Det her forslag er i og for sig på nogle områder ret godt.
For det første er det fornuftigt at lave Arbejdstilsynets tilsyn risikobaserede, men i en situation, hvor regeringen sparer voldsomt på Arbejdstilsynet og vel fyrer op imod en femtedel af de ansatte, kan det komme til at vende mod sig selv, for vi har også andre redskaber, som bliver brugt i Arbejdstilsynet.
Det betyder, at der kommer færre besøg på arbejdspladserne; det betyder, at vi får afsløret færre overtrædelser; det betyder alt andet lige, at vi får flere ulykker, flere dødsulykker, og det er rigtig, rigtig skidt.
Det miks af at ændre på Arbejdstilsynets måde at arbejde på og at skære hårdt samtidig frygter jeg vil komme til at betyde rigtig, rigtig meget og føre i den forkerte retning.
Det samme gælder, når man kun lige symbolsk vil hæve bøderne.
Der skal meget, meget større bøder til inden for arbejdsmiljøet, for at arbejdsgiveren reagerer.
Det skal være sådan, at det ikke kan betale sig at overtræde arbejdsmiljøloven.
Det kan det ofte i dag, fordi udgifterne til at få grejet i orden, stilladserne i orden og alle de andre ting er store og bøderne er små.
Vi har i Enhedslisten undret os over, at man aldrig nogen sinde har brugt paragraffen om at frihedsberøve folk, hvis de overtræder arbejdsmiljøloven, altså hvis de påfører andre mennesker alvorlig skade eller direkte slår dem ihjel.
I andre dele af lovgivningen er vi meget, meget skrappe:
Hvis man med en promille i blodet slår mennesker ihjel i trafikken, så er der klar afregning ved kasse 1.
I visse tilfælde er der faktisk tale om drab.
Og derfor er det jo vigtigt, at vi også overfører det til arbejdsmiljøet.
Det kan ikke nytte noget, at vi har regler her, der er formildende over for arbejdsgivere, der igen og igen overtræder lovgivningen og igen og igen udsætter mennesker for risiko for skader på deres helbred og i værste tilfælde død på arbejdet.
Vi har lige haft en lang debat i Beskæftigelsesudvalget om dødsulykker, for det viste sig, at Arbejdstilsynet henlagde en række sager om dødsulykker på arbejdspladsen, for man syntes, at de sager skulle man ikke rejse, fordi forholdet mellem ansatte og arbejdsgivere var for nært.
Heldigvis har vi fået rettet lidt op på det med en aftale med beskæftigelsesministeren, men det er ikke nok.
Det burde være sådan, at når en arbejdsgiver kan være årsag til, at en arbejder bliver slået ihjel, skal han også straffes for det.
Når en arbejdsgiver flere gange gør det samme, mener jeg, at frihedsberøvelse er en mild straf.
Vi kunne godt tænke os at bygge over, så de arbejdsgivere, der ikke kan finde ud af at sikre et sikkert og sundt arbejdsmiljø på deres egen arbejdsplads, bør kunne fradømmes retten til at drive virksomhed i f.eks.
5 år.
Det ville være en passende straf for den slags overtrædelser.
Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi ikke nøjes med de her relativt små ændringer, men også i det nye år får en mulighed for grundlæggende at få diskuteret, hvordan arbejdsmiljøloven fungerer i Danmark.
Det er simpelt hen skammeligt at have et område, hvor nogle, der ødelægger andres helbred, ikke bliver straffet hårdere, og hvor vi ikke har et bedre forebyggende arbejde.
Det er jo dybest set det, der er det vigtigste, nemlig det forebyggende arbejde.
Heldigvis er det ikke alle arbejdsgivere, der er dårlige til det med arbejdsmiljø, men der findes en gruppe på vel nok 10-15-20 pct.
i Danmark, som i den grad sløser med det, og desværre er der en stor, stor parallelitet mellem de firmaer, der prøver at snyde i skat, prøver at snyde med løn, der udøver social dumping, og dem, som har et meget, meget lemfældigt forhold til deres ansattes helbred.
Vi vil stemme for forslaget, men synes bestemt, at der ikke just er ruttet med forbedringer i arbejdsmiljøet med de her forslag.