Børne- og Undervisningsudvalget 2015-16
L 63 Spørgsmål 3
Offentligt
Udkast til ændringsforslag
til 2. behandling af
Lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v.
(Bedre rammer for skoletilbud på 27 småøer)
Ny paragraf
1) Efter § 1 indsættes som ny paragraf:
Ȥ 01
I lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommunerne, jf. lovbekendtgørelse 798 af 24. juni 2013,
som senest ændret ved § 14 i lov nr. 994 af 30. august 2015, foretages følgende ændring:
1.
Efter § 20, stk. 3, indsættes som nyt stykke:
»Social- og indenrigsministeren yder herudover et årligt tilskud til kommuner med mindre øer, hvor der ligger
en folkeskole. Tilskuddet udgør den gennemsnitlige, årlige nettoudgift pr. folkeskoleelev i den pågældende
kommune ganget med antallet af elever i folkeskoler på småøer i kommunen. Social- og indenrigsministeren
fastsætter nærmere regler om beregning og anvendelse af tilskuddet.««
Bemærkninger:
Til nr. 1
Ændringsforslaget indebærer, at kommuner, hvori de 27 småøer ligger, sikres bedre økonomiske vilkår til at
drive folkeskole på øerne i form af et særligt økonomisk tilskud fra staten.
Bekymringen for, om lovforslaget vil medføre et øget incitament for kommunerne til at lukke eksisterende
folkeskoler på småøerne, er udtrykt i høringssvar til lovudkastet. Her påpeger Sammenslutningen af Danske
Småøer, at lovforslaget på trods af bestemmelsen om, at kommunen skal betale 100 pct. af taksten for frie
grundskolelever, vil tilskynde kommunerne til at nedlægge folkeskoletilbuddet på småøerne, idet det vil være
en besparelse for kommunerne at nedlægge folkeskoletilbuddet og godkende en skolefilial i stedet.
I forlængelse heraf understreger Frie Grundskolers Lærerforening i deres høringssvar, at de frie skolers
opgave er at skabe et værdimæssigt alternativ til folkeskolen, og at de frie skoler ikke er sat i verden for at
fritage kommuner for deres forpligtelse til at udbyde skoletilbud.
Formålet med ændringsforslaget er derfor at tilskynde til opretholdelsen af de eksisterende folkeskoletilbud
på de 27 småøer ved at sikre bedre økonomiske vilkår for kommunerne til fortsat at drive og eventuelt
etablere folkeskoler på småøerne. Med ændringsforslaget forhindres det dermed, at det fremsatte lovforslag
skaber økonomiske incitamenter for kommunerne til at nedlægge folkeskoler.
Det bemærkes desuden, at det i bemærkninger til lovforslaget fremgår, at ”Det er regeringens ønske, at den
stedlige kommune så vidt muligt fortsat opretholder et folkeskoletilbud på øerne”, samt at ”Adgangen til efter
L 63 - 2015-16 - Spørgsmål 3: Spm. om kommentar til vedlagte ændringsforslag, til ministeren for børn, undervisning og ligestilling
forslaget at oprette et skoletilbud på en småø bør derfor indrettes således, at kommuner ikke som følge af
lovforslaget tilskyndes til at nedlægge folkeskoletilbuddet på småøerne.”
Ændringsforslaget ligger således i naturlig forlængelse af det fremsatte lovforslags formål om at skabe bedre
rammer for skoletilbud på 27 småøer, idet det vil fjerne det økonomiske incitament til at nedlægge
folkeskoletilbud som følge af lovændringen.
Ændringsforslaget indeholder forslag om at sikre en bedre økonomi til folkeskoler på småøerne ved indførsel
af et særligt statsligt økonomisk tilskud til de kommuner, som udbyder folkeskoletilbud på småøerne.
Tilskuddet tildeles pr. elev på de pågældende folkeskoler og udgøres af den gennemsnitlige, årlige
nettoudgift pr. folkeskoleelev i den pågældende kommune.
Med udgangspunkt i den gennemsnitlige kommunale nettoudgift pr. folkeskoleelev i 2013 i de pågældende
otte kommuner, hvor der eksisterer folkeskoletilbud på småøerne, og elevtallet på skolerne, beregnes
tilskuddet til at medføre en statslig udgift på ca. 7 mio. kr. årligt.