Jeg tror, at alle, der følger med i udviklingen på teleområdet, på bredbåndsområdet, jo løbende må revurdere deres opfattelse af, hvor hurtigt tingene går.
Teknologien udvikler sig i en rasende fart, og heldigvis for det, for det betyder, at vi som forbrugere og vi som samfund kan gøre brug af endnu flere digitale tjenester, og at vi oplever, at konkurrencen om at levere bredbåndsforbindelser og mobilforbindelser til borgerne styrkes.
Det er klart, at når vi har at gøre med en knap ressource, som frekvenser jo er, kan vi ikke bare sådan lade alle sende alt muligt ud overalt, for det har det så med at påvirke andre signaler.
Så derfor er det temmelig reguleret, hvilke frekvenser der kan anvendes.
Men det er altså sådan, at vi har et godt princip herhjemme om, at når der er ledige frekvenser, jamen så kan de virksomheder, der er interesserede, melde ind og sige, at her ligger der en ledig frekvens, som de godt kunne tænke sig at anvende til et eller andet formål.
Vi blander os jo som udgangspunkt ikke i, hvilket formål det er.
Vi overlader til markedet og til iværksætterne og til den innovation, der er, at finde ud af, hvad markedet, dem med fingeren på pulsen, vurderer den pågældende frekvens bedst kan anvendes til.
Derfor får man som udgangspunkt, hvis ikke der er flere, der melder sig på banen, sin frekvens til stort set ingen penge.
Man skal selvfølgelig betale nogle løbende frekvensafgifter.
Men når der er knaphed, eller hvor der er flere, der byder ind, holder vi auktioner ud fra den betragtning, at det er den bedste måde at få fordelt ressourcen på, i stedet for at vi skal sidde og vurdere meget detaljeret, hvad der er det bedste.
Vi stiller som oftest på det her område nogle dækningskrav.
Dem, der er villige til at honorere de politisk fastsatte krav, må så byde, og den, der byder højest, vinder.
Men der er selvfølgelig en problemstilling, hvis man bare kan hive frekvenstilladelser hjem og lægge dem i skrivebordsskuffen i en virksomhed.
Nu har jeg rundet tiåret som teleordfører og kan huske fra tidligere, at vi årligt sad og kiggede på det frekvenspolitiske rammemandat.
Og der var det i al beskedenhed undertegnede, der foreslog, at vi altså blev nødt til at få sådan en antihamstringsbestemmelse, som skulle forhindre, at eksisterende aktører, hver gang der var en ledig frekvens, bare søgte den og lagde den i skuffen og dermed forhindrede konkurrence og nye aktører i at melde sig på banen og nye tanker om, hvordan det pågældende frekvensområde kunne anvendes.
Det er så det, vi endnu mere håndfast lovfæster nu, og når man selv har foreslået det, skulle man være et skarn, hvis ikke man var rigtig glad for, at det så også er indeholdt i det lovforslag, vi nu behandler.
På samme måde har vi også for at fremme konkurrencen sikret os, at når der er flere, der melder sig som interesserede i bestemte frekvenser, kan der af hensyn til konkurrencen på markedet være aktører, som vi siger at vi holder ude fra den pågældende auktion for at sikre, at konkurrencen styrkes bedst muligt.
Og som det allerede er sagt her fra talerstolen af Socialdemokratiets ordfører, nytter det jo ikke noget, at den pågældende, der er udelukket, så via en stråmand eller på anden vis alligevel kan få adgang til de frekvenser, som vi ud fra et konkurrencemæssigt hensyn har sagt de er udelukket fra at byde på.
Endelig ophæver vi med lovforslaget den lov, der, som det også er nævnt, tidligere regulerede tredjegenerationsområdet, fordi det nu reguleres inden for den generelle rammelov, og derfor skal vi ikke have specifik lovgivning på det område.
Grundlæggende er det et rigtig godt forslag, der har til formål at sikre konkurrencen på telemarkedet, og det har vi al mulig grund til at understøtte, for mulighederne er enorme, teknologien udvikler sig hurtigt, og vi skal selvfølgelig sørge for at stille de optimale rammer til rådighed, så der fuldt ud er mulighed for at udnytte de potentialer, der er, til gavn for os som samfund, men så sandelig også til gavn for forbrugerne.