvarlighed. Altså, undskyld mig: Man har efterladt en kasse, som rummer færre penge, end man sagde før valget, og det tager regeringen konsekvensen af. Det betyder, at man skal prioritere; det betyder også, at man skal prioritere hårdt; og det betyder, at man skal anerkende, at noget er vigtigere end andet.

Der er mange gode grunde til, at rådighedsbeløbet er mindre, end man havde troet – der er lavere oliepriser, og der er meget andet galt. Men man må da erkende, at der er en anden situation end den, vi havde troet, håbet og ønsket der var, og så synes jeg, at det klinger lidt hult, at Socialdemokraterne ikke vil anerkende det.

Så giver jeg ordet til Carolina Magdalene Maier.

Tak for det. Nu sagde ordføreren i sin ordførertale – og tak for den – at det er vigtigt for regeringen med et bedre sundhedsvæsen. Samtidig har regeringen i sit udspil til finansloven skåret ned på en række ydelser inden for sundhedsvæsenet, som har med forebyggelse, de psykosociale elementer af sundhed og også forskning at gøre – det synes vi er bekymrende. Ud fra det kunne jeg rigtig godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvilke faglige parametre regeringen lægger til grund for sin satsning inden for sundhedsområdet? For jeg er sådan set enig i, at vi skal have et bedre sundhedsvæsen?

Ordføreren.

Det, som jeg forsøgte at beskrive før, var, at når det er nødvendigt for regeringen at tilføre flere midler til sundhedsområdet, er det, fordi det bunder i den luksus, at vi bliver ældre. De fleste af os bliver altså ældre, og det medfører nogle sygdomme, og det medfører et større pres på sundhedsvæsenet, særlig for de ældre borgere i Danmark. Det er jo det, der er grundlaget for, at man mener, at man skal tilføre flere midler til sundhedsvæsenet. Den endelige fordeling af det her tror jeg man må tage med sundhedsministeren; det må jeg ærligt indrømme ikke er min kernekompetence.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for det. Men regeringen lægger samtidig op til at skære i bl.a. støtte til sårbare familier, støtte til børn, der er pårørende til alvorligt syge forældre, selvmordsforebyggelse, rehabiliteringstilbud for parkinsonpatienter, tilskud til forældre med uhelbredeligt syge børn, og jeg kunne blive ved, altså en række parametre, som er enormt vigtige for, at vi får sikret en rigtig god forebyggelse, så vi ikke kommer derhen, hvor vi skal til at bruge rigtig mange penge på at behandle eller rydde op efter den manglende forebyggelse. Så mit spørgsmål er bare: Hvordan vil regeringen sikre forebyggelsen i fremtidens sundhedsvæsen?

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at forebyggelse er vigtigt, primært af hensyn til os som patienter, når vi havner i den situation, men også i forhold til økonomien. Jeg er bare ikke sikker på, at vi på Christiansborg er de bedste til at diktere regionerne, hvordan de skal bruge deres budgetter. Man har jo arbejdet med nogle øremærkede midler på forskellige områder inden for sygehusvæsenet, og det tror jeg altså ikke på at ordføreren eller jeg er de bedste til at vurdere – muligvis ordføreren, men ikke mig; det tror jeg altså man er i regionerne, hvor det er ens primære opgave at tage sig af det her område.

Så er der en række af de tiltag, som ordføreren nævner, som jo altså hører under satspuljen, og som sundhedsministeren allerede har sagt er noget, som hun er villig til at drøfte i forbindelse med forhandlingerne om satspuljen.

Så når vi til den sidste i rækken med korte bemærkninger, og det er hr. Jonas Dahl.

Tak for det. Jeg vil gerne indlede med et citat, og det begynder sådan her:

»Jeg mener på mange måder, at situationen i landets daginstitutioner er uforsvarlig. I alt for mange situationer opstår der farlige situationer i landets børnehaver, fordi pædagoger er alene med for mange børn. Det er simpelthen uhørt.«

Sådan sagde Venstres daværende børneordfører kort før valget og lovede samtidig flere penge til området, en såkaldt minimumsdækning. Nu var vi sådan set meget enige i det, Venstres ordfører sagde dengang, altså før valget. Nu står vi så her efter valget, hvor vi stadig væk har den situation, at der er for få voksne til at passe vores børn i børnehaverne og i vuggestuerne. Så jeg vil egentlig gerne høre Venstres ordfører, hvordan det, man sagde under valgkampen, harmonerer med det finanslovsforslag, man nu lægger frem, hvor man både lægger op til at spare på kommunerne gennem omprioriteringsbidraget, men altså også lægger op til at fjerne de penge, der faktisk var afsat til børneområdet på de tidligere finanslovsforslag.

Ordføreren.

Jeg tror, det sidste må bero på en eller anden misforståelse hos hr. Jonas Dahl, for de 750 mio. kr. årligt, som var afsat på finansloven for 2012 og finansloven for 2015, videreføres jo altså i den her finanslov. Så er det rigtigt, at den tidligere regering en uge før valget kom med nogle ufinansierede valgløfter, som man ret beset ikke kan forvente at den nuværende regering skal leve op til, al den stund at de var ufinansierede.

Så kan jeg ikke lade være med sådan lige at trække lidt på smilebåndet over, at det kommer fra SF, som jo altså sad i regering og var støtteparti for en regering, der, som jeg også nævnte det i min ordførertale, sikrede, at der forsvandt 3.000 pædagoger fra børnehaverne. Det er da pudsigt, som man pludselig kerer sig voldsomt om det, når man ikke længere har ansvarets tunge åg på sine skuldre.

Hr. Jonas Dahl.

Nu forholder jeg mig sådan set til et udspil, der kom, og en udtalelse, der kom fra Venstres daværende ordfører og medlem af Folketinget. Så man må da forvente, at de Venstrefolk, der udtaler sig i pressen, udtaler sig på vegne af regeringen, men det gør de måske ikke længere. Det er måske bare sådan lidt løgn, man lister ud hist og her. Jeg synes faktisk, det er lidt mærkeligt, at vi ikke kan få et svar på, at man under valgkampen sagde, at det, der foregår, er uforsvarligt, og at vi nu får en lang bortforklaring.

Den nuværende statsminister sagde også i valgkampen, at man ikke ville spare på kernevelfærden. Mener ordføreren at det sker med omprioriteringsbidraget?

Ordføreren.

Lad mig først lige anholde den der med en ordfører for Venstre, der siger noget under valgkampen. Vedkommende udtaler sig altså ikke på vegne af regeringen, al den stund at det var Socialdemokraterne og De Radikale, der udgjorde regeringen på det tidspunkt.

Regeringen fjerner ikke nogen penge fra børneområdet. Der er et omprioriteringsbidrag. Formålet med omprioriteringsbidraget er at sikre, at vi har råd til kernevelfærden. Det er hele pointen med omprioriteringsbidraget. Det er noget, som statslige institutioner har været underlagt i årtier, uden at det har givet anledning til den samme hysteriske tilstand, som nu hersker i forbindelse med det besluttede omprioriteringsbidrag. Formålet med det er at sikre kernevelfærden, punktum.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Pernille Skipper fra Enhedslisten.

Tak for det. Det virker lidt på mig, som om regeringen har gang i en intern konkurrence blandt sine ministre – og nu efter indlægget her fra hr. Jakob Ellemann-Jensen måske også blandt ordførerne – om, hvem der kan komme med de mest asociale og kortsigtede udmeldinger. Jeg ved ikke, om der muligvis er et eller andet på højkant i konkurrencen, men efter statsministerens tale i tirsdags tror jeg, han fører.

Et af de områder, hvor statsministeren i tirsdags virkelig trak i den sorte førertrøje, var ambitionerne eller den skræmmende mangel på samme i forhold til klimakrisen. Det er formentlig menneskehedens største udfordring nogen sinde, vi står over for. Om ikke særlig længe skal der afholdes et meget, meget afgørende klimatopmøde, og verdens ledere skal blive enige om en ambitiøs klimaaftale. Og Danmarks statsminister nævner i sin åbningstale ikke klimaet med et eneste ord.

Danmarks finansminister, derimod, har et særligt blik for det grønne. Han har nemlig bebudet nedskæringer i de grønne investeringer i en hast, som jeg tror det sjældent er sket før. Det vil true Danmarks førerposition som et grønt foregangsland, og det vil true de mange arbejdspladser, som den grønne omstilling hvert år er med til at skabe, og så vil det true fremtiden for vores børns og børnebørns klode. Ved at være et grønt foregangsland har Danmark fået nogle af de dygtigste virksomheder i hele verden. Det er den førerposition, som bliver sat over styr, og jeg synes, det burde kalde til eftertanke selv hos statsministeren, at store virksomheder som Grundfos og E.ON og nu også i dag Dansk Industri langer ud efter regeringens sorte strategi.

De virksomheder beder ikke om skattelettelser, de beder om grønne ambitioner og fremtidssyn. Vi kan høre, at man i Venstre bliver ved med at kalde det grøn realisme. Det er også det, man kalder det, når man skrotter målsætningen om at nå en reduktion på 40 pct. af CO 2 -udledningen inden 2020. Men det, man har gang i, har ikke noget med realisme at gøre. Det er sådan en eller en form for avanceret strudsestrategi pakket ind i nogle pæne reklamebureauvendinger.

Det er ærlig talt barnligt og uansvarligt at vente på, at nogle andre lande, EU eller en eller anden usynlig hånd kommer og fikser tingene for os. Hvis vi ikke handler hurtigt, risikerer vi, at store dele af jordkloden bliver decideret ubeboelige. Vi risikerer, at naturkatastrofer nærmest bliver dagligdag, og vi risikerer at forstærke de kriser, som tvinger mennesker til at flygte. Klimaforandringerne er en trussel mod verdens fattigste lande, og de er også en trussel mod vores eget samfund.

Hvad gør Venstre ved den trussel? De skærer ned på den kollektive transport, på letbanerne, på cykelstierne, på alternative energiformer og endda på støtten til de små økologiske iværksættere og de grønne innovative virksomheder. Venstre stikker hovedet i busken og bruger pengene på skatterabatter i stedet for. Det er den balance, man åbenbart gerne vil opnå. Kære Venstre, jeg vil bare gerne sige én ting til jer: De penge, som I bruger fra den grønne omstilling, er nogle, som I tyvstjæler fra fremtidige generationer.

I regeringens finanslovsudspil for 2016 kan vi også godt se den her konkurrence udspille sig. Også uddannelsesministeren, kan man sige, ligger temmelig langt fremme i feltet i kampen om den sorte førertrøje, for der er lagt op til meget, meget voldsomme nedskæringer på vores uddannelsesområde, og det kommer til at forringe vilkårene, og det kommer til at ramme kvaliteten på vores uddannelsesinstitutioner. Ikke mindst i områderne uden for de større byer må vi jo frygte at uddannelsesinstitutioner til sidst vil lukke. Og så er der selvfølgelig også 1,4 mia. kr. i besparelser på forskningen, som i den grad kommer til at bremse vores udvikling.

På sundhedsområdet ser vi at regeringen igen og igen tegner et rosenrødt billede af, hvad det er for en finanslov. Men sandheden er en anden, for som Alternativets ordfører også påpegede lige før, kommer en stor del af pengene jo fra andre dele af sundhedsområdet: Fødegangene, stofindtagelsesrummene, forebyggelse af selvmord, og en ordentlig klump af pengene bliver kanaliseret direkte over i privathospitalerne. Det har altså ikke noget med regionerne at gøre, som hr. Jakob Ellemann-Jensen stod og sagde lige før.

Så bliver der skåret i boligydelsen til de fattigste pensionister, og den helt almindelige plejehjemsbeboer og den ganske almindelige hjemmehjælpsmodtager kan glemme alt om at få lidt mere tid og lidt mere omsorg. De vil stadig væk opleve, at man ikke kan få hjælp til at komme ud og gå en tur, at man bliver nødt til at sove med ble, eller at aftensmaden består af vacuumpakkede frikadeller. Alt det her kommer til at ske, fordi Venstre langt hellere vil give skatterabatter til de største virksomheder og nogle få rige familier i Danmark. Det er kortsigtet og asocialt i den grad.

Det er også en forkert politisk prioritering, for selvfølgelig har vi råd til at behandle vores ældre medborgere ordentligt og have en god velfærd. Samtidig har vi også råd til at sikre et anstændigt sikkerhedsnet for de mange mennesker, der har behov for fællesskabet i en periode, hvor de har mistet deres arbejde. Mere end 60.000 mennesker er faldet ud af dagpengesystemet. Mange har allerede mistet deres forsørgelse helt, og mange flere vil stå helt uden indtægt i fremtiden, hvis vi ikke gør noget. Vi ved på forhånd, at Dagpengekommissionen ikke kommer til at løse problemet, fordi Dagpengekommissionen ikke har lov til at bruge flere penge. Resultatet bliver, at der er nogle grupper af arbejdsløse, der kommer til at betale for forbedringer for nogle andre, og der er kun én fornuftig løsning, og det er at føre de milliarder, som statsministeren og Kristian Thulesen Dahl stjal fra dagpengesystemet, tilbage.

Der er en generel, temmelig nedslående tendens blandt praktisk taget alle partier herinde til at tro, at mennesker enten pludselig kan finde sig et arbejde eller pludselig kan blive raske, hvis man bare trykker dem tilstrækkelig meget på pengepungen. Det er en fiks idé, som talrige reformer har bygget på. Alligevel findes der sjovt nok stadig væk arbejdsløse, stadig væk mennesker, der er ramt af sygdom, og de mennesker, der har et handicap, er søreme hverken blevet kureret for muskelsvind eller lammelse, fordi de har færre penge i dagligdagen. Det, der nu vil ske, er, at regeringen vil indføre et kontanthjælpsloft, en ny 225-timersregel, som det hedder, og så vil de harmonisere ungeydelsen ud fra den her samme fikse idé om, at det vil der pludselig komme flere mennesker i arbejde af. 1.400 unge mennesker vil blive sendt ud på en sats, som i forvejen har ført til en eksplosion i ungdomshjemløsheden. Kontanthjælpsloftet vil med al sandsynlighed føre til præcis det samme som sidste gang, da Venstre eksperimenterede med det, nemlig at tusindvis af børn vil vokse op i fattigdom.

Den anden dag lød det ellers, som om statsministeren godt kunne tænke lidt på børnene. Frit oversat sagde statsministeren, at historien vil dømme os og holde os ansvarlige for, hvad vi skylder vores børn og deres børn, da han talte til FN. Det er jeg jo sådan set meget enig i. Der er lige nu i den grad behov for, at vi tager et globalt ansvar. Der er brug for udviklingsbistand, der er brug for nødhjælp, der er brug for at sikre trygge forhold til de millioner af mennesker, der er drevet på flugt fra krig og forfølgelse. Men der er også brug for den langsigtede udviklingsbistand, indsatsen for stabilitet, opbygning af skoler, hospitaler og civilsamfund og støtte til den grønne omstilling, som vi talte om tidligere. Derfor er det virkelig skræmmende, at statsministeren kan stå bag en nedskæring på 2,8 mia. kr., tror jeg det er, allerede i år i udviklingsbistanden. Og det bliver kun mere skræmmende af, at det forslag kom, mindre end et døgn efter at statsministeren selv underskrev de 17 nye udviklingsmål på FN's generalforsamling. Jeg tror, man kan kalde det en form for dr. Jekyll og mr. Hyde.

Vi står i en historisk stor flygtningekrise. Danmark bør tage sin del af ansvaret i den situation både gennem udviklingsbistand, og når det kommer til at tage imod de tusindvis af mennesker, der kommer til Europa med et behov for beskyttelse. Heldigvis har den danske befolkning med donationer og husly og mad og tøj og køreture vist et andet ansigt end det, der vises af de danske politikere, der konkurrerer om at være hårdest over for mennesker på flugt, og tusind tak for det. Både når det handler om at hjælpe mennesker på flugt, og også når det handler om at skabe et mere lige samfund, et mere bæredygtigt samfund, er der heldigvis rigtig mange danskere, der tænker og handler mere socialt, mere bæredygtigt og mere langsigtet end regeringen. Der er heldigvis flere, der hellere vil gå efter den grønne eller den røde førertrøje end den sorte, og tak for det. Det er det, der er allermest brug for lige nu.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak for det, og tak til ordføreren for ordførerindlægget her. Det, jeg vil spørge om, er i forhold til den plan, der nu er lagt frem, om udflytning af statslige arbejdspladser, for når jeg har prøvet at se, hvad Enhedslisten siger om den, så synes jeg, der er kommet nogle forskellige meldinger. Nogle steder siger man noget overordnet positivt om den, andre steder er man meget forbeholden. Nu ligger der jo en konkret plan for knap 4.000 arbejdspladser, som skal flyttes ud af hovedstaden og rundt i Danmark. Er Enhedslisten med på det, er man med på den her plan, eller hvad i den her plan ønsker man ikke at medvirke til?

Ordføreren.

Jeg kan ikke svare detaljeret på, hvilke dele af planen der er fantastiske, og hvilke dele af planen der er knap så fantastiske, men vi har det udgangspunkt, at vi synes, at man godt kan udflytte statslige arbejdspladser, når det fagligt giver mening, især hvis der altså er en specielt god grund til det. Og det kan være mange steder, at der kan være rigtig god grund til det, og hvor det giver god mening. Men vi vil altså hellere skabe nye arbejdspladser. Vi bliver nødt til at kigge hinanden i øjnene, når der kommer sådan en plan, og spørge, om vi ikke kunne gøre noget lidt bedre for landdistrikterne for de penge ved f.eks. at få nye arbejdspladser ude i landdistrikterne. Så vi vil gerne være med til at diskutere det og snakke om det, men vi køber ikke bare en plan, der er lagt sådan hundrede procent på bordet.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er bare, fordi Enhedslisten jo forlanger meget klare svar fra os andre, når vi er på talerstolen, derfor synes jeg egentlig også, at det er fair nok, at man selv også stiller sig til rådighed. Nu har vi kendt den her plan et stykke tid, og jeg har også kunnet se i de kommentarer, der har været, at ja, man er nok lidt for, men kun hvor det er fagligt forsvarligt og sådan noget. Så spørgsmålet er bare: Er der nogle af de arbejdspladser, der er foreslået nu i det her, hvor det ikke er fagligt forsvarligt, og hvor man ikke mener at der bør ske udflytning?

Ordføreren.

Det er klart, at hr. Kristian Thulesen Dahl naturligvis må spørge om alt og forlange et svar. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan pege konkret på, hvilke elementer der er gode, og hvilke der er dårlige, men jeg vil så sige, at vi vil insistere på at have en nuanceret holdning til det. Nogle arbejdspladser kan det give god mening at flytte ud, og vi vil rigtig gerne være med til at diskutere det. Der kan også være andre steder, hvor det er knap så klogt.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Tak for det. jeg kan høre på fru Pernille Skipper, at der er mange steder, hvor der skal bruges flere penge, og at der er knap så mange steder, hvor man henter pengene. Jeg forstod, at Enhedslisten for nylig har erkendt, at deres egen økonomiske politik med deres egen partikasse er slået fejl. Mikkel Warming, der er medlem af hovedbestyrelsen for Enhedslisten, sagde, at man ikke kan føre ekspansiv finanspolitik med Enhedslistens pengekasse. Kan man det med Danmarks pengekasse?

Ordføreren.

Ja, man kan føre ekspansiv finanspolitik; det kan man da. Men jeg tror ikke, hr. Jakob Ellemann-Jensen vil sammenligne de to kasser og forhåbentlig heller ikke i størrelsen, for så meget partistøtte får vi altså heller ikke, at det kan gøre det. Selvfølgelig kan man føre ekspansiv finanspolitik, og selvfølgelig vil vi også være med til at finansiere de forslag, vi har, det er da klart. Vi synes f.eks., det er en rigtig, rigtig dårlig idé at give skatterabatter til nogle af de rigeste familier, som hr. Jakob Ellemann-Jensen og Venstre gerne vil.

Hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Det er modtaget: Man kerer sig altså mere om Enhedslistens penge end om kongerigets penge. Hvor vil man så finde resten af den her finansiering? For jeg kan forstå, at man ikke blot vil lade være med at skære i udviklingsbistanden, men at man også vil øge den. Man vil også bruge flere penge på sygehusområdet – det kan da være, at vi kan blive enige om noget dér – og så var der en række andre udgiftskrævende forslag. Ud over at man er imod, at danske virksomheder kan foretage et fornuftigt generationsskifte og derved blive i Danmark, hvor vil man så finde de her penge?

Ordføreren.

Vi har mange steder, hvor vi synes at man kan finde nogle penge. Vi mener jo f.eks. stadig væk, at man kunne indføre en millionærskat, og vi vil gerne beskatte kapitalindkomst på samme måde som arbejdsindkomst, det synes vi ville være helt fair. Vi går også stadig væk ind for en skat på finansielle transaktioner, og vi synes, at man skal rulle nogle af de skattelettelser tilbage, der er givet, og som primært er kommet toppen af vores danske samfund til gavn. At rulle de selskabsskattelettelser, der er blevet givet, tilbage, er også en indtægtsmulighed. Så vi har sådan set rigeligt til at finansiere vores forslag.

Selvfølgelig skal tingene hænge sammen, og selvfølgelig skal man finansiere de ting, man gerne vil, og det handler jo dybest set om politisk prioritering. Og der er det, der generer hr. Jakob Ellemann-Jensen en lille smule, jo nok det, at han ikke er enig i det, som Enhedslisten mener, nemlig at vi bedst bruger vores penge, fællesskabets penge, på at styrke fællesskabet og på en stærk velfærdsstat, og at det er okay, at vi omfordeler fra de bredeste skuldre til nogle af de lidt smallere skuldre. Det er det, der sker i en velfærdsstat, og det er godt.

Fru Pia Olsen Dyhr.

I Enhedslistens partiprogram står der, at Danmark skal melde sig ud af EU, og at vi på ingen måde kan være en del af fælleseuropæiske løsninger, hvis de krydser grænsen ved Kruså. Der vil jeg bare spørge ordføreren, om hun kan forklare mig, hvordan det hænger sammen med partiets forslag om, at den kritiske situation i forhold til flygtninge netop skal løses i form af fælleseuropæiske løsninger, og at Danmark skal være med i en fælles kvoteordning for flygtninge.

Ordføreren.

Enhedslisten har i årevis advokeret for, at vi skulle have en fælles europæisk løsning. Det har sådan set været undervejs temmelig længe, at de sydeuropæiske landes asylsystemer var ved at bryde sammen under EU's Dublinforordningssystem, og vi har længe råbt på, at man fik en mere retfærdig fordeling, og det kan man jo sagtens aftale mellemstatsligt, uden at man skal afgive suverænitet til et EU-system. Så det er det, vi mener at man skal, og det burde vi sådan set også gå forrest i. Der er ingen modsætning imellem at gå forrest og kalde på fælles løsninger – sætte sig ved forhandlingsbordet og sige: Vi er villige, kom så, venner, hvis I også er – og så bevare suverænitet i det danske Folketing og det danske demokrati.

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jamen jeg er ikke uenig med Enhedslisten, når det drejer sig om, at vi skal løfte opgaven med flygtninge fælleseuropæisk, og at det kræver, at vi har et forpligtende samarbejde og en fast kvotefordeling. Jeg har bare svært ved at se andre muligheder end det nuværende EU til at løse opgaven. Og nu siger ordføreren, at det ikke duer, og at vi bare skal sætte os ved bordet, men mener ordføreren for Enhedslisten, at de flygtninge, som lige nu sidder i de overfyldte lejre, bl.a. på Lesbos i Grækenland, skal vente med at blive hjulpet, indtil vi har opfundet et nyt EU-samarbejde?

Ordføreren.

Nej, det mener jeg ikke, og det tror jeg da søreme heller ikke at der er nogen fra Enhedslisten der på noget tidspunkt har sagt. Tværtimod kan man jo sagtens bruge EU's bord – om man vil – til at lave mellemstatslige aftaler, som er helt og aldeles frivillige, og det synes vi at man skal. Og vi synes, at Danmark burde gå forrest i at kalde på ansvarlighed hos de andre lande i Europa for at sørge for, at man får en fælles løsning på det her.

Når det er sagt, er det jo heller ikke alt i EU's asylpolitik, der er værd at råbe hurra for. Altså, det er jo EU's Dublinforordning, der har skabt de kaotiske forhold, vi lige nu ser i Sydeuropa, og der er Frontex-samarbejdet, som jo er grænsebevogtning, som ikke kommer til at løse de gigantiske problemer, vi har med at gøre. Men mellemstatslige frivillige aftaler kan vi selvfølgelig sagtens lave, og det skal vi.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Tak. Jeg holder jo så forfærdelig meget af Enhedslisten. Det grænser næsten til et kærligt forhold. Det er jo socialisme i sin rendyrkede form. Man ved, hvad man får. Det er så fantastisk. Jeg holder af det og har altid gjort det. Men jeg føler mig også kaldet til at spørge lidt ind til det samfund, vi nu skal have.

Jeg hørte på ordførerens tale, at der næsten ingen grænser er for, hvor skidt det hele er. Alt velfærd har det helt forfærdeligt, alt ligger ned, og der skal bruges, jeg ved ikke hvor mange millioner og milliarder oveni. Er der i Enhedslistens tanker en grænse for, hvor mange flere tusinde der skal ansættes i den offentlige sektor? Er der en grænse for, hvor mange milliarder ekstra der kan bruges i den offentlige økonomi? Og hvor skal pengene komme fra?

Så hørte jeg, at der er nogle forslag om endnu flere afgifter til erhvervslivet. Har Enhedslisten nogen forestilling om, at hvis det erhvervsliv, vi har i dag, bliver beskattet mere og mere, også er her under Enhedslistens styre?

Ordføreren.

Jeg er næsten ked af at sige det til hr. Søren Pape Poulsen, men Enhedslisten tager altså ikke imod mandater fra andre partier. Det var lige før, at der var et frieri i gang dér, men jeg må desværre sige nej.

Altså, jeg vil starte med at sige, at man godt kan karikere de bekymringer, som vi har for vores velfærdssamfund. Det skal man være hjertelig velkommen til. Men jeg synes ærlig talt, at det er en lille smule respektløst over for de ældre medborgere, som har knoklet hele livet og har betalt deres skat til velfærdssamfundet, og som nu har brug for omsorg, men får at vide, at de skal spise vakuumpakket mad og ikke kan få lov til at komme ud og gå en tur, hvis de har behov for hjælp til det, og som i øvrigt skal sove med ble om natten, fordi de ikke kan blive hjulpet op på toilettet. Det synes jeg ikke er særlig morsomt, og jeg synes, det er rigtig, rigtig skidt, og jeg synes ikke, at vi kan være bekendt ikke at gøre noget ved det, men bare kigger på, hvordan kommunernes indsats bliver dårligere og dårligere, mens der kommer flere og flere ældre. Det er bare for at tage en lille del af vores velfærdssamfund.

Er der en grænse for, hvor stor den offentlige sektor skal være? Jamen vi er jo slet ikke i en situation, hvor den offentlige sektor vokser i forhold til den private – overhovedet ikke. Jeg må ikke sige mere.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Tak. Jamen jeg kunne ikke drømme om ikke at tage det alvorligt eller om at karikere det. Det er bare lidt uforståeligt, at vi åbenbart har skruet verdens største offentlige sektor så forkert sammen, at det, vi gør, er så ringe. Anerkender fru Pernille Skipper så, at vi med de penge, vi har, kunne gøre tingene på en anderledes måde? Eller er det kun mange flere penge, der løser problemet?

Ordføreren.

1) Der findes områder i den offentlige sektor, hvor vi i dag bruger pengene dumt. De der måltal, som politiet hvert år render og jagter, er tossede. Mange af de krav, der bliver stillet til dokumentationen af indsatsen blandt vores plejepersonale og alt muligt andet, er tosset bureaukrati. Det synes jeg bare at vi skal komme af med. Det er sjovt, at vi bliver ved med at snakke om det, men det sker aldrig.

2) Kan det finansiere, at vi har mistet tusindvis af varme hænder og offentligt ansatte, samtidig med at der kommer flere ældre? Nej, det kan det ikke. Der er da behov for flere penge til den offentlige sektor. Der er i årevis blevet skåret ind til benet, så der skal i det mindste fyldes op. Og så kan vi snakke om, om vi ikke også skulle give lidt ekstra for at gøre det ordentligt og værdigt, både for vores børn, uddannelser og ældre medborgere.

Så giver jeg ordet til hr. Kenneth Kristensen Berth.

Tak for det. Undertiden siger Enhedslisten nogle ting, der i vores andres ører kan virke sådan lidt besynderlige, og det vil jeg sige også var det, jeg noterede mig den 14. september 2015, da jeg læste på DR Nyheder, at ordføreren, fru Pernille Skipper, slog til lyd for, at menneskesmugling skal være lovligt, så længe der ikke er penge involveret. Og så er det jo, man spekulerer over, hvordan fru Pernille Skipper har tænkt sig at håndhæve det. Hvordan har fru Pernille Skipper tænkt sig at finde ud af, hvorvidt der har været penge involveret i en menneskesmuglingssag? Forestiller fru Pernille Skipper sig eksempelvis, at der har været penge involveret i forhold til Adnan Avdic, kendt salafist og kendt for at sige noget om, at grundloven skulle et vist sted hen? Han har formentlig ikke taget penge for at smugle nogle af sine venner over til Sverige, men ifølge fru Pernille Skipper skulle det, Adnan Avdic der havde foretaget sig, jo være fuldt lovligt.

Så jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Pernille Skipper: Hvordan mener fru Pernille Skipper egentlig at hun skal kunne godtgøre, om der har været penge imellem en menneskesmugler og en, der bliver smuglet?

Ordføreren.

Altså, det forestiller jeg mig ved gud heller ikke at jeg skal godtgøre i de enkelte sager. Det er da det, vi har politi og anklagemyndighed til, altså at efterforske kriminalitet og finde bevismaterialet frem, og så er det i sidste ende domstolene, der skal afgøre, om der er tilstrækkeligt bevis. Der er masser af bestemmelser i vores lovgivning, som har som kriterie for, at man har overtrådt den, at det er sket for egen vindings skyld. Og jeg forestiller mig også, at når man hjælper flygtninge, skal der kunne skelnes imellem, hvorvidt det er sket for egen vindings skyld, eller om det er, fordi man af sit hjertes godhed har hjulpet nogle mennesker i en dybt, dybt ulykkelig situation, og som bare gerne vil have et lift eller har brug for noget vand eller noget mad.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Jeg kan så forstå på ordføreren, at hun mener, at Adnan Avdic, kendt salafist, af sit hjertes godhed har hjulpet nogle af sine venner til Sverige, og at det skal han så ikke straffes for. Det må Pernille Skipper jo selv vurdere.

Men jeg kunne godt tænke mig at høre Pernille Skipper, om hun er af den opfattelse, at Enhedslisten og Enhedslistens medlemmer skal overholde loven. For jeg kan jo forstå, at den 8. september 2015 smuglede et at Enhedslistens medlemmer, Annika Holm Nielsen, en person til Sverige, og det opfattede hun som sådan en hædersting at gøre. Og så vil jeg bare spørge ordføreren: Mener ordføreren, at man er pligtig til at overholde loven i det her land, også selv om man er imod den lovgivning?

Ordføreren.

Jeg siger ikke, at den ene eller den anden ikke skal straffes – jeg siger netop, at det er noget, politi og domstole skal afgøre. Og jeg har en holdning til, hvordan lovgivningen bør være indrettet.

Når det så kommer til medlemmer af Enhedslisten, som har gjort ligesom tusindvis af andre danskere, kendte som ukendte, i den sidste tid, altså hjulpet nogle mennesker i en meget presset situation, enten med en køretur eller noget mad eller noget vand eller husly for den sags skyld hen over natten, så de ikke skulle ligge udenfor med børn og forældre, og som dels har oplevet noget voldsomt der, hvor de kommer fra, dels været igennem en meget, meget voldsom rejse, så vil jeg sige: Nej, det har jeg ved gud ikke andet en ros tilovers for.

Så er det hr. Marcus Knuth.

Tak. Fru Pernille Skipper taler om at tage mere ansvar i forhold til flygtninge og illegale immigranter. Anerkender fru Pernille Skipper, at det, at et flertal af vores borgmestre i flere omgange over længere tid har sagt, at systemet nu er så presset på grund af det meget, meget høje antal flygtninge, der søger målrettet mod Danmark, ofte motiveret af den tidligere regerings tårnhøje sociale ydelser, er et problem? Og i så fald, anerkender fru Pernille Skipper, at vi er nødt til at lytte til vores borgmestre og markant reducere antallet af flygtninge, der søger målrettet mod Danmark?

Ordføreren.

Jeg tror, at der kan være mange grunde til, at flygtninge, der når frem til Europa, vælger Danmark fra for tiden. Det er ikke noget, jeg som dansker er særlig stolt af – så er det sagt. Jeg mener ikke, at vi skal gøre noget for at skræmme flygtninge væk fra Danmark. Jeg mener, at vi skal tage del i vores ansvar, og så mener jeg, at vi skal gå foran og sørge for, at vi får en ordentlig og ansvarlig fordeling i Europa ud fra landenes økonomiske formåen og størrelse. Det vil formentlig ikke betyde, at Danmark skal tage særlig mange flere – formentlig ikke – men vi skal tage vores del af ansvaret.

Anerkender jeg, at det belaster vores kommuner? Ja, søreme så, det gør det. Det er også derfor, at vi foreslår og har foreslået, at kommunerne bliver kompenseret for de ekstraudgifter, de har alle sammen, til den integrationsindsats, der skal ske, når der kommer flygtninge, for selvfølgelig har vi råd til både at tage os af mennesker på flugt og samtidig sørge for, at det ikke går ud over vores velfærd til ældre, børn, folkeskole.

Hr. Marcus Knuth.

Regeringens nye integrationsydelse har ikke til formål at skræmme nogen, tværtimod, den har til formål at få flere i arbejde og gøre Danmark mindre attraktivt. Anerkender fru Pernille Skipper, at Dansk Arbejdsgiverforening netop har sagt, at regeringens nye integrationsydelse vil få flere i arbejde? Og anerkender fru Pernille Skipper, at allerede nu efter blot 3 måneder ved regeringsmagten kan vi se de tidlige tegn på, at integrationsydelsen har været med til, at der kommer færre asylansøgere til Danmark end under den tidligere regering?

Ordføreren.

Nu er jeg en lille smule i tvivl, for ordføreren siger først, at formålet er at få folk i arbejde, men jeg synes søreme da, at jeg ofte har hørt, at indsatsen var en såkaldt straksopbremsning, der skulle sørge for, at der ikke kom flere hertil. Det er åbenbart også det, der alligevel lidt er formålet, eller hvad?

Spørger man mig, om jeg anerkender, at man kan gøre folk fattige med en integrationsydelse, er svaret ja. Tror jeg på, at folk pludselig bliver bedre i stand til at tale dansk og få et arbejde, eller at der vokser arbejdspladser frem på træerne af, at man gør folk fattige? Nej, det gør jeg ikke. Er der nogen, der ikke har skyld i, at der mangler arbejdspladser, eller at deres forældre måske er arbejdsløse, er det børnene, og dem rammer I med den her integrationsydelse. Jeg synes, at de har lidt nok.

Så er det hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for det. Jeg har altid betragtet kommunisterne og ultrasocialisterne i Enhedslisten som sådan en helt særlig type mennesker, for hvem ussel mammon ikke betyder noget som helst, folk, der bor i kollektiv og deler de små ting, de har, med hinanden til fællesskabets bedste, og som betaler deres skat og ikke mindst deres partiskat med den allerstørste glæde.

Derfor blev jeg simpelt hen så glad, da jeg kunne følge Enhedslistens årsmøde og se, at en lokalafdeling i Greve-Solrød mente, at partiskatten var for høj. Man foreslog, at den skulle sættes ned fra 33 pct. til 5 pct. Det var dog noget af en skattelettelse. Og fru Stine Brix, som jo sidder i ledelsen af partiet, sagde, at man godt kunne se, det var et problem, og at økonomiske incitamenter selvfølgelig betød noget for folks lyst til at arbejde.

Så derfor skal jeg høre, om de her økonomiske incitamenter kun har betydning for folk i Enhedslisten, der er kommunalpolitikere, eller om de måske også har betydning for andre mennesker, der f.eks. kunne få lyst til at arbejde, hvis de kunne få mere ud af det økonomisk.

Ordføreren.

Jeg føler mig ret overbevist om, at fru Stine Brix lige blev groft fejlciteret, men lad det nu være.

Altså, partiskat betaler vi i Enhedslisten, ja. Vi synes, det er fair, at man ikke som politiker kan sidde og hytte sit eget skind. Jeg har gentagne gange sagt, og jeg gør det gerne igen, at bl.a. hr. Jan E. Jørgensen får for meget i løn og for gode pensionsforhold. Og vi gør, hvad vi kan, for at sørge for, at de forhold, som politikere arbejder under, minder en lille smule mere om virkeligheden udenfor, for så kunne det være, man blev lidt mere tilbøjelig til at forholde sig til den.

Jeg anerkender, at der findes byrådsmedlemmer både fra Enhedslisten og fra andre partier, som faktisk har en meget høj arbejdsbelastning. Og det kan være svært ved siden af et fuldtidsarbejde at få det til at hænge sammen. Jeg mener ikke, og det er heller ikke Enhedslistens politik, at højere løn nødvendigvis er løsningen på det, men måske nærmere mere sekretariatsbistand og hjælp til at få tingene til at hænge sammen. Og så vidt jeg husker, blev forslaget heller ikke stemt igennem på vores årsmøde.

Jeg skal lige bede de herrer i venstre side af salen om at være lidt mere rolige, for der er lidt meget larm her ved siden af ordføreren.

Og så vil jeg igen give ordet til hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg kan være enig med fru Pernille Skipper i, at der er nogle folketingsmedlemmer, der får for meget i løn, men for mit eget vedkommende synes jeg nu at det modsatte gør sig gældende.

Med hensyn til de økonomiske incitamenter var det, som man ønskede fra Greve-Solrøds side, jo ikke mere i løn. Det var mindre skat, fordi man mente, at økonomiske incitamenter betød noget. Og jeg har ikke hørt ordføreren svare på, om man fra Enhedslistens side anerkender, at det altså betyder noget for folks lyst til at stå op og gå på arbejde, hvad enten det nu er i en kommunalbestyrelse eller, om jeg så må sige, det er et rigtigt arbejde, at man får noget ud af det også økonomisk. Anerkender Enhedslisten den præmis?

Ordføreren.

Jeg tror da ikke, der er særlig mange mennesker, som ville gå på arbejde, hvis de fik 0 kr. for det, altså bare af deres hjertes godhed. Der er masser af mennesker, der laver masser af frivilligt arbejde, der intet har med økonomi at gøre, og som står tidligt op i weekenden og alt muligt andet. Så nogle gange har økonomisk incitament noget med det at gøre, og andre gange har det ikke.

Jeg er en lille smule usikker på, hvor hr. Jan E. Jørgensen vil hen med det, men jeg kan love dig for, at jeg ikke tror på, at det at sænke kontanthjælpen eksempelvis vil skabe arbejdspladser. Og jeg tror ikke, der kommer noget andet ud af det end at få flere mennesker til at leve i fattigdom og få flere børn til at vokse op i fattigdom.

Jeg skal lige minde om vores tiltaleformer her i Folketinget.

Og så giver jeg ordet til hr. Jonas Dahl.

Tak, formand. Jeg vil godt vende lidt tilbage til det, fru Pia Olsen Dyhr spurgte ind til lidt tidligere, for det blev lidt uklart for mig, hvad det egentlig er, Enhedslisten mener. Man går ikke ind for EU, og man mener også, at vi skal trække os ud af EU, men man mener, at flygtningespørgsmålet skal løses i EU. Det giver ikke rigtig mening. Altså, man kan jo ikke både blæse og have mel i munden, og det er lidt det, som jeg synes Enhedslisten prøver at gøre. Det gør man sådan set også op imod den afstemning, vi nu skal have den 3. december.

Så jeg kunne egentlig godt tænke mig at få et klart svar fra Enhedslisten: Mener man, at udfordringerne i forhold til flygtningespørgsmålet, som er vældig store – det tror jeg hurtigt vi kan blive enige om – skal løses i EU-regi? Har vi ikke en fælles forpligtelse til netop at løfte den opgave i EU?

Ordføreren.

Selvfølgelig har vi et fælles europæisk ansvar, og Enhedslisten har – ikke bare for nylig, men i årevis – kaldt på en fælles europæisk løsning. Vi har råbt og råbt efter, at vi fik en statsminister, der gik mere foran i de forhandlinger. Selvfølgelig er der forskel på, hvad vi principielt mener der skal ske, og hvad der i praksis kan lade sig gøre nu og her. Og der er EU det sted, hvor der findes et bord, hvor det er nemmest at sætte sig ned og forhandle om tingene, og det skal vi da gøre, bruge det. Men det betyder jo ikke, at vi skal afgive suverænitet, heller ikke mere suverænitet, den 3. december. Selvfølgelig kan man lave mellemstatslige frivillige aftaler og løfte sin del af ansvaret, og selvfølgelig kan man også opfordre andre til at gøre det.

Hr. Jonas Dahl.

Vi skal løse de udfordringer, der er, på EU-niveau, men Enhedslisten mener ikke, at vi skal være medlem af EU. Det er jo det, der står tilbage. Kan ordføreren ikke selv høre, at det ærlig talt lyder lidt absurd at prøve at sige, at man skal løse tingene et sted, men at Enhedslisten i øvrigt mener, at vi hurtigst muligt skal melde os ud derfra. Det kan man jo ikke. Vi må erkende, at vi står med nogle kæmpemæssige udfordringer.

Jeg synes, der er nogle udfordringer i EU. Det synes jeg også der er i FN. Men det er nu engang de organer, hvor vi fra dansk side har nogle muligheder for at løse nogle ting og for at ændre nogle ting. Det er nu engang også de organer, som man så er nødt til at bruge. Så derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig bare at få ordføreren til at forholde sig til: Hvis man skal melde sig ud af EU, hvad er det så, ordføreren forestiller sig i stedet for?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, men måske hjælper det, hvis vi minder om, at det ikke er alle lande i verden, der er medlem af EU, og at der er nogle andre, også europæiske lande, som også samarbejder med andre europæiske lande en gang imellem, selv om de ikke er medlem af EU. Altså, jeg kan godt forstå, at det er sjovt at karikere det, men selvfølgelig kan vi indgå frivillige mellemstatslige aftaler med andre europæiske lande, også om den flygtningekrise, vi står i lige nu, selv om vi ikke afgiver mere suverænitet til EU, og selv om vi låner deres bord – når det er det, vi har. Det kan vi da.

Tak. Så er det fru Louise Schack Elholm fra Venstre.

Jeg vil høre, om Enhedslistens ordfører, fru Pernille Skipper, kan bekræfte, at der har været en debat i Enhedslisten om, hvorvidt partiskatten er for høj, fordi der var nogle medlemmer i Enhedslisten, som mente, at det skadede incitamentet til at yde en indsats, at man betaler så høj en partiskat.

Ordføreren.

Jeg kunne høre på fru Louise Schack Elholms partifælle, Jan E. Jørgensen, at man i Venstre har fuldstændig styr på, hvad der er sket i de debatter. Jeg kan bekræfte, at der er nogle enkelte, der har stillet et forslag; jeg kan også bekræfte, at det da blev stemt ned af et kæmpe flertal. Ja, der er da sikkert nogle enkelte, der synes, at det ville være en god idé. Jeg synes, det er en dårlig idé, og det gjorde flertallet af Enhedslistens medlemmer også, og det gør Enhedslisten også, fordi vi synes, det er i orden, at man betaler til fællesskabet i vores parti – og i øvrigt at man ikke er politiker, bare fordi man gerne vil tjene penge.

Fru Louise Schack Elholm.

Så det vil sige, at der ikke er nogen i Enhedslisten, som har forståelse for, at nogle andre i Enhedslisten mener, at de ikke har noget incitament til at lave noget som følge af partiskatten. Altså, Enhedslisten vil på ingen måde erkende, at der kan være nogle incitamenter forbundet med skatter, altså at når man beskatter noget højt, kan det give et incitament til at gøre noget andet. F.eks. beskatter vi vin og alkohol, fordi det er usundt og vi gerne vil have folk til at drikke mindre. Altså, giver det nogle incitamenter? Vil Enhedslisten erkende det?

Ordføreren.

Ja, men det gjorde jeg også lige før. Altså, selvfølgelig kan der være incitamenter forbundet med f.eks. afgifter. Vi kan f.eks se på det grønne område, at nogle af de grønne afgifter, vi har haft, har ført til, at vi her i Danmark har nogle af de mest energieffektive virksomheder i verden. Ja, men det var ikke helt det, som jeg blev spurgt om til at starte med. Altså, jeg blev spurgt, om der havde været en debat i Enhedslisten om, at man skulle sænke partiskatten. Så vil jeg sige: Ja, der har i hvert fald været nogle enkelte, der har syntes det, og de er blevet stemt ned med et stort brag, og det er de, fordi vi sådan set ikke synes, at incitamentet til at være folkevalgt for Enhedslisten skal være, at man kan tjene penge. Det skal være, at man gerne vil lave verden om til et bedre sted.

Tak. Og så er det hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Enhedslisten kæmper jo for, at Danmark skal tage imod flere flygtninge, og det kan jeg godt se en masse gode argumenter for. De mennesker, som søger hertil, vil jo få et bedre liv, hvis de får lov til at få ophold i Danmark. Det er sådan set meget sympatisk.

Men jeg kan også se nogle meget stærke modargumenter. Et af dem er, at vi er ved at få en ny underklasse, som består af folk fra Mellemøsten, som i gennemsnit er markant dårligere uddannet, er mindre i beskæftigelse og i ret høj grad lever isoleret fra resten af befolkningen. I ginitermer betyder indvandringen jo helt uden diskussion, at vi får et mere ulige samfund. Det er en af de væsentligste årsager – hvis ikke den væsentligste – til, at vi har stigende ulighed i Danmark. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om det bekymrer Enhedslisten.