Tak for ordet.
Dette lovforslag er i overensstemmelse med det lovforslag, som vi lige har behandlet, og handler om den samme sag, men denne gang er det Færøerne.
Så formålet med lovforslaget er altså at forbedre beskyttelsen af børn og unge, der formodes at have været udsat for eller været vidne til en alvorlig forbrydelse.
Det ønsker man så at gøre ved at udvide brugen af de såkaldte videoafhøringer.
I dag er det sådan, at videoafhøringer som udgangspunkt kun bliver anvendt, hvis barnet er under 13 år.
Men fremover ønsker man med dette forslag, at videoafhøringer også kan foretages af børn på 13 og 14 år.
Ved en videoafhøring afgiver barnet eller den unge under efterforskningen af en kriminalsag en forklaring, der bliver optaget på video, der efterfølgende bliver forevist som bevis under hovedforhandlinger i retssalen, i stedet for at barnet eller den unge skal møde personligt op i retten og afhøres der.
Videoafhøringen skal jo ske hurtigst muligt efter politianmeldelsen, og den skal foregå i trygge rammer og foretages af en særligt uddannet videoafhører.
I dag anvendes videoafhøringer af børn som nævnt allerede, men kun op til og med 12 år.
Det er en god og en hensynsfuld måde at få barnets forklaring på, og Socialdemokraterne bakker fuldt ud op om ændringen til, at det fremover også skal gælde for lidt større børn på 13 og 14 år i sager om seksualforbrydelser, incest eller vold begået inden for familien.
Det er en voldsom belastning for et barn at skulle afgive forklaring eller måske endda vidne mod den nærmeste familie, og derfor bør vi sikre i loven, at det kan blive gjort på en måde, så barnet føler sig tryg.
Der indføres en lovbestemmelse om, at børn og unge, der er blevet videoafhørt, som udgangspunkt bliver fritaget for at møde op i retten senere hen.
Samtidig skal vi selvfølgelig sikre, at den mistænkte har de rettigheder, som vedkommende skal have.
Og modsætter en mistænkt eller forsvarer sig, at en videoafhøring bliver anvendt som bevis, så skal den pågældende som udgangspunkt indbringe spørgsmålet for retten, senest 4 uger efter at videoafhøringen er foretaget.
Det foreslås også, at der i den færøske retsplejelov, fuldstændig i overensstemmelse med den danske retsplejelovs ordning, bliver indført et såkaldt toinstansprincip for det, der hedder rekursadgang inden for anklagemyndigheden.
Og hvad betyder det så?
Det betyder, at anklagemyndighedens afgørelser vedrørende strafforfølgelse fremover kun kan påklages til den nærmeste overordnede myndighed og med en klagefrist på i udgangspunktet 4 uger.
I dag er der ingen tidsfrist.
Endelig indsættes der med lovforslaget nogle bestemmelser om territorial gyldighed for Færøerne og Grønland i to ændringslove på pasområdet.
Socialdemokraterne støtter lovforslaget.