Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
L 137
Offentligt
1629621_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
J.nr. 2016 - 4189
Den 4. maj 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 8 til L 137, forslag til lov om ændring af
dyreværnsloven (Skærpelse af straffen i grove dyreværnssager, meddelelse af påbud og forbud,
ophævelse af krav om tilladelse til æglægningsbure), stillet den 26. april 2016 af Maria Reumert
Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 8
”Ministeren bedes redegøre for vurderingerne, der ligger bag valget af den forhøjede strafskærpelse og
de forventede effekter heraf set i lyset af, at skadeforvolderen næppe kan mærke den store forskel i en
kæmpe produktion med de bødeskærpelser, der lægges op til.”
Svar
Mishandling af dyr er alvorlige forseelser, og baggrunden for forslaget om at skærpe straffen for de
grovere overtrædelser af dyreværnsloven er bl.a. hensynet til den almindelige retsfølelse og ønsket om,
at strafniveauet i højere grad afspejler forholdets grovhed. Dette forventes samtidig at kunne have en
forebyggende effekt.
Lovforslaget vedrører blandt andet en fordobling af udgangspunktet for bødestraffene i sager om
grovere uforsvarlig behandling af dyr og sager om gentagelsestilfælde af uforsvarlig behandling af dyr,
herunder både i og uden for erhverv. Dog foreslås der ingen ændringer i bødestørrelserne for så vidt
angår de sager om transport af dyr, som blev skærpet med ændringen af dyreværnsloven i 2007.
Det er vurderingen, at bødeniveauet i erhvervssager skal være ensartet og uafhængigt af hvilket
erhverv, der udøves. Med de foreslåede bødestørrelser i sager om grovere uforsvarlig behandling af dyr
og gentagelse af uforsvarlig behandling af dyr i erhverv, tilnærmes disse bødestørrelser tilsvarende
bødestørrelser på transportområdet. Det fremgår af lovforslaget, at der i sådanne sager vil kunne være
grundlag for absolut kumulation, hvilket vil sige sammenlægning af de bøder, der isoleret set er
forskyldt i de enkelte tilfælde. På den måde opnås samme retsstilling for det øvrige erhverv som for
dyretransporter. Det bemærkes, at det vil bero på en konkret vurdering i den enkelte sag, i hvilket
omfang dette udmålingsprincip om absolut kumulation bør anvendes.
Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, og
det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag
foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens
fastsættelse i straffelovens kapitel 10.
Esben Lunde Larsen
/
Charlotte Røgild Knudsen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk