Nørre Allé 7
2200 København N
Telefon: 26744969
København, den 20/10 2015
Til Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Vi, bestyrelsen i Adoptionspolitisk Forum, vil indledningsvis ønske Folketingets Social- og
Indenrigsudvalg tillykke med etableringen og samtidig udtrykke vores forhåbninger for udvalgets
arbejde for social retfærdighed i Danmark og udlandet.
Med denne henvendelse ønsker vi at gøre udvalgets medlemmer opmærksomme på
problematikker, mangler og ankepunkter i det fremsatte Forslag til lov om ændring af
adoptionsloven.
Bemærkninger til Lovforslag nr. L 7 2015
Forslag til lov om ændring af adoptionsloven
Indsendt af:
Adoptionspolitisk Forum
Til:
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann, Folketingets Social- og Indenrigsudvalg
Cc.:
Socialordførerne for Folketingets partier
Førstebehandlingen af Lovforslag nr. L 7 2015 er berammet til d. 23.10.2015. Som vi allerede har
påpeget i forbindelse med den tidligere regerings lovforslag (L 187, fremsat d. 15.4.2015) formår
de foreslåede ændringer af adoptionsloven ikke at adressere de mangler og problemer, der findes
i det etablerede adoptionssystem – et system, der stort set videreføres som hidtil. Vi ønsker derfor
i det følgende at fremføre vores kritiske bemærkninger dels til lovforslaget generelt, dels til
enkelte paragraffer og afsnit i lovteksten.
1. GENERELLE BEMÆRKNINGER
De internationale konventioner
I bemærkningerne til lovforslaget (s. 23 punkt 4) anføres det, at loven vurderes at leve op til
forpligtelserne i Haagerkonventionen og Europarådskonventionen om adoption. Det nævnes dog
ikke, at der er betydelige afvigelser mellem disse to konventioner og FN’s Børnekonvention. FN’s
Børnekonvention bygger på udvidede rettighedspræmisser i forhold til Haagerkonventionen og er
desuden mere vidtrækkende, når det gælder at sikre Børns rettigheder. Da Danmark også har
ratificeret FN’s Børnekonvention, bør den udgøre grundlaget for den danske adoptionslov.