Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af lovforslag nr. L 66:

Forslag til lov om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. (Ændret minimumskrav til mentorindsats, sammenlægning af rammer for mentor og aktiv indsats m.v.).

Af beskæftigelsesministeren (Jørn Neergaard Larsen).

(Fremsættelse 20.11.2015).

Forhandlingen er nu åbnet, og derfor vil jeg gerne bede hr. Lennart Damsbo-Andersen komme på talerstolen.

Tak for det, formand. Og undskyld, at jeg var lidt ivrig efter at komme herop, men nu har jeg siddet og ventet et stykke tid, så det er rart at komme herop og komme i gang.

For jeg vil gerne sige, at for Socialdemokratiet er et velfungerende arbejdsmarked rigtig vigtigt. Vi ønsker for alle danskere, at de kan blive en del af det fællesskab, som en arbejdsplads udgør. En arbejdsplads giver gode kolleger, faglig identitet og ikke mindst et forsørgelsesgrundlag, som gør, at den enkelte kan følge sine egne drømme. For Socialdemokratiet er det gode arbejde nøglen til en meningsfuld tilværelse – et arbejde giver den enkelte noget at stå op til om morgenen. Desværre er det ikke alle mennesker, som har et arbejde at stå op til. Det drejer sig f.eks. om de mange mennesker, som bliver fanget i kontanthjælpssystemet. Der har desværre over tid udviklet sig en kultur, hvor mennesker på kontanthjælp er blevet overladt helt til sig selv.

Efter vores opfattelse skal kontanthjælpen være en midlertidig forsørgelse, og for os er det afgørende, at kontanthjælpsmodtagere som alle andre ledige skal have den rette hjælp til at komme tilbage i arbejde. Vi skal som samfund altid stå med en udstrakt hånd, når mennesker af den ene eller den anden grund står udenfor. Et godt eksempel er den mentorordning, som der er forslag om her i dag, og som en bred kreds af partier fik med i kontanthjælpsreformen i 2013.

Personer på kanten af arbejdsmarkedet skal via en mentor komme tættere på arbejdsmarkedet – det var alle parter enige om i foråret 2013. I dag, 2½ år senere, behandler vi så et lovforslag, som lægger op til at amputere den udstrakte hånd, som vi ellers gav kontanthjælpsmodtagerne i 2013. Her ser vi så også, at den blå blok viser sit sande ansigt. Mentorindsatsen får en rundbarbering, så det batter. Den statslige refusion af kommunernes udgifter i forbindelse med mentorordningen beskæres, ligesom den statslige refusion af udgifter i øvrigt, til øvrig vejledning og opkvalificering af ledige, også afskaffes.

Herudover lægger lovforslaget op til, at minimumskravet for mentorindsatsen ændres fra hver uge til hveranden uge, så den arbejdsløse får mindre tid med sin mentor. Det undrer mig rigtig, rigtig meget, at regeringen ønsker at mindske mentorindsatsen og den øvrige opkvalificering af aktivitetsparate arbejdsløse, før instrumenterne overhovedet har fået lov til at virke ordentligt. Herudover undrer det os også meget, at Dansk Folkeparti åbenlyst vælger at spare 400 mio. kr. på de arbejdsløse og på kontanthjælpsmodtagere for at finansiere skattelettelser til de rigeste i vores samfund. Det er simpelt hen pivskævt.

Vi ønsker i Socialdemokratiet at give udsatte ledige en hjælpende hånd, så de kan komme tilbage på arbejdsmarkedet, og til det hører en ordentlig mentorindsats for de arbejdsløse. Det her lovforslag, som regeringen fremsætter sammen med Dansk Folkeparti, trækker samfundets udstrakte hånd til de arbejdsløse tilbage, samtidig med at det baner vejen for skattelettelser til de rigeste.

Derfor stemmer vi nej.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Finn Sørensen.

Jeg vil gerne takke ordføreren for en dejligt skarp, præcis og engageret ordførertale. Jeg var enig i hvert eneste ord, for her drejer det sig jo om, at man fjerner et af de rigtig gode elementer i kontanthjælpsreformen, som vi to ikke var enige om som helhed – men vi var da i hvert fald enige om, at her var en rigtig god ting. Og nu fjerner man den.

Så er mit spørgsmål bare: Hvad tænker ordføreren så egentlig om det? For et af argumenterne for kontanthjælpsreformen, og at man absolut skulle lave den sammen med Venstre, var, at så havde man noget snor i de borgerlige partier. Men hvor meget snor har man egentlig i det, når der nu bare er gået 1½ år og man ikke engang har opsummeret erfaringerne og vi så ser, at de borgerlige partier er i fuld gang med at klippe de gode elementer ud af kontanthjælpsreformen? Hvordan opleves det?

Ordføreren.

Nu tror jeg ikke, at vi på noget tidspunkt har haft en opfattelse af det, som spørgeren siger her, om at have snor i højrefløjen her i Folketinget. Den kontanthjælpsreform, som vi aftalte, var netop en aftale og ikke et forlig, og det betyder også, at så kan den regering, der sidder nu, gøre, som den vil i forhold til den aftale, som der blev lavet dengang. Det, jeg synes er rigtig, rigtig ærgerligt – det er jo rigtigt nok – er, at i sådan en aftale er der noget, der er surt, og noget, der er sødt, og det, man gør her fra den nuværende regerings side sammen med, ikke mindst, Dansk Folkeparti, er, at man sørger for at tage det, der er det søde, og så må det sure formentlig stå tilbage.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Vi får jo altid at vide, at det er meget vigtigt for Socialdemokraterne at lave arbejdsmarkedspolitik hen over midten, for så er man sikker på, at så har vi noget stabilt, der holder i lang tid. Det her er så et eksempel på, at det jo ikke holder. For når de borgerlige kommer til og får magt, som de har agt, så klipper de de gode ting ud af det, og tilbage bliver alt det, der ikke er særlig godt, for nu at sige det pænt. Så er min pointe bare, at så kunne man jo lige så godt have lavet en rigtig god kontanthjælpsreform sammen med Enhedslisten. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Nu tror jeg nok, at det var sådan, at det ikke var muligt at have et flertal bare med Enhedslisten alene. Det var i hvert fald sådan i den her situation, at hvis vi ville nå de ting, som der var lagt op til, havde vi ikke nået det med Enhedslisten alene. Det er jeg helt sikker på.

Men så tror vi i øvrigt på det bedste, også når vi laver aftaler sammen med den blå fløj her i Folketinget. Vi kan også se i en lang række andre tilfælde, at det normalt fungerer sådan, at en aftale er en aftale, og at det bliver den ved med at være. Men desværre har det ikke holdt i den her omgang. Man kan sige, at vi jo kommer tilbage igen senere, og så må vi, måske sammen med Enhedslisten, sørge for at rette op på det her.

Hr. Bent Bøgsted.

Tak. Nu kan det hurtigt komme til at virke, som om mentorstøtten bliver fjernet. Det gør den jo ikke. Hr. Lennart Damsbo-Andersen har selv stået deroppe og sagt, at det bliver ændret til minimum en gang hver 14. dag. Jeg skal bare lige høre i den forbindelse, hvordan hr. Lennart Damsbo-Andersen tror det ser ud med kontakten mellem mentorer og dem derude. Tror hr. Lennart Damsbo-Andersen på, at kontanthjælpsmodtagere eller dem, der har brug for mentorstøtte, har kontakt med mentorerne minimum en gang om ugen? Jeg ved godt, og det ved hr. Lennart Damsbo-Andersen også, at der er nogle, der har kontakt med dem hver dag; der er også nogle, der har kontakt med dem sjældnere, men det er minimum en gang om ugen. Forventer hr. Lennart Damsbo-Andersen så, at der ikke er nogen, der ikke har kontakt med en mentor mere end hver 14. dag med det her nye lovforslag?

Ordføreren.

Det, hr. Bent Bøgsted siger, er, at kontanthjælpsmodtagerne samtaler med deres mentor, og at det er dem, der ligesom skal tage ansvaret for, at samtalen kommer til at foregå. Det her er jo den anden vej rundt. Det her handler om, at det er kommunen, der har ansvaret for at sikre, at der er en kontakt med kontanthjælpsmodtageren mindst en gang om ugen i det nuværende system. Det laver I om, det laver Dansk Folkeparti om sammen med regeringen, så det er mindst en gang hver 14. dag.

Uanset hvad, så taler vi her om de mennesker, der er ude på den yderste kant af arbejdsmarkedet, det ved vi godt, og jo længere de er ude, jo mindre kontakt ønsker de og har de med det offentlige, også med jobcenteret. Derfor er det hamrende vigtigt, at der er nogle personer, der tager fat i de her mennesker for at sikre, at de nu kan komme på sporet, så de kommer i nærheden af det arbejdsmarked, som vi gerne vil have dem ud på.

Hr. Bent Bøgsted.

Så kan jeg oplyse hr. Lennart Damsbo-Andersen om, at jeg da har haft kontakt med nogle, der i en periode på 3 måneder kun har haft kontakt med mentoren én gang, og ifølge den lovgivning, som hr. Lennart Damsbo-Andersen siger var den, Socialdemokratiet har lavet, skulle de have minimum en gang om ugen, men de har kun haft kontakt én gang på 3 måneder. Så er der noget galt. Er det ikke sådan, at i bund og grund, uanset om der står minimum en gang om ugen eller minimum en gang hver fjortende dag, er det kommunen, der i sidste ende afgør, hvor meget mentorstøtte den enkelte har behov for?

Ordføreren.

I det øjeblik, at kontanthjælpsmodtageren er i den situation, at man har ret til mentorstøtte, er det ikke kommunen, der afgør hvor meget. De kan godt afgøre, at der skal mere til, men de kan ikke trække ned, og det eksempel, som hr. Bent Bøgsted refererer til her, synes jeg er lige til at anmelde, fordi det er et klart brud på den aftale, som vi har lavet.

Hr. Joachim B. Olsen.

Inden man står og beklager alt for meget, at der bliver ændret i kontanthjælpsreformen, ville det så ikke være på sin plads at erkende, at det gjorde man jo selv. Der var da ikke engang gået et halvt år, da vi sidst lavede en kontanthjælpsreform i 2013, før man ændrede på den og afskaffede den gensidige forsørgerpligt. Man har også lavet andre ændringer i kontanthjælpsreformen på finansloven med Enhedslisten. Så inden man kritiserer blå blok for at lave ændringer i det, som ordføreren rigtigt sagde var en aftale og ikke et forlig, bør man måske også lige understrege eller gøre opmærksom på, at det har man jo selv gjort. Så mere betænkeligt er det vel ikke.

Ordføreren.

Nu er jeg af den opfattelse, at det var en situation, hvor man gav noget til, da vi lavede en aftale med Enhedslisten. Der lagde vi jo noget til, som i hvert fald var en forbedring for de mennesker, som det her handler om. Det synes jeg bestemt er noget andet end den situation, vi står i her i dag, hvor Dansk Folkeparti sammen med regeringen jo tager noget fra.

Hr. Joachim B. Olsen.

Så Socialdemokratiets tilgang til det her område er, at man kun kan lægge noget til, altså fra politisk side kan man kun lægge noget til, det kan kun blive dyrere. Man kan ikke ligesom lave en politisk vurdering af udgifterne på et område og sige, at her bruger vi efter vores opfattelse nogle midler forkert, de her midler kan bruges bedre andre steder i systemet eller andre steder i vores økonomi. Man har altså den opfattelse fra Socialdemokratiets side, at man kun kan lægge noget til, at man kun kan gøre noget dyrere, dyrere er automatisk bedre. Det må jeg sige overrasker mig.

Ordføreren.

For at man lægger noget til, behøver det jo ikke at handle om penge. Det handler jo om, at vi indretter vores systemer sådan, at de er bedst for de mennesker, som det handler om, i det her tilfælde er det kontanthjælpsmodtagere. Så er det sådan set min opfattelse, at for så vidt partierne er enige om, at man skal gå en vej, skal man da gøre det, uanset om så det koster penge. Det her handler jo om, at vi kan trække nogle mennesker – og det tror jeg også hr. Joachim B. Olsen er enig i – tættere på arbejdsmarkedet, og jeg ved da, at Liberal Alliance er yderst optaget af, hvordan arbejdsudbuddet f.eks. er. Det her er jo med til at sikre, at vi får et større arbejdsudbud, så Liberal Alliance burde jo i virkeligheden være helt imod det her.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så tak til ordføreren. Den næste i rækken af ordførere er hr. Bent Bøgsted.

Tak, formand. Lovforslaget her omhandler som sagt mentorstøtte, og der har været store diskussioner om, hvordan mentorstøtten fungerer. Mentorstøtte kan være en rigtig god ting for dem, der er langt fra arbejdsmarkedet og har nogle problemer, og der er forskellige måder at bruge mentorstøtten på.

I den her forbindelse går det ud på, at man sætter minimumskravet til mentorstøtten ned til en gang hver fjortende gang i stedet for en gang om ugen som minimum. Men det har altid været sådan, at det har været kommunerne selv, der i samarbejde med den enkelte har afgjort, hvor meget mentorstøtte der er behov for, og vi har også kunnet se, at der faktisk har været mentorer, der egentlig har fået betaling for at have kontakt til kontanthjælpsmodtagere uden reelt at have haft ret meget kontakt til dem. Det er så også beklageligt. Men skal man have mentorstøtte, skal det være sådan, at den enkelte virkelig kan mærke, at det er en hjælp.

Jeg nævnte før et eksempel på, at man kun havde snakket med mentoren en gang i løbet af 3 måneder, og det er igen det med, at det er kommunen, der afgør, hvor meget man har behov for. Så siger man, at det minimum skal være en gang om ugen, men hvis ikke kommunerne lever op til det, kan vi fastsætte en gang om dagen eller en gang om ugen eller en gang hver fjortende dag, vi vil være lige vidt, når det alligevel er kommunerne, der selv vurderer, hvor meget de vil satse på mentorstøtte, og hvor meget hjælp den enkelte skal have.

Jeg tror, vi kan blive enige om, at der er stor forskel på, hvor meget hjælp de enkelte har behov for. Der er nogle, der kan klare sig med lidt kontakt med mentorer, mens andre har behov for at have en mentor omkring sig hele tiden, og kommunerne har stadig væk mulighed for at give den enkelte den mentorkontakt, der er behov for.

Som jeg ser det, er det en ændring af mentorstøtten på den måde, at fremover skal mentorerne mere målrettes til dem, der virkelig har behov for det. Det skal ikke dreje sig om, at mentoren har kontakt til den enkelte en gang om ugen eller en gang hver fjortende dag, men det skal dreje sig om, at mentorerne har kontakt til den enkelte, når der er behov for det. Og når den enkelte har brug for hjælp, skal det selvfølgelig være sådan, at vedkommende kan få fat i en mentor, og sådan er det også efter det her stadig væk.

Så jeg synes ikke, at det er så slemt igen, når det her bliver indfaset, og jeg tror egentlig på, at kommunerne i dag vurderer, om den enkelte har brug for en mentor hver eneste dag. Det er der nogle, der har i dag, og det kan de også fremover have. Selv om det er minimum en gang hver fjortende gang, kan kommunen stadig væk sætte en mentor på den enkelte hver eneste dag, som de også kan i dag. Det ændrer det her ikke noget på. Det her er bare et minimumskrav til den kontakt, mentoren skal have til den enkelte.

Så i bund og grund tror jeg nok det her kommer til at gå. Vi bruger i hvert fald en hel del unødigt på mentorer. Mentorstøtten skal gives der, hvor det virkelig kan batte noget, og hvor det virkelig kan hjælpe.

Hr. Finn Sørensen.

Jeg må sige, at ordføreren får padlet sig rigtig langt ud på søen for at finde en undskyldning for at medvirke til den her nedskæring. Altså det, at ordføreren har talt med et par kontanthjælpsmodtagere i kommuner, der ikke har opfyldt loven, bliver pludselig et argument for at reducere retten for alle, for det er jo det, der sker.

Jeg går ud fra, at ordføreren var enig i at indføre ordningen i sin tid, fordi den var målrettet en af de mest udsatte grupper af kontanthjælpsmodtagere, nemlig de aktivitetsparate. Så spørger jeg bare ordføreren: Hvordan skulle det hjælpe på de menneskers muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet, at man forringer et redskab, som bliver rost af socialrådgiverne og andre fagpersoner, som er tæt på det her? Hvordan skulle det hjælpe de mennesker, at man reducerer en ret, de har i den nuværende lovgivning?

Ordføreren.

Jamen de har også en ret til at få mentorstøtte med den her lovgivning. Det, der står i lovforslaget, er, at det går fra, at man minimum en gang om ugen har ret til at få stillet en mentor til rådighed, til, at det nu minimum er en gang hver 14. dag. Men det ændrer ikke ved, at kommunerne stadig væk kan sige: Her er nogle, der har behov for mentorstøtte hver dag. Det kan de stadig væk gøre. Det ændres der ikke noget ved.

Det eneste, der er ændret her, er, at man går fra, at det ifølge loven skal være en gang om ugen, til, at det skal være en gang hver 14. dag. Det er egentlig det. Men det ændrer altså ikke ved, at sagsbehandlerne kan sige til den enkelte: Vi tror, at du har behov for en mentor en gang om dagen eller en gang hver anden dag. Det kan de stadig væk gøre, og de kan stadig væk sætte en mentor på dem, der har behov for det, en gang om ugen. Det har ikke noget med det at gøre. Lovforslaget siger bare, at det minimum skal være en gang hver 14. dag.

Hr. Finn Sørensen.

Med det argument var der jo slet ingen grund til at indføre mentorordningen, for kommunerne har hele tiden haft muligheden for at lave mentorordninger. Men nu indførte man en rettighed for de arbejdsløse, for en bestemt, meget sårbar gruppe af arbejdsløse, fordi alle fagpersoner med sund fornuft og forstand på de ting har sagt: Tag de mennesker i hånden. Derfor skal der være et krav til kommunerne om at give det mindst en gang om ugen.

Det der argument om, at kommunerne alligevel gør det, blegner jo, når man læser resten af lovforslaget, forringer man jo kommunernes økonomiske muligheder for at lave denne ordning og de andre ordninger, der handler om opkvalificering og vejledning af disse udsatte ledige, forringes. Så det er jo bare en stor gang snakken udenom. Hvorfor ikke bare indrømme, at det her er et spareforslag, fordi der skal gives nogle skattelettelser til de rige i det her land?

Ordføreren.

Nu er det ikke sådan, at Dansk Folkeparti går ind for skattelettelser til de rige i det her land. Hvis der skal gives skattelettelser, skal de gives i bunden. Men det tager vi diskussionen med regeringen om. Jeg har ikke evner til at forestille mig, at Enhedslisten aktivt vil gå ind og tage ansvar for den del, i hvert fald ikke under den her regering. Det tror jeg jeg har ret i.

Men hvis man kigger på forslaget her, kan man også se, at det mere skal målrettes til, at det skal kunne få folk i uddannelse og job. Det er også en del af det, der ligger i det.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jamen det ligger jo rigtig fint. Og så kunne jeg godt tænke mig at spørge, når nu Dansk Folkeparti sammen med regeringen vælger at skære i de rettigheder, der er for de mennesker, der er på kanten af arbejdsmarkedet, til at få hjælp til at komme tættere på arbejdsmarkedet, om ordføreren tror, at der i og med at man gør det her tiltag, så er flere af dem, der kommer i arbejde, at der er flere af dem, der vil være i stand til at komme ud og få et reelt arbejde, eller om der vil være færre?

Ordføreren.

Jeg tror egentlig godt, at vi kan blive enige om, at der er stor forskel på, hvad dem, der er langt fra arbejdsmarkedet, har behov for af hjælp. Nogle har behov for at have en mentor; andre har behov for at komme ud at få noget beskæftigelse, de har ikke behov for så meget mentorstøtte. De skal ud at have noget, som de kan bruge hænderne til. Der er stor forskel på folk, selv om de er aktivitetsparate og langt fra arbejdsmarkedet. Det er ikke alle, der har behov for at have en mentor til at hænge over sig. Og som sagt kan kommunerne stadig væk med loven her give dem den mentorstøtte.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Logikken her er altså fuldstændig væk for mig. For det, der sker, er jo, at i forhold til dem, der er på kanten af arbejdsmarkedet, dem, der har det svært, dem, der mangler nogle kvalifikationer til at komme ud på arbejdsmarkedet, piller regeringen og Dansk Folkeparti nu nogle af mulighederne, for at de kan blive opkvalificeret og få mentorstøtte, fra dem – i hvert fald retten til det.

Så siger ordføreren: Nå ja, men så har kommunen jo mulighed for at hjælpe dem alligevel. Men regeringen og DF skærer jo i kommunernes mulighed for at gøre det, fordi man tager pengene fra dem. Man tager de penge fra kommunerne, som de skal bruge til at yde den indsats, som de ikke længere er tvunget til. Det her hænger jo overhovedet ikke sammen. Det eneste, der hænger sammen – og det kan jeg jo godt se at ordføreren heller ikke vil svare på – er, at man tager 400 mio. kr. fra dem, der har det svært, og bruger dem til skattelettelser til de rigeste.

Ordføreren.

Jamen, altså, hvis man kigger på refusionen fremover, som der nu også bliver talt om, så skal refusionen i stedet for at gå direkte til mentorstøtte tages fra rådighedsbeløbet og bruges til refusion af udgifter til aktivering for nogle af grupperne. Altså, jeg synes, at man skal passe på med at gøre det værre, end det er.

Vi kan se, at der er en stor del af mentorordningen, der ikke bliver brugt hensigtsmæssigt, der ikke bliver brugt, som den skal, og det er så det, der bliver skåret væk her. Og uanset hvad der bliver sagt, kan man stadig væk få den mentorstøtte, der er behov for, til den enkelte. Det, loven siger her, er, at det er minimum en gang hver 14. dag – minimum. Loven siger ikke, at man ikke må give mentorstøtte i flere dage i løbet af en 14-dages periode – det kan man godt – men man skal som minimum gøre det en gang hver 14. dag. Tidligere var det minimum en gang om ugen. Det betød jo ikke, at man ikke kunne give støtte hver dag.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste i rækken af ordførere er hr. Hans Andersen.

Tak for det. Lovforslaget, vi behandler i dag, er jo som bekendt en del af finansloven. Lovforslaget omfatter en målretning af den aktive indsats på beskæftigelsesområdet. Det er nødvendigt, at vi prioriterer vores ressourcer bedre og målretter de penge, vi bruger på beskæftigelsesindsatsen. I indsatsen skal vi være mere målrettede i samarbejdet med virksomhederne, når vi skal hjælpe de ledige ud på arbejdsmarkedet, og det er, hvad der lægges op til her i lovforslaget.

Lovforslaget består af tre dele. Først en lempelse af minimumskravet til mentorindsatsen for udsatte kontanthjælpsmodtagere. Det er jo netop blevet debatteret frem og tilbage, men det betyder altså, at minimumskravet for, hvor ofte den ledige skal have kontakt til sin mentor, ændres fra hver uge til minimum hver anden uge. Med forslaget reducerer vi altså intensiteten i kravet. I regeringen er vi optaget af at bruge midlerne dér, hvor de gør mest gavn. Når mentorordningens effekt derfor ikke kan dokumenteres på alle områder, må vi målrette opgaven til de persongrupper, hvor mentorordningen virker.

Anden del af lovforslaget afskaffer den statslige refusion af udgifter til øvrig vejledning og opkvalificering af de job- og uddannelsesparate kontanthjælpsmodtagere samt jobparate og åbenlyst uddannelsesparate integrationsydelsesmodtagere uden for integrationsprogrammet.

I tredje del af lovforslaget foreslås det, at den særskilte ramme for refusion af kommunernes mentorstøtte ophæves, og at kommunernes mentorudgifter i stedet bliver omfattet af driftsudgifter til aktivering. Mentorordningen skal være med til at hjælpe borgere i job eller uddannelse, og vi skal i langt højere grad koble mentorordningen og rigtige arbejdspladser, så de ledige kommer tættere på arbejdsmarkedet. Undersøgelser peger på, at virksomhedsrettede indsatser har den bedste effekt, når ledige skal i arbejde, og det understreger netop vigtigheden af, at der samarbejdes med virksomheder, når ledige skal hjælpes ud på arbejdsmarkedet.

Med lovforslaget i dag sikrer vi, at mentorordningen gøres mere fleksibel og effektiv. Ved at reducere kravet til, hvor ofte borgeren på mentorordningen skal være i kontakt med sin mentor, giver vi kommunerne mere frihed til at tilrettelægge kontakten med udgangspunkt i den enkeltes behov for mentorstøtte. Der er her tale om en aktiv beskæftigelsesindsats, og på den baggrund kan Venstre støtte lovforslaget.

Så går vi til de korte bemærkninger. Den første er fra hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Tak, formand. Nu refererer ordføreren jo direkte til lovforslaget. Jeg har også læst det, og jeg har svært at finde noget sted, hvor der er nogen som helst dokumentation for, at den indsats, som vi i fællesskab har truffet beslutning om i den aftale, vi lavede i 2013 om kontanthjælp, ikke virker. Der er ingen indikationer overhovedet på, at det, som vi havde til hensigt dengang, ikke fungerer, som det var meningen at det skulle. Så må ordføreren jo i hvert fald oplyse til mig og de andre, hvad det er, der ligger til grund for, at man siger: Vi skal have noget, der virker.

Vi ved, at det, som vi aftalte dengang, virker. Hvad er baggrunden for, at man lige pludselig skifter spor her?

Ordføreren.

Spørgsmålet er jo, om vi i forbindelse med det, vi i fællesskab aftalte med hinanden i 2013, havde en særlig dokumentation for, at en mentor og det at have kontakt til en mentor en gang om ugen eller hver 14. dag havde en afgørende betydning for, hvor hurtigt man kom ud på arbejdsmarkedet. Det, jeg kan læse mig til, f.eks. i en nylig opgjort rapport fra SFI, er, at der faktisk ikke er afgørende forskel på, om man har en mentor, eller man ikke har en mentor, i forhold til hvor hurtigt man kommer ud på arbejdsmarkedet.

Så Venstre er sådan set optaget af, at vi bruger ressourcerne så effektivt som overhovedet muligt. Vi bruger allerede i dag 4 mia. kr. på vores beskæftigelsesindsats. Jeg synes sådan set, at det er godt og fornuftigt, at vi engang imellem lige kigger på, hvordan vi bruger de ressourcer. Og der er der så fundet anledning til at give noget mere frihed til kommunerne med hensyn til deres anvendelse af mentorer.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Det er meget interessant, at ordføreren så refererer til den SFI-undersøgelse. Den er jo lavet for en periode, der ligger, før den aftale, som vi lavede, trådte i kraft, så der er ingen, der ved – der er i hvert fald ikke nogen undersøgelser, der viser noget som helst om det – hvilken effekt de ting, der er blevet sat i værk, og den måde, det er blevet gjort på, har. Vi tror på det, fordi de mennesker, som der er tale om, er dem, der er længst fra arbejdsmarkedet, det er dem, der har sværest ved at finde derhen. De har jo behov for mentorstøtte.

Så virker det jo underligt, for det første, at ordføreren så refererer til en undersøgelse, der er så gammel, at den peger ind i den tidligere regerings tiltag, og for det andet, at man ikke vil forholde sig til den virkelighed, der er, efter at den aftale, som vi har lavet, så er trådt i kraft.

Ordføreren.

Jeg forholder mig gerne til virkeligheden, og vi har vurderet, at vi sådan set kan nå målet om at få de ledige hurtigst muligt i arbejde, og det kan vi godt nå, selv om vi laver de her tiltag. Vi giver sådan set noget frihed til kommunerne i forhold til deres tilrettelæggelse af arbejdet og i forhold til også at få udsatte kontanthjælpsmodtagere hurtigt i arbejde.

Så er spørgsmålet, hvordan man så bruger den mentorordning, vi lavede aftale om i fællesskab i 2013, og Venstre vurderer altså, at vi kommer længst, hvis vi giver noget mere frihed til kommunerne, i forhold til hvor tit de har kontakt med de enkelte ledige.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg kan kun opfordre alle dem, der følger med i den her debat på tv, til at sætte sig ned og læse bemærkningerne til lovforslaget. Der er nemlig en noget mere ærlig tilgang til det. Det drejer sig om, at der skal spares 400 mio. kr., fordi det er led i en finanslovsaftale, hvor der skal gives nogle skattelettelser til virksomhedsejerne. Det er den ene grund.

Den anden grund er, at man jo sådan set vil have en anden form for indsats end den, der var meningen med mentorordningen og med den vejledning og opkvalificering, som man også vil skære ned på. Det står klart i bemærkningerne, at det er i stedet for det her pussenusseri med, at man hjælper de ledige og sådan noget, for puha, det skal vi ikke; de skal bare ud og arbejde, skal de. Man glemmer altså, at vi taler om en målgruppe, som man, da man lavede kontanthjælpsaftalen, var enige om, netop var en målgruppe, man ikke bare kunne sende ud i virksomhedspraktik og alt muligt, fordi de skulle have en særlig hjælp.

Hvorfor er man ikke ærlig, når man står på talerstolen, og holder sig til det, der egentlig er tankegangen i lovforslaget?

Ordføreren.

Hr. Finn Sørensen nævner, at de ledige skal ud og arbejde. Det er jeg meget enig i. Her taler vi om udsatte kontanthjælpsmodtagere, og de har sådan set allerbedst af at komme ud i nogle aktive tilbud og gerne i virksomhedspraktik, løntilskud m.v. Det er sådan set den bedste tilgang til det. Hvis de så ikke er i stand til det, kan man også gøre brug af mentorordningen. Det er der sådan set stadig væk mulighed for. Vi har bare her lagt op til, at kommunerne får mere fleksibilitet.

Det er korrekt, at man med det her lovforslag samlet set sparer 400 mio. kr. Det er også derfor, jeg nævnte, at vi samlet bruger 4 mia. kr. på en beskæftigelsesindsats i Danmark. Derfor finder jeg sådan set, at det er fornuftigt, at vi også kigger på, hvordan vi bruger ressourcerne. Her er det så vurderet, at vi sådan set godt kan få den samme indsats og de samme resultater, måske oven i købet bedre resultater, ved at bruge 400 mio. kr. mindre, men det er jo ikke til skade for nogen.

Hr. Finn Sørensen.

Ordførerens argumenter er jo stik modsat det bilag, som regeringen selv har fremlagt i forbindelse med det her lovforslag, nemlig det, der hedder ligestillingsvurderingen. Der står jo klart og tydeligt om den primære målgruppe for lovforslaget, altså for mentorindsatsen:

»Målgrupperne er aktivitetsparate modtagere af kontanthjælp eller uddannelseshjælp, som har ret og pligt til tilbud om mentorstøtte, fordi de ikke er i stand til at deltage i andre aktive tilbud efter beskæftigelseslovgivningen.«

Det er den målgruppe, vi her taler om, og det er lige nøjagtig hjælpen til den målgruppe, man skærer ned på. Det hænger da ikke sammen. Det må ordføreren da indrømme. Indrøm det nu; det handler om at spare, så der kan gives nogle skattelettelser til virksomhedsejerne.

Ordføreren.

Jeg er sådan set meget tilfreds med, at vi i en finanslov er i stand til både at tilføre flere penge til sundhedsområdet og til ældreområdet. Her er der så et område, hvor vi siger, at vi sådan set for lidt færre penge stadig væk kan få en meget, meget aktiv beskæftigelsesindsats. Og i forhold til de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere er det bedste sådan set, at de fortsat kommer ud i aktive tilbud, i virksomhedspraktik, og hvis de ikke er i stand til det, kan de sådan set få en mentorstøtte. Det, vi blot siger, er, at vi ikke stiller et helt firkantet krav om, at den så skal gives hver uge. Vi siger, at vi sådan set godt kan give den hver 14. dag og stadig væk nå målet om, at de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere kommer i arbejde hurtigst muligt.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Den næste i rækken af ordførere er hr. Finn Sørensen.

Tak. Det er en ualmindelig dårlig idé at forringe mentorstøtten og mulighederne for opkvalificering og vejledning af de ledige. Hør her, hvordan regeringen selv definerer den primære målgruppe for de aktiviteter, vi taler om her. Det er aktivitetsparate modtagere af kontanthjælp eller uddannelseshjælp, som har ret og pligt til tilbud om mentorstøtte, fordi de ikke er i stand til at deltage i andre aktive tilbud efter beskæftigelseslovgivningen. Det er en meget præcis definition af, hvem det var, man ville hjælpe ved at indføre den her ordning.

Der gav indførelsen af mentorstøtteordningen retten og pligten til mindst en ugentlig kontakt med kommunen og en mentor. Det er en af de få gode ting i kontanthjælpsreformen, som Enhedslisten også roste på det punkt, da den blev fremlagt her i salen. Det er først og fremmest en rettighed til den arbejdsløse om at få særlig hjælp og støtte.

I indførelsen af ordningen lå en erkendelse af, at her har vi en gruppe, som netop har særlig brug for det, i stedet for den evindelige pisk, der ellers smælder ned over de arbejdsløses rygstykker. Men nu vil man så fjerne denne gode ting. Hvorfor har forligspartierne ikke lyttet til LO, til Kommunernes Landsforening, som man ellers gerne lytter til – nå nej, ikke når der skal spares yderligere i kommunerne, undskyld – social- og arbejdsmarkedscheferne, Danske Handicaporganisationer, Dansk Socialrådgiverforening og Diabetesforeningen, der alle fremhæver den gode effekt af mentorstøtte og understreger, hvor vigtig og nødvendig den er? Undskyld mig, hr. Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti, jeg tror, at disse organisationer og deres repræsentanter er noget tættere på, hvad virkeligheden er ude i kommunerne, end ordføreren er.

Man har ikke engang gjort sig den umage at indhente en uvildig undersøgelse af, hvad erfaringerne med mentorordningen egentlig er. Det er også helt forkert at spare på vejlednings- og opkvalificeringsindsatsen. Der er sikkert meget, som vi siger nogle gange er dum aktivering, men der er også gode initiativer fra kommunernes side, og det er jo først og fremmest det, den store gruppe af kontanthjælpsmodtagere har brug for.

Men nedskæringerne på refusionen til kommunerne for den indsats, de yder her, er jo en voldsom besparelse på 400 mio. kr. Den vil blot føre til, at kommunerne skruer ned for denne nødvendige indsats og nøjes med de billigst mulige løsninger. Men det er desværre også meningen. Hvis man gør sig den umage at læse lovforslagets bemærkninger, kan man se det. Det fremgår jo meget klart, at i stedet for alt det fornuftige, nemlig at støtte, vejlede og opkvalificere de arbejdsløse, skal de jages ud i perspektivløs virksomhedspraktik som gratis arbejdskraft.

Lad os nu sætte de ord på, som beskriver virkeligheden. Det sker måske også med den skumle bagtanke, at ensidig brug af virksomhedspraktik i forhold til en meget udsat gruppe rummer en dobbelt besparelse, nemlig den, der opstår, når mange af dem ikke er i stand til at gennemføre praktikken med det resultat, at så bliver de straffet ved træk i ydelsen. Denne grove forringelse af de lediges muligheder for at få det fornødne fodfæste på arbejdsmarkedet kommer jo oven i den voldsomme stramning af rådighedsforpligtelsen, der ligger i den såkaldte jobplan I, nemlig genindførelse af 225-timersreglen.

Vi er helt enige med LO, socialrådgiverne, Danske Handicaporganisationer m.fl. om, at det blot vil gøre det endnu sværere for en stor gruppe kontanthjælpsmodtagere at vinde fodfæste på arbejdsmarkedet.

Jeg vil også tilføje, at nedskæringerne på refusionen af kommunernes udgifter til vejledning og opkvalificering jo kommer oven i den refusionsomlægning af selve ydelserne, som træder i kraft den 1. januar 2016. Som LO og FTF påpegede, da vi behandlede refusionsomlægningen her i salen, vil den omlægning jo bare føre til, at kommunerne i endnu højere grad tvinger langtidsarbejdsløse og syge over på de lavest tænkelige ydelser eller over på slet ingen ydelse, og det bliver kun værre af det lovforslag, vi behandler i dag.

Desværre taler disse organisationer og vi, som er kritikere her i salen, jo nok for døve ører. Det er allerede fremgået. Besparelsen indgår jo i en finanslovsaftale, der har et helt overordnet formål og en klar asocial profil, som går ud på at spare på initiativer, der kan hjælpe mennesker i bunden af samfundet for at give skattelettelser til dem i toppen.

Enhedslisten stemmer imod lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og den næste ordfører er hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance.

Tusind tak for det. Som sagt er det her et forslag, som er et resultat af den finanslovsaftale, som netop er blevet indgået. Vi bruger i Danmark langt mere på den aktive beskæftigelsesindsats end noget andet land i verden. Vi bruger f.eks. dobbelt så meget, som man gør i Sverige. Nytteværdien af de ekstra milliarder, vi bruger, er forsvindende lille. De sidste milliarder, vi bruger på den aktive beskæftigelsesindsats, kunne bruges langt bedre på f.eks. lavere skatter og afgifter, som ville skabe job til de mennesker, man prøver at hjælpe i job med den aktive beskæftigelsesindsats. Vi bruger 4 mia. kr. på den aktive beskæftigelsesindsats alene til dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, herunder altså mentorstøtte.

Med det her lovforslag ændres minimumskravet for, hvor ofte kontanthjælpsmodtagere, som ikke kan deltage i andre tilbud, skal have kontakt med deres mentor. I dag er minimumskravet en gang om ugen, i fremtiden vil det være en gang hver anden uge.

Det her lovforslag afskaffer også refusionen af udgifter til øvrig vejledning og opkvalificering til jobparate og åbenlyst uddannelsesparate. På dansk betyder det, at kommunerne ikke længere kan få dækket udgifter til alt det, som ikke virker. Det er yderst fornuftigt.

Til sidst sammenlægges rammen for mentorordningen med rammen for aktivindsatsen. Den nye ramme reduceres med 146 mio. kr. Det er et lille skridt i den rigtige retning i forhold til at reducere udgifterne på området. Sammenlagt giver forslaget en besparelse på 400 mio. kr. Det kan vi naturligvis godt støtte. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Alternativet ser det her som én ud af en lang række forringelser af vilkår og forhold for de mest udsatte mennesker i det her land. Det er simpelt hen den økonomiske ulighed, der er ved at slå rigtig meget igennem. Man tager fra de fattige og giver til de rige i en sådan slags omvendt Robin Hood-model.

Hovedindholdet i det her lovforslag er for mig at se, at man fratager udsatte kontanthjælpsmodtagere muligheden for at få mentorhjælp og opkvalificering til at komme i job. Det gør man, samtidig med at man sænker kontanthjælpsloftet for at presse udsatte kontanthjælpsmodtagere til at søge et arbejde, som ofte ikke findes. Det vil sige, at man presser de ledige på understøttelsen, for at de skal søge arbejde, mens man forringer støtten til at finde uddannelse og arbejde. Så kalder man det understøttelse af et mere virksomhedsrettet fokus, eller man kalder det målretning af indsatsen. Det vil sige, at man nærmest snakker det op til at være en fordel for de ledige. Der kan jeg ærlig talt bedre lide Joachim B. Olsens ærlige, meget liberale udgangspunkt, end jeg kan lide, at man får det her til at ligne et eller andet, som gavner kontanthjælpsmodtagerne.

Jeg er jo relativt ny i Folketinget, så jeg plejer at se debatterne på tv, og nogle gange har jeg tænkt: Tror de selv på det, de står og siger? Der synes jeg at man skal være ærlig og kalde det en spareøvelse, der tilvejebringer en besparelse på 400 mio. kr., i stedet for at stå og sige, at det her vil gavne beskæftigelsesindsatsen. Argumentet for at lave de her besparelser er, at der generelt – hævder beskæftigelsesministeren – er positive effekter af en virksomhedsrettet indsats, men at der ikke er dokumentation for generelle positive effekter af øvrig vejledning og opkvalificering.

I Alternativet har vi også lyttet til undersøgelser, der siger noget andet. F.eks. er der et lodtrækningsforsøg fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fra 2012-2013, der viser, hvor mange af de 18-29-årige kontanthjælpsmodtagere med en tilknyttet mentor der kom i arbejde i forhold til dem, der ikke havde det. Her viste det sig, at hele 30 pct. flere af de unge, som fik en mentor, kom i uddannelse, og at ca. 40 pct. fik et job.

Jeg vil yderligere gøre opmærksom på, at der i går i Landstingssalen her på Christiansborg var en konference, der hed »Kontanthjælp – vilkår og muligheder på kanten af arbejdsmarkedet«. Her fortalte ekspert efter ekspert om mentorordningernes værdi, ikke mindst i forhold til at fastholde mennesker i en relation til arbejdsmarkedet og uddannelsesmarkedet.

I Alternativet har vi ikke noget imod virksomhedsrettet indsats og virksomhedsrettet praktik. Det er noget af det bedste til at få ledige i arbejde. Det er ikke det, vi har noget imod. Men det at kalde besparelser på 400 mio. kr. for en understøttelse af virksomhedsrettet fokus i indsatsen køber vi ikke i Alternativet. Kommunerne bliver ramt økonomisk, og det vil i sidste ende medføre, at de bliver nødsaget til at yde en ringere indsats med dårlige værktøjer. Derfor er vi imod det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Sofie Carsten Nielsen, Det Radikale Venstre.

Tak, formand. Jeg synes, at ordføreren før mig og også Socialdemokraternes ordfører sådan set har redegjort rigtig fint også for nogle af de synspunkter, som vi har i Radikale Venstre. For det her lovforslag handler om nogle af de mennesker i vores samfund, som har allermest brug for hjælp til at blive en del af arbejdsmarkedet igen. Det var det, som vores kontanthjælpsreform handlede om; den havde bredt flertal bag sig.

Men nu beskæres så mentorindsatsen. Jeg har som sikkert mange af ordførerne også været ude at møde mange af de kontanthjælpsmodtagere, som har haft gavn af mentorindsatsen, og som netop har taget den ind som en af de ting, der gjorde, at de følte, at de blev set som enkeltindivider og anerkendt for det, som de har brug for.

Der er også en række andre tiltag, der skrues ned og som handler om at gøre netop de her mennesker bedre rustet til at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Og det alene for at finde 400 mio. kr., så nogle af os kan få tilskud til rengøring eller nye køkkener.

Det synes vi i Radikale Venstre er en forkert prioritering. Det er jo helt fair, hvis det er det, man vil, og jeg synes også, det er befriende at sige det ærligt – hellere det. Men vi synes, det er en forkert prioritering. Vi synes, at det er afsindig vigtigt, at vi fortsætter den mere håndholdte beskæftigelsesindsats, som vi med de reforminitiativer lagde op til i den tidligere regering, hvor vi ser hvert enkelt menneske for sig. Og det var jo noget af det, som mentorindsatsen havde og har som mål.

For det første mener vi så også, at man med sådan nogle omfattende reformer, som vi har gennemført, skal lade tiltagene virke. Og for det andet, at man, når vi så netop har gennemført en reform, og man så mener, at nogle af tiltagene ikke virker efter hensigten, så forsøger at rette op på dem i stedet for at skære dem ned. Derfor er Radikale Venstre også imod dette lovforslag.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og den næste ordfører er hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti.

Regeringen har gang i en ualmindelig giftig knibtangsmanøvre. Regeringen vil sætte kontanthjælpen ned, hvis det ikke lykkes at skaffe 225 timers arbejde, og gør det samtidig sværere for modtagere af kontanthjælp faktisk at komme i job. Regeringen strammer kravene til beskæftigelse og spænder ben for folk på vej i job.

Vi hører jo også så tit, at det på et tidspunkt vil komme dertil, at virksomhederne står og mangler arbejdskraft. Der må vi bare sige, at vejen jo netop er at få løbet flere mennesker ind i de baner, der ender i job. Derfor er svaret netop mere vejledning af de arbejdsløse og vel nok især til de mest udsatte modtagere af kontanthjælp. Vi skal tværtimod give mere hjælp, mere uddannelse til de borgere, der på forhånd har trukket allermindst på samfundets uddannelseskonto. Det er der perspektiv i. Men regeringens svar er at forringe den personlige vejledning og besparelser på refusionen, når kommunerne sætter ind med opkvalificering. Det er ikke bare borgerlig politik, det er hul i hovedet-politik.

Men når man skal finde penge til ejerne af de største huse og de flotteste biler, skal man jo i gang med at finde dem, og de 400 mio. kr. skifter hænder fra de borgere, som er på kanten af arbejdsmarkedet og på bunden af samfundet, til dem, der har så rigeligt i forvejen. Det er egentlig et meget godt billede på regeringen og de blå partiers sociale profil, et præcist billede, et grimt billede.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Det kommer nok ikke som en overraskelse, at Konservative støtter lovforslaget, som jo rigtignok udgør en trimning af beskæftigelsesindsatsen, hvor der bliver frigivet lidt midler til en bedre anvendelse andre steder i samfundet. Vi har ikke den opfattelse, at beskæftigelsesindsatsen behøver at være så dyr, som den er i Danmark, og når vi får øje på nogle områder, hvor vi synes der kan spares nogle penge, så gør vi det gerne. For vi mener grundlæggende ikke, at det, der skal til, er mere vejledning og flere mentorer, for at vi får folk i arbejde. Så vi synes, at det her er en god besparelse, som vi helhjertet støtter.

Der er ingen korte bemærkninger. Derefter giver jeg ordet til beskæftigelsesministeren.

Tak til ordførerne for den velvillige behandling af lovforslaget om ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. Som det er blevet opridset i ordførertalerne, er målet med ændringerne fra den 1. januar 2016 at sikre en målretning af beskæftigelsesindsatsen. Samtidig er det hensigten at understøtte et mere virksomhedsrettet fokus i indsatsen, fordi virksomhedsrettede indsatser har den bedste effekt. Modsat er der ikke dokumentation for generelle positive effekter af øvrig vejledning og opkvalificering.

Ændringerne betyder, at minimumskravet til mentorindsatsen for udsatte kontanthjælpsmodtagere og uddannelseshjælpsmodtagere lempes. Det giver kommunerne mulighed for at tilrettelægge tilbuddet mere fleksibelt og prioritere mentorstøtten der, hvor effekten er størst. Derudover afskaffes refusionen af udgifter til øvrig vejledning og opkvalificering af de stærkeste målgrupper, hvilket vil styrke kommunernes incitament til at iværksætte virksomhedsrettede tilbud til målgruppen.

Sammenlægningen af rammer for mentorindsatser og indsatser i øvrigt betyder, at kommunerne i højere grad får mulighed for at prioritere indsatser, der er afstemt efter lokale forhold og den enkeltes behov.

Jeg vil gerne takke for drøftelsen i dag og ser frem til den videre behandling i udvalget.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Lennart Damsbo-Andersen, Socialdemokraterne.

Tak. Nu forsøgte jeg at spørge Venstres ordfører, da han var på talerstolen, for ligesom at få noget dokumentation for det, som ministeren også siger, nemlig at den virksomhedsrettede indsats er den bedste. Det er vi sådan set ikke uenige om, men det, der sker her, er jo, at mentorstøtten bliver skåret ned, og at kommunernes midler til at foretage andre indsatser bliver fjernet. Hvor i alverden finder ministeren den dokumentation for, at det her er et rigtig godt redskab? Hvor finder ministeren den henne? For det fremgår ikke af lovforslaget, og det fremgår ikke af bemærkningerne, og Venstres ordfører kunne heller ikke svare på det, men måske kan ministeren.

Ministeren.

Der er ingen grund til at skjule, at det her lovforslag er udtryk for en prioritering af noget økonomi og en målretning af vores beskæftigelsesindsats – en målretning, som på mange parametre er i gang nu, og hvor fokus jo er at finde den mest effektive vej til ordinær beskæftigelse for de ledighedsramte. Det afgørende er med de elementer, vi taler om her, at kommunernes muligheder for at foretage lokale prioriteringer over for de forskelligartede grupper af ledige, de arbejder med, bliver de bedst mulige, men – det ligger klart – inden for en samlet snævrere statslig refusionsramme på det her område.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Det er jo en mærkelig måde at udføre borgerlig politik på at sige: Vi vil gerne gøre det bedre, det skal fungere endnu bedre, vi skal have flere folk i gang, men i øvrigt tager vi pengene. Det er udtryk for en klar tankegang, kan man jo godt sige. Men jeg forstår også på ministeren, som er ret ærlig, at det her jo er en bunden opgave. Det er en bunden opgave for ministeren og for de partier, der står bag det her lovforslag, at finde nogle penge, for der skal bruges nogle penge til at give nogle skattelettelser et andet sted. Det kan man da bare sige ligeud i stedet for at komme med alle mulige undskyldninger for, hvorfor det her overhovedet skal gennemføres. Man er jo ligeglad med, om man overhovedet får flere i beskæftigelse, om der er flere, der kan komme nærmere arbejdsmarkedet. Det handler kun om at finde nogle penge til skattelettelser.

Ministeren.

Nej, det handler slet ikke om det sidste. Det her drejer sig om at effektivisere vores beskæftigelsesindsats. Vores beskæftigelsesindsats i Danmark er meget dyr og har meget tydeligt vist sig ikke at være effektiv for de mennesker, der er ramt af længerevarende ledighed, for de mennesker, der har problemer med at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Her søger vi at give kommunerne bedre rammer, bedre incitamenter, bedre muligheder for at vurdere, hvilke redskaber de i den konkrete situation over for den enkelte ledige finder er bedst mulige.

Men samtidig med at det sker, foretages der jo omfattende omprioriteringer, også set i lyset af hele refusionsreformen, så kommunerne får friere rammer og bedre muligheder for at prioritere. De får på basis af deres egne valg mulighed for at gøre det, de mener er rigtigst.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra hr. Finn Sørensen, Enhedslisten.

Tak. Arh, nu synes jeg ministeren skal holde op med at snakke udenom. Man giver da ikke kommunerne bedre redskaber i beskæftigelsesindsatsen ved at tage 400 mio. kr. fra dem. Altså, hvordan hænger det sammen? Det får man da ikke nogen til at tro på.

Tilbage til det, om der overhovedet findes noget sagligt grundlag for det her forslag, man har fremsat. Jeg vil gerne følge op på hr. Lennart Damsbo-Andersens spørgsmål: Hvor er dokumentationen for, at virksomhedspraktik eller såkaldt virksomhedsrettet indsats er det bedste middel i forhold til den gruppe, vi taler om her, og som mentorordningen er målrettet til? Med ministerens egne ord er målgruppen aktivitetsparate modtagere af kontanthjælp eller uddannelseshjælp, som har ret og pligt til tilbud om mentorstøtte, fordi de ikke er i stand til at deltage i andre aktive tilbud efter beskæftigelseslovgivningen. Ministeren har selv defineret målgruppen som en målgruppe, der netop ikke har nogen gavn af at blive sendt ud i et virksomhedsrettet tilbud.

Hvor er dokumentationen for, at virksomhedsrettede tilbud er det bedste middel i forhold til den gruppe, vi taler om nu, som man vil svække mentorindsatsen over for?

Ministeren.

Mig bekendt findes der ingen dokumentation for, at virksomhedsrettet indsats skulle være den bedste indsats over for netop den målgruppe, hvor kommunerne får friere rammer til at arbejde mentorstøtten, da det jo netop for det forslags vedkommende er en gruppe, som har vanskeligt ved at indgå i andre aktiviteter. Så her er hovedindholdet, at kommunerne får en friere ramme, så de kan gøre det, de mener er rigtigst i forhold til gruppen.

Hr. Finn Sørensen.

Den mulighed har kommunerne jo allerede i dag, vil jeg sige til ministeren. Og det redskab, som kommunerne fik med mentorordningen i den form, der blev aftalt i kontanthjælpsreformen, var sådan, at den arbejdsløse havde en ret til mindst en gang om ugen at blive holdt i hånden af en mentor, fordi alle var enige om, at det var en god idé.

Men tak for indrømmelsen af, at der ikke findes nogen videnskabelig dokumentation for, at virksomhedsrettede tilbud er noget, der hjælper den gruppe, vi taler om. Det vil sige, at man lovgiver ud i den blå luft.

Så er det næste spørgsmål: Hvor er så analysen af erfaringerne med den mentorordning, som man nu vil drosle ned? Findes den? Det tror jeg ikke den gør. Jeg kan ikke spørge igen, så jeg må bare konkludere – medmindre ministeren kan diske op med den undersøgelse, og det tror jeg ikke ministeren kan, for så havde vi nok hørt om det – at det jo er endnu et bevis for, at hele den argumentation, man bygger op, ikke holder. Det er noget andet, det drejer sig om. Tak.

Ministeren.

Jeg mener heller ikke, at der findes evidens for, at mentorstøtte som sådan i forhold til den her gruppe har en stor virkning. Men det, der jo er målet med det her inden for en prioriteringsramme, er at give kommunerne friheden til at gøre det sammen med den enkelte ledige, de sammen her mener er den rigtigste.

Tak. Den næste korte bemærkning er fra hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Det kan nogle gange være svært for os politikere at komme ud i virkeligheden og se, hvordan de ting, vi laver, virker derude, og også få inspiration til, hvordan vi skal strikke det sammen. Derfor er der også organisationer, der flytter deres konferencer herind på Christiansborg. F.eks. var der i går i Landstingssalen en stor konference om kontanthjælp – »Kontanthjælp - vilkår og muligheder på kanten af arbejdsmarkedet«, hed den. På den konference var det lige præcis de her spørgsmål, der blev diskuteret af folk, praktikere og eksperter, og jeg lagde mærke til, at der ikke var en eneste borgerlig politiker til stede.

Der vil jeg gerne spørge ministeren – og det er selvfølgelig ikke for at forpligte ministeren i forhold til alle de borgerlige politikere: Hvordan kan det være, at der ikke dukker bare en enkelt fra regeringen op i sådan en situation? Og når det ikke engang hjælper, at borgerne og organisationerne flytter deres arrangementer helt herind for at informere os direkte, hvad skal man så næsten gøre som borger og som organisation for at få os politikere i tale?

Ministeren.

Vort mål er at finde frem til en beskæftigelsespolitik, der er markant bedre for de mennesker, der de seneste år er blevet svigtet. Der har været en alt for stor tilgang af langtidsledige, der har været en alt for stor fastholdelse i langtidsledighed – uanset meget, meget store omkostninger.

Man har valgt at lade kommunerne have ansvaret for det her, og vi har lavet en refusionsreform, der giver kommunerne de rigtige incitamenter. Nu skal kommunerne også have rum til at gøre de rigtige ting i forhold til den enkelte, og det får de bl.a. ved ikke at skulle holde samtaler, som måske både de og den enkelte borger finder er meningsløse, fordi de finder sted for ofte.

Hr. Torsten Gejl.

Ja, men vil ministeren svare på, hvad borgeren skal gøre for at bringe informationer ind på Christiansborg, når der ikke dukker en eneste regeringspolitiker op, når der bliver holdt så stor en konference?

Ministeren.

Konference eller ej – sådan som beskæftigelsespolitikken udvikles i Danmark i dag, er den i meget høj grad evidensbaseret. Og jeg mener, det er rigtigt, at der bliver truffet politiske beslutninger, som bliver evalueret og fulgt op på. Vi søger inden for en hovedramme, der er bygget op om, at det er kommunerne, der har det primære ansvar her.

Der er evidens for, at det for de stærke ledige er den virksomhedsrettede indsats, der tæller. Så gælder det om at finde de redskaber, der i den enkelte situation er de mest effektive redskaber, og det kræver altså, at kommunerne også bliver berettiget til at kunne foretage disse konkrete vurderinger.

Tak. Der er endnu en kort bemærkning, fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det er meget godt at snakke om de stærkeste ledige, som det lige bliver sagt. Det er sådan et keyword, når man nu er socialordfører, for dem, vi snakker om i forbindelse med mentorindsatsen, hører jo så til i den anden ende. Og ministeren nikker, for det er sådan, det er – det er nemlig den allerallermest udsatte gruppe, og det vil sige, at det er en gruppe, der ligger i krydsfeltet mellem Socialministeriet og Beskæftigelsesministeriet.

Derfor bliver jeg som socialordfører nødt til at stille det simple spørgsmål til beskæftigelsesministeren: Hvad har regeringen tænkt sig at sætte i stedet for? Altså, for går vi tilbage til 00'erne, var det jo sådan, at man på beskæftigelsesområdet ingenting havde for den her gruppe – ingenting! Nu vælger regeringen så ikke at barbere det fuldstændig væk, men man vælger dog at tage et meget stort beløb. Er det, fordi regeringen gerne vil tilbage til den tilstand, der var før? Eller hvad er det, der er retningen for det her?

Ministeren.

Retningen er, at kommunerne i den konkrete situation efter egen vurdering får de bedst mulige redskaber at arbejde med. Det er derfor, at der ved at se på de her tre forslag samlet set fjernes forskellige skævvridende incitamenter. Og kommunerne har på basis af refusionsreformen et helt åbenbart incitament til at gøre det, de mener er det rigtigste at gøre i forhold til den borger, som jeg her er enig i er en del af en gruppe af svage borgere.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det her med at stå og tale om bedst mulige redskaber er jo meget fint, men det er jo et besparelsesforslag. Det synes jeg jo at man som regering skal stå ved, altså at det er et besparelsesforslag. Altså, ministeren sagde selv tidligere, at det jo er et spørgsmål om prioritering. Ja, det er et spørgsmål om prioritering.

I Socialdemokratiet har vi jo den opfattelse, at man skal blive ved med at investere i mennesker, og dem, der bruger mentorordningen, er nogle af de borgere i vores samfund, der er allermest udsatte. Det er borgere, der har kombinationer af psykiske lidelser, misbrug og langvarigt fravær fra arbejdsmarkedet osv. osv. Og det er altså den gruppe, man går ind og skærer ned på ydelserne til.

Altså, i vores optik – og det var så det, vi gjorde, mens vi havde regeringsmagten – er det her jo en gruppe, der skal gøres meget mere for. Det her er jo en gruppe, hvor det, hvis man investerer i dem, i øvrigt også giver samfundsøkonomisk afkast på en lang række af de andre budgetter. Altså, både rent menneskeligt, men da også rent økonomisk er det en rigtig god idé at investere i mennesker. Det er den stik modsatte retning, regeringen går i her. Og jeg kan ikke høre, at ministeren siger, at der bliver stillet et alternativt redskab til rådighed i forhold til den her meget udsatte gruppe.

Ministeren.

Nej, der bliver kun stillet det alternative redskab til rådighed, som den enkelte kommune mener er det rigtigste redskab i forhold til den enkelte borger. Her er der jo ikke tale om et lovforslag, som begrænser mulighederne for den enkelte borger. Der er tale om tre elementer i et samlet lovforslag, som giver kommunerne nogle friere rammer, nogle mere afstemte incitamenter og – det er korrekt – inden for en snævrere refusionsramme, end vi tidligere har set.

Tak til beskæftigelsesministeren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.