Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget 2015-16
L 93 Bilag 1
Offentligt
1581433_0001.png
Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget
Christiansborg
1240 København K
Orientering om høring af lovforslag
Til udvalgets orientering fremsendes høringssvar modtaget i forbindelse med de to
eksterne høringer over forslag til lov om pilotudbud af pristillæg for elektricitet
fremstillet på solcelleanlæg.
Formålet med lovforslaget er at bemyndige energi-, forsynings- og klimaministeren til
at kunne afholde et pilotudbud af pristillæg for elektricitet fremstillet på solcelleanlæg
med en samlet installeret effekt på 20 MW, hvoraf 2,4 MW udbydes i mindst et andet
EØS-land, som Danmark har direkte elforbindelse til. Hermed vil Danmark afhjælpe
den potentielle diskrimination, som Europa-Kommissionen har påpeget i det danske
PSO-system.
Lovforslaget har været sendt i høring i perioden den 17. august 2015 til den 14.
september 2015 og igen fra den 5. november 2015 til den 12. november, fordi
lovforslaget havde fået en ny form. De primære ændringer af lovforslaget i forhold til
den første høring bestod i, at regler om administration af pristillæg i forhold til de
vindende tilbudsgivere, herunder om udbetaling af pristillæg, ikke længere reguleres i
loven, men derimod i kontrakter. Sådanne kontrakter vil blive indgået med vinderne i
udbuddet. Der henvises til mail af den 5. november 2015 til Energiforligskredsen med
orientering om den 2. høring.
Endvidere vedlægges Energistyrelsens notat med sammenfatning af høringssvarene.
Det bemærkes, at lovforslaget er blevet ændret efter 2. høring, fordi det er vurderet,
at der ikke som forudsat i høringsudgaven, er behov for et efterfølgende lovforslag,
som indsætter pristillæggene for de vindende tilbud i loven.
Det betyder, at energi- forsynings- og klimaministeren med lovforslaget bemyndiges
til at afholde selve pilotudbuddet, indgå kontrakter med de vindende tilbudsgivere og
efterfølgende yde pristillæg på baggrund af kontrakterne. Samtidig fremgår de
økonomiske konsekvenser af pilotudbuddet af lovforslaget og ikke af et senere
lovforslag.
Lovforslaget fremsættes i Folketinget den 16. december 2015.
Med venlig hilsen
Ministeren
2323. november 2015
/
Lars Christian Lilleholt
1