Også Enhedslisten finder, at det her er et godt lovforslag, der medvirker til at styrke trafiksikkerheden.
Man styrker tilsynet – ganske vist med Trafikstyrelsen som tilsynsmyndighed – og det synes vi er rigtig godt.
Man styrker tilsynet med udstyrsdele og tilbehør til køretøjer og sikkerhedsudstyr til trafikanterne i det hele taget, og det er jo rigtig godt.
Det kan give et håb om at få ryddet op på området – indimellem har man på fornemmelsen, at der er sådan en hel jungle af ulovlige og trafikfarlige produkter, og det er sådan set alt lige fra cykellygter, der ikke opfylder betingelserne, og reflekser og til køretøjer og deres udstyr.
Det er også helt klart, at med lovforslaget skærpes tilsynet med vildledende markedsføring, og det synes vi er rigtig godt – endog med mulighed for, som det jo også sker på andre områder, at pålægge de erhvervsdrivende at tilbagekalde produkterne.
Markedsovervågningen kommer med det her lovforslag på højde med den, der gælder på andre produktområder.
Nu kan man tjekke dokumentationen, og man kan endog udføre test.
Så på den måde kommer man på omgangshøjde.
Der opereres med muligheden for idømmelse af bøder for erhvervsdrivende, som har solgt eller markedsført produkter, som ikke lever op til kravene, og det kan i yderste konsekvens føre til anmeldelse til politiet, og der udstedes så bøder efter færdselsloven.
Jeg bemærker, at Forbrugerrådet Tænk i deres høringssvar har nogle bemærkninger om bødestørrelser, som jeg måske synes er værd at overveje.
De mener, at det har en større effekt, at man fastsætter bøderne efter den indtjening, en erhvervsdrivende har haft på vildledende markedsføring eller salg af produkter, som ikke lever op til kravene – en større effekt end en fast bødestørrelse.
Det synes jeg måske man skulle prøve at overveje.
Men tillad mig i øvrigt at gøre nogle bemærkninger om de her prøvningsinstanser, som jo også er en central del af lovforslaget, og som behandles indgående.
Det tillader jeg mig at gøre sådan i forlængelse af den her VW-skandale, hvor der jo har været decideret snyd med målingen af emissioner, altså udledninger, fra bilerne og simpelt hen snyd med de oplysninger, som bilfabrikanten, i det her tilfælde VW, har givet.
Enhedslisten har jo haft indkaldt til samråd om de her ting; vi har såmænd både haft skatteministeren, transportministeren og nu her sidste onsdag miljøministeren i samråd.
Og vi har foreslået at stille krav om, at der blev oprettet et nationalt prøvningslaboratorium, hvor man kunne teste, om biler overholder de normer, som de har oplyst, herunder teste oplysningerne fra bilfabrikanterne.
Nu viser det sig ud fra lovforslaget, at der jo rent faktisk er ikke mindre end seks prøvningslaboratorier – og jeg kender ikke helt karakteren af dem alle sammen.
Enhedslisten havde i forbindelse med samrådene foreslået, at man jo kunne bruge Teknologisk Institut på det her område.
Men det viser sig, at de her seks prøvningslaboratorier jo rent faktisk, som der står i bemærkningerne, er anerkendte til at udføre prøvninger, som ligger til grund for synsvirksomhedernes syn og godkendelse af et køretøj.
Og man kunne næsten spørge:
Hvad vil vi så mere?
Vi har jo i virkeligheden apparatet, som vi kan trække på i den forbindelse.
Vi har faktisk de instanser, som kan føre tilsyn med bilfabrikanternes oplysninger, hvis ellers bemærkningerne i lovforslaget står til troende, og det må man jo trods alt gå ud fra at de gør.
På samrådet i onsdags med miljøministeren gentog hun jo, at hun bestemt ikke var tilfreds med de nye EU-test af dieselbiler, som man i EU er blevet enige om, men som hun sagde, var det jo det bedst opnåelige i situationen, og derfor stemte Danmark ja.
Kun Holland stemte nej til de nye test.
Miljøministeren gjorde selv opmærksom på, at det er et problem, at der i EU er så mange bilproducerende lande, herunder striben af stort set alle de store lande.
Og det er klart, at så er der pludselig nogle, der har noget i klemme, også økonomisk.
Og som jeg også sagde på samrådet til miljøministeren:
Hvorfor så ikke spille rollen som vagthund?
Hvorfor spiller Danmark ikke rollen som vagthund?
Vi har jo ikke noget i klemme; vi er jo ikke noget bilproducerende land.
Og derfor vil jeg opfordre transportministeren og for så vidt også miljøministeren til at overveje brugen af den ekspertise, som vi åbenbart råder over i forvejen, og som fremgår af lovforslaget.
Så kan vi bidrage til renere luft, bedre klima og miljø og til, at bilisterne rent faktisk får den bil, som de har betalt for.