L 62 - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 63: Spm. om ministeren kan bekræfte, at der ikke, hvis lovforslaget vedtages, vil være nogen øvre grænse for, hvor længe børn kan frihedsberøves uden domstolsprøvelse, til udlændinge-, integrations- og boligministeren

Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget 2015-16
L 62
Offentligt

Ministeren

Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Medlem af Folketinget Johanne Schmidt-Nielsen (EL) har den 19. november 2015 stillet

følgende spørgsmål nr. 74 ad L 62 til udlændinge-, integrations- og boligministeren, som

hermed besvares.

Spørgsmål nr. 74:

Vil ministeren i detaljer redegøre for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols prak-

sis for, hvor længe udlændinge kan sidde frihedsberøvet, før de kommer for en dommer,

uden at der foreligger en krænkelse af menneskerettighederne?

Svar:

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 5, stk. 4, at

enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbageholdelse, har ret til at

indbringe sagen for en domstol, for at denne hurtigt kan træffe afgørelse om lovligheden

af frihedsberøvelsen, og beordre ham løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.

EMRK artikel 5, stk. 4 omfatter alle frihedsberøvede og ikke kun udlændinge.

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols righoldige praksis på området,

at spørgsmålet om, hvorvidt domstolsprøvelsen er sket med den fornødne hurtighed ikke

kan besvares abstrakt, men må afgøres på baggrund af omstændighederne i den konkrete

sag, jf. bl.a. Domstolens dom af 20. januar 2005 i sagen Mayzit mod Rusland, præmis 49.

Det er således ikke muligt at udlede en præcis grænse for, hvor længe det må tage at fore-

tage domstolsprøvelsen.

Der kan fra domstolens praksis henvises til følgende domme. Der er ikke tale om en ud-

tømmende gennemgang.

Domstolen i sagen Sanchez-Reisse mod Schweiz af 21. oktober 1986 fandt, at perioder på

31 dage og 46 dage i en sag om prøvelse af en frihedsberøvelse i forbindelse med udleve-

ring til strafforfølgning udgjorde en krænkelse af kravet om en hurtig afgørelse.

I sagen E. mod Norge af 29. august 1990 fandt Domstolen, at en periode på omkring 2

måneder som udgangspunkt var vanskelig at forene med kravet om en ”hurtig” afgørelse,

og da perioden ikke konkret kunne retfærdiggøres, statuerede Domstolen krænkelse.

19. november 2015

Udlændinge-, Integrations- og

Boligministeriet

Slotsholmsgade 10

Post

1216 København K

Tel.

7226 8400

Mail

[email protected]

Web

www.uibm.dk

CVR-nr.

Sagsnr.

36977191

2015 - 572

Side

1/2

L 62 - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 63: Spm. om ministeren kan bekræfte, at der ikke, hvis lovforslaget vedtages, vil være nogen øvre grænse for, hvor længe børn kan frihedsberøves uden domstolsprøvelse, til udlændinge-, integrations- og boligministeren

I sagen Koendjbiharie mod Holland af 25. oktober 1990 fandt Domstolen, at det udgjorde

en krænkelse, at det havde taget omkring 4 måneder at behandle en begæring fra ankla-

gemyndigheden om forlængelse af den periode, hvor klageren skulle være tvangsindlagt

på et psykiatrisk hospital i henhold til en behandlingsdom.

I sagen Bezicheri mod Italien af 25. oktober 1989 fandtes det at udgøre en krænkelse, at

det havde taget omkring 5 �½ måned at tage stilling til en anmodning om løsladelse af en

varetægtsfængslet.

Der kan i øvrigt henvises til, at det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskon-

vention Art. 1 – 9, 3. udgave, kommenteret af bl.a. Peer Lorenzen, Jonas Christoffersen

m.fl., s. 359, at Den Europæiske Menneskerettighedskommission i sagen Christinet mod

Schweiz af 29. oktober 1979 har anerkendt et tidsrum på 16 dage, hvorimod Den Europæ-

iske Menneskerettighedsdomstol i sagen Van Der Brink af 22. maj 1984 statuerede kræn-

kelse ved 6 dage.

Som nævnt ovenfor kan spørgsmålet om, hvorvidt domstolsprøvelsen er sket med den

fornødne hurtighed ikke kan besvares abstrakt, men må afgøres på baggrund af omstæn-

dighederne i den konkrete sag. Det forhold, at Domstolen i én sag har statueret krænkelse

efter et bestemt antal dage, indebærer således ikke nødvendigvis, at Domstolen i en an-

den sag med andre omstændigheder ikke vil acceptere, at det pågældende antal dage kan

anses for en hurtig domstolsprøvelse, jf. EMRK artikel 5, stk. 4.

Inger Støjberg

Frederik Gammeltoft

Side

2/2