Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 26. april 2016
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 9 til L 58 – Forslag til lov om ændring af lov
om dyrkning m.v. af genetisk modificerede afgrøder og lov om miljø- og genteknologi
(Dyrkningsforbud, obligatorisk digital kommunikation m.v.), stillet den 20. april 2016 af Søren Egge
Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 9 til L 58
”Ministeren bedes oplyse, hvilke typer overgangsordninger Danmark vil kunne vælge mht. fritagelse
for GMO-dyrkning, idet der henvises til L 58 - bilag 1, hvor det fremgår, at 17 medlemsstater pr. 7.
oktober 2015 har anmodet om dyrkningsundtagelse for hele eller dele af deres territorium for så vidt
angår GM-majs, som er omfattet af Barroso-direktivets overgangsordning.”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet for NaturErhvervstyrelsen, som oplyser følgende:
”Barroso-direktivets regler om overgangsforanstaltninger for anmodning om geografisk undtagelse
angik perioden fra den 2. april 2015 til den 3. oktober 2015, hvilket i praksis omfattede otte specifikke
ansøgninger om GM-majs. Overgangsordningen i direktivet er således ikke længere relevant.
Det skal desuden bemærkes, at Danmark i den pågældende periode anmodede om
dyrkningsundtagelse for hele Danmark vedrørende ansøgningerne for alle de fire GM-majs, hvor
risikovurderingen blev offentliggjort af EFSA inden for overgangsperioden. Der henvises i øvrigt til
grundnotatet om undtagelse angående genetisk modificeret majs, alm. del. MOF bilag 63, 2014-2015
samling 2”.
Esben Lunde Larsen
/
Line Andersen
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk