Det sidste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af lovforslag nr. L 87:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven. (Udskydelse af retten til familiesammenføring for personer med midlertidig beskyttelsesstatus, skærpelse af reglerne om tidsubegrænset opholdstilladelse, skærpelse af reglerne om inddragelse af flygtninges opholdstilladelse, m.v.).

Af udlændinge-, integrations- og boligministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 10.12.2015).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der har ordet i ordførerrækken, er hr. Dan Jørgensen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Socialdemokraternes flygtningepolitik går på to ben. På den ene side er vi dybt optagede af at hjælpe mennesker i nød. Folk, der flygter fra død og ødelæggelse, krig og tortur, har brug for vores hjælp, og vi har et moralsk ansvar til at give dem hjælp. På den anden side har vi også et andet ansvar, for vi har et ansvar for, at Danmark kan fungere, og et ansvar for, at vores velfærdssamfund sikres og vores sammenhængskraft består.

Lige nu kommer der et meget stort antal asylansøgere til vores land. Sidste år var det næsten 21.000, og det tal ser ud til at stige i 2016. Så vi hjælper, vi gør noget, og målt i forhold til vores lands størrelse er vi det land i EU, der tager næstflest flygtninge. Det er godt, at vi hjælper. Vi skal hjælpe. Men det er også klart, at antallet på sigt bliver nødt til at bringes ned, hvis vi skal kunne følge med. Det er årsagen til, at vi mener, der er behov for at stramme udlændingeloven i Danmark. Vi er nødsaget til at skrue på de knapper, vi har til rådighed. Vi er nødsaget til at gøre noget. Gør vi ikke det, ser vi bare til, holder vi os til taler – håbefulde taler, floromvundne taler om store internationale løsninger – og ideelle scenarier med fred og solidaritet i verden, risikerer vi, at det går galt. Så risikerer vi, at Danmark ender som Sverige – end ikke mange svenskere, tror jeg, mener efterhånden længere selv, at deres tilgang har været den rette.

Hvis man har en markant mere lempelig udlændingepolitik i ens land, end de har i de lande omkring en, og tilbyder man markant bedre forhold for flygtninge end de lande omkring en, vil man blive en magnet. Nogle mener måske, at sådan en vej er den sympatiske vej at gå, at det er den humanistiske vej. Jeg har personligt svært ved at se det humane i at bringe sit land i en situation som den, Sverige er i i dag. Derfor støtter vi Socialdemokrater lovforslaget, og vi glæder os til debatten, og jeg håber, at de, der har tænkt sig at argumentere imod, ikke bare nøjes med at kritisere os, der forsøger at tage et ansvar. Alt for ofte er det nemlig sådan, at partier og politikere siger, at de er enige i, at antallet betyder noget, men at de er imod vores løsninger, uden at de selv har nogen realistiske bud på, hvad vi så skal gøre.

Sluttelig er det vigtigt for mig at understrege, at vi Socialdemokrater er glade for de forbedringer af forslagene, der er kommet ind i de forhandlinger, der er gået forud. For det første er det nu sikret, at asylansøgere stadig vil kunne arbejde uden for centrene. For os er det helt essentielt, at mennesker kan få et job. Det er af hensyn til dem selv og deres værdighed og deres livskvalitet, men også af hensyn til vores samfund.

Dertil kommer forslaget om mulig inddragelse af værdier. Vi støtter og har hele tiden støttet princippet om, at har man store værdier, er det rimeligt, at man bidrager til sit eget ophold, men vi har måbende set til, når regeringen har fortolket det princip på mange forskellige måder, og derfor er vi glade for, at det er lykkedes at få talt ministeren og regeringen til rette, således at det nu fremgår soleklart, at man ikke kan inddrage flygtninges smykker og andre værdigenstande med affektionsværdi.

Tak for ordet.

Tak. Der er et par enkelte spørgsmål, men nu kommer der flere. Først er det fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Tak for det. Tilbage i 2012 indgik Socialdemokraterne sammen med Enhedslisten og en række andre partier den såkaldte asylaftale. Den aftale betød bl.a., at børnefamilier fik bedre mulighed for at flytte ud af centrene. Det gjorde vi, fordi vi havde set, hvor alvorlige konsekvenserne blev for ikke mindst børnene, hvis de skulle tilbringe hele eller halve børneliv på et asylcenter.

Den mulighed fjerner man med det her lovforslag. Børnefamilier får ikke længere mulighed for at flytte ud af centrene, og med al sandsynlighed vil det betyde, at vi igen kommer til at opleve børn, som tilbringer hele deres barndom på et asylcenter.

Hvad er det, der har ændret sig, ikke mindst for børnene, siden Socialdemokraterne nu mener, det er rimeligt at lade børn vokse op på et asylcenter i Danmark?

Ordføreren.

Jeg tror, at hvis fru Johanne Schmidt-Nielsen har fulgt debatten om de her forslag, vil hun også være klar over, at det jo faktisk har været et af de områder, hvor vi var skeptiske, da vi gik ind til forhandlingerne. Som spørgeren måske husker, foreslog regeringen, at man skulle fratage asylansøgere både muligheden for at bo og muligheden for at arbejde uden for centrene. Det var vi skeptiske over for og tog med til forhandlingsbordet, og det, der blev resultatet, var, at det lykkedes os at få den ene del ud, dvs. den del, der handler om, om man må arbejde uden for centrene. Det var så det kompromis, som vi accepterede.

Så svaret på spørgsmålet er: Det er sådan set ikke, fordi vi synes, det er særlig godt, at det nu bliver sådan, at man ikke må bosætte sig uden for centrene. Men det var det kompromis, vi kom frem til, som altså sikrer, at man kan arbejde uden for centrene, hvilket vi mener er meget vigtigt.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Men jeg kan jo konstatere, at konsekvensen af det her lovforslag bliver, at børn nu kommer til at kunne tilbringe hele deres barndom på et asylcenter. Jeg synes, det er meget mærkeligt, at Socialdemokraterne vil lægge stemmer til det; det undrer mig. Jeg kan forstå, at Socialdemokraterne synes, at det er man villig til, også selv om man ikke er vild med det.

Men lad mig stille et andet spørgsmål. En anden konsekvens af det her lovforslag vedrører kvoteflygtninge – og der taler vi jo altså om verdens allersvageste flygtninge, altså dem, som ikke har haft nogen mulighed for at flygte, og som derfor sidder i lejre rundtomkring i verden. Konsekvensen af det her forslag bliver, at de, der ikke kan læse og skrive, som udgangspunkt skal sorteres fra. Er det socialdemokratisk politik, at de mennesker, altså flygtninge, som ikke kan læse og skrive, skal have dårligere mulighed for at få beskyttelse end mennesker, som kan læse og skrive?

Ordføreren.

Nu siger fru Johanne Schmidt-Nielsen i første del af sit indlæg, at hun kan forstå, at Socialdemokraterne synes, det er rimeligt, og at man så må leve med det. Sådan vil jeg jo ikke udtrykke det, men der er nok ikke nogen tvivl om, at vi her er inde på noget af det helt basale i forskellen på spørgerens parti og mit parti.

For det er selvfølgelig rigtigt, at man, som spørgeren gør det, bare kunne forbeholde sig retten til at kritisere; når man er udenfor, er det fint, for så kan man kritisere alt. Problemet er bare, at hvis alle gjorde det, ville den rigtige, virkelige situation derude, hvor folk bliver påvirket af det, være en anden.

Hvis ikke vi havde siddet med ved bordet; hvis ikke vi havde taget ansvar og også været villige til at gå på kompromis og også været villige til at købe en løsning, som ikke hundrede procent er den, vi helst havde set, ja, så havde det f.eks. ikke i fremtiden været muligt at arbejde uden for centrene. Så kunne vi have været hellige som parti og have sagt, at det havde vi kritiseret, men så havde den mulighed ikke været der. Så det er grunden til, at vi har indgået det kompromis.

Hr. Jacob Mark.

Tak for det. Jeg har sådan prøvet at fjerne den der politiske hat lidt, da jeg læste høringssvarene, og prøvet at se på, hvad nogle andre end vi klassiske partier siger i forhold til det, der bl.a. står dér om de her nye regler om familiesammenføring, og at man nu må vente 3 år på at se sin familie, hvis man er under midlertidig beskyttelse. Og der skriver Dansk Psykolog Forening og Røde Kors, at en gennemførelse af forslaget sandsynligvis vil føre til flere traumer og psykiske problemer blandt de mennesker, der så vil være i Danmark. Jeg vil bare høre, hvad ordføreren tænker om det.

Ordføreren.

Jamen jeg tror da, jeg har det sådan, som de fleste formentlig har det, også dem, der kommer til at støtte det her forslag, at det da er noget, man hellere ville have været foruden, ligesom vi hellere ville have været foruden, at vi blev nødt til at ændre reglerne, som vi jo gjorde det i vores regeringstid, hvor vi udsatte mulighederne for at få familiesammenføring med 1 år. Når vi så alligevel ender med at gøre det, er det jo, fordi det er et af de få redskaber, man faktisk har for at stramme lovgivningen, sådan at vi med nogen forhåbning kan antage, at vi får færre ansøgere. Og hvorfor ønsker vi det? Ja, det ønsker vi, fordi antallet nu er så stort, at hvis vi ikke gør det, så vil det alvorligt begrænse vores muligheder for at integrere dem ordentligt, og det vil i hvert fald også, jævnfør det, som hr. Jacob Mark er inde på, have meget, meget negative effekter for de her menneskers livskvalitet.

Hr. Jacob Mark.

Tak for svaret. Der står også noget andet i høringssvarene, og det er det, som Institut for Menneskerettigheder siger, om, at det her faktisk er et brud på konventionerne, og det samme siger Advokatrådet, Amnesty International, Dignity, Red Barnet og SOS mod Racisme, Dansk Flygtningehjælp, Foreningen af udlændingeretsadvokater, Bedsteforældre for Asyl og Retspolitisk Forening. De siger alle sammen, at det er et brud på konventionerne. Nu har der været meget snak om de her konventioner, og så vil jeg bare høre: Mener Socialdemokraterne egentlig, at man skal tage det her opgør med konventionerne, eller skal man følge de konventioner, vi nu engang har?

Ordføreren.

Nej, vi mener ikke, at man skal tage et opgør med konventionerne. Vi mener, at der er mange ting, som man kunne diskutere om man ville skrive på samme måde i dag, hvis man skulle skrive konventionerne om – det er klart – men vi mener også, at det er helt åbenlyst, at skulle det ske, så ville det være en meget langvarig proces. I øvrigt ville man jo åbne for nogle forhandlinger, hvor det kan ende alle mulige steder. For det er ikke sikkert, at man kan forudsige resultatet af det, og det er under alle omstændigheder ikke noget, som vil løse den umiddelbare situation, vi står i lige nu. Verden er i øvrigt et bedre sted, fordi vi har konventioner, og der er færre flygtninge i verden, fordi vi har konventioner og internationale regler. Så det er nej. Men det betyder jo ikke, at al fortolkning af konventioner er ligetil og nemt. Jura er jo på den måde ikke en eksakt videnskab, og vi stoler selvfølgelig på regeringen og Justitsministeriets og Udlændinge- og Integrationsministeriets jurister, når de vurderer, at det her er inden for konventionerne.

Så er det fru Pernille Bendixen.

Tak for det. Vurderer ordføreren, at de stramninger, der er i det her lovforslag, er nok, eller vil der være behov for yderligere stramninger?

Ordføreren.

Det kommer lidt an på, hvad man mener med »nok«. Altså, jeg tror ikke, vi holder op med at føre udlændinge- og integrationspolitik i Danmark, når det her forslag er vedtaget, og at vi så tænker, at alting er vel, og at ingenting skal reformeres i årene fremover. Men jeg kan da i hvert fald påpege et par eksempler, hvor jeg kan se at det er helt nødvendigt at vi sætter ind. For en ting er, at vi strammer på de regler, vi gør i dag, som vi håber får en betydning i forhold til antallet, men hvad så med dem, der er her? Og det er måske der, hvor der kan være den største forskel mellem spørgeren og undertegnede. Vi mener jo, at man bør gøre langt, langt mere for at sikre en bedre integration i Danmark. Hvis ikke vi gør det, er vores politik jo ikke i balance.

Fru Pernille Bendixen.

Ordførerens kollega, hr. Henrik Sass Larsen, havde et indlæg i Politiken, hvori han tilkendegav sin holdning om, at man bør begrænse ikkevestlig indvandring. Er det ordføreren og partiets officielle holdning?

Ordføreren.

Vores politik er den, som jeg har redegjort for i min indledende tale, altså at vi skal hjælpe, og det gør vi også. Men vi bliver også nødt til at begrænse antallet, og den stigning, som vi ser lige nu, er ikke til at håndtere. Så ja, det er klart, at det antal af udlændinge, der kommer lige nu, er for højt, til at vi kan administrere det på en ordentlig måde i Danmark. Det handler både om de mennesker, som skal kunne integreres ordentligt, og at muligheden for at gøre det skades, jo flere, der kommer, men det gælder også i forhold til sammenhængskraften i vores land og mulighederne for at opretholde den velfærd, vi gerne vil.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak for det. Ordføreren taler om at løse problemerne, og så vil jeg bare spørge ordføreren: Hvad er det for nogle problemer, som ordføreren mener at forslaget om at kunne visitere og ransage flygtninge for smykker og personlige ejendele vil kunne løse?

Ordføreren.

Jeg tror, at jeg sagde, at den samlede pakke har til formål at løse problemerne. Om det her forslag om at visitere og inddrage værdier har jeg ved mange, mange lejligheder sagt, at jeg de facto ikke rigtig tror, at det kommer til at ændre meget. Der vil ikke blive inddraget store beløb der, så jeg tror ikke, at det kommer til at ændre noget på bundlinjen, og havde det forslag slet ikke været med, var det nok ikke sådan, at vi selv havde stillet det.

Når vi støtter det, som det står nu, er der to årsager. Vi kan godt støtte det overordnet principielle i, at man selv bidrager, hvis man har midler i Danmark, ligesom det i øvrigt gælder på det principielle plan, selv om det er forskelligt på det konkrete plan i forhold til danskere, kontanthjælpsmodtagere f.eks. Den anden årsag er jo, at det lykkedes os at få nogle indrømmelser fra ministeren, således at vi sikrer, at man ikke kan tage vielsesringe og smykker af affektionsværdi. Det er igen et resultat af, at vi faktisk har siddet ved bordet i modsætning til andre partier, som har kritiseret rigtig meget, og man må sige, at hvis vi havde gjort det samme, havde forslaget set meget værre ud i dag.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Så hvis vielsesringe havde været inkluderet, havde Socialdemokraterne stemt imod forslaget.

Ordføreren.

Ja, vi krævede, at vielsesringe og smykker af affektionsværdi skulle ud.

Så er det fru Ulla Sandbæk.

Mange tak. Ordføreren har gjort opmærksom på, at man ønsker at kunne integrere flygtninge ordentligt, men ude i kommunerne har de jo sagt, at den her lovpakke absolut vil stille sig hindrende i vejen for, at man kan integrere flygtninge ordentligt, bl.a. på grund af den meget lave ydelse, de skal få. Det er jo så ikke en del af den her lovpakke. Men flygtninge sover i gennemsnit 2 timer hver nat, fordi de er meget, meget bekymrede for, hvad der sker med deres koner og deres børn, som de ikke kan få sammenføring med. Tror ordføreren virkelig, at man, hvis man i 3 år ikke kan sove mere end 2 timer om natten og måske ikke engang kan sove 2 timer om natten, så vil kunne integreres ordentligt?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at de enkelte elementer i det her forslag i sig selv er fordrende for integrationen, men jeg tror på, at det, at vi samlet set gør noget, som forhåbentlig kan nedbringe antallet, gør det muligt at løfte integrationsindsatsen bedre, end vi gør i dag, for jeg synes ikke, at integrationsindsatsen, som den er i dag, er god nok – tværtimod. Jeg kan desværre også bare se for mig, at hvis ikke der bliver gjort noget, hvis ikke der bliver strammet op, vil problemerne blive endnu værre. Her synes jeg, at man skal se på Sverige, hvis man vil have et eksempel på, at det, at man har meget lempelige regler, regler, som måske umiddelbart isoleret betragtet kan forekomme sympatiske og gode for integrationen for den enkelte, altså samlet set kan have den fuldstændig modsatte effekt, fordi der så kommer så store antal, at man simpelt hen ikke som samfund kan kapere det.

Fru Ulla Sandbæk.

Tror ordføreren ikke, at det, at integrationen er mislykket, i meget høj grad hænger sammen med, at man tidligere lod flygtninge og asylansøgere sidde i asylcentre uden at lære dem dansk, uden på nogen måde at lade dem komme ind på arbejdsmarkedet, uden at prøve at integrere dem fra dag et, og at man nu med dette forslag vender tilbage til nøjagtig de samme tilstande, som gav den ualmindelig dårlige integration?

Ordføreren.

Jeg er enig i den første del af spørgsmålet, som vel nærmest var en analyse, nemlig at det her med at sidde isoleret ude i centre er rigtig dårligt for integrationen. Det er også derfor, at vi har insisteret på, at man skal have mulighed for at arbejde. Men det er jo så kun en første del af den proces, som flygtninge skal igennem. Vi håber jo så selvfølgelig på, når man senere kommer ud i kommunerne, at vi også får vores integrationsindsats til at virke langt, langt bedre der. Det tror jeg er altafgørende.

Det sidste spørgsmål til ordføreren er fra fru Lotte Rod.

Hvordan mener Socialdemokraterne den her lov bidrager til integrationen?

Ordføreren.

Som jeg sagde i forbindelse med det spørgsmål, der blev stillet til mig lige før, tror jeg ikke, der er nogen enkeltelementer i den her lovgivning, som decideret bidrager til integrationen. Jeg anerkender oven i købet, at der kan være nogle af elementerne, som kan gøre integrationsindsatsen sværere.

Når vi støtter det her, er det af en anden årsag, og det er den, at hvis ikke vi begrænser antallet, hvis ikke vi gør noget for at sikre, at der ikke kommer endnu flere, så vil det samlet set have en så enormt skadelig effekt på integrationen, at vi ikke kan være det bekendt, og at vi ikke har mulighed for at gøre det bedre.

Fru Lotte Rod.

Siden der begyndte at komme så mange flygtninge til Danmark i efteråret, hvor mange forslag har Socialdemokraterne så fremsat, som bidrager til at forbedre integrationen?

Ordføreren.

Jeg kan ikke give et tal på det – altså, fra kl. 6 om morgenen cirka begynder telefonen at ringe hjemme ved mig. Jeg tager gerne de første af samtalerne i sengen uden at blive for detaljeret, når jeg snakker med journalisterne, og hele dagen taler jeg om to ting: 1) Hvad kan vi gøre for at håndtere antallet, der kommer? Og 2) Hvad skal vi gøre med dem, der kommer her?

Så vi har fremsat massevis af forslag, der primært handler om at få flere mennesker i arbejde. Det er ikke noget, vi bare har gjort en gang imellem, det er noget, vi gør hver eneste dag.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste i ordførerrækken er hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det er ingen hemmelighed, det håber jeg i hvert fald ikke, at Dansk Folkeparti arbejder for en stramning af asyl- og udlændingepolitikken, og derfor kommer det nok heller ikke bag på så mange, at vi støtter lovforslaget. Det er vores opfattelse, at regeringen og en række andre partier i Folketinget har rykket sig på udlændingeområdet, og det vil jeg gerne kvittere for. Det er vigtigt, at Folketinget til trods for politiske uenigheder samles i en for Danmark så afgørende og alvorlig stund.

Samtidig med at Dansk Folkeparti hilser dette lovforslag velkommen, understreger vi dog også, at de forslag, som der ligger i lovforslaget, ikke er nok til for alvor at vende udviklingen. Der er brug for mere. Der er brug for mere grænsekontrol, og der er brug for yderligere stramninger i asyl- og udlændingepolitikken, og når dette lovforslag forhåbentlig er blevet stemt igennem, vil Dansk Folkeparti fortsætte sit arbejde med at begrænse tilstrømningen.

Det skal ikke ændre på, at det er en række gode og markante ændringer af udlændingeloven, som vi behandler i dag. I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve, at selv om langtfra alle flygtninge bliver ramt, vil der ske en udvidelse af den tidligere regerings stramning, hvad angår muligheden for familiesammenføring for flygtninge. Det forlænges fra 1 år til 3 år. Det bliver sværere for indvandrere og flygtninge at få en permanent opholdstilladelse, noget, som vi også har arbejdet for igennem længere tid, og det kommer så nu.

Det bliver nemmere for myndighederne at kræve, at asylansøgere selv betaler for deres ophold i Danmark. I den forbindelse skal jeg for god ordens skyld sige, at vi i Dansk Folkeparti er ærgerlige over, at især De Konservative og Socialdemokraterne har arbejdet på at fastholde den negative forskelsbehandling af danske statsborgere og jo dermed har fastholdt den positive særbehandling, som flygtninge modtager i dag. Flygtninge bør efter Dansk Folkepartis opfattelse ikke være bedre stillede end danskere. Det er svært at forstå, hvorfor de to partier har ageret, som de har gjort, men det må de selvfølgelig selv stå på mål for.

I Dansk Folkeparti har vi den opfattelse, at udefrakommende ikke skal være bedre stillede end vore egne, og derfor er det også godt, at vi med det her forslag fjerner noget af forskelsbehandlingen, men desværre ikke det hele, men sådan er det jo med politiske kompromiser.

Så bliver det også nemmere at inddrage flygtninges eller rettere sagt bekvemmelighedsflygtninges opholdstilladelse, når de har været på ferie eller sygebesøg i hjemlandet. Der indføres gebyr på ansøgning om familiesammenføring og på ansøgning om permanent opholdstilladelse, der indføres integrationskriterier, hvad angår kvoteflygtninge, og så vil der i tillæg til disse elementer i lovforslaget blive taget en række andre og nye initiativer, som ikke skal gennemføres ved ændring af udlændingeloven, men som kan gennemføres administrativt.

Det drejer sig om begrænsning af varigheden af opholdstilladelser til flygtninge, afskaffelse af den ekstraordinære asylrådgivning og afskaffelse af statens betaling for transport til Danmark af familiesammenførte til flygtninge her i landet. Her er det især de kortere opholdstilladelser og afskaffelsen af statens nuværende pligt til at betale flybilletten, som er værd at fremhæve, for det er selvfølgelig ikke noget, som danske skatteborgere skal betale for. Det er også vigtigt, at man forkorter perioden for opholdstilladelsen for en række flygtninge og jo især gør det for konventionsflygtninge, hvor perioden i dag som udgangspunkt er 5 år; den periode sættes ned til 2 år, fordi det jo netop er med til at understrege, at der er tale om en midlertidig hjælpeforanstaltning.

Alt i alt er der mange gode elementer i dette lovforslag, og selv om vi ikke kunne blive enige om at etablere statslige flygtningelandsbyer og desværre heller ikke kunne blive enige om en revision af den europæiske menneskerettighedskonvention og også gerne konventioner, vil jeg alligevel gerne kvittere for lovforslaget, som alt andet lige er et skridt i den rigtige retning.

Det er afgørende for Danmark, at vi får begrænset den ikkevestlige indvandring, herunder indvandring fra muslimske lande, og det er afgørende, at vi fortsat arbejder hen imod, at udlændinge med asylstatus kun skal være midlertidigt i Danmark, at de skal sendes hjem igen, for størstedelen af dem, der er kommet, og størstedelen af dem, der kommer, vil desværre aldrig blive integreret af den simple årsag, at vi er alt for forskellige.

Det her er ikke kun et spørgsmål om tekniske ændringer af lovgivningen. Der er langt større ting på spil efter Dansk Folkepartis opfattelse. Dybest set handler det om, hvilken slags land vi vil give videre. Det handler om at sikre, at de værdier, som vi bredt i samfundet sætter pris på, bliver bevaret, så også vore efterkommere kan nyde godt af det samfund, som er opbygget igennem mange generationer.

Så vi så gerne endnu flere stramninger, og det arbejder vi fra Dansk Folkepartis side videre på, men det her er bestemt et fornuftigt forslag, og derfor kan jeg meddele, at Dansk Folkeparti støtter det.

Der er et spørgsmål fra hr. Jacob Mark.

Tak. Jeg ved jo godt, at Dansk Folkeparti er glade for det her lovforslag, men jeg vil alligevel tillade mig at spørge til noget måske lidt mere teknisk. En del af det her lovforslag betyder jo, at betjente skal stå og kropsvisitere ved grænserne og tage genstande, der har en værdi på mere end 10.000 kr. Det er jo nogle mennesker, der skal gøre det her. Det er politibetjente, altså helt almindelige danskere, der så har taget en politiuddannelse. Hvordan forestiller ordføreren sig at en helt almindelig politibetjent skal have kompetencerne til at vurdere, præcis hvad et ur er værd, eller hvad en bestemt computer er værd?

Ordføreren.

Man kunne eksempelvis bede et auktionshus om at vurdere det. Det er jo én måde at gøre det på.

Så vil jeg sige, at nu er det jo altså i et asylcenter, man vil foretage visiteringen, ligesom man i øvrigt gør i dag af sikkerhedshensyn, og hvis man skal kigge efter, om de har dokumenter på sig, som man kan bruge til at fastlægge, hvem de egentlig er. Den visitering foregår jo allerede i dag. Så jeg mener, det vil være ret uproblematisk, når først det sådan har fundet et naturligt leje. Og så skal man jo i øvrigt huske på, at danske myndigheder i årevis har brugt ikke præcis de samme regler, men regler, som minder meget om dem, over for danske statsborgere, som f.eks. har gæld til det offentlige. Så det skal nok komme til at gå.

Hr. Jacob Mark.

Tak for det. Og så til det mere rationelle – måske: I en tid, hvor der virkelig er brug for ressourcer til politiet – og nu kan jeg læse, at Dansk Folkeparti også vil have transportøransvar og mere grænsekontrol – mener ordføreren så, at det er en hensigtsmæssig brug af politiets ressourcer, at de skal samarbejde med auktionshuse for at være med til at vurdere, hvor dyre ure er?

Ordføreren.

Ja, vi synes jo, det er et udmærket forslag. Vi har også tidligere stillet spørgsmål om det i Folketinget – det tror jeg vi gjorde tilbage i juni måned sidste år. Så vi synes, det er helt rimeligt at implementere det princip – og det har jo sådan set været gældende i et stykke tid, men nu kommer redskaberne også – at hvis man kan betale for sit ophold i Danmark, skal man også betale. Det synes vi er meget fornuftigt. Jeg gør mig ingen illusioner om, at der vil komme en masse penge ind på den her konto. Men der vil være mulighed for selv at betale, hvis man er i stand til at betale, og jeg synes, at folk selv skal betale, hvis de kan det.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Jeg synes, ordføreren lægger en lidt negativ stil for dagen. Ordføreren burde da drikke bobler med sin gruppe, sådan som andre gør. Ordførerens parti har da vundet, og politikken er blevet overtaget af så mange andre partier. Det synes jeg da at ordføreren skal glæde sig over.

Men så vil jeg gerne herefter spørge ordføreren, om ikke ordføreren kan uddybe noget. Jeg skal bare have klarlagt, om ordføreren i sin ordførertale sagde, at der ikke burde være forskelsbehandling af kontanthjælpsmodtagere og flygtninge.

Ordføreren.

Det, jeg faktisk henviser til, er de regler, som man bruger over for danskere, der skylder penge. Det kan også være alle mulige andre end kontanthjælpsmodtagere. De regelformuleringer, der lå i det oprindelige forslag, som så er blevet ændret lidt, fordi De Konservative og Socialdemokraterne ønskede at ændre i det, og så fandt vi et nyt kompromis, svarer jo sådan set til formuleringen af de regler, man anvender over for danskere, som har gæld til det offentlige. Det var de formuleringer, man sådan ville overføre til også at bruge over for asylansøgere. Det synes jeg sådan set er meget fornuftigt og rimeligt, for jeg mener godt, man kan sige, at asylansøgere faktisk står i gæld til Danmark stort set fra dag et, for det er jo den danske stat og de danske skatteborgere, der betaler for det hele. Derfor synes jeg, det er rimeligt nok, at der, hvis der er mulighed for, at de kan betale, også skal være nogle redskaber, der gør, at man kan kræve pengene ind.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Jo, men den lovgivning havde vi jo i forvejen – hvor man netop skal bidrage, hvis man er formuende.

Men hvordan ser ordføreren så på, at man generelt – ligesom mennesker, der skylder penge til det offentlige – får mulighed for at bidrage til samfundet? Er det ikke et princip, der bør gælde for alle, at man skal have mulighed for at bidrage til det samfund, man befinder sig i?

Ordføreren.

Jo, det er da rigtig godt, hvis man kan bidrage til samfundet, og det får de jo også mulighed for at gøre, for hvis de kan betale og dermed bidrage med de midler, som de har, så skal de også det. Så jeg mener faktisk, at man giver mulighed for at bidrage.

Så det vil altid være sådan, at hvis de får en opholdstilladelse under de gældende regler, og de kommer ud i kommunerne under de gældende regler, så kan de jo også godt søge et arbejde på lige fod med andre og på den måde bidrage til samfundet. Det er der ikke noget til hinder for, som reglerne er i dag.

Fru Ulla Sandbæk.

Mange tak. Jeg synes jo, at sammenligningen med danskere på overførselsindkomst og det, at man vil fratage asylansøgere smykker, halter voldsomt. For det første beder man jo altså ikke politiet om at tage hjem hos folk på overførselsindkomst og ransage deres hjem for at se, om de har smykker eller andet, som kan omsættes. For det andet siger man jo heller ikke, at hvis folk er på overførselsindkomst og f.eks. har en pensionsopsparing, skal de realisere den pensionsopsparing og betale den til staten. For kvinder, der kommer fra Syrien, er deres smykker faktisk deres pensionsopsparing. Når de bliver gift, får de smykkerne, og hvis manden dør eller de bliver skilt fra deres mand, er det deres sikkerhed for at kunne leve et liv sammen med deres børn.

Dansk Folkeparti vil jo gerne have, at alle vender tilbage til Syrien, i det øjeblik der bliver mulighed for det: Mener Dansk Folkeparti så, at de berørte kvinder skal vende tilbage til Syrien til et liv fuldstændig uden den sikkerhed for at kunne leve et nogenlunde anstændigt liv, som de kom med i form af deres smykker?

Ordføreren.

Jeg synes, det er helt rimeligt, at man siger, at hvis folk kommer til Danmark og siger, de har brug for beskyttelse – og vi så tager dem så alvorligt, at vi faktisk kigger på sagen og giver dem et sted at bo og sørger for de ting, som de nu har brug for – og de så kan betale, så skal de selvfølgelig være med til at betale for det. Jeg synes, det er almindelig sund fornuft, og jeg har svært ved at se, hvordan der er nogen, der kan være modstander af det.

Så taler spørgeren meget om danskere på overførselsindkomst, og det kan man selvfølgelig også godt sammenligne med, men det, jeg bare gør opmærksom på, er, at de formuleringer, som man oprindelig ville bruge over for asylansøgere om mulighederne for f.eks. at beslaglægge værdigenstande og kontante beløb, er de samme formuleringer, som man bruger og i årevis har brugt over for danskere, som f.eks. har gæld til det offentlige – og faktisk også til private. Hvis de formuleringer er gode nok til danske statsborgere og har været det i årevis, kan jeg ikke se, hvorfor man ikke også kan bruge de samme formuleringer over for asylansøgere. Ellers stiller man jo danskere i den situation, at de faktisk er udsat for negativ forskelsbehandling i forhold til dem, der lige er kommet til Danmark. Og det synes jeg ikke er rimeligt.

Fru Ulla Sandbæk.

Nu har asylansøgere jo ikke oparbejdet nogen gæld, i det øjeblik de kommer til den danske grænse. De er overhovedet ikke kommet inden for Danmarks grænser, og der er heller ikke blevet brugt en krone på dem – og det ville i øvrigt være penge, som tages fra udviklingsbistanden. Så jeg kan ikke se, at man kan sammenligne de to ting.

Derimod kan jeg godt se, at man ville kunne sammenligne det, at man f.eks. tvinger folk til at realisere deres pensionsopsparing, med det, at man har tænkt sig, at kvinder, der kommer her og søger asyl, skal realisere deres eneste pensionsopsparing, og at de dermed ikke kan vende tilbage til det land, de kommer fra, og få et liv der.

Ordføreren.

I Dansk Folkeparti betragter vi det som helt naturligt, at danske statsborgere på en række områder er bedre stillet end folk, der kommer udefra. Altså, det er helt naturligt for Dansk Folkeparti; sådan bør det være, og sådan er det også på en række områder.

Så har vi bare nogle områder, hvor dem, der kommer udefra, jo så af en eller enden årsag er bedre stillet end danskerne. Det var sådan set det, vi forsøgte at gøre op med, og det får vi så ikke gjort helt op med, men vi kommer et stykke ad vejen, så asylansøgere fortsat vil have en bedre stilling på det her område end danskere, der har gæld til det offentlige. Den stilling vil så bare ikke være lige så god, som den er i dag. Forskelsbehandlingen vil så forhåbentlig blive lidt mindre, såfremt lovforslaget bliver vedtaget.

Fru Lotte Rod.

Hvornår regner Dansk Folkeparti med at der bliver fred i Syrien?

Ordføreren.

Jeg er ikke spåkone, så det har jeg meget svært ved at sige, det må jeg indrømme. Det er jo også derfor, at vi synes, at for dem, der kommer hertil og får en opholdstilladelse efter de regler, som nu er her, må man sørge for, at de er her midlertidigt, og når der så er mulighed for det, kan man enten sende dem tilbage til deres hjemland eller til et sted i nærområdet, og allerhelst så vi jo, at folk blev i nærområdet i flygtningelejre, og så kunne vi jo så hjælpe dem der.

Fru Lotte Rod.

Lige nu er fakta jo, at konflikter i gennemsnit varer 17 år, hvis ikke jeg husker helt forkert, og så forstår jeg ikke, hvad det er for en logik, der ligger bag ved Dansk Folkepartis forslag om, at vi nødvendigvis skal betale til folk, i stedet for de kan arbejde og betale skat. Altså, hvorfor er det, at folk ikke skal bidrage?

Ordføreren.

Men altså, flygtninge kan jo godt arbejde i dag. Realiteten er bare, at mange af dem ikke gør det, og det er jo sådan set en del af udfordringen. Det er jo derfor, at vi har den opfattelse fra dansk Folkepartis side, at der er behov for at begrænse tilstrømningen, fordi størstedelen af de her mennesker desværre aldrig vil blive integreret i det danske samfund. Det siger al erfaring på området. Altså, det ville da være godt, hvis det ikke var sådan, men det er det, der er realiteten, og vi bliver nødt til at forholde os til realiteten.

Jeg ved ikke, hvorfor der er nogle, der har den opfattelse, at man forhindrer flygtninge i at bidrage til det danske samfund. Det er rigtig nok, at når der er tale om asylansøgere, vil der ske nogle begrænsninger i forhold til at flytte ud af centrene, men jeg mener ikke, at man kan sige, at flygtninge ikke har mulighed for at bidrage til det danske samfund. De har da mulighed for det. Der er bare mange af dem, der ikke gør det.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Er der nogen øvre grænse for, hvor længe Dansk Folkeparti mener at et barn skal kunne bo på et asylcenter? Det spørger jeg selvfølgelig om, fordi den mulighed, der er i loven i dag, for at børnefamilier kan rykke ud af centrene efter en vis periode, fjernes. Er det 5 år? Er det 10 år? Er det 20 år? Hvor lang tid mener Dansk Folkeparti det er rimeligt, at et barn sidder på et asylcenter?

Ordføreren.

Altså, jeg synes faktisk, at det er forældrene, der skal svare på det spørgsmål, fordi når der er børn, der sidder i asylcentre igennem mange år, er det jo, fordi forældrene nægter at acceptere den afgørelse fra myndighederne, som går på, at de ikke har ret til at være i Danmark, og derfor skal de forlade Danmark. Det gør de jo så ikke, og derfor vælger de jo sådan set at blive på et asylcenter i Danmark. Så der synes jeg at det er vigtigt at fastholde forældrenes ansvar og fastholde, at man skal efterleve de beslutninger, som myndighederne kommer med, og hvis ikke man gør det, kan man jo også stille sin familie i en uheldig situation, for jeg medgiver da, at det ikke er særlig optimalt at bo på et asylcenter i mange år. Det er klart.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

I Danmark er det jo sådan, at vi tager udgangspunkt i barnets tarv. Det er sådan noget, vi praler af og fortæller om ude i verden. Det vil sige, at selv om der kan være forældre, der træffer beslutninger, som man er uenig i, så siger vi: Nå, men okay, hvis det har negative konsekvenser for barnet, lader vi ikke bare stå til. Så gør vi, hvad vi kan, for at det barn får så godt et liv som muligt. Hvad er det, der adskiller børn i asylcentre fra alle mulige andre børn i Danmark? Jeg synes faktisk, at det ville være fair nok, hvis Dansk Folkepartis hr. Martin Henriksen kunne svare på mit spørgsmål. Er det rimeligt, at et barn sidder i et asylcenter hele sit liv?

Ordføreren.

Svaret er jo, at det, der adskiller et barn i et asylcenter fra andre børn i Danmark, er, at barnet ikke har en opholdstilladelse. Det er jo det, der er svaret. Jeg kan sagtens forstå, at der er folk, der ønsker – også herinde i salen – at sørge for, at børnene har det så godt som overhovedet muligt. Der er det bare, at vi siger fra Dansk Folkepartis side, at det skal vi selvfølgelig også sørge for, men vi mener så, at det kan man godt gøre inden for rammerne af et asylcenter. I øvrigt vil det jo også være sådan, at der er mulighed for at benytte sig af nogle af de tilbud, som er uden for asylcentret, men altså ikke at flytte ud.

Der synes jeg igen at det er vigtigt at understrege, at vi bliver nødt til at holde fast i, at det har forældrene altså også et ansvar for. Hvis det er sådan, at man fra Folketingets side sætter en grænse på, hvor lang tid man må være i et asylcenter, kan vi også risikere, at der er nogle, der spekulerer i det og dermed simpelt hen vil trække tiden indtil det tidspunkt, hvor de ved, at så er der en større mulighed for at få en opholdstilladelse i Danmark. Altså, hvis de simpelt hen nægter. Hvis de i tilpas lang tid nægter at rejse ud af Danmark, ved de, at det kan ende med en opholdstilladelse i Danmark, og det skal man også passe på, for det kan de spekulere i.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Marcus Knuth fra Venstre.

Mange tak. Ingen kan længere være i tvivl om, at Europa og hermed Danmark befinder sig i en helt ekstraordinær situation med en historisk flygtningestrøm. I de seneste måneder har vi oplevet en væsentlig forøgelse af antallet af indrejsende flygtninge og migranter i Europa, og heraf søger historisk mange asyl i Danmark. Det er en situation, der i den grad presser det danske asylsystem. For at imødekomme dette ekstraordinære asylpres har regeringen allerede gennemført en række stramninger, og med dette lovforslag ønsker regeringen at stramme asylvilkårene yderligere, så det bliver mindre attraktivt at søge asyl i Danmark.

Vilkårene på asylområdet har stor betydning for, hvor attraktivt det er at søge mod Danmark. Det har Venstre efterhånden længe ment. Vi så også, at de stramninger, vi kom med hen over sommeren, havde en meget, meget mærkbar effekt, og derfor bakker vi også op om dette lovforslag, der har til formål at begrænse antallet af mennesker, der søger asyl i Danmark.

Helt konkret betyder lovforslaget bl.a., at perioden for adgang til familiesammenføring ændres; at statens betaling for transport af familiesammenførte flygtninge afskaffes – det er mig bekendt heller ikke noget, der bliver brugt i mange andre europæiske lande; at kriterierne for udvælgelse af kvoteflygtninge ændres til det, der blev indført i 2005, som havde en meget, meget positiv effekt på integrationen af de kvoteflygtninge, der kom; at den tidsmæssige betingelse for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse skærpes; derudover er der det meget omdiskuterede forslag, hvor myndighederne har mulighed for at tage kontante beløb over 10.000 kr. eller genstande af større økonomisk værdi i bevaring for at dække udgifterne til kost, logi osv. under en asylsags behandling, og det er jo ganske enkelt for at sidestille asylansøgere med danskere ud fra det princip, at hvis man kan betale selv, jamen så skal man selvfølgelig betale selv. Og lad mig dog lige pointere, at dette sidste punkt ikke gælder personlige genstande med særlig affektionsværdi.

Lovforslagets tiltag, hvor opholdstilladelserne bliver kortere, familiesammenføringsreglerne skærpes og det bliver markant sværere at få permanent ophold i Danmark, skal sikre en fornuftig balance, hvor vi dels passer godt på Danmark, dels yder den beskyttelse, som flygtninge har krav på, og samtidig sikrer, at vi har kapacitet til at integrere de rigtig, rigtig mange flygtninge, vi allerede har modtaget. Der har dog ganske som forventet været kritik af de stramninger, som det her lovforslag indeholder. Vi er klar over, at der er tale om omfattende stramninger, men det er vigtigt at understrege, at der er tale om nødvendige stramninger, hvis vi skal undgå, at det danske asylsystem bryder sammen og havner i en situation ligesom det svenske.

For Venstre handler det helt grundlæggende om at sikre, at det danske asylsystem ikke bukker under for presset, og at indrejsetallet ikke løber løbsk. Begge dele er afgørende for, at vi fortsat kan håndtere denne ekstraordinære situation fornuftigt og samtidig være i stand til at integrere de rigtig mange flygtninge, der allerede er kommet til Danmark.

Derfor støtter Venstre naturligvis forslaget. Tak.

Der er nogle spørgsmål, og det første er fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Efter valget i 2007 indgik daværende statsminister hr. Anders Fogh Rasmussen en aftale om, at børnefamilier kunne flytte ud af centrene efter en årrække, og det var, fordi han ligesom erkendte, at det simpelt hen var for ringe vilkår at vokse op under. Han udtalte bl.a.: Der er en række asylansøgere, som har fået afslag på asyl, og som ikke vil vende tilbage til deres hjemland. Det kan især for børnene være et problem, og det er i det lys, vores udspil skal ses. Det sagde hr. Anders Fogh Rasmussen på daværende tidspunkt.

Der havde været en stor og, synes jeg, fornuftig og rimelig debat om, hvorvidt det var okay, at børn skulle tilbringe hele deres liv i et asylcenter, og der var meget tydelig dokumentation for, at børnene blev syge af det, og jeg syntes jo, det var fornuftigt, at Venstre på daværende tidspunkt sagde, at det kan vi selvfølgelig ikke leve med. Hvad er det, der har ændret sig siden 2007-valget, hvor hr. Anders Fogh Rasmussen helt tydeligt sagde, at det vil Venstre ikke vil acceptere, og sådan behandler vi ikke børn i Danmark?

Ordføreren.

Det, der har ændret sig, er for det første, at vi står over for en helt, helt anden situation i dag, end vi gjorde i 2007. Der kommer rekordmange mennesker til Danmark, og derfor har vi vedtaget en række tiltag, der bl.a. skal prioritere børnefamilier. Nu har vi oprettet en række teltlejre, hvor vi indkvarterer unge mænd, men børnefamilier kommer over i de indkvarteringer, vi har, hvor der f.eks. er tag over hovedet. Derudover er der, som min kollega fra Dansk Folkeparti sagde før, en række tilbud til børn og unge, også selv om de sidder i asylcentre, og derfor synes jeg faktisk, at den situation er ganske udmærket. Jeg var i et asylcenter for ganske få dage siden. Forholdene er fine, og børnene har adgang til bl.a. skole og andre aktiviteter.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Men konsekvensen af det her lovforslag, hvis det bliver vedtaget, bliver jo, at børn kommer til at kunne tilbringe hele deres barndom på et asylcenter, altså at vi vender tilbage til den tilstand, der var, før hr. Anders Fogh Rasmussen gjorde systemet mere rimeligt over for børnene. Er der ingen øvre grænse for, hvor længe Venstre mener at et barn kan bo på et asylcenter? Kan Venstre acceptere, at et barn f.eks. fødes i et asylcenter, og at det kommer til at tilbringe hele sin barndom der? Kan vi udsætte børn for den behandling i Danmark?

Ordføreren.

Først og fremmest vil jeg gerne kvittere for fru Johanne Schmidt-Nielsens store støtte til Venstres tidligere formand og vores tidligere statsminister. Derudover er hensigten ikke, at man skal tilbringe hele sit liv i et asylcenter. Hensigten er, at man skal være i asylcentret, så længe ens sag kører. Den dag der bliver taget en beslutning fra den danske stats side om, at man ikke har krav på ophold, så skal man sendes hjem, fordi det vurderes, at det er sikkert at blive sendt hjem, eller man får flygtningestatus, og så flytter man ud af asylcentret. Så længere er den sådan set ikke. Så er jeg godt klar over, at der er nogle, der ikke vil rejse hjem, men det er jo så en beslutning om, at man ikke vil rejse hjem, på trods af at vi vurderer, at det er sikkert.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Det vil jeg gerne følge op på. Jeg vil også gerne udtrykke opbakning til Venstres tidligere formand hr. Anders Fogh Rasmussen, som netop kom med de her udtalelser tilbage i 2007. Det betyder jo ikke generel opbakning til Venstres politik. Det tror jeg udmærket ordføreren er klar over, men det var faktisk virkelig reflekteret. Og det kan man jo savne i dag.

Jeg synes, at ordføreren fortsat skylder at sige, hvor længe Venstre mener at børn kan sidde i asylcentre, for det, der jo skete i 00'erne, var, at børn fejrede 10-års fødselsdag i asylcentre i Danmark, og det var det, som Venstres daværende formand sagde, at det kunne Venstre på daværende tidspunkt ikke tage ansvar for. Så hvor længe kan børn sidde i asylcentre?

Ordføreren.

Tak. Jeg mener, at man ikke skal sidde i et asylcenter længere end højst nødvendigt. Det er derfor, at vi arbejder på at forkorte sagsbehandlingstiden, men faktum er nu engang, at man kommer til et tidspunkt, hvor man enten får at vide, at det er sikkert at rejse tilbage til hjemlandet, eller man får at vide, at man får ophold i Danmark og dermed flygtningestatus. Så kommer man ind i en helt anden proces. Forældrene skal gerne ud på arbejdsmarkedet, man får mere permanent bolig af kommunen osv. osv. Det er jo det, vi skal arbejde os hen imod. Men hvis folk nægter at rejse tilbage til deres hjemland og vi vel at mærke ikke har en aftale med det hjemland, om man kan tvinge folk imod deres vilje til at rejse hjem til deres hjemland, selv om hjemlandet er sikkert, så er det jo en beslutning, forældrene selv tager om, at de ikke vil tage tilbage til et sikkert hjemland.

Fru Lotte Rod. Undskyld, der var et spørgsmål mere. Jeg beklager. Fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak. Så ordføreren kan bekræfte, at Venstre har ændret politik siden 2007, da Venstres daværende formand hr. Anders Fogh Rasmussen sagde, at børn ikke må fejre 10-års fødselsdag i asylcentre. De er børn og ikke ansvarlige for, hvilke beslutninger deres forældre træffer. Er det sådan, at Venstre om 10 år vil stå på mål for, tage ansvar for, at børn fejrer 10-års fødselsdag på et asylcenter i Danmark?

Ordføreren.

Venstres politik er afhængig af situationen. Vi står i en situation i dag, der på ingen måde er sammenlignelig med 2007. Det, der er sammenligneligt med 2007, er, at dengang ønskede vi at køre med en stram udlændingepolitik, men samtidig en human udlændingepolitik – det gør vi selvfølgelig også i dag – men vi har vedtaget en lang række tiltag i dag, som ikke var nødvendige dengang, og derfor er situationen en anden. Alle, der kommer til Danmark, bliver behandlet med respekt, alle, der kommer til Danmark, bliver behandlet humant, men vi har nu engang en helt anden situation, et helt andet pres på hænderne i dag, end vi havde dengang.

Så er det fru Ulla Sandbæk.

Mange tak. Jeg tror, at ordføreren og jeg har en lidt forskellig opfattelse af, hvad der er humant, og hvad der ikke er humant. Jeg mener f.eks. ikke, at det er humant, at man skal vente 3 år på at få familiesammenføring, når vi ved, hvor totalt belastende det er, og når vi også ved, at mennesker efterfølgende ikke kan integreres, fordi de er blevet fuldstændig ødelagt psykisk. Mener ordføreren ikke, at det, at de skal vente 3 år på familiesammenføring, vil kunne få asylansøgere til at tage deres familie med herop og dermed udsætte deres børn for den meget farefulde færd, som det er at sejle over Middelhavet, fordi de ikke længere tør efterlade deres familiemedlemmer i krigsområderne?

Ordføreren.

Det, at vi forlænger perioden for at kunne få familiesammenføring, er ikke noget, vi gør, fordi vi har lyst til det. Det er noget, vi gør, fordi vi er under et historisk stort asylpres. Vi ser, at et af de virkemidler, vi har, som vi kan tage i brug for at reducere antallet af mennesker, der søger imod et så attraktivt land som Danmark, er familiesammenføringsreglerne. Og de mennesker, der søger asyl i Danmark, har i langt de fleste tilfælde rejst fra land til land, ofte gennem Tyrkiet, gennem en række Balkanlande, gennem Østrig og Tyskland, for lige præcis at søge asyl i Danmark. Det gør de ofte, fordi de tænker, at der her er de mest lukrative forhold. Ved at ændre på det kan vi reducere antallet af mennesker, der søger asyl i Danmark, og det er nu engang det primære formål.

Fru Ulla Sandbæk.

Der er jo ingen tvivl om, at det er det primære formål med hele det her lovgivningskompleks. Men mener ordføreren ikke, at det er uretfærdigt over for de mennesker, som har været her siden foråret sidste år, og som ikke har nået at indgive en begæring om familiesammenføring, fordi de ikke har været her længe nok? De bliver nu fanget af de her regler, fordi de simpelt hen ikke har vidst, at de skulle vente 3 år på familiesammenføring. Desuden kommer de efterfølgende til virkelig at koste enormt mange penge for dette samfund, fordi de vil bryde sammen og rimeligvis vil skulle have alle mulige former for psykologisk hjælp til både dem selv og efterfølgende også til deres børn.

Ordføreren.

Som sagt er det her ikke noget, vi gør, fordi vi har lyst til det, men fordi vi kigger på, hvad der sker, hvis vi ikke gør det her. Så risikerer vi, at der kommer flere og flere hertil, inklusive gennem familiesammenføring, og så risikerer vi at ende i en situation som Sverige, hvor hele velfærdssystemet bliver truet. Der kommer så mange unge til, at der efter sigende – har jeg hørt – skal oprettes op mod 1.000 nye skoleklasser for at få plads til både alle de uledsagede og alle de ledsagede børn, der kommer til landet. Jeg ønsker ikke at sætte Danmark i en situation, hvor hele vores velfærdssamfund er truet. Så det her er ganske enkelt noget, vi gør, for at bevare det danske velfærdssamfund.

Fru Lotte Rod.

Er Venstre enig med Socialdemokraterne i, at det her lovforslag ikke vil forbedre integrationen, men at der faktisk er elementer i det, som skader integrationen?

Ordføreren.

Jeg vil overordnet sige, at det primære formål med lige præcis den her del af vores mange forslag på asyl- og integrationsområdet ikke er integration. Det er at reducere antallet af mennesker, der kommer hertil. Den sekundære effekt af at nedbringe antallet af mennesker, der kommer hertil, er bl.a., at vi bedre kan integrere dem, der kommer hertil. Hvis der kommer store flygtningestrømme, sådan som de har oplevet det i Sverige, bliver det en noget nær umulig opgave at integrere alle de mennesker. Ved at reducere antallet gør vi det nemmere. Så ja, man kan godt sige, at en sekundær effekt af det her lovforslag helt klart er, at integrationen bliver nemmere.

Fru Lotte Rod.

Hvor mange forslag har Venstre fremsat siden efteråret, som forbedrer integrationen?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det primære, vi er kommet med, er integrationsydelsen, hvor vi gjorde det markant mere attraktivt at komme ud på det danske arbejdsmarked. Som vi ser det, er det allerbedste redskab til at få folk integreret at få dem ud på arbejdsmarkedet. Der så vi under den tidligere regering, at folk, der kom hertil som flygtninge, og som ikke kendte det danske samfund og den danske kultur, blev sat på tårnhøje sociale ydelser, som gjorde, at der ikke rigtig var nogen gevinst ved at gå ud og tage et arbejde. Derfor placerede folk sig i parallelsamfund, hvor de ikke blev en del af det danske samfund, ikke lærte dansk og ikke fik danske kollegaer. Integrationsydelsen, som jo også inkluderer en sprogbonus, synes jeg er et af de vigtigste tiltag, vi er kommet med.

Hr. Jacob Mark.

Tak for det. En del af det her lovforslag er jo at ændre familiesammenføringsreglerne for en gruppe, så de først kan få familiesammenføring efter 3 år. Er ordføreren enig med Dansk Psykolog Forening og Røde Kors, når de skriver i deres høringssvar, at en gennemførelse af det her forslag sandsynligvis vil betyde, at langt flere flygtninge her i Danmark får traumer og psykiske problemer?

Ordføreren.

Vi lytter selvfølgelig til alle de høringssvar, der er kommet ind. Det vigtigste for os er at reducere antallet af mennesker, der søger mod Danmark, så vi ikke havner i en sådan situation, at vi ganske enkelt ikke kan integrere alle de mennesker, der kommer, og så vi ikke havner i en sådan situation, at det økonomiske pres på grund af antallet af asylansøgere knækker det danske velfærdssystem. Så ja, vi lytter til høringssvarene, men hvis vi ikke gør det her, vil antallet af asylansøgere risikere fortsat at være så højt, at vi ikke kan håndtere det. Derfor støtter vi det her lovforslag.

Hr. Jacob Mark.

Så hvis vi ser det som en vægtskål, hvor der i den ene vægtskål ligger, at der kommer lidt færre til Danmark – hvis det her lovforslag overhovedet får den betydning – og i den anden ligger, at man skal leve med, at folk bliver psykisk syge, er det den pris, Venstre er klar til at betale. Det er det, jeg hører ordføreren sige.

Ordføreren.

Som jeg forklarede lige før, træder de mennesker, der søger asyl i Danmark, jo ikke bare sådan over grænsen fra Syrien og ind på dansk jord. De rejser målrettet igennem en meget, meget lang række lande for så at søge asyl i Danmark. Det gør de jo ofte, fordi de har undersøgt de vilkår, der er i Danmark. Og hvis man på forhånd ved, at der nu er de regler, som vi er ved at vedtage, nemlig at man skal vente 3 år for at få familiesammenføring, er det jo, at vores analyse siger, at de her mennesker ikke vælger at søge asyl i Danmark. Dermed har vi bedre kapacitet til at integrere de rigtig, rigtig mange flygtninge, der allerede er kommet hertil. Og det er nu engang det vigtigste at få dem, der er kommet hertil, integreret, samtidig med at vi ikke bliver overvældet af så mange flygtninge, som vi f.eks. har set i Sverige.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste i ordførerrækken er fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten.

Vi står med et meget omfattende lovforslag, 95 tættrykte sider, et lovforslag, der handler om alt muligt forskelligt, nemlig lige fra nye regler om, at man skal kunne kropsvisitere asylansøgere for at beslaglægge deres penge og smykker – jeg synes stadig væk, det er temmelig uklart, hvad det er for nogle smykker, man skal hapse fra flygtningene; mon ikke det primære formål med det forslag er at sende et signal ud i verden om, at det ikke er rart at være i Danmark, hvis man er flygtning – til forslag om, at kvoteflygtninge, der ikke kan læse og skrive, som udgangspunkt skal sorteres fra. Der er også regler i det her lovforslag, der handler om, at man vil gøre det sværere for anerkendte flygtninge, som har tilbragt de sidste mange år i Danmark, at få en permanent opholdstilladelse. Og så er der lovændringer, der betyder, at vi vender tilbage til dengang, hvor vi oplevede børn tilbringe hele deres barndom på et asylcenter. Det var dengang i 2007, at hr. Anders Fogh Rasmussen, den daværende statsminister, sagde, at det ville han ikke være med til; at det simpelt hen var for langt ude, at børn i Danmark blev behandlet på den måde, men det vender vi altså med det her lovforslag tilbage til.

De mange elementer i det her lovforslag har sådan set ikke særlig meget med hinanden at gøre, og jeg synes også, at det sådan rent lovteknisk er noget sjusk at blande det hele sammen i et lovforslag på den her måde. De har én ting tilfælles, og det er formålet: Formålet er at skræmme mennesker, hvis liv er i fare, mennesker, som flygter fra Assad, mennesker, som flygter fra Islamisk Stat, fra at søge beskyttelse i Danmark. Det er ikke hensynet til de mange nødlidende ofre for verdenshistoriens måske største flygtningekrise, der er fokus for det her lovforslag. Det er ikke det, at vi kunne prøve at finde en eller anden international løsning på situationen, der er fokus på i det her lovforslag. Nej, fokus er: Hvordan kan vi skræmme flygtninge, mennesker, hvis liv er i fare, væk fra Danmark?

Danmarks internationale image er jo sådan set også under hastig forandring i de her år. Op igennem 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne grundlagde skiftende regeringer i Danmark, på linje med de øvrige nordiske lande, et ry og rygte om Danmark som et land, der tog internationalt ansvar og arbejdede for fred, sikkerhed og udvikling i verdens fattigste lande. Det må siges, at man arbejder yderst effektivt på at forsøge at pille det ry fra hinanden. Og efter vedtagelsen af det her lovforslag bliver situationen da bestemt ikke bedre.

Danmark vil i stedet blive kendt som det lille, velstående land, der undersøger alle juridiske muligheder for, hvordan man kan undgå at beskytte mennesker, hvis liv er i fare, og hvordan man kan lukke sine grænser for flygtninge. Det er et land, der ikke vil være med til at arbejde for en fælles fordeling af flygtninge i Europa, et land, der i de seneste uger er blevet berygtet for at ville kropsvisitere flygtninge og fratage dem smykker og andre værdigenstande. Det er et land, som internationalt stiller sig i spidsen for at ville svække flygtningekonventionen fra 1951. Hvorfor var det nu, at vi lavede den konvention? Verdenssamfundet lavede en flygtningekonvention, fordi man så de uhyggelige konsekvenserne af, at verdens lande lukkede grænserne for de tyske flygtninge. Så så man hinanden i øjnene og sagde: Det vil vi aldrig se igen. Nu har vi en dansk statsminister, som i de internationale medier citeres for, at den konvention skal svækkes – oven i købet i en verdenshistorisk flygtningekrise.

Institut for Menneskerettigheder har skrevet et høringssvar, som deres direktør, Jonas Christoffersen, i torsdags i dagbladet Information betegnede som det skarpeste, han som direktør har været med til at underskrive .

Det her lovforslag er altså stærkt kontroversielt i forhold til vores konventionsmæssige forpligtelser, og det gælder især bestemmelsen om, at krigsflygtninge med midlertidigt beskyttelsesstatus først skal have ret til at få deres ægtefælle og deres børn til Danmark efter 3 år – efter 3 år! Jeg hører ellers hele tiden højrefløjen sige, at asylsystemet er uretfærdigt, fordi det er de mennesker, der ligesom har ressourcer og er fysisk stærke, der kan sætte sig ned i en gummibåd og forsøge at flygte til Europa. Det er også rigtigt. Der er alle mulige urimeligheder eller uretfærdigheder i asylsystemet. Det er jo noget af det, som reglerne omkring familiesammenføring forsøger at rette op på. Altså det, at far kan flygte i forvejen, og hvis han så overlever, kan han få konen og børnene i sikkerhed. Nu skal man så vente 3 år.

Ministeren skriver direkte i bemærkningerne til det her lovforslag, at der er en risiko for, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil konstatere, at den her ændring er direkte i strid med menneskerettighedskonventionen. Tænk, at det er blevet synet på menneskerettigheder i Danmark, at man ligeud skriver: Ja, vi ved godt, at det der med, at der skal gå 3 år, før man kan få børnene i sikkerhed, muligvis er i strid med menneskerettighederne, at det er der en stor sandsynlighed for, men den risiko er vi villige til at løbe.

Det er et meget komplekst lovforslag, der er ualmindelig mange elementer i det. Min taletid tillader ikke, at jeg kan beskrive det hele. Jeg kan konstatere, at Enhedslisten ikke kan stemme for. Og så må jeg endnu en gang sige: Tænk, at det danske svar på verdenshistoriens måske største flygtningekrise er enøjet at se på, hvad vi kan gøre for at undgå at hjælpe mennesker i nød. Tænk, hvis vi havde en statsminister, som henvendte sig til resten af verden, som henvendte sig til resten af Europa og sagde: Hvordan kan vi løse det her problem sammen? De forsøg på løsninger, vi ser nu, er både urimelige og urealistiske.

Tak til ordføreren. Der er foreløbig en kort bemærkning, og den er fra hr. Marcus Knuth.

Tak. Anerkender ordføreren, at det store antal asylansøgere, som vi har set på det seneste, underminerer det danske velfærdssamfund økonomisk, og at det er en trussel imod integrationen af de rigtig, rigtig mange flygtninge, som vi allerede har givet ophold i Danmark?

Ordføreren.

Jeg anerkender fuldt ud, at der ikke er ét land, der kan tage imod alle verdens flygtninge, og jeg må jo sige, at jeg synes, at de i Sverige står i en helt urimelig svær situation, fordi de har modtaget så mange mennesker, som har krav på og behov for beskyttelse, og lige præcis derfor er det så vigtigt, at vi samarbejder i verden og i Europa. For det kan altså ikke nytte noget, at hvert enkelt land bare forsøger at finde en løsning på det her, for vi kan kun gøre det i fællesskab. Den danske regering har valgt at kaste sig ud i sådan et strammerkapløb, og problemet med de stramninger er jo for det første, at de går ud over nogle mennesker, hvis liv er i fare, men at man for det andet også bare sætter sådan en bølge i gang, et ræs mod bunden, og så kommer stramningerne til at opveje hinanden. Jeg må sige, at jeg synes, at Venstre kommer med dybt urealistiske svar på den her flygtningekrise. Hvis Venstre ville noget, og hvis Venstre mente noget, når de siger, at vi bliver nødt til at få en fair fordeling, og at ét land ikke kan løfte hele opgaven, så skulle man da henvende sig til andre lande og spørge, om de ikke vil være med til at samarbejde.

Hr. Marcus Knuth.

Hvis ordføreren erkender, at Sverige står i en svær situation, det tror jeg nu alle er enige om at de gør, ønsker ordføreren så, at vi bevæger os hen i en retning som den i Sverige, hvor vi også vil stå i en – i gåseøjne – svær situation, men hvor asylsystemet er ved at brase sammen? Eller anerkender ordføreren, at der er et behov for at gennemføre nogle stramninger, der reducerer antallet af mennesker, der søger mod Danmark?

Ordføreren.

Det, jeg ønsker, er, at regeringen tager nogle initiativer, som faktisk virker. Jeg ved godt, at det er svært at samarbejde med andre lande, men jeg mener, at den eneste realistiske løsning på flygtningesituationen er at få stabiliseret de nærområder, hvor langt størstedelen af verdens flygtninge er, og vi skal jo huske på, at mennesker på nuværende tidspunkt flygter væk fra nærområderne, bl.a. fordi der ikke er mad i lejrene. Der har den danske regering så valgt at svare ved at sige, at man skærer i udviklingsbistanden. Og så ønsker jeg som sagt, at man får en fælles fordeling af flygtninge gennem FN. Det var jo en tidligere Venstrestatsminister, nemlig Poul Hartling, der stillede sig i spidsen for UNHCR, og som var med til at fordele flere hundrede tusinde flygtninge i slutningen af 1970'erne og i starten af 1980'erne, nemlig de vietnamesiske bådflygtninge, og det samme i Europa. Det ville være et realistisk svar. Det der med at kaste sig ud i et strammerkapløb er bare som at tisse i bukserne.

Der er ikke flere korte bemærkninger, tak til ordføreren. Den næste i rækken af ordførere er hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Verden står over for sin største flygtningekrise siden anden verdenskrig, og Europa står over for det største migrantpres i nyere tid. Både flygtninge og velfærdsmigranter kommer til Europa i stort tal, og det kan jeg sådan set godt forstå, men med generalsekretæren for Dansk Flygtningehjælps ord er vi ikke forpligtet til at ødelægge vores eget samfund. Af velfærdsmigranterne må vi kræve, at de får sig et job i et europæisk land, før de kan komme hertil, og til flygtningene må vi sige, at vi gerne vil hjælpe, men vi må først og fremmest gøre det i konflikternes nærområde.

Sidste år kom der 1 million asylansøgere til Tyskland, der kom omkring 200.000 asylansøgere til Sverige og i omegnen af 20.000-25.000 til Danmark. Sverige og Tyskland havde vel selv lagt op til det, men nu er det gået op for svenskerne, at det er sværere at håndtere i praksis, end det var i teorien, og også Tyskland lægger op til nye stramninger.

Til Danmark kom der altså 20.000-25.000 asylansøgere sidste år, og året før kom der 15.000. I år forventes der 25.000, og hvis der ikke sker forandringer, kan det tal sagtens blive endnu højere. Danmark kan selvfølgelig godt klare et ekstraordinært antal asylansøgere et år eller to – det har vi prøvet før – men denne gang går vi ind i det tredje år med et ekstraordinært højt antal asylansøgere, og der er ingen udsigt til, at det holder op i det kommende år.

Derfor bør EU komme i gang med at styrke de ydre grænser, og indtil EU varetager denne opgave på forsvarlig vis, bakker vi i Liberal Alliance op om en midlertidig grænsekontrol af de danske grænser. Misforstå mig ikke: I Liberal Alliance er vi tilhængere af et Europa med åbne grænser, men det kræver, at de ydre grænser sikres.

I en tale hos det hollandske liberale parti VVD i oktober sagde præsidenten for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, at det er afgørende, at de moderate og liberale partier er stærke og beslutsomme, når det kommer til en sikring af de ydre grænser. Det har han helt ret i, for gør de moderate partier ikke det, står der helt andre kræfter parat til at tage over, som vi har set det i Ungarn og i Polen.

Det internationale samfund bør sikre, at hjælpen i fremtiden foregår i konflikternes nærområder. Selvfølgelig har vi et ansvar for at hjælpe, og selvfølgelig har det internationale samfund et ansvar for at hjælpe, men vi bør se på de internationale konventioner og gøre op med, at man kan rejse et eller flere kontinenter tyndt og stadig havde ret til asyl i land nr. 5, 10 eller 15, man kommer til.

Derfor bør regeringen tage initiativ til at samle de nordvesteuropæiske lande, sådan at man kan komme i gang med en revision af konventionerne. Det kommer ikke til at gå stærkt, og det kommer ikke til at blive let, men det er nødvendigt, og jeg frygter, at grundlaget under konventionerne bryder sammen helt af sig selv, hvis ikke man tager initiativ til at få dem up to date.

Det, jeg har talt om indtil nu, er, hvad man skal gøre, hvis man skal ændre på situationen. Det forslag, vi behandler i dag, har en anden karakter. Det er et forslag, der skal forsøge at holde asylansøgertallet i Danmark nede. Effekten vil være der, men den vil nok være begrænset.

Liberal Alliance stemmer for forslaget, for vi har en forståelse med regeringen om forslagets elementer. Der er fire ting i forslaget, der er blevet anderledes, fordi LA har siddet med ved bordet.

For det første kan asylansøgere stadig arbejde, for det andet har asylansøgere stadig mulighed for at blive privat indkvarteret eller bo i egenfinansieret bolig, for det tredje fik vi sænket indtægtsgrænsen fra 300.000 til 270.000 kr. i forhold til permanent ophold, og for det fjerde fik vi markant skrappere krav i forhold til permanent ophold, så langt færre kriminelle kan få permanent opholdstilladelse. Og så fik vi jo en appelsin i turbanen her til sidst med det såkaldte smykkeforslag, som gør, at asylansøgere selvfølgelig kan beholde deres vielsesringe og andre smykker med affektionsværdi.

Samlet set er forslaget bedre, end hvis LA ikke havde været med, og samlet set får forslaget nok en effekt på antallet af asylansøgere, men skal vi virkelig gøre noget, der er godt, både for verdens flygtninge, for integrationen i Danmark og for det danske samfund, så er det andre ting, der skal til. Det er stærke ydre grænser, massiv hjælp i nærområderne og en revision af flygtningekonventionen.

Så går vi til de korte bemærkninger. Den første er fra fru Ulla Sandbæk.

Ordføreren gentager, hvad vi allerede har hørt mange, mange gange, nemlig at der skal være en massiv hjælp i nærområderne. Men så er det bare, jeg undrer mig over, at Liberal Alliance i de finanslovsforhandlinger, som vi netop har overstået, ikke er kommet med et eneste forslag om, at der skulle gives penge til nærområderne. Tværtimod er det eneste forslag, som Liberal Alliance har, og som man virkelig vil sætte hele regeringens liv på spil for, skattelettelser i toppen til allerede rige danskere. Hvad er det for nogle penge, som Liberal Alliance mener skal komme til nærområderne? I øjeblikket sulter folk i nærområderne, og så er det jo klart, at de ikke bliver dernede, men at de flygter til Danmark.

Ordføreren.

Det sidste er jeg helt enig med fru Ulla Sandbæk i. Det er klart, at de flygter, og det er derfor, vi skal hjælpe mere i nærområderne. Jeg så ikke fru Ulla Sandbæk i Struenseværelset under finanslovsforhandlingerne, men hvis fru Ulla Sandbæk havde været der, så ville hun vide, at Liberal Alliance jo netop har argumenteret for mere hjælp til nærområderne, og det er også derfor, man har budgetteret med en højere humanitær bistand, end man har gjort både sidste år og forrige år. Så blev det højere i de år, og det tror jeg også det kommer til at blive i år, men det kan vi jo se, når vi kommer til årets slutning. Men jeg tør godt indgå et væddemål om det.

Fru Ulla Sandbæk.

Nu er jeg jo altså tilfældigvis ikke finansordfører, det er fru Josephine Fock, og det var hende, der sad og forhandlede det. Det var 50 mio. kr., man gav i yderligere humanitær bistand, og der findes 8 millioner flygtninge i nærområderne. Er det virkelig det, som skal være Danmarks bidrag, for at vi får et markant højere bidrag til nærområderne? Tror ordføreren virkelig, at 50 mio. kr. hjælper 8 millioner mennesker til at blive dernede?

Ordføreren.

1) Er det nok? Svaret er nej. 2) Skal Danmark løse alle problemerne alene? Svaret er nej. 3) Kan vi gøre mere? Ja, det kan vi, og det kan vi bl.a. gøre, hvis der er færre asylansøgere i Danmark. For så kan vi jo bruge de penge, som vi i dag bruger på at indkvartere i titusindvis af asylansøgere i Danmark, på at hjælpe folk i nærområderne. Man kan ikke bruge pengene to gange, heller ikke hvis man er fra Alternativet.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Så vil jeg gerne spørge hr. Simon Emil Ammitzbøll, som jeg egentlig kender som en ordfører, der går rigtig meget op i det her: Hvor længe kan børn sidde på asylcentrene?

Ordføreren.

Jeg synes sådan set, det er et både relevant og berettiget spørgsmål at stille, og det er jo heller ikke sikkert, at de regler, vi indfører nu, kommer til at gælde i al evighed, ligesom de regler, vi indførte sammen med den daværende S-R-SF-regering i 2012, så vidt jeg husker, jo heller ikke kom til at gælde i al evighed. Vi er jo hele tiden nødt til at tilpasse situationen. Og vi har ikke noget ønske om, at børn skal blive født i et asylcenter og fejre 10-årsfødselsdag der. Jeg har også mødt de børn.

Det var ikke vores ønske, at der skulle ændres på reglerne for, hvorvidt man kunne bo uden for centrene. Hvis der ikke havde været et flertal, der var villige til at acceptere det, uden om Liberal Alliance, var det ikke sket. Sådan er det.

Sofie Carsten Nielsen.

Det har jeg respekt for – selvfølgelig – sådan kender jeg også ordføreren. Men så er man jo nødt til med ordførerens tidligere partis slogan, tror jeg vel nærmest det var, at spørge: Hvornår bliver nok nok for Liberal Alliance?

Ordføreren.

Jeg tror, vi er i en situation, hvor vi hele tiden må forholde os til de problematikker, der opstår på det her område. Det, som er væsentligt for os lige nu, og som jeg også sagde i min ordførertale, er, at vi får gjort noget i forhold til asylansøgerantallet i Danmark, for vi er bange for, om vi kan foretage en fornuftig integration af de mennesker, der kommer hertil.

Så vil vi rigtig gerne hjælpe mere i nærområderne, sådan at man sikrer, at man stadig hjælper, for vi mener, at Danmark har et internationalt ansvar. Om vi så om nogle år igen kan komme i den situation, at der skal justeres på, hvor det er, man kan opholde sig i processen, vil jeg ikke afvise. Men det må vi jo tage i de kommende år.

Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg synes, det er så uhyggeligt, at man kan have børn, som lever hele barndommen i et asylcenter. Og jeg synes ikke mindst, det er uhyggeligt, fordi vi ved, at man bliver syg af det. Det er veldokumenteret.

Derfor var jeg faktisk så glad for hr. Anders Fogh Rasmussen, dengang han efter valget i 2007 ændrede reglerne, så man sagde, at 18 måneder efter endeligt afslag kunne de her børnefamilier komme uden for centrene, og børnene kunne opleve et eller andet liv, som bare var sådan tilnærmelsesvis normalt. Og i 2012 lavede Liberal Alliance sammen med Enhedslisten og den daværende regering så en aftale, der betød, at de børnefamilier efter 12 måneder kunne få lov til at flytte ud i noget, der mindede om en almindelig bolig. Og det gjorde vi, fordi vi vidste, hvor vigtigt det var for børnene, hvor vigtigt det er for børnene.

Med det her lovforslag fjerner man ikke bare de forbedringer, Liberal Alliance og Enhedslisten og den daværende regering skabte sammen i 2012, nej, man vender tilbage til situationen, før hr. Anders Fogh Rasmussen ændrede reglerne i 2007. Mener hr. Simon Emil Ammitzbøll ikke, at der skal være en øvre grænse for, hvor længe børn kan bo på et asylcenter?

Ordføreren.

Jo, det tror jeg også at jeg lige svarede til fru Sofie Carsten Nielsen, da jeg fik spørgsmålet før. Det er rigtigt, at det parti, som jeg repræsenterer, har været med til at lave forbedringer på det område to gange med den tidligere VK-regering og en gang med den tidligere S-R-SF-regering.

Det har ikke været et ønske fra Liberal Alliance, at man skulle ændre på reglerne for at bo uden for centrene. Vi valgte så at kæmpe for det med at arbejde uden for centrene og for to af de muligheder, der er for at bo uden for centrene, og at få en overgangsordning for alle de mennesker, der allerede bor uden for centrene. Men hverken med 12, 13 eller 14 mandater kan man jo bestemme det hele. Det er en fælles erkendelse, som fru Johanne Schmidt-Nielsen og jeg en gang imellem må gøre os.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Men som jeg forstår det, var det både Socialdemokraternes og Liberal Alliances ønske, at børnefamilierne selvfølgelig skulle have lov til at flytte uden for centrene efter en periode, fordi vi ved, at børnene bliver syge af at bo på centrene i hele deres liv. Jeg kan så forstå, at Liberal Alliance og Socialdemokraterne har prioriteret det her med retten til at arbejde. Så vidt jeg husker, er der i alt 136 personer – noget i den stil – ud af alle de asylansøgere, der er, der har benyttet ordningen, som siger, at man kan arbejde uden for centrene. Det er jo, fordi det er yderst svært for de her mennesker at finde et job.

Er det en klog prioritering? Kunne Liberal Alliance og Socialdemokraterne virkelig ikke, hvis man havde lagt kræfterne i, om jeg så må sige, have fået regeringen til at acceptere, at det, hr. Anders Fogh Rasmussen i sin tid gennemførte, nemlig at der skal være en øvre grænse for, hvor længe børn skal bo i centre, fortsat skal gælde i Danmark?

Ordføreren.

Først og fremmest må jeg sige, at jeg jo kun kan svare på Liberal Alliances vegne, og jeg kan sige, at Liberal Alliance i forhandlingerne har bedt om, at man bevarede den ordning. Hvad andre partier har af holdninger, og hvordan de har ageret, må man spørge andre partier om.

Hr. Jacob Mark.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Ordføreren siger flere gange, at Liberal Alliance meget gerne vil hjælpe i nærområderne, og det lyder nærmest som et ekko af mit eget parti, men vi har da analyser af, hvad der er brug for, nemlig mere hjælp i nærområderne, flere EU-løsninger. Men det er, ligesom alle i den her sal siger mere hjælp i nærområderne, og at det nærmest er blevet et udvandet begreb, fordi der ikke rigtig er nogen, der gør noget ved det.

Så nu vil jeg spørge Liberal Alliance: Hvor meget vurderer ordføreren, at der skal til for at hjælpe ordentligt i nærområderne, altså hvilken økonomi snakker vi om? Og har LA et forslag på vej, eller har LA haft et konkret forslag? Hvad har man gjort konkret for at hjælpe mere i nærområderne?

Ordføreren.

Det er mange spørgsmål til en kort taletid, men jeg skal forsøge. Vi har, som jeg allerede har sagt, taget op i finanslovsforhandlingerne, at vi ville have øget humanitær hjælp. Der har aldrig været budgetteret med så høj hjælp de senere år, som der er for 2016. Er vi på vej med yderligere forslag? Ja, det er vi. Er det sådan, at Danmark kan klare det alene? Det kan vi jo ikke, men man må sige, at hvis vi ikke skulle tage 25.000 og 30.000 asylansøgere i år, men kun skulle tage 10.000 eller 5.000 eller færre, så ville der være milliarder, der kunne bruges på hjælp i nærområderne, milliarder! Så dem, der ønsker at blive ved med at have så højt et asylansøgerantal, må jo mene, at det er vigtigere at hjælpe få her end mange i nærområderne. Vi mener det omvendte. Og det er jo fair nok at have den politiske uenighed, men vi synes faktisk, at hjælp i nærområderne skal gennemføres, og vi er parat til at hjælpe færre i Danmark for at hjælpe flere i nærområderne. Det er det, der er vores politik.

Hr. Jacob Mark.

Man hjælper jo mange her, fordi der er en asylret, og uanset hvor meget Liberal Alliance ønsker det, så er den der altså bare. Men det er dejligt at høre, at Liberal Alliance har noget på vej. Kunne ordføreren fortælle lidt om, hvad det er for et forslag? Vi er jo på vej med et beslutningsforslag om at give et ekstraordinært bidrag. Det finansieres så igennem øget aktiebeskatning. Jeg går ikke ud fra, at det er der, Liberal Alliance vil tage pengene, men kunne man ellers lave et fælles beslutningsforslag?

Ordføreren.

Nej, nu er det jo sådan, at vi er finanslovsforligsparti, og det er SF ikke, så det bliver nok lidt svært at lave et fælles beslutningsforslag, i hvert fald hvis det skal gælde i 2016, hvor meget vi end kunne blive enige. Og så er det klart, at der jo er en grundlæggende uenighed mellem SF og Liberal Alliance, fordi vi ikke ønsker en socialistisk samfundsmodel, hvor man brandbeskatter virksomhederne. Vi ønsker selvfølgelig ikke at dræbe væksten i Danmark, for vi tror, at man skal gøre noget for at få øget vækst i Danmark og gøre Danmark til et rigere land. Så kan vi jo også sørge for at have råd til at klare de udfordringer, som vi står over for, både med asylansøgere i Danmark og med hjælp i nærområderne.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste i rækken af ordførere er fru Ulla Sandbæk.

Mange tak. I 1969 skrev Inger Christensen digtsamlingen »Det«, og et af digtene lyder sådan:

»Et samfund kan være så stenet

At alt er en eneste blok

Og indbyggermassen så benet

At livet er gået i chok

Og hjertet er helt i skygge

Og hjertet er næsten hørt op

Til nogen begynder at bygge

En by der er blød som en krop«.

Sådan en by eller et samfund, der er blødt som en krop, bliver ikke bygget i dag. Tværtimod er dette lovforslag et skridt på vejen mod at virkeliggøre det stenede samfund, som Inger Christensen taler om. Det lovforslag, vi i dag behandler, er endnu et i en pakke, der har til hensigt at gøre det decideret uattraktivt at være flygtning i Danmark. Det har selvfølgelig konsekvenser for, hvordan flygtninge opfatter Danmark som land og danskerne som mennesker. Det er jo som nævnt hele hensigten.

Regeringens afskrækkelseskampagne virker. Jeg krymper mig, når jeg hører flygtninge sige i medierne, at de ikke ønsker at blive fanget i Danmark, fordi Danmark er koldt og danskerne er kolde, og når jeg hører unge velintegrerede mennesker sige, at debatten får dem til at føle sig uønskede og nedværdigede, selv om de er opvokset her i landet og føler sig lige så danske som alle os andre.

Debatten puster også til den frygt, som nogle danskere har for fremmede og for det nye og ukendte. Det skræmmer mig oprigtigt dybt, at vi har borgere her i landet, der hellere ser dybt kriminelle rockere i deres lokalsamfund end flygtninge. Der skræmmer mig, at det efterhånden er blevet almindeligt at læse racistiske og truende kommentarer på sociale medier. Debatten har nemlig også konsekvenser for, hvordan vi, der allerede bor her i Danmark, forholder os til hinanden. Det skaber splid, og det har skabt splid, og jeg kan mærke, at det også berører mig.

Det er derfor med en ambivalent følelse, at jeg står her på talerstolen. På den ene side er det et forslag, der i den grad får mig til at føle afmagt, og det strider imod stort set alt, hvad jeg står for, og alle de værdier og det menneskesyn, som jeg tror på. På den anden side har jeg ikke lyst til at puste endnu mere liv i den retorik, der skaber frygt, fjendebilleder og dæmonisering, bl.a. i de nedladende og uværdige beskeder og trusler, som det er mit indtryk at flere politikere og ikke mindst ministeren er udsat for. Jeg tror, at mange ligesom jeg er fyldt med stærke følelser for tiden, men vi må ikke glemme at lytte med hjertet og tale til det bedste i hinanden.

I sin nytårstale sagde statsministeren:

»Jeg vil kæmpe for at lede Danmark gennem migrations- og flygtningekrisen på en måde, så vi kan kende vores land, mens krisen står på – og genkende det, når vi er igennem. Med vores økonomi, vores sammenhængskraft og vores værdier i behold.«

Det er en god ambition, men jeg må indrømme, at det Danmark, jeg kender, og de værdier, jeg gerne vil genkende om 4-5 eller 10 år, er meget svære at finde i dette lovforslag. Jeg tror aldrig, jeg har set så mange, lange og dybt bekymrede høringssvar. Hvis regeringen virkelig ønsker at stå vagt om vores værdier, burde 232 sider med meget alvorlig og saglig kritik gøre indtryk og give anledning til eftertanke. Er vi i gang med at give afkald på den humanisme og den empatiske forståelse for de allersvageste, som har defineret vores samfund i generationer?

Jeg deler den dybe bekymring, som samtlige organisationer udtrykker, for, at dette forslag vil tvinge endnu flere børn på flugt og traumatisere flygtninge, voksne som børn, der nu må leve i flere år adskilt fra deres familier. Det er den mest skadelige og nedbrydende form for usikkerhed, som man overhovedet kan udsætte et andet menneske for: Savnet af dem, man elsker, og uvisheden om deres ve og vel. Det er et lovforslag, hvis grundsubstans i alle sine dele giver en usikkerhed, der skaber daglige bekymringer for en gruppe mennesker, der i den grad har brug for vished og tryghed.

I høringsnotatet fremhæves det flere gange af ministeriet, at dette forslag skal styrke integrationen, hjælpe kommunerne og beskytte sammenhængskraften i samfundet. Det samme har ministeren og statsministeren flere gange henvist til. Men dette lovforslag gør desværre det stik modsatte.

Nu har jeg ikke mere tid, så jeg vil bare gerne have lov til at komme med den sidste sætning, som jeg synes er meget vigtig, nemlig at der på trods af dette lovforslag og på grund af de mange mennesker i civilsamfundet og i erhvervslivet er en grund til et håb. Og jeg vil gerne sige tusind tak for den indsats, som de gør. Tak.

Tak til ordføreren. Den første i rækken af korte bemærkninger er hr. Marcus Knuth.

Tak. Mener ordføreren, at der er en øvre grænse for, hvor mange asylansøgere Danmark kan modtage, eller skulle vi, hvis der kom lige så mange, som der har gjort til Sverige, blive ved med at modtage flere og flere ud fra de principper, som ordføreren netop har skitseret?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at vi har nogle internationale konventioner, som bestemmer, hvorledes man er berettiget til at få asyl i et andet land, og hvornår man ikke er berettiget til det. Jeg mener selvfølgelig, at vi skal overholde konventionerne, og vi skal give asyl til de mennesker, som er berettiget til at få asyl, uanset hvor mange de er.

Hr. Marcus Knuth.

Det vil sige, at ordføreren ikke mener, at det er problematisk at havne i en situation som Sverige, hvor der er kommet op imod 200.000, hvor det sætter uddannelsessystemet under et ekstremt pres, hvor de økonomiske omkostninger er op imod 60 milliarder, og at det ville være helt fint, hvis Danmark havnede i den situation.

Ordføreren.

Naturligvis er det problematisk, men en af de ting, vi kunne gøre, var jo f.eks. at tilslutte os EU's politik på området og så sørge for, at EU's politik også kom til at virke. Vi burde jo give noget, som minder om en Marshallhjælp til nærområderne, sådan at flygtninge rent faktisk får lyst til at blive der, fordi de kan leve i en asyllejr. Så længe der hverken er mad til dem, uddannelse til dem, lægehjælp til dem eller arbejde til dem, får vi det antal flygtninge, som kommer her, og så er vi rent faktisk forpligtet til at tage imod dem. Men i det øjeblik vi rent faktisk giver den hjælp, der er behov for i nærområderne, holder de jo op med at komme. Det ville være langt mere konstruktivt end et lovforslag, som gør andre mennesker ulykkelige.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste i rækken af ordførere er ... Undskyld, det var der. Jeg må bede ordføreren om at komme tilbage. Hr. Jacob Mark har en kort bemærkning.

Det var sådan set bare, fordi jeg gerne vil have uddybet noget, ordføreren sagde. Ordføreren siger til sidst, at erhvervslivet og civilsamfundet bringer håb. Kan du uddybe, eller kan ordføreren uddybe det? Nu bliver jeg også hylet helt ud af den.

Ordføreren.

Ja, det kan jeg, fordi de prøver jo af al magt at afbøde de konsekvenser, som vil komme af det her lovforslag, med hensyn til at mennesker bliver dybt traumatiserede, og at de igennem deres traumer slet ikke kan blive integreret på det danske arbejdsmarked. Der står civilsamfundet parat med hjælp til danskundervisning ved at tilbyde venskaber, ved på alle måder at prøve at få flygtninge og asylansøgere til at føle sig velkomne. Det vil selvfølgelig være en vis form for modvægt til det forslag, som ligger her, og er da også det, fordi regeringen har jo foreløbig ikke gjort noget som helst for at lette adgangen til arbejdsmarkedet. Erhvervslivet har så taget på sig nu, at man prøver på at skaffe arbejdspladser til asylansøgerne. Så det er det, jeg mener giver os håb for fremtiden.

Tak til ordføreren. Den næste i rækken af ordførere er Sofie Carsten Nielsen.

Tak, formand. Det her lovforslag er en så omfattende samling af makværk, at det kan være svært at se, hvordan og hvor man skal begynde.

Familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus kan først opnås efter 3 år, til trods for at den tidligere justitsminister sagde, at 1 år var det længste, vi kunne tillade os, også i forhold til konventionerne. Det nedbryder mennesker at skulle være adskilt fra deres familier så længe.

Der indføres en række yderligere betingelser for at opnå permanent opholdstilladelse. Nu skal man være særlig rig, ekstraordinært aktiv i skolestyrelsen og helt særlig god til quizzer om, hvad landstræneren hed i 1987. Det ved vi jo, det er danskhed.

De økonomiske ydelser til asylansøgere skæres med 10 pct., sådan at de flygtninge, jeg mødte i teltlejren i Thisted i mandags nu ikke længere skal have 9,50 kr. om dagen, men 8,55 kr. Hør, hvor vi gungrer. Det skal nok gøre en forskel og skræmme nogle væk. Nu skal de spare op i 5 dage til en pakke cigaretter i stedet for 4½.

Asylansøgere må ikke længere bo uden for centrene. De skal død og pine passiviseres og fortælles, at vi ikke ønsker deres bidrag.

Som om det ikke var nok, er der det famøse smykkeforslag oveni. Politiet skal visitere og ransage flygtninge for værdier, ikke vielsesringene, ikke guldplomberne og heller ikke vistnok det knap så værdifulde arvestykke; til gengæld det værdifulde smykke, flygtningen har fået af sin mand, hvis man kan godtgøre, at det altså ikke har affektionsværdi. Jeg ved det faktisk snart ikke rigtig længere. Ministeren og ordførerne har sagt mange forskellige ting, men politiet får en vejledning fra ministeren, og så skal det nok gå. Godt, det ikke er mig.

Samtidig har Danmark så vundet prisen for det allermest beskæmmende lovforslag verden rundt. Det er godt klaret, for jeg tænker, at det må være en del af målet. Regeringen og dens mange støttepartier ønsker at signalere til flygtninge i hele verden, at her i Danmark bliver man visiteret og ransaget.

Man får også den mistanke, at regeringen og dens støttepartier ønsker at fortælle os danskere, at her i Danmark skal vi være bange. Her i Danmark skal vi frygte fremtiden. Men det eneste, vi har at frygte, er frygten selv. Det er ikke mine, men Franklin Roosevelts ord, og de er jo som bekendt ikke helt nye. Nogle gange skal man tilbage i tiden for lige at få lidt perspektiv på nutiden og tilværelsen, og de ord har altså siddet fast i mig i de uger, vi har været igennem.

For vi står ved en skillevej, der afgør, om det er modet eller frygten, der skal bestemme, hvordan vi møder de udfordringer, vi står over for. Flygtningekrisen er jo ikke et forbigående fænomen, og vores reaktion hele vejen igennem bliver afgørende. Konflikterne, som skaber flygtningestrømme, er ikke tæt på en afslutning. Forholdene i nærområderne forværres hele tiden, og den politiske debat og den førte politik nu har som sigte, at Danmark skal gøre alt, hvad der overhovedet er muligt, for at undgå flygtninge. Det mål er jo ikke bare i strid med de værdier, vi ellers holder højt i Danmark, men det underminerer også i sig selv de to ting, som er vigtigst for at få en holdbar løsning, en egentlig løsning på flygtningekrisen, en håndterbar løsning, der gør, at vi kan håndtere det. Vi skal have en fælles løsning i Europa, som alle tager del i, og samtidig en stærk integrationsindsats, som begynder med det samme.

Vi har så sent som i den her weekend i Radikale Venstre lanceret et nyt integrationsudspil. Der er andre veje at gå end at holde flygtninge isoleret, forarmede og passive. Det er uværdigt og skadeligt for flygtninge at blive fastholdt i passivitet, men det er også en direkte uklog strategi, hvis vi ønsker, at de her mennesker bliver et aktiv for vores samfund. Derfor handler vores svar om at få flygtninge til at bidrage fra dag et til deres egen selvopretholdelse og selvfølgelig også til det lokale samfund, som de bliver en del af, allerede mens de er i asylcenteret.

Vores svar er både værdige og realistiske. Øget bistand til nærområderne. Ingen nedskæring af udviklingsbistanden. Det har vi i modsætning til regeringen fundet råderum til i vores finanslovsudspil. Vi skal have fælles løsninger i Europa, ordnede forhold ved EU's ydre grænser, fælles modtagecentre, fælles fordeling af flygtninge i EU og en fremrykket integrationsindsats, så praktik, kompetenceafklaring, uddannelsesvurdering bliver faste elementer i tiden i asylcentret, og så sporene til et aktivt liv med selvforsørgelse er lagt, lige så snart flygtningene kommer ud i kommunerne. Men det, regeringen og støttepartierne her gør, er alle de her mærkværdige krumspring for at gøre os uattraktive. Det virker ikke. Regeringen har ikke nedbragt antallet af flygtninge i Danmark, selvfølgelig ikke. Det kan man kun, hvis man er villig til at deltage i fælles løsninger, og det kræver også, at man vil investere i fællesskabet på fællesskabets præmisser.

Tak til ordføreren. Godt. Så er der nogle korte bemærkninger, og den første er fra Dan Jørgensen.

Tak. I forbindelse med, at regeringen fremlagde de her forslag, som nu er mundet ud i et lovforslag, udtalte De Radikales leder Morten Østergaard, at Sverige er et foregangsland, når det kommer til flygtninge. Mener ordføreren, at det ville være bedre, hvis vi i Danmark førte samme asylpolitik som Sverige?

Ordføreren.

Jeg synes, at Sverige har løftet et gigantisk ansvar. Det er jeg sikker på at jeg er enig med min partiformand i. Det er beundringsværdigt, at Sverige har løftet en så stor opgave, som svenskerne har. Jeg er rigtig glad for den politik, som ordførerens parti og mit eget førte sammen i regeringen. Det var en balanceret udlændinge- og integrationspolitik, hvor vi satte integration først og behandlede folk værdigt. Der blev gået på kompromis fra begge parter, men det var en værdig og balanceret politik. Den er jeg rigtig ærgerlig over at Socialdemokraterne har forladt.

Hr. Dan Jørgensen.

Jeg savner også at sidde i regeringen med ordføreren, men det var nu ikke det, jeg spurgte om. Jeg spurgte, om ordføreren er enig med sin formand i, at Sverige er et foregangsland, når det kommer til flygtninge, og om vi i Danmark burde kopiere Sveriges asylpolitik.

Ordføreren.

Nej, jeg er enig med min formand i, at Sverige er et foregangsland i forhold til at løfte en kæmpe opgave. Hverken min partiformand eller jeg mener, at vi skal kopiere andre landes politik. Det eneste, som er helt afgørende her, er sådan set, at vi er villige til at føre politik sammen. Det gælder med svenskerne, det gælder med tyskerne, og det gælder med de øvrige europæiske lande. Og lige præcis ordføreren må jo vide bedre end nogen, hvor afgørende det er at finde løsninger sammen på fællesskabets præmisser, for hvis man insisterer på, at det kun er ens egne præmisser, der gælder, så finder man aldrig fælles løsninger, hvad der sikkert er bekendt for ordføreren, idet han har brugt lang tid på netop det.

Hr. Marcus Knuth.

Tak. Ordføreren bruger ofte omfordelingen af flygtninge i Europa som den gyldne løsning på den her situation. Taget i betragtning at EU mig bekendt har omfordelt nogle få hundrede ud af cirka 120.000 flygtninge i Europa, hvor godt synes ordføreren så selv, det går med EU's omfordeling af flygtninge?

Ordføreren.

Det går helt elendigt, fordi EU er os selv, og så længe der ikke er nogen statsledere, der vil stå frem, sådan som enkelte gør, så længe den danske statsleder, hr. Lars Løkke Rasmussen, ikke vil tage et ansvar for fællesskabet, så kommer der selvfølgelig ingen løsning. Der kommer ingen løsning, før der er nok statsledere, der har modet til at tage ansvar på fællesskabets vegne. Gør man det på sine egne præmisser alene, råber ad sine naboer og siger, at de har de forkerte præmisser, jamen så får man ingen løsning.

Hr. Marcus Knuth.

Hvis ordføreren anerkender, at EU's omfordeling af flygtninge går elendigt, hvordan kan det så være ordførerens bedste svar på løsningen af flygtningekrisen? Hvis man kigger på de østeuropæiske lande, som har meldt ud, at de ikke agter at deltage, og hvis man kigger på de flygtninge, der måske søger om ophold i f.eks. Tyskland, men så vil få at vide, at nu skal I til Rumænien, hvor I ikke er ønsket, så kommer det jo aldrig nogen sinde til at virke. Jeg er enig i, at det er en elendig løsning. Har ordføreren ikke et bedre løsningsforslag end det?

Ordføreren.

Løsningsforslaget, der er fremlagt fra Kommissionen, er et rigtig godt forslag. Det er en rigtig god løsning. Men EU består af medlemslande, og medlemslande skal melde sig ind. Jeg er sådan set meget bekymret og meget optaget af, om vi nogen sinde kommer frem til de fælles løsninger. Det er jeg sådan set helt enig med ordføreren i. Men jeg synes bare, at det står meget tydeligt prentet, at hvis ikke man vil tage ansvar for fællesskabet, så finder man ingen løsninger, for ordføreren kommer jo heller ikke med noget bud på løsninger. Der er jo kommet flere asylansøgere til Danmark, til trods for at det var Venstres erklærede mål, at der skulle komme færre.

Hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Jeg har hørt, at De Radikale har den opfattelse, at der et eller andet sted også er en grænse for, hvor mange flygtninge vi kan modtage i Danmark. Det er lidt svært at få Det Radikale Venstre til at sige, hvornår vi så nærmer os den grænse – om vi har nærmet os den på nuværende tidspunkt, eller om vi allerede er der. Så det kunne jeg godt tænke mig om fru Sofie Carsten Nielsen kunne sætte lidt flere ord på. Altså, hvor mange flygtninge vurderer Det Radikale Venstre Danmark kan rumme? Hvor lang tid kan vi blive ved med at tage imod så mange mennesker, som vi gør på nuværende tidspunkt? Er det noget, der bare kan fortsætte og fortsætte, eller hvornår når man dertil, hvor selv De Radikale siger, at nu må det stoppe?

Ordføreren.

Ordføreren vil måske vide, at det er et fantastisk godt spørgsmål, som Dansk Folkeparti stiller rigtig ofte. I lørdags var jeg til en debat på Det Radikale Venstres nytårsstævne på Nyborg Strand, og der fik ordførerens partiformand det samme spørgsmål. Han blev faktisk bedt om på et stykke hvidt papir at skrive et tal – det tal, som Dansk Folkeparti mener er maks. for, hvad Danmark kan rumme. Da svarede ordførerens partiformand så klogt, synes jeg, ved at sige, at sådan kan man ikke stille det op. Man kan faktisk ikke skrive sådan et tal på et stykke papir, for det afhænger af utrolig mange ting. Jeg tror bare, jeg vil henholde mig helt til ordførerens partiformand i den her sammenhæng.

Er der yderligere en kort bemærkning? Nej. Så der er ikke flere korte bemærkninger. Var der yderligere en kort bemærkning? Jeg spurgte, om der var yderligere en kort bemærkning. Hr. Martin Henriksen vil gerne have ordet igen.

Jeg er enig i, at vi har en utrolig klog formand i Dansk Folkeparti, så det vil jeg godt kvittere for. Der er vi i hvert fald enige.

Det er jo bl.a. også derfor, vores partiformand i dag har fremlagt en række forslag til, hvordan man yderligere kan begrænse tilstrømningen. Det er jo, fordi vi i Dansk Folkeparti har den opfattelse, at der er kommet for mange. Derfor vil jeg bare gerne vide, om Det Radikale Venstre også har den opfattelse, at der er kommet for mange. For hvis man har den opfattelse, må man jo også begynde at være med til at tage nogle initiativer, som går på, hvordan tilstrømningen kan begrænses. Så er det jo fint nok, at man siger, at EU skal tage sig af det, men det magter EU jo åbenlyst ikke. Så må man jo også på et eller andet tidspunkt nå frem til en erkendelse af, at det, som man har sagt indtil nu er løsningen, ikke er løsningen, og så må man jo også selv komme med nogle bud på, hvordan vi kan begrænse tilstrømningen til Danmark.

Så kan vi forvente, at Det Radikale Venstre på et eller andet tidspunkt her i Folketinget vil begynde at komme med forslag til, hvordan man kan begrænse tilstrømningen, eller kan det bare blive ved?

Ordføreren.

Radikale Venstre har fremlagt en lang række forslag til, hvordan man kan begrænse tilstrømningen af flygtninge til Europa og derfor også til Danmark, fordi tingene hænger sammen. Det handler om en massiv indsats og yderligere støtte til nærområderne. Det handler om ikke at beskære udviklingsbistanden, som ordførerens parti har advokeret for og i øvrigt også fået gennemført. Og det handler om at kaste sig ind i løsninger på fællesskabets præmisser. Der er en lang, lang række forslag.

Det, der jo er interessant ved ordførerens spørgsmål, er, om man går ned i sagen og stiller spørgsmålet: Hvad er problemet? – før man kommer med løsningen. Det er man jo nødt til at definere. Problemet er, at der er meget krig i verden, og at vi ikke løser det, som skaber flygtningestrømmene. Derfor har end ikke ordførerens parti været i stand til at håndtere det at skabe en mindre tilstrømning til Danmark. Mens ordførerens parti har haft magten sammen med denne regering, er der kommet flere asylansøgere til Danmark.

Nu er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste i rækken af ordførere er hr. Jacob Mark.

Jeg skulle lige skrive en ekstra note på. Man kan jo stå og blive inspireret, mens man hører de andre politikere.

Der er så mange ting at sige om det her lovforslag. Det er et meget stort lovforslag på mange, mange sider. Jeg viste det til min roommate, der sagde, at det der kan man jo ikke nå at læse, men det kan man godt. Jeg vil alligevel forholde mig til nogle enkelte ting, som jeg synes er særlig alvorlige ved det her lovforslag.

Vi har travlt her i Folketinget, vi vedtager love, og der er nærmest hele tiden en journalist, der ringer, og da vi gik på juleferie, gik jeg sådan rundt og snakkede lidt med nogle forskellige politikere herinde, og der var en ting, vi alle sammen havde tilfælles, og det var, at vi glædede os til at komme hjem til familien, til at nyde ferien sammen med dem, for vi syntes, at vi havde set dem for lidt. Sådan tror jeg egentlig at de fleste har det, altså at man bedst slapper af med familien, man er tryg med familien, og hvis man er væk fra sin familie for længe, kan man ikke rigtig koncentrere sig om de der daglige gøremål, fordi man tænker på, hvordan de egentlig har det.

Det her forslag vil betyde, at flygtninge, der er kommet til Danmark, fordi de er flygtet fra krig og nød, skal undvære deres familie i længere tid, end jeg tror nogen af os egentlig kan forstå. Det vil betyde, at de skal vente tre hele år på at se deres familie igen – 3 år. Jeg synes, at det er hårdt ikke at se min familie i 3 uger.

Da jeg var i Aarhus før jul for at besøge nogle modtagecentre for flygtninge, mødte jeg tre beboere, der lige var kommet til Danmark. Vi står og snakker sammen på sådan lidt gebrokkent engelsk, og de fortæller mig, at de sådan set rigtig gerne vil arbejde og de rigtig gerne vil gøre en indsats, og tak, fordi de må være her. De er jo simpelt hen så taknemlige, men de spørger mig også: Kan du ikke, please, få vores familie herop, fordi de er fanget dernede, og vi kan ikke tænke på andet? De siger, at de sidder inde i deres rum, når det bliver mørkt, og det eneste, de kan tænke på, er deres familie, der er fanget dernede. De smilte til mig, men man kunne se, at det ikke var den der ægte glæde.

Det stemmer jo sådan set meget godt overens med det, der står i høringssvaret, når Dansk Psykolog Forening og Røde Kors skriver, at en gennemførelse af forslaget kan føre til traumer og psykiske problemer for de berørte familier, fordi de skal undvære deres familie, som de holder af, så længe. Det er det ene sådan mere menneskelige, som bekymrer mig i det her lovforslag. Det andet mere juridiske, og det har jeg ikke så god forstand på, så der bruger jeg høringssvarene rigtig meget, er nemlig juraen i det her. Bryder vi med de konventioner, som Danmark så længe har holdt af og støttet sig op ad, som vi har været et foregangsland for at beskytte? Da jeg så høringssvarene, tænkte jeg, at det her er løgn.

Institut for Menneskerettigheder siger, at det her er et brud på den europæiske menneskerettighedskonvention, men de jo ikke de eneste. Det samme siger Advokatrådet, Amnesty International, DIGNITY, Red Barnet, SOS mod Racisme, Dansk Flygtningehjælp, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Bedsteforældre for Asyl og Retspolitisk Forening. Så mange siger på en gang, at det her er et brud med den europæiske menneskerettighedskonvention. Det bekymrer mig også. SF kan ikke bakke op om, at flygtninge skal vente 3 år på at se deres familie.

Så er der en anden del af det her forslag, der handler om, at betjente skal kropsvisitere og indkassere flygtninges penge, hvis de har mere end 10.000 kr. med. Jeg blev interviewet af en dygtig journalist en dag – jeg tror, det var på P1. Han havde fulgt de her flygtningestrømme, og han sagde, at det da var et mærkeligt forslag. Det første, de her flygtninge møder, er menneskesmuglere, som tager deres penge, så møder de kriminelle bander, som tager deres penge, og så ender det søreme med, at de oppe i Skandinavien møder nogle danske betjente, der så tager deres opsparing, hvis den er på mere end 10.000 kr.

Det fik mig så yderligere til at tænke på de betjente, som vi stiller i den her situation, for mange af de mennesker, der kommer herop, kan jo ikke tale engelsk. Hvordan skal de her betjente lige forklare dem det? Nu tager jeg lige dit ur, for det er altså mere end 10.000 kr. værd, eller nu tager jeg lige din opsparing, for der er mere end 10.000 kr. Hvordan skal den kommunikation lige foregå? Det synes jeg hverken vi kan byde betjentene eller de flygtninge. Vi burde have mere overskud.

Hvorfor gør man så det her? Det gør man, fordi det skal være mindre attraktivt at søge asyl i Danmark. Men kan man overhovedet bruge det ord? Altså, er det attraktivt? Der er da intet mindre attraktivt end at flygte fra sit eget hjemland, flygte fra sin familie. Så hvis vi vil løse den her krise, må vi skabe en lige verden, hvor der er mindre fattigdom, og hvor folk ikke er nødt til at flygte fra klimaforandringer, og vi må skabe stabilitet i Mellemøsten.

Vi har konkret foreslået et ekstraordinært flygtningebidrag, som skal finansieres ved at hæve beskatningen på de største aktieindkomster. Det behøver sådan set ikke være der, man finder finansieringen, men det er da én model, og vi vil have statsministeren til at indgå i en seriøs dialog i EU om et forpligtende EU-samarbejde; ikke bare det der med, om vi skal finde nogle løsninger, men faktisk sige: Hej, vi er Danmark, og vi vil gerne tage vores del af kvoterne. Det vil de største partier i den her sal stadig ikke sige ja til.

Apropos inspiration – sådan vil jeg slutte af – så sad jeg faktisk også og blev inspireret under hr. Marcus Knuths tale, for han sagde, at mine løsninger var så højtflyvende, så jeg skrev fire linjer, som jeg slutter med, som et lille digt.

Hvis alle løfter mere,/ så vil der også komme færre,/ men hvis alle spærrer sig inde,/ så kan ingen lande vinde.

Det håber jeg ikke er højtflyvende.

Hr. Dan Jørgensen.

Tak for det. Anerkender ordføreren, at antallet af asylansøgere, der kommer til Danmark, også har en indflydelse på vores mulighed for at integrere de mennesker ordentligt?

Ordføreren.

Ja, det anerkender jeg. Jeg synes, det er en mega interessant diskussion. Jeg har også heroppefra foreslået, at hver gang regeringen fremlagde en stramning, skulle de fremlægge et godt bud på integration, for det bliver helt afgørende for fremtiden.

Jeg synes sådan set også, det er vigtigt at sige ærligt, at man skal bremse tilstrømningen, men så synes jeg til gengæld også, det kunne være spændende med en dialog om, hvilke værktøjer der så er bedst til det. Tror man, det bremser tilstrømningen, at man ikke vil lade familier mødes i 3 år, eller tror man, det bremser tilstrømningen faktisk at give mere hjælp til nærområderne, faktisk at forpligte sig på en europæisk kvotefordeling?

Jeg tror bare, at ordførerens parti og mit parti er uenige om, hvordan vi bedst bremser tilstrømningen.

Hr. Dan Jørgensen.

Det tror jeg er meget præcist sagt, altså at vi er uenige om det. Det, jeg mangler i ordførerens holdning, er en tilkendegivelse af, hvad vi egentlig skal gøre nu. Det er jo lige nu, vi har integrationsproblemerne, det er lige nu, kommunerne døjer med at kunne håndtere de udfordringer, der kommer. Ordførerens vision om at lave fælleseuropæiske kvotesystemer med obligatoriske fordelinger og skabe nok penge til at hjælpe i nærområderne, så vi kan stoppe flygtningestrømmene, ligger jo i bedste fald mange år ude i fremtiden, og måske sker det aldrig. Så hvad skal vi gøre lige nu?

Ordføreren.

Vi skal starte med at være ærlige over for hinanden, tror jeg, og sige, at der ikke kommer nogen god løsning i morgen. Uanset hvor uværdigt et liv man giver flygtningene, vil der stadig komme flere. Det var også derfor, regeringen ikke kunne holde deres løfte om straksopbremsning.

Så lad os nu få det bedste ud af situationen og så kæmpe for de langsigtede løsninger imens. Lad os nu fremlægge en integrationsplan. Jeg synes, det var en fremragende plan, som Socialdemokraterne fremlagde lige op til valgkampen, hvor man vil få flere folk i arbejde, hvor man vil give børn bedre vilkår. Lad os starte med det, og så samtidig kunne SF og Socialdemokraterne sammen i EU foreslå en fælles EU-fordeling af flygtninge, stærke ydre grænser og fælles modtagecentre. Det ville være et skønt partnerskab i stedet for det her.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste i rækken af ordførere er hr. Naser Khader.

Siden september i år har Danmark og flere andre vesteuropæiske lande oplevet et enormt flygtningepres, men også et pres fra illegale indvandrere. Det er kun begyndelsen. Intet tyder på, at presset vil aftage. Presset skyldes især befolkningsudvikling, borgerkrige, fattigdom og social uro i flere lande i Afrika og Mellemøsten.

Der kommer en del reelle flygtninge til Europa, men der kommer også en del økonomiske flygtninge. Det er fair nok at forsøge lykken, men det skal man ikke misbruge asylsystemet til.

Jeg vil i den sammenhæng gentage ting, jeg har sagt mange gange før. Vi løser ikke flygtningeproblemet ved bare at tale om at fordele dem. Vi løser flygtningeudfordringerne ved at gøre noget ved de grundlæggende årsager til, at folk flygter. Det, vi gør, er symptombehandling. Uanset hvor mange vi tager, uanset hvor mange vi fordeler, vil der blive ved med at komme flere.

I forhold til dem, der kommer flest af, folk fra Syrien, er det bedste at gøre at stoppe vanviddet i Syrien, men der er hverken politisk vilje til at stoppe vanviddet eller nogen handlinger. Men hvis ikke man kan stoppe vanviddet, så forsøg dog at beskytte civilbefolkningen, forsøg at ophæve de belejringer, der er i øjeblikket i flere byer i Syrien, hvor folk dør af sult. Men det er der ikke så mange, der taler om. Man taler helst om, hvor mange man skal fordele. Jeg kunne egentlig godt tænke mig, at fokusset blev flyttet helt ned til årsagerne til, at folk har grund til at flygte.

Jeg synes også, at man en gang imellem glemmer, at der i øjeblikket er en ikkefair fordeling af flygtninge. FN tager intet ansvar, der er intet vestligt ansvar i forhold til at fordele dem mere fair. Det er lande som Danmark, Sverige og Tyskland, der tager den største del. Et land som USA har kun givet asyl til 1.400-1.500 syrere i en 3-årig periode. Japan har givet til 15, og de rige arabiske lande har ikke givet asyl til ret mange. Det synes jeg ikke er fair.

Det andet, jeg også vil pege på, er det nuværende asylsystem, vi har, for det er hamrende usolidarisk. Man skal komme til Danmark for at få asyl. Det vil sige, det kun er folk, der har råd til at komme her, der får asyl. De, der ikke har råd, de, der ikke har pengene, svigter man. Jeg synes, at fokus skal flyttes over på dem, der er dernede, og som virkelig har behov for både beskyttelse og andet. Det er også derfor, vi har foreslået, at man hellere skulle tage ned i FN-anerkendte flygtningelejre og hente flygtninge, frem for at det er folk, der har råd og muligheder og har forbindelser, der kommer hertil, og som får asyl.

Men indtil det sker, er vi nødt til at stramme op, sådan at vi kan forebygge, at presset bliver større og større, og lovforslag nr. L 87 er faktisk en del af at forebygge, at der kommer et pres, for lovforslaget omhandler ændring af udlændingelov, og med lovforslaget skærpes den tidsmæssige betingelse for at opnå tidsubegrænset opholdstilladelse til som udgangspunkt 6 års lovligt ophold, og endvidere skal en række skærpede grundlæggende betingelser om bl.a. sprog og beskæftigelse opfyldes.

De, der kan og vil, og som gør en ekstra indsats, bliver faktisk belønnet ved at få en permanent opholdstilladelse tidligere end andre. Vi skærper også med L 87 inddragelse af opholdstilladelse, hvis man som flygtning tager ned på ferie i hjemlandet, straks efter man har fået opholdstilladelse, og der er flere elementer i lovforslaget.

Så alt i alt mener vi, det er et meget fornuftigt lovforslag med mange fordele. Vi har været med i aftalen, og vi støtter op om lovforslaget.

Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning, fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Tilbage i 2007 var hr. Naser Khader meget optaget af ikke mindst asylbørnenes vilkår. Og det var, fordi vi havde den her diskussion om, at der var børn, som tilbragte årevis i asylcentre, og at det blev de syge af. Hr. Naser Khader udtalte dengang:

Når asylsager kommer til at tage flere måneder eller år, skal asylansøgere have mulighed for at bo blandt os andre. Det er ikke holdbart at bo på asylcentre sammen med andre, der har det lige så dårligt som en selv; det får vi kun syge mennesker ud af. Citat slut.

Jeg synes faktisk, at det med, at det får vi kun syge mennesker ud af, var meget fint formuleret. Det er der jo også dokumentation for – og det er altså ikke mindst børnene, der tager skade.

Men med det her lovforslag fjerner man jo børnenes ret til at flytte ud af centrene. Altså, vi kommer tilbage til den situation, vi var i, hvor børn levede hele deres liv, hele deres barndom på et asylcenter. Hvordan kan De Konservative og hr. Naser Khader lægge stemmer til det?

Ordføreren.

Det, man skal huske på, er, at det ikke gælder alle asylansøgere, at det ikke gælder alle børn. De fleste asylansøgere kommer igennem systemet efter en kort sagsbehandlingstid. Det er de færreste, der bliver der i længere tid.

I forhold til de børn, der nu skal blive i asylcentrene, vil jeg sige, at det faktisk er børn, der har forældre, som står til udvisning, som ikke er berettiget til at få asyl i Danmark, som ikke er berettiget til opholdstilladelse i Danmark, og som faktisk godt kan vende hjem til deres oprindelige hjemlande, men som ikke ønsker at skrive under på udvisningen. Jeg forstår egentlig ikke, at de forældre ikke skriver under. Hvis de virkelig vil varetage deres børns interesser, mener jeg, at de skal skrive under på udvisningspapirerne, sådan at de kan tage deres børn tilbage til det hjemland, som myndighederne siger at der er tryghed og sikkerhed i; der kan de vende tilbage.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det er de afviste asylansøgere, vi taler om – dem, som har fået afslag på asyl, men som ikke kan udsendes, fordi det ville være i strid med internationale konventioner. Man kan ikke udsende dem med tvang.

Det var det også tilbage i 2007, hvor hr. Naser Khader i, synes jeg, stærke vendinger kritiserede, at vi behandlede mennesker og børn på den måde. Jeg kan være helt enig med hr. Naser Khader i, at nogle gange kan man tage sig til hovedet og tænke: Hvorfor træffer forældrene de valg, som de træffer? Det gælder asylansøgere, det gælder forældre til danske børn, og det gælder alle mulige. Konsekvensen bliver bare, at vi får børn, som tilbringer 10, 12, 15 år på asylcentre.

Hvad har ændret sig fra 2007 til i dag? Det er den samme gruppe mennesker, vi taler om.

Ordføreren.

Jeg synes heller ikke, det er godt for børnene at være i asylcentrene i så mange år; det synes jeg faktisk ikke. Det bliver man syg af. Jeg er ikke tilhænger af, at de bliver der i så mange år, og jeg forstår heller ikke, at deres forældre træffer det valg. I 2007 var der også tale om endnu flere end dem, der stod til udvisning. Der var sagsbehandlingstiderne faktisk meget længere, end de er i dag. Så det var flere grupper end dem, vi taler om i forbindelse med det her lovforslag.

Fru Ulla Sandbæk.

Mange tak. Ministeren taler om, at hun gerne vil løbe en procesrisiko. Det vil sige, at hun godt er klar over, at det her er meget tæt på kanten af de internationale konventioner, som vi har tilsluttet os. Samtlige høringssvar siger jo også, at vi langt overskrider grænsen for, hvad der er tilladt. Er ordføreren også parat til at løbe en procesrisiko?

Ordføreren.

Altså det, vi har vedtaget, er inden for konventionernes rammer, og hvis det ikke er det, må det afprøves. Det, vi har fået vide, er, at det er inden for konventionernes rammer.

Fru Ulla Sandbæk.

Alle høringssvarene siger jo det modsatte.

Ordføreren.

Jamen det må komme an på en prøve.

Hr. Marcus Knuth har bedt om en kort bemærkning, men han er ikke til stede, så han får ikke ordet. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Naser Khader. Den næste i rækken er ministeren. Udlændinge-, integrations- og boligministeren får ordet.

Tak for indlæggene fra de forskellige ordførere. Folketinget har inden for forholdsvis kort tid vedtaget to lovforslag med ændringer på udlændingeområdet. Den 20. november sidste år fik myndighederne en række nye redskaber, der styrker mulighederne for at håndtere det store antal flygtninge og migranter, der indrejser til og opholder sig i Danmark, og den 11. december sidste år blev der indført mulighed for efter behov at iværksætte et transportøransvar ved rejser til Danmark fra et andet Schengenland, når der er indført midlertidig grænsekontrol. Jeg er glad for den opbakning, der har været til at gennemføre de enkelte lovforslag. Det er jeg, fordi det er helt nødvendigt at dæmme op for tilstrømningen af flygtninge og migranter til Danmark. Det er en meget stor udfordring for Danmark, som regeringen jo derfor også tager meget alvorligt.

Regeringen mener derfor også, at der er behov for at gøre mere. Vi vil føre en konsekvent udlændingepolitik. Venstre har længe ment, at vilkårene på asyl- og udlændingeområdet betyder noget for, hvor attraktivt det er at søge til et land. Jeg tror faktisk, at de fleste i dag deler den overbevisning – i hvert fald den, at opholdsvilkår betyder noget for tilstrømningen til et land. Bl.a. derfor har regeringen som noget af det første indført en ny og lavere integrationsydelse. Med det lovforslag, der er under behandling i dag, vil regeringen stramme yderligere op på vilkårene. Det skal være markant mindre attraktivt at søge til Danmark. Vi har allerede taget imod et historisk højt antal asylansøgere. Skal Danmark kunne håndtere integrationen af flygtninge og andre udlændinge, er det nødvendigt, at indrejsetallet holdes på et fornuftigt niveau. De enkelte forslag er selvfølgelig af forskellig karakter og har forskellige afsæt, men de sigter også alle sammen imod at begrænse indrejsetallet af hensyn til integrationen.

Regeringen foreslår med lovforslaget at udskyde adgangen til familiesammenføring til udlændinge med midlertidig beskyttelse, således at den gældende periode på 1 år forlænges til 3 år. Vi foreslår også, at gebyrerne på familiesammenføringsområdet genindføres. Retten til at opholde sig permanent i Danmark er et privilegium, og også derfor foreslår vi, at kravene til permanent opholdstilladelse skærpes, bl.a. ved at der stilles større krav til danskkundskaber og til beskæftigelse. Og vi foreslår, at den særlige lempelige adgang til permanent opholdstilladelse for flygtninge afskaffes.

Med hensyn til regeringens forslag om at inddrage asylansøgeres midler har der været en del kritik og mange, mange misforståelser – måske også til tider bevidste misforståelser. Lad mig dog starte med at understrege følgende: En asylansøger, der kommer her til landet, får kost og logi dækket af myndighederne. Sådan er det klare udgangspunkt i dag, og sådan skal det selvfølgelig også være fremover. Men medbringer asylansøgeren tilstrækkelige midler, må asylansøgeren selv dække udgifterne til kost og logi. Sådan er det også i dag, og sådan bør det grundlæggende også være fremover. Det er efter min opfattelse et rimeligt og helt fair princip, at det offentlige ikke skal betale for dem, der kan klare sig selv, heller ikke når det drejer sig om asylansøgere. Reglerne bygger således på samme principper som reglerne for kontanthjælpsmodtagere, nemlig at den, der kan klare sig selv, ikke skal modtage hjælp fra det offentlige. Men der er nu engang forskel på være asylansøger og på at være kontanthjælpsmodtager. Man kan derfor ikke helt sammenligne reglerne.

Det er selvfølgelig ikke rimeligt, at en asylansøger, der rent faktisk har midler nok, holder disse skjult for myndighederne og samtidig modtager hjælp fra myndighederne. Regeringen ønsker derfor med forslaget at give myndighederne mulighed for at tage asylansøgernes midler i bevaring, hvis der er nogen. På den måde sikrer vi, at den, der kan betale for egen kost og logi, også kommer til at betale.

Det er på den baggrund min opfattelse, at forslaget i sin grundsubstans er både rigtigt og rimeligt. Det betyder naturligvis ikke, at en asylansøger skal fratages alt, hvad asylansøgeren medbringer. Der skal være rimelighed i reglerne, og det skal ske i respekt for den enkelte.

Netop spørgsmålet om, hvad en asylansøger må få lov til at beholde, har givetvis givet anledning til en del debat. Jeg har fra regeringens side lyttet til de bemærkninger, der er kommet fra de øvrige partier, som bakker op om regeringens lovforslag, og der skal jo nu engang 90 mandater til for at få et flertal. På den baggrund er der opnået enighed om at justere forslaget således, at der i relation til asylansøgerne skal tages udgangspunkt i følgende principper:

Kontanter tages alene i bevaring, hvis der er tale om beløb på over 10.000 danske kroner.

Genstande af større økonomisk værdi, dvs. over 10.000 kr., tages i bevaring, dog således, at personlige genstande med en særlig affektionsværdi ikke vil blive taget i bevaring.

Ændringen indebærer, at beløbsgrænsen for kontanter forhøjes fra de 3.000 kr. til 10.000 kr. Ændringen indebærer endvidere, at genstande med en særlig affektionsværdi helt undtages. Der sigtes hermed selvfølgelig til genstande, som asylansøgerne har en særlig følelsesmæssig tilknytning til af personlige årsager, og som normalt ikke kan erstattes af en nyindkøbt genstand. Det fremsatte lovforslag indebærer, at genstande med personlige affektionsværdi som udgangspunkt er undtaget og kun kan tages i bevaring, hvis de har en betydelig værdi. Og nu foreslås de så helt undtaget.

Regeringen vil stille et ændringsforslag, der er i overensstemmelse med det, jeg lige har anført.

De øvrige forslag, som indgår i L 87, er følgende: Ydelser til asylansøgere nedsættes, og adgangen til at blive indkvarteret i særlige boliger uden for asylcentre afskaffes. Desuden skal det tillægges betydelig vægt i forbindelse med afgørelser om inddragelse af opholdstilladelse, hvis flygtninge rejser på ferie i hjemlandet, når de har oplyst, at de risikerer forfølgelse, og har fået opholdstilladelse på det grundlag. Og endvidere foreslår regeringen at ændre kriterierne i forbindelse med udvælgelsen af kvoteflygtninge, således at der igen skal lægges vægt på den pågældendes mulighed for at blive integreret i Danmark.

I tillæg hertil vil regeringen tage en række andre initiativer, der også retter sig mod at stramme op på vilkårene, men som ikke kræver ændringer i udlændingeloven. For det første vil regeringen afskaffe statens betaling for transport til Danmark af familiesammenførte flygtninge. For det andet vil regeringen afskaffe den ekstraordinære asylrådgivning. Og for det tredje vil regeringen begrænse varigheden af opholdstilladelse til flygtninge.

I dag får konventionsflygtninge og udlændinge med beskyttelsesstatus opholdstilladelse i 5 år, og fremover vil det blive sådan, at udlændinge med konventionsstatus bliver meddelt opholdstilladelse i 2 år med mulighed for forlængelse med 2 år. Udlændinge med beskyttelsesstatus vil blive meddelt opholdstilladelse i 1 år med mulighed for forlængelse med 2 år, og udlændinge med midlertidig beskyttelse, der i dag meddeles opholdstilladelse i 1 år med mulighed for forlængelse i 2 år, vil fremover blive meddelt midlertidig beskyttelse i 1 år ad gangen i de første 3 år, de er her.

Samlet set er det regeringens mål, at initiativerne sammen med de initiativer, som allerede er gennemført, og de øvrige initiativer, som regeringen vil tage skridt til, fører til, at antallet af asylansøgere i Danmark holdes på et fornuftigt niveau, så vi får mere luft til at integrere dem, der allerede er her. Og det må søreme da være målet for os alle sammen. Danmark har et ansvar for at hjælpe mennesker på flugt, og det gør vi bestemt også, samtidig med at vi har et ansvar for, at vort land hænger sammen. Det er det ansvar, som regeringen tager på sig nu.

Jeg ser frem til den videre behandling af lovforslaget og er naturligvis klar til at besvare alle de spørgsmål, der måtte opstå, både nu, men selvfølgelig også senere i forbindelse med behandlingen. Og så vil der i øvrigt være en teknisk gennemgang af lovforslaget senere på aftenen.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg vil gerne spørge til det her med, at der skal gå 3 år, før man kan få familiesammenføring. Det er jo altså de flygtninge, som får midlertidig beskyttelsesstatus, der nu skal vente 3 år på at få ægtefælle og børn i sikkerhed. Det er som oftest kvinder. Regeringens argument for at udskyde retten til familiesammenføring er, at dem, der får midlertidig beskyttelsesstatus, har et mindre varigt behov for beskyttelse end dem, der får det, der hedder konventionsstatus. Hvorfor, fru minister, er behovet for beskyttelse mere midlertidigt for en syrisk kvinde, der flygter fra krig, end for en syrisk mand, der flygter fra værnepligt? Hvorfor skal hendes børn stilles så meget ringere end hans?

Ordføreren – undskyld, ministeren.

Det beror jo alene på varigheden, og hvor lang tid vi forventer at mennesker skal være i Danmark. Og når det er sagt, er det jo også sådan – og det kan man jo lige så godt sige helt åbent og ærligt – at der ikke er nogen tvivl om, at spørgsmålet om familiesammenføringsregler også har en betydning for tilstrømningen til Danmark. Det er jo derfor, at ikke blot Danmark gennemfører opstramninger af familiesammenføringsregler, men at jeg kan se, at en række lande rent faktisk opstrammer i forhold til familiesammenføringer.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Men prøv lige at svare på spørgsmålet, minister. Spørgsmålet lyder: Den syriske kvinde, der flygter fra krig, hvorfor er hendes behov for beskyttelse mere midlertidigt end behovet hos den syriske mand, der flygter fra krigen i Syrien? Og hvorfor skal hendes børn have færre rettigheder end hans? Det bliver jo konsekvensen. Det er i allerhøjeste grad kvinder, der får midlertidig beskyttelsesstatus. Det er deres børn, som skal vente 3 år på at komme i sikkerhed. Som sagt vil jeg gerne have et konkret svar: Hvorfor er den syriske kvindes behov for beskyttelse mere midlertidigt end den syriske mands?

Ministeren.

Nu er det jo myndighederne, der afgør, hvilken beskyttelsesstatus man får, når man kommer til Danmark. Den beskyttelsesstatus, man får, beror jo på en vurdering af, i hvor lang tid man f.eks. forventer at vedkommende skal beskyttes, og på hvilken baggrund vedkommende skal beskyttes. Det er jo deri, at svaret skal findes.

Fru Ulla Sandbæk.

Jamen så vil jeg da godt lige følge op på det spørgsmål, for man må vel regne med, at den kvinde, som kun får 1 års beskyttelse, først kan vende tilbage til Syrien, den dag der ikke er krig længere. Men manden kan vel også vende tilbage til Syrien, den dag der ikke er i krig længere, for så er han jo ikke længere i fare for at blive indrulleret i hæren. Så hvor er forskellen? Jeg kan stadig væk ikke se det.

Ministeren.

Jeg går ud fra, at fru Ulla Sandbæk er fuldstændig klar over, at det jo ikke er politiske tildelinger af beskyttelsesstatus, vi foretager i Danmark, men at det er myndighederne, der vurderer, hvilken beskyttelsesstatus man kommer her med. Hvis det var politisk, tror jeg måske nok, at man ville få med konventioner og internationale organisationer at gøre.

Fru Ulla Sandbæk.

Jeg kan da ikke se, at det her overhovedet har noget at gøre med politik. Det er da rent faktuelt, at det bliver sagt, at hvis man er mand, og hvis man er i fare for at blive tvangsindkaldt til hæren, så har man altså ikke konventionsstatus, men hvis man er kvinde og bare er flygtning, så har man konventionsstatus. Det har da ikke noget at gøre med politik, det har netop at gøre med, ud fra hvilke kriterier man tildeler status her. Så jeg kan stadig væk ikke forstå, hvorfor man skal vente 3 år på at få familiesammenføring, hvis man kommer fra et krigsområde og er kvinde, og ikke skal, hvis man kommer fra et krigsområde og er mand.

Ministeren.

Nu spurgte fru Ulla Sandbæk om tildeling af beskyttelsesstatus, og der kommer jeg jo rent faktisk fru Ulla Sandbæk i møde, i og med at jeg jo netop siger præcis som fru Ulla Sandbæk, at det ikke er en politisk tildeling af beskyttelsesstatus, der bliver foretaget i Danmark, men at det er myndighederne, der tildeler beskyttelsesstatus i Danmark. Og det er jo i øvrigt sådan, at når man kommer til Danmark, ved man jo ikke, hvilken beskyttelsesstatus man måtte få.

Hr. Jacob Mark.

Tak for det. I høringssvarene står der – det er Dansk Psykolog Forening og Røde Kors, der skriver det – at de her ændrede regler for familiesammenføring og det, at de mennesker vil være nødsaget til at undvære deres familie i 3 år, sandsynligvis vil føre til, at mange flere får traumer og psykiske problemer. Er ministeren enig i den analyse?

Ministeren.

Jeg er jo ikke psykolog, men det er da klart, at jeg læser sådan nogle høringssvar med interesse. Der er jo ikke nogen, der kan være i tvivl om, at man, hvis man kommer til Danmark, gerne vil have sin familie hertil – det ville jeg også, hvis jeg var flygtning – men vi skal jo også hele tiden afveje det imod den opgave, som vi står over for i Danmark. Jeg synes jo sådan set, det er en ærlig sag at sige, at jeg ønsker at begrænse tilstrømningen til Danmark, og et af midlerne til at begrænse den er ved at stramme op i familiesammenføringsreglerne. Det er jo sådan set fuldstændig den samme erkendelse, som de også er nået frem til i andre lande.

Hr. Jacob Mark.

[Lydudfald] ... i den vurdering af, hvad der er vigtigst, er det vigtigere for ministeren, at der kommer lidt færre – hvis der da gør det, for det er ikke bevist at der vil gøre det med det her lovforslag – end at flygtningenes mentale sundhed er god. Vil ministeren så igangsætte nogle initiativer til at hjælpe de mennesker, der skal vente på deres familie i 3 år, ved at give dem nogle tilbud, der er rettet mod mental sundhed, eller hvad ved jeg?

Ministeren.

For det første mener jeg nu, at vi behandler asylansøgerne i Danmark på en helt ret og rimelig måde. Og får man tildelt asyl, så man får flygtningestatus i Danmark under den ene eller den anden form, så mener jeg bestemt også, at vi behandler folk helt ret og rimeligt og ganske udmærket.

Når det er sagt, kan man jo ikke afveje hensynene på den måde, som hr. Jacob Mark forsøger at gøre. Jeg har, synes jeg selv, en forpligtelse til at passe godt på Danmark, og det handler både om at passe på økonomien i Danmark, men jo i høj grad også det værdisæt, det fundament, som vi har bygget vort land op på baggrund af. Og i og med at jeg mener, at antallet betyder noget, så har jeg også en forpligtelse til at sørge for, at der ikke kommer flere asylansøgere og flygtninge til Danmark, end vi kan nå at integrere efterfølgende.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Jeg er helt enig med ministeren i, at vi skal passe på det værdisæt, vi har i Danmark, og derfor er jeg også optaget af, hvad det er, der gør, at børnefamilier ikke kan bo andre steder end på et asylcenter, når de enten er ansøgere eller de ikke kan sendes tilbage. Og derfor er jeg lidt optaget af at høre, om ministeren er enig med sin tidligere partiformand i, at der er en grænse for, hvor længe børn skal opholde sig på et asylcenter.

Ministeren.

Jeg synes ikke, det er hensigtsmæssigt, at man tilbringer sin barndom på et asylcenter. Jeg kender sådan set ikke ret mange mennesker, der synes, det er særlig hensigtsmæssigt. Når det er sagt, har forældrene jo altså her også selv en forpligtelse. For er man f.eks. afvist asylansøger, er man jo afvist, fordi man kan rejse sikkert hjem til det land, man kommer fra, og så synes jeg også, man har en forpligtelse til rent faktisk at rejse. Så jeg mener rent faktisk sat på spidsen, at forældrene jo selv har et ansvar for ikke at bringe deres børn i den her situation.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Jo, men det er der jo rigtig mange forældre der har. Det gælder jo desværre også danske forældre, der ikke tager vare på deres børn, og derfor er jeg nødt til at spørge igen: Hvor længe kan et barn opholde sig i, bo i et asylcenter ifølge ministeren? Kan man fejre 10-årsfødselsdag på et asylcenter med ministerens godkendelse?

Ministeren.

Jamen hvis forældrene ikke vil anerkende det afslag, som de har fået, så kan det jo gå hen og blive konsekvensen, om end jeg jo heller ikke synes, det er en lykkelig situation. Men det kræver jo, at forældrene rent faktisk også accepterer den afgørelse, der er truffet, og så kan man være enig eller uenig, og man kan ønske, at man kan blive boende i Danmark, og det kan jeg sådan set godt forstå at der er mange der gør. Men der bliver jo – kan man sige – truffet afgørelser ud fra en samlet vurdering af, om nogen er personligt forfulgt eller ej. Og hvis man ikke opnår asyl i Danmark, er det jo, fordi det vurderes, at man kan rejse sikkert hjem igen, og så har man en forpligtelse til at gøre det.

Hr. Martin Henriksen.

Tak for det. Der er jo mange gode initiativer og tiltag i lovforslaget, som behandles her i dag, tiltag, som vi håber kan være med til at begrænse tilstrømningen. Men selv om det er markante stramninger, kan man jo godt være lidt bekymret for, at det så ikke vil være nok, og derfor er spørgsmålet, om ministeren er åben over for at drøfte yderligere stramninger af asyl- og udlændingepolitikken, al den stund at det jo desværre ser ud til, at migrantstrømmen fortsætter ind i Danmark, hvor det ligger på et meget højt niveau.

Ministeren.

Det gode er, at jeg ved, at Dansk Folkeparti i hvert fald altid er beredvillige i forhold til at komme med nye forslag i forhold til stramninger på udlændingeområdet, og så er der da i hvert fald basis for en god debat.

Jeg mener, at vi med det lovforslag, vi står med her, gennemfører en meget markant opstramning på udlændingeområdet – det hører jeg også Dansk Folkeparti sige – og derfor mener jeg selvfølgelig, at det her vil have en effekt. Omvendt set vil jeg også sige, at jeg jo ikke kan afvise noget – det ville også være meget forkert – og jeg vil selvfølgelig altid høre på de gode forslag, der måtte komme fra både den ene og den anden side af Folketingssalen. Men som det ser ud for nuværende, mener jeg rent faktisk, at det handler om at få gennemført de opstramninger, der ligger her, og få dem ført ud i livet, og så håber jeg bestemt – og det har jeg også en formodning om – at det alt andet lige vil være med til at begrænse tilstrømningen til Danmark. For det er målet, det synes jeg lige så godt man kan sige som det er. For vi skal kunne følge med, og det skal vi både på den økonomiske front, men det skal vi også, når det gælder værdisættet.

Der er ikke ønske om yderligere korte bemærkninger, og derfor vil jeg sige tak til udlændinge-, integrations- og boligministeren.

I det hele taget er der ikke flere, der har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.