Miljø- og Fødevareudvalget 2015-16
L 68
Offentligt
1596811_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr.
Den 8. februar 2016
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har i brev af 5. februar 2016 stillet følgende
spørgsmål nr. 26 til L 68, forslag til lov om ændring af lov om jordbrugets
anvendelse af gødning og om plantedække, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Maria Reumert Gjerding (EL).
Spørgsmål nr. 26 (L. 68)
”Hvordan er kvælstofindsatsbehovet til de enkelte kystvande beregnet (for at sikre
målopfyldelse), og dermed hvor stor en indsats skal der gennemføres
sammenholdt med udledningen i dag i de enkelte vandoplande i forhold til
ophævelse af de nuværende kvælstofnormer?”
Svar
Kystvandområderne skal efter vandrammedirektivet opnå god økologisk tilstand,
hvilket er bestemt ved bl.a. vandets indhold af alger (klorofyl) og ålegræssets
dybdegrænse. Det er væsentligt at bemærke, at selvom udbredelsen af ålegræs
bruges til at vurdere miljøets tilstand, anvendes udbredelsen af lys til bestemmelse
af indsatsbehov, da der vurderes, om betingelserne for udbredelsen af ålegræs er
til stede. Det er denne vurdering af lyset, der anvendes til at fastlægge det danske
indsatsbehov. I dag opfylder alene 2 ud af 119 kystvandområder målet om god
økologisk tilstand, hvilket først og fremmest skyldes en for stor kvælstofbelastning
fra Danmark og for de åbne kystvande også fra andre lande.
Kvælstofindsatsbehovet udtrykker hvor meget kvælstofudledningen fra det danske
landareal skal reduceres for at vandrammedirektivets målsætning om god
økologisk tilstand kan opfyldes i de enkelte kystvande. Indsatsbehovet beregnes
som differencen mellem den forventede kvælstofbelastning i 2021 (efter indregnet
baselineeffekt og effekt af lempelser som følge af bl.a. ændrede gødskningsregler)
og målbelastningen. Målbelastningen udtrykker den kvælstofbelastning af
kystvandene som understøtter, at kystvandene kan opnå god økologisk tilstand.
Målbelastningen er af forskningsinstitutionerne Aarhus Universitet og DHI
beregnet ved hjælp af avancerede matematiske modelværktøjer i kombination med
målinger fra NOVANA overvågningsprogrammet.
Kvælstofudledningen til de danske kystvandområder er i dag (2012) på ca. 56.800
tons kvælstof om året. For at understøtte god økologisk tilstand vil
kvælstofbelastningen af de danske kystvandområder skulle nedbringes med 13.700
tons kvælstof pr. år. Af Kvælstofudvalgets tekniske notat, der indgår som grundlag
for Fødevare- og landbrugspakken, fremgår at der forudsættes en nettoindsats
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 •
Tlf. +45 38 142 142 • Fax +45 33 145 042 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • • www.mfvm.dk
L 68 - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 26: Spm. om, hvordan kvælstofindsatsbehovet til de enkelte kystvande er beregnet, til miljø- og fødevareministeren
frem til 2021 på ca. 8.000 tons kvælstof pr. år, når der indregnes baselineeffekt og
lempelser. Denne indsats indeholder dog, at der til visse vandområder p.t. er
beregnet en indsats, som er større end behovet. Dette forventes korrigeret i
forbindelse med færdiggørelsen af vandområdeplanerne i foråret 2016. Der vil
restere et beregnet indsatsbehov på 6.200 tons kvælstof, som udskydes til efter
2021.
Opnåelse af god økologisk tilstand fordrer, at også andre lande reducerer
kvælstofudledningen.
Eva Kjer Hansen
/
Frederik Buun Birnbaum
2