Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af lovforslag nr. L 36:

Forslag til lov om indfødsrets meddelelse.

Af udlændinge-, integrations- og boligministeren (Inger Støjberg).

(Fremsættelse 29.10.2015).

Forhandlingen er åbnet. Det er hr. Matthias Tesfaye, Socialdemokratiet, først. Værsgo.

Tak. I valgkampen deltog jeg i en paneldebat på Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter sammen med Venstres Karen Ellemann. Det var måske ikke så klogt af os, da det kun var underviserne i den fyldte kantine, der havde stemmeret, men det var nu alligevel en ret god oplevelse, for i kantinen blev vi mødt af folk fra alverdens lande med et brændende ønske om at blive danske statsborgere. De knoklede for at tilegne sig vores mærkelige og møgsvære sprog, endda i en voksen alder – respekt for det.

Med det her lovforslag indfrier vi 6.284 af vores naboer, kolleger og familiemedlemmers ønske om at kunne kalde sig danskere. Fra Socialdemokratiets side vil jeg godt sige varmt tillykke, vi glæder os til at dele både statsborgerskabets pligter og rettigheder med jer.

Danskerne kommer i mange farver. Vi er efterhånden et multietnisk samfund. Det er ikke godt, det er heller ikke dårligt, det er bare sådan, det er. Man skal ikke tro på en bestemt gud for at være dansker, man skal heller ikke spise noget specielt eller klæde sig i noget specielt tøj eller på anden måde være eller føle eller tro noget specielt.

Men man skal kunne noget specielt. Man skal kunne dansk, fordi danskere snakker dansk sammen, og man skal ville noget specielt, nemlig overholde og respektere vores grundlov. Danmark er ikke New York City, hvor etniske og religiøse befolkningsgrupper lever adskilt, hvor der i Chinatown er byskilte på kinesisk, hvor områder af byen reelt har spansk som førstesprog, og hvor det er bredt anerkendt, at nogle bydele er jødiske. Der er ikke noget galt med USA, men sådan kan et velfærdssamfund ikke fungere, og sådan skal det ikke fungere.

Kulturel adskillelse svækker samhørigheden i Danmark og dermed grundlaget for, at vi føler os forpligtet på hinanden. Derfor synes vi, det er helt i orden, at der også er knyttet krav til et dansk statsborgerskab, særlig et krav om at beherske det danske sprog.

Samfund med lav skat og med opdelte boligområder, med adskilte skolesystemer og med lav sammenhængskraft kan måske godt fungere, de kan måske godt håndtere, at befolkningen ikke har et fælles sprog og dermed et grundlag for en stærk samhørighed, men sådan kan Danmark ikke fungere, sådan kan et velfærdssamfund ikke fungere. Det forudsætter folkelig opbakning til en stor grad af omfordeling, og det forudsætter, at vi kan identificere os med hinanden. Vi bliver simpelt hen nødt til at kunne føre en samtale på tværs af etniske, sociale og religiøse baggrunde.

Derfor er Socialdemokratiet med i en ny bred aftale om de regler, der fremadrettet kommer til at gælde for dansk statsborgerskab. Vi fik trukket regeringens udspil i en god retning, så reglerne er blevet mere rimelige og mere klare.

For det første har vi måttet erkende, at der har været for store forskelle i udlændinges adgang til den nødvendige danskundervisning. Det bliver nu strammet op.

For det andet bliver reglerne for optagelse på et lovforslag mere klare. Vores ambition er, at markant færre dispensationssager skal omkring vores Indfødsretsudvalg.

For det tredje har Socialdemokratiet sikret en hurtig sagsbehandling af de sager, der er blevet klemt mellem de gamle og de nye regler. Vi forstår udmærket, at det kan være træls at være havnet mellem de gamle og de nye regler, men vi håber, at den nye, hurtige sagsbehandling kan være et plaster på såret.

I kølvandet på de nye regler og på det her lovforslag har vi igen set enkeltsager debatteret i pressen. Det drejer sig om den her sag, som jeg ikke kan citere fra, da den ligesom alle andre sager er underlagt fortrolighed. Alle os, der har læst sagen og kender den, er, ligesom vi er i andre sager, underlagt tavshedspligt. Derfor synes jeg også, det er en uskik, at enkelte medlemmer af Indfødsretsudvalget har rejst sagen i pressen. Jeg kan forstå, at flere medlemmer af Indfødsretsudvalget og udlændingeministeren ikke ønsker at tildele statsborgerskab til folk, der er antidemokrater.

Socialdemokraterne vil ikke afvise at indgå i diskussioner om justering af de generelle regler, som godt nok er ret nye, men hvis nogen partier har konkrete forslag til at tilføje noget, enten til den loyalitetserklæring, som alle ansøgere underskriver, eller hvis nogen partier ønsker, at Politiets Efterretningstjeneste skal ændre deres sikkerhedsvurderinger, så forventer vi, at det formuleres som generelle principper for tildeling af indfødsret og inden for grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed – selvfølgelig – så vi ikke sagsbehandler på baggrund af, hvad enkelte medlemmer af udvalget har googlet sig frem til siden sidst.

Afslutningsvis vil jeg endnu en gang sige stort tillykke til alle jer, der har knoklet for at få jeres navn på det her lovforslag. Jeg håber, vi ses til forårets statsborgerskabsdag. Socialdemokraterne støtter selvfølgelig lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til formanden. Jeg synes, der var mange gode takter i ordførerens tale, og vi er jo fuldstændig enige om, at det afgørende er, at folk kan tale sammen, og at det at få et statsborgerskab selvfølgelig kræver, at man kan tale det danske sprog. Så kan jeg så bare ikke rigtig forstå – det her lovforslag er jo fra den sidste periode, altså fra inden valget, og det er noget, der så at sige har oversommeret – hvorfor Socialdemokratiet har givet så mange dispensationer, også når det gælder sprogkrav. Jeg begriber det ikke. Og når nu ordføreren har givet de fine begrundelser for det, altså for, hvad et statsborgerskab bør indeholde, så kan jeg ikke forstå, at man stemmer ja til 2.500 dispensationer, hvoraf langt de fleste drejer sig om dispensation fra et sprogkrav. Det vil sige, at vi med det her lovforslag får statsborgere, der ikke kan tale dansk.

Tak. Ordføreren.

Der vil med det her lovforslag komme nye statsborgere, der ikke kan tale dansk, fordi de har fået dispensation fra danskkravet. Vi synes, det er fornuftigt, at der er dispensationsmuligheder. Vi synes, at der før folketingsvalget blev givet for mange dispensationer. Det er også derfor, at vi er glade for at være med i en ny aftale, som strammer op på det. Vi håber, at det vil medføre færre dispensationssager.

Hr. Christian Langballe, værsgo.

Det anerkender jeg. Det ser jeg frem til, for vi må jo så se, om det så også virker i praksis, og om Socialdemokratiet faktisk lever op til de ord, som ordføreren er kommet med. Men jeg vil så sige, at vi jo vil stille et ændringsforslag om, at de her 2.500 sager bliver genbehandlet. Med det, som ordføreren har sagt i sin tale, vil jeg mene, at det vil være meget naturligt, at man går ind i en dialog og så at sige accepterer det her ændringsforslag, for det er jo helt sådan, som det skal være.

Tak. Ordføreren.

Det opfatter jeg som en forventning hos ordføreren. Men jeg kan fortælle dig, at vi står fast på det, vi har sagt i Indfødsretsudvalget, nemlig at de 2.500 skal fremgå af det her lovforslag. Vi vil derfor ikke være tilhængere af et ændringsforslag om at pille dem ud. Det skyldes, at de har fået meddelelse fra ministeriet om, at de er optaget på det her lovforslag, og vi ønsker ikke, at de mennesker, der har fået sådan et brev fra ministeriet, skal pilles af.

Tak for det. Og man taler ikke direkte til medlemmerne. Så er der nogle flere bemærkninger til ordføreren her inden hr. Christian Langballe. Først er det hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

Tak for det, fru Pia Kjærsgaard. (Formanden (Pia Kjærsgaard): Det hedder formanden). Undskyld! Selvfølgelig hedder det formanden. Det skal aldrig ske igen.

Så vil jeg godt starte med at rose en god tale, både sprogligt, men også et langt stykke hen ad vejen indholdsmæssigt. Jeg betragter det her i dag som et udtryk for, at Socialdemokraterne har foretaget et kursskifte. Nu må vi så se, hvor meget kursen er blevet lagt om, men i hvert fald kan man nu, efter at man er blevet vristet fri af Det Radikale Venstres og Enhedslistens favntag og mere kan føre den politik, som man egentlig går ind for.

Jeg hørte, at der blev sagt, at der er givet for mange dispensationer i sidste periode. Så skal jeg bare til ordførerens information, for ordføreren er jo nyt medlem af Folketinget, sige, at det flertal, som gav alle de her mange dispensationer, altså indbefattede Socialdemokraterne. Hvordan har man det med det?

Ordføreren, værsgo.

Jamen vi står fuldt på mål for alt, hvad vi har foretaget os før folketingsvalget. Men du har ret i ... (F ormanden (Pia Kjærsgaard): Man bruger stadig væk ikke direkte tiltale). Undskyld. Men ordføreren har ret i, at vores ambition er, at der i den her periode skal forelægges færre sager om dispensation for Indfødsretsudvalget. For vores udgangspunkt er, at folk, der skal blive danske statsborgere, skal kunne føre en samtale på dansk.

Hr. Jan E. Jørgensen, værsgo.

Det er jeg altså ikke sikker på at jeg helt forstod meningen med. Når en sag bliver forelagt for udvalget og udvalget skal tage stilling til, om man skal give dispensation, så har udvalget jo to muligheder. Man kan sige ja, men man kan jo også sige nej. Altså, jeg hører det sådan, at Socialdemokraternes ordfører erkendte, at der i sidste periode var blevet sagt ja til alt for mange dispensationer, som blev forelagt udvalget, jo bl.a. fordi der i nogle af de sager, vi har siddet med – og det kan jeg godt sige uden at røbe fortrolige oplysninger – er tale om folk, der ikke kan to ord dansk.

Værsgo.

Det er rigtigt forstået.

Så er det hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg er enig med ordføreren i, at vi har tavshedspligt. Vi må ikke afsløre navne på ansøgere og heller ikke tale så meget om detaljerne i deres ansøgninger. Nu forholder det sig sådan, at den pågældende, Belal El-Khatib, selv er stået frem i diverse interviews i pressen og har brokket sig over sagsbehandlingstiden. Han er jo islamist, antidemokrat, en, der har en ambition om et andet drømmesamfund.

Mener Socialdemokraterne, at Belal El-Khatib skal have dansk statsborgerskab?

Tak. Ordføreren.

Vi er ikke tilhængere af, at den pågældende ansøger skulle pilles af det her lovforslag. Nu er han blevet pillet af, så det er sådan set ikke det, vi behandler.

Men det, som er vores udgangspunkt, er, at de regler, vi har for tildeling af indfødsret, er nødt til at være generelle. Så hvis Det Konservative Folkeparti ønsker, at der skal ændres enten i loyalitetserklæringen eller i det, som Politiets Efterretningstjeneste screener for, er vi åbne over for at tage en generel diskussion om det.

Det, som vi vender os lidt imod og er lidt kritiske over for, er, at en enkeltsag, som ikke kan diskuteres i alle sine facetter, fordi sagen jo er fortrolig og oplysningerne er fortrolige, bliver gjort til genstand for en politisk diskussion nu også i Folketingssalen. Vi får ikke en ordentlig diskussion af det.

Hr. Naser Khader, værsgo.

Der er ikke noget fortroligt i hans holdninger til demokratiet. Der er ikke nogen fortrolighed i hans aktivitet på de islamistiske sociale medier. Der er ikke noget hemmeligt. Men jeg har ikke hørt Socialdemokraterne forholde sig til hans islamistiske holdninger, forholde sig til hans kalifatdrømmesamfund. Det kan vi da godt diskutere. Det er noget, man kan google. Det er ikke noget, der fremgår af hans ansøgning. Jeg har ikke hørt Socialdemokraterne forholde sig til hans drømmesamfund.

Så vil jeg igen spørge: Mener Socialdemokraterne, at han burde have fået dansk statsborgerskab? Skulle han ikke have været pillet af lovforslaget?

Tak. Ordføreren.

Det sidste har jeg svaret på. Det første, ordføreren nævner, er, at Socialdemokraterne ikke har forholdt sig til ansøgerens drøm om et kalifat. Til det kan jeg sige, at vi er vildt og voldsomt modstandere af det, selvfølgelig. Vi er ikke tilhængere af noget kalifat.

Men i det omfang, ordføreren for Det Konservative Folkeparti ønsker at diskutere en konkret sag, vil jeg opfordre ordføreren til at rejse diskussionen i Indfødsretsudvalget, hvor det er muligt for alle parter i diskussionen at bringe alle oplysninger i sagen på bordet. Den sag, jeg står med her, indeholder oplysninger, som ordføreren udmærket godt ved gør den her diskussion lidt sværere, end vi kan fremstille den her.

Tak. Hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen og de klare markeringer af, skal vi sige, Socialdemokratiets medvirken til fremtidens behandling af indfødsretssager. Også tak, fordi Socialdemokratiet står fast på, at når der er sket en sagsbehandling og man har meddelt folk, hvad resultatet er, hører det til almindelig politisk anstændighed at stå ved det, uanset at vi nu har siddet i nogle år og kæmpet med, at der er blevet givet alt for mange dispensationer. Det har vi påpeget gang på gang. De er især givet med Socialdemokratiets medvirken i de år.

Så hvis den mening, Socialdemokratiet giver udtryk for nu, er den inderste mening, den inderste sjæl , er det underligt, hvorfor voteringen har været, som den har. For det var jo ikke nødvendigt, heller ikke i den aftale, der lå – og ellers har vi andre i hvert fald voteret ganske ulovligt i forhold til de regler, der var. Så Socialdemokratiet kunne faktisk lige så godt være kommet frem til et andet resultat i de voteringer, end de er. Så hvorfor egentlig det, hvis det, ordføreren giver udtryk for nu, er, skal vi sige, Socialdemokratiets inderste sjæl? Men jeg vil takke for, at Socialdemokratiet er blevet ved bordet i de forhandlinger, der nu er, fremadrettet, men bagudrettet ser det bare underligt ud.

Tak. Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det, jeg har givet udtryk for her fra talerstolen, er Socialdemokratiets inderste sjæl. Men jeg kan fortælle ordføreren, at når vi før folketingsvalget har voteret på en måde, så der blev givet dispensation fra sprogkravet i en del sager, så skyldes det jo også respekt for den politiske aftale, vi havde lavet med Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre. Den blev jo udmøntet i en cirkulæreskrivelse, som vi selvfølgelig havde respekt for, og som vi voterede på baggrund af. Det er klart. Den cirkulæreskrivelse eksisterer ikke længere – eller jo, det gør den, men den eksisterer på Nationalmuseet. Nu er der en ny politisk aftale, og den har vi selvfølgelig også respekt for.

Hr. Leif Mikkelsen, værsgo.

Det vil sige, at meldingen her i dag er, at der er blevet givet for mange dispensationer de sidste 4 år, hvor den aftale, ordføreren henviser til, har fungeret og været gældende. Det er vi enige om.

Ordføreren, værsgo.

Ja.

Så er det hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Ordføreren nævnte i sin ordførertale et brev, som skulle være tilgået de her ansøgere om statsborgerskab, og det skulle angiveligt være indholdet af det her brev, som forhindrer ordføreren i at støtte en genbehandling af dispensationssagerne. Kan ordføreren præcisere, hvad det er i dette brev, der i ordførerens øjne forhindrer en genbehandling af de her dispensationssager?

Tak. Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Der er ikke noget juridisk, der forhindrer os i det, men – hvis jeg skal læne mig op ad Liberal Alliances sprogbrug – der er noget politisk anstændighed, der forhindrer os i at gøre det over for folk, der har forsøgt at leve op til nogle krav, der er fastsat, for at man kan komme på et lovforslag. De har levet op til kravene, eller de har fået dispensation fra dem, og de har fået et brev om, at de er optaget på lovforslaget, og der har ikke været noget forbehold i det brev. Vi mener ikke, at det er anstændigt at komme her bagefter folketingsvalget og meddele de personer, at de så ikke kan fremgå af lovforslaget. Det opfatter vi ikke som almindelig anstændighed.

Hr. Jeppe Jakobsen, værsgo.

Tak for det. Jeg er glad for, at ordføreren kan bekræfte, at der ikke er noget juridisk til hinder for at genbehandle de her sager. Men når nu ordføreren mener, at det er uanstændigt over for ansøgerne, mener ordføreren så ikke, at det er uanstændigt over for de borgere, som valgte et nyt Folketing med en klar tilkendegivelse af, at de ønskede en ny kurs i netop dette spørgsmål, at man ikke respekterer deres afgørelse og deres valg truffet ved folketingsvalget om, at de vil have en ny kurs på det her område?

Ordføreren, værsgo.

Nej, fordi den nye kurs, som det nye Folketing fastlægger, jo får indflydelse, fra den politiske aftale er indgået og endda 14 måneder tilbage. Så jeg mener, at den danske befolknings vilje, som blev udtrykt ved folketingsvalget – og jeg er egentlig enig i den fortolkning, du lægger, i forhold til folketingsvalgets resultat, men ...

Jeg bliver altså nødt til for tredje gang at minde ordføreren om, at man ikke bruger direkte tiltale.

Beklager. Jeg er enig i ordførerens fortolkning af valgresultatet, men jeg mener også, at den politiske aftale, der er indgået mellem Socialdemokratiet, Liberal Alliance, Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti er udtryk for, at det signal er hørt her i Folketinget, og det er endda med 14 måneders tilbagevirkende kraft. Jeg mener bare ikke, at det er anstændigt, at de personer, som har fået et brev om, at de er optaget på lovforslaget, nu skal have meddelelse om, at de bliver pillet af igen.

Tak for det. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg ved, at der er rigtig mange børn og unge, som er født og har levet hele deres liv her i Danmark, der synes, at det er dybt mærkeligt, at de ikke automatisk får dansk statsborgerskab, og som f.eks. synes, at det er en mangel på anerkendelse af dem som danske borgere, at de skal op til en indfødsretsprøve, hvor de skal svare på spørgsmål om Struensee og om, hvornår håndboldpigerne vandt OL, og hvem der instruerede Olsen-banden osv. for at bevise, at de er rigtig danske, altså når nu de er født og har levet hele deres liv her i Danmark.

Synes Socialdemokraterne, at det er rimeligt, at vi udsætter unge mennesker født i Danmark, opvokset i Danmark for den slags?

Ordføreren, værsgo.

Tak for spørgsmålet. Jeg er uenig i, at det er noget, de bliver udsat for, som om det er en hård prøvelse. Men vi mener, at det er rimeligt, at folk, der ønsker at opnå statsborgerskab, skal leve op til en række krav, herunder indfødsretsprøven.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen, værsgo.

Okay, den besked vil jeg give videre til dem. Socialdemokraterne synes, det er fair, at unge mennesker, som er født i Danmark, aldrig har boet andre steder end i Danmark, betragtes som sådan nogle, der skal gå til prøver for at vise, at de er rigtige danskere. Jeg giver beskeden videre.

Jeg vil gerne spørge om noget andet. Ordføreren sagde på talerstolen, at man skal kunne føre en samtale på dansk for at få dansk statsborgerskab, og derfor har man indgået en aftale med højrefløjen. Men i den aftale indfører man jo et krav om dansk 3, og jeg skulle hilse at sige, at man sagtens kan føre en samtale på dansk med dansk 2. Til gengæld sorterer man en masse mennesker fra, som ikke har en lang uddannelse bag sig, når man stiller krav om dansk 3.

Jeg ved, at ordføreren tidligere har gået meget op i det her med, at man ikke skal benytte sig af uddannelsessnobberi. Er det her ikke udtryk for uddannelsessnobberi?

Ordføreren, værsgo.

Det er et udtryk for, at der stilles højere krav – det har Enhedslisten ret i. Men jeg er ikke enig med Enhedslisten i, at det sorterer mange fra. Nu må ordføreren undskylde mig, hvis jeg ikke husker korrekt, men jeg husker det, som om ordføreren sagde, at det sorterer mange fra, som ikke har en lang videregående uddannelse.

Tak for det, og så er det fru Ulla Sandbæk, Alternativet. Værsgo.

Mange tak. De mennesker, som har søgt om indfødsret, altså at få lov til at blive danske statsborgere, er jo nogle, som har permanent ophold her i Danmark, og det vil sige, at de vil komme til at leve deres liv i Danmark. Men nogle af dem lider af ptsd og kan derfor ikke i tilstrækkeligt omfang lære det danske sprog. Er det virkelig en forudsætning for at kunne få et dansk pas, så man ikke skal ud at søge visum til lande, vi andre ikke skal søge visum til, og er det virkelig en forudsætning for at kunne gå til stemmeurnerne, at man kan tale det omfang af dansk, som bestemmes her? Er der f.eks. andre danskere, som heller ikke kan få lov at stemme, fordi de måske ikke helt kan forstå karakteren af afstemningen?

Kunne man ikke forestille sig, at de mennesker, som ikke kan tale dansk i tilstrækkelig grad, kunne blive sat ind i, hvad det er, de stemmer om, af en ægtefælle eller af nogle, som er på deres sprogskole? Er det virkelig nødvendigt at udelukke dem fra at stemme, fordi de ikke kan ordentligt dansk?

Tak. Ordføreren.

Jeg er i tvivl, om der blev rettet syv eller otte spørgsmål til mig, men hvis jeg skal svare på det sidste, altså om det virkelig er rimeligt, at folk ikke bliver tilkendt stemmeret, fordi de ikke kan ordentligt dansk, vil jeg sige: Ja, jeg synes faktisk, at udgangspunktet for at få tildelt statsborgerskab og dermed stemmeret bør være, at man kan forstå, hvad der foregår i den demokratiske samtale i Danmark. Det synes jeg, ja.

Fru Ulla Sandbæk, værsgo.

Ordføreren mener altså ikke, at man kan forstå det ved at have samtaler med folk, som kan dansk perfekt, altså at man nødvendigvis er svagt begavet, fordi man nu ikke kan klare sprogkundskaberne. Dansk er jo ikke noget særlig let sprog at lære at kende, og man har hukommelsesbesvær, hvis man lider af posttraumatisk stress. Men derfor kan man jo udmærket godt sætte sig ind i, hvad der foregår i det danske samfund.

Tak. Ordføreren.

Jeg har ikke hævdet, at folk, der har posttraumatisk stress, ikke er i stand til at sætte sig ind i, hvad der foregår i det danske samfund, men jeg vil stå fast på, at det er nødvendigt for at kunne foretage en kvalificeret afgivning af en stemme, at man er i stand til at følge med i, hvad den offentlige samtale i Danmark handler om. Det synes jeg er væsentligt. Og det er ikke kun ved at indgå i samtaler med folk, man kender, men også ved, at man kan forstå, hvad der sker i radioavisen, eller læse metroXpress eller forstå, hvad vi to diskuterer lige nu. Det synes jeg faktisk er ret væsentligt.

Tak. Og så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Jeg vil gerne følge op på fru Johanne Schmidt-Nielsens spørgsmål. For dansk 2 henvender sig til mennesker med en kort uddannelse, mens dansk 3 henvender sig til mennesker med en mellemlang eller lang uddannelse, og derfor er det oplagte spørgsmål til Socialdemokraterne jo: Mener Socialdemokraterne, at mennesker med en kort uddannelse er dårligere danskere?

Ordføreren, værsgo.

Nej, og det har været vigtigt for Socialdemokraterne at sikre i den politiske aftale, der er indgået, at alle, der ønsker at ansøge om dansk statsborgerskab, også får adgang til at komme op til en dansk 3-prøve. Det skal så siges – for jeg har været i de her diskussioner før, hvor jeg ikke helt kendte baggrunden for dansk 2 og dansk 3 – at jeg har fundet et svar fra den tidligere regerings undervisningsminister, som har prøvet at beskrive, hvilket niveau man kan forstå dansk 2 og dansk 3 på. Og hun svarer, at dansk 2 svarer til første fremmedsprog på 9.-klasseniveau, altså at en dansker skulle op i engelsk på 9.-klasseniveau, hvorimod dansk 3 svarer til, at en dansker skulle op i engelsk på 10.-klasseniveau. Det mener jeg ikke er totalt uopnåeligt. Jeg tror sådan set ikke, vi kommer til at se mange, der ikke får adgang til det danske statsborgerskab i fremtiden. Jeg tror, vi vil komme til at se, at tusindvis af mennesker kommer til at bestå dansk 3 – heldigvis.

Fru Lotte Rod.

Jeg vil meget gerne tage den socialdemokratiske ordfører med ud på en sprogskole og vise, hvordan det faktisk fungerer. For det er jo sådan, at man kigger på, hvad det er for en uddannelsesmæssig baggrund folk kommer med, og har de en kort uddannelse, går de som udgangspunkt på dansk 2. Og derfor er mit spørgsmål igen: Mener Socialdemokraterne ikke, at man er en god nok dansker, hvis man kun har en kort uddannelse?

Tak. Ordføreren.

Jo, det mener Socialdemokraterne at man er, altså en god dansker, hvis man har en kort uddannelse, og jeg tager gerne imod en invitation til et sprogcenter. Vi kan tage til Skolevej i Glostrup, til Vestegnens Sprog- og Kompetencecenter, som jeg jævnligt besøger, og hvor jeg kender flere der arbejder, og jeg er bekendt med, dels hvordan folk bliver indplaceret på holdene, dels hvordan undervisningen er indrettet. Og det er i øvrigt også på baggrund af de erfaringer, at jeg ikke mener, det er helt hen i vejret at stille de sprogkrav, der er stillet i den politiske aftale, vi har været med til at indgå.

Tak. Så er det hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Jeg læste engang en rigtig, rigtig god bog, der hed – eller den hedder – »Kloge hænder«, og den handler om værdien i det at kunne arbejde og lave et solidt stykke arbejde. Nogle af dem, der kan bruge deres kloge hænder, er jo også dem, der ikke nødvendigvis har det stærkeste sprog. Jeg synes, det her er ret essentielt. Har fremtidens Danmark alene brug for mennesker, der kan bestå en sprogprøve 3, eller har vi lige så meget brug for mennesker, der kan bestå en sprogprøve 2?

Ordføreren, værsgo.

Fremtidens Danmark har brug for kloge hænder og kloge hoveder. Det er et motto for mig. Det, vi diskuterer nu, er, hvem der skal have tildelt statsborgerskab, og i den forbindelse mener jeg, det er ret afgørende, at folk er i stand til at føre en kvalificeret samtale på det sprog, der bliver diskuteret på i vores samfund. Ellers er jeg bange for, at det, jeg kalder samhørighed – sammenhængskraften – skrider og dermed, at grundlaget for det samfund, jeg ved at både SF og Socialdemokratiet holder af, forsvinder.

Hr. Jacob Mark har en anden bemærkning. Værsgo.

Så vil jeg høre ordføreren, om ordføreren mener, at hvis man kun er i stand til at tale et sprog på danskprøve 2-niveau, som også er tilfældet for rigtig mange danskere, så er man som dansker ikke i stand til at indgå i en samhørighed, ikke i stand til at deltage i demokratiet og ikke rigtig dansk i forhold til at kunne få et dansk statsborgerskab.

Ordføreren.

Det afgørende for mig har ikke været, om det var dansk 2 eller dansk 3. Det afgørende for mig har været, at der var færre, der fik dispensation. Det, jeg blot siger, er, at jeg ikke anser det for at være alarmerende katastrofalt, at vi går fra, hvad der svarer til engelsk på 9.-klassesniveau, til engelsk på 10.-klassesniveau. Det er jeg egentlig rimelig optimistisk omkring. Det skal nok gå.

Tak, så er der ikke flere spørgsmål. Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Christian Langballe.

Jeg føler trang til lige at indlede med at sige, at det simpelt hen er noget vås, at ministeriet har givet noget løfte om, at de her folk skulle være statsborgere. Det ville være i strid med grundloven, idet de eneste, der kan give statsborgerskab, er Folketinget. Sådan er det. Det vil sige, at de 2.500, der er sat på lovforslaget, intet løfte har fået. Jeg tror, det var fru Johanne Schmidt-Nielsen, der sagde det første gang, og det er simpelt hen noget sludder. Så det er bare lige for at understrege, at det der ikke er rigtigt. Og jeg kan ikke forstå, at Liberal Alliance er hoppet på den limpind. For det er en ren limpind.

Men lad os så forholde os til det her lovforslag, hvor der så er de her 2.500 på. Der vil med det her lovforslag være 10.000, der får statsborgerskab. Det tror jeg, så vidt jeg kan se, og så vidt jeg har kunnet undersøge, er en rekord. Det her lovforslag er klart et resultat af den totalt uansvarlige og ødelæggende politik, som den røde regering har ført fra 2011 og frem til valget i 2015. Socialdemokraterne var ledende, og ja, de skal selvfølgelig have ros for, at de nu tager ansvar, men de har altså godt nok, synes jeg, sat barren så utrolig lavt, at jeg må spørge mig selv, om vi ikke fra Folketingets side nu med det her lovforslag og med andre lovforslag, der er kommet, skaber parallelsamfund af statsborgere, der ikke kan dansk.

Jeg ved godt, at den globale hallelujahumanisme, som den her form for verdensfjerne godgørenhed repræsenterer, har den fordel, at man kan glimre i pressen og stå der og repræsentere godhedens parti. Sagen er bare, at man skubber de åbenlyse massive problemer foran sig, og så lader man kommende generationer bære byrderne. Det synes jeg faktisk ikke man kan være bekendt. Vi lovgiver også for fremtidens Danmark, og det, man med den her godgørenhed er i gang med, er jo simpelt hen bare at skabe problemer. De politiske valg, vi foretager nu, har konsekvenser, ikke blot for de nulevende, som bebor vores land, men så sandelig også for de efterkommere og børn og generationer, der følger efter os.

Det gælder selvfølgelig flygtninge- og indvandrerpolitikken, som vil komme til at trække dybe spor efter sig, og de vil bestemme kommende generationers liv og vilkår i en negativ retning. Og det er altså bare sket i løbet af en generation med flygtningeloven anno 1983. Der åbnede man grænserne på vid gab, og nu ser vi jo så at sige resultatet af det, nemlig at vi faktisk er ved at give statsborgerskab til 2.500, hvoraf hovedparten har fået dispensation fra sprogkravet. Jeg mener simpelt hen, at hvis der er noget, der er uanstændigt, så er det søreme det. Jeg synes, at den her hovedløse politik, hvor man sådan kan stå og være næstekærlig på andres vegne, mens de kommende generationer så skal bære byrderne og konsekvenserne, er uansvarlig, og jeg synes, den er uanstændig. Den vil bidrage til at underminere sammenhængskraften og styrke parallelsamfundene, som nu og fremover vil virke destruktivt og ødelæggende for fremtidens samfund. Men hvad interesserer det den godgørende venstrefløj? Ikke ret meget, det tror jeg ikke.

Men bare for at sige det så enkelt, som det er: Vi kan ikke stemme for det her forslag. Vi kan ikke stemme for, at 2.500 personer får statsborgerskab som følge af dispensation, og vi vil sammen med K fremsætte forslag om, at de 2.500 sager bliver genbehandlet. Og så håber jeg, at der vil være nogle, der tager ansvaret, for det er der søreme behov for. Tak for ordet.

»Søreme« er måske ikke lige et helt parlamentarisk udtryk. ( Christian Langballe (DF): Beklager meget). Der er en række korte bemærkninger. Hr. Leif Mikkelsen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Nu kan det jo ikke overraske, at Dansk Folkeparti ikke stemmer for. Det er ikke noget nyt i forbindelse med den type lovforslag. Men det, jeg godt vil spørge om, er: Er det for Dansk Folkeparti fuldstændig ligegyldigt, at mennesker modtager et brev fra det danske justitsministerium om, at de nu er sat på et lovforslag, og at det har været normal praksis, at når man fik det, blev det vedtaget i Folketinget, fordi voteringen har fundet sted i udvalget? Gør det ingen indtryk? Skal man ikke kunne regne med sådan et brev? I Liberal Alliance har vi sådan noget, der hedder politisk anstændighed, og vi ser for os, at der er mennesker ude i den anden ende, som får en henvendelse fra en offentlig myndighed og derfor må regne med, at sådan et signal er gældende. Gør det slet ikke indtryk på Dansk Folkeparti?

Ordføreren, værsgo.

Jeg vil godt sige, at det altså er en limpind, som Liberal Alliance er hoppet på som følge af venstrefløjens myter. Der har aldrig nogen sinde været noget løfte om statsborgerskab. Der har aldrig været noget løfte. Jeg har spurgt i ministeriet; der har aldrig været et løfte. Og jeg vil også sige, at skulle det endelig være sådan, at sådan et løfte blev givet fra ministeriet, så ville det være grundlovsbrud. For de eneste, der kan tildele statsborgerskab, er Folketinget. Sådan et løfte er aldrig blevet givet. Men af venlighed, af almindelig venlighed, meddeler ministeriet, at der er nogle, der er optaget på lovforslaget. Men prøv nu lige at høre her: Det er jo ikke så at sige en ukendt praksis, at der er folk, der bliver pillet af, også uden om det her. Det sker, hver eneste gang lovforslaget nærmer sig at blive behandlet. Så vil der være personer, der bliver pillet af. Har de krav på statsborgerskab, må jeg bare spørge. Det må de jo have ifølge Liberal Alliances ordfører.

Tak. Hr. Leif Mikkelsen.

Nu spurgte jeg sådan set bare, om det slet ikke gjorde indtryk på Dansk Folkeparti, og så kan jeg konstatere, at hr. Christian Langballe bare lige kører pladen af en gang til. Ministeriet følte sig kaldet til, da der blev udskrevet valg, at ændre på den udsendelse, nemlig med et forbehold. Det vil sige, at de mennesker, der modtog den uden forbehold, ikke kunne undgå at få indtryk af, at det var gældende. Det var faktisk bare det, jeg spurgte om – om det slet ikke gør indtryk på Dansk Folkeparti. Og så kan jeg høre, at så kører vi pladen en gang til.

Så jeg må konstatere, at det måske ikke gør indtryk på Dansk Folkeparti, hvad der er politisk anstændighed og det at stå ved sit ord og den slags ting. Det er ikke det, der står forrest i kogebogen, og det synes jeg sådan set er ærgerligt. Det var sådan set bare det, jeg spurgte ind til, vil jeg sige til hr. Christian Langballe, og ikke et spørgsmål til det, der er blevet sagt igen og igen.

Tak. Ordføreren.

Prøv lige at høre her, det er da ikke mig, der afspiller en plade; det er da ordføreren, og den spiller altså falsk, og den er gået i hak. For det, der er sagen, er jo, at præmisserne for at sige det, ordføreren siger, simpelt hen ikke holder vand. Der er ikke afgivet noget løfte fra ministeriets side om, at de 2.500 på lovforslaget kan få statsborgerskab. Det er bare så enkelt, det er. Det løfte er aldrig nogen sinde blevet givet.

Jeg vil så sige, at det brev, der kommer, almindeligvis kommer i forbindelse med lovforslaget, fordi ministeriet af venlighed vil fortælle, at de er optaget på lovforslaget. Der er bare ikke givet noget løfte om, at de så får statsborgerskab. Det er de to ting, ordføreren blander fuldstændig sammen, og derfor bliver jeg bare nødt til at svare, som jeg gør, og jeg bliver nødt til at gentage mig selv, for man er bare hoppet på en limpind.

Så er det fru Ulla Sandbæk, Alternativet. Værsgo.

Mange tak. Jeg vil gerne bede ordføreren om at præcisere, hvilke byrder det er vi pålægger dette samfund ved at give folk, som ikke kan dansk, statsborgerskab.

Ordføreren.

Der er på venstrefløjen, hvortil jeg regner Alternativet, en klar doktrin om, at det er en menneskerettighed at få dansk statsborgerskab, og at der sådan set ikke skal stilles nogen krav. Jeg har ikke i den verserende debat, der har været ført her i Folketinget, nogen sinde hørt Alternativet præcisere, hvad det er for nogle krav, der skal til, for at få dansk statsborgerskab. Jeg har en fornemmelse af, at det kan alle sådan set bare få.

Der siger vi bare, at det vil vi ikke være med til, fordi det skaber parallelsamfund mellem statsborgere, og det er ødelæggende. Det gør det ikke nu – det er i gang – men det gør det om 10, 20 og 30 år. Der vil jeg så bare spørge: I hvor lang tid har Alternativet tænkt sig at fortsætte den praksis med at dele statsborgerskaber ud? Er det også om 10-20 år?

Fru Ulla Sandbæk.

Alternativet mener, at når man allerede har permanent ophold i Danmark, er det ret rimeligt, at man efter et vist antal år også får lov at gå til stemmeurnerne og også får lov at få et dansk pas.

Men jeg vil gerne have svar på mit spørgsmål. Ordføreren sagde, at man ville pålægge det danske samfund byrder, og at det ville være konsekvensen af at give statsborgerskab, men hvad er det for nogle byrder, man vil pålægge samfundet? Og jeg og Alternativet mener, at man lige præcis laver parallelsamfund ved at have folk i det her land, som ikke får lov at få statsborgerskab. Det er et parallelsamfund, og det hæmmer i meget høj grad integrationen. Det er alle enige om.

Ordføreren, værsgo.

Det, jeg bare må konstatere, er, at vi simpelt hen er fuldstændig uenige. Jeg mener, at jeg har både historien og virkeligheden på min side. Den totalt uansvarlige måde, som Alternativet bl.a. ser på statsborgerskab på, vil få konsekvenser for fremtidens borgere i Danmark i form af ødelæggende parallelsamfund, der virker som en form for en ø, som ikke har noget med Danmark at gøre. Det er det, som vi med de krav, vi stiller, forsøger at modvirke. Men jeg kan så forstå, at der faktisk ikke hører nogen krav fra Alternativets side til at få dansk statsborgerskab. Der er vi så bare uenige.

Tak. Så er det hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Ordføreren og jeg har haft nogle diskussioner om de her statsborgerskaber. Ordføreren har stillet et forslag om, at man skal screene folks holdninger, før de kan få statsborgerskab i Danmark, og så vil jeg bare høre, om ordføreren vil uddybe det forslag. Hvordan skal det fungere i praksis, og skulle de screeninger så også foregå på de her 2.500 mennesker, der er på det her lovforslag, hvis det stod til ordføreren?

Tak. Ordføreren.

Jeg kunne egentlig henvise til ministerens brev til udvalget, hvor der står, at den pågældende person, som alle kender navnet på, og som jeg nok skal lade være med at nævne, er pillet af med den begrundelse, at han har antidemokratiske holdninger. For mig er det ikke et spørgsmål om ytringsfrihed. Det er et spørgsmål om, om man lever op til den loyalitetserklæring, som man har afgivet, og det at respektere grundlæggende danske retsprincipper betyder også, at man accepterer demokratiet som ramme. Så hvis man gerne vil have statsborgerskab, skal man ikke være antidemokrat. Nej, det synes jeg er glimrende. Det er det, der ligger i det. Det er forholdet mellem loyalitetserklæringen som en del af betingelsen for at opnå statsborgerskab og så det forhold, at man så ytrer sig imod det, der står i den loyalitetserklæring. Der har man det jo sort på hvidt, så at sige. Man ved, hvad man går ind til. Det vil sige, at man skal respektere det danske demokrati. Hvis man så bagefter siger, at man hellere vil have et kalifat, får man ikke noget statsborgerskab.

Hr. Jacob Mark, værsgo.

Så ordføreren vil fortsat gerne have en holdningsscreeningsenhed. Så vil jeg gerne høre: Hvilke holdninger er det så, der er de rigtige? Er holdningerne så ikke rigtige, hvis man f.eks. er republikaner? Er holdningerne så ikke rigtige, hvis man f.eks. er kommunist? Eller er det kun, hvis man har en holdning om et kalifat, at holdningerne ikke er rigtige? Med hensyn til holdningerne er det jo sådan, at de overholder den gældende lov, så ja, de har nogle andre holdninger, men så længe de overholder loven, er det i orden. Jeg vil bare høre: Hvilke holdninger er de rigtige? Med hensyn til folk med de holdninger, som jeg lige har nævnt, altså republikanere, kommunister og antidemokrater, som du kalder dem, er der ingen af dem, der skal kunne få statsborgerskab, hvis det står til DF?

Lige et øjeblik. Al begyndelse er svær, sådan er det, men man bruger slet ikke direkte tiltale. Værsgo.

Jeg vil sådan set sige, at den formulering med antidemokratiske holdninger, jo sådan set dækker det hele. Det er en generel betragtning, som jo da ikke kun har noget med islamister, der gerne vil have indført kalifat, at gøre. Det mener jeg er generelle betragtninger.

Så vil jeg i øvrigt sige, at man da for min skyld kan sige, hvad man vil. Der er ikke nogen, der har sagt noget om, at man ikke kan det. Jeg siger bare, at betingelserne for statsborgerskab er, at man skriver under på en loyalitetserklæring, hvor man vil være loyal over for de grundlæggende principper, der hersker herhjemme. Hvis man ikke accepterer dem, skal man jo ikke have statsborgerskab, men så vil jeg egentlig sige, at så ville det bedste da være, at man rejser derhen, hvor det her dejlige kalifat måske er i sin vorden, eller et eller andet sted, hvor de her principper trives. Der er der nogle at være enig med.

Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Dansk Folkepartis ordfører svarer jo simpelt hen ikke på det meget simple spørgsmål, der bliver stillet. Dansk Folkeparti har været ude i pressen og sige, at der skal være en holdningsscreening af alle mennesker, der søger statsborgerskab, og vi skal tilsyneladende ikke tage udgangspunkt i, om holdninger og ytringer er lovlige eller ej. Nej, vi skal tage udgangspunkt, om et politisk flertal kan lide de holdninger, altså om de – med ordførerens ord – er antidemokratiske eller ej.

Jeg synes, det ville være relevant at få et svar på det meget simple spørgsmål, nemlig hvordan denne holdningsscreening skal foregå. Skal man til samtale hos hr. Christian Langballe, eller hvordan skal det foregå? Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Mennesker, der opfordrer andre mennesker til ikke at benytte deres stemmeret, er de antidemokrater ifølge hr. Christian Langballe, eller er de ikke?

Ordføreren, værsgo.

Vi kan godt gå ud i sådan en sofistisk øvelse, som handler om at splitte hår. Jeg har i øvrigt ikke snakket om en holdningsscreening. Jeg har talt om en screeningsenhed, der noterer sig de ytringer, og hvis der er folk, der vil bekæmpe demokratiet og ikke vil stå inde for, hvad det demokrati er, så er det i strid med den loyalitetserklæring, man har afgivet, og så skal man ikke have statsborgerskab. Det er da så såre enkelt.

Nu har vi jo haft den her diskussion, og jeg synes, at når der er en person, der ikke får statsborgerskab på grund af vedkommendes antidemokratiske holdninger, bør det ud fra et ligebehandlingsprincip, som jeg er fuldstændig enig i overvejelsen af, da også gælde for alle andre. Det er da naturligt, at man knæsætter et princip, som tager udgangspunkt i en loyalitetserklæring, og så er det det, det handler om.

Det vil sige, at folk kan udtale, hvad de vil, men de skal da bare ikke have et statsborgerskab.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Hr. Christian Langballe kalder det for en sofistisk øvelse og lader, som om det her er noget meget stort teoretisk, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Men det har i allerhøjeste grad noget med virkeligheden at gøre, eftersom højrefløjen har besluttet sig for at give afslag til en ansøger om statsborgerskab på baggrund af hans lovlige politiske ytringer. Det er for mig – og ikke kun mig, tror jeg – fuldstændig uklart, hvilke ytringer der fremover vil betyde afslag på statsborgerskab, når vi ikke længere tager udgangspunkt i, hvad der er lovligt og ulovligt.

Så jeg spørger igen, og jeg vil gerne have et klart svar, helst et ja eller nej: Hvis man opfordrer andre mennesker til ikke at benytte deres stemmeret, må man så få statsborgerskab?

Ordføreren, værsgo.

Hvis man foretager sig noget, som strider imod de almindelige demokratiske normer, vi har herhjemme, og den ramme, som folkestyret har, så skal man da ikke have statsborgerskab. Så enkelt er det da.

Så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre. Værsgo.

Det vil jeg meget gerne følge op på. Det ville være dejligt, hvis ordføreren bare ville svare med et ja eller nej. Altså, mennesker, der opfordrer andre til ikke at stemme, skal de være statsborgere, ja eller nej?

Ordføreren, værsgo.

Jeg synes, for at være helt ærlig, at det er en sofistisk diskussion, for hvad er præmisserne for det dér? Hvis min salige mor på et tidspunkt har sagt, at hun ikke mente jeg skulle stemme, fordi hun syntes, at de politikere, der var, var for tåbelige, så er det da ikke i strid med den almindelige demokratiske ramme.

Jeg mener faktisk også, at det ikke at gå til valgurnerne kan være udtryk for en demokratisk holdning, fordi man siger, at de politikere, der er der, er så elendige, at man ikke gider stemme på dem. Det står da enhver frit for. Det er ikke det, vi taler om. Vi taler om, at man enten med fredelige midler eller så at sige ved vold eller kamp vil omstyrte det danske demokrati og indføre et kalifat i stedet for. Skal de personer have statsborgerskab? Ja, det ved jeg godt at De Radikale mener, og det ved jeg godt at Enhedslisten mener, for de mener jo sådan set, at alle skal have statsborgerskab. Der skal jo ikke være regler eller stilles betingelser. Der skal ikke gøres noget som helst. Det er jeg klar over.

Fru Lotte Rod, værsgo.

Hvem er det, der skal sidde og tjekke det her, og hvordan skal de tjekke det? Altså, skal de læse samtlige aviser, se alle debatudsendelser i tv, eller hvordan skal de finde ud af det?

Ordføreren.

Altså, nu er det jo på tankeplanet, og vi får da udarbejdet et ordentligt forslag, hvor detaljerne fremgår, men jeg vil da godt sige, at det, vi er forpligtet på, er så at sige det, vi ved. Vi er ikke forpligtet af det, vi ikke ved. Der ophører ansvaret. Og det, jeg så bare har sagt, er, at jeg ville synes, det var rimeligt, at der var en form for screeningsenhed, der noterede sig, hvis der var nogle i pressen eller på nogle hjemmesider, der ytrede holdninger, der var og er så meget i strid med folkestyret, at det simpelt hen drejer sig om, at man slet ikke anerkender selve fundamentet for det danske demokrati. Og så skal man da ikke have statsborgerskab. Jeg kan ikke forstå, hvorfor søren man skal have statsborgerskab og stemmeret, hvis det er noget, man overhovedet ikke accepterer.

Tak til ordføreren. Så er det den næste ordfører, og det er hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Tak, formand.

»Der findes andre men'sker end dem der er danske

De bor i huler og slås hele da'n

Det har vi li'godt aldrig nogensinde gjort

De varme lande er noget ...«

Her vil jeg stoppe mit citat fra Shu-bi-dua, inden formanden standser mig. Men den danmarkssang, som Shu-bi-dua lavede i sin tid med tungen i kinden, altså et ironisk glimt i øjet, fortæller jo lidt om, hvordan vi ser på os selv.

Når vi taler om det at være dansk, bruger vi jo ofte store ord. Vi taler om kærlighed, fædrelandskærlighed, og læg mærke til ordet fædreland, altså vores far, og det sprog, vi taler, er vores modersmål, altså vores mor. Så der er følelser knyttet til det at være dansker eller for den sags skyld at være hvad som helst andet, for sådan ser man også på sig selv i andre lande; der har man også en stor kærlighed til sit fædreland.

Derfor bliver vi selvfølgelig glade, når andre ønsker at være en del af fællesskabet, når andre mennesker ønsker at blive danske og ikke det, de er i forvejen.

Men jeg vil godt til fru Lotte Rod fra Det Radikale Venstre sige, at det altså ikke er sådan, at vi i Venstre synes, at man er et dårligt menneske, fordi man ikke er dansker. Altså, jeg blev spurgt til, om man, hvis man ikke kan dansk 3, så er et dårligt menneske, og vil svare: Nej, selvfølgelig er man da ikke det. Altså, folk fra Australien, Argentina og Afghanistan er da ikke dårlige mennesker, men de er ikke danskere; men de er ikke dårlige mennesker.

Vi stiller altså nogle krav til folk fra andre lande, uanset hvor de kommer fra. Hvis du vil være dansk, skal du kunne det sprog, vi taler i Danmark. En af de få ting, der virkelig binder os sammen som folk, er nemlig vores sprog. Og der stiller vi som krav, at du skal kunne bestå den prøve, der hedder dansk 3. Men hvis du har været her i lang tid, i 9 år, og har været selvforsørgende og har klaret dig selv og ikke ligget nogen til last i 8½ år, ja, så kan du altså nøjes med dansk 2.

Jeg er fuldstændig enig med hr. Mattias Tesfaye i, at det er krav, som det er muligt at leve op til. Og hvad så, hvis du ikke kan? Ja, så er der en mulighed for at søge dispensation.

Der mener vi i Venstre, at det politiske flertal, der sad før valget, var alt, alt for lemfældige med, hvem man gav dispensation. Jeg tror ikke, jeg kan erindre en eneste sag, der er endt med et nej. Altså, har man søgt dispensation, har man fået dispensation. Og det er ikke et spørgsmål om, at man ikke sådan helt har kunnet nå op på de krav, vi stillede. Vi, dvs. et udvalgsflertal – ikke mig, for jeg har stemt imod – har givet dispensation til folk, som ikke kunne to ord dansk, og det var altså ikke, fordi de var stumme.

Hvis man ikke kan to ord dansk, skal man så – jeg havde nær sagt uanset grunden – belønnes med et dansk statsborgerskab? Det synes vi ikke i Venstre, og vi har stemt nej til en række af de personer, som vi i dag skal behandle på det her lovforslag. Det har vi gjort i udvalget, men der har altså været et udvalgsflertal, som mente noget andet.

Der har været meget tale om de her ca. 2.500 sager, hvor der er givet dispensation, og der har Venstre stemt ja til højst 500 af dem. Det vil sige, at vi altså har stemt nej til 2.000, men et flertal i udvalget mente altså, at de skulle på lovforslaget, og derfor er de kommet på lovforslaget. Og det skal jo så ikke kaste en skygge over de mange mennesker på lovforslaget, som Venstre gerne vil give dispensation. Vi kan godt leve med at komme i flertal. Men det er altså et faktum, at der er ganske mange på den her liste, som efter Venstres opfattelse ikke burde have dansk statsborgerskab.

Der har også været en debat om en af de personer, der oprindelig var lagt op til skulle på lovforslaget, men han er altså ikke på lovforslaget. Jeg kan ikke huske, hvem der sagde, at sagen var blevet rejst i pressen, men jeg vil sige: Sagen blev altså rejst i pressen af ham selv. Altså, det var ham selv, der valgte at gå til Politiken og klage sin nød over, at han måske ikke fik dansk statsborgerskab. Det er sådan set ham selv, der har valgt at gøre det her til en sag. Og Venstre har ikke stemt for den pågældende i første runde, fordi vi ikke mente, der var grund til at give ham dispensation. Der er tale om en, der ikke er selvforsørgende – jeg røber ikke noget fortroligt ved at sige det, for det har været fremme i avisen – altså en person, der ikke levede op til selvforsørgelseskravet, og derfor har Venstre stemt nej, og vi er glade for, at han ikke er på lovforslaget.

Så der er altså tale om, at 6.284 personer skal have dansk statsborgerskab, og det er nogle, som et flertal i udvalget har ment skal have det. Vi er ikke med i flertallet på alle punkter, men på mange af punkterne er vi, og vi ser frem til den fortsatte behandling af lovforslaget.

Tak til ordføreren. Fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten, værsgo.

Tak for det. Jeg kan forstå, at Venstre, Danmarks liberale parti, mener, at ansøgere kan sorteres fra på baggrund af lovlige politiske ytringer, hvis et flertal i Folketinget ikke bryder sig om de her ytringer. Jeg vil gerne høre, hvordan Venstre forholder sig til ansøgere, som har alvorlige psykiatriske diagnoser. Det kunne f.eks. være psykose. Lad os forestille os en ansøger, som er psykotisk, og som går ind for enevældet, altså en erklæret antidemokrat, som ovenikøbet ytrer denne holdning offentligt. Er det Venstres politik, at denne person skal have afslag på sin ansøgning om statsborgerskab, fordi vedkommende i det åbne rum erklærer sig som antidemokrat, som tilhænger af enevælden.

Ordføreren, værsgo.

Nu bliver det vist meget fortænkt. Altså, vil Venstre give statsborgerskab til en, der nærmest tror, at vedkommende er Napoleon og går rundt med en mærkelig hat og med hånden inden for frakkelommen? Hvis man lever op til kriterierne for at få dansk statsborgerskab, skal man selvfølgelig have dansk statsborgerskab. Sådan er det.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det er bestemt ikke fortænkt. Folketingets Indfødsretsudvalg tager stilling til sager om mennesker, der søger dispensation. Rigtig mange af de sager omhandler mennesker med alvorlige psykiatriske diagnoser. Det er i den grad tænkeligt, at personer med alvorlige psykiatriske diagnoser ytrer sig antidemokratisk, og derfor vil jeg gerne gentage mit spørgsmål til Venstre, Danmarks liberale parti: Mener man, at mennesker med alvorlige psykiatriske diagnoser, der ytrer sig antidemokratisk, skal nægtes dansk statsborgerskab?

Ordføreren, værsgo.

Ja, hvis ikke de lever op til kriterierne, skal de da ikke have dansk statsborgerskab. Sådan er det. Hvis vi så sidder med en dispensationssag og skal stilling til, om der er noget, som vi synes taler for at den her person skal have statsborgerskab, og hvis det så kommer frem, at det er en, som er meget antidemokratisk, så er det da ikke noget, der er positivt.

Jeg vil også lige gøre opmærksom på, hvad det er, der kendetegner det, at man får et dansk statsborgerskab. Det er jo bl.a., at så er man dansker og kan ikke udvises. Det er jo ikke sådan, at fordi man har en psykiatrisk diagnose, f.eks. at man er psykotisk, så er man forhindret i at udøve terror. Jeg havde måske nær sagt tværtimod. Og det vil sige, at man altså ikke vil kunne udvise vedkommende bagefter. Det ville jeg ikke være så tryg ved.

Fru Lotte Rod, Radikale Venstre, værsgo.

Betyder det, at Venstre ikke anerkender en psykiatrisk diagnose som et handicap, der bør give dispensation?

Ordføreren, værsgo.

Jo, selvfølgelig anerkender vi en psykiatrisk diagnose, men om den skal give dispensation eller ej, må bero på en samlet vurdering af den sag, vi sidder med. Det er jo ikke sådan, at fordi man har en psykiatrisk diagnose, kan man ikke lære dansk, altså, det er da noget vås. Der er da masser af mennesker med psykiatriske diagnoser, der taler ganske udmærket dansk. Det er også sådan, at man har muligheder for at få støtte til at overvinde sit handicap; man har mulighed for at få undervisning, man har mulighed for at aflægge eksamen i enrum, hvis man ikke kan være sammen med andre mennesker. Så der er alle muligheder for, at man kan få afhjulpet sit handicap og få hjælp til at bestå danskprøven på trods af et handicap.

Fru Lotte Rod.

Jo, men nu får man jo ikke bare sådan en dispensation. Altså, der skal jo ligge en lægeerklæring på, at der er en helt konkret grund, at der er en bestemt ting, man ikke kan leve op til – f.eks. på grund af en psykiatrisk diagnose. Derfor er det jo ret relevant at høre Venstre, om man hermed sætter spørgsmålstegn ved hele handicapkonventionen og efterlevelsen af den.

Ordføreren.

Jamen skal vi ikke bare nedlægge det her Folketings Indfødsretsudvalg og så lade nogle læger sidde og afgøre, hvem der skal have statsborgerskab. Altså, det må være konklusionen på det, som den radikale ordfører siger, og når man har fulgt Det Radikale Venstres arbejde i Indfødsretsudvalget, er det jo også en konklusion, man kunne komme til.

Vi tager altså det her alvorligt, og vi giver dispensation til mennesker, som vi mener bør have dispensation, og som vi mener bør være danske statsborgere. Så ser vi selvfølgelig på, hvad de pågældende fejler, og hvad der står i lægeerklæringerne, men det er altså ikke sådan, at fordi en læge har skrevet, at lægen mener, at vedkommende skal være dansk statsborger, er det sådan, det skal være. Det er altså os her i Folketinget, der bestemmer.

Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg hørte ordføreren sige, at praksis har været sådan, at søgte man dispensation, fik man dispensation. Jeg vil bare sige, at nu er jeg jo ny, så det kan godt være, at jeg har misforstået noget, men det har faktisk ikke været mit indtryk. Mit indtryk har været, at det har været fra sag til sag, og at man så har vurderet i Indfødsretsudvalget, om det her enkelte menneske skulle have dispensation. Så jeg vil bare høre, om ordføreren rent faktisk mener, at der har været den praksis, at hvis man søgte dispensation, fik man det automatisk.

Værsgo.

Ja, sådan var det i sidste periode, hvor der var et andet politisk flertal. Altså, der sad Venstre og stemte ja til nogle og nej til mange, og så var der partier, som altså tilsammen udgjorde et flertal, som stemte ja til revl og krat, rub og stub.

Hr. Jacob Mark.

Så vil jeg så høre: Inden det kommer op i Indfødsretsudvalget, er det vel sådan, at det skal igennem en sagsbehandling, hvor der er nogle embedsfolk, der er meget dygtigere end mig, der ligesom skal vurdere, om de her mennesker har ret til dispensation. Så hvis man ser samlet på alle de mennesker i Danmark, der har søgt om dispensation, også inden det kom op til Indfødsretsudvalget, er det så stadig rigtigt, at hvis de bare søgte dispensation, fik de det?

Ordføreren, værsgo

Jeg tror udmærket, at ordføreren er klar over, at det ikke var det, jeg mente, og hvis det forstås sådan, er det selvfølgelig godt, at vi får den misforståelse ryddet af vejen. For nej, det er rigtigt, at det ikke er alle, der søger om dispensation, som så får sagen lagt op i Indfødsretsudvalget – det er korrekt. Der er nogle, hvor dispensationsanmodningen er totalt ubegrundet, som bliver afvist i ministeriet.

Så er det fru Ulla Sandbæk, Alternativet. Værsgo.

Ja, mange tak. Jeg kan forstå på ordføreren, at han ikke i alle tilfælde synes, at en erklæring er nok til at give dispensation, f.eks. en erklæring om, at den pågældende ansøger har posttraumatisk stress. Vil det være anderledes, når man nu forlanger en speciallægeerklæring? Vil ordføreren lægge det til grund for at give dispensation, altså en speciallægeerklæring på, at vedkommende har posttraumatisk stress i et sådan omfang, at vedkommende rent faktisk ikke kan lære dansk?

Ordføreren, værsgo.

Jamen, altså, fru Ulla Sandbæk får det til at lyde, som om man ikke kan lære dansk, hvis man har posttraumatisk stress, ptsd – det kan man godt. Det kan måske være svært at lære dansk på Dansk 3-niveau, måske endda også på Dansk 2-niveau, men så kom da med en prøve på Dansk 1; kom med dokumentation for, at man har fulgt danskundervisningen.

Altså, der er blevet givet dispensationer til personer, som end ikke kan to ord på dansk; der er givet dispensation til personer, som end ikke har forsøgt, som ikke har været på kursus, som intet har gjort for at lære dansk. Så synes jeg ikke, at man skal have dansk statsborgerskab, og så er jeg sådan set, ja ligeglad med, hvad grunden er. Alle kan forsøge, alle kan lære på et eller andet niveau; hvad enten man er analfabet eller har ptsd, er det altså muligt helt basalt at tilegne sig dansk.

Så kom med en dispensationsansøgning, hvis man kan sige: Jeg er analfabet, jeg har ptsd, whatever, som gør, at jeg ikke har kunnet opnå Dansk 3-niveau. Jamen så kom da og vis noget mindre – vis, at du kan et eller andet.

Ulla Sandbæk.

Så forstår jeg bare ikke, hvorfor de nye krav er, at man skal have en speciallægeerklæring.

Ordføreren, værsgo.

Det skyldes, at det i forhold til nogle af de ansøgninger, vi har fået, har været ret tvivlsomt, om de pågældende rent faktisk har den diagnose, ptsd, som lægen har skrevet, og det er altså ikke nødvendigvis noget, som den almenpraktiserende læge er ekspert i, altså at vurdere, om man har ptsd. Det er en speciallæge altså dygtigere til.

Vi har jo også, desværre, set sager, hvor man må sige, at der har været nogle ret tvivlsomme lægeerklæringer – nu skal jeg passe på, hvad jeg siger. Men der har altså været nogle meget tvivlsomme, fuldstændig enslydende lægeerklæringer på en række personer, som ifølge den pågældende læge altså alle sammen havde ptsd.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgere. Den næste ordfører er fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Enhedslisten stemmer naturligvis for det her lovforslag, og jeg tror, at der er rigtig mange af de mennesker, hvis navn står på lovforslaget, der sidder derude og holder vejret og er vanvittig nervøse for, om de nu får det statsborgerskab, de er stillet i udsigt, eller ej. Og den usikkerhed kan jeg godt forstå, fordi forløbet omkring det her lovforslag har mildest talt været kaotisk, og ud over at det har været kaotisk, synes jeg faktisk også, at det har været helt urimeligt ud fra sådan helt almindelige retsprincipper. Det vil jeg gerne bruge noget tid på at tale om, også selv om det bliver temmelig teknisk og nørdet.

Lad os starte med de personer, der stod på lovforslag L 188, altså det lovforslag, der kun manglede at blive tredjebehandlet, da valget blev udskrevet. Som bekendt ville udlændingeministeren fjerne 1.554 af de 3.314 personer, som stod på lovforslaget, og det på trods af, at de alle sammen havde fået deres sager forelagt i Folketingets Indfødsretsudvalg og at et flertal i udvalget havde givet dem dispensation.

Herefter havde de modtaget et brev med posten med besked om, at de nu var optaget på lovforslaget, og kun 6 dage skilte dem fra et dansk statsborgerskab, fordi den daværende statsminister udskrev valg 6 dage før tredjebehandlingen. Ovenikøbet var det tilsyneladende så magtpåliggende for udlændingeministeren at forhindre de her mennesker i at få det statsborgerskab, de var stillet i udsigt, at ministeren overhørte den beslutning, der blev truffet i Indfødsretsudvalget den 13. august – altså det nye Indfødsretsudvalg, der blev sammensat efter folketingsvalget.

Det er helt uhørt, og det er mig bekendt ikke set før, at en minister ikke vil følge flertallets beslutning i Indfødsretsudvalget og derved jo faktisk nægter at følge Folketingets flertal. Først da udvalget for anden gang, nemlig den 3. september, traf beslutning om, at de her 1.554 personer selvfølgelig skulle have deres statsborgerskab, accepterede udlændingeministeren demokratiets spilleregler og optog dem på lovforslaget.

Ud over den her gruppe vil jeg gerne nævne de ca. 1.000 personer, som var optaget på oktoberlovforslaget med dispensation, som havde fået optagelsesbrev fra Indfødsretskontoret uden forbehold – altså før den 4. juni. Den gruppe mennesker ville udlændingeministeren også forhindre i at få statsborgerskab, det statsborgerskab, de var stillet i udsigt. Kun fordi Liberal Alliance stillede sig sammen med partierne i rød blok og insisterede på, at mennesker, som har en berettiget forventning om et dansk statsborgerskab, selvfølgelig skal have det, lykkedes det at forhindre udlændingeministerens helt urimelige forsøg på benspænd.

Der er til gengæld også en gruppe mennesker, som har fået brev efter den 4. juni om, at de kan forvente at blive optaget på lovforslaget, som har fået sådan et lille forbehold ind i brevet, fordi ministeriet har skrevet i deres optagelsesbrev, og jeg citerer: »Såfremt de nugældende retningslinjer ikke ændres«. Den her gruppe er ikke optaget på lovforslaget, og det gælder, uanset om de lever op til de almindelige retningslinjer, eller om det er ansøgere, som har fået dispensation i Indfødsretsudvalget. Jeg synes, at det er uordentligt, at de her mennesker ikke står på lovforslaget.

For det første er det jo i bund og grund et tilfælde, om ansøgerne har modtaget et optagelsesbrev før eller efter den 4. juni, og for det andet levede de her mennesker op til reglerne, da de indsendte deres ansøgning, og det er vel at mærke typisk mere end et år siden, at de sendte deres ansøgning afsted. Jeg mener ikke, at det hører nogen steder hjemme.

Jeg vil også komme med en bemærkning til den helt nye praksis, der tilsyneladende er kommet i det danske Folketing, nemlig at ansøgere nu sorteres på baggrund af ytringer og holdninger, uagtet at disse ytringer er fuldt ud lovlige. Den person, som er blevet sorteret fra af højrefløjen på det her lovforslag, er hverken sigtet eller dømt for noget som helst, og vi ved, at PET ikke har henstillet til, at vedkommende skulle fjernes fra lovforslaget.

Jeg mener, at den her persons holdninger om kalifatet er langt ude, ligesom jeg også var dybt uenig med den her person, da han som ungdomsformand i Dansk Folkepartis Ungdom i Roskilde havde afbleget sit hår, gik med blå kontaktlinser og mente, at det muslimske tørklæde skulle forbydes i Danmark. Dengang var jeg også dybt uenig med ham.

Men som sagt, den unge mand har intet ulovlig gjort. Hr. Naser Khader og udlændingeministeren påstår at beskytte demokratiet, men det kendetegner vel netop ikke et demokrati, at politikere lader tildelingen af rettigheder afhænge af borgernes lovlige politiske ytringer, uanset hvor uenig man er i de ytringer. Tværtimod, den slags sindelagskontrol mener jeg hører hjemme i totalitære samfund.

Derudover rejser det her jo unægteligt en række spørgsmål, fordi hvornår er man ifølge højrefløjen loyal over for Danmark, hvis vi ikke længere skal tage udgangspunkt i, om de ytringer, man er kommet med, er lovlige eller ej. Hvad med Jehovas Vidner, som opfordrer deres medlemmer til ikke at stemme? Hvad med den filosofistuderende fra Aarhus Universitet, som har udgivet en bog om, at man ikke skal bruge sin stemmeret? Er de loyale over for Danmark? Og hvad med mennesker med alvorlige psykiatriske diagnoser? Mennesker med alvorlige psykiatriske diagnoser, som ytrer sig i strid med demokratiet, skal de også nægtes at få dansk statsborgerskab? Vi har ikke fået svar på de her spørgsmål, heller ikke under debatten. Det synes jeg sådan set at højrefløjen skylder.

Så vil jeg gerne slutte af med at komme med et citat, fordi forfatteren Aydin Soei, han er også journalist, har skrevet en kronik i Berlingske den 1. november, og jeg kan se på formanden, at jeg ikke kan nå at komme med citatet, men pointen i citatet er, at man går voldsomt efter de islamister, som siger: Lad være med at stemme, lad være med at bruge demokratiet. Jeg er helt enig i den kritik, men det er da mærkeligt, at højrefløjen så samtidig gør så meget for at forhindre, at mennesker, som bor i Danmark, lever i Danmark, betaler skat i Danmark, får stemmeret.

Tak for det.

Der er en række korte bemærkninger, og ministeren skal også på, så vi holder frokost til kl. 13.00.

Jeg skal her udsætte mødet. Mødet genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:48).

Mødet er genoptaget.

Jeg vil starte med at give ordet til hr. Christian Langballe.

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om ordføreren kan svare på, hvad Enhedslisten mener der bør være af krav for at få et dansk statsborgerskab. Nu har Folketingets efterretningstjeneste, undskyld, det var en fortalelse, men Folketingets efterretningstjeneste har – det er sådan noget, vi gerne vil have (Munterhed) – undskyld, Forsvarets Efterretningstjeneste godtgjort, at den største trussel mod Danmark er terror. Der kunne jeg sådan set godt i forlængelse af det tænke mig at vide, om en terrorist skal have statsborgerskab. Skal en, der har planlagt terror, have statsborgerskab?

Ordføreren.

Jeg ved ikke om det med Folketingets efterretningstjeneste egentlig var en fortalelse, eftersom en meget central del af den debat, vi har haft i dag, jo netop handler om, at højrefløjen, herunder Dansk Folkeparti, mener, at man kan sortere i ansøgningerne til statsborgerskab på baggrund af lovlige politiske ytringer. Så Folketingets efterretningstjeneste er da sådan set rimelig præcist sagt.

Så bliver der spurgt til, hvad der skal til for at få dansk statsborgerskab, hvis det står til Enhedslisten. Jeg vil først og fremmest sige, at jeg mener helt åbenlyst, at hvis du er født og opvokset i Danmark, skal du have et dansk statsborgerskab. Jeg mener, at hvis man er født i Danmark, er man lige så dansk, som jeg er. Jeg synes, det er langt ude, for nu at sige det mildt, at vi sætter unge mennesker, som har haft deres barndom i Danmark og deres teenageår i Danmark, til at gå til prøve i Kalmarunionen og Struensee. Jeg tror, det skader integrationen frem for at fremme den.

Til spørgsmålet om terrorisme: Jeg synes, det er fint, at man stiller krav i forhold til kriminalitet, herunder naturligvis terror, men mennesker, som er født i Danmark, skal selvfølgelig, hvis det står til mig, automatisk have et statsborgerskab.

Hr. Christian Langballe.

Jamen så spørger jeg igen, for jeg synes, at ordføreren kom lidt let over, hvad der egentlig skal til for at opnå dansk statsborgerskab. Hvad med sprogkrav? Hvad med opholdskrav? Hvad med de ting? Man kan jo godt være født og opvokset i Danmark uden at kunne tale det danske sprog på en ordentlig måde. Hvad skal der egentlig til? Jeg synes, at Enhedslisten konstant gør sig til godhedens repræsentanter her på Jord og jo aldrig nogen sinde selv fremkommer med, hvad de mener skal være betingelserne for at få statsborgerskab. Der er jo fra Enhedslistens side blevet delt rundhåndet ud af det, også med hensyn til dispensationssager.

Ordføreren.

For mig er det helt fundamentalt, at hvis du fødes i et land, skal du have statsborgerskab der. Og det er mit indtryk, at der er rigtig mange mennesker i Danmark, som tror, at det er sådan. Der er rigtig mange, der bliver overrasket, når man siger, at bare fordi du er født i Danmark og har levet her hele dit liv, får du altså ikke af den grund dansk statsborgerskab. Jeg er helt med på, at man i Dansk Folkeparti synes, at det vissevasse da er lige meget, at folk er født og opvokset her. Men det er fundamentalt for mig, og jeg mener, at man er lige så dansk, som jeg er, hvis man er født i Danmark.

Med hensyn til sprogkrav: Jeg synes, det er fint at stille sprogkrav, men det skal være sprogkrav, som mennesker kan leve op til. Dansk 3, som er det, Dansk Folkeparti har indført, vil sortere rigtig mange mennesker fra, som ikke har en lang uddannelsesbaggrund. Det synes jeg er uddannelsessnobberi.

Hr. Naser Khader.

Vi har de sidste 14 dage talt om en antidemokrat og islamist, som vi ikke mener lever op til loyalitetserklæringen. Jeg har to spørgsmål.

Det første spørgsmål er: Mener ordføreren, at Belal El-Khatib, nu er hans navn kendt i offentligheden, lever op til loyalitetserklæringen?

Det andet spørgsmål er: Vil ordføreren sætte lighedstegn mellem Jehovas Vidner og jihadister? Jehovas Vidner er jo blevet brugt som et eksempel på antidemokrater.

Ordføreren.

Jeg bruger ikke Jehovas Vidner som et eksempel på antidemokrater. Men jeg har bidt mærke i, at hr. Naser Khader har frembragt og citeret den unge mand, som altså nu bliver nægtet statsborgerskab, på trods af at han intet ulovligt har gjort, ikke er mistænkt for noget, ikke har ytret sig i strid med loven. Den unge mand har bl.a. henvist til, at han ikke synes, at muslimer skal stemme. Jeg er dybt uenig – det tror jeg også hr. Naser Khader er.

Hr. Naser Khader har sagt, at hvis den unge mand siger, at muslimer ikke skal stemme, er han antidemokratisk. Så har jeg bare påpeget, at der også er andre mennesker i det danske samfund, som opfordrer til, at man ikke benytter sin stemmeret – f.eks. Jehovas Vidner. Og hvis det skal gælde for den her unge mand, når han til en bestemt gruppe mennesker i det danske samfund siger, at de ikke skal stemme – og han er så antidemokrat – hvorfor skal det så ikke gælde for andre grupper i samfundet?

Hr. Naser Khader.

Jeg mener ikke, at det, at Jehovas Vidner opfordrer deres medlemmer til ikke at stemme, har noget med at være antidemokrat at gøre. De har ikke en dagsorden om at afskaffe demokratiet. De respekterer demokratiet og demokratiets spilleregler, de accepterer og respekterer det bestående. Det er jo en stor forskel, i forhold til folk der går ind for kalifatet. Ordføreren skal se på hele pakken. Det har ikke kun noget at gøre med, at den pågældende opfordrer til, at man ikke stemmer. Det er bare et lille element af en større pakke, der bl.a. handler om, at han også går ind for stening af kvinder, som er noget af det mest forfærdelige, der findes. Så det er hele pakken, vi skal se på, og ikke bare det, at han opfordrer til, at man ikke stemmer.

Ordføreren.

Jeg hørte hr. Naser Khader, som om den pågældende går ind for stening af finner – men jeg tror, det var kvinder .

Jeg må sige til hr. Naser Khader, at nu synes jeg det bliver rigtig interessant, for det er åbenbart sådan, at det alligevel ikke er det der med, at han ikke synes, at muslimer skal stemme, der gør, at han ikke kan få statsborgerskab. Det er hele pakken. Nej, hvor ville det være interessant for alle, tror jeg, i Danmark, hvis hr. Naser Khader kunne redegøre for, præcis hvad hele pakken består af.

Når det er interessant, er det jo, fordi det hidtil har været sådan, at man ikke blev sorteret fra på baggrund af lovlige politiske ytringer. Og, vil jeg sige til hr. Naser Khader, for mig er det fundamentalt i et retssamfund, i et demokrati, at vi har ret til at ytre os. Jeg er grundlæggende uenig med denne unge mand, når han siger, at han støtter kalifatet, ligesom jeg var uenig, da han var ungdomsformand i Dansk Folkeparti, men jeg vil altid forsvare menneskers ret til at ytre sig, også når jeg er uenig med dem. Og det er en glidebane, hvis folketingsmedlemmer skal til at sidde og lege smagsdommere og udføre sindelagskontrol over lovlige politiske ytringer.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg har to spørgsmål, og jeg skal bede om et klart svar – gerne et ja eller nej. Ordføreren for Enhedslisten siger, at hvis man er født og opvokset i Danmark, så skal man have dansk statsborgerskab. Gælder det også, hvis man er kommet hertil som ganske lille, f.eks. som 3-4 år gammel? Det var det ene spørgsmål. Og det andet spørgsmål er: Gælder det også, selv om man har begået alvorlig kriminalitet, f.eks. voldtægt eller terror?

Ordføreren.

For det første vil jeg sige, at hvis man er født og opvokset i Danmark, ja, så mener jeg, at man skal have et dansk statsborgerskab, også hvis man begår kriminalitet. For jeg mener, at man er dansk, hvis man er født og opvokset i Danmark. Jeg kan ikke se, hvad det har med noget at gøre, at man har forældre, som kommer fra et andet land. Et af de argumenter, jeg tit hører, er, at man skal kunne udvise. Men vil man udvise mennesker, som er født og opvokset i Danmark? Og hvor vil man udvise dem til? Det er vel ikke deres forældres oprindelseslands ansvar, at mennesker, der er født og opvokset i Danmark, begår kriminalitet. Ja, så jeg kan love for, at jeg synes, at borgere, som fødes i Danmark, som vokser op i Danmark, skal have et statsborgerskab.

Så spørger hr. Jan E. Jørgensen for det andet: Hvad hvis de er kommet hertil som 3- eller 4-årige? Og det er relevant. Jeg har ikke sat sådan en eller anden præcis grænse, men jeg synes da bestemt, at man kunne overveje at lave samme retningslinjer for børn, som er kommet hertil som ganske små. Som sagt: Jeg betragter de mennesker som lige så danske som mig og som hr. Jan E. Jørgensen.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Det er jo så en forskel på os. For jeg betragter f.eks. ikke den i medierne meget omtalte sigøjnerboss, Levakovic, som voldsomt dansk og i hvert fald ikke som særlig velintegreret. Jeg så ham meget gerne hen, hvor peberet gror, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så i det mindste til hans hjemland. I Venstre mener vi jo, at forældre har et vist ansvar for deres børn, og hvis man som forældre svigter sit forældreansvar og lader sine børn vokse op og begå grov kriminalitet, så mener vi altså, at der skal være mulighed for at udvise dem, og vi mener ikke, at man pr. automatik skal have dansk statsborgerskab. Men der kan jeg forstå at det så er endnu en forskel på Enhedslisten og Venstre.

Ordføreren.

Ved du hvad, hr. Jan E. Jørgensen ... (Reagerer på påmindelse fra første næstformand (Helle Thorning-Schmidt)): ... ved hr. Jan E. Jørgensen hvad, kan jeg sige, for at være korrekt, jeg har talt med rigtig mange unge mennesker, som er født her i Danmark, og som altid har tænkt, at de da var danske, og at de var lige så danske som dem, de gik i klasse med, og når de så fylder 18 år, finder de pludselig ud af, at hov, nu skal de til prøve. Og i den prøve skal de svare på spørgsmål, som deres klassekammerater ikke kan svare på, f.eks.: Hvad var Kalmarunionen? Hvornår vandt håndboldpigerne OL? Hvem instruerede Olsen-banden-filmene? Jeg tror, det skader integrationen, at man sender det klokkeklare signal til de unge mennesker, at de da i øvrigt er udenfor, og at de heller ikke er lige så danske som deres kammerater, som dem, de går i skole med, og jeg synes, det er helt tåbeligt, hvis man gerne vil integrationen.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så jeg siger tak til ordføreren. Og så vil jeg give ordet til hr. Leif Mikkelsen.

Tak for det. Egentlig er det jo et skelsættende møde, vi har her i dag, fordi vi siger farvel til 4 års politik på det her område, som meget har været dikteret af den yderste venstrefløj i dansk politik, og som desværre trak Socialdemokratiet med på samme galej, nemlig at man gav statsborgerskab til en lang række personer, som efter Liberal Alliances opfattelse ikke burde have dansk statsborgerskab, fordi det ikke er muligt at integrere dem i det danske samfund. Og det er jo sådan set formålet. Når man imødekommer nogle, der rækker ud efter et dansk statsborgerskab, og de gør det i alvor, så er det jo, fordi de mennesker – formoder vi – vil være en del af det danske samfund, kan medvirke i vort demokrati, kan være en del af det liv, vi lever. Og det har en række af de dispensationsansøgere, vi har og har haft, og som der med det røde flertal er blevet sagt ja til i 4 år, ikke haft en chance for, fordi de ikke har kunnet leve op til de forventninger og kunnet indfri kravene om almindelige sprogkundskaber, som ville gøre, at de kunne blive en del af det danske samfund.

Derfor har det været en rigtig dårlig periode, hvor en lang række mennesker altså har fået ja, især inspireret af måske den yderste venstrefløj, som jeg næsten ikke har hørt kunne sige nej til nogen, uanset hvordan ansøgningen så ud. Den periode runder vi af med den nye aftale, vi har truffet, og vi er i Liberal Alliance meget tilfredse med, at vi når dertil, at der bliver en votering, en sagsbehandling, der giver et helt andet resultat. For virkeligheden er jo, at det flertal, der er i Folketinget i dag, i de voteringer, der har været i de seneste 4 år, har sagt nej, nej og atter nej til langt hovedparten af dem.

Når vi så nu i dette skelsættende møde står med et lovforslag, som indeholder en lang række personer, som en del af Folketinget ikke mener skulle have ja, er vi jo henne ved et principielt spørgsmål. Og derfor vil jeg gerne gentage Liberal Alliances standpunkt i den her sag om dette lovforslag, som vistnok er kendt, men jeg vil alligevel tillade mig at gentage det. For historisk er forløbet jo det, at når udvalget har behandlet ansøgningerne, er det dermed besluttet, om det er et ja eller et nej til en ansøger. Der har åbenbart været den praksis, at så får de berørte personer en meddelelse, på det tidspunkt fra Justitsministeriet, om, at deres sag er behandlet, at der ikke er flere oplysninger at søge, at de er godkendt, og at de kommer på lovforslaget næste gang. Det får man en melding om uden forbehold.

Da der så blev udskrevet folketingsvalg, ændrer man det til, at man skriver et brev til dem, der er blevet behandlet, med et forbehold – et forbehold, der går på den situation, at reglerne ændres. Og det er jo så sket. Derfor fandt vi i Liberal Alliance, at politisk anstændighed, almindelig troværdighed bød os at trække en streg i sandet, den dag der blev udskrevet folketingsvalg, nemlig at sige til dem, der har fået et brev uden forbehold, at når man modtager et brev fra Justitsministeriet, må man kunne regne med det. Og derfor står vi fuldstændig fast på, at de selvfølgelig ikke skulle genbehandles og dermed udsættes for et nej, selv om Liberal Alliance i forhold til en stor part af dem har sagt nej og aldrig ville stemme for dem, hvis vi så på ansøgningerne. Men det her er et spørgsmål om en helt principiel sag og politisk troværdighed, og det står vi fast på.

Derimod er vi helt klar til at genbehandle – og det er også i gang – dem, der har fået et brev med et forbehold. Det er almindelig ordentlig politik efter vores opfattelse, så uanset at den debat er blusset op her de seneste dage, vil jeg sige, at det er et slag i luften, som man kan få øje på. Det har ikke nogen gang på jorden, og den konklusion nåede vi egentlig frem til allerede for et stykke tid siden, da vi etablerede det med de nye regler.

Så derfor vil jeg bare sige, at vi kan støtte det lovforslag, der er fremsat.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg kan forstå, at tildeling af statsborgerskab fra nu af skal tage udgangspunkt i, om et politisk flertal på Christiansborg vurderer, at de ytringer, ansøgeren er kommet med, er nogle, man synes er rimelige eller ej, uagtet at disse ytringer er fuldt ud lovlige. Jeg vil gerne høre, hvordan Liberal Alliance forholder sig til mennesker med alvorlige psykiatriske diagnoser. Lad os forestille os, at en ansøger er kommet med antidemokratiske udsagn i pressen, og at denne ansøger har alvorlige psykiatriske diagnoser. De diagnoser og lægeerklæringer ville vi jo i så fald have adgang til i Folketingets Indfødsretsudvalg. Hvad mener Liberal Alliance man skal stille op med sådan en sag? Altså, man kan meget vel tænke sig, at f.eks. et psykotisk menneske kommer med tossede udmeldinger. Skal sådanne tossede udmeldinger medføre et afslag på statsborgerskab?

Ordføreren.

Man kan tænke sig alt muligt. Fru Johanne Schmidt-Nielsen siger noget om det politiske flertal. Det var også et politisk flertal, der i 4 år sagde ja til alt mellem himmel og jord, vil jeg tillade mig at sige, så det vil altid være det politiske flertal, der afgør, hvad man vægter, når man skal give dansk statsborgerskab. Vi er helt enige i de regler, der er lavet nu, og som kommer til at gælde i fremtiden.

Så er der spørgsmålet, som selvfølgelig er affødt af den enkeltperson, som er taget ud af det her lovforslag nu. Vi vil gerne sige, at vi i Liberal Alliance har den grundholdning, at vi siger nej til personer, der rækker ud efter dansk statsborgerskab og i samme åndedrag i det åbne rum ytrer, at de ikke respekterer vores demokrati, altså at de er antidemokrater og dermed ikke går ind for de værdier, vi har, og som man jo ellers skriver under på, når man rækker ud efter dansk statsborgerskab. Når man ytrer sig på den måde, er vi altså ikke blinde over for det. Vi er ikke blinde og døve, og derfor vil vi sige nej. Og så må man finde ud af, om holdningen hos personen ændrer sig, og så må vedkommende jo søge igen.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Man kan tænke sig alt muligt, siger Liberal Alliances ordfører, men det her er jo ikke et tænkt eksempel. I Folketingets Indfødsretsudvalg behandler vi regelmæssigt dispensationsansøgninger fra mennesker med alvorlige psykiatriske diagnoser som f.eks. psykose og skizofreni. Nu er der så sket det, at højrefløjen har indført en ny praksis, som betyder, at man kan få afslag på statsborgerskab, hvis man er kommet med tossede udsagn. Hvordan stiller det mennesker med alvorlige psykiatriske diagnoser? Mener Liberal Alliance, at det er fair at nægte f.eks. en skizofren og psykotisk mand statsborgerskab, hvis han er kommet med antidemokratiske udsagn?

Ordføreren.

Sagen er den, at vi helt og holdent forholder os til de udsagn, der kommer, f.eks. at man i det åbne rum markerer, at man er antidemokrat, og at man derfor ikke går ind for de her værdier, som det i øvrigt bliver krævet at man skriver under på. Så kan man selvfølgelig analysere alle mulige sygdomme, og det er forhåbentlig beskrevet i de ansøgninger. Nu kan vi jo ikke diskutere den enkelte persons ansøgning, men vi vil fastholde, at vi vil være meget opmærksom på, om man er antidemokratisk, når man rækker ud efter dansk statsborgerskab. Vi opfatter det som en alvorlig sag at søge dansk statsborgerskab, og derfor vil vi sige nej i de tilfælde, hvor vi har kendskab til det. Så enkelt er det.

Hr. Christian Langballe.

Jeg vil godt indlede med at sige, at det er rigtigt, at vi har lavet en god aftale, som Liberal Alliance aktivt har taget del i at få lavet, og det anerkender jeg fuldstændig – så jeg begynder med at rose lidt. Men når vi så diskuterer den her lov, er der altså bare nogle ting, jeg ikke rigtig forstår, for ordføreren opstiller nogle præmisser, som simpelt hen ikke er rigtige. Er det brev, der kom fra ministeriet, et løfte om, at folk har fået statsborgerskab? Altså, det er, som om man går ud fra, at det er det, hvilket det ikke er. Jeg har spurgt i ministeriet: Ligger der i de her ord noget, der overhovedet kan ligne et løfte? Nej, siger de. Altså, jeg forstår ikke rigtig, hvad det er, der så er problemet i forhold til at få genbehandlet de her 2.500 sager, for det ville jeg mene var fuldstændig indlysende.

Så vil jeg i øvrigt også lidt i forhold til Enhedslistens ordfører sige: Ja, det er et flertal i Folketinget, der bestemmer, hvem der skal have statsborgerskab, i hvert i forhold til dispensationer. Sådan har det altid været. Vi er uenige med Enhedslisten, og det gør sig så gældende nu. Men det er altså et politisk flertal, der bestemmer, hvem der skal have statsborgerskab.

Ordføreren.

Jeg vil gerne ridse det op. Sagen er den, at den behandling, som sker i Folketinget, når udvalget er færdigt og har vurderet, i øvrigt var i gang, og sagen var endda førstebehandlet. En række politiske partier, som også er til stede her i dag, har stået her og budt disse mennesker velkommen ved førstebehandlingen af det lovforslag, som nu er genfremsat som et andet. Og hvis de mennesker derude, ud over brevet fra Justitsministeriet uden forbehold og en førstebehandling i Folketinget, hvor de bliver budt velkommen som nye statsborgere, derfor får at vide, at det forresten er lige meget, for nu er man kommet i tanker om noget andet, så de skal ikke regne med en offentlig myndighed, de skal ikke regne med Folketinget, hvor er vi så? spørger jeg hr. Christian Langballe. Det er politisk utroværdigt.

Så uanset hvordan man tolker et brev fra Justitsministeriet, vil jeg bare understrege, at almindelig politisk anstændighed for os og for mig er, at et ord er et ord og en aftale er en aftale. Og jeg opfatter det forløb sådan, at der har vi givet de mennesker vores ord på, at det kan de regne med, hvis ikke de foretager sig noget dumt eller er blevet kriminelle i mellemtiden. Det er almindelig politisk anstændighed, og det er det, uanset om hr. Christian Langballe kalder det løfter eller ej.

Hr. Christian Langballe.

Nu vil jeg så indlede med at sige, at vi overhovedet ikke har afgivet noget løfte fra vores partis side om, at vi vil stemme for det her lovforslag. Vi har tværtimod lovet, at vi vil stemme nej. Så enkelt er det. Men jeg vil også sige: Et brev uden forbehold i forhold til hvad? Altså, indholdet af brevet må da interessere ordføreren. Hvad er det, der står i det brev? Er der blevet givet et løfte om, at de folk havde fået statsborgerskab? Det ville i så fald være et brud på grundloven, at ministeriet kunne tildele statsborgerskab, for det ville jo så at sige være den praktiske konsekvens af det. Så jeg forstår simpelt hen ikke argumentationen, i forhold til at man henviser til et brev, hvor der udelukkende er taget stilling til, at folk er optaget på lovforslaget.

Ordføreren.

Det er i hvert fald rigtigt, at Dansk Folkeparti ikke har afgivet noget løfte. Dansk Folkeparti har ikke stået her og budt nogen velkommen, for de plejer gerne at stemme imod forslaget. Derfor er det her jo en lidt vanskelig diskussion. Det er jo ikke et spørgsmål om, hvorvidt hr. Christian Langballe og hans parti skulle gøre noget andet end det, de plejer. Det gør de sådan set, uanset hvem der har sagt ja eller nej. Jeg ved så ikke, hvad fremtiden vil bringe, når vi nu får en votering i forhold til de nye regler – en aftale, som hr. Christian Langballe har været en del af. Kommer vi så til at opleve et Dansk Folkeparti, der går i Folketingssalen og vil stemme for? Det bliver spændende.

Hr. Naser Khader.

Jeg vil gerne rose Liberal Alliance for at have tilsluttet sig det flertal, der nægter at give antidemokraten og islamisten Belal El-Khatib statsborgerskab – stor ros. Jeg har også forståelse for, at ordføreren har siddet i tidligere Indfødsretsudvalg og har set de her sager, men som nyt medlem af udvalget har jeg ikke haft mulighed for at se disse sager. Derfor har jeg holdt fast i, at jeg gerne vil se de der 2.500 dispensationsansøgninger, også fordi jeg den sidste måneds tid har fået så mange mails, borgerhenvendelser, fra folk om nogle af dem, der står til at få statsborgerskab, og er med blandt de 2.500. Der er et par stykker, der bliver anklaget for at være islamister, der er nogle, der bliver anklaget for at have købt sig til lægeerklæringer. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, eller om det bare er påstande, men ville det ikke være rimeligt lige at støtte et ændringsforslag om at genbehandle dem, sådan at vi kan finde ud af, om det her holder?

Ordføreren.

Må jeg først lige sige til det sidste: Vi kan jo ikke, fordi vi får borgerhenvendelser om, at der er nogle, der tror, at andre er et eller andet, så begynde at agere herinde i forhold til det. Vi peger på, at hvis man i det åbne rum ytrer sig antidemokratisk, vil vi gerne høre efter. Så er det personen selv, der har ytret sig.

Så til spørgsmålet om, at hr. Naser Khader er ny ordfører. Nu er det ikke noget problem, at der kommer nye ordførere, for partiet har jo bare haft en anden til at behandle det på det tidligere tidspunkt. Så derfor: Hvis der overhovedet skal være troværdighed i politik, må partiet jo stå ved sin holdning og ved, hvor man har stået på det tidspunkt, for ellers kunne der blive mange sjove nye behandlinger, hver gang der kom en ny ordfører på fra et andet parti. Så derfor har jeg jo opfattet det sådan, at Det Konservative Folkeparti fortsat er Det Konservative Folkeparti, selv om det nu er hr. Naser Khader, der er ordfører.

Hr. Naser Khader

Nu ved ordføreren godt, at når vi sidder som sagsbehandlere og behandler de der dispensationsansøgninger, er det også mange gange subjektivt, hvordan vi forholder os til ansøgningen. Tror jeg på ansøgeren? Det kan godt være, at jeg giver en person et ja. Lad os tage et eksempel. Jeg har ikke problemer med at være large og give en person, som er født i 1930 i Irak, som er analfabet og simpelt hen ikke kan lære dansk, statsborgerskab. En anden fra et andet parti vil måske have en anden holdning, og derfor er der også noget subjektivitet i det. Derfor kan to ordførere fra samme parti have forskellige holdninger til samme sag, og derfor mener jeg, at det er min ret også at kunne se de her sager.

Jeg skal minde om, at når jeg rejser mig op, er det, fordi tiden er gået, og så må man gerne afrunde sit indlæg.

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at det er ordførerens ret at se de her sager. Når et parti har deltaget i den vurdering med en ordfører på det pågældende tidspunkt, må det stå til troende, ellers mener jeg, at politisk arbejde bliver umuligt.

Så er der ikke flere i talerrækken. Jeg siger tak til ordføreren og giver ordet til fru Ulla Sandbæk.

Mange tak. Jeg vil først og fremmest gerne sige tillykke og varmt velkommen til alle dem, der er kommet til at stå på dette lovforslag, og som derved bliver danske statsborgere. Jeg tror ikke, at vi, som har fået statsborgerskabet i fødselsgave, kan sætte os ind i, hvor meget det betyder at få et dansk statsborgerskab og blive en integreret del af det samfund, vi lever i.

På grund af valgudskrivelsen og bortfaldet af L 188 har der hersket stor tvivl om, hvem der ville komme på dette lovforslag. Det har givet anledning til en stribe bekymrede forespørgsler – og med rette. For efter at Indfødsretsudvalget besluttede, at alle dem, der havde fået besked om, at de var optaget på L 188, ville blive overført til L 36, prøvede integrationsministeren at få udvalget til at ændre sin beslutning og sætte de personer, som var blevet godkendt til L 188, til en ny afstemning i udvalget efter nye endnu ikke vedtagne retningslinjer. Jeg vil gerne takke Liberal Alliances ordfører, hr. Leif Mikkelsen, for, at dette ikke lykkedes.

Det er første gang, at en minister har forsøgt at diskvalificere Indfødsretsudvalgets beslutning, men det blev desværre ikke den sidste. For integrationsministeren har også efterfølgende anmodet Indfødsretsudvalget om at stemme for at fjerne en ung mand fra lovforslaget – efter sigende fordi han på grund af antidemokratiske holdninger ikke har gjort sig fortjent til at blive dansk statsborger. Den unge mand har brugt sin ytringsfrihed til at opfordre muslimer til ikke at gøre brug af deres stemmeret, og han erklærer sig som tilhænger af et kalifat. Men samtidig har han udtrykkeligt gjort opmærksom på, at han ønsker kalifatet indført ad demokratisk vej. (Integrationsministeren griner). Ja, grin bare; det bliver ikke indført ad demokratisk vej i Danmark, men han vil gøre sit for, at det kan blive det. Han fastholder også, at han fuldt ud står ved det, han har skrevet under på af løfter om loyalitet over for Danmark, som man skal skrive under på for at blive opført på lovforslaget.

Beslutningen om at fjerne ham, som blev truffet af et snævert flertal i Indfødsretsudvalget, har givet anledning til en lang række bekymrende udtalelser, bl.a. fra seniorforsker i indfødsret ved Institut for Menneskerettigheder Eva Ersbøll, som udtaler, at der ikke er nogen faste love om, at man ikke må ytre sig udemokratisk, når man søger om statsborgerskab, og derfor bryder afgørelsen med princippet om, at alle er lige for loven.

Hun siger også, at den pågældende kan gå til retten.

Tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech skriver i Politiken, at vi nu straffer en indvandrer ved at nægte ham statsborgerskab på grund af sindelag. Det har ikke meget med demokrati og retsstat at gøre ifølge Birthe Rønn Hornbech. Hun siger, at det varsler ilde for meningsfriheden i Danmark, og at problemet er, at ytrings- og meningsfrihed ikke blot er en grundlovssikret ret, men en ret, som vi danskere plejer at hylde, som var det vores religion. Så vidt Birthe Rønn Hornbech, som tilføjer:

»Hvor har man dog ofte læst og hørt de mange, som ikke vil finde sig i, at ytringsfriheden under nogen omstændigheder begrænses. Men det gælder så åbenbart ikke, når talen falder på tildeling af statsborgerskab.«

Mette Fugl citerer i samme nummer af Politiken advokat Thorkild Høyer, for at sige:

Ytringer, der holdes inden for lovens grænser, skal ikke vejes og vurderes. Den unge mand har ikke ytret sig i strid med loven, og så må han, hvor usympatiske hans holdninger end er, kunne få statsborgerskab.

Jeg er naturligvis dybt uenig med den unge mand, både i forhold til et kalifat og det med ikke at benytte sin stemmeret. Men jeg kunne ikke drømme om at udøve sindelagskontrol og nægte ham statsborgerskab. Det er en uhyre problematisk vej at gå, og det er mindst lige så udemokratisk, som den udemokratiske holdning, udvalget anklager den unge mand for at have.

I det hele taget er den totale vilkårlighed, hvorefter statsborgerskab tildeles i Indfødsretsudvalget, også dybt problematisk. Der findes en cirkulæreskrivelse med retningslinjer for, hvornår udvalget kan give en ansøger dispensation, men det fortolkes vidt forskelligt af udvalgets medlemmer. Der er absolut ingen overensstemmelse i forhold til de personer, der får dispensation af udvalgets forskellige medlemmer, og det finder Alternativet dybt problematisk for ansøgernes retssikkerhed.

Jeg håber, at udvalget kan og vil finde frem til en form, hvor det ikke beror på et enkelt medlems vilkårlige skøn, om en ansøger skal blive dansk statsborger. Det må kunne lade sig gøre at lade ministeriet beslutte, hvem der efter bestemte kriterier er berettiget til dispensation, så udvalget kun får de alvorlige tvivlstilfælde til behandling, og at de afgøres efter en grundig drøftelse af for og imod, og ikke som i dag, hvor hvert enkelt medlem blot meddeler, hvem de har godtaget.

Tak for det. Så vil jeg give ordet til hr. Christian Langballe.

Den første indfødsretslov, som blev vedtaget her i Folketinget, var i marts 1850, og der stod Grundtvig, som havde været med til at lave retningslinjer for indfødsret, og belærte Folketinget om, at indfødsret eller statsborgerskab udtrykker det danske folks arveret og ejendomsret til deres fædreland, og at man ikke af misforstået næstekærlighed eller verdensborgerlighed skulle give statsborgerskab til folk, der ikke virkelig var danske af hjertet.

Se, det var en anden holdning, der lå til grund for synet på statsborgerskab og på, hvad Danmark er, end den, ordføreren har fremlagt her i dag. Jeg føler mig helt i overensstemmelse med Grundtvig – den rigtige Grundtvig, ikke den der venstreorienterede, lyserøde Grundtvig, som højskolebevægelsen dyrker.

Men jeg vil godt spørge: Er der overhovedet nogen betingelser, som ordføreren mener man skal opfylde for at få dansk statsborgerskab?

Tak for det. Ordføreren.

Jamen jeg er meget enig med fru Johanne Schmidt-Nielsen i, at hvis man f.eks. er født i Danmark, er man dansk. Nu er det jo mange år siden, Grundtvig kom med sine udtalelser, og dengang han udtalte det her, var der jo altså ikke mange tusinde mennesker, som boede i Danmark, og som havde fast ophold i Danmark, men som var afskåret fra at kunne stemme til danske folketingsvalg, som var afskåret fra at kunne få et dansk pas, og som kunne udvises af landet. Så jeg vil vove at påstå, at situationen er blevet en lille smule anderledes i dag. Jeg ønsker netop ikke et parallelsamfund, jeg ønsker ikke et samfund, hvor mange tusinde mennesker lever uden de rettigheder, som vi andre har, fordi de f.eks. ikke kan blive gode nok til at tale dansk.

Hr. Christian Langballe.

Igen, det er ganske rigtigt, at der er forskel på 1850 og 2015, og der er også forskel på det Folketing, der i dag begynder behandlingen, i forbindelse med at 10.000 skal have statsborgerskab, og så det Folketing, der skulle behandle de 4, der dengang var på loven, dengang Grundtvig var med til at tildele statsborgerskab, men præmissen var fuldstændig grundlæggende den samme, for han siger også, at det ville skære ham i hjertet, hvis man gav statsborgerskab til folk, der ikke var danske og ikke var danske af sindelag og af hjerte.

Ordføreren.

Så vil jeg gerne vide, hvad det er at være dansk af sindelag? Skal vi til at udøve sindelagskontrol i dette hus? De mennesker, der søger statsborgerskab, søger, fordi de gerne vil være en del af Danmark. De bor her allerede, og de siger, at de gerne vil være en integreret del af Danmark, at de gerne vil være med til at stemme til folketingsvalgene, og at de gerne vil være med til at påvirke dette land, for de elsker dette land. Af dem, jeg kender, der har søgt statsborgerskab, har alle gjort det, fordi de fuldt og helt vil Danmark og gerne vil være en integreret del af Danmark. Men vi hindrer dem jo i at blive integreret ved ikke at ville give dem statsborgerskab. Men skal vi udøve sindelagskontrol?

Hr. Naser Khader.

Ordføreren taler igen og igen om retssikkerhed, men det er altså ikke en ret at få dansk statsborgerskab; det er ikke en menneskeret; det er ikke jura. Det er politik. Derfor kan man ikke tale om retssikkerhed.

Det, jeg vil spørge ordføreren om, er: Hvor går grænsen? Kan ordføreren komme med et par eksempler på nogle, der ikke er berettiget til at få statsborgerskab?

Ordføreren.

Det er jo rent faktisk sådan, at ministeriet efter de bestemte retningslinjer, der er, både for at få statsborgerskab og at få dispensation sender nogle over til os i Indfødsretsudvalget, som opfylder i hvert fald de gamle kriterier for at få dispensation. Derfor har jeg skønnet, at dem, som ministeriet mente kunne falde ind under en dispensation, skulle jeg ikke begynde at vurdere ved sindelagskontrol f.eks. Dem ville jeg give dispensation.

Men hvis der f.eks. kommer en anmodning fra PET om, at folk ikke skal stå på sådan et lovforslag, stemmer jeg for, at de ikke kommer til at stå der. Jeg vil naturligvis ikke tage ansvaret for, at mennesker, som PET bedømmer kan være til fare for statens sikkerhed, kan få dansk statsborgerskab.

Så er der ikke flere på talerlisten. Jeg siger tak til ordføreren og giver ordet til fru Lotte Rod.

Tak for det. Det er noget særligt at være dansk statsborger, og det er noget særligt at blive dansk statsborger. Med det her lovforslag bliver vores fællesskab udvidet med 6.284 mennesker. Det er ikke sket uden sværdslag, fordi nogle af de andre partier herinde synes, at de skal sidde og pille i, om de lige kan lide folk eller ej. I debatten lyder det næsten, som om alle bare sådan lige kan få statsborgerskab. Derfor vil jeg godt sætte et par ord på, hvad de mennesker, som vi med det her lovforslag vil give dansk statsborgerskab, lever op til.

For det første skal man som hovedregel have haft ophold i Danmark i mindst 9 år. For det andet skal man være fyldt 18 år for at komme på lovforslaget. For det tredje må man ikke være idømt en ubetinget frihedsstraf på mindst 60 dage for overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13, være idømt udvisning for bestandig eller være idømt ubetinget frihedsstraf i 1½ år eller derover. For det fjerde kan man ikke få statsborgerskab, hvis man har visse typer af forfalden gæld til det offentlige, bl.a. med hensyn til tilbagebetaling af forskellige offentlige ydelser og lån samt skatter og afgifter. For det femte skal man være selvforsørgende. Det vil sige, at man ikke må have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven inden for det seneste år og i det hele taget ikke have modtaget ydelser i mere end 2 år og 6 måneder inden for de seneste 5 år. For det sjette skal man kunne tale dansk. Man skal bevise, man har bestået danskuddannelsens prøve i dansk 2. Det er mange krav.

Nogle personer har et handicap, enten fysisk eller psykisk, der gør, at de ikke kan leve op til kravene. Vi kan i Indfødsretsudvalget give dispensation fra kravene om dansk eller statsborgerskabsprøve, hvis ansøgeren er diagnosticeret med en langvarig fysisk, psykisk, sensorisk eller intellektuel funktionsnedsættelse og som følge heraf ikke er i stand til eller har rimelig udsigt til at kunne opfylde kravene. Det skal være dokumenteret ved en erklæring fra en person med lægefaglig baggrund.

Det er altså ikke hvem som helst, der får statsborgerskab. Det er altid, fordi man lever op til reglerne, eller man har en læges ord for, at der er en god grund, f.eks. handicap eller psykisk sygdom, der gør, at man ikke kan leve op til en bestemt regel.

Hvad vi har været vidne til den seneste tid, hvor et flertal herinde piller en person ud, selv om han lever op til dispensationsreglerne, er simpelt hen ikke en retsstat værdigt. Det er retssikkerhedsmæssig roulette, og det krænker min retsfølelse.

I Radikale Venstre mener vi, at alle, der lever op til reglerne, skal have statsborgerskab. Så jeg vil gerne sige til jer, som et flertal herinde efterlader uden retssikkerhed, at jeg vil kæmpe for retfærdighed. Og til jer, der får statsborgerskab: Tillykke! Jeg glæder mig til at se mange af jer på statsborgerskabsdagen.

Hr. Christian Langballe

Tak for talen. Altså, jeg synes, det er sådan en underlig øvelse hos De Radikale, at det er et spørgsmål om, hvem man kan lide, og hvem man ikke kan lide. Hvem søren har nogen sinde talt om det? Det forstår jeg faktisk ikke. Jeg har en meget god bekendt, som jeg sætter meget højt, som ikke er dansk statsborger. Altså, er det et spørgsmål om at kunne lide eller ikke kunne lide? Det synes jeg da er noget værre pjat. Det er jo bare at gøre debatten plat og vulgær.

Det, som det drejer sig om, er, om de betingelser, som vi sætter, opfyldes, så man kan blive dansk statsborger. Det andet er da noget pjat. Jeg ved ikke, hvorfor De Radikale skal bringe det ind i det, men det kan ordføreren jo svare på.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg henviser til, at vi har fået en sag lagt frem, hvor man lever op til de dispensationsregler, der er, og alligevel er der så et flertal herinde, som siger: Vi kan ikke lide det, han har sagt, og derfor skal han ikke have statsborgerskab. Det krænker retsfølelsen.

Hr. Christian Langballe.

Tak. Det, vi har argumenteret for, og som er sagen – jeg ved ikke, om ordføreren har hørt efter – er jo, at den pågældende person har underskrevet en loyalitetserklæring om, at man så at sige vil stå inde for de danske retsprincipper, der gælder. Er det så fuldstændig ligegyldigt, at man så siger, at det gør man ikke? Altså, man kunne jo lige så godt sige, når vi f.eks. stiller et sprogkrav på dansk 3-niveau – eller det her 9.-klasseniveau, eller hvad det nu er – at det så også er i orden, hvis man søger, selv om man ikke kan dansk. Det er da en mærkelig vilkårlighed. Vi prøver bare at gøre de principper gældende, som gælder i den aftale, der er, og i den aftale, vi også vil lave nu.

Ordføreren.

Jeg synes, og vi synes i Det Radikale Venstre, at det er helt rimeligt, at man stiller krav til, hvad det er, der skal til for at få statsborgerskab. Det, som vi ikke synes er rimeligt, er, når der ligger en dispensationssag, hvor der jo er en konkret grund til, at vedkommende ikke kan leve op til et af de krav, der er stillet, og derfor har en konkret grund til at få dispensation, og at man så – bare fordi man synes det – ikke vil give vedkommende statsborgerskab. Det er da mangel på retssikkerhed.

Hr. Naser Khader.

Med hensyn til loyalitetserklæringen, som Det Radikale Venstre også bakker op om, vil ordføreren ikke give mig ret i, at den også er en form for demokratisk sindelagskontrol? For det, der står i loyalitetserklæringen, er: Hvis du skal være statsborger i det her samfund, skal du være loyal over for vores demokrati og retstilstand og frihedstraditioner. Er det ikke sindelagskontrol?

Ordføreren.

Jeg tænker i virkeligheden, at der, hvor jeg godt vil række hånden ud til jer, er, hvor jeg vil sige, at så lad os da diskutere, om der er nogle regler for at få statsborgerskab, som vi skal kigge på, men så skal de gælde for alle. Det, der er mit problem i det her, er, at vi har nogle regler for, hvad der skal til for at fremlægge en dispensationssag for Indfødsretsudvalget, og så kommer der alligevel nogle af jer, nogle andre politikere fra Folketinget, og siger: Jamen vi synes alligevel ikke, vedkommende skal have statsborgerskab.

Det kan simpelt hen ikke være rigtigt, at der ikke er nogen retssikkerhed.

Hr. Naser Khader.

Jamen reglerne gælder for alle. Men når vi sidder og behandler de der sager, er vi jo også subjektive. Vi ser på det gennem forskellige briller. Det kan være, at jeg giver et ja til en, som en fra et andet parti ikke synes skal have et ja. Eksempelvis er jeg large over for analfabeter, og det kan være, at en anden ikke er det. Så vi ser på det subjektivt.

Men det, jeg vil understrege, handler ikke om enighedskontrol, men det handler om, at vi har en loyalitetserklæring, og hvis folk ikke opfylder loyalitetserklæringen, kan de altså ikke være medborgere. Man skal følge de samme regler.

Ordføreren.

Men lige præcis det, som hr. Naser Khader siger her, synes jeg jo viser, hvad der er problemet, altså at det er en subjektiv vurdering. Jeg tror også, hr. Naser Khader sagde tidligere, at det jo kunne være, at en ordfører fra et parti havde en anden holdning end en tidligere ordfører fra det samme parti. Altså, det udstiller jo lige præcis problemet med, at der så ikke er noget af det, der for mig er en af de mest grundlæggende danske værdier, nemlig retssikkerhed.

Der er ikke flere, der har indtegnet sig til en kort bemærkning. Tak til ordføreren. Den næste i talerrækken er hr. Jacob Mark.

Tak for det, og tak for en foreløbig god debat. I SF har vi glædet os til, at det her lovforslag kom på dagsordenen. Vi har fået rigtig mange mails og rigtig mange opkald, og vi har taget rigtig mange snakke med bekymrede mennesker, der havde glædet sig til at blive danske statsborgere, men som over lang tid i pressen har kunnet se deres sag blive behandlet og foreslået genbehandlet. Det er flere tusinde mennesker, som har gået bekymrede rundt, men som ellers i en årrække har gjort en forskel for det danske samfund, og som i praksis har været præcis lige så danske, som vi er. Det er mennesker, som er integreret, og som bare gerne vil have det røde pas og føle sig som en del af fællesskabet, men som alligevel igen og igen har måttet høre politikere sige: Det er ikke helt sikkert, at I bliver danskere alligevel. Derfor er det dejligt, at vi nu er nået til den dag, hvor vi en gang for alle kan sige, at der altså er et flertal for, at de her sager bliver godkendt.

Noget, der ligger mig på sinde, er ytringsfriheden. Der har i den seneste tid været en række udmeldinger i pressen, som har bekymret mig. Jeg havde egentlig ikke regnet med, da jeg blev valgt, at jeg skulle bruge meget tid på det her med ytringsfriheden, for det tænkte jeg var en selvfølge. Men når jeg så kunne se meldinger i pressen, som at ytringsfriheden ikke gælder for alle, at vi bør screene folks holdninger med en holdningsscreeningsenhed, at vi bør kigge 2.500 menneskers holdninger igennem for at se, om der er noget, der stikker ud, og at vi endda skal kunne fratage folk statsborgerskabet på baggrund af holdninger, så var der et eller andet i mit unge hjerte – jeg læste engang George Orwells »1984« – der sagde: Okay, det her er vildt; vi er nødt til at sige et eller andet. For jeg synes ikke, det er demokratisk, jeg synes ikke, det er foreneligt med de danske værdier, og jeg synes ikke, det er foreneligt med tanken om ytringsfrihed.

Jeg kan huske, at jeg i 8. klasse lavede et projekt om ytringsfrihed, og jeg syntes også, det var frygtelig svært at acceptere, at mennesker, som jeg ikke var enig med, folk, som jeg var virkelig uenig med, skulle være en del af det danske samfund. Og jeg tænkte: Hvordan skal jeg gå op og præsentere det her for min lærer? Så så jeg i Godaften Danmark min formand – det var dengang, Villy Søvndal var formand for partiet – deltage i en debat med Folketingets nuværende formand. De havde taget noget med ind i fjernsynet, som de betragtede som danske værdier. Villy Søvndal talte meget om fællesskab, lighed, velfærd, hospitaler og folkeskoler, og Folketingets formand havde nogle andre bud på, hvad der var danske værdier for hende. Der begyndte det bare at gå op for mig, at man ikke kan sætte en formel på, hvad der er dansk, og at vi aldrig må indskrænke ytringsfriheden, i forhold til hvad danskhed skal være, for vi danskere er forskellige. De danske værdier er forskellige, alt efter hvem man spørger, og helt sikkert også i den her sal.

For mig er en dansk værdi, der er helt afgørende, at der er tankefrihed, at der er ytringsfrihed, og at man sagtens kan være dansker, uanset hvilke holdninger man så måtte have, så længe man overholder den danske lov. Man kan sagtens være loyal, overholde loven og stadig have en holdning til, at samfundets styreform skal være anderledes. Men det kan være svært, for hold op, hvor kan jeg også være uenig med folk. Jeg synes også, at det er uvidende tåber, der synes, at et kalifat vil være bedre i Danmark end det demokrati, vi har. Men der er sikkert også folk, der vil kalde mig en uvidende tåbe, fordi jeg gerne vil have et socialistisk samfund. Sådan har vi forskellige holdninger, og det er for mig noget af det mest danske. Derfor er det meget, meget bekymrende for SF og mig, når vi begynder at pille folk af lovforslaget på grund af holdninger, for vi ser det som en glidebane. Derfor har vi været så meget imod den ageren.

Men tillykke til de mange mennesker, der nu alligevel får deres statsborgerskab. I har ventet længe; I har gjort en kæmpe indsats, og I fortjener om nogen langt om længe at kunne kalde jer fuldbyrdede danske statsborgere. Tak.

Hr. Naser Khader.

Ordføreren siger igen og igen det med holdninger og uenighed i holdninger. Er der eksempler på nogen her i salen, der har været ude at sige, at folk, der skal have statsborgerskab, skal have de samme holdninger, som de har? Jeg har i hvert fald ikke været ude at sige, at man skal have de samme holdninger som mig. Så det handler ikke om holdninger, men det handler om det grundlæggende livssyn og drømmesamfundet; det handler om, at der er nogle, der har et helt andet drømmesamfund. De ønsker ikke demokratiet, og de vil gerne have en anden samfundsform, hvor man faktisk forbyder ytringsfrihed. Der er jo forskel på at sige, at man skal have de samme holdninger, og så at sige nej til folk, der ønsker et helt andet samfund. Er ordføreren ikke enig med mig i det?

Ordføreren.

Nej, det er ordføreren faktisk ikke. Mit livssyn og mit drømmesamfund er da min SF'ske og socialistiske holdning. Holdninger er da at mene, at man skal opfylde landets love, at man er loyal mod det danske samfund, at man lever op til kravene, men at man stadig væk kan have en holdning til, at den her styreform ikke er den bedste. Det er holdninger, og det synes jeg der skal være plads til.

Så er det hr. Christian Langballe.

Til det, som ordføreren sagde, om, at det kunne være svært med folk, der har en anden holdning end en selv, må jeg for min part sige, at det oplever jeg desværre alt for ofte. Jeg har ikke nogen intention om, at folk skal mene det samme som mig. De må søreme godt være uenige, så det er ikke det, det handler om. Det, det handler om, når man skal tildeles et dansk statsborgerskab – og det tildeles ikke fra ministeriets side, som jeg tror fru Ulla Sandbæk antydede, altså at det var sådan noget, som kunne tildeles administrativt, men det er faktisk Folketinget, der tildeler det, som det står foreskrevet i grundloven – er, at vi stiller nogle betingelser, nemlig at man accepterer den demokratiske ramme. Inden for den kan man være fuldstændig uenig om stort set alt, men rammen skal man acceptere. Det er det, vi taler om her.

Ordføreren.

Lige den del er jeg enig i, altså at man skal acceptere den demokratiske ramme, men der har jo heller ikke været tale om mennesker, som ikke accepterer den demokratiske ramme. Der er tale om mennesker, som anerkender rammen, men som siger, at de ville ønske, at rammen så anderledes ud, og det er tanke- og holdningsfrihed. Jeg ville aldrig give lov til, at mennesker, der ikke accepterede rammen, eller som gjorde noget ulovligt, skulle være danske statsborgere, men det er ikke det, vi snakker om, for det er en holdning. Jeg har også hørt ordføreren sige i en debat med undertegnede, at han heller ikke mener, at kommunister skulle have statsborgerskab. Altså, jeg kender kommunister, der hele livet igennem har betalt skat, har anerkendt det danske samfund og har levet efter grundloven. Det er da holdningsfrihed; man har da lov til at have holdninger til, hvordan et samfund skal se ud, og stadig godt være dansker.

Hr. Christian Langballe.

Hvis man udtrykker en totalitær ideologi, der drejer sig om, at man forkaster demokratiet, så mener jeg altså ikke, at man skal have statsborgerskab, og det er egentlig de betingelser, vi stiller i forhold til den her loyalitetserklæring, som ordføreren jo refererede så smukt til. Vi skal være loyale over for det land, hvor vi får et statsborgerskab.

Så vil jeg i øvrigt sige noget andet. Jeg ved ikke, om ordføreren ved, hvad et kalifat er, men man kan jo prøve at sætte sig ind i det og så spørge, om det er et udtryk for demokrati. Der er bl.a. det, der foregår i Saudi-Arabien, som jeg mener er forholdsvis tæt på, selv om det ikke er et rigtigt kalifat; det er faktisk meget værre. Er det inden for en demokratisk ramme, at man har et kalifat? Det forstår jeg simpelt hen ikke.

Ordføreren.

Jeg sagde også, at jeg mener, at det er tåber, der ønsker et kalifat, og det siger jeg gerne igen og igen. Men så længe man anerkender, at vi har et demokrati i Danmark, så længe man siger, at det lever man med, så er det okay, at man har holdningerne til nogle andre ting. Og ordføreren siger, at man ikke må have en totalitær ideologi. Jeg mener sådan set, at holdningsscreeningsenheder og det at fratage danske statsborgerskaber nærmest er det at have en totalitær ideologi, men det gør jo altså ikke ordføreren mindre dansk.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Tak til ordføreren. Den næste taler i talerrækken er hr. Naser Khader.

Tak. I Danmark er jeg ikke født, men her har jeg hjemme. Samtidig er det mine børns fædreland, og det er også mit. Jeg kerer mig om Danmark. Det gør jeg, fordi jeg er født i ufrihed; jeg ved, hvad jeg er sluppet væk fra, men jeg ved også, hvad det er, jeg har fået, og det er unikt. Derfor vil jeg gerne være med til at passe på Danmark.

Når vi i dag behandler dette lovforslag, mangler der som bekendt en person i forhold til det oprindelige lovforslag. Nogle synes, det er en for lidt, men det er ikke nogen overraskelse, at vi i Det Konservative Folkeparti er meget glade for, at antidemokraten og islamisten Belal El-Khatib ikke længere er at finde på forslaget. Den forudgående debat om statsborgerskab, både før i dag og nu i salen, har vist mig flere ting. Jeg er nemlig blevet endnu mere bestyrket i, hvor vigtigt det er, at vi får forstået, især her i Folketingssalen, at statsborgerskab ikke er en ret for nye borgere, som de uden videre får. Det er en politisk beslutning, som vi træffer her i salen. Og statsborgerskab skal ikke gives til alle. Hvorfor? Fordi statsborgerskab forpligter. Et statsborgerskab forpligter nemlig modtageren til at være aktiv for demokratiet, og det er ethvert lands suveræne ret at bestemme, hvem der skal være statsborger, hvem de mener vil være et aktiv for demokratiet.

Derfor er en del af det at få statsborgerskab, at man underskriver loyalitetserklæringen. Men loyalitetserklæringen er åbenbart ikke det papir værd, den er skrevet på, fordi man samtidig går ud og agiterer for noget helt modsat af det, der står i erklæringen. Jeg er glad for den demokratiske sindelagskontrol, der ligger i loyalitetserklæringen, men vi har også en ambition om, at loyalitetserklæringen også forpligter. Det at være statsborger er ligesom at være medlem af en forening; man skal underlægge sig vedtægterne.

Det er blevet kaldt sindelagskontrol at ville forlange, at kommende statsborgere tager loyaliteten over for demokratiet alvorligt. Jeg kalder det rettidig omhu over for vores demokrati. Det er heller ikke enighedskontrol, nej, man behøver ikke at være enig med mig eller sige det samme som mig, men den demokratiske grundpakke skal man byde ind på.

Jeg er blevet mødt med kritik om, at jeg i sin tid, da jeg kom til Danmark, havde kontroversielle holdninger i forhold til de homoseksuelle – det havde jeg, da jeg var 16-17 år – og det er korrekt. Jeg ville heller ikke have givet mig selv statsborgerskab dengang, men det ville jeg senere, for jeg blev klogere. Jeg kom med al min uvidenhed til Danmark, da jeg var 11 år, fra et land, hvor den slags holdninger var almindelige. Jeg kom til Danmark som demokratisk analfabet, ikke som antidemokrat, men demokratisk analfabet, og så er jeg blevet klogere.

Belal El-Khatib er født her, omgivet af holdninger, der ligger langt fra dem, han har i dag. Det er muligt, at også han bliver klogere på et tidspunkt, men så må han søge igen, og så må vi se på ansøgningen igen.

Her på det seneste, den sidste måneds tid, hvor vi har haft en hel del debat om statsborgerskabet, har jeg fået en hel del borgerhenvendelser, flere mails i forhold til nøjagtig 14 ansøgere. Nogle af dem er blandt de 2.500, der har søgt dispensation. De bliver anklaget for en masse, som jeg ikke kan undersøge eller forholde mig til, så det skal jeg have hjælp til, og bl.a. derfor er vi også tilhængere af et ændringsforslag i forbindelse med andenbehandlingen for at se på de 2.500 sager igen, så vi kan finde ud af, hvordan vi skal forholde os til de påstande, der kommer i de borgerhenvendelser, vi har fået. Det kan godt være, at nogle af dem ikke holder, men jeg synes, vi skal tage vores arbejde alvorligt og tage de borgerhenvendelser alvorligt og undersøge, om de påstande holder. Tak.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Hvordan skal man bevise det, hvis man skifter holdning? Lad os sige, at den her unge mand, som nu får afslag på statsborgerskab, om et halvt års tid melder sig ind i Det Konservative Folkeparti og bliver helhjertet antinazist, altså støtter hr. Naser Khaders mærkesag nummer et. Det er ikke utænkeligt. Den unge mand har tidligere været formand for Dansk Folkepartis ungdom i Roskilde, dengang han havde afbleget hår og lyseblå kontaktlinser. Hr. Naser Khader kender, som han også selv sagde i ordførertalen, jo selv til det med at skifte holdning, eftersom hr. Naser Khader som ganske ung mente, at homoseksuelle skulle slagtes. Så hvordan skal man bevise det over for Folketinget, hvis man skifter holdning igen igen?

Ordføreren.

Altså, hvis den pågældende i morgen meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti, ville jeg være skeptisk. Det ville være for opportunt, det ville kun have noget at gøre med, at han ville have statsborgerskab. Jeg tror ikke på det. Men vi skal give folk en chance. Han er jo ikke dømt for livet. Det kan godt være, at han ændrer holdning. Jeg håber virkelig, han bliver demokrat igen, for han har prøvet det før. Det kan være, han opfatter det her som en misforståelse. Det har vi andre eksempler på er sket.

Der siger vi, at der må vi forholde os til den nye situation. I forhold til de folk, der bliver beskyldt for at have tilsvarende holdninger, kunne jeg egentlig fremover godt tænke mig, at PET ikke bare hjalp os med at fjerne dem, der udgjorde en sikkerhedsrisiko, men også gjorde os opmærksom på, at der er nogle, der er aktive i de islamistiske miljøer, og at vi skulle se ekstra på dem. Og så kunne jeg egentlig godt tænke mig, at vi gjorde som USA. Der indkalder man folk til høringer og samtaler og spørger: Hvorfor vil I have statsborgerskab? Ud fra sådan en samtale kan man konkludere, om folk er oprigtige demokrater.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

For det første: Skal jeg forstå hr. Naser Khader sådan, at alle de mennesker, der søger om statsborgerskab, fremadrettet, hvis det stod til Det Konservative Folkeparti, skulle indkaldes til en samtale om, hvilke politiske holdninger de har? Var det det, hr. Naser Khader lige sagde fra Folketingets talerstol?

For det andet: Jeg fik faktisk ikke et svar på mit spørgsmål. Hvordan skal denne unge mand og alle mulige andre for den sags skyld konkret bevise det, hvis de skifter holdning? Skal de indkaldes til et møde? Hvordan skal man bevise, hvilke holdninger man har eller ikke længere har?

Ordføreren.

Det, jeg siger, er ikke, at det er alle, der skal komme ind til en samtale. Det skal de folk, der har dybt antidemokratiske holdninger, men som på nuværende tidspunkt ikke udgør nogen sikkerhedstrussel. Der, hvor PET går ind og hjælper os, er i forhold til folk, der udgør en sikkerhedstrussel, men der er også en masse, der er aktive på de islamistiske sociale medier, bl.a. Belal El-Khatib. PET gjorde os ikke opmærksom på, at han har de der holdninger. Men fremover vil jeg gerne have, at vi får at vide, at der er nogle, der har antidemokratiske holdninger, og den gruppe vil jeg gerne have til en samtale for at høre, hvorfor de vil have statsborgerskab, når de ikke bryder sig om det her samfunds grundlæggende demokrati.

Fru Lotte Rod.

Hvis vi så forestiller os, at folk faktisk kommer ind til os i udvalget, og at vi så kan stille spørgsmål til dem om, hvorfor de gerne vil have statsborgerskab, hvad er det så for et grundlag, som hr. Naser Khader vil bedømme folk på? Jeg er ikke psykolog, jeg føler mig overhovedet ikke i stand til at vurdere, om folk taler sandt eller falsk eller har en diagnose, der gør, at de måske siger et eller andet, der er helt vanvittigt, og at de i virkeligheden mener noget andet. På hvilket grundlag vil hr. Naser Khader bedømme folk?

Ordføreren.

Man skal bare stille de rigtige spørgsmål. Det har vi kunnet se i forhold til Belal El-Khatib. Han er blevet stillet til regnskab i Radio24syv, i Deadline, og ud fra de spørgsmål, der blev stillet, sidder man tilbage med den opfattelse, at vedkommende er islamist, når han ikke kunne tage afstand fra stening. Han vil gerne have et kalifat, men så skal det være, hvis et flertal af befolkningen ønsker det, det vil sige, at han vil bruge demokratiet til at afskaffe det. Ud fra sådan en samtale kan jeg i hvert fald godt konkludere, om vedkommende er demokrat eller ikke er demokrat.

Fru Lotte Rod.

Okay. Når man så har fundet ud af, at det er det, man bliver bedømt på, så kan det godt være, at man stadig væk mener det, men at man ikke siger det. Så når hr. Naser Khader spørger, om man går ind for stening, svarer man: Nej, det gør jeg ikke. Vil hr. Naser Khader så give statsborgerskab eller hvad?

Ordføreren.

Altså, med hensyn til den gruppe, jeg taler om, som jeg gerne vil have PET's hjælp til, er det enormt vigtigt, at vi har en baggrund i forhold til de ting, de har udtalt sig om og sagt på de islamistiske sociale medier. Så kan man foreholde dem de her ting. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at have inviteret Belal El-Khatib og konfronteret ham med de holdninger, han giver udtryk for på de sociale medier.

Hr. Leif Mikkelsen.

Jeg vil gerne sige tak for en flot ordførertale. Det, der får mig til at spørge, er, at hr. Naser Khader sådan de seneste dage har gjort det til en særlig begrundelse, at han var ny ordfører. Det kom lidt bag på mig, for jeg tænkte: Hvad har det af konsekvenser for folkestyret, hvis der efter valg kommer nye ordførere på områder, hvor man synes det kunne være anderledes, som så siger, at nu er man nødt til at kigge på den sag igen, for nu er der kommet nye ordførere? Jeg forstår ikke begrundelsen, og jeg mener, det ville være fuldstændig uholdbart, hvis man overhovedet skulle tænke den tanke til ende. Så jeg savner bare begrundelsen eller baggrunden eller vil gerne høre om hr. Naser Khaders tro på, at det virkelig holder vand.

Hr. Naser Khader.

Nu handler det ikke om alle ordførerskaber – jeg har ni styks. Det handler ikke om det udenrigspolitiske, det handler ikke om kultur, medier, kirke. Det handler om det at sidde i Indfødsretsudvalget, som er unikt og specielt, og hvor vi behandler sagerne ud fra grundlovens § 44, stk. 1. Der står, at det er en politisk beslutning; det er et politisk flertal, der afgør det. Vi sidder som MF'er som sagsbehandlere – du og jeg – og vi får alle sammen de der flyttekasser med bilag, som vi skal gennemgå, og vi forholder os også subjektivt det. Vi ser på de formelle kriterier, men jeg har da givet et ja til en, der var analfabet, hvor jeg tænkte: Vedkommende kan simpelt hen ikke lære dansk, men jeg vil gerne være large. Det ville du eller en anden måske ikke. Så vi sidder faktisk og vurderer det subjektivt, og derfor kan den ene ordfører have én holdning og den anden en anden holdning, også inden for samme parti.

Vi bruger ikke duformen i Folketinget. ( Naser Khader (KF): Beklager, jeg er ny.)

Hr. Leif Mikkelsen.

Men, hr. Naser Khader, uanset det, vil det så ikke være fuldstændig uholdbart, også på det her område – og især på det her område – hvis ethvert parti kunne benytte sig af at sige: Nu har vi fået ny ordfører, så vi vil gerne lige kigge på de sager fra tidligere? Nu har der så også været et folketingsvalg, men er det ikke en fuldstændig uholdbar tankegang? Jeg har bare tænkt lidt over det nu, hvor det har været fremført så markant som en begrundelse, og ikke rigtig kunnet forstå det i forhold til folkestyret. Så ville det ikke bare være fuldstændig ødelæggende for princippet om, at når først man har taget stilling, har man taget stilling, og at partiet står ved det og ikke enkeltpersoner?

Ordføreren.

Altså, jeg synes ikke, det er fair, at jeg skal forholde mig til 2.500 sager, jeg ikke har set. Så opdager vi helt tilfældigt, at en af dem er en islamist, en antidemokrat. Jeg er overbevist om, at der er flere af hans slags, og vi kan først finde ud af det, hvis vi gennemgår sagerne igen.

Det, jeg siger, er, at vi ser på de her ting med forskellige briller. Jeg ser på dem med nogle andre briller end andre. Jeg forstår godt, at Liberal Alliances ordfører siger, at han har set dem og ikke vil se dem igen. Men jeg har ikke haft den mulighed, og derfor siger jeg, at det er min ret at få lov til at se de der sager, selv om de blev førstebehandlet i sidste folketingssamling.

Hr. Jacob Mark. ... Hr. Jacob Mark?

Undskyld, vi står og sludrer. Jeg har egentlig rejst mig sådan af ren nysgerrighed, og det er, fordi jeg i dag har kunnet læse, at ordføreren foreslår, at alle de sager, vi behandler i dag, og som gudskelov ser ud til at komme igennem, skal genbehandles, så man kan finde ud af, om der er flere – jeg citerer – »jihadister« blandt de her sager. Hvordan forestiller hr. Naser Khader sig at man tjekker dem igennem rent praktisk? Altså, hvem skal gøre det, og hvordan skal det gøres?

Ordføreren.

Jeg har ikke sagt alle sager. For jeg har flere gange understreget, at et flertal er lovlydige borgere, der bidrager positivt til det her samfund, og de fortjener statsborgerskab, og tillykke med det. Det, jeg har sagt, er, at der er nogle iblandt, der ikke opfylder de kriterier. Jeg har fået borgerhenvendelser fra nogle, der hævder, at nogle har købt sig til lægeerklæringer. Der er nogle, der hævder, at nogle er jihadister. Jeg har ikke en kinamands chance for at undersøge det ved bare at se sagerne, som jeg har bedt om aktindsigt i. Derfor siger jeg, at jeg godt kunne tænke mig at genbehandle de 2.500 sager, så vi kunne gå i dybden med nogle af de påstande, der kommer her. Det kan jo være, det ikke holder. Men jeg mener, det er vigtigt, at vi tager de henvendelser alvorligt, især hvis de kommer fra læger og ikke jaloux naboer.

Hr. Jacob Mark.

Mit næste spørgsmål vil så være: Hvem er det, der definerer de her kriterier, som ordføreren snakker om skal ligge til grund, når man kigger sagerne igennem? Er det ordføreren, der skal definere dem? Og betyder de her kriterier så, at f.eks. Jehovas Vidner ikke vil kunne få statsborgerskab, fordi de, så vidt jeg ved, opfordrer til ikke at stemme? Betyder det, at kommunister, som Dansk Folkeparti foreslår, ikke kan få statsborgerskab? Hvem er det, der definerer de her kriterier?

Ordføreren.

Vi skal forholde os til ansøgningerne i henhold til de regler og retningslinjer, vi har, bl.a. loyalitetserklæringen. Hvis folk ikke opfylder loyalitetserklæringen, mener jeg ikke, de skal have statsborgerskab.

I forhold til Jehovas Vidner, som er blevet nævnt flere gange: Jehovas Vidner er ikke antidemokrater. Jehovas Vidner har ikke en ambition om at indføre et totalitært samfund, hvor man stener utro kvinder. Jehovas Vidner accepterer demokratiet, de vil bare ikke deltage i afstemning, når der er valg. Så man skal virkelig være forsigtig med at sætte lighedstegn mellem Jehovas Vidner og de der bindegale jihadister.

Fru Ulla Sandbæk.

Mange tak. Jeg vil gerne spørge ordføreren, hvordan han har tænkt sig at finde ud af, om en eller flere på listen har købt en lægeerklæring. Skal man gå alles kontoudskrifter igennem for at se, om de har betalt en læge for en lægeerklæring? Hvordan kan man overhovedet finde ud af det?

Ordføreren.

Hvis spørgeren fik en mail fra nogen, der nævner navne, der står i det lovforslag, som vi behandler i dag, om, at de har købt en lægeerklæring, hvordan ville ordføreren så forholde sig til det? Ville man bare overse det? Jeg vil i hvert fald undersøge, om der er noget om det. For vi har jo eksempler – der er i hvert fald nogle sager, der kører, hvor nogle læger har været for flittige med at give lægeerklæringer. ( Johanne Schmidt-Nielsen (EL) fra salen: Kun én!) Hvad siger du?

Rolig! Vi beder om mulighed for at tale i Folketingssalen, og så taler man, når jeg har sagt, man får ordet. Og nu har fru Ulla Sandbæk ordet.

Så vil jeg bare gerne gentage spørgsmålet: Uanset om der er kommet en mail om, at en eller anden navngiven person har købt sig til en lægeerklæring, hvordan kan man så finde ud af, om det er tilfældet eller ej?

Ordføreren.

Det er svært for mig som medlem af Folketinget at finde ud af det. Der må jeg have hjælp. Jeg vil gerne have hjælp, det kan være af sundhedsmyndighederne, det kan være af Indfødsretsudvalget, og det kan være andre. Jeg kan ikke forholde mig til det. Men jeg synes faktisk, det er dybt problematisk, at de påstande kommer, og derfor skal de efterprøves. Jeg har i hvert fald navne på 14 personer, der er med her, som nogle hævder er ved at få statsborgerskab uden at være legitimt berettiget til det. Og jeg synes faktisk, at hvis vi skal tage vores opgave alvorligt, skal vi undersøge det.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Det er mit indtryk, at udlændinge-, integrations- og boligministeren gerne vil have ordet.

Tak for det. Jeg har forstået, at man som minister normalt ikke tager ordet, når det lige præcis handler om behandling af indfødsretslovforslag. Men det vil jeg gøre den her gang, og det vil jeg, fordi jeg synes, debatten har været helt speciel, også fordi den har omhandlet meget andet end de mennesker, der nu får et dansk statsborgerskab.

Det har jo handlet om mange principielle spørgsmål, og for mig og for regeringen er det sådan, at det at få et dansk statsborgerskab er noget helt specielt. Det er også det, et flertal i Folketinget nu, kan man sige, har understreget ved at hæve barren for, hvornår man kan kalde sig for dansk statsborger.

Jeg vil gerne takke et bredt flertal i Folketinget for netop at have været med til at ændre på cirkulæret. Jeg synes, det har en meget stor styrke, at vi ser et bredt flertal bag tildelingen af statsborgerskab, hvilket vi jo ikke har oplevet siden 1999, i hvert fald ikke at en aftale har rakt ind over midten. Så det vil jeg gerne takke for.

Helt konkret betyder de stramninger, som vi nu gennemfører vedrørende tildeling af statsborgerskab, at vi stiller øgede krav om sprog, vi stiller øgede krav om selvforsørgelse, men også at vi forlænger karensperioden for de ansøgere, der har begået noget strafbart.

Som sagt synes jeg, og det gør et flertal i Folketinget, et bredt flertal i Folketinget, at det at få et statsborgerskab er noget helt, helt specielt. Det at kunne kalde sig dansker er noget specielt, og derfor er det også noget højtideligt, og det synes jeg vi har understreget med den aftale, som vi har indgået her for nylig. Så mange tak for det.

Så handler lovforslaget i dag jo, kan man sige, om noget lidt andet, nemlig de mange mennesker, der nu får et dansk statsborgerskab. En række – og det er jo heldigvis de fleste – får det, på baggrund af at de rent faktisk opfylder kriterierne, dog de gamle kriterier, og så er der en række, der får dansk statsborgerskab på grund af en dispensation, og det er så i høj grad den del, der har været til debat i dag. Men tak for debatten.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Ministeren har jo pillet en navngiven person ud og offentligt erklæret, at ministeren mener, at vedkommende er antidemokrat, og at vedkommende derfor ikke skal have statsborgerskab. Og det er jo, på trods af at vedkommende hverken er sigtet eller dømt for noget som helst ulovligt.

Et princip, der normalt gør sig gældende, er jo, at man skal behandle alle sager ens. Hvordan vil ministeren sikre, at alle ansøgere fremover screenes for, hvilke politiske holdninger de har, altså om de er antidemokrater eller ej? Hvordan vil ministeren sikre, at alle ansøgere behandles ens?

Ministeren.

Nu er det rent faktisk sådan, at lige præcis når man får tildelt dansk statsborgerskab, er det jo en enkeltsagsbehandling. Og det betyder jo også, at det er op til Indfødsretsudvalget hver eneste gang at tage stilling til, om et menneske skal have et dansk statsborgerskab eller ej.

Det, jeg har sagt i tilfældet med Belal El-Khatib, er, at han jo ikke lever op til betingelserne. Så det vil sige, at det jo beror på en dispensation, hvis han skal have et dansk statsborgerskab. Og så har jeg sagt, at jeg synes, det er underligt, at man, når ansøgeren ikke lever op til betingelserne, men får sit danske statsborgerskab via en dispensation, så belønner et menneske, der er erklæret islamist, og som i hvert fald er imod de værdier, som vi har grundlagt vores samfund på. Det er det, jeg har sagt.

Fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jo, men jeg spørger ikke til Indfødsretsudvalgets behandling af sagen – jeg spørger til ministerens og Integrationsministeriets, Indfødsretskontorets behandling af sagen. For det er rigtigt, at Folketingets Indfødsretsudvalg kan gøre lige, hvad man har lyst til. Det kan en minister og et ministerie jo ikke. En minister skal behandle alle sager ens. Og derfor spørger jeg igen: Hvordan vil ministeren sikre, at ministeren fremover screener alle sager for, hvilke politiske holdninger ansøgerne har? For jeg går ud fra, at ministeren hylder det grundlæggende princip, vi har i den danske retsstat, nemlig at ministeren ikke bare sådan kan gå rundt og pille sager ud og sige, at det synes ministeren lige noget om, men at man faktisk behandler sagerne ens.

Ministerens tilgang, ministeriets tilgang, ikke Indfødsretsudvalgets tilgang spørger jeg til.

Ministeren.

Ja, men det er jo sådan set også præcis det, jeg svarer på, for sagen er den, at den pågældende person, Belal El-Khatib, ikke lever op til kravene for at få et dansk statsborgerskab. Så får han det så via en dispensationsordning, på grund af at et flertal i Indfødsretsudvalget ønsker, at han skal have et dansk statsborgerskab.

Jeg kan jo godt have den personlige holdning, og det har jeg, at jeg synes, det er underligt at belønne en person, der jo er fundamentalt imod det værdisæt, som vi har bygget vort land på, med et dansk statsborgerskab. Men han stod på listen umiddelbart, men dog inden lovforslaget blev trykt. Da jeg så i medierne kunne se, at der øjensynlig var et flertal, der ikke ønskede, at den pågældende person, Belal El-Khatib, skulle sættes på lovforslaget, så spurgte jeg Indfødsretsudvalget, om det var korrekt forstået. Derfra fik jeg et brev tilbage om, at det var korrekt forstået – derfor står han ikke på lovforslaget.

Hr. Jacob Mark.

Tak. Og tak for talen. Jeg rejser mig egentlig mest for sådan lige at forventningsafstemme i forhold til den næste periode. Jeg har jo hørt ministerens parlamentariske grundlag Dansk Folkeparti sige, at de ønsker en holdningsscreeningsenhed, der skal screene holdninger igennem, og jeg vil egentlig bare høre, om ministeren er enig i det, og om det er noget, ministeren vil arbejde for fremadrettet.

Ministeren.

Altså, jeg er meget tilfreds med den aftale, som vi har indgået, og som Socialdemokraterne ud over de blå partier også er en del af, hvilket jeg synes er en meget stor styrke, altså at det netop rækker ind over midten. Så jeg står selvfølgelig fuldstændig bag den aftale, som vi har indgået, og jeg har ikke set et forslag fra Dansk Folkeparti om screeninger på anden vis.

Så jeg står ved den aftale, vi har indgået, og synes, den er rigtig god, så nej, der er ikke lagt op til det.

Hr. Jacob Mark.

Tak. Jeg har også hørt det parlamentariske grundlag foreslå, at man skal kunne fratage statsborgerskaber, hvis det viser sig, at de pågældende mennesker ikke har holdninger, der er forenelige med det, som den siddende regering opfatter som loyalitet. Er det noget, ministeren så vil kunne arbejde på fremadrettet, eller er man heller ikke enig med det parlamentariske grundlag her?

Ministeren.

Uden at jeg skal udlægge teksten for, hvad medlemmer af Dansk Folkeparti har sagt, så vil jeg tro, at det handler om, hvad der sker, når en person, der har skrevet under på en loyalitetserklæring – og det gør man – så bryder det efterfølgende, altså at det er den diskussion, man ønsker at rejse. Men igen kan jeg sige, at jeg står fuldt og helt bag den aftale, vi har indgået, og derfor lægger jeg jo heller ikke op til ændringer i den.

Fru Lotte Rod.

For os i Radikale Venstre er retssikkerhed en helt grundlæggende dansk værdi. Deler ministeren den opfattelse?

Ministeren.

Selvfølgelig gør jeg det.

Fru Lotte Rod.

Hvordan synes ministeren så det hænger sammen med retssikkerhed, når praksis er sådan, som hr. Naser Khader beskriver, altså at to medlemmer fra det samme parti kan mene noget forskelligt, og at det i øvrigt bare er et subjektivt skøn? Er det retssikkerhed?

Ministeren.

Nu vil jeg sige uden at skulle blande mig for meget i de forskellige partiers indstilling til forskellige politikområder, at jeg dog før har set, at medlemmer af det samme parti kunne have forskellige holdninger til enkeltsager.

Men nu er det rent faktisk sådan, at lige præcis på indfødsretsområdet er det jo det enkelte medlem, der selv sidder, kan man sige, og tager stilling til hver enkelt sag. Det adskiller sig fuldstændig fra resten af arbejdet i Folketinget, når vi har med indfødsretssager at gøre. Så det må være op til det enkelte medlem at bestemme, om man synes, der f.eks. skal tildeles et statsborgerskab på baggrund af en dispensation. Sådan er det. Det her er enkeltsagsbehandling, og det skal vi respektere. Det er jo netop det, jeg respekterer og selvfølgelig også er forpligtet til at respektere som minister.

Hr. Christian Langballe.

Altså, nu skal man altid passe på med at lade venstrefløjen udlægge ens synspunkt, så jeg føler sådan en vis form for pligt til at rejse mig op for lige at prøve at forklare, hvad det er, vi faktisk mener. Jeg mener egentlig, at det er screening af udsagn som f.eks. de udsagn, der er fremkommet fra den omtalte person, som vi diskuterer, og som blev pillet af lovforslaget. Der mener jeg at det er helt regulært, at hvis der er personer, der i pressen eller på hjemmesider giver udtryk for, at de vil omstyrte det danske demokrati, skal de ikke have dansk statsborgerskab. Det synes jeg sådan set er meget enkelt. Det er det, jeg forstår ved en screeningsenhed. Det er ikke sådan noget med, at man skal kigge ind i hovedet på folk, altså sidde helt inde i deres tanker og kontrollere, hvad de tænker, men det er bare sådan en regulær screeningsenhed, der kunne registrere sådanne udsagn, sådan at man kunne bruge dem i forhold til statsborgerskabsbehandling. Så enkelt er det.

Jeg vil i øvrigt sige, at ordføreren fra SF sidder og taler om, at det skulle være sådan en ny tanke, at man kan fortabe sit statsborgerskab. Jamen kære ven, det kan man jo allerede. Det står i § 8 A, at personer, der giver svigagtige oplysninger for at få et statsborgerskab, kan miste det, og det er det, jeg taler om. Jeg foreslår søreme ikke noget nyt. Jeg foreslår simpelt hen, at man følger det, der er lovgivning.

Tak til ordføreren. Ministeren.

Jeg kan blot sige, at jeg altid nærer dyb mistillid, når venstrefløjen udlægger teksten for mine holdninger også, så jeg deler fuldstændig hr. Langballes syn på det.

Hr. Christian Langballe.

Vi kan jo diskutere det andet her efterfølgende. Jeg mener faktisk, der i lovgivningen er mulighed for at fratage et statsborgerskab, for hvis man giver svigagtige oplysninger, og det vil også sige i forhold til at give en loyalitetserklæring, kan man ifølge de retningslinjer, der gælder, fortabe sit statsborgerskab.

Så vil jeg godt lige komme ind på en sidste ting her. Fru Ulla Sandbæk synes, at det er en mærkelig måde, vi behandler på. Er ministeren enig i, at den måde, vi behandler på, er foreskrevet af grundloven? Altså, grundlovens § 44 foreskriver, at vi behandler det ved lov, og det vil sige, at det drejer sig om subjektive vurderinger.

Ministeren.

Jeg er helt enig med hr. Christian Langballe i det synspunkt.

Fru Ulla Sandbæk.

Mange tak. Når der står i grundloven, at vi skal behandle det ved lov, er vi selvfølgelig nødt til det, og det er ikke det, jeg anfægter.

Det er jo i forvejen sådan, at ministeriet efter ganske bestemte kriterier sender nogle sager til behandling i Indfødsretsudvalget, mens andre sager bliver afvist, inden de overhovedet når Indfødsretsudvalget. Så mener jeg, det er betænkeligt, at to ansøgere, der kan have nøjagtig samme baggrund, kan få to vidt forskellige svar, fordi nogle af dem, der sidder i Indfødsretsudvalget, har sagt god for den ene og ikke har sagt god for den anden. I øjeblikket er situationen jo den, at der er et flertal, som vil sige nej til de allerfleste, men som måske tager fire-fem stykker ud og siger ja til dem. Af de fire-fem stykker, som får et ja, er det vidt forskellige mennesker, der får det ja. De får nej fra de fire partier og ja fra det femte, og så er de pludselig sat på. Det mener jeg ikke giver en ordentlig retssikkerhed. Jeg mener, at man må kunne gøre det sådan, at der er en ensartethed i, hvem der får ja og nej. Og det må være, fordi vi får færre sager sendt over til bedømmelse.

Ministeren.

Der er jo flere ting at sige til det. For det første må man jo formode, at der efter den her tale vil være en meget, meget stor stringens, hver eneste gang fru Ulla Sandbæk sidder og behandler sager i Indfødsretsudvalget. Det er jo fint. Når det er sagt, er der rent faktisk sat et arbejde i gang for at se, om man på en eller anden måde kan lette sagsgangen i Indfødsretsudvalget. Det er noget af det, som de partier, som rent faktisk forblev ved forhandlingsbordet, aftalte med hinanden. Man kan så bare beklage, at Alternativet ikke forblev ved forhandlingsbordet, for så kunne de jo have fået indflydelse på det arbejde.

Det sidste, der er at sige til det, er, at hvis fru Ulla Sandbæk ønsker at følge sin logik, er det grundloven, der skal ændres, for det er nu engang sådan i dag, at det hver eneste gang beror på en sagsbehandling i Indfødsretsudvalget, når man tildeler statsborgerskab.

Fru Ulla Sandbæk.

Man behøver jo altså ikke at ændre grundloven for at sige, at ministeriet sender færre sager til vurdering i Indfødsretsudvalget. Vi vurderer jo ikke alle sagerne. Jeg beder om, at vi skal vurdere lidt færre.

Med hensyn til forhandlingerne: Jeg ville gerne være blevet, men vi fik jo at vide, at vi skulle godtage den samlede pakke fuldstændig uændret. Det kunne jeg ikke. Derfor var jeg nødt til at forlade netop disse forhandlinger.

Ministeren.

Jeg kan jo sådan set kun takke for fru Ulla Sandbæks og Alternativets meget stor tiltro til, at ministeriet forvalter sagerne, præcis som man ønsker. Det synes jeg da er en meget stor ros, og den vil jeg da tage til mig.

Tak. Så er der ikke flere, der har bedt om ordet til korte bemærkninger. Tak til ministeren. Til gengæld er der en, der har bedt om en anden runde i denne debat, og det er fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Jeg har ganske rigtigt bedt om ordet til anden runde i denne debat. Og det har jeg gjort, fordi der er nogle spørgsmål, jeg vældig gerne vil stille udlændingeministeren, og som jeg selvfølgelig også håber på at ministeren her i anden runde vil gå på talerstolen og besvare.

Før jeg går til de to spørgsmål, vil jeg gerne sige, at jeg bestemt ikke mener, at ministeren besvarede mit spørgsmål om, hvordan ministeren vil sikre, at alle sager behandles ens. Det er sådan, at på grund af grundloven må vi i Folketingets Indfødsretsudvalg gerne give to helt ens sager helt forskellige konklusioner. Altså, to helt ens sager må gerne få enten et »ja, du har fået statsborgerskab« eller et »nej, du har ikke fået statsborgerskab«. Men det gør sig jo ikke gældende for ministeriet og ministeren. De er forpligtet til at behandle alle sager ens. Og i den her konkrete sag har ministeren jo altså henvendt sig til Folketingets Indfødsretsudvalg og konstateret, at ministeren mener, at vedkommende skulle pilles af lovforslaget, så vedkommende ikke fik statsborgerskab, fordi ministeren mener, at vedkommende har antidemokratiske holdninger, på trods af at denne person altså hverken er sigtet eller dømt for noget som helst.

Jeg vil bare spørge om, hvordan ministeren vil sikre sig, at alle, der er i lignende situationer, fremover behandles på samme måde – altså, at ministeren fremover vil henvende sig til Folketingets Indfødsretsudvalg, hver eneste gang der er en lignende sag.

Så har jeg to konkrete spørgsmål, som jeg ikke kunne stille, fordi man kun har én kort bemærkning. For det første: Mener ministeren, at man skal have afslag på ansøgning om statsborgerskab, hvis man er kommet med antidemokratiske ytringer, uagtet at man har en alvorlig psykiatrisk diagnose? Vi behandler jo i Folketingets Indfødsretsudvalg mange personsager om mennesker med alvorlige psykiatriske diagnoser. Et tænkt eksempel kunne være en ansøger, som er både skizofren og psykotisk, og som er kommet med antidemokratiske udtalelser på Facebook f.eks. Mener ministeren, at det er rimeligt i en retsstat, at en person, som altså har papir på at være psykotisk og skizofren, nægtes statsborgerskab, fordi vedkommende offentligt har ytret sig antidemokratisk? Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål er: Hvordan skal det bevises, hvis man skifter holdning? Den konkrete sag, der har været til diskussion her, drejer sig jo om en ung mand, som for mig at se er kommet med nogle fuldstændig gakkede, tossede holdninger om et kalifat. Den unge mand har tidligere været engageret medlem af Dansk Folkeparti. Vedkommende har jo faktisk været ungdomsformand i Roskilde. Dengang havde vedkommende afbleget hår og lyseblå kontaktlinser, og han spiste flæskesteg og mente, at det muslimske tørklæde skulle forbydes. Hvordan skal vi bevise, at han har skiftet holdning? Det er jo sket før.

Der er ikke noget ønske om korte bemærkninger, så tak til ordføreren.

Der er ikke yderligere, der har ønsket ordet til denne forhandling, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.