Social- og Indenrigsudvalget 2015-16, Social- og Indenrigsudvalget 2015-16
L 162 , L 163
Offentligt
1628198_0001.png
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Sagsnr.
2016 - 3093
Doknr.
345202
Dato
03-05-2016
Folketingets Social- og Indenrigsudvalg har d. 21.04.2016 stillet følgende spørgsmål
nr. 11 til L 162 til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet
er stillet efter ønske fra ikkemedlem (MFU) Sarah Glerup (EL).
Spørgsmål nr.11:
”Hvordan vil ministeren løse den udfordring, at der allerede i dag finder meget udoku-
menteret magtanvendelse sted i plejefamilier, når netop plejefamilier - og endda kun
kommunale plejefamilier – udelukkende skal høre ind under den del af lovforslaget,
der giver dem adgang til nye, ikke registreringspligtige former for magtanvendelser?
Svar:
Kortlægningen af praksis for magtanvendelser over for anbragte børn og unge har
vist, at plejefamilier selv vurderer, at de i nogen grad anvender fysisk magt, f.eks. i
form af fastholdelse. Dette sker særligt over for mindre børn, bl.a. når de har udvist en
adfærd, der umuliggør en normal social situation.
Kortlægningen har samtidig vist, at de adspurgte plejefamilier er i tvivl om, hvor langt
de kan gå i udøvelsen af omsorg over for de anbragte børn og unge, og hvornår der er
tale om magtanvendelse. Tvivlen opstår især, når behovet for støtte kolliderer med
barnet eller den unges ret til selvbestemmelse. Således hersker der bl.a. tvivl om,
hvorvidt det vil være magtanvendelse, at børste tænder på et barn i tilfælde hvor bar-
net ikke selv ønsker det.
Magtanvendelsesudvalget anbefalede med afsæt heri, at omsorgsrettens rækkevidde
blevet uddybet. Dette er sket med præciseringen af, hvad ansvaret for at varetage den
daglige omsorg indebærer i lovforslagets § 3 om voksenansvar, som også de alminde-
lige plejefamilier er omfattet af.
Der var ikke enighed i Magtanvendelsesudvalget om, hvorvidt plejefamilier også skulle
omfattes af de generelle regler om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestem-
melsesretten. Vi har i satspuljekredsen valgt, at de ikke skal gælde for almindelige
plejefamilier, og at kun nogle af beføjelserne skal udvides til også, at omfatte de kom-
munale plejefamilier.
Det har vi, fordi plejefamilier, i de familielignende rammer i deres eget hjem, antages
at have en videre adgang, end de øvrige anbringelsessteder, til med pædagogiske
indgreb at påvirke de anbragte børn og unges adfærd i lighed med, hvordan de efter
forældreansvarsloven ville håndtere tilsvarende opførsel fra deres egne børn.
Og fordi plejefamilier – i lighed med øvrige familier – har adgang til at fastsætte og
opretholde regler i deres eget hjem ved f.eks. at stoppe og irettesætte børn, der kaster
med mad, løber rundt med mudrede sko osv.
 L 162 - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 11: MFU spm. om udokumenteret magtanvendelse i plejefamilier, til social- og indenrigsministeren
1628198_0002.png
Endelig vil plejefamilier – i lighed med personale på de øvrige anbringelsessteder – i
medfør af reglen om nødværge efter straffeloven, under visse nærmere omstændig-
heder strafrit kunne afværge et uretmæssigt påbegyndt eller overhængende angreb
på sig selv eller andres liv, legeme eller i helt særlige tilfælde ejendom, når handlingen
er nødvendig og forsvarlig.
Plejefamilier, som overtager den daglige omsorg over for et barn, har således i vidt
omfang samme handlemuligheder som forældrene.
Der vil blive udarbejdet vejledningsmateriale om rækkevidden af voksenansvaret,
herunder også for de almindelige plejefamilier.
Kommunale plejefamilier er familier, som i kraft af deres kompetencer og kvalifikatio-
ner, er godkendt til at have børn og unge i pleje, som har et behov for særlig støtte,
der ikke vurderes at kunne varetages i almindelige plejefamilier, og som ellers vil kun-
ne anbringes på et opholdssted eller en døgninstitution.
For at sikre at de kommunale plejefamilier har de samme redskaber til at udøve den
nødvendige omsorg over for anbragte børn og unge, som almindelige plejefamilier har
i de familielignende rammer i deres eget hjem, omfattes de derfor af hjemlerne til fy-
sisk guidning og afværgehjælp. Det skyldes, at kommunale plejefamilier bl.a. i kraft af
deres uddannelse og erfaring indtræder i en mere professionel relation til barnet eller
den unge, og jo mere professionel relationen er mellem en voksen og et barn eller en
ung, jo større er behovet for, at der skal være en klar lovhjemmel, før indgreb kan
foretages.
Det er vigtigt, at vi ikke gør plejefamilierne til små miniinstitutioner. Derfor synes jeg
også, at vi skal være meget varsomme med at give dem flere muligheder for magt,
end der er strengt nødvendige for, at de kan tage hånd om de børn, som bor hos dem.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann
2