Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
J.nr. 2016 - 4189
Den 18. april 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1 til L 137, forslag til lov om ændring af
dyreværnsloven (Skærpelse af straffen i grove dyreværnssager, meddelelse af påbud og forbud,
ophævelse af krav om tilladelse til æglægningsbure), stillet den 12. april 2016 af Karina Due (DF).
Spørgsmål nr. 1 til L 137
”Kan ministeren bekræfte, at anklagemyndigheden i alle dyreværnssager om grovere behandling af
dyr, skal oveveje at rejse tiltale om rettighedsfrakendelse?”
Svar
Spørgsmålet om rettighedsfrakendelse er reguleret i § 29 i dyreværnsloven. Bestemmelsen giver
mulighed for, at den tiltalte i sager om mishandling af dyr, grovere uforsvarlig behandling af dyr og
gentagelsestilfælde af uforsvarlig behandling af dyr, ubetinget kan frakendes retten til at eje, bruge,
passe eller slagte eller i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr. Forbuddet kan ske for
bestandigt eller for et nærmere fastsat tidsrum og kan begrænses til at angå bestemte dyrearter.
I forbindelse med lov nr. 384 af 28. maj 2003 om ændring af dyreværnsloven blev det i forarbejderne
til loven understreget, at spørgsmålet om rettighedsfrakendelse altid bør overvejes, når et forhold
henføres under kategorien grovere uforsvarlig behandling af dyr, jf. FT-tidende 2002-03, tillæg A,
spalte 3837, almindelige bemærkninger, punkt 2.3. 2. 2.
Ifølge Rigsadvokatens meddelelse RM 2/2008 – revideret 2. februar 2016, punkt 5.2.1., bør
rettighedsfrakendelse altid overvejes, når et forhold har karakter af:
Grovere uforsvarlig behandling af dyr efter § 28, stk. 1,2. pkt., jf. 1. pkt.
Mishandling af dyr efter § 28, stk. 1, 3. pkt.
Uforsvarlig behandling af dyr efter § 28, stk. 1, og den sigtede tidligere er dømt efter
dyreværnslovens § 28, stk. 1.
Spørgsmålet om rettighedsfrakendelse skal forinden tiltalerejsning forelægges for
statsadvokaten.
Jeg har tillid til, at anklagemyndigheden følger disse retningslinjer, og jeg har samtidig tillid til
domstolenes vurdering af spørgsmålet om rettighedsfrakendelse i de sager, hvor der er nedlagt
påstand herom.
Esben Lunde Larsen
/
Charlotte Røgild Knudsen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk