Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 2. behandling af lovforslag nr. L 35:

Forslag til lov om ændring af myndighedsloven for Grønland, lov om ikrafttræden for Grønland af lov om ægteskabets retsvirkninger, retsplejelov for Grønland og kriminallov for Grønland. (Ændringer som følge af ikraftsættelse for Grønland af forældreansvarslovgivningen og lovgivningen om ægteskab mellem to personer af samme køn).

Af social- og indenrigsministeren (Karen Ellemann).

(Fremsættelse 29.10.2015. 1. behandling 05.11.2015. Betænkning 17.12.2015).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker ordet? Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Tak for ordet. Familieretspakken, som består af tre dele, har været længe undervejs, og vi er mange, der ønsker at se denne lov færdigbehandlet. Vi er dog nødt til at forholde os aktivt til en fremtidig lov af så stor betydning for så mange mennesker i det grønlandske samfund.

For Inuit Ataqatigiit er lov om vielser mellem par af samme køn en lov, vi længe aktivt har arbejdet for, og derfor ser vi frem til muligheden for, at det endelig bliver en realitet. At man udvider den eksisterende mulighed for registreret partnerskab og borgerlig vielse med, at to personer af samme køn også kan indgå ægteskab ved kirkelig vielse, bør være en selvfølgelighed i et moderne demokrati.

Med ikrafttrædelse af forældreansvarsloven for Grønland vil det fortsat ikke være strafbart at rejse med sit barn mellem Grønland og Danmark, når der er fælles forældremyndighed. Jeg kan ikke forestille mig noget mere krænkende som forælder, end at ens barn tages fra en, på trods af at man har fælles forældremyndighed, uden man får den andens godkendelse af dette. Dette bør regeringerne indgå i en dialog om for at finde en løsning på.

En ung pige har engang udtalt til Børns Vilkår, at man skal elske sit barn højere, end man hader sin eks. Det beskriver meget godt den svære situation for barnet og forældrene i en skilsmisse eller ved et brud i familien. Det er en svær situation at stå i, og når den ene er mere afklaret end den anden, kan det føre til en del konflikter.

Inuit Ataqatigiit har valgt at stille en række spørgsmål til lovforslaget om familieretspakken. Jeg har selv siddet i Inatsisartuts lovudvalg, da sagen blev behandlet i vores Landsting, og har bl.a. foreslået, at der blev indført vejledende sagstal på socialområdet i Grønland. En af de helt centrale udfordringer i det grønlandske samfund er, at hjælpen på det sociale område ulykkeligvis kommer alt for sent på grund af det enorme arbejdspres, der er ude i socialforvaltningerne.

Socialrådgiverforeningen, NISIIP, vurderer, at ud af de 240 uddannede socialrådgivere er der kun en lille andel, som arbejder som sagsbehandlere i dag. Ifølge egne tal fra Grønlands selvstyre kan en sagsbehandler sidde med helt op til 300 sager. Dette er naturligvis ikke acceptabelt, for det betyder nemlig samtidig, at vi har et mangelfuldt tilbud om børnesagkyndig rådgivning.

Men vores problemer skal ikke være årsag til, at vi slækker på de love her i Folketinget, der netop kan være med til at sikre, at der sker bedringer. Jeg mener derfor, at det er vigtigt af principielle grunde at være opmærksom, når en dansk regering går imod en beslutning om et lovarbejde, som har fået bred opbakning i Inatsisartut, Grønlands Landsting.

I Danmark har statsforvaltningen f.eks. pligt til at tilbyde børnesagkyndig rådgivning ved uenighed om forældreansvar, og denne mulighed har et samlet lovudvalg i Inatsisartut ligeledes ønsket den grønlandske lov skulle indeholde – med tilføjelsen »så vidt muligt«. Det har den danske regering ikke ønsket at imødekomme. Den danske regering har begrundet det med, at de børnesagkyndige kompetencer ikke er til stede i tilstrækkeligt omfang på nuværende tidspunkt. Men lad mig minde om, at regeringen i sit regeringsgrundlag har et erklæret mål om – og jeg citerer – at arbejde for en standard på danske ansvarsområder på Færøerne og i Grønland, som svarer til standarden i Danmark, med de særlige fravigelser, der kan begrundes i færøske eller grønlandske forhold. Citat slut.

Med dette forslag forventes det, at vi skal tage til takke med en ny lov i Grønland, der er ringere end den danske lov. Dette er langtfra rimeligt.

Det er ikke rimeligt, at den grønlandske lov om familieret er en forringet udgave af den danske, da et øget behov for personale med børnesagkyndige kompetencer vel ikke er et særligt grønlandsk forhold, men noget, som også den danske regering er nødt til at forholde sig aktivt til. Jeg ved, det fortsat også er en udfordring i det danske samfund.

I dag bliver det derfor børnefamilier i Grønland, som betaler prisen for, at der ikke findes tilstrækkelig børnesagkyndig rådgivning, og at man ikke tilbyder børnesagkyndig rådgivning tidligt i processen, så konflikterne løses tidligt og med rettidig omhu, og uden at relationer mellem børn og forældre mistes.

Uden ændring i den nuværende praksis forbedres forholdene derfor ikke for børnefamilier i Grønland. Argumentet om, at det er et særligt grønlandsk forhold, kan ikke bruges her. Vi må som de første være med til at sikre en tidssvarende lov, der ikke er ringere end den danske lov, og så må vi med politisk prioritering være med til at løfte det familieretslige område.

Da der netop er tale om en gråzone imellem et kommunalt grønlandsk ansvar og et familieretsligt dansk ansvar, er det oplagt at indgå i en dialog regering til regering, da den danske regering ikke kan frasige sig et ansvar i forhold til familieretten.

Ministeren henviser i spørgsmål 11 til et brev til vores Nalaakkersuisoq for kultur, men det, der spørges ind til, er i forbindelse med ministeren for sociale anliggender, da dette netop vil være med til at give muligheden for at løfte socialområdet og socialforvaltningerne – noget, som vil give muligheden for at tilbyde børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling så vidt muligt.

Derfor anses det ikke for et fyldestgørende svar fra socialministeren, og det ærgrer mig, at man ikke ønsker at finde en løsning for en udvidet mulighed for konfliktmægling til gavn for børnefamilier i Grønland.

Jeg må derfor afslutte med at sige, at der i forbindelse med dette længe ventede lovforslag desværre er nogle alvorlige kritikpunkter til lovbehandlingen fra dansk side: Dels har man ikke lyttet til et enigt grønlandsk parlament vedrørende love, som vedrører os i Grønland, dels bliver lovene med de nævnte sproglige justeringer fra dansk side svækket og svarer dermed ikke til danske love. Det er alvorligt og bør ikke gentage sig fremover.

Derfor er der ingen tvivl om, at IA gerne havde set Inatsisartuts bidrag indarbejdet i lovene, som de foreligger, og jeg vil fortsat arbejde for at få dem indarbejdet ved en dialog med regeringen her.

Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Marcus Knuth, Venstre. Værsgo.

Mange tak. Erkender ordføreren, at der på nuværende tidspunkt ikke er de nødvendige kompetencer i Grønland, hvorfor ordlyden »skal« ikke vil give mening, og at ordlyden »kan tilbyde rådgivning til børnefamilier« derfor giver bedre mening? Det er også derfor, selvstyret støtter op om det her, for ordlyden »kan« giver så selvstyret den maksimale fleksibilitet til at bruge de ressourcer, der nu engang er, enten til rådgivning i forbindelse med en skilsmisse eller til anden form for rådgivning.

Værsgo til ordføreren.

Mange tak for kommentaren. Problemet er jo, at regeringen i sit regeringsgrundlag skriver, at man netop gerne vil sikre samme standard, men i den danske lovgivning er det jo »skal«, og det, det ender ud med, er, at man laver en forringet udgave af en dansk lovgivning og sender den videre til Grønland. Det synes jeg ikke er acceptabelt, for det, man har gjort, er at skrive »kan« i stedet for »skal«, og vi ved som dem, der udformer lovene, at det har en rigtig stor betydning i praksis.

Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at man ikke tager det her mere alvorligt fra regeringens side. Man burde netop forsøge at være med til at finde en fælles løsning, for det er jo den udstrakte hånd, som jeg synes Inatsisartut har rakt frem.

Hr. Marcus Knuth, værsgo.

Jeg mener, at regeringen tager det her meget alvorligt og også ønsker at støtte i det omfang, man overhovedet kan. Men situationen taget i betragtning, hvor der nu engang kun er de ressourcer, som der er på nuværende tidspunkt, risikerer man så ikke, hvis man skriver »skal«, at de ressourcer så vil blive brugt på et område, hvor de måske kunne blive brugt bedre på et andet område, og at man derfor fjerner den fleksibilitet, som den nuværende lovtekst giver?

Ordføreren, værsgo.

En praktisk løsning kunne jo f.eks. være, at retterne fik ansat børnesagkyndig rådgivning, eller at man var med til at sikre, at der blev oprettet en institution, som kunne være med til at tilbyde konfliktmægling. Det har rigtig stor betydning for rigtig mange børnefamilier, og jeg har selv talt med rigtig mange af dem, dengang jeg var børnetalsmand, og det er jo typisk børnene, som bliver taberne i det her spil. Så jeg synes, man har et ansvar, man ikke bare kan frasige sig. Man kan ikke bare sige, at det er et rent grønlandsk ansvar, man har også et ansvar her fra Danmarks side.

Tak for det. Social- og indenrigsministeren, værsgo.

Tak for kommentarerne fra fru Aaja Chemnitz Larsen. Det er selvfølgelig lidt overraskende ved en andenbehandling ikke at få en tilkendegivelse af, hvorvidt man egentlig har tænkt sig at støtte lovforslaget. Vi er i proces, der er blevet besvaret en række spørgsmål fra ordføreren, og for mig er det vigtigt at slå fast, at vi helt klart støtter og er meget, meget optaget af hele opdateringen af rigslovgivningen for både Færøerne og Grønland.

Det er jo lige præcis sådan, at Grønlands selvstyre har anmodet om, at den familieretlige lovgivning for Grønland bliver ajourført, og det er netop det, vi gør nu her ved bl.a. at sætte forældreansvarsloven i kraft for Grønland – med de tilretninger, som er nødvendige, i forhold til hvordan forholdene er i Grønland. Og det, som jeg synes er en vigtig retning her, og hvor jeg også havde ønsket en tilkendegivelse af, hvorvidt opbakningen er til stede, er sådan set, at myndighederne i Grønland nu får mulighed for at tilbyde børnesagkyndig rådgivning ved uenighed om forældremyndighed.

Det er korrekt, at det er en forskel, i forhold til hvordan det er i Danmark. Men det er jo en forskel, der er nødvendig, fordi Grønland på nuværende tidspunkt ikke har de fornødne kompetencer til at gøre sådan et tilbud obligatorisk. Og derfor er det for mig at se et vigtigt skridt. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, og jeg håber i høj grad, at ordføreren kommer til at stemme positivt for det ved tredjebehandlingen.

Der er en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak. Det er jo et grønlandsk ansvar, når vi snakker om socialområdet, og vi har også en debat på fredag, som netop handler om det samme. Vi må erkende, at der er en række udfordringer på socialområdet i Grønland. Der er en række ting, vi stadig væk skal have taget fat i. Jeg ved også, at socialrådgiverforeningen NIISIP har været ude og kritisere de forhold, som der er. Men jeg synes, det er ærgerligt, at man fralægger sig ansvaret fra den danske regerings side i forhold til netop at lytte til det, som Inatsisartut har nævnt. Det er jo et bredt flertal i Inatsisartut, som har ønsket, at man udvider muligheden for at sikre børnesagkyndig rådgivning. Det kunne jeg godt tænke mig at få ministerens reaktion på.

Værsgo til ministeren.

Jeg mener i høj grad, at vi lytter, og det er jo netop også derfor, vi står med hele den her lovbehandling nu og hele det kæmpe forarbejde, der selvfølgelig går forud for, at vi overhovedet nu i dag står ved andenbehandlingen af et enormt vigtigt lovforslag. Det er for, at lige præcis de ting kan ske.

Når nu den familieretlige lovgivning bliver ajourført, er det jo afgørende vigtigt, at vi netop får skabt mulighed for, at man kan tilbyde den her børnesagkyndige rådgivning. Og jeg hører ordføreren i retning af, at man ønsker den store, komplette model, men jeg anmoder også bare om, at ordføreren erkender, at vilkårene i Grønland på nuværende tidspunkt er sådan, at de fornødne kompetencer, til at man kan gøre det her til et obligatorisk tilbud, ikke er der. Derfor er det i min optik ikke rimeligt at kalde det et obligatorisk tilbud, hvis virkeligheden er, at det ikke er det, der sker i første omgang. Det er derfor, jeg i høj grad håber på, at ordføreren ser det her som det vigtige og det rigtige skridt.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Nu er det sådan, at vi har en lille håndfuld kredsretter i Grønland, kan man sige, som kunne være med til at løfte den her opgave. Og der var jo netop en mulighed for, at man kunne ansætte børnesagkyndige rådgivere i de her retter for at være med til at sikre, at der sker en hurtig løsning af det her, i stedet for at man skal igennem en lang række konflikter og at konflikterne i virkeligheden bliver eskaleret undervejs. Det ville jo være til gavn for børnefamilierne i Grønland. Er det noget, som regeringen har overvejet?

Ministeren, værsgo.

Hvor medarbejderne udfører deres daglige arbejde, og hvordan ansættelsesvilkårene osv. er, er for mig at se et anliggende for det grønlandske selvstyre. Derfor er jeg stadig væk søgende efter et svar på, hvorfor man ved en andenbehandling ikke tilkendegiver, om man har tænkt sig at støtte hele det her store lovkompleks eller man ikke har tænkt sig at støtte. Det er det, en andenbehandling også handler om.

Jeg mener, det er afgørende vigtigt, at vi nu får taget det vigtige skridt at få tilbudt børnesagkyndig rådgivning, når der er uenighed, og at man gør det på en måde, der er fornuftig i forhold til lokale forhold.

Tak til ministeren. Er der flere, der ønsker at udtale sig?

Det er der ikke. Så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.