Fremsat 27-01-2016
1. behandlet / henvist til udvalg 02-02-2016
Betænkning afgivet 02-03-2016
2. behandlet/direkte til 3. behandling 15-03-2016
3. behandlet, vedtaget 17-03-2016
Ministerområde:
Beskæftigelsesministeriet
Lovforslaget indeholder følgende elementer:
Med lovforslaget sikres det, at deltidsloven er i overensstemmelse med deltidsdirektivet. I tillæg hertil forenkles loven. De tre bilag i deltidsloven, der regulerer forholdene for ikkeoverenskomstdækkede lønmodtagere i den offentlige sektor, fjernes. Herefter vil alle lønmodtagere, som ikke via overenskomster eller rammeaftaler er sikret minimumsrettighederne i deltidsdirektivet, blive omfattet af bestemmelserne i lovens Bilag A, som er en rammeaftale mellem DA og LO. Hermed udvides bestemmelserne i DA-LO-aftalen til også at finde anvendelse for ikkeoverenskomstdækkede deltidsansatte på det offentlige område, og der vil være ensartede minimumsregler for deltidsansatte på hele det danske arbejdsmarked.
Lovforslaget ophæver desuden adgangen til efter ansøgning at anvende andre kollektive overenskomster end DA-LO-aftalen i forhold til deltidsansatte uden for det overenskomstdækkede område.
Endelig sikres det, at implementeringen af deltidsdirektivet fortsat er forankret i kollektive overenskomster indgået mellem arbejdsmarkedets parter, og at behandling af tvister på området fortsat er forankret i det fagretlige system.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 98 (S, DF, V, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 9 (EL), hverken for eller imod stemte 0.