Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af lovforslag nr. L 97:

Forslag til lov om ændring af lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner og retsplejeloven. (Ændring af betingelserne for retshjælp og indførelse af klageadgang til Procesbevillingsnævnet).

Af justitsministeren (Søren Pind).

(Fremsættelse 16.12.2015).

Forhandlingen er åbnet. Fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Lovforslaget her vil ændre kriterierne for, hvornår der kan ydes retshjælp i forbindelse med klagesager indgivet til internationale klageorganer. Der er sket en stor stigning i antallet af klagesager ved internationale klageorganer, også i antallet af sager, som rejses uden det, man kan betegne som rimelig grund.

Danmark yder som et af de få lande i verden økonomisk retshjælp til personer, der klager over Danmark til internationale klageorganer – retshjælp, der betales af de danske skatteydere. Og kriterierne for, hvornår man kan få hjælp, er langt mindre restriktive i disse sager, end når der søges om fri proces ved de danske domstole. Det er værd at bemærke, at Danmark er et af de få lande, der har så lempelige krav til ydelsen af retshjælp, og derfor er det ikke helt urimeligt at ændre kriterierne for, hvornår man kan få økonomisk støtte.

Ændringerne i lovforslaget indebærer, at der alene vil kunne ydes retshjælp, hvis klageren har en rimelig grund til at føre sagen. Som nævnt er det også betingelsen for at få fri proces ved de danske domstole. Konkret vil det være Civilstyrelsen, der som første instans skal træffe afgørelse i sagerne og dermed vurdere, om der er en rimelig grund til at føre sagen, og Procesbevillingsnævnet vil være uafhængig klageinstans.

Vi Socialdemokrater kan støtte forslaget. Vi mener, at det er rimeligt, at der gælder de samme regler ved danske domstole som ved internationale klageorganer – dels er der et urimelighedsaspekt i, at der altså er forskellige regler i sagerne, dels er der en række uhensigtsmæssigheder forbundet med den lempelige adgang til retshjælp ved de internationale klagesager. Størstedelen af klagesagerne vedrører nemlig udsendelse af afviste asylansøgere, og det vil sige, at der er tale om sager, hvor de har været hele vejen igennem det danske asylbehandlingssystem, hvor først Udlændingestyrelsen og derefter Flygtningenævnet har vurderet, at den pågældende ikke skal have asyl. Derved kan klagen give de afviste asylansøgere et håb om, at deres sag kan ændres, uden at der egentlig er en rimelig chance for det – dels kan advokater tænke i at få afviste asylansøgere til at indgive grundløse klager, da advokater har økonomisk vinding af dette, dels går der enormt lang tid, før sagerne er afgjort. Og da vi fra dansk side har valgt den lempelige tilgang, at vi følger FN-komiteerne, når de anmoder om, at udrejsefristen udsættes, mens klagen behandles, så betyder det, at afviste asylansøgere kan tænke i at blive i Danmark i årevis, mens klagen behandles. Det er naturligvis ikke hensigtsmæssigt.

Fra Socialdemokraternes side kan vi støtte forslaget her i dag. Vi synes, det er rimeligt, at retshjælpen vedrørende de internationale klageorganer kommer til at ligne den proces, der gælder for de danske domstole.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Med forslaget lægges der op til at lave loven om retshjælp og førelse af klagesager ved internationale klageorganer om.

Danmark har i dag en praksis, hvor vi yder retshjælp i forbindelse med sager, hvor der klages over Danmark til en række FN-kommiteer. Betingelsen for denne retshjælp, der ifølge bemærkningerne til forslaget typisk strækker sig til højst 40.000 kr. til at dække advokatregningen, er alene den, at klageorganet anmoder Danmark om at komme med bemærkninger til sagen. Når der samtidig opstår situationer, hvor mange af de her klageorganer ukritisk accepterer sager, hvor klagebetingelserne ikke opfyldes eller komiteens egne procesregler ikke overholdes, kalder det naturligvis på handling.

Jeg anerkender, at forslaget er et skridt i den rigtige retning, da man her går over til at indsnævre muligheden for at kunne klage, så klagerne skal opfylde betingelserne. Den her mulighed er noget, som mange har benyttet sig af, selv om sagerne reelt er afgjort meget grundigt i Danmark, og mens klagesagerne kører videre, kan f.eks. afviste asylansøgere så ikke udvises af landet. De nuværende regler er altså en direkte hindring for udsendelse af personer, der ikke bør opholde sig i Danmark. Lige nu og her er det en klar forbedring at lade Civilstyrelsen træffe afgørelse om, om der bør gives mulighed for fri proces og for den sags skyld også, at Procesbevillingsnævnet gøres til klageinstansen.

Fra Dansk Folkepartis side så vi gerne, at sager i Danmark, hvor vi på enhver tænkelig måde har et grundigt og retfærdigt system, holdes i Danmark, forstået på den måde, at vi gerne så, at klagerne, der ønsker at involvere eksempelvis FN-organer i disse sager, bør afholde udgiften selv, for det bør ikke være en opgave, de danske skatteborgere skal understøtte.

Men som sagt, forslaget går i den rigtige retning, og vi ser frem til at behandle forslaget videre i Retsudvalget. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen spørgsmål. Så er det hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Værsgo.

Når man i Danmark har en tvist, hvor man mener at have et krav på en anden person, kan man anlægge retssag. Man kan i den forbindelse søge om fri proces, det vil sige, at staten betaler omkostningerne ved retssagen, både retsafgifterne og de dertil hørende advokatsalærer. Betingelserne for at få fri proces er, ud over at man skal opfylde de økonomiske betingelser, at der også er rimelig grund til at føre sagen, og det står i retsplejelovens § 328. Så der skal være rimelig grund, hvis to personer i Danmark vil føre en retssag imod hinanden.

Hvis man derimod vil klage til et internationalt klageorgan over sin retsstilling i henhold til menneskerettighedskonventionerne, findes det krav om rimelighed ikke, og det må jeg ærlig talt sige virker ganske besynderligt. Der sker det, at man klager eksempelvis til FN-komiteerne, og lige så snart de afsender et brev til den danske regering, udløses der pr. automatik et advokatsalær op til 40.000 kr. plus moms, og den endelige regning kan i øvrigt blive langt, langt højere, til betaling af statskassen.

Det er en automatik, som vi synes slet ikke er rimelig for nu at blive i betegnelsen, og rimeligt skal det være. Det skulle det være, hvis to danskere førte retssag mod hinanden her i Danmark, og det skal det også være, hvis man klager til disse komiteer i håb om at få fri proces eller retshjælp, eller hvad vi nu kalder det. Så derfor kan vi hilse med glæde, at dette rimelighedskrav nu kommer ind i lovgivningen her om retshjælp ved klage til de internationale organer.

Vi kan også hilse med glæde, at der sker en fuldstændig sidestilling med fri proces-reglerne, derved at det er Civilstyrelsen, der træffer afgørelsen, og at man i øvrigt kan indbringe den afgørelse for Procesbevillingsnævnet, hvis man er utilfreds med den, nøjagtig som fri proces-behandlingen her.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg da gerne understrege, at der jo absolut ikke sker nogen som helst indskrænkning i folks formelle mulighed for at klage til de her organer. Der sker, om man vil bruge det udtryk, den indskrænkning – det er måske et forkert udtryk at bruge – at hvis man vil have fri proces, skal der også være en rimelig grund til at føre sagen, og det er ikke andet end et rimeligt krav.

Tak til ordføreren. Fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

I de her uger gennemfører et meget bredt flertal i Folketingssalen en hastebehandling af en lovgivning, som på en lang, lang række områder forringer asylansøgeres og flygtninges rettigheder. I forhold til en enkelt del af den lovgivning, nemlig det næsten landskendte lovforslag nr. L 87 fra regeringen om at afskære flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus fra retten til at søge om familiesammenføring i en 3-årig periode, skriver regeringen direkte i bemærkningerne til lovforslaget, at der faktisk er en risiko for, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil fastslå, at de danske regler strider imod menneskerettighedskonventionen. Det er i den situation og under de omstændigheder, at den samme regering så nu foreslår nye regler, der begrænser muligheden for at modtage retshjælp, når man klager til Menneskerettighedsdomstolen og en række FN-komiteer, altså det lovforslag, vi står med her.

Når man så sammenholder de to ting, er det jo svært ikke at få den tanke, at tingene hænger lidt sammen, altså at den ringere retsstilling, som asylansøgere og flygtninge har i det danske samfund, kunne føre til flere klagesager ved Menneskerettighedsdomstolen og i FN-systemet, og da sådan nogle klagesager er irriterende, kan man sige, for regeringen, vil samme regering så nu forsøge kraftigt at begrænse mulighederne for at få retshjælp og dermed begrænse antallet af klagesager.

I Enhedslisten mener vi ikke, at de forskellige FN-komiteers udtalelser altid er hævet over al kritik. Faktisk har vi set udtalelser fra FN-systemet, som ikke umiddelbart ser ud til at basere sig på de samme solide juridiske overvejelser, som er tilfældet, når det gælder Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Og i bemærkningerne til lovforslaget leverer Justitsministeriet også en række eksempler på sager, som FN-komiteerne burde have afvist på forhånd, og i nogle af de tilfælde er det svært at være uenig med Justitsministeriet.

Omvendt er vi i Enhedslisten også enig med Dansk Flygtningehjælp, som i deres høringssvar netop påpeger, at man ikke i udgangspunktet bør afvise retshjælp til klagesager ved et internationalt klageorgan vedrørende Flygtningenævnets afgørelser i sager, der handler om bevisvurdering. Og det er jo så det, lovforslaget lægger op til. Som Dansk Flygtningehjælp også skriver i sit høringssvar til Justitsministeren, kan der ske fejl i Flygtningenævnets bevisvurdering. Det sker jo. Og derfor ville det være mere fair, at man i de konkrete sager tog konkret stilling til, om der kan ydes retshjælp, i stedet for at man sådan over en kam udelukker alle sager, der handler om lige præcis bevisvurdering. Så i Enhedslisten er vi indstillet på at forholde os kritisk til nogle af FN-komiteernes afgørelser. Men i de fleste sager, som vedrører asylansøgere, som ofte er helt ubemidlede, bør der også gives klageadgang, i hvert fald som udgangspunkt. Og lad mig minde om, at udlændingeministeren, som hun kaldes, i et nyligt svar jo netop har skrevet, at der ikke inden for de sidste 50 år har været et eneste tilfælde, hvor en asylansøger er kommet til Danmark med en kuffert fuld af diamenter, som det ellers er blevet påstået.

Så der er ikke nogen tvivl om, at vi har at gøre med en gruppe, der faktisk har brug for retshjælp, når de skal have lov til at klage.

Derfor er det også helt urimeligt, at kritikken af et FN-system, som rigtignok ikke fungerer optimalt, skal kunne komme asylansøgerne og andre, der ikke har særlig mange penge, til skade. I stedet burde vi i Danmark engagere os mere i FN-spørgsmål og arbejde for at højne kvaliteten af både arbejdet og afgørelserne.

Så som man nok kan høre, er Enhedslisten skeptiske over for lovforslaget. Vi havde nok været mere tilbøjelige til at lytte til argumenter om, at FN-komiteerne ikke i tilstrækkelig grad afviser klager til Danmark, hvis det ikke var kommet fra en regering, som med den anden hånd strammer udlændingeloven og, som udlændingeministeren har formuleret det, accepterer, at der er en procesrisiko, altså en risiko for, at Danmark bliver dømt for at krænke menneskerettighederne. I den situation er tiden altså ikke inde til også at beskære adgangen til retshjælp – tværtimod.

Tak til fru Pernille Skipper. Den næste ordfører er hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance. Værsgo.

Forslaget her er jo i virkeligheden en mindre del af en større forståelse omkring nogle udlændingepolitiske stramninger, som en række partier var tæt på at blive enige om før nytår. Liberal Alliance har holdt fast i det udgangspunkt, nemlig at vi selvfølgelig står bag det, som partierne de facto var enige om, og derfor også dette forslag.

Der er sket en stigning i antallet af klagesager, som der ikke har vist sig at være en rimelig grund til at indlede, og derfor ændrer man reglerne på den måde, at der kun ydes retshjælp, hvis klager har en rimelig grund til at føre sagen. Det er fuldstændig i overensstemmelse med de betingelser, der er for at få fri proces ved de danske domstole, og den parallelitet kan vi sådan set godt lide at der bliver skabt set fra Liberal Alliances side.

Samtidig er der jo givet mulighed for, at man kan klage, så man kan indbringe sagen for Procesbevillingsnævnet, hvis man ikke er tilfreds med, at man ikke har fået den retshjælp, som man gerne vil have. Så vi synes, der er nogle ordentlige garantier for, at der, hvor det er nødvendigt at få retshjælp, kan man få det alligevel, hvis man bliver afvist på et usagligt grundlag, og dermed er sagen i den skønneste orden: at dem, der har brug for hjælp, kan få det, men at der ikke er et system, som der i dag er, der i alt for stort omfang i virkeligheden bliver misbrugt. Så det er en god balance, og vi støtter forslaget.

Tak. Der er lige en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Hvordan vil ordføreren definere »rimelig grund«?

Ordføreren, værsgo.

Det er sådan, også hvis man ser på det fremsatte, at det, der foreslås, er, at der kun kan ydes retshjælp i sager, hvor kriteriet om, at der er en rimelig grund til at føre klager, er opfyldt, hvilket også i dag er en betingelse for at få fri proces ved de danske domstole. Det vil sige, at jeg går ud fra, at det skal være på præcis samme måde, som det allerede er i dag. Det ville være det forventelige, når man ser på forslaget. Det er jo den parallelitet, der lægges op til.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg bliver igen nødt til at spørge ordføreren, hvad definitionen på »rimelig grund« er, fordi det, vi diskuterer i dag, jo er retshjælp til internationale klageorganer, f.eks. FN-komiteerne. Når jeg stiller det konkrete spørgsmål, er det jo, fordi Advokatsamfundet har påpeget, at de ikke synes, at det er defineret. Så derfor må jeg igen spørge ordføreren, hvad definitionen på »rimelig grund«, som jo er ret essentielt i denne diskussion, er.

Ordføreren, værsgo.

Det er klart, at hvis man stiller det samme spørgsmål, får man det samme svar, og det var jo det samme spørgsmål, som ordføreren jo selv sagde at man havde lyst til at stille igen. Derfor kan jeg kun holde fast i, at der står, at det ville være ligesom under de betingelser, der er for at få fri proces ved domstolene, og derfor er svaret, at vi går ud fra, at der er en parallelitet i de to ting.

Men hvis der er ting, der skal udbores under udvalgsbehandlingen, som kan præcisere det yderligere, hvis der er tvivlsspørgsmål, så er jeg sikker på, at justitsministeren stiller sig til rådighed for det.

Tak for det. Tak til ordføreren. Så er det fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Lovforslaget indeholder en ændring af betingelserne for at få retshjælp til at indgive og føre klagesager mod Danmark ved internationale klageorganer. Det sker med tilføjelsen af kravet om, at klageren skal have en rimelig grund til at føre klagesagen. Det skal dog fremover være muligt at påklage et afslag fra Civilstyrelsen til Procesbevillingsnævnet.

Vi tilslutter os selvfølgelig det synspunkt, at retshjælpsmidlerne skal anvendes hensigtsmæssigt. Derfor virker det også velbegrundet, at klager til menneskeretlige klageorganer må skulle opfylde de formelle klagebetingelser, før der kan modtages retshjælp. Det er mit indtryk, at retshjælpsforordningen, som den fungerer nu, indebærer en risiko for, at den type klager, der ikke baseres på en rimelig grund, kan medvirke til at undergrave klagesystemet, da de simpelt hen overbebyrder systemet.

Det virker også naturligt, at vi må reagere på, at FN-komiteerne følger en anden praksis for screening af sager end den forventede i forbindelse med indførsel af retshjælpsforordningen. Retshjælpsforordningen bygger på en forudsætning om, at de internationale klageorganer nærmere overvejer klagens genstand, og om klagebetingelserne er opfyldt, før regeringen anmodes om bemærkninger. Men da denne forudsætning ikke længere kan forventes at ligge til grund, er der altså opstået nye behov for, at klagens grunde vurderes som rimelige, før der kan tildeles retshjælp. Det er desuden de samme betingelser, som stilles for at få fri proces ved de danske domstole.

Det siger sig selv, at vi skal være meget varsomme i den slags sager, således at der ikke kan herske tvivl om, hvorvidt retssikkerheden opretholdes. Det er derfor afgørende, at retshjælpsforordningens oprindelige formål fastholdes, nemlig at yde hjælp til de borgere, der har en reel menneskeretlig klage. Sorteringen af klager må på ingen måde ske på baggrund af Danmarks egne relevanskriterier, men på baggrund af, hvad de relevante klageorganer anser som egnet til realitetsbehandling.

I den forbindelse skal vi opfordre ministeren til særlig at tage den række af anbefalinger til udformning af lovforslagets bemærkninger, som Institut for Menneskerettigheder har udformet, til efterretning, f.eks. at det fremhæves i lovforslagets bemærkninger, at Civilstyrelsen og Procesbevillingsnævnet bør lægge klageorganernes praksis til grund for deres vurdering, og at retshjælp kun må afvises, hvis det er åbenbart, at klager ikke opfylder de formelle klagebetingelser.

Til sidst vil jeg gerne understrege vigtigheden af, at forslaget indeholder indførelse af en klageadgang til Procesbevillingsnævnet, således at afslag på retshjælp kan indbringes for en uafhængig instans. Det er i vores øjne en meget positiv og også nødvendig foranstaltning, for at retssikkerheden ikke kompromitteres af ændringen i loven om retshjælp.

Overordnet stiller vi os i Alternativet positive over for forslaget og ser frem til i udvalgsbehandlingen at drøfte, om de bemærkninger, som særlig Institut for Menneskerettigheder er kommet med om en præcisering af bemærkningerne i lovforslaget, kan blive taget med. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Emrah Tuncer, Radikale Venstre. Værsgo.

Lovforslaget L 97 indfører nye betingelser for at opnå retshjælp til at føre klagesager mod Danmark ved internationale menneskeretlige klageorganer. Hidtil har det været sådan, at kriteriet har været, at der ydes retshjælp, når klageorganet har antaget sagen og anmodet den danske regering om retlige bemærkninger. Der foreslås nu indført et supplerende kriterium om, at de danske myndigheder skal foretage en vurdering af, om der skønnes at være rimelig grund til at føre klagesagen. Formålet er således at opnå en væsentlig begrænsning af sager, hvortil der ydes retshjælp, og dermed en væsentlig begrænsning af antallet af klagesager.

Radikale Venstre kan tilslutte sig, at der ikke skal ydes retshjælp i sager, hvor de formelle klagebetingelser ikke er opfyldt. Men indførelsen af kravet om »rimelig grund« har den konsekvens, at afgørelsen om, hvorvidt der skal ydes retshjælp i en konkret sag, ikke længere træffes af det internationale klageorgan, men af de danske myndigheder. Og dette kan vi ikke støtte, idet disse klageorganer allerede i dag foretager en screening og en vurdering af, hvorvidt der er »rimelig grund« til at føre klagesagen. Og de har om nogen den nødvendige specialviden om de konventioner, de har ansvaret for.

Vi finder derfor lovforslaget lidt unødvendigt og retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, fordi forslaget vil have konsekvenser for borgere eller persongrupper, der ikke selv har mulighed for at betale for juridisk bistand, og fordi der er tale om sager af en alvorlig karakter.

Vi forholder os kritisk til lovforslaget og vil stille nogle spørgsmål til ministeren, men som det ser ud nu, har vi svært ved at gå ind for at tage de kompetencer fra de internationale klageorganer og lade de danske myndigheder afgøre, om der er »rimelig grund« til at føre en sag.

Tak til ordføreren. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Dette lovforslag indfører nye betingelser for at få retshjælp til at indgive og føre klagesager mod Danmark ved internationale menneskeretlige klageorganer. I dag ydes der retshjælp, hvis et internationalt klageorgan har modtaget en klage over Danmark og klageorganet har anmodet den danske regering om retslige bemærkninger. Med lovforslaget tilføjes der et krav om, at klageren skal have rimelig grund til at føre sagen.

Da jeg før stillede spørgsmålet om en rimelig grund til hr. Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance og også gerne vil tage det op med ministeren, vil jeg ud over et svar om parallelitet måske også gerne have det udfoldet lidt mere, for det jo er noget, som Advokatsamfundet i sit høringssvar går op i. De skriver: »Kravet om »rimelig grund«, som ikke er udtømmende defineret i lovforarbejderne, indebærer, at de formelle klagebetingelser skal være opfyldt« og en masse andre ting. Når det kommer fra Advokatsamfundet, synes jeg, vi bliver nødt til at have en diskussion om det.

Jeg synes også, det gør indtryk, at en lang række organisationer, som vi i hvert fald i SF normalt lytter til på det her område, har stillet kritiske spørgsmål og indleveret kritiske høringssvar. Det er bl.a. Institut for Menneskerettigheder, SOS mod Racisme, Dansk Flygtningehjælp, Retspolitisk Forening, Foreningen af udlændingeretsadvokater og Advokatrådet. I høringsoversigten har ministeriet og ministeren så kommenteret nogle af de kritikpunkter, dog ikke fyldestgørende i min optik, og det er noget, som vi også vil tage op med ministeren i udvalget.

Jeg synes, der er grund til at fremhæve nogle udpluk af nogle af høringssvarene.

I Dansk Flygtningehjælp siger de:

»Dansk Flygtningehjælp finder det afgørende for ordningen, at vurderingen af, hvorvidt der er rimelig grund til at føre en klagesag ikke bliver for restriktiv, og at der i vurderingen tages højde for sagernes meget alvorlige karakter.«

De skriver endvidere:

»Der henvises her til, at sagerne omhandler risiko for udsendelse til forfølgelse, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.«

Dansk Flygtningehjælp mener således, at der bør tages konkret stilling hertil i de enkelte sager, og at man ikke på forhånd bør udelukke disse sager i forhold til retshjælp.

Så vil jeg også gerne ligesom min kollega fra Alternativet høre ministerens kommentarer til de meget konkrete anbefalinger, som Institut for Menneskerettigheder har. Der fremhævede fru Josephine Fock visse anbefalinger, og jeg vil fremhæve et par andre, nemlig at retshjælp kun afvises, hvis det er åbenbart, at klager ikke opfylder de formelle klagebetingelser. Det er lidt i tråd med høringssvaret fra Advokatsamfundet, nemlig at der er nogle af de her ting, som vi bliver nødt til at have nogle klare definitioner på.

Som min kollega fra Enhedslisten fru Pernille Skipper var inde på, er der grund til at kritisere visse afgørelser, som ministeriet og ministeren jo også er inde på i noget af baggrundsmaterialet. Men man smider lidt barnet ud med badevandet i SF's optik. Altså, man tager nogle kritiske sager, og så gør man det ekstremt svært at yde den retshjælp, som vi synes man stadig væk bør give.

Så det er nogle af de konkrete spørgsmål til ministeren. Jeg håber, at vi kan få nogle svar her – ellers vil vi tage det videre i udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti.

Jamen jeg vil sådan set gå direkte til konklusionen, nemlig at vi kan støtte forslaget og finder det helt naturligt, at der er en parallelitet mellem, hvad der gælder ved de danske domstole, og hvad der skal gælde internationalt. Derfor støtter vi forslaget.

Så er det justitsministeren.

Jeg vil gerne starte med at takke ordførerne for dagens debat og den overvejende positive modtagelse af lovforslaget.

Der er sket en stigning i antallet af klagesager, som bliver rejst uden rimelig grund, ved internationale klageorganer. Ofte er der tale om, at afviste asylansøgere uden rimelig grund indgiver klage til en FN-komité for at undgå at blive udsendt. Det kan vi fra dansk side ikke gøre så meget ved, men det er ikke rimeligt, at vi oveni skal betale en advokatregning for de pågældende.

Danmark er et af de få lande i verden, der yder retshjælp til personer, som klager til internationale klageorganer. I dag er det alene en betingelse for at opnå retshjælp, at det internationale klageorgan har anmodet den danske regering om såkaldt retlige bemærkninger til sagen. Retshjælpsordningen, der blev indført i 1999 under den daværende SR-regering, bygger i den forbindelse på den forudsætning, at de internationale klageorganer nærmere overvejer, om klagebetingelserne er opfyldt, inden regeringen anmodes om retlige betragtninger.

Der er imidlertid flere og flere eksempler på sager, hvor FN-komiteerne ikke følger klagebetingelserne eller nærmere overvejer sagen, inden klagesagen sendes til den danske regering. FN-komiteerne anvendes herved som en almindelig ankeinstans i forhold til danske myndigheders afgørelse i sagen. Det har aldrig været hensigten med hverken den individuelle klageadgang eller retshjælpsordningen.

Den nuværende udformning af retshjælpsordningen understøtter desværre, at FN-komiteerne bruges som en vej til uden rimelig grund at få fornyet behandling af en sag, der har været vurderet af flere instanser. Det sker navnlig inden for asylområdet. Senere års praksis ved FN-komiteerne viser, at afviste asylansøgere indgiver klage til en FN-komité med henblik på at undgå at blive udsendt, hvilket den pågældende ellers har pligt til efter Flygtningenævnets afgørelse. Der er derfor behov for at ændre reglerne om retshjælp med henblik på at sikre, at der kun ydes retshjælp i sager, som der er rimelig grund til at føre.

Med lovforslaget lægges der op til, at der fremover skal være rimelig grund til at føre klagesagen, før statskassen betaler for retshjælpen. En sådan ordning svarer til, hvad der gælder for fri proces ved de danske domstole. Der foreslås også indført en klageadgang til Procesbevillingsnævnet. Det betyder, at afslag på retshjælp vil kunne indbringes for en uafhængig instans.

Når der fremover skal være rimelig grund til at føre klagesagen, betyder det bl.a., at klagebetingelserne for det internationale klageorgan skal være opfyldt, før der ydes retshjælp. Der skal således ikke betales retshjælp i en sag, som ikke er færdigbehandlet af de danske myndigheder. Der vil heller ikke skulle ydes retshjælp i sager, hvor klageren har indbragt en sag for en FN-komité, hvis klageren tidligere har forsøgt at få klagen behandlet af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men har fået den afvist som ubeføjet.

Ud over klagebetingelserne vil der også skulle foreligge en rimelig udsigt til, at der foreligger en krænkelse af den pågældende konvention, før der skal ydes retshjælp. Der vil således i almindelighed ikke skulle ydes retshjælp i klager, som alene eller hovedsagelig vedrører spørgsmål om de danske myndigheders bevisvurdering, f.eks. troværdigheden af en asylansøgers forklaring.

Det følger af de internationale klageorganers egen praksis, at de nationale myndigheder er bedre egnet end klageorganerne til at bedømme de beviser, der fremføres under en sag. Dette har sammenhæng med, at de danske domstole og Flygtningenævnet modsat klageorganerne som altovervejende hovedregel behandler sagerne efter en mundtlig procesform, hvor der under sagen afgives forklaring af klageren og eventuelle vidner. Domstolene og Flygtningenævnet er således bedre egnet til at vurdere troværdigheden af disse forklaringer end FN-komiteerne, som alene får sagen præsenteret på et skriftligt grundlag, og hvor der ikke bliver stillet kritiske spørgsmål til klageren.

Med de bemærkninger vil jeg endnu en gang takke ordførerne for de forskellige indlæg. Jeg ser frem til den videre behandling i Folketinget og står naturligvis til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, der måtte opstå under udvalgsarbejdet.

Tak. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.