Europaudvalget 2015-16
L 29
Offentligt
1560566_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Europaudvalget
til Udenrigsministeren af 20.
oktober 2015.
Vedr. forslag til lov om
omdannelse af retsforbeholdet
til en tilvalgsordning (L29) –
spørgsmål 59
Udvalget udbeder sig ministerens besvarelse af følgende spørgsmål:
Vedr. forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L29), spørgsmål
nr. 59
Ministeren bedes uddybende forklare den konkrete konsekvens af artikel 8, styk 2 i "Protokol
nr. 22 om Danmarks stilling", herunder om den betyder, at alle de 102 Schengen-relaterede
retsakter, som omtales i bilag 6 til L29, vil være bindende som EU-ret inklusive senere
præciseringer og fortolkninger fra f.eks. EU-domstolen.
Svar:
Ja, forbeholdsprotokollen medfører, at alle eksisterende Schengen-retsakter tilvælges.
Det bemærkes, at Danmark allerede i dag deltager fuldt ud i Schengen-samarbejdet (sammen
med de øvrige nordiske lande). En særlig teknikalitet i forbeholdsprotokollen har således gjort
det muligt for Danmark at forblive tilknyttet alle de Schengen-retsakter, der er vedtaget siden
1999 på mellemstatsligt grundlag. Det betyder også, at Danmark i efterlevelsen af disse retsakter
følger den fortolkning, der anlægges af EU-domstolen.
Det følger af forbeholdsprotokollens artikel 8, stk. 2, at alle de Schengen-retsakter, der er
vedtaget forud for omdannelsen af forbeholdet til tilvalgsordningen, automatisk anses for
tilvalgt af Danmark i forbindelse med, at Danmark afgiver meddelelse om at overgå til
tilvalgsordningen. Disse retsakter bliver bindende for Danmark som EU-ret 6 måneder efter, at
den danske meddelelse om overgang til tilvalgsordningen får virkning.
Tilvalgsordningen medfører grundlæggende alene den ændring, at der fremover bliver tale om
et egentligt tilvalg af de pågældende Schengen-retsakter, hvorefter Danmark deltager EU-retligt
og fuldt ud på lige fod med de øvrige medlemsstater i samarbejdet. Der kan i den sammenhæng
henvises til redegørelsen om samarbejdet om retlige og indre anliggender (side 23 f.).
Redegørelsen findes på Udenrigsministeriets hjemmeside (www.um.dk) såvel som på
Justitsministeriets hjemmeside (www.jm.dk).