Den her gang havde jeg husket at trykke mig ind, og den her gang fungerede de elektriske systemer.
Det var jo dejligt.
Det her lovforslag har jo gennemgået visse forandringer hen ad vejen, og der er kommet en del ændringsforslag til, og nu ligger der yderligere ændringsforslag, som ophæver nogle af de ændringsforslag, som er stillet, herunder af Dansk Folkeparti.
Det går i al sin korthed på, at lovforslaget jo egentlig oprindelig kun handlede om at forhøje fartgrænserne for såkaldt Tempo 100-campingvogne og andre motorkøretøjer.
Så kom der nogle ændringsforslag til, som i virkeligheden dramatisk ændrede lovforslaget, så man også forhøjede fartgrænserne på vejene i byerne for lastbiler og også på landevejene fra de nugældende 70 til 80 km og i byerne fra 50 km til den skiltning, som nu måtte være rundtomkring i byerne.
Hvis der er skilte med 60 eller 70 km/t., skulle det også være tilladt for lastbiler.
Det var ændringsforslag fra Dansk Folkeparti, og vi har selv gjort en bemærkning i betænkningen om, at vi faktisk synes, at det egentlig er et demokratisk problem, at man i den grad begynder at ændre dramatisk på nogle lovforslag, som jo i virkeligheden i udgangspunktet ikke havde noget med forhøjelse af fartgrænser at gøre på de respektive veje, som jeg har nævnt.
Nu kan jeg så forstå, at der ligger et ændringsforslag fra Venstre om i hvert fald at ophæve den ene halvdel af den her forhøjelse af fartgrænsen, nemlig den, der gælder for lastbiler på landeveje, fra 70 til 80 km/t., men man bibeholder muligheden for, at lastbiler kan køre, som der nu er skiltet i bymæssig bebyggelse.
Bortset fra det stadig væk principielt betænkelige i, at man totalt ændrer på et lovforslag uden at sende det i ny høring eller tager de pågældende elementer og laver et nyt lovforslag – det kunne så være til efteråret eller i den nye folketingssamling – og sender det i høring, så synes vi jo altså også, at det sådan grundlæggende er ganske vildt, at man vil forhøje lastbilers mulighed for at køre hurtigere i byerne, nemlig fra 50 til 60, 70 km/t., hvad det måtte være.
Jeg gør opmærksom på, at bremselængden jo forhøjes dramatisk for lastbiler, hvis man forhøjer fartgrænsen fra 50 til f.eks.
70 km/t., og at denne kørsel jo altså finder sted i bymæssig bebyggelse, og at det jo ikke bare er på nogle firesporede omfartsveje eller sådan rundt om de større byer.
Det er søreme også tosporede veje, indfaldsveje, som går helt ind i byerne.
Så både af den ene og den anden grund synes vi, at det er betænkeligt, og vi har selvfølgelig tænkt os at stemme imod det, men vil altså også kritisere, at man stadig væk fastholder at kunne ændre afgørende på et lovforslag uden at sende det i en ny høring.