Vi har fra starten været betænkelige ved det her forslag, og det har været diskuteret rigtig meget i vores gruppe.
Jeg tænkte faktisk, at nu var det endelig nu, hvor SF skulle være enig med ministeren.
Men det var, fordi jeg troede, da jeg læste forslaget første gang, at det drejede sig om mere id-kontrol af myndighedspersonale ved grænserne.
Det viste sig så ikke at være tilfældet.
For vi mener grundlæggende, at der kan være brug for mere grænsekontrol.
Det kan godt være, det kommer lidt som en overraskelse for nogen, og set over det sidste par år er det nok også et skred.
Men der er jo også sket mange ting i verden omkring os.
De mange strømme af mennesker, der kommer til Danmark lige nu – der flygter fra krig – betyder, at vi i Danmark har meget lidt kontrol med, hvem der kommer til landet, og det bekymrer mig faktisk, især nu, hvor det ser ud til, at vores nabolande lukker helt af.
Vi synes, alt det, der sker nu, er symptombehandling, men man må jo også være klar over, hvad det er, der sker omkring en.
Men hvis SF skal acceptere midlertidig grænsekontrol, bliver det altså med myndighedspersonale, med politi eller med uddannet personale, der kan håndtere flygtninge; som ved, hvordan et falsk pas ser ud; som har en klar instruks i, hvad man skal gøre, hvis der opstår en ubehagelig situation; som har en boss, en leder eller en minister, de refererer til, hvis der går noget galt; som ved, hvem man skal ringe til, hvis det hele brænder på.
Og det er netop det, det kan gøre, hvis lov og orden sættes ud af spil.
Jeg bliver meget bekymret, når jeg læser høringssvarene til det her forslag.
Flere af transportørerne, både DSB, færgerne og busselskaberne, fortæller, at de er bekymrede over det her, fordi de simpelt hen ikke har kompetencerne.
Det er jo altså de ansatte, arbejderne – de ved simpelt hen ikke, hvordan de skal udføre det arbejde, som man nu vil sætte dem til.
De ved ikke, hvordan de falske id-papirer ser ud; de kender ikke forskellige former for identifikationspapirer.
De frygter også for de situationer, der kan opstå, og det kan jeg godt forstå.
Og det er ikke, fordi jeg antager, at flygtninge kommer og er voldelige, men hvis flygtninge har lagt tusindvis af kilometer bag sig, måske i værste fald mistet familie, og det sidste, der så stopper dem i at nå deres slutdestination, er en buschauffør, så kan jeg godt forstå, at man er oprigtig bekymret for, at sådan en situation kan eskalere, og så har de ansatte, arbejderne, jo ingen kompetence eller mulighed for at forsvare sig.
Skal de så bare løbe fra stedet?
Det forholder man sig ikke rigtig til i forslaget.
Så er der det her grundlæggende spørgsmål omkring børn.
Hvad med børn, der bliver opdaget i toget og taget i ikke at have papirer på sig?
Skal de bare sættes af toget?
Hvis de er alene og buschaufføren spørger dem, hvem de er, skal de så bare ikke have lov at komme med bussen?
Hvem skal tage sig af dem?
Det bliver der heller ikke svaret på.
Så er der sådan en mere grundlæggende ting:
Hvad med de indtægter, som de erhvervsdrivende taber på det?
Er det også lige meget?
Og så er der det lovmæssige, som jeg slet ikke havde tænkt over, før jeg læste det:
Har Danmark overhovedet ret til at foretage id-kontrol i andre lande end vores eget?
Det bliver der også spurgt om i høringsmaterialet.
Og hvad nu, hvis både Sverige og Danmark indfører det her?
Når så Sverige sender dem tilbage til Danmark, må transportørerne til Danmark ikke tage imod dem, men de må heller ikke sende dem tilbage.
DSB pointerer, at det vil betyde, at de vil begå lovbrud, uanset hvad de gør.
Uanset hvilket land de sender dem til, vil de komme til at bryde loven.
Det kan vi da som Folketing ikke leve med – at vi pålægger erhvervslivet at bryde loven, uanset hvad de gør.
Der er rigtig mange uafklarede spørgsmål.
Jeg er ikke en del af et parti, der kommer til at acceptere en lov på forhånd uden at få svar på de spørgsmål, uden at få svar de kritikpunkter, som vi har.
Vi kommer ikke til at bakke op om det her.
Havde det været myndighedspersonale, havde det været en midlertidig grænsekontrol med folk, der var uddannet, så jo, så var vi faktisk klar.
Og så bare lige til sidst:
Den her sag med DSB, der kommer i klemme mellem Sverige og Danmark i det her lovspil, det her strammerspil, skriger jo altså bare på fælles løsninger.
Jeg fatter virkelig ikke, hvorfor vi bruger al vores tid og kreativitet – og der er ved gud meget af den i den her sal – på at stramme mest i stedet for at tage kontakt til vores svenske naboer, tage kontakt til de politikere, der er omkring os, og spørge, hvad vi kan gøre sammen.
Kan vi lave noget fælles kontrol?
Kan man fordele på tværs af landene?
Hvordan løser vi det her fælles?
Det her er jo bare endnu et tegn på, at hvis vi kører det nationalt, alene, landene imellem, så er det både borgerne, flygtningene og de erhvervsdrivende, der kommer i klemme.
Det vil altså bare ikke føre noget godt med sig.
Så vi bakker ikke op om det her.