Tak for det.
Det er jo korrekt, at vi har behandlet det her i salen tidligere.
Det overordnede formål med det her lovforslag er at afskaffe Familieretsafdelingens departementale status, således at Familieretsafdelingen får samme organisatoriske status som resten af Ankestyrelsen, og at give mulighed for, at Ankestyrelsen kan beslutte at behandle principielle eller generelle familieretlige sager på et møde med en udvidet votering, hvor der deltager beskikkede medlemmer, heriblandt lægfolk.
Det er Ankestyrelsens Familieretsafdeling, der på vegne af ministeren behandler de nævnte sager.
Flere af høringssvarene støtter lovforslaget, og Ankestyrelsen støtter også formålet med lovforslaget.
Jeg er enig i, at forslaget vil tydeliggøre borgernes retsstilling med hensyn til muligheden for at påklage familieretlige sager til Ankestyrelsen.
I Dansk Folkeparti er vi interesseret i at styrke borgernes retsstilling, og hvis dette lovforslag kan medvirke til det, er det jo positivt.
Men jeg vil gerne lige spørge ministeren, om det her lovforslag på nogen som helst måde kommer til at påvirke sagsbehandlingstiderne i Ankestyrelsen, så de bliver endnu længere.
Vi har jo tidligere drøftet de lange sagsbehandlingstider i Ankestyrelsen, og det ville selvfølgelig ikke være tilfredsstillende.
Dansk Folkeparti er positivt indstillet og støtter også lovforslaget.
Tak for ordet.