Jeg vil gerne starte med at sige tak til mindretallet, tak for fremragende inspiration, med- og modspil og en meget høj grad af forskellighed og mangfoldighed.
Noget af det, som jeg synes er stærkt, er, at mindretallet både kan bevare deres danske rødder, men samtidig formulere sig i forhold til det samfund, de lever i.
Det håber jeg I vil blive ved med.
Mindretalsordningen er enestående i det urolige Europa, vi har i øjeblikket.
En grænse blev lagt, ved at vi stemte om det.
Jeg gjorde det ikke selv, så gammel er jeg ikke, men i 1920 stemte de folk, der boede i området, om, hvor grænsen skulle gå.
Det vil sige, at det er en af de få demokratisk fastlagte grænser, vi har på denne klode.
Det andet, der er mindst lige så vigtigt, er, at man dengang gav mulighed for, at mindretal kunne bevare deres mulighed for at tale sproget, bevare deres mulighed for at dyrke den kultur, som de følte var den danske, bevare deres mulighed for at have et parti, der kunne varetage deres interesser i det område, de var i.
Og det gjaldt både det tyske og det danske mindretal.
Den model er i dag eftertragtet mange steder i verden, og jeg har i de sidste uger gjort mig nogle tanker:
Gad vide, hvad der ville ske, hvis man i Ukraine gav sig selv de samme muligheder for at finde en løsning uden våben, men med demokrati og med mindretalsrettigheder?
Så ville verden se meget anderledes ud, og den model kan selvfølgelig bruges.
Jeg synes, det er rigtig flot, at vi kan se, at mindretallet spiller så aktiv en rolle sammen med de andre mindretal i Europa, der ved gud ikke har lige gode betingelser.
Nogle af dem bliver direkte undertrykt og chikaneret, fordi de er mindretal, og der har vi en pligt til at være med til at hjælpe til med, at andre europæiske mindretal får de samme betingelser, som vores danske og tyske venner har nede omkring grænsen.
Så er det vigtigt, når vi kigger på de her regler, at spørge:
Hvorfor giver vi egentlig tilskud?
For udvalget har jo en særlig status.
Det er også en del af administrationen, og det vil sige, at vi selv står for tilskudsgivningen, vi spørger ikke engang Folketinget, hvad vi skal bruge de 500 mio.
kr.
til.
Det er en stor frihed, men det forpligter os.
Tilskuddet gives efter Enhedslistens mening først og fremmest til, at mindretallet kan trives i det område, de er i, og kan sørge for, at der er gode muligheder, især for unge mennesker, for at få uddannelse og for at bevare det danske sprog, men også for at kunne bruge de tosprogede muligheder i deres videre voksenforløb.
Det er vigtigt, at mindretallene bliver en god del af samfundet og blander sig.
Derfor er det også vigtigt, at der er mulighed for, at de har adgang til at drive deres partier, som de har gjort, på begge sider af grænsen.
Når man snakker om danskhed, synes jeg, der somme tider går koks i det.
Det var derfor, jeg for lidt siden tog ordet for en bemærkning til Dansk Folkepartis ordfører.
Er danskhed en del af det, der udgør loyaliteten over for enhver dansk regering, hvor man så ikke siger sin mening, hvis det er, at man er uenig?
Eller er danskhed netop det frisind, det udsyn og den mangfoldighed af meninger, som også trives i den her sal?
Jeg mener selvfølgelig det sidste, og jeg synes, at vi i udvalget skal arbejde på, at det, vi skal fremme, er, at der selvfølgelig er lige så stor mangfoldighed i det danske mindretal, som der er i det danske folk og det danske Folketing.
De lovændringer, vi har lavet, går et lille skridt i den retning, vi gerne vil.
Vi så gerne, at Sydslesvigudvalget havde den samme sammensætning som Kontaktudvalget for Det Tyske Mindretal i Sønderjylland, hvor der er en fra hvert parti.
I øjeblikket er det kun et mindretal af partierne i Folketinget, som er repræsenteret i Sydslesvigudvalget, bl.a.
fordi Dansk Folkeparti ved konstitueringen satte sig på to af pladserne.
Det synes jeg er utidigt, men det er jo den borgerlige bloks konstituering, der må tage ansvaret for det.
Vores mål er, at alle partier er engageret i mindretalsspørgsmålet og dermed også en del af udvalget.
Og derfor kan vi selvfølgelig støtte, at man går fra 5 til 7 medlemmer, godt nok i en meget forsigtig model, ved at det netop først sker efter næste valg.
Nu ved vi jo aldrig, hvornår det bliver, og man kan håbe, det bliver snart, sådan at de her regler kan træde i kraft.
Det andet drejer sig om bygningerne dernede, og der er vi enige i at stramme op i reglerne, også på det her område.
Så skulle jeg i øvrigt hilse fra SF og sige, at de vil stemme for forslaget.