Som det foregående forslag har det her relation til bekæmpelse af ekstremistiske og radikaliserede holdninger, som i sidste ende desværre kan munde ud i drab eller andre voldelige handlinger.
Og det er jo noget, vi skal gøre vores bedste for at stoppe, ikke mindst når der er tale om mennesker, der afsoner i fængsler.
Særlig fordi der i fængselsmiljøer jo er nogle problemer med, at folk påvirker hinanden i en dårlig retning, og det er klart, at det at afsone ved siden af nogle, som har de samme eller måske endda mere vidtgående holdninger inden for en ekstremistisk tankegang, kan være et problem.
Det er efterhånden mange år siden, at der blev etableret en adgang til sådan at sektionere blandt indsatte fra og rocker-bande-miljøerne, det vil sige placere dem på bestemte afdelinger, enten ud fra et hensyn til, at de skal fjernes fra de andre indsatte, eller et hensyn til, at de skal spredes mest muligt, så de ikke sidder sammen med hinanden.
Og hvad der gennem årene har været det bedste og mest hensigtsmæssige har varieret.
Men man må også sige, at med den udbredelse, som radikaliserede, ekstremistiske holdninger har fået i samfundet og ikke mindst i fængslerne, er det naturligt at undersøge, om man har behov for at bruge de samme midler over for stærkt negative indsatte, og om der også er brug for flere midler over for radikaliserede ekstremistiske personer.
Jeg vil sige, at et af de problemer, som der imidlertid er, er, at det ikke er så nemt at afgrænse, hvem der så er ekstremist eller radikaliseret.
Det kan også være et problem med mennesker med tilknytning til rocker-bande-miljøet, som nogle gange går med rygmærker og derfor kan være lidt nemmere at identificere, men det kan være meget, meget svært at afgrænse og skelne.
Det er der også flere, der har påpeget i høringssvarene.
Vi har også religionsfrihed i Danmark, og vi har tilsluttet os den europæiske menneskerettighedskonvention, og derfor giver det selvfølgelig stof til eftertanke, når Institut for Menneskerettigheder i et høringssvar påpeger, at det her forslag altså indebærer en risiko for, at man i forhold til religionsfriheden kommer til at krænke diskriminationsforbuddet.
Det giver også stof til eftertanke – det burde det i hvert fald – at Kommunernes Landsforening skriver, at en afsoning langt væk fra familie og venner, hvilket lovforslaget jo kan have som konsekvens, kan skade resocialiseringen og måske endda medvirke til yderligere ekskludering fra det samfund og det fællesskab, som er den stærkeste modvægt til radikalisering.
Derfor må jeg sige, at det, der bekymrer os allermest, er, at det er et lovforslag, som indebærer, at der ikke er nogen klageadgang.
Vi kan godt se, at der er nogle hensyn, som gør, at det bør være muligt at sektionere, men omvendt er der også en risiko forbundet med det i forhold til indsattes rettigheder.
Og derfor synes vi, det er bekymrende, at der ikke er en klageadgang, og det er der netop ikke, fordi afgørelsen træffes centralt i direktoratet og ikke ude i de enkelte forsorgsområder, og derfor er der simpelt hen ikke nogen klageinstans.
Når det er sagt, tyder meget på, at radikaliserede og voldsforherligende religiøs ekstremisme er et fænomen, som findes i de danske fængsler.
Det er vigtigt, at vi imødegår det og forsøger at undgå, at fængslerne udvikler sig til rekrutteringsbaser for voldelige fanatikere.
Samtidig skal vi sørge for at give dem de bedst mulige rettigheder med, og derfor vil Enhedslisten stille nogle spørgsmål, ikke mindst med fokus på klageadgangen.
Men som udgangspunkt er vi positive.