Europaudvalget 2015-16
L 29
Offentligt
1560584_0001.png
UDENRIGSMINISTERIET
Spørgsmål fra Europaudvalget
til Udenrigsministeren af 27.
oktober 2015.
Vedr. forslag til lov om
omdannelse af retsforbeholdet
til en tilvalgsordning (L29) –
spørgsmål 110
Udvalget udbeder sig ministerens besvarelse af følgende spørgsmål:
Vedr. forslag til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L29), spørgsmål
nr. 110
Ministeren bedes bekræfte, at det ændringsforslag, som ministeren har stillet til lovforslaget (L
29 – bilag 4), i sin substans er en rent teknisk ændring af lovforslagets § 2, stk. 2, som alene
indebærer, at virkningstidspunktet for lovforslagets § 3 tydeliggøres. Ministeren bedes desuden
bekræfte, at der er tale om en politisk tilkendegivelse, der til enhver til kan omgøres af et flertal i
Folketinget, når der i det pågældende ændringsforslags bemærkninger står, at Venstre,
Socialdemokraterne og Det Konservative Folkeparti har tilkendegivet, at det er en forudsætning
for ophævelse af disse partiers veto ift. fremtidigt tilvalg af retsakter på asyl- og
indvandringsområdet, at der afholdes folkeafstemning forud for en sådan beslutning.
Svar:
Udenrigsministeren fremsendte den 22. oktober 2015 et ændringsforslag til forslag til lov om
omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L 29 - bilag 4).
Det kan bekræftes, at der med ændringsforslaget foretages en teknisk præcisering af
lovforslagets § 2, stk. 2, med henblik på en tydeliggørelse af virkningstidspunktet for lovens § 3.
Derudover fremgår det af ændringsforslagets bemærkninger, at Venstre, Socialdemokraterne og
Det Konservative Folkeparti har tilkendegivet, at det er en forudsætning for ophævelse af deres
vetoret i medfør af punkt 5 i den politiske aftale af 10. december 2014, at der afholdes
folkeafstemning forud for eventuelle fremtidige tilvalg af retsakter på asyl- og
indvandringsområdet. Afholdelse af en sådan folkeafstemning vil kræve, at der vedtages en
særlig lov herom, som vil indeholde de nærmere regler for afstemningen. Aftalepartierne har
tilkendegivet at ville stemme for et sådant lovforslag om fremtidig vejledende folkeafstemning.
Lovbemærkningerne sigter således til politisk aftalestof, der efter parlamentarisk praksis ikke til
enhver tid og uden videre kan omgøres af et flertal i Folketinget.
L 29 - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 110: Spm. om, hvorvidt ændringsforslaget til lovforslaget (L 29 – bilag 4) i sin substans er en rent teknisk ændring af lovforslagets § 2, stk. 2, til udenrigsministeren
Det bemærkes yderligere, at aftalen om Danmark i Europol - ifølge punkt 11 i den politiske
aftale af 10. november 2014 - er udtryk for en grundlæggende politisk forståelse mellem de
deltagende parter på de områder, aftalen dækker. En ændring af aftalen forudsætter enighed
mellem aftalepartierne.
Det er ikke første gang, at politisk enighed om afholdelse af folkeafstemning som forudsætning
for ændring af Danmarks tilknytning til EU fremgår af lovbemærkninger. Det samme var
tilfældet for det nationale kompromis, der som bekendt har været en anerkendt præmis for
skiftende regeringers europapolitik siden 1992.
Det fremgår af punkt I.3 i lovbemærkningerne til lov om Danmarks tiltrædelse af Edinburgh-
Afgørelsen og Maastricht-Traktaten fremsat den 9. februar 1993 (som lovforslag L 177), at de 7
aftalepartier bag det nationale kompromis var enige om, at Danmarks holdning til de fire
hovedelementer i Maastricht-Traktaten om statsborgerskab, Den Økonomiske og Monetære
Union, fælles forsvarspolitik og fælles forsvar, samt retlige og indre anliggender skulle
fastlægges ved folkeafstemningen den 18. maj 1993, og at ”den kun kan ændres gennem en ny
folkeafstemning”.