Det er jo dejligt med sådan en ideologisk debat her langt henne på eftermiddagen.
Jeg vil starte med at afkræfte ordføreren fra Venstres drøm om, at den her reklameafgift var det eneste socialistiske fingeraftryk, som Enhedslisten fik sat.
I har været gode til at finde dem, vil jeg sige, og fjerne dem, men det her er jo ikke det eneste.
Hvis man ser på finanslovsforslaget, kan man se, at det næsten er ét langt katalog af afskaffelser af socialistiske fingeraftryk, eller man kunne også kalde det lighedsskabende, grønne, solidariske fingeraftryk; det er jo virkeligheden, vil jeg sige til ordføreren.
Det er rigtigt, at vi i Enhedslisten i mange år har arbejdet for at begrænse mængden af reklametryksager, og det har vi syntes var vigtigt, fordi store mængder af de her tryksager er en betydelig miljøbelastning, det gælder både i forhold til processen med at trykke dem, og det gælder i forhold til udbringning osv.
osv.
Derfor har vi støttet de her muligheder, der er kommet for at sige nej tak – og nu er der også Nej Tak+ – til reklamer, og det har haft en positiv betydning, men der er stadig væk et meget stort forbrug af reklametryksager i Danmark.
Derfor er det rigtigt, at et af de grønne fingeraftryk, som vi var med til at sætte på den første finanslov, vi vedtog – vi har jo været med til at vedtage et par mere – var det her med en afgift på reklametryksager, som desværre aldrig nåede at træde i kraft, både på grund af en række snubletråde fra EU, men nok også fordi der rejste sig nogle problemer, og fordi den daværende regering måske også var lidt nølende i forhold til at få gennemført det her.
Der har jo været en del diskussion af det her forslag, og vi har også mødt kritikken, ikke mindst fra det grafiske område og fra de fagforeninger, der organiserer medarbejderne på det her område.
De har frygtet en udflytning af arbejdspladser fra Danmark som følge af det her, som i sidste ende også vil føre til et dårligere miljøregnskab – altså, hvis den samme mængde reklametryksager blev trykt i Polen eller Litauen, ville vi stadig væk have det samme omfang, men miljøbelastningen ville blive større – og det har vi sådan set lyttet til, og vi har også forsøgt at se, om vi kunne finde løsninger.
Problemet er jo så bare, at det, som vi har været inde på, og som det så ofte sker, er EU's regler, som har stået i vejen.
Vi har ikke måttet stille de miljøkrav, som vi gerne ville, miljøkrav, som kunne have sikret, at det faktisk var nogle af de trykkerier med miljømæssig ekspertise, vi har i Danmark – vi har nogle af de mest miljøeffektive trykkerier i hele verden – der kunne få den her opgave.
Vi har også forsøgt at finde andre løsninger, og vi har i diskussionerne med den tidligere regering jo egentlig været åbne over for, at hvis man kunne finde nogle løsninger, som nedbragte omfanget, så ville vi også være indstillet på at kigge på at droppe den her reklameafgift.
En af de ting, som der bl.a.
bliver peget på i høringssvarene, og som også har været nævnt af flere, er jo muligheden for at indføre en Ja tak til reklamer-ordning.
Som ordføreren fra Alternativet, synes jeg, meget korrekt pegede på:
Hvorfor er det, vi må modtage uanede mængder af spam i vores fysiske postkasse?
Hvorfor er det, vi ikke må have lov til selv at vælge, hvad vi modtager i vores postkasse?
Hvorfor er det, vi ikke skal sige aktivt ja tak?
Men der kan vi så høre heroppefra, at det åbenbart også er EU's regler, som stiller sig i vejen for det, og det synes jeg er værd at notere sig.
For det er jo ikke så sjældent, at EU's regler står i vejen, når vi diskuterer miljøpolitik og vores mulighed for at indføre fornuftige tiltag på det område.
Nu afskaffer man bare reklameafgiften uden at tage andre initiativer, og det kan vi ikke støtte fra Enhedslistens side, og derfor stemmer vi også imod.
Men vi glæder os over tre ting, der er kommet ud af den her langstrakte proces.
For det første fik vi jo i forbindelse med reklameafgiften indført et lidt højere grønt bundfradrag.
Det er ikke af fyrsteligt omfang, men det tilgodeser dog de allerfattigste danskere, og det består heldigvis, selv om man afskaffer reklameafgiften.
For det andet fik vi lukket et momshul, som blev anvendt til at trykke danske magasiner i udlandet og dermed slippe for dansk skat.
Det har virkelig været en fordel i forhold til at fastholde arbejdspladser i Danmark – jeg ved ikke, hvordan Venstres ordfører stillede sig til det.
For det tredje er der jo indgået en frivillig aftale på det grafiske område mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer om at prøve at forbedre miljøstandarderne på de danske trykkerier for reklametryksager.
Så med de bemærkninger kan jeg bare meddele, at vi ikke støtter forslaget i dets nuværende form.