Tak for det.
Som jeg også nævnte i min tale ved førstebehandlingen af det her lovforslag, har vi i Alternativet stor forståelse for, at kommunerne skal have hjælp til både den midlertidige og den permanente husning af flygtninge.
Men det forslag, som vi andenbehandler her i dag, er ikke måden at gøre det på i vores optik.
Vi har efterhånden behandlet en del asylforringelser her i salen, og fællesnævneren er desværre, at løsningen på helt pragmatiske bekymringer bliver sat fuldstændig ud af proportioner.
Da regeringen var bekymret for domstolenes mulighed for at klare deres arbejde inden for de lovpligtige 72 timer, valgte den ikke at give mulighed for midlertidige forlængelser på f.eks.
1 uge eller 14 dage, som menneskerettighedsorganisationerne anbefalede.
Regeringen valgte i stedet at afskaffe tidsbegrænsningen fuldstændig, så der potentielt ikke er nogen grænse for, hvor længe man kan sidde frihedsberøvet uden en dommerkendelse – hvis man er udlænding, vel at mærke.
Ved samme lejlighed hastebehandlede vi forslaget om muligheden for at anbringe asylansøgere i teltlejre, selv om der tilsyneladende er rigeligt med faste bygninger, som kunne anvendes til formålet.
I sidste uge var det så transportøransvaret.
Det blev hastevedtaget, selv om der var og fortsat er meget stor usikkerhed om såvel flygtningenes som transportfirmaernes retssikkerhed.
Listen er lang, og eksemplerne er desværre mange.
I dag er det så det her lovforslag, vi andenbehandler.
Det adresserer en praktisk boligudfordring, og det skal vi også hastebehandle.
Vi vil i Alternativet gerne kunne bidrage til den her proces, for vi vil gerne hjælpe.
Og vi anerkender, at hvis man skal hjælpe flere, kan det meget vel være, at vi må udvide vores rammer for at gøre det mere muligt.
Det synes vi er et ordentligt og ærligt projekt.
Men nu står vi så endnu en gang med et forslag, som ikke bare udvider mulighederne inden for de pragmatiske grænser.
Forslaget afskaffer i stedet, vanen tro, kunne man fristes til at sige, rettigheder og almindeligt gældende standarder fuldstændigt – for flygtninge, vel at mærke.
Der er i udvalgsarbejdet blevet spurgt ind til, om vi kan sætte en ny vejledende støjgrænse, som kan gælde for de her flygtningeboliger.
Der er også blevet spurgt ind til, om man kan sætte en grænse for, hvor mange der må bo sammen på samme værelse og på hvor mange kvadratmeter.
Der er også blevet spurgt ind til, om der kan sættes en tidsgrænse for, hvor længe en flygtning må bo under de her forhold, som altså er ringere, end hvad man ville tilbyde – i gåseøjne – almindelige danskere at bo under.
Alt sammen, må vi nu forstå, er op til kommunerne at vurdere.
Jeg har sådan set tillid til kommunerne, men jeg ved også, at på alle de her områder bliver de presset i øjeblikket.
Det gør de også med den nye finanslov og omprioriteringsbidraget.
Derfor mener jeg blot, at den her lovgivning uden nogen som helst former for rettigheder eller standarder endnu en gang vil sætte kommunerne under et voldsomt kryds- og prioriteringspres.
Det vil utvivlsomt tvinge mange kommuner, kommunalpolitikere og kommunalt ansatte til at søge grænserne for, hvad de selv synes er anstændigt, og givetvis også til at rykke de her grænser.
Regeringen og aftalepartierne fralægger sig ansvaret og placerer det entydigt hos kommunerne.
Det er meget sandsynligt, at vi kommer til at stå i en situation, hvor noget er helt utænkeligt i én kommune, men hvor det er helt almindelig praksis i en anden kommune.
Det vil komme til at variere voldsomt, hvilke rettigheder man har, hvis man er flygtning i Danmark.
Alt i alt synes jeg efterhånden, at vi står med en asylpolitik, som fuldstændig fratager flygtninge så mange rettigheder og placerer dem på så særskilte vilkår, at jeg fuldt ud forstår, hvis flygtninge føler sig behandlet som andenrangsborgere af myndighederne i Danmark.
Det synes jeg og det synes vi i Alternativet er dybt bekymrende, og den udvikling kan vi ikke bakke op.
Vi vil gerne hjælpe med at hjælpe, men så er vi altså nødt til at arbejde på en måde, hvor vi udvider rammerne og giver rettigheder, som er pragmatisk forståelige og som minimum sammenlignelige med helt almindelige rettigheder, regler og vilkår, som gælder for alle os andre.
Det er ikke den slags forslag, vi ser mange af for tiden.
Derfor har vi jo også helt pragmatisk foreslået til den her andenbehandling, at der indsættes en revisionsklausul i lovforslaget, og vi beder om, at revisionen af loven sker den 1.
april 2016.
Det har vi heller ikke kunnet få opbakning til.
Jeg skal her anmode om, at man alligevel vil bakke op om det ændringsforslag, der ligger, så vi kan få diskuteret det her lovforslag rigtig grundigt, og så vi kan få mulighed for at få afklaret spørgsmålene om, hvor lang tid man kan sidde.
Så jeg vil anbefale jer at stemme ja til ændringsforslaget om en revisionsklausul.
Uanset hvad, vil Alternativet samlet set ikke kunne bakke op om lovforslaget.