Enhedslisten støtter selvfølgelig det her lovforslag, med hvilket vi jo styrker indsatsen mod store multinationale selskabers muligheder for at undslippe eller begrænse deres betaling af skat.
Det er fuldstændig urimeligt og uacceptabelt, at der er nogle virksomheder, også danske, med meget stor omsætning, der ikke bidrager til fællesskabet på det niveau, de skal.
Det er stærkt provokerende for alle andre skatteydere og selvfølgelig også for de mange små virksomheder, som bidrager til fælleskassen med deres skattebetaling.
Enhedslisten og før os andre venstrefløjspartier har jo gennem årene arbejdet med det her spørgsmål om at få de multinationale selskaber til at betale skat.
Der er også sket nogle fremskridt.
Helt tilbage fra 1970'erne rejste vi spørgsmålet om den manglende skattebetaling for nordsøolien, og fra starten af 1990'erne genrejste hr.
Frank Aaen diskussionen, da vi kunne konstatere, at der trods løfter om forbedringer stadig var enorme huller i skattelovene og skattekontrollen.
Hr.
Frank Aaen fremdrog bl.a., at et selskab som Coca-Cola trods en meget stor omsætning i Danmark ikke betalte skat, hvad de i øvrigt stadig ikke gør.
Hr.
Frank Aaen fortsatte arbejdet i mange år og foretog selv en meget grundig research, der afslørede, at en række store multinationale selskaber ikke betalte skat i Danmark.
Det har ført til en række opstramninger, og i øvrigt har også den fokus på profit shifting, altså problemerne med at rykke overskud ud af landet, ført til en række store retssager.
Jeg synes, det tjener til hr.
Frank Aaens ære, at han nok er et af de folketingsmedlemmer, der egenhændigt har bragt flest penge i statskassen som følge af en mangeårig indsats på det her område.
Det sidste, der lykkedes for os under den foregående regering, var jo, at for at vi kunne slippe for, at hr.
Frank Aaen hvert år skulle gennemgå de multinationale selskabers regnskaber, fik vi det, der hedder åbne skattelister.
Vi fik altså indsigt i de store selskabers skattebetaling, så borgerne og andre, små virksomheder kunne se, hvilke virksomheder der bidrager, og hvilke virksomheder der ikke bidrager med skat.
Det er desværre et initiativ, som den nuværende regering administrativt har lukket for.
Det er en skam, og det er et tilbageskridt.
På den baggrund kan man kun glæde sig over dagens forslag om land for land-rapportering.
Det er et vigtigt skridt.
Det er et skridt, som vi også har arbejdet for i mange år, og det vil gøre det sværere for store selskaber at flytte rundt på deres indtægter til forskellige lande eller, skal vi sige, eksotiske øsamfund, hvor der er ingen eller meget, meget lav skat.
Derfor støtter vi lovforslaget, men vi må også sige, at der ligger en række begrænsninger i forslaget, som vi ikke er tilfredse med.
Andre ordførere har også nævnt, at det er et meget højt beløb.
Det vil være meget få selskaber, der vil blive omfattet.
Det er en skam.
For vi har også danske selskaber, som opererer globalt, og som ikke har en omsætning i det her omfang, men som også burde ses efter i sømmene.
Så ser vi også et problem i den manglende åbenhed, altså det, at der ikke er offentlighed.
Nu sagde Socialdemokraternes ordfører, at det vil blive mere synligt.
Det er desværre kun for myndighederne, at det vil blive mere synligt, og ikke for offentligheden, og det er et problem, for vi kan se, at den her debat gennem årene har været båret frem af netop offentlighedens engagement i det.
Det er jo, når Ekstra Bladet har kunnet lave forsider på baggrund af hr.
Frank Aaens research om, at virksomheder slipper med 0 kr.
Det drejer sig f.eks.
om et firma som Q8, som har opereret i Danmark i årtier, men aldrig har betalt en krone i skat.
Det har været den opmærksomhed, der har ført til, at der er blevet foretaget en række opstramninger.
Og derfor er det ærgerligt, at der ikke også er åbenhed og offentlighed om den her land for land-rapportering.
Endelig, som Socialdemokraternes ordfører også var inde på, er det et problem, at de her regler ikke i tilstrækkeligt omfang omfatter ulandene, for ulandene er om nogen hårdt ramt, endnu mere end de udviklede lande i OECD.
Det er også fremgået af noget af den kritik, der er kommet fra nogle af ulandsorganisationerne i Danmark, at udviklingslandene heller ikke har været inddraget undervejs i udarbejdelsen af den her rammeaftale.
Det er rigtig ærgerligt, og vi må fra dansk side arbejde for, at man fremadrettet vil sikre, at de bliver omfattet, også med den tekniske assistance og bistand, der skal til, for at det kan lade sig gøre.
Til sidst, og lidt i forlængelse af det, vil jeg gerne rose regeringen for det her forslag.
Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men det er lidt ærgerligt i forbindelse med høringen, at man ikke har inddraget netop de danske udviklingsorganisationer.
En organisation som IBIS, som virkelig har været optaget af det her længe og har haft fokus på det, har faktisk nogle mennesker med meget stor viden på det her område.
Men Enhedslisten kan støtte forslaget, fordi det trods de mangler er et vigtigt skridt i den rigtige retning.