Skatteudvalget 2015-16
L 13
Offentligt
1568474_0001.png
16. november 2015
J.nr.15-2004709
Til Folketinget – Skatteudvalget
Vedrørende L 13 - Forslag til Lov om ændring af kildeskatteloven, momsloven og skatte-
kontrolloven. (Ophævelse af hjemmel til kontrol af udendørs byggeaktivitet på privat
grund – retssikkerhedspakke I).
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 2 af 30. oktober 2015. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Dennis Flydtkjær.
Karsten Lauritzen
/ Per Hvas
L 13 - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 2: Spm. om, hvordan lovgivningen kan indrettes, så SKAT efter en særlig hurtig procedure – eventuelt via politiet – kan indhente en dommerkendelse til at foretage kontrol, så øjemedet ikke forspildes, til skatteministeren
1568474_0002.png
Spørgsmål
Vil ministeren beskrive en model for, hvordan lovgivningen kan indrettes, så SKAT efter
en særlig hurtig procedure – eventuelt via politiet – kan indhente en dommerkendelse til
at foretage kontrol, så øjemedet ikke forspildes?
Svar
Der er afgørende forskelle på den kontrol, SKAT gennemfører, og den strafferetlige ef-
terforskning, politiet varetager.
SKAT er tillagt en række kontrolbeføjelser for at kunne kontrollere om moms og A-skat
m.v. bliver korrekt opkrævet, angivet og afregnet over for statskassen. Udgangspunktet
for SKATs kontrol er således ikke, at der er sket en strafbar overtrædelse af lovgivningen.
Derimod er det en forudsætning for at få en dommerkendelse, at der er en konkret og
begrundet mistanke om, at der er sket en strafbar overtrædelse af lovgivning.
SKATs kontrolbeføjelser fremgår af de enkelte skatte- og afgiftslove, og brug af disse kan
ske uden dommerkendelse.
Såfremt SKAT er i besiddelse af faktuelle oplysninger, der underbygger en konkret mis-
tanke om, at der er begået en strafbar lovovertrædelse, kan SKAT anmelde forholdet til
politiet med anmodning om, at politiet foretager yderligere efterforskningsskridt som fx
en ransagning. Politiets eventuelle efterforskningsskridt i sådanne sager vil som oftest
kræve en dommerkendelse.
De generelle kriterier for SKATs udøvelse af kontrol har jeg ingen aktuelle planer om at
ændre på, idet udgangspunktet for SKATs kontrol er en undersøgelse af, om der sker
korrekt opkrævning, angivelse og afregning af skatter og afgifter – og altså ikke en mis-
tanke om, at der er begået noget strafbart. Derudover er der i retssikkerhedsloven fastsat
retningslinjer for den måde, SKAT kan og skal gennemføre sin kontrolvirksomhed.
Endelig er det min vurdering, at indførelse af et almindeligt krav om, at der forud for
SKATs kontrol skal indhentes en dommerkendelse ikke vil medføre en reel retssikker-
hedsmæssig gevinst. Normalt er der ikke i lovgivningen nogen nærmere beskrivelse af,
hvilke betingelser der skal være opfyldt for, at en myndighed kan foretage en kontrol. Det
er heller ikke tilfældet ved SKATs mulighed for at kontrollere, og dermed er der heller
ikke noget grundlag for en nærmere domstolsprøvelse med henblik på eventuelt at få en
dommerkendelse.
Side 2 af 2